↩ Med disse Foredrag i 1838 brødes Isen, som siden aldrig lagde sig om hans Tunge. Næste Aar 1839 overtog han det Præsteembede, som han rygtede til sin Død 1872, og i de 33 Aar talte han i Kirken saa godt som hver hellig Dag. Og mange vare de søgne Dage i samme Tidsrum, da XIVhan førte Ordet om verdslige Æmner for vide og vexlende Kredse. Først paa Aaret 1839 stiftedes “Dansk Samfund” i Kjøbenhavn, i hvilket han i dette og de nærmest følgende Aar var Sjælen og Hovedtaleren, og hvor han ogsaa først optraadte som folkelig Visedigter: “Modersmaalet” er fra 1838, men i Dansk Samfund fødtes i Aarene 1839 og 40 Viserne “Er Lyset for de lærde blot, til ret og galt at stave”, “Kongehaand og Folkestemme, begge stærke, begge fri”, “Om Dannemarks Kvide der lød en Sang saa sørgelig”, “Kong Fredrik den sjette henslumred i Fred, og hviler nu hos sine Fædre”, “Det er kun Fjas at være Drot, hvor alle Mand vil raade”, “Grønnes Danmarks Bøgeskove sent men sødt i Maj”, “Danmarks Hovedstad den ranke, rejst ved Øresund”, “For Bønder Himlens Fugle mer end for de store sjunge”, og mange flere. Aar 1843-44 holdt han den Række Foredrag over græske og nordiske Myter og Oldsagn, som findes beskreven i “Brage-Snak” (1844 og 1876). 1843 og 1845 holdt han Foredrag i Skandinavisk Selskab, som strax efter udkom (Om Nordens historiske Forhold, 1843. De historiske Minders Betydning, 1845). 1844 talte han paa Skamlings Banke (se Skovhornets Klang mellem Skamlings-Bankerne, 1844). 1847 holdt han et Foredrag ved Studenternes nordiske Højtid (Nordens historiske Minder, 1847). 1851 deltog han i Studentertoget til Kristiania, og var Deltager i det nordiske Studentermøde i Kjøbenhavn 1862. 1853-54 holdt han i Dansk Forening en Række Foredrag over “Højnordens Historie”, og 1861-63 gav han mundtlig den Udsigt over Kirkehistorien, som er trykt under Navn af “Kirke-Spejl” (1871 og 1876). De mangfoldige andre Lejligheder: ved Grundlovsfester, Folkefester, Kirkemøder, Vennemøder o. s. v., hvor han i de sidste tyve Aar af sit Liv førte Ordet, kan her ikke opregnes; kun skal endnu mindes om, at hans Røst ogsaa jævnlig i Tiden mellem 1848 og 1866 lød i den danske Rigsdag.