Til 23de April.
✂ Mine Herrer!
✂ Dagen efter Sidst hörde jeg i Byen, vi skulde have stiftet et Selskab for “Nordens Aand,” hvortil jeg naturligviis svarede, det var Synd at tillægge os saa pralende Indbildninger, da vi for det Förste lod Selskabets Stiftelse komme an paa en Pröve, og dernæst kun agtede i al Beskedenhed at stifte et Selskab for det Folkelige. Men, svarede saa En af vore folkeligste Fruer mig: hvad er det Folkelige? Jeg blev afbrudt, för jeg ret fik begyndt at svare, og det bidrog ►sagtens til, at jeg siden slet ikke har kunnet glemme det Spörgsmaal, og nu som altid griber jeg da den förste den bedste Leilighed til at give Luft hvad der kvaldes i mig, skiöndt jeg naturligviis baade önsker og haaber, det skal gaae mig bedre end “Mester 👤Geert,” som havde den samme ►Orm, men derhos det store Uheld aldrig at træffe Nogen, der gad hört hvad han vilde sige!
✂ 454Hvad jeg nu vilde sige, var, at jeg aldrig mere levende har fölt, hvor höit vi trænge til et Selskab for det Folkelige, end da Fruen, hvem det paa ingen Maade var enten fremmed eller foragteligt, dog i en ganske fremmed og besynderlig Tone spurgde mig, hvad det Folkelige var; thi saavidt skulde Man dog neppe troet, det kunde komme i Verden, at Man spurgde fremmed om, hvad der falder os naturligt og Andet er og kan jo det Folkelige umulig være. Selv derfor, naar Man, som Saamange, tvivlede paa, der i Grunden fandtes noget Eiendommeligt hos det lille Danske Folk, skulde Man jo dog ligefuldt indsee, at er der kun, som vi dog nok i al Beskedenhed tör forudsætte, af Naturen noget Menneskeligt hos os, da har vi ligemegen Grund til at skatte og udvikle det, enten vi saa har det tilfælles med andre Folk eller ikke, saa vor Originalitet kan vi ganske rolig lade staae ved sit Værd, naar vi kun holde os til det Menneskelige, der falder os naturligt, og stræbe at uddanne og yttre det saa kraftig og saa kiönt som muligt.
✂ Det er derfor i mine Öine soleklart, at vi giennem et langt Tidsrum maae ordenlig have været forgiort og forhexede; thi det maa et Folk jo være, som i Sprog og ⓘ Tankegang, i Sang og Smag, altsaa i alt Aandeligt og Hjerteligt, eller med eet Ord: Menneskeligt, ikke blot foretrækker det Fremmede, men glemmer omsider derover reent sit Eget. Vilde Man end sige, at det har i den nyere Tid alle Christenhedens Folkefærd gjort, da var dermed i det Höieste kun beviist, at de har alle været forhexede saavelsom vi; men der er dog ►aabenbar ogsaa Grader i Dette; thi saa forhexede som vi Danske har bestemt hverken 455Svenskere eller Normænd, end sige da Tydskere, Franskmænd og Engelskmænd været, da de baade veed at sætte ganske anderledes Priis paa deres Eget, og ligne virkelig dem selv fra Arildstid ganske anderledes end vi ligner de Danske fra ►Skjolds og ►Rolvs og ►Frodes eller selv fra ►Valdemarernes Dage.
✂ Der er saaledes, for blot at nævne Eet, ingen tænkelig Grund til, at vor Krönike bugner af Oldsagn, mens de fleste andre Folks er i den Henseende meget mager, ingen tænkelig Grund ►uden den, at 👤Saxo, som han siger, fandt mangfoldige historiske Viser i Folkemunde, som han ikke nænde at vrage; og vore “Kæmpeviser” er jo talende Beviser paa, at der heelgiennem Middelalderen var endnu en egen Livskilde hos os, hvorfra de ►“mange Bække smaa,” uden at giöre nogen brusende Aa, “snoede sig saa frydelig op under de grönne Linde.” Og naar Man, med denne historisk-poetiske Rigdom for Öie, som Man bestemt veed, var engang i levende Folks Munde og oplivede deres Kredse, nu hardtad forgæves over hele Landet, mellem Höie og Lave, leder om levende Spor deraf; maa Man da ikke spörge, hvor det Folk er blevet af, der ingenlunde vilde begrave ►Frode, för de fik hans ►Drape, og sang endnu i 👤Saxos Tid med Lyst det lange ►Bjarkemaal fra Hedenold, og drömde endnu i hans og de fölgende Middelalders-Dage saa stærke og deilige Drömme, som i ►Frister-Visen:
✂
Jeg lagde mit Hoved til ►Elvehöi,
Mine Öine de ►finge en Dvale;
✂ og i ►Fuglefangsten:
✂
456Jeg tog Öxen paa min Bag
Og vilde det Træ omfælde;
✂ og i ►Stifmors-Blomsten:
✂
Min Fader han red sig op ad Land,
Agted sig en Rose at ►bede;
✂ og i ►Nattergal-Slaget:
✂
Jeg veed vel, hvor der stander et Slot,
Det er saa vel ►beprydet;
✂ og i ►Langelegen:
✂
Det var ungen Svegder,
Han skulde Bolden lege;
✂ og fremforalt i ►Blad-Vendingen:
✂
Hr. Tönne han rider udaf 📌Alsö,
Han förer sit ►Glavind ►Röst?
✂ Med Flid nævner jeg netop disse Kæmpeviser, som alle handle om Hexeri, deels fordi de nu sjelden höres iblandt os, og deels fordi jeg, som sagt, virkelig troer, det Hexeri var ⓘ ingenlunde “►blind Alarm,” men en virkelig Fortryllelse, hvorom det Danske Hjerte deilig udsang sin dybe Anelse, hvad det i alt Fald umulig kunde have gjort, hvis ikke Sangen havde været et Udtryk af dets naturlige Fölelse, saa vi behövede ikke mere Vidnesbyrd om, at det Danske Folk maa enten have været forhexet eller være forgaaet, end den Kiendsgierning, at disse Viser skreves i Glemmebogen og nævnedes sjelden af vore Lærde ►uden med en pedantisk Advarsel mod den “grumme Overtro,” der spögede i dem, og var vel nu, Gudskelov, næsten ⓘ reent udryddet, men maatte dog hos ►Almuen drives ud af sit sidste Smuthul.
✂ 457Visselig, det var intet Under, at Nogle af vore Lærde omsider ►faldt paa den Tanke, at det Sprog, Man nu taler i 📌Danmark, var slet ikke det Gammeldanske enten fra ►Frodes eller ►Valdemarernes, hverken fra ►Hjarnes eller Kæmpevisernes Dage, men kun “galt Tydsk,” thi paa Trylleri vilde de Lærde jo ingenlunde troe, og var det gaaet til uden Hexeri og sorte Konster, at Folket reent havde glemt sin Ungdoms Lyst og sin Manddoms Daad, sine Guder og Helte og alle sine ►Livstykker; da maatte det jo aandelig være dödt og begravet, have opgivet sin Aand og mistet sit Modersmaal. ►Af to onde Ting skal Man imidlertid immer vælge det Mindste, og derfor troer jeg, vi har været forhexede, og troer det saameget ►heller, som mig synes, Bladet har vendt sig, og vi er kommet til os selv igien og behöver blot at spytte det “gale Tydsk” ud, Man har puttet os i Munden, for baade at snakke og synge saa godt gammelt Dansk, at Man snart skal mærke, vi er endnu i Grunden de Selvsamme, som for tusind og totusind Aar siden, skiöndt Alderen naturligviis har bidt paa os, og vi har sanket lidt Forstand med Aarene, saa vi troer ikke Alt hvad vi drömmer, og siger ikke Alt hvad der falder os ind, og lader os endnu mindre indbilde, at Maanen er en grön Ost, eller lader os narre fra hvad vi har tilbedste.
✂ I denne Henseende maa jeg især bede dem lægge Mærke til ►Hr. Tönnes Vise, som er en af de Fornöieligste for Danske Folk, om ikke den allerfornöieligste, jeg har seet beskrevet og önsket at höre fra tusinde Munde.
✂ Hr. Tönne fra 📌Als red sig nemlig engang i ►Rosenslund for at ►bede den vilde Hare, men der kom han 458for Skade at blive seet af “►Dværgens Datter,” som hvilede sig under Lind med Guldharpen og ►legde paa den med ►Runeslag, saa
✂
Den vilde Fugl paa Kvisten sad,
Forglemde sin Sang at synge,
Den vilde Hjort, i Skoven gaaer,
Forglemde sit Spring at springe.
✂
►Der blomstredes Mark, ►der ►lövedes ►Riis,
Det kunde de ►Runer ►saa ►vende,
Hr. Tönne sin Ganger med Spore tvang,
Han kunde dog ikke ►undrende.
✂
Det var Ridder Hr. Tönne,
Han springer fra sin Hest,
Han gaaer til ►Dværgens Datter,
Han sidder hende ►allernæst.
✂ Hun vil imidlertid kun ►gantes med ham, for hun skal giftes med ►Dværge-Kongen, og nær var det blevet Hr. Tönnes Ulykke; men det gjorde ►Dværgepigens Moder ondt, som var kommet af Christenfolk og var en ►Systerdatter af Dronningen paa 📌Island, derfor löste hun ikke blot Hr. Tönne af de slemme ►Runebaand, men udrustede ham rigelig med Alt hvad han behövede for at vinde den Islandske Prindsesse, der sad fangen i 📌Upsal, og maatte aldrig “i Dandsen gaae, ei heller til Kirken fare,” og af ►Rustningen huer det mig især hvad hun synger om:
✂
459Jeg skal give dig gode Guldbaand,
Deri ligge Roser ►drevne,
Hvert det Ord, du taler ►kræng,
Skal falde som de var skrevne.
✂ Det gik ogsaa Altsammen fortræffelig:
✂
Saa tog han den skiönne Jomfru,
►Alt med hendes röde Guld,
Saa förde han hende til 📌Dannemark,
De bleve hinanden huld.
✂
Han förde hende til sin egen Gaard,
Hun var en ►Rosensblomme,
Alle de Folk paa 📌Alsö var,
De ►favned saa vel deres Komme.
✂
Det ►spurgdes over til 📌Island brat,
At fundet var Kongens Datter,
Den ►Konning og hans ►Venneviv,
For Sorg fik Fryd og Latter.
✂ Jeg veed ikke ►M. H. om De allesammen forstaaer den halvkvædne Vise, eller om de engang har lagt Mærke til den, men, med Skam at tale om, har jeg aldrig seet den för i Dag, uagtet jeg dog bildte mig ind at være vel belæst i ►Kæmpevise-Bogen, og havde De end Alle læst den, var det dog neppe overflödigt at opfriske den i Deres Hukommelse; thi De veed nok, det især ved Læsningen kommer saameget an paa Omstændighederne, med hvad Öine Man betragter en gammel Vise. Saaledes tör jeg vel formode, jeg aldrig 460kunde læst ►Hr. Tönnes Vise uden at finde den baade dyb og deilig, men for at henrives saaledes af den, som det virkelig i Dag var Tilfældet, maatte vor Forgiörelse med ►Dværge-►Runer netop staae mig saa levende for Öie, som den nu giör, maatte Folk, som de jo giör, nægte, der nogensinde har været et 📌Sönderjylland til, maatte Man netop fra 📌Als, som Man jo har gjort, protestere mod al mulig Danskhed, og endelig maatte, trods alt det, 📌Sönderjylland, som det ►aabenbar ogsaa giör, netop nu komme sin Danskhed mere levende ihu end nogentid siden 👤Knud Lavards Dage, der ganske rigtig lod sig daare af ►Dværgens Datter. Var derfor kun ►Hr. Tönnes Vise endnu i Folkemunde, da vilde vi, ved at forklare den, kunne meddele Folket en heel Anskuelse af Forgiörelsen, som kun er alt for ►vis, og af Helbredelsen, vi forvente, men selv i Bogen nærer denne Vise vidunderlig mit Haab ikke blot om “📌Dannevirkes Opreisning,” men om Kæmpehjelp i 📌Nordens Aand netop fra den Side, hvor den ►syndes reent umulig.
✂ Dog, hvad siger jeg? Længe för mit Öie faldt paa ►Hr. Tönnes Vise, og længe för Man i 📌Sönderjylland eller Dansk 📌Holsteen drömde om, at der var nogen större Salighed end den Höitydske, da havde vi jo ►alt i 👤Adam Öhlenschlæger faaet en Kæmpehjelp i 📌Nordens Aand fra 📌Sönderjylland, som ►“Gamle-Skolen” i 📌Upsal► ei vil nægte, bröd godt sin Landse for “Islændersken,” saa, fik vi end aldrig mere Hjelp derfra, maatte vi dog være taknemmelige og undres over Dybden i de Gamles Drömme. Her har vi da allerede Lidt at giöre til Folkelivets Tarv, og jeg vil derfor bede Hr. 👤Rask indrykke ►Hr. Tönnes Vise heel og holden i sit ►Morskabs461►blad for Almuen, deels for ogsaa derved at more Folket og især Sönderjyderne lidt, og deels for at vi desför kan faae at vide, om den endnu nogensteds skulde findes i Folkemunde med sin gamle Tone, som jeg formoder maa ret være liflig*Det fandtes siden, at Melodien til ►Hr. Tönnes Vise ogsaa ubemærket fandtes i den ►ny Udgave af Kæmpeviserne, og den har altsaa endnu for kort siden været i Munden.. Skal den nemlig gjöre Gavn, maa den paany blive “söd i Munden,” og först da nytter det at pege paa den, som et herligt Drömme-Epos om Hexeriet og Helbredelsen, thi da faaer Hr. Tönne först sit ►Glavind “►Röst” igien, hvormed han, til de Lærdes Forbauselse, kan sönderskiære alle ►Runebaand og trodse alskens ►Runekonst!