Brage og Idun.
✂
207
(PS)
Der throned en Frue i ►Havsgaards Stad,
En Dronning i hedenske Dage,
Hun laved til Gilde den bedste Mad,
Som dödelig Mund vilde smage,
Hun laved saa liflig en Æblegröd,
At Kinden derefter blev hvid og röd!
✂
Ret aldrig ►mon glemmes den Æblemoes,
I ►Havsgaard med Hegn af Kiærminder,
Foruden al Sminke, det er dens Roes,
Den glatted de runkneste Kinder,
Graaskiæggen han földe sig ung paany,
Og löfted ►Idunne med Fryd i Sky!
✂
►Idunne, ja det var den Frues Navn,
Med Paradis-Æbler i Giemme,
Og langt var det ikke fra 📌Kiöbinghavn
Hun havde i Oldtiden hjemme,
Om 👤Thjodolf fra 📌Hvine jeg ret forstaaer,
Paa Bröndshöien laae hendes ►Abildgaard!
✂
2►As-Brage han var hendes Hjertensven,
Saa han havde ►godt ved at kvæde:
Den blomstrende Ungdom til ham igien
Kom altid ►som Ny efter Næde;
Thi drak paa hans Sundhed det hele 📌Nord,
Mens han ►slog Guldharpen ved ►Odins Bord!
✂
208
(PS)
Men hvor er nu ►Brage ved ►Odins Bord,
►Idunne med Æblerne fine?
Ja, hvor er nu Sneen, som faldt ifjor,
Og hvor er nu 👤Thjodolf fra Hvine?
Hvad nytter os Snakken om Oldtids Glands,
Naar Alting er Armod nu hertillands?
✂
Hvorfor dog saa vranten, höilærde Ven!
Hvad nytter det vel at fortvi'le?
Kan Venner ei mödes med Lyst igien,
Var Veien end tusinde Mile!
Ja, er det kanskee kun for ingen Ting
Vi tage med Stolthed nu Syvmils-Spring!
✂
►Forvovnere Kroppe ei Verden saae,
End dem, der nu ►lade og losse,
Som Fuglen i Luften maa Snekken gaae,
Og Vandet med Ilden de trodse,
Ja, springe i Luften saa höit paa Straa,
At Öine som Falkes dem ei kan naae!
✂
3 Blev Aand da en Kryster, for Krop fik Mod,
►Hvad heller blev mat den af Ælde?
Er Kroppen ei længer af Kiöd og Blod?
Maa Tunghedens Lov nu ei giælde?
Til Skyerne löfter vor Aand sin Krop,
Kan selv den ei fare saa let derop?
✂
Kan Aand over Svælg lægge Bro med ►Konst,
Lægge Loft under Bölger tillige,
Men pröver det samme dog kun omsonst,
I sit som i Kroppenes Rige!
Kan Tiden og Rummet den bruge frit
Til Kroppenes Bedste, men ei til sit!
✂
209
(PS)
Kan Liner den spænde fra Pol til Pol,
Hvor Lyden forplantes som Lynet,
Kan Öine den kaste fra Sol til Sol,
Slet ikke til Skade for Synet;
Kan da mellem Tider og Folk den ei
Med Ordet sig bane en Kongevei!
✂
Er det da kun Ordet om “Mit og Dit”,
Ei Ordet om Aanden og Livet,
Som til i al Verden at fare frit
Er Vinger som Lynildens givet!
Mon ►Himmelbjerg-Synet, der samler Alt,
►Til Stövtraade-Öiet som Lehn hjemfaldt!
✂
4►Saa spörger fortörnet den ►Kæmpeaand,
Som bygde sit ►Havsgaard i 📌Norden,
Og siger “min Træl” til den ►Kæmpehaand,
Hvis Værker forbause al Jorden,
Og siger til Öiet: “Alt hvad Du seer
Er Vidner om Aanden, et Gran ei meer.”
✂
Han siger til Öret: har ei Du hört
Mit Kvad fra de hedenske Dage
Om Dronning ►Idunne, i Lön bortfört,
I Lys hentet prægtig tilbage,
Som Svalen forsvinder med dunkle Kaar,
Men ►dages igien i den lyse Vaar!
✂
Af ►Loke forlokket, af ►Loke hjembragt,
►Idunne kom atter tilstæde,
Og ►Aser, med Ungdom og Viisdom i Pagt,
Holdt Thing under ►Asken med Glæde,
Og ►Brage ►slog Harpen ved ►Odins Bord,
For skindöde ►Kæmper i gamle 📌Nord!
✂
210
(PS)
Han siger til Hjertet, hvor end det slaaer
For Heltene djærve og fromme:
Du ►speile dig smukt i din Havfru's Kaar,
Da tör hun tilbage vel komme,
Da löses paa ►Brage ►og Tungen brat,
►Mundharpen han slaaer om den fundne Skat!
✂
5Da finder ►og ►Heimdal igien sin Luur,
Og stöder i den saa det runger,
Da vaagne Smaafugle i Lund og Buur,
Og sjunge med tusinde Tunger,
Da vaagner med ►Odin hver ►As, hver ►Ælv,
Forynges forklaret, forstaaer sig selv!
✂
Da ►Vidskaben voxer som Rug og Byg,
Alt Aandeligt veed Man at skatte,
For Hoved da gaaer ingen ►Pung-Paryk,
Man spörger om ►Karle for Hatte;
Kun hvem der paa Guder har god Forstand,
I 📌Norden man kalder den vise Mand!
✂
Da speiler ►Idunne for Viismands Blik
Sig yndig i Nattergal-Sangen,
Naar atter hun fölger sin gamle Skik,
Som Svalen hun bölger i Vangen;
Thi folkelig Glæde i Aandens Smag
Forynger de Gamle hver Nyaarsdag!
✂
►As-Brage sig speiler i ►Folkesavn
Om ►Age-Thors stolte ►Idrætter,
Om Hver, som har vundet sig Hædersnavn
I Tvekamp med ►Trolde og ►Jetter,
Og sidder nu bænket ved ►Odins Bord,
Saalænge Mundharpen har Lyd i 📌Nord!
✂
6
211
(PS)
I Nordiske Frænder paa Mark og Fjeld!
►Saa hörer jeg Aanden at tale,
At spaae og at varsle om Folkeheld,
I Hytter og ►Höielofts-Sale,
►Landvætten, som förde fra Hedenold
En hjertelig ►Vidskab i ►Kæmpeskjold!
✂
Han sang om en Dronning i 📌Nörreleed,
►Idunne, lyksalige Kvinde,
Som altid forynged vor ►Drapesmed
Og ►Aserne alle herinde,
Med Æbler, som havde den “bedste Smag,”
Og taalde at giemmes til Dommedag!
✂
►Idunne hun være nu hvad hun maa,
Som ►klarer sig nok efterhaanden,
Saa er hendes Æbler, kan jeg forstaae,
Dog Smagen for Livet i Aanden,
Som skiænker os ►Drapen, vi frydes ved,
Foryngelsens Pant i hvert ►Folkeled!
✂
Udödelighed er en herlig Sag,
Naar Glæden kan vare og vinde,
Og hvem vilde græde for Tabt i Dag
Hvad sikkert i Morgen vi finde!
Hvad skader os Rynke og iisgraat Haar,
Naar det er os kun som den Dag igaar!
✂
7Som Örnen bortförde, en Vanheldsdag,
►Idunne til ►Jetternes Gammen,
►Saa Örnen os röved vor gode Smag
For Aanden og Livet tilsammen;
Som ►Thjasse, ►Latinus faae Last og Skam,
Saasandt de var Begge i Örneham!
✂
212
(PS)
Som Svale tilbage kom ►Havsgaards ►Diis,
Med Æblerne ►faure og fine,
For Örnen da gjordes et Baal af ►Riis,
Det voldte ham Angest og Pine,
Af Blod ikke mere hans Klo blev röd,
Som Myggen i Lyset han fandt sin Död!
✂
Det Varsel er godt, gid det ►sandes brat,
►Latinus til ►Sorrig og Kvide!
Thi er han, den Skifting, end dödningmat,
Hans Rygte dog for ham ►mon stride,
►End flagrer vor Svale ved Vindebro
Og gruer for Örnen med Neb og Klo!
✂
►End hersker saa vide den Örne-Smag
For Döden, som Kilde til Livet,
For Rovfugle-Klöer og Vingeslag,
For Aanden af Bogstaver givet,
Ja, Smag for Latinen, det ►Jettesprog,
Hvorpaa vi indskrives i Dödens Bog!
✂
8Dog mægtigt er Livet i ►Odins Börn,
Endogsaa naar Haarene graane,
Thi skal sig vist brænde den gamle Örn,
I Asken som ►Thjasse ►neddaane,
Og skjule sin Skam i den sorte Jord,
Mens ►Brage ►slaaer Harpen ved ►Odins Bord!
✂
Vel haver, som ►Thjasse, ►Latinus ►og
En Daatter med barkede Hænder,
Hun er, som ►Hardgrippe, ei ræd for ►Tog,
Og ►Haar har den Skjoldmö paa Tænder,
Og blottet hun er ei for ►Skjaldepris,
Som ►Skade, saa kaldes hun ►Sköite-Diis!
✂
213
(PS)
Til ►Havsgaard kom ►Skade og kræved Bod,
Paa ►Skier med Pil og med Bue,
Da böd hende ►Aser en Hosbond god,
Hvis Födder hun bedst ►monne hue,
Om ►Balder hun drömde, men ►keised ►Njord,
Som ►raadte for Vinden paa Hav og Jord!
✂
►Franciska hun kommer vel ogsaa hid,
Og ►god er hun ei at bekæmpe,
Hun döver de skarpeste Sværd med Vid,
Maa ►hildes med List og med Læmpe:
Vi byde Forlig paa den bedste Fod,
Hun selv maa bestemme sin Mandebod!
✂
9Vi veed, at hun elsker den “store Fod”,
For stor til vor Dont her i Hjemmet,
Tilpas kun for ►Kæmpen af ►Vaneblod,
Vor Fostbroder vel, men dog fremmed,
Som ►Hading og ►Njord i den svundne ►Old,
►Saa ►rider Havhesten den Herre bold!
✂
►Franciska hun ►keiser da brat 👤John Bull,
Det Bryllup det ►spörges saa vide,
Beskrives om Lande ►med Kridt og Kul,
Som Skriverne Parret kan lide,
►En “Honninge-Maaned” paa Stads og Jagt,
Beseigler den snurrige Ægtepagt.
✂
En Maaned med Fruen paa Stads og Jagt,
En Maaned med Herren paa Havet,
214
(PS)
►Saa lyder den snurrige Ægtepagt,
Som den efter ►Skalda var lavet;
Og Sögangen taaler ►Franciska ei,
Hun löber, som ►Skade, tilfjelds sin Vei.*Vil man gjöre mig den Tjeneste, at slaae op i min “►Nordens Mythologi” S. 468-71 og 485-86, da har man selv Uleiligheden, men ogsaa, vil jeg haabe, Fornöielsen af at see, hvor sært det passer.
✂
Om ►Thjasse og ►Skade og ►Njord paany,
Da kvædes der sikkert paa Jorden,
10Og ►Edda hun löftes med Priis i Sky,
For Sandsigeriet i 📌Norden;
Men hvad der i Verden giör mindst Opsigt
Fornöier tit meer end et Heltedigt!
✂
Det levende Ord paa vort Modersmaal,
Som Aanden i Hjertet indskyder,
Den levende Röst over ►Brages Skaal,
Som liflig fra Hjertet udbryder,
De glöde kun hos os i Skov og Dal,
De flamme kun yndig til ►Jetters Kval!
✂
►Idunne bortföres da aldrig meer,
Men ►Aser i 📌Norden forynges,
Og ►Stenene dandse igien Man seer
Til Staden, hvor ►Vidskab udsynges,
I 📌Norge og 📌Sverrig og 📌Danevang,
Hvor Aand sig forklarer i Svanesang!
✂ N. F. S. Grundtvig.