Havfruen.
(Tilhörerne ved mine förste historiske Foredrag tilegnet.)
✂
I Livets Vaar,
Med gule Haar,
Blandt Piger smaa,
Med Öine blaa,
Kan meget Sært os hænde,
Og Virkeligt
Fra ►Skin og Sligt
Er da ei nemt at kiende.
✂
308Med ►Kindhaar graat
Paa Tanke-Slot,
Med gulnet Vid,
I Höstens Tid,
Jeg derfor vel maa smile
Ved Ungdoms Syn
Og Rynke-Bryn,
Paa Skjaldens ►Sandsagn tvi'le.
✂
Men Dröm i Lund,
I Morgenstund,
I Blomstervang,
Ved Fuglesang
For Skjalden i hans Vugge,
Jeg dog udfandt
Er meer end ►Tant,
Om end Magistre mukke.
✂
216
(PS)
Thi vær saa god,
Du unge ►Blod!
Mig Öre laan,
Trods ►Hum med Haan
129
(VU)
Af hundrede Magistre!
►Ei Fjer de fat
Faae i min Hat►,
Blev de end nok saa bistre.
✂
Som fordum ►Frey,
Forvoven jeg,
Beruset halv,
I ►Valaskjalv,
309Sprang op paa ►Odins Sæde,
Paa 📌Möens Klint,
Med Öie blindt
For ►Norners ►Frihaands-Kiæde.
✂
Jeg tænker paa,
Jeg troer, jeg saae,
Og, först og sidst,
Jeg hörde vist,
Om ogsaa kun i Drömme,
Paa ►Hlidskjalvs Tind,
Hvad Muldvarp blind
Maa altid skævt bedömme.
✂
►Fra Öine vel
Der faldt som Skæl►,
Og Klinte-Top
Sig skiöd vel op
Imellem Himmel-Bjerge;
Thi Öine smaa
Der ►oversaae
►Stor-Hanserne som Dværge.
✂
217
(PS)
Nu i en Hast
Hvad Löst og Fast
I Öine faldt,
At melde Alt,
Det ►gaaer mig over Magten;
Hvad, Jorden næst,
Mig hued bedst,
At sige, det er Agten.
✂
310
130
(VU)
En Havfru skiön
Der sad i Lön,
Paa ►Engebund
Ved 📌Öresund,
Ombölget af Kiærminder,
Med ►Vippekrands,
Med Regnbuglands,
Med aftenröde Kinder.
✂
Hver Helt i 📌Nord,
Selv ►Age-Thor,
►Fordunkled hun
I Bögelund,
Blaaöiet og guldhaaret,
En Straalepil
Var hendes Smil,
Og klart blev Hjertesaaret.
✂
Som fordum ►Frey,
►Saa fandt ►og jeg,
Den Tue lav,
Ved sölvblaa Hav,
Höisæde, værdt at vinde,
En Throne skiön
For Halvgud-Sön,
Trods den paa Klippetinde.
✂
218
(PS)
Da sank fra Sky,
Til Bögely,
Med Aftensol,
Min Klintestol,
311Og alle Planer prude,
Med Fryd jeg ned
Til Sletten gled,
Min Höiheds-Dröm var ude.
✂
Som fordum ►Frey,
►Saa beiled jeg,
Med Bud og Bön,
I Lys og Lön,
131
(VU)
Til Hjertet og til Haanden,
Men ►Odins Ring,
Som ingen Ting,
Forsmaade ►Lilje-Vaanden.
✂
Mit gode Sværd
Til ►Herrefærd,
Men alt for stort
Og klodset gjort,
Til Trods for Finheds-Smagen,
Jeg ►klapped paa,
Gav at forstaae,
Det ►ledte længst om Magen.
✂
Da sagde koldt
Den Havfru stolt:
Hvi byder ei
Du mig, som ►Frey,
Den Skat til ►Fæstens-Gave,
Saa jeg min Frygt
For Sværdet stygt
Med det kan dybt begrave?
✂
312
219
(PS)
Da fnös jeg vildt:
Din Spot er spildt,
Og tænk kun ei,
Som fordum ►Frey,
Jeg höre vil af ►Loke,
At ►Kvindekiær
Har solgt sit Sværd,
Sin Tröst i ►Ragnaroke!
✂
Da tav hun ►kvær,
Den Havfru skiær,
Neddukked saa
I Bölgen blaa,
Som i en Afgrund aaben,
Og ene stod
►I Hu saa mod
Jeg med mit ►blotte Vaaben.
✂
132
(VU)
Hvo kun har kiær
Det skarpe Sværd,
Det kolde Jern,
Til Livets Værn,
Men seer, han Död kun volder,
Maa blegne selv
For höiröd Elv,
Naar Armene han folder.
✂
►Saa blegned jeg
Paa ►Kæmpevei,
Da kun omsonst
Min ►Galdre-Konst
313Jeg pröved paa de Döde,
Da blev jeg sky
For Vaabengny,
Og angred Haardheds Bröde.
✂
220
(PS)
Da op der sprang
Med Flöite-Klang
En ►Valhalds-Dör,
Som aldrig för
Af meer end Navn jeg kiendte,
Dermed udfoer
Et vinget Ord,
Som mig paa Tungen brændte:
✂
“O, kom igien,
Du Havfru væn!
Endnu engang
Duk op med Sang!
Saa vil jeg mig omvende;
O kom, see her!
Mit gode Sværd
Jeg giver Dig ihænde.
✂
Nu ogsaa jeg,
Som fordum ►Frey,
Om Kiærlighed
Har lært Beskeed,
133
(VU)
Hvordan med Sværd den vindes.
Lad ►Loke kun
Nu bruge Mund,
Til den for evig bindes!
✂
314Ja, Havfru söd!
I Fredens Skiöd,
Ved Kvindens Fod
Med Helteblod,
Jeg ►Kæmpe-Sværdet lægger,
Og blotter kun
I Farens Stund,
Naar selv Du mig opægger!”
✂
221
(PS)
Hvi bobbler ►saa
Nu Bölgen blaa?
O, Havfru-Dands!
O, Regnbu-Glands,
Og aftenröde Kinder!
Velkommen hid,
Paa höie Tid,
Ombölget af ►Kiærminder!
✂
Saa rækker ►Mund
Til Havets Bund,
Saa finder Ord
Den gode Jord,
Som ►mangefold mon bære,
Saa toner ►end
“Velmödt igien”
Fra Venner hjertenskiære!
✂
I Aftenstund,
Ved 📌Öresund,
I Bögesal,
Hvor Nattergal
Slaaer sine Triller söde,
Med Gammens-Röst,
Med Liv og Lyst,
Blev holdt et Stævnemöde!
✂
315
134
(VU)
Som fordum ►Frey,
►Saa fæsted jeg
Havfruen skiön
I Lys og Lön,
Til Ægteviv i Aanden,
Hun föder huld
Mig Fugle-Kuld,
Som ►fjedres efterhaanden!
✂
222
(PS)
I unge Skud
Til Stamme prud,
Af Böge-Rod,
►End frisk og god,
Skiöndt Fuglen var forstummet!
Om Hiertens-Lyst
I eders Bryst
Jeg sang kun lidt ►forblummet.
✂
I gav med Fryd
Mig Örenlyd,
Til Tale sær
Paa Kryds og ►Kvær,
Om Tanker og Bedrifter,
Til Skjalde-Ord
Om Fest i 📌Nord,
Naar Farve Tiden skifter.
✂
Ved Straalerand
Om 📌Grækenland,
Ved 📌Nordens Kaar,
Og 📌Danmarks Vaar,
I vilde med mig glöde,
Og favned ömt
Foruden ►Skrömt,
Vort Modersmaal det söde.
✂
316
135
(VU)
Ja, Skjaldens Ord
Om Fred i 📌Nord,
Og Hjertebaand
I Friheds Aand,
Til Gamle og til Unge,
Med Moders Röst
I eders Bryst
I fandt, som paa min Tunge.
✂
223
(PS)
Hvad dybt gienlöd,
Og höit udbröd,
Til Sang i Sky,
Med Kræfter ny,
Som Vin sit Fængsel sprænger!
Nu er det sandt,
De Danske vandt,
Ei raader ►Grændel længer!
✂
Med Aand ►for Vind
Nu blæser ind
►Nyaaret godt
Den gamle Drot,
Paa ►Himmelbjerg med Luren;
Da vaagner Dyd,
Da vaagner Fryd,
Med Hjertedybs-Naturen!
✂ N. F. S. Grundtvig