5
✂
►Kongen döde under Vinters Hjerte,
Med Naturen bar vi alle Sorg,
Dyb var altid Dannekvindens Smerte,
Som i Hytten, saa paa Kongeborg,
Og paa Jorden findes ei de Helte,
Som ved Hjerte-Sorg jo maae hensmelte.
✂
Kongen lever ved Midsommers-Tide,
Med Naturen smile vi paany,
Danske Aasyn er som Bögens blide,
Let sig klarer deres Pandesky;
Og naar Frygt ei Munden paa os binder,
Glædens Bæk i Frydesang udrinder.
✂
Det, o Konge! er den store Sage,
Klædt paa Dansk i jævne Ord og faa,
Der sig strækker fra de gamle Dage,
Til Du staaer med Skjoldung-Kronen paa,
Under Lovsang fra den Danske Tunge,
Som naar alle Skovens Fugle sjunge.
✂
6Aanden döde, som til Drot var kaaret
Over Bög og Fugl i Hedenold:
Barne-Englen, mild og bölgebaaret,
Vingebreed som Dane-Markens Skjold;
Magteslös han sank i Bölge-Dale,
Aanders Död paa Jord er dog kun Dvale.
✂
Aanden svæver over Kongens Isse,
Svang paa Vinger sig fra Bölgens Skiöd,
Derom bringe Tidender fuldvisse
Folkesang i Barne-Tone söd,
Barnesang med store Söndags-Syner,
Barne-Blik, som tordner ei, men lyner.
✂
Skabe Liv, det kan paa Jord ei Haanden,
Sad deri end hele Verdens Magt;
Skabe Liv, det kan alene Aanden,
Men for Aanden er det gjort som sagt;
End har Lærdom Skjalden ei aftrættet,
At Livskraften er i Aandedrættet.
✂
Föde Aanden Börn paa Jorderige
Kan ei Pen, ei Haand paa nogen Viis,
Men kun Ordet, som er Aandens Lige,
Deler med ham al hans Daad og Priis,
Som en Dronning deler Kongens Ære,
Skal af ham paasat Guld-Kronen bære.
✂
Derfor, Konge! alle Dine Dage
I sit Rige Aanden herske frit!
Giv Du ham Haandfæstningen tilbage,
Som den gaves för i Riget Dit!
Falske Aander skal dog ingensinde
Danmarks Barne-Engel overvinde.
✂
7Og hans ægte Dronning, Modersmaalet,
Som har trællet nu trehundred Aar,
Giv den Glands, hvormed hun för har straalet,
Overstraalet Norden i sin Vaar!
Pustes bort Gravmulmet fra det Fjerne,
Brat hun tindrer da som Aftenstjerne.
✂
Længe har det over Marken tonet:
Danmarks Haab er, Christian Fredrik, Du!
Og naar Danmarks Haab med Dig er kronet,
Kommes skal det trindt paa Jord ihu:
Folk og Drot, som sig paa Gud forlade,
Blunde trygt og vaagne sjæleglade.
✂
Dristig er mit Haab om Danmarks Lykke,
Var i Verden mangen Dag til Spot;
Dog det blomstred selv i Dödens Skygge,
Throned mig i Barmen som en Drot,
Og mens Panden fures, Haaret graaner,
Stöder Haab i Luur, saa Frygten daaner.
✂
Hvad forblommet för jeg kvad om Balder,
Brustne Grave og opstandne Folk,
Toner klart nu om en Phenix-Alder,
Aandens Nyaar som sin egen Tolk,
Da i Straaleglands sig klart forbinde
Daad og Deilighed, som Mand og Kvinde!
✂
Er det Gyldenaar ei alt oprundet
I vor Folkelige Fredriks Tid,
Fik ei, grödefuldt og fuglemundet,
Det med Christian Konge-Vaaren blid;
Alle Fugle da med Himlen falde,
Sidste Gang har Aand bedaaret Skjalde.
✂
8Dog, hvad Engelen i Danevange
Længe ymted om og nynned paa,
För i Skok derom han Skjalde-Sange
Böd som Nattergale sammen slaae;
Det skal Tiden, naar den giör sit Bedste,
Dröfte vel men klare og stadfæste.
✂
Thi det staaer med Tidens Finger skrevet:
Danmarks Engel er en sanddru Aand,
Og kun meer sandfærdig er han blevet
I den rene Sandheds Ledebaand,
Som fra Zions Bjerg til Danmarks Slette
Fandt saa myg ei nogen Folke-Vætte.
✂
Danmarks Engel, som med Barne-Finger
Löfted meer end nogen Kiæmpe prud,
Slaae kun frit med sine Svanevinger,
Favne ömt vort Modersmaal, sin Brud!
Som et himmelfalden Dronning-Smykke
Skinner over Skoven Danmarks Lykke.
✂
Hil Dig da, Kong Christian! med Din Krone,
Med Dit Folk og med Dit Time-Glar!
Danmarks Aand! sid herlig paa Din Throne!
Modersmaal! giör Loven mild og klar!
Folkesang! udbryd fra alle Munde!
Overstem alt Gny og Glam i Lunde!