►Guder og Helte►.
✂
Mennesket har kun en eneste Gud,
Kun ►Een skabde Jorden og Himlen,
Folkene alle, ►trods Skaberens Bud,
Dog skabde sig Afgude-Vrimlen!
✂
►Mængden af Skaberne nøiedes med
Hvad nærmest de havde ved Haanden,
Somme forguded ►til Tid og til Sted
Slag-Skygger af Menneske-Aanden!
✂
Omsider sank Hedninger alle i Knæ,
Og kasted med Skam sig i Støvet
For ►Guder af Malm og af Steen og af Træ,
►Livs-Aanden var 👤Adam berøvet!
✂
►Saa brister engang, som den ►Gyngebro
Der ►Frost-Kæmper ei kunde bære,
Alt Hjernespind, tvundet med Overtro,
Thi Sandheden ►hævner sin Ære!
✂
Blandt Afguder mange i Oldtidens Nat
Ægypternes længst blev ilive,
Men det var en Slange, en Tyr og en Kat,
Saa dyrisk Fornuften kan blive.
✂
11Hver Tid har for Resten sit Afguderi,
Saa det er det Bedste, som er forbi,
Og svæver i Sang kun paa Jorden,
Thi Menneske-Aanden forlystes derved,
Som Skygger af Oldingens Ungdomsfjed
I 📌Hindostan, 📌Hellas og 📌Norden!
✂
Som Guder, ►saa Helte med Halvgude-Rang,
►Tilhobs er de luftige Skygger,
Hvor yndig og deilig i Sagn og Sang
►End Skialdenes Chor dem udsmykker!
✂
►Kun een er ►Guds-Helten af Menneske-Byrd,
Hvis Navn maa paakaldes herneden,
Som holder paa ►Jetter og ►Trolde Styr,
►Velsigner sit Rige med Freden;
✂
Men Drømmene dybe fra Hedenold,
Om Halvguden, jordisk opkommet,
Om ►Melkarth, ►Herakles og ►Thor og ►Skjold,
Paa Ham dog ►hensigte forblommet!
✂
I dem hæver Hiertets den dybeste Trang
Sig høiest paa Livshaabets Vinger,
►Vildtonet, men liflig, en Spaadoms-Sang
Fra Skjaldenes Læbe da klinger!