Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Mands Minde 1788-1838. Foredrag over det sidste halve Aarhundredes Historie

Mens jeg nemlig laa og læste til Attestats, saa dovent som muligt, og satte fremfor alt sjælden eller aldrig min Fod paa teologiske Forelæsninger, da jeg havde nydt for liberal en Opdragelse paa Jyllands Heder til at tænke, man var forpligtet til at kjede sig fordærvet, og umulig kunde begribe, hvorfor jeg skulde spilde en hel Time paa at høre oplæst, hvad jeg i et Kvarter magelig kunde gjennemløbe, – se, da kom min berømte Frænde Henrik Steffens paa en kort Tid hjem til Fædernelandet. Og skjønt jeg var baade for kluntet og folkesky og aandløs til i mindste Maade at tiltrække mig hans Opmærksomhed, saa tiltrak han sig dog naturligvis min; og hans Forelæsninger, saa vel over Filosofien som især over Goethes Poesier, er vist nok et Vendepunkt i langt mere, men dog ogsaa ret egentlig i mit Liv. Dette har jeg længe vidst og aldrig dulgt; men hvorved det var, 533han virkede stærkere paa mig end paa dem, der baade forstod ham langt bedre og tilegnede sig langt mere af hans Anskuelse, det er først nylig blevet mig klart, og det er egentlig, hvad jeg nødvendig maatte fortælle Dem. Men i forbigaaende maa jeg dog ønske at Øhlenschlæger, eller endnu bedre Steffens selv, en Gang vilde fortælle baade Dem og mig sit Tog til Danmark 1802 og 3; thi De kan slet ikke, og jeg kun meget dunkelt forestille mig denne jeg tør godt sige: verdenshistoriske Begivenhed i hele sin Udstrækning. Hvad jeg imidlertid kan give, staar ogsaa her til Deres Tjeneste.