↩ 📌Prøjsen, 📌Østerrig og hele 📌det hellige romerske Rige, 📌England og 📌Holland, 📌Sardinien og 📌Spanien – udgjorde ►vist nok ikke noget nøje sammenhængende Forbund, men omringede dog Republikken med Fjender og syntes at maatte afskære den fra alle de ►Hjælpekilder, en stor og langvarig Krig udkrævede. Et Rige som 📌Frankrig, der strækker sig fra 📌Italien til 📌Holland og havde en Befolkning af i det mindste 25 Millioner, har saa at sige uudtømmelige ►Hjælpekilder i [sig] selv, naar det kun forstaar at ►holde til Raade med dem; og et Folk, der altid var ►kjært ad Krigen som det store Lykkespil og skikket til den som ærekjært, ►tarveligt og let bevægeligt, behøvede ikke engang at være beruset af Friheds-Drømme, for at slaas bedre end de Hære, man drev imod dem som Faar til Slagterbænken, [og som] kunde umulig vente noget Gavn af Frankernes Nederlag, men lettelig for meget af deres Sejre. Desuden herskede der i 📌Spanien og 📌Sardinien en saadan Dorskhed og Slaphed, som ej engang tillod dem at ytre mindste Kraft, da hele 📌Syden og 📌Vesten var i fuld Gjæring; 📌England, har vi allerede set, tog sig endnu slet ikke for Alvor af Kampen; og det var altsaa ene Prøjsere og Østerrigere, der krævede en kraftig Modstand, da de i Sommeren 92 med samlet Styrke rykkede ind i 📌Lothringen og truede [med] gjennem 📌Champagne at fare lige til 📌Paris og kvæle Republikken i Fødselen. Da var der ►vist nok ogsaa Skræk i 📌Paris, saa meget mere som endnu alle Generalerne var Adelsmænd, altsaa efter Øjeblikkets Tankegang Forrædere. En Gang havde man vel næsten glemt, 👤Lafayette var en Adelsmand, og ham ventede man ved Krigs-Erklæringen alle Haande Vidundere af; men 202han var nu erklæret fredløs som den skammeligste Forræder; thi efter 10de Avgust havde han ladet Kommissarierne, der sendtes til ham, fængsle, og da han ej turde stole paa sin Armé og ej vilde ►opgive Kongedømmet med Forfatningen af 91, var han rømt Landet 19de Avgust.