Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Mands Minde 1788-1838. Foredrag over det sidste halve Aarhundredes Historie

Ja, m. H., jeg tør paastaa, 📌Danmark vilde føle sig ti Gange saa lykkeligt som nu, – altsaa ogsaa i Grunden være det, – naar blot alle de dejlige, nydanske Viser, der mylrede frem, fra 👤Thaarups Høstgilde til 👤Ingemanns Holger Danske, ikke blot som nu stod paa Papiret, enten aldrig sungne eller dog kun en Gang til Stads eller en Vinter i Hovedstaden, men havde gjenlydt i alle vore Skoler og derfra naturligvis ikke blot i alle vore Marker og Skove, men saa vidt som Danebrog vajede paa det sortladne Hav. Kun Mangelen af det kunstige Led, som en fri og folkelig Skole i vore Tider maa være mellem Ungdommen og den i Enkeltmænd opstaaede forklarede Folkeaand, kun Mangelen af dette nødvendige Led gjør, at et Folk kan daglig blive dødere og dorskere, vrantent og modfaldent, mens dets Litteratur strømmer over af Liv og Fylde i herlige Minder og lyse Forhaabninger; og medens dette gjælder ikke blot her, ikke blot i 📌Norden, men ogsaa i 📌Tyskland, i 📌England og selv i 📌Frankrig og 📌Spanien, gjælder overalt, hvor der, ligesom fordum i 📌Atenen, fødtes en ny Muse til Sang ved et 49folkeligt Høstgilde, – medens det gjælder vidt og bredt, gjælder det aabenbar dobbelt i 📌Danmark, hvor Høstgildet begyndte endnu før Revolutionen, og den historiske Idyl, som hos os med Æren bærer det træffende Navn, hvor den med alle sine dejlige ny Viser er digtet af en Kjøbenhavner.