Første Kapitel.
►Durin og ►Dvalin.
✂ Der var i gamle Dage, foruden ►Aser og Mennesker, ogsaa ►Jetter og ►Dværge i 📌Norden, og det gav Anledning til mange ►underlige Hændelser, som vel maae synes utroelige nuomstunder, men er ikke desmindre godt værd at fortælle, og hvad det Utroelige angaaer, da siger ►Odin i ►Havamaal:
✂
►Hver nyde, som han nemmer!
Da Ingen skeer Uskjel►.
✂ ►Dværgene var, som Man veed, ►Bjerg-Puslinger, hvis Høvdinger hedd ►Durin og ►Dvalin, og de var meget ►nævenyttige, saa der fandtes ikke Mage til de Sværd og Ringe og allehaande Smykker, som de kunde smede og lave, ja, ikke Nok med det, men de var ogsaa udlærde ►Rune-Mestere, og 494 (PS1) forstod den sorte Konst fra Grunden af, hvorover ►det Smaatøi kom i stor Anseelse ikke blot hos ►Jetter, men selv hos ►Aser og Mennesker! Det lod ogsaa mangen Gang til, som ►Dværgene ►holdt hverken med Brud eller Beiler, men passede kun deres Dont, og tjende med lige god Villie Enhver, som skattede deres Konst og vilde ►fornøie dem for deres Umage, enten paa ►Fordelens eller paa Ærens Vegne, men i Grunden var de dog altid paa ►Jetternes Side, som Man ogsaa nok kan slutte 5sig til af den ►Daarlighed de havde, saa de kunde aldrig taale, Solen skinnede paa dem, men blev saa til Steen, som de stod. Naar de derfor selv med deres gode Villie gjorde noget Konstværk enten til ►Aser eller til Mennesker, var der dog gjerne en Hage ved, som ved Skaftet paa ►Mjølner, gjort saa kort, at ►Thor knap kunde faae Hold paa det og nødtes til at bukke sig, hvergang han slog til. Man veed jo nok, der er en heel Fortælling om, at det var en slem Spyflues Skyld, der satte sig paa ►Dværgens Næse, mens ►Mjølner var ►i Arbeide, og som han tilsidst ikke kunde bare sig for at smække til, hvorved han tabte et kostbart Øieblik; men det være nu som det vil, saa var der dog en slem Lyde ved alle de Konststykker, ►Aserne fik af de ►vittige ►Dværge, thi selv den berømte Snekke ►Bladvending, som havde altid Vinden med sig og kunde rumme alle ►Aser og ►Valhals Gjæster, skjøndt Man kunde lægge den sammen som en Bog og putte den i Lommen, vil Man sige, havde den Lyde, at hvem der først kom paa den, kom aldrig af den igjen.
✂ Det var derfor intet Under, at hvem der nødte ►Dværgene til at trælle for sig, fik ogsaa Arbeide derefter, som kunde være baade deiligt og dygtigt nok, men kun til Eiermandens Ulykke, og derpaa er Sværdet ►Tirfing det største og klareste Beviis Man veed af at sige, saa det kan lære Folk at tage sig i Agt for de ►dagskye ►Dværge, og allenfalds ikke sætte dem Stolen for Døren, naar Man tænker at have Gavn af dem.
✂ Der var nemlig en Konge i 📌Garderige, der ►østerinde, mellem 📌det hvide og 📌det sorte Hav, og han skal gjerne have været en Sønnesøn af den store Hexemester, som i gamle Dage kom herind fra 📌Tyrkiet og gav sig ud 6for den gamle ►Odin, der nu var staaet op igjen, og samme Konge i 📌Garderige, de kaldte ham ►Svafur-Lami, satte engang paa Jagten saalænge efter en Hjort til Soel gik ned, og da han saae sig om, var han kommet til at staae imellem to ►Dværge og Dørren til deres ►Steen-Stue. Ha, ha, tænkte han, og gjorde ►Hammertegn, saa de kunde ikke slippe ind, og spurgte saa, med Sværdet over Hovedet paa dem, hvad de hedd? Det sagde de 495 (PS1) ham strax og bad for deres Liv, men han vilde have andet end gode Ord for det og kvad:
✂
Velkommen, ►Dvalin,
►Dværgenes Fyrste,
Velkommen, ►Durin,
Dygtig ved Essen!
Klingen I smede
Smidig og sei,
►Hjaltet og Balgen
Blusse af Guld!
✂
Stene som Klæde
Kløve skal Sværdet,
Aldrig det ruste,
►Eggen ei døves,
Hvad saa end mødes,
Mæles og skeer!
Seier det følge
►Soel-Verden rundt!
✂ Dermed var Kjøbet sluttet, thi ►Dværgene lovede Alt hvad han forlangde, og de holdt forsaavidt ærlig Ord, at ved næste Stævne-Møde i Mulm og Mørke, stod de for Stue-Døren med et splinternyt, funklende Sværd, som de 7strax rakde Kongen, da han kom, men imens han stod og betragtede den skjønne Foræring, trak de ►dem forsigtig tilbage og var allerede forsvundet for hans Øine, da han hørde det hvine ud igjennem Døren.
✂
Hver Gang det blottes,
►Banehug falde!
►Niddingsværk tappert
►Trefold det øve,
Hvortil ei Mage
Mindes paa Jorden!
Banesaar ►visse
Volde det dig!
✂ Dette huede ►Svafur-Lami saa ilde, at han med stor Fornøielse vilde givet ►Dværgen Bane-Saar i ►Brage-Løn, men hvor godt end Sværdet beed paa Steen, stak det dog ei nær saa dybt, som dets Mester, og Man veed ikke, hvis Liv der maatte undgjælde, førstegang ►Tirfing blev trukket af Skede; men det ved man nok, at, da det enstund havde mesterlig draget Blod i ►Svafur-Lamis Hænder, gav det ham selv hans ►Livsbrød, som ►Dvalin spaade.