Grundtvig, N. F. S. Skjalde-Blik paa Danmarks Stjerne i Sølv-Bryllups og Kronings-Aaret 1840

Kronings-Dagen

(i Kirken.)

Før Talen.

Mel. Af Høiheden oprunden er.

1

Til Kronen Kald saa mangefold
Der høres trindt paa Jordens Bold,
Og bedst i Christenheden,
Til Himmeriges Straale-Krands,
Som reent fordunkler al den Glands,
Der skues kan herneden;
Guds Søn, vor Drot,
Alle Sine, Kroner fine
Trofast lover,
Himmerig han raader over.

2

O, Gud skee Lov til evig Tid,
Vor Fader god, vor Herre blid,
At mange er de Kaldte;
Til Kronen, efter Herrens Ord,
53I Himlen hist og her paa Jord,
Dog faa er de Udvaldte:
Hovmod, Falskhed,
Hjerter hilde, og forspilde
Manges Lykke,
Saa de faae kun Skin og Skygge.

3

Af Konge-Stammen ret udvaldt,
Er Christian til Kronen kaldt,
Den Ottende med Ære,
Han salves i Guds Navn i Dag,
O gid vor Gud til Velbehag
Han Danmarks Krone bære!
Gudsfrygt, Viisdom,
Held og Lykke, Kronen smykke,
Som de rene,
Som de rette Ædelstene!

4

Gud! giv Ham Hjerte for de Smaa,
Og lad Ham viselig forstaae
I Pagt med Dig at træde!
Hans Fiender skjule Du med Skam,
Mens Kronen blomstrer over Ham,
Til gamle Danmarks Glæde!
Oplyst, glandsfuld,
Stærk som Egen, alderstegen,
Gid Han ligne
Dem, Du kiærligst lod velsigne.

5

Og naar Han er af Dage mæt,
Lad Konger af Hans Art og Æt
For Riget længe raade,
54Saa vore Børn i allen Stund
Maae glæde sig af Hjertens Grund
Ved Konger af Guds Naade!
Danmarks Løvsal
Høit sig fryde, trindt gienlyde,
Tider mange,
Sødt af Folkets Takkesange!

6

Og Kongen med hans Venneviv,
Som er ei blot for dette Liv
Blandt de til Kronen Kaldte,
Giv dem, naar Verdens Glands forgaaer,
I Evighedens Gyldenaar
Og Deel med de Udvaldte!
Kostbar, soelklar,
Fuld af Ære, let at bære,
Er den Krone,
Som skal straale for Din Throne!

Vi veed at vi er overgangne fra Døden til Livet, thi vi elske Brødrene.

Disse Ord af Dagens Epistel vil vi, Christne Venner! i disse Øieblikke dvæle ved og anvende paa os, ikke i deres allerdybeste, apostoliske Mening, saaledes, som vi kan slutte os til den fra ham, de oprindelig tilhøre: den Discipel, som 👤Jesus elskede, 👤Christi Kiærligheds Apostel 👤Johannes, men i deres næstdybeste Mening, saaledes som vi alle kan bære dem, og med Tak til Gud føle, de udtrykke en glædelig Sandhed.

Ja m. V. det er aabenbart, at naar 👤Johannes i Sendebrevet til de Christne siger: vi veed, vi 55er overgangne fra Døden til Livet, thi vi elske Brødrene, da mener han den store, christelige Overgang fra den aandelige Død, som er Syndens nærmeste Sold, til det evige Liv, som er Guds Naadegave i 👤Christo Jesu, og ved Brødrene mener han det christelige Broderskab, vidt adspredt paa Jorden men Medborgere i Himlen, alle besjælede af 👤Christi Aand, og elskende hverandre, ligesom Han elskede sine Venner og satte Livet til for dem, og følende sig i denne Kiærlighed forenede med Herren til at leve ved ham, ligesom han lever ved Faderen, og I veed det, Christne Venner! at Kiernen i al min Prædiken er “det evige Livs Ord” at vi maatte gribe det, ligesom vi er grebne af 👤Christus ; men hverken kan vi med Sandhed sige at vi alt har grebet det og er fuldkomne, heller ikke var det Veien dertil, om vi vilde fornægte eller ringeagte vore naturlige Følelser og det Menneske-Liv, vi nærmest har tilfælles med Folket, vi naturlig tilhøre. Meget mere giælder det i alle Maader, hvad Apostelen 👤Paulus skriver, at hvem der ikke bærer Omhu for sine Egne, har fornægtet Troen og er værre end en Vantro; thi Christendommen er ingenlunde sat til at fordærve men til at helbrede Menneske-Naturen, og jo bedre Christne, vi derfor er, des menneskeligere og kiærligere vil vi findes i alle Forhold, og des dybere vil vi føle, at vi maae være Mennesker, før vi kan blive Christne, og at hvem der foragter Guds mindste Gave, faaer aldrig den Største, hvem der ikke skiønner paa det timelige Menneske-Liv, Gud gav os fra Begyndelsen, kan aldrig værdiges det evige Liv, som Gud i 56Tidens Fylde 56skiænkede os med sin eenbaarne Søn, da han tog vor Natur paa sig og blev Menneske som vi i alle Maader, kun uden Synd.

Derfor lad os i denne Stund dvæle ved Betragtningen af det Liv, der ligger os alle nærmest, det naturlige Menneske-Liv, som vi har tilfælles med alle Dannemænd, og derpaa anvende Apostelens Ord: vi veed, at vi er overgangne fra Døden til Livet, thi vi elske Brødrene, takke Himlenes Gud, fordi Han har opvakt dette vort Folkeliv ligesom af Døde, og nedbede Hans Velsignelse over det, og over Ham der skal betragtes og æres som Hovedet for det aandelige Legeme, vi og vore Medborgere udgiøre, over 👤Christian den Ottende, som idag salves og krones til 📌Danmarks Konge af Guds Naade.

Først vil vi da komme ihu, hvad det har at sige med et saadant Folkeliv, fælles for alle ægte Medborgere, at det er en levende Deeltagelse i de Tilbøieligheder, den Tankegang, det Tungemaal, det Fædreneland og den Skæbne i Tidens Løb, vi har tilfælles med hinanden, men ikke med noget andet Folk under Himmelen, et Liv altsaa, der udspringer af en naturlig Kiærlighed mellem Nærpaarørende og føder igien et Broderskab og en Fædrenelands-Kiærlighed, som er det Ædleste og Yndigste, der naturlig kan findes paa Jorden, og fører til den bedste Helte-Bedrift under Solen, som er kiærlig Selv-Opoffrelse for Broderskabet.

At nu et saadant Folkeliv er en stor Guds Gave, ja, den største næst det evige Liv, det sees allerede deraf, at Broder-Kiærligheden ogsaa er dette 57Livs hellige Rod og velsignede Frugt, men kiendes ogsaa deraf, at et saadant ædelt Folkeliv altid var en Sjeldenhed paa Jorden, og sige vi nu med Sandhed, at der ingensteds blomstrede et kiærligere, et ædlere og yndigere Folkeliv end hos os, da bekiende vi jo med det Samme, at Ingen skylder Gud mere Priis og Lov og Tak end vi, thi at alt Liv, end sige da Menneske-Livet, er en stor Guds Gave, kan jo Ingen nægte, der veed det Mindste af Gud at sige, som skrevet staaer: udsender Du din Aand, da skabes de, og indsamler Du din Aande, da opgive de Aanden og synke til deres Støv igien.

Ja m. V. lad os dog endelig ikke glemme det, men have det bestandig klarere for Øie, at Menneske-Livet ligner sig selv og følger de samme Love paa sit laveste som paa sit høieste Trin og paa alle Trin derimellem, saa det er altid “Aanden, som giør levende,” ligefra det Aandedræt, hvormed Livet naturlig begynder og ender hos Enhver af os, til den “Faderens Aand,” som i vor Herres 👤Jesu Navn er udsendt til os med det evige Liv, saa vi var store Daarer, om vi tænkte, at der midtimellem kunde være et Menneske-Liv, vel langt ringere end det Christelige, men dog ogsaa langt høiere end det vi ved Aandedrættet føre, Enhver for sig, uden at dertil hørte et eget Aandepust fra det Høie, kort sagt, at der kunde være et Folkeliv paa Jorden uden at der var en tilsvarende Folkeaand, hvorved det skabes og opholdes. Saadanne Daarer er imidlertid vi faldne, syndige Mennesker, at skiøndt vi kom tillive, før vi vidste det, vilde vi dog indbilde os, vi raadte selv 58for vort Liv, dersom ikke Døden overbeviiste os om det Modsatte, saa hvad der er Syndens Sold, er ogsaa en Oplysning, alle Syndere behøve for at give Gud Æren og takke ham for Livet, hos hvem dets Kilde er, og det maa da ikke undre os, at Gud har faaet liden eller ingen Tak for det naturlige Liv i sin bedste og yndigste Skikkelse, som Folkelivet er, indtil Døden lærde os, at et Folk lever ligesaalidt af sit Land og Tungemaal, sine Love og Indretninger, som Mennesket lever af Brød alene, uden et Ord, som udgaaer af Guds-Mund og aander Liv i Støvet, mætter de Levende med Velsignelse. Kun Døden har da lært os at skiønne paa Livet som en Guds Gave, men Lærdommen vilde ikke nyttet, dersom ikke Livet var vendt tilbage, thi ogsaa her giælder det, at de Døde kan ikke prise Herren; og hvorledes skulde vi nu kunne takke Gud for det ny Liv, som rører sig i vort Modersmaal, i Fædrenes Minde og i Alt hvad der angaaer os som et eget Folk med sine “forordnede Tider og sin Boligs beskikkede Grændser,” uden ogsaa at udbede os den Guds Velsignelse, hvorved det ligesom gienfødte Folkeliv ene kan opholdes, voxe og udvikle sig til Gavn og Glæde for os og de kommende Slægter, og naar skulde vi alvorligere og inderligere giøre denne Bøn, end paa Dagen, da vor ny Konge salves og krones!

Er det nemlig Aanden, som giør levende, Folke-Aanden, som skaber og opholder Folke-Livet, hvad kan da som Dannemænd være os vigtigere, end at denne Aand besjæler Majestæten paa 📌Danmarks Throne, besjæler vor uindskrænkede Konge, der umuelig kan 59have Magt og Myndighed til at giøre meget Godt uden ogsaa at have den til at giøre meget Ondt, til at hemme som til at fremme, til at forbittre, som til at forsøde Folkelivet. Jo kiærere derfor det er os, des glædeligere maae vi finde det, at mellem Sprogene af den Hellige Skrift, som vor Konge udvalgde til sin Kroning og Salving, lyder dette af første Samuels Bog: saa tog 👤Samuel Olie-Hornet og salvede 👤David midt imellem hans Brødre, og Herrens Aand kom heftig over ham fra den samme Dag og fremdeles. Vistnok kan vi, som oplyste Christne, hverken mene at den Hellig-Aand med det christelige Liv skiænkes uden ved Troen og Daaben, heller ikke tilskrive vore kirkelige Lærere og Tilsynsmænd den Fuldmagt til at salve, som Gud kun gav 📌Israels Ypperste-Præster og Propheter i det Gamle Testamente; men naar vor Konge betragter Folket som sine Brødre, da er Folkets Hjerte hos Ham, og naar Kongen ønsker og beder, at Herrens Aand maa komme heftig over Ham, med Kraft og Viisdom fra det Høie til at føre Septeret og Sværdet, saa Kronen straaler, Thronen befæstes, Ondskab bæver, Godhed jubler, Riget blomstrer og den sande Gud æres, Hans Navn forherliges iblandt os, naar Kongen ønsker det og vil at vi derom skal forene vore Bønner med Hans, da kan og maae vi trøstig sige Amen, visse paa, at netop Folkets gode Aand, som skaber, nærer og opholder Folkelivet, vil komme heftig, komme vældig over Kongen fra denne Dag og fremdeles. Ja m. V. de er alle Herrens Aander, de Vældige i Magt, som staae for Hans Ansigt og 60udrette som Engle Hans Ærinde, i det de høre paa Hans Ords Røst, og hvor Kongen og Folket bede Herren om Hans Aand til at oplive og oplyse, styrke og opmuntre, styre og raade, forbinde og forene dem i broderlig Kiærlighed, der sender Han dem den af sine Aander, som Han veed, de af Naturen har Lyst til og kan have tilfælles, og det er nødvendig Folkeaanden, der, som en usynlig, men virkelig Livskraft, har fra Begyndelsen skabt deres Tungemaal og alt det Fælles og Folkelige i deres naturlige Tankegang, deres gamle Sæder og Bedrifter, Sange, Love og Indretninger, thi kun denne Aand kan de Alle have tilfælles, styrkes og oplyses af til at fortsætte Folkelivet, gaae deres afstukne Vei og udrette deres beskikkede Gierning til Skaberens Ære. Den Aand, som er over alle Engle og har, som det hørdes paa Pindsedagen, og spores giennem hele 👤Christi Kirkes Historie, alle Tungemaal i sin Magt, Faderens egen Aand, den Hellig-Aand, Han kan vistnok det Samme og langt mere end det; thi Han kan forene alle Folkefærd til Eet i 👤Christo Jesu, med evigt Liv og himmelsk Lys; men hvor er det Folk paa Jordens Kreds, som enten ganske eller dog for største Delen havde Sind til ei at leve deres eget Liv, men Hans, som er død og opstanden for os! Dog, selv om der fandtes et saadant mageløst Folk, der alle med een Mund bad Faderen i 👤Jesu Navn om Hans Hellig-Aand, saa vilde Han dog sende sin Engel som Forløber og Herold at berede Herren Vei, og det vilde blive Folkets Aand og Engel, thi kun forgiæves har Hedning-Fol61kene tænkt, de kunde tilegne sig 📌Israels Fortrin og Forjættelser for dette Liv, saa deres Konger kunde være som 👤David, deres Sangere som han og 👤Asaph, deres Prædikanter som Propheterne og Herrens Forløber hos dem som 👤Døberen, der af Moders Liv var fyldt med den Hellig-Aand. Der staaer skrevet: Israel er Hans Førstefødte og Han har ikke saa gjort ved noget andet Folk, og vil vi ikke troe det, men som Folk sætte os ved Siden ad 📌Israel, da række vi kun forgiæves efter hvad vi umuelig kan naae, og gaae Glip ad vor beskikkede Deel; men vil vi nøies med Hans Naade, Hvis Kraft fuldkommes i vor Skrøbelighed, da opvækker Han hos os den Aand, som fra Arildstid var over vore store Mænd, Konger og Lovgivere, Helte og Sangere, saa baade vi og vort Modersmaal udvikles til Alt hvad vi af Naturen er skikkede til, og hvor da Længslerne er for dybe til derved at opfyldes, vil Øret findes opladt for det store Evangelium, og Hjertet forberedt til at fatte det evige Liv, som Guds Naadegave i 👤Christo til Alle som troe, uden Forskiel paa Jøder og Græker, Skyther og Barbarer.

Og see, m. V. Dette er aabenbar begyndt at skee, før vi vidste det, thi ligesom Aandernes Aand, der udgiødes over Apostlerne, kiendtes derpaa at Han havde alle Tungemaal i sin Magt, saaledes kiendes hvert Folks Aand derpaa at han har dets Modersmaal i sin Magt, og saa vist derfor som vort Modersmaal, giennem mange Aarhundreder forsømt og foragtet og til aandeligt Brug næsten aldeles dødt og magtesløst, i den sidste Tid er levet op og udfolder 62daglig mere af sin Dybde, Rigdom og Skiønhed, udtrykker bestandig bedre og mere levende det Høie og Dybe, saa Folket føler at det udtales med deres Tunge, saavist er ogsaa Fædrenes Aand kommet over os, og er Sjælen i alle vore Bestræbelser for at vække og styrke Folkelivet, og i al vor Kamp med det Fremmede, der under Aandens Fraværelse og Folkedøden indtrængde eller indsneg sig i Tungemaal og Tankegang, Sæder, Love og Indretninger. Og her see vi ret, hvor inderlig vi maae bede Gud om at lade Folkets Aand komme fyrig over Kongen og hvile stadig paa Ham; thi det er umuelig andet end at et Folk maa føle sig oplivet, vederkvæget og inderlig frydet ved at tiltales af sin Aand, og var nu Riget saa ulykkeligt at faae en Konge, som ei besjæledes deraf, ei elskede dets Modersmaal, og ei stræbde at læmpe Landets Love og Indretninger og hele sin Regiering efter Folkets Hjerte, da kunde vel de Christne, som har fundet en evig Trøst, give sig tilfreds, og et Folk saa roligt som det Danske nøies med at sukke, men Livet var dog forbittret, Kiærlighed og Enighed mellem Folket og saadan en Konge umuelig. Nu derimod, da Himlens Gud, efter en gammel Konge, hvis Hjerte var som Folkets Hjerte, i hvis Dage Fædrenes Aand gienfødte Modersmaalet og Folkelivet, og hvis høilovlige Ihukommelse derfor skal være udødelig hos os og blomstre til Velsignelse fra Slægt til Slægt, da Himlens Gud efter ham gav os en Fyrste af den samme Rod og Stamme, i fuldmoden Manddoms-Alder, opfødt iblandt os, fortrolig med vort Modersmaal i al den Fylde, Dybde og 63Deilighed, det endnu har aabenbaret, og derhos udrustet med sjeldne kongelige Egenskaber, og da Han paa sin Kronings-Dag opmuntrer os til at istemme Hans herlige Bøn, at Gud vil salve Ham til en Konge i 📌Danmark efter sit Hjerte, ligesom 👤David var det i 📌Israels Land og i sin Tid, og at Herrens Aand maa komme fyrig over Ham fra denne Dag og fremdeles; nu kan vi giøre den Bøn med Glæde, som vi under ingen Omstændigheder maatte forsømt; thi nu er Bønhørelsen vis, nu vil Herren skiænke vort Modersmaal og Alt hvad der er i Folkets gode Aand, en Nyaarstid paa Marken, som skal spørges vidt og vare længe, vi vil haabe, saalænge Verden staaer.

Og naar kun det skeer, naar Gud lader den Aand, Han dertil har beskikket, oplive og ledsage os, og hvile paa vor Konge, saa Han bliver som en Guds Engel for vore Øine, da var det i Grunden det Samme, hvor dunkelt det end forekom os, thi vi er jo dog ikke saadanne Daarer, at vi vilde vrage Liv og Lykke, fordi vi ikke begribe eller kan forklare os dem, og er vi virkelig kloge, da maae vi indsee, at Livet, naar det lykkelig fortsættes, omsider vil klare sig selv; men da vort Folkeliv ei er noget Nyt men Ældgammelt, maa det derfor ogsaa i en vis Grad have klaret sig og aabenbaret af hvad Rod det randt, og af hvad Aand det fødtes, og Gud har sagt eengang for alle at “Lyset er godt,” saa i alt det Lys, Han tænder, vil vi fryde os. Vi sige derfor trøstig, at baade det yndige Forhold, der i 📌Danmark findes mellem det Folkelige og det Christelige, og den selv64kloge Verdens Paastand, at vi har slet ingen Folkeaand, begge Dele klare sig glædelig ved den Oplysning, at det var Barnlighedens Aand, der fra Arildstid svævede over vort Fædreneland.

Hverken Tid eller Sted tillader udførlig at vise, hvilket skinnende Lys herved opgaaer over det Danske Folks hele Levnets-Løb, men det behøves ikke heller; thi naar det er sandt, da behøver det kun levende at udtales for at finde Gienlyd og Bekræftelse i hele Folkets Hjerte, og for at lade os see, hvad vi med vore Fædre altid følde, at trods de Fremmedes Ringeagt og trods Skinnet, vi længe havde imod os, faldt Snorerne dog i alle Maader for os paa liflige Steder og os er en deilig Arv beredt. Ja m. V. saa vist som Gud har givet Folkene Aand efter deres Hjerte, saa vist har det Danske Hjerte ogsaa i aandelig Henseende udvalgt den gode Deel, der ei skal det berøves; thi vel er Barnlighedens Aand langtfra at være af de Glimrende, der enten forbause eller indtage Verden, men at det er den Elskeligste af alle skabte Aander, det føle vi af Naturen, det lære vi af Erfaringen, og det bekræfte Sandhedens Ord overalt hvor de høres, det beseigler den Himmelske Faders Aand overalt hvor Han virker. Det er vist nok sandt, og Erfaringen stadfæster det kun alt for klart, at naar et barnligt Folk forlades af sin Aand, da bliver dets Færd barnagtig; men Aandløshed er jammerlig i alle Skikkelser, og naar Verden dømmer at den Barnagtige dog er den mest fortvivlede og hielpeløse, da har Gud ogsaa i dette Stykke gjort Verdens Viisdom til Daarlighed; thi Han, af Hvem al Fader65lighed i Himlen og paa Jorden bærer Navn, har i onde og gode Dage behandlet os som Børn og faderlig antaget sig vor Sag, saa Prøvelsen blev efter Evne og Udfaldet meer end taaleligt, Udfaldet glædeligt. Trods al Svaghed og Barnagtighed er saaledes 📌Danmark, der var mellem de første Kongeriger ogsaa blevet mellem de Sidste, og det uagtet vi beboede en aaben Slette, omringede af stridbare Folk, som tit nedsteg fra Bjergene for at overvælde os, og hvad Verden kalder det største Beviis paa vor Barnagtighed: at vi trøstig lagde vort Liv og Gods, Lykke og Skæbne, i vor Enevolds-Konges Haand, det tækkedes den Himmelske Fader saa vel, at Han gav intet Folk en saadan Række af milde og faderlige Konger, og fordi vi ikke stolede paa os selv men følde vor Svaghed og sukkede om Kraft fra det Høie, da hørde Han før vi raabde og svarede før vi kaldte, og udsendte sin Aand til at fornye Jordens Skikkelse hos os. Og trængde vi endnu til yderligere Forsikkring om, at Han vil lade den Aand komme fyrig over vor Konge, som “vender Børnenes Hjerte til Forældrene og Forældrenes til Børnene,” da har Han jo ogsaa givet os det Pant i vor Dronning, den Moderligste, som vel nogensinde bar Guld-Krone paa Jorden, saa, menneskelig og folkelig talt, maae vi vel kalde Hende “den Fri, som er alles vores Moder, den Ufrugtsommelige med de fleste Børn.”

At nu den Danske Folke-Aand, som Barnlighedens Aand, vil lede dem, der troligst følge den, til 66👤Jesus Christus og indskyde Længsel efter den Himmelske Faders Aand, som udgaaer i 👤Jesu Navn og vidner med vor Aand at vi er “Guds Børn,” derom tvivler blandt os vel ingen Christen, men dog maae det være os glædeligt at høre det herlige Vidnesbyrd, Herren giver vor Folkeaand, naar Han siger: de smaa Børns Engle see altid min Himmelske Faders Ansigt, og atter: uden I blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige. Ja, heraf følger, at skiøndt vor Aand, saalidt som nogen Engel, kan oplade os faldne Mennesker de evige Boliger eller føre os derind, hvad kun er den Helligaands Gierning, saa er det dog Barnligheds-Aanden og Barne-Engelen, der ene kan og altid vil ledsage os til Dørren og lægge os paa Herrens Arme med Bøn om Hans Velsignelse, den evige Velsignelse i det himmelske Bad, saa jo fastere vi troe paa 👤Jesus Christus og jo barnligere vi stole paa Hans Guddoms-Ord, des inderligere og gladere takke vi Gud for den Aand, Han gav os og vore Fædre, des fyrigere bede vi Ham, at den samme Aand maa kraftig besjæle vor Konge, os og vore Børn fra Slægt til Slægt. Og jo fortroligere vi blive med denne Aand i vort Modersmaal, jævnt og yndigt, som Marken vi beboe, men omfattende, bøieligt og skabt til levende Væxt, som Bølgen, der ombælter os, desmeer vil vi elske vor Aand og des dybere vil vi føle, den sammensmelter med Engelen, som fik det glædeligste af alle Ærender paa Jorden: i himmelsk Glands at melde Hyrderne ved 📌Bethlehem den store Glæde, som var født med Svøbelse-Barnet i Krybben. Ja, det 67skal klare sig Dag fra Dag, hvorfor Jule-Engelen ingensteds paa Jorden udbredte saamegen Glæde som hos vore Fædre, og skal, med Guds Hjelp, ingensteds møde gladere Lovsang end hos vore Børn, fordi den himmelske Fred og den salige Glæde, han forkynder, netop er hvad det Danske Hjerte inderlig begiærede, og hvad Folkeaanden fra Arildstid besang, men kunde ei skiænke.

1

📌Danmarks Engel, som med Barnefinger
Løfted meer end nogen Kæmpe prud,
Slaae kun frit med sine Svanevinger,
Favne i vort Modersmaal sin Brud!
Som et himmelfaldent Dronning-Smykke
Skinner over Skoven 📌Danmarks Lykke.

Himlens Gud høre Kongens og Dronningens og vore Bønner i vor Herres 👤Jesu Navn.

Amen!


Efter Talen.

Mel. Guds Godhed ville vi prise.

1

Guds Godhed vil vi prise,
For dem i Kongestand,
Som milde og retvise
Har thronet i vort Land;
Thi ene Herrens Haand
Saa vidt og dybt kan række,
Som Floder og som Bække
At lede Kongers Aand.

2

68Gud salve selv vor Konning,
Alt efter Godhed sin,
Og saa vor fromme Dronning,
Med Glædens Olje fiin!
Da blive de som Regn
For Græs i slagne Enge,
Som Dugg for Dal og Vænge,
I Daners Himmelegn.

3

Da skal Guds Lampe brænde
For Kongen Nat og Dag;
Da skal til liflig Ende
Udføres al hans Sag;
Da skal ved Kongens Magt
Hoffærdighed nedbøies,
Og Ydmyghed ophøies,
Som Herren haver sagt.

4

Ja, over Kongens Isse
Skal svæve Viisdoms Aand,
Og lægge Kraft tilvisse
I Kongens Mund og Haand;
Da skal fra Kongens Gaard,
Til Fryd og evigt Minde,
I Jesu Navn oprinde
Et lifligt Gylden-Aar!