Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Mands Minde 1788-1838. Foredrag over det sidste halve Aarhundredes Historie

Velfærdskomiteen befalede imidlertid, at til den 20de Oktober skulde Vendékrigen være endt, og skjønt man til den Ende havde beskikket en Fægtemester 👤Lechelle til Overgeneral, som hverken forstod det mindste af Krigen eller turde vove sin Trøje, men sagde bestandig blot: “Der skal marcheres majestætisk en masse”, saa var dog den næstkommanderende, Elsasseren 👤Kléber (f. 1753), som siden fandt sin Grav i 📌Ægypten, en dygtig og erfaren Mand, som nu fik Lov at raade og gjorde naturligvis sit bedste. Til Bistand havde han den unge, heltemodige 👤Marceau fra 📌Chartres (f. 1769), 👤Beaupuy fra 📌Perigord, som siden faldt i 📌Tyskland, og sin Landsmand, Vovehalsen 👤Westermann, som blev henrettet med 👤Danton; og i Spidsen for en Snes Tusend Mand vovede han et Hovedslag mod Vendeerne, dobbelt saa stærke, den 17de Oktober ved 📌Chollet. Her vandt Republikanerne en afgjørende Sejer, 👤Lescure var falden to Dage i Forvejen, og nu blev saa vel 👤D'Elbée som 👤Bonchamps dødelig saarede, og man skrev til 📌Paris: “📌Vendé er ikke mere.”