Aabent Brev til mine Börn.
✂
I Kiære, som med Blodets ►Rosenbaand
Er knyttet til mit Fader-Hjerte,
Og i hvis ►Barm min hedenfarne Aand
Ei savne vil ►en Minde-Kierte!
280Hvad, mens I vuggedes i Moders Skiöd,
Og mens I thronede paa Faders Skulder,
Og mens I græd og loe med Kinden röd,
Og mens I tænkde, at al ►Daad var ►Bulder,
Og mens I ►voxde op til Ungdoms-Aar,
Saa ►eder ei for Bryst faldt Skole-Stövet,
Saa ei af Frost hjemsögdes eders Vaar,
Og ei i Knoppen visned Bögelövet;
Hvad da jeg önskede og tænkde paa,
Var eders Vel paa Jorden og i Himlen;
Men ei det Lys, hvori jeg Lykken saae,
Var det, man blændes af i Verdens-Vrimlen.
188
(US)
Hvad ikke fandtes i den ►Kirkeby,
Paa Brinkerne imellem Böge-Skove,
Hvor först ►mig vinkede den klare Sky,
Hvor först mig frydede den blanke Vove,
243
(PS)
Hvor först jeg legede med Blomster smaa,
Hvor först jeg ►staved paa de store Navne,
Hvor först jeg vandede ►Kiærminder blaa
Kun for de Herlige, hvem Hjerter savne;
Det ►Glimrende, som Verden nu tilbeder,
I Ord og Tanke, som i ►Kaar og Færd,
146
(VU)
Det aldrig, kiære Börn! jeg önsked eder,
Og aldrig Nogen, som jeg havde kiær;
Det fandtes aldrig i vor Præste-Æt,
Mens to Aarhundreder gik over ►Lunden,
168
(Gskv)
Og Tiden selv, af ►dets Beundring mæt,
Dets Tomhed föler smertelig i Grunden.
Et ►jævnt og muntert, virksomt Liv paa Jord,
Som det, jeg vilde ei med Kongers bytte,
►Opklaret Gang i ædle ►Fædres Spor,
Med lige Værdighed i Borg og Hytte,
Med Öiet, som det skabdes, himmelvendt,
Lysvaagent for alt Skiönt og Stort ►herneden,
Men, med de dybe Længsler vel bekiendt,
Kun fyldestgjort af Glands fra Evigheden;
Et saadant Liv jeg önsked al min Æt,
281Og pönsed paa med ►Flid at forberede,
Og naar min Sjæl blev af sin Grublen træt,
Den hviled sig ved “►Fadervor” at bede.
Da földe jeg den Tröst af Sandheds Aand,
At Lykken svæver over ►Urtegaarden,
►Naar Stövet lægges i sin Skabers Haand,
Og Alting ventes i Naturens Orden:
Kun Spiren frisk og grön i tidlig Vaar,
Og Blomster-Floret i den varme Sommer;
Da Modenhed imöde Planten gaaer,
Og fryder med sin Frugt, naar Hösten kommer!
244
(PS)
Ved dette Lys, for mine Öine klart,
Som det der rinder op i Morgenröden,
Jeg seer med Gru i ►Dögnets ►Skolefart
Til Gravens Mulm et Væddelöb med Döden;
Jeg seer med Vemod paa de Gutter smaa,
Hvis Kinder glöde og hvis Öine tindre,
189
(US)
Thi ogsaa de skal brat i Skole gaae,
Og immer, mens de voxe, blive mindre!
►Der visner Rosen i Gravluften kvalm,
För end til Duft den Deilige oplukkes,
►Der ►brister Öiet paa Ligbaarens Halm,
För Nogen tænker paa, hvad Lys der slukkes!
147
(VU)
Ja, blöd, mit Hjerte, ved de ►bange Kaar,
169
(Gskv)
Og skam dig ei, om Graaden kvæler Rösten!
Til Vintren vies ►der den unge Vaar,
For Sommeren besveget og for Hösten!
O vilde dog hver Levende i Landet,
Som selv den sorte Skole gjennemgik,
Udfriedes af Ilden og af Vandet,
Sin ►Bane fölge med et Falkeblik,
Og see Miraklerne, han det ►mon skylde,
At ei med Skarerne han foer til ►Hel,
För Livet blomstrede i Ungdoms-Fylde,
Og oversprudlende blev Kraftens Væld!
Han skulde da fra Livets Morgenröde
Saavelsom jeg, optælle dem med Gru,
282►Stalbrödrene engang, de Tidligdöde,
245
(PS)
Vi med den fælles Moder fattes nu,
Og aldrig nænne, for en Drivhus-Gröde,
Og Udsigt til de “►visse Levebröd,”
At offre Gutterne med Kinder röde
Til Grammatiken og den visse Död.
Den visse Död, som selv, naar Livet vinder
(Tilkæmper sig en Seier dyrekiöbt),
Dog uoplöselig os til sig binder,
Som ►👤Lazarus, i ►Jordeklæder svöbt►.
►End haaber jeg, ved disse Lys, som brænde
I ►Hjerne-Kammeret med Flamme klar,
At see paa Daners ►Mark ►sig Bladet vende,
Thi yderst Fare kræver Redning snar;
Men vil den Slægt, som förer Ordet nu,
Stokblind for Aandens Levnetslöb paa Jorden,
Til Enden haanlig smile ad min Gru,
Og ad ►mit store Skjalde-Haab om 📌Norden►;
Velan! saa ►blomstrer op i Herrens Navn,
Med eders Faders Smil ad vrange Domme,
Og ►venter rolig, i hinandens Favn,
Paa Dagen, som han forudsaae, skal komme!
190
(US)
170
(Gskv)
Ja, mine Börn! ►hvad jeg i Speilet saae,
Som dannedes af Viisdoms sikkre Hænder:
148
(VU)
►Det store Lys paa Livets Himmel blaa,
Som straaler soleklart, men ikke blænder,
Opstigende af Hjertets stille Hav,
Med Fortids ►Efterglands til Morgenröde,
Skal först maaskee, naar jeg ►har lagt min Stav,
Befrugte Marken til sin ►Eftergröde;
Men som det lönlig for min Sjæl oprandt,
Og vil for Eders ►sikkerlig oprinde,
Det skal i Eders Dage skues ►grandt
Paa ►Graasteens Klint, ►som under grönne Linde;
Og naar Dets blanke Straaler ►gaae i Dands
Paa Tidens Hav, som ►Mandhjems Kreds ombælter,
246
(PS)
Og Liv og Aand formæles i Dets Glands,
283Saa Timeligt og Evigt sammensmelter;
Da tier ►Drengenes og Daarens Spot
Med Synerne, som frydede mit Öie;
Saa let jeg bar det under Haaret graat,
Hvad i min Manddom knap jeg kunde döie.
Den Livets Skole, jeg har peget paa,
Og tryglet Jordens Guder om at bygge,
Som ved et Trylleslag skal da opstaae
Og kiærlig favne eders Faders Skygge,
Beklagende, han ei blev hört i 📌Nord,
För Muren revnede paa Borg og Kirke,
Og sig frigjorde selv hvert Fugle-Ord,
Der let sig svinger over Bög og Birke.
✂
Nu, mens den töver, ►Lysets Atterdag,
►Det vare lidet, eller ►vare længe,
O, ►viser dog, I har en bedre Smag,
End man afrettes til som Skole-Drenge
(►For Læbe- og for Gane-Consonant.
For Feil i Form og Bommerter i ►Stilen),
171
(Gskv)
Det gamle 📌Nordens Smag for Stort og Sandt,
For ►Kæmpe-Daaden og for Hjerte-Hvilen,
Den Smag, hvormed jeg er endnu til Spot,
Hvor alle ►Dværge ►fuske paa det Nette,
Og hvor man ►Syn har for det Store blot,
149
(VU)
Som ►Udgaards store, ►föleslöse ►Jette!
I Sönner! som mig over Hoved groe,
191
(VU)
►Nu bærer smukt med eders Fader Skammen!
►Stadfæster med ham 📌Nordens gamle Tro,
At ►Æblet falder ikke langt fra Stammen!
Ei Sölv og Guld, men kun et ærligt Navn,
Med mange giæve ►Fædres sammenslynget,
Og Mindet om en Mand, som ►taalde Savn,
Og stod paa Alderdommens Kyst forynget,
247
(PS)
Og om en Fader, som med ►Kæmpehaand
►Omværned eders Vext ►i onde Dage.
Til sanddrue Mennesker med Liv og Aand,
284Og Friheds Krav, hvor Baand er blot til Plage,
Kun det er Arven, I til ►Skifte faae;
Men maa kun ►►i sin Art den Frugter bære►,
Da skal I föle under Issen graa,
I har det bedste, vi kan her begiære!
Og Du, min ►Daatter! Moders ►Liljevaand!
►Vor Herre vogte Dig for ►Folkemunde!
Omfavn i Hjertet kun din Faders Aand!
►De stille Vande har de dybe Grunde.
Det ►Glimrende vel frister eders Kiön,
Men mægter dog ei Hjertet at forblinde,
Hvor det er dybt og soleklart i Lön,
Som hos den ægtefödte ►Dannekvinde!
✂ N.F.S. Grundtvig.