↩ Efter al denne Syslen med Bog og Pen, efter dette lange Ophold “i de dødes Rige”, – og det i dobbelt Forstand, da hans Bøger sædvanlig modtoges med Dødens Stilhed, – personlig isoleret som han var fra hele den officielle, lærde og dannede Verden i Fædrelandet, og kun i Forbindelse med nogle faa yngre Mænd, der delte hans kristelige Anskuelse, følte han nu en brændende Lyst og Trang til at komme i Berøring med sin levende Samtid eller snarest med Eftertiden: til gjennem det mundtlige Ord at udtale sig om alt, hvad der laa ham paa Sinde, til at gribe ind i det virkelige Liv og skaffe sine Ideer Indgang i Staten, i Skolen, i Kirken. Han trænger nu til at faa Ungdommen i Tale. Han vil vække den til levende Deltagelse i det historiske Liv, vinde den for sin historiske og ikke mindre for sin patriotiske, politiske og kristelige, overalt poetiske Anskuelse. Han vil særlig vinde og vække den til Arbejdet paa det danske Folks Gjenfødelse i nordisk Aand, for Udviklingen af borgerligt Frihedsliv og folkelig Oplysning, for en særegen dansk-nordisk Udvikling, forskjellig fra den fransk-liberale, som da efter Julirevolutjonen havde vundet mange Tilhængere i den yngre Slægt ogsaa i Danmark.