↩ Herpaa prøvede, skjønt uden Held, alt for over en Menneske-Alder [siden] min berømte Frænde Henrik Steffens, hvis Navn jeg nødvendig maa nævne, i det jeg bestiger Katedret, da jeg, uden at have hørt hans Forelæsninger i Ungdommen, vist aldrig var kommen til at aabne mine; og det store Gavn, jeg høstede af hans Tiltale, der vel faldt mig saare mørk og syntes mig urimelig, men tiltalte mig dog lyslevende, det skulde trøste mig, hvis det nu ogsaa mislykkedes mig at fremkalde en ordentlig Vexel-Virkning. Men des trøstigere vil jeg dog prøve derpaa, og saa meget baade har Tiderne forandret sig og er Historien tilgængeligere end den spekulative Filosofi, at hvad fordum brast, kan uden Mirakler bære nu. – Og hermed være da under gode Varsler det fri Forhold mellem Dem, mine Herrer! og mig indledt til fælles Fornøjelse og til saa meget Gavn, som vi fik baade Lyst og Kraft til at stifte!