Skåler og taler
✂ Ved mødet den 27. maj 1839 blev der udbragt talrige skåler. De var hver især programerklæringer og fortjener derfor at blive opsummeret (inkl. de titler eller embedsbetegnelser, avisen bragte):
✂ 1. skål var for kongen ved kandidat (dvs. cand. jur.) 👤Orla Lehman; 2. skål for prins 👤Christian ved dispacheur (dvs. havariberegner) 👤Abraham Wessely. Begge disse skåler var ledsaget af taler. Dernæst udbragtes 3. skål for fædrelandet, ved prokurator 👤Balthasar Matthias Christensen – i forbindelse med denne skål blev Grundtvigs sang, “Danmark, deiligst Vang og Vænge” afsunget, efterfulgt af 4. skål for stænderinstitutionen, ved 👤Lehman. Herefter holdt Grundtvig sin talte. Efter denne udbragtes 5. skål for stændernes offentlighed ved professor 👤Christian Nathan David, sammen med en sang af 👤Gottlieb Sisby. Denne skål blev fulgt op af 6. skål af 👤Wessely for besparelsessystemet (statslige sparerunder), hvorefter 👤Sisby holdt en lille tale, der sluttede med 7. skål for Læseforeningen. 👤Christensen foreslog i forbindelse med en mindre tale endnu en, nemlig (8. skål) for trykkefriheden. Klædekræmmer 👤Hans Peter Hansen foreslog 9. skål for “Trykkefrihedsselskabets forrige Skriftcommitee”. Herefter afsang man “For den opvoxende Slægt”, forfattet af 👤Sisby. Til denne sang knyttede overlærer 👤Frederik Christian Olsen 10. skål for den opvoksende ungdom. Student 👤Nis Hansen udbragte 11. skål for den danske stats enhed, mens næste, 12. skål for håndværkerstandens emancipation, blev udbragt af finerskærer 👤Hans Peter Frederiksen. 13. skål gjaldt udvidet valgbarhed (til stænderforsamlingerne) og blev udbragt af lektor 👤Julius Wilkens. Den 14. skål var for de danske kvinder, udbragt af kandidat 👤Povl Frederik Barfod. Endelig blev 15. og sidste skål udbragt af 👤Lehman, da daggryet havde forkyndt 28. maj. Den var en hyldest til den dag, man fejrede.
✂ Den første skål til kongen, 👤Frederik 6., forsikrede læserne (og politiet!) om “den undersaatlige Grundstemning”. Kongen var “ophøiet over al Debat” og skulle ikke drages “ned i Kritikens Sphære”. I skålen for prins 👤Christian (senere den ottende), gentog de liberale på ny “det Haab, som det danske Folk nærer” til tronfølgeren: at “Danmark stedse [vil gå] videre frem i Oplysning og den deraf sig udviklende Frihed” (alle s. 576). Tronfølgeren var i de liberales øjne ikke enevældens mand, men deres store håb for en mere parlamentarisk fremtid. Dette var blevet udtrykt af 👤Wessely, der havde erklæret, at tronfølgerens handlinger i forbindelse med udarbejdelsen af den norske grundlov, Eidsvollforfatningen, havde vist folket, hvad han ville gøre, når han overtog magten (►Jensen 1934, bind 2, s. 210).
✂ Ser man ned over rækken af skåltalere, falder det i øjnene, at det er den spirende parlamentariske og den national-liberale bevægelse, der her stikker deres hoveder frem. Avisen ►Kjøbenhavnsposten, der – i lighed med andre af samtidens dag- og ugeblade – bringer referatet fra mødet, var liberal og drejede – efter at 👤Johan Peter Grüne i april 1839 havde overtaget redaktørposten – over mod den radikalt demokratiske håndværkerbevægelse. Grundtvig var national og kongetro, mens 👤Orla Lehman, der senere skulle komme til at spille en af de politisk store roller, var både national og liberal.