Grundtvig, N. F. S. Frisprog mod H. H. Hr. Biskop Mynsters Forslag til en ny Forordnet Alterbog

Texter og Helligdage.

Søndagen har, som Man veed, ligefra Begyndelsen været de Christnes Helligdag, og da den af Apostelen 👤Johannes udtrykkelig kaldes “Herrens Dag,” maa jo Herren selv have indsat sin Opstandelses-Dag, paa hvilken Han ogsaa vilde udgyde sin Aand over Menigheden, til de79res bestandige, ugenlige Høitid; men med de Jødiske Sabbats-Anordninger har Søndagen ei det mindste at giøre, og alle andre kirkelige Helligdage er Menneskeværk, der kun kan være uskyldigt og efter Omstændighederne nyttigt, naar Herrens Dag ei derved stilles i Skygge.

Under Pavedommet, hvis Kiendemærke det er, ei at afskaffe noget Apostolisk, men ligesom begrave det i en Dynge af egne Opfindelser, hvorpaa Man lægger hele Vægten, var da ogsaa Søndagen nær ved at tabe sig i Mængden af selvgjorte Helligdage, og skiøndt alle Protestanter har forkastet Endeel, beholdt vi dog i 📌Danmark ikke saa faa, lige til 👤Struenses Tid, da Man gjorde kort Proces, og afskaffede paa Preusisk, saavidt Man turde, Alt hvad man ikke syndes om.

Nu har vi, som bekiendt, ingen andre søgne Helligdage end Paaske- og Pindse-Mandag, Skiær-Thorsdag, Lang-Fredag, Himmelfarts-Dagen, en eller to Juledage, en Nyaarsdag og en saakaldt stor Bededag; kun er i Hovedstaden og tildeels i alle Kiøbstæder begge Sacramenter ved en, kirkelig talt, stor Uskik, saa godt som skilte fra Søndagen. Mellem Søndagene selv udmærke vi derimod En som Opstandelsens, En som Aands-Udgydelsens, En som Allehelgens eller Reformationens og En som Bebudelsens Fest, og det vilde vel være ønskeligt, om Julen ligeledes holdtes paa en Søndag, men især maatte Christ80ne ønske, at store Bededag kunde bortfalde, da den ikke blot er udsprunget af en blot verdslig, aldeles vilkaarlig Anordning i det Syttende Aarhundrede, men er en Efterligning af Jødernes almindelige “Bods og Bedrings” Dag eller store Forsonings-Fest, som slet ikke passer i den christelige Tankegang. Nyaarsdag er vel ogsaa ganske verdslig, men det veed Alle, og naar den blev høitideligholdt derefter, meer i almeen menneskelig end særdeles christelig Stil, vilde den i enhver Statskirke være paa sin Plads.

For Resten seer Man let, det kommer mere an paa hvordan der holdes hellig, end hvormange Helligdage der staaer i Alterbogen og Almanakken, og at en klog Regiering aldrig i sin Statskirke afskaffer nogen Helligdag, som Folket virkelig ynder og af egen Drift høitideligholder. Derfor var det et stort Misgreb af 👤Struense, som ikke blot gav Statskirken et føleligt Knæk, men tiltrak ham hos Almuen meget Had og mange velmeente Forbandelser, som jeg endnu i min Barndom hørde Gienlyd af, at han med et Pennestrøg ikke blot afskaffede Tredde-Helligdag ved de store Høitider, men ogsaa Helligtrekonger, Mikkels- og Mortens-Dag, som førde Hellig-Aftener med sig. Da Hellig-Aftnerne holdes endnu, vilde det endogsaa være klogt at hellige Dagene paa ny, da Man kan være vis paa, alle de af Almuen, der endnu bryde sig det mindste om Kirken, vilde paa de Dage med Fornøielse besøge den, og det træf81fer sig saa godt, at baade Helligtrekonger, Mikkels- og Mortens-Dag lod sig i den mest oplyste Tid giøre saare høitidelige. Hvor Man nemlig i Hedninglande skiønner det mindste paa Christendommen, var ingen Høitidsdag naturligere end den, der minder om de fromme Hedninger, som opledte Frelseren i Krybben, og det almindelige Bifald en ny Sang om Helligtrekongerne har vundet, viser noksom, at Stjerne-Evangeliet endnu iblandt os har mange gode Venner. Mikkelsdag skulde efter 👤Christian den Tredies Ordinants være Høstfest, og det vilde være en sand Vinding at faae den holdt over hele Landet paa en gammel Helligdag, saa det var kun Skiødesløshed hos Statskirkens Præster, der lod det gaae ad Glemme. Mortensdag endelig er 👤Morten Luthers Navnedag og christelige Fødselsdag, saa det var hos os just den rette Dag til Reformations-Festen, der nu meget upassende maa trækkes om en Søndag med “alle Helgene,” som det maa være Christen-Folket en Trang høitidelig at mindes under Eet, uden noget andet Navn end Hans, som er “herlig i sine Helgene og vidunderlig i alle sine Troende.”

Foruden Sacramenternes Forvaltning bestaaer nu, som Man veed, vor offenlige Gudstjeneste af Messe, Sang og Prædiken,” og medens Førstnævnte er et besynderligt Brudstykke af Middelalderens Kirkeskik ved Nadveren, er San82gen og Formanings-Talen paa Modersmaalet hver Søndag en Efterligning af 👤Morten Luthers Kæmpeskridt til Fornyelse af Arildskirkens ordrige Gudstjeneste. Med Sangen hænger det imidlertid for Øieblikket kun meget daarlig sammen hos os; thi naar den ikke er Kirkegængernes levende Udtryk af deres Tro, Haab og Kiærlighed, da er den hverken i 👤Luthers eller Arildskirkens Aand, og da den dog er beregnet derpaa, og ei, som Papisternes, paa theatralsk Høitidelighed, saa er den nu de fleste Steder meer til Kiedsommelighed og Spot end til Opbyggelse og Opmuntring, og Prækenen er da aabenbar det eneste Livstegn ved vor offenlige Gudstjeneste.

At nu Prækenen, som en lang Monolog eller Tiltale, var i Arildskirken aldeles fri, følger af sig selv, da al Tvang maatte aflive den, men ligesom den første Præken, Herren holdt, var over et Sprog hos Propheten 👤Esaias, som faldt op da han aabnede Bogen, saaledes see vi ogsaa at Apostlerne sædvanlig begyndte med et Sprog af Jødernes Hellige Skrift, som just faldt dem ind; men finde dog, at Hedning-Apostelen 👤Paulus begyndte med hvad han, efter Omstændighederne, fandt mest skikket til at vække Tilhørernes Opmærksomhed. Den Skik i Jødernes Synagog, hver Sabbat at oplæse et Stykke af “Loven og Propheterne” blev imidlertid blandt de Christne af Hedningerne efterlignet, ved at oplæse af Apostel-Skriften og andre christelige Bøger, deels for at bevare 83og udbrede den historiske Kundskab om Herren og Hans Lærdom, og deels for at Talerne deslettere kunde knytte deres fri Foredrag til Noget, der hos Alle var i frisk Minde. Under Pavedommet, da det fri Foredrag paa Kirkegængernes Modersmaal stedse mere faldt bort, og Oplæsningen allevegne skedte paa Latin, forvirredes og hendøde naturligviis det Hele, og ved Reformationen sørgede Man kun for at oplive det fri Foredrag, uden at skiænke en ordenlig Oplæsning fortjent Opmærksomhed. De Søndags-Evangelier og Epistler, Man fandt i Kirken, vedblev Man vel at oplæse paa Modersmaalet, men alle dem paa Ugedagene, der tjende til historisk at udfylde dem, blev tabt af Sigte, undtagen i 📌England, hvor Man ved Siden oplæser hele Bibelen.

Ved 👤Christian den Femtes Ritual befaledes nu hos os, at der i Kiøbstæderne skulde prækes over Evangeliet til Høimesse og over Epistelen til Aftensang, men paa Landet altid over Evangeliet, og saalænge denne Tvangs-Lov var i Kraft, blev Prækenerne naturligviis Aar for Aar koldere, stivere og dødere, opramsede som en Udenads-Lexe. Først i Slutningen af det Attende Aarhundrede blev Foredraget igien frit, saa Prædikanten ikke blot oplæste Evangelium eller Epistel, som han selv vilde, men prækede med eller uden Hensyn paa det Oplæste, i Over84ensstemmelse dermed eller i Modsætning dertil, Alt efter Behag, og skiøndt denne grændseløse Frihed, lige ovenpaa en gruelig Trældom, tit blev anvendt grumme galt, saa er det dog denne Frihed, vi kan takke baade for 👤Mynsters og vel for alle de Prækener, Man i den sidste Tid fandt værd at høre, ligesom vi igien maae takke disse Prækener for al den frivillige og frugtbare Kirkegang, der endnu finder Sted.

Fra dette jævne kirkehistoriske Stade er det nu, jeg vil betragte Hr. Biskop 👤Mynsters Forslag, deels om at flytte store Bededag fra efter Paaske til Fastelavn, med hvad anden Flytning, der huer ham, og deels om at anordne en endnu langt stivere og vilkaarligere Oplæsning af Bibelske Brudstykker, end vi har nogensinde havt, og om at binde Prædikanten til Texten med det Syttende Aarhundredes opsnoede Reeb; og hvad jeg maa synes om saadanne Forslag, kan Læseren vel giætte sig til, men jeg skal dog stræbe ret tydelig at udvikle det. Dannede Folk er nemlig i vore Dage saa afvant med at agte paa hvad Helligdagene hedder, og hvad der læses op i Kirken, at Hr. Biskoppens Forslag i denne Henseende lettelig, som en reen Ubetydelighed, kunde oversees og stadfæstes, uden derfor enten at være mindre urimeligt eller blive mindre skadeligt.

Hvad nu først Flytningen angaaer, saavel af Bededagen, som af endeel gamle Texter frem og tilbage i Kirkeaaret, da vilde den vist nok selv 85paa Landet kun giøre lidt Opsigt nu, imod som for hundrede Aar siden, men den vilde dog giøre en heel Forstyrrelse i Evangeliebogen og Almanakken, og de ikke saa faa af Almuen, for hvem Kirkegangen paa store Bededag endnu er en Bods-Vandring, vilde naturligviis enten jamre eller glæde sig, og allenfalds lade den ny Bededag i Fasten skiøtte sig selv. Nu velan! der følger altid lidt og tit megen Overtro med saadanne Bods-Vandringer og selvgjorte Helligdage, saa det skal ikke anfægte mig, og jeg tør ikke nægte, at naar Præsterne, som nu, er nær ved at være hele Menigheden og kan derfor virkelig paa en Maade betragtes som Stats-Kirken; da har de en “ledig Time,” hvori de uden Opsigt kan giøre omtrent Alt hvad de vil inden Dørre, naar de blot kan blive enige med dem selv om hvad det skal være; men jeg maa dog ikke dølge, hvad jeg som Historiker, har bemærket, at naar de først begynder at flytte om, eftersom de synes, det klæder bedst, da gaaer det gierne som med Pavernes Flytning mellem 📌Rom og 📌Avignon: de bliver bestandig mere uenige baade med sig selv og Andre om “Smag og Behag.” Derfor skulde jeg raade til at lade Bededagen staae hvor den staaer, til Man har besluttet at lade den falde, og ei begynde at flytte om med Evangelierne, før Man reent vil slaae Haanden af dem. Jeg for min Part har Intet mod Nogen af Delene, thi, for min Part, har jeg opgivet alle Helligdagene, paa Søn86dagen nær, som papistisk Surdei, og naar jeg tager hele Bibelen, faaer jeg alle Evangelier og Epistler i Kiøbet; men det er ingenlunde Meningen med Hr. Biskop 👤Mynsters Forslag, hvorefter Alting netop skulde staae stivere og fastere end før, og er der et gammelt Træ, Man ønsker det om og vil holde ilive, da flytter Man det jo ikke, men sætter Stivere til det!

Og hvorfor skulde nu ogsaa store Bededag flyttes?

Jeg husker nok i min Ungdom at have læst, den Bodsdag kom meget ubeleilig i Saatiden og den lystelige Vaar, men da jeg smilde ad det, drømde jeg mindst om at see den Grund anført i en Bog af “👤Mynster,” uden for at skinne i den skraa Belysning, han dengang saa mesterlig vidste at anvende, og dog søger jeg nu forgiæves nogen anden Grund til at forlægge den fra “Festtiden,” da der “kimes” i alle Kirketaarne, til “Fastetiden” da Kirken har en tilsvarende Character, og hverken Marken frister Plovmanden eller Skoven Kiøbenhavnerne til at forsømme Kirken*Bemærkningerne S. 9..

Uden nu at tale om Christeligheden af den papistiske Langefaste, som, efter Herrens Ord, kun passer, naar “Brudgommen er borte,” vil jeg kun spørge, hvor, udenfor Kirketjenesten, der tit er fastende nok, Man endnu finder Spor af vore 87dres “Fastetid,” eller hvor Man, selv inde i Kirkerne, mærker, at Tiden, naar det kimer, er mere festlig end i Dimmelugen? thi jeg veed det sandelig ikke, og maa derfor finde det høist ubetimeligt at flytte Bededagen paa en Grund, der allenfalds kun vilde havt noget at betyde dengang, Man, i vore Oldefædres Dage, desuagtet gav den sin nærværende Plads. Lidt klogere vilde det dog udentvivl være at benytte denne verdslige Kirkedag, vi nu engang har faaet, til en Mindefest om Guds besynderlige Godhed mod vort Fædreneland, hvortil Vaaren netop laaner de naturligste Farver!

Evangeliernes Forflyttelse er vist nok ikke nær saa betænkelig, og naar Vindingen var indlysende, vilde vore faa Kirkegængere vel nok finde sig i den, men at flytte uden Plan efter Indfald var dog ingenlunde Umagen værdt.

Naar saaledes Hr. Biskop 👤Mynster vil have Evangeliet om 👤Maries Bebudelse” flyttet fra sidst i Fasten til først i Advent, da er det især fordi det, som en glad Tidende, faldt ham fremmed i Fastetiden; thi at ordne Evangelierne historisk erklærer han selv for ugiørligt *Bemærkningerne S. 6 og 8., og rykker altsaa Bebudelsen aldeles vilkaarlig fra sin dog lidt historiske Plads ved de “fyrretive Uger” før Jul.

Naar fremdeles Hr. Biskoppen vil have Lectien 88om Mærkesmanden med Korsbanneret, 👤Stephanus, flyttet fra Julen til anden Pindsedag, da skulde Man tænke, det var for at give en Række historiske Texter af Apostlernes Gierninger, men det er ingenlunde Meningen, det var kun fordi Martyrdøden faldt “ubeleilig” saa nær ved 👤Christi Fødselsdag.

Resten af dette Slags er alt for ubetydeligt og vilkaarligt til engang at nævne, men der er en ganske anden Nyhed med Texterne, Hr. Biskoppen vilde have indført og som jeg ganske alvorlig maa protestere imod.

Foruden Evangelier og Epistler foreslaaer nemlig Hr. Biskoppen en tredie Række af Texter til alle Helligdage, og derimod kunde, naar Man havde frit Valg, Intet være at indvende, skiøndt det immer klinger løierligt, naar Hr. Biskoppen selv siger, at en af de væsenligste Fordele, det ny Ritual skulde bringe, er uden Tvivl en forøget og forbedret Sam ling af Texter til Prædikener *Bemærkningerne S. 4.); thi slige Smaating var dog vist ikke saa store Ophævelser værd midt i det Nittende Aarhundrede, da det vist mindre er Bøger med Texter og Prædikener, end gode Præster, Man fattes. At der nemlig kan holdes mange slette Prædikener over en god Text, det veed vi Alle, men en slet Præken blot af Mangel paa en god Text er der vist aldrig holdt i 89Christenheden. Jeg kan imidlertid nok forstaae, at en veltruffet Samling af Bibelske Brudstykker kunde i Middelalderen været endeel Præster et velkomment Tillæg til Evangelierne og Epistlerne, men nu, da vi i Bibelen paa Modersmaalet har en Samling af Texter, der hverken kan forøges eller forbedres, nu har enhver anden forøget og forbedret Samling i mine Øine kun meget lidt at betyde, thi de Præster, der endnu trænge til, at Bispen skal lede en Text op for dem i Bibelen, trængde vist ogsaa til, han skulde baade skrive og holde deres Præken for dem, og var altsaa kun tjent med en Postil at læse op af.

Men en ny Række af Bibelske Texter kan jo dog aldrig skade!

Jo tilvisse, thi skulde den væsenlig bidrage til at skaffe os en ny forordnet Alterbog og et nyt ufravigeligt Ritual paa Halsen, da havde den skadet usigelig, og skulde den være Skatten værd, som derved lagdes paa alle Statskirkens Medlemmer for nye Psalmebøger, da maatte der dog ligge en klar Idee til Grund, historisk, dogmatisk eller moralsk, der kunde veilede Prædikanten, men en Saadan spores ikke, med mindre det skal være deri, at naar Man lægger de nye Texter til de Gamle, har Man Noget af næsten alle det Ny Testamentes Skrifter. Skulde dette veilede til Noget, maatte det være til den Tankegang, at Jakobs Brev var just ægte og andet Peders meget farligt, thi af hint skulde vi have 90to nye Texter, men af dette miste den eneste Gamle, vi havde. Jeg misunder slet ikke Rationalisterne denne lille Triumf, thi for mig maae de præke hele Aaret om og hele deres Levetid over Jakobs Brev, men jeg maa paaanke det, som en aabenbar Partiskhed, da Hr. Biskoppen udtrykkelig erklærer*Bemærkningerne S. 12., at skiøndt Texten af andet Peders Brev (om Herrens Forklarelse) var meget passende, vilde han dog ikke beholde den, fordi Brevets “Ægthed er meget tvivlsomt.” Hvorledes Hr. Biskoppen kan for svare den Plet, han dermed sætter paa andet Peders Brev, da han endog tager tre nye Texter af Ebræer-Brevet og To af Jakobs, som dog vel hverken af indvortes eller udvortes Grunde er mindre, men langt mere tvivlsomme, det er mig ganske ubegribeligt.

Dog, det Værste, og egenlig det Eneste, hvorfor det er værdt at tale om den ny Text-Samling, er, at Præsterne ingenlunde skulde have frit Valg mellem de tre Texter til hver Søndag, men i to Aar slavisk hoppe mellem de gamle Evangelier og Epistler, og det Tredie ligesaa slavisk følge Hr. Biskoppens hverken historisk, dogmatisk eller i nogen Henseende sammenhængende Række. Man troer neppe sine egne Øine, naar Man seer et saa91dant Forslag af en saadan Mand i vore Dage, thi Man skal ikke let sige, hvad der er urimeligst, enten at ville nu giøre de aandelige Baand strammere end de hidtil var, eller at ansee den strængeste Eensformighed af Texter for en Vinding, naar Prækenerne blev lige forskiellige, som jo Fornuften giver, de vilde, da Texterne ligesaalidt kan omskabe Prædikanterne, som benytte sig selv.

Og nu Hr. Biskoppens Grunde, hvorfor vi, som længe har havt frit Valg mellem Evangelium og Epistel, nu ei blot skulde miste det, men selv miste Lov til at følge en af Rækkerne Aaret om; Grundene, hvorfor vore gamle Evangelier, der har bidraget saa usigelig meget til mange christne Slægters Oplysning, Opbyggelse og Glæde, nu skulde ligesom sidde to Aar i Forbedringshuset for hvergang de lod sig høre; og endelig Grundene for, at vi hvert tredie Aar, efter de nye Texters Anviisning, ikke skulde præke om et eneste af 👤Christi Mirakler eller en eneste af Hoved-Begivenhederne i Hans Liv, altsaa have et Messefalds-Aar uden Jul, Paaske og Pindse, eller “et Aar uden Vaar!”

Til nogensomhelst Grund for alt Dette har jeg ikke fundet mindste Spor, saa naar Hr. Biskoppen siger, han tør troe, at denne Indretning, med tre Texter til afvexlende Brug, vil have “Geistlighedens næsten almindelige Samtykke” og at den særdeles vil bidrage til christelig Op92byggelses Fremme*Bemærkningerne S. 13., da skiønner jeg ikke rettere end at det er en “blind Tro,” der kun passer maadelig til vore oplyste Tider.

Vel hedder det nemlig, at da kun et yderst ringe Antal af Landets Geistlighed har erklæret sig for et frit Valg af Texter, tør Hr. Biskoppen ansee sig fritagen for (hvad han desuden for mange Aar siden har gjort) at fremføre de Grunde, der tale for fastsatte Texter; og dernæst, at næsten alle Geistlige, som har erklæret sig over Sagen, har ønsket nogen Forandring i de nu anordnede Texter, og tillige at Antallet af Texterne maatte forøges, paa det Menigheden kunde blive fortrolig med en større Deel af den hellige Skrift, og for at Prædikanterne ikke skulde udtømmes ved Aar for Aar at prædike over de samme Texter*Bemærkningerne S. 4-5.. Alt Dette kan imidlertid være bogstavelig sandt, uden at Man deri øiner mindste Grund til den fastsatte og tvungne Afvexling, som jo ikke før har været Geistligheden bekiendt, saa den derom kunde have nogen Mening; thi fordi Man ikke ønsker grændseløs Frihed, kan Man jo godt hade fuldkommen Trældom, og hvad Hr. Biskoppens gamle Afhandling om denne Sag angaaer, da vilde den, saavidt jeg husker, hverken forsvare den Vilkaarlighed, hvormed Hr. Biskoppen nu behandler vore gamle Texter, eller 93trøste de Prædikanter, som udtømmes ved bestandig at holde sig til dem.

Hverken Hr. Biskoppens Forsvar for vore gamle Texter eller Geistlighedens Ønske om et større Antal at skifte med, kunde da fritage for at anføre Grunde, naar Man foreslaaer, at vi herefter hverken skal have Lov til at vælge mellem Evangelier og Epistler eller til hele Aaret om at følge en af Rækkerne, end sige have Meer at vælge mellem, men at naar der første Søndag i Advent prækes over Evangeliet, skal der anden Søndag prækes over Epistelen, og saaledes “et, to, et, to” hele Aaret om; saa næste Aar først Epistel og saa Evangelium; og saa det tredie Aar hverken Epistel eller Evangelium, men de Bibelske Atomer, Hr. Biskoppen har lagt paa Slump ved Siden ad hinanden, men som dog ingenlunde maae forrykkes. Kun en enkelt Gang, hedder det, som ved en Høstpræken, kan det, som en Undtagelse, tillades Præsten at vælge en anden Text, dersom han ikke i den Bestemte kan finde bekvem Anledning til at afhandle den Materie, han ønsker at foredrage*Ritual-Forslaget S. 8-9..

Man seer heraf, det er Hr. Biskoppens Mening, at vi ikke blot skulde oplæse men blindt følge disse aldeles vilkaarlige Rækker, og “denne Afvexlings” Behagelighed næsten for os Alle og særdeles Bekvemhed til at fremme christelig Opbyg94gelse, den er det, jeg aldeles savner Grunde for, medens Alt hvad jeg kiender til den menneskelige Natur, og til Betingelserne for gode Prækener, leder mig til at troe, der ikke er en eneste dygtig Præst i 📌Danmark, der vil give sin Stemme til en saadan Vexel-Drift med Præster, og at under et saadant Aag maatte den Smule christelig Opbyggelse, der end er i vore Kirker, aldeles forsvinde!

Sæt nemlig, at Hr. Biskoppens tre Aargange af Texter var noget ganske Andet end hvad de er, var ikke atomistiske men organiske, saa Man enten havde en historisk, en dogmatisk og en moralsk Række, der udgjorde et fuldstændigt Begreb af almindelig Bibelsk Christendom, eller at disse Rækker af psychologiske Grunde med Konst var saaledes blandede, at de samlede udgjorde en naturlig Lære-Cyclus, saa vilde det dog giælde dobbelt i Aandens hvad der allerede giælder i Haandens Verden, at sunde Regler for Sædskifte, Vexeldrift og et vel indrettet Agerbrug er det vel godt at have stadig for Øie, men ligefuldt en Ulykke at være bundet til, da baade egne Midler, Jordens Beskaffenhed og mange uberegnelige Omstændigheder kan giøre store og hyppige Afvigelser nødvendige, naar Man ikke vil gaae til Agters og spille Bankerot. Eller sæt, at der i de foreslagne Rækker under den tilsyneladende Vilkaarlighed laae en dyb Sammenhæng skjult, der lod sig føle, saa beroede jo Gavnligheden paa at den blev følt, og ei paa, at Rækken, trods en modsat Følelse, blev fulgt, da 95al Erfaring lærer, at Man kun præker godt om hvad der paa en eller anden Maade netop da staaer levende for os, saa jeg kan umuelig begribe, hvor saa skarpsindig en Mand, som Hr. Biskoppen, kan vente, at det Trældoms-Aag, han vilde paalægge os, skulde enten være os lifligt eller bære andre Frugter end den visne Pæl, en vis Abbed befalede en af sine Munke, til Lydigheds-Prøve, hele Aaret rundt omhyggelig at vande!

Men kunde Man dog ikke gierne føie Hr. Biskop 👤Mynster i at oplæse Texterne i den Følge, han nu engang ønsker, og ligefuldt afhandle hvad Man selv finder sig oplagt eller drevet til?

Jo saamæn kunde jeg maaske nok det, uden at Nogen skulde kunne sige, jeg gik mere fra Texten end Man i vore Dage sædvanlig gaaer, naar Man siges at holde sig til den; men det kan ingenlunde Alle, og da det jo netop maa være for Stympernes Skyld Text-Baandet snoes, hvad skal da Stymperne giøre med den ny ufravigelige Text-Række, hvortil der i hele Boghandelen ei findes en tilsvarende Aargang Prækener! For christelige Præster er det desuden en ganske anden Sag at finde sig bundet til Texterne fra Arildstid, der ikke blot kan forudsættes bekiendte indtil de mindste Dele, men gik for en stor Deel som Ordsprog og Sentenser over i Modersmaalet, end at bindes til nye Bibelske Brudstykker efter en Enkeltmands Skøn, og derved, saavidt mueligt, fjernes fra de gamle 96Texter og hindres fra med dem at fornøie de Troende, der intet Aar vil savne de kiære Taler om Herrens Fødsel, Daab og Fristelse, Opstandelse og Himmelfart, Brylluppet i 📌Cana, Pharisæren og Tolderen, Enkens Søn af 📌Nain, den Værkbrudne, og flere saadanne skiønne Evangelier, saa om det var et heelt Concilium, der befalede, at disse Taler to Aar halvveis og det Tredie aldeles skulde forstumme i Kirken, da maatte jeg protestere baade i mit eget og i Menighedens Navn.

Man agte nu vel, det er her som overalt kun den større Tvang for Alle og Tvang fra det gode Gamle for os, som vil blive ved det, jeg protesterer imod, og at for mig og Menigheden paastaaer jeg kun Frihed til at beholde det Gammel-Lutherske, hidtil Forordnede, i Kirken, medens jeg anbefaler al den Frihed, mine Modstandere kan trænge til og med mindste Skiel forlange, saa dem ønsker jeg ikke blot Frihed til at nyde den foreslaaede “Afvexling,” om de har Lyst, men til hver Søndag at have Valget mellem alle Biblens Bøger, Kapitler og Vers. Ogsaa mig selv og mine Præstevenner ønskede jeg vel denne Bibelske Frihed, der aldrig kunde skade, da den jo indesluttede Friheden til saa strængt, Man vilde, at følge enten den gamle Orden eller hvilken Man holdt for den Bedste; men saavel Kirke-Historien som egen Erfaring 97har lært mig, vi kan nøies med den Frihed, vi i denne Henseende hidtil har havt, og netop ved min fri Forbindelse med vore gamle Evangelier, i 📌Frederiks-Kirken, har jeg vundet dem saa kiære, at kun Menighedens Bedste kunde bevæge mig til Forandring. At nu Menigheden, hvor der er nogen, havde godt af at blive fortroligere bekiendt med hele Bibelen og især det Ny Testamente, end den er, har jeg længe følt, og at nogen Afvexling af Texter kunde bidrage dertil, er ligefrem, men visselig ikke en Afvexling, der gjorde Præsten til Slave, og heller ikke en Afvexling, der endnu mere sønderrev den historiske Traad, der for os Alle, og da især for Børnene i 👤Chri sto, er det nødvendige Baand, hvortil al christelig Oplysning maa knyttes.

Vore Søndags Evangelier og Lectier er jo kun Brudstykker af den gamle Kirke-Læst, der vel i vore Stats-Kirker kun meget ufuldkommen lader sig fornye, men lod sig dog i det enkelte til megen Oplysning og Opbyggelse efterligne, naar først Frihed istedenfor Trældom blev vort Kirke-Princip, som den aabenbar til alle Tider er Aandens Element. Den Engelske Skik: foruden Evangeliet at oplæse hver Søndag et Kapitel af Bibelen baade det Gamle og Ny Testamente, og da præke over en af Delene eller over et enkelt Skriftsprog, vil jeg vel ikke anbefale, men den viser dog, hvad der endnu lod sig giøre, og vedligeholder virkelig megen 98om end chaotisk Bibelkundskab. At oplæse i Løbet af hvert Kirkeaar Lucas Evangelium og Apostlernes Gierninger, vilde, hvor Præsten eller Skolelæreren havde Lyst og læste godt, lægge en klar og ypperlig historisk Grundvold og tilbyde Prædikanten den bedste Leilighed til nyttig og fornøielig Afvexling, men en Befaling derom vilde kun giøre Skade, saa vi fattes kun Tilladelsen. Herved udfyldtes nemlig alle de Huller, vore Søndags-Evangelier lade staae i Herrens Levnets-Løb, og der vandtes et stedse meer bekiendt historisk Grundlag for den lange Trinitatis-Række, som nu ganske fattes det, skiøndt enhver dygtig Præst kan see, at den Vanføres Helbredelse, 👤Ananias og 👤Saphira, 👤Gamaliels Raad, 👤Stephans Lidelse, 👤Simon Troldmand, Kammersvenden fra 📌Morland, 👤Pauli Omvendelse, 👤Tabithas Opvækkelse, Høvedsmanden 👤Cornelius, Christen-Navnets Ophav, 👤Peders Fængsel, 👤Herodes Endeligt, 👤Sergius Paulus, 👤Pauli Stenelse, Apostlernes Hyrdebrev, Stokmesteren i 📌Philippi, de Vise i 📌Athenen, Guldsmeden i 📌Ephesus, 👤Eutychi Opvækkelse, 👤Pauli Afsked, Kong 👤Agrippa, 👤Pauli Skibbrud og hans Stuefængsel i 📌Rom, vilde paa een Gang stille de stadige Tilhørere Kirkens Stiftelses-Tid for Øie, og aabne Prædikanten en rig Guldgrube, længe saagodtsom ubearbeidet. Kunde ogsaa Noget igien skaffe os en stadig Sommer-Kirkegang af egen Drift, er jeg vis paa, det var en saadan Afvexling, og hjelpe betydelig maatte den overalt 99hvor der endnu er Mund og Øren for Sligt, uden at Tiden mellem de store Høitider tabde det Mindste af sit eiendommelige Præg, der ingenlunde er den papistiske Afvexling af Hovedhængeri og Lystighed, som Fastelavn og Faste, men Herrens Billede, som Han boede iblandt os med den Eenbaarnes Herlighed under Stodder-Dragten.

Saameget for at vise, jeg slet ikke forguder vor gamle Indretning, fordi jeg modsætter mig en Ny, der ikke blot var tre Gange værre, men, hvor den traadte i Kraft, maatte virke som Død og Opløsning baade paa Præst og Menighed; thi vel kan Man sige, det stod Præsten frit for at holde saa frie og levende Bibellæsninger ved Siden, som han vilde, men Man glemmer da, baade at der skal megen Livskraft til at giennemgaae Døden engang hver Uge, og at vor Opgave, som Præster i Stats-Kirken, jo ingenlunde er at giøre den med sin offenlige Gudstjeneste overflødig, men netop at giøre den tilstrækkelig. Kun fordi jeg, som Embedsmand i den, har dette for Øie, modsætter jeg mig i Eet og Alt Hr. Biskop 👤Mynsters Forslag til at fremtvinge Eensformighed hvor Eenheden fattes, og stramme alle Baand hvor Frihed er uundværlig; thi ønskede jeg Stats-Kirken afskaffet, og vor ordenlige Guds-Tjeneste afløst af allehaande Gudelige Forsamlinger, med og uden Præster i Spidsen, da taug jeg, eller opmuntrede Hr. Biskoppen til at sætte sit 100Forslag igiennem med al muelig Strænghed, thi jeg er visselig ikke bange for, at den Aand, jeg taler og virker i, skulde enten tabe Slaget eller lade sine Redskaber blive den sorte Døds Offere, hvor steendød Man end gjorde Stats-Kirken og hvor lænkebundet end dens Præstestilling blev; men jeg troer at Stats-Kirken, med tarvelig Frihed, kan endnu, maaske i Aarhundreder, baade være 👤Christi Kirke og 📌Danmark til Velsignelse, derfor protesterer jeg mod al ny Tvang og tilraader al den Frihed, der kan giøre Medlemmerne dens Byrder lette, uden at forandre deres Stilling til Regieringen og det Borgerlige Selskab.

Derfor maa jeg ogsaa fraraade den Indskærpelse, Hr. Biskop 👤Mynster foreslaaer*Ritual-Forslaget S. 9., af Forpligtelsen til giennem hele Fasten at præke over “Lidelses-Historien,” thi deels tør jeg paastaae at hele den sørgelige Faste-Betragtning er en papistisk Levning, Man ei skal frede om, og deels er det en Kiendsgierning, at Faste-Prækenerne i Almindelighed falde Præsterne besværlige og Kirkegængerne kiedsommelige, skiøndt Mange af dem undsee sig ved at tilstaae det. Derfor vil jeg give dem et godt Exempel, ved at tilstaae, det gaaer mig ligedan, skiøndt Man veed, det er ikke fordi 👤Christi Kors for arger mig, og kunde jeg faae Tilhørere, skulde jeg gierne præke hver Dag i Dim101mel-Ugen over Lidelses-Historien, men fem Søndager i Træk Eet og det Samme er unaturligt, og Udskeielserne, som der er Anledning nok til, er for smaa i den store Kiæde.