Grundtvig, N. F. S. Det Danske Samfund

Til 30te April.

Mine Herrer!

De veed, jeg bekiendte sidst reent ud, at jeg slet ikke i vor oplyste Tid kunde forklare mig den herskende Vankundighed om det Folkelige uden af reent Hexeri, og jeg stræbde, saa godt jeg kunde, at tröste baade Dem og mig selv med Hr. Tönnes Vise, som et godt Varsel for vor Udlösning af de “Runeslag,” hvormed Dværgens Datter bandt os, saa vi, som der staaer i Visen, “hverken saae eller hörde” men fulgte hende blindt. Dermed tænkde jeg nu vel at have saa godt fat paa det Folkelige, at jeg en anden Gang skulde hverken blive Herrer eller Damer Svar skyldig, naar de kom igien og spurgde mig om det; men det synes 462at være min Lodd i denne gode Tid, at drilles med Spörgsmaal af Damerne, som jeg enten slet ikke eller dog kun meget daarlig paa staaende Fod kan besvare. Saaledes satte en Dame i Aftes mit historiske Bekiendtskab med Folkelivet paa en farlig Pröve, ved ganske pludselig at spörge mig: naar kommer Holger Danske, eller er han her allerede? Ja, svarede jeg, er han her ikke, saa kommer han dog vist med det Förste; men selv den fattige Besked kunde jeg ikke give uden at stamme i det, og De kan nok selv tænke, det ærgrede mig ikke saa lidt at skulle give saa trevent et Svar paa saa rask et Spörgsmaal. Har jeg nu desuagtet sovet taalelig i Nat, syndes mig dog ikke, jeg kunde det een Nat til, förend jeg kom bedre i det Rene med saa folkelig en Begivenhed, som Holger Danskes Ankomst unægtelig er, da Haabet om den end ikke uddöde med Minderne af alle Fortidens övrige Helte. Saasnart jeg derfor i Dag kunde faae lidt Stunder, ledte jeg strax op i den ny Udgave af Kæmpeviserne, for maaske ogsaa om Holger at stöde paa en ny Vise, der bragde mig bedre paa Sporet; men det var omsonst, og skiöndt de to gamle Viser om Holger:

Stærk Diderik boer sig udi 📌Bern,

og:

Burman holder i Feldten ud,

er gode nok i deres Slags, og Omkvædet paa den Förste “Nu stander Striden norden under 📌Jylland” især huer mig særdeles, saa staaer der dog ikke et Ord i nogen af dem om hans lange Udenlands-Reise, som er kun altfor vis, end sige da om hans lykkelige Hjem463komst, som vi nu enten skulde fryde os ved eller dog glæde os til.

Med Eet slog det mig imidlertid, at da vi sidst var samlede, blev her sunget en splinterny Vise om Holger, trykt vel ikke “i 📌Haderslev i dette Aar,” men dog i 📌Kiöbenhavn for ikke længe siden, og at, hvor den kom fra, maatte jeg tye hen, for at see om Holger kanske var kommet hjem, för vi vidste det, eller kunde dog ventes med næste Dampskib, enten fra 📌Kiel eller 📌Lybek, eller maaske allersnarest med Sirius directe fra 📌London?

Nu maatte altsaa 👤Ingemanns Holger Danske frem, og skiöndt jeg nok kunde huske, at da jeg sidst fulgde ham paa den Vei, forvildedes Sporene for mig, hvad jeg naturligviis skrev paa Digterens Regning; saa faldt det mig dog nu ind, at Skylden dog ogsaa mulig kunde ligget hos mig, og det stadfæstede sig vidunderlig, saasnart jeg lukde Bogen op, med de ligesaa tydelige som fornöielige Ord:

Vær hilset, mit gamle Fædreland!
Du kiender mig vel ei ganske,
Engang jeg var en navnkundig Mand,
De kaldte mig Holger Danske.

Med mig drev Lykken et underligt Spil,
Hvert Barn mit Navn skulde kiende,
Dog Folk vilde troe, den Mand var ei til,
Hvis Ry foer til Verdens Ende!

Min Aand med Folkets Slægter foer hen,
Dybt slumred jeg mange Gange,
464Med Folket jeg vaagner og kommer igien,
Med Livet i Daad og Sange.

Mit Navn hver Bondemand kiender endnu,
Og glad jeg rækker ham Haanden,
Mit Levnet kommer hver Dansk ihu,
Som glædes ved Folkeaanden.

Uden derfor at bryde os det mindste om alle de Svinker, Digteren siden lader Holger slaae, saa Man ikke ret veed, hvordan Man har det med ham, vil vi holde os til Begyndelsen, hvor Holger aabenbar efter en lang Fraværelse byder os alle venlig Goddag, og til Slutningen, hvor han forsikkrer os, at enten vi seer ham eller ikke, er han her dog lyslevende, naar

Skialdene om ham sjunge!

Saavist da, som 👤Ingemann har sunget om Holger Danske og rakt os Haand i hans Navn, saavist har vi i det Mindste 👤Ingemanns Ord for, han er her.

Men vil ikke mangen En sige: hvad kan det nytte med hans Ord! de lyver jo for et godt Ord Allesammen, de Digtere, og har netop deraf deres Navn, for at digte og at lyve er jo hip som hap.

Ja, m. H. jeg veed nok, Man har havt for Skik at sige saa, men jeg har altid protesteret paa hele Broderskabets Vegne, og jeg paastaaer fremfor Alt, at hvad enten Digterne lyver eller ikke, som faaer at blive deres egen Sag, saa lyver de dem dog aldrig Aand til; for hvem der pröver paa det, fralægger sig derved kun med Flid den Aand, de belyver. Har vi derfor hört en ny Vise om Holger Danske, som var ham værd, ja har Man, selv uden Navns Nævnelse, sunget om 📌Dan465📌marks usynlige Landeværn, saa det rungede igien, og Man nödtes til at huske paa Thors Hammer og Odins Spyd og Stærkodders Sværd, saa er Holger Danske ogsaa virkelig kommet hjem, enten Man saa kiendtes ved ham eller ikke, og var til Herberg hos Skjaldene, enten de saa beværtede ham vel eller ilde.

Tager jeg nu ikke mærkelig Feil, da har vi i det Nittende Aarhundrede alt over hundrede nye Viser, hvori han lyslevende besynges, den Landeværns-Aand, den Holger Danske, som skyder Skjold og skifter Hug og holder Stand for gamle 📌Danmark, dets Navn og Ære, dets Folk og Fyrster, Minder og Modersmaal, saa mellem oplyste Folk burde der ikke længer være noget Spörgsmaal om, at Holger jo er kommet igien, men kun i det Höieste om, hvorvidt han endnu har sine gamle Kræfter, eller mægter dog, hvad der er Hovedsagen, at begeistre Folket for sin egen Aand: den fælles og i Forhold eiendommelige Livs-Kraft, der venlig knytter sig til Alt, hvorved Fædrelandet blomstrer, hædres og forædles, og finder i Modersmaalet sit velbehagelige Udtryk?

Ja, m. H. hvad kan Holger Danske endnu? hvad mægter han, forynget og forklaret, at udrette til Folkets Oplivelse og Opmuntring, til Fædrenelandets Værn og Opblomstring? Det er Spörgsmaalet, Fremtiden finder sig forelagt, og vil sanddru besvare, hvad vi saa end giöre eller lade, men ingenlunde i alle Tilfælde besvare eens; thi paa vor Benyttelse af Öieblikket vil det beroe, om Holger kun vendte tilbage paa et kort Besög, og drog sin Vei igien til det lukkede Land, fordi han saae, der var Intet at udrette med os, eller om han skal opslaae sin Bopæl midt iblandt os og lægge nye 466Bedrifter til de Gamle, höste med os, hvad han saaede med Fædrene.

Saavidt jeg seer, har det imidlertid ingen Nöd, vi nu skulde slippe Holger, för vi har prövet hvad han duer til, og har vi först det, slippe vi ham vist aldrig meer, men vandrede, naar galt skulde være, heller ud med ham til 📌Jerusalem, end sad her igien og kukelurede som Snegle, eller, hvad end er sörgeligere, hvor lystig det end klinger, dandsede efter de Fremmedes Pibe. Vi slipper ham ikke, men vi holder paa ham, thi det giör vi netop nu, da vi gribe efter en aandelig Kiæde mellem os og Folket, eller rettere Brændpunktet, hvorfra Kraften udspringer til fri Bevægelse og fredelig Vexelvirkning, og levende Hegn om Folkevangen, thi dette Brændpunkt er jo Folkeaanden, ved Navn Holger Danske, saa, er han hos os, da er det fundet og Værket maa lykkes.

Hvad nu Holgers Nærværelse angaaer, da behöver jeg neppe at erindre, at det er med ham som med alle Aander, der ei lade sig begribe og randsage, men kun fatte og benytte, saa han rækker vel os alle venlig Haand, som der staaer i den ny Vise, naar vi ærlig giör ham samme Skiel, men han smutter os paa Timen mellem Fingrene, hvis vi vil partere ham. Önske vi derimod kun at have et Billede af ham for Öie, da tjener han os gierne dermed, og det er kun en gammel Overtro, at han bestandig lader sig see i en gammeldags Brynie med et stort Slagsværd; for den sidste Gang, jeg mödte ham, havde han ikke andre Vaaben end en Havesax og Gartner-Kniv, og fortalde mig, han var en Sön af vor gamle Urtegaards-Mand, og havde i mange Aar reist udenlands paa sin Konst, men 467var nu kommet hjem for at tage sig af den gamle Storhave, som han aldrig kunde glemme. Jeg spurgde ham da naturligviis, hvordan han havde fundet den, og halv med Smil, halv med lidt Ærgrelse, fortalde han mig da, at Kiökkenurterne fandt han langt mangfoldigere og tildeels meget bedre end i hans Barndom, og Blomster-Florene vilde han heller ikke laste, skiöndt han önskede lidt færre Tulipaner og Georginer; men Abildgaarden var reent forkvaklet. Især, sagde han, er det baade til at lee og græde over, som der er handlet med det gamle Træ, der i min Faders Tid bar de liflige Iduns-Æbler, for, mens jeg var borte, kom her en omreisende Italiener, som kaldte sig Konst-Gartner, og fik Lov til at raade for Haven, og skiöndt han förde adskilligt Godt med sig, gjorde han dog kun Væsen af en vissen Torn, som han forsikkrede, var et ægte Skud af de guddommelige Romeres Stamtræ, den over al Verden berömte Hybentorn ved 📌Tiberbroen, og den indpodede han meget omhyggelig i den gamle Abild. Det saae jo hæslig ud, men var det blevet derved, havde Ulykken dog ikke været saa stor, da den Vissenpind nok tog sig i Agt for at voxe, men havde den Karl ikke saa det fortvivlede Indfald, at det skulde lade, som den hellige Kvist skiöd hvert Foraar, derfor pillede han Knopperne af den gamle Abild, saasnart de kom frem og satte dem paa Tornene.

Ha, ha, tænkde jeg, slap det derud? og jeg vilde just spurgt ham, hvad han nu vilde giöre ved den kilne Sag, men saa var han forsvundet, og det var mig i Grunden ogsaa det Samme med Svaret, for, da Holger er kommet hjem, faaer de Romerske Antiqviteter og Reliqvier nok allesammen deres Reisepas en af Dagene.


468Jeg vil ikke opholde Læseren med Beskrivelse af de næste Möder, hvori jeg tog mindre lydelig Del, men hvori Beslutningen modnedes, saa vi, omtrent 80, dannede et nyt Selskab, paa Livets og Folkelighedens Side, der kalder sig det Danske Samfund, ikke for med dette Navn at udelukke nogen historisk Deeltagelse og Virksomhed af sig, men for at være sin Folke-Lighed bekiendt, og före saa beskedent et Navn, som det findes under Solen, og dog rummeligt nok til Alt hvad der i 📌Danmark kan udvikle og udfolde sig.

Til Slutning vil jeg give den Fortale til Priis, hvormed jeg ved sidste Möde sögde at indlede et mere levende Bekiendtskab med 📌Nordens Myther, en killen Sag, har jeg mærket, saavel i det Hele, som i det Enkelte, men den nödvendige Betingelse for det Nordiske Folkelivs Fornyelse og Fortsættelse, da Tiderne vel er forskiellige, men Aanden maa være den samme, kan hverken aflöses af en höiere eller lavere, skiöndt naturligviis den Höiere, hvor den hos Enkeltmanden findes, vil altid indslutte den Lavere i sig. Ligesom Munkene i Middelalderen korsede sig for alle Myther som for Djævelskab, maa deres Indförelse i Livet naturligviis ogsaa nu finde Modstand hos dem, der, trods de mange Aarhundreders Erfaring, endnu mene, de med uophörlig Præken og stræng Kirketugt kan forvandle alle Folk til Christne; men i 📌Norden, hvor selv i Middelalderen Naturen gik over Optugtelsen og holdt paa Mytherne, til de af sig selv forsvandt, der vil dog i Nyaarstiden Naturen upaatvivlelig seire.