Grundtvig, N. F. S. Kiærminder til Kong Frederik den Sjettes Krands

Oversigt over manuskripter og tryk

Manuskripter

Følgende manuskripter til værket findes i Grundtvig-arkivet på Det Kongelige Bibliotek, København.

Signatur Type Overskrift
Fasc. 364.II.24.a Renskrift I Danske Samfund (15de Jan. 1840).
Fasc. 364.II.24.b Kladde Danske Samfund 15de Jan. 1840.
Fasc. 66.25 Kladde Mindetale over Kong Frederik den Sjette.

Ifølge Registranten blev renskriften i fasc. 364.II.24.a anvendt som trykmanuskript.

Førstetrykket

Nummer i Bibliografien: 653.

Kiærminder til Kong Frederik den Sjettes Krands udkom den 14. februar 1840 (jf. Adresseavisen 1840, sp. 5). Værket blev udgivet ved den Wahlske Boghandels Forlag og trykt i København hos C. Græbe & Søn. Prisen var 2 mark og 8 skilling for et hæftet eksemplar (jf. Adresseavisen 1840, sp. 5). Oplagsstørrelse og salgstal er ikke kendt.

Senere udgaver

Værket blev ikke genoptrykt i sin helhed. Samlingens fire taler og to af digtene var førstetryk; de resterende seks digte havde været udgivet tidligere som enkelttryk og i tidsskrifter. For oplysninger om evt. genoptryk af disse se de respektive tekstredegørelser til førstetrykkene.

Af samlingens førstetryk af digte og taler blev to genoptrykt i forskellige sammenhænge i Grundtvigs levetid.

Talen “I Danske Samfund. (17de Decbr. 1839.)” blev genoptrykt i 👤Lindbergs anmeldelse af Kiærminder i Nordisk Kirke-Tidende, nr. 7-8, 23. februar 1840, sp. 115-123.

Digtet “Hvem reiser bort saa seent i Kveld” udkom i:

  • Barfod, Frederik (1841) Poetisk Læsebog for Børn og barnlige Sjæle, 2. omarbejdede og forøgede udgave, s. 776-779.
  • Grundtvig, N.F.S. (1869) Digte, udg. Svend Grundtvig, nr. 32, s. 128-131. Overskriften var her “Ved sjette Fredriks Baare”, og stroferne 10, 11 og 13 var udeladt.
  • Nutzhorn, H. & L. Schrøder (1872) Historiske sange, nr. 214, s. 388-390. Samme version som i Digte (1869).

Bibliografisk beskrivelse

De anvendte eksemplarer

  • Det Kongelige Biblioteks eksemplar, E, 9345 8o ex. 1, stregkode: 130022097475 (beskåret og indbundet).
  • Grundtvig Centerets eksemplar, 5833 (beskåret og indbundet).
  • Grundtvig Centerets eksemplar, proveniens: Aarhusianer Samfundet (beskåret og indbundet).

Eksemplar 1 har dannet grundlag for tekstetablering og faksimiler. Den følgende bibliografiske beskrivelse tager udgangspunkt i eksemplar 1.

Formler

Format: 8o.

Eksemplaret er beskåret og måler ca. 175 × 100 mm.

Kollationsformel: π4 χ12 1-58 62 [$2 signeret (-62)].

Pagineringsformel: 48 blade, pagineret I-VIII, 1, 2-4, 1, 2-83, 84 [= VIII, 88].

Bogens format er oktav og består af et præliminært, usigneret læg på 4 blade, et læg på to blade, fem læg a otte blade samt et læg på to blade. Alle signerede læg bærer signatur på de to første blade, bortset fra sjette læg, hvor signaturen mangler på andet blad. Der er stum paginering af s. I-VIII, 1, 1 og 84.

I eksemplar 1 findes et læg a to konjunkte blade med pagineringen [1]-4. Dette er indsat som erstatningsblade for det følgende lægs første to blade, som indeholder flere fejl i trykket. Blade med pagineringen [1]-4 forekommer derfor to gange. Kollationeringen i nærværende udgave er foretaget efter første lægs to konjunkte blade (χ12). Det følgende lægs første to blade er ikke repræsenteret i tekstgrundlaget, men fremgår af faksimilerne. Eksemplar 2 og 3 har kun erstatningsbladene. Kollationsformlen for eksemplar 2 er: π4 18(±11.2) 2-58 62.

Indholdsoversigt

[I] titelblad. [II] blank. [III-VI] tilegnelsesdigt. [VII] Indhold. [VIII] blank. [1]-83 tekst. [84] blank.

Papir

Eksemplaret er trykt på maskinpapir.

Intern varians

Der er både konstateret tekstlig og materiel varians. I eksemplar 3 er det originale trykte omslag bevaret. Dette omslag findes hverken i eksemplar 1 eller eksemplar 2.

Som det fremgår under rubrikken “Formler”, indeholder eksemplar 1 – som det eneste – et ekstra læg a to blade, hvorfor siderne [1]-4 optræder dobbelt.

Tekstkritik

Anvendt litteratur

  • Adresseavisen se Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adressecomptoirs Efterretninger (1840)
  • Bibliografien, se Johansen, Steen (1948-1954)
  • Johansen, Steen (1948-1954) Bibliografi over N.F.S. Grundtvigs skrifter, bind 1-4. København
  • Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adressecomptoirs Efterretninger, nr. 37, 14. februar 1840. København
  • Registrant over N.F.S. Grundtvigs papirer 1-30 (1957-1964), udg. Grundtvig-Selskabet af 8. September 1947 & Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. København
  • Registranten, se Registrant over N.F.S. Grundtvigs papirer 1-30 (1957-1964)