Grundtvig, N. F. S. Mands Minde 1788-1838. Foredrag over det sidste halve Aarhundredes Historie

12

II.

(Den 22de Juni.)

Mine Herrer!

Det er de sidste halvtredsindstyve Aars Historie, jeg har sat mig for paa en Maade at foredrage, og det følger af sig selv, at jeg gjærne vilde foredrage den paa den allerbedste Maade, det vil i min Mund sige: den Maade, der passede sig allerbedst for os paa begge Sider; thi til mine mange videnskabelige Særheder, som jeg naturligvis her vil stræbe at gjøre Dem bekjendt og, om det vil lykkes, fortrolige med, hører ogsaa den, at jeg paastaar, at vi er ikke til for Historiens, men Historien for vores Skyld; saa Højtyskerne maa sige, hvad de vil, om den rene “Objektivitet”, hvorved man glemmer baade sig selv og sine Tilhørere eller Læsere over de historiske Gjenstande, saa tager jeg mig lige fuldt den Frihed at bemærke: det er godt for Højtyskerne, om de har saadan en Overflødighed baade af Liv og Tid og Beskedenhed, at de kan daglig ødsle dermed i de dødes Rige og dog have nok tilbage; men at det er ganske anderledes fat med mig, som har saa lidt baade af Liv og Tid og Beskedenhed, at jeg maa holde til Raade med dem og har slet intet at spilde paa de døde.

Da nu desuden “Objektiviteten” slet ikke lader sig fordanske, tør jeg haabe, m. H., De er enige med mig 13om at lade den fare til Hverdagsbrug og i det højeste skjænke den lidt Opmærksomhed, hvis vi en Gang faa i Sinde at prøve Kunster paa noget, der kun skal staa til Stads.

Uden al Fordring paa at levere et Kunstværk, vilde jeg derfor gjærne foredrage baade de sidste halvtredsindstyve Aars og hele Tidens Historie paa den allernaturligste Maade, da jeg er ganske vis paa, det vilde være den muntreste og livligste, følgelig ogsaa den fornøjeligste paa begge Sider; men jeg er langt fra at smigre mig med Haab om, at det vilde lykkes, da vi, som har gaaet i den sorte Skole, er komne saa langt bort fra Menneske-Naturen og Folke-Livet, at om vi ogsaa havde den klareste Forestilling om det naturligste, vilde dog Bestræbelsen for at anvende det blive stiv og tvungen, altsaa død og magtesløs, ja, blive et Kunstleri, der kun gjorde ondt værre. Vil vi derfor være kloge, maa vi nøjes med at foredrage Historien paa den bedste Maade, vi kan, om den end i vore egne Øjne er kun meget maadelig, og lade det komme an paa en Prøve, om vore Tilhørere kan nøjes med, at vi gjør vort bedste; thi det er godt nok med disse historiske Forelæsninger, men de duer dog ikke synderlig, fordi der hænger noget romersk, herskesygt, i det mindste os unaturligt ved dem.*Sidste Stykke fra “thi det er godt nok” er tilskrevet i Randen af Haandskriftet, som derefter har med Anførselstegn: “Vore gamle Sagamænd”, formodentlig en Antydning af, at Taleren her har indskudt nogle Bemærkninger om disses formentlig mere levende og naturlige Fremstilling af Historien, i Modsætning til de moderne, forud nedskrevne “Forelæsninger”. (Udg.s Anm.)

Ogsaa dette Omsvøb maa jeg da bede Dem, m. H., at betragte ikke som noget, der efter mine Tanker hører til den bedste Maade at foredrage Historien paa, men blot som noget, jeg efter min maadelige Forfatning ikke kunde 14undlade, da jeg virkelig ikke havde Mod til uden alle Omsvøb at foredrage de sidste halvtredsindstyve Aars Historie paa den Maade, der falder mig naturligst, og som jeg derfor véd, maa blive den muntreste og livligste, der staar i min Magt. Hvor store nemlig end Omskiftelserne, og hvor kolossalske end Begivenhederne er i det sidste halve Aarhundrede, saa har jeg dog fundet, at al denne Storhed vilde falde mig besværlig, altsaa kjedsommelig, naar jeg ikke dermed forbandt to Smaating, som f. Ex. en tysk Historiker, naar han gjorde sit bedste, slet ikke vilde ænse; og medens jeg nu er vis nok paa, De, m. H., vil være enige med mig om den ene Smaating, jeg nødvendig maa tage med, da det naturligvis er 📌Danmark, vort lille, men, som det plejer at være med de smaa, derfor ikke mindre, men netop des mere elskede Fæderneland, saa er dette dog ingenlunde Tilfældet med den anden Smaating, jeg nødvendig maa tage med, thi det er, hvad De, m. H., i Sammenligning godt kan forsvare at kalde slet ingen Ting, kort sagt: mig selv eller dog mit Smule Forhold saa vel til de store Verdens-Begivenheder som til vort lille Fæderneland. Om nu det kan gaa an, jeg vil ikke sige for Gjenstanden i sig selv, for Historien og Objektiviteten, – thi det tager jeg trøstig paa min Samvittighed, – men gaa an uden Kjedsommelighed for Dem, m. H., at se de store Verdensbegivenheder hængte ved min Ubetydelighed, som om de var afhængige af den, det er vistnok et Spørgsmaal, jeg nødes til at lade ubesvaret, men nødes ogsaa til at lade komme an paa en Prøve; thi vel er det ingenlunde sagt, det kan more Dem, hvad der kan more mig, men det er soleklart, at jeg kan ikke more Dem med, hvad der kjeder mig; saa den førstes Morskab, jeg maa sørge for, er efter Skæbnens uforanderlige Dom min egen, stolende paa, at Lykken bedre end Forstanden vil gjøre Resten.

Vil De nu tænke, det i Grunden dog kun er min 15Egenkjærlighed, der forblinder mig, saa jeg synes, det er nødvendigt, af mit eget Hverdags-Liv at gjøre en Ramme til de store Verdensbegivenheder, jeg dog ingen virkelig Del har taget i, men kun oplevet, som alle mine jævnaldrende, da er jeg nær ved at tro, De har Ret; men da det slet ikke forandrer Omstændighederne, gjør det efter min Tankegang her ikke mindste Forskjel; thi jeg formoder, det gaar Dem, m. H., ligesom det gaar mig: at trækker én om med mig i Sand til Haserne, hvor der er ingen Verdens Ting at fornøje sig over, da kjeder det mig, om han saa end dertil havde de allerdydigste Bevæggrunde, og vil han oven i Kjøbet have mig til at skjønne paa det store Offer, han bringer, ved ikke at føre mig ad en smuk Vej til en stor Udsigt, fordi det er paa hans Enemærker og kunde smigre hans Forfængelighed, da tænker jeg: enten er han en stor Nar, eller han vil have dig til bedste. Fører nogen mig derimod den smukkeste Vej, han kan, til den bedste Udsigt, han kjender, hvor man blandt andet ser 📌Øresund, rigt paa stolte Sejlere, hver sine Veje, da smiler jeg kanské nok lidt ad den menneskelige Egenkjærlighed, hvis han omhyggelig anmærker, hvad han har plantet og anlagt, og somme Tider endogsaa, hvad Tid paa Dagen og i hvad Anledning, men gjør han det kun naturlig og livlig og ikke for vidtløftig, da fordærver det ingenlunde, men forhøjer snarere mit Morskab, om end til Dels paa hans Bekostning; og saaledes ønsker jeg, det maa gaa Dem med mit Foredrag af Historien fra 1788 til nu.

Jeg maa da begynde med den strænge Vinter 88, hvis Ihukommelse er nylig opfrisket; thi vel var jeg naturligvis den Gang meget lille, selv i mine egne Øjne, men jeg var dog ikke blot i Verden, jeg gjorde ogsaa den Gang det første Skridt til levende Deltagelse i de store Verdens-16Begivenheder, som efter min Psykologi ikke er at kjende Bogstaver, men at mærke Ord. Den Begivenhed, der nærmest vakte min Deltagelse, var for Resten langt fra at være af de største, thi det var kun et lidt højere Bral end sædvanlig af vor halvstuderede Degn, som om Søndag Eftermiddag plejede at komme over i Præstegaarden og læse Berlings-Avisen, og som nu i de høje Toner gjorde alle vitterligt, at Russen havde taget 📌Oczakov med Storm og vilde inden Paaske være i 📌Konstantinopel.

Det var naturligvis her hverken Degnen eller Russen eller 📌Oczakov, men Paaske og 📌Konstantinopel, der slog mig og vakte hos Landsbypræste-Barnet en levende Forestilling om en “glædelig Fest” og et sejerrigt Indtog i “de vantros Hovedstad”, en Forestilling, som ved at bade sig i Livets Flod, som den findes i Barne-Paradiset, blev paa en Maade udødelig, saa den efter 50 Aars Forløb er lige saa frisk, som om den først var født i Aftes. Var det nu over Pædagogikken, – paa Tysk Opdragelse eller Opdræt, men paa Dansk Opfostring, – jeg holdt Forelæsninger, da vilde jeg heraf tage Anledning til at bemærke, hvilken himmelhøj Forskjel det gjør, om Børn høre et historisk Ord, de selv snapper op og stikker til sig, eller man stopper en Historiebog i dem: af Mangel paa Brød lader dem tygge paa Spisesedlen; men siden det er en historisk Forelæsning, jeg holder i Dag, ligger det nærmest at bemærke, at den kunde jeg ikke holdt, naar jeg ikke havde studeret til den i Kakkelovns-Krogen den samme Søndag-Aften; thi det er ene derfor, det falder mig naturlig og livlig at gjøre de sidste halvtredsindstyve Aars Historie til et eget Afsnit, ligesom jeg ogsaa maa tilskrive den Fornøjelse, 📌Oczakovs Indtagelse tilfældigvis gjorde mig i en nøjsom Alder, at jeg kan betragte den Tyrkekrig med lidt Deltagelse, hvad dog altid er nødvendigt baade til at forstaa en Begivenhed og til at fortælle den.

17Men var nu maaské De, m. H., bedst tjente med at undvære denne Aftens Forelæsning eller dog bedre tjente enten med slet ingen Indledning til den franske Revolutions og 👤Napoleons og 👤Frederik den sjettes Historie eller med én, der begyndte lidt tidligere: ved Syvaarskrigen f. Ex., eller ved den vestfalske Fred eller ved Krudtets, Kompassets og Bogtrykkeriets Opfindelse? Meget muligt, og da har jeg i det mindste for i Aften tabt mit Væddemaal; men Forskjellen er den, at valgte jeg, selv efter de grundigste Undersøgelser, et Foredrag, der faldt mig selv dødt og stift, da havde jeg tabt, før jeg lukkede Munden op; nu derimod kan jeg dog gjøre mig Haab om at vinde Deres Opmærksomhed, mens jeg forelægger Dem de Grunde, jeg kan hitte paa, til videnskabelig at retfærdiggjøre mit Valg uden ved Hensyn paa den særegne, personlige Grund, jeg kun som i Fortrolighed har røbet.

Den lærde Verden er nemlig enig om, at der med den franske Revolution begynder et nyt historisk Tidsrum, der tjener os bedst at betragte særskilt, hvad Mening vi end har om dens hemmelige Aarsager og Sammenhæng med Fortiden; men skjønt jeg har den sjældne Fornøjelse, herom næsten at være enig med hele den lærde Verden, saa paastaar jeg dog, det, langt fra at skade, er meget nyttigt, under det ny Tidsrums Betragtning bestandig at have de Omstændigheder for Øjne, hvorunder dette ny Tidsrum fødtes, og at det sker paa den simple ste og sikreste Maade ved opmærksomt at betragte den Tyrke-Krig, der ikke blot udtrykker Kanonaden ved den store Revolutions Fødsel, men maa betragtes som dens Vugge eller, da Vuggen stred mod Nyfrankernes Grundsætninger: som dens Feltseng. Hermed mener jeg vel ikke, det giver stor Oplysning om den franske Revolution og hvad derpaa fulgte, hvor mange Russer der frøs ihjel i den strænge Vinter 88, da de laa i Lejr til Jul for 📌Oczakov, eller hvor stærk en Fæstning denne Røverkule i Ørkenen, hvor 18📌Dnjeper falder i 📌det sorte Hav, den Gang var, eller hvor mange Gange ti Tusend Tyrker der forsvarede sig haardnakket, til de sprang over Klingen; men jeg paastaar, at skjønt Russen, som vel var, hverken kom til 📌Konstantinopel, som alle Aviser spaade, til Paaske eller til Pinse eller til St. Hansdag for vist, saa var den Spaadom og de russiske Korstog og Kristenhedens Betragtning baade af dem og i det hele af Kejserinden i 📌Rusland og Kejseren i 📌Tyskland saa mærkværdige og saa betænkelige, at jeg tror, det var godt, der skete noget, hvorover det blev alt sammen glemt, men tror ogsaa, det kunde ikke være stort mindre end den franske Revolution, der kunde faa det skrevet i Glemmebogen.

Selv efter den franske Revolution og efter 👤Napoleons store Opdagelses-Rejse til 📌Moskov, selv nu ser 📌Rusland jo frygtelig nok ud, især for os Smaafolk i 📌Norden, som aldrig paa Landkortet kan sammenligne vor “Plet af Jord” med Riget fra “📌Østersøens Kyst til 📌Kinas Grænse”, ja, fra 📌det hvide til 📌det sorte Hav, uden at tænke paa et Musehul. At dette Verdens-Rige nu endelig føler sig stort nok i det mindste i 📌Evropa og har opgivet al Tanke om at indlemme enten 📌Grækenland og 📌Konstantinopel eller det gotiske Norden i sig, – det er et Haab, man nu, efter den franske Revolution og 👤Napoleons Universal-Tog, efter Grækernes Opstandelse og 📌Englands nærmere Forbindelse med Fastlandet, kan smigre sig med; men det vilde aabenbart været latterligt i 👤Katrine den andens og 👤Potemkins og 👤Suvarovs Dage, eller med ét Ord: 1788, da den lille russiske 👤Konstantin var 9, og den lille 👤Alexander 12 Aar gammel, og hele Kristenheden morede sig med at udtyde Varselet, den gamle Kejserinde havde lagt i disse store Navne, og fandt det hverken urimeligt eller frygteligt, men ret fornøjeligt, om hele Verden kunde faa Herrestammer af saa ædelt Blod og saa oplyst en Tænkemaade som 📌Nordens store Kones. 19👤Katrine den anden gjorde heller ikke selv nogen Røverkule af sit Hjærte, men tilstod ved alle Lejligheder, hun havde Lyst til at udvide sit Herredømme paa alle Kanter saa meget som muligt, og begreb slet ikke, hvordan nogen kunde fortænke hende deri, da det jo var hendes Pligt at bruge den store Magt, Himlen havde betroet hende, til alskens Storværk, og hun ej vidste bedre, end at baade Tyrker og Polakker vandt ved at komme under hendes milde og mægtige Septer.

Herom kunde nu vel være to Meninger, og det var i alt Fald hverken at fortænke Tyrker eller Polakker i, at de saa’ Sagen fra et ganske andet Synspunkt og gav saa vidt muligt baade med Ord og Gjerning Kejserinden Skam til Takke for hendes omhyggelige Bestræbelser til fælles bedste; men os, som Gud ske Lov er danske Folk, altsaa hverken Polakker, Russer eller Tyrker, os maa hverken Kejserindens eller Kristenhedens Tankegang i forrige Tider forarge; thi det er jo urimeligt at spilde sit Liv paa at slaas med de døde; og ved at rive ned paa, hvad der ikke for Øjeblikket staar os i Vejen, spilde vi baade Tid og Kraft, sætte os selv og andre i slet Humør og hemme derved sand Oplysning, i Steden for at fremme den. Jeg véd jo nok, dette er især en drøj Pille til mig selv, men det skader ikke, da det er til fælles bedste, og det desuden er meget taaleligere i Tide at sige sig selv en ubehagelig Sandhed, end bag efter at skulle høre den af andre. Langt hellere da end hudflette de døde, skal vi tænke efter, om vi ikke maaské selv har en Rem af Huden, eller om der dog ikke dunkelt har svævet noget sandt og rigtigt for dem, som laante deres Vildfarelse et blændende Skin, og som vi nu, af Ærgrelse over Skinnets Bedrageri, lettelig kan oversé. Naar derfor hele Kristenheden ikke blot lykønskede 📌Rusland med sin ny Herrestamme, men ønskede at se dens Grene sprede sig om muligt over hele det store 📌Slavonien og over det lille 20📌Grækenland, og saa’ i de smaa Storfyrsters Navne glædelige Forvarsler, saa vel derom som især om Tyrkens Fordrivelse, da være det nu ret eller vrangt, saa er det dog ogsaa min Betragtning; thi baade more de historiske Forvarsler mig, ogsaa tror jeg, at Tyrketiden er omme, og endelig er der intet Fyrstehus, jeg sætter saa højt eller venter saa meget godt af som det oldenborgske, der, efter alt i tre Hundrede Aar at have beklædt den danske og norske Trone, ogsaa i Midten af forrige Aarhundrede besteg den svenske og endelig den russiske. At jeg imidlertid uden Sammenligning holder mest af vor gamle Kongelinje, ihvor kejserlig end den holsten-gottorpske Hertuglinje blev, det maa ingen fortænke mig i; og at jeg tror, 📌Konstantinopel, naar Tyrkens Maaneaar er udløbet, ikke vil falde i Russernes, men i Grækernes Hænder, det er naturligt nu, da Tiden har vist, de gamle Græker døde ingenlunde, som man længe indbildte sig, barnløse, men kun i saa slette Omstændigheder, at deres Børn maatte trælle for Tyrken og Venetianeren snart i fire Hundrede Aar, og havde nær glemt deres høje Byrd og Kaldet til klarlig at fuldende, hvad Fædrene saa straalende begyndte.

Dog, herom siden, thi vi maa ikke glemme, at mellem Tyrke-Krigen 1788 og Grækernes Opstand 1821 ligge vel kun 33 Aar, kun én Menneske-Alder, men en Menneske-Alder, som skiller Kristenhedens Tilstand, Tankegang og Udsigter endnu langt videre ad end de foregaaende tre Aarhundreder, skjønt Reformationen falder i dem; og kun fordi mit Liv faldt paa denne store Overgang, vel den største i Verdens-Historien siden Tidens Fylde, kun derfor tænker jeg, det kan gaa an, hvad ellers af en Rimsmed og Bogorm var uhyre latterligt: at gjøre sit eget Levnedsløb til Ramme for et Spejl af den nærmeste Fortid.

Lad os nu en Gang se, i hvad Forhold Russer og 21Tyrker stod til hinanden ved Udbruddet af Krigen 1787, hvori baade 📌Østerrig, 📌Danmark og 📌Sverig tog Del, og som virkelig truede 📌Konstantinopel og 📌den høje Port, men glemtes snart og syntes at tabe hele sin Betydning ved det store Jordskjælv, vi kalde den franske Omvæltning, og ved 👤Napoleons Kæmpeskridt, der ikke blot mindede om 👤Alexander den stores, men gav os en lyslevende Kommentar over Oldtidens Historie, som fordunklede alle de forrige, endsige da de ægte kinesiske fra det attende Aarhundrede, hvorefter alt det store og kæmpemæssige, forbavsende og vidunderlige fra fordum Tid skreves paa Pennens og Bogormenes Regning.

Vi vil ikke her gaa tilbage til det femtende Aarhundrede, da 📌den ottomanniske Port rejste sig i 📌Konstantinopel og jog Skræk i hele Kristenheden, og endnu mindre til det trettende; da Mogoler eller Tartarer gjorde ligesaa og bemægtigede sig 📌Rusland, men kun i forbigaaende minde om, at fordum herskede Grækerne i det nuværende 📌Tyrki, og Goterne i 📌Rusland, samt at Mogolerne, som i Nordost havde ødelagt det gammelgotiske 📌Garderige, havde omtrent afhersket, da Tyrkerne i Sydost gjorde Ende paa det græske Kejserdømme; saa det er i sin Orden, at Tyrken fandt sin rette Tugtemester i Russen. Det varede imidlertid længe, før det store Kaos mellem 📌det hvide og 📌sorte Hav, fra de gamle Bjarmers Sæde til de gamle Goters Herberge, kunde ordne sig til en Magt, der var Tyrken overlegen, og i Mellemtiden var det især til Søs Venetianerne og til Lands Ungarer og Polakker, der maatte saa godt som muligt holde Vagt paa Kristenhedens Grænser. Først med det attende Aarhundrede træde Russerne i Kredsen, og selv da beundrede Kristenheden det som et stort Mirakel, at 📌Rusland kunde hamle op med 📌Sverig, 👤Peter Czar have Mod til at trodse og Held til omsider at overvinde 👤Karl den tolvte. Fra dette Stade maa 📌Rusland betragtes, naar man vil være 22billig og skatte, hvad der under Aarhundredets Løb skete i 📌Rusland, hverken over eller under sit Værd; thi Russernes Fremskridt i saa kort en Tid er virkelig langt større, end man kunde vente, Kæmpeskridt, som bevise, at er Goterne end saade tyndt iblandt dem, er de dog ingenlunde uddøde; og naar det øvrige 📌Evropa enten skjalv for et Rige, der nys ved fremmedes Hjælp havde begyndt at arbejde sig ud af Barbariet, eller misundte det sin Lykke og Oplysning, da var Skylden ingenlunde paa 📌Ruslands, men ganske paa det gamle 📌Evropas Side, der ikke bedre havde bevaret sin Kraft eller benyttet sig af Lyset, der alt gjennem en Række af Aarhundreder overskinnede det. Det var sørgeligt nok, at 📌Rusland i Slutningen af det attende og Begyndelsen af det nittende Aarhundrede skulde for Kristenheden vinde en politisk Storhed, hvortil det umulig kunde svare, og en Overlegenhed, der højlig fristedes til at misbruge; men Skylden er vores, og Æren unægtelig 📌Ruslands, saa meget mere som det ikke blot var i 📌Rusland, 👤Napoleons Magt endelig fandt sine naturlige Grænser, men især fordi 📌Ruslands 👤Alexander, da han sad i 📌Paris, i det mindste tilsyneladende med 📌Evropas Skæbne i sin Haand, unægtelig viste en Beskedenhed, der forbavsede og beskæmmede alle de andre saakaldte store Magter.

Betragte vi nu 👤Alexanders Farmoder 👤Katrine den anden, af Fødsel en tysk, protestantisk Prinsesse fra 📌Anhalt-Zerbst, med Døbenavn 👤Sofie Avgusta, da er jeg fra Barndommen vant til at betragte hende som 📌Danmarks Skytsengel, fordi hendes pludselige Tronbestigelse 1762 frelste 📌Danmark fra den farligste Krig, der maaské nogen Sinde truede vort Fæderneland, en Krig, hvormed hendes Gemal, 👤Peter den tredje af 📌Holsten-📌Gottorp, vilde hævnet alle sine Fædres Ydmygelser, hævdet alle deres overdrevne Krav og ventelig forvandlet 📌Danmarks Konge til en russisk Statholder. Dette kan vistnok hverken ret23færdiggjøre 👤Peter den tredjes Afsættelse eller give 👤Katrine den Arveret til 📌Ruslands Trone, der i det højeste kun tilkom hendes Søn 👤Povel, den Gang 8 Aar gammel; men det bliver hendes egen og Russernes Sag, medens vor naturlige Glæde over Fædernelandets Redning voxer ved den Betragtning, at det saa’ ud, som 👤Frederik den anden i 📌Prøjsen, frygtelig nok endda, skulde i 👤Peters Tid haft hele 📌Ruslands Magt til sin Tjeneste og vilde dermed sikkert i det mindste underkastet sig hele 📌Tyskland. Da nu 👤Katrine tillige viste storfyrstelige Anlæg og optog alle 👤Peter Czars Planer til russisk Dannelse, som i en hel Menneske-Alder havde slumret, saa er det intet Under, at Kristenheden lykønskede sig med en saadan russisk Kejserinde og kastede gjærne et Slør saa vel over hendes Tronbestigelse som hendes Livs-Anskuelse, og nænte aldrig at gaa strængt i Rette med hende, selv over hendes Adfærd mod 📌Polen, hvorved desuden Øjeblikkets Afgud, Kong 👤Fredrik af Prøjsen, var hendes Orakel.

Endnu mindre havde hun efter den herskende Tankegang noget paa sin Samvittighed for sine blodige Tyrke-Krige; thi vel talte man den Gang meget følsomt mod al Blods-Udgydelse i det smaa og mod den Fordom, at en Tyrk ikke skulde kunne være lige saa god en Kristen som en af os; men Krig havde man dog én Gang for alle forligt sig med som et nødvendigt Onde, hvorved Blodbad i det store ej kunde komme i Betragtning; og i Henseende til Tyrken gik Naturen over Optugtelsen, saa man ønskede ham med al hans mulige Dyd og Kristendom dog Pokker i Vold, jo før jo heller. Den første Krig, 👤Katrine førte med ham (1768-74), blev hende ogsaa virkelig paanødt, og naar Tyrken lod, som det egentlig var Skaarene i 📌Polens Frihed, der gik ham til Hjærte, da lo sikkert selv de Franskmænd, der lærte ham som en Papegøje at eftersnakke Ord, der paa Tyrkisk umulig kan have nogen Mening. Denne Tyrke-Krig, der falder mellem Syvaars-24Krigen og Nordamerikanernes Opstand, vil vi for Resten her ikke indlade os paa, uden for at se, hvordan den forandrede Forholdet mellem Russen og Tyrken. Hidtil havde nemlig Russerne haft ondt nok ved at holde Tyrkerne Stangen til Lands og aldrig en Gang tænkt paa at møde dem til Søs, men i denne Krig ikke blot oversvømmede de 📌Moldov, 📌Vallakiet og 📌Krim, men gjorde Landgang paa 📌Morea og tilintetgjorde den tyrkiske Flaade i Bugten ved 📌Skios og 📌Tsjesme (1770).

Dette splinterny Skuespil af en russisk Flaade i 📌Middelhavet gjør nemlig ikke blot Epoke i 📌Ruslands og 📌Nordens, men overhovedet i Sømagternes Historie; thi vel havde 👤Peter Czar, som ordentlig sværmede for Søvæsenet, fravristet 📌Sverig en herlig Kyst ved 📌Østersøen, fremtryllet 📌Petersborg ved 📌Nevas Bredder og opmanet 📌Kronstad ved dens Munding, men at skabe en russisk Sømagt var dog 👤Katrine den anden forbeholdt; og hvorved det lykkedes hende, ser man ved ét Øjekast paa de tre Afdelinger i hendes Middelhavs-Flaade, hvoraf Engelskmanden 👤Elphinstone anførte den ene, Danskeren 👤Arff den anden og Russeren 👤Spiridov den tredje. Nær havde vel Russernes overordentlige Held baade til Lands og Vands bragt 📌Østerrig til at forbinde sig med Tyrken, men da var det, 👤Fredrik den eneste fandt paa det Husraad at vedligeholde den truede Ligevægt ved en polsk Deling, og 👤Pugatsjevs Oprør stemte desuden Kejserinden saa fredelig, at hun nøjedes med nogle faa Pladser ved 📌det sorte Hav og rømte 📌Krim, som nu under sin egen Khan skulde være uafhængig (1774). Ved 👤Pugatsjev, en fortvivlet Kosak, der udgav sig for Kejser 👤Peter den tredje, lønner det nu vel ikke Umagen at opholde sig, men vi maa dog bemærke, at efter Freden med Tyrkerne blev han snart undertrykt, fangen og henrettet, ved hvilken Lejlighed man fortæller, at hans Dødsdom skal have været den eneste, 👤Katrine den anden i den hele Menneske-Alder, hun sad paa Tronen, 25nogen Sinde underskrev, hvad hendes Samtid højlig beundrede, medens vi naturligvis ikke ret véd, om vi skal smile eller ærgre os over den uægte Følsomhed, det vist nok er, vel at kunne opofre skikkelige Folk i Tusendtal for sin egen Magt og Ære og selv for sine Luner, men dog at være nænsom over enhver Forbryders, selv en Morders Liv, mod hvem Skaansel dog er Opmuntring til at slaa skikkelige Folk ihjel.

For nu imidlertid at komme til Russen og Tyrken igjen, saa var det naturligvis ingenlunde Kejserindens Mening, at 📌Krim virkelig skulde være uafhængig; dertil laa denne frugtbare Halvø, de berømte Goters Lejr i fordum Tid, alt for bekvemt ved 📌det sorte Hav; og saa snart hun derfor saa’ Lejlighed (1783), da 👤Fredrik den eneste gik paa Gravens Bred, og 📌Prøjsen og 📌Østerrig havde nok at gjøre med at passe paa hinanden, besatte hun uden Omstændigheder 📌Krim og nødte Tyrken til at finde sig deri. Dernæst vendte Kejserinden sin Opmærksomhed paa Landene mellem 📌det sorte og 📌det kaspiske Hav, hvor 📌Georgien havde en egen Fyrste under tyrkisk Højhed, som Russen nu tog under sine Vinger; men skjønt Tyrken naturligvis knurrede, havde han dog maaské sovet ind, naar ikke paa den ene Side 📌Frankrig og 📌England, som slet ikke hugede Russen i 📌Middelhavet, havde bestandig pirret til ham, og dersom ikke [paa den anden Side] Kejserinden paa Trods, med Pragt som en Sultaninde og med uhyre Opsigt, havde berejst sit nye Rige ved 📌det sorte Hav, hvor Staden 📌Kherson som ved et Trylleslag havde rejst sig, og hvor man over en Æreport læste den Indskrift: “Her igjennem gaar Vejen til 📌Konstantinopel.” Det var for drøjt, og saa snart den russiske Minister, som havde opvartet sin Herskerinde i 📌Kherson, kom tilbage til 📌Stambul, blev han sendt i 📌de syv Taarne, som var Tyrkens gamle Maade at gjøre Krigserklæringer paa; og vel havde han i Freden med Kejserinden lovet, aldrig mer at be26handle hendes Minister saa hundsk, men da han blev mindet derom, svarede han spydig nok, at da Kejserinden havde brudt alle Fredsbetingelserne paa sin Side, og Storherren derimod paa hans kun denne ene, var det aabenbar ikke værdt at tale om. Lidt uventet kom maaské denne raske Krigserklæring Kejserinden, men ubehagelig var den hende dog paa ingen Maade, da den sparede hende den Ubehagelighed selv at erklære Krig, uden anden Grund, end at hun vilde være “semper augusta”, saaledes som Tyskerne ganske naivt oversætte denne Romertitel: “altid Rigets Formerer”; thi nu, da Tyrkerne fordrede 📌Krim tilbage, kunde hun dog svare, som hun ogsaa virkelig gjorde: [at] det var hendes Pligt at forsvare et Landskab, hun med saa megen Blodsudgydelse havde erhvervet. Ogsaa havde hun de mest glimrende Udsigter til i denne Krig at naa sine Ønskers Maal, for saa vidt det fandtes i 📌det evropæiske Tyrki; thi havde hun alt i forrige Krig været sin Fjende overlegen baade til Lands og Vands, hvad ikke da i denne, nu da hun havde en Flaade i 📌det sorte Hav og et fast Forbund med Tyrkens anden store Nabo, Kongen af 📌Ungarn og 📌Bømen, de tyskes Kejser, den berømte 👤Josef den anden. Med ham havde 👤Katrine nemlig haft et personligt Møde i 📌Kherson, som hele 📌Evropa betragtede med store Øjne, og hvor formodentlig ogsaa et Udkast var gjort til paa én eller to Gange at dele 📌Tyrkiet, ligesom man havde begyndt at dele 📌Polen, til bedste for Ligevægten i 📌Evropa.

Førend vi gaa videre, maa vi imidlertid opmærksomt betragte Kejser 👤Josef den anden, som tillige med 👤Fredrik og 👤Katrine den anden udgjorde et Kløverblad i Højelofte, hvortil deres Samtid virkelig trode, der aldrig fandtes Mage, og som nu, da 👤Fredrik den eneste var død, ansaas for at kunne i Forening med 👤Katrine foreskrive hele Verden Love; og til denne Betragtning foreslaar jeg Dem, m. H., den næste Time.