►Ebræer, Græker og Romere►.
✂
Tre Folk som disse ei Verden saae,
Og aldrig kan deres Navn forgaae,
Saalænge som Øine, brune eller blaa,
►Der kastes fra ►Støv mellem Stierner smaa;
Saalænge paa Jord der ►end fødes en Søn,
Som Morgen-Røden kysser og finder skiøn;
Saalænge i Verden sig løfter en Haand
Dumdristig med Lykke mod Ord og Aand!
✂
►Ebræeren, han giorde al Verden viis
►Paa hvad for en Gud, den skylder Priis,
Og hvordan vi alle af Guddoms-Rod
Paa Jorden udbredtes med samme Blod►,
15►Og hvordan i Tidens Fylde skiøn
En Kvinde fødte Guds ældste Søn►,
Til ►Verdens Frelser fra Død og ►Dom,
Til alle Slægter at kvæde om!
✂
262
(US)
Os Grækeren viiste med Haand og Mund,
Hvad kiønnest klæder i allen Stund,
Ja, kiønnest i Kirke og kiønnest i Sal,
Og kiønnest paa Torvet og kiønnest paa Val!
Da Talerne døde og Sangerne tav,
Man saae det paa Stenene ved deres Grav,
Med Penne-Strøg selv de afbilded til Nød
Det dristigste Liv og den deiligste Død!
Saa deilig var Døden, at til den endnu
Forgiæves ►saa vide staaer Læsernes Hu,
Som ikke begribe, paa Fastland og Øe,
At græsk man maa leve, om græsk man vil døe!
✂
Os Romeren lærde, hvad Hænder formaae,
Naar sammen de holde og sammen de slaae,
Og ►flittelig bruges med Vid og Forstand
Til Gavn eller Skade for Folk og for Land!
Den Lærdom, han gav os, den var saa stærk,
At ►Skyggerne af hans Hænders Værk,
Som Spidser og Streger paa Blad i Bog,
►Kiøs Livet af mangen en ►Skolepog,
Og sætter ►end Skræk i ►Kæmpers Børn
For Kløerne af den skudte Ørn!
Der sidder i 📌Nord dog en lille ►Pog,
Og staver med ►Saga i Billedbog,
Naar han bliver ►voxen i Tid og Rum,
Og dandser med Havfru paa Havets Skum,
16Da seer han paa andet end Kinden rød
Hvad Forskiellen er mellem Liv og Død,
Og vælger ei Døden, om nok saa smuk,
Men ►smiler ad alle de Dødes ►Muk,
Og lever paa Græsk, saa godt han kan,
Med Øie paa ►det “forjættede Land”,
Og bruger kun Romerske Kneb og Spyd
Til Spøgelser, ►Trolde og al Udyd!