Grundtvig, N. F. S. Mands Minde 1788-1838. Foredrag over det sidste halve Aarhundredes Historie

IV

Efter Forfatterens Haandskrift

for første Gang udgivet af

👤Svend Grundtvig.

👤Bianco Lunos Bogtrykkeri.

V

Udgiverens Forord.

Kun i meget ufuldstændigt Maal og paa meget ufuldkommen Maade ere disse i Aaret 1838 holdte Forelæsninger opbevarede i Forfatterens egenhændige Opskrifter eller rettere Udkast, da de alle ere skrevne førend de holdtes og ikke have modtaget nogen senere Revisjon. Kun faa af disse Forelæsninger tør antages at foreligge skriftlig nogenledes i samme Form og Udstrækning, som de mundtlig have lydt. De, som komme dette nærmest, ere vistnok de syv første, og saa maaské den 11te, den 25de og den 37te Forelæsning. Men aldrig ville dog Grundtvigs skrevne Taler kunne meddele Indtrykket af hans Veltalenhed, der væsentlig bares af hans storslaaede Personlighed, som mægtede paa en gribende Maade at udstrømme i lunefuld Skjæmt ikke mindre end i glødende Patos. Hvad der i hans Skrift kan synes sært og søgt, klang i hans Mund, som det sande og simple Udtryk for hans Tanke og Stemning; – thi stemningsfuld, lyrisk var han altid, naar han var i Aande.

Virkningen paa Tilhørerne, netop af disse hans første offentlige Foredrag fra en anden end den kirkelige Talerstol og med et andet Æmne end Religjonen, fremgaar af flere Udtalelser paa Prosa som paa Vers. Sit smukkeste Udtryk fandt Tilhørernes Tak vistnok i dette Digt af P. L. Møller, der fremsagdes efter Forelæsningernes Slutning den 26de November:

VI

1

Stærke, dybe Vemodstoner,
dæmpede Basuneklang,
milde Sus af Bøgekroner,
Bølgeskvulp mod grønne Vang,
Kæmpedrøn af Tor og Skrymner,
kristelige Jubelhymner, –
kom I fra det samme Bryst?

2

Dommedagens Tordenstemme,
stræng og dog saa kjærlig varm,
bævende vi kan fornemme
gjennem Døgnets Dværgelarm.
Fjældskred fra det gamle Norden
ruller ned og ryster Jorden,
Krybet sammenkrymper sig.

3

Hvorfra bryde disse Flammer,
denne livsstofsvangre Luft,
som vort Sind saa sælsomt rammer,
fast lig glemte Drømmes Duft? –
Fra en sjælfuld Klippes Tinder,
ved hvis Sne vort Syn hensvinder
i et himmelsk Hjærtedyb.

4

Det er Dansken, Præsten, – Brages,
Sagas, Volas Søn –, hvis Røst
lod de svundne Kræfter dages,
som har Nordens Aand forløst.
– Døden kan vel Stemmen dæmpe,
Ordet staar som evig Kæmpe,
lever sejrrig her i Nord.*Med Ændringer i sidste Værs optaget i Lyriske Digte, udg. af P. L. Møller, 1840, S. 135.

Af andre Vidnesbyrd skal her først medtages “Et Brev til Kjøbenhavnspostens Redaktør” fra en Tilhører (Frederik Barfod), trykt i Kbhvnsposten f. 1838, Nr. 288 og aftrykt i Nord. Kirketidende f. s. A. Nr. 43. Det er interessant VIIhermed at sammenligne den Forelæsning (den 34te), hvoraf i Brevet gives et Uddrag efter Hukommelsen. En saadan Sammenligning vil nemlig vise, i hvor høj en Grad det mundtlige Foredrag har udformet og omformet det skrevne Udkast, og der ydes os derved en Maalestok for Bedømmelsen af det her udgivne Haandskrifts Forhold til de holdte Forelæsninger. Brevet lyder i sin Helhed saalunde:

Paa Borchs Kollegium, paa det samme Avditorium, hvor saa mange af os, selv fjerde, femte, har sødelig sovet over de lærdeste Forelæsninger, noget Menneske vilde høre, begyndte Grundtvig den 20de Juni – Festen for Stavnsbaandets Løsning – en Række af offentlige Forelæsninger, som han endnu fortsætter hveranden Aften. At paa dem enhver siddende Plads er optagen en halv Time, inden Forelæsningen begynder, at hverken Bænkene eller de aflukkede Stole kunne slaa til, og ikke engang Avditoriets Gange, tæt stuvede lige indtil Katederet, paa hvis Fodtrin hver Aften en syv, otte Stykker maa bænke sig, mens en hel Del desuagtet hyppig maa staa langt ud paa den aabne Trappegang, det kan nu vel lige lidt interessere den lærde og den ulærde Almenhed; i det mindste har det lige lidt hidtil kunnet skaffe et rummeligere Lokale til Veje, enten paa den store Universitetsbygning, eller paa den polytekniske Læreanstalt, eller paa det asiatiske Kompagni. – Ved denne Kjendsgjerning vil jeg derfor heller ikke opholde mig længere, men gaa lige over til en anden Fortælling, som vi vel dristig kunne lægge til de øvrige Tegn paa et friskere og fyldigere Liv, som mere og mere rører sig hos os, og som maa sejre over al den Døsighed, i hvilken vi saa længe vare hensunkne.

Det var om Danmarks indre Tilstand i hine Aar, da det, berøvet sine stolte Orloggere, maatte fortsætte Kampen mod en overlegen Fjende, at Grundtvig i Aftes talte. Med levende Begejstring skildrede han, hvorledes vi ogsaa i hine Aar havde haft Hjærtet paa det rette Sted, og at, om end Tysken havde haft aldrig saa megen Ret, naar han paastod, at vi havde tabt Hovedet, saa var det dog atter voxet ud, og det var intet ringe Vidnesbyrd om en sund og kraftig Konstitution. Havde man imidlertid sagt, at Kampen paa Kongedybet, ved hvilken dette Hundredaar viede sig til Stordaad og til Folkelivets Fornyelse, at den kun var gaaet saa heldig af, fordi Blokskibene laa faste, saa de nødvendig VIIImaatte staa imod Fjenden, og havde man atter sagt, at Glansen fra Skærtorsdags Morgen veg bort under Kjøbenhavns hæderløse Belejring og under Væddeløbet fra Kjøge til Herfølge og endnu videre, saa vendte den dog tilbage ved selve Felttogets Ende, da nogle faa Tusende bestod en hæderfuld Kamp mod halvfjerdsindstyve Tusende Fjender, og især den Dag, da Schulenburg, Stemann og Engelsted stormede Sehested og med Kæmpehaand vristede Sejren fra Overmagten. Men, at Hjærtet var paa det rette Sted, det viste under Krigen Kanonbaadenes Kamp; thi disse maatte dog selv møde Fjenden, vilde de ellers have fat paa ham, og i Krigens Løb borttoge de desuagtet 9 Orlogsskibe fra en Fjende, hvis gamle Paastand det var, at én af hans Fregatter stedse dristig skal kunne binde an med to af hvilket som helst Folks. Og mer end ved vore Smaasejre viste vi det dog, hvor vi tabte. Det viste sig ved Sællands Odde, hvor Jessen paa den ene Prins Kristjan udholdt Nattekampen med tre fjendtlige Orloggere og dog ikke blev tagen, før han lod sit Skib som Vrag paa Grunden. Det havde tresindstyve døde og hundrede og tyve saarede, og mellem de døde Helten fra Kongedybet, den gjæve Willemoes, men mellem de saarede Rothe, navnkundig fra samme Dag, og mange flere. Det viste sig paa Anholt., hvor alle de Anførere, der deltoge i Stormen: Melstedt, Prydz og Holsten, faldt i Spidsen for de stormende Rækker, og det viste sig atter ved Holms Kamp paa Najaden. Som Willemoes' Kamp havde vakt Grundtvig til Sang, saa fremkaldte ogsaa Najadens en ny Digter imellem os, eller lagde ham dog Heltesangen paa Læberne, og det var Ingemann.

At Klagerne egentlig først begyndte ved Krigens Ende, var en historisk Kjendsgjerning; saa det syntes næsten som Freden var værre end Krigen, og der fulgte ogsaa paa Krigsaarene en Slappelse, en Modløshed og Tunghed, der især gjorde Aarene mellem 1820 og 30 til de sørgeligste og dødeste, noget Folk har levet*Saa gjærne Indsenderen vilde, er det ham dog umuligt, nogensteds at paastaa, at han virkelig har gjengivet Grundtvigs Ord. Det finder han sig foranlediget til at erklære, saa vel her, som ethvert andet Sted, hvor man mulig maatte tro dem skjulte under den kortfattede Gjengivelse.. Men der er nu atter kommet et andet og friskere Liv ind i Folket, og man er nu atter berettiget til trøstig at vente de Spaadomme opfyldte, med hvilke Aarhundredets første Morgen havde betegnet IXsig. Og hvad nu en enkelt Side af Livet angik, saa var der vel mange, der i Skjaldesangen saa' kun Drømmerier og Sværmerier; men vist er det dog, at stor bliver altid dens Betydning, hvor den ej blot er udgaaet fra Folket, men atter tiltaler og begeistrer det; og vist er det atter, at aldrig fødtes nogen Stordaad under Himlen, og aldrig skal nogen fødes, uden der jo blev sunget for dens Vugge. Med Hensyn da til vore Digtere, saa lyder der jo vistnok mangen fremmed Tone mellem dem, som aldrig bliver hjemme hos Folket, men vist er det dog, at aldrig sang nogensteds saa hjemligt et Sæt Digtere, som det, der nu synger hos os, og fremfor alting var der aldrig saa folkelig en Digter til, som Adam Øhlenschlæger, – ham, der jo vel alt havde begyndt at synge i Kampens første Morgen, men dog først i sine Digte fra 1803 gav os sine Forjættelser, – Forjættelser, som han ikke blot opfyldte, men som han langt overgik, som han overfløj allerede 1805 i sine poetiske Skrifter, i hvilke blot Aladdin og Vavlunders Saga i det mindste vilde have været nok til at skjænke tvende Digtere Udødeligheden, og saa 1807 i Nordiske Digte: i Hakon hin rige og Baldur hin gode, og 1809 i Palnatoke, og 1810 i Axel og Valborg, og 1811 i Correggio, og 1812 i Stærkodder, og saa fremdeles. – Sjælden eller aldrig, og ej engang i de rigeste Egne, ikke i England, var en saadan Rigdom udvældet som ved et Trylleslag. Men al denne Rigdom, al denne mageløse Storhed, var en af de herlige Spaadomme om, at et nyt Liv nødvendig maatte fødes hos os.

Han maatte nu ogsaa omtale sig selv, ikke for at hige efter den Lavrbærkrans, som han aldrig havde bejlet til, og heller aldrig naat, og endnu mindre for at stille sig ved Siden af Øhlenschlæger; thi da han havde læst de nordiske Digte, da følte han det strax fuldt vel, at voxte han nogen Sinde Øhlenschlæger til Skuldren, da voxede han heller aldrig højere. Men mindes maatte han dog, at i hine nordiske Digte, dèr fandt han netop det Norden, det Heltehjem, til hvilket Øhlenschlæger havde svunget sig paa sin Ørnevinge, og som han havde gjennemskuet med sit Falkeblik, og den Verden, i hvilken han selv maatte bevæge sig. Erindre maatte han ogsaa om, at i sin Mytologi fra 1808 og i sine Optrin af Nordens Kæmpeliv fra 1809 og 1811, havde han nedlagt den Paastand, han endnu vedkjendte sig: at han umulig kunde begribe, at Nordens Folkeliv skulde udvikles paa Græsk eller Romersk, med Tilsidesættelse af sit eget Væsen; og havde han i dem ikke taget fat paa de Xgamle Fordomme, som Tor paa Jætterne, da var det aabenbar, fordi han havde manglet Kræfterne dertil og ikke Viljen. Var han imidlertid bleven saa grovelig misforstaaet, som førte han en Jættekamp mod Kunst og Videnskabelighed, da maatte han ogsaa her nedlægge Paastand paa en saadan Beskyldnings Afvisning; thi kun for Nordens Aand havde han kæmpet, og aldrig for nogen saadan Daarskab. Og mindes maatte han tillige det friske Helteliv – thi et Helteliv var det –, til hvilket han var bleven Vidne, da han i Samliv med Sibbern og Hersleb fik Adgang til saadanne Kredse, som Ørstedernes, Treschows og Sverdrups, – mindes de Timer, betydningsfuldere end Aar, der gjennemglødedes af de kjække Lyn fra disse Kæmpeaander.

Og sluttelig maatte han mindes Stemningen ved Norges Skilsmisse, som den var i hans Kreds. Det ulykkelige Aar 1813, Pengeforandringen i dets Begyndelse, Krigen i Holsten mod en overlegen Fjende, og meget andet, havde saa ganske forknyttet Folket i det hele taget, at det, saa vidt han vidste, kun var blandt Studenterne, at noget frisk og kraftigt Liv rørte sig. – Men dèr glødede det ogsaa. – Man havde i et Par Aar talt om, at Norge skulde fratages os, men man havde altid trøstig sagt: “Lad dem kun komme og prøve det!” – At det var i Holsten, at Norge skulde erobres, derom havde man aldrig drømt; men nu strejfede Fjenden allerede lige til Kolding. Studenterne glødede, og af dem især Jyderne; for Jyllands Ære og for Norges gamle Fostbroderskab vare de rede til at gaa i Ilden. – Man vilde have Grundtvig med, og han var villig. – Men den jyske Landstorm blev dog ikke rejst, og græmmede det end den Gang, nu kunne vi dog vel se, at det var godt, at den ikke rejstes; thi Danmark havde tabt for mangen en Søn, som det ikke havde kunnet undvære, og Norge havde intet vundet. Men som Kongen erklærede, at han aldrig skulde glemme det Fædrelandssind, der havde gjort Studenterne rede til deres Tilbud, saa maatte hine Dages Liv nødvendig være uforglemmeligt for enhver, der havde deltaget i det, og havde været Vidne til al den Fylde af ædel Kraft, der svulmede hos de kjække Ungersvende. –

Se, dette Uddrag af en Forelæsning, saadan som vel ingen endnu er bleven holdt i Kjøbenhavns Høresale, har jeg ikke, højstærede Hr. Red., kunnet undlade at meddele Dem, fordi jeg véd, at det vilde fylde Dem med de samme Følelser, som atter bevæge mig, da jeg nu i Tankerne har gjennemgaaet de store Minder fra det ildfulde Foredrag, og XIhar søgt efter Evne at fængsle nogle af dem til Papiret. – Men, endnu er min Fortælling ikke endt; thi jeg maa endnu give Dem et glædeligt Bevis paa, at Norden Aand er ikke uddød, at den endnu lever kraftig hos dets Sønner og behøver kun at anslaas, behøver kun et vinget Ord fra den begejstrede Taler, for at blive sig selv og sin Glæde over sig selv bevidst. Da Grundtvig steg ned fra Talerstolen, afsang de forsamlede Tilhørere Willemoes' Vise for ham. De bragte ham hans egen Sang som Takkehymne, hin stolte Kæmpevise, ved hvilken vi alle saa længe studsede, tavse, indtil Weise satte sin deilige, dybt gribende Melodi til den og fra Papiret bragte den over paa vore Læber. Og det var uden Forudaftale, at denne Kæmpevise blev afsungen; Trangen dertil fyldte hver Sjæl, da Grundtvig havde udtalt, og der behøvedes kun en enkelts Opfordring, for at den tætte Masse med den elskede Skjalds og Lærers egne Ord skulde bringe ham sin hjærtelige Tak.

Og behøver jeg nu vel at skildre Dem Klyngens Stemning under og efter Sangen, da Grundtvig dybt bevæget atter besteg Katederet og bragte os sin Tak? – Jeg vil slutte med den Forvisning, der har opholdt hans Mod i en trediveaarig Kamp, med hvilken han ogsaa i Aftes sluttede, og med hvilken enhver iblandt os frejdig vil tage fat paa sin Gjerning: “Nordens Aand er endnu ikke død, og Danmarks Sønner ere ikke saaledes vanslægtede fra Fædrene, at jo det levende Ord paa Modersmaalet skal og vil vække selv den, der sover tryggest, og fremkalde en Slægt, ved hvilken vi, som nu leve, ikke skulle skamme os, naar den blot aldrig skal skamme sig ved os!”

Kjøbenhavn den 18de October 1838.

Deres P. H.


Af flere Steder i disse Forelæsninger, navnlig i den første og i det her S. 591–96 trykte Udkast til den sidste, fremgaar det, hvilken overordentlig Betydning det havde for Taleren selv, at han nu kom til Orde for en anden Kreds end Menighedens: for en Kreds af den opvakte, særlig den studerende, danske Ungdom i Hovedstaden. Og det var intet Under, at han maatte ønske at faa Ungdommen i Tale, for, som han siger, “at vinde den for sin nordiske Anskuelse af Menneskelivet og Historien”; thi dette var en Livsopgave, XIIhvortil han følte sig baade kaldet og udrustet. Vel maatte han føle en brændende Trang til at vække og vinde den danske Ungdom for, hvad der for ham stod som levende Sandhed, frelsende baade for den enkelte og for Folkelivet i det hele, og det i et Øjeblik, der stod for ham som et Vendepunkt i det elskede Fædrelands Historie. Vel maatte han lægge særlig Vægt paa at komme til at virke med det vingede, mundtlige Ord, som han var saa vel skabt og skikket til at føre, og som han satte saa højt over det skrevne; og vel maatte han ønske at kunne tiltale en haabefuld Ungdom, da han hos den ældre Slægt for det meste kun havde fundet døve Øren.

Han var da 55 Aar gammel og havde hidtil kun ført Ordet fra Prædikestolen, naar undtages de stormfulde Dage 24 Aar forud, da han i Januar 1814 var Ordfører for de fyrige Ungersvende, som da vilde rejse en Landstorm til Jyllands Forsvar mod hele Evropa. (Se “Helligtrekongerlyset, eller tre Dages Hændelser paa Danmarks Højskole, 1814”.) Siden han 1826 nedlagde sit Præsteembede, havde han, som han siger, levet mellem Bøgerne, som en Eremit “i de dødes Rige”. Hans tre Rejser til England 1829, 30 og 31 havde jo ogsaa et rent bogligt Formaal: at opstøve utrykte oldengelske Haandskrifter. Men de virkede ikke des mindre et helt Omslag i hans aandelige Liv; de bragte først hans hele Personlighed til fuld Modning. De vakte hos ham en ny og levende Deltagelse for det virkelige Liv i hans egen Tid: det borgerlige og politiske ikke mindre end det kirkelige og videnskabelige. Han tabte ikke noget af det af Syne, som han før havde fæstet Øje paa: hverken det kristelige, det nordiske eller det danske; men hans Synskreds udvidedes, og han følte ny Kraft og nyt Mod til at gjøre sine Synsmaader gjældende paa alle Omraader. Den første Frugt af hans stærke Virksomhedstrang blev dog rent litterær. Efter 1831 fulgte med forbavsende Hurtighed en Række betydelige og omfangsrige, til Dels paa møjsommeligt Arbejde grundede XIIIVærker: Nordens Mytologi eller Sindbilledsprog 1832; Haandbog i Oldtidens og Middelalderens Historie 1833 og 1836; Sangværk til den danske Kirke 1837; desuden en Mængde Opsatser og Digte i Nordisk Kirketidende, flere mindre Skrifter af reformatorisk Tendens: Om Sognebaandets Løsning 1834; Den danske Statskirke 1834; Det danske Firkløver, politiske Betragtninger 1836; Til Nordmænd om en norsk Højskole 1837; Skolen for Livet og Akademiet i Sor 1838; samt den i Kristiania 1838 udkomne Samling Nordiske Smaadigte.

Efter al denne Syslen med Bog og Pen, efter dette lange Ophold “i de dødes Rige”, – og det i dobbelt Forstand, da hans Bøger sædvanlig modtoges med Dødens Stilhed, – personlig isoleret som han var fra hele den officielle, lærde og dannede Verden i Fædrelandet, og kun i Forbindelse med nogle faa yngre Mænd, der delte hans kristelige Anskuelse, følte han nu en brændende Lyst og Trang til at komme i Berøring med sin levende Samtid eller snarest med Eftertiden: til gjennem det mundtlige Ord at udtale sig om alt, hvad der laa ham paa Sinde, til at gribe ind i det virkelige Liv og skaffe sine Ideer Indgang i Staten, i Skolen, i Kirken. Han trænger nu til at faa Ungdommen i Tale. Han vil vække den til levende Deltagelse i det historiske Liv, vinde den for sin historiske og ikke mindre for sin patriotiske, politiske og kristelige, overalt poetiske Anskuelse. Han vil særlig vinde og vække den til Arbejdet paa det danske Folks Gjenfødelse i nordisk Aand, for Udviklingen af borgerligt Frihedsliv og folkelig Oplysning, for en særegen dansk-nordisk Udvikling, forskjellig fra den fransk-liberale, som da efter Julirevolutjonen havde vundet mange Tilhængere i den yngre Slægt ogsaa i Danmark.

Med disse Foredrag i 1838 brødes Isen, som siden aldrig lagde sig om hans Tunge. Næste Aar 1839 overtog han det Præsteembede, som han rygtede til sin Død 1872, og i de 33 Aar talte han i Kirken saa godt som hver hellig Dag. Og mange vare de søgne Dage i samme Tidsrum, da XIVhan førte Ordet om verdslige Æmner for vide og vexlende Kredse. Først paa Aaret 1839 stiftedes “Dansk Samfund” i Kjøbenhavn, i hvilket han i dette og de nærmest følgende Aar var Sjælen og Hovedtaleren, og hvor han ogsaa først optraadte som folkelig Visedigter: “Modersmaalet” er fra 1838, men i Dansk Samfund fødtes i Aarene 1839 og 40 Viserne “Er Lyset for de lærde blot, til ret og galt at stave”, “Kongehaand og Folkestemme, begge stærke, begge fri”, “Om Dannemarks Kvide der lød en Sang saa sørgelig”, “Kong Fredrik den sjette henslumred i Fred, og hviler nu hos sine Fædre”, “Det er kun Fjas at være Drot, hvor alle Mand vil raade”, “Grønnes Danmarks Bøgeskove sent men sødt i Maj”, “Danmarks Hovedstad den ranke, rejst ved Øresund”, “For Bønder Himlens Fugle mer end for de store sjunge”, og mange flere. Aar 1843-44 holdt han den Række Foredrag over græske og nordiske Myter og Oldsagn, som findes beskreven i “Brage-Snak” (1844 og 1876). 1843 og 1845 holdt han Foredrag i Skandinavisk Selskab, som strax efter udkom (Om Nordens historiske Forhold, 1843. De historiske Minders Betydning, 1845). 1844 talte han paa Skamlings Banke (se Skovhornets Klang mellem Skamlings-Bankerne, 1844). 1847 holdt han et Foredrag ved Studenternes nordiske Højtid (Nordens historiske Minder, 1847). 1851 deltog han i Studentertoget til Kristiania, og var Deltager i det nordiske Studentermøde i Kjøbenhavn 1862. 1853-54 holdt han i Dansk Forening en Række Foredrag over “Højnordens Historie”, og 1861-63 gav han mundtlig den Udsigt over Kirkehistorien, som er trykt under Navn af “Kirke-Spejl” (1871 og 1876). De mangfoldige andre Lejligheder: ved Grundlovsfester, Folkefester, Kirkemøder, Vennemøder o. s. v., hvor han i de sidste tyve Aar af sit Liv førte Ordet, kan her ikke opregnes; kun skal endnu mindes om, at hans Røst ogsaa jævnlig i Tiden mellem 1848 og 1866 lød i den danske Rigsdag.

Opfordringen til at holde den her udgivne Forelæsnings- XVrække udgik fra en Kreds af yngre Mænd, især blandt de studerende, og Ordførerne vare Dr. P. C. Kierkegaard, cand. theol. H. P. N. Købke og Student Fr. Barfod (Nord. Kirket. 1838, Sp. 287). Efter dertil erhvervet kongelig Tilladelse holdtes Forelæsningerne fra 20de Juni hver Mandag, Onsdag og Fredag paa Borchs Kollegium (Nord. Kirket. 1838, Sp. 398); og de sluttedes den 26de November, ved hvilken Lejlighed der bragtes Taleren en Tak og Hyldest, som findes beskreven i Fr. Barfods “Den sidste Aften paa Grundtvigs Forelæsninger. En lille Nyaarsgave til hans Venner og Tilhørere. Kbhvn. 1839.” I Forordet til dette Skrift hedder det: “De forrige Aftener havde det almindelige Tilhører-Antal været omtrent halvfjerde Hundrede, der paa en næsten ubegribelig Maade havde sammenstuvet sig paa det lille Borchs Kollegium; denne Aften vare alle Bordene udtagne, og dog var der lige fuldt, og Tilhørerne maatte staa langt ud paa Gangen og et Stykke ned ad Trappen, saa det gik vist hen ad de sex Hundrede. Selve Avditoriet var opfyldt næsten en Time før Forelæsningen begyndte. Da denne var endt, blev Sangen Nr. 1 afsungen, derpaa besteg Mag. F. Hammerich Katedret, og efter ham undertegnede (Barfod), . . . hvorpaa Digtet Nr. 4 fremsagdes, og sluttelig blev Sangen Nr. 5 afsungen. Dybt rørt besteg nu Grundtvig atter Katedret og takkede i et Par hjærtelige Ord Forsamlingen for den Overraskelse, den havde beredt ham ved en Fest, der stedse skulde være ham uforglemmelig”.

Hammerichs og Barfods Taler findes – nedskrevne efter Hukommelsen – gjengivne i det nævnte Skrift. “Digtet Nr. 4” er det her foran aftrykte af P. L. Møller, hvilket fremsagdes ikke af Forfatteren, som var fraværende, men af en Studiosus Hansen (Nord. Kirket. 1838, Sp. 751). De to afsungne Sange, den første formodentlig af Fr. Hammerich, den anden af H. V. Kaalund, ere disse:

XVI

1.

1

Vi bringe dig et Afskedsord,
du frie Lærer for de frie!
Naar Glæden ret i Hjærtet bor,
du véd det, Munden kan ej tie;
og derfor løfter sig vor Røst
for Sagas Helt med Liv og Lyst.

2

Tak for det Syn, vort Øje saa',
naar du dit Lynildsord udslyngte,
naar du bød Kæmper op at staa,
og svundne Tider sig foryngte;
men først og sidst: Tak for de Ord,
de Haab om Danmark og om Nord!

3

De Haab, som hin Skærtorsdags Kamp
paa Kongedybets Bølger fødte,
ved højen Mast, i Røg og Damp,
som ingen Mistvivl end forødte:
de Haab om Danmark, som staar op,
om Solen over Bøgens Top.

4

De Haab om Nord, det ene Nord,
trefoldigt, med en Heltestamme,
paa Mark og Fjæld, ved Elv og Fjord,
endnu i Aand og Daad det samme;
saa længe Nordens Fugle slaa,
de favre Haab skal ej forgaa.

2.

1

Kæmpeaand fra Kraftens Alder!
djærve Søn af Nord,
som med sølvgraa Isse kalder,
og med Flammeord,
frem til Kamp hver nordisk Broder
for den gamle Heltemoder!
hør i Fimbul-Natten svare
dig en Yngling-Skare!

2

Danmark, dejligst Vang og Vænge,
lukt med Bølgen blaa,
skal vi elske tro, saa længe
Hjærterne kan slaa:
XVIItro som vore djærve Fædre,
og i Krig og Fred det hædre.
Se, ved Fortids store Minder
blusse vore Kinder!

3

Her, blandt Nordens stolte Have.
her er Fredens Bo:
gyldne Ax paa Kæmpegrave
til vor Føde gro;
Skud vi er af Egens Stamme,
end kan vore Hjærter flamme,
end har Troskab, Mod og Nemme
her i Danmark hjemme.

4

Længe lød dit Raab i Ørken,
Tavshed Svar kun gav;
Sandhed slumred længst med Styrken
i dens Heltegrav;
endnu Frejas Stjærne blinker,
men en Signe ej den vinker:
ad de djærve Kæmpeviser
Flittertiden fniser.

5

Som en Kæmpe mellem Dværge
stod du, Gud i Vold;
Sandhed var dit gode Værge,
Barnets Tro dit Skjold;
fast du stod mod Løgnens Vælde,
fast som Norrigs gamle Fjælde,
sang, som Regner mellem Krybet,
midt i Ormedybet.

6

Ja, i mange tunge Dage
har du ærlig stridt,
miskjendt, uden Klynk og Klage,
til dit Haar blev hvidt. –
Held! men Sejer har du vundet,
snart er Døgnets Nat forsvundet,
snart skal Aandens Sol fra Norden
funkle over Jorden.

7

Klart du tyded for os unge
Sagas Runestav;
Stormen lærte dig at sjunge
og det stolte Hav;
XVIIIsnart din Sang til Brage-Harpen
tordned vældig som en Sarpen,
snart os trylled dine Salmer
under Fredens Palmer.

8

Slaa endnu din Harpe længe,
Sanger djærv og graa!
Men, saa længe Danmarks Vænge
ejer Piger smaa,
ejer Mænd, som Dansk kan sjunge,
skal af gamle, skal af unge
fro din Kæmpevise høres,
og hvert Hjærte røres*Optaget i Samlede Digte af H. V. Kaalund, 1840, S. 53..

Udgiveren skylder endnu en kort Redegjørelse for Udførelsen af sit Hverv. Den hele Forelæsningsrække fra I til LI foreligger i samme Orden fra Forfatterens Haand: alle de skrevne Læg ere egenhændig nummererede af ham. Ogsaa Titelen “Mands Minde 1788–1838” er hans egen. De i Tillæggene medtagne Udkast ere ikke nummererede i Haandskriftet, men over Begyndelsen til ethvert af dem er skrevet Forelæsningens Nummer og Dag. Alt det foreliggende er skrevet forud for vedkommende Forelæsnings Holdelse, og Forf. har ikke senere revideret det skrevne. Han blev ofte anmodet om at udgive disse Forelæsninger, og var ikke heller utilbøjelig dertil, men fandt aldrig Tid til at fuldende deres Udarbejdelse, hvad ganske vist ogsaa vilde have krævet en hel Del Arbejde, eftersom saa at sige det hele fortællende Element i det nedskrevne kun er til Stede i Antydninger og Notitser, som han under Foredraget har udfyldt efter Hukommelsen, men som paa et senere Tidspunkt vilde krævet megen fornyet Læsning, for ordentlig at kunne afrundes. Det er derfor meget forklarligt, at Forf. først længe tænkte sig at optage Stoffet for disse Foredrag til ny Behandling i XIXFortsættelsen af Haandbog i Verdenshistorien, og siden, da denne aldrig førtes saa vidt (den sluttede 1843 med det syttende Aarhundrede), ganske opgav at gjøre noget ud af det.

For os stiller Sagen sig imidlertid anderledes. Endskjønt dette Værk ikke var modent til at fremlægges fra Forfatterens egen Haand eller i hans egen Levetid, og endskjønt det ganske vist ikke er skikket til at meddele en samlet Fremstilling af det deri omhandlede Tidsrums Historie, saa er det dog af saa meget Værd, at det vel fortjente at udgives, og dette sit Værd henter det ikke fra sin Meddelelse af Stoffet, som kan søges andensteds, men fra Forf.'s dertil knyttede Betragtninger og Udviklinger, som her netop ere udførlig nedskrevne. Der kunde da ikke være Tale om, ved Udgivelsen at prøve paa at udfylde det manglende og at sætte det hele i den Stand, som Forf. kunde antages selv at ville have bragt det i før Udgivelsen. Opgaven kunde ikke være nogen anden end med størst mulig Troskab at gjengive, hvad der forefandtes, og at afhjælpe de mindre, formelle Mangler, som klæbede ved de foreliggende Udkast. Dette Krav har Udg. stræbt at fyldestgjøre paa bedste Maade, og de Friheder, han har maattet tage sig, for at det foreliggende Haandskrift kunde fremtræde i læselig Form, indskrænke sig væsentlig til nogle Omsætninger af enkelte Partier inden for nogle af Forelæsningerne, hvor Forf. enten uden Orden havde nedskrevet enkelte Momenter, eller hvor han undertiden sidst i Udkastet har skrevet, hvad han havde tænkt sig at stille i Spidsen for Foredraget. Foruden den her udøvede Textkritik, har det endvidere ofte været fornødent at rette aabenbare Skrivfejl og at udelade, tilføje eller ombytte de Smaaord, som sammenholde Sætningsbygningen, samt stundum at udelade Sætninger paa ét Sted, som paa et andet Sted i samme Forelæsning gjenfandtes i en omhyggeligere udformet Skikkelse, og som Forf. da kun har glemt at overstrege paa det ene Sted. Alle saadanne XXÆndringer ere dog foretagne med den største Varsomhed, og kun hvor de viste sig absolut nødvendige, og det maa herved bemærkes, at ethvert af Udg. til Sætningens Udfyldelse indsat Ord er i Aftrykket sat mellem skarpe Klammer, saa at Læseren kan være sikker paa, at ethvert ikke saaledes mærket Ord virkelig er flydt af Forfatterens Pen.

Kun én Indskrænkning heri maa endnu nævnes: I Henseende til de mange Navne, Aarstal og Datoer, der findes i Bogen, har Udg. taget sig noget større Frihed. Forf.'s Skrivemaade af Navne, særlig fremmede Navne, er meget ofte ukorrekt, og Tidsangivelserne ikke altid rigtige. Disse Mangler har Udg. trot sig forpligtet til efter bedste Evne at afhjælpe. Alle Navne ere korrigerede, og det samme gjælder om de fleste Tidsbestemmelser. Dog er det muligt, at der endnu i Begyndelsen af Bogen kan findes urigtige Tal, da Udg. fra først af, naar et Tal var aldeles tydelig skrevet, ikke antog det for nødvendigt at øve nogen Kontrol. Først efter at det havde víst sig, at ogsaa saadanne Tal kunde være urigtige, i hvert Fald lige overfor de Kilder, der nu staa til Raadighed – som jo ingenlunde vare til Stede Aar 1838 –, har Udg. kontrolleret alle Tidsbestemmelser efter den bedste Hjemmel, han har kunnet finde.


November 1877.

S. G.

1

I.

(Den 20de Juni.)

Mine Herrer!

Det er gammel Skik paa dette Stade, at hvem der først betræder det ligesom standser paa Trinnet og aflægger saa at sige sin katedralske Trosbekjendelse, eller stræber dog at meddele sin Anskuelse af det ny Forhold og den ny Virksomhed, han er i Færd med at tiltræde; og skjønt det maaské kan synes overflødigt her, hvor jeg staar nærmest i en lille Kreds, mest af Venner og Kyndinger, som gjærne laane mig Øre, fordi de tro, jeg, med min stærke Lyst til at tale, ogsaa maa have noget Kald til at føre Ordet, saa er jeg paa den anden Side dog netop derfor vis paa, De vil tillade mig en Indledning, der aldrig kan være saa overflødig for nogen, den jo er nødvendig for mig, som i en fremrykket Alder her begynder en ny Virksomhed, der i mine Øjne er langt fra at være ubetydelig, men lige saa langt fra at være uden sine store Betænkeligheder, især for den megen Betænksomheds Skyld, der i Livets Eftermiddags-Time lettelig fortærer den Kraft, hvormed der skulde virkes.

Det nyttede nu vist nok hverken Dem eller mig med Flid at indledes i alle de Betænkeligheder, en halvgammel Mand med en særegen Betragtning af Menneske-Livet baade fordum, nu og herefter maa hjemsøges af, naar han 2tænker paa levende at forplante eller dog oplive og udvikle denne Betragtning, især hos sine yngre samtidige, der, efter Naturens Orden, dels selv skal udgjøre og dels udvikle den Efterslægt, Menneske-Aanden i ethvert af sine skrøbelige Redskaber maa kalde sit Haab og sin Alderdoms Støtte. Det nytter nu ikke, siger jeg, med Flid at indledes i disse Betænkeligheder; men hvem der hjemsøges af dem kan ikke gaa dem forbi og maa følgelig se til at gjennemgaa dem, saa han bliver dem kvit; og saa sindrigt det end forekom mig, da jeg fordum hørte 👤Steffens med sine Tordenkiler bevise, at 👤Goethes 👤Werther maatte gaa til Grunde, for at Digteren kunde reddes, saa har jeg dog siden under Levnedsløbet mærket, det er ganske rigtig ens med alt, hvad der forknytter os, poetisk saa vel som prosaisk: faar det kun rigtig Luft, da letter det betydelig, og har Naturen nogen Kraft, da hjælper den sig selv, skjønt opgiven af Lægerne. Derfor, m. H., maa De tillade mig at gjennemgaa den Skærsild, jeg ikke kan undgaa, i det jeg først nu, først under graa Haar, skal føre Ordet om min Ungdoms Kjærlighed: først nu, da jeg selv er nær ved ganske at tilhøre den forbigangne Tid, prøve paa at være dens levende Vidne og Talsmand, at fremstille den for Efterslægten, der naturligvis ingen Lyst har til at opsøge den i Graven, hvor vi kun paa de gamle Dage forlige os med den i samme Grad som vi indtages og overvindes af den, som Tor sank i Knæ for den bedagede Matrone, han hos Udgaards Loke maatte brydes med.

Ja, det er i Aar netop tredive Aar, saa nær en hel Menneskealder, siden jeg, nylig vaagnet i 📌Nordens Aand, det er i den universalhistoriske Anskuelse af Menneskelivet, som var, som er, og som skal komme: det store, det mageløse Kæmpeliv, der naar fra Tidens Ophav til dens Ende, fra Legen med Guldtærning paa Ida-Slettens lysegrønne Tavlebord til den evige Sejersfest i det guldtakte Gimle, – nylig vaagnet i denne Anskuelse, hvori 3Fortid og Fremtid levende sammensmelte med det nærværende Øjeblik, ja, sammensmelte i det som Mindet og Haabet i den nordiske Kæmpenatur, – nylig vaagnet i den nordiske Anskuelse af Livet og glødende for den, med brændende Længsel efter at være dens Talsmand for mine jævnaldrende, ej blot med Pen og Blæk, men baade først og sidst med den levende Røst, jeg havde lært om ej at skatte, saa dog at elske. Men se, de henrandt dog i det hele maalløse, de favre Dage, de behagelige Aar, den mandige Virksomheds naturlige Alder; og nu, da jeg staar ved Tærskelen, om ikke paa Dørtærskelen af den store Stenstue, hvor Hades troner, hvor, som Grækerne sang, kun et blodigt Offer kan øjebliklig afbryde den herskende Tavshed, – først nu blev min Mund opladt, ligesom blot til et pinligt Forhør paa Gravens Bred og til den sørgelige Bekjendelse: at de mange og store Vexler, jeg udstedte, dem kan jeg umulig indfri, men kun opregne de mangfoldige Uheld, der nøde min Mund til at lukke netop i det Øjeblik, den kræves for gammel og vitterlig Gjæld. Ja, mine Herrer, jeg kan forsikre Dem, det er ingen Spøg, med en saadan Examen, en saadan store Filologikum, paa sine gamle Dage; og skjønt jeg haaber, da det ej kan anderledes nytte, at gaa op til den, som jeg i min Ungdom plejede at gaa op til alle dem, jeg nødig tog: med et lille Smil og et godt Mod, saa er en Smule Feber forud dog efter min Erfaring selv i Ungdommen uundgaaelig, endsige da i mine Aar, da man faar Skræk i Blodet selv bare ved at drømme om de overstaaede Examiner som forestaaende; og alle de Examiner var jo dog Børneleg imod denne, naar man først er bleven saa adstadig, at man besinder sig paa, hvad det er at komme i Forhør, ikke hos Forfædrene, men hos Efterslægten.

Det første er vist nok det kjedeligste, men dog uden Sammenligning det letteste; thi vore Forfædre gjør ikke mindste Regning paa at have nogen Nytte eller en Gang 4nogen Fornøjelse af at fritte os ud, de vil kun vide, om vi kan huske, hvad de har sagt eller gjort; og træffer det sig, at vi foruden det kan lade lidt Skjælmeri løbe med, der klinger, som vi ogsaa havde vore dybe Betænkninger, da anse Forfædrene det for en ren Gevinst, som de ordentlig takker og roser os for; men med Efterslægten er det ganske anderledes; thi har vi ikke Haand i Hanke med den, saa den nødes til at høre os i Dag, fordi den i Morgen skal høres af os i sin Lexe, da finder Efterslægten det naturligvis alt for stor en Opofrelse af det kjære Liv og den kostbare Tid at høre os, naar vi ikke har en Del at sige, som kan baade nytte og fornøje og fremfor alt det sidste; thi det maa for Resten være saa grundigt og fornuftigt som det vil, hvad vi sige, er det blot kjedsommeligt, da rejiceres vi uden al Barmhjærtighed.

At tale muntert og fornøjelig, det er altsaa Deres ufravigelige Fordring til enhver Kandidat, der ikke skal faa Nul hos Dem, enten han saa er ung eller gammel, og om han har aldrig saa rar en Kone og mange uforsørgede Børn; saa jeg véd, De siger i Deres Hjærte: Er du for gammel til at tale godt, saa ti stille eller snak med dig selv og dine Forfædre! Dette er nu fælles Skæbne; men hvad jeg derhos maa tage i Betænkning er, at jeg som gammel Skribent stikker i Gjæld og det, efter Pallas Atenes Ord, “baade gammel og stor”, har meget at svare til, ja, vel mere end nogen Skribent paa hele Guds grønne Jord, fordi jeg har peget Fingre ad enhver Mund, der ikke tusend Gange bedre kunde rede for sig end Pennen, den Dødbider, ja, har været forvoven nok til at give Dem sort paa hvidt for, at baade Historien og Poesien og hele min Anskuelse af dem, som var død og magtesløs paa Papiret, skulde i 📌Norden snart bevise deres Kraft og gjøre dem gjældende, naar de blot fik en Mund til deres Tjeneste, om saa den Mund ej var bedre end min.

Saaledes betragtet, indser De let, m. H., at hvor 5modig jeg end i min Ungdom gik op til Examen, dels fordi jeg stolede paa min gode Hukommelse, og dels fordi Ungdommen dog i Grunden altid føler sig de gamle overlegen, saa kunde jeg dog godt finde denne Examen meget betænkelig, hvor Forholdet er aldeles omvendt, saa min Hukommelse, om den end ikke begyndte at slaa mig lidt fejl, er langt fra at gjøre Sagen klar, og jeg staar for mine Herrer, som raade her for min Mund og hist for mit Eftermæle. Men uden Selvros har jeg udgrundet, det er aldrig Umagen værdt at fortvivle, men betaler sig altid godt at gjøre sit bedste, da man derved i alt Fald dog lever i Haabet indtil videre og tit udretter langt mer, end nogen skulde formodet. Naar man derfor beder mig gjøre noget, som jeg kan prøve paa, og ser, var ønskeligt, naar det kunde lykkes, da skynder jeg mig sædvanlig at sige: “Ja”, saa jeg, naar Betænkelighederne overfalde mig, kan med en god Samvittighed fortælle dem, de kommer for silde, og fortælle mig selv, at har man sagt A, maa man ogsaa sige B, og lade det komme paa en Prøve an, om det vil bære eller briste. Derved har jeg fundet, man sædvanlig vinder Ligevægt nok til ogsaa at betragte Sagen fra den anden, det er fra Opmuntringernes Side; og at De, m. H., tror, jeg kan sige Dem noget om den forbigangne Tid, som De kan have Lyst til at føre med Dem ind i Fremtiden, det er allerede en stor Opmuntring; thi Deres Øre er da allerede halv vundet, og det maatte være en Kryster af en Mund, der da ej turde røre sig for at bejle til det hele. Ja, m. H., Frihed er Aandens Element, saa hvad jeg næppe turde vove, hvis enten De var forpligtede til at lade, som De hørte mig, eller jeg forpligtet til at tale for døve Øren, det tør jeg godt, da vi er frie paa begge Sider; thi saa længe De kan lade Øren, kan jeg ogsaa godt lade Munden til og kan aldrig fristes til at gjøre det et Øjeblik længer.

Dog, dette er ingenlunde min eneste Opmuntring; thi 6jeg kjender ingen større Opmuntring end Lysten, saa i den Forstand driver Lysten altid Værket, og Lyst til Tale om Fortiden maa jeg jo nødvendig have; thi hvem der har saa meget kjært i Fortiden som jeg: ikke blot mine egne Skrifter og mine nærmeste Frænders i Aanden, ikke blot mine Landsmænds og alle Nordboers, men hele Menneskeslægtens Storværker, som jeg véd, uden levende Opfattelse er dødt og magtesløst, men kan ved den blive en Kilde til Lys, Opmuntring og Trøst for Millioner og har for mig været en saadan Kilde, der stod sin Prøve under megen Tørke, – hvem der har saa meget kjært i Fortiden, som han under Levnedsløbet stedse vandt kjærere, han maatte jo selv paa sin Dødsseng anstrænge sig for at give Historien det Vidnesbyrd, den i det mindste af ham har ærlig fortjent, og om muligt meddele de efterlevende den Gnist af himmelsk Ild og de Glimt af Verdenslyset, som det slet ikke nytter at tage med sig i Graven, hvor de hverken kan formindske Kulden eller fortynde Mørket, medens de oven Mulde dog kan begge Dele langt mer end man tror.

Selv derfor om Drøbelen var uoprejselig sunken, om Aarene havde bøjet min Ryg og fortæret min Kraft, burde jeg have Mod til, saa længe nogen vilde høre, at tale godt og tale sandt om de forbigangne Dage som de nærværendes Mødre og de tilkommendes Spejl og om den vidunderlige Kjæde, som ikke blot udvortes men ogsaa indvortes forbinder Slægterne i Tidens Løb, de sidste med de første; men fordi jeg burde have Modet, var det ingenlunde sagt, jeg havde det, og jeg vilde sikkert fattes det nu, hvis jeg ikke følte stadfæstet paa mig, hvad jeg længe frit bekjendte: at Lykken er bedre end Forstanden.

Ja, m. H., man maa gjærne sige alle de Vittigheder, man kan, om Grunden til, at jeg sætter Lykken over Forstanden, thi det er just et af Lykkens store Fortrin, at den kan le ad al Miskjendelse; og naar man ikke sæd7vanlig ved Lykke egentlig kun, ligesom Engelskmanden, tænkte paa en svær Hob Penge, men først og sidst paa at føle sig lykkelig, da vilde man sikkert være enig med mig om alle Lykkens store Fortrin; men om man end for Resten er nok saa uenig med mig, vil man dog sikkert give mig Ret i, hvad jeg kun her vilde sige: at Lykken er en stor Opmuntring, og at min Lykke næsten nødvendig maa gjøre mig dristig til at tale; thi min Lykke er, som De vel véd, ingen svær Hob Penge, ingen betydelig Rang eller overdreven Ros, men: hvad man har fortalt om Skjaldens Lykke, som kom bag efter, hvor Lykkens almindelige Gaver blev skiftet og delt, men fik til sin Trøst Indbydelse af Sevs til, saa tit han lystede, at bestige 📌Olymp, eller med andre Ord: saa tit han ønskede det, at være i Aande, at besøges af Vaaren midt under Høstens Storme og under Vinters Hjærte, ja, at føle Aanden den evig unge svæve over Issen, naar den graaner, som naar den gulner, Aanden, som raader for Ordet paa Jord, for det vingede Ord, der bevæger Hjærter, som Vin dene Havet, kan, som det faldt i vor Lod, vel intet skabe, ej nævne Lys, saa Lyset udbryder af Mørket, og ej nævne Liv, saa Dødens Lænker springe, men stiller dog lyslevende for Øjne, hvad Hjærtet begjærer, saa alt det beslægtede i Tankens og Følelsens Verden muntres op og mødes smilende og virker sammen til fælles Gavn og Glæde.

Ja, m. H., denne Lykke, at den lille Fugl over Issen, der sang for min Skjalde-Vugge om Kæmpelivets, om det ædle, kraftige og muntre Folkelivs Gjenfødelse i 📌Norden, og især paa den dejlige “Plet af Jord”, som os tilmaaltes, i Danmark dejligst Vang og Vænge, lukt med Bølgen blaa, den lille Fugl, som sang, saa det gjenlød sødt i min Barm, den lille Fugl er ikke død, og sank den lidt, da var det kun for at sætte sig paa Haanden, Hjærtet lidt nærmere; og hvilken behagelig Forskjel det gjør under videnskabelige Bestræbelser, som altid har en Del til fælles 8med Jagten, ej at have Høg eller Falk, men en Sangfugl, paa Haand, det véd kun hvem der har prøvet det: hvilken Trøst det er, naar man fristes til Mismod i en fordrejet Tid, da næsten alt, hvad der kaldtes Dannelse og Oplysning, fjærnedes bestandig længere fra Livet og Naturen, hvilken Trøst det da er at høre en lille Fugl synge om, hvor tosset eller hvor forfængeligt det er, naar man har et Fæderneland og staar midt deri, naar man endogsaa har et nordisk Fæderneland, ubetvunget af fremmede, fra Arilds Tid befolket med Søskende og Frænder, ja, selv naar man har 📌Danmark til Fæderneland, af alle dejlige Lande indvendig som udvendig det mest ensartede i Verden, – da at tænke, man staar ene, tænke, der er hartad ingen mer, som vil vende tilbage til Livet og Naturen, som de uvilkaarlig gestaltede sig paa dette Jordsmon, under disse Himmelegne, vende vitterlig tilbage, ikke til de døde Levninger af opløste Gestalter, som tilhøre Graven, men til Livet og Naturen, som de levende gjenfødes og virkelig forynges i hver Efterslægt, for gjennem vexlende Gestalter at virke i den samme Aand og nærme sig Forklaringen, hvortil Menneske-Livet altid sigter, og hvorefter Menneske-Naturen derfor immer længes.

Ja, m. H., det er tosset eller forfængeligt, det er begge Dele, at mistvivle om Gjenklang, om Understøttelse og Sammenvirkning, hvor man selv hører til det Folk, hvis Liv og Natur man stræber at opmuntre og opelske og føler sig lykkelig ved; det lærte jeg af min lille Fugl saa mangen Gang i de henrundne Aar, naar jeg mellem Bøgerne smertelig følte, jeg stod ene med Livet mellem de døde, og glemte da let øjebliklig, at Menneskene er ikke Bøger i Skindbind, Pennens Afmagt til al levende Virkning ej i mindste Maade noget Bevis imod, at der i Folket er Liv endnu og skal derfor være Haab hos dem, som elske det; og naar jeg desuagtet ej lagde alle Aarer om Borde for at komme ud paa Dybet, hvor Ordet lyder 9og Aanden virker, og hvad Liv der findes, maa aabenbares, da var det kun, fordi Historien lærte mig, at hver Virkning, som hver Ting, har paa Jorden sin Tid, sit gunstige Øjeblik, som maa gribes, men kan aldrig foregribes, og dette gunstige Øjeblik syntes mig endda ikke kommet; men alle Stjærner maatte lyve, alle Mærker slaa fejl, hvis det ikke netop nu var kommet, og mine Betænkeligheder bar jeg da kun her op og viste Dem, m. H., for i Deres Paasyn at ryste dem af til et godt Exempel og sige dem højtidelig Farvel, for, saa vidt det vil lykkes, aldrig mer at komme dem i Hu, undtagen som døde og magtesløse Skygger, man lader svæve forbi sig for at glæde sig ved deres Afmagt, som det bedste Bevis for, at Sejren over dem var afgjørende.

Ja, m. H., det er Visheden om, at Bladet har vendt sig, som i de senere Aar oplivede og opmuntrede mig til meget, der ellers vilde været mig umuligt, Visheden om, at der ikke blot er oprundet et nyt Aarhundrede, men aabner sig et nyt Tidsrum for os, et Tidsrum, der vist nok lige saa lidt som noget under Solen vil fattes sine Brøst og Lyder, men vil dog være det levende og folkelige omtrent lige saa gunstigt, som det forrige stod fjendtlig derimod; saa nu vil Tidens Aand være paa vor Side, saa mange, som bekæmpe Døden under alle sine Skikkelser og de unaturlige Kunster, hvormed den forsvundne Tidsaand, 📌Roms Uvætte, Mars og Ares, hvem Sevs gav det Skudsmaal, vi give Fanden: at han ler kun, naar det gaar ilde, – de unaturlige Kunster, hvormed denne Uvætte i sin lange Regerings-Tid har saa vidt muligt misbrugt Menneske-Naturen og mishandlet Menneske-Livet i alle dets Forhold.

De kan nok vide, m. H., det er mig ikke ubekjendt, men er tvært imod blevet mig flittig indskærpet, at saadan en Tro paa Tidens Tegn, som hvad der har mer at betyde end en Forandring i Moden eller Metoden, det 10kalder man endnu sædvanlig Overtro; og Talen om en virkelig Tidsaand, der ikke er, som Vinden blæser, ikke bogstavelig ligger i Luften, det kalder man lige saa sædvanlig poetisk Sværmeri eller Fantasi, som alle fornuftige Folk maa tage dem vel i Agt for, da det smitter; men dels er jeg plat nok til at svare, at skulde det virkelig kun være Overtro og Sværmeri, der stod i Pagt med Livet og Naturen og gjorde deres Venner lykkelige, da var det unægtelig for Livets og Naturens Venner fornuftigst at hylde Overtro og Sværmeri, og dels trøster jeg mig til at bevise, at hvad der virkelig staar i Pagt med Livet og Naturen, kan umulig være Overtro og Sværmeri, men maa saa vist være grundet paa Sandhed, som Livet og Naturen er det eneste sande i hele vor Synskreds, saa den modsatte Paastand er kun et Æventyr, opspundet af Dødens og Krigskunstens Aand, som dermed har forblindet, forvirret og hartad ødelagt alle Jordens ædle Folkefærd.

Desuden, om jeg saa’ fejl ad Tidens Tegn i det store, hvor de i mine Øjne forkynde et nyt, livligt, folkeligt og forholdsvis udmærket frit og fredeligt Tidsrum, en Lysalfe-Tid, da det ikke er dræbende Lyn og Flammer af ildsprudende Bjærge, men oplivende Solskin og tindrende Nordlys, man kalder Oplysning, – sæt, jeg saa’ fejl ad alle de Tegn, jeg ser derpaa, saa vidt Himlen er blaa, saa er det jo dog hverken Overtro eller poetisk Sværmeri, at Bladet har vendt sig i det smaa, i det lille 📌Danmark overhovedet og for den lille Trodser mod den forrige Tidsaand, for Dværgen af Kæmpe-Æt, som tidlig følte sig dragen af 📌Nordens Aand ligesom tilbage i de længst forsvundne Tider, men lærte efterhaanden at forstaa, det er ikke i Tiden eller Udviklingen, vi kan eller skal [gaa] tilbage, men kun i Aanden, kun i Betragtningen, for at opfatte Menneske- og Folkelivet i sine største og klareste Ytringer, saa vi gjenkjende det ogsaa i den svage og dunkle Skikkelse, det findes hos os selv og omkring os, lære 11bestandig bedre at kjende og bruge de naturlige Midler, hvorved dette Liv kan næres og styrkes, udvikle og klare sig hos os og de følgende Slægter. Ja, for mig og min Virksomhed har Bladet unægtelig vendt sig: det er jo dog ingen Overtro, at De, m. H., ønskede at se mig her; og det er jo dog ingen Fantasi, at jeg staar her og fører Ordet i den samme Aand, hvori jeg førte Pennen og, ellers utaalmodig nok, dog i dette ene Stykke taalmodig, ventede paa, at denne Time skulde naturlig og ordentlig oprinde, denne Time, som jeg er vis paa, jeg altid vil tælle blandt de vigtigste og de gladeste i mit Liv. – Og endelig, det er dog heller hverken Overtro eller Sværmeri, at vi skrive den tyvende Juni i Dag, og at det i Dag er netop et halvt Aarhundrede siden, Stavnsbaandet brast for en ædel Fyrstes Haand, som vi endnu med Glæde kalde vor Enevoldskonge, Baandet brast, som bandt Rigets Styrke; og hvilket Tidens Tegn kunde være mere opmuntrende for mig, hvilket Varsel bedre, [end] at det er paa denne Dag, mit Tungebaand brister, i Grunden for den samme Haand, min Mund oplades til at tale om det sidste halve Aarhundrede og vise, hvordan i det store Bladet vendte sig i Mands Minde, og et nyt Tidsrum opsteg, som det en Stund syntes, fra den bund løse Afgrund, men, som det efterhaanden klarer sig, dog fra det herlige Dyb i Menneske-Naturen, et Tidsrum, kun farligt, hvor det miskjendes, velsignet i samme Grad som det elskes og forstaas.

12

II.

(Den 22de Juni.)

Mine Herrer!

Det er de sidste halvtredsindstyve Aars Historie, jeg har sat mig for paa en Maade at foredrage, og det følger af sig selv, at jeg gjærne vilde foredrage den paa den allerbedste Maade, det vil i min Mund sige: den Maade, der passede sig allerbedst for os paa begge Sider; thi til mine mange videnskabelige Særheder, som jeg naturligvis her vil stræbe at gjøre Dem bekjendt og, om det vil lykkes, fortrolige med, hører ogsaa den, at jeg paastaar, at vi er ikke til for Historiens, men Historien for vores Skyld; saa Højtyskerne maa sige, hvad de vil, om den rene “Objektivitet”, hvorved man glemmer baade sig selv og sine Tilhørere eller Læsere over de historiske Gjenstande, saa tager jeg mig lige fuldt den Frihed at bemærke: det er godt for Højtyskerne, om de har saadan en Overflødighed baade af Liv og Tid og Beskedenhed, at de kan daglig ødsle dermed i de dødes Rige og dog have nok tilbage; men at det er ganske anderledes fat med mig, som har saa lidt baade af Liv og Tid og Beskedenhed, at jeg maa holde til Raade med dem og har slet intet at spilde paa de døde.

Da nu desuden “Objektiviteten” slet ikke lader sig fordanske, tør jeg haabe, m. H., De er enige med mig 13om at lade den fare til Hverdagsbrug og i det højeste skjænke den lidt Opmærksomhed, hvis vi en Gang faa i Sinde at prøve Kunster paa noget, der kun skal staa til Stads.

Uden al Fordring paa at levere et Kunstværk, vilde jeg derfor gjærne foredrage baade de sidste halvtredsindstyve Aars og hele Tidens Historie paa den allernaturligste Maade, da jeg er ganske vis paa, det vilde være den muntreste og livligste, følgelig ogsaa den fornøjeligste paa begge Sider; men jeg er langt fra at smigre mig med Haab om, at det vilde lykkes, da vi, som har gaaet i den sorte Skole, er komne saa langt bort fra Menneske-Naturen og Folke-Livet, at om vi ogsaa havde den klareste Forestilling om det naturligste, vilde dog Bestræbelsen for at anvende det blive stiv og tvungen, altsaa død og magtesløs, ja, blive et Kunstleri, der kun gjorde ondt værre. Vil vi derfor være kloge, maa vi nøjes med at foredrage Historien paa den bedste Maade, vi kan, om den end i vore egne Øjne er kun meget maadelig, og lade det komme an paa en Prøve, om vore Tilhørere kan nøjes med, at vi gjør vort bedste; thi det er godt nok med disse historiske Forelæsninger, men de duer dog ikke synderlig, fordi der hænger noget romersk, herskesygt, i det mindste os unaturligt ved dem.*Sidste Stykke fra “thi det er godt nok” er tilskrevet i Randen af Haandskriftet, som derefter har med Anførselstegn: “Vore gamle Sagamænd”, formodentlig en Antydning af, at Taleren her har indskudt nogle Bemærkninger om disses formentlig mere levende og naturlige Fremstilling af Historien, i Modsætning til de moderne, forud nedskrevne “Forelæsninger”. (Udg.s Anm.)

Ogsaa dette Omsvøb maa jeg da bede Dem, m. H., at betragte ikke som noget, der efter mine Tanker hører til den bedste Maade at foredrage Historien paa, men blot som noget, jeg efter min maadelige Forfatning ikke kunde 14undlade, da jeg virkelig ikke havde Mod til uden alle Omsvøb at foredrage de sidste halvtredsindstyve Aars Historie paa den Maade, der falder mig naturligst, og som jeg derfor véd, maa blive den muntreste og livligste, der staar i min Magt. Hvor store nemlig end Omskiftelserne, og hvor kolossalske end Begivenhederne er i det sidste halve Aarhundrede, saa har jeg dog fundet, at al denne Storhed vilde falde mig besværlig, altsaa kjedsommelig, naar jeg ikke dermed forbandt to Smaating, som f. Ex. en tysk Historiker, naar han gjorde sit bedste, slet ikke vilde ænse; og medens jeg nu er vis nok paa, De, m. H., vil være enige med mig om den ene Smaating, jeg nødvendig maa tage med, da det naturligvis er 📌Danmark, vort lille, men, som det plejer at være med de smaa, derfor ikke mindre, men netop des mere elskede Fæderneland, saa er dette dog ingenlunde Tilfældet med den anden Smaating, jeg nødvendig maa tage med, thi det er, hvad De, m. H., i Sammenligning godt kan forsvare at kalde slet ingen Ting, kort sagt: mig selv eller dog mit Smule Forhold saa vel til de store Verdens-Begivenheder som til vort lille Fæderneland. Om nu det kan gaa an, jeg vil ikke sige for Gjenstanden i sig selv, for Historien og Objektiviteten, – thi det tager jeg trøstig paa min Samvittighed, – men gaa an uden Kjedsommelighed for Dem, m. H., at se de store Verdensbegivenheder hængte ved min Ubetydelighed, som om de var afhængige af den, det er vistnok et Spørgsmaal, jeg nødes til at lade ubesvaret, men nødes ogsaa til at lade komme an paa en Prøve; thi vel er det ingenlunde sagt, det kan more Dem, hvad der kan more mig, men det er soleklart, at jeg kan ikke more Dem med, hvad der kjeder mig; saa den førstes Morskab, jeg maa sørge for, er efter Skæbnens uforanderlige Dom min egen, stolende paa, at Lykken bedre end Forstanden vil gjøre Resten.

Vil De nu tænke, det i Grunden dog kun er min 15Egenkjærlighed, der forblinder mig, saa jeg synes, det er nødvendigt, af mit eget Hverdags-Liv at gjøre en Ramme til de store Verdensbegivenheder, jeg dog ingen virkelig Del har taget i, men kun oplevet, som alle mine jævnaldrende, da er jeg nær ved at tro, De har Ret; men da det slet ikke forandrer Omstændighederne, gjør det efter min Tankegang her ikke mindste Forskjel; thi jeg formoder, det gaar Dem, m. H., ligesom det gaar mig: at trækker én om med mig i Sand til Haserne, hvor der er ingen Verdens Ting at fornøje sig over, da kjeder det mig, om han saa end dertil havde de allerdydigste Bevæggrunde, og vil han oven i Kjøbet have mig til at skjønne paa det store Offer, han bringer, ved ikke at føre mig ad en smuk Vej til en stor Udsigt, fordi det er paa hans Enemærker og kunde smigre hans Forfængelighed, da tænker jeg: enten er han en stor Nar, eller han vil have dig til bedste. Fører nogen mig derimod den smukkeste Vej, han kan, til den bedste Udsigt, han kjender, hvor man blandt andet ser 📌Øresund, rigt paa stolte Sejlere, hver sine Veje, da smiler jeg kanské nok lidt ad den menneskelige Egenkjærlighed, hvis han omhyggelig anmærker, hvad han har plantet og anlagt, og somme Tider endogsaa, hvad Tid paa Dagen og i hvad Anledning, men gjør han det kun naturlig og livlig og ikke for vidtløftig, da fordærver det ingenlunde, men forhøjer snarere mit Morskab, om end til Dels paa hans Bekostning; og saaledes ønsker jeg, det maa gaa Dem med mit Foredrag af Historien fra 1788 til nu.

Jeg maa da begynde med den strænge Vinter 88, hvis Ihukommelse er nylig opfrisket; thi vel var jeg naturligvis den Gang meget lille, selv i mine egne Øjne, men jeg var dog ikke blot i Verden, jeg gjorde ogsaa den Gang det første Skridt til levende Deltagelse i de store Verdens-16Begivenheder, som efter min Psykologi ikke er at kjende Bogstaver, men at mærke Ord. Den Begivenhed, der nærmest vakte min Deltagelse, var for Resten langt fra at være af de største, thi det var kun et lidt højere Bral end sædvanlig af vor halvstuderede Degn, som om Søndag Eftermiddag plejede at komme over i Præstegaarden og læse Berlings-Avisen, og som nu i de høje Toner gjorde alle vitterligt, at Russen havde taget 📌Oczakov med Storm og vilde inden Paaske være i 📌Konstantinopel.

Det var naturligvis her hverken Degnen eller Russen eller 📌Oczakov, men Paaske og 📌Konstantinopel, der slog mig og vakte hos Landsbypræste-Barnet en levende Forestilling om en “glædelig Fest” og et sejerrigt Indtog i “de vantros Hovedstad”, en Forestilling, som ved at bade sig i Livets Flod, som den findes i Barne-Paradiset, blev paa en Maade udødelig, saa den efter 50 Aars Forløb er lige saa frisk, som om den først var født i Aftes. Var det nu over Pædagogikken, – paa Tysk Opdragelse eller Opdræt, men paa Dansk Opfostring, – jeg holdt Forelæsninger, da vilde jeg heraf tage Anledning til at bemærke, hvilken himmelhøj Forskjel det gjør, om Børn høre et historisk Ord, de selv snapper op og stikker til sig, eller man stopper en Historiebog i dem: af Mangel paa Brød lader dem tygge paa Spisesedlen; men siden det er en historisk Forelæsning, jeg holder i Dag, ligger det nærmest at bemærke, at den kunde jeg ikke holdt, naar jeg ikke havde studeret til den i Kakkelovns-Krogen den samme Søndag-Aften; thi det er ene derfor, det falder mig naturlig og livlig at gjøre de sidste halvtredsindstyve Aars Historie til et eget Afsnit, ligesom jeg ogsaa maa tilskrive den Fornøjelse, 📌Oczakovs Indtagelse tilfældigvis gjorde mig i en nøjsom Alder, at jeg kan betragte den Tyrkekrig med lidt Deltagelse, hvad dog altid er nødvendigt baade til at forstaa en Begivenhed og til at fortælle den.

17Men var nu maaské De, m. H., bedst tjente med at undvære denne Aftens Forelæsning eller dog bedre tjente enten med slet ingen Indledning til den franske Revolutions og 👤Napoleons og 👤Frederik den sjettes Historie eller med én, der begyndte lidt tidligere: ved Syvaarskrigen f. Ex., eller ved den vestfalske Fred eller ved Krudtets, Kompassets og Bogtrykkeriets Opfindelse? Meget muligt, og da har jeg i det mindste for i Aften tabt mit Væddemaal; men Forskjellen er den, at valgte jeg, selv efter de grundigste Undersøgelser, et Foredrag, der faldt mig selv dødt og stift, da havde jeg tabt, før jeg lukkede Munden op; nu derimod kan jeg dog gjøre mig Haab om at vinde Deres Opmærksomhed, mens jeg forelægger Dem de Grunde, jeg kan hitte paa, til videnskabelig at retfærdiggjøre mit Valg uden ved Hensyn paa den særegne, personlige Grund, jeg kun som i Fortrolighed har røbet.

Den lærde Verden er nemlig enig om, at der med den franske Revolution begynder et nyt historisk Tidsrum, der tjener os bedst at betragte særskilt, hvad Mening vi end har om dens hemmelige Aarsager og Sammenhæng med Fortiden; men skjønt jeg har den sjældne Fornøjelse, herom næsten at være enig med hele den lærde Verden, saa paastaar jeg dog, det, langt fra at skade, er meget nyttigt, under det ny Tidsrums Betragtning bestandig at have de Omstændigheder for Øjne, hvorunder dette ny Tidsrum fødtes, og at det sker paa den simple ste og sikreste Maade ved opmærksomt at betragte den Tyrke-Krig, der ikke blot udtrykker Kanonaden ved den store Revolutions Fødsel, men maa betragtes som dens Vugge eller, da Vuggen stred mod Nyfrankernes Grundsætninger: som dens Feltseng. Hermed mener jeg vel ikke, det giver stor Oplysning om den franske Revolution og hvad derpaa fulgte, hvor mange Russer der frøs ihjel i den strænge Vinter 88, da de laa i Lejr til Jul for 📌Oczakov, eller hvor stærk en Fæstning denne Røverkule i Ørkenen, hvor 18📌Dnjeper falder i 📌det sorte Hav, den Gang var, eller hvor mange Gange ti Tusend Tyrker der forsvarede sig haardnakket, til de sprang over Klingen; men jeg paastaar, at skjønt Russen, som vel var, hverken kom til 📌Konstantinopel, som alle Aviser spaade, til Paaske eller til Pinse eller til St. Hansdag for vist, saa var den Spaadom og de russiske Korstog og Kristenhedens Betragtning baade af dem og i det hele af Kejserinden i 📌Rusland og Kejseren i 📌Tyskland saa mærkværdige og saa betænkelige, at jeg tror, det var godt, der skete noget, hvorover det blev alt sammen glemt, men tror ogsaa, det kunde ikke være stort mindre end den franske Revolution, der kunde faa det skrevet i Glemmebogen.

Selv efter den franske Revolution og efter 👤Napoleons store Opdagelses-Rejse til 📌Moskov, selv nu ser 📌Rusland jo frygtelig nok ud, især for os Smaafolk i 📌Norden, som aldrig paa Landkortet kan sammenligne vor “Plet af Jord” med Riget fra “📌Østersøens Kyst til 📌Kinas Grænse”, ja, fra 📌det hvide til 📌det sorte Hav, uden at tænke paa et Musehul. At dette Verdens-Rige nu endelig føler sig stort nok i det mindste i 📌Evropa og har opgivet al Tanke om at indlemme enten 📌Grækenland og 📌Konstantinopel eller det gotiske Norden i sig, – det er et Haab, man nu, efter den franske Revolution og 👤Napoleons Universal-Tog, efter Grækernes Opstandelse og 📌Englands nærmere Forbindelse med Fastlandet, kan smigre sig med; men det vilde aabenbart været latterligt i 👤Katrine den andens og 👤Potemkins og 👤Suvarovs Dage, eller med ét Ord: 1788, da den lille russiske 👤Konstantin var 9, og den lille 👤Alexander 12 Aar gammel, og hele Kristenheden morede sig med at udtyde Varselet, den gamle Kejserinde havde lagt i disse store Navne, og fandt det hverken urimeligt eller frygteligt, men ret fornøjeligt, om hele Verden kunde faa Herrestammer af saa ædelt Blod og saa oplyst en Tænkemaade som 📌Nordens store Kones. 19👤Katrine den anden gjorde heller ikke selv nogen Røverkule af sit Hjærte, men tilstod ved alle Lejligheder, hun havde Lyst til at udvide sit Herredømme paa alle Kanter saa meget som muligt, og begreb slet ikke, hvordan nogen kunde fortænke hende deri, da det jo var hendes Pligt at bruge den store Magt, Himlen havde betroet hende, til alskens Storværk, og hun ej vidste bedre, end at baade Tyrker og Polakker vandt ved at komme under hendes milde og mægtige Septer.

Herom kunde nu vel være to Meninger, og det var i alt Fald hverken at fortænke Tyrker eller Polakker i, at de saa’ Sagen fra et ganske andet Synspunkt og gav saa vidt muligt baade med Ord og Gjerning Kejserinden Skam til Takke for hendes omhyggelige Bestræbelser til fælles bedste; men os, som Gud ske Lov er danske Folk, altsaa hverken Polakker, Russer eller Tyrker, os maa hverken Kejserindens eller Kristenhedens Tankegang i forrige Tider forarge; thi det er jo urimeligt at spilde sit Liv paa at slaas med de døde; og ved at rive ned paa, hvad der ikke for Øjeblikket staar os i Vejen, spilde vi baade Tid og Kraft, sætte os selv og andre i slet Humør og hemme derved sand Oplysning, i Steden for at fremme den. Jeg véd jo nok, dette er især en drøj Pille til mig selv, men det skader ikke, da det er til fælles bedste, og det desuden er meget taaleligere i Tide at sige sig selv en ubehagelig Sandhed, end bag efter at skulle høre den af andre. Langt hellere da end hudflette de døde, skal vi tænke efter, om vi ikke maaské selv har en Rem af Huden, eller om der dog ikke dunkelt har svævet noget sandt og rigtigt for dem, som laante deres Vildfarelse et blændende Skin, og som vi nu, af Ærgrelse over Skinnets Bedrageri, lettelig kan oversé. Naar derfor hele Kristenheden ikke blot lykønskede 📌Rusland med sin ny Herrestamme, men ønskede at se dens Grene sprede sig om muligt over hele det store 📌Slavonien og over det lille 20📌Grækenland, og saa’ i de smaa Storfyrsters Navne glædelige Forvarsler, saa vel derom som især om Tyrkens Fordrivelse, da være det nu ret eller vrangt, saa er det dog ogsaa min Betragtning; thi baade more de historiske Forvarsler mig, ogsaa tror jeg, at Tyrketiden er omme, og endelig er der intet Fyrstehus, jeg sætter saa højt eller venter saa meget godt af som det oldenborgske, der, efter alt i tre Hundrede Aar at have beklædt den danske og norske Trone, ogsaa i Midten af forrige Aarhundrede besteg den svenske og endelig den russiske. At jeg imidlertid uden Sammenligning holder mest af vor gamle Kongelinje, ihvor kejserlig end den holsten-gottorpske Hertuglinje blev, det maa ingen fortænke mig i; og at jeg tror, 📌Konstantinopel, naar Tyrkens Maaneaar er udløbet, ikke vil falde i Russernes, men i Grækernes Hænder, det er naturligt nu, da Tiden har vist, de gamle Græker døde ingenlunde, som man længe indbildte sig, barnløse, men kun i saa slette Omstændigheder, at deres Børn maatte trælle for Tyrken og Venetianeren snart i fire Hundrede Aar, og havde nær glemt deres høje Byrd og Kaldet til klarlig at fuldende, hvad Fædrene saa straalende begyndte.

Dog, herom siden, thi vi maa ikke glemme, at mellem Tyrke-Krigen 1788 og Grækernes Opstand 1821 ligge vel kun 33 Aar, kun én Menneske-Alder, men en Menneske-Alder, som skiller Kristenhedens Tilstand, Tankegang og Udsigter endnu langt videre ad end de foregaaende tre Aarhundreder, skjønt Reformationen falder i dem; og kun fordi mit Liv faldt paa denne store Overgang, vel den største i Verdens-Historien siden Tidens Fylde, kun derfor tænker jeg, det kan gaa an, hvad ellers af en Rimsmed og Bogorm var uhyre latterligt: at gjøre sit eget Levnedsløb til Ramme for et Spejl af den nærmeste Fortid.

Lad os nu en Gang se, i hvad Forhold Russer og 21Tyrker stod til hinanden ved Udbruddet af Krigen 1787, hvori baade 📌Østerrig, 📌Danmark og 📌Sverig tog Del, og som virkelig truede 📌Konstantinopel og 📌den høje Port, men glemtes snart og syntes at tabe hele sin Betydning ved det store Jordskjælv, vi kalde den franske Omvæltning, og ved 👤Napoleons Kæmpeskridt, der ikke blot mindede om 👤Alexander den stores, men gav os en lyslevende Kommentar over Oldtidens Historie, som fordunklede alle de forrige, endsige da de ægte kinesiske fra det attende Aarhundrede, hvorefter alt det store og kæmpemæssige, forbavsende og vidunderlige fra fordum Tid skreves paa Pennens og Bogormenes Regning.

Vi vil ikke her gaa tilbage til det femtende Aarhundrede, da 📌den ottomanniske Port rejste sig i 📌Konstantinopel og jog Skræk i hele Kristenheden, og endnu mindre til det trettende; da Mogoler eller Tartarer gjorde ligesaa og bemægtigede sig 📌Rusland, men kun i forbigaaende minde om, at fordum herskede Grækerne i det nuværende 📌Tyrki, og Goterne i 📌Rusland, samt at Mogolerne, som i Nordost havde ødelagt det gammelgotiske 📌Garderige, havde omtrent afhersket, da Tyrkerne i Sydost gjorde Ende paa det græske Kejserdømme; saa det er i sin Orden, at Tyrken fandt sin rette Tugtemester i Russen. Det varede imidlertid længe, før det store Kaos mellem 📌det hvide og 📌sorte Hav, fra de gamle Bjarmers Sæde til de gamle Goters Herberge, kunde ordne sig til en Magt, der var Tyrken overlegen, og i Mellemtiden var det især til Søs Venetianerne og til Lands Ungarer og Polakker, der maatte saa godt som muligt holde Vagt paa Kristenhedens Grænser. Først med det attende Aarhundrede træde Russerne i Kredsen, og selv da beundrede Kristenheden det som et stort Mirakel, at 📌Rusland kunde hamle op med 📌Sverig, 👤Peter Czar have Mod til at trodse og Held til omsider at overvinde 👤Karl den tolvte. Fra dette Stade maa 📌Rusland betragtes, naar man vil være 22billig og skatte, hvad der under Aarhundredets Løb skete i 📌Rusland, hverken over eller under sit Værd; thi Russernes Fremskridt i saa kort en Tid er virkelig langt større, end man kunde vente, Kæmpeskridt, som bevise, at er Goterne end saade tyndt iblandt dem, er de dog ingenlunde uddøde; og naar det øvrige 📌Evropa enten skjalv for et Rige, der nys ved fremmedes Hjælp havde begyndt at arbejde sig ud af Barbariet, eller misundte det sin Lykke og Oplysning, da var Skylden ingenlunde paa 📌Ruslands, men ganske paa det gamle 📌Evropas Side, der ikke bedre havde bevaret sin Kraft eller benyttet sig af Lyset, der alt gjennem en Række af Aarhundreder overskinnede det. Det var sørgeligt nok, at 📌Rusland i Slutningen af det attende og Begyndelsen af det nittende Aarhundrede skulde for Kristenheden vinde en politisk Storhed, hvortil det umulig kunde svare, og en Overlegenhed, der højlig fristedes til at misbruge; men Skylden er vores, og Æren unægtelig 📌Ruslands, saa meget mere som det ikke blot var i 📌Rusland, 👤Napoleons Magt endelig fandt sine naturlige Grænser, men især fordi 📌Ruslands 👤Alexander, da han sad i 📌Paris, i det mindste tilsyneladende med 📌Evropas Skæbne i sin Haand, unægtelig viste en Beskedenhed, der forbavsede og beskæmmede alle de andre saakaldte store Magter.

Betragte vi nu 👤Alexanders Farmoder 👤Katrine den anden, af Fødsel en tysk, protestantisk Prinsesse fra 📌Anhalt-Zerbst, med Døbenavn 👤Sofie Avgusta, da er jeg fra Barndommen vant til at betragte hende som 📌Danmarks Skytsengel, fordi hendes pludselige Tronbestigelse 1762 frelste 📌Danmark fra den farligste Krig, der maaské nogen Sinde truede vort Fæderneland, en Krig, hvormed hendes Gemal, 👤Peter den tredje af 📌Holsten-📌Gottorp, vilde hævnet alle sine Fædres Ydmygelser, hævdet alle deres overdrevne Krav og ventelig forvandlet 📌Danmarks Konge til en russisk Statholder. Dette kan vistnok hverken ret23færdiggjøre 👤Peter den tredjes Afsættelse eller give 👤Katrine den Arveret til 📌Ruslands Trone, der i det højeste kun tilkom hendes Søn 👤Povel, den Gang 8 Aar gammel; men det bliver hendes egen og Russernes Sag, medens vor naturlige Glæde over Fædernelandets Redning voxer ved den Betragtning, at det saa’ ud, som 👤Frederik den anden i 📌Prøjsen, frygtelig nok endda, skulde i 👤Peters Tid haft hele 📌Ruslands Magt til sin Tjeneste og vilde dermed sikkert i det mindste underkastet sig hele 📌Tyskland. Da nu 👤Katrine tillige viste storfyrstelige Anlæg og optog alle 👤Peter Czars Planer til russisk Dannelse, som i en hel Menneske-Alder havde slumret, saa er det intet Under, at Kristenheden lykønskede sig med en saadan russisk Kejserinde og kastede gjærne et Slør saa vel over hendes Tronbestigelse som hendes Livs-Anskuelse, og nænte aldrig at gaa strængt i Rette med hende, selv over hendes Adfærd mod 📌Polen, hvorved desuden Øjeblikkets Afgud, Kong 👤Fredrik af Prøjsen, var hendes Orakel.

Endnu mindre havde hun efter den herskende Tankegang noget paa sin Samvittighed for sine blodige Tyrke-Krige; thi vel talte man den Gang meget følsomt mod al Blods-Udgydelse i det smaa og mod den Fordom, at en Tyrk ikke skulde kunne være lige saa god en Kristen som en af os; men Krig havde man dog én Gang for alle forligt sig med som et nødvendigt Onde, hvorved Blodbad i det store ej kunde komme i Betragtning; og i Henseende til Tyrken gik Naturen over Optugtelsen, saa man ønskede ham med al hans mulige Dyd og Kristendom dog Pokker i Vold, jo før jo heller. Den første Krig, 👤Katrine førte med ham (1768-74), blev hende ogsaa virkelig paanødt, og naar Tyrken lod, som det egentlig var Skaarene i 📌Polens Frihed, der gik ham til Hjærte, da lo sikkert selv de Franskmænd, der lærte ham som en Papegøje at eftersnakke Ord, der paa Tyrkisk umulig kan have nogen Mening. Denne Tyrke-Krig, der falder mellem Syvaars-24Krigen og Nordamerikanernes Opstand, vil vi for Resten her ikke indlade os paa, uden for at se, hvordan den forandrede Forholdet mellem Russen og Tyrken. Hidtil havde nemlig Russerne haft ondt nok ved at holde Tyrkerne Stangen til Lands og aldrig en Gang tænkt paa at møde dem til Søs, men i denne Krig ikke blot oversvømmede de 📌Moldov, 📌Vallakiet og 📌Krim, men gjorde Landgang paa 📌Morea og tilintetgjorde den tyrkiske Flaade i Bugten ved 📌Skios og 📌Tsjesme (1770).

Dette splinterny Skuespil af en russisk Flaade i 📌Middelhavet gjør nemlig ikke blot Epoke i 📌Ruslands og 📌Nordens, men overhovedet i Sømagternes Historie; thi vel havde 👤Peter Czar, som ordentlig sværmede for Søvæsenet, fravristet 📌Sverig en herlig Kyst ved 📌Østersøen, fremtryllet 📌Petersborg ved 📌Nevas Bredder og opmanet 📌Kronstad ved dens Munding, men at skabe en russisk Sømagt var dog 👤Katrine den anden forbeholdt; og hvorved det lykkedes hende, ser man ved ét Øjekast paa de tre Afdelinger i hendes Middelhavs-Flaade, hvoraf Engelskmanden 👤Elphinstone anførte den ene, Danskeren 👤Arff den anden og Russeren 👤Spiridov den tredje. Nær havde vel Russernes overordentlige Held baade til Lands og Vands bragt 📌Østerrig til at forbinde sig med Tyrken, men da var det, 👤Fredrik den eneste fandt paa det Husraad at vedligeholde den truede Ligevægt ved en polsk Deling, og 👤Pugatsjevs Oprør stemte desuden Kejserinden saa fredelig, at hun nøjedes med nogle faa Pladser ved 📌det sorte Hav og rømte 📌Krim, som nu under sin egen Khan skulde være uafhængig (1774). Ved 👤Pugatsjev, en fortvivlet Kosak, der udgav sig for Kejser 👤Peter den tredje, lønner det nu vel ikke Umagen at opholde sig, men vi maa dog bemærke, at efter Freden med Tyrkerne blev han snart undertrykt, fangen og henrettet, ved hvilken Lejlighed man fortæller, at hans Dødsdom skal have været den eneste, 👤Katrine den anden i den hele Menneske-Alder, hun sad paa Tronen, 25nogen Sinde underskrev, hvad hendes Samtid højlig beundrede, medens vi naturligvis ikke ret véd, om vi skal smile eller ærgre os over den uægte Følsomhed, det vist nok er, vel at kunne opofre skikkelige Folk i Tusendtal for sin egen Magt og Ære og selv for sine Luner, men dog at være nænsom over enhver Forbryders, selv en Morders Liv, mod hvem Skaansel dog er Opmuntring til at slaa skikkelige Folk ihjel.

For nu imidlertid at komme til Russen og Tyrken igjen, saa var det naturligvis ingenlunde Kejserindens Mening, at 📌Krim virkelig skulde være uafhængig; dertil laa denne frugtbare Halvø, de berømte Goters Lejr i fordum Tid, alt for bekvemt ved 📌det sorte Hav; og saa snart hun derfor saa’ Lejlighed (1783), da 👤Fredrik den eneste gik paa Gravens Bred, og 📌Prøjsen og 📌Østerrig havde nok at gjøre med at passe paa hinanden, besatte hun uden Omstændigheder 📌Krim og nødte Tyrken til at finde sig deri. Dernæst vendte Kejserinden sin Opmærksomhed paa Landene mellem 📌det sorte og 📌det kaspiske Hav, hvor 📌Georgien havde en egen Fyrste under tyrkisk Højhed, som Russen nu tog under sine Vinger; men skjønt Tyrken naturligvis knurrede, havde han dog maaské sovet ind, naar ikke paa den ene Side 📌Frankrig og 📌England, som slet ikke hugede Russen i 📌Middelhavet, havde bestandig pirret til ham, og dersom ikke [paa den anden Side] Kejserinden paa Trods, med Pragt som en Sultaninde og med uhyre Opsigt, havde berejst sit nye Rige ved 📌det sorte Hav, hvor Staden 📌Kherson som ved et Trylleslag havde rejst sig, og hvor man over en Æreport læste den Indskrift: “Her igjennem gaar Vejen til 📌Konstantinopel.” Det var for drøjt, og saa snart den russiske Minister, som havde opvartet sin Herskerinde i 📌Kherson, kom tilbage til 📌Stambul, blev han sendt i 📌de syv Taarne, som var Tyrkens gamle Maade at gjøre Krigserklæringer paa; og vel havde han i Freden med Kejserinden lovet, aldrig mer at be26handle hendes Minister saa hundsk, men da han blev mindet derom, svarede han spydig nok, at da Kejserinden havde brudt alle Fredsbetingelserne paa sin Side, og Storherren derimod paa hans kun denne ene, var det aabenbar ikke værdt at tale om. Lidt uventet kom maaské denne raske Krigserklæring Kejserinden, men ubehagelig var den hende dog paa ingen Maade, da den sparede hende den Ubehagelighed selv at erklære Krig, uden anden Grund, end at hun vilde være “semper augusta”, saaledes som Tyskerne ganske naivt oversætte denne Romertitel: “altid Rigets Formerer”; thi nu, da Tyrkerne fordrede 📌Krim tilbage, kunde hun dog svare, som hun ogsaa virkelig gjorde: [at] det var hendes Pligt at forsvare et Landskab, hun med saa megen Blodsudgydelse havde erhvervet. Ogsaa havde hun de mest glimrende Udsigter til i denne Krig at naa sine Ønskers Maal, for saa vidt det fandtes i 📌det evropæiske Tyrki; thi havde hun alt i forrige Krig været sin Fjende overlegen baade til Lands og Vands, hvad ikke da i denne, nu da hun havde en Flaade i 📌det sorte Hav og et fast Forbund med Tyrkens anden store Nabo, Kongen af 📌Ungarn og 📌Bømen, de tyskes Kejser, den berømte 👤Josef den anden. Med ham havde 👤Katrine nemlig haft et personligt Møde i 📌Kherson, som hele 📌Evropa betragtede med store Øjne, og hvor formodentlig ogsaa et Udkast var gjort til paa én eller to Gange at dele 📌Tyrkiet, ligesom man havde begyndt at dele 📌Polen, til bedste for Ligevægten i 📌Evropa.

Førend vi gaa videre, maa vi imidlertid opmærksomt betragte Kejser 👤Josef den anden, som tillige med 👤Fredrik og 👤Katrine den anden udgjorde et Kløverblad i Højelofte, hvortil deres Samtid virkelig trode, der aldrig fandtes Mage, og som nu, da 👤Fredrik den eneste var død, ansaas for at kunne i Forening med 👤Katrine foreskrive hele Verden Love; og til denne Betragtning foreslaar jeg Dem, m. H., den næste Time.

28

III.

(Den 25de Juni.)

Mine Herrer!

Det var Kejser 👤Josef den anden, det østerrigske Hus og 📌det hellige romerske Rige, snurrig Ihukommelse, jeg ønskede at henlede Deres Opmærksomhed [paa]; men kunde De sige mig, hvordan jeg dermed skulde bære mig ad, vilde jeg virkelig være Dem Tak skyldig; thi jeg har den Mistanke, det gaar Dem i dette Stykke omtrent som mig, at skjønt Ordsproget siger: alle gode Ting er tre, finder De dog hverken, at Ting kun behøver at blive tre for at være gode, eller at Kejser 👤Josef, det østerrigske Hus og 📌det hellige romerske Rige er tre gode Ting til en Aften-Underholdning. Jeg skulde derfor med største Fornøjelse springe dem alle tre over, naar jeg turde; og for den Del, de tog i Tyrke-Krigen 1788, kunde jeg det ypperlig; men om end Beundringen, man i min Barndom følte for Kejser 👤Josef, Vigtigheden, der i min Ungdom lagdes paa en rigtig Stamtavle af det østerrigske Hus, og endelig den dybe Ærefrygt, især de smaa Forfattere her inde altid har haft for de højtyske Recensenter, – om end alt dette, som det uden Tvivl gjør, virkede svagere paa mig end Tanken om at kjede baade Dem, m. H., og mig selv, saa er det dog lige vist, at 👤Josef den anden, uden at tænke derpaa, kraftig forberedte Franskmændenes 28Sejre i Revolutions-Krigen, og at vi hverken kan forstaa den eller Omvæltningerne, den afstedkom, uden at have det østerrigske Hus og 📌det hellige romerske Rige lyslevende for Øje, saa, naar det ellers kunde nytte, burde vi maaské nok kjede os en Times Tid til fælles bedste. Erfaring har imidlertid lært mig, at den eneste nyttige Kjedsommelighed i denne Verden er den, der holder Folk fra skadelig Morskab, saa jeg vilde nok kjedet mig en Times Tid eller to, for om muligt at overtale ham til heller at kjede sig paa Tronen end more sig med at gjøre Millioner ulykkelige; men kjede baade mig selv og Dem, m. H., ved at moralisere for de døde, det vil jeg overlade til de højtyske Historie-Skrivere, som er berømte for den Jærnflid, hvormed de arbejde især paa de dødes Oplysning. Trods alle Betænkeligheder skulde jeg da selv trods mit givne Løfte springe Kejser 👤Josef og alle hans fromme Ønsker rent over, dersom det ikke var faldet mig ind, at hans og i det hele den højtyske Maade at oplyse og reformere Folk paa har uden Tvivl for os alle en morsom Side at betragtes fra, og vor store Komiker 👤Ludvig Holbergs bekjendte Paastand: at enhver Ting ikke blot, som alle Folk siger, har to Sider at betragtes fra, men ogsaa en tredje, nemlig den morsomme, er maaské aldrig bedre stadfæstet end ved den Genialitet, hvormed han fandt en morsom Side selv ved den højtyske, forskrækkelig baade kjedsommelige og ærgerlige, Skjødelyst: at ville skabe Folk om med Syllogismer.

Ja, m. H., De har vist alle sammen set eller dog læst 👤Holbergs uskatterlige 👤Erasmus Montanus og kan da umulig have glemt, hvor morsomt det gaar til, da han med sine Syllogismer vil omskabe 👤Nillemor til en Sten, 👤Per Degn til en Hane og 👤Jesper Ridefoged til en Tyr; og fra denne Side skal vi betragte Kejser 👤Josef som Reformator, nu da det er forbi, da han har været død snart i 50 Aar, og de er sagtens alle døde, som vaandede sig under hans lige 29saa tyranniske som latterlige Forordninger. Den Syllogisme, der ligger til Grund for dem alle, er nemlig aabenbar denne: Jeg kan gjøre med mit, hvad jeg vil, jeg vil, at alle mine Undersaatter skal være efter mit Hoved, følgelig gjør jeg dem alle sammen om derefter. Denne yderst komiske Logik, der kun bliver frygtelig, naar Filosoffen, som 👤Josef, sidder paa en Trone med en staaende Hær til at give sine Slutninger Fynd og Klem, denne Logik var nu vist nok langt fra at være 👤Josef ejendommelig, – thi han var i Grunden et maadeligt Hoved, med hvad man kalder et godt Hjærte, – nej, det er ganske mærkeligt, at i samme Grad som man fra Barns Ben studerte den latinske Grammatik, der, som man siger, især gjør logiske Mirakler, i samme Grad blev det almindeligt baade hos de lærde og deres letnemme Disiple i Kongers Huse at slutte saa forskrækkelig overalt, hvor man kom uden for Grammatikken og de taalmodige Bøger, der naturligvis lod sig skrive og trykke, dreje og vende om saa meget, man behagede. Derfor løftede alle de lærde, [hvem] 👤Josef ikke (som Professorerne i 📌Løven) vilde skabe om, ham til Skyerne, og endnu ser jeg Tyskerne beklage, blot [at] han gik for rask til Værks med, hvad det i øvrigt var priseligt at stile paa. Havde derfor 👤Josef haft lutter Tyskere at regere over, da vilde han, for saa vidt den personlige Fordel ej kom i Spillet, haft alle maadelige Hoveder paa sin Side; men nu havde han baade Bømer og Ungarer, Brabanter og Italienere, og dem vilde han alle sammen behandle ikke blot som Tyskere, men som tamme Østerrigere, der godt fandt sig i at lade deres allernaadigste Kejser tænke for sig, naar han blot ikke bogstavelig tog dem Brødet af Munden.

Dog, selv Østerrigerne var det for drøjt, at de, til Ære for Kejserens franske Filosofi og abderitiske Økonomi, ikke maatte give Forældre og gode Venner de fire Fjæle med i Graven, men skulde putte dem i en Sæk og smide 30dem i en Kalkgrav; og langt mindre kunde da Ungarerne finde sig i, at 👤Josef ikke vilde være Konge i 📌Ungarn eller rette sig efter Grundloven, men lod den ungarske Krone føre til 📌Wien og vilde med et Pennestrøg tilintetgjøre deres Forfatning, udrydde deres Sprog og forvandle 📌Ungarn til 📌Oesterreich an der 📌Theiss”.

Lige saa lidt kunde Borgerne i 📌Bryssel, 📌Gent og 📌Antverpen, bryske Folk fra gammel Tid, finde sig i, at Kejseren vendte op og ned paa al Ting hos dem, afskaffede Love og Indretninger og udskrev Skatter, uden at spørge dem til Raads eller [at] ville høre et Muk, uagtet deres gamle Privilegier af de burgundiske Hertuger, som Kejseren ogsaa selv havde besvoret og beseglet, udtrykkelig forbød alt saadant; saa de fandt, det var her slet ikke Spørgsmaalet, om de Klostre, 👤Josef ophævede, var til Nytte eller til Skade, om 📌Universitetet i Løven trængte til at reformeres eller ikke, eller om de rige Kjøbmænd kunde have Raad til at give mere Skat end før; men Spørgsmaalet var, hvordan Hertugen i 📌Brabant turde understaa sig at behandle et frit Folk som sine Trælle. Det varede længe, inden 👤Josef kunde tro sine egne Øjne eller Øren, saa vildfremmed var denne Anskuelse og dette Sprog af Undersaatter ham, der altid havde tænkt og sagt og skrevet, at ingen gamle Brevskaber eller mølædte Pergamenter, eller selv dumme Edsformaliteter, maatte hindre en Fyrste fra at gjøre godt, at fremme Oplysningen, udrydde Overtroen og rette sine Indtægter efter sine Udgifter, samt at det hos Undersaatter allerede var Majestæts-Forbrydelse at tvivle enten om Kejserens Oplysning, uindskrænkede Enevoldsmagt eller Agtelse for alle sande Menneske-Rettigheder, han, som endogsaa havde aabnet 📌Augarten til en Spaseregang for Wienerne og skrevet over Porten: “For Menneskene, af hvem der véd at skatte dem.”

Det er jo latterligt; men dog var denne Tankegang ikke blot herskende ved Hofferne, men ogsaa i den lærde 31Verden, og det nødvendig, da man forgudede Latinen og løftede 👤Trajan, 👤Hadrian og 👤Mark Avrel, Filosoffen paa Tronen, til Skyerne. Til alle Tider er det dog meget forklarligt, at selv en godmodig Fyrste, med mindre Forstand end Forfængelighed, kan for ramme Alvor faa i Sinde at efterligne, hvad der for Røverkjøb lover den ærefuldeste Udødelighed, der paa Jorden kan vindes. Hvad der nu aldrig faldt enten 👤Trajan, 👤Hadrian eller Filosoffen paa Tronen 👤Mark Avrel ind, var, at deres Undersaatter var andet end deres Slaver, som maatte takke, beundre og tilbede dem, naar de til Hverdagsbrug lod dem beholde Liv og Lemmer og det nødtørftige, men maatte selv med deres Fornuft kunne begribe, de havde det alt sammen forbrudt, hvis de vovede at kny mod deres almægtige Herre, endsige da at pukke paa gamle Friheder eller utabelige Menneske-Rettigheder, at vrage 📌Roms og Kejserens guddommelige Sprog eller nægte ham og hans Guder Tilbedelse.

Naar 👤Josef derfor, selv kronet til “romersk Kejser”, sammenlignede sig med sine over al Kristenheden berømte Forgængere, da maatte han nødvendig finde endnu flere Dyder og udmærket Agtelse for Mennesket hos sig og kunde aldrig tage i Betænkning at slaa Streg over Ungarers og Belgiers gamle Brevskaber, naar de stod i Vejen for hans ny, som han mente gavnlige, Indretninger, dels til Oplysning og Besparelse og dels til hans egen kejserlige Fornøjelse, men fandt, det var en følgelig Sag, at, da han, som kunde snakke baade Fransk og Ungarsk og Italiensk, dog foretrak det tyske Sprog, maatte alle hans Undersaatter, naar de blev bedre oplyste, nødvendig det samme. Saaledes kan vi forklare os, og saaledes vil den billige Historie undskylde Kejser 👤Josef; men hans Undersaatters Misfornøjelse, Knur og stigende Utaalmodighed er naturligvis endnu langt forklarligere og trænger borgerlig talt slet ikke til Undskyldning, da Gudsdyrkelsen er hvert Menneskes egen Sag, som kommer ingen anden ved, et 32Folks Modersmaal er deres Øjesten, som ingen, der vil være deres Ven, maa røre ved, og Pagten mellem dem og deres Fyrste er Rigets Grundlov, som Fyrsten naturligvis ikke kan ophæve, uden derved at opløse – og afsætte sig selv. Om derfor end Kejser 👤Josefs Oplysning havde været guddommelig, og hans Indretninger himmelske, saa havde det dog været lige despotisk og unyttigt, at ville paanøde Undersaatterne denne Oplysning og skære saa forskjellige Folkefærd over én Kam, foreskrive dem [alle] Sprog, Love og Indretninger, der i det højeste kunde passet for ét af dem; men nu var oven i Kjøbet 👤Josefs Oplysning, ligesom 👤Fredriks og 👤Katrines, fransk og ret egentlig voltairisk, hans nye Love kun Fostre af hans Luner og Legetøj i hans Hænder, og alle Indretninger beregnede paa den Umulighed, at Folkene skulde rive sig løs fra al deres Gudsfrygt, al Ærbødighed for Kirken og Fortiden, alle nedarvede Fortrin og Rettigheder, og desuagtet vise Kejseren og hans Embedsmænd den blindeste, mest uindskrænkede Lydighed; saa her maatte Forvirringen blive lige saa grænseløs, som Forblindelsen var uhyre.

Endnu da Kejser 👤Josef i 1787 havde den berømte Sammenkomst med Kejserinde 👤Katrine i 📌Kherson, levede han i den søde Skaberdrøm, men vaktes af den i de samme Dage ved den første Jobspost om Opstand i 📌Belgien, og dermed begyndte den svare Krebsgang, saa han havde kun et ulykkeligt Varsel for sin Tyrkekrig, som da ogsaa blev saa uheldig, at man ordentlig maatte forbavses derover, naar man ikke vidste, at 👤Josefs Krigskunst var lige saa luftig som hans Statskunst, i det han omhyggelig langs med den tyrkiske Grænse trak en Kordon imod Krigen, som han selv havde erklæret, uden at naturligvis Tyrkerne respekterede samme Kordon, men var forvovne nok til at bryde igjennem og derved forstyrre den hele Operationsplan, som formodentlig var: at gaa forsigtig frem paa den hele Linje og med saa lidt Blods33udgydelse som muligt indtage sin beskikkede Del af 📌det tyrkiske Rige. At det imidlertid lige saa lidt nu som nogen Sinde var personlig Tapperhed, Østerrigerne manglede, saa’ man, da Kejser 👤Josef og hans taktiske Skolemester 👤Lasky overlod Anførselen til den gamle 👤Laudon, berømt fra Syvaarskrigen; thi da blev ikke blot Grænserne kjækt forsvarede, men de berømte tyrkiske Grænsefæstninger 📌Choczim ved 📌Dniester og 📌Belgrad ved 📌Donav erobrede, og selv midt under Skolemesterskabet beundrede hele 📌Evropa en østerrigsk Batallion, som var kastet ind i den saakaldte 📌Veterani-Hule i Klipperne ved 📌Donav, ej langt fra 📌Orsova, en kolossalsk Jættestue, der for Resten beskrives saa romantisk, at man vanskelig, uden at have set den med egne Øjne, kan vide, hvor meget der er historisk. Denne Hule – som har sit Navn af en østerrigsk General 👤Veterani, som i Slutningen af det 17de Aarhundrede med 300 Mand forsvarede den i 45 Dage – forsvarede nu Oberst 👤Stein i 21 mod en hel tyrkisk Hær og indskød selv Barbaren en saadan Ærbødighed, at den Haandfuld tapre, der omsider maatte overgive sig, behandledes med al mulig Artighed, løslodes og ledsagedes med Æresvagt til den østerrigske Lejr.

For Resten ser man nok, at hvor vel forligte end Kejseren af 📌Tyskland og Kejserinden af 📌Rusland i 📌Kherson kan være blevne om 📌Tyrkiets Deling, til Kristenhedens og Oplysningens bedste, saa enten trode de dog hinanden kun paa det halve eller undte dog helst dem selv Broderparten; thi de var langt fra at gaa ind i hinandens Planer uden maaské for at krydse dem, og noget saadant hørte vel til, for at Tyrkerne, uagtet de nødtes til at splitte deres Kræfter og bestandig kæmpe mod en overlegen Magt, dog blev i Stand til at sælge hver Fodsbred i dyre Domme og i det hele redde deres gamle Rov.

Russerne var imidlertid baade nærgaaende og frygtelige og havde, da Østerrigerne dog altid beskjæftigede en 34stor Del af den tyrkiske Hær, langt friere Hænder; saa uden Tyrkernes fortvivlede Haardnakkethed vilde næppe enten 📌Sverigs Tværstreg eller 📌Frankrigs, 📌Englands og 📌Prøjsens gode Raad og høje Tone have reddet 📌Konstantinopel fra at blive den tredje Hovedstad i det russiske Verdens-Rige. I Aaret 87 var Krigserklæringen det mærkeligste, og i 88, ja, vel under hele Krigen, gjorde 📌Oczakovs Belejring og Storm ganske rigtig den største Opsigt; og herved maa vi først bemærke, at det til Lykke aldrig var som Menneskebolig eller blomstrende Stad, 📌Oczakov har spillet Rolle, men kun som en stærk Fæstning paa Tyrkisk ved 📌Dnjepers Udløb i 📌det sorte Hav. Allerede én Gang før i det 18de Aarhundrede havde Russerne kjøbt denne Fæstning i Ørken for uhyre Blodstrømme og ødelagt den i Bund og Grund, men Tyrkerne havde bygt den stærkere op igjen og nu besat den med 20,000 Mand, der naturligvis var mistænkelige Naboer for Russerne i 📌Kherson i 📌Krim. Det var Kejserindens navnkundigste Yndling, en Tid lang hendes Behersker og længe hendes højre Haand, Fyrst 👤Potemkin, som her skulde vinde sine Lavrbær, det vil sige St. Georgs Ridderbaand, som kun maatte bæres af en Overfeltherre efter en vunden Sejer; og skjønt han næppe havde Rum paa Kjolen til den sorte Ørn, da 👤Fredrik den eneste sendte ham den, higede han dog bestandig efter alt, hvad han ikke havde. Allerede i Juli aabnedes Belejringen, men saa længe Søen var aaben, kunde Russerne, trods alle deres afgjørende Sejre over den tyrkiske Flaade, aldrig faa den bort fra 📌Oczakov, saa Belejringen maatte en Stund saa godt som ophæves; men den strænge Vinter hjalp i alle Maader Russerne; thi da [de] aldrig turde tænke paa at komme levende i Hus, før Fæstningen var tagen, drev den dem til Fortvivlelse, hvoraf 👤Potemkin benyttede sig til en almindelig Storm den 17de December, som lykkedes og fulgtes af saa grusomt et Blodbad, som de samtidige Skribenter sige, kun blev overgaaet 35af Russerne selv, da de to Aar efter under 👤Suvarov stormede 📌Ismail. Først efter Indtagelsen af disse Fæstninger, blev Storvesiren slaaet i aaben Mark, men nu var man paa begge Sider kjed af Krigen, de andre store Magter begyndte alvorlig at lægge sig imellem, den franske Revolution forfærdede alle kronede Hoveder, 👤Potemkin, som havde drømt om at befri 📌Grækenland og i det mindste blive Konge i 📌Moldov og 📌Vallakiet, døde, og Freden blev sluttet i 📌Jassy med Aaret 91.

Gjaldt det os nu kun om at se, hvorfor Russerne ikke kom til 📌Konstantinopel den Gang, kunde vi vel finde Grund nok dertil, uden at se paa det Sidehug fra 📌Sverigs Side, der stansede paa Halvvejen; men desuagtet gjorde det dog saa stor Opsigt i 📌Petersborg, at det ikke blot hindrede Flaadens Afgang til 📌Middelhavet, men stemte Kejserinden langt fredeligere; og om det end ikke var saa, vilde det dog for os altid være vigtigt og fornøjeligt at se, hvordan det stod til i vor Del af 📌Norden ved den franske Revolutions Udbrud, hvortil Indviklingen i Tyrkekrigen giver den bedste Anledning.

📌Sverig havde indtil Trediveaars-Krigen været næsten ganske ubekjendt uden for 📌Norden, men under denne store Vendekreds, hvor 📌Danmark næsten ganske tabte sin Vigtighed, vandt 📌Sverig under 👤Gustav Adolf en evropæisk Navnkundighed, det næsten havde lige saa ondt ved at tabe som at vedligeholde. Denne Navnkundighed voxte end ogsaa ved 👤Karl den tolvtes vel æventyrlige og til Slutning ulykkelige, men dog kæmpemæssige og glimrende Færd, saa uagtet 📌Sverig maatte afstaa 📌Ingermanland, 📌Estland, 📌Lifland og lidt af 📌Finland til 👤Peter Czar, ansaas det dog i hele 📌Evropa, endsige da i 📌Petersborg, endnu for en Magt af anden Rang, der under en tapper Konge kunde blive frygtelig og farlig, man vidste ikke for hvor mange, men først og sidst for 📌Rusland, der havde været saa nærgaaende og lagt sin ny Hovedstad ligesom til Trods paa, 36hvad der længe kaldtes svensk Grund. Landet var imidlertid, især under 👤Karl den tolvtes bestandige Krig, blevet forarmet, Adelen havde under svage Fyrster tiltaget sig den egentlige Regering og var delt i to Partier, hvoraf det ene holdt med 📌Rusland og det andet med 📌Frankrig, og stod da begge i udenlandsk Tjeneste og til Dels i fremmed Sold. I Midten af Aarhundredet besteg 👤Adolf Frederik af det oldenborgske Hus, forhen Biskop i 📌Lybek, den svenske Trone, men bar kun Kronen til Stads, hvorover han en Gang blev saa utaalmodig, at han nedlagde den, men lod sig dog overtale til at tage den igjen og døde med den 1771. Hans Søn 👤Gustav den tredje tog sig derimod paa den første Rigsdag 1772 med Staalhandsker den Frihed at give 📌Sverig en ny Forfatning og herskede temmelig uindskrænket til Rigsdagen 86, hvor han slet intet kunde udrette; og uagtet det kun var et daarligt Varsel for en Krig, han vilde begynde paa sin egen Haand, saa’ 👤Gustav dog vist deri én Grund mere til at bryde med 📌Rusland, dels fordi han ansaa Modstanden [for] vakt fra denne Side, og dels fordi han mente, naar Krigshæren først var paa Benene, at kunne gjøre, hvad han vilde.

👤Gustav var nemlig ikke blot en Søstersøn, men en stor Beundrer af 👤Fredrik den eneste, ligesom denne en Beundrer af 👤Voltaire, selv Skjønaand og Skribent og, med mange smukke Talemaader om Frihed, Oplysning og Menneskerettigheder o. s. v., baade saa forfængelig, selvklog og selvraadig som nogen af de samtidige Fyrster, medens paa den anden Side den grænseløse Forvirring i alt, Folkets Armod og Adelens haarde Tryk maatte synes ham at undskylde ethvert Middel til at fremkalde bedre og lysere Dage. Midt i 88 lod han nu Kejserinden sige, at vilde hun beholde Fred med ham, maatte hun tilbagegive, hvad hun af 📌Finland havde inde, betale ham Krigsudrustningen og give Tyrkerne 📌Krim eller, om de paastod det, alt til37bage. Det var Krigserklæring nok, og kunde 👤Gustav strax rykket mod 📌Kronstad og 📌Petersborg, kunde det blevet farligt nok, men nu gjorde Armeen i 📌Finland Opstand, mens en dansk Armé brød ind fra 📌Norge; og skjønt begge Dele løb taalelig af, blev 👤Gustav dog forsinket, til det var for sent, saa han maatte være glad ved ej at tabe mere ved Freden, end Krigen havde kostet.

Det var nemlig først i Foraaret 1790, 👤Gustav med samlet Styrke til Lands og Vands prøvede paa at gjæste Kejserinden i sin Hovedstad og haabede at kunne ødelægge den russiske Flaade ved 📌Reval og 📌Kronstad, før den blev forenet; men skjønt han virkelig satte 📌Petersborg i Skræk, mislykkedes Forsøget dog saa ganske, at han i Begyndelsen af Juli Maaned laa med hele sin Flaade indesluttet af den langt overlegne russiske i 📌Viborg Sund, uden Levnedsmidler og, som det syntes, uden Redning forloren. Med en rask Østenvind lykkedes det ham imidlertid at bryde ud, og skjønt det naturligvis kostede baade Folk og Skibe, ansaa de svenske det dog efter Omstændighederne med rette for en Sejer; og at de ikke havde tabt Modet, maatte Russerne bekjende, da de tre Dage efter opsøgte 👤Gustav i 📌Svenskesund ved 📌Fredrikshamn, hvor han laa med Skjærgaardsflaaden, som den russiske Admiral, Prins 👤Nassau, ansaa for en god Prise. I den Sted blev den russiske Skjærflaade næsten rent ødelagt, og det er mærkeligt, at Æventyreren Prins 👤Nassau, som havde gjort Krig til sit Haandværk og sin Hjærtensglæde fra Barns Ben, fik i dette Slag mod Svenskerne sin Fornøjelse, saa man finder ham ej mere under Vaaben, skjønt han endnu var i sin bedste Alder og levede at se 👤Napoleon paa Tronen.

Denne lykkelige Vending midt i Ulykken trode imidlertid 👤Gustav ej bedre at kunne benytte sig af, end til at faa en taalelig Fred, maaské til Dels fordi han alt da har haft det forfløjne Indfald, som siden forstyrrede ham: at 38gaa i Spidsen af de franske Emigranter til 📌Paris og kvæle Revolutionen i Fødselen. I denne Hensigt sluttede han Forbund og Venskab med 📌Sverigs Arvefjende 📌Rusland, og da han tillige forlangte nye Ofre af det forarmede [og] forgjældede Rige og gjorde sig bestandig mere forhadt hos Adelen, som ejede alt, var ej andet venteligt, end hvad der skete, da han mistede Livet ved en adelig Sammensværgelse 1792 og døde uden at beklages, selv af de Bønder, han vel havde smigret, men rørt paa det ømme Sted ved at gjøre Brændevins-Brændingen, som før var fri, til et Kron-Monopol.

Nu har vi kun Fædernelandet tilbage at betragte, før vi vende Øjet til Tidens store Begivenhed; og blot for vor Deltagelse i Krigen mellem 📌Sverig og 📌Rusland var det ikke værdt at sinke sig; men som Ordsproget siger: at til Vennehus er aldrig Omvej, maa vi ogsaa sige, at hvem der kan forbigaa sit Fæderneland, han har intet, og det har dog til visse alle Dannemænd.

39

IV.

(Den 27de Juni.)

Mine Herrer!

Jeg læste nylig i et af vore Blade, at det er ingen meget vanskelig Sag at godtgjøre, at 📌Danmark er det lykkeligste Land i Verden, og det fandt jeg meget rigtigt; men jeg læste ogsaa, at det var kanské lige saa let at fremstille 📌Danmark som et af de ulykkeligste Lande i Verden, og det fandt jeg splittergalt; thi vel kjender jeg kun lidt til de udmærkede Oppositions-Talenter, vi efter samme Blad skal besidde, men selv om vi havde dem større end 📌Englands, som jeg kjender en Del til, og som har Ord for at være mageløse, saa tvivler jeg dog paa, det vilde falde dem let at fremstille 📌Danmark som et af de ulykkeligste Lande i Verden; thi mig synes, at jo mere man med 👤Hamlet raaber paa det raadne, der skal findes overflødigt i 📌Danmark og skal have taget til gjennem mange Aarhundreder, des klarere synes mig, det maatte staa for alle, ligesom for 👤Fredrik den eneste, at 📌Danmark er det lykkeligste Land i Verden, siden det desuagtet ikke blot er blevet det ældste Kongerige paa Jordens Kreds, Historien nævner, men har endnu lige saa varme Venner og veltalende Beundrere som noget af de allernyeste eller største og mest glimrende Riger, ja, har endnu sine sværmeriske Elskere, der besynge det i Billedsprog som 📌Nordens 40udødelige Havfrue, hvis Skjønhed aldrig falmer, uden for at forynges som Bøgen og Blomsten i Enge, ja, som ikke blot selv bestandig forynges paa ny i Tidernes Kreds-Løb, men har som Idunne de rødmussede Æbler, som forynger alle hendes Venner, naar de spises Paaske-Morgen. Hvem kan dog tro, det skulde være let at fremstille saadant et Rige som et af de ulykkeligste Lande i Verden! Hvem skulde ikke langt hellere paastaa, at indtil videre er det aldeles umuligt, ligesom det er en Kjendsgjerning, at det største Oppositions-Talent, 📌Danmark, efter langt fleres Dom end min, hidtil har haft: at 👤Peter Andreas Heiberg fandt det umuligt og nødtes til at forklare sig 📌Danmarks efter hans Principper aldeles urimelige Lykke af det gamle Ordsprog, at vor Herre er Daarernes Formynder.

Da det nu, som jeg strax har bekjendt, hører til min Livs-Anskuelse, at Lykken er bedre end Forstanden, vil jeg naturligvis ikke tvistes med nogen om Grunden enten til min eller 📌Danmarks sjældne Lykke, men kun bemærke, det hører ogaa til Lykken: at faa saa megen Forstand i rette Tid, som der behøves for at skjønne og at holde paa sin Lykke; saa jeg er langt fra at være nogen uindskrænket Beundrer af Dumhedens Lyksalighed; men jeg kalder hverken Dunkelhed eller Vankundighed Dumhed, og det af den simple Grund, at ikke blot de syv vise i 📌Grækenland, men selv alle Professorerne i 📌Tyskland, har bestemt en Gang været saa dunkle og vankundige som muligt, uden at jeg derfor turde kalde de Børn dumme, der kun behøvede Tid til at blive de klogeste af alle Mennesker. Medens jeg derfor gjærne indrømmer, at de danske ikke har opfundet Krudtet, skjønt Jyden dog en Gang ogsaa fik Skyld for det, paastaar jeg dog lige fuldt, at de danske hidtil af en dunkel Drift har i al Troskyldighed baaret sig i det mindste meget klogere ad i borgerlig Forstand end dem, man har kaldt de klogeste af alle Mennesker; saa stod de tilbage for nogen, var det kun 41for dem, man kaldte de galeste og urimeligste af alle Folk, som vor store Komiker siger: at gale Folk skal man skikke til 📌England, for dér finder de sig hjemme. Hvad man saaledes har kaldt et stort Bevis paa de danskes Dumhed, det anser jeg for det klogeste, noget Borgerskab i Verden, selv det gale engelske iberegnet, har gjort i de sidste tre Hundrede Aar; thi saaledes kalder jeg Overdragelsen 1660 af den arvelige Enevoldsmagt til Kong 👤Frederik den tredje; thi Ordsproget siger: “Hvad man giver bort, har man Ære og Tak, men hvad man lader sig narre fra, har man kun Spot og Latter for”, og hvad man derfor selv hverken kan bruge eller for svare, skal man skynde sig at give bort til en, der kan begge Dele og har Formodningen for sig, at han vil gjøre det godt, som 👤Frederik den tredje efter 📌Kjøbenhavns Belejring unægtelig havde. Hermed vil jeg naturligvis ikke paastaa, at vore Enevolds-Konger har enten gjort den klogeste eller den bedste Brug, man kan tænke sig, af Enevoldsmagten, men jeg paastaar, at, Verden taget som den er, kan der ingensteds være en klogere Statsforfatning end den, hvor Enevoldskongen selv med Taksigelse erklærer, han har sin Magt af Folket som en uindskrænket Fuldmagt til at virke for det almindelige bedste, og jeg paastaar, at 📌Danmarks Historie har stadfæstet og daglig klarere Stadfæster denne Sandhed. Uagtet nemlig 📌Danmark er det eneste Land, hvor Folket, paa nogle faa Herremænd nær, aldeles frit og med velberaad Hu har overdraget Kongen Enevoldsmagten, saa havde dog ved den franske Revolutions Udbrud alle Kongerne paa Fastlandet, undtagen Kongen i 📌Polen, Kongen i 📌Ungarn og, om man vil, de tyskes Konge, Enevoldsmagten, men som noget, de havde enten tiltaget eller tilsneget sig; og at hverken Polakker eller Ungarer var bedre tjente med deres mangfoldige Herrer end de danske med deres Enevoldskonge, er soleklart, og Tyskerne tilstaa det selv: at netop fordi deres Konge var aldeles afmægtig, var deres 42nærmeste Herrer, Legio i Tallet, trods alle deres Landdage aldeles enevældige, uden at taale, man en Gang ymtede om, at Øvrigheden var til for Folkets Skyld. Og nu selv i 📌England, – for hvis Fortrin jeg dog visselig ikke er blind, om jeg end skulde være det for 📌Tysklands, – selv i 📌England, hvis virkelige Borgerfrihed i Hus, i Kirke, i Skole og i Næringsdrift jeg af mit inderste Hjærte ønsker hele Verden, endsige da mit Fæderneland, selv i 📌England, hvor man med Flid indskrænkede Kongen samme Aar som man her gav ham uindskrænket Fuldmagt, – selv dèr var efter min fuldeste Overbevisning, hverken ved Revolutionens Udbrud eller siden, Folke-Lykken at ligne ved 📌Danmarks. Til Dels kan det nu vist nok ligge deri at, som 👤Rousseau allerede har bemærket: jo større Riger, des mindre Lykke; men Hovedsagen er dog de fattiges uhyre Antal og de fattiges Kaar i et Land, hvor ét og det samme Ord (poor) udtrykker baade fattig og ulykkelig. Ja, m. H., i et Land, hvor hvert syvende Menneske er Tigger, og hvor da sikkert de fem Syvendedele er fattige, dèr maa den fattige endnu betale sit Brød dobbelt, for at Herremændene kan faa dobbelt Landgilde af deres Forpagtere, og dèr udviklede en af Landets største Jurister, Lord 👤Brougham, for faa Aar siden, med énstemmigt Bifald i Parlamentet, at der var ingen Ret at naa for den fattige, og dèr er ej siden sket det mindste til at skaffe den fattige Ret, og Regeringen har kun forgjæves stræbt at faa Kornlovene afskaffede; saa, hvad 📌Danmark end ellers kan have at misunde 📌England, er det dog næppe enten dets Regeringsform eller dets Lykke. Sæt nemlig, at 📌Danmark, ubekymret om Mængdens Ulykke, kunde finde 📌Englands unægtelig glimrende og for de faa lykkelige Stilling værd at misunde for Øjeblikket, saa er der dog slet ingen Udsigt til, at den Lykke kan vare; thi hvor mange har Mod og Klogskab, men kun faa drage Fordel af Statsindretningen, dèr staar den unægtelig paa svage Fødder; og skjønt der 43er intet Land i Verden, næst 📌Danmark, jeg nødigere vilde spaa ilde end 📌England, hvis Fortjenester af Verden i det hele og det nordlige 📌Evropa i Særdeleshed er store, ser jeg dog ikke, hvorledes det endnu en Menneske-Alder uden et stort Mirakel kan undgaa en Revolution, der, efter Engelskmændenes egen Anelse, vilde skabe “et Ocean af Blod”, medens jeg derimod dristig tør spaa 📌Danmark en borgerlig Reformation efter Folkets Hjærte, som jeg vel kunde ønske mig ung igjen for at se i al sin Glans, men tror mig dog ikke for gammel til at se i sejerrig Fremgang.

Hvad her i mine Øjne nærmest gjør Udslaget, er, at 📌England har opofret sin Bondestand, og 📌Danmark derimod adlet sin, noget, man maaské endnu kan ansé for Smaating, men vil dog vist snart lære, gjør en himmelhøj Forskjel paa det borgerlige Selskabs Fasthed og Fremtid og i alle Maader paa dets Lykke.

Velsigner Kongen alle Mand,
Thi han har adlet Bondens Stand!

I Dronning 👤Elisabets Tid var den engelske Bondes Stilling omtrent som den danskes ved Enevoldsmagtens Indførelse, men allerede da begyndte Herremændene at slaa Bøndergaarde sammen til store Sædegaarde, og efterhaanden forsvandt da, hvad jeg kalder Bondestanden eller Gaardmands-Klassen saa godt som overalt, det vil sige nedsank til Inderster og Daglejere, paa de faa nær, som blev Forpagtere og, naar Lykken vilde føje, Herremænd. Hermed, siger man, staar Agerdyrkningens forbavsende Fremskridt og det i Forhold stigende Udbytte i uadskillelig Sammenhæng; og skjønt det ikke er mig ganske klart, siger jeg dog: meget muligt, men Folket er derved skilt ved Landet, som er faldet i en Flok Herremænds Hænder, der hverken kan besidde det med Ret eller forsvare det i paakommende Tilfælde; Fattigdommen vil bestandig voxe og bringe Folket til Fortvivlelse. De véd nok, mine Herrer, at et af de store Tvistens-Æbler mellem Radikalerne eller Folke44partiet og de fornemme har alt en Stund været den hemmelige Stemning med Kugler, og de fornemme har ved den Lejlighed meget rigtig anmærket, at der var i det gamle 📌Rom kun 6 Aar mellem den Lov, der indførte Stemningen med Kugler, og Jorddelings-Loven (lex agraria); men hvad de fornemme har glemt, er at anføre, hvordan sligt bedre i 📌England end i 📌Rom skal kunne forebygges.

Dog, dem derom! de forlanger ikke vort Raad, og vi kan desuden have nok i vor egen Del; jeg vilde kun pege paa den indvortes Skade i 📌England, som man, blændet af den udvortes Glans, lettelig overser, for at vi skulde lære at skjønne lidt bedre paa vor Lykke og at befæste den ved at fæste Opmærksomheden paa den Hjærtefriskhed, der endnu er i det danske Folk, og hvorved jeg er vis paa, Naturen her vil hjælpe sig selv, naar vi blot i Tide kan blive kloge nok til at smide alle Medicin-Flasker og barbaro-latinske Recepter ud af Vindvet og lade Naturen frit prøve sine Kræfter. Og at vi nu virkelig snart vil blive saa kloge og komme os paa den letteste og fornøjeligste Maade af Verden, blot ved at holde den sunde Diæt, det altid er at sætte Tæring efter Næring, og beflitte os paa den fornøjelige Tidsfordriv, det altid er at prøve, hvad man har Lyst og Kræfter til, – det har jeg trot snart i tredive Aar, og det tror jeg bestandig fastere, fordi jeg bestandig klarere ser, at vi, til Dels før vi ret vidste det, har dertil gjort en god Begyndelse, og at vi kun behøve at gjøre ét lille Skridt endnu, for at være paa den slagne Kongevej til borgerlig Lyksalighed, som den kan naas her neden: være paa Vejen og være saa sikre paa at naa Maalet, som 📌Danmarks besynderlige Lykke nødvendig maa gjøre os, naar vi følge Menneske-Naturens uforanderlige Love.

Ja, m. H., alt, hvad der i de sidste halvtredsindstyve Aar under 👤Frederik den sjettes faderlige Styrelse [er sket] 45til Bondestandens Opkomst, til Modersmaalets Adling og bedre Dyrkelse, til Folke-Aandens Oplivelse og Folke-Hjærtets Vederkvægelse, det er lige saa mange Fremskridt til borgerlig Lyksalighed; og det er ikke blot mig, det er hele den oplyste Verden, der kalder to af disse Skridt Kæmpe-Skridt, nemlig Stavnsbaandets Løsning 1788 og Oprettelsen af det folkelige Statsraad 1834; saa det er kun Skade for den oplyste Verden, at den ej kan nævne os det tredje Kæmpe-Skridt, der ikke blot vilde krone Værket som mageløst i én Konges Dage, men blive Moder til Kæmpe-Skridt saa mange og saa velsignede, at Historien snart vilde opgive Forsøget paa fuldstændig at opregne dem, for at vinde Tid og Rum til at skildre de velsignede Følger.

Den oplyste Verdens Vankundighed kan imidlertid ikke skade, men vil tvært imod baade gavne og hædre os, naar vi hverken dele den eller af falsk Undseelse skamme os ved at være klogere paa os selv, vor Natur og Tarv, end de fremmede, som kaldes de klogeste af alle Mennesker; og den Undseelse har jeg i det mindste slet ikke, saa naar jeg ellers kunde gjøre mig forstaaelig paa Tysk, turde jeg godt sige højt midt [i] 📌det hellige romerske Rige, hvad jeg siger her: det er en stor Skam for de klogeste af alle Mennesker, ej at indse, at hvor Folkelighed i vore Dage skal trives, Folkeaanden herske, og den raadgivende Folkestemme blive i Stand til at [give] gjennemgribende, gavnlige Raad, dèr maa snarest muligt, heller i Dag end i Morgen, oprettes en folkelig eller patriotisk Højskole eller, da Navnet her gjør lidet eller intet til Sagen: en Oplysnings-Anstalt, aaben for hele Folkets Ungdom, hvor naturligvis Folkets Modersmaal har Enevoldsmagten, og hvor den simple men store Opgave er: at oplyse Folket om dets egen Natur, dets Fæderneland og Forfatning, Kræfter, Midler og sande Tarv til fælles bedste. Ja, m. H., det er det eneste, 📌Danmark endnu fattes, for 46at blive saa klog paa sig selv og sit eget Vel, som det af Naturen – [den], vi lige saa lidt som Kejser 👤Josef kan skabe om – har Anlæg til, og saa lykkeligt, som den ganske besynderlige Lykkestjærne, der gjennem mangfoldige Tider har tindret over Sundet, har spaat og vil sikkert blive Vidne til.

Her at udbrede mig vidtløftig over denne vigtige Gjenstand, vilde afbryde den naturlige Orden i mit Foredrag, og kan derfor ej være godt, endsige nødvendigt; men umulig kunde jeg tale om 📌Danmarks Lykke, uden at nævne det Middel til at aabenbare og befæste den for Aarhundreder, som staar mig lyslevende for Øje, og af hvis Vigtighed, Kraft og Velsignelse mit Hjærte er fuldt, og jeg kunde det saa meget mindre, som vi, ved Udbruddet af den franske Revolution, virkelig havde en patriotisk Højskole, kaldet 📌Ridder-Akademiet i Sorø, og som netop da efter Tidens Medfør aabnedes for Borgerstanden, saa vi fattedes kun Forstand til at bruge det efter Tidens Tarv, og mens vi sankede den, faldt vor danske Højskole uforvarende i Latinernes Hænder, hvori Majestæten vel alt har stræbt at fordanske den, men hvoraf den sikkert maa ud, før det lykkes.

Da, naar Folkets livlige Ungdom træder i fri og levende Vexelvirkning med dem af os, der, om vi end ingenlunde gik gjennem Helvede ubrændte, gjennem den sorte Skole uskadte, dog ikke dèr aldeles glemte Dansken over Latinen, Fædernelandet over den klassiske Jordbund, 📌Danmark, vor søde Moder, over alma mater med Stilen og Ferlen, eller med ét Ord: glemte Mennesket over Bøgerne og Livet over Døden, – da, siger jeg, under en saadan fri og levende Vexel-Virkning mellem Livet og Lyset, da, men ogsaa først da, vil Folket lære at paaskjønne og benytte baade Stavnsbaandets Løsning og Folkeraadets Oprettelse og de mangfoldige Hjælpemidler til Folkelivets Oplysning, Opmuntring og Tarv, det sidste 47halve Aarhundrede har bragt for Dagen, men som hidtil kun staa paa Papiret, og kan dèr lige saa lidt ytre levende Indflydelse, som Skyggerne af alt det store og kraftige, der levede i Menneskets Inderste og aabenbarede sig i tilsvarende Daad, – saa lidt som Skyggerne af alt dette kan, jeg vil ikke engang sige: øve Heltegjerninger, men blot: gjøre saa meget som en Barnehaand, blot løfte saa meget som en Fjer, som den Pen, vi skriver med. Da, under den fri og levende Vexelvirkning mellem Livet og Lyset, vilde Folket kun smilende vende dem Ryg, der, var det og med al Verdens Talenter, vilde bevise dem, at 📌Danmark var et af de ulykkeligste Lande i Verden, og vi vilde alle indse, at ogsaa til saa utaknemmelig en Brug af deres Talenter maa Folk have Lov, naar de har Lyst, blandt andet fordi Lysten da snart vil forgaa dem.

Vil vi nu, m. H., med ét Blik se, hvorledes det danske Folke-Hjærte kom til Orde hos Skjaldene, da det med 👤Frederik den sjette aabenbar var kommet til Roret, da behøve vi blot at læse 👤Thaarups Høstgilde, saaledes at vi virkelig i Aanden høre, hvad der synges, og véd, hvad der menes; og det kan jeg sagtens, da en af de første Viser, om ikke den allerførste, jeg lagde Mærke til, var netop den, der aabner Høstgildet:

Nys fyldte skjøn Sirid sit attende Aar,
Var rolig i Vinter og munter i Vaar;
Som Bækken i Engens det blomstrende Skjød,
Saa stille, saa klare de Dage henflød.

Vist nok tør jeg des værre ikke forudsætte, det er gaaet alle mine yngre Landsmænd [som mig], tør knap forudsætte, de alle kjender Høstgildet, endsige da, at det staar lyslevende for dem som et vidunderligt Udbrud af en længe tilbagetrængt, næsten hensovet, men nu pludselig vaagnet, dansk patriotisk Følelse, vaagnet ved Stavnsbaandets Løsning, med en uimodstaaelig Trang til at takke den kongelige Løser, om ikke bedre, saa dog med at gjøre sig glad, 48synge og danse paa hans Bryllupsdag. Jeg tør som sagt ikke forudsætte, at Høstgildet med sine dejlige, nye Viser staar levende for dem som den i det ny 📌Evropa, saa vidt jeg véd, mageløse, historiske Idyl, digtet og spillet, da han, der løste Bondens Lænker og adlede hans Stand, holdt Indtog i 📌Kjøbenhavn med sin unge Brud, hvor 👤Frederik og 👤Marie endnu trone som gamle Majestæter. Jeg tør ikke forudsætte det almindelig bekjendt i 📌Danmark, men jeg tør godt sige: det er tungt, og lægge til: det var bestemt umuligt, dersom der fra 1790 til nu havde været levende Vexelvirkning mellem den danske Ungdom og de danske Sangere, der nu, da Folke-Hjærtet havde fundet Dronning-Stolen, mylrede frem og stemmede op som Fuglene, naar

Sol er oppe,
skinner over Skovens Toppe.

Ja, m. H., jeg tør paastaa, 📌Danmark vilde føle sig ti Gange saa lykkeligt som nu, – altsaa ogsaa i Grunden være det, – naar blot alle de dejlige, nydanske Viser, der mylrede frem, fra 👤Thaarups Høstgilde til 👤Ingemanns Holger Danske, ikke blot som nu stod paa Papiret, enten aldrig sungne eller dog kun en Gang til Stads eller en Vinter i Hovedstaden, men havde gjenlydt i alle vore Skoler og derfra naturligvis ikke blot i alle vore Marker og Skove, men saa vidt som Danebrog vajede paa det sortladne Hav. Kun Mangelen af det kunstige Led, som en fri og folkelig Skole i vore Tider maa være mellem Ungdommen og den i Enkeltmænd opstaaede forklarede Folkeaand, kun Mangelen af dette nødvendige Led gjør, at et Folk kan daglig blive dødere og dorskere, vrantent og modfaldent, mens dets Litteratur strømmer over af Liv og Fylde i herlige Minder og lyse Forhaabninger; og medens dette gjælder ikke blot her, ikke blot i 📌Norden, men ogsaa i 📌Tyskland, i 📌England og selv i 📌Frankrig og 📌Spanien, gjælder overalt, hvor der, ligesom fordum i 📌Atenen, fødtes en ny Muse til Sang ved et 49folkeligt Høstgilde, – medens det gjælder vidt og bredt, gjælder det aabenbar dobbelt i 📌Danmark, hvor Høstgildet begyndte endnu før Revolutionen, og den historiske Idyl, som hos os med Æren bærer det træffende Navn, hvor den med alle sine dejlige ny Viser er digtet af en Kjøbenhavner.

Ja, m. H., vel har jeg aldrig været nogen Lovtaler enten af 📌Kjøbenhavns poetiske Sans eller [af], hvad 👤Baggesen kaldte:

👤Thaarups gode romerske Smag,
som kan bestaa til Dommedag;

men naar jeg betænker, at Høstgildets Digter var født i 📌Kjøbenhavn, og vor uden al Sammenligning største Skjald, som satte nye Strænge paa Brages Harpe, 👤Adam Øhlenschlæger, ikke født længere der fra, end 📌Vesterbro er fra os, naar jeg betænker det, da taber jeg al Lysten til at sige Spydigheder enten om 📌Kjøbenhavn eller selv om den romerske Smag og faar tvært imod Lyst til at prise vor Hovedstad som en blandt al Verdens Hovedstæder nu om Tide mageløs Foster-Moder for den historiske Idyl og i det hele for folkelig Poesi og Smag, og under alle Omstændigheder vil jeg slutte Fred med vor Hovedstad paa 📌Broen, hvor, som vor store Digter sang, “paa 📌Friheds-Støtten Lærken slaar”.

Ja, m. H., den 📌Friheds-Støtte lige uden for 📌Vesterport, det er et herligt Mindesmærke, som fornøjer mig næsten hver Gang, jeg ser den, og vilde fornøje mig dobbelt, naar der ingen Skildvagt stod, som mit Øje er blevet afvant med i 📌England, hvor man i mine Tanker meget rigtig finder, at de offentlige Mindesmærker, som virkelig minde Folket om noget godt, har sin bedste Vagt i Folke-Aanden, og maa allenfals hellere taale lidt af Kaadhed, for med Æren at blive gamle ved Folkets Ærbødighed. Imidlertid baade med og uden Skildvagt er den 📌Frihedsstøtte mig usigelig kjær, ikke blot fordi den er ældre end 50det franske Frihedstræ, men ogsaa fordi den ikke er rejst af en Hovedstads Pøbel for sin Frihed, som altid er det stores og det ædles værste Trældom, men rejst af Hovedstadens Borgerskab for Bondens Frihed, som i det mindste hos os vil være Aandens, Modersmaalets og alle gavnlige Kræfters Frihed, saa ligesom i Høstgildet Morgen-Lærken slog paa 📌Frihedsstøtten, saaledes er jeg vis paa, at Aften-Lærkerne vil flokkevis opsvinge sig fra den og slaa Himlen et godt Stykke nærmere. Ja, det er underligt, hvor idyllisk alt historisk gestalter og forbinder sig i 📌Danmark; thi skjønt Høstgildet naturligvis skal tænkes i en Landsby, ikke for nær ved 📌Kjøbenhavn, saa tales og synges der dog, som det holdtes omkring 📌Friheds-Støtten paa 📌Vesterbro, og dèr passer aabenbar det hele, mens alt er meget for pynteligt, fint og smagfuldt til at findes naturligt i en sælandsk Landsby endnu 1840, endsige da 1790. Og saaledes maatte det netop være, for at tækkes Kjøbenhavnere, ikke blot dem, der nærmest skulde beundre det paa 📌Skuepladsen og eftersynge Viserne, men især behage den 📌Kjøbenhavner, som gjorde Viserne og var Mester for det hele; og saaledes kom Høstgildet paa den naturligste Maade af Verden til at udtrykke Forholdet mellem den fri Bonde og Hovedstadens Borgerskab, ja, til at være et yndigt Forvarsel om den fine, men naturlige, danske Smag, der i Bonde-Tiden, under levende Vexelvirkning mellem Landet og Hovedstaden, vil udvikle sig.

Fra denne Side har jeg aldrig før betragtet Høstgildet, skjønt den ligger allernærmest; og skuffes jeg ikke meget ved Indtrykkets Nyhed, er jeg vis paa, m. H., De alle vil betragte det fra, denne Side med mere Fornøjelse, jo fortroligere De er eller bliver med den udmærket fine Takt og udarbejdede Stil, som Høstgildet, uden Skade for Livet og Naturligheden hos dannede Mennesker, udmærker sig ved; thi vel var 👤Thomas Thaarups bekjendte Spydighed naturligvis, som alle Spydigheder, lidt i den romerske 51Smag, men dog langt mere i den danske, som man strax føler ved at høre sunget:

En Time før Middag Madammen opstaar,

en Vise, man vist nok ikke venter at træffe ved Siden ad: “Nys fyldte skjøn Sirid sit attende Aar”, men [man] føler dog, der er en lige saa naturlig Forbindelse imellem dem, som mellem det yndige 📌Sæland og 📌Sælands Hovedstad, det smukke 📌Kjøbenhavn.

Ja, m. H., 📌Kjøbenhavn er en smuk By, det siger selv de fremmede, som ellers ikke forkjæle os med Ros; og sagde de det end ikke, saa var 📌Kjøbenhavn dog lige smuk, især ved sin herlige Beliggenhed; men jeg tvivler ikke paa, den jo i Smukhed har sin Mage, og har troværdige Vidnesbyrd om, at iblandt andet 📌Neapel ligger endnu meget smukkere; saa det alene vilde ingenlunde gjort den blandt andet til 👤Thaarups og 👤Øhlenschlægers Fødeby, eller avle det velgrundede Haab, at den ingenlunde vil forstyrre, men kun forfine og til Dels endog forædle 📌Danmarks historiske Idyl; det vilde ingenlunde gjøre det, men det hørte dog vist ogsaa til og spiller en vigtig Rolle derved. Hovedgrunden til 📌Kjøbenhavns udmærkede Folkelighed er saaledes vist nok, at den oprindelig har været vel den danskeste af alle vore Kjøbstæder, blev ikke, som 📌Roskilde, 📌Odense eller de andre store Kjøbstæder fra Middelalderen, mest befolket med tyske Handværkssvende, men begyndte først at hæve sig ved Reformations-Tiden, da Folket var udviklet nok til selv at tage Broderparten ved sin Hovedstads Befolkning; dette maa vi slutte af den udmærket danske Rolle, 📌Kjøbenhavn spillede i den farlige svenske Krig og ved Enevoldsmagtens Indførelse, og derfor melder Hi storien ogsaa, at Præster og Borgere ej glemte navnlig at anbefale Enevoldskongen Bondestandens Tarv, saa det er ganske i sin historiske Orden, baade at 📌Kjøbenhavns Borgerskab tog hjærtelig Del i 52Glæden over 📌Danmarks Befrielse fra den tyske Reformator 👤Struensee, som her inde i det smaa vilde spillet Kejser 👤Josef og bandlyst vort Modersmaal, [og] at siden Stavnsbaandets Løsning udsprang af den kjøbenhavnske Oplysning, fandt i en 📌Kjøbenhavner sin ypperste Sanger og har sin Støtte uden for Voldene. Det er ganske i sin historiske Orden, men at denne Orden ej blev forstyrret i det lige saa uhistoriske som upoetiske attende Aarhundrede, skyldes vist nok til Dels vor Hovedstads herlige historiskidylliske Beliggenhed. Storhed og Ynde maa nemlig sammensmelte, Liv og Nyhed forbinde sig i den Natur, der sejerrig skal kunne træde i Kamp med en Hovedstads smagfuldt skjulte og udpyntede Unatur, og endnu mere med det kunstige Spil af Naturens livlige Skygger, der let synes baade yndigere og rigere end Naturen selv; men hvor Storhed og Ynde sammensmelte saa herlig som paa vor 📌Strandvej, hvor Havet formæler sig med Bøgeskoven, Bølgen synger Bas i Fuglekoret, og Skibene, som bringe nyt og besjæle Virksomheden, tillige oplive og idelig forvandle Udsigterne, dèr maa man finde det rimeligt, at Sommerlysten kan holde Vinterglæderne Stangen, og dèr har selv Dyrehavstiden for Menneskeøjet en smuk Side at betragtes fra; thi jeg kunde selv haft Lyst til at gaa paa 📌Strandvejen i Dag, da Russerne sejlede op, og det danske Løsen dønnede ud over Dybet, jeg er ganske vis paa, det vilde gjort et historisk-idyllisk Indtryk paa mig, enten jeg saa kjendte og forstod de Ord eller ikke. Ja, m. H., den 📌Strandvej langs 📌Øresund, som jeg hverken behøver at beskrive eller rose for Dem, har sikkert Del i langt mere godt end 📌Frihedsstøtten og Høstgildet, men den har sikkert ogsaa Del i dem, og hvad Høstgildet især angaar, da turde jeg vædde paa, det uden den var aldrig blevet til, og formoder, det er netop undfanget dèr, jeg formoder det, ej blot fordi 👤Thaarup var en 📌Kjøbenhavner og elskede 📌Øresunds Kyst saa højt, at han ret egentlig grode fast 53paa den, ja, ikke engang blot fordi det aldrig nogensteds kunde tage sig bedre ud at synge:

Førstkommende Majdag vort Bryllup skal staa,
Den skjønneste blandt vore Dage,
Saa far jeg med Peter paa Bølgen den blaa,
Du blir hos vor Fader tilbage;
I Arbejd og Færdsel gaar Sommeren hen,
Om Høsten saa samles vi glade igjen,

men ogsaa fordi jeg, som dog er et Landsbybarn fra en dejlig Egn, hvor Havet ogsaa formæler sig med Skoven, véd dog ikke rettere, end at den mest historisk-idylliske Stemning, jeg af Erfaring kjender, [er den,] hvorunder jeg for tredive Aar siden en Aftenstund paa 📌Strandvejen nynnede ved mig selv paa Visen om 👤Villemoes, som ikke er Dem alle ubekjendt:

Kommer hid, I Piger smaa!
Strængen vil jeg røre.

Dog, jeg mærker, det er nær ved at gaa mig som 👤Thaarup: jeg gror fast paa 📌Strandvejen, saa jeg maa lige saa godt bryde af først som sidst og i en Hast fortælle Dem, at, foruden Stavnsbaandets Løsning og Folkevisens Gjenfødelse i en ny Skikkelse, var her ved den franske Revolutions Udbrud endnu et tredje Livstegn og godt Julemærke, nemlig 👤Frederik Sneedorffs historiske Forelæsninger fra 1788 til 90.

Ja, m. H., det er nok blevet sildig, men jeg kan dog umulig slutte uden glad og venlig at pege paa den sande Begyndelse til, hvad jeg nu vil stræbe at fortsætte, og som jeg tør haabe, Børn og Børnebørn med langt mere Liv, Naturlighed og Indsigt vil herlig uddanne og fuldende: den levende Tale om de forbigangne Dage og om de herlige Mænd blandt vore Fædre, som Børnene skal stræbe at ligne. I tre Hundrede Aar havde 📌Kjøbenhavns Universitet staaet, og der var ikke hørt et levende Ord enten om Fædernelandets eller noget andet Riges, 54endsige om hele den store Verdens Historie; Latinen herskede, og Døden herskede ved den, ligesom ved Synden; men nu oprandt 👤Frederik Sneedorff med 👤Thomas Thaarup som en Kvist af tør Jord, og Hovedstaden forundrede sig, og 📌Danmark lyttede virkelig ved 👤Sneedorffs Forelæsninger ligesom ved 👤Thaarups Viser.

55

V.

(Den 29de Juni.)

Mine Herrer!

Enten De nu tager det for Spas eller Alvor, saa véd jeg virkelig ikke, hvordan jeg skal begynde paa den franske Revolution, for ikke blot selv at komme ret ind i den, men ogsaa faa Dem til at følge med; saa jeg nødes igjen til at begynde med mig selv og stole paa min gode Lykke.

Naar jeg nu besinder mig paa, hvordan jeg først her nede i 📌Sydsæland blev opmærksom paa, hvad der foregik i 📌Frankrig og især i 📌Paris, da finder jeg, det skete temmelig sent, ikke før den nyfranske Hær stod slagfærdig paa Grænserne under 👤Lafayette, 👤Luckner og 👤Rochambeau, altsaa i 1791; thi vel fortalte jeg Dem, at 📌Oczakovs Indtagelse med stormende Haand og endnu mere Spaadommen om Russernes Indtog til Paaske i 📌Konstantinopel bevægede mig pludselig til at oprette et lille udenlandsk Departement i min Hjærne; men da jeg ikke hørte noget til, at Spaadommen gik i Opfyldelse, maatte det nødvendig gaa mig, som vi hvert Øjeblik læser i Aviserne om langt anderledes kloge og politiske Folk: jeg beskjæftigede mig med Gjenstande, som kun havde Lokal-Interesse. Disse Gjenstande, som Avisskriverne behandle saa spodsk, kan imidlertid mangen Gang være langt interessantere for Aand og Hjærte alle Vegne, end hvad de vidtløftig ud56brede sig over, som f. Ex. den store Strid i de deputeredes Kammer om, hvorvidt den store Nations Lovgivere skulde have en Uniform, og hvordan den kunde se bedst ud; og skjønt jeg ikke tør love Dem noget meget interessant fra min lille Landsby, saa gjorde dog Revolutionen dèr et langt mere levende og varigt Indtryk paa mig end hele den franske, og for en Gang tror jeg nok, De kan taale at høre en kort Beskrivelse deraf, da man i Grunden spejler sig lige saa godt i, hvad Bønderpigerne kalder et Søndagsøje, som i et Spejl fra Gulvet til Loftet.

I den strænge Vinter 88 kom der nemlig en ny Skolemester til vor By, som foraarsagede en hel Revolution, ikke blot i min lille Hjærne, men endnu mere i de gamles; thi hidtil havde selv Degnen hedt “Mosjø”, og Skolemesteren kom slet ikke i Betragtning, med mindre han havde egne Talenter, enten som Tæller, Opraaber ved Auktioner o. s. v.; men den ny Skolemester var en gammel Attestatus, der i mange Aar havde været fransk Sprogmester i Hovedstaden, saa han blev “Herre” lige paa Timen, uden at Degnen vovede at mukke, naar han ikke vilde høre, at trods den første Examen, han havde, var han en Idiot og en Sinke. Den aftakkede franske Sprogmester var nemlig saa komplet en Jakobiner, som han vel kunde fødes i 📌Fyn, og sværmede saaledes for sin egen Frihed, at han fik aldrig Stunder til at tænke paa andres; men det var hans Stolthed, at han havde skjældt baade Grever og Baroner ud og sagt til en Professor, som oven i Kjøbet var Prokansler: “Du kalkede Væg!” Han jublede da naturligvis ved Udbruddet af Revolutionen, men det lagde jeg dog næppe Mærke til, før han kom op at trættes med Degnen om Krigens rimelige Udfald; da først mærkede jeg, hele Verden var i Oprør, saa jeg maatte ogsaa tage Parti, og begyndte fra den Tid at læse Berlings-Avisen, indtil videre paa Degnens Side, dels fordi den revolutionære Skolemester syntes mig halvgal, og dels 57fordi jeg havde læst, at Frankerne i gamle Dage var slemme ved Vestgoterne, som dog langt ude var af vor Familie.

Saaledes kom jeg da hovedkulds ind i Revolutions-Historien, og da det var Skik i den Skole, hvor jeg kom, kanské ogsaa i den, De, m. H., frekventerede, af Beskedenhed at forbigaa den nyeste Historie, til den blev gammel nok til ej at ophidse Ungdommens Lidenskaber, saa varede det længe, før jeg kom efter, hvordan den Tummel egentlig var begyndt; og selv nu har jeg næsten mere at spørge om end at fortælle, da de kjære Franskmænd, der dog ene selv kan vide Besked, dels er lidt overfladelige og dels tænke mindre paa, hvor efterrettelig Beskrivelsen er, end [paa], hvordan den tager sig ud.

Det var i Slutningen af 88, at den franske Regering besluttede at sammenkalde Rigets Stænder, og det saaledes, at Borger-Standen fik lige saa mange Talsmænd som baade Adel og Gejstlighed tilsammen; og skjønt det var noget splinternyt, drømte dog hverken Regeringen eller vel noget Menneske i hele Verden om, at det skulde vende op og ned, ikke blot paa de franske Stats-Indretninger, men paa Betragtningen af det borgerlige Selskab alle Vegne. Det var imidlertid dog kun i yderste Nødsfald, Regeringen greb til dette Middel, i den Penge-Forlegenhed nemlig, der nu hører til Dagens Orden, men den Gang ansaas for en fortvivlet Sag; og her saa’ man et mærkeligt Bevis paa, hvad Forskjel det gjør, om en Konge har Enevoldsmagten med Ret eller med Uret. Stænderne i 📌Frankrig havde nemlig ikke været samlede siden 1614, og 👤Ludvig den fjortende havde erklæret, de skulde aldrig samles mer; men da det kun var et Magtsprog, gjaldt det naturligvis ikke længer, end Folket tav dertil, eller Regeringen fandt sig stærk nok til at trodse den offentlige Mening. Under 👤Ludvig den fjortende gik det nu vel galant, men under hans bedrøvelige Eftermand, 58hvis Fruerbur var hans Statsraad, og hvis Regering ej havde det mindste glimrende, som kunde blænde, tiltog Parlamentet i 📌Paris, egentlig kun en Højesteret, hvor alle Forordninger skulde tinglæses, sig Ret til at bedømme de kongelige Anordninger og nægte Tinglæsningen, som skulde skaffe dem Gyldighed. Herom havde man nu kjævledes gjennem det attende Aarhundrede, og da Regeringen omsider saa’ sig nødt til at beskatte Adel og Gejstlighed, erklærede Parlamentet, at det stred mod 📌Frankrigs Grundlov, som ej tillod nye Paalæg uden Stændernes Samtykke. Om det nu er sandt – hvad Revolutionens berømte Historieskriver 👤Thiers siger, som selv var Minister i Gaar og bliver det sagtens i Morgen igjen – sandt, hvad han siger: at det egentlig var ved et Ordspil, Parlamentet kom i Tanker om Stænderne, det skal jeg ikke kunne sige; men lignede det ikke Franskmændene, vilde 👤Thiers dog næppe anført det, saa det er immer værdt at lægge Mærke til; skjønt det for Resten er lige meget, hvad der giver nærmest Anledning til en stor Begivenhed, der vel, ligesom Døden, skal have en Aarsag, men vil heller aldrig fattes den. Da saaledes Ordet Stændernes Forsamling”, saa snart det var udtalt, blev det almindelige Løsen, ser man strax, det har ligget alle Mand paa Tungen og vilde da aldrig fattes Lejlighed til at flyve en ud af Munden.

Nu opstod imidlertid det vigtige Spørgsmaal, i hvad Forhold og med hvad Stemme Borgerstanden skulde møde; thi 1614, da den kun havde én Stemme ved Siden ad Adel og Gejstlighed, betød den lidt eller intet; og efter lang Tvist gik Regeringen som sædvanlig en Middelvej, der kun havde det forud: at være begge Parter imod; thi man besluttede vel, at Borgerstanden skulde have lige saa mange Talsmænd som Adel og Gejstlighed tilsammen tagne, men lod det uafgjort, om der skulde stemmes efter Stænder eller efter Hoveder, uagtet det var soleklart, at 59skulde Borgerstanden alligevel kun have én Stemme mod to, var det store Antal kun til Udgift og Besvær. Parlamentet, der nok havde Lyst til, med Borgerskabet i Ryggen, at drille Hoffet, men vilde ingenlunde miste sin Skattefrihed eller sidde under Borgerskabets Vinger, anede Følgen og vilde ikke tinglæse Anordningen, hvorved det aldeles forspildte sin Folkegunst; og saa snart Stænderne kom sammen (5te Maj 89), begyndte Kiven for Alvor, i det Borgerstanden paastod, at Fuldmagterne skulde undersøges i Forening, medens Adel og Gejstlighed naturligvis vilde, at hver Stand lige fra Begyndelsen skulde raadslaa hver for sig. Denne Kiv varede i 6 Uger, uden at man kom et Skridt videre; men da tog Borgerstanden Mod til sig og erklærede sig 17de Juni for National-Forsamling og som saadan berettiget til, hvis Adel og Gejstlighed ikke vilde føje sig efter dem, alene at sørge for det almindelige bedste. For at gjøre det komplet, erklærede Forsamlingen, at alle løbende Skatter og Afgifter, skjønt paalagte uden Stændernes Samtykke, skulde indtil videre betales, men ophøre Dagen efter [at] Forsamlingen var opløst, og fremdeles, at det franske Folk paatog sig hele Statsgjælden.

Da Ordet “National-Forsamling”, skjønt det fløj ud af en ubetydelig Mund, fandt alle Vegne Gjenlyd, og Forsamlingens Beslutninger saa at sige almindeligt Bifald, saa var egentlig hermed Lodden kastet; og det viste sig snart, da Hoffet i Forbindelse med den høje Adel og Gejstlighed, forbavset over Borgerskabets Dristighed, prøvede paa at kvæle den ny Tingenes Orden i Fødselen. Et kongeligt Magtsprog skulde nemlig i et højtideligt Møde standse Borgerskabets Forhandlinger og forberede Forsamlingens Opløsning, da Parlamentet havde lovet at tinglæse alle mulige Forordninger; og, under Paaskud af Forberedelser til denne Fest, lukkede man den store Sal, hvor Borgerskabet holdt Forsamling; men Følgen var kun, at 60man saa’ sig om [efter] en anden Lejlighed og fandt snart en vel yderst simpel, men derfor kun nu des mere berømt i Hoffets 📌Boldhus. Stuen havde nøgne Vægge, men den var stor nok til at rumme ikke blot Forsamlingen, men de tilstrømmende Tilhørere; der var hverken Bænke eller Stole, men man hjalp sig foruden; der var temmelig mørkt, men det havde ingen Nød, man skilte sig ad, uden at have foretaget noget, der maatte gjøre Opsigt i 📌Frankrig og i hele 📌Evropa; thi ellers [vilde] jo 📌Boldhus-Mødet været latterligt, og intet Folk har en saadan Skræk for at blive latterligt eller saa fin en Sans for, hvad der gjør Opsigt, som det franske.

Det var i 📌Versailles, Forsamlingen holdtes, i 📌Versailles, lidt over to Mil fra 📌Paris, før 👤Ludvig den fjortendes Tid en lille Flække med et Jagtslot i en Ørk, men under ham opvoxet til en Stad af Størrelse som 📌Kjøbenhavn, og nu med ham berømt over hele 📌Evropa af det uhyre Slot, han dèr bygte og gjorde til sin Bopæl, et Slot, hvis Façade, man siger, er 1800 Fod, saa nær en Tolvtedel Mil lang, og som selv 👤Napoleon fortvivlede om at kunne fylde, men som dog 👤Ludvig Filip paa en Maade har faaet smukt møbleret og stærkt besøgt, ved at gjøre det til et Kunst-Galleri for hele 📌Frankrigs Historie, hvorom Engelskmanden, af hvem jeg har min Efterretning, vel siger en Del træffende Spydigheder, men ærgrer sig dog sikkert i Grunden over, at 📌England ikke har vist sin i det ny 📌Evropa mageløse Historie samme Opmærksomhed.

Ved Mødet i 📌Boldhuset fandt nu først det Forslag stort Bifald: at gaa i Procession til 📌Paris og saaledes forflytte National-Forsamlingen til Hovedstaden, som var i Fyr og Flamme for Friheden; men de betænksomste modsatte sig, af Frygt for et Uheld, der kunde møde undervejs, forstyrre Planen og gjøre Prøven latterlig. Da foreslog en anden: heller med en højtidelig Ed at forbinde sig til ej at skilles ad, før de havde givet 📌Frankrig en 61Konstitution. Dèr fik man Ordet og traf alles Mening: Præsidenten svor først, og efter ham, paa en eneste nær, hele Forsamlingen, højt og lydelig: aldrig at skilles ad, men at forsamle sig, hvor som helst Omstændighederne krævede det, til man havde givet Riget en Konstitution, der hvilede paa faste Grundpiller. Hele 📌Boldhuset gjenlød naturligvis af Bifaldsraab: leve National-Forsamlingen og leve Kongen!

Det var om Løverdagen (20de Juni), og om Mandagen skulde det store Møde med Magtsproget finde Sted; men Ministrene kunde ikke blive færdige med Mesterstykket, saa det opsattes til Tirsdag, og derved vandt Borgerskabet en Dag, der ikke blev ubenyttet. Flerheden af Gejstligheden havde nemlig besluttet at forene sig med Borgerskabet; det vilde Hoffet forebygge, derfor var Salen bleven lukket, og man frygtede ikke for, at Gejstligheden vilde støde til i 📌Boldhuset, thi det havde Franskmændene fundet latterligt; men National-Forsamlingens Præsident vidste ogsaa godt det, og var ikke raadvild: han gik først til en Kloster-Kirke, men fandt den for lille og Munkene for bange, og gik saa [til] den hellige 👤Ludvigs 📌Sogne-Kirke, hvor der i Skibet var Plads nok, ikke blot til Borgerskabet, men ogsaa til Stole baade for Adel og Gejstlighed, som man ikke glemte at besørge, hvorpaa Gejstligheden kom i Procession fra Koret, med en af Ærkebisperne til Ordfører, og blev paa det forbindtligste modtaget, ja, da man foreslog, at deres Navne skulde trykkes, tilføjede Præsidenten 👤Bailly, som var en Bogorm af Profession: “Ja, med gyldne Bogstaver!” men om Sognepræsterne, der næsten udgjorde hele denne gejstlige Flerhed, virkelig fik deres Navne forgyldte, det véd jeg ikke.

Denne Forbindelse, som, skjønt den kun anmeldtes med Hensyn paa at prøve Fuldmagterne, var desuagtet lige afgjørende, forbavsede nu vel Hoffet, men det trøstede sig dog let med Dommedags-Slaget i Morgen, 62hvortil saa vel Hoffet som den højere Adel og Gejstlighed satte sit sidste Haab. At det var det sidste, viste man Ængstelighed nok til at røbe; og at det var svagt, saa’ man blandt andet deraf, at Ceremoni-Mesteren lod om Aftenen Præsidenten kalde op af Sengen, for at forvisse sig om, at han ikke vilde svare Kongen.

Dagen kom; man drillede Borgerskabet ved at lade dem gaa ind ad Bagporten og endda lade dem staa en Stund i Regn, før de blev lukket op, saa de var nær gaaet hjem igjen; men de blev imidlertid og hørte bomstille baade paa Kongens Taler og paa to Anordninger, som Seglgjemmeren laa paa sine Knæ og læste op, og hvoraf den ene skulde til intetgjøre de Beslutninger, hvorved Borgerskabet havde erklæret sig for National-Forsamling, og den anden være et Udkast til Rigets ny Konstitution som en fri kongelig Gave. For Resten befalede Kongen, at Forsamlingen strax ved Mødets Slutning skulde skilles ad og næste Dag fortsætte sine Forhandlinger i sine tre Kamre, der kun skulde forenes i visse Tilfælde, som han vilde selv bestemme.

Dermed hævedes Mødet, Adelen og en Del af Gejstligheden gik, men Borgerskabet, som her var i sit eget Værelse, blev staaende ubevægeligt, medens Grev 👤Mirabeau tog Ordet og sagde: “Mine Herrer! En Del af, hvad vi har hørt, kunde frelse Fædernelandet, naar Despotismens Foræringer ikke altid var farlige; men vi saa’ os omringede af Krigsfolk her i National-Forsamlingens Helligdom; hvad skulde de? behøves der saa frygtelige Anstalter, for at bevæge Folk til at være lykkelige?” – Ceremoni-Mesteren gik nu hen til Præsidenten og mindede ham høflig om Kongens Ordre; men Præsidenten svarede, at da Forsamlingen havde besluttet at holde et Møde endnu i Dag, kunde han ikke opløse den; og 👤Mirabeau, hvem ingen talte til, tog sig den Frihed at tilføje: “Gaa og hils, hvem der sendte Dem, at Bajonetter formaa intet mod 63Folke-Viljen!” Med den Besked gik Ceremoni-Mesteren, og skjønt der kom Haandværksfolk ind, for at gjøre ryddeligt, og en Del af Garden trak igjennem Salen, blev Borgerskabet dog ved at raadslaa og enedes strax om at holde Hævd over deres Beslutninger, skjønt Kongen havde kasseret dem, ved hvilken Lejlighed 👤Abbé Sieyes paa sin tørre Vis bemærkede: “Ja, vi er jo dog vel i Dag de samme som i Gaar?”, og det berømte Medlem fra 📌Grenoble (👤Barnave) udviklede ligesaa tørt, at de tre Beslutninger, hvorved de havde antaget Navn af National-Forsamling, bestemt Skatte-Ydelsen og forbundet sig til at blive sammen, til de havde givet Riget en Konstitution, var noget, som ikke behøvede kongelig Stadfæstelse og kunde derfor heller ikke rokkes ved et kongeligt Magtsprog; “thi”, sagde han, “ved den første har I kun sagt, hvad I er, ved den anden kun gjort Bestemmelse om Skatterne, som ene I kan bevilge, og ved den tredje kun lovet, at I vil gjøre jeres Pligt.” Det fandt alle indlysende, men derved blev det endnu ikke; thi 👤Mirabeau foreslog, endnu før de skiltes ad højtidelig at erklære alle National-Forsamlingens Medlemmer for ukrænkelige, saa det var Livs og Æres Sag, ja, Landsforræderi, at forgribe sig paa nogen af deres Personer, for hvad Forslag han saa end havde gjort, hvad Raad han havde givet, hvad Mening han havde ytret, eller hvad Tale han havde ført i National-For samlingen. Præsidenten fandt det under Forsamlingens Værdighed, men 👤Mirabeau tordnede: “De véd det ikke, Præsident! hvad De udsætter Dem for; tage vi ikke denne Beslutning, da sidder inden i Morgen 60 Medlemmer i det sorte Hul med Dem i Spidsen.” Det virkede, og Beslutningen blev tagen.

Saaledes forsvandt da Hoffets sidste Haab den 23de Juni; thi vel var der stor Cour hos Dronningen af den høje Adel og Gejstlighed, for at lykønske hende til den afgjørende Sejer, saa trygge var man, mens Borgerskabet 64erklærede Kongens Ord for dødt og magtesløst; men i det samme hørte man Allarm uden for Vindverne, og da man skulde høre, var det Folke-Mængden i Hof-Staden, der lykønskede den Minister, som ikke havde været med at vanære National-Forsamlingen. Det var Finantsministeren 👤Necker, som vi maatte have talt om hele Tiden, dersom vi havde delt hans berømte Datter, 👤Madam Staël-Holsteins, Anskuelse; men det kunne vi lige saa lidt, som vi alle kunne være hans Datter; og selv her nævner vi ham blot for Omstændighedernes Skyld; thi at det var ham, der havde gjort Forslaget til en langt mere borgerlig Mægling af Kampen allerede i Maj og vilde derfor ikke vedkjende sig det spolerede Forslag, der desuden iværksattes for silde, det er i Grunden Smaating, da den snilde Genfer ikke havde sit Forslag paa rede Haand og kunde faa det antaget ved Stændernes Sammenkaldelse; nu kom alt saadant bag efter, i Maj saa vel som i Juni, hvad kort og fyndig findes udtrykt i en Samtale mellem Præsidenten 👤Bailly og en Minister om Kongens Forslag til en Konstitution. Ministeren sagde nemlig: “Hvordan kan det dog være, man ikke er fornøjet? Havde Kongen gjort en saadan Erklæring for ti Aar siden, vilde man da ikke modtaget den med Enthousiasme?” “For ti Aar siden?” svarede Præsidenten, – “jo, upaatvivlelig!” “Men”, sagde Ministeren, som man ogsaa heraf ser var lidt langsom af Begreb, saa var det intet Under, han kom for silde, “men”, sagde han, “hvad vil da Forsamlingen?” “I!”, svarede Præsidenten, “den vil ikke have det gjort af jer, men gjøre det selv.”

Om Onsdagen fandt Borgerskabet vel Salen omringet af Krigsfolk, som blandt andet skulde afvise alle Tilhørere, men ikke des mindre fandt Flerheden af de gejstlige Vej til den og satte sig ned, ikke blot for at prøve Fuldmagter, men for at gjøre fælles Sag. Om Torsdagen kom henimod 50 Adelsmænd, med den berømte Taler 👤Clermont-Tonnerre65 i Spidsen, og han gav Forsamlingen et nyt Løsen ved at sige: de kom, hvor nødig de end rev sig løs fra deres Stand, for at tage Del i Stor værket til Folkets Gjenfødelse. Det Ord gjenlød strax fra Præsidentens Læber, og dermed var i 📌Frankrigs Øjne alt gammelt fordømt. Fredagen bragte først fire Biskopper, hvoriblandt Ærkebispen af 📌Paris naturligvis gjorde mest Opsigt, 👤Talleyrand uden Sammenligning var den vigtigste; og lidt højere op paa Dagen fik Forsamlingen Lykønskninger baade fra Staden 📌Paris og fra 📌Palais Royal, hvad Præsidenten vel fandt var en stor Uorden, men dog en endnu større Opmuntring, og gav derfor sit Bifald. Nu var Spillet gaaende; man sagde, at Præsidenten i det gejstlige Kammer fandt skrevet paa Klokken, han ringede med: “Røsten i Ørken”; og det er ganske vist, at han fik Brev fra Kongen om at bringe Foreningen i Stand; thi nu indsaa Hoffet, det nyttede ikke at stride mod Strømmen, og tænkte, det kunde dog maaské endnu være tids nok at skabe en stærk Opposition i National-Forsamlingen. Om Lørdagen indfandt da hele Adelen og Resten af Gejstligheden [sig] i Borgerskabets Sal og tog Sæde saa stumme som muligt, saa alle de Ord, Præsidenten kunde pine ud af dem, var, at de kom for at føje Kongen, lette Freden og gavne Fædernelandet. Præsidenten derimod priste sig lykkelig [ved] nu at se hele den store Familie samlet, saa National-Forsamlingen uden Adspredelse eller Ophold kunde sysselsætte sig med Rigets Gjenfødelse og det almindelige bedste; et svagt Forsøg af det gejstlige Kammers Præsident paa at tiltage sig Forsædet mislykkedes, og 👤Bailly skyndte sig at hæve Mødet under saa lykkelige Varsler.

Saaledes, mine Herrer, indtog da Borgerskabet hele 📌Frankrig, uden Bajonetter og trods mange, paa ti Dage: indtog det ved Aandskraft og Veltalenhed; og skjønt det vel for en Del maa tilskrives den franske Lethed, saa gjælder det dog alle Vegne, at Storværk vel maa længe 66forberedes, men ske i en Hast, blandt andet fordi Menneske-Sjælen ej længe kan udholde den stærke Spænding, som dertil udkræves.

Med den høje Adel og Gejstlighed var der nu ganske rigtig kommet en Opposition i National-Forsamlingen; men det viste sig snart, den var afmægtig, uden til at ophidse Gemytterne og udhale Tiden, og det var aldeles latterligt, naar Adelsmænd nu undskyldte sig med Indskrænkninger i deres Fuldmagter, som Kongen selv havde erklæret ugyldige, saa det var til Pas, hvad 👤Mirabeau ved den Lejlighed sagde: at var de bundne til deres Fuldmagter, kunde de lige saa godt lægge dem paa deres Plads, som sidde der selv. Men Adelen trode ogsaa, det gjaldt kun om at vinde Tid, da Tropperne fra alle Sider trak sammen omkring 📌Paris, og man ventede, at de vilde gjøre kort Proces baade med Hovedstaden og Na tional-Forsamlingen. Midt i Juli mumlede man om, det hele skulde tage en anden Vending; og det blev sandt, skjønt ikke i den Mening, det var sagt; thi saa snart det om Søndagen den 12te Juli rygtedes i 📌Paris, at 👤Necker igjen havde faaet sin Afsked, hvad man ansaa for Signalet til Sværdslag, flokkedes man i 📌Palais-Royal, en ung højrøstet Advokat (👤Camille Desmoulins) gjorde et Bord til sin Talerstol, raabte Mængden til Vaaben, plantede et Blad i sin Hat til Kokarde og fandt saa mange Efterlignere, at Træerne blev nøgne, og nu bar man Vox-Figurer af 👤Necker og 👤Hertugen af Orleans, Kong 👤Ludvig Filips Fader, i Procession gjennem Byen, til man mødte en Trop tyske Soldater, som fyrede og gjorde lyst i 📌Tuillerie-Haven. Da greb Pøbelen og en Del af den franske Garde til Vaaben; og dels for at hindre almindelig Ødelæggelse, og dels for at gribe Lejligheden, paatog nu de parisiske Valgmænd, der holdt Møde paa Raadstuen, sig at regere Staden og oprettede en Borger-Garde paa 40,000 Mand, den siden saa bekjendte National-Garde. Forvirringen 67varede hele Mandagen uden store Følger; men, efter at have plyndret Tøjhuset, rykkede Mængden, anført af Gardister, med Kanoner mod 📌Bastillen Tirsdagen den 14de Juli.

Denne 📌Bastille var Fæstningen i 📌Paris, berømt af sin Styrke og berygtet over hele 📌Evropa som en bundløs Afgrund, hvori man hemmelig lod Statsfanger og alle, hvem Ministrene enten frygtede, hadede eller kunde gjøre gode Venner en Tjeneste med at annamme, forsvinde, snart for en Tid og snart for stedse. Ordsproget siger, man kan ogsaa gjøre Fanden Uret, og det gjælder endnu vissere om Smaadjævelskabet paa vor Jord; saa der har vist nok været langt flere Bastille-Digtninger i Omløb end dem, der selv kaldte sig saa; men det er jo en nødvendig Følge af enhver hemmelig Ret, som derfor ikke des mindre er aabenbar Uret. Nu trode man naturligvis dels, at 📌Bastillen var bestemt til Herberge for 👤Mirabeau, som kjendte den fra forrige Tider, og alle de højrøstede Demagoger, og dels, at 📌Bastillens Kanoner skulde spille en Hovedrolle ved Tugtelsen af 📌Paris; saa det var en følgelig Sag, at naar Staden kom i Oprør, maatte den først fængsle hele Opmærksomheden. 📌Bastillen var imidlertid kun besat med 32 Svejtsere og 82 Invalider, saa kun Forvirringen kan forklare, at den forsvarede sig fra Kl. 11 om Formiddagen til 5 om Eftermiddagen; men da saa’ Kommandanten (👤Delaunay), der var ingen Redning, og havde allerede tændt en Lunte for at sprænge sig i Luften, da Besætningen tvang ham til Overgivelse. – Der var naturligvis lovet ham og hele Besætningen Sikkerhed; men en rasende Pøbel regner aldrig sligt, saa han mistede Livet, uden at nogen véd hvordan, og Invaliderne frelstes kun ved heltemodigt Forsvar af de franske Gardister.

Naar vi huske, at 📌Paris kun er et Par Mil fra 📌Versailles, kan vi nok vide, den 13de og 14de dèr var bange Dage, dog mest for National-Forsamlingen, der sendte Bud paa Bud til Kongen, men fik kun daarlig Trøst; thi 68Hoffet smilte ad det hele og især ad et Pøbel-Angreb paa 📌Bastillen, der fordum forsvarede sig mod 👤Prinsen af Condé. Først den 14de om Aftenen, da 👤Hertugen af Liancourt meldte Kong 👤Ludvig, at 📌Bastillen var tagen, og, da Kongen anmærkede, det altsaa var en farlig Revolte, svarede: “Deres Majestæt! sig heller Revolution!”, – først da begyndte Hoffets Skræk, og næste Morgen begav Kongen sig saa godt som ene til National-Forsamlingen, gav den selv dette længe bestridte Navn og satte sig under dens Vinger, blev naturligvis overøst med Ros og Smiger, men var fra dette Øjeblik kun en Skygge paa Tronen. National-Forsamlingen sendte strax tre af sine Medlemmer og deriblandt 👤Bailly, som Præsident under Stormen, til 📌Paris, for at sikre sig Byen; de blev bogstavelig baarne paa Hænderne, næsten kvalte med Blomster-Kranse, og 👤Bailly blev under umaadelig Jubel valgt til den første Maire eller Lord-Mayor i 📌Paris. Han tog strax til 📌Versailles, som det lod for at berolige Hoffet, der svævede i dødelig Angst for et stort parisisk Besøg, men egentlig for at bevise Kongen Nødvendigheden af et højtideligt Forlig med hans gode Stad 📌Paris, hvor ogsaa Kong 👤Ludvig fandt sig i at drage ind med Vagt af National-Garder og stadfæste alt, hvad der under Oprøret var gjort.

Her maa vi standse, og jeg overlader Dem nu, mine Herrer, til Deres egne Betænkninger, men barer mig vel næste Gang næppe for at blande mine deri.

69

VI.

(Den 2den Juli.)

Mine Herrer!

Frihed er bedre end noget Guld;
Om end al Verden var deraf fuld,
Da kunde de lignes med intet Skjel;
Thi bør hannem hver at unde vel.

Dette trohjærtige Sprog af vor gamle Rimkrønnike kan vi sikkert let enes om at finde baade smukt og sandt; men derfor er vi dog langt fra strax at være enige om Friheden; thi det gaar med Friheden ligesom med Ilden, der vel meget rigtig, som Grækerne sagde, er paa en Maade alle Kunsters Moder og alt Storværks Betingelse, men hvoraf man dog ogsaa kan faa for meget, saa den bliver til almindelig Ødelæggelse.

Hvad der endnu mere indvikler Spørgsmaalet om Friheden for os, det er naturligvis de tyske Filosoffer, der ikke bryder dem synderlig om, hvordan det hænger sammen og gaar til i Sanse-Verdenen, men spørger kun om, hvad alle Ting er, om ikke i sig selv, saa dog i Ideen, det vil sige: i deres eget Hoved; og det nytter ikke, at samme Filosoffer trøste os med, at om deres Ideer ikke vil passe paa Sanse-Verdenen, saa skal vi slet ikke bryde os om det, for de skal nok skabe Sanse-Verdenen om efter Ideerne, naar de først kommer ret i det rene med dem, – det nytter os ikke, m. H., thi, alt andet 70fraregnet, den Dag lever vi bestemt aldrig, det kan vi forudse; thi ikke blot 👤Leibnitz og 👤Wolf er døde, men 👤Kant er død, og 👤Fichte er død, og 👤Hegel er død, uden at komme i det rene, saa de kunde begynde paa Omskabningen, og vel lever 👤Schelling paa en Maade endnu, men dels har han nok for længe siden opgivet, om ikke at komme paa det rene, saa dog at befatte sig med Skaberværket, og dels vilde det i hans Verden se rent fortvivlet ud for Friheden, da den efter hans Ideer, saa vidt vi kjende dem, gaar rent til Grunde i Nødvendigheden. I denne Begivenhed, som i saa mange, maa vi da meget heller følge det engelske Raad, der vel klinger lidt but og koldt, men som der i det mindste dog baade er Mening og Frihed i, thi det er, som vi nok véd: hjælp jer selv!

Herved mindes vi nemlig om, hvad vi over de tyske Spekulationer har været nær ved at glemme: at det store Spørgsmaal, man ved den franske Revolution stræbte at besvare, og som nu ethvert Folk i Kristenheden maa se til at blive nogenledes enig om, dette store Spørgsmaal er ingenlunde, hvordan Frihed og Nødvendighed eller Frihed og Tvang forholde sig til hinanden i Ideernes Verden eller tage sig bedst ud i en Lærebygning; thi det maa ethvert fornuftigt Folk jo overlade til de lærde at enes eller strides om; men det store Spørgsmaal er: hvad der [er] bedst for det borgerlige Selskab, som er noget ganske andet end de lærdes Republik, hvad der er bedst for det borgerlige Selskab: enten Frihed eller Trældom, og hvilke Forbedringer Forfatning, Lovgivning og offentlige Indretninger til en vis Tid, paa et givet Sted, trænge til og kan modtage til fælles bedste, som naturligvis er alle borgerlige Selskabers om end uskrevne, saa dog lige uforanderlige Grund lov. Se, derfor, m. H., er det engelske Raad “hjælp jer selv!” hvor koldt det end klinger, her dog baade det klogeste og venskabeligste, der kan gives noget Folk; og skjønt Franskmændene har givet Fol71kene et ganske andet, nemlig: “efterligner os alle sammen!”, saa har dog Erfaring lært, det duer ikke; og det er mærkeligt, at 👤Rousseau – som dog netop er de liberale Franskmænds politiske Orakel, og sagde alle de Spydigheder, han kunde, om den engelske Frihed – 👤Rousseau giver dog ingenlunde Folkene det franske, men netop det engelske Raad, og erklærer rent ud, at et civiliseret Folk, der, som Franskmændene, har ladt sig gjøre til Trælle, duer slet ikke til, hvad han kalder Frihed, og at f. Ex. Engellænderne, som kun er fri i det Øjeblik, de vælger deres Parlaments-Lemmer, bruger i det Øjeblik deres Frihed saa slet, at det er klart, de burde aldrig have den. Heraf kan vi i forbigaaende se, det er rent galt at give 👤Rousseau Skyld for den franske Revolution, enten man saa gjør det for at nedsætte eller for at ophøje ham, og han vilde sikkert selv protesteret mod sine franske Lovtalere, hvis han havde oplevet dem; thi skjønt denne “Borger fra 📌Genf”, som han ikke blot kaldte sig, men satte en Stolthed i at være, ingenlunde var fri for Skribent-Forfængelighed, saa véd dog enhver nogenlunde dygtig Skribent, der hører alt for megen Selvfornægtelse til at finde sig i Lovtaler, som aabenbar bevise, man er bleven læst overfladelig, men, ligesom til Gjengjæld, misforstaaet til Bunds.

Altsaa, m. H., baade efter Engelskmændenes og 👤Rousseaus Forstand er det Galskab, i borgerlige Ting at ville efterligne fremmede Folk, var det end de klogeste af alle Mennesker, med mindre man først kan baade faa sig selv og sit Land omskabt i deres Billede og efter deres Lignelse; og da der nu, saa længe de er til, vist vil blive ved at være stor Forskjel paa 📌England og 📌Frankrig, 📌Tyskland og 📌Danmark, saa vel som paa deres Indbyggeres Tungemaal, Tankegang, Evner og Ønsker, saa vil den Statsforfatning og Lovgivning, der passer bedst for ét af disse Lande, netop derfor kun passe slet for ét af de andre; 72og kunde vi nu, ved at betænke os en Times Tid eller to, opdage, hvad der i borgerlig Henseende tjente os bedst, da kunde den Tid næppe anvendes bedre, da Raden nu aabenbar ogsaa er kommen til os at fatte en bestemt Mening om den Sag, og den Mening, vi fatte, vil være af uberegnelige Følger for vore Efterkommere, ja, for 📌Danmark, til Verdens Ende.

Mente jeg nu imidlertid, at jeg kun behøvede at sætte mig hen en Times Tid eller to og tænke paa, hvordan al Ting kunde bedst indrettes i 📌Danmark, for virkelig at gjøre den store Opdagelse, saa det kun gjaldt om at faa alt det, der stod min Plan i Vejen, revet ned, saa jeg og mine gode Venner og alle vore Haandlangere fik frie Hænder til at gjøre alt, hvad de vilde, – mente jeg det, saa var jeg en utaalelig opblæst Skolemester eller dog en stor Nar, og havde jeg desuagtet Kraft og Ild og Vittighed nok til at henrive mange og for et Øjeblik spille Mester, da gjorde jeg bestemt indtil videre 📌Danmark ulykkeligt, medens det var et stort Spørgsmaal, om det nogen Sinde mer kom til at føle sig lykkeligt. Tror De nu, m. H., at dette kun er sandt, fordi jeg er et indskrænket Hoved, der ikke kan fatte Tidens store Ideer og Statens evige Øjemed, eller fordi jeg ikke kjender nok til den danske Natur og Historie, til Landets og Folkets naturlige Hjælpekilder og til den historiske Udvikling, som hidtil har fundet Sted, det Trin, hvorpaa vi for Øjeblikket befinde os, det Maal, vi maa ønske og rimeligvis kan naa, og de Skridt, vi dertil nu kan og maa gjøre, – tror De virkelig det? eller skulde De ikke snarere være enige med mig om, at vi er alle enten saa indskrænkede eller saa lidt bekjendte med den danske Natur og Historie, at det rimeligvis vilde gaa en hel stor Komité og en hel National-Forsamling, naar den fik Lov at raade, ligesom det vilde gaa mig, og det af den simple Grund, at om saa end hele Folket lægger sin Vankundighed sammen, bliver der dog 73ikke Visdom af, en højst naturlig Ting, som man skulde tænke, enhver kunde forudse, men som de fleste dog endnu, trods Erfaringens Vidnesbyrd, har ondt ved at tro.

Jeg mener da vel altsaa, det nytter os slet ikke at tænke paa den Sag, men, da det gik skjævt i 📌Frankrig, og vi desuden umulig kunde vinde noget ved at efterabe selv de klogeste Franskmænd, [at det saa er bedst] at overlade det ganske til Skæbnen eller til Kongen og Kollegierne: om der skal, og til Omstændighederne i Fremtiden: om der kan ske nogen Forbedringer i 📌Danmark!– Nej, m. H., det har jeg aldrig sagt, og hvad der følger af, hvad jeg har sagt, er blot, at i det mindste vi trænge til at blive langt bedre oplyste, end vi er, om “fælles bedste”, før det var raadeligt at give os Hals og Haand over Statsforfatning, Lovgivning og alle offentlige Indretninger, trænge altsaa først og fremmest til en hensigtsmæssig Oplysnings-Anstalt for disse Ting, hvis vi ikke allerede har den; og det er, hvad jeg mener med en folkelig Højskole og dens borgerlige Nødvendighed i vore Dage, da, uden fremskridende folkelig Oplysning, hverken Konger, Kollegier eller Folkeraad og National-Forsamlinger er i Stand til at vide og ramme det almindelige bedste.

Dette, paastaar jeg, har den franske Revolution soleklart bevist, uden at det dog burde trængt til Bevis, at kloge Folk aldrig maa rive deres Hus ned, hvor ubekvemt det end er indrettet, før de véd, om de kan bygge sig et bedre, og véd, hvor de kan være, til det bliver færdigt; saa det var let at se, Franskmændene bar dem galt ad, da de tog Souveræniteten fra Kongen, uden at kunne hindre den fra at falde i Pøbelens Hænder, der vel kunde rive al Ting ned, men ikke bygge andet op i Steden end en Guillotine til alle de Hoveder, der ikke var efter Pøbelens Hoved. Maaské var det nu saa galt i 📌Frankrig, at der maatte gribes til det mest fortvivlede af alle Lægemidler for politiske Vildfarelser, som Guillotinen unægtelig 74er, – maaské siger jeg, fordi det nytter ikke at tvistes om gjort Gjerning, som ej mer staar til Ændring; men det var da 📌Frankrigs Ulykke, som vi umulig kan misunde det, men maa være glade ved at have undgaaet; og at det hos os er langt fra at være saa galt, det kan vi se selv med Søvnen i øjnene. Om derfor end [ethvert] andet Folk under Solen, der vaagner af en saadan Døs, som den, alle 📌Evropas Folkefærd gjennem de forrige Aarhundreder var nedsunkne i, skulde finde det nødvendigt, halv i Blinde at rive al Ting ned og lade det komme an paa et Træf, hvad der lod sig bygge op i Steden, – om det end var saa, som jeg dog ingenlunde tror, saa kan vi dog godt give os Tid til at gnide øjnene og betragte Sagen fra alle Sider, før vi foretage nogen Hoved-Reparation paa den kunstige Maskine, Erfaring lærer, det er nemt at slaa i Stykker, men meget vanskeligt at sætte godt sammen igjen.

Dette er saa meget mere Tilfældet, som den romerske Oplysning, vi gjennem Aarhundreder har været hjemsøgte med, alle Vegne netop havde sin eneste Styrke i at brække ned, som vor store Digter ved Aarhundredets Begyndelse kvad:

At destruere alt, det kan man nu perfekt;
At komponere, ja, det maa den næste Slægt.

Hvad der nu nærmest har gjort, at vi har meget bedre Stunder end alle andre Folk til at blive rigtig vaagne og bruge modent Overlæg, før vi begynde at prøve nye Kunster, det er, som jeg alt før har bemærket, vel ikke vor store Forstand, men vor gode Lykke, som vilde, at just da vi i det syttende Aarhundrede havde lagt os til at sove, lige som alle andre Folk, blev vi skrækket op ved Nattetid af Fjenden i Landet og Fjenden for Portene: ved den, som man siger, ulykkelige, men som vi nu kan se, højst lykkelige svenske Krig under 👤Karl Gustav. Vel lagde vi os nemlig til Søvns igjen, da Stormen havde lagt 75sig, men dog ikke før, end vi havde taget Roret fra Rigsraadet, der aabenbar kun sørgede for sig selv, mens Skibet gik for Vind og Vove, og betroet det til Kongen, hvis egen Fordel saa vel som Ære det var at styre det bedste, han kunde; og det er højst mærkeligt, at da 📌📌Danmarks Gejstlighed og Borgerskab 1660 paa en Maade erklærede sig for National-Forsamling og overgav Kongen Enevoldsmagten, da tænkte de ingenlunde blot paa dem selv, men anbefalede den fortrykte Bondestand til Majestætens faderlige Bevaagenhed og kongelige Omsorg.

Ja, m. H., jo mer jeg sammenligner den danske National-Forsamling og Revolution 1660 med den franske 1789, des mer maa jeg beundre vores, og des klarere bliver det mig, at det gaar med Revolutionerne, der efter Middelalderens Kaos alle Vegne var uundgaaelige, omtrent som med Kopperne, der sædvanlig overstaas lettere, jo tidligere man faar dem, men bliver i den voxne Alder meget let dødelige. Spørge vi nemlig, hvad der i 📌Frankrig gjorde Stillingen fortvivlet, da var det ingenlunde Statsgjælden og Kongens Enevoldsmagt, men Adelens, Gejstlighedens og Parlamentets selvtagne Myndighed, Rettigheder og Friheder, som Kongen var aldeles afmægtig til at indskrænke, fordi han trængte til dem mod Borgerskabet og, som 👤Sieyes meget rigtig anmærkede i National-Forsamlingen, mod de 96 Hundreddele af Folket, som de især fra 👤Ludvig den fjortendes Dage havde gjort fælles Sag om at undertrykke og udsue.

Betragte vi saaledes de tre berømte Beslutninger af 17de Juni, hvorved Borgerskabets Ordførere erklærede sig for National-Forsamling, paastod Ret til at bevilge Skatter og paatog sig hele Statsgjælden, da er det jo soleklart, dels at de dermed erklærede Statsgjælden for overkommelig, og dels at det eneste, der i disse Beslutninger og i 📌Boldhus-Eden: ej at skilles ad, før de havde givet Riget en fast Konstitution, det eneste heraf, som ej lod sig 76forene med Enevoldsmagten, var National-Forsamlingens Raadighed over Skatterne, en Raadighed, der aldrig var tilstaaet Kongen i 📌Frankrig, og som Parlamentet netop gjorde ham stridig, naar han vilde beskatte Adel og Gejstlighed. Havde derfor Kongen, i Steden for at kassere National-Forsamlingens Beslutninger, skjænket dem sit Bifald, men underhandlet med Forsamlingen om at faa Enevoldsmagten ubeskaaren paa det Vilkaar, at alle blev ligelig beskattede, duelige Mænd af alle Klasser fik lige Adgang til alle Stillinger, og en fri Folke-Stemme blev Rigets Grundlov, – havde Kongen gjort det, og havde National-Forsamlingen været klog og folkelig nok til at indgaa det Forlig, da er der jo al Rimelighed for, at alle Revolutionens Rædsler vilde været undgaaede, og 📌Frankrig baade været langt lykkeligere og haft en langt fastere Forfatning end nu; thi spørge vi 👤Thiers, hvad der var utaaleligt ved Revolutionens Begyndelse, da er det, at Adel og Gejstlighed besad omtrent de to Tredjedele af Jorden frit, saa den ene Tredjedel maatte bære hele Grundskatten og desuden Landgilde, Tiende o. s. v., at alle høje Værdigheder, borgerlige, gejstlige og militære, var udelukkende i Adelens, til Dels endog i enkelte Familiers Hænder, at Nærings-Skatten næsten ogsaa ene hvilede paa de ringe og inddreves hos dem med Grusomhed, og at man, selv i Handel og Haandværker, ej kunde røre sig uden Privilegier, og at endelig Rettergangen dels var i Adelens og Gejstlighedens Hænder og dels i Juristers, som kjøbte deres Sæder i Parlamentet og solgte saa igjen Retten i dyre Domme.

Nu véd jeg meget godt, det er unyttigt at sige, hvad der vilde sket, naar Folk havde været anderledes, end de var, som de maatte været, for at bære sig anderledes ad, – unyttigt at sige: naar 👤Ludvig den sextende og National-Forsamlingen havde gjort, hvad de ikke vilde, da kunde meget ondt være undgaaet, og meget godt virket; men 77det er ikke unyttigt for os at se, hvad der gjorde den franske Ulykke, og det er glædeligt at se, vi er fri for, hvad der især gjorde den, befriedes derfra ved den Enevoldsmagt, den danske National-Forsamling 1660 betrode Kongen. Den Gang nemlig vort Folkeraad kom sammen 1835, da finde vi vel én besynderlig Lighed mellem det og den franske Forsamling 1789, den nemlig, at det paa begge Steder var netop 175 Aar siden, Folke-Stemmen sidst blev højtidelig adspurgt; men den Lighed er til Lykke ogsaa den eneste. Vel kaldtes det nemlig Stænderforsamling, men aabenbar uden al Føje, thi der var ingen Stænder mere i politisk Forstand: hverken Adel eller Gejstlighed havde dèr nogen Fuldmægtige, kun Ejendommere og Skatteydere var sammenkaldte og udgjorde lige fra Begyndelsen kun ét Raad, som fandt Gejstlighedens Kaar snarere for trange end for glimrende, fandt Adelen hartad ukjendelig, blandet med Bønder og borgerlige Herremænd, fandt følgelig den saa kaldte fri Hovedgaards-Taxt beskattet, fandt Bondens Kaar betydelig forbedrede, Adgangen til næsten alle Embeder og Værdigheder aabnet for hele Folket, og fandt Kongen baade mægtig og villig til at iværksætte alle de Forbedringer, der endnu maatte findes nødvendige eller dog nyttige, saa snart han saa’ det tilstrækkelig oplyst og fandt det betimeligt.

De ser, m. H., det er ingenlunde min Mening, at Folkeraadet fandt alt, som man kunde ønsket; jeg tror endog, vi fattes mer, end de saa’; men det er min Mening, det er min fulde Overbevisning og min vel overvejede Paastand, at de fandt og vilde, jo nøjere de saa’ til, des klarere indse, at alt, hvad der andensteds bragte Folket til Fortvivlelse, var i Tide bortryddet, og Vejen betimelig banet for alle de Forbedringer, det borgerlige Selskab behøver og kan modtage, ja, i Folkeraadets Oprettelse var Pantet givet paa, at de vilde blive iværksatte, saa snart de var modent overvejede og forberedte; og denne 78Overbevisning ønskede jeg at meddele alle dem af mine Landsmænd, der ikke har den, ønskede det vel til Dels, fordi det er min, men dog visselig ogsaa, fordi intet paa den hele Jord kunde bidrage mer end den til 📌Danmarks Lykke, og fordi alt uden den vilde være for svagt dertil.

Dette: at Adelens og Gejstlighedens Privilegier, og til Dels ogsaa Borgerskabets eller Kjøbstædernes, var det, der gjorde det ny 📌Evropas Stats-Indretninger fortvivlede fra et folkeligt Stade, saa, hvor de er saa godt som ophævede, er en fri Folke-Stemme og en folkelig Højskole alt, hvad der behøves, for paa den fredeligste, billigste og lykkeligste Maade at bringe alle borgerlige Forhold i deres naturlige Ligevægt, fremkalde og sikre al den borgerlige Frihed, der kan bestaa med fælles bedste, og at ligesom det kun var en faderlig Enevoldsmagt, der kunde bane Vejen til denne lykkelige Stilling, saaledes er det ogsaa kun den, der kan sikre Varigheden og Benyttelsen, – det paastaar jeg, en Sammenligning af 📌Frankrigs og 📌Danmarks nyeste Historie klarlig viser; og skjønt naturligvis enhver ny Revolution i 📌Evropa vilde gjøre det endnu klarere, maa jeg dog for Folkenes Skyld ønske, det ej skal behøves, og for 📌Danmarks, at vi maa være tilfreds med den Stadfæstelse, Erfaringen har givet denne Sandhed, og betragte faderlig Enevoldsmagt og den fri Folke-Stemme som vor uforanderlige Grundlov, hvori det ene ikke modsiger, men befæster og forklarer det andet.

At bevilge Skatter er vist nok en gammel Folke-Rettighed og lader sig godt forene med saa megen Magt hos Kongen, som han for sin Person kan nøjes med; men især 📌Englands Exempel skal lære os, at naar kun Folke-Stemmen ved alle ny Paabud raadspørges, da er Riget bedst tjent med, at Kongen har den afgjørende Stemme, da det ellers næsten aldrig vil slaa fejl, at jo de rige finde Lejlighed til at vælte den største Del af Byrden fra sig paa de uformuende; og hvad man for Resten kalder den 79lovgivende Magt, er aabenbar slet ingen Magt for sig selv, der i Virkeligheden kan skilles fra, hvad man kalder den udøvende, men er en Juvél i Konge-Kronen, uden hvilken den har tabt sin hele Glans og taber let sin hele Betydning. Lovgivnings-Retten – thi det er ingen Magt, men en Ret – det er Kongens Frihed, og intet oplyst Folk vil nogen Sinde vente sig virkelig Frihed under Konger, der selv savne den; og jeg tør sige, at hele Verdens-Historien lærer det samme som 📌Danmarks: at naar Kongens Hænder bindes, da er det ikke Folket, men dets Undertrykkere, der faa baade Frisprog og fri Hænder; medens derimod en Konge, der med rette kan sige, han er den frieste Mand i Landet, en Konge, som er det, fordi Folket gjorde ham dertil, kan umulig indbilde sig, han har Lov til alt, hvortil han har Magt og Lejlighed, men maa, saa længe der er en ædel Blodsdraabe i ham, føle sig kaldet til at gjøre hele sit Folk saa frit og lykkeligt, som han kan, da Kronen, som derved daglig befæstes paa hans Hoved, er fornøjelig at bære, og Eftermælet, der kun vindes ved Frimands Daad, er udødelig Ære!

Og hvilken sand Borger-Frihed lader sig nu ikke forene med Kongens Frihed? Det Spørgsmaal har jeg ofte gjort dem, der paastod, at Folke-Frihed var uforenelig med Enevoldsmagten, og det Spørgsmaal har jeg ganske alvorlig gjort Verdens-Historien, uden at jeg endnu har faaet andet Svar end det, jeg kunde give mig selv: at naar man forudsætter, det er den egentlige Folke-Frihed: at være sin egen Lovgiver, da kan naturligvis Folke-Frihed ikke forenes med, at Kongen er Lovgiver. Her vil jeg nu slet ikke indlade mig paa det Spørgsmaal, om et Folk virkelig nogen Sinde har givet eller kan give sig selv Love, uden som den parisiske Pøbel i Rædsels-Tiden, og jeg vil ikke engang lægge Vægt paa, at naar det engelske Parlament eller det norske Storting giver Love, da har Folket jo dog kun selv valgt sine Lovgivere, saa det for den 80Sags Skyld lige saa godt kunde siges at give sig selv Love, naar de valgte Kongen til Lovgiver, – jeg vil kun bemærke, at jo flere Lovgivere der er i et Land, des flere personlige Hensyn og des flere personlige Fordomme maa man vente, gjør sig gjældende; og jeg vil nævne, hvad jeg kalder Hovedstykkerne af den borgerlige Frihed, for at man kan tænke efter, om de bedst kan ventes givne og beskyttede under én eller under mange Lovgivere.

Den Frihed, nu ikke alene jeg, men jeg skulde mene alle alvorlige Mennesker, mindst kan undvære, det er Samvittigheds-Frihed. Det andet Hoved-Stykke af den borgerlige Frihed, jeg sætter Pris paa, er Kræfternes Frihed. Det tredje Hoved-Stykke er, hvad man kalder den personlige Frihed, egentlig Kroppens Frihed.

(Trykkefrihed og Skrivefrihed.

Selv 👤Lord Brougham finder det højst betænkeligt især med Anonymernes Frihed til at udøse deres Gift og Galde, til at hævne sig med offentlig Bagvaskelse blandt andet paa dem, der ej vil betale dem for at tie, og endelig til at sælge Folks gode Navn og Rygte for rede Penge. Det er altsaa ikke blot Enevolds-Kongen, der finder en saadan Anonymitet, dagligt Stikleri og Klaffer utaaleligt.) *Det her indklamrede Stykke er kjendelig kun en Antydning af, hvad endnu skulde behandles paa dette Sted: en Overskrift med en enkelt løsreven Bemærkning. Her, som oftere i det følgende, har Forf. kun løselig antydet, hvad han i Foredraget vilde nøjere udføre. Grunden hertil har vist nok som oftest været den, at Foredraget blev skrevet umiddelbart før det skulde holdes, saa der blev ikke Tid til at gjøre det færdigt med Pennen. (Udg.s Anm.)

81

VII.

(Den 4de Juli.)

Mine Herrer!

Saa faldt da 📌Bastillen Tirsdagen den 14de Juli 1789, og dermed den franske Kongemagt, og dermed den franske Adelsvælde, Statskunst og Rettergang, som de især under Bourbonerne havde gestaltet sig i det 17de og 18de Aarhundrede; ja, man kan godt sige, at alle disse store og stadselige Ting, kun alt for berømte, beundrede og efterlignede i 📌Evropa, de faldt alle paa én Dag; og hvor delte end Meningerne er om Maaden, hvorpaa det skete, og om det, der bygtes eller rejste sig af Gruset, saa har dog alle ædle og fornuftige Folk alt længe været enige om, de fortjente ærlig deres Fald, da de udgjorde en gruelig Sammensværgelse, ikke blot mod, hvad man kalder Borgerskabet, men mod, hvad 👤Sieyes, ventelig med aritmetisk Nøjagtighed, kaldte: de 96 Hundrededele af Rigets Indbyggere.

Adelens Skattefrihed, som, dels under sit eget, dels under Gejstlighedens Navn, ejede to Tredjedele af Landet, Adelens Herligheds-Ret og Jagtret over det hele, Adelens Forpagtning af alle store Levebrød og høje Værdigheder, Kronmonopolerne, især med Salt og Tobak, Skattefogedernes, de saakaldte Generalforpagteres, Udsuelser, og endelig Rettergangen, der enten hørte til Adelens og Gejstlighedens 82Privilegier eller besørgedes af Parlamenter, hvor man aabenlyst kjøbte Dommersædet og solgte Retten i dyre Domme, – disse Kjendsgjerninger maa nemlig give hvert tænkende Menneske Forestillingen om en Lands-Ulykke saa stor, at man ej kunde undres over, om den langt før havde bragt Folket til Fortvivlelse, saa meget mere som Religionen i Almindelighed hverken trykkede eller trøstede dem.

Naar 📌Evropa derfor alligevel højlig forundrede sig over denne 📌Bastilles bratte og dybe Fald, da kom dette vel især af det ny 📌Evropas Overtro paa den fine Statskunst, det aarvaagne Politi og de staaende Hære, men dog ogsaa til Dels af den almindelige Indbildning: at, fordi Franskmændene elskede Skin og Glimmer og store Skuespil, kunde de umulig undvære det Trylleri, Hoffets og Adelens Pragt og fine Smag udbredte over Hovedstaden, saa det rygtedes og beundredes ej blot i alle Provinser, men over hele 📌Evropa. Nu derimod forundre Franskmændene sig selv over, at de ikke gjorde Oprør langt før, især da de har opdaget, deres Fædre allerede i det 14de Aarhundrede gjorde i denne Henseende et Kæmpeskridt, der kun behøvede at være ret benyttet, for at frembringe den store franske Revolution 400 Aar tidligere; og naar man, som vel især Franskmændene, men dog i de sidste Aarhundreder [alle] de saakaldte højt oplyste, aldeles har tabt Følelsen af den Folke-Enhed, der er selv mellem tusende Slægter, – naar man [har] tabt den, maa de historiske Forbilleder, som findes i enhver Folkehistorie, virkelig se ud som rent Hexeri.

Naar man saaledes betragter den Forsamling af Stænderne, som 1358 holdtes i 📌Paris, efter at 👤den sorte Prins havde fanget 👤Kong Johan i det berømte Slag ved 📌Poitiers, da nødes man til at se det livagtigste Forbillede af National-Forsamlingen 1789 og den deraf udspringende Revolution; thi ogsaa den Gang var det de forvirrede 83Finanser, der nødte 👤Kronprins Karl, siden meget uforskyldt kaldet 👤Karl den vise, til at sammenkalde Stænderne; ogsaa den Gang gjorde Borgerskabets Ordførere sig til National-Forsamling; ogsaa den Gang tiltog de sig hele Kongemagten; ogsaa den Gang rasede Pariserpøbelen og brammede med Frihedshuen, der blot ikke som Jakobinernes var hel rød, men halv rød og halv blaa; ogsaa den Gang gjorde de arme, undertrykte Bønder Oprør mod Adelen i den spotvis saakaldte Kofte-Krig (Jaquerie); ogsaa den Gang saa’ man Regenten paa Knæ for Borgemesteren i 📌Paris, saa’ [ham] med Pariserhuen paa Raadstuen (📌Hôtel de Ville) og hørte ham rose Pøbelen ud af Vindvet, fordi de havde slaaet hans gode Venner ihjel; saa den egentlige Forskjel er kun, at det hele [da] kun strakte sig til 📌Paris og 📌Isle de France og var snart forbi.

Men uagtet det nu kan være godt nok at have lidt bedre Forstand paa den historiske Sammenhæng, end Franskmændene, bør man dog følge deres gode Exempel: ikke at fordybe sig i den gamle Historie, naar man skal fortælle den ny; og jeg vil derfor endnu kun som for Løjers Skyld bemærke, at man 1358 ogsaa i 👤Karl den onde af Navarra, Biskop 👤Lecoque og Borgemester 👤Marcel finder Forbilleder paa de tre berømte Demagoger i National-Forsamlingen 1789: Grev 👤Mirabeau, 👤Abbé Sieyes og den første Maire i 📌Paris, 👤Bailly. Dermed vil vi lade Forbillederne fare og holde os til disse berømte Folke-Ledere i vore Dage, som jeg er vis paa, De gjærne ser, jeg dvæler et Øjeblik ved, naar jeg kort og godt kunde give ordentlig Besked med dem, der skabte National-Forsamlingen og var dens Sjæl, baade den 17de Juni og den 27de og midt imellem; men da jeg nu ikke kan det, skyder jeg naturligvis Skylden paa de franske Historie-Skrivere, der ikke bedre forstaa deres Haandværk eller dog Finhederne i det, hvortil det unægtelig hører, ej at bringe de store Gestalter hovedkulds ind paa Skuepladsen, men 84lade dem opstaa af Jorden og voxe for Læserens øjne. Slige Undskyldninger pleje nu vel tit at være Skalkeskjul og hjælper i alt Fald ikke Tilhørerne synderlig; men det er dog, ligesom det lettede lidt, naar man faar sagt, man kjender godt sine Pligter og skulde vist opfylde dem, naar andre Folk ogsaa vilde være ordentlige, saa man ikke blev overlæsset; og jeg er virkelig saa meget bedre undskyldt, som det store Bibliotek ganske uformodentlig, “ved indtrufne Omstændigheder”, som jeg ikke kjender, blev lukket forleden og endnu ikke “ufortøvet” blev aabnet igjen.

Om 👤Riquetti Mirabeau, en Provençaler, Greve af Fødsel, 40 Aar gammel ved Revolutionens Udbrud, er der vel skrevet mer end nok; men er der skrevet noget godt, da har jeg ikke set det; thi naar f. Ex. 👤Mad. Staël-Holstein fortæller os, at hendes gode Fader var 👤Cicero, og 👤Mirabeau 👤Catilina, da lære vi kun deraf, at hun havde meget gode Tanker om 👤Cicero og sin Fader og meget slette om 👤Mirabeau, medens det kun er vist, at 👤Necker ingenlunde med sin Veltalenhed fordrev 👤Mirabeau, som 👤Cicero 👤Catilina, men fordreves netop ved hans Veltalenhed. Og naar nu paa den anden Side en af 👤Mirabeaus franske Lovtalere betror os, at han var med rette berømt, siden han kunde taale baade at bagvaskes, at hades og at forgudes, og anmærker med en vigtig Mine, at det sidste stærke Udtryk maa ikke forarge os, da Nyfrankerne virkelig, saa vel som de gamle Grækere, fandt Afstanden mellem sig og det uendelige for stor og valgte sig derfor Halvguder paa Jorden, – da beviser det kun, at han var en Nar, men lærer os slet ikke, hvad 👤Mirabeau var. Alt hvad jeg derfor med Vished tør sige om ham er, at han var et godt Hoved og en stor Taler paa Fransk, havde, ved at leve en Stund i 📌Holland og 📌England, lært at kjende Borgerfrihed i Livet, og ved uden Lov og Dom at smides nu i ét og nu i et andet Fængsel hjemme, af smertelig Erfaring lært, hvad 📌Bastillen var, og hvilken Lovløshed 85der, trods Lovenes Mangfoldighed, herskede i 📌Frankrig. Jeg ser derfor slet ingen Grund til at beskylde ham for Hykleri, naar han talte Frihedens Sag; thi han havde god Grund til at mene det; men da han var en vidtløftig, forgjældet Person, der ikke synes at have haft nogen øm Samvittighed, var det jo ikke urimeligt, han, som man sagde, kunde ladt sig bestikke af Hoffet. Hverken er imidlertid Bestikkelsen bevist, ikke heller ser man Spor deraf i National-Forsamlingen, og selv de, der fortælle om en Sammenkomst, han skal have haft med Kongen, tilstaa, at hans første Spørgsmaal var, om Kongen trode at faa Enevoldsmagten tilbage, i hvilket Tilfælde han slet ikke kunde hjælpe ham. For Resten er det ganske klart, at 👤Mirabeau var den første Forsamlings Aand, og skjønt det hverken var ham, som dèr først udtalte Ordene National-Forsamling eller Gjenfødelse, finder man dem dog begge i et af hans Breve fra 📌Berlin i 1787. Han har skrevet saa meget, at havde man læst det ret, kunde man nok skildre ham; han døde allerede i Foraaret 91; men forunderligt [var det], at Kongen ikke længe før prøvede at tage ham til Minister.

👤Sieyes, ogsaa en Provençaler af grevelig Fødsel, et Aar ældre end 👤Mirabeau og ved Revolutionens Udbrud Stiftsprovst i 📌Chartres, er først død for 2 Aar siden og tog saa smaat Del i Begivenhederne endnu under 👤Napoleon, men vovede sig efter den første National-Forsamling ej mere frem paa den store Skueplads, dels vist nok for ikke at brænde sig, men dog aabenbar ogsaa, fordi Erfaring havde lært ham, som den lærte saa mange Frihaandstænkere under Revolutionen: at den store Hob især i 📌Paris er ingenlunde saa god at komme til rette med eller gjøre til Pas, som man i sit Studerekammer kan tænke sig den og bevise, den burde være, men er blandt andet slem med det, at den altid tror dem bedst, der smigrer den grovest og giver den Lov til alt, hvortil den 86for Øjeblikket har Lyst, hvad dog i Grunden er lige saa uklogt som uædelt.

Ved Revolutionens Udbrud var 👤Sieyes derimod en af de dristigste Folkeledere, netop fordi han var en af de bedst studerede, som følgelig kjendte Logiken og Bøgerne meget bedre end Mennesket og især end Folk som de er flest. Han skrev derfor alt i 1788 et berømt Flyveskrift om det Spørgsmaal: hvad er den tredje Stand (Borgerstanden nemlig)? hvorfor Borgerskabet i 📌Paris valgte ham til en af deres Ordførere, skjønt han som sagt var en gejstlig Prælat og af adelig Byrd. Skriftet selv har jeg aldrig set, men det er noksom vitterligt og berømt, hvordan han besvarede det store Spørgsmaal, hvorom da al Ting drejede sig, saaledes nemlig: at vel var den tredje Stand for Øjeblikket politisk talt ingen Ting, men den burde være alt og vilde være noget, – besvarede det altsaa med en slaaende Vittighed, hvori baade det første og det sidste Led var uimodsigelige og gav lettelig det midterste Skin af at være ligesaa, da man, naar det gjaldt Tallet, kunde regne alle dem til Borgerstanden, der ikke hørte til Adel og Gejstlighed, altsaa, som 👤Sieyes plejede at sige, de 96 Hundrededele af Folket, og naar det gjaldt Evner, Oplysning og Tænkemaade, kunde indskrænke den til de velhavende eller dog arbejdsomme, driftige og vel opdragne Landmænd og Kjøbstadborgere, med de fleste dannede og lærde Mænd i Spidsen. 👤Sieyes var det da ogsaa, som baade gav Løsenet til de store Beslutninger d. 17de Juni og spillede en Hoved-Rolle i 📌Boldhuset og ved Kongemødet.

Vi komme nu til Tredjemanden [👤Sylvain] Bailly, som vel ikke spillede saa glimrende, men dog lige saa vigtig og uundværlig en Rolle som 👤Mirabeau og 👤Sieyes i de berømte ti Dage og lige til 📌Bastillens Erobring; thi i al denne Tid var han National-Forsamlingens Præsident; og hvilken stille, men derfor ej mindre afgjørende Indflydelse, 87en agtet Præsident har paa et Folkeraads Holdning, Gang og Betydning, især naar det første Gang samles, har vi selv i det smaa set en mærkværdig Prøve paa. 👤Bailly var den Gang en Mand paa 53 Aar, født i 📌Paris, hvor hans Fader og, som det synes, Farfader med havde været Inspektør ved Maler-Galleriet i 📌Louvre, hvortil Sønnen ogsaa var bestemt, og lærte derfor Tegning i Steden for Latin. Dermed vilde det imidlertid ikke gaa, og da 👤Sylvain tilfældigvis fik lidt Undervisning i Matematik, viste han megen Lyst dertil, skrev vel i sin Ungdom slette Tragedier og maadelige Lovtaler, men allerede Lovtalen over Leibnitz blev dog kronet af det berlinske Videnskabernes Selskab, og efter en berømt Afhandling om Jupiters Drabanter, skrev han endelig en Astronomiens Historie, som grundfæstede hans Ry i den lærde Verden. For Resten var han en Ven ad alle Potentater, grundenig med 👤D'Alembert og de andre franske Encyklopædister, men ikke Medarbejder i deres berømte Værk, fordi det mishagede Hoffet, der nok gav ham en Pensjon og skaffede ham i alt Fald Adgang til en Hædersplads i de berømte parisiske Akademier.

Ved Revolutionens Udbrud havde 👤Bailly altsaa omtrent gjort med Pennen alt, hvad han kunde, og vundet alt, hvad der paa denne Vej var for ham at naa; saa det maatte nødvendig være smigrende for ham, at Pariserne af egen Drift udvalgte ham til deres første Ordfører; thi vel var han ingen Taler, men han havde studeret 👤Rousseau og mange liberale Skrifter saa godt, at han ikke tvivlede om, han jo maatte være dygtig for én til [at] arbejde paa det borgerlige Selskabs Gjenfødelse, naar det først i sin nærværende, ubehagelige Skikkelse var taget af Dage. Var han nu ikke bleven Præsident, da vilde han været højst ubetydelig, da Munden stod ham kun daarlig bi, og han desuden, som han i sin Dagbog udtrykkelig anmærker, var hæs hele Tiden; men 👤Mirabeau kjendte godt sine Folk, og selv den lærde, pedantiske Forfængelighed, 88👤Bailly bragte med fra Studerekamret og Akademierne, havde her i 👤Mirabeaus Øjne sin Nytte, da den bragte Præsidenten til med ubøjelig Stivhed at staa paa den Forsamlings mageløse Vigtighed og uindskrænkede Rettigheder, som han havde den Ære at repræsentere. Saa snart derimod 📌Bastillen var erobret og Sejeren vunden, behøvede man ikke mer 👤Bailly i National-Forsamlingen, hvor hans Stivhed og smaalige Forfængelighed, ved den Højagtelse, han som Præsident havde vundet, let kunde blive mer end kjedsommelig, saa 👤Mirabeau havde vist ikke det mindste imod, at han blev valgt til første Maire eller efter vor Talebrug til Præsident for Magistraten i 📌Paris, hvor han naturligvis snart kom i Modsætning til Pøbelen, beholdt kun med Nød og næppe sin Plads til sent i 91 og blev i Rædselstiden grusomt henrettet; men her lade vi nu ham blive siddende, saa længe han kan, i sin Lænestol paa Raadstuen i 📌Paris, mens vi følge Begivenhederne efter Erobringen af 📌Bastillen og af Kongen, som 👤Bailly selv sagde ved 👤Ludvigs bedrøvelige Indtog under Vagt: at Folket havde igjen erobret sin Konge.

Vi maa imidlertid for Øjeblikket dele os imellem National-Forsamlingen i 📌Versailles og Pariser-Pøbelen; thi kun begges Historie i 1789 var ikke blot 📌Frankrigs, men noget nær hele Verdens, saa den fortjener at behandles, om end ikke med tysk Vidtløftighed, saa dog med engelsk Udførlighed; paa Overgangen maa vi lægge Mærke til 👤Lafayette, som blev Anfører for National-Garden eller, som vi vilde sige, Stadshauptmand i 📌Paris, med det samme 👤Bailly blev Præsident i Magistraten, og han gav Pariserne den trefarvede Kokarde, læggende Kongens hvide Farve til Parisernes blaat og rødt, med den Spaadom, at den skulde gaa 📌Evropa rundt.

Vel spillede denne gamle Adelsmand fra 📌Auvergne i det hele ingen Hovedrolle i den franske Revolution, men baade spillede han aabenbar den lykkeligste og noget nær den 89ædleste Rolle; og for Øjeblikket, da den staaende Hær var bleven ubrugelig, og Magten delt mellem National-Forsamlingen i 📌Versailles og Pøbelen i 📌Paris, var Stadshauptmandskabet her unægtelig en af de slibrigste Poster, som der hørte et godt Mod til at beklæde og en god Lykke til at slippe helskindet fra. Hvordan 👤Lafayette beklædte og slap fra den, skal vi nu høre ret strax, og hvorledes han ved Julirevolutionen 1830 stod op igjen fra de døde, skal vi bemærke i sin Tid; men her maa vi vide, at 👤Lafayette ved Revolutionens Udbrud vel kun var 32 Aar, men havde dog alt i den nordamerikanske Friheds-Krig erhvervet sig større Navnkundighed og mere Fortrolighed med fri borgerlige Indretninger, end nogen anden Krigsmand i 📌Frankrig, og han havde med Fasthed præsideret i National-Forsamlingen de ængstelige Dage den 13de og 14de; saa skulde nogen kunnet holdt Pariser-Pøbelen i Ave og holdt Vagt for National-Forsamlingen, mens den byggede en bedre Stats-Maskine end den aldeles nedbrudte, da maatte det for menneskelige Øjne været ham; men skulde det lykkedes, da maatte paa den ene Side Kongen strax dannet et frit Ministerium af ham og 👤Necker, 👤Sieyes og 👤Bailly, med 👤Mirabeau i Spidsen, og National-Forsamlingen ladet alle Luftkasteller fare; og ingen af Delene lod sig efter Omstændighederne gjøre. 👤Necker blev vel kaldt tilbage, fordi hans Afskedigelse havde tjent til Paaskud for Oprøret i 📌Paris; men hverken havde Hoffet nogen Fortrolighed til ham, ikke heller havde National-Forsamlingen, der nu ansaa ham for overflødig, mindste Lyst til at gaa ind i hans spidsborgerlige Planer; saa da han oven i Kjøbet vovede at gjøre Indvendinger mod nogle af National-Forsamlingens og den parisiske Pøbels Forlangender, maatte han være glad, han i Slutningen af 90 slap med sine mange Penge til det ved ham og hans Datter berømte Herresæde 📌Coppet i 📌Svejts, hvor han døde i Stilhed, da 👤Napoleon blev Kejser 1804.

90Før imidlertid endnu 👤Necker kunde ende sit Triumftog fra 📌Basel, hvor han fik sit Hjemkald, til 📌Paris, havde det allerede vist sig, at 👤Lafayette ikke kunde styre Pøbelen; thi han stræbte forgjæves at redde en af de gamle Renteskrivere, 👤Foulon, som Pøbelen beskyldte for at have sagt, de skulde æde Hø, og hvem de derfor vilde hænge uden Lov og Dom paa en af Lygtepælene, som de da ogsaa gjorde, huggede saa 👤Foulons Hoved af og bar det i Triumf med en Tot Hø i Munden. Dette var kun 8 Dage efter 📌Bastillens Erobring, og uagtet Pøbelen, da 👤Lafayette desaarsag vilde nedlagt Kommandoen, lovede herefter at være ordentlig, saa var det dog let at forudse, at, naar den først en Gang havde mærket, den raadte sig selv, begyndt at gjøre kort Proces og faaet Smag paa Menneskeblod, vilde der andet end Ærekjærhed til at styre den, om den end ikke [havde] haft saadanne Lovtalere som 👤Camille Desmoulins, der kaldte sig selv Lygtepælens Prokurator, og det kolossalske Vildsvin, 👤Marat, der i sit Blad, kaldet “Folkevennen”, bestandig klagede over, at man sparede paa Blodbad, som dog efter alle Symptomer (han havde studeret Medicin) var det eneste Bad, der kunde skaffe Folket sin Sundhed igjen.

Vende vi os nu til 📌Versailles, da møde vi dèr et natligt Optrin den 4de Avgust, der er saa meget mærkværdigere, som det kun er i det engelske Parlament, man plejer at opofre sin Natte-Ro for at kunne passe det Dagværk, der betaler sig bedst; men denne Nat var ogsaa i alle Maader en Undtagelse, thi til den har Engellænderne rigtig nok i hele deres lange Parlaments-Historie intet Sidestykke. I denne Nat frasagde nemlig Adelen sig alle sine Rettigheder, og Gejstligheden sin Tiende, en Ædelmodighed, der naturligvis forbavsede hele 📌Evropa og vil, selv naar man har betragtet Sagen og Begivenheden fra alle Sider, bestandig blive et glimrende Træk i den franske Historie, som Adel og Gejstlighed næppe nogensteds efterligner.

91Sammenhængen, saa vidt man kjender den, var denne: Optrinnene i 📌Paris, Kongens Afmagt og Borgervæbningen over hele Riget havde frembragt et fuldstændigt Anarki, ingen turde befale, da ingen vilde adlyde, ingen betalte Skatter, om de end blev krævet, fordi Tvangen var borte, og Rettergangen standsede af sig selv, da alle Domstole havde tabt deres Myndighed; og hertil kom endnu, at Bønderne gjorde Opstand og brændte Herregaarde af i Snese-Tal, dels af Hævngjerrighed for lang Undertrykkelse, dels ophidsede af onde Tunger, og dels af en vild Drift, der let bemægtiger sig Almuen, naar alle Baand løses og Exemplet gives; og de, der gav Exemplet, skal have været [Bønderne paa] et Gods i 📌Franche Comté, hvis Herremand gav dem [en] Fest, hvorunder ved Uforsigtighed kom Ild i en Krudttønde, hvad Bønderne trode var gjort med Vilje, for at ødelægge dem.

Medens man derfor i National-Forsamlingen raadslog om de naturlige Menneske-Rettigheder, man, efter Amerikanernes Exempel og paa 👤Lafayettes Forslag, havde besluttet at lægge til Grund for Rigets ny Konstitution, fandt man sig nødt til at sørge lidt for Roligheden og Forretningernes Gang indtil videre, og mente, det dertil vilde være nok at udstede en Forordning, i Følge hvilken man smukt skulde lyde de nærværende Love og Øvrigheder, til man fik nye, og udrede de paalagte Skatter, til National-Forsamlingen fik dem nedsatte og anderledes fordelte. Om imidlertid end nogle af dem kunde være stolte eller troskyldige nok til at tænke, det vilde forslaa til at skabe Orden og Rolighed i et opløst Selskab og et oprørt Land, saa [kunde] det dog umulig være Tilfældet med alle 1200; og da man derfor 4de Avgust skulde stemme om Beslutningen, forlangte 👤Lafayettes Svoger Marquis 👤Noailles Ordet, og uagtet han næppe gjorde det uden foregaaende Aftale med sine Venner, syntes dog hele Forsamlingen lige overrasket ved, hvad der aabenbar baade overraskede 92og forbavsede de fleste og henrev mange: hans simple, klare Fremstilling af Øjeblikkets Tarv, og Opofrelserne, det efter hans Overbevisning krævede. “Hvad Landet forlanger”, sagde Marquisen, “er ingen Konstitution, men virkelig Lettelse; vi har været samlede i tre Maaneder, for at befatte os med Statens Vel, og har vist nok ogsaa gjort det; men for Folket er Statens Vel, hvad de savner og inderlig ønsker; og alt, hvad de har forstaaet af vor Kamp, er, at deres Ordførere vilde gjøre dem lykkelige, men har haft Magten imod sig; derfor har de trot at maatte sætte Magt mod Magt og er blevet tøjlesløse, saa nu vakler Riget mellem en Opløsning af det borgerlige Selskab og en ny Statsforfatning, beundret og efterlignet i hele 📌Evropa. Til nu at grunde en saadan ny Statsforfatning hører offentlig Rolighed, og for at frembringe den, foreslaar jeg, før Opfordringen antages, at beslutte:

1) at alle Landets Indbyggere skal skatte i Forhold til deres Indtægter;

2) at alle offentlige Byrder skal bæres ligelig af alle;

3) at al Herlighed og Rettighed skal kunne afløses til en billig Pris;

4) at Hoveri og alt saadant Slaveri skal bortfalde uden Erstatning.”

👤Hertugen af Aiguilion rejste sig strax, for at understøtte og udvide dette Forslag, og nu fulgte en Skare af Adelsmænd, baade høje og lave, rige og fattige, som kappedes om at overbyde hinanden i Opofrelse og Ædelmodighed, hvorpaa en Del af Bisperne og Præsterne stræbte at vise sig lige saa uegennyttige, Stædernes Ordførere gjorde ligesaa; og før man endnu efter Midnat hævede Mødet, blev det efter Forslag af 👤Ærkebispen i Paris besluttet at holde en Takkefest for Tilbagevindelsen af Borger-Frihed og for Folkeraadets ædelmodige Opofrelser, efter Forslag af 👤Hertugen af Liancourt at slaa en Medaille til denne Nats Minde, og efter Forslag af en berømt Adelsmand, 93👤Lally-Tolendal, at udraabe 👤Ludvig den sextende for den franske Friheds Gjenopretter.

At nu et saadant Optrin, hvor megen Forfængelighed der end kan have blandet sig deri, maatte i ethvert Land finde Beundring, mener jeg, er ligefrem, og min taber sig slet ikke derved, at jeg ser, der i de følgende Dage, ved de nøjere Bestemmelser om Udstrækningen af disse Ofre, var langt fra at findes saa megen Enighed; thi dels var mange af Udtrykkene den 4de Avgust saa ubestemte, at de kunde tages i forskellig Mening, dels er det ganske naturligt, at mange, som øjebliklig henreves af den almindelige Begejstring, fandt Offeret maaské endog større, end de kunde bringe, og dels er det klart, at man vilde tage endnu mere, end der var tilbudt. Adelen fandt sig imidlertid i, at, hvor der i Steden for Hoveri svaredes Hoveripenge, ogsaa disse bortfaldt uden Erstatning, og at det samme var Tilfældet med Indfæstning; de fandt sig ogsaa, skjønt langt nødigere, i at miste Jagtretten; men Gejstligheden værgede sig fortvivlet, da Talen blev om Tienden.

Nu, efter de Forhandlinger, jeg har set, maa jeg vist nok finde det tvivlsomt, om Tienden endog blot blev udtrykkelig omtalt 4de Avgust, og alle er enige om, at den efter den Forhandling skulde afløses med en billig Afgift, medens man siden fordrede af Gejstligheden, at de aldeles skulde opgive den, imod at lønnes forsvarlig af Statskassen. Ogsaa maa man tilstaa, at dette stred alt for meget mod Hierarkiets Fordel og Grundsætninger, til at man kunde vente en papistisk Gejstligheds Bifald; men derfor [er] det lige vist, at hverken kan noget Slags Hierarki taales i en god Statsforfatning, ej heller havde Gejstligheden andet end Skam af deres lave Egennytte, der stak dobbelt af mod Adelens Ædelmodighed. Man ser nemlig godt, at, hvad de end kan have tilbudt den 4de Avgust, rørtes de dog hverken af Rigets Nød eller af Adelens 94Exempel, men nødtes kun til at sige noget, der klang smukt, fordi Præsidenten, da Adelsmændene havde udtømt sig, bemærkede, at, før han hævede Mødet, krævede Billighed, at Gejstligheden ogsaa kom til Orde; og 👤Sieyes var saa langt fra, som man skulde ventet, her at trænge sig frem, at man [ikke] hører et Muk af ham den 4de Avgust, men des mer den 11te, da han saa’ Tienden i Fare; dog var han klog nok til at give Sagen den bedste Vending, i det han erklærede, at naar Staten lønnede Gejstligheden og vedligeholdt Gudstjenesten, da afløste den unægtelig Tienden, men væltede derved en Byrde, som nu med rette hvilede paa Grundejerne alene, over paa hele Selskabet, og i denne Sammenhæng var det, han sagde sine berømte Ord: “I vil være frie og forstaar ikke en Gang at være retfærdige.” Denne Indvending, som 👤Thiers siger, 👤Mirabeau sejerrig gjendrev, synes nu vist ingen af dem at have ret forstaaet; men 👤Bailly anmærker meget rigtig, at heraf ingenlunde fulgte, at Gejstligheden skulde beholde Tienden, men blot, at Grundejerne skulde svaret saa meget højere Skat, som Tienden var værd; og Gejstlighedens anden Indvending: at det var under dens Værdighed at lønnes af Staten, den gjendrev 👤Mirabeau ganske rigtig sejerrig ved at fortælle dem tørt, han saa’ ikke rettere, end at de maatte existere paa én af tre Maader: enten ved at stjæle, ved at tigge eller ved at lønnes. Da endelig Ærkebispen i 📌Paris paa hele Gejstlighedens Vegne havde indvilliget, bragtes de store Beslutninger til Kongen, som vel en Stund tog i Betænkning at bekræfte dem, men gjorde det dog, da han [ikke] kunde andet, i September.

95

VIII.

(Den 6te Juli.)

Mine Herrer!

Det var ingenlunde blot 👤Herman von Bremenfeld, der lærte af Erfaring, hvor meget lettere det er at kritisere Borgemesteren end at succedere ham; det lærte f. Ex. 👤Bailly den første Aften, han præsiderede paa Raadstuen i 📌Paris, og det lærte hele 📌Frankrig under Revolutionen, men maatte betale saa dyre Lærepenge, at det øvrige 📌Evropa helst skulde blive klogt af andres Skade. At det imidlertid kun endnu har forstaaet saa lidt, selv her, hvor “den politiske Kandestøber” dog alt i hele tre Menneske-Aldere ikke blot har stillet denne Erfarings-Sandhed i et klart, men det politiske Kandestøberi i et udmærket latterligt Lys, dertil er mange Grunde, hvoraf dog, saa vidt jeg skjønner, to kunde være nok; thi den ene er Opvaagnelsen af den længe indslumrede Drift til at tage levende Del i det borgerlige Selskabs Ve og Vel, især hvor det ligger nærmest; og det er saa god og glædelig en Ting, at for den Sags Skyld burde man kun smile ad alt politisk Kandestøberi, baade skriftligt og mundtligt, hvor det ikke alt for meget spildte Folks kostbare Tid og gode Humør; men den anden Grund er langt fra at være saa god, thi den gjør ondt værre og gjør Forbedring hartad umulig; og det er efter mine Tanker hverken Ungdommens naturlige 96Hang til Sværmeri eller Døgnbladenes drømte Almagt, men det er vor planmæssige Dannelse til at blive Recensenter alle sammen, i Steden for Forfattere, saa naar vi recensere og kriticere godt, gjør vi virkelig vort bedste, uden at det dog hjælper synderlig til det almindelige bedste, men det kan hjælpe betydelig til det almindelige værste, som er: det borgerlige Selskabs Opløsning.

Ja, m. H., det er latterligt, men det er sandt og kan meget let blive sørgeligt: at vi saakaldte dannede Mennesker alle Vegne dannes ikke til selv at føre et kraftigere, ædlere og mildere Liv og Sprog end Mængden, men til at støde, ærgre og hæve os over den og hinanden, – til aldrig at spørge om, hvad vi selv har gjort eller kan og vil gjøre, men bestandig, hvad andre har gjort eller efter vort Hoved kan og skal gjøre, uden at bryde os det mindste om, hvor umuligt det vilde falde os, om vi selv prøvede derpaa. Det kalder man at udvikle vor Forstand og skærpe vor Eftertanke, og noget sandt er der virkelig i det: Videnskaben har vundet en hel Del ved denne Dannelse og vil vinde derved, saa længe til den evige Kriticeren udtømmer den menneskelige Livskraft og giver derved de dyriske Drifter, som aldrig uddø, frit Spillerum, da det naturligvis ogsaa er forbi med Videnskaben, som den aandelige Afmagt kun kan lege med, og den dyriske Selvklogskab foragter. Dette var Gangen i 📌Grækenland og 📌Rom, og det maatte blive Gangen i den ny Verden som i den gamle, fordi Menneske-Naturens Love lige saa lidt som andre Naturlove lade sig forandre eller ustraffet trodse, – maatte blive Gangen, siger jeg, hvis vi ikke kunde blive kloge, dels ved andres ubodelige Skade og dels af egen Skade, mens den endnu er forvindelig; men det véd jeg, vi kan, og det tror jeg, vi vil, og derfor er det ikke længer i Fortvivlelse, men med lyse Forhaabninger om Fremtiden, jeg nu ser tilbage paa Fortiden og deler min Opmærksomhed mellem Nutidens Tegn, 97de gode og de slette, siger, hvad jeg ser, og gjør det lidt, jeg kan, trøstende mig med Ordsproget: at mange Bække smaa gjør en stor Aa.

De kan sige, m. H., at i dette Øjeblik gjør jeg selv ikke andet end kriticerer, og De har Ret; men kunde det blot lære én af Dem, at det er en slem Lyde, som vi ogsaa for vor egen Skyld skal stræbe at aflægge, da havde jeg gjort meget mere, om end paa min egen Bekostning; og saa vidt er jeg dog kommen, at jeg ikke regner det saa nøje, for at bidrage mit til det almindelige bedste og udbrede den Indsigt: at lige saa galt det vilde være, om alle vore Læger kun dannedes til at anatomere og øvede Kunsten paa deres Patienter i levende Live, lige saa galt er det, naar vi i Aandens Verden dannes til og arbejder paa det samme; saa den Smule Forspring, Videnskaben derved vinder, maa Menneskelivet, baade i os selv, i det borgerlige Selskab og i alle menneskelige Forhold, ikke blot betale dyrt, men i saa dyre Domme, at kun ved at dreje om i en anden Gade kan vi undgaa Bankerotten. Saaledes har jeg undgaaet den, saaledes ønsker jeg, alle Folk maatte, og saaledes haaber jeg, i det mindste mit Fæderneland vil undgaa den; og derfor griber jeg enhver Lejlighed til at indskærpe den soleklare, men forglemte eller miskjendte Sandhed: at Videnskaben er ene til for Livets, Menneske-Livets Skyld og maa altsaa hverken drives eller fremmes paa Livets Bekostning, men kun til dets Tjeneste, til dets Oplysning og Fordel, dets Forklaring og Forskjønnelse, i Steden for at den nu sædvanlig kun drives til at gjøre baade os selv og andre Livet surt, fortære dets Kræfter og forvirre dets Forhold. Saaledes maa jeg nødvendig gjøre; og den eneste Fejl, som derved kunde og burde undgaas, er, at jeg taler alene, saa det ikke kommer til nogen levende Vexelvirkning mellem Deres Tanker og mine; men ogsaa det er Følgen af vor bagvendte Dannelse og Videnskabelighed, der slet ikke var 98beregnet paa noget virkeligt Udbytte for Livet, men enten paa med Mund og Pen at levere Kunststykker, Folk kunde have Lyst til at anatomere, eller ogsaa paa Mundhuggerier og Pennefejder, der paa vort Udviklings-Trin kunde more, ligesom Tyre- og Hane-Fægtninger paa et andet; og jeg er i det mindste derfor ikke bange for at sige, at jeg vilde ansé al min Tale om det borgerlige Selskabs og Menneskehedens store Anliggender for spildt, naar den ej kunde bidrage til den levende Samtale derom, som ene kan til Gavns oplyse og klare Begreberne.

Saaledes betragter jeg da ogsaa, hvad jeg nu nødvendig maa sige om National-Forsamlingens Forsøg paa at give 📌Frankrig en splinterny Statsforfatning, der aldeles svarede til en oplyst Tids og en blomstrende Videnskabeligheds Fordringer, saa den forenede alle Naturstandens og det borgerlige Selskabs Fordele. Jeg paastaar nemlig, at dette Forsøg ej blot var galt og maatte gruelig mislykkes, fordi den franske Oplysning var langt mere Skin end Virkelighed, og den franske Videnskabelighed, for saa vidt den angik Menneske-Livet, dets Sammenhæng, Forhold og Øjemed, var uhyre overfladelig, – nej, ikke blot, ikke engang især derfor, men fordi ethvert saadant Forsøg er splittergalt og maa nødvendig mislykkes, naar ikke Oplysningen er en virkelig Oplysning om det Liv, man for Øjeblikket har for sig, og naar ikke Videnskabeligheden er en af Erfaring stadfæstet Vidskab om de Natur-Love, dette Liv i sin Ytring og Udvikling altid følger; saa Engelskmænd og Tyskere vilde bære sig lige saa bagvendt ad med at gjøre en splinterny Statsforfatning efter deres herskende Filosofi, som Franskmændene ved at gjøre en efter deres, ja, jeg tror, de vilde bære sig endnu galere ad, da de ved deres Filosofering er endnu langt mindre vante til at tage Livet, som det findes hos den store Mængde, i Betragtning.

Vel roser man nemlig alle Vegne 👤Solons Visdom, 99ogsaa fordi han ikke stræbte at give Atenienserne de bedste Love, han kunde tænke sig, men kun de bedste, de kunde taale; men man har endnu ingensteds begyndt med Forstand at efterligne den Visdom, men modsiger sig heller selv, ved vel at ophøje Atenienserne over alle Folk nu om Stunder, men lige fuldt paastaa: at vi kan alle sammen taale langt bedre Love og en langt friere Statsforfatning, end 👤Solon gav dem. Ja, jeg husker selv godt, at da jeg i min Ungdom første Gang læste, hvad der vist nu staar i mange Bøger: at om vi end ikke endnu er dydige, saa er dog dertil gjort et Kæmpeskridt derved, at vore Love er blevet det, da syntes det mig en høj Tanke og trøstelig tillige, da den gav os Ros for godt Kjøb; men jeg har rigtig nok længe set, det er Snak; for enten maa vi ved dydige Love mene saadanne Love, som passe med vor Natur og Historie, hvad paa ethvert Sted er Dyden ved Lovene, – og da er Lovene nu i alle Lande meget udydige, – eller ogsaa forstaa vi ved dydige Love saadanne, som forudsætte, at vi enten allerede er meget dydigere, end vi virkelig befindes, eller at vi dog snart bliver det, naar det kun først staar paa Papiret; og da passer de Love jo slet ikke til Tid og Sted, men gjør kun ondt bestandig værre.

Den franske National-Forsamling, som skulde bryde Isen med, i Folkets Navn at reformere det borgerlige Selskab, er da langt mere at undskylde for sin store Vildfarelse, end vi vilde være, om vi efter Erfaringens eftertrykkelige Advarsel traadte i dens Fodspor; men det var lige fuldt en stor Vildfarelse, at den ikke, i det mindste da 📌Bastillen var falden, Hoffet ydmyget, og Adelens og Gejstlighedens Aag afkastet, snarest muligt enedes med Kongen om en kort og klar Grundlov, der sikrede Folket de vundne, uberegnelig store Fordele, stræbte da at skaffe Kongen og Loven hele deres Myndighed igjen og overlod Omdannelsen af de selskabelige Forhold til Regeringen, 100Tid og Omstændigheder, – en stor Vildfarelse, at den deristeden paa den ene Side bragte Hoffet, Adel og Gejstlighed til Fortvivlelse, og paa den anden sprængte sig selv, spildte Tiden og forvirrede alt, ved at kjævles om de naturlige Menneske-Rettigheder og om den fuldkomne, ufejlbare og tilbedelsesværdige Folkevilje, som en ubekjendt Guddom, paa hvis Alter Ofrene aldrig kunde blive enten for store eller for blodige.

Ja, m. H., der er meget galt i den højtidelige Kundgjørelse af Menneske-Rettighederne, som National-Forsamlingen den 26de Avgust 1789 erklærede for den ny Statsforfatnings uforanderlige Grundvold, meget galt, ikke saa meget for den Friheds og Ligheds og de borgerlige Rettigheders Skyld, den tilskriver alle, som fordi de lovlige Grænser, den bestandig henviser til, og den kraftige Regering, den bestandig forudsætter, slet ikke fandtes, hvor de gamle Love og den gamle Regering havde tabt al deres Myndighed, og intet nyt var traadt i Steden; saa naar man nu udraabte Frihed og Lighed inden lovlige Grænser, da var det Tøjlesløshed og Selvtægt, uden andre Grænser, end enhvers egen Lyst og Styrke eller Tilfældet satte; og naar man desuagtet tilsikrede enhver al mulig Sikkerhed paa Liv og Gods og Frihed og den allerretfærdigste Behandling, da var det kun latterligt Ordgyderi, der ikke gjorde de rolige Borgere mindre udsatte for at miste alt ved deres Fjenders Ondskab og Pøbelens Tøjlesløshed.

Det var alt sammen galt, men det galeste var dog, hvad der laa til Grund for det hele og udtryktes klarest [i] den rousseauske, i sig selv tvetydige og i sin franske Anvendelse fortvivlede Grundsætning: at Loven kun er et Udtryk af den almindelige Vilje, som enhver enkelt maa bidrage sit til at skabe. I 👤Rousseaus berømte Bog lader dette sig nemlig ret godt læse og mellem lærde Folk forsvare, da 👤Rousseau har været betænksom nok til at forudsætte en Stat, i det højeste ikke større end Staden 101📌Genf, hans Fødeby, dernæst at forudsætte et dydigt Folk, der vil det almindelige bedste, og endelig at indrømme, at dette lille dydige Folk, for personlig at kunne tage Del i alle Statsforhandlingerne og oplyse sig derefter, vel maatte have Slaver, som gjorde det grove Arbejde og naturligvis ingen Del havde enten i Loven, Friheden eller Ligheden; men naar man nu anvender denne Grundsætning paa en By som 📌Paris, endsige da paa et Land som 📌Frankrig, da bliver det naturligvis splittergalt, om man end ti Gange lægger til, at den almindelige Vilje ogsaa kan ytre sig i et frit valgt Folkeraad, og maa det i store Lande nødvendig; thi det kunde i det højeste være godt nok for de skikkelige og oplyste Folk i Landet, naar ikke da de uskikkelige, dumme og raa vilde gjøre deres Rettigheder gjældende og personlig bidrage deres til at skabe den almindelige Vilje, som den eneste Lov, et frit Folk bør adlyde.

Lad os en Gang tage et Exempel lige ud af Livet! Sæt, vi havde her for os alle voxne Mandfolk i 📌Kjøbenhavn, og fortalte dem, at de som et frit Folk burde ikke lyde andre Love end dem, der var Udtrykket for den almindelige Vilje og gav følgelig alle Frihed og Lighed, samt, at for at faa at vide, hvad der var den almindelige Vilje, behøvede man blot i ethvert Tilfælde at tælle Stemmerne, da de fleste Stemmer altid maatte gjælde for den almindelige Vilje! Sæt nu, denne Synsmaade for Lov og Ret vandt de fleste Stemmer, som jeg er nær ved at tro, den vilde, og én derpaa udbredte sig over den gruelige Ulighed, især Formuen efter vore gamle Indretninger har gjort mellem Stadens Indbyggere, og det ingenlunde efter Fortjeneste, Flid og Gavmildhed, men dels ved Slumpetræf og dels ved Pugeri, Aager og anden Udsuelse, saa nu vilde han spørge den almindelige Vilje, om det ikke skulde være en Lov, og det en Grundlov i Staden: at hvem der havde over 10,000 Rdl., skulde levere Overskuddet i Kæmner-102Kassen, hvorfra det igjen ligelig deltes mellem dem, der havde mindre, saa de, som havde mindst, fik mest deraf, men alle noget! – Hvad saa? Hvem tør nægte Muligheden af, at dette Forslag ogsaa ved de fleste Stemmer blev den almindelige Vilje? Og nu vil vi forestille os det sat i Værk paa den allerroligste, billigste og humaneste Maade, saa alle de paa første og anden Sal, der skulde aarelades, fandt sig i deres Skæbne, og de fleste Stemmer fandt sig i, at en Del rige Knaster i Stuen og flere i Kjælderen snode sig fra den almindelige Vilje med den gode Samvittighed, at det var ikke deres Vilje, – se, det vilde dog give Handel og Vandel og al udbredt Virksomhed et Knæk, de sent eller aldrig forvandt, og paa alle mulige Maader befordre baade Fattigdom og Dovenskab, Ødselhed og Nærighed, Svir og Spil og slette Sæder, saa den Dag kom snart, da enten de flittige og virksomme underkastede sig hvilket som helst Aag for nogenlunde Sikkerhed paa velerhvervet Ejendom, eller ogsaa Staden blev i Bund og Grund ødelagt, da alt Rips-Raps vilde ty der til, hvor man, uden at arbejde, kunde, saa længe det varede, leve lystig paa andres Bekostning. Betænker man, hvad blot det tvungne Fattigvæsen kan udrette, naar det som i 📌England faar Tid til at gjøre sin Virkning, – skjønt det unægtelig er et godt Træk ved den almindelige Vilje, at ingen skulde dø af Sult, – da maa man vel kunne slutte sig til, hvad Følgen blev, naar Magten skulde sætte alt det igjennem, som de fleste Stemmer erklærede for den almindelige Vilje, uden engang at tale om, det da vil blive de fleste Stemmer ikke i det hele men mellem de haandfaste Karle; og har vi betænkt det, vil vi lige saa lidt forundres som fortrylles ved, hvad vi se i 📌Paris, hvortil vi nu maa vende os, da den første mærkværdige Begivenhed efter Kundgjørelsen af de naturlige Menneske-Rettigheder baade udgik der fra og førte saa vel National-Forsamlingen som Kongen fra 📌Versailles der til.

103Kommer vi nu til 📌Hôtel de Ville, for at se, hvordan gamle 👤Bailly befinder sig i sin ny Lænestol, da betror han os strax, at det er meget slet, saa hvor nødig han end vilde undvære de mageløs glimrende og smigrende Optrin, hans høje Værdighed har skabt, saa sagde han dog sin Lykke Farvel, da han forlod 📌Versailles; og skjønt han maa slide som en Hest fra Morgen til Aften, for at skaffe Pariserne Brødet i Overflødighed for godt Kjøb, saa naade han dog ikke engang det og var for Resten saa godt som et Nul, da Pariserne kun gjorde, hvad de selv vilde, og den selvgjorte Magistrat, som havde valgt ham til Hoved, desuden vedblev at følge sit eget og udstedte Forordninger i hans Navn, uden en Gang at spørge om hans Mening, som de bestandig forudsatte, maatte være netop lige saa ægte frisindet, oplyst og parisisk som deres.

I Spidsen for de glimrende og smigrende Optrin, som skulde bøde paa alt dette, staar naturligvis det, vi alt har omtalt, Dagen efter 📌Bastillens Erobring, da 👤Bailly, i Selskab med 👤Sieyes, 👤Lafayette og over 80 andre [af] National-Forsamlingens Medlemmer, bragte Fred, Trøst og Opmuntring til det selvraadige 📌Paris og modtog saa med Borger-Kronen Præsidentskabet i 📌Frankrigs og, for alle Franskmænds Øjne, Verdens Hovedstad. Selv har han i sin Dagbog beskrevet dette Optrin saa udførlig og naturlig, at [vi], om endskjønt vi er langt fra at finde det saa himmelsk som han, dog maa finde det morsomt. Blandt andet fortæller nemlig 👤Bailly, at da de andre gik hen i 📌Nôtre-Dame Kirken, hvor der efter Ærkebispens Forslag skulde synges et Tedeum baade for i Dag og i Gaar, var han, saa adspredt og fortumlet som en ung Elsker, bleven næsten ene tilbage paa Raadstuen, og da han nu med den eneste af Magistraten, der [havde] biet efter ham, gik ned ad Trapperne, for at indhente de andre, mødte han en høj, smuk Mand i dyb Negligé, som bød ham sin Arm og sagde: “Jeg er en af dem, som har erobret 📌Bastillen og var en af de 104første ved Stormen.” “Og se”, siger 👤Bailly, “det var den brave 👤Hulin, som jeg den Gang endnu ikke kjendte, men som Efterslægten skal lære at kjende.” Heri spaade ogsaa 👤Bailly sandt; thi vel havde den brave 👤Hulin, ellers en Urmagersvend fra 📌Genf, nær sat Pelsen til i Rædselstiden, før han ret blev bekjendt, men siden blev han Adjudant hos 👤Bonaparte i 📌Italien, blev General og Greve, var Kommandant i 📌Wien 1805 og Aaret efter i 📌Berlin og selv i de hundrede Dage Kommandant i 📌Paris.

Dog, vi maa gaa videre og forbigaa den fatale Historie med 👤Foulon og hans Svigersøn 👤Berthier, som hverken 👤Bailly eller 👤Lafayette kunde frelse af Pøbelens Hænder, vi maa forbigaa alt i 📌Paris og 📌Versailles som Smaating mod Pariser-Pøbelens afgjørende Sejer den 5te og 6te Oktober, hvorfor Æren tilhører det andet Kjøn.

Der havde været megen Bevægelse i 📌Paris angaaende Kongens Veto, som man kivedes om i National-Forsamlingen, stor Bevægelse, naturligvis ikke fordi Pøbelen vidste, hvad det vilde sige, men netop fordi den ikke vidste det, saa dens Ledere kunde bruge det som et Skrækkebillede ved alle Lejligheder og som en hemmelig Kilde til alle mulige Ulykker.

👤Mirabeau var baade klog og oprigtig nok til ikke alene at stemme for Kongens Ret til at forkaste saa vel som at bifalde National-Forsamlingens Beslutninger, paa Grundloven nær, men selv til at sige: han vilde heller leve i 📌Konstantinopel end i 📌Paris, naar 6 eller 1200 Raadsherrer skulde regere uindskrænket; men 👤Sieyes var som en Kariol-Hest, og hele hans Tankegang var som en Stereotyp, siger 👤Thiers, der slet ikke lod sig skille ad; og endelig blev de fleste Stemmer for en Mellemting, for et Veto nemlig, der ej kunde ophæve, men kun forsinke Udførelsen af en Folke-Beslutning. Medens imidlertid saa vel dette som Kundgjørelsen om Menneske-Rettighederne og flere Ting laa hos Kongen og ventede, ikke paa hans Bekræftelse, 105som man paastod, Grundloven ikke behøvede, men blot paa, hvad der maatte følge af sig selv: hans Bifald og Bekjendtgjørelse, løb det Rygte, som ikke var urimeligt, at han helst vilde rejse til 📌Metz eller en anden Grænsefæstning, for at være uden for det hele og have Ro; og hertil kom et Gilde, Garder-Officererne i 📌Versailles gjorde 2den Oktober for et andet Regiments nyankomne i 📌Skuespilhuset, hvor man raabte Hurra for Kongehuset, men ikke for Folket, gjorde Blæst med hvide og sorte Kokarder, men traadte, sagde man, paa den trefarvede, fik en Del Soldater ind at drikke Kammeratskab, stormede under Trommeslag Logerne med alskens Hofdamer i, sang en bekjendt Arie: “O, Richard, min Konge! al Verden dig svigter”, svor Troskab til Døden, og fik til sidst baade Kongen og Dronningen til at vise sig og modtage deres Hylding.

Saaledes stod Sagerne, da den 5te Oktober en stor Flok Fiskerkærlinger og deres Søstre flokkedes om Raadstuen, skreg paa Mel og Brød, vilde stukket Ild paa Raadstuen og skjældte Mandfolkene ud, som snakkede kun om det, men forstod ikke at handle. Dog var der ét Mandfolk, der gjorde sin Stemme gjældende, en af 📌Bastillens Overvindere, 👤Maillard, siden berygtet under det velfortjente Navn Hugaf: han raadte dem at gaa lige til 📌Versailles og klage deres Nød for Kongen og National-Forsamlingen; og efter at have ringet med Stormklokken, saa alle Natuglerne kom frem, fulgte de 👤Maillard, som gik foran med Trommen.

(👤Miomandre. – Garden, som frelste Dronningen.)

106

IX.

(Den 9de Juli.)

Mine Herrer!

Man har tit bemærket, at der var ikke meget Liv i de gammel-franske Skuespil; og det, tænker jeg, kom netop af, at der var saa meget Skuespil i det daglige Liv; og skjønt det vel for det meste var Komedie, saa udgjør dog unægtelig 👤Ludvig den sextendes offentlige Liv en saa fuldstændig Tragedie, at den virkelige Digter, som kunde faa Held til at fremstille det, vilde levere et Sidestykke til de bedste af 👤Shakspeares Dramaer, [des] fuldkomnere, jo strængere han holdt sig til Historien, og jo bedre han afholdt sig fra fremmede Prydelser.

Et saadant kjærnefuldt Udtog af Revolutions-Historien, fra Stændernes Sammenkaldelse til Kongens Henrettelse, vilde efter mine Tanker ogsaa være den eneste Fremstilling, der gav Folk, som de er flest, et livagtigt og træffende Billede af den store Omvæltning, hvorunder stort og smaat, Visdom og Daarskab, Sværmeri og Spidsfindighed, Finhed og Grovhed, Blødhed og Haardhed blandes og skifte saa idelig og saa urimelig, at en kort Angivelse af alt, hvad der gjorde Opsigt, er lige saa unyttig som utaalelig, og en udførlig Fortælling maa trætte selv de taalmodigste og efterlade selv hos de opmærksomste et dunkelt og forvirret Indtryk.

107Begge Dele maa man imidlertid stræbe at undgaa ved en Begivenhed, der aabner et nyt Tidsrum i Verdens-Historien og er tabt for enhver, der opfatter den énsidig: enten som et Skrækkebillede, der skal kyse Folk fra at bekæmpe de unaturlige, tvungne og i Længden lige saa ødelæggende som utaalelige Forhold, der mer og mindre har forknyttet det borgerlige Selskab overalt, eller som et Mønster, alle Folk burde efterligne. Kunde mulig den franske Revolution enten blive ubekjendt eller glemmes nogensteds i 📌Evropa, saa kan den forknyttede Tilstand, som findes overalt, dog umulig glemmes og maa, hvor Haardeknuden ikke løses med Lempe, smedde et Sværd til at overhugge den, – som 👤Lafayette spaade, da han indviede den trefarvede Kokarde med de bekjendte Ord:  “Den skal rejse 📌Evropa rundt”; – men det vil netop den franske Revolution selv forhindre, naar den bliver sat og set i sit rette Lys: som et lærerigt og advarende Exempel baade for Fyrster og Folk, for Borger og Bonde, saa vel som for Adel og Gejstlighed, for høje og lave, fattige og rige; thi hvor der da blot er lidt mere sand Gudsfrygt og Menneske-Kjærlighed, lidt mere Alvor og Dybde, Ærbødighed for Sandhed og Ret og Følelse for Blodets naturlige Baand, der knytte os ved Forældrene til Fortiden og ved Børnene til Fremtiden, – kort sagt, m. H., overalt, hvor man blot lever lidt mindre end Pariserne i Øjeblikkets Nydelse og lidt mere i Minde og Haab, hvad dog nok er Tilfældet i alle 📌Evropas Lande østen for 📌Rhinen og norden for 📌Donav, – dèr vil man paa begge Sider grue, ikke blot for den saakaldte Rædselstid under 👤Marat, 👤Danton og 👤Robespierre, men ogsaa for Indledningen dertil, som en Malstrøm, hvori det er for sent at vende, og for Følgerne deraf, som er en uberegnelig og sagtens grænseløs Ulykke, – paa begge Sider grue derfor, men ogsaa paa begge Sider indse Nødvendigheden af en Grundforbedring, som det eneste, der kan forebygge Omvæltningen.

108Hvor man nemlig paa én af Siderne er blind for det sidste, dèr nytter ingen Gru for det første; thi vel kan den afholde Folk fra at efterabe den franske Revolution, men aldrig fra, naar alt er modent, at gjøre en selv; og man kunde lige saa vel haabe, med Trusler eller Fornuftgrunde at forebygge Dødskampen hos en Enkeltmand, som ved Tvang og Skrækkebilleder at forebygge Revolutioner, som slet ikke er andet end Folkenes Dødskamp, der, naar den dødelige Sygdom, Folkelivet har i alle Lande, ikke mer ved Naturens end Kunstens Hjælp faar en lykkelig Krisis, vil i sin Time indtræffe med en Nødvendighed, der bryder alle Love og trodser al Modstand, til Kraften er udtømt.

Naar jeg derfor med en vis Udførlighed har talt baade om de ti Dage, om 📌Bastillens Erobring, om Nattemødet den 4de Avgust og om Flytningen den 5te og 6te Oktober, da var det ingenlunde, fordi jeg enten kunde eller vilde saaledes følge Revolutionens Dagbog selv i dens korteste Udgave, hvor Dagene er 44; men det var [til] Dels, fordi jeg véd, det i Fortællingen af en stor Begivenhed, ligesom i Begivenheden selv, er det første afgjørende Skridt, hvorom det gjælder, da Resten i Tankens som i Tingenes Verden følger af sig selv. Og hvem ser ikke, at det første afgjørende Skridt er gjort, naar National-Forsamlingen ikke blot selv flytter fra 📌Versailles til 📌Paris, til en Stad med 700,000 Indbyggere, der allerede i tre Maaneder har været i fuldt Oprør og foreskrevet Kongen Love, – naar ikke blot National-Forsamlingen selv flytter til 📌Paris, men drager Kongen med sig, eller rettere: naar Pariser-Pøbelen fører begge, med samt National-Garden og 👤Lafayette, i Triumf, og kan da umulig andet end foreskrive dem Love alle sammen og sønderrive dem, naar de ej længer lystre, uden Spørgsmaal om, enten de vægre sig, fordi de ikke vil, eller fordi de ikke længer kan føje sig efter en forfængelig, tøjlesløs og blodtørstig Pøbels Luner.

109Betragte vi derfor 👤Ludvig den sextendes offentlige Liv som en Tragedie i fem Akter, da er den tredje Akt sluttet med hans Indtog eller rettere Indespærring i 📌Tuillerierne, den Gang ogsaa et Fængsel ligere end et Slot; og hvilke Forhaabninger da end den fjerde Akt maatte vække, véd vi dog forud, de vil alle skuffes i den femte, da Knuden, som ingen Snildhed kan løse, voldsomt overhugges. Hvor lang derfor end denne Mellemtid med den virkelige Fortvivlelse og det forfængelige Haab kan være i Livet, maa den dog i Tragedien løbe snart, naar dette Mellemspil ikke skal kjede, men spænde og forberede paa Udfaldet; og denne fjerde Akt spiller mellem Flytningen til 📌Paris i Oktober 89 og Kongens ulykkelige Flugt i Juni 91, og de mærkelige Optrin var: Folke-Festen paa 📌Mars-Marken, 👤Neckers Flugt, 👤Mirabeaus Død og Gejstlighedens Undergang. Ved at dvæle ved hvert af disse et Øjeblik, vil vi se, hvorledes Strømmen nu rev alt med sig og gjorde Redning aabenbar umulig.

Det var Aarsdagen efter 📌Bastillens Erobring, man med megen Skjønsomhed valgte til en stor Folke-Fest paa 📌Mars-Marken ved 📌Seinens Bred, hvor der skulde holdes Messe paa Fædernelandets Alter og aflægges en højtidelig Ed til Friheden og den ny Statsforfatning, man vel endnu var langt fra at være færdig med, men betragtede dog som en afgjort Sag. Her skulde ikke blot Kongen og Hoffet mødes med National-Forsamlingen, men Sendebud fra alle Armé-Korps og de 83 nye Departementers National-Garder skulde ogsaa indfinde sig og ved Troskabs-Eden stifte et stort Forbund mod alle Frihedens udvortes og indvortes Fjender.

Som det sædvanlig gaar ved slige Lejligheder, var nu vel Tanken og Forberedelsen interessantere end Opførelsen; men det er ogsaa kun det smaa, der nøjagtig maa passe til Tid og Sted, naar det skal ænses, medens det store gjør sig gjældende, naar og hvor det saa viser sig. 12,000 110Mand arbejdede paa at skuffe Jord til Side og deraf danne et Amfiteater til 400,000 Mennesker; men Tiden var knap, saa man frygtede for ej at blive færdig; da forenede en Del frivillige sig med Arbejderne, og snart var saa at sige hele 📌Paris i Arbejde med Skovl og Spade, høje og lave og selv fine Damer kappes om at tage Haand i med og virkelig bidrage til den store Folkefest. Naturligvis blandede der sig en god Del Forfængelighed i Spillet, og det morede Pariserne nogle Dage ordentlig at spille Daglejere, og hver med sine Naboer, med flyvende Faner og Trommen foran, trække paa Arbejde om Morgenen og hjem om Aftenen; men det var dog noget stort, og det var et stort Forbillede paa, hvad vi vente, og hvad der maa komme, hvor det borgerlige Selskab virkelig gjenfødes: almindelig Sans for Folke-Fester, som gjenkalde vitterlige og paaskjønnede Folkeheld, og Aflæggelsen af den ulyksalige Fordom, at Dannelse og Dovenskab skal følges ad, og at derfor Haandværk og Haandarbejde er dybt selv under Bondekarlens Værdighed, naar han avancerer til Skolelærer, endsige under studerede og fra Vuggen fornemme Folks, – en Fordom, der ikke blot gjør, hvad man kalder Oplysning og Dannelse latterlig, men gjør sand borgerlig Frihed umulig og vilde gjøre hvad man kalder almindelig Dannelse til almindelig Undergang.

Om Dagen og Festen selv den 14de Juli 1790 har jeg kun lidt at sige; thi sligt maa man enten selv have set eller hørt beskrive naturlig af Øjenvidner, for at skildre det godt, medens enhver Skildring paa fri Haand, jo kunstigere og udførligere den er, des kjedsommeligere. Vel kunde jeg gaa i Rette med Fru 👤Staël-Holstein, som selv var til Stede og kunde godt tegne, hvad hun vilde, [fordi hun] ikke har givet os en ordentlig Beskrivelse, i Steden for kløgtige Bemærkninger, som vi gjærne havde skjænket hende; men det nytter ikke en Gang at gaa i Rette med de levende, endsige da med de døde, om Smag og Behag. 111Nok er det: for de 400,000 Tilskuere viste 60,000 Nationalgardere fra Departementerne ikke blot deres krigerske Holdning under en øsende Regn, men ogsaa deres Smidighed baade i Sind og Skind; thi da de noksom havde aabnet og sluttet Geledderne, opløste de sig pludselig, satte Geværerne og satte en Dans op, som det lod til, selv Himlen maatte smile ved, thi nu klarede det op med Solskin, mens Biskoppen af 📌Autun, 👤Talleyrand-Perigord, i Spidsen for 300 Præster med trefarvede Skjærf læste Messen, og saa vel Kongen og National-Forsamlingen som 👤Lafayette og alle Armeens og Nationalgardens Ordførere under blinkende Sabler aflagde Borger-Eden.

Dette Optrin, naturligvis ledsaget af almindelig Rørelse, vakte en af de svage Forhaabninger om en lempelig og lykkelig Overgang fra Tyranni og Trældom til Frihed og borgerlig Orden; men det gik dermed, som bestandig paa Teatret, hvor det var Daarskab at ville slutte sig til Skuespillernes virkelige indbyrdes Forhold enten fra deres kjærlige eller [deres] fjendtlige Miner under Spillet, om de end nok saa øjensynlig er selv henrevne af deres Rolle.

Et andet svagt Haab havde 👤Necker og en Del med ham i den sidste Tid næret, det nemlig: at naar de mere alvorlige og rolige Medlemmer af National-Forsamlingen forlod den, skulde Resten og Pøbelen gjøre det saa galt, at alle fandt det utaaleligt og kjøbte Rolighed til enhver Pris. Denne Regning var nu vel, som ogsaa Erfaring har víst, for saa vidt ganske rigtig: at naar Pøbelen faar Lov at rase ud, vil selv de af dens egen Midte, Lykken har sat i Velstand, længes efter Stilhed, og alle arbejdsomme eller velhavende Borgere i Fortvivlelse underkaste sig den første den bedste, der stiller Stormen; men det er en Udsigt, ingen ædel Mand maa fryde sig ved; thi dels er den Ulykke uberegnelig, som kan og rimeligvis vil ske, før Raseriet sætter sig, og dels vil Folket sandsynligvis gaa glip ad alt, hvad det har stridt og lidt for saa længe. 112👤Necker, som efter 📌Bastillens Erobring naturligvis ej blot var kaldt tilbage, men ført i Triumf gjennem hele 📌Frankrig, havde derfor ingen Ret til at beklage sig over, at han snart tabte hele sin Folke-Gunst og maatte allerede i September 90 saa godt som stjæle sig ud af Landet og levede siden, kun lidt fornøjet, trods alle sine Penge, paa Herregaarden 📌Coppet i 📌Svejts, som ved ham og hans berømte Datter har vundet en Slags Navnkundighed. Her døde han, netop da 👤Napoleon antog Kejsertitlen, og staar nu i Historien som et af de klareste Beviser paa, at ingen forregner sig grovere end de største Regnemestere, naar det er levende Størrelser, de skal behandle.

Endnu holdt 👤Mirabeau sig, og man kan vel sige, at saa længe der var Liv i ham, var der ogsaa Haab om et taaleligt Udfald; thi hvad han end ellers var som Menneske, synes han dog at have været en af de naturligste Franskmænd, der traadte frem paa den store Skueplads, ligesom han uden Sammenligning var den aandfuldeste, kraftigste og djærveste. At han hemmelig indlod sig i Underhandlinger med Hoffet og understøttedes derfra med Penge gjennem hele Aaret 90, hvad tit er blevet nægtet, erklærer 👤Thiers for en afgjort Sag, man vel ej kan forsvare, men maa dog undskylde med hans slette Omstændigheder og med den Bemærkning, at han ingenlunde solgte sin Overbevisning, men vedblev derefter ligesom før at bestride saa vel Hoffets Forsøg paa at tilbagevinde sin Egenraadighed som Pøbel-Smigrernes paa at nedrive Tronen eller dog berøve Kongen selv Skinnet af Frihed og Indflydelse.

Efter mine Tanker er imidlertid selv denne Betragtning af 👤Mirabeau skjæv og ubillig; thi i Revolutions-Historien er det jo slet ikke Spørgsmaal om, hvor megen Dyd og Uegennyttighed vi kunde ønske hos en Mand med 👤Mirabeaus Kraft og Indflydelse, men kun, hvad han var 113paa sit Sted og i sin Tid, under de givne Omstændigheder og i Sammenligning med dem af alle Partier, der spillede en udmærket Rolle; og da finder jeg ikke blot, han var Hovedet højere end hele Resten, men havde langt mere aabent og ædelt, langt mere Fasthed og Billighed i sin Færd, end de andre, og end man nogen Sinde kunde ventet hos en Mand, der ved Fødselen hørte til en dybt fordærvet Hofadel, var unaturlig og grusomt behandlet, baade af sin Fader, af Regeringen og af det saakaldte fine Selskab, lige til sit 40de Aar, da han indtraadte i National-Forsamlingen, og havde dèr i to Aar en Overlegenhed og Indflydelse, næppe nogen af de andre vilde haft, uden gruelig at misbruge.

Da 👤Marat blev anklaget i National-Forsamlingen for offentlig at have opfordret Pøbelen til at hænge 800 af dens Medlemmer, med 👤Mirabeau i Spidsen, da foreslog 👤Mirabeau at gaa over til Dagens Orden og satte det igjennem. Da man, for at hindre ham fra at blive Minister, foreslog, at ingen af National-Forsamlingen maatte lade sig udnævne dertil, sagde han rent ud: “Det stemmer jeg imod; men vil man foreslaa, at, mens det er alle andre Medlemmer uforment, skal det være 👤Riquetti Mirabeau udtrykkelig forbudt, da giver jeg det Forslag min Stemme.” Endelig i de stormende Majdage, da man vilde berøve Kongen al Del i Krigs-Erklæring og Fredslutning, og 👤Mirabeau viste baade det urimelige og det ubillige deri, blev hans Modstander 👤Barnave baaren i Triumf af Pøbelen, medens man skreg, at 👤Mirabeau var bestukken, og raabte paa Gaderne med et Flyveskrift om Grev 👤Mirabeaus gruelige Forræderi; men da besteg han Talerstolen med de Ord: “Sejer eller Død! Jeg er ogsaa baaren i Triumf, og dog raaber man i Dag mod Grev 👤Mirabeaus gruelige Forræderi, som om man tænkte, jeg ikke længe havde vidst, der er kun ét Skridt fra 📌Kapitolet til 📌den 114tarpeiske Klippe; men det gaa dermed, som det vil! jeg gaar min Gang.” Han gik den og vandt Sejer.

Naar Historie-Skriveren ser en saadan Kæmpenatur skride stadig frem paa den ædleste Bane, der følges i hans Kreds, og ser, det er ingenlunde hans Lyder, men meget mere de Dyder, som er Kæmpesjælens naturlige Ledsagere, som svække og true hans Indflydelse, ser det og opkaster sig dog ukaldet til Kæmpens Skriftefader, – da røber han derved i mine Øjne, om ej noget værre, saa dog sin Dværgenatur, der vil gjøre det store smaat, for at kunne se det over Hovedet. Hvad 👤Mirabeau som Minister vilde og kunde udrettet, det er vist nok et ubesvarligt Spørgsmaal; men at hans Ministeriums Historie i det mindste ikke [var] blevet saa flov og tom som det thierske, det tør jeg paastaa; og hvem der, som 👤Thiers, har grebet Lejligheden til at vise, han selv ikke duer til Minister, har i alt Fald tabt sin Stemme om, hvad en 👤Mirabeau kunde duet til.

Dog, det stod i Skæbnens Bog, at denne, jeg tør ikke sige som hans Lovtalere: Frihedens, men: den franske Friheds Herkules, skulde [ikke] blive Minister; dér stod formodentlig ogsaa, det vilde ikke hjulpet, og den 2den April 1791 døde 📌Frankrigs sidste Haab med ham.

Endnu i Begyndelsen af Aaret, da man højrøstet krævede en Lov mod Emigranterne, kæmpede han en fortvivlet Kamp med Jakobinerne – “Giver De en Lov mod Emigranterne”, sagde 👤Mirabeau, “da sværger jeg Dem til, jeg lyder den ikke”, – og [han] vandt Sejer, men det var ogsaa den sidste (28de Februar 1791). “Den Popularitet”, sagde han, “jeg har attraaet og nydt, er ikke noget usselt Rør: den skal slaa dybe Rødder i Rettens og Fornuftens Grund.” Han levede og døde som en Hedning, saa jeg er ikke partisk for ham; men den almindelige Sorg og Forbavselse ved hans Død fra Borgen til 115Hytten borger mig for, jeg har ikke set fejl: han var ikke blot Kongens, men hele det borgerlige Selskabs sidste Haab.

(Gejstlighedens Godser og Borgered. – 👤Talleyrand-Perigord. – Haabet paa Emigranterne og de fremmede Magter værre end intet.)

116

X.

(Den 11te Juli.)

Mine Herrer!

Jeg formoder, De deler ikke det attende Aarhundredes Fordom mod alle Konger af Guds Naade og mod Naade i det hele, som noget, man, i Følelse af sin Menneske-Værdighed og i Bevidsthed af sine unægtelige Fortjenester, meget maa frabede sig, da Retten, som Ordsproget siger, giver os alle nok. Jeg formoder, De hylder ikke som en Grund-Sandhed, hvad jeg ansér for en lige saa ulyksalig som grundløs Fordom; og denne min Formodning støtter sig fornemmelig paa, at, hvad Alderen angaar, da tilhører De alle sammen det nittende Aarhundred enten mere end jeg eller dog omtrent lige saa meget, det nittende Aarhundred, hvis herskende Tankegang det aabenbar er: at tage sig Verden saa let som muligt og gjærne tage mod alt det gode, man kan faa, uden ængstelig at spørge, enten hvor det kommer fra, eller om det er nøje afpasset efter vor Fortjeneste. Denne sunde Leveregel falder vist nok Mennesket saa naturlig, at man kan være vis paa, enhver for sit eget Vedkommende i Henseende til det haandgribelige følger den af alle Kræfter, til alle Tider og under alle Himmelegne; men at man desuagtet for ramme Alvor kan hylde og, hvor det gjælder Næsten og aandelige Ting, handle efter den modsatte, aldeles unaturlige Tanke117gang, det beviser det attende Aarhundrede, og klarest den franske Revolution, hvis lydelig udtalte Grundsætning det unægtelig var, ej blot at udrydde alle Konger af Guds Naade af Jorden, men Ordet Naade af Sprogene og Begrebet af alle Folks Tankegang, saa man altid tænkte sig den uforanderlige Lov og den strænge Ret paa Tronen.

Men det gik med denne, som det gaar med enhver unaturlig Tankegang, at naar den drives til det yderste, da bliver den uhyre latterlig, og naar den desuagtet træder i Kraft, da nedbryder den sig selv; og derfor er det en borgerlig Lyksaligheds-Sag, vel endnu mer for det øvrige 📌Evropa end for 📌Frankrig selv: at Revolutionen aldrig glemmes, men kommer til at staa lyslevende for alle de følgende Slægter, ligesom den staar for os, der voxede op med den, fulgte den med levende Deltagelse, havde det Held at overleve den og vandt et Stade, hvorfra den i Mag lader sig overskue, et Stade, som det vist findes bedre paa 📌Danmarks Sletter mellem Dem, m. H., end paa de højeste Bjærge og i de talrigste Folke-Forsamlinger; saa det eneste, jeg end[nu] for Livets og Oplysningens Skyld kunde ønske, var, at jeg ej talte ene; men da den rette “indbyrdes Undervisning” som en fri Kunst endnu er en Hemmelighed, der slet ikke énsidig lader sig udgrunde, maa vi prøve, hvor vidt vi, ved bestandig at savne, kan nærme os den.

Hvad nu Kongerne af Guds Naade angaar, da vil jeg ingenlunde stræbe at sige derom alt, hvad jeg enten har læst eller tænkt, men kun, at de Konger, der virkelig svare til Navnet, er en stor Velsignelse for Folk og Lande, medens det er soleklart, at man godt kan være Konger af Guds Vrede, skjønt man baade skriver sig af hans Naade og er af selve Paven i 📌Rom baade salvet og kronet dertil. Hvor soleklart imidlertid end det sidste er, saa havde man dog i det attende Aarhundrede aldeles glemt den mærkelige Forskjel mellem at kaldes noget 118stort og godt og virkelig at være det, saa baade Konger og Folk gav Gud og hans Naade Skylden for alt, hvad de saakaldte Kejsere, Konger og Fyrster af Guds Naade gjorde, hvad især i 📌Frankrig maatte gjøre Stillingen utaalelig, en lempelig Grundforbedring umulig, og en ulyksalig Foragt mod Gud og hans Naade hardtad almindelig. Især i 📌Frankrig, siger jeg, thi netop dèr var det, Franke-Drotten 👤Klodevig i det 5te Aarhundrede, som med grusom Vold og nedrig List bemestrede sig Gallien, fik af den hellige Fader i 📌Rom Tilnavnet “den allerkristeligste Konge”, som endnu 👤Ludvig den sextende bar; netop dèr var det ogsaa, 👤Pipin den lille, som i det 8de Aarhundrede ranede Kronen, fik den viet af Pavens egen høje Haand og skrev sig først blandt alle: Konge af Guds Naade; dér var det endelig, man fra det 5te til Slutningen af det 18de Aarhundrede havde haft næsten lutter Fyrster, der enten som 👤Ludvig den fjortende herskede med et Jærnsepter eller som 👤Ludvig den sextende lod sig beherske af, hvad stærkt eller smukt der traf til at staa ham nærmest. Ja, mellem de “allerkristeligste Konger” i 13 Aarhundreder nævner Historien kun tre foruden 👤Karl den store, der kunde gjøre mindste Krav paa for Alvor at kaldes Landsfædre: 👤den hellige Ludvig, 👤den tolvte, og 👤Henrik den 4de af Bourbon; saa naar Franskmændene oplod deres Øjne med den Tro, de naturligvis havde: at deres Konger havde været de allerkristeligste og allerægteste af Guds Naade, da maatte de nødvendig fatte et bittert Nag baade til Konger, til Naade og [til] Kristendom; og naar paa den anden Side 👤Ludvig den sextende, som skal have været meget vel bevandret i 📌Frankrigs Historie, sammenlignede sig med sine Forgængere, maatte han nødvendig finde sig lønnet med den sorteste Utaknemmelighed og finde selv den rimeligste Indskrænkning i Længden utaalelig.

Som Folkets Hoved, der skulde stræbe at styre efter Folkets Hjærte, det er: som en Høvding, der kun havde 119baade sin Magt og Indkomst for at fremme, hvad der efter Folkets Tankegang var fælles bedste, – som saadan havde aldrig nogen fransk Konge, end ikke 👤den hellige Ludvig, betragtet sig; men de havde alle ansét sig for arvelige General-Forpagtere af hele Riget og General-Politimestere, hvis Vilje var deres eneste Lov; saa Forskjellen var kun, om deres Vilje var god eller ond, om de vilde flaa og slagte eller skaane og ynkes over deres Undersaatter. Det sidste vilde unægtelig 👤Ludvig den sextende, som derfor strax ved sin Tron-Bestigelse 1774 aabnede 📌Bastillen, viste immer et blødt Gemyt og stræbte i 👤Turgot, 👤Malesherbes og senere 👤Necker at finde Ministre, som, uden at trykke Folket, forbedrede Finanserne og, uden at støde Hoffet, gjorde nyttige Foranstaltninger. Om imidlertid end disse Ministre havde været langt anderledes deres Post voxne, var dette dog en Umulighed, saa de maatte enten snart takke af eller gjorde som 👤Necker ondt værre, og den Tid var forbi, da Folket enten vilde eller kunde tage Viljen i Gjerningens Sted.

Saaledes begyndte den ulyksalige Strid mellem Regeringen og Folke-Stemmen, hvorved Staten opløstes; og da alt Haab om mindeligt Forlig var forsvundet med 👤Mirabeau, blev Kongen og Hoffet daglig fastere i den Tanke, at den eneste Redning var i Flugten, som da ogsaa iværksattes den 20de Juni 91.

Planen dertil var lagt saa hemmelig som muligt med General 👤Bouillé, den eneste tapre Soldat, Kongen endnu kunde regne paa, og som endnu havde en Hær paa Benene i 📌Lotringen og 📌Elsas og skulde skaffe Kongen Følgeskab fra 📌Chalons af, hvortil han selv maatte se at komme. Det vanskeligste var at slippe ud af 📌Tuillerierne og af 📌Paris, hvor alle kjendte og havde Øje med ham, og [hvor] Ansvaret laa paa 👤Lafayette. Det var ved Midnatstid den 20de, at Kongen og Dronningen af 📌Frankrig stjal sig som Tyve ud af 📌Tuillerierne med deres Børn og tre Gardere, 120men skiltes saa ad, for at mødes uden Mistanke paa et bestemt Sted, hvor der holdt en Vogn, kjørt af den svenske Adelsmand 👤Axel Fersen, som stod i fransk Tjeneste som Oberst, men var ved denne Lejlighed Kusk. Dronningen og hendes Ledsager fór vild, maatte skjule sig under Portalen i 📌Louvre, mens 👤Lafayette kjørte forbi med Fakler, og naade kun efter megen Angest Samlings-Pladsen, men saa gik det rask ud af Porten, hvor en Vogn med 6 Heste stod paa rede Haand og bragte Konge-Familien med falsk Pas og Kongen i en Tjeners Skikkelse til 📌Chalons den næste Eftermiddag. Allerede her traf nu vel én til at kjende Kongen, men blev dog bragt til at tie, saa man kom lykkelig til næste By, hvor Husarerne skulde mødt, men var efter forgjæves Venten gaaet tilbage; og da de kom til 📌Varennes, var Kongen røbet af en vis 👤Drouet, der havde set ham undervejs, havde vundet Forspring og meldt det til Magistraten, der strax traf Anstalter til at arrestere Familien. Det skete, saa snart Kongen kjørte ind i Byen, og skjønt der siden blev en Del Husarer samlede af dem, der var sendt ham i Møde, hjalp det dog ikke, da de erklærede sig for Folket. Kl. 6 næste Morgen kom 👤Lafayettes Adjudant, 👤Romeuf, med Arrestbefaling, og Kongen maatte vende om.

En Timestid senere kom 👤Bouillé selv, som havde spurgt Uheldet, i Spidsen af et helt Regiment, men fandt Byen spærret, og Broen over Aaen afbrudt, og han tog i Betænkning at bruge Magt og dog komme for silde. Han vilde imidlertid kommet mer end tids nok, hvis ellers hans Folk var at lide paa, thi Rejsen varede otte Dage fra 📌Varennes til 📌Paris. Det er saa meget underligere, at 👤Bouillé ikke vovede sig til det yderste, da man ser, han var beredt paa alt, skrev, saa snart han kom tilbage til 📌Luxemburg, et truende Brev til National-Forsamlingen og rømte Riget, for at skaffe Kongen Hjælp hos udenlandske Magter. Han fandt ogsaa aabne Øren hos 👤Katrine og 👤Gustav og 121skulde fulgt ham til 📌Frankrig i Spidsen af en svensk og russisk Armé, hvis ikke 👤Gustav alt hjemme havde faaet sit Banesaar.

I 📌Paris var det kun Pøbelen, hvem man altid havde kyst med Kongens Flugt, der brød sig om den; National-Forsamlingen og 👤Lafayette havde ej ugjærne set, den var lykkedes, da man saa havde haft friere Hænder, og alle maatte føle, hvad 👤Mirabeau lydelig havde sagt: at under saa demokratisk en Forfatning, som man nu vilde have, var Kongen til overs. Man vidste derfor heller ikke bedre, da Kongen kom tilbage, end at suspendere ham, uden at man dertil havde mindste Ret, da man vel havde gjort en Lov, hvorefter Kongen skulde afsættes, naar han rejste ud af Landet og ej paa Opfordring inden en vis Tid vendte tilbage; men det var her ikke Tilfældet. Uagtet han under Suspensionen var rent ud en Fange, var National-Forsamlingen dog stemt for at revidere Konstitutionen og tilstaa ham lidt mere Indflydelse, hvortil det især bidrog, at Jakobineren 👤Barnave, som havde fulgt Familien fra 📌Chalons, var bleven rørt til Medlidenhed, 👤Robespierre krøb i et Musehul, da 👤Lafayette den 17de Juli skød skarpt paa Pøbelen, der havde sammenrottet sig paa 📌Mars-Marken, for at faa Kongen afsat, og da man endelig fik Konstitutionen færdig, blev Kongen indsat igjen og antog den den 13de September.

Hermed endte den første National-Forsamling sine Arbejder, og da den paa 👤Robespierres Forslag havde udelukt sine Medlemmer fra det ny Valg, kom der, under Navn af den lovgivende Forsamling, en splinterny, hvori den Mening var herskende: at den borgerlige Lyksalighed kun var at finde i en Republik, og at alle de heroiske Dyder, som 👤Montesquieu og 👤Rousseau havde kaldt Republikkens Betingelser, vilde indfinde sig, saa snart man fik den republikanske Form (Girondisterne). 👤Lafayette nedlagde Kommandoen over Nationalgarden, og 👤Bailly 122Præsidentskabet, efter at de begge havde tabt Folkegunsten paa 📌Marsmarken; og det første, den ny Forsamling gjorde, var at afskaffe Titelen Sire og Majestæt, og, da Kongen kom dèr første Gang, at sætte sig ned, saa snart han satte sig, hvad han aldrig kunde glemme.

(Emigranterne og de ubeedigede Præster. – Kongens Erklæring om Krig 14de Decbr. – Indbruddet i 📌Tuillerierne 20de Juni 92 under 👤Santerres Anførsel. – 👤Pétion Præsident for Magistraten. – 3dje Avgust foreslog 👤Pétion i 📌Parises Navn Kongens Afsættelse i National-Forsamlingen; d. 9de skulde Sagen for. – 👤Lafayette var kommen til 📌Paris og havde overtalt Kongen til at flygte, men d. 10de var han ved Dronningens Mellemkomst af andre Tanker. – Oprøret 10de Avgust. – 👤Pétion.Mandat-Suspensionen. – National-Konventet 20de Septbr. 92. – Dagen efter Kongedømmet afskaffet. – 1ste Novbr. besluttet at anklage Kongen. – [Kongens Henrettelse] 21de Jan. 93 Kl. 10. 👤Cléry; 👤Edgeworth. 👤Lepelletier myrdet af 👤Pâris. – Pelikanen. – Skuemønt af National-Forsamlingen 90. – 👤Edgeworth døde 1807 i 📌Mietau af Hospitalsfeber; de franske Prinser bar Sorg for ham.)

123

XI.

(Den 13de Juli.)

Mine Herrer!

Med Nød og næppe naade jeg sidst til 👤Ludvigs Død; og da mine Venner siger mig, det er paa Tiden at gjøre et Ophold til en Gang i næste Maaned, kan jeg slet ikke bekvemme mig til i Dag at følge Dem ind i Rædselstiden, som jeg umulig paa én Gang kunde gjennemgaa, og ikke for alt hvad jeg véd vilde blive siddende midt i, til vi mødes igjen. Der er altsaa i Aften ikke andet for mig at gjøre, end at udbede mig Deres Opmærksomhed for, hvad der ligger mig paa Tungen, dels om min sidste daarlige Forelæsning, og dels om hele det Foredrag, jeg her har begyndt og har vel ondt nok ved at fuldende, men vilde dog nødig se afbrudt enten nu eller paa Halvvejen.

Hvad jeg nu først vilde sige, er, at jeg aldrig havde tænkt, den femte Akt af 👤Ludvig den sextendes Sørgespil skulde faldet mig saa svær eller rettere umulig at fortælle, da den er fuld af rørende Optrin, og, hvor meget saa end Skinnet kan have bedraget, 👤Ludvig dog aabenbar døde meget kongeligere, end han havde levet; men da jeg ærgrede mig lidt over min Uformuenhed, faldt der mig et Træk ind, som hører til samme Akt, og oplyste mig om, hvad det var for en Opgave, der oversteg mine Kræfter.

Efter det første Indbrud i 📌Tuillerierne (d. 20de Juni), 124sendte nemlig den lovgivende Forsamling nogle Medlemmer der op, for at bevidne den kongelige Familie sin Deltagelse, og da nu Dronningen gik selv omkring med dem paa Slottet og beklagede sig over al den Ødelæggelse, Pøbelen havde anrettet, blev hun vár, at Taarerne stod i Øjnene selv paa den stramme Jakobiner 👤Merlin af Thionville, og sagde til ham: “Ogsaa De, ser jeg, maa græde ved at se, hvor grusomt Kongen og hans Familie behandles af et Folk, han altid saa gjærne vilde gjøre lykkeligt.” – “Ja, Deres Majestæt”, svarede 👤Merlin, “jeg begræder Deres Ulykke som en smuk, følsom Kone og Husmoder; men De maa ikke tro, jeg har en eneste Taare enten for Kongen eller for Dronningen.” Dette var nu vist nok saa groft sagt, at man maa vide, 👤Merlin var egentlig en Belgier, for at forstaa, hvordan det lod [sig] sige til en smuk Dronning paa Fransk; men som Historiker fandt jeg dog, det var min Opgave, naar jeg vilde fortælle disse kronede Hoveders sørgelige Skæbne, da at gjøre det, saa man kunde høre, jeg vel beklagede, at 👤Ludvig og 👤Marie Antoinette, der i en anden Stilling synes at vilde været et lykkeligt og elskværdigt Par Folk, skulde krones til saadan en Ulykke, og beklagede det Land, hvis Friheds-Træ, som én af de fæle sagde, ej kunde gro, uden i Konge-Blod, men at jeg ikke kunde beklage, [at] et saa grueligt Kongedømme som det franske endte som det fortjente. Denne Opgave fandt jeg for svar at løse, og da jeg dog hverken kunde fortælle saa alvorlig en Begivenhed med fransk Letsindighed eller vilde fremstille 👤Ludvig som en Martyr for den gode Sag, følte jeg mig nødt til aldeles at opgive al Fortælling og kun pege til begge Sider.

Nu, m. H., at jeg gjærne lader Konger og Dronninger selv i 📌Frankrig vederfares ikke blot deres Ret, men al Billighed, det tvivler De næppe paa, da, hvis man kalder mig Ultra, er det sikkert Royalist; og at jeg har den Smule Mod, om der i 📌Danmark hører noget til at være 125sin Kongelighed bekjendt, tvivler De vel heller ikke paa; men hvordan jeg betragter Sagen, véd dog ingen uden jeg, og det vil jeg stræbe at sige Dem saa kort og tydelig, som jeg kan, da jeg synes, den almindelig betragtes meget skjævt fra begge Sider.

Den demokratiske Lighed, Franskmændene i Revolutionen efterstræbte, ansér jeg for et Blændværk, der hverken kan eller skal findes i det borgerlige Selskab, der ved den vilde blive lige saa vanskabt som et Legeme af lutter Hænder eller, som det gamle Uhyre afmaledes, af lutter Hoveder; men der er dog ikke blot den Lighed for Loven, at den højeste dømmer os alle uden Persons Anseelse; der er ogsaa en Ligelighed efter Menneske-Naturens Love, som Historien maa tage i Betragtning, saa man er lige billig i sine Fordringer til Menneske-Naturen, enten den saa glimrer paa Tronen eller glemmes i Hytten. Umennesker kalder derfor Historien lige saa vel 👤Ludvig den ellevte og 👤Ludvig den fjortende som 👤Marat og 👤Robespierre og sætter den samme Indskrift paa Afguds- Alteret for Konge-Souveræniteten som paa det for Folke-Souveræniteten med de gruelig mangfoldige Slagt-Ofre; saa det er ikke den franske Revolution alene, men det er hele det franske Levnedsløb gjennem 13 Aarhundreder, man maa bede Himlen bevare sit og hvert borgerligt Selskab fra; og det er den store Sandhed, man maa forkynde og idelig gjentage: at i samme Grad som andre Fyrster har efterlignet de franske Konger, i samme Grad maa de være belavede paa, [at] deres Undersaatter vil efterligne 👤Ludvig den sextendes.

Og medens det nu er en trøstelig historisk Sandhed, at den franske Yderlighed kun er at befrygte i de Lande, hvor Kongernes Stamtræ, ligesom i 📌Rom, var en Spydstage, og hvor Folkets Frihedstræ derfor ogsaa, som i 📌Paris, vil være en Pigkjæp, saa er dog endnu alle Vegne baade Fyrster og Folk ubillige i deres Fordringer til hinanden, hvad 126bestandig sætter ondt Blod og maatte, naar det ej ændredes, føre til en Katastrofe, der vilde være meget sørgelig, om den end var meget menneskeligere end den franske. Denne gjensidige Ubillighed har Kristendommen, uden at ville det, maattet laane et Slør, som det da nærmest tilfalder dens Tolke at borttage, og derfor vil jeg stræbe at vise, hvori Fejlen ligger.

Naar nemlig baade Folk og Fyrster betragtede deres gjensidige Forhold aldeles naturlig, da vilde de, især nu, da Lyset opgaar over Historien, ej lettelig gjøre overspændte Fordringer til hinanden; men ved Kristendommen er der kommet et langt højere Menneske-Ideal til Verden, med det Vidnesbyrd, at det lader sig realisere hos alle Folk og under alle Himmelegne; og deraf har baade Folk og Fyrster i hele Kristenheden taget Anledning til gjensidige Fordringer, som umulig kan fyldestgjøres, i det Fyrsterne forlange Undersaatter, og Undersaatterne forlange Fyrster som de lyslevende, fuldkomne Kristne, det ny Testamente beskriver, Halvguder altsaa i Aandskraft og Visdom, Ydmyghed og Sagtmodighed, Løver og Lam, Helte og Martyrer, alt efter Omstændighederne eller som man forlanger.

At nu Kristendommen er aldeles uskyldig i disse Misregninger, vilde man set for længe siden, naar baade Fyrster og Folk havde beholdt sand Religions-Frihed; thi da havde det víst sig, at de er forholdsvis alle Vegne faa, der vil saaledes tilegne sig Kristendommen, at den kan blive et nyt Livsprincip i dem, og man vilde aldrig ventet kristelig Heltekraft af dem, der ikke engang naade kristelig Barnlighed; men nu tvang Fyrster og Folk hinanden til at lade sig tiltale som Kristne, og Præ sterne indbildte dem, det hjalp, om ikke her, saa dog hisset, og derved er Begreberne blevet saa forvirrede, som man ser i det attende Aarhundrede, at endogsaa de, der, som 👤Fredrik den eneste, 👤Rousseau, 👤Voltaire og alle deres Forgudere, frabad 127sig udtrykkelig at ansés for saadanne overtroiske Slaver og Dumrianer eller nedrige Hyklere og Bedragere, som i deres Øjne alle Kristne maatte være, – selv de fordrede dog kristelig Fuldkommenhed af hinanden og af hele Verden; saa Forskjellen var kun, at de paastod, det var den kristne Tro, der hidtil havde hindret det kristelige Menneske-Ideal fra at realiseres i det borgerlige Selskab, hvad derimod snart vilde ske, naar man blot kastede Troen bort. Ja, m. H., det er uhyre latterligt, men det er en Kjendsgjerning, at det aabenbar ukristelige og ugudelige franske Hof forlangte af Folket, at det skulde gjøre og taale alt, hvad ene 👤Kristi Apostler kunde og vilde, og at Pariser-Pøbelen og dens Ledere igjen forlangte det samme af 👤Ludvig den sextende og af alle Øvrigheder.

Hvor derfor de borgerlige Forhold i Sandhed skal gjenfødes og vinde Fasthed, dèr maa man lade Kristendommen, som noget aldeles frit og uberegneligt, aldeles ude af Regningen, huske, at det Menneske-Ideal, den har bragt til Verden, men sjælden ret kjendelig realiseret, kan endnu mindre realiseres uden den, og holde sig til den Menneske-Natur, Historien paa ethvert givet Sted aabenbarer som det, der afgiver Maalestokken for de rimelige Fordringer, man kan gjøre til hinanden, og skaber det naturlige Ideal, det borgerlige Selskab dèr med Held kan stræbe at realisere. Da vil Fyrster og Folk ikke pine sig selv og hinanden med at forebygge alle mulige Misbrug af Magt og Frihed, men stræbe at fremme og lette den bedste Brug, der som den gavnligste baade lønner sig bedst og gjør de grove Misbrug lige saa sjældne og taalelige, som Handlinger, man med rette stempler til og for Alvor straffer som grove Forbrydelser, i en vel indrettet Stat altid har været. Da vil man ogsaa indse, at Kongens og Folkets Frihed, ret forstaaede, langt fra at være uforenelige, meget mere kræve hinanden, saa det er kun Blændværk, naar de mene at vinde ved hinandens Tab, 128da det altid kun er et eller andet Rovdyr – det kalde sig nu Adel, Gejstlighed eller hvad det vil –, der vinder, hvad de begge tabe; og naar saaledes gjensidig Frihed og den gode Orden, som deraf udspringer, erkjendes for, hvad de altid var: det borgerlige Selskabs Grundlov, da vil lykkelige Tider oprinde, vist nok ej de idealske, som er borgerlig umulige paa Jorden, men virkelige som ethvert Folkefærds bedste Tid, og saa meget skjønnere, som folkelig Oplysning og naturlig Dannelse nødvendig maa gjøre dem.

Med denne smilende Udsigt vil jeg takke Dem, m. H., for den Opmærksomhed, De hidtil har skjænket mig, og med den vil jeg udbede mig Deres Opmærksomhed under Fortsættelsen af mine Taler om Tidens Tarv og Tidens Tegn; thi jeg har sagt Dem det fra Begyndelsen: at kun fordi jeg øjner smilende Udsigter, især for den Plet af Jord, vi kalde vores, den Plet af Jord, der i Aartusenders Løb ej blev Udlændingers Bytte og skal derfor heller ingen Kampplads blive mellem oprørske Slaver og udmarvede Tyranner, men et Fristed som Asernes berømte Tingsted under den gamle Ask, hvor de skaanede selv Fenris-Ulven, for ej at besmitte det med Blod, – kun fordi jeg her ser en smilende Fremtid i Møde, der kun behøver historisk Oplysning, for at udvikle og udfolde sig i al sin Glans, som vort dejlige Land i denne Sommer-Aften kun trænger til Morgen-Solen, for at forlyste vore Øjne, – kun derfor, og i det Haab at kunne meddele især mine yngre Landsmænd et lysere og bedre grundet Haab om Fremtiden, end de sædvanlig synes mig at have, kun derfor besluttede jeg mig til at tale offentlig om Fortiden, og valgte til en Prøve ingenlunde den Del af Historien, jeg har elsket mest og dyrket flittigst, men netop den, jeg længe har miskjendt og saa vidt muligt forsømt: valgte den nyeste Historie, fordi den ligger os alle nærmest, har derfor det gyldigste Krav paa almindelig Opmærksomhed og [giver] den klareste Oplysning om Menneske-Livet, som vi alle dele det.

129Jeg sagde Dem strax, jeg vidste godt, det var et Vovestykke, og jeg siger Dem endnu, det synes mig kun alt for meget saa; men det var efter min fulde Overbevisning det bedste, jeg kunde gjøre, og til at gjøre mit bedste for Efterslægten, dertil føier jeg naturligvis daglig mere Drift, saa det glæder mig dog endnu at have fundet Mod til at vove, hvad der for Efterslægten umulig kan tabes og dog mulig vindes noget ved. Og kan mine Taler om den nærmeste Fortid, om Slægtens Fortid i de Øjeblikke, den sammensmeltede med min, bidrage til at vække og nære en lysere og mere levende Anskuelse af Menneske-Naturen i sin historiske Udvikling og af Menneske-Historien i sin naturlige Sammenhæng, da er jeg ikke alene tilfreds med, at man i alle andre Henseender kalder mit Foredrag Fuskeri, som herefter ej kan taales; men netop at det findes saa af Efterslægten og afløses hos den af Mesterstykker, skal være min Triumf; thi jeg véd, det er Fuskeri, enten det saa agtes derfor eller ikke, og falder mig selv kun taaleligt, fordi jeg haaber baade selv efterhaanden at kunne gjøre det lidt bedre og fremfor alt at vække de yngre til at gjøre det langt bedre, til, som det er deres Kald, at stige paa vore Skuldre og se videre, blive kloge af vor Skade og vinde derved.

Ja, m. H., det er ikke af Beskedenhed, jeg taler saa; thi, det være Indbildning eller Virkelighed, saa mener jeg dog virkelig, jeg kan tale lige saa lyst og levende om alt menneskeligt som nogen af mine jævnaldrende; men jeg indser, det er Fuskeri med os alle: Fuskeri med vor Behandling af Modersmaalet, Fuskeri med vore historiske Forelæsninger, Fuskeri med den Tjeneste, vi gjør vore Tilhørere, saa længe vi tale alene og ej forstaa ved en levende Samtale at indlede og vedligeholde den almindelige Deltagelse og Vexel-Virkning, der er Højskolens Liv og fremskridende Oplysnings Betingelse. Hertil kommer endnu, som jeg bemærkede, at jeg har miskjendt og forsømt den 130nyeste Historie, og det af naturlige Grunde, saa jeg i den ej engang kan bevæge mig nær saa frit eller udtrykke mig nær saa levende som i Oldtidens eller Middelalderens, – af naturlige Grunde, siger jeg, fordi jeg som Enkeltmand er af historisk-poetisk Natur, let begejstret for Menneske-Slægtens Ørne-Flugt i sin poetiske Ungdom og for dens Kæmpeskridt i sin ret egentlig historiske Manddom og derved stærkt indtagen mod dens Sneglegang i Nutiden, der syntes mig kun at forkynde en afmægtig, kold og smaalig, i højere Forstand lige saa uhistorisk som upoetisk Alderdom.

Selv Revolutionen og dens Følger, som jeg ej kunde nægte en vis Storhed, forekom mig derfor kun at være et grueligt stort Bevis paa Slægtens Afmagt og Aandløshed, der hyldede et Uhyre, halv Dyr og halv Djævel, som sin Frelser; saa det var først ved min Overgang til de stille i Landet, jeg opdagede, at ogsaa Nutiden har en historisk-poetisk Side at betragtes fra og vil først saaledes betragtet komme til at staa i sit rette Lys og blive, hvad den aabenbar beskikkedes til: en af de største Overgange fra en fortvivlet Fortid til en haabfuld, herlig opblomstrende Fremtid. Først nu saa’ jeg, at vi, som storagtig hævede os over Nutiden med dens lave, prosaiske Anskuelse af alle menneskelige Forhold, dens smaa, spidsborgerlige Interesser og drengeagtige Frihedsjagt og Selvklogskab, at vi, siger jeg, stod den bedre Fremtid lige saa meget i Vejen som Nutidens Forgudere, og at vi derfor smukt skulde huske, vi, med alle vore højere Anskuelser, hørte selv til den Nutid, vi saa dybt foragtede og saa bittert gjennemheglede, og takkede kun den Tid, som avlede og fødte os, slet, fortjente kun Utak af Efterslægten, hvis vi bortødslede vore Kræfter paa at ophøje det forbigangne, der er uigjenkaldelig forsvundet, og nedtrykke det nærværende, som er det eneste, der kan udrette noget, indslutter altsaa Menneske-Aandens sidste Haab og kan kun opgives i Fortvivlelse.

131Da satte jeg mig for at betragte min Tid saa nøje og saa upartisk som muligt og levende at knytte mig til alt, hvad der i den spaade en bedre og lykkeligere Fremtid, bedre og lykkeligere ikke for enkelte Poeter og Videnskabsmænd, ikke for enkelte Personer eller Stænder, af hvad Navn nævnes kan, men for Folk, som de er flest, og for den fulde Udvikling og klare Oplysning af vor dybe, vidunderlige Natur, som aabenbar er Skaberens Vilje og Menneske-Aandens Drift. Da fandt jeg vistnok hverken Nutiden i det hele eller den franske Frihed og Oplysning, den forgudede og til Dels endnu forguder, fandt dem vist nok ikke skjønne og lystelige, endsige da himmelske, men fandt dog Spor af det grundmenneskelige, selv midt i 📌Paris, og fandt, at den Retning til almindelig Frihed og gjennemgribende Naturlighed, Revolutionen viser, kan og maa føre til en forholdsvis herlig og lykkelig Fremtid, hvor Naturen er lidt bedre og dybere, derfor ogsaa Friheden ædlere og beskednere og Oplysningen grundigere end i 📌Frankrig. Vist nok finder jeg store Vanskeligheder ved nu hovedkulds at skulle indhente det forsømte i nøjere Bekjendtskab med Nutiden, endnu større Vanskeligheder ved at være rigtig upartisk, saa jeg ikke, af Frygt for det modsatte, skal synes partisk for det slette, og den allerstørste Vanskelighed ved at tage nogen levende Del i den franske Historie, der, som alt muligt fransk, er mig modbydelig; men jeg har bekæmpet disse Vanskeligheder alt hvad jeg kan, og skal det fremdeles, saa naar De, m. H., kun ikke taber Taalmodigheden, haaber jeg saa temmelig at overvinde dem, saa det i det mindste bliver mine yngre medstuderende klart, de lade sig godt overvinde, naar man som de har Mod paa alt og Tiden for sig.

Derfor, m. H., skjønt jeg snarere har Tiden bag mig, har jeg dog Mod paa noget, Mod paa, om jeg kan, at bryde Isen ikke blot til en rigtigere Vurdering af Fortid og Nutid, men ogsaa til det friere Forhold og en mere 132levende Vexel-Virkning mellem ældre og yngre, som er al sand Friheds og al grundig historisk Oplysnings Betingelse; og dette Mod skylder jeg nærmest en gammel Myte, som dog ej engang er nordisk: den store østerlandske Myte om Fuglen Fønix, der vel kun er kommen til os i Billinger fra 📌Grækenland og 📌Rom, men har i mine Øjne været lige saa mageløs i sit Slags, som 👤Fidias' Mesterstykker var i deres, saa ligesom Kunstkjendere sætte Billinger fra 📌Partenon over et helt Kunstværk af 👤Thorvaldsen, saaledes sætter jeg ogsaa de levnede Billinger af Fønix-Myten over det bedste Digt af 👤Øhlenschlæger; thi i disse Billinger har jeg fundet Menneske-Aandens egen Anskuelse af sin store Løbebane lige saa trøstelig som kolossalsk og levende udtrykt. De kjender den formodentlig alle, m. H., men jeg véd ikke, om De har lagt Mærke til det lille Træk, som især trøster mig, og som jeg mener, skulde trøste os alle, og jeg kan i alt Fald ikke anvende dette Øjeblik bedre end til at minde Dem om: at denne Palme-Fugl, der i sit jordiske 📌Paradis hver Morgen med himmelske Sange hilste den opgaaende Sol, er Sindbilledet paa Menneske-Aanden i sin højeste Flugt og naturligste Virksomhed; og naar nu Myten siger, at denne Fugl efter et tusendaarigt Liv bygte sig en Rede i 📌Syriens Palmeskov af alle Jordens krydrede, sødt duftende Væxter og brændte til Aske med den, antændt af rene Solstraaler, da afbilder det for mine Øjne klarlig Middelalderen, denne de glødende Hjærters vidunderlig brændbare og sødt duftende, men ogsaa som i Røgskyer indhyllede, sig selv udtømmende og hensmægtende Tid. Naar derfor Myten ender med, at Asken sammenrulles som et Æg, hvoraf Solen udklækker en levende Skabning, vel først kun i Skikkelse af den mindste Orm, men som dog voxer og udvikler sig ved Morgendug til en Fugl i sin Faders Lignelse, med hans Stemme og med Arveret til sit dejlige Fæderneland, hvortil den fuldvoxen, ledsaget af alle Skovens Fugle, 133vender glad og triumferende tilbage, da kan jeg umulig andet end deri at se et lige saa trøsteligt som træffende Billede af Nyaarstiden, hvori Vidskaben unægtelig hidtil kun var en Bogorm, som havde kun Lyst til at gnave paa Mindesmærkerne af Oldtidsfuglens høje Flugt og deilige Sang og fandt derfor kun dens Ørne-Klør misundelsesværdige, men paastod dog at have Kald til at ligne ham i alt og Arveret til al hans Odel. Hvor latterlig derfor end denne Paastand klinger i en Bogorms Mund, saa fattede jeg dog ved den hidtil saa nøjagtig opfyldte Spaadom Tro paa dens Gyldighed og syntes, jeg kunde føle det inden i mig selv, hvordan Ormen begyndte at forvandles til en lillebitte Fugl; og siden den Tid ser jeg denne Forvandling gaa for sig overalt, hvor der har været Aand i gamle Dage, og mit nærværende Forhold til Dem, m. H., anser jeg for lige saadan en Overgang, hvorved Bogormen stræber at skyde sin Ham, hvad jo kan være besværligt nok at overkomme og stundum lidt kjedeligt at være Vidne til, men som dog, hvis der, som jeg haaber, kommer en lille Fugl ud af, der kan lære at synge, vil fornøje os paa begge Sider.

134

XII–XIV.

[Avgust Maaned.]

Mine Herrer!

Rædsels-Tiden er det vedtagne Navn paa 👤👤Robespierres gyldne Dage fra først i Juni 1793 til i Slutningen af Juli 94; og skjønt hele Revolutionens og hele 📌Frankrigs Historie i mine Øjne er rædsom nok, svare disse tretten Maaneder dog fortrinlig til Navnet, de vittige Franskmænd selv har givet dem, ikke blot for den Rædsels Skyld, de raadende Umennesker udbredte over 📌Frankrig, og de franske Hære over hele 📌Evropa, men ogsaa fordi han, der ret egentlig førte Medusa-Hovedet i sit Skjold, 👤Maximilian Robespierre, var i Grunden selv den største Kryster, en ussel Slave af kvindagtig Frygt, saa tilsyneladende var det i alle Maader Rædselen, der regerede; men enhver fej Tyran maa naturligvis, for at bestaa, have forvovne Kroppe i Ledtog med sig; og at det egentlig er dem, der regere, ser man, naar de enten styrte eller falde fra Tyrannen, thi da bliver Krysteren, som før var alles Skræk, snart til almindelig Latter. Saaledes gik det 👤Robespierre, da han mistede 👤Danton, hvem han vel selv fik bragt til Retterstedet, men overlevede kun jammerlig et Fjerdingaar.

Naar man altsaa vil forstaa Rædselstiden, da maa man ingenlunde stirre sig blind paa 👤Marat og 👤Robes135pierre, som især førte Ordet og Pennen; thi 👤Robespierre var saa langt fra at være en mægtig Taler, som nogen aandløs, pibende og ondskabsfuld Lovtrækker kan og maa være; og 👤Marats Skrift var, som lutter Blod og Galde, Edder og Forgift, saa væmmelig, at ingen uden den laveste Pøbel, hvor gjærne de saa end vilde, kunde finde Smag deri; saa man løftede kun 👤👤Robespierres kjedsommelige Indlæg til Skyerne som Bevis for, at al den Skræk, man udbredte, stod i Dydens Tjeneste som dens verdslige Arm; og man beraabte sig kun paa 👤Marats Tigerklo for at vise, at de Blodbad, man anrettede, var dog kun lidt imod, hvad der forlangtes; saa de, der førte Øxen, og de, der anførte Pigmænd og Kanonererne, det var aabenbar Hovedmændene i Rædselstiden; og blandt disse knejser nu 👤Georg Danton som Hovedet højere end hele Resten og Sjælen i hele den blodige Virksomhed lige fra Juli 89 til April 94, da hans eget Hoved faldt under Guillotinen.

Denne Mester-Slagter og Bøddel-Høvding kunde man derfor ønske at vide langt bedre Besked om, end jeg kan give; thi i mine Kilder findes ikke mere om hans Byrd og Væxt, end at han var en Champagner, født i 📌Arcy ved 📌Aube 30 Aar før Revolutionens Begyndelse og var, da den udbrød, Prokurator i 📌Paris. Saa længe 👤Mirabeau levede, hørte man naturligvis ikke stort til 👤Danton, men han var dog allerede ved 📌Bastillens Erobring 👤Mirabeaus Statholder i 📌Paris og blev aabenbar hans Eftermand i Regeringen, da Magistraten i 📌Paris tog Luven fra National-Forsamlingen; og vel var han, som alt hvad der hørte til Revolutionen, Medlem af Jakobiner-Klubben, hvor 👤Robespierre glimrede, men han havde dog sin egentlige Talerstol hos de saa kaldte Cordeliers eller Graabrødre og satte mest sine Redskaber i Bevægelse ad hemmelige Gange, skjønt han altid offentlig vedkjendte sig den Grundsætning, at Mod og Magt var hans eneste Guder, der vel ikke gav nogen Ret, men gav ham alt, hvad han forlangte: Frihed til at 136følge sine Lyster og Raad til at leve flot og lystig. En Kæmpe af Bygning, en Røver af Udseende, en Løve i Dristighed, med et lynende Blik, en Tordenstemme, en klar Tankegang og alle de drøjeste Udtryk i sin Magt, var han ogsaa skabt til en pøbelagtig Herakles, for hvem, som en af hans Stalbrødre sagde, selv Friheden rystede.

En saadan Mand har i stormende Tider nemt ved at finde bekvemme Redskaber, thi Lige søger Lige; og medens han ej behøvede stort mer end et Blik, for at kjende sine Folk, flokkedes naturligvis alle fortvivlede Karle og forvovne Kroppe om saadan en Leder; og tænke vi os blot for et Øjeblik, hvad Gud forbyde, alle vore Slaver satte i Frihed, da faa vi en levende Forestilling om, hvad en 👤Danton kunde udrette i 📌Paris, især da 👤Lafayette med National-Garden ej længer stod i Vejen; saa nu havde de, der før holdtes i Ave af Politi og Garnison, arvet hele Politiets og Garnisonens Magt.

👤Lafayette, som spillede Helte-Rollen under den første National-Forsamling, havde nemlig taget Afsked tillige med den (91) og var gaaet til Armeen, hvor han ingen Lavrbær høstede, men blev saa opbragt over Pøbelagtigheden den 10de Avgust 92 og Kongens Fængsling, at, da Armeen ikke vilde følge ham mod 📌Paris, rømte han ud af Landet og afløstes ved Armeen af 👤Dantons gode Ven 👤Dumouriez. Den anden Mand, som ønskede at holde Orden i 📌Paris, var 👤Bailly, og hvor lidt han end til daglig Brug havde at sige, var han dog under den første National-Forsamling baade 👤Danton og Jakobinerne i Vejen, saa han havde nær kyst dem, da han lod skyde skarpt paa 📌Marsmarken 17de Juli 91; men ham blev man kvit omtrent paa samme Tid som 👤Lafayette, og den ny Præsident i Magistraten 👤Pétion vilde nok bevare Skinnet, men saa’ dog igjennem Fingre med alle Pøbel-Optrin, saa længe der endnu var Skygge af Kongemagt; thi han drømte om en Republik, der vel selv skulde være 137den rene Dyd, men kom aldrig i Stand, naar man var alt for kræsen paa Midlerne til det store Øjemed.

Fra 👤Pétions Valg til Maire af 📌Paris November 91 (som i forbigaaende sagt det forblindede Hof selv befordrede) begynder 👤Dantons Regeringstid; thi han var Sjælen i begge Oprørene 92, baade det af 20de Juni og det af 10de Avgust, som gjorde Ende paa Kongedømmet, og til Løn blev han Justits-Minister, hvad man ret egentlig maa kalde en “Rettens Fornægtelse”; thi 👤Danton gjorde ingen Røverkule af sit Hjærte, saa da man i Kongens Dødssag gjorde den Indvending, at National-Konventet jo dog ikke paa én Gang kunde være baade Anklager og Dommer, svarede 👤Danton meget aabenhjærtig: “Det er ganske rigtigt, vi kan ikke dømme 👤Ludvig, men vi kan slaa ham ihjel.”

Som 👤Dantons første Storværk efter hans Tronbestigelse maa vi for Resten betragte de saa kaldte September-Optrin, hvormed Rædselstiden klarlig begynder, og som vel ikke egentlig egne sig til Fortælling, men vel til Oplysning.

Den 10de Avgust havde 👤Pétion, for at redde Skinnet, ladet sig give Hus-Arrest, mens Voldsmænd indsatte sig selv til en ny Magistrat, og denne Magistrat tiltog sig i de følgende Dage hele Magten, indrettede et Politikammer med 👤Marat i Spidsen, til at fængsle alle mistænkelige, og nødte den lovgivende Forsamling til at skabe en ny Højesteret for alt, hvad der angik 10de Avgust og lignende Sager. Alt dette forslog imidlertid efter 👤Dantons Mening ikke til, hvad han offentlig kaldte det ene nødvendige: til at sætte Skræk i Royalisterne, og derfor blev der nu med lukte Porte, de sidste Dage af Avgust, foranstaltet Husbesøg i 48 Timer af det maratske Politi og fængslet mellem 12 og 15,000 Mennesker, alle dem nemlig, som nogen vilde kalde mistænkelige Personer; og ingen tvivlede nu paa, at der med dem skulde gjøres kort Proces. 138Derom gjorde da ogsaa 👤Danton Aftale med 👤Marat. 👤Maillard, som 89 førte Fiskerkærlingerne til 📌Versailles, stod i Spidsen for en tilstrækkelig Trop Galgenfugle, med Mulatten 👤Fournier fra 📌St. Domingo og Polakken 👤Lazovsky til tro Medhjælpere, og nu begyndte Slagteriet Søndagen [den] 2den September ved 📌Abbedi-Fængslet, med 24 ubeedigede Præster, som skulde føres der ind, men blev uden for Porten sønderslidte af Blodhundene, paa en eneste nær, de døvstummes Lærer Abbed 👤Sicard, som ved et sært Lykketræf undslap. I dette Øjeblik kom en af de selvgjorte Magistrats-Personer 👤Billaud-Varennes til, ikke for at standse, men for at opmuntre Slagteriet med de smukke Ord: “Folk! du ofrer dine Fjender, du gjør din Pligt!” – “Ja”, skreg 👤Maillard, “men nu er her ikke mer at gjøre; lad os gaa til 📌Karmelitter-Kirken!” Man gik nu ogsaa til [denne] Kirke, hvor 200 Præster med Ærkebispen af 📌Arles, den ærværdige 👤Dulau, var indspærrede, hug ned for Fode, til man blev træt, og fyrede saa hele Salver, til Kirken var ryddelig. Derpaa vendte Bødlerne tilbage til Abbediet, sprængte Portene og satte for Løjers Skyld en Standret med 👤Maillard til Præsident, som efter nogle faa Spørgsmaal enten ved en sær Undtagelse frikjendte Fangen eller skikkede ham “à la force”, som var den smukke Vending, han efter Aftale gav Dødsdommen, saa Fangerne kunde tænke, de skulde blot føres til et andet Fængsel, som hed 📌La Force, men fik, saa snart de faldt i “Magtens” Hænder, andet at føle. Mellem Slagtofrene her var ogsaa Ministeren Grev 👤Montmorin, som til sit Uheld var bleven Kongen paatvungen tillige med 👤Necker i Oktober 89, og var siden bleven ham tro, det var hans Brøde. Hvor blodig selv disse Umenneskers Medlidenhed var, fik man ogsaa at se; thi den gamle General 👤Sombreuil havde en Datter, som bad saa mindelig for hans Liv, at det paa en Maade rørte Tigrene, men dog ikke anderledes, end at de rakte hende en Skaal med 139Blod og sagde: “Ja, vil du drikke Aristokraternes Blod!” Hun drak og frelste sin Fader, skjønt kun til lidt senere at dø paa Guillotinen.

Dette kan være nok til en Prøve, og af de øvrige Slagterier, som varede fra Søndag til Onsdag og skaffede en halv Snes Tusend Mennesker ud af Verden, vil vi kun nævne det i Fængslet 📌La Force, hvor man kaldte det “at løslade Fangerne”, en figurlig Talemaade, som ventelig var opfunden af 👤Camille Desmoulins, Taleren fra 📌Palais-Royal, som selv kaldte sig Lygtepælens Prokurator og var nu Sekretær hos Justitsministeren, nemlig hos 👤Danton; thi han sagde om September-Slagterne: “De har baaret sig meget ordentlig ad; Folket har end ogsaa sat en stor Del Aristokrater i Frihed.” Vi vil blot bemærke, at blandt dem, der saaledes sattes i Frihed i 📌La Force, var ogsaa den smukke 👤Prinsesse Lovise af Savoien eller, som hun kaldtes, 👤Prinsesse Lamballe, med det mest ubesmittede Rygte, men den kongelige Familie saa hengiven, at skjønt hun alt var om Bord for at gaa til 📌England, vendte hun dog tilbage, da Kongens Flugt mislykkedes, og gik af sig selv i Fængsel efter 10de Avgust, for at dele Skæbne med Dronningen.

Man har for Resten et Brev fra Pariser-Politiet, skrevet om Mandagen til Magistraten i alle franske Stæder, hvori det hedder: at Folket har aflivet en Del af de grumme Forrædere i Fængslerne, og at man formoder, dette nyttige og nødvendige Middel vil blive anvendt overalt, for at sikre Patrioternes Koner og Børn, der ellers, naar de rykke i Marken, vil blive myrdede af Pakket, man har i Ryggen. – Magistraten betalte Arbejdet. – Fangerne fra 📌Orleans nedsabledes i 📌Versailles 9de September, førte til Døden af 👤Fournier og modtagne af 👤Lazovsky med 👤Dantons Vidende og Vilje.

Endnu i samme Maaned, 20de September, samledes det saa kaldte National-Konvent”, i hvis Dage 140Republikken blev stiftet, Kongen henrettet og det borgerlige Selskab aldeles opløst, saa intet gjaldt, uden alene den stærkeres Ret; thi denne National-Forsamling var sin meste Tid aabenbar kun en Dekret-Maskine, styret af, hvem der havde de bedste Næver til sin Tjeneste. Dette National-Konvent var nu vel ikke nær saa talrigt som den første National-Forsamling paa 1200 Mand; thi dette var kun paa 750; men det var mer end nok, naar man betænker, at deriblandt var saa godt som hverken Adelsmænd eller Gejstlige, og at alle disse Hoveder skulde enes om at skabe et splinternyt borgerligt Selskab, en Republik, som Verden hverken i Størrelse eller Frihed havde set Magen til, og det i et Land, der ikke blot havde haft Konger, men Despoter og Tyranner, lige fra 👤Klodevigs Dage. – Hvad der hidtil altid har været Tilfældet i demokratiske Forsamlinger: at Mængden, som dog gjorde Udslaget, manglede baade den Kraft og de Kundskaber, der høre til at styre Staten og give Love, det maatte dobbelt være Tilfældet her, hvor alle var opdragne mellem Slaver og Tyranner, og hvor der end ikke havde været Tanke om Almen-Oplysning. Derfor kaldte man Mængden eller den store Midte i National-Konventet Moradset, medens den højre Side førte Navn af Girondisterne, og den venstre af Bjærget.

Betragte vi nu disse to Partier lidt nøjere, da finde vi for det første, at de hidtil havde for det meste holdt sammen mod Konge, Adel og Gejstlighed, men kunde nu slet ikke enes om, enten hvem der egentlig skulde have Magten, eller hvad den skulde bruges til; thi vel var de enige nok om, baade at Folket skulde betragtes som sin egen Herre, og Landet forsvares mod Kongerne og de udvandrede; men hvis Tankegang der skulde gjælde for Folkets, og paa hvad Maade Landet skulde forsvares, det var det store Tvistens Æble.

Landet omkring 📌Garonne-Floden, som før hed 📌Guienne 141og 📌Gascogne, hed efter den ny Inddeling 📌Gironde-Egnen, og heraf kom Navnet Girondister, da Partiets bedste Talere var fra 📌Bordeaux; men det var for Resten sammensat af Mænd fra alle Egne i det sydlige og vestlige 📌Frankrig, altsaa fra, hvad der i gamle Dage var Burgunders, Goters, Britters og Normanners Sæde; og deres fælles Grundsætning var, at med Kongens Afsættelse og Republikkens Stiftelse skulde Revolutionen være endt, og alt gaa sin ordentlige, stille og rolige Gang; saa det gjaldt kun om gode Love, som alle naturligvis med Fornøjelse maatte underkaste sig. Da de imidlertid saa’, at Pariser-Pøbelen var let at rejse og slem at styre, fandt de det ganske rimeligt, enten at National-Forsamlingen maatte forlægges til en anden By, eller at 📌Frankrig ligesom 📌Nordamerika maatte udgjøre flere smaa Republikker, der hver havde sin egen indvortes Forfatning og kun mod udvortes Fjender gjorde ét.

Det sidste var især en Yndlingstanke hos 👤Brissot fra 📌Chartres, der gjaldt for en af Partiets Hovedmænd, fordi han var dets frugtbareste Skribent, havde været i 📌England og 📌Nordamerika og tænkt mere end de fleste over allehaande Statsforfatninger; men han var, ligesom alle Skrivere af Profession, kun lidet skikket enten til at rette sine Tanker efter det virkelige Liv eller til med Kraft og Held at gribe ind deri; og om Girondisterne aldrig for andet med rette kaldtes Brissotister, var de det dog for saa vidt, at de snakkede og skrev hel ivrig om, hvordan de vilde have al Ting indrettet, og hvor dejlig det saa vilde gaa; men spurgte slet ikke om, hvad der til Tid og Sted var muligt, og havde hverken Drift eller Klogskab til virkelig at arbejde paa Udførelsen. Dette gjælder selv om den mest praktiske Mand af Partiet, Kjøbmanden 👤Roland, som en kort Tid havde været Kongen paatvungen som Minister, men blev det nu for Alvor efter 10de Avgust. 👤Roland var nemlig omtrent det samme i National-142Konventets Dage, som 👤Necker havde været i den første National-Forsamling; og ligesom 👤Neckers Hus den Gang var Samlingspladsen for de liberale Aristokrater og Genier, saaledes var nu 👤Rolands Hus det for Girondisterne, som man maa kalde de aristokratiske Liberale og revolutionære Genier; og ligesom hist 👤Madame Necker og hendes Datter 👤Staël-Holstein havde ogsaa politisk spillet en Hovedrolle, saaledes spillede nu 👤Madame Roland sin og var egentlig Partiets Sjæl.

Girondisterne var altsaa ret egentlig det revolutionære Dame-Parti, som syntes almægtigt, saa længe det var enigt med de røde Huer og med 👤Dantons Graabrødre, men maatte komme til at føle deres Afmagt, saa snart der indtraadte en Skilsmisse; og den Skilsmisse maatte indtræde, saa snart den fælles Fjende i 📌Tuillerierne forsvandt; thi om da end baade 👤Danton, 👤Robespierre og 👤Marat vilde skaane 👤Madame Roland og hendes Venner og lade dem nyde deres smaa Triumfer og søde Drømme, saa kunde de dog ikke; thi det hørte ogsaa til Girondisternes søde Drømme: at baade Jakobinere og Graabrødre og Pariser-Pøbelen havde kun været Redskaber i deres Haand, Lejetropper, som de kunde afskedige, saa snart det grove Arbejde, hvortil man behøvede dem, var gjort, og Sejeren vunden; og det var Triumfen, de ventede: at det 📌Frankrig, der havde gjenlydt af deres Pris som mageløse Talere og Skrivere, mens de sejerrig kæmpede mod Kongemagtens Skygge, dette 📌Frankrig skulde, naar de kom til at staa for Styret, følge deres Ord som Orakelsprog.

Derfor paastod de, at vel var det Folket, det majestætiske Folk, der rejste sig den 10de Avgust, for at gjøre Ende paa alle Tuilleriets Planer og de udvandredes Forhaabninger, men det var slet ikke Folket, men kun en Haandfuld Oprørere og Uhyrer, der sammenrottede sig i Septemberdagene, for at foregribe Domstolene, slukke deres Blodtørst og vanære Frihedens herlige Sag.

143Denne Paastand erklærede Bjærget naturligvis for grundfalsk og for et nedrigt Paafund til at sværte og undertrykke Folkets og Revolutionens reneste og varmeste Venner; og ganske ærlig var den vist nok ikke; men Girondisterne tænkte sagtens, de kunde paastaa det med en god Samvittighed, da baade 👤Pétion, 👤Brissot og 👤Barbaroux, virksomme nok paa deres Vis den 10de Avgust, virkelig var fri for Del i Septembermordene.

(👤Jeronimus Pétion fra 📌Chartres, Prokurator, National-Konventets første Præsident, som 👤Manuel fra 📌Montargis foreslog, skulde bo i 📌Tuillerierne [og] have Vagt og Stilling omtrent som den amerikanske Præsident; men 👤Chabot og 👤Tallien rejste sig derimod, og Gironden turde ikke understøtte Forslaget. – 👤Barbaroux var en ung Marseillaner, som med et Par Hundrede Bysbørn kom til 📌Paris først paa Sommeren 92, for at styrte Regeringen; han blev en Yndling af 👤Madame Roland, hjalp, hvad han kunde, til Oprøret den 20de Juni og den 10de Avgust, anklagede saa Jakobinerne for at ville gjøre 👤Robespierre til Diktator, drømte sødt og vaagnede i Blod med Girondisterne. 👤👤Robespierres anden Anklager og rette Avindsmand var imidlertid 👤Louvet, en slibrig Romanskriver og Journalist fra 📌Poitou, som heller ikke sparede 👤Danton. Girondisternes Hovedtalere var imidlertid 👤Guadet, 👤Vergniaud og 👤Isnard.👤Guadet, Prokurator, født 1758 i en lille By 📌St. Emilion i 📌Guienne, var især berømt som Taler; men da man beskyldte Gironden for at have været i Ledtog med 👤👤Dumouriez, og han væltede Beskyldningen tilbage paa Jakobinerne og 👤Danton, sagde denne: “Aa! saa mig vil du anklage; du kjender ikke min Styrke!” Han blev henrettet i 📌Bordeaux 15de Juni 94. [Sammenstødet] med 👤Danton 20de April 93. – 👤Vergniaud født i 📌Limoges 1759, Prokurator, doven. – 👤Maximin Isnard, en rig Kræmmersøn fra 📌Grasse i 📌Provence, [tog altid] Munden fuld; han truede 27de Maj 📌Paris med at sløjfes, hvis den 144ikke var artig; da det kneb, tog han sin Afsked og slap. – 👤Gensonné, Prokurator, født i 📌Bordeaux 1758. – 👤Buzot, Prokurator, født i 📌Évreux 1760. – 👤Lanjuinais, Prokurator, født i 📌Rennes 1753, levede til 1827.)

I Munden kunde 👤Robespierre umulig staa sig, og 👤Danton havde ingen Lyst til at lade det komme til Haandgribeligheder, hvor intet var [for] ham at vinde, men vel at tabe, saa det gik lidt i Langdrag med Kjævleriet; men da 👤Danton mærkede, Girondisterne ogsaa vilde ham til Livs, tog han alvorlig fat, Mulatten 👤Fournier, Polakken 👤Lazovsky, Spanieren 👤Gusman og alle de andre kom paa Benene, 👤Marat og hans værdige Medbejler, 👤Hébert fra 📌Alençon, kappedes om at sværte Girondisterne; og da disse værgede sig med at anklage 👤Marat og fængsle 👤Hébert, havde de den Ærgrelse at se den ene frikjendt, den anden løsladt, og begge førte i Triumf med Borger-Kronen. Det var Forspillet, og Udslaget gjorde 👤Henriot, en grov Tølper, som ingen synes at vide mer om, end at han blev 👤Lafayettes Eftermand [som] Stadshauptmand.

Kun forgjæves havde Girondisterne udtømt deres Veltalenhed, skjønt det var bogstavelig sandt, hvad 👤Vergniaud sagde: “Det er et ganske eget Friheds-System, at sige til Folk: I er fri, men I maa tænke ligesom vi, ellers raaber vi Hævn over jer hos Folket; I er fri, men I maa smukt bukke for den Afgud, vi tilbede; I er fri, men I maa hjælpe os at forfølge dem, hvis Ærlighed og Oplysning vi frygte, ellers skrige vi Hævn over jer hos Folket. Medborgere! Der er Fare for, at Revolutionen ligesom Saturn opsluger sine egne Børn og avler saa Despotismen med al sin Elendighed.” Ingen modsagde dem, men den 31te Maj var der 80,000 Mand paa Benene i 📌Paris, som det hed, i moralsk Opstand.

Saaledes oprandt den 31te Maj, da 👤Danton og Gjæsterne fra Gaden forsikrede sig om, at man med 80,000 Mand i Ryggen kunde uden Vold faa de fleste Stemmer i 145Konventet omtrent for, hvad man vilde; og den 2den Juni fandt Konventet sig indspærret i 📌Tuillerierne af 👤Henriot med Kanoner og tændte Lunter; man foreslog Girondisterne frivillig at tage deres Afsked, 👤Isnard og nogle enkelte flere gjorde det, 👤Lanjuinais og 👤Barbaroux lod haant derom, de fleste var allerede krøbet i Skjul; 👤Marat præsiderede, og Forsamlingen besluttede, at nogle og tyve Girondister skulde have Husarrest. Senere føjede man nogle og tresindstyve Navne dertil, en Del flygtede og stræbte dels at skjule sig og dels at vække Opstand; men næsten alle de berømte maatte lade Livet: 👤Brissot og 👤Vergniaud med 19 Venner og 👤Madame Roland faldt under Guillotinen i 📌Paris 31te Oktober, 👤Guadet og 👤Barbaroux næste Aar i 📌Bordeaux; Ministeren 👤Roland fandt Skjul i 📌Rouen, men dræbte sig selv, da hans Kone var henrettet; 👤Marquien af Condorcet, som havde skrevet en girondistisk Konstitution, gjorde ligesaa, og af 👤Pétion og 👤Buzot fandt man kun Stumper ved 📌Saint Émilion, som Rovdyrene havde levnet, uden at man véd, hvordan de kom af Dage.

Fra Juni 93 til Slutningen af Juli (eller 9de Thermidor) 94, spillede da Bjærget og Jakobinerne, altsaa 👤Robespierre og hans Haandlangere, Mester; thi 👤Danton bestod alene ved Pøbeloprør: dem var han kjed ad, og dem bekæmpede 👤Robespierre nu af al Magt, da Konventet, som han sagde, nu var renset og maatte have Ro til at knuse Republikkens Fjender og forberede dens Lyksalighed. 👤Marat lod gjærne 👤Robespierre raade, naar han blot maatte skrive alt, hvad han vilde, med sin forgiftige Pen, og desuden var hans Dage nu talte; thi den normanniske Pige 👤Charlotte Corday, som sværmede for det romerske Ideal af en dydig Republik og havde mistet sin Kjæreste ved 👤Marat, indbildte sig, hun var kaldet til at fri 📌Frankrig fra det Uhyre, indsneg sig hos ham under Paaskud af Hemmeligheder, hun vilde aabenbare, og dræbte ham med et Dolkestik i hans Badstue den 15de Juli 93. Hendes Hoved 146faldt naturligvis et Par Dage efter under Guillotinen; men derpaa var hun belavet, og gik i Døden med saa megen Rolighed og Værdighed, forhøjet af Skjønhed og Ynde – hun var 25 Aar –, at et ungt Menneske tilbød sig at dø for hende og maatte derfor dø med hende; og 👤Adam Lux fra 📌Mainz skrev et Forsvar for hende, som ogsaa kostede ham Livet. Mærkeligt er det, hvad denne Tysker (kun 28 Aar) sagde: “Har jeg fortjent Døden, er det i det mindste ikke mellem Franskmænd”; thi det gjælder ogsaa 👤Charlotte Corday, som vist nok i ethvert Land med Lov og Ret vilde været en Morderske, men i det lovløse 📌Frankrig var en Blodhævnerske, som fortjener et priseligt Eftermæle, skjønt 📌Frankrig næppe vandt noget ved hendes Vovestykke.

Dette Uhyre 👤Jean Paul Marat blev 49 Aar gammel og var født i 📌Baudry i 📌Neufchâtel og af Natur en Vanskabning, under fem Fod, med et umaadelig stort Dværgehoved; men hvad han tog sig for til Revolutionen, derom har jeg intet fundet, undtagen at han førte et usselt Liv i 📌Paris som Kvaksalver med ét Middel mod alle Sygdomme, som naturligvis var Døden, altsaa det samme, han siden saa utrættelig anbefalede. Hans Giftblad, Folkevennen kaldt, skrev han fra Begyndelsen, besoldet af 👤Hertugen af Orleans, mod Hoffet, men snart mod alle dem, der udmærkede sig ved noget andet end han selv, altsaa Svinskhed og Blodtørst. Kun 👤Danton og 👤Robespierre sparede han, fordi han selv var en elendig Kryster, som aldrig turde lade sig se, hvor der var Fare paa Færde, og trængte derfor idelig til Graabrødre-Klubbens og Slagteren 👤Legendres Kjældere at krybe i. – Hvad han immer raabte paa, som det eneste Radikalmiddel for Republikken, var at udnævne en Diktator med en Klods paa Benene, som skulde være enevældig, men kun til at afsige Dødsdomme. Saa uhyre var imidlertid Forblindelsen, at man ikke blot over hele 📌Frankrig erklærede 👤Marat for 147en Frihedens Martyr, men stredes om hans Støv og Hjærte, satte hans Brystbillede i 📌Pantheon i Steden for 👤Mirabeaus og paakaldte ham som Republikkens Skytshelgen, naturligvis for snart at bande ham som en Djævel, der ene var Skyld i, hvad alle Umenneskerne havde bedrevet.

Paa denne Tid var 👤Robespierre bleven enevældig; thi 👤Danton havde giftet sig, var kjed ad Tummel og Blodbad og trak sig paa nogle Maaneder tilbage til sit Fødested, hvorved han tabte sit levende Forhold til Revolutionen og fandt sig, da han kom igjen, ingenlunde uundværlig, men tvært imod afløst, saa han stod kun med sit store Navn, sin Kraft og Forvovenhed saa vel 👤Robespierre som sit eget gamle Parti i Vejen; thi i Graabrødre-Klubben regerede nu de yngre Medlemmer, som ingenlunde vilde standse med 👤Danton midt paa den blodige Bane, men drive Omvæltningen og Forstyrrelsen til det yderste. Deres Leder var i Literaturen 👤Hébert, en gemen Tyveknægt, som gik paa Arbejde ved Septembermordene og skrev et Blad, endnu skamløsere end 👤Marats, og var for Resten Fuldmægtig hos Byskriveren i den selvgjorte Magistrat, 👤Pierre Gaspard Chaumette, en Skomager-Søn fra 📌Nevers, en halvstuderet Røver, kun 30 Aar gammel, men som dog alt havde været baade Matros, Munk og Skriverkarl førend 89, da han gav sig i Skole hos 👤Camille Desmoulins, men løb snart fra ham, satte sig selv til Højbords paa Raadstuen 10de Avgust, ombyttede sit Døbenavn, Per Jesper, med det af 👤Anaxagoras, der, efter hans hemmelige Efterretninger, blev hængt for sin Republikanisme; og fra Juni 93 til Marts 94 havde ingen Mand i 📌Frankrig mer at sige end han. Egentlig udgjorde han et lille Triumvirat med 👤Hébert og den prøjsiske 👤Baron Clootz, der kaldte sig Anacharsis, og [de] gjorde alle Haandværk af Gudsfornægtelse.

Mens nu 👤Danton var borte (September–November 93), var Magistraten og Byen blevne enige om at afskaffe 148Katolicismen som Stats-Religion, afløse alle de offentlige Madonnabilleder med 👤Lepelletiers og 👤Marats, Friheds-Martyrernes, Buster, og i 📌Vor-Frue Kirke (📌Nôtre-Dame) indførtes Fornuft-Dyrkelsen med stor Stads den 10de November. Bogtrykkeren