Grundtvig, N. F. S. Skjalde-Blik paa Danmarks Stjerne i Sølv-Bryllups og Kronings-Aaret 1840

72

Holger Danskes Skaal.

Mel. Danmark deiligst Vang og Vænge.

1

Holger Danske tøved længe;
Hvem tør nu vel spaae
Danmark deiligst Vang og Vænge,
Lukt med Bølgen blaa:
Om i denne Havfru-Sommer,
Naar, hvordan, hvorvidt han kommer,
Hvor han os vil sætte Stævne,
Møde paa det Jævne?

2

Dristig, som til Daad en Kæmpe,
Er til Kvad en Skjald,
Lader aldrig Latter dæmpe
Deiligt Tonefald,
Synger frit, at nær for Haanden
Er, hvad liflig ham med Aanden
Alt berører og omvifter,
Saa han Farve skifter.

3

Det giør Holger Danskes Aande,
Her, som hist i Soer,
Raadte Bod paa Skjaldes Vaande
Ogsaa før ifjor,
Og hvor Ungersvende tale
Høit om Dannebod i Dvale,
Dybt i Danske Bølger dukke,
Der gaaer Holgers Vugge.

4

Der han voxe skal og trives,
Som en Kæmpesøn,
73Ungdoms Kraft og Mod oplives,
Til, i Lys og Løn,
Hjertets Mark og Mundens Vove:
Danmarks Guld og grønne Skove,
Som en Holger, dannis, ægte,
Vældig at forfægte.

5

Trods hver Trumf i Romer-Rige,
Og i Kjøbenhavn,
“Danske Samfund” tør vi sige,
Er et deiligt Navn,
Navnet, som den Kreds maa bære,
Hvor en Helt til Danmarks Ære,
Som kan Dannekvinder tækkes,
Skal med Held opklækkes.

6

Tant det er med Titler tomme,
Uden Grund og Gavn,
Men naar kun ihu vi komme
Levende vort Navn,
Som der klinkes, som der klukkes,
Mellem os skal Holger vugges,
Til han gaaer og til han springer,
Som han fløi paa Vinger.

7

Derfor det sig vel kan sømme,
Paa vort Modersmaal,
Her af Hjertens Grund at tømme
Holger Danskes Skaal;
Lad ham drilles, lad ham vrages!
Gid han voxe kun og dages
74Som en Helt med Haar paa Tænder,
Men med bløde Hænder!