↩ Ja ►m. V. lad os dog endelig ikke glemme det, men have det bestandig klarere for Øie, at Menneske-Livet ligner sig selv og følger de samme Love paa sit laveste som paa sit høieste Trin og paa alle Trin derimellem, saa det er altid “►Aanden, som giør levende,” ligefra det Aandedræt, hvormed Livet naturlig begynder og ender hos Enhver af os, til den “Faderens Aand,” som i vor Herres 👤Jesu Navn er udsendt til os med det evige Liv, saa vi var store Daarer, om vi tænkte, at der midtimellem kunde være et Menneske-Liv, vel langt ringere end det Christelige, men dog ogsaa langt høiere end det vi ved Aandedrættet føre, Enhver for sig, uden at dertil hørte et eget Aandepust fra det Høie, kort sagt, at der kunde være et ►Folkeliv paa Jorden uden at der var en tilsvarende Folkeaand, hvorved det skabes og ►opholdes. Saadanne Daarer er imidlertid vi faldne, syndige Mennesker, at skiøndt vi kom tillive, før vi vidste det, vilde vi dog indbilde os, vi ►raadte selv 58for vort Liv, dersom ikke Døden overbeviiste os om det Modsatte, saa hvad der er ►Syndens Sold, er ogsaa en Oplysning, alle Syndere behøve for at give Gud Æren og takke ham for Livet, hos hvem dets Kilde er, og det maa da ikke undre os, at Gud har faaet liden eller ingen Tak for det naturlige Liv i sin bedste og ►yndigste Skikkelse, som ►Folkelivet er, indtil Døden ►lærde os, at et Folk lever ligesaalidt af sit Land og Tungemaal, sine Love og ►Indretninger, som ►Mennesket lever af Brød alene, uden et Ord, som udgaaer af Guds-Mund og ►aander Liv i ►Støvet►, mætter de Levende med Velsignelse. Kun Døden har da lært os at skiønne paa Livet som en Guds Gave, men ►Lærdommen vilde ikke nyttet, dersom ikke Livet var vendt tilbage, thi ogsaa her giælder det, at ►de Døde kan ikke prise Herren; og hvorledes skulde vi nu kunne takke Gud for det ny Liv, som rører sig i vort Modersmaal, i ►Fædrenes Minde og i Alt hvad der angaaer os som et ►eget Folk med sine ►“forordnede Tider og sin Boligs beskikkede Grændser,” uden ogsaa at udbede os den Guds Velsignelse, hvorved det ligesom gienfødte ►Folkeliv ene kan opholdes, voxe og udvikle sig til Gavn og Glæde for os og de kommende Slægter, og ►naar skulde vi alvorligere og inderligere giøre denne Bøn, end paa Dagen, da vor ny Konge salves og krones!