XIX.
(Den 12te September.)
✂ Mine Herrer!
✂ ►“👤Hannibal gik over 📌Alperne, men vi gik under dem”, sagde 👤Napoleon; og skjønt man, for at finde det ret træffende, maatte være langt bedre bekjendt med Højderne og Jordsmonnet, end jeg er, saa kan jeg dog nok se, at han, ved at følge Strandvejen til 📌Savone og saa skyde tværs over mellem 📌Søalperne til 📌Mondovi, har taget sig det saa magelig som muligt, uden derfor at overraske mindre; da de egentlige ►Forsvars-Anstalter altid er beregnede paa Alfarvejen, og man kun behøver at komme tværs paa Hverdagsfolk eller, som det hedder i Kunstsproget, “tage dem i Flankerne” for at bringe dem ud af Ligevægten; medens det kun er ►Naturens Yndlinger givet at kunne finde sig i alle Stillinger og, billedlig talt, staa lige saa godt paa Hovedet som paa Benene. Heri var 👤Napoleon ►aabenbar en Mester, og denne bestandige Aandsnærværelse var det, der gav ham hans forbavsende Overlegenhed, indtil han havde udtømt sine rige ►Hjælpekilder og snart, som paa ►Toget til 📌Rusland, fulgte Alfarvejen med mer end den kunde bære, eller, som ved 📌Waterloo, gjentog sig selv.
✂ Hvad enten ►Direktoriet begyndte at blive bange for en General, der ►aabenbar var voxet dem over Hovedet, eller de blot vilde vise deres Myndighed, saa havde de, 219strax efter de første Sejre, skrevet 👤Napoleon til, at saa snart 📌Lombardiet var taget, skulde ►den italienske Armé deles, og den halve, under 👤Kellermann, blive og passe paa 📌Lombardiet, mens den anden Halvdel under 👤Napoleon gik til 📌Livorno, at lægge Beslag paa al engelsk Ejendom og sætte Skræk baade i 📌Rom og 📌Neapel, saa de ►bad om Tørvejr, ved hvilken Lejlighed man maatte se, hvad man kunde klemme [ud] af Paven: dels offentlige Bønner for Republikkens Lykke og Held og dels nogle smukke Billedstøtter og Malerier, Bibliotek-Sjældenheder, Sølv-Madonnabilleder og selv en Del Klokker til at smelte.
✂ Man behøver ingen 👤Napoleon at være, for at finde, hvor smaalig, ja, smaatyvemæssig denne Operationsplan var, og hvor krænkende det maatte være for en General, der, under Mangel paa alt, havde tilfægtet sig ►glimrende Sejre, nu at berøves alle Frugterne, og [at skulle] sætte sin Ære i at eskortere Toldbetjente til 📌Livorno og Tyveknægte til alle Steder, hvor der var noget at stjæle; thi det var hans daglige Erfaring, at alle de Kommissarier, man sendte ham, stjal som Ravne og lod Armeen sulte eller sørge for sig selv. Men man maatte være en 👤Napoleon eller dog en stor Mand, for under saadanne Omstændigheder at beherske sig selv og skrive et Brev til ►Direktoriet, som det, han skrev strax efter Indtoget i 📌Majland, der dog naturligvis ogsaa gav hans Grunde mere Vægt, end nogen Pen kunde.
✂ “Foretagendet mod 📌Livorno, 📌Rom og 📌Neapel”, siger han, “er en Ubetydelighed, som skal afgjøres i forbigaaende; hidtil har jeg gjort Felttoget uden at spørge nogen til Raads, og jeg har kun udrettet noget, fordi jeg, hædret med Deres fulde Tillid, kunde lade min Gang være rap som min Tanke; men vil De nu lægge alle Haande Lænker paa mig, da maa De heller ikke vente noget af mig, og deler de ►Kræfterne, da forsømmer De den bedste Lejlighed til at foreskrive 📌Italien Love. Overalt, som 220Sagerne staa, behøver De en General, der besidder Deres uindskrænkede Tillid; men jeg har ingen Ret til at beklage mig, om jeg maaské ikke er den General. Enhver har sin Maade at føre Krig paa, General 👤Kellermann har mere Erfaring end jeg og vil [maaské] forstaa at gjøre det bedre; men skal vi handle i Forening, gaar det skjævt.”
✂ Til 👤Carnot, den eneste af ►Direktørerne, der forstod sig paa Krigen, og som han syntes at holde for sin Ven, skrev han mere aabenhjærtig: “Jeg kan ikke godvillig tjene under en Mand, der ansér sig selv for den største General i 📌Evropa; og [jeg] tror for Resten, man maa heller lade selv en daarlig General raade ene, end lade der være to gode om Raadet; der hører [en] egen Takt lige saa vel til at føre Krig som til at regere. Om jeg fører Krig paa denne ►Skueplads eller paa en anden, er mig det samme; thi at tjene Fædernelandet [og] at vinde et historisk Navn hos Efterslægten, deri bestaar min Ærgjerrighed; men jeg vil naturligvis nødig tabe paa otte Dage, hvad der kun i to Maaneder med Møje og Fare er erhvervet, og [jeg vil] nødig standses i mit Løb.”
✂ Kun i 6 Dage hvilede 👤Napoleon sig i 📌Majland og sluttede i den Tid Vaabenstilstand med 👤Hertugen af Modena for 10 Millioner og 20 Malerier. “Fæstninger og Geværer”, skrev han til ►Direktoriet, “kunde jeg ikke forlange, da han ingen havde.” Til Armeen skrev han: “Soldater! Jeg er styrtet ned med jer fra 📌Apenninerne som en Bjærgstrøm; og alt, hvad der vilde standse jeres Fart, har I kuldkastet og adsplittet; befriet fra det østerrigske Tyranni, har 📌Piemont fulgt sit Hjærtes Drift til at slutte Fred og Venskab med 📌Frankrig; 📌Majland er i eders Vold, Republikkens Fane vajer over hele 📌Lombardiet; 👤Hertugerne af Parma og 👤af Modena skylde kun eders ►Højmodighed deres politiske Tilværelse. Den Krigshær, som i sit Overmod vovede at true jer, finder nu ikke mere noget Værn imod jeres Tapperhed; hverken 📌Po, 📌Ticino eller 221📌Adda har kunnet standse jer en eneste Dag, alle disse 📌Italiens berømte Bolværker har svigtet, I overfløj dem som 📌Apenninerne. Saa megen Lykke har overvældet Fædernelandet med Glæde, der holdes over hele Republikken en Folkefest for eders Sejre, Mødre og Hustruer, Kjærester og Søstre skal da være stolte af at høre jer til. Men skal man sige om os, at vi forstod vel at vinde Sejer, men ej at bruge den? Skal Efterslægten melde, vi fandt ►vort 📌Capua i 📌Lombardiet? Dog nej, jeg ser jer ►alt fare i Harnisk; velan da, fremad! Vi har endnu stive Dagsrejser at gjøre, Fjender at fælde, Lavrbær at høste, Udaad at hævne! Lad dem bæve, som hvæssede Dolke til Borgerkrig i vort Fæderneland, og dem, der nederdrægtig har myrdet vore Ministre, og dem, der brændte vor Flaade i 📌Toulon! Lad dem bæve! thi nu slog Hævnens Time. Men Folkene, lad dem berolige sig! thi vi er Venner af alle Folkefærd og fremfor alt af dem, der stamme ned fra 👤Brutus, fra ►Scipionerne og alle de store Mænd, som vi har udkaaret os til Mønstre. Istandsætte 📌Kapitolet, dèr med Æren rejse Støtterne af de Helte, det skylder sin Glans, vække Romer-Folket, som Aarhundreders Trældom sløvede – se, det skal være Frugten af vore Sejre, og de skal begynde et nyt Tidsrum i Historien; I skal krones med udødelig Ære for den ny Skikkelse, I gav det skjønneste Land i 📌Evropa; frit og hædret over al Verden skal det franske Folk ved en ærefuld Fred skjænke 📌Evropa Erstatning for alle de mangfoldige Ofre, der bragtes; og I skal hvile ud i Hjemstavnen, hvor eders Medborgere skal pege paa enhver af eder og sige: Han var med i 📌Italien!”
✂ (👤Kellermann, født i 📌Strassburg 1735, havde tjent sig op fra Husar til Oberst før Revolutionen og gjennemtjente den som General; men vidste selv 1820, da han døde, ingen anden Bedrift at rose sig af, end Kanonaden ved 📌Valmy.)
✂ At det var Tvilling-Felttoget i 📌Italien 1796 og 97, 222der tiltrak 👤Napoleon Bonaparte hele 📌Evropas spændte Opmærksomhed og lagde den brede Grundvold, hvorpaa han siden opførte den mest ►glimrende Bygning, man havde set, siden 📌Romer-Riget styrtede sammen, det er noksom bekjendt; men vil vi vide, hvad det var, som den Gang slog Verden med Beundring og Forbavselse, og vil uden Tvivl gjøre 👤Napoleons italienske Felttog berømte, saa længe 📌Evropa har en Historie, da nytter det hverken, at vi tælle Sejrene, han vandt fra 11te April 96 til 3dje næste Aar, eller fra Slaget ved 📌Montenotte i 📌Montferrat til 📌Neumark i 📌Tyrol, ikke heller at examinere Felttogene efter alle strategiske Regler; thi ingen af Delene gjorde hans evropæiske Beundrere; og de Historieskrivere, der tage sig det for, udbrede vist heller ikke hans Berømmelse hos Efterslægten, dels fordi de finde Fejl hos ham ved hvert Skridt, og dels fordi deres Fortælling bliver saa langtrukken, ensformig og kjedsommelig, at ingen ►uden de selv gider ►enten hørt eller læst den. – Nej, hvad jeg godt husker, slog mig og alle ►dem paa den jyske Hede, der læste 👤Iversens ►fynske Aviser, det var sikkert, hvad der slog Læserne af alle Tungemaal, altsaa ►vist nok til Dels ►Vovespillet ved 📌Lodi, ►Skjælmsstykket i 📌Lonato ved 📌Gardasøen (4de Avgust 96), hvor han ►forbluffede 4000 Østerrigere til at ►strække Gevær for nogle Hundrede Franskmænd, og Tredages-Slaget ved 📌Arcole (15de-17de November 96); men dog fornemmelig ►det Sprog, han førte, og de Magter, han ydmygede: alle de italienske Magter med Kejseren og Paven i Spidsen, og saa tre Overgeneraler med tre i Tal langt overlegne Krigshære: 👤Beaulieu, 👤Wurmser og 👤Alvinzy, som han gjorde alle skakmat paa én Sommer, og saa endelig den splinterny Skikkelse, det øverste og mellemste 📌Italien fik ved ►Freden til 📌Campo-Formio (16de Oktober 97).
✂ Midt i November [96] befandt 👤Bonaparte sig i, hvad man kalder den mest fortvivlede Stilling. Da nemlig 223👤Beaulieu efter Slaget ved 📌Lodi trak sig tilbage til 📌Tyrol, kastede han 10,000 Mand ind i 📌Mantua ved 📌Mincio, som gjaldt for en hartad uindtagelig Fæstning; og skjønt 👤Napoleon mente, det skulde han snart ►afbevise, vedblev dog 📌Mantua lige fra Maj 96 til Februar 97 at være hans Plage og Østerrigernes Haab. I Slutningen af Juli [96] trængte nemlig den gamle, men tapre Feltmarschal 👤Wurmser frem fra 📌Tyrol og nødte ikke blot 👤Napoleon til at ophæve 📌Mantuas Belejring, men holdt ham varm hele Avgust-Maaned og kastede sig midt i September ind i 📌Mantua med 15,000 Mand, saa dèr laa nu en hel Krigshær, saa stor omtrent som hele 👤Napoleons.
✂ Nu kom 👤Alvinzy først i November og trængte frem til 📌Verona; og skjønt han efter Slaget ved 📌Arcole maatte trække sig tilbage, var det dog ikke længer end til 📌Bassano og 📌Padua, hvorfra han, efter at have udhvilet og forstærket sig, paa ny brød op, [og] skikkede 👤Provera fra sig til 📌Mantua, medens han med sin Hovedstyrke nødte 👤Napoleon til at samle alt sit ved 📌Rivoli, mellem 📌Adda og 📌Gardasøen.
✂ Aldrig var det imidlertid blevet klarere, at 👤Napoleon havde Lykken med sig; thi ikke nok dermed, at 👤Alvinzy den 14de og 15de Januar blev aldeles tilintetgjort ved 📌Rivoli og 📌La Corona; men 👤Provera, den raske Karl, der ved Felttogets Begyndelse forgjæves gjorde Underværker i 📌Cossaria, maatte ►strække Gevær lige for 👤Wurmsers Øjne. Han kom nemlig til 📌Mantua den 15de henimod Aften og gav 👤Wurmser et Tegn, som han forstod; saa havde de strax angrebet det franske ►Blokadekorps, havde Fæstningen været undsat; men de opsatte det til næste Morgen, og da var det for silde. Under Slaget ved 📌Rivoli den 14de fik nemlig 👤Napoleon at vide, 👤Provera var gaaet over 📌Adda, og da hans Bestemmelse var klar nok, fór 👤Napoleon endnu samme Nat afsted med alt, hvad der ikke efter hans Regning ►hart behøvedes til at give 👤Alvinzy 224sin Rest, naade om Natten til den 16de 📌Mantua, kastede 👤Wurmser, som gjorde Udfald, ►paa Timen tilbage og omringede 👤Provera, saa han maatte ►strække [Gevær] med 6000 Mand. 📌Mantua var udhungret, og nu, da alt Haab om Undsætning var forsvundet, saa’ 👤Wurmser sig endelig nødt til at overgive Fæstningen [den] 2den Februar, da 👤Miollis, som saa længe havde ligget uden for, endelig kom ind og aflaste den gamle.
✂ Nu var da 📌Italien vundet; thi vel vilde man i 📌Wien endnu ikke høre noget om Fred, men stillede den fjerde Overgeneral ►i Marken, 👤Erkehertug Karl nemlig, der saa ►lykkelig havde drevet 👤Moreau og 👤Jourdan over 📌Rhinen; men han naade dog aldrig 📌Italien. 👤Napoleon, som nu endelig var bleven forstærket med 20,000 Mand fra ►Nordarmeen, mødte ham i 📌Friaul (16de Marts) og drev ham baglængs gjennem 📌Kärnthen og 📌Steiermark, til han kun stod 20 Mil fra 📌Wien (i 📌Judenburg), hvor 📌Østerrig endelig bekvemmede sig til at ►underhandle (7de April) og [til] en foreløbig Fredslutning 18de April.
✂ (►Freden til 📌Campo-Formio 16de Oktober 97. – Festen for 👤Napoleon i ►Luxembourg-Gaarden 10de December. – 👤Talleyrand blev udenlandsk Minister Juli 97.- Paven havde ►alt sluttet Vaabenstilstand, nej, kjøbt den i dyre Domme 23de Juni 96, men holdt sig den ikke efterrettelig, og først efter 📌Mantuas Fald kom Freden i 📌Tolentino i Stand 19de Februar 97. – 👤Joubert, født 1769 paa Grænsen af 📌Savoyen, faldet ved 📌Novi 16de Avgust 99. – ►Jættetoget gjennem 📌Tyrol 97. – 👤Masséna, Hertug af 📌Rivoli, Fyrste af 📌Eslingen, født 1758 i 📌Nizza, Underofficer til 86, allerede 93 General, “Sejrens ►Skjødebarn”, død 1817.)
✂ (Ved Festen i 📌Paris talte 👤Talleyrand rørende om 👤Napoleons Forkjærlighed for 👤Ossian og boglige Sysler, samt [om] hans Beskedenhed. – Selv talte 👤Napoleon i korte Sætninger: “Borgere! For at blive frit, maatte det franske 225Folk slaa Kongerne. For at naa en Forfatning, grundet paa Fornuften, maatte det overvinde 18 Aarhundreders Fordomme. I har dannet jer til en stor Nation, hvis Enemærker ej har andre Grænser, end Naturen satte dem. I har gjort mere: i de to skjønneste Lande i 📌Evropa, Kunsters, Videnskabers og Stormænds Vugger, ser Folkene med lyse Forhaabninger Frihedens Genius rejse sig fra Fædrenes Grave.”)
✂ (I Maj Krigserklæringen mod 📌Venedig. – 📌Østerrig fik Staden, 📌Istrien, 📌Dalmatien og det paa Fastlandet ►til 📌Adda. – 📌[Den] cisalpinske Republik.)