XXIX.
(Den 5te Oktober.)
✂ Mine Herrer!
✂ Det var under den franske Revolution meget almindeligt at berømme den første romerske Konsul, 👤Junius Brutus, ikke blot fordi han, skjønt i Slægt med den sidste Konge, hjalp til at fordrive ham, men især fordi han, trods Naturens helligste Baand, selv dømte sine royalistiske Sønner fra Livet, hvad jeg dog, som i det hele mangler Sans for de romerske Dyder, kan hverken beundre eller berømme; men paa den anden Side har jeg allerede bekjendt, at 📌Frankrigs ►første Konsul synker dybt i mine Øjne fra det Øjeblik, han gjør sine Familie-Forhold ej blot til en Statssag, men til den Axe, hvorom han vilde nøde hele Verdens-Historien til at dreje sig.
✂ Det er derfor med Flid, jeg hidtil hverken har talt om, hvordan det gik med hans kjære Fru Moder, hvad alle hans Søskende hed, hvem der havde den Ære at være hans Gemalinde, og hvem han derved blev Stiffader til eller Svoger med, lutter Ting, jeg vel kunde være nysgjerrig efter at se oplyst, naar det var dunkelt, men som man kan faa ondt i Øjnene af at betragte, da hans kejserlige Majestæt selv har stillet det i et ►glimrende Lys, som det slet ikke kan taale.
✂ Selv en Konge eller Kejser af det ældste Fyrstehus, 298med de mest indgrode Fordomme om sin Fødsel til Halvgude-Rang og om sit Blods mageløse Dyder, selv ham vilde man, i vore Dage og under vore Forhold, tage det meget ilde op, om han gav alle sine Frænder og Svogre hver et Landskab at beherske, uden mindste Spørgsmaal om, hvad de var skabte og ►skikkede til; og en Mand, selv opvoxet i Middelstanden, fortrolig med den mest ►borgerlige Tankegang, ja, ene stegen til sin Tidsalders højeste Trone ved Ringeagt for alle andre Egenskaber end Tapperhed og Klogskab,– en saadan Mand maa aabenbar sætte sig ud baade over Samtidens og over Efterslægtens Dom, naar han stræber at gjøre hele Verden til et ►Stamgods for sin Familie. Dobbelt oprørende bliver et saadant Forsøg, fordi Kristenhedens Folkefærd baade i Tankegang og Tungemaal, i Sæder og Vedtægter, er saa forskjellige, at selv om det var de allerbedste og klogeste Franskmænd, de fik til Fyrster, lagdes dog ene derved, at de var Franskmænd, et næsten utaaleligt Aag paa alle de Folk, der endnu havde mindste Følelse for deres Ejendommelighed og levende Ihukommelse af deres historiske Fortid. Det kan derfor slet ikke undre os, at der selv mellem de romanske Nationer fandtes én, nemlig Spanierne, der heller vilde aabenbar gaa til Grunde, end under fransk Herskab hemmelig tilintetgjøres; og de germaniske Folk var det hartad lige saa umuligt som de nordiske, uden Fortvivlelse at se deres Fæderneland forvandlet til et napoleonsk Len og fransk ►Stamgods.
✂ ►Vist nok har 👤Napoleon ved denne lige saa daarlige som dristige, altsaa egentlig dumdristige, Plan nødt Historien til at optage hele hans ►Slægtregister; men den hævner sig ogsaa ved at pege paa hans Nepotisme som en Majestæts-Forbrydelse mod Menneske-Slægten, der gjorde hans bratte Fald ej blot retfærdigt, men uundgaaelig nødvendigt.
✂ Det var da først efter det ►glimrende Slag ved 📌Austerlitz 299og den for 📌Østerrig saa ydmygende Presburger-Fred 1806, at 👤Napoleon begyndte at uddele Riger som ►Nyaarsgaver til Brødre, Frænder og Svogre; og den første, der slap saaledes til en Trone, var hans ældre Broder 👤Josef, som skal have været en ganske ►snild Prokurator og kunde jo snart være en bedre Konge i 📌Neapel, end man dèr i mange Aarhundreder havde haft. Da han nu tillige, som Korsikaner, var langt mere Italiener end Franskmand, kunde det ikke været saa urimeligt, om 👤Napoleon havde gjort ham til Konge over hele 📌Italien, 📌Korsika iberegnet; men det var langt fra Meningen, da det egentlig kun var Titel, Indkomster og ►Hals og Haand over Smaafolk, men ingenlunde politisk Selvstændighed, han undte sine Brødre, som derfor maatte vedblive at være franske Embedsmænd og staa personlig under ►Kejserloven. – Allerede tidligere havde han desuden udnævnt sin Stifsøn 👤Eugène Beauharnais til Vicekonge i 📌Lombardiet eller, som det hed, 📌Kongeriget Italien, og herved mindes vi da om 👤Napoleons første Gemalinde, som var en rig ►Planter-Datter fra 📌Martinique, 👤Josephine Tacher de la Pagerie, født 1763, og tidlig gift med en fransk Adelsmand, 👤Alexander Beauharnais, som en kort Tid var General under Revolutionen, men blev henrettet nogle Dage før 👤Robespierre.
✂ 👤Napoleons anden Broder, 👤Ludvig, som var Artilleri-Officer og havde fulgt ham baade til 📌Italien og 📌Ægypten, men dog uden at vinde Navnkundighed, og var gift med Josefines Datter, 👤Hortensia Beauharnais, blev gjort til Konge i 📌Holland, omtrent paa samme Tid som 👤Josef i 📌Neapel; og da han lod Hollænderne raade dem selv, mer end de før havde faaet Lov til, fandt de dem meget bedre i det franske Kongedømme, end man skulde ventet.
✂ Men nu, efter den prøjsiske Krig, da 👤Napoleon skabte det ny Kongerige 📌Vestfalen i 📌Nordtyskland, kom ►Raden til hans yngste Broder 👤Jeronimus, født 1784, som aldrig havde været andet, end hvad hans Broder gjorde ham til, 300og [han] holdt nu 1ste Januar 1808 sit kongelige Indtog i 📌Kassel, hvor han ►lod Fiolen sørge og gad ikke engang lært Tysk, skjønt han kun var 24 Aar gammel.
✂ Dette opbragte naturligvis Nordtyskerne mere end alt andet, og endnu langt mere opbragte det Spanierne, at 👤Napoleon samme Aar, midt under Fred og Forbund, erklærede, at deres Kongehus havde ophørt at regere, og forflyttede sin Broder 👤Josef fra 📌Neapel til 📌Spanien; men det maa vi for Resten lade bero, til vi har talt om den ny Krig med 📌Østerrig, som førtes 1809, og kun bemærke, at en af Grundene til den vist nok var den uventede Modstand, 👤Napoleon fandt, og de følelige Tab, han led i 📌Spanien.
✂ Det fulgte imidlertid af sig selv, at det østerrigske Kejserhus, da det i 📌Presburg-Freden afstod 📌Tyrol til 📌Bayern og det venetianske til 📌Kongeriget Italien, agtede at forny Krigen, saa snart man turde haabe med gammeløsterrigsk Tapperhed at tilkæmpe sig bedre Vilkaar, og det haabede man 1809, ikke blot fordi 👤Napoleon havde Hænderne fulde i 📌Spanien, men fordi man havde benyttet de tre foregaaende Aar til at ruste sig, havde besluttet at give Ærkehertug 👤Karl, endnu aldrig slaaet af 👤Napoleon, fuld Raadighed over alle Stridskræfterne, og endelig fordi 📌Prøjsen og hele 📌Nordtyskland naturligvis, især da 📌Spanien havde givet Exemplet, kun fattedes Mod til at bryde løs.
✂ (Østerrigernes Plan: at bryde midt ind i 📌Tyskland fra 📌Bøhmen. – Slaget ved 📌Eckmühl ved 📌Regensburg 22de April 1809. – 👤Davoust, Hertug af 📌Auerstädt og Fyrste af 📌Eckmühl, født 1770, død 1823. – Slaget ved 📌Aspern og 📌Eslingen 21de og 22de Maj. – 👤Lannes, en ►Gascogner, født 1769, 👤Hertug af Montebello, fra 📌Italien og 📌Ægypten. – 12te Maj havde 📌Wien kapituleret. – 👤Napoleon skrev, der faldt kun 500 Franskmænd, men man fandt 3000 franske Kyradser paa Valpladsen. – Slag ved 📌Wagram 5te og 6te Juli. – 👤Masséna, Prins af 301📌Eslingen, Hertug af 📌Rivoli, født i 📌Nizza 1758, død 1817. – Vaabenstilstand i 📌Znaym 12te Juli.- Freden i 📌Wien eller 📌Schönbrunn 12te Oktober, hvorved 📌Østerrig mistede 📌Triest med 3 Millioner Undersaatter og udeluktes fra Havet.)
✂ (👤Ferdinand Schill, født i 📌Schlesien 1776, Søn af en ►Partigænger i Syvaars-Krigen, som tjente først 📌Østerrig og saa 📌Prøjsen. Han blev saaret i Slaget ved 📌Auerstädt og gjorde god Tjeneste ved 📌Kolbergs Belejring, fik efter Freden et Husar-Regiment, og med det listede han sig 28de April ud fra 📌Berlin, for at ►rykke i Marken mod 👤Napoleon; men da han saa godt som ingen ►Understøttelse fik, maatte han ►indslutte sig i 📌Stralsund, som blev taget med Storm 31te Maj af en lille dansk og hollandsk Armé, og 👤Schill faldt, men [blev] dyrket som en Frihedens Martyr af Nordtyskerne.)
✂ (👤Fichtes ►Reden an die deutsche Nation 1808.)
✂ [Den] 9de April stod et svagt østerrigsk Korps ved 📌Tyrols Grænse; det var Signalet til Opstanden, og den 14de April trak Bønderne ind i 📌Innsbruck, og det var omtrent gjort af med 8000 Franskmænd og Bayrere. – Anførerne [vare]: den saakaldte ►Sandvært, 👤Andreas Hofer, født 1767 i 📌Passayr, med 16 Aner af Kromænd, skudt i 📌Mantua 20de Februar 1810. – 👤Josef Speckbacher fra 📌Rinn, født 1767, var en af dem, der gik i Ilden, ►undkom Maj 1810 til 📌Wien, anførte ►Friskytterne, da de igjen hyldede 👤Kejser Frans, og døde 1820.
✂ I Begyndelsen af Maj kom Franskmænd og Bayrere igjen under 👤Lefebvre, Hertug af Danzig, undsatte 📌Kufstein og slog Østerrigerne under 👤Chaskeler ved 📌Wörgl 13de Maj, hvorpaa han trak sig ud. (Var erklæret fredløs af 👤Napoleon, men døde dog først 1823 som Guvernør i 📌Venedig.) Kun en svag Besætning blev i 📌Brenner-Skansen; men med Hjælp der fra slog Tyrolerne, anførte af 👤Speckbacher og den forvovne ►Kapusiner 👤Joakim Has302pinger, Fjenden 25de-29de Maj, saaledes at de 31te Maj atter kom til 📌Innsbruck.
✂ I Begyndelsen af Juli var 📌Kufstein paa Nippet [til] at overgive sig; men da kom Efterretningen om Vaabenstilstanden i 📌Znaym i 📌Mähren, og Østerrigerne trak ud. – 👤Hertugen af Danzig brød nu [ind] med 30,000 Mand; men kom ikke ud med nær saa mange, efter at have prøvet Tyroler-Skytterne fra 4de til 13de Avgust mellem 📌Innsbruck og 📌Brixen, hvor 👤Speckbacher og ►Kapusineren 👤Rødskjæg gjorde ham Helvede hedt. – Nu var 📌Tyrol fri til Freden, og 👤Hofer fik en Guldkjæde fra Kejseren; men da 👤Speckbacher vovede sig ind i 📌Salzburg, blev han aldeles slaaet ved 📌Melleck 16de Oktober. – Efter at 👤Hofer havde kundgjort Freden, kaldte han dog atter til Vaaben 15de November; 👤Haspinger lod sig formaa til Deltagelse, men undslap dog ad underlige Veje, saa han Allehelgen 1810 naade 📌Wien og fik Pension.