✂ II
III

Indhold.

	Side
📌Paradis	1
📌Europa, 📌Asien og 📌Afrika	3
📌Middelhavet	3
Bjerge og Floder	4
Oldsagn og Fabler	6
📌Euphrat	7
📌Nilen	8
Guder og Helte	10
Den Assyriske Magt	11
📌Libanon	12
►Ebræer, ►Græker og Romere	14
📌Canaans Land	16
👤Moses	18
Kong 👤David	20
Kong 👤Salomon	21
👤Serubabel	23
📌Persepolis	24
Kong 👤Cyrus	25
IVKong 👤Krøsus	27
Perser-Magten	28
Kong 👤Kserxes	29
📌Grækenland	31
►Olympens Guder	34
►Hercules	37
📌Troja	39
►Ulysses	41
👤Herodot	44
👤Alexander den Store	47
Græker-Magten	49
📌Alexandrien	50
👤Polyb	52
📌Rom	54
Romer-Magten	58
Keiser 👤August	65
Kong 👤Christus	67
👤Petrus, 👤Paulus og 👤Johannes	71
👤Nero	74
👤Vespasian	76
👤Constantin den Store	78
📌Konstantinopel	80
📌Øster-Søen	82
►Valhals Guder	83
Folke-Vandringen	86
Araberne	89
Frankerne	91
V👤Karl den Store	93
De tre Nordiske Riger	95
Angel-Sachserne	99
Kong 👤Edvin	103
👤Ansgar	105
👤Knud den Store	109
Det Norske Trekløver	112
👤Harald Haardraade	115
Normannerne	118
👤Hervard Lofriksøn	121
👤Hildebrand	124
►Det store Korstog	128
►Valdemarerne	132
👤Saxo Grammatiker	134
📌Island	137
👤Snorro Sturlesøn	144
📌Tydskland	149
📌Alperne	151
📌Pisa, 📌Genua og 📌Venedig	153
📌Rom, 📌Florenz og 📌Neapel	155
Paven i 📌Rom	159
👤Morten Luther	161
Tyrken	164
📌Spanien	166
👤Christoffer Colombo	169
📌Portugal	173
Nederlænderne	177
VI👤Gustav Adolph	181
Det Østerrigske Huus	184
Syvaars-Krigens Tid	186
📌Frankerig	194
👤Napoleon Bonaparte	200
👤John Bull	206
📌Skotland	209
📌London	213
📌Rusland	219
📌Sverrig og 📌Norge	221
📌Danmark	223
►Paaske-Slaget	226
Paaske-Tiden	229
Tids-Regningen	235
Den Christne Tro	238

---

✂ 1 260 (US)

►📌Paradis►.

1

✂ Jeg er ikke længer, saavidt man veed,
Hvor tit jeg søgdes, i 📌Østerleed,
Men Billede mit i Blomster-Ord
Dog svæver ►end over den hele Jord,
Hvor Øre man har for mit Hædersnavn,
Som Glædernes gamle ►Fødestavn,
Som ►📌Edens Have med Livets Træ,
Hvor alle Smaablomster staae godt i Læ,
Som ►Rosengaarden ved Livets Væld,
►Hvor Maanen har ikke ►Skaar og ►Kvæld,
Hvor Solen skinner og Lærken ►slaaer,
Og Solen varmer det hele Aar;
Hvor Moder kan sige sin Datter ►forvist:
Om dig synger nu lille Fugl paa Kvist,
Hvor Nattergal taler langt bedre end Stær,
Hvor Alle hinanden har inderlig kiær,
Hvor Alting gaaer muntert med Arbeid som Leg,
Hvor Ingen faaer Nykker og Ingen faaer Nei;
Hvor ►Blomsten i Eng bliver aldrig Hø,
Hvor Fader og Moder skal aldrig døe,
Hvor Alting voxer og bliver stort,
Og ►►kiger i Sky ind ad Himlens Port,
Hvor Englene immer gaae op og ned►,
Og hviske til de Smaa hvad Ingen veed:
2Hvor deiligt der er ►over Stiernetop,
Som selv de skal see, naar de kommer derop!

2

✂ Aartusinder svæved jeg ►saa, til Lyst
Og Længsler søde i ►Smaafolks Bryst,
Paa Skjaldes Tunger, ►for deres Syn,
Som røres kunde af Aandens Lyn,
Som tændes kunde af Hiertets Ild,
Naar liflig flagrer dens Lue mild!
Og de som lytted til Skialdens Sang,
De drømde om mig ►fuldmangen Gang,
De saae ogsaa Glimt af min Yndighed
I Aftenrøden og Hjemmets Fred,
261 (US) I Pindsetiden, naar Skov blev grøn,
Og Bølgen sig krused mild og skiøn,
I Barndoms-Tiden, naar den svandt hen,
Men fløi som en Fugl forbi igien!

3

✂ Saa ►lytter, I Smaa! naar Skjalden ►slaaer
Guldharpen► om Livets ►Rosengaard!
Ei paa hans Læbe skal døe mit Navn,
Med det han synker i Støvets Favn,
Og haaber at vaagne i ►Gladhjem brat:
Hans Øines Lyst og hans Hiertes Skat,
Hans Blomsters Eng og Hans Bøges Lund,
Hans jævne Mark mellem 📌Bælt og 📌Sund,
I Fredens ►Hegn, bag de Bierge blaa,
Han immer stirred vemodig paa!
Ja, ►vænner jer til hans Billedstil!
Saa springer der ud af hver Blomst et Smil,
I Kraftens Fylde og Heltens Priis
I see da ►og Glimt af 📌Paradis!

✂ 3

►Europa, Asien og Afrika►.

1

✂ Den gamle Verden udgiøre vi,
Som Middel-Havet er midt udi,
Og haver i Øst, i Syd og Nord,
De deiligste Lande, Man veed paa Jord,
Med en uopregnelig Blomster-Flok,
Med Cedre, med Palmer og Ranker Nok,
Med Figen, Oliven og store Meloner,
Ranetter, Citroner og smukke Personer!

2

✂ Hvor Alting voxer og lever flot,
Naturligviis ikke Alt er godt,
Saa glubende Dyr, Forgift og Snoge,
Der hardtad findes i alle Kroge,
Og Fuglene, som har de favreste Fier,
Ei synge desbedre, men skrige kun meer!
Trods Slanger og Tigre og stolte Løver,
Trods Mygg og mangen en rædsom Røver,
Forgaaet endnu er ei Folk den Lyst,
At boe paa den deilige Middelhavs-Kyst,
Og stort gik det til foruden Mage
Omkring det Vand-Sted i gamle Dage!

✂

►Middelhavet►.

✂ Hvad Tryk der vanker paa Alfar-Vei,
Det veed slet Ingen saa godt som jeg;
Vil ei de Sorte, saa vil de Hvide
Fra alle Hjørner til Vands mig ride,
4For Trilling-Jetten det huged bedst,
At have mig til sin Mellem-Hest!
Især Europa jeg har paa Nakken,
Thi mens jeg roses af Falske-Blakken,
Han dybt mig pløier paa Langs og Tværs,
Saa dyrt jeg kiøbde hans Ære-Vers,
Paa Græsk og Romersk, Toskansk og Spansk,
Ja, selv paa Engelsk, paa Tydsk og Dansk!
Dog maae de Viser mig vel behage,
Hvori man priser de gamle Dage,
Da om mig dreied sig Alt paa Jord,
Som skinned i Øst, i Syd og Nord,
Saa hvem der eied min Rund-Deel blot,
Med Skiel sig kaldte al Verdens Drot!
Men hvad jeg kan for min Død ei lide,
Er Æventyret fra Avinds Side:
At Pokker i Vold, og stik i Vest,
Der findes hvad Folk nu huger bedst!
Lad Guld der findes som Gruus i Grav,
Der findes dog aldrig et Middel-Hav,
Hvor Mindes-Mærker staae tykt paa Kyst,
Som høit det vidne, at her var lyst,
Da Mid-Nat ruged saa vinge-breed,
Hvor Guld nu glimrer i Vester-Leed,
Og blænder dem, som ei agte paa,
Hvad klart sig speiler i Bølgen blaa!

✂

►Bjerge og Floder►.

1

✂ Med 📌Zions Bjerg og 📌Jordans Flod,
Hvor 📌Templet og ►hvor Herren stod,
5Slet Ingen sig kan maale,
Skiøndt før ►Olymp i Græker-Stil,
Og blandt 📌Ægyptens Guder ►Nil,
Ei ►Jævning vilde taale.

2

✂ ►For Resten kneiser 📌Ararat
Vel Skyen næst i Oldtids Nat,
Hvor end det er at finde;
Hvor 📌Ninive og 📌Babel stod,
Man seer endnu ►“den store Flod”
Fra Norden sammenrinde.

3

✂ Blandt Biergene blev 📌Capitol
Høisæde kun som Dronning-Stol
For Verdens Keiserinde,
Og 📌Tibren kun en Hoved-Flod
Ved Træet, med et Spyd ►til Rod,
Som fæsted sig i Minde.

4

✂ Nu 📌Himalaia, høit i Sky,
Og 📌Ganges har det største Ry
Blandt Folk i 📌Østerleden;
I 📌Vesten 📌Donau, 📌Thems og 📌Rhin
Af Hæders-Krandse hver ta'r sin,
Og stolt er 📌Alpe-►Kieden!

5

✂ I Billed-Sprog er Bjerge-Top
Den ►Bavn, hvor Siælen stiger op,
For Udsigt lys at nyde;
Og Floderne er ligerviis
De ►Aare-Løb, til Daad og Priis,
Hvor Livets Kræfter flyde!

✂ 6

►Oldsagn og Fabler►.

1

✂ Kun eet er Landet, hvor Haand og Mund
Har fulgdes ad med Gammen,
Hvor Sagn og Skrift i Morgenstund
Historisk smelte sammen!

2

✂ Kun een er Bogen fra Oldtids Nat,
Ved Jærtegns-Lampen skrevet,
Hvor uforvansket Bedrifters Skat
Af Hiernespind er blevet!

3

✂ Oldsagnet, blandet af Drøm og Daad,
Og tit for seent optegnet,
Er dog, som den gamle ►Isis-Baad,
For Tant kun af Taaber regnet!

4

✂ I Sagnet speiler sig Folkets ►Hu
Paa► store og smaa ►Idrætter,
Og hvad dem huer, jo Folk endnu,
Saavidt de har Magt, udretter!

5

✂ I Folke-Sagnet fra Arildstid,
►Gik Agten end vidt over Magten,
Afbildet finder dog ►Mandevid
Stamfædrenes ►Digten og Tragten!

6

✂ Tit Een tilregnes hvad Fleer var om,
Saa blandet Bekjendtskab man stifter,
Men Eenheden derfor dog ei er tom,
Thi Aanden giør alle Bedrifter!

7

✂ 7►Saa Folke-Livet af Folke-Aand
Idag som igaar udspringer,
Skiøndt ►Aand er idag som Fugl i Haand,
Var igaar som Fugl paa Vinger►!

✂

►Euphrat►.

1

✂ Mange Bække de giør en Aa,
Mange Floder et Hav og saa,
Bølge-Taarne er bygt af Blæst,
Brall af Vinde er mig en Pest;
Som ved Babylon, saa ved Helle,
Immer jeg seer paa det Reelle.

2

✂ Vædde-Løber! hvor er din Priis?
Jeg har været i Paradis!
Æltet blev og i mig tilforn
Teglsteens-Leret til Babels Taarn,
Taarne-Kæmpen i Kreds af Dværge:
Myre-Tuer med Navn af Bierge!

3

✂ Korn og Kæmper ei noget Sted
Voxe kunde som ved min Bredd,
Hvad der voxde ved Middel-Hav,
Var kun Blomster paa Babels Grav,
Var kun Kviste af mine Stubbe,
Poge smaa af den store Gubbe!

4

✂ Middel-Havet sig bilder ind,
Verden hænger i Kalve-Skind,
8Gaaer ei længer, end Folk i Rom
Skrive kunde, de overkom,
Som i Verden ei var det Hiørne,
Hvor til Forkort kom Romas Ørne!

✂

►Nilen►.

1

✂ Jeg løber igiennem Ægypti Land,
Men Ingen veed min Kilde,
Vil Nogen mig ligne ved Hverdags-Vand,
Da gid det gaae ham ilde!

2

✂ Jeg graver og giøder for Folk i Vaar,
Og Regn kan de undvære,
Thi blev i mangfoldige Maane-Aar
Jeg holdt som Gud i Ære!

3

✂ Jeg gider knap øinet den dumme Strand,
Som ei er værd at nævne,
Sin Fedme den fik af mit Spilde-Vand,
Vil Æren mig ei levne!

4

✂ Af Renderne mine drak Kløgt og Vid
Ebræer og Hellener,
Men Lønnen, jeg høsted, var Nag og Nid,
Som gierne sig forener.

5

✂ Der gynged en Vugge ved Randen min,
Den kan jeg aldrig glemme,
En Krokodil-Unge, saa faur og fiin,
Der græd med Barnestemme;

6

✂ 9Den Moses, han gav mig det første Knæk,
(Ægyptens Guder dømme!)
Min Foster-Søn spilled med Fader Giæk,
Til Blod blev mine Strømme!

7

✂ De Stæder, som prunkede paa min Bredd,
De lagdes tidlig øde,
Som Thebe, saa Memphis og Sais med,
Dem kan mig Ingen bøde!

8

✂ Dog kneiser endnu i min gamle Dal
De stolte Pyramider;
Saa bygged af Bjerge man Ridder-Sal
I mine gyldne Tider!

9

✂ Urokkeligt staaer og mit Snegle-Huus,
Og spørger om sin Lige,
De Klogeste veed, det er fuldt af Gruus,
Men ei hvad det vil sige!

10

✂ En Gaade som jeg er den gamle Skrift
Paa Isis-Folkets Grave,
Og kun hvem der ret er med Vranghed gift,
Sig kan til Gaaden stave!

11

✂ Af Perser og Græker min Dal fik Skam,
Af Romer-Pak deslige;
Araber og Tyrker, det Tyve-Kram,
End rives om mit Rige!

12

✂ Ad saadanne Tyve dog leer min Thot,
Ei stiæle de hans Tanker,
Og Hieroglyphen sig hytted godt,
Selv for de fine Franker!

13

✂ 10Thi bærer jeg taalig de trange Kaar,
Jeg ei formaaer at vende,
Og venter mig immer et Gylden-Aar
Endnu før Verdens Ende!

✂

►Guder og Helte►.

1

✂ Mennesket har kun en eneste Gud,
Kun ►Een skabde Jorden og Himlen,
Folkene alle, ►trods Skaberens Bud,
Dog skabde sig Afgude-Vrimlen!

2

✂ ►Mængden af Skaberne nøiedes med
Hvad nærmest de havde ved Haanden,
Somme forguded ►til Tid og til Sted
Slag-Skygger af Menneske-Aanden!

3

✂ Omsider sank Hedninger alle i Knæ,
Og kasted med Skam sig i Støvet
For ►Guder af Malm og af Steen og af Træ,
►Livs-Aanden var 👤Adam berøvet!

4

✂ ►Saa brister engang, som den ►Gyngebro
Der ►Frost-Kæmper ei kunde bære,
Alt Hjernespind, tvundet med Overtro,
Thi Sandheden ►hævner sin Ære!

5

✂ Blandt Afguder mange i Oldtidens Nat
Ægypternes længst blev ilive,
Men det var en Slange, en Tyr og en Kat,
Saa dyrisk Fornuften kan blive.

6

✂ 11Hver Tid har for Resten sit Afguderi,
Saa det er det Bedste, som er forbi,
Og svæver i Sang kun paa Jorden,
Thi Menneske-Aanden forlystes derved,
Som Skygger af Oldingens Ungdomsfjed
I 📌Hindostan, 📌Hellas og 📌Norden!

7

✂ Som Guder, ►saa Helte med Halvgude-Rang,
►Tilhobs er de luftige Skygger,
Hvor yndig og deilig i Sagn og Sang
►End Skialdenes Chor dem udsmykker!

8

✂ ►Kun een er ►Guds-Helten af Menneske-Byrd,
Hvis Navn maa paakaldes herneden,
Som holder paa ►Jetter og ►Trolde Styr,
►Velsigner sit Rige med Freden;

9

✂ Men Drømmene dybe fra Hedenold,
Om Halvguden, jordisk opkommet,
Om ►Melkarth, ►Herakles og ►Thor og ►Skjold,
Paa Ham dog ►hensigte forblommet!

10

✂ I dem hæver Hiertets den dybeste Trang
Sig høiest paa Livshaabets Vinger,
►Vildtonet, men liflig, en Spaadoms-Sang
Fra Skjaldenes Læbe da klinger!

✂

►Den Assyriske Magt►.

✂ Det er fuldlænge siden,
Mit Bane-Saar jeg fik,
Saa det er glemt med Tiden,
Hvor vidt og bredt jeg gik.
12Dog veed man nok for Resten,
Min Kreds var Øster-Land,
Og Grændsen imod Vesten
Var Middel-Havets Rand.
Med Ninive hin store,
Var Babel Hoved-Stad,
Skiøndt det er ondt at spore,
Hvor tit de skildtes ad;
Thi mens jeg var i Aande,
Jeg blæste ad hver Pen,
Og da jeg sank i Vaande,
Saa blæste de igien,
Og gav mig ikkun Spidser,
Som en Sardanapal,
Der sad imellem Sidser,
Og spandt, som han var gal,
Til Fruer-Buret brændte,
Med Tot og Teen og Rok,
Og sandt er det, jeg endte
Kvindagtig, tosset nok!
Thi raader jeg hver Magt,
Som ikke vil fordømmes,
Med Pen at gjøre Pagt,
Imens den kan berømmes!

✂

►Libanon►.

1

✂ Videre end Vind og Vove
Fordum bar min Ceder-Mast,
Ry der gaaer af mine Skove,
Skiøndt som Glar min Lykke brast!
13Ak, ei meer paa mine Aase
Stævner Cedren rank i Sky,
Og ei meer om Snekke-Kaase
Kvæder man i Melkarths By!
Tyrus, Tyrus! dybt begravet
Ligger du i Tidens Strøm,
Som en Steen, der sank i Havet,
Som en fiantet Barne-Drøm!
Drotter dine Kiøbmænd vare,
Paa din Kyst den vilde Strand
Sølv og Guld og Rav hint klare
Skylled op som Havets Sand!
Dine Sange, dine Stavne,
Over Bølgerne sig svang,
Vel til alle Verdens Havne,
Som til fierne Dane-Vang!
Derfor Ørkens Skibe strømmed
Til din Kyst med Ladning svar,
Alle Kister sig udtømmed
For hvad dine Snekker bar!
Konger sig med Guld at krone
Lærde af din gyldne Stavn;
Trindt i Landene paa Throne
Med dit Purpur steeg dit Navn!

2

✂ Men ak, see, paa Navnet nær
Som en Drøm er Alt forsvundet,
Du i Hulen tier kvær,
Knap dit Maal man har udgrundet!
Med sig tager Kiøl sit Spor,
Som dit Glas var skiør din Lykke;
14Derom Speilet trindt paa Jord
Minde Kiøbe-Drotter trygge!
Nu af alt Phønicisk Stort
Stander ene jeg tilbage,
Hvad sig høit har selv ei giort,
Daler ei som Røg saa fage!
End maaskee i Drusers Telt,
Maroniters Munke-Bure,
Fostre kan mit Skiød en Helt,
Som opreiser faldne Mure!
Meer end det formaaer den Haand,
Der, med underfulde Stave,
Har betegnet Libanon
Som et Giærde for sin Have!

✂ 261 (US)

►Ebræer, Græker og Romere►.

1

✂ Tre Folk som disse ei Verden saae,
Og aldrig kan deres Navn forgaae,
Saalænge som Øine, brune eller blaa,
►Der kastes fra ►Støv mellem Stierner smaa;
Saalænge paa Jord der ►end fødes en Søn,
Som Morgen-Røden kysser og finder skiøn;
Saalænge i Verden sig løfter en Haand
Dumdristig med Lykke mod Ord og Aand!

2

✂ ►Ebræeren, han giorde al Verden viis
►Paa hvad for en Gud, den skylder Priis,
Og hvordan vi alle af Guddoms-Rod
Paa Jorden udbredtes med samme Blod►,
15►Og hvordan i Tidens Fylde skiøn
En Kvinde fødte Guds ældste Søn►,
Til ►Verdens Frelser fra Død og ►Dom,
Til alle Slægter at kvæde om!

3

✂ 262 (US) Os Grækeren viiste med Haand og Mund,
Hvad kiønnest klæder i allen Stund,
Ja, kiønnest i Kirke og kiønnest i Sal,
Og kiønnest paa Torvet og kiønnest paa Val!
Da Talerne døde og Sangerne tav,
Man saae det paa Stenene ved deres Grav,
Med Penne-Strøg selv de afbilded til Nød
Det dristigste Liv og den deiligste Død!
Saa deilig var Døden, at til den endnu
Forgiæves ►saa vide staaer Læsernes Hu,
Som ikke begribe, paa Fastland og Øe,
At græsk man maa leve, om græsk man vil døe!

4

✂ Os Romeren lærde, hvad Hænder formaae,
Naar sammen de holde og sammen de slaae,
Og ►flittelig bruges med Vid og Forstand
Til Gavn eller Skade for Folk og for Land!
Den Lærdom, han gav os, den var saa stærk,
At ►Skyggerne af hans Hænders Værk,
Som Spidser og Streger paa Blad i Bog,
►Kiøs Livet af mangen en ►Skolepog,
Og sætter ►end Skræk i ►Kæmpers Børn
For Kløerne af den skudte Ørn!
Der sidder i 📌Nord dog en lille ►Pog,
Og staver med ►Saga i Billedbog,
Naar han bliver ►voxen i Tid og Rum,
Og dandser med Havfru paa Havets Skum,
16Da seer han paa andet end Kinden rød
Hvad Forskiellen er mellem Liv og Død,
Og vælger ei Døden, om nok saa smuk,
Men ►smiler ad alle de Dødes ►Muk,
Og lever paa Græsk, saa godt han kan,
Med Øie paa ►det “forjættede Land”,
Og bruger kun Romerske Kneb og Spyd
Til Spøgelser, ►Trolde og al Udyd!

✂

►📌Canaans Land►.

1

✂ Mod Vesten har jeg 📌det store Hav,
Og 📌Jordans-Floden mod Østen,
I Syden 📌Gomorras og 📌Sodoms Grav,
I Graven sank Glæden og Trøsten!

2

✂ Mit Navn ►end lyder paa Jorderig,
Som Navnet paa ►Landenes Dronning,
Men sukke jeg maa, naar det siges mig:
Du ►flyder med Mælk og Honning!

3

✂ ►►Alt som en Kvinde af Konge-Æt,
Fornedret til Kværnen at drage,
Med falmede Kinder, ►forskudt, forgrædt►,
►Jeg mindes min Ungdoms Dage.

4

✂ Jeg mindes ►Egen i 📌Mamre-Lund,
Hvor 👤Abraham lysted at bygge,
Hvor Herren ham giæsted en Middagsstund►,
Og ►Himmelens Fugle fandt Skygge.

5

✂ 17►Da 📌Jordans Bølger for Herrens Ark
Sig taarned, som Havfruer dandse►,
Da blomstred for den min jævne Mark,
Af Palmer jeg fletted den Krandse.

6

✂ Jeg mindes Harpen i 👤Davids Haand,
Den deiligste Fugl uden ►Fiedre;
►Beplantet jeg blev under 👤Salomon
Med Balsam og 📌Libanons Cedre►!

7

✂ En ►Fimbul-Vinter, ►fuldbarsk og haard,
Til ►Ørk mig forvandled saa ►fage,
Men atter oprandt dog et ►Gyldenaar
Med liflige Nætter og Dage.

8

✂ ►Da kom Guds Engle til Jord paany,
For 📌Bethlehems Hyrder at kvæde
Om Frelserens Fødsel i 👤Davids By,
Om Jorderigs Fred og Glæde►!

9

✂ Guds Søn da smiled ved Moder-Bryst
Blandt mine Smaablomster i Enge,
Da hørdes den Himmelske Faders Røst,
Hvor ►brustne var Harpens Strænge!

10

✂ ►Da Himlen talde paa Jordens Viis,
Saa Hjerterne hopped af Glæde,
►De Stumme udbrød i Guds Naades Priis,
Saa Helvede maatte vel græde!

11

✂ Guds Søn, som døde paa 📌Golgatha,
Stod op som en Soel i min Have;
Af Straaler i Kors, som udgik derfra,
Det lysned i mange Grave!

12

✂ 18Men ak! det lysned i min dog ei,
Paa mig ►styrer Mulmet sin Harme!
Kan Lyset ei finde Tilbagevei?
Vil Gud sig ei meer forbarme?

13

✂ En ►Ørk er Landet med 📌Herrens Grav,
Mens ►Druerne modnes i Ørken,
Kong 👤David ►slaaer Harpen hinsides Hav,
►Hos mig tuder Uglen og Tyrken!

14

✂ Fortvivl dog ikke, 📌Jerusalem!
►Dig saared den ypperste Læge,
Har Jorderigs Frelser ►mig kaldt sit Hjem,
Da vil Han mig ►og vederkvæge!

15

✂ Besøg da atter, o Herre min!
Dit Fødeland, som Du har lovet,
Og drik med dit Følge ►den klare Viin,
Hvor Glæden og Du har sovet!

16

✂ ►Rind op, min Stjerne! af Gravens Skiød,
Som Herren opstod i min Have!
►Istemmer, Guds Engle, en Sang saa sød,
At briste maae alle Grave!

✂

►👤Moses.►

1

✂ 77 (GSV2) ►Jeg havde min Vugge ved 📌Nilens Bredd,
►►I et Haar hængde Døden og Livet,
Jeg vidste Aand det ikke, men dog jeg græd,
For jeg frøs under ►Flægen og Sivet►!

2

✂ 19►Min Vugge blev flyttet til ►Kongens Gaard,
Der jeg ►smilde ad Døden og Livet,
Jeg drømte mig salig i Ungdoms-Aar,
Dog ►var Lykken som Flægen og Sivet!

3

✂ Det skrev med min ►Kiep jeg i Ørkens Sand,
Da ►graahærdet jeg saae mig tilbage,
Og ►vogtede Faar i et fremmed Land,
Efter Ungdommens kronede Dage.

4

✂ Min ►Kiep blev dog bedre end ►Kongevaand,
Det Kong Pharao maatte vel sande:
Han ►dukked for Hyrden med ►Kiep i Haand,
►Som en Steen i de mægtige Vande.

5

✂ Hvor Hjorden jeg vogted, mens Haar blev graat,
Som en Konge mit Folk jeg gav Love,
De aldrig kan glemmes, mens Hav er blaat
Og mens Fuglene ►sjunge i Skove!

6

✂ 78 (GSV2) ►Jeg kom ikke ind i det ►faure Land,
Maatte lade med Synet mig nøie,►
Men sank mine Been i Ørkens Sand,
►Som ►Syvstjernen dog tindred mit Øie!

7

✂ ►Ebræernes Leder ►til 📌Jordans Flod,
►Giennem Havets de brusende Bølger,
►Den ►Kæmpe, som bedst under Solen stod,
Det er Navnet, som evig mig følger!

✂ 20 161 (GSV2)

►Kong 👤David►.

1

✂ ►Jeg gik i Marken og vogtede Faar,
►Slog min Harpe i Skyggen af Palmer,
Glad som en Fugl i den ►faureste Vaar
Hopped rundt jeg og nynned paa Psalmer!

2

✂ ►Da kom der Bud fra min Fader ►som bedst:
Skynd dig hjem! klæd dig paa! kom til Gilde!
►Seeren siger, der fattes en Gjest,
Det er dig, kom nu ikke for silde!

3

✂ 162 (GSV2) ►Rødmusset blev jeg da mere end før►,
Som en Fugl, som en Vind, jeg var hjemme,
Blegned kun flygtig ved ►Høielofts Dør,
Da jeg hørde de Vældiges Stemme.

4

✂ Bæger af Guld med den skummende Viin
Rakde ►Seeren brat mig i Salen,
►Salved mit Hoved med Olie fiin,
►Som ►en Dugg over Græsset i Dalen!

5

✂ ►Mange i Salen saae skævt til mit Held,
Ikke vidste dog Nogen min Lykke,
Lønlig udsprang der i ►Barmen et Væld,
Som en Kilde i Palmernes Skygge.

6

✂ Kongeligt blev da mit Sind og min Hu,
►For min Hjord turde alting jeg vove,
Løver og Bjørne, dem trodsed jeg nu►,
Trodsed meer, trodsed Falskhed ►til Hove.

7

✂ 21►👤Goliath praled med Hjelm og med Skjold,
Imod ham saae jeg ud som Græshoppen,
Dog med min Slynge jeg fældte den ►Trold,
Skildte godt ogsaa Hoved fra Kroppen►!

8

✂ Træde jeg maatte ►fuldmødige Fjed,
Over Stok, over Steen, i det Øde,
Før jeg fik Kronen at fryde mig ved,
►Under den maatte Hjertet ►end bløde.

9

✂ Konge dog blev jeg, navnkundig som Faa,
I 📌Jerusalem godt jeg ►blev hjemme,
Og medens Throner paa Jorderig staae,
►Davids-Harpen gaaer aldrig ad Glemme!

✂ 165 (GSV2)

►Kong 👤Salomon►.

1

✂ ►Af Lyst til ►Vidskab uden Mage
Kom Giæster mange til min ►Gaard►,
Al Verden kaldte mine Dage
►Ebræer-Folkets ►Gyldenaar!

2

✂ ►Opblomstrende i Fredens Skygge,
Var Landet som en ►Rosengaard►,
166 (GSV2) Og Alt hvad Hænder kunde bygge,
Var ►efter Snoren paa et Haar.

3

✂ ►Da 📌Libanons de stolte Cedre,
For ►Savetand og Øxeblad,
Sig maatte paa mit Vink fornedre
Til ►Sparreværk i 👤Davids Stad►!

4

✂ ►22Paa mine Snekker over Havet
Kom hele Verdens Herlighed,
Som ►Stene, Sølv og Guld► og Ravet,
Og ►Perler som de regner ned!

5

✂ ►Da over Bjerge, over Dale,
Der gik til Verdens Ende Ry
Af 📌Herrens Huus og Kongens Sale,
Hvor Gyldenspir stak høit i Sky►!

6

✂ Hvad Øiet saae, hvad Øret hørde,
Og hvad fra Hjertets Dyb oprandt,
►Til Bogs med Kløgt og ►Konst jeg førde,
Et Ordsprog til hver Sandhed fandt►!

7

✂ ►Dog tit mig naged i min Vælde,
Paa Lykkens ►Tind, i Fredens Skiød,
At magtesløs er Kraft mod Ælde,
Og Kløgten mod den bittre Død►.

8

✂ Derhos det pinte mig saa saare,
Naar jeg paa ►Verdensløbet saae,
►At Viismands Søn er tit en Daare,
►Beleer hvad ei han kan forstaae!

9

✂ Da med en Taare i mit Øie,
►Jeg sagde: Alt paa Jord er Tant!
Stig ned, Guds Viisdom fra det Høie!
Forklar hvad evig bliver sandt!►

✂ 23 177 (GSV2)

►👤Serubabel►.

1

✂ 📌Herrens Huus var lagt i ►Støvet,
Glemt al 👤Davids Herlighed,
📌Israel, sin Kraft berøvet,
Sank i Spot og Trældom ned,
178 (GSV2) ►Sørged dybt ved 📌Babels Floder
Over ►📌Zion Folke-Moder►.

2

✂ ►Under 👤Cyrus Haabets Stjerne
For os dog oprandt paany,
►Hjemlov fik vi fra det Fjerne,
Hyttetag i 👤Davids By,
Og, trods alle dem, ►os hade,
Helligdom paa ►Tempel-Stade►.

3

✂ ►Tarveligt var Alt ►tilvisse,
Smagløst, fattigt, lavt og smaat,
Oldinger, med Snee paa Isse,
Kinden bleg og Øiet vaadt,
Sukked dybt: ak, meer ei findes
Herligheden, vi kan mindes!►

4

✂ ►►Græder ei, I gamle Svende!
Raabte brat en ►Seer prud:
Herrens Lampe kækt I ►tænde!
Han er alle Slægters Gud!
Hans er Sølvet, Hans er Guldet,
Hans er Solen, Hans er Mulde !

5

✂ 24Herren siger: trods det ►Første,
Lille-Templets Herlighed
Blive skal paa Jord den Største,
Her neddaler Himlens Fred!
Derfor, Gamle, ei I ►vrage
Hyttetag til Høitidsdage!►

✂

►Persepolis►.

1

✂ Jeg var kun som en Myre-Tue,
Mod Ninive og Babylon,
Dog skjalv de for min spændte Bue,
Og faldt for Tiger-Skyttens Haand!

2

✂ Ja, for min Helt, for Cyrus, bøied
Sig Mure dybt, og sank i Grav,
Han alle Riger sammenføied
Fra Indus til det store Hav!

3

✂ Til ham, med røden Guld i Favnen,
Om Kap da Floderne udsprang,
Med Sølv til ham sig Tyrus-Stavnen
Fra Gades over Bølgen svang!

4

✂ For ham og bølged Euphrats Vange,
Om Haverne ved Babylon,
Og Davids-Harpens Takke-Sange
Velsignede hans Konge-Haand!

5

✂ Dog, timeligt er Alt paa Jorden,
Det var hans Glands, og det var min,
Han ramdes af en Piil fra Norden,
Jeg knustes af et Vester-Lyn!

6

✂ 25For Huse nu jeg har kun Grave,
Og slukte Brande af mit Baal
Er Tavlerne med Rune-Stave
Paa Perser-Folkets glemte Maal!

✂

►Kong 👤Cyrus►.

1

✂ Om mig ►gik der Syn for Sagn paa Jord!
►Om mit Navn og mine Bedrifter,
Før end jeg stammed det første Ord,
Meldte ►alt ►Ebræernes Skrifter!►

2

✂ Min Morfader af sin Datters Skiød
Saae i Drømme et Træ ►at oprinde,
Med Blomster ►faure og Drue sød,
►Overgroe de høieste Linde!

3

✂ Det bredte paa Jord saa vidt sig ud,
Over Alle med Saft begavet,
At Grenene gik til Floden prud,
Og dets Kviste rakde til Havet!

4

✂ Han kaldte ►paa Stand til sig i Løn
Sine Spaamænd, Skiæbnen at vide;
De sagde: dig fødes en Dattersøn,
Ved hans Kroning der times dig Kvide!

5

✂ Saa lagdes jeg ud paa det nøgne Fjeld
Under Svøb i Dagene ►spæde,
Om ikke da brat jeg frøs ihjel
Skulde dog mig Dyrene æde.

6

✂ 26Man siger, da var en Hyrdehund,
Med et kongeligt Hjerte i Livet,
Min eneste Ven i Nødens Stund,
Foster-Moder ►underlig givet!

7

✂ Men var ►end saa mørk min Fødsels-Nat,
Herlig rødmed dog Ungdommens Morgen;
Med bjergfødte Løver kækt og brat
Tog med Storm jeg Syvmure-Borgen!

8

✂ ►For 📌Babylons Mur en Stund jeg laae,
Fandt for høi den for mine Hænder,
►Dog giæstet af mig sig 📌Babel saae
Giennem 📌Eufrats udtørrede Render►!

9

✂ Kong 👤Krøsus ►og ►lærde snart med Sorg,
Da forgiæves han kun vilde flygte,
At jeg var den Mule paa Meders Borg,
Af hvem Alting han havde at frygte!

10

✂ Saa bredte jeg ud til Havets Rand
Over Jorden mit Herredømme,
Thi ►ganger der Ry saa vidt om Land
Af min Morfaders stærke Drømme!

11

✂ Min Mildhed dog gav mig største Ry,
►Da ►Ebræerne, efter min Vilje,
Opbygde igien ►Jehovas By,
Og hans Tempel med Palme og Lilje►!

✂ 27

►Kong Krøsus►.

✂ De kaldte mig længe den rige Mand,
Og Lydien var mit Fædrene-Land,
Og Riget mit, siden Troja faldt,
Paa Halv-Øen skiøn for høiest gialdt!
I Sardes jeg havde mit høie Slot,
Og drømde, jeg var en lyksalig Drot,
For Paktolus kom med Guld-Støv rød,
Og lagde sit Hoved i mit Skiød!
Dog kom der en Græker til min Gaard,
Som sagde: Konning! af gode Kaar
Sig rose Ingen saa overbrat,
Før Dagen siger: god rolig Nat!
Han var ingen Gaas, for han var graa,
Det sandede jeg, da lavt jeg laae,
Som styrtet i Hast fra Sky til Muld,
Med Lænker i Bod for alt mit Guld!
Da raabde jeg: Solon! saa hedd den Mand,
Som Stormene saae over Høiheds-Stand!
Det hørde den Konge, mig overvandt,
Og spurgde mig brat, hvad i Hug mig randt,
Og der han det hørde, da blev han blød,
Gav Herre-Sæde mig til sin Død!
Da saae jeg atter, det Ord staaer fast:
Sig Lykken vender fuldtit i Hast!

✂ 28

►Perser-Magten►.

✂ Man maa sige hvad man vil,
Blandt de store Magter,
Som kan sige, de var til,
Forrest jeg mig agter!
I det lille Farsistan
Ud jeg sprang af Fjelde;
Til det fjerne Grækenland
Strakde sig min Vælde!
Mest Navnkundighed mig gav
Hvad mig lagde øde:
Tungen ved det sorte Hav,
Riget ved det Røde!
Dog, for Intet faaes kun Lidt,
Allerhelst ved Nilen,
Der Flod-Hestene fuldtit
Skiennede, trods Milen;
Men, for den uvane Tyr
Jeg forstod at tæmme,
De guddommeligste Dyr
Maae min Roes istemme!
Fik paa Hellespontens Kyst,
I de græske Stæder,
Jeg en kostbar Flyve-Lyst,
Jeg den ei begræder;
Reiste i et Tjørne-Krat
Jeg en Løve-Unge,
Fandt jeg ogsaa der en Skat
I en Saga-Tunge!
29Alle Magter sove hen,
Ihvor snildt de dvæle,
Jeg dog først mig skar en Pen
Til mit Efter-Mæle.
For Kambyses vel mit Navn
Høre maa lidt ilde,
Staaer, med Cyrus i sin Favn,
Dog iblandt de Gilde!

✂

►Kong 👤Kserxes►.

1

✂ Saa mange Ulykker, som Markens Græs,
►Faae Den, som det ►Ord ►mon ►hue,
I Folke-Munde, at ►store Læs
Kan væltes af liden Tue►!

2

✂ Saa faaer han dog flere end selv jeg fik,
Paa ►Toget mod Verdens Ende,
Skiøndt Lykken hæslig imod mig gik,
Til Spot og til Skam for hende!

3

✂ Jeg havde af Folk til Følgeskab
Saa mange som Skov har Blade,
Og over det brede 📌Middelhav
Jeg skabde en ►Skipper-Gade.

4

✂ De fleste Floder, jeg stødte paa,
Drak ud mine Folk til Davre,
Til ►Nadre sjelden var stort at faae,
Desaarsag de blev lidt magre!

5

✂ 30Jeg tænkde, det Græske Stodderpak,
Naar bare de hørde mit ►Rygte,
Sig vilde skammet ved ►Kæmpesnak,
Og kappedes om at flygte;

6

✂ Men studse de var, eller tossede dog,
Som Faaret, der springer fra Tinde;
De førde bestandig det samme ►Sprog,
Og rendte mod Døden iblinde!

7

✂ Dengang jeg kom til det snevre Pas,
Som Ingen for mig tør nævne,
Jeg nær havde aldrig faaet paa dem Has,
Og fik ikke Lov at levne.

8

✂ Jeg tænkte endnu, de gav vel Kiøb,
Naar Ugle-Reden jeg brændte,
I Skjul de ogsaa bag Øerne krøb,
Men ►“Jord og Vand” dog ei sendte.

9

✂ Da gav mig ►Trolde det slette Raad
At spærre dem inde i Bugten,
Hvor, sanket alle paa ►Jagt og Baad,
De lured, og ►laved til Flugten!

10

✂ Fortvivlet brækked da Hoben ud,
Som Slaver, der ►sidde paa Livet,
Og paa min Ære de gjorde ►Brudd,
Da Seieren ►syndes dem givet!

11

✂ Da svor jeg i Vrede ►ved Kongens Haar,
For Eden skal Alle grue,
At aldrig mere i Kongens ►Aar
De skulde mit Ansigt skue.

12

✂ 31Jeg vendte dem Ryggen ►og ►paa Stand,
Og holdt som en Mand hvad jeg loved,
Og før jeg var ude af 📌Grækenland,
Mig Nogen at møde ei voved!

13

✂ 👤Mardonius gav mig kun slette Raad,
Thi lod jeg ham blive tilbage,
Og ændsed ikke hans Moders Graad
Da ilde han kom af Dage!

✂

►Grækenland►.

1

✂ Jeg var et Land saa lysteligt,
I mine unge Dage,
Saa yndefuldt og folkerigt,
At knap der fandtes Mage!

2

✂ End gaaer der om al Verden Ry
Af Børnenes Bedrifter,
Af Skjalde-Sang i høien Sky,
Og tankefulde Skrifter!

3

✂ Paa Argo vist der var ombord
Med Jason ingen Kryster,
Da han om Gylden-Skindet foer
Til Svarte-Havets Kyster!

4

✂ Med Agamemnon Folke-Drot,
Og med Akil hin Snare,
Ved Ilions det høie Slot,
Man saae min Adel-Skare!

5

✂ 32Høi-Sædet i min Kæmpe-Hald
Dog Herkules man giver,
Homeros var min Hoved-Skjald,
Og Herodot min Skriver!

6

✂ Blandt mine mange kloge Mænd,
Som Stjerner To mon tindre:
Vær Sokrates og Platos Ven,
Dog Sandheds ei desmindre!

7

✂ Blandt mange Stæder, hver og een
Paa Konst og Kæmper rige,
Ei vilde Sparta og Athen
Hinanden Rangen vige!

8

✂ Vel op de randt af fælles Rod,
Som Dorer og Joner,
Men fremmed før end fælles Blod
Medbeilere forsoner!

9

✂ Lykurg og Solon, hist og her,
Gav Love, som var fine,
Men Sparta har det Lov især,
At godt hun fulgde sine!

10

✂ Med Perserne paa Liv og Død
Som Løver streed de Begge,
Spartaneren dog Æren nød,
At han stod bedst for Egge!

11

✂ Med Folk som Græs fra Perser-Land
Kom Kserxes over Bølge,
Hvem, tænkde han, tør holde Stand,
Mod slig en Flok i Følge?

12

✂ 33Det saae han i det snevre Pas
Imellem Øtas Bjerge:
Spartaneren Leonidas,
Han var min Lande-Værge!

13

✂ Vist ved den gamle Retter-Gang
Athen ei tabde Sagen,
Veltalenhed og Kløgt og Sang
Der spurgde kiækt om Magen;

14

✂ Der overleved Platos Huus
Dog længe sin Indbygger,
Befolket er Athenens Gruus
Nu kun med Penne-Skygger!

15

✂ Fuldlænge under Tyrke-Band
Jeg visnet laae og øde,
Det dønner høit dog over Strand,
At jeg staaer op af Døde!

16

✂ Mainotten er end Tyrkens Gru,
Hvor Spartas Grund man søger,
Oplive kan maaskee endnu
Hans Mund Athenens Bøger!

17

✂ Ja, meer end dem: hans Breve med,
Som Alter-Flammen tændte
Paa Græker-Aandens Offer-Sted,
For Gud den Ubekiendte!

18

✂ Om da end Tyrken sprang i Flint
For Skyggen af sin Maane,
Fra Salonichi til Corinth
Skal Dagen meer ei daane!

19

✂ 34I Choret da med Sang og Dands
Skal mine Piger træde,
Og offre hver sin Rosen-Krands
Paa Alteret med Glæde!

✂

►►Olympens Guder►.

1

✂ Slig en broget Gude-Vrimmel,
Saa naturlig og saa nær,
I en jordisk Drømme-Himmel,
Havde intet Folkefærd!
Alle Livets ædle Kræfter
Mødes her med Kappelyst,
Og ►indflyde Hu derefter
I de Græske Heltes Bryst,
Gæste dem ved Offer-Gryder,
Er i Kampen deres Speil,
Kaste Glands paa deres Dyder,
Og besmykke deres Feil!

2

✂ Guderne, saa folkelige,
►Lyve ei sig Fader til,
Græker-Aandens Himmerige
Var Olympisk Leg og Spil,
Vædde-Kamp af alle Kræfter
Græker-Livet i sin Glands,
Sang og Smag og ►Konst derefter
Med det ►Immergrønnes Krands!

3

✂ ►Støv-Naturen er i Grunden
Eens i hele ►👤Adams Kiøn,
Derfor selv i Bøgelunden
►Findes ►Aphrodite skiøn,
35►Hebe yndig, og ►Athene
Ferm og fiin paa Kvindeviis;
Stemmes over Marmor-Stene
Harpen til ►Hephæstos Priis!

4

✂ Mere pralende end prægtig
Finde vi vel ►Heres Færd,
Meer ►storladen end ►stormægtig
Kalde vi vel ►Zeus især,
Kimse ad ►Apollos Styrke
I at skyde og at slaae,
See langt mindre Lys end Mørke,
Hvor hans ►Offer-Boller staae;
I de Græske Gude-Myther
Mageløst man finder dog,
Hvad kun ►paa Bedrag man bytter:
►Støv-Naturens Billed-Sprog!
►Kronos gyldne Tid betyder
Livet ►barnefro og heelt,
I hans Børn det sælsomt bryder
Sig i Levnets-Løbet deelt!
►Zeus er klarlig ►Ungdoms-Vætten,
Fyr og Flamme i sin Glands,
Flyver høit med Ørne-Ætten;
Derfor synes Himlen hans!
Hos ►Poseidon, vel at mærke,
Giære, som i Mandens Bryst,
Alle Lidenskaber stærke,
Havet er hans Liv og Lyst!
►Pluto, Drot i ►Skyggers Rige,
Han er Alderdommens Speil,
36Alting koldt og klogt og lige,
Ingen Kraft og ingen Feil!
Derfor alle Ungdoms Dage
Kives i hver ►Ædlings Bryst
►Zeus ►end med sin Ægte-Mage:
Ungdoms-Ild med ►Ære-Lyst,
Kan hinanden ei undvære
Til at virke stort og smukt,
Uden at dog ►Zeus kan lære
►Spag at taale ►Heres Tugt,
Som vil fast ham til sig binde,
Herskesyg og stolt og snild,
Hader hver Medbeilerinde
Til hans Yndest og hans Ild!
►Ære-Lysten dog kun føder
Blodig Strid og Krøbling-Konst►,
Ei hvad Livet ham forsøder,
Som ei leve vil omsonst;
Hvor man seer, og hvor man hører
Kilderne til Daad og Dyd,
De Indbildnings-Kraften rører,
Favnes ømt og ►giør den Fryd,
►Musers Chor og ►Helte-Laget,
Da til Livets Brug og Lyst,
Springer ud af Favnetaget
►End i hver en ►Ædlings Bryst!
Derfor alle Skjalde sjunge
Om ►Olympens Gude-Hær,
Som ►Livsaander evig unge,
Allevegne Hjertet nær!

✂ 37

►►Hercules►.

1

✂ ►Herakles var mit Helte-Navn
I alle Græske Munde,
Og det var til Helleners Gavn
Jeg gjorde hvad jeg kunde!

2

✂ Og kunde jeg til Folk i 📌Rom
Faa't Ram med ►Kæmpe-Næve,
De skulde aldrig døbt mig om,
Og ei ►om “Kiøllen” væve;

3

✂ Men da jeg reiste rundt paa Jord,
Og ►giorde lyst blandt ►Jetter,
Jeg fandt af 📌Rom slet intet Spor
Paa Høie eller Sletter;

4

✂ Dog, hvor man siden spilled Bold
Med Helte-Been og ►Skygger,
Ved 📌Tibrens Bredd, en arrig ►Trold
Jeg slog i tusind Stykker!

5

✂ Det ►blev for langt at kvæde om
Min Byrd og al Bedriften,
Men at fra 📌Asien jeg kom,
Det kan man see af ►Skriften.

6

✂ Med ►Cadmos fra min gamle By
Jeg flytted ud til 📌Theben,
Og fødtes der paa Græsk paany,
Skiøndt Vuggen var lidt ►kneben!

7

✂ En Søn af ►Zeus dog først og sidst,
Og af en yndig Moder,
Jeg var ►for Resten ►ganske vist,
Hver Helt mig kaldte Broder;

8

✂ 38Og skiøndt der ►af min haarde Haand
Gik Ry paa Hav og Heder,
Det var dog for min bløde Aand
Jeg kaldtes “►Muse-Leder!”

9

✂ “►Herkulisk Arbeid” mener vel,
Naar det paa Romersk læres,
At ►slæbe fælt og slaae ihjel,
Til Aanden reent fortæres;

10

✂ Men paa ►Hellenisk i hvert Kald
Man Aand og Smag maa bruge,
Jeg rensed vel ►Augias Stald,
Men lod dog Andre muge!

11

✂ Jeg mangen Morder slog ihjel,
Og græd ei, ►for han blødte,
Men Livet kun, ei Død og ►Hel,
Jeg dermed vilde nytte!

12

✂ Thi er det ►og min største Daad,
Som senest ►gaaer af Minde,
At jeg ►mod Døden skaffed Raad,
Skiøndt det var svart at finde.

13

✂ Jeg vovede mit unge Liv,
Ned i de Dødes Rige,
Og saaes med en ►Venne-Viv
Derfra igien opstige;

14

✂ Og Helveds glubske ►Bindehund,
Som ei kan giøe, men gaber,
Jeg nødte til at holde Mund,
Den Roes jeg aldrig taber!

15

✂ 39Jeg ►gaaer nu dobbelt, siger man,
Tom Helte-Aand og ►Skygge,
I ►Zeuses og i ►Plutos Land,
Det er en sjelden Lykke,

16

✂ Dog siger 👤Plato: den har Hver,
Som er med Aand ilive,
►Saa han for hvad han ret har kiær
Kan tale godt og skrive!

✂

►Troja►.

1

✂ Knap veed de Lærde, hvor jeg laae,
Paa Blomster-Landets Kyster,
Men godt mig kiende dog de Smaa
Fra Hektors Kæmpe-Dyster!

2

✂ Jeg skinned kun i Morgengry,
Med Barne-Øine synet,
Før Soel gik op bag Tordensky,
Var Ilion nedlynet!

3

✂ Dog, Skjalden med sin Harpeleg
Min Aske Bod har givet,
Jeg i en Lignelse opsteg
Med Barne-Heltelivet!

4

✂ En Søn af Hellas, faur og fri,
Var Iliadens Sanger,
Og Fader til de Muser ni,
Hvormed Athenen pranger!

5

✂ 40Homeros var hans Gaadenavn,
Den Oldermand for Skjalde,
I London og i Kiøbenhavn
Man maa ham Mester kalde!

6

✂ Ja, overalt, hvor Kamp og Krig
Ei blot med Hænder føres,
Ved Priams Sorg og Hektors Lig
End ømme Hierter røres!

7

✂ Og overalt, hvor Ordets Klang
Er Ørets Lyst og Glæde,
Har Tungen Mod paa Trojas Sang
Med Fynd at efterkvæde!

8

✂ Saa kæmpe end for Priams By
Hellener og Trojaner,
Om Helena og Heltery,
Paa klare Skyggebaner!

9

✂ Ja, Agamemnon og Akil,
Med ædle Følgesvende,
I Drømme deres Ridderspil
Fornye til Verdens Ende!

10

✂ Og mens man kappes om, hvo bedst
Kan Sangen oversætte,
Tilfods man fører og tilhest
Den gamle Kæmpe-Trætte!

✂ 41

►►Ulysses.►

1

✂ Navne jeg ►holdt ikke meget paa,
Naar kun jeg havde Tingen,
Hvor det ►for Ingen var godt at gaae
Der kaldtes helst jeg ►“Ingen!”

2

✂ ►Tilfælde var det, som vel man veed,
Hos ►Trolden ►Polyphemus,
Mueligt, der var ikke bedre Fred
Hos ►Romulus og ►Remus!

3

✂ Romerne vilde kanske forlangt,
Jeg skulde ►med ►Numa kysses,
Det, med alt andet ►Flaut og Vrangt,
Nu falder paa ►Ulysses!

4

✂ Grækerne kiende mig nok igien,
Og kalder mig “den Gamle”,
Og hvor ►Odysseus kommer hen,
Man lærer Græsk at ►samle!

5

✂ Reiserne mine, al Verden om,
Hvor man har Seil og Aare,
Ogsaa 👤Homeros ihukom,
Det dadler kun en Daare;

6

✂ Der, hvor jeg aander endnu i Løn,
Vi mindes det med Gammen,
Jeg og ►Eumæos og min Søn,
Saatit vi tale sammen!

7

✂ 42Vel har man kaldt det et ►Ædedigt,
Men Mad skal Mund jo have,
Hvor ikke Noget er spiseligt,
Man faaer en sulten Mave,

8

✂ ►Hundskere Ting er der ei paa Jord,
Det fandt jeg mange Gange,
Fastende Hjerte ►giør ►knubbet Ord,
Ved Borde og i Sange!

9

✂ Thi er mit Raad til hver ►Skolepog,
Trods ►Pjit og Pjat af Somme:
►Spiis ►Odysseen paa Moders Sprog!
Den skal dig vel bekomme.

10

✂ ►Græker den mored i tusind Aar,
Og hvem den stak under Stolen,
Alderdoms Vinter for Ungdoms Vaar
Indsmugled i Drenge-Skolen!

11

✂ Lærerig er ►og den ►Morskabs-Bog,
Dig møder ei Stort i Livet,
Som sig ►jo speiler i mine ►Tog,
►Forklaringen er dig givet.

12

✂ Menneske-Aanden fra Arildstid
Blev ►fristet trindt paa Jorden,
Derfor den trænger til Kløgt og Vid,
I 📌Syden og i 📌Norden!

13

✂ Aldrig man kommer til noget Stort,
Undtagen store Taaber,
Uden igiennem den snevre ►Port,
Hvor ►Svælg til Andet raaber!

14

✂ 43Menneske-Aanden fra Arildstid
Skal, i de sidste Dage,
Sikkerlig ►mærke derpaa med Flid,
Hvordan jeg kom tilbage!

15

✂ Stævner den over det vilde Hav,
►Til Hjemmet Reisen fremmer,
Immer da over ►den aabne Grav
Vil lokke ►Sirene-Stemmer!

16

✂ ►Føielig Vind er Ledsager kiær,
Men ei paa Vind du stole!
Kommer du sovende Hjemmet nær,
Du vaagner i Modgangs Skole!

17

✂ Kun hvad der trodse kan Vind og Strøm,
►►Phæakers Gaade-Snekke,
Drømmende bringer dig sikkert hjem,
Hvor Havfru-Toner vække!

18

✂ ►Iros, han findes i hver en Krog,
Og indbildsk han sig bryster,
►Dages en ►Kæmpe, da seer man dog,
Han er en ussel Kryster!

19

✂ Beilere mange der altid er
Til Bruden rig og fager,
Een dog kun haver den Ædle kiær,
Og Resten hun bedrager!

20

✂ Aanden har altid en Viv ►iløn,
Som over Kongen sørger,
Hjertet har altid en lille Søn,
Som ►om sin Fader spørger!

21

✂ 44Aanden og Hjertet har hver sit Sprog,
Dem lærer seent Forstanden,
Konge og Dronning, som i min Bog,
Dog kiendes ved hinanden!

22

✂ Sammen de have hvad Ingen veed,
Undtagen de alene,
Skillerum mange de river ned,
Hvad saa end Tosser mene!

23

✂ Navne forandres i Tidens Løb,
Men Tingen er den samme,
Aanden forglemme ei kan sit Svøb,
Og Hjertet ei sin Flamme!

✂

►👤Herodot►.

1

✂ Det var min Lyst at reise vidt,
Og høre Manges Tale,
Min ►Vidskab den, at spørge frit
I Hytter og i Sale!

2

✂ Det var min ►Konst at høre godt,
Og ►drages ret til Minde,
Og saa fortælle Stort og Smaat,
Som ►det mig faldt paa Sinde!

3

✂ Jeg var i 📌Tyrus og i 📌On,
I 📌Memphis og 📌Syene,
I 📌Susa og i 📌Babylon,
Ved Guders Bauta-Stene!

4

✂ 45Da 📌Grækenland var i sin Glands,
I 📌Perser-Rigets Dage,
Da vandt ►og jeg en Hæders-Krands
Med ►Verdens-Løbets Sage!

5

✂ Det var for mig en Hoved-Sag,
Som ►Traaden i det Hele,
At ►lyse op det gamle Nag
I tvende Verdens-Dele!

6

✂ Det gamle Nag, den lange Tvist,
I Øst og Vest tillige,
Som avled sørgelig tilsidst
De store Perser-Krige,

7

✂ Dem saae jeg ingen Ende paa,
Og alle Græske Seire,
Mig ►syndes, vilde lidt forslaae
Mod Østens ►Folke-Leire!

8

✂ Hvad var dog al Helleners Magt
Mod Perser-Kongens Vælde,
►Phønicers Rigdom, 📌Susas Pragt,
📌Ægyptens Kløgt og Ælde!

9

✂ Hvad var 📌Athen og 📌Sparta vel
Mod 📌Babylon at regne,
📌Taygeton mod det høie Fjeld
I 📌Tauros-Kiædens Egne!

10

✂ Hvordan kom vel til 📌Grækenland
De høie Guders Navne?
Mon ikke over ►vilden Strand
I Asiaters Stavne!

11

✂ 46Hvorfra kom Lov og Bogstav-Skrift,
Kom Duen i 📌Dodone,
Som varslede om stor Bedrift
I fremmed ►Takt og Tone?

12

✂ ►Herakles selv, den Halvgud skiøn,
Nu ►al Hellener-Trøsten,
Da ei var født ►Alkmenes Søn,
Lovsunget blev i Østen!

13

✂ I 📌Tyrus jeg hans Tempel fandt,
Jævnaldrende med Byen,
Ved 📌Nilen hørde jeg ►for sandt,
Hans Ælde ►gik til Skyen!

14

✂ Dog, ►Alting staaer i Himlens Haand,
Det 👤Kserxes maatte sande,
Og Ære vandt den Græske Aand
►Nys over alle Lande!

15

✂ Ved 📌Nilen man det snevre Pas
Med ►Gaade-Runer staved,
Og priste høit 👤Leonidas,
For ►Konge-Bad, han laved!

16

✂ I 📌Tyrus blev man rød og bleg,
Ved ►Nyn paa ►Kæmpe-Visen
Om, hvem ►i en Olympisk Leg
Ved 📌Salamis► vandt Prisen!

17

✂ I 📌Babylon med Iver brød
►Chaldæeren sin Hjerne,
Og fandt, at Perser-Kongens Død
Stod i 📌Platæas Stjerne!

18

✂ 47Med Seiren der, og samme Dag
Ved 📌Asiens 📌Mykale,
Med Græker-Aandens Mester-Slag,
Sig sluttede min Tale.

19

✂ Vidt over Hav sig ►Rygtet svang
Derom paa Ørne-Vinger►,
Og daglig med Helleners Sang
Det videre sig svinger!

✂

►Alexander den Store►.

1

✂ En Nisse-Konge var jeg kun,
Da Spir jeg fik at føre,
Men Andet om en liden Stund
Al Verden fik at høre!

2

✂ Hellenerne var studse nok,
Men jeg vil ikke dølge,
Dem lærde godt mit Sværd i Flok
Min Kæmpe-Lur at følge!

3

✂ Saa gik jeg over Hellespont,
Den hele Jord at vinde,
Og at mit Sværd forstod sin Dont,
Fik Perserne at finde!

4

✂ Jeg fældte brat i Skjolde-Læ
De store Perser-Hære,
Saa let som man det hule Træ
Med Sav kan overskiære!

5

✂ 48Jeg tæmmed Skytherne i Nord,
Jeg Hinduer hjemsøgde,
Og vandt, om ei den hele Jord,
Saa dog det største Røgte!

6

✂ Ja, Daaden min gav Stof til fleer
End tusind Helte-Sange,
Kun Skade, at ei een Homer
Jeg fandt paa Tog fuldmange!

7

✂ Vel fulgde Een mig, hvor jeg foer,
I Fløiel jeg ham klædte,
Men ei om mig han kvad et Ord,
Hvor godt jeg ham end stædte!

8

✂ Han var mod Den saa kold som Iis,
Der vilde ham forgude,
Opvarmedes ei til min Priis
Selv af min Hoved-Pude!

9

✂ Thi blev jeg baade leed og kied
Af Skjalden paa det Sidste,
Og putted ham i Graven ned,
Dog i en gylden Kiste!

10

✂ Nu ogsaa kied af Helte-Navn,
Som Alle det kan bære,
Jeg drukken tog en Sky i Favn,
Og kræved Guddoms-Ære!

11

✂ Jeg Indtog holdt i Babylon,
Alt som en Gud i Drømme,
Dog med Guld-Bægeret i Haand,
Jeg fandt, det lod sig tømme!

12

✂ 49Ja, her udtømde overbrat
Jeg Dødeligheds Bæger,
Og fandt, at i den sidste Nat
Ei Drømmen vederkvæger!

13

✂ Min Guddom sank med mig i Grav,
Mit Herredom tillige,
Dog Ry der gaaer fra Hav til Hav
Af Alexanders Krige!

14

✂ Med Staden paa Ægyptens Kyst,
Det spaaed Aristander,
Vidt over Tidens Bølger lyst
Giør Navnet Alexander!

✂

►Græker-Magten►.

1

✂ Vestenfra jeg kom, og gik,
Som en Sky mod Solen,
Satte i et Øieblik
Græsk paa Dronning-Stolen!
Men i Græsk er Enighed
Hvad man leder efter,
Derfor brat sig paa hver Leed
Deelde mine Kræfter!
Græsk da vel en Dronning blev
Over brede Vange,
Men med Pen og Spyd man skrev:
Kongerne blev mange!
Hellas kom vel under Een,
Nam dog seent at lyde,
50Thi i Sparta og Athen
Pleied man at byde!
Ved Orontes og ved Nil
Reiste sig med Glimmer
Throner i den græske Stil,
Vaklede dog immer!
Ogsaa mine Stamme-Træ'r
Paa det falske Stade,
Seleucider, Ptolomæ'r,
Hyppig skifted Blade!
Skildte Fingre bøies let,
Det i korte Krige
Ørne-Kloen lærde net
Alexanders Rige!

2

✂ Dog det kiendes paa min Færd:
Støvets Drot er Aanden,
Som i Munden har sit Sværd,
Vinge-Spyd i Haanden!
Støvet ei, der sank i Grav,
Aand var Rigets Stifter,
Selv naar mat den gaaer ved Stav,
Øver den Bedrifter!
Staven er mit Spir og Spyd,
Som til Rygtet svarer,
Saa mig hylde end med Fryd
Skyther og Barbarer!

✂

►📌Alexandrien►.

1

✂ Da 👤Alexander den Stores Sværd
Ved 📌Nilen blinked i ►Herrefærd,
51Han bød mig bære sit Konge-Navn,
Fra ►Slægt til Anden i Dronning-Favn,
Men ei ved 📌Nilen jeg dog blev sat:
Der kom en ►Skygge, ved ►Midje-Nat,
Af Græker-Skjalden med snehvidt Haar
Til Verdens-Drotten i Ungdoms-Aar,
Og varsled om mig, som Græker-Stad,
Med Gaade-Ord af sit gamle Kvad:
“En Øe der ligger i ►vilden Strand,
Med 📌Pharos-Navn ved 📌Ægypti Land!”
►Saa ►randt jeg op mellem Hav og Sø,
Og Bavn jeg tændte paa 📌Pharos-Øe,
Den lyste vidt over Snekkens Vei,
Langt meer end Bavnen dog lyste jeg,
Fordunkled 📌Memphis og 📌Thebe med,
Som alle ►Musernes Hvilested,
Som 👤Alexander den Stores Grav,
Som ►Verdens-Laden ved 📌Middelhav,
Til Verdens Ende med ►Priis bekiendt,
Som Pyramiden af Pergament,
Som Labyrinthen af Hjernespind,
Kolos af Lærdom med ►Stjerne-Tind!
Ægypters Viisdom, og Grækers Vid,
Kom med ►Ebræernes ►Spaadom hid,
Og, sammentryllet med Trolddom ny,
En ►Lære-Bygning stak høit i Sky.
“►Alexandriners Philosophi,”
Som alle Sjæle kan rummes i!
Og ►Konsten steg, som til Bierge-Top,
Hvor Haar man kløved og Ord skar op,
52Og ►Muse-Navne de Døttre fik
Som gold mig fødte Fru Grammatik,
De ►konstiggiøre selv Barbari,
Giør mest af hvad der er Intet i!

2

✂ Nu er jeg gammel med iisgraat Haar,
Har staaet over totusind Aar,
Og døiet meget her i min ►Huk
Af ►Saracen og af ►Mameluk,
Men blev dog rørt, da jeg tog i Favn
Med 👤Bonaparte ►det største Navn,
Som over Hav eller ►Ørk kom hid,
Fra 👤Alexander den Stores Tid!
Min 👤Mehem-Ali, skiøndt Tyrk af Byrd,
Paa ►Tyrke-Pesten dog holder Styr,
Er Macedoner dog ►og af Navn,
Og ►muddrer op i min gamle Havn,
Saa atter fra mig der ►spørges Nyt,
Og Verden kalder mig ►Neophyt!
►Som ►gamle Kudske med Skrald og Smeld,
Jeg faaer at nøies► med ►Skin af Held!

✂

►👤Polyb.►

1

✂ I 📌Arkadien jeg saae,
Mellem Hyrde-Fløiter mange,
►Verdens Lys bag Skyer graa,
Hørde ►faure Vugge-Sange
Om det gamle 📌Grækenland,
Guders Lyst og ►Musers Hynde,
53Om dets Roes paa Bjerg og Strand,
📌Spartas Kraft, 📌Athenens Ynde,
Hyrde-Livet frit i Mag,
Som sig for ►Arcader egned,
Og om 📌Mantineas Slag,
Hvor 👤Epaminondas segned!
Ei dog meer, som deilig meldt,
Blomstred for mig 📌Hellas-Haven,
Asken af den sidste Helt
Selv som Dreng jeg bar til Graven!
Hvad jeg størst paa Jorden saae,
Stigende til Ærens Tinde,
Det var 📌Rom i Kjortel graa,
►Grækers strænge Herskerinde!
Selv i Romersk Fangenskab
Sad jeg under Ørnens Vinger,
Giætted dog, at Magt dem gav
Kun en stærk usynlig Finger!
Kun halvtredsindstyve Aar
Der forløb fra 📌Zama-Slaget,
Hvor først ►Bod for Banesaar
📌Rom fik under ►Skjoldetaget,
Da var hele Verden ►alt
Blevet til et 📌Romer-Rige!
Selv jeg saae, 📌Carthago faldt,
Saa det aldrig meer kan stige;
📌Macedonien er vundet,
📌Grækenland er underlagt;
📌Syrien er lænkebundet,
Og 📌Ægypten under ►Vagt!
54►Nu er alle Dages Aften,
Verden ligger i en Døs,
Lavt er Modet, slap er Kraften,
Tugten kun er mageløs!

2

✂ Hvad dog ►end paa gamle Dage
Trøster mig, som Spaadoms-Sang,
Er, at naar jeg seer tilbage
Over Tidens Bølge-Gang,
Noget seer jeg, som, begravet,
Altid dog staaer op paany,
Liig ►Apollon, som fra Havet
Stiger morgenrød i Sky:
Det er Sandhed, klar og ægte,
Meer end Vold og meer end List,
Meer end Alt kan Sandhed mægte,
Thi den seirer dog tilsidst!
Trøst dig, 📌Hellas, ved den Tanke,
►Vinter hvid har Foraar grønt!
I din Favn ►end Hjerter banke
For hvad ►sandelig er skiønt!

✂

►📌Rom.►

1

✂ ►Dage gik der meer end een,
Mens jeg kom paa Fode►,
Mange fleer, ►den Sag er reen,
Mine Mure stode;
►Femogtyve Hundredaar
Er for mig kun som igaar►.
Byen ►høibedaget!

2

✂ 55Mageløs ei blot i ►Aar,
Mellem Hoved-Stæder,
Mageløs i ►Dronning-Kaar,
Mellem Konge-Sæder,
Mageløs i Eet og Alt,
Evig, hellig, classisk kaldt,
Det er 📌Rom alene!

3

✂ Konge-Staden kaldtes jeg
Selv i 👤Pyrrhi Dage,
Da af Konge-Slægten
ei Barn der blev tilbage;
Det var ►Majestæten min,
Som slet Ingen kaldte sin,
Alle ►lod tilsyne!

4

✂ Keiserinde-Navnet just
Stilling min betegned,
Førend 👤Cæsar og 👤August
Æren sig tilegned,
Herskerinde kaldtes 📌Rom
Netop da ►al Verden om,
📌Romas Herre Ingen!

5

✂ Hellig, ret med Fynd og Klem,
Blev jeg uden Mage,
►Som 📌det ny Jerusalem,
►Alt i 👤Neros Dage;
Fra den store Martyr-Stund
►Reen ►jeg staaer paa hellig Grund,
Paa Apostel-Graven!

6

✂ 56Jeg har Paven helliggjort,
Som Fornuften lærer,
►Jeg er Himmeriges Port,
Han min Nøgle-Bærer►,
Kun hos mig, ►den Sag er reen,
Nøglen af ►Apostel-Been
Bæres kan og bruges!

7

✂ Kiætteri det er og ►Fjas,
Hvad man sige turde,
At 👤Gregor og 👤Bonifas
►Sædet helliggjorde;
De udvalgde mig jo ei,
Paverne udvalgde jeg,
►Fødte dem med Smerte!

8

✂ Classisk er 👤Horats, 👤Virgil,
Og den hele Række,
Kun fordi de ►gjorde Stil
►Inden mine Vægge,
Da den ægte, sunde, Smag
Helligholdt sin Bryllupsdag
Her med ►Tiber-Guden!

9

✂ Det var en Guldbryllups-Dag,
Begge ►gik ved Staven,
Og, for Skiæbnens haarde Slag,
Brat de sank i Graven;
Lige indtil denne Stund,
Immer dog paa Classisk Grund
Giør de Underværker.

10

✂ 57Kiætterne i 📌Nørre-Led
Kaldte mig en ►Skygge,
Vilde sig en Classiskhed
Af min ►Skrift opbygge,
Latterlig de, som tilforn
►Mestrene for 📌Babels-Taarn,
►Ei forstaae hinanden!

11

✂ ►Alt de i Trehundred Aar
►Gjorde Stil som Aber,
Sagde selv, at fra igaar
Ligheden sig taber,
Finde vel imorgen ud,
De kun blev med Hovedbrud
►Dobbelte Barbarer.

12

✂ ►Midlertid min ægte Smag
►End giør Underværker,
Skaber sig til Dommedag
Stolte Mindesmærker,
►Død kun saared den omsonst,
Op af Graven ved dens Konst
Mylre Bauta-Stene►!

13

✂ Tidlig jeg blev “evig” kaldt,
Bliver det ►end silde,
►Og er mine Dage talt,
Gaaer det Verden ilde;
Thi med mig, sin Hovedstad,
Smagens Sæde, Øiets ►Bad,
Verden staaer og falder►!

✂ 58

►Romer-Magten►.

1

✂ Verdens-Klogskab er mit Navn,
Derfor stræber jeg at knytte
Hele Verdens sande Gavn
Til hver Enkelts Egen-Nytte;
Glipper det, som let kan skee,
Er det dog en stor Idee!

2

✂ Tosser kun det ei forstaae,
At, vil Verden ret man styre,
Man den først indtage maa,
Om end gode Raad er dyre;
Over Tossens Ak og Vee
Stolt mig hæver min Idee!

3

✂ Naar en Mand, for han er stærk,
Hele Verden vil indtage,
Det er ikkun Børne-Værk,
Praleri og spildt Umage,
Blinde kun det ikke see,
Dybere laae min Idee!

4

✂ Jeg gav Ly og Borger-Ret
Til en dygtig Røver-Bande,
Haabede med deres Æt
At indtage alle Lande,
Og paa deres klare Sprog
Giøre hele Verden klog!

5

✂ Krybe skal man, før man gaaer,
Vil man ei paa Næsen dratte:
59Først i et Par Hundred-Aar
Lærde Rom sig selv at fatte;
Til at smække Stort af Hest
Haand paa Smaat sig øver bedst!

6

✂ Hvad der ei er vant til Tugt,
Naar det skubbes, gierne stritter,
Saa kun langsomt jeg fik Bugt
Med Etrusker og Samniter,
Var i Alexanders Tid
End dermed kun godt paa Glid!

7

✂ Kostbart er det første Skridt,
Farligt var for mig det Andet,
Thi jeg kommet var saa vidt,
At jeg maatte over Vandet,
Og i Veien laae en Blok,
Som var uforskammet nok!

8

✂ Det var en forgiftig Ting,
Middel-Havets store Drage,
Glat som Aalen, snu i Spring,
Kort og godt, det var Karthage,
Som med punisk Kræmmer-Aand
Fristede min Kæmpe-Haand!

9

✂ Dog, skiøndt Hannibal mig faldt
Plump med Døren ind i Huset,
Jeg tilsidst dog strøed Salt
Hvor Karthago laae i Gruset,
Snildt jeg fanged Ræv med Ræv,
Edderkop i Spindelvæv!

10

✂ 60Da den rette Lige-Vægt
Grækerne ei kunde ramme,
Tog jeg i min Vare-Tægt
Deres Stæder med det Samme;
Fik, for Ømhed vel bekiendt,
Riger og ved Testament!

11

✂ Endelig den Dag oprandt,
Som taalmodig var udregnet,
Da sig Middel-Havet fandt
Af mit Rige vel indhegnet;
Men dets lykkelige Kaar
Kosted mig syvhundred Aar!

12

✂ Nu af Verden Alt var mit,
Som jeg agted værdt at nævne,
Til det store Kæmpe-Skridt,
Fandt hos Røverne jeg Evne;
Saa nu gjaldt det kun derom,
At forvandle Alt til Rom!

13

✂ Skal til hele Verdens Gavn
Virke Alles Egen-Nytte,
Maa sig i en Keiser-Favn
Alles Skæbne sammenknytte;
Saa mig ret forstode just
Sylla, Cæsar og August!

14

✂ Skade kun, at hvo ei har
Nogen Jævning over Mulde,
Vorder let en Himmel-Nar,
Som det Nero blev tilfulde;
61Retter Alt sig efter Krumt,
Selv det Kloge synes dumt!

15

✂ Dog, min store Verdens-Plan
Ingen Nero kan forrykke,
Hæver kun Vespasian,
Som er Lyset til hans Skygge;
Vei til Kiærlighed og Had
Bedst i Høiden skilles ad!

16

✂ Men hvad mig i Hjertet skar,
Var den Forskiel, jeg opdaged
Mellem Skythe og Barbar,
Som til Krig mig end nødsaged,
Da til Skole-Gang og Lov
Høit jeg havde Fred behov!

17

✂ De forvovne Skythe-Børn
Ikke blot afbrød min Hvile,
Men de vingeskiød min Ørn,
I en Sky af skarpe Pile,
Saa ved Euphrat og ved Rhin,
Brat han glemde sit Latin!

18

✂ Nys og fik jeg om en Sø,
Lønlig under Nørre-Lide,
Brusende om Herthas Øe,
Mylrende af Kæmper stride,
Siden jeg, desværre, fandt,
Rygtet var kun alt for sandt!

19

✂ 62Dog min Plan sit Bane-Saar
Gav en Tro, som har ei Mage,
Thi den fløi som Ild i Blaar
Trindt om Land i kolde Dage,
Trodsed Ild og Sværd og Kløgt,
Og henveired Dødens Frygt!

20

✂ Til min store Hjerte-Sorg,
Den fordømde Egen-Nytte,
Hvormed jeg paa Roma-Borg
Alting vilde sammenknytte,
Og Dens Skjalde helst besang
Roms og Verdens Undergang!

21

✂ Hvad jeg agted mindst paa Jord,
Fandt jeg nu dog, var det Store;
Thi jeg saae, et Troens Ord
Intet Sværd kan giennembore,
Lagt paa Baal, det gløder kun,
Farende fra Mund til Mund!

22

✂ Skulde ei jeg reent forgaae,
Med den Tro jeg maatte thinge,
Prøve, om den ei, paa Skraa,
I min Plan sig lod indbringe,
Saa den, til sit eget Gavn,
Lod mig raade i sit Navn!

23

✂ Forbund er en farlig Sag
Med hvem stærkest er i Grunden,
Derfor end et Hoved-Slag
Vovede min Haand med Munden,
63Men opgav med Julian
Mat sin gamle Verdens-Plan!

24

✂ Spiret uden Lov og Dom
Tog nu Skyther og Barbarer,
Og til Kæmper, selv i Rom,
Jeg beholdt kun Præste-Skarer;
Hvor der messedes Latin,
Immer dog var Æren min!

25

✂ Snildt jeg nu i Vatikan,
Af en Franke-Drot husvalet,
Omarbeidede min Plan,
Efter Kirke-Ritualet,
Saa bogstavelig i Pagt
Haand og Mund gav Pave-Magt!

26

✂ Verdens-Klogskab er mit Navn,
Derfor stræber jeg at knytte
Hele Verdens sande Gavn
Til hver Enkelts Egen-Nytte;
Glipper det, som let kan skee,
Er det dog en stor Idee.

27

✂ Altid var det Prøven værd,
Om af Præster skabes kunde,
En almægtig Romer-Hær,
Som gik aldrig meer tilgrunde,
Og som gav, for billig Priis,
Verden Pas til Paradis!

28

✂ 64Tosser det kun ei forstaae:
Vil en Stærk man overvinde,
Maa man der ham overgaae,
Hvor hans Størke er at finde,
Og at kun af Over-Tro
Lod sig Troen overgroe!

29

✂ Sammenflyde maa, engang,
Magten i en Keiser-Pave,
Som med Sværd og Gude-Rang
Holder Pøbelen i Ave,
Mens for alle kloge Folk
Han er kun Fornuftens Tolk!

30

✂ For det store Maal at naae,
Som jeg øiner, vel tilmode,
Er mig, naar de kun forslaae,
Alle Midler lige gode:
Alle Veie gaae til Rom,
Og kun een gaaer oven om!

31

✂ Længe har den Vei mig brudt,
Som mit Hoved, saa min Bane,
Trods min Sværte og mit Krudt,
Bedst dog beed den gamle Vane,
Knap er end saavidt det bragt,
At den Vei blev ret aflagt!

32

✂ Tiden strider, Banen med,
Noget dog tilsidst maa vinde,
Verdens-Fred maa finde Sted,
Hvor end Fredegod er inde;
65Hvad, om han til Verden kom
Dog med Konningen af Rom!

33

✂ Jeg, med Kraft og Kløgt og Konst,
Under Korset, som paa Thronen,
Ei to tusind Aar omsonst
Beilet har til Trilling-Kronen,
I det Mindste dog paa Een
Funkle maa dens Ædelsteen!

34

✂ Klart er Ordet, jeg har ført,
Stor er Planen, jeg har fattet,
Fiin er Farven, jeg har rørt,
Deilig Stenen, jeg har glattet;
Alt er hans, som Gaaden veed,
Troer paa mig og falder ned!