↩ Besynderligt nok, hvordan vor boglige Retning kan fordunkle Tanke-Gangen selv i saa lyse Hoveder, som Hr. Biskop 👤Mynsters; thi havde han her og allevegne seet paa Livet, 244 (US) da vilde han ►vist aldrig ønsket ►enten med det Onde eller med det Gode at faae dem til at bevidne Sandheden og Kraften af de Christnes ►“Tro, Haab og Kiærlighed,” som ikke dele altsaa heller ikke kiende dem, thi naar det vi sige ved ►Naademidlerne, ei skal være et Vidnesbyrd ►om hvad enten Herren selv har sagt, eller hvad vi med ►fromme Fædre finde sandt og opbyggeligt, da er det jo kun et Vidnesbyrd om hvad Enhver, som ønsker det, allersikkrest kan see med sine egne Øine: hvad der af den verdslige Øvrighed er foreskrevet i den sidst forordnede Alterbog. Men naar nu de foreskrevne Ord ved Daaben og Nadveren er de Samme, som den Christne Menighed fra Arilds-Tid har udtrykt sin Tro, sit Haab og sin Kiærlighed med, da er de ikke blot overflødige og unyttige, døde og magtesløse paa vrangvillige Læber, men i større eller mindre Grad forargelige netop for dem, som derved skulde ►opbygges, forsikkres og frydes, thi vi veed jo Alle, at i vort 56Hjertes Anliggender kan Man med Ord aldrig krænke os værre eller saare os dybere, end naar Man med spottende Læber eller dog med forsætlig Skiødesløshed og isnende Kulde gientager de selvsamme Ord, hvormed vi paa det Varmeste og Høitideligste pleie at udtrykke vore Følelser. Gjaldt nu ikke det Samme i høieste Grad om vort christelige, som om vort naturlige Liv, da maatte det ►aabenbar kun være, fordi vor Christendom var intet virkeligt Liv, men kun en død ►Lærdom, og maatte kun det falde Hr. Biskop 👤Mynster paa Sinde, da er jeg vis paa, det vilde ogsaa blive ham indlysende, at det christelige Liv i vor Stats-Kirke, ei blot for at voxe, men selv kun for at beholdes, trænger til al den Frihed, vi kan overtale den verdslige Øvrighed til at skiænke den, saa det er ei engang et Offer, at vi ønske Modstanderne fritagne fra at trælle for det Ord, de kvæle ved at omfavne. Heraf følger naturligviis, at jeg heller hverken kan ønske nogen Præst tvunget eller overtalt til igien, ved Indbydelsen af Herrens ►Giæster, at sige hvad de Fleste skye “naar I ►saa troe disse 👤Christi Ord og giøre efter denne Hans Befaling, ►da ere I ret prøvede, som 👤Paulus siger, og ►værdelig kunne ►æde 👤Christi Legem og drikke Hans Blod;” men deraf følger ogsaa, at jeg ►paastaaer Frihed til fremdeles at sige ►saa, naar Man kan det med en god Samvittighed og ei veed noget Bedre. Dette er nemlig Tilfældet med mig, og ►sagtens med flere Danske Præster, og den Forandring, 57Hr. Biskop 👤Mynster foreslaaer, er saa langt fra at hue mig bedre, at jeg aldrig kunde ►bære det over mit Hjerte at sige ved Nad 245 (US) veren “►dersom I da forud have prøvet eder selv, som 👤Paulus siger, og nu ere komne med et ret christeligt Sind og ►Forlængsel;►” thi dermed vilde jeg frygte for at saare de ømmeste Hjerter og kyse de værdigste ►Giæster, der vist sjelden eller aldrig tør pukke paa deres “ret christelige” Sind og den rette “Hunger og Tørst” efter Sacramentet. Dette Forslag havde jeg ogsaa mindst ventet fra Hr. Biskop 👤Mynster; thi han ligner sig dog ellers selv giennem en heel Menneske-Alder, meer endog end jeg troer ønskeligt, og dette staaer dog i skiærende Modsigelse til de faa men fyndige Ord, hvormed ►Præsten 👤Mynster protesterede imod at indskrænke Trøsten af de Ord “►►saa elskede Gud Verden” til dem der “lignede 👤Jesus,” thi, var hans Svar*►Ny Minerva 1806 2det ►B. S. 99. “hvad om Nogen var kommet tilstæde, hvis Sorg det just var, at han ikke lignede 👤Jesus? er dette ophørt at være en Sorg for Menneskene? eller har Religionen ikke mere Trøst for dem, der saaledes sørge?”► Maaskee var det bedre i ►ovenmeldte Tiltale at lade 👤Paulus unævnt, da de Skriftkloge ►tvistes om hvad han ►meende med “►Selv-Prøvelsen” for Herrens ►Giæster, men maaskee er det ogsaa netop godt, naar Man tør, at forsikkre, at “Troen paa Herrens Ord” 58og “►Ihukommelsen af Ham” er hvad 👤Paulus kræver til Værdighed, og en Paulinsk Prøvelse, som noget Ubestemt og Grændseløst, turde jeg under ingen Omstændigheder kræve af ►Giæsterne.