Grundtvig, N. F. S. Mands Minde 1788-1838. Foredrag over det sidste halve Aarhundredes Historie

266

XXV.

(Den 26de September.)

Mine Herrer!

Der er i det nittende Aarhundrede snakket en Del og skrevet endnu meget mere om en vis ny Skole, der alle Vegne, men især hos Tyskerne, Svenskerne og os, udmærkede sig ved et barbarisk Kunstsprog, en afgjørende Tone og en mystisk Retning, der ikke blot vilde føre os tilbage til al den Overtro og alle de Fordomme, vi i det attende Aarhundrede lykkelig var blevne kvit, men kaste os tilbage i Middelalderen og gjøre os rent katolske i Hovedet; og jeg maa ikke dølge for Dem, at jeg selv ikke blot er regnet til denne i Aarhundredets Begyndelse ny, men nu hartad forældede Skole, men regnet blandt de Formænd, den efter fattig Lejlighed fandt i 📌Danmark.

Det nyttede altsaa ikke, om jeg end nok saa hellig forsikrede, jeg vilde give Dem en upartisk Fremstilling af denne ny Skole og dens Forhold saa vel til, [hvad] man i forrige Aarhundrede kaldte Oplysning, som til, hvad man nu kalder Videnskabelighed; thi er jeg ikke bleven aldeles ligegyldig baade for gammelt og nyt, da maa jeg nødvendig i det mindste hælde til en af Siderne; og denne Hælding er jo netop Partiskheden, som, hvor den findes, gjør sig selv gjældende, enten vi saa vil og véd det, eller ikke.

267Jeg vil derfor her lade det staa ved sit Værd, hvad Lov eller Last den ny Skole her eller andensteds fortjener, og blot holde mig til Kjendsgjerninger, i det jeg stræber at give Dem en tro historisk Forestilling om den Gjærings Begyndelse hos os, som endnu vedvarer og vil, efter mine Tanker, under Efterslægtens Jubel, gjenføde og forklare vor naturlige Tankegang og vort borgerlige Selskab i den. Kjendsgjerningerne forsvare da sig selv, og naar jeg ingen vil paanøde min Anskuelse, da har jeg Lov til at ytre den lige saa frit og anbefale den lige saa varmt, som andre ytre og anbefale deres.

De Kjendsgjerninger, jeg sigter til, er, at medens 👤Thorvaldsen gjenfødte Oldtidens Kunst, stræbte vor 👤Steffens i Tænkningens og 👤Øhlenschlæger i Digtningens Rige at tilegne sig og forplante Oldtidens Aand.

Mine Herrer!

Det er om 👤Henrik Steffens, vor endnu levende, men des værre udvandrede Landsmand, min Tale i Aften maa dreje sig, paa ham, jeg maa stræbe at gjøre Dem opmærksom, hvis De ikke allerede er det, ham, jeg maa nævne Dem som et af de store Redskaber for 📌Nordens Aand og 📌Danmarks Skytsengel, uden hvem, efter min fulde Overbevisning, selv Daaden paa 📌Kongedybet vilde været forgjæves, Dønnet fra det sortladne Hav ej blevet et Æreskud for 📌Danmarks Nyaar i Oldtidens Aand, men kun været en Salve over 📌Danmarks Grav paa Bølgen blaa, vor gamle Vej til Ros og Magt, men nu, som det syntes, forladt af Dannebrog, der fløj tilbage til Skyen, hvorfra det fordum faldt ned.

Ja, m. H., De véd det vel, at Dannebrog var Navnet, vi kan ikke sige paa vort Admiralskib 2den April, – thi en Admiral var netop paa den Dag det eneste, 📌Danmark fattedes, for at have triumferet over Sejerherren ved 📌Nilen, – men at Dannebrog var dog Navnet paa vort 268Hovedskib, hvor Kommandør 👤Olfert Fischer havde rejst vor Stander, men flyttede den alt før Middag, allerede et slemt Forvarsel; thi vel skal der alt den Gang [have] været Ild i Skibet, men det blev dog ved at kæmpe længe efter, til det alene havde henved 300 døde og saarede, og sprang først i Luften, da Slaget var endt; saa fra en saadan hellig Plet, i Tvekamp med Elefanten, som bar 👤Nelson selv, fra en saadan hellig Plet, med Dannebrogs Navn og et Mandskab af Helte, havde bestemt hverken 👤Juel eller 👤Tordenskjold flyttet 📌Danmarks Stander, saa længe der endnu lod sig gjøre et Skud, men havde heller vovet paa at fare op i Skyen, som 👤Hvitfeld i 📌Kjøge-Bugt.

Hele den danske Flaades mageløs ulykkelige Skæbne sex Aar efter, hvorom vi snart skal tale, syntes ogsaa kun alt for vel at svare til det ulykkelige Varsel; men opfyldes desuagtet det lyse Haab om 📌Danmarks Fremtid, der gjennem en hel Menneskealder, trods en Kjæde af Vanheld, ja, trods 📌Evropas Latter, har oplivet og opglødet mig, opliver og opvarmer mig endnu, mens Haaret graaner, – opfyldes dette mit lyse Haab, saa 📌Nordens Aand igjen øjensynlig øver Storværk i “Danmark dejligst Vang og Vænge, lukt med Bølgen blaa”, – da skal hele 📌Danmark, ja, alle Historiens Kyndinger sande og stadfæste med mig, at Slaget i 📌Kongedybet 1801 og 👤Steffens’ Lynild 1802 og 3 var to Begivenheder, som maatte følges ad, for at det kunde blive sandt, hvad Digteren paa Slagets første Aarsdag sang: at Oldtids Aand og Oldtids Ære skjænktes os paa ny.

Indtil saa længe maa jeg finde mig i, at min Beundring af 👤Steffens, ligesom mit Haab om 📌Danmark, synes om ikke latterlige, saa dog urimelig sværmeriske; men jeg overlader ogsaa Bedømmelsen af begge saa rolig til Fremtid og Efterslægt, at jeg selv med Flid vil bemærke, jeg har i alle Maader Skinnet imod mig; thi paa den ene Side kan vi alle se, at 📌Danmark endnu i denne Time kun viser liden Kraft og mindre Glans, og paa den anden 269Side er 👤Steffens mit kjødelige Søskendebarn, og hele min Udvikling en Frugt af hans Ord; saa min Forblindelse kan baade synes bevist og findes højst naturlig.

Rolig og simpelt vil jeg derfor ogsaa fortælle Dem, hvordan 👤Steffens virkede paa mig, og opfriske, hvad alt synes glemt: at han virkede i det mindste ikke blot paa mig, men endnu langt øjensynligere paa 👤Adam Øhlenschlæger, og kjendelig nok paa de fleste Mænd, der siden blev navnkundige for Aand i 📌Danmark; saa er der nogen Aand over os, da fór den aabenbar i os med det vingede Ord fra hans Læber, hvis Mage til at lynslaa Folk med aabne øren jeg aldrig har kjendt.

Altsaa, m. H., jeg har fra Begyndelsen forbeholdt mig, midt i Talen om de store Verdens-Begivenheder, stundum at vende tilbage ikke blot til 📌Danmark, der, i Sammenligning med Verdens-Magterne, er “som liden Landsby mod en stor og prægtig Stad”, men ogsaa til min egen Ringhed; fordi nu en Gang Tingene i Verden ikke røre os i Forhold til deres Størrelse, men i Forhold til deres Nærhed, og man er, som vi alle véd, sig selv nærmest. Det har jeg forbeholdt mig, vis paa, at naar jeg ikke var dum nok til at overdrive det, vilde Foredraget derved vinde mere i Livlighed, end det tabte i Anseelse; og ligesom Slaget i 📌Kongedybet ordentlig kaldte mig som Historiker tilbage til Fædernelandet, saaledes maatte Talen om 👤Steffens, om det ellers behøvedes, nøde mig til at mindes min egen Bane; ikke fordi jo andre – f. Ex. en af Ørstederne, Biskop 👤Mynster eller 👤Øhlenschlæger – meget bedre end jeg kunde skildre Dem den aandelige Tilstand i 📌Danmarks Hovedstad, da 👤Steffens, som falden ned fra Skyerne, pludselig stod midt iblandt os og opløftede sin vældige Røst; skildre Tilstanden, da han kom, og det umiddelbare Indtryk, han gjorde, det kunde de meget bedre, som var baade ældre og anderledes hjemme i Hovedstaden, anderledes nøje forbundne med ham og skikkede 270til at skatte og forstaa ham, end jeg, den Gang i mine Slyngels-Aar, ung Student, i 👤Steffens' øjne et Kjødhoved, og i mine egne Tanker meget for klog til at lade mig andet lære af ham, end: hvordan man skal tale, saa det gjennemryster og lynslaar selv dem, der næste Øjeblik tør le ad det hele, som saa mange le ad Tordenen, naar den er ovre, skjønt de rystede under den.

Jeg skulde derfor ønske, heller at være Tilhører end Taler ved en Skildring af den søde Søvn, hvori Hovedstaden, efter vel overstaaet Fare ved 2den April, laa 1802, og Forbavselsen, Harmen, Fortvivlelsen, han vakte, den selvbudne Gjæst, der kom som Aanden i Hamlet eller, efter 👤Goethes Udtryk, som Herkules til 👤Wieland, der fór tilbage for hans Kæmpeskikkelse og raabte: “Nej, saaledes havde jeg slet ikke tænkt mig de græske Helte, men som Folk er flest, som Mænd af Middelstørrelse” – jeg skulde helst høre det skildret af dem, deres Alder og Forbindelser satte i Stand til at gjøre det meget bedre end jeg; men da de sagtens ikke gjør det, er noget dog altid bedre end intet; og da jeg med Sandhed maa sige, der næppe paa den Tid, hvad Aand angik, fandtes en større Filister mellem de letnemme Studenter i 📌Kjøbenhavn, end jeg var, faar Vidnesbyrdet om Kraften i 👤Steffens' Ord virkelig i min Mund en Vægt, det knap vilde have i nogen andens. Jeg var den Gang 18 Aar; og skjønt jeg, til jeg var fulde femten, i en Krog paa den jyske Hede havde nogenlunde bevaret den levende Sans, saa vel for det store som for det hjemlige, og i det hele for det naturlige og levende, saa havde dog Latin-Skolen paa langt mindre end to Aar forvandlet mig til saa kold, selvklog og lavstammet en Person, at jeg ikke engang brød mig om, hvordan det gik med den store Kamp, jeg dog med levende Interesse havde fulgt, bogstavelig lige til den Dag, jeg satte min Fod i den forhexede Latinskole; thi Slaget ved 📌Abukir, som stod et Par Maaneder i Forvejen, husker jeg grandt, var mig højst 271mærkværdigt; men paa den klassiske Jordbund mærkede jeg næppe det mindste til 👤Napoleons Hjemkomst eller engang til Slaget ved 📌Marengo; saa i min Hukommelse sammensmelte 👤Nelsons Bedrifter ved 📌Abukir og ved 📌Kjøbenhavn, som om jeg havde sovet Mellemtiden bort. Det havde jeg da i Grunden ogsaa; thi hvordan vore Latinskoler end nu kan være, saa var den, jeg gik i, saa aandløs, saa tom og kjedelig, at enten maatte jeg løbet ud af den Dagen efter min Ankomst, eller lære at skamme mig ved min Forkjærlighed for Historien i det hele og Fædernelandets i Særdeleshed, ja, ved hvert Glimt af Aand og hver Gnist af hellig Ild, der end fandtes hos mig; og skjønt det altid er min egen Skam, at jeg valgte det sidste, saa var det dog ogsaa en gruelig Blindhed hos vore troskyldige Fædre, som i den flygtigste og farligste Alder kastede os ind i en Kreds, saa fjendtlig mod alt i højere Forstand naturligt og levende, saa blottet for alt, hvad der adler, saa fuld af alt, hvad der kan nedværdige, sløve og fordærve Mennesket.

Jeg behøver vel ikke at sige Dem, m. H., at det er ikke Klassikerne og ej Beskjæftigelsen med Oldtidens ypperste Mindesmærker, jeg hermed laster, men kun vore Latinskoler, som jeg har kjendt dem, og Drenge-Videnskabeligheden, der er Aandens Pestilens, fordi Drenge-Forstanden umulig kan fatte noget af alt, hvad der hører Aanden til, og maa derfor, naar den vinder Selvtillid, forkaste det alt sammen og kry sig af en “Hundeklogskab” som den, man i det 18de Aarhundrede sædvanlig kaldte Oplysning. Med den kom jeg i Aarhundredets sidste Time, i Oktober 1800, til 📌Universitetet, og kun den fandt jeg dèr ved Siden ad den forældede Troskyldighed, og begge parrede med den aandelige Dødhed og Magtesløshed, der netop gjør Slaget 2den April til et af de største Vidundere i 📌Danmarks og til et Særsyn i hele Verdens Historie.

Uagtet derfor netop Slaget i 📌Kongedybet, saa hæderligt 272og dog uheldigt, besveget om ikke for Kransen, saa dog for Frugten, var besynderlig skikket til at oppuste hver slumrende Gnist af Fædernelandskjærlighed og til at vække især Ungersvendene til at anstrænge alle deres Evner, for en Gang at tilbagevinde 📌Danmark sin tabte Glans, saa virkede det dog slet ikke saaledes paa mig, ikke heller paa mine jævnaldrende eller paa Folket i det hele. Meget mere overraskede Daaden os omtrent lige saa meget, som den overraskede Fjenden, og overgik saa vidt, hvad vi selv følte os begejstrede til, at vi var glade ved, det blev saa godt overstaaet, at vi nu kunde vente Fred og Ro i vore Dage, ligesom vore Fædre, paa disse Timer nær, havde haft i deres; saa i Steden for at vække os af vor uværdige Slummer, inddyssede netop den hurtig overfarende Torden os endnu mer, da det syntes os bevist, at vi med al vor Aandløshed og Smaalighed dog, hvad Øjeblik vi vilde, kunde selv i Kraft og Opofrelse godt maale os med vore ypperste Fædre.

Et Lykketræf maa jeg derfor kalde det, at min Kjærlighed til 📌Nordens Historie paa denne Tid atter vaagnede, og mit egentlige Bekjendtskab med det gamle 📌Nordens Guder og Helte stiftedes; thi dertil gav Kampen paa 📌Kongedybet kun Anledning, da jeg i Studenterkorpset stødte paa en jævnaldrende Bornholmer, den siden saa ulykkelige, nylig i den dybeste Elendighed afdøde 👤P. N. Skougaard; thi ved Siden ad ham var det ikke, som i 📌Aarhus Skole, for min Styrke, men for min Vankundighed i Historien, jeg maatte skamme mig. 👤Saxe og 👤Snorre, Eddaerne og hele 📌Islands Sagarække, som jeg kun kjendte af Navn, var nemlig en Kundskabs-Kreds, hvori han bevægede sig saa frit og let som i sin Hjemstavn; og skjønt han var intet mindre end poetisk stemt, var Matematiker med Liv og Sjæl, laa dog hele Verdenshistorien ham saa nær og syntes saaledes indtaget af ham, som en 👤Napoleon i Bogverdenen, at saaledes havde jeg aldrig beundret noget 273Menneske; og hans Bekjendtskab maa jeg da ikke blot takke for mit forholdsvis tidlige Bekjendtskab med 📌Nordens Oldtid, men i det hele for den levende Følelse: at uden for hele Examens-Kredsen laa der en Verden af Kundskaber, det godt lønnede Umagen at berejse. Derved var jeg reddet fra den Dovenskabs og Kjedsommeligheds Afgrund, hvori Skolefuxeri og Examens-Slendrian paa et hængende Haar havde styrtet mig; og har eller faar mit Liv nogen videnskabelig Betydning, da var det aabenbar Betingelsen, men dog hverken Kraftgrunden eller Livskilden; thi det er kun Aanden, og om Aand havde min bornholmske Ven lige saa lidt som jeg mindste Begreb, naar Aand skulde være andet end paa den ene Side vor gode Fornuft og Forstand og paa den anden spillende Vittighed.

Under disse Omstændigheder i min lille Kreds var det, 👤Henrik Steffens kom til Bys, efter at have opholdt sig saa længe i 📌Tyskland, at i det mindste jeg aldeles havde glemt, han var til; skjønt jeg for Resten godt fra min Barndom kan huske, han viste mig Billeder i den første Perspektiv-Kasse, mine Øjne saa’. Han var nu 28 Aar, havde staaet i nøje Forbindelse med Filosoffen 👤Schelling, Digterne 👤Tieck og 👤Novalis og Brødrene Schlegel, kort sagt med alle Hovedmændene for den saakaldte ny Skole i 📌Tyskland, der i det attende Aarhundredes allersidste Aar havde dannet sig, og var her inde kun meget faa bekjendt, uden af Rygtet: som en splittergal Modsætning til hele det attende Aarhundredes Poesi, Historie, Fysik, Filosofi, Teologi, Kunst og Vidskab, og det en Modsætning med Kæmpekræfter, som man faar, naar man gaar fra Forstanden, kort sagt: en tysk Revolution i den lærde Verden, endnu langt grueligere end den franske i det borgerlige Selskab, og det oven i Kjøbet i stik Modsætning til den franske, der af den ny Skole fremstiltes som en plump Tragi-Komedie, opført af Lemmerne i den 274Daarekiste, 👤Voltaire og Konsorter havde bygt og kaldt Visdoms Tempel.

Alt dette vidste jeg imidlertid intet af; thi dels kom jeg sjælden eller aldrig paa Kollegier, hvor jeg snart lærte, hvad der i den Alder var mig nok: at jeg kjedede mig; og dels blev dèr vist heller ikke ymtet om saa nye Tildragelser; thi vore Professorer holdt den Gang kun maadelig Skridt med Tiden, saa vore Teologer kjendte kun meget lidt til 👤Kant, og vor Filosof holdt sig strængt til 👤Leibnitz og 👤Wolff; saa det var rimeligvis gaaet mig som saa mange af mine medstuderende, der, da 👤Steffens rejste igjen, knap vidste, han havde været her, naar ej vort Familie-Forhold havde gjort, at jeg hyppig saa’ ham og naturligvis var nysgjerrig efter at høre, hvad han havde at fortælle. Det fik jeg nu vel ikke saa strax at vide; thi foruden det himmelfaldne i hele hans Anskuelse og den sorte Armod i Latinskolen, laa der endnu en Hindring i hans Stil: temmelig tysk i flere Henseender og fuld af alle Haande Kunstord, jeg aldrig havde enten set eller hørt; men Sproget, han førte, Tonen, han talte i, Ilden, han sprudede, det slog mig paa Timen, saa jeg følte, der ogsaa i Ordets Verden er en himmelhøj Forskjel som paa Ild og Vand, saa det begejstrede Ord, om man end slet ikke forstaar eller kan udstaa, hvad det har at føre, dog, saa længe det lyder, hersker som en Konge midt imellem sine Fjender.

Hermed havde jeg da, uden selv at vide det, baade faaet en levende Forestilling om Aand og Respekt derfor, som Ordets vidunderlige Livskraft, hvis Virkning paanøder os den Overbevisning, at der i det usynlige er en Virkelighed af et højere Slags end den, vi kan tage og føle paa, sønderlemme og begribe; og skjønt der maatte hengaa Aar, før det gjorde nogen kjendelig Forskjel paa min Betragtning af Livet og Vidskaben, saa var dog dette Indtryk af et levende Ord om det usynlige og den deraf ud275springende Aands-Hylding aabenbar det første, altsaa det store Skridt hos mig fra det attende til det nittende Aarhundrede i Aandens Verden.

Men desuden var der dog ogsaa noget i de steffenske Forelæsninger, som jeg, om ikke helt, saa dog halvt, forstod, om end ej endnu kunde tilegne mig, saa dog indprentede mig til nøjere Overvejelse, og det var paa den ene Side hans Betragtning af Historien, som den findes i Indledningen til hans filosofiske Forelæsninger, den eneste danske Bog, han har udgivet, og [paa den anden Side] hans Vurdering af den ny Tids navnkundige Digtere, i en Forelæsning over 👤Goethe, han ej engang skrev og da mindre lod trykke.

Hans historiske Anskuelse af Menneskelivet, som guddommeligt i sin dunkle, østerlandske Oprindelse, som dalet, men dog ligesom himmelsk trøstet af de græske Muser og Kariter, men korsfæstet af de aandløse, ret egentlig ugudelige Romere, der i 👤Nero som den sidste naade den djævelske Fuldkommenhed, de gjennem Aarhundreder havde tragtet efter og kæmpet for, – dette Livs Opstandelse fra de døde med Kristendommen, men [en] Opstandelse til en anden Verden, som det ej [strax] kunde naa, og som derfor maatte synes Hverdagsforstanden latterlig, saa de vittige Franskmænd fik hele Verden paa deres Side, – og nu endelig den nytyske Skoles alvorlige Bestræbelse for at hæve Slægten til et højere Stade, hvorfra baade Oldtid, Middelalder og Nutid lod sig overskue, den hemmelige Forbindelse opdage, og en ny Sammenknytning af det herlige fra alle Tider forberede, – denne Anskuelse var saa fri, saa ny og stor, og dog vore Forestillinger fra Barndommen og Bibelen saa lig, at den i det mindste paa mig umulig kunde forfejle sin Virkning, [men] maatte tiltrække og omsider indtage mig.

Og nu Bedømmelsen af de navnkundige Digtere, Lovprisningen af 👤Shakspeare og 👤Cervantes, 👤Goethe, 👤Tieck og 👤Novalis, som jeg slet ikke kjendte, Lovprisningen 276fra saa veltalende Læber og med en Begejstring, der hjemlede sig selv en Stemme om Begejstring, den maatte nødvendig spænde min Opmærksomhed, og det saa meget mere, som 👤Steffens med det samme brød Staven over det meste af, hvad man her inde kaldte høj Poesi, og som jeg selv havde fundet højst kjedsommeligt, mens det var mig en Lyst at læse 👤Holberg og 👤Wessel, som 👤Steffens ogsaa kaldte Mestere i deres Slags.

Dog, som sagt, hvad 👤Steffens virkede paa mig, maatte der Tid og Lejlighed til at lære mig selv og andre; men paa 👤Øhlenschlæger, der ikke blot var ældre og stod i venlig Forbindelse med ham, men var baade anderledes brændbar og forberedt end jeg, kom det strax til Syne; og skjønt det naturligvis ikke var 👤Steffens, der meddelte ham det store Pund, hvorved han efter mine Tanker ikke blot blev 📌Danmarks, men sin Tids største Digter, saa var han dog uden 👤Steffens vist aldrig bleven det. Det tilstaar ogsaa 👤Øhlenschlæger selv i sit Levnedsløb, hvoraf vi se, han havde et Bind Digte under Pressen, da han blev kjendt med 👤Steffens, men som han da rent kasserede, og skrev i den Sted Samlingen fra 1803, hvormed der unægtelig begynder en ny Epoke i vor Digtekunsts Historie.

Det er højst mærkeligt, at samme Aar var det, 👤Thorvaldsens Jason hævede sig og gjorde Epoke i Billedhugger-Kunsten; ja, Ligheden bliver end mere besynderlig, naar vi véd, at 👤Thorvaldsen alt 1801 havde formet en Jason i naturlig Størrelse, men som han slog i Stykker, for at frembringe den kolossalske, 📌Evropa nu beundrer; thi saaledes kan vi af 👤Øhlenschlægers Vise: “Sving dig glade Sang fra Jorden, højt til Himlens hvalvte Buer” og hans “Anden April” slutte, at de Digte, han kasserede, var gode nok efter den sædvanlige Maalestok, men maatte kun vige for de kolossalske, som altsaa 📌Danmark gjenfødte i Aandens, som 👤Napoleon i Legemets Verden.