Grundtvig, N. F. S. Frisprog mod H. H. Hr. Biskop Mynsters Forslag til en ny Forordnet Alterbog

1

Forslaget til en ny forordnet Alterbog.

Af de tre Aarhundreder siden Reformationen var det kun halvandet, vi i 📌Danmark havde et Ritual og en forordnet Alterbog, og de var endda i de sidste halvtredsindstyve Aar kun magtesløse Skygger, saa deres Regierings-Tid var kun Aarhundredet mellem 👤Christian den Femte og 👤Frederik den Sjette, mellem 👤Griffenfeld og 👤Bernstorf, mellem 👤Kingo og 👤Øhlenslæger, et Aarhundrede, vi nødig skulde kanonisere eller ønske fornyet. Kommer nu hertil, at den Alterbog, der i 👤Ludvig den Fjortendes Dage, under vor mest bydende Konge, blev forordnet var næsten ordret 👤Palladii Alterbog, som blot paa Biskoppernes Anbefaling var godvillig antaget, da maa vistnok den Paastand, at en ny forordnet Alterbog midt i det Nittende Aarhundrede vil findes saare ubetimelig, have Formodningen for sig; men Man seer dog først Urimeligheden og den moralske Umuelighed af nu at paatvinge den Danske Statskirke en ny Alterbog i sit rette Lys, naar Man betænker vor kirkelige Stilling og nygjorte Alterbøgers Beskaffenhed. Giennem de sidste halvtred2sindstyve Aar har nemlig ikke blot Ritual og Alterbog, som Regieringen selv kaldte forældede, tabt deres Myndighed, men den saakaldte “herskende Religion” er blevet afløst af en “stridende Kirke” med to uforligelige Partier: det gammeldags Luthersk-Christelige og det nymodens Gnostiske eller Rationalistiske, der igien har saamange Sind, som de har Hoveder, saa Man kan slet ikke tænke sig en ny Alterbog, der stemmer overeens med sig selv, uden som en Enkeltmands Værk, der dog umuelig kan tækkes Andre end hans blinde Eftersnakkere eller taales af Andre end de Ligegyldige.

Hvordan det derfor kan falde noget fornuftigt Menneske end sige da saa klog en Mand som Hr. Biskop 👤Mynster ind at foreslaae en ny forordnet Alterbog, det er mig ubegribeligt, da Hr. Biskoppen jo dog umuelig kan troe, Statskirken vilde vinde ved at blive endnu koldere og stivere, dødere og tommere end den er, vinde ved at renses fra alle dem, der bryde sig det mindste om Sjæl og Salighed, uden derfor at kunne see alt Kirkeligt med Hr. Biskop 👤Mynsters Øine og lade ham baade troe og tænke og tale og svare for sig.

Men er det ogsaa Andet end en plump Misforstand, naar Man siger, Hr. Biskop 👤Mynster vil have den danske Stats-Kirke sin Liturgi paatvunget, have alle Danske Præster til at være sine Eftersnakkere, naar de bede, naar de skrifte, naar de sige hvad af Skriften de vil tale om, og selv naar de forrette Daaben og Nadveren; 3er det Andet end en plump Misforstand af Ordet “forordnet” som Hr. Biskoppen vel kun efter Skik og Brug har sat paa Titelbladet, uden at ville have mindste Vægt lagt derpaa? Vil han Andet end udvirke Tilladelse for de Præster, som ønske det, til at bruge hans Texter og Formularer istedenfor de Gamle?

Det har jeg virkelig stræbt at troe ligetil jeg selv saae Hr. Biskoppens Forslag, og jeg siger endnu: gid det var saa vel! gid jeg maa have misforstaaet alle de Ord, hvoraf jeg indtil videre maa slutte det Modsatte! Men indtil videre maa jeg antage det Modsatte og bestride det af alle Kræfter, medens det aldrig kunde falde mig ind at sætte Pen til Papir for at bestride Hr. Biskoppens Forslag, naar han dermed kun henvendte sig til Præsternes Hoved og Hjerte og Takt for det Rette; thi dertil har han unægtelig samme Ret som Enhver af os, og kunde efter sin lange præstelige Erfaring og paa sit ophøiede Stade lettelig føle mere Kald end Nogen af os Andre. Vist nok hverken kunde eller maatte jeg under nogen Omstændigheder dølge, at den foreslagne Forandring ved Barnedaaben, efter min Overbeviisning, vilde ligesaavel være uapostolisk som den aabenbar er uluthersk, men Mange af Stats-Kirkens Præster har jo, i en Række af Aar, enten udeladt eller lemlæstet Daabs-Pagten, saa det kan ikke blive værre end det er, og Nødvendigheden af Sognebaandets Løsning vilde 4ret blive indlysende, naar Præsterne fik Kongelig Tilladelse til at forrette Barnedaaben saaledes, at gammeldags Lutheraner umuelig kunde nøies dermed, saa det er ogsaa her ene og alene Aands og Samvittigheds-Tvangen, jeg protesterer imod.

Da nu Hr. Biskoppen selv bemærker, at der ved Udførelsen i det Enkelte er “saare Meget” som ikke videre lader sig ret færdiggiøre, fordi Bestemmelsen kun beroer paa en “vis liturgisk Tact,” hvorom han “blot kan ønske” den ikke maatte savnes i hans Arbeide*Bemærkningerne S. 4., saa skulde Man vist ikke tænke, han vilde have Noget paatvunget, hvis Valg han selv erklærer for vilkaarligt og dets Værd for meget tvivlsomt; men ikke desmindre læse vi, at Hr. Biskoppen er af den Formening, at den enkelte Præst ikke er berettiget til at foretage nogen egenmægtig Forandring, og klinger dette endnu lidt tvetydigt, er den nærmere Udvikling kun alt for afgiørende. Vel, hedder det, er det uundgaaeligt, hvad enten det gamle Ritual bibeholdes, eller et nyt indføres, at mangen Præst deri vil finde Adskilligt, som han ønskede anderledes; men det følger af ethvert Samfunds Natur, at den Enkelte i mange Henseender maa underkaste sig Andres Beslutninger, og da Alle vide, at Præsten her udfører “hvad der er ham foreskrevet” vil han i denne Henseende “intet Ansvar” have. Den, der aldeles ikke kunde bekvem5me sig til “at fremsige de Ord” hvilke “Kirken” foreskriver, vilde vel ogsaa selv føle, at han ikke er skikket til at tjene i denne Kirke*Bemærkningerne S. 23-24..

Dette er nemlig, om jeg forstaaer Dansk, saameget sagt, at naar Hr. Biskoppen kunde vinde Kongelig Stadfæstelse paa sine Formularer, da skulde vi Allesammen, under Embeds Fortabelse, fremsige dem “Ord for Ord,” og maatte ikke undskylde os med, at det stred imod vor Samvittighed, da vi “intet Ansvar” har for de Ord, som Alle veed er os foreskrevet! Da nu til disse fornemt saakaldte “Formularer” ogsaa hører hele Forvaltningen af “Daaben og Nadveren,” saa skulde vi Præster intet Ansvar have for, enten vi ved dem følge hvad vi troe om 👤Christi Indstiftelse og Betingelsen for Sacramenternes Gyldighed, eller ikke, intet Ansvar for Gud eller Mennesker, 👤Christus eller Menigheden, eller vor egen Samvittighed, enten vi erklærede dem for guddommelige Naademidler eller for blotte Kirkeskikke, naar vi blot fulgde de os foreskrevne Formularer! Og hvis Forskrift skulde da tilintetgiøre vort Ansvar for hvad vor Mund siger om de vigtigste aandelige Ting og ved de høitideligste Leiligheder? Hr. Biskoppen siger “Kirken” og det klinger godt nok, men nu er jo Talen om Formularer, som Biskop 👤Mynster har skrevet, og som han vil have Kongen til at forordne, og deriblandt en Formular ved Barnedaaben, som aabenbar 6afviger baade fra den saakaldte Lutherske Kirkes, og fra den almindelige Kirkes Forskrift giennem mange Aarhundreder, saa her blev det jo ingen Kirke, men enten Hr. Biskoppen eller Kongen, paa hvis Ansvar vi trøstig skulde kunne sige hvad der streed mod vores Overbeviisning om Daaben!

Dette har vist nok ikke staaet klart for Hr. Biskoppen, thi hans Kirke-Begreb er aabenbar saa dunkelt, at 👤Christi almindelige Kirke, vor gamle Lutherske Stats-Kirke, den nærværende Geistlighed og en ubestemt Kirke-Ide, synes deri at skulle forbindes, men det kan dog hverken vi eller Folket gjøre ved, saa det blev derfor ikke mindre ubilligt og urimeligt, under Navn af Kirkens Forskrift at paanøde os en Daabs-Formular, som vi bestemt veed, hverken i 👤Ansgars eller 👤Luthers Dage har været kirkelig hos os, men er forfattet af Hr. Biskop 👤Mynster efter hvad han fandt “Stødende” eller “Koldt” eller Passende!

Meende nemlig Hr. Biskoppen ved “Kirken” den hellige, almindelige, eller, for at bruge den Augsburgske Confessjons Ord, den “eneste og stedsevarende” Kirke, da havde han vist nok Ret i, at alle dens Medlemmer, Lærde eller Læge, skal følge dens Forskrifter, eller selv føle, de er hverken skikkede til at tjene eller være i “denne Kirke;” men den kan jo her ikke menes, deels fordi den (ogsaa efter den Augsburgske Confessjon) slet ingen Forandring taaler ved Sacramenterne, og deels fordi der i den (ogsaa efter den Augs7burgske Confessjon) ei findes nogen haandgribelig men blot en aandelig Tvang.

Meende Hr. Biskoppen derimod kun vor Lutherske Stats-Kirke, da har han selv anført Kong 👤Christian den Tredies mærkværdige Ord derom, hvorefter Han slet ikke vilde give sig af med at ordinere Noget om Sacramenternes Forvaltning eller Evangeliet, der kun afhænger af 👤Jesus Christus, og Konge-Loven har siden beseiglet den Augsburgske Confessjon, som den Danske Stats-Kirkes Grundlov, hvorefter Sacramenterne altid skal forrettes eens, og hvis nu desuagtet en ny Daabs-Formular, som Hr. Biskop 👤Mynster paa fri Haand har forfattet, blev os paatvunget, hvilken Kirkes Forskrift var saa det?

Meende endelig Hr. Biskoppen ved Kirken kun sig selv og de med ham enige Geistlige, da var Slutningen vel ganske rigtig, at hvem der ikke vilde følge hans Forskrift, maatte selv føle, han ikke var skikket til at tjene i “denne Kirke,” og den Følelse har jeg virkelig ogsaa; men en saadan Kirke i 📌Danmark vilde jo være en blot Ide, uden mindste Realitet, hvis Forskrifter da umuelig kunde lægge mindste Baand paa Kongelig Danske Embedsmænd og Undersaatter.

Skulde altsaa Hr. Biskoppens ny Døbe-Formular nogensinde blive os foreskrevet, da blev det aabenbar ingen Kirkes, men den verdslige Øvrigheds Forskrift, og Dennes Ret 8til at bestemme hvad der skal siges eller forties ved de Sacramenter, 👤Jesus Christus har indstiftet i sin Kirke, den er det, Hr. Biskoppen maa bevise, før han med Rette kan paastaae, at en saadan Forskrift fritog os for Ansvar i denne Henseende, og paalagde os den Forpligtelse at følge samme Forskrift bogstavelig, eller selv føle os uskikkede til at være saavel den Christne Kirkes som den Lutherske Statskirkes Tjenere.

Det er nemlig soleklart, at havde den verdslige Øvrighed Ret til at giøre en ufravigelig Forskrift ved Sacramenterne af Hr. Biskop 👤Mynsters Forslag, da havde den samme Ret til at giøre det af Hr. Professor 👤Clausens, eller af Formularerne i den Preusiske Agende, af Pavens eller af Socinianernes Alterbog, og immer skulde vi intet Ansvar have, og intet Valg imellem at forrette Sacramenterne efter denne Forskrift eller nedlægge vort Embede, og Kirkegængerne intet Valg have uden imellem at nyde Sacramenterne saaledes forrettede eller undvære dem, ja, ved Daaben ei engang det Valg!

Om nemlig end Hr. Biskop 👤Mynster synes at have glemt det, saa kan vi dog ikke glemme det, at vi er verdslig bundne til den Danske Stats-Kirke, og maae hverken forrette eller nyde Sacramenterne anderledes end det i den er tilladt, saa naar her gives en ufravigelig Forskrift, er det noget ganske Andet, end naar den f. Ex. gives i 📌England, hvor Man har Lov til at prædike Evangelium, for9rette og nyde Sacramenterne som Man vil udenfor Stats-Kirken, saa der lader det sig høre, at hvem der ikke kan følge Forskrifterne i den, maa selv føle, han er uskikket til at tjene i denne Kirke; men her, hvor det er ikke blot en borgerlig Velfærds men en personlig Friheds Sag at træde ud af Statskirken, og hvor Man, ogsaa efter Hr. Biskop 👤Mynsters Forslag, skal ved “daglig Mulct” tvinges til at lade sine Børn døbe i Stats-Kirken, her er det jo forskrækkeligt at høre 📌Sællands Biskop paastaae, at hvad det end maatte behage den verdslige Øvrighed at foreskrive ved Sacramenterne, saa skal alle Præster sige det eller nedlægge deres Embede. Var det imidlertid blot en speculativ Paastand, blev det Hr. Biskoppens egen Sag, men nu er det en aldeles praktisk Sætning, der skal giøre os til Pligt at eftersige Hr. Biskop 👤Mynsters nye Collecter, og nye Formularer ved Sacramenterne, hvad vi saa end har imod dem og giøre hele Folket til Pligt at nøies med Sacramenterne saaledes forrettede, eller underkaste sig de borgerlige Loves Strænghed!

Men, siger Hr. Biskop 👤Mynster, det Samme giælder jo, naar den gamle Alterbog bibeholdes!

Om nu saa var, svarer jeg, saa blev det dog, efter mine Tanker, lige uforsvarligt midt i det Nittende Aarhundrede at anprise det Syttendes servileste Grundsætninger, og det ovenikiøbet til Fordeel for 10sine egne Hænders Værk; men allerede det Sidste giør i mine Øine en mærkelig Forskiel, thi fordi det ingenlunde var sit eget Arbeide, Biskop 👤Bagger anbefalede til Kongelig Anordning, men hvad der almindelig ansaaes for Oldchristeligt, eller havde dog i halvandet Aarhundrede tækkedes baade Læg og Lærd i Landet, derfor var ikke alene han anderledes undskyldt end Nogen af os kan være, der anbefaler sit Eget til at afløse det Gamle, men derfor har vor gamle Alterbog ogsaa et almeen Luthersk og Christeligt Præg, som giør den i det Hele mindre byrdefuld og for Lutheraner ganske livlig, om det var til Verdens Ende, medens enhver ny Alterbog efter en Enkeltmands Hoved maa, som ufravigelig Rettesnor, blive os alle kiedsommelig og utaalelig, om den end slet Intet indeholdt, vi gjorde os Samvittighed over at eftersige.

Saaledes vilde Sagen staae, hvis den gamle Alterbog havde været i Kraft til nu, som en ufravigelig Forskrift, men Hr. Biskoppen veed jo saavelsom vi, og han maa vide det langt bedre, det er saa langt fra, at det selv ved Cancelli-Resolutionen af 1828 kun er indskærpet at følge den nøie ved Sacramenterne, og at selv det kun er overholdt, naar der indløb en udtrykkelig Klage over bestemt Afvigelse, saa naar nu Hr. Biskop 👤Mynsters ny Alterbog skulde forordnes til at følges, Rub og Stub, ufravigelig, da var det ingenlunde blot en forandret Byrde, men et nyt Aag, hvori vi Alle spændtes, baade vi, som med Fornøielse 11har fulgt den gamle Alterbog, og de Mange, som ikke har fulgt den, og syndes selv i Regieringens Øine at have Hævd paa ei at følge den, naar det kun ei ved Sacramenterne gav Forargelse.

Men er der nogen Fare for, at en Regiering, saa mild og faderlig, som Vores ogsaa i denne Henseende har viist sig, vil gaae ind i Hr. Biskop 👤Mynsters Tankegang, og ei blot forordne den af ham forfattede og under hans eget Forsæde prøvede Alterbog, men ogsaa tvinge Præsterne til at følge den nøiagtigere end de i halvtredsindstyve Aar har fulgt den Gamle?

Dertil maa jeg fornemmelig svare: hvad Regieringen i denne Henseende vil eller ikke vil, er her ikke Spørgsmaalet, men kun hvad Hr. Biskop 👤Mynster, som Den saa tillidsfuld har betroet Forberedelsen af en ny Alterbog, tilraader, saa naar det er hvad vi har seet, maa det lige djærvt bestrides og lige stærkt fraraades, enten Man formoder dette eller hint om Regieringens endelige Beslutning, og jo bedre Man troer Regieringen stemt baade for nødvendig og ønskelig Frihed i de Ting som angaae Sjæl og Salighed, des ivrigere maa Man oplyse Sagen, thi skeer det ikke, kan Regieringen, før den veed det, have knust mange Hjerter og forhindret megen gavnlig Virksomhed.

Vilde saaledes Regieringen vel forordne Hr. Biskop 👤Mynsters Alterbog, men ikke holde strængere over dens end over den Gamles Bogstav, og vilde den end ikke i Hovedstaden og 📌Sæl12lands Stift giøre en Undtagelse, saa var dog dermed kun de letsindige og ligegyldige men ingenlunde de alvorlige og nidkiære Præster hjulpne, thi netop Disse, der umuelig ved Sacramenterne kan sige hvad der strider mod deres Overbeviisning, kan heller ikke godt finde sig i den Frihed, Man “egenmægtig” skal tage sig selv, og enten de giør det eller ikke, med Formularer, som falde dem stive og kolde, saa forknytter det dem i Embeds-Gierningen.

Dog, som Forslaget er, frygter jeg ikke for, det skal blive anordnet til ufravigelig Rettesnor, frygter ikke for at opleve den Dag, da Samvittigheds-Frihedens majestætiske Værge, det Danske Hjertes høie Fortrolige, Ærligheds og Sandheds prøvede Ven, Kong 👤Frederik den Sjette skulde sige enten til mig eller til Nogen af sine troe og ærlige Præstemænd: du maa herefter ingenlunde forrette Daaben eller Nadveren med de Ord, som lød baade over Mig og dig, da vi døbdes og naar vi knælede ved Herrens Bord, de Ord, du fandt i Alterbogen, da du viedes til Præst, og hvormed du og Biskop 👤Mynster selv hidtil forrettede Sacramenterne; thi fra nu af taales i hele 📌Danmark intet andet Ord ved Naademidlerne, end det Biskop 👤Mynster har foreslaaet og Jeg foreskrevet. Nei, jeg formoder ikke engang at Hr. Biskop 👤Mynster ønskede en saadan Forordning, eller vilde fraraade Majestæten at lade os, som kaldte det en Samvittigheds-13Sag, forrette Sacramenterne som før, efter den gamle Alterbog, og jeg er sikker paa, at hvad Man end vilde indvende, gav Majestæten os det Forlov; men den Preusiske Tragedie viser os, Ulykken kunde være stor nok endda, og en Dansk Oversættelse af dette Sørgespil vilde vist endnu afpresse langt flere Taarer end Originalen.

Dette Sørgespil, hvis Ende er ikke endda, begyndte nemlig ogsaa med en “ny Alterbog” som en Tidlang ei paanødtes Præsterne, men kun de Candidater, som blev Præster; men da Mængden af de ældre Præster, for at vinde Regieringens Gunst, naturligviis efterhaanden lod sig lære at de havde “intet Ansvar” for hvad der var dem foreskrevet, besluttede Man, som sædvanlig, “for en Ordens Skyld,” at tvinge Resten, og nu var det ikke blot Professor 👤Scheibel i 📌Breslau, der heller vilde miste sit Levebrød og vandre i Landflygtighed end giøre Vold paa sin egen og de gamle Lutheraners Samvittighed; men Samvittigheden vaagnede ogsaa hos Professor 👤Guericke i 📌Halle og bestandig hos Flere, baade Læge og Lærde, medens Afsættelser, Fængslinger og Religjons-Forfølgelse blev Dagens Orden. De gammeldags Lutheraner har nu aldeles vendt Stats-Kirken Ryggen, holde Gudstjeneste og nyde Sacramenterne i Smug, medens Statskirken omdøber deres Børn efter sine Formularer, og maa nu enten opløses eller blive en Landeplage.

14Her seer Man Følgerne af en ny forordnet Alterbog i det Nittende Aarhundrede, under den Regiering, hvis Statsklogskab og Forsigtighed er vidtberømt, og da nu 📌Sællands berømte og bestemte, kloge og veltalende Biskop ogsaa har faaet det ulykkelige Indfald, at Præsterne har intet Ansvar, selv ved Sacramenterne, for hvad den verdslige Øvrighed foreskriver dem, saa det er kun Trods, naar de vægre sig ved “at fremsige de Ord,” saa tør jeg ikke kalde det umueligt, at den Danske Regiering kunde giøre omtrent samme Misgreb som den Preusiske og angre det for seent, hvis ikke Sagen itide blev frimodig oplyst. Vist nok troer jeg aldrig den Danske Regiering vilde gaae saavidt som den Preusiske, deels fordi den altid har havt et langt mildere Præg, og deels fordi det dog her, Gud skee Lov! ei er Kongen selv, der vil skabe en ny Liturgi; men saa har Folket ogsaa hos os et langt ømmere Hjerte og mattere Udtryk, saa her kunde i det Skjulte være taalt usigelig Smerte og være skedt ubodelig Skade, før Regieringen blev opmærksom paa det sørgelige Misgreb at ville beherske “Himme riges Rige” og fremtvinge Ensformighed i aandelige og hjertelige Ting, hvor Eenheden fattes.

At nu denne Eenhed virkelig fattes, at baade Læge og Lærde hos os er saa langt som mueligt fra at være enige om Christendommen eller om nogen Deel af det virkelige Forhold mellem Gud og Menneske og Tid og Evighed, det har ikke 15blot et halvt Aarhundredes Pennefeider viist, men det beviser den daglige Erfaring endnu langt klarere og stærkere for Enhver af os, som skjænker Sagen mindste Opmærksomhed, saa vor grændseløse kirkelige Uenighed er en Kjendsgierning, det er latterligt at nægte. Da imidlertid selv Hr. Biskop 👤Mynster, i Anledning af Sognebaandets Løsning, har stræbt at indbilde sig, det er kun om det Uvæsenlige, vi er saa uenige, maa jeg dog spørge saavel Hr. Biskoppen som hans Eftersnakkere, om Hr. Professor 👤Clausen og jeg da ogsaa er grundenige om Christendommen, eller om de troer, at Professor 👤Clausen, efter snart i tyve Aar at have været vor berømteste Præste-Lærer, dog slet ingen Disipler har iblandt Præsterne, eller om det er mig, der staaer ganske alene i Kirken, eller om Nogen af os eller vore Disipler kan ansee den foreslagne ny Alterbog for Andet end et Aag, vi enten standhaftig maae vægre os ved at bære eller maatte dog sukke under og stræbe snarest mueligt at afkaste?

Dog, Hr. Biskop 👤Mynster kan ikke skjule den Uenighed i Tro og Lærdom for sig selv, der er os alle vitterlig, og erklærer derfor selv ved denne Leilighed, at Lærerne maae beholde “Frihed” inden visse ei for snevert bestemte Grændser, og trøster os med, at “Underviisningen, hvilken — skjøndt under Kirkens Tilsyn, hvilket dog stedse 16i denne Hensigt bør være mildt — maa og bør være Præsterne overladt.” Man seer, hvordan selv Pennen krymper sig under denne ubehagelige Tilstaaelse, at Man ingenlunde maae vente, Præsterne vil lære mere overeensstemmende med den ny end med den gamle Alterbog, og Pennen maa vel krympe sig, thi det er jo en fortvivlet Sag at opgive Lærdommens Eenhed og dog paatvinge Lærerne eens Formularer ved Sacramenterne og Confirmationen. Ja, det er en fortvivlet Sag at sige til Præsterne: her er en Troes-Bekiendelse, en Daabspagt, en Afløsning, en Erklæring om 👤Christi Fyldestgiørelse for vore Synder og Nærværelse i Nadveren, med endeel Bønner og Tiltaler, som jeg vil haabe stemme dermed overeens, og derfra maae I ikke vige, thi I har intet Ansvar for hvad jer er foreskrevet, men I skal ogsaa have Lov til at fralægge jer Ansvaret for Formularernes Indhold i “Prækener, Bibellæsninger, Skriftetaler, Gravtaler, Confirmations- Taler” og selv ved “Barnedaaben,” om I finde det passende, og paa denne Maade har I al den Frihed, I med Rette synes at kunne fordre*Bemærkningerne S. 22..

Det er en fortvivlet Sag, blandt andet, fordi det løber ud paa Selv-Modsigelse baade først og sidst: Selv-Modsigelse hos Præsterne, der 17fralægge sig alt Ansvar for deres egne høitidelige Fordringer, Erklæringer og Vidnesbyrd, og Selv-Modsigelse hos dem, der betragte disse “Fordringer, Erklæringer og Vidnesbyrd” tildeels i Guds og Herrens Navn, for ubetydelige “Formularer,” Man kan bruge uden at bryde sig om hvad de indeholde, og vil dog tvinge Præsterne til at bruge dem, om de end derved maae giøre nok saamegen Vold paa sig selv, nedværdige sig nok saa dybt baade i deres egne og deres Tilhøreres Øine! Men det er en rædsom fortvivlet Sag, fordi al denne Selv-Modsigelse aabenbar kun vilde tjene til at giøre de paatvungne Formularers Indhold endnu mere forhadt og foragtet, giøre Geistligheden aldeles foragtelig, og Kirken til et Skuespil-Huus, saa kiedsommeligt, at Man maatte have et Levebrød for at komme der tiere end Man bares derhen i Svøbet og i Kisten, eller dreves derhen, for ved Confirmationen selv at spille med. Hr. Biskop 👤Mynster har fundet det nødvendigt*Ritual-Forslaget S. 3. ogsaa i Ritualet at give en Forskrift for de “tomme Kirker,” men troer han da virkelig, de vilde befolkes, naar hveranden Præst udtrykkelig fralagde sig Ansvaret for Daabs-Pagten, for Indstiftelsens Ord ved begge Sacramenter, for Tilsigelsen af 18Syndsforladelse og alle de Forjættelser, Erklæringer og Anvendelser, der findes i Formularerne?

Nu, jeg veed det godt, at Tankegangen om alt Kirkeligt er sædvanlig i vore Dage, selv hos lærde og kloge Mænd, saa forvirret, at jeg slet ikke tvivler om, Hr. Biskop 👤Mynster jo selv troer, der skedte baade Christendommen og Statskirken en Tjeneste med, at hans Formularer regelmæssig og ordret blev læst op i alle Landets Kirker, om der saa kun var “to Personer” foruden Kirkesangeren og Skolebørnene; men derfor vilde jo dog den “Tvetungethed” som Præsters aabenbare Selv-Modsigelse er, og, som Apostelen har bandlyst fra 👤Christi Kirke*1 Tim. III. 8., ikke bære mindre bedrøvelige Frugter for Stats-Kirken, som enhver nidkiær, ja enhver dygtig og ærekiær Mand maatte skye, naar han hver Søndag skulde modsige sig selv, og ved Confirmationen høitidelig binde sine Lærlinger til hvad han ved sin hele Underviisning havde bekæmpet eller undergravet! Sandelig, om end hverken jeg eller Nogen i Landet troede paa Sacramenterne som virkelige Naademidler, saa maatte vi jo dog dybt foragte enhver Mand som, under den nærværende Oplysning, for et usselt Levebrøds Skyld, vilde spille en saa elendig og forargelig Rolle, og under saadanne Omstændigheder 19maatte selv vi, som tale fordi vi troe, fortvivle om at virke noget Godt i Statskirken; thi naar alle Formularerne var ufravigelige, vilde vor Prædikens Overensstemmelse med dem kun see ud som en Klogskab, tænkende Mænd maae beflitte sig paa, for ei aabenbar at blive til Spot.

Det nytter ikke, om Nogen vil sige, det Samme er Tilfældet nu, thi det er ikke sandt. Vel har vi nemlig foreskrevne Formularer, og det var meget bedre, vi ingen havde, men de har dog saalænge været opgivne af Regieringen, at hele Folket veed, Man behøver i det Hele slet ikke at følge dem, uden Man selv vil, og hvor en enkelt Undtagelse i de sidste Aar fandt Sted, forøgede det dog vel hverken Præstens Agtelse eller Menighedens Tillid, saa naar Man nu, istedenfor at raade Bod paa den nærværende Mislighed, vil giøre den langt værre, da maa Man ikke beraabe sig paa Fortidens Misgreb.

Men, siger Man, hvorledes raade Bod paa Præsternes religiøse og theologiske Uenighed, der ei lader sig hæve, uden ved at foreskrive Formularer, hvorved “den Lære, Kirken vedkiender sig, sikkres, og Kirkens Eenhed under de uundgaaelige Divergentser vedligeholdes;” men her maa jeg atter spørge: hvilken Kirke? og dertil føie: hvilken Sikkring! hvilken Eenhed! I hvilken Kirke har Hr. Biskop 👤Mynster fundet de Formularer, han selv har forfattet og hvoraf Een vilde adskille os baade fra den eneste, stedseva20rende og den Lutherske Kirke? og sikkres nogen Kirkes Lære derved, at Præsterne, skiøndt de lære derimod, oplæse nogle Formularer, som de har Lov at sige, de har intet Ansvar for? Er ikke Formularerne i saadanne Munde lutter “Gravtaler” eller rettere, som foreskrevne, Gravskrifter over den Tro og Lærdom, de betegne, saa hvis de sikkre dem Noget er det dog kun en aaben Begravelse i Kirken af Kalk og Steen!

Vidste vi derfor ingen anden Udvei til at sikkre dem, der vil blive i Huset “gjort uden Hænder” i den Luthersk-Christelige Kirke, dens Tro og Lærdom, og dem, de levende, troende Mennesker, der (ogsaa efter den Augsburgske Confession) udgiør Kirken, dem er det dog vel, og ei Steenkirkernes eller Alterbogens Orthodoxi, vi vil sikkre, da var det upaatvivlelig langt bedre at lade Alt blive ved det Gamle, end at paatvinge Præsterne en ny forordnet, ufravigelig Alterbog, der aldrig kunde blive saa Luthersk, at jo dens Ord paa spottende Læber blev til Forargelse, og kunde aldrig stadfæstes saa stærk, at den jo snart vilde afløses af en anden ny, forordnet, ufravigelig Alterbog i en ganske anden Stil. At det nemlig blev Hr. Biskop 👤Mynster, der kom til at forberede den ny Alterbog, Hr. Stiftsprovst 👤Clausen krævede som aldeles nødvendig, maae vi jo kalde et sært Tilfælde, lykkeligt eller ulykkeligt, og var de største Daarer, om vi tænkde, at dermed var Sagen afgjort, da Modpartiet jo vilde finde det tusind Gange lettere at afløse 21Hr. Biskop 👤Mynsters end vor gamle forordnede Alterbog! Vil altsaa vi gammeldags Lutheraner tænke paa at “leve og see gode Dage,” som de kan falde herneden, i den Danske Stats-Kirke, da maae vi hverken selv forkynde vor Død ved at søge Livet i det tommeste Bogstavvæsen under Solen, eller spænde Buen saa høit, at Modpartiets Præster skulde tvinges til en foragtelig Selv-Modsigelse, der, om de ogsaa bekvemmede sig dertil, maatte i høieste Maade pine og forbittre dem; thi da vilde Giengiældelsens Time sikkert slaae, før vi vidste det, og naar vi vaandede os under det utaalelige Aag, Vedkommende svare os: I har jo selv sagt at Præsten har “intet Ansvar” for hvad Alle veed, er ham foreskrevet, og kan ikke forlange meer end Frihed til at fralægge sig Ansvaret og til, inden visse Grændser, at lære efter sin Overbeviisning!

Men der er et “levende Raad” til baade at sikkre de gammeldags Lutheraner hvad der er dem kiært og helligt, og til at vedligeholde 👤Christi Kirkes Eenhed i 📌Danmark, og ei blot det levende Raad, vi maatte gribe til, naar vi i Stats-Kirken skulde nøies med den omgjorte Barne-Daab, som Hr. Biskop 👤Mynster foreslaaer, men ogsaa et Andet, som, naar det kunde vundet Hr. Biskoppens Bifald, vist vilde fundet aabne Øren hos vor Faderlige Regiering, der naturligviis upartisk maa betænke sine Undersaatters Tarv, enten de saa er Lutheraner eller ikke, og det er Samvit22tigheds-Frihed baade for Læg og Lærd, det er Stadfæstelse saavel af den Liturgiske, som Dogmatiske Frihed, ærlige og dygtige Præster nu slet ikke kan undvære, og Sognebaandets Løsning, saa Alle, om end kun tit med nogen Opoffrelse, kan, ved Confirmationen og Sacramenterne, blive betjent efter deres Tro til Opbyggelse. Det er et “levende Raad,” billigt og retfærdigt, og af os, som har gammel Hævd og Hjemmel paa Stats-Kirken, for Øieblikket endog lidt høimodigt, saa, kunde Noget “under alle Divergentser” og alle Omskiftelser sikkre vore Børn og Børnebørn til de seneste Tider vore Fædres “Evangelium og Sacramenter” i den Danske Stats-Kirke, da maatte det være et saadant mindeligt Forlig, ikke afnødt os i en Trængsels-Stund, men tilbudt, efter kraftigt Forsvar, i en Solskins-Time, som det nu for Lutheranerne i 📌Danmark unægtelig synes at være. Dette er ogsaa langt fra i mindste Maade at stride mod den Augsburgske Confessjon, da det meget mere stemmer fuldelig overeens baade med dens Aand og Bogstav, som vil, at der i Henseende til “Evangeliet og Sacramenterne” slet ingen verdslig Magt eller Tvang maa anvendes; men at 👤Christi Embedsmænd blot skal have Frihed til at rygte deres Ærende og forsvare sig med Ordet, som er Aandens Middel og Aandens Sværd*Confessjonens 28de Artikel om Kirkemagten.. Om derfor en 23saadan, Lutheranerne i vore Dage aldeles nødvendig og hele Folket ønskelig, Frihed vilde behage Mængden af Præsterne, er slet ikke Spørgsmaalet, thi at alle dygtige og nidkiære Præster vilde finde den uskatteerlig er vist, og skulde vore fleste Præster være det Modsatte, da vilde Trangen til Valg være saameget desstørre, saa det er ret sørgeligt at Hr. Biskop 👤Mynster skal være en erklæret Modstander af den kirkelige Frihed, der ene kan redde Statskirken fra at blive en Landeplage. At imidlertid Hr. Biskop 👤Mynster er imod al kirkelig Frihed, saa, efter hans Forslag, kunde en samvittighedsfuld Præst ei røre sig frit selv i de ubetydeligste Ting, blev det min ubehagelige Pligt at oplyse og paatale, tilligemed den Tvang, ingen Luthersk-Christelig Præst, efter min Overbeviisning, maa eller kan underkaste sig.