Grundtvig, N. F. S. Völunds Værksted







168

Völunds Værksted.


For endeel Aar siden fandt Man denne Benævnelse i et gammelt Engelsk Brevskab, og Antikvarerne trættes endnu om, enten derved menes et Huus, der fordum beboedes af denne 📌Nordens Dædalos, eller et Bjerg, hvor overtroiske Folk meende, denne mythiske Person, ligesom andre konstige Dværge, havde sin Smedde; men i denne kuriöse Undersögelse har jeg aldrig indladt mig og kunde derfor ei heller, om jeg end vilde, indlede Læseren. Her, saavelsom paa 👤Thorvaldsens Lysthus i 📌Sydsælland, staaer “Völunds Værksted” da kun for Löier, og i det Höieste tillige for at Fremtidens Oldgrandskere ei af det gamle Navn skal lade sig indbilde, det er et Mindesmærke fra Hedenold, og spilde den kostbare Lærdom og den ædle Tid paa Giætninger og Feider derom.

Sagen er kortelig den, at da jeg afvigte Sommer giæstede min Födeegn og det venlige 📌Nysö, fandt jeg mange Hænder paa det Travleste sysselsatte ved Opförelsen af et grundmuret Lysthus med Ovenfalds-Lysning til en Arbeidsstue for 👤Thorvaldsen, som alt i flere Maaneder havde fundet sig bedre paa det yndige, rolige Landsted end i vor fortumlede Hovedstad. Denne lille Begivenhed, der forudsætter og medförer 👤Thorvald169sens virkelige Nærværelse, fandt jeg meget fornöielig; thi vel arbeider jeg selv aabenbar langt mere i den Gothiske end i den Græske Stil, og vedkiender mig desuden stadig den gammeldags Tro, at vor Herre er den eneste Billedhugger, der kan opvække enten 👤Adam eller 👤Abraham, Zeus eller OdinBörn af Stene”, men derfor er jeg dog ikke slet saa barbarisk, som Man har anseet mig for, og, selv om jeg aldrig havde beundret Noget af 👤Thorvaldsens Konstværker, kunde jeg dog godt see paa ham, han er en stor Mand; thi det er unægtelig Enhver, som, giennem en heel Menneske-Alder löftet til Skyerne, endnu kan oversee sig selv, glemme hvad der ligger bag ham, og immer stile höiere, og saaledes har 👤Thorvaldsen paa 📌Nysö træffende afbildet sig selv med Haabets Genius. Desuden kan jeg, som Historiker, slutte mig til, at 👤Thorvaldsen maa uden Sammenligning være vor Tids störste Billedhugger, siden han kom fra 📌Danmark, og vandt dog ikke blot europæisk, men verdenshistorisk Navnkundighed; thi 📌Danmark er jo et 📌Nazaret, hvorom Man i den store Verden haanlig spörger: kan noget Stort komme derfra? saa den danske Konstners Storhed maatte vist, for at erkiendes, være umiskiendelig. Endelig staaer det mig, som lidt i Slægt med Odin, lyslevende for Öie, at med 👤Thorvaldsen, 👤Steffens og 👤Öhlenschlæger, saavelsom med Kampen paa 📌Kongedybet, begyndte ei blot et nyt Aarhundrede, men en Nyaars-Tid i 📌Norden, der, hvis vi ei ganske forspilde Himlens Gunst, vil straalende forklare vor Oldtid med sine dunkle men dybe Anelser af alt det Store og Skiönne, og med sin vel lidt raa men dog ædle og heltemæssige Kamp for poetisk og historisk Udödelighed, og denne naturlige Forklarelse i 170de Sidste af hvad der glödede hos de Förste, det er, hvad jeg kalder de gamle Guders og Kæmpers Opstandelse. Naar derfor mine Læsere tænkde, jeg sværmede for en Krebsgang til vor Oldtids Raahed eller Middelalderens Dunkelhed, medens jeg kun flagrede fremad i den samme Aand, der besjælede 📌Nordens ægtefödte Kæmper og Skjalde, for at naae en tilsvarende Oplysning og Dannelse, da laa Grunden vel tildeels i den Dunkelhed, der altid svæver over vore Formodninger om det Tilstundende, men dog fornemmelig i Læserens Ubekiendtskab med det Forbigangne, og i Pennens Livlöshed. Man tager ogsaa mærkelig feil, naar Man tænker, Konsten intet Forbillede har i det gamle 📌Nordens Myther, fordi den fattes en Plads i dets Historie; thi den Nordiske Konst, som i 👤Thorvaldsen fik sin förste historiske Heros, har aabenbar sit mythiske Forbillede i de konstige Dværge og ret öiensynlig i Völund eller Vaulunder, som overflyver Grækernes Hefæstos, thi Smede og Kröblinger Begge, gjorde Hefæstos sig kun Födder, mens Völund gjorde sig Vinger. Da Man derfor paa 📌Nysö spurgde mig om et passende Navn til 👤Thorvaldsens Lysthus, svarede jeg strax: enten netop dette, eller, naar Man ikke bryder sig om hvad prosaiske Folk vil sige om det: Völunds Værksted,” og Valget faldt paa det Sidste. Da Man nu ogsaa önskede en Sang af mig til Indvielsen, maatte den ganske nödvendig udspringe af nysnævnte Anskuelse, og det var mig saa meget fornöieligere, som 👤Adam Öhlenschlæger ogsaa var tilstæde; men da Man endelig ogsaa vilde have Sangen fremsagt af mig, havde jeg dog ikke Mod til at giöre det, uden en lille Indledning, der i Folks Öine kunde forsvare eller dog undskylde Hentydnin171gen paa 📌Nordens Myther, der endnu i de Flestes Ören klinger som Chinesisk, medens alle de Latinske Spögelser, med Bachus og Venus, enten hilses som Husguder eller kiendes dog som Gaardnisser. Jeg sagde da omtrent, hvad det vel heller ikke her er afveien at forudskikke: “I denne ny Bygning, vel opfört i flyvende Fart, men ei, som 👤Aladdins-Borgen, af tjenstagtige Aander, ei med mindste Krav paa Rang iblandt de Konstværker, hvortil den skulde tjene, i dette Lysthus, der laaner hele sit Værd af den Danske Grund, der bærer, og det venlige Lys, der giennemskinner det, og venter, ligesom Leret, al sin Glands af de Mesterhænder, hvori det lægges; her synes Velkomst-Sangen unægtelig at burde være saa klar og simpel, at den ingen Fortale behövede; men dog tör jeg sige, der er Meget, som taler til min Undskyldning, naar Sangen, jeg har gjort, ei kan forstaaes af sig selv. Man har nemlig paa Islandsk en ældgammel Sang om Völund eller Vaulunder, den mythiske Konstner i 📌Norden, som, da han engang var trælbundet, gjorde sig Vinger og flöi som en Fugl i Luften, og ham maa jeg da nödvendig tænke paa baade först og sidst, naar jeg betragter 👤Thorvaldsen, ogsaa af Islandsk Herkomst, i hvem Man vel maa sige, Konsten atter földe sig trælbundet, men gjorde sig Vinger til Fugleflugt. Men hertil kommer endnu, at af det gamle Völunds-Kvad udsprang ved dette Aarhundredes Begyndelse, omtrent jævnaldrende med 👤Thorvaldsens Jason, 👤Adam Öhlenschlægers herlige Vaulunders-Sage, og ved den var det især, 📌Nordens Oldtid aabnede sig for mig, ikke som en gammel, mölædt Bog, eller som et Gravkammer med en smuldrende Askepotte, men som et stort og betydningsfuldt Kæmpeliv, saa naar 172jeg i Sangen spiller paa de gamle Strænge, og kalder 👤Thorvaldsen Völund Vingesmed og 👤Öhlenschlæger Brage Bænkepryder, da er det ingenlunde for at bryste mig og plage Andre med Billinger af 📌Nordens Mythologi, men fordi 📌Nordens Kæmpe-Aand virkelig i 👤Thorvaldsen og 👤Öhlenschlæger bröd sig en ny Bane, allerede vidtberömt ved deres Kæmpeskridt. Det er altsaa i Grunden mit ramme Alvor og en simpel historisk Sandhed, blot i poetisk Form, at Völund og Brage fra den aabne Begravelse i de Islandske Skrifter stod i 📌Danmark lyslevende op, og nu tör jeg haabe, De hverken finder Sangen mörk, eller den lyse Formodning urimelig, at saaledes vil efterhaanden alle 📌Nordens gamle Halvguder reise sig iblandt os og med nyt Storværk stadfæste og forklare deres gamle Eftermæle!”


Mel. Der er et Land, dets Sted er höit mod Norden.


1

En Bautasteen sig hæver prud af Havet,
En Bautasteen for 📌Nordens Gudeold,
Der hviled den, höitidelig begravet,
I Ringebrynje sid, med Hjelm og Skjold;
Paa Bautastenen vrimle Dværgeruner,
I Krands af Asalivets Billedskrift,
Med Tegn til meer end tusinde Basuner
For Oldtids Glands og Gudernes Bedrift!

2

Der slumred Völund, Konstens Alf i 📌Norden,
I Kredsen af det prude Heltekuld,
Berömt fra 📌Alpefjeld til 📌Issefjorden
For Værk ei til at veie op med Guld;
Trods Vingerne, han smedded sig med Snilde,
Saa höit de bar ham over Hav og Fjeld,
Han sank dog under Muld, da Nornen vilde,
Og Stövnaturen kræved stræng sin Gield.

3

173Vidunderlig sig vende Livets Strömme
Paa Tidernes det store Verdenshav,
Saa hvad der sværmede i Oldtids Drömme,
I Nyaars-Tiden rolig sig begav:
Skrinlagte Asamænd og Vanadiser
Fra 📌Islands Klint flöd op paa 📌Danmarks Kyst,
Og vaagned der ved nye Kæmpeviser,
Hvor under Bögelöv er lunt og lyst!

4

Forkommet kun, som alle sine Frænder,
Var Völund Vingesmed af Frost og Kuld,
Og töet op var knap de valne Hænder,
För brat sig röbed Konsten underfuld;
Thi Fingre mindes hvad de fordum gjorde,
Som Brage-Tunger deres Vuggesang,
Og 📌Nordens Völund kom igien for Orde,
Saa vidt som Fuglen flöi og Harpen klang!

5

Han bygde sig en Hald bag 📌Alpefjelde,
Et Valhald under 📌Sydens Himmel blaa,
Hvor alle Tiders Deilighed og Vælde
Livagtig Man igien for Öine saae,
Fra Sangens “Jason” ned til “👤Alexander”,
Fra “👤Guttenberg” op til “👤Napoleon!”
Saa “Dag og Nat” og “Liv og Död” sig blander
Ved Trylleslag af 📌Nordens Konstnerhaand!

6

Paa 📌Danmarks Kyst vi bygde ham en Hytte,
I Lindelæ med faver Blomsterkrands.
Vil Völund Vingesmed sin Konst indflytte,
Fremtrylle i den Asalivets Glands?
Hvad seer vi! Ham, al Verden os misunder,
Fordi han vaagnede ved 📌Danmarks Bryst,
Og sander smilende: man södest blunder,
Man blidest lever dog paa 📌Danmarks Kyst!

7

Og see, hvad sjelden saaes paa hele Kuglen:
Hos Konstneren med trofast Kiærlighed
174Sig hæver af sin Aske Phönix-Fuglen,
Og med ham flyver Völund Vingesmed!
I denne Hytte mangt et Mindebæger
Skal Efterslægten tömme ud med Lyst
For Völund-👤Thorvaldsen og 👤Öhlenschlæger,
Som kasted Oldtids-Glands paa 📌Danmarks Kyst!

N. F. S. Grundtvig.