Grundtvig, N. F. S. Frisprog mod H. H. Hr. Biskop Mynsters Forslag til en ny Forordnet Alterbog

Brudevielse og Ligbegængelse.

Det er ikke blot fordi “Sorrig og Glæde de vandre tilhobe,” jeg stiller disse sammen, men især for at minde om, at Brudevielse og den sidste Olie udgiør, hos Papisterne, tilligemed Skriftemaalet og Bispevielsen, som fire Sacramenter, Hierarchiets Firkløver, hvoraf, saalænge det skal have Lykken med sig, ikke et Blad maa affalde, saa hos os, hvor det Fornem72ste, som er Bispevielsen, reent faldt bort ved Reformationen, tilligemed den sidste Olie; hvor ikke Folket, men kun Præsten “skrifter,” og hvor den verdslige Øvrighed afgiør selv alle Ægteskabs-Sager, her kan Hierarchiet, som vel er, umuelig trives.

Derimod staaer i vore Stats-Kirker alle christelige Former og Skikke, tilligemed Geistligheden, stor Fare for at blive aabenbar til Spot og Latter, saa, skulde de i en vis Grad beholde hele Folkets Ærbødighed, da maatte vi lære meget bedre end hidtil at holde os selv i Ære, aldrig paatrænge os, men, naar vi søgdes, træde frem med den sande Høitidelighed og Værdighed, som det levende, fri og fyndige Ord om det Høie og Dybe altid udbreder omkring sig.

I denne Henseende var Stillingen, vort gamle Ritual gav Præsten, ved Ligbegængelse, næsten uforbederlig, og kunde Man end ei sige det Samme om Brudevielsen, har den Ting dog efterhaanden jævnet sig selv, da hele Formularen selv fra Først af aabenbar var uanvendelig paa de Gamles og blev det siden endmere paa de Fraskiltes Ægteskaber og paa dem i forbudne Led, saa for Øieblikket tør vist nok alle Præster finde sig berettigede til at læmpe Formularen efter Omstændighederne, saa Christendommen dog ikke offenlig skal vanæres af sine Tjenere og Brudevielsen blive forargelig. Vi gammeldags Præster, som nødig betjene os af selvtagen Frihed, vilde imidlertid takket Hr. Biskop 👤Myn73ster, naar han vilde udvirket os den udstrakte Frihed, der ved saa slibrig en Kirke-Skik er ligesaa nødvendig som uskyldig; men af Frihed synes Hr. Biskoppen, desværre, Man altid snarere har for meget end for lidt, saa det er Alt, at vi skal have Lov til at udelade lidt, naar det er alt for galt med de Fraskilte, men selv de Værste skulde vi dog spørge “om de havde beraadt sig med Gud i Himmelen” og afnøde dem et Ja, vi vidste, var aabenbar usandt. Hr. Biskoppen giør vel sig selv denne Indvending, men besvarer den paa en Maade, der hos saa alvorlig en Mand og skarpsindig Tænker ei kan andet end forbause*Bemærkningerne S. 31-32.. Jeg seer dog ikke, hedder det nemlig, hvorledes en christelig Kirke kunde fritage dem, hvis Forbindelse den skal hellige, fra den Forpligtelse, ved dette saa vigtige Skridt i deres Liv at tage Gud paa Raad, eller at henvende Tanke og Bøn til ham; og da Enhver forud veed, hvilke Spørgsmaal der ville blive ham forelagte, beroer det paa ham selv, om han vil kunne svare sit Ja med en god Samvittighed.

Dette lader sig vist nok meget godt baade sige og høre, men slet ikke anvende paa det virkelige Liv, Talen er om; thi deels er Spørgsmaalet jo ikke om at fritage Nogen fra en moralsk Forpligtelse, men om at giøre et inqvisitorisk 74Spørgsmaal og fordre det besvaret med Ja, selv hvor Man er saa vis paa, det maa besvares med Nei, at Man alligevel ikke tør hellige Ægteskabet; og deels beroer det jo ikke paa Ægtefolkene selv, om de vil lade sig vie. Er det da Hr. Biskoppens Mening, at alle de, der ikke med god Samvittighed kunne svare Ja til det Samvittigheds-Spørgsmaal, som ikke engang Papisterne giør, skulde heller opgive Ægteskabet, end vi et Spørgsmaal, hvortil vi er aldeles uberettigede? Vi veed jo nok, at Brudefolkene staae for det meste i ganske andre Tanker, og er især paa Bryllupsdagen sjelden prutne paa et Ja meer eller mindre, men skal vi sløve Samvittighederne under Paaskud af at skærpe dem? det være langtfra, maa jo Hr. Biskoppen svare, saavelsom jeg, og hvormed vil han da forsvare et Spørgsmaal, der ligesaalidt findes i 👤Luthers som i den ældre Kirkes Formularer og var dog aldrig saa aabenbar forargeligt som nu?

Vilde Hr. Biskop 👤Mynster ikke have Formularerne i sin ny Alterbog til at være ufravigelige, da skulde jeg ikke beklage mig over den ny Ubetydelighed, han har sat istedenfor den gamle Perle med Ægteskabets “Kirkelige Velsignelse” som Billede af “👤Jesu Christi og den hellige Kirkes, hans Bruds Sacramente;” thi hvad Præsten skal sige til alle Brudefolk, kan aldrig være for ubetydeligt; men hvorfor vilde Hr. Biskoppen have denne, alle unge, christelige Ægtefolk tilkommende og liflige, Formular afskaffet og udelukt 75af Stats-Kirken? Skal det afskaffes, Alt, hvad der ei passer paa Alle i den, hvad Christeligt skulde vi da beholde, og hvorfor dog ikke heller indrette Alt saa frit, at hver kan faae Sit, naar Præsterne forstaae at dele ret, og giør de ikke det, hvad er de da til?

Ved Jordspaakastelsen vil Hr. Biskoppen have den gamle Formular beholdt, og skiøndt denne Lig-Tale er ligesaa ubibelsk som Papisternes Sjæle-Messe, og falder meget urimeligere, turde jeg dog nok forsvare den, naar den hverken afnødtes Præsten eller paanødtes Nogen, men som en Tvangs-Sag maa jeg naturligviis misbillige den, saameget mere, som det er vitterligt nok, at “Kiødets” Opstandelse nuomstunder kun er til Spot for de Fleste.

Protestere maa jeg derimod paa hele Menighedens Vegne mod den Nyhed i Ritualet, der ikke blot skulde giøre Ordets Tjener til dets Herre ved Graven, men giøre Sognepræsten til Despot i alle Sørgehuse.

Vi læse nemlig først, at uden vedkommende Præsts Samtykke maa Ingen ved Ligbegængelser enten i Kirke, Capel eller paa Kirkegaard, holde nogen Tale, og at dette Samtykke end ikke maa komme Andre tilgode end dem, der ere berettigede til at prædike; og dernæst læse vi, at dersom ved en Ligbegængelse nogen Sørge-Høitid foranstaltes i Sørgehuset selv, da skal det forud tilkiendegives Præsten, som paa venlig Maade skal 76søge at afværge det Upassende; og uden hvis Samtykke Intet her maa foretages*Ritual-Forslaget S. 76-77..

Jeg veed jo nok, at det absolute Forbud mod Lægmands og det Relative selv mod Præsters Tale ved Graven ei i 📌Kiøbenhavn er ganske nyt, men udentvivl skulde det dog først herved udstrækkes over hele Landet, og Præstens Befalings-Ret i Sørgehuset vilde, saavidt jeg veed, selv i Hovedstaden være noget ligesaa Splinternyt, som, efter min Forstand, Splittergalt.

For alle disse Indgreb i den naturlige Frihed og selv i Huusretten har Hr. Biskoppen slet ingen Grund anført, saa Man maa slutte sig til, det er, for at der ikke muelig skulde siges eller giøres noget Upassende; men skulde det forebygges, maatte jo alle Munde lukkes og alle Hænder bindes, og er Man desuden saa vis paa, at vedkommende Præst selv aldrig siger noget Upassende ved en Grav, eller giør noget Upassende i et Sørgehuus, selv naar han kan befale over Husbonden! Det Sidste finder jeg i det Mindste i sig selv mere upassende end hvilkensomhelst Sørgehøitid, Man, selv i 📌Kiøbenhavn, med Politiets Tilladelse, kunde faae isinde at foranstalte, og jeg kan slet ikke tænke mig mere upassende Ord, end netop vedkommende Præster utallige Gange lod falde og ventelig fremdeles vil 77lade falde over Grave, medens jeg godt kan tænke mig særdeles passende Ord, ei blot af en uvedkommende Præst, men ogsaa af en Dannemand uden Attest for at skulle kunne prædike, der ved dette besynderlige Privilegium vilde kvæles.

Vil Man sige, jeg er partisk i denne Sag, da jeg selv har givet Anledning til et af disse Forbud, da er der vel Noget i, men jeg tør mene, det netop viser, at Forbudet er urimeligt; thi hvad var vel naturligere end at jeg, paa den nærmeste Families og Biskop 👤Münters Opfordring, holdt en lille Tale ved min Oncle, Biskop 👤Balles Kiste, da Stiftsprovsten og Hofpræsten ei kunde enes om, hvem der var den rette Vedkommende, og taug derfor Begge! Og fordi nu Stiftsprovsten desuagtet tog det ilde op, at jeg sagde et Par Ord, som ellers Ingen fandt upassende, derfor skulde ikke blot 📌Kiøbenhavns reglementerede Jordspaakastere 1816 faae Ret til at lukke deres Medtjeneres Munde, hver ved sine Grave, men 1840 skulde det paa Hr. Biskop 👤Mynsters Forslag ophøies til Landslov!! Efterat det indtil i Gaar og i Dag har i 📌Danmark, som vel over hele Christenheden, været enhver ærlig Mand uformeent, naar han følde Trang eller Lyst, at tale ved Kone eller Børns, Sydskende eller Venners Grave, og medens Man ved Siden ad os i 📌Holsten ei engang behøver at bruge Præsten ved Ligbegængelse, da skulde denne ligesaa uskyldige som naturlige Frihed os berøves midt i det Nittende Aarhundrede, ja, selv i Sørge-78huset Mundene forseigles, om det behagede Sognepræsten, eller i 📌Kiøbenhavn, den Præst, der havde Ligmaaneden! Hvilket Hexeri har dog frembragt en saadan Tankegang i saa lyst et Hoved, der kun passede i det Mørkeste! Er det nu atter Sognebaandet, der ogsaa i denne Henseende skal være saa lifligt, elskeligt og himmelsk, at heller maatte Naturens og Blodets helligste Baand briste, end det, end Sognebaandet selv ved Graven skulde synes løsnet? Ja, jeg forstaaer det ikke, men jeg haaber dog, at saadanne Forslag aldrig vil faae Lovskraft, om end Hr. Biskop 👤Mynster efter modent Overlæg, som jeg knap kan troe, vilde gientage dem. Personlig kan det vist nok være mig det Samme, da jeg for længe siden har tabt Lysten til Gravtaler, og det jo dog, efter Forslaget, skulde være en Præsts Efterlevende tilladt at vælge en anden Præst til Taler ved Graven, men hver hierarchisk Levning hader jeg og mod hver ny hierarchisk Spire maa jeg protestere.