Grundtvig, N. F. S. Mands Minde 1788-1838. Foredrag over det sidste halve Aarhundredes Historie

453

XLVII.

(Den 16de November.)

Mine Herrer!

Den engelske Almen-Aand (public spirit) har saa længe været et Ordsprog i 📌Evropa, at det kunde synes aldeles overflødigt, hvad jeg har prøvet paa: at opvise Præget og Sporene af denne Aand baade i Lys og i Løn. Men jeg tænker dog snarere, mit Forsøg har været utilstrækkeligt end overflødigt; thi man har endnu sædvanlig saa flygtig og saa taaget en Forestilling om Aand, at naar man indrømmer 📌England det store Fortrin at have en egen Aand, da tænker man sjælden paa, hvad det vil sige, og endnu sjældnere stræber man enten at klare det for sig, hvad for en Aand den engelske er, eller at undersøge, hvorfor de andre dannede Folk synes ingen at have. De, der tro sig klogest paa Almen-Aand og 📌Englands Fortrin, synes derfor at mene, enten at den ligger i Luften, i Porter, roast-beef og potatoes, eller at den udspringer som en Maskin-Gud (deus ex machina) af Maskineriet i den engelske Statsforfatning; og i denne Vildfarelse staa, saa vidt jeg har kunnet mærke, Engelskmændene selv, saa, da jeg er af en ganske anden Mening, maa det snarere synes forvovent af mig, end det kan findes overflødigt, med alle de Vaaben, jeg har, at forfægte min Anskuelse. Saa forvoven maa jeg imidlertid være, fordi, hvis jeg har 454Ret, da beror hele Kristenhedens og ret egentlig 📌Nordens Held paa, at 📌England kommer til at forstaa sig selv, og vi til at betragte det og dets Aand i deres rette Lys.

Er det nemlig sandt, at ved Almen-Aand skal forstaas hverken mer eller mindre end en usynlig Livskraft, fælles, kun i større og mindre Grad, for alle dem, der har Modersmaal til fælles, en Livskraft, hvis Element er fri Virksomhed, og hvis Aandedræt er Modersmaalet, da er det dermed forklaret, hvi Folkene blev aandløse, da de tabte deres Frihed og saa godt som glemte deres Modersmaal, og víst, hvad Vej de maa gaa, om de vil forynges paa de gamle Dage, vinde Magt til at ligne sig selv i deres bedste Øjeblikke: det højeste, et Folk saa vel som Enkeltmand kan naa her neden. Og er det fremdeles sandt, at Aanden eller Livskraften i den engelske Virksomhed er slet ikke [nogen] anden end den fordum velbekjendte, vidt berømte, mageløse, nu miskjendte eller glemte 📌Nordens Kæmpe-Aand, er det sandt, da kan intet Haab være rimeligere end det: at vort 📌Nordens Aand, i samme Grad som Modersmaalet stiger til sin Dronning-Stol, vil rejse og hæve sig i Hjemmet, og 📌England kjendes ved ham, som en forloren Søn ved sin ærværdige Fader. Og hvilket Haab skulde være for stort om Daad i den nærmeste Fremtid, naar 📌England og vort 📌Norden, forenede paa ny i Aanden, som Takker i den danske Tunge, forene deres Kræfter for at ære 📌Nordens Kæmpeaand og vise Verden, at hans Hjem var intet Barbari, hvor man drak Blod af sine Fjenders Hjærneskaller, men et Valhal, hvor man gjærne drak Forlig i Vin og Mjød med hver ædel Modstander, og kæmpede kun for at prøve Styrke og øve sig til den store Strid for rigtigt Guld og grønne Skove i det guldtakte Gimle og det grønne Gudhjem!

Ja, m. H., det gamle 📌Nordens Billed-Sprog blev, før jeg vidste det, levende i mig, og det er min 455Skjalde-Aare, men det er ogsaa Kilden til min verdenshistoriske Anskuelse og Granskning og, om jeg ellers har eller faar nogen, til min historiske Vidskab; og deraf rejste sig den Dristighed og udsprang det Haab, hvormed jeg har kæmpet for det, hvor fortvivlet det end maatte synes, at et gammelt Billed-Sprog, der ej mere fandtes paa nogen Læbe, men kun dunkelt afridset paa mørke Pergamenter i 📌Islands forrøgede Skindbøger, at et saadant baade dødt og begravet Billed-Sprog vilde paa ny gjøre sig gjældende i Midgaard, og det paa en Tid, da alt Billedsprog var enten foragtet eller skattedes dog kun som et Legetøj i Hænderne paa den romerske Røver, som slog med Flid alle Guder ihjel, for, som en Slegfredsøn af Mars, at anmasse sig Verdens-Tronen med Afgudsdyrkelse. – Ja, m. H., det saa’ vist [nok] fortvivlet ud for 30 Aar siden, for hvem der med Verdensklogskab betragtede Sagen; men til Lykke var jeg ikke blandt dem, men var en Vovehals i Aanden, som fandt det meget rimeligt, at en Søn af dem, der knuste 📌Rom i sin kejserlige Højhed og i sin pavelige Hellighed, kunde faa Bugt med Skyggen af 📌Rom i sin klassiske Renhed, og at 📌Nordens Billedsprog kunde og maatte blive lige saa levende i alle ægte Nordboer, som det var i mig. Saaledes den Gang; og nu, da jeg har givet Lærepenge, og véd omtrent, hvordan det gaar til i denne Verden, og hvad der nu er Tidens Tegn, se, nu siger jeg ganske rolig: De kloge Folk i min Ungdom, de spaade galt; thi skjønt jeg var lidt gal, saa spaade jeg dog ret, fordi det aldrig gjaldt saa almindelig som i Slutningen af forrige og Begyndelsen af dette Aarhundrede, at det var af Børn og gale Folk, man skulde høre Sandhed om aandelige Ting, hvorpaa de kloge var umaadelig dumme.

Ja, m. H., det kan jo vel synes, som det endnu er lidt for tidlig at rose af Sejren, da Romer-Skyggen jo endnu, i det mindste hos os, pukker paa sin klassiske 456Renhed, uden at det synes, som alle de Dommedags-Slag, jeg i Indbildningen gav den, har frugtet det mindste, og synes ligeledes, som 📌Nordens Billed-Sprog er langt nærmere ved at dø ud i mig end at leve op i andre. Men Skinnet bedrager: Slaget er vundet, og det gjælder kun om, hvordan baade jeg og 📌Nordens Folke-Stammer vil forstaa at benytte os af Sejren. Skyggen af 📌Rom forsvandt i sin Virkelighed med den store Korsikaner og med den franske Uaands Herredømme i 📌Evropa; og saa lidt jeg ynder 👤Napoleons Behandling paa 📌St. Helena, saa saare fryder jeg mig dog i Aanden ved at se, det er, hvad Latinen og den franske Uaand har i Vente nu, da Engelskmanden, som den naturlige Statholder for 📌Nordens Aand: som Odins Søn med Jorden, den stærke, daadfulde Tor, har vundet Spiret tilbage. Det er nemlig ingen Drøm, at 📌Englands Aand, Sprog og Skrift, som fra Midten af forrige Aarhundrede begyndte at kæmpe med 📌Frankrigs baade i 📌Tyskland og 📌Norden, men syntes ved den franske Omvæltning og 👤Napoleons Bedrifter at tabe alt, siden Slaget ved 📌Waterloo har gjort saa forbavsende Fremskridt, at Sejren er afgjort; saa Spørgsmaalet er kun, om jeg med rette ansér 📌Englands og 📌Nordens Aand for én og den samme; thi er det kun træffende, da maa 📌Norden snart gjenkjende sin Aand i det engelske Liv og med fri Virksomhed tilegne sig det, og 📌England maa erkjende sin Aand i det nordiske Billed-Sprog og med historisk Vidskab tilegne sig det, og Daaden maa blive derefter, saa vidt Kræfterne række, ved 📌Sundet, ved 📌Gøteborg og 📌Dovre og, om ej ved 📌Themsen, saa dog ved 📌Humber. Ja, m. H., det er Kjærnen i min historiske Anskuelse, og Følelsen af dette Grundforhold var Kilden til mit glade, faste Haab, alt over tredive Aar gammelt, og kun én Gang vaklende, fordi jeg vilde, hvad der var umuligt: kløve Skygger, saa de skiltes ad, virke levende med døde Ting, [men] gjenfødt, 457saa snart jeg opdagede min Vildfarelse, som det lød [i] min Nyaarsmorgen:

Igjen dog at klinge
Begyndte min Pen,
Som rørte en Vinge
Den savnede Ven;
Naar jeg vilde riste,
Da saade den Lyn,
Og før jeg det vidste,
For Sagnet gik Syn,
Jeg nær havde pløjet
Mig Lyset af Øjet,
For rigtig at gjøre det klart.

Omsider jeg, gnaven,
Dog uden al Harm,
Tog Haanden fra Staven
Og stak den i Barm;
Da saa’ jeg Dagrøde
Fra himmelblaa Strand
Mig smile i Møde
Som Daatter af Dan,
Nu, Praas, paa din Hylde!
Nu Straaler forgylde
Vor Moders affalmede Kind!

Ja, m. H., der gik virkelig et Lys op for mig, som en lille Sol, der ikke blot skinnede klarere, jo højere den steg, men gjennemvarmede ogsaa mit Bryst med den milde og rolige, derfor ogsaa glade og bestandige Kjærlighed til det ægte danske og nordiske, fremfor alt som det endnu findes i vort Hjærte og vor Hjærne, hvor miskjendt og fortrykt, tit af os selv, hvor sygt og blegt, hvor mat og døende det end kan være. Da jeg nemlig saa’, at al Skrift er kun Skygge og Tegn for det levende, mundtlige Ord, da saa’ jeg dermed ikke blot, hvor ufornuftig al min Ivrighed havde været over, at hverken gammel Skrift eller ny kunde gjenføde 📌Nordens Aand og 📌Danmarks Hjærte, nordisk Tankegang og patriotisk Følelse iblandt os; men jeg saa’ tillige, at saa sandt der endnu er et Ord i vor 458Mund og vort Hjærte, som taler for dem og tiltaler alle vore Frænder, saa vist trænge de heller ikke til at gjenfødes, men kun til ved et saadant Ord at vækkes, opmuntres og styrkes; saa det gjaldt kun at kjøbe den belejlige Tid, taalmodig at oppebie Øjeblikket, da Ordet fór ud af sig selv, som det gjør nu, og fandt Gjenlyd overalt, hvor jeg havde paarørende, jeg, som jo hverken har skabt mig selv, min Tankegang eller mit Sprog, men tænker som vore Forfædre, og taler som min Moder lærte mig. Nu er jeg derfor ganske vis paa, at naar vi i 📌Norden blot faa saa megen aandelig Frihed, som de har i 📌England – og jeg tror, vi i 📌Danmark er nær ved at faa mer –, da vil i en Menneske-Alder 📌Nordens Kæmpe-Aand gjøre Fremskridt, som Verden skal forundres over, og gjøre Erobringer, som det fredsalige 📌Danmarks Hjærte skal frydes ved.

Tvivlsommere maa det vist nok findes, hvor vidt 📌England vil komme sin nordiske Herkomst levende i Hu; thi den synes glemt, som vi har glemt, hvordan vi saa’ ud, da vi laa i Vuggen; men havde en Mesterhaand malet os af, mens vi laa der, og faldt vort Øje derpaa i en Stund, da Barndoms-Minderne, som de jo imellem gjør, besøgte os, da tænker jeg, vi kjendte det sikkert igjen og fik det saa kjært, at vi kjøbte det gjærne til skikkelig Pris; og saaledes tror jeg, det vil gaa Engelskmanden, naar han faar Øje paa 📌Nordens Billedsprog, der ikke blot fordum har tiltalt ham saa vel som os andre, men er saa vist oprundet i hans Hjærne, som det svarer til hans Levnedsløb.

Dog, jeg maa stille Dem Spørgsmaalet historisk, for at det kan blive tydeligt. Spørgsmaalet er, om Engelskmanden vil kjendes ved sin Fader Angel-Saxeren og holde hans Admindelse i Ære; thi saa snart han vil det, da har vi ham paa Timen, ikke blot fordi 👤Beda, den ærlige Mand, siger, Angelsaxeren kom her fra, men fordi 459Engelskmanden paa Timen [maa kunne] se det paa den angelsaxiske Poesi, som der til Lykke er store Mindesmærker af. Nu var det just for disse Mindesmærkers Skyld, vor livsalige Konge, med Faderhjærte for alt folkeligt, lod mig rejse til 📌England i Aarene 1829-31, da jeg ingen Ting kunde gjøre her hjemme; og der er da ingen, som bedre véd, hvordan Engelskmanden betragter Angelsaxeren end jeg, som repræsenterede ham baade i 📌London, i 📌Oxford og 📌Cambridge, ja, lige til 📌Exeter og 📌Bristol, altsaa til hans gamle Grænseskjel mod 📌Cornwall og 📌Wales. Nærmest gjaldt nu vel Rejsen at syne de angelsaxiske Haandskrifter i 📌det britiske Museum, og hvor de ellers maatte findes, og paa en skikkelig Maade, saa vidt muligt, stjæle det bedste, altsaa et lille Vikingstog efter Tidens Lejlighed; men der maatte naturligvis mere til, [for] at drive mig Hjemføding over 📌Nordsøen saa sent, da jeg alt var voxet fast til mine Børn og Bøger og daglige Vaner; ja, der maatte meget mere til, for at jeg, som indtil den Dag aldrig med min gode Vilje talte andet end Dansk, skulde stræbe at gjøre mig fortrolig med et fremmed Sprog; saa dertil behøvedes Haabet om at erobre 📌England, eller dog at forberede den eneste store Erobring, danske Folk fra Arilds Tid havde Lyst og Lykke til.

Min Hovedsag var altsaa ordentlig at komme i med Engelskmanden og at vinde ham for Angelsaxeren og derved for 📌Norden. Hermed saa’ det nu vist nok fortvivlet ud; thi Lovtalen over Gammel-📌England, som er i alles Munde, gjælder aabenbar slet ikke, hvad Historien kalder saa, men tvært imod Ny-📌England siden den glorværdige Revolution (the glorious revolution) 1689, og selv de grundigste Historie-Skrivere paa Øen gik sjælden længere tilbage end til den normanniske Erobring 1066, og affærdigede allenfalds det angelsaxiske og danske Tidsrum som et grueligt Barbari, der, des værre, baade meget for tidlig og meget for længe afbrød det klassiske 460📌Roms milde og velgjørende Indflydelse under 👤Domitian og 👤Nero. I det 16de og 17de Aarhundrede havde enkelte Oldgranskere vel nyslet med Angelsaxisk og udgivet lidt, hvoraf de forstod endnu mindre; men i det 18de Aarhundrede var alt sligt enten rent oversét eller betragtet som Daarskab; og til Bevis kan tjene, at det angelsaxiske Heltedigt, Bjovulvs Drape, skabt og skikket til at være en lille fælles Homér for 📌England og 📌Norden, det blev først bekjendt ved Islænderen 👤Thorkelin, som førte en Afskrift her hjem og udgav den 1815, og ved min Fordanskning 1820, uden at selv det havde gjort mindste Opsigt i 📌England. Den første Sommer, jeg var i 📌England – thi ligesom de første danske Vikinger gjorde jeg kun Sommertog til 📌Themsen og pakkede mig før Vinter – altsaa den første Sommer betragtede Engelskmanden mig som en halvgal Poet, der havde faaet den Grille, at der laa store Skatte begravede i de gamle barbariske Skroller, som de ordentlig lo ad at se mig sidde daglig og rode i, og fortalte mig med en vigtig Mine, der var ingen Ting.

Den anden Sommer derimod, da de saa’, jeg virkelig kom igjen, og mærkede, at jeg, som nu var bleven bedre kjendt baade med dem og Sproget, virkelig havde dem til bedste og beklagede deres Smagløshed: at de hejede paa Glasperler og vragede Juvelerne, – nu begyndte de aabenbar at fatte Mistanke om, at det dog ikke maatte hænge saa ganske rigtig sammen med den Dom, 👤Hume og deres andre historiske Orakler ubesét havde fældt over det angelsaxiske Tidsrum; og jeg maa i den Henseende fortælle Dem et karakteristisk Træk, der siger mer end mange Ord. Der laa nede i 📌Exeter i 📌Devonshire en angelsaxisk Versebog, som man vidste, havde ligget dèr i det gamle 📌Stiftsbibliotek, siden 📌Exeter fik sin første Bisp i Slutningen af det 11te Aarhundrede; og noget af det første, jeg spurgte om i 📌det britiske Museum, var naturligvis, om man ikke dèr havde en tro Afskrift af den mærkværdige 461Bog; men med et fornemt Smil svarede man mig, at saadant noget brød man sig ikke om. Næste Sommer var det følgelig min Bestemmelse, at gaa til 📌Exeter, og efter at have forsynet mig med Anbefaling fra Ærkebispen af 📌Canterbury, for at faa Adgang til det fast tillukkede 📌Stiftsbibliotek, fortalte jeg dem det i 📌det britiske Museum; men nu var de langt fra at le, saa’ derimod meget alvorlige og betænksomme ud, og forespurgte sig flere Gange, om jeg ogsaa virkelig vilde gjøre mig den store Ulejlighed, hvortil jeg naturligvis svarede med et Smil: “Ja, det er jeg jo nødt til, da det er Snavs for jer, hvad der er en stor Skat for mig.” Et Par Dage efter kom Sekretæren ved Museet mig rask i Møde med de Ord: “Nu behøver De ikke at rejse til 📌Exeter; vi har skrevet der ned, for at laane det berømte Manuskript og faa det afskrevet.” – “Naa”, sagde jeg, “det var smukt gjort af jer; men det vil blive lidt vidtløftigt, saa Rejsen kan jeg ikke spare.”

Saa vidt kom vi den Gang, og Toget til 📌Exeter, til 📌Bristol, for at se den eneste engelske Angelsaxer, jeg kunde opspørge, og til 📌Oxford, vil jeg springe over, skjønt det er mig morsomt nok at tænke paa, for at komme til det næste Skridt, som var en Boghandlers Anhold med mig om at udgive de ypperste angelsaxiske Mindesmærker. Vel ansaa' jeg det næsten for umuligt, naar jeg ikke skulde opslaa min Bopæl i 📌England, som jeg nødig vilde og for Øjeblikket slet ikke kunde; men jeg lovede dog strax at gjøre mit bedste, naar han vilde besørge en Udsigt over Værket trykt, som jeg strax vilde udarbejde*Bibliotheca Anglo-Saxonica. Prospectus and Proposals of a Subscription for the Publication of the Anglo-Saxon Manuscripts, Illustrative of the Early Poetry and Literature of our Language, most of which have never yet been published. Edited by the Rev. N. F. S. Grundtvig of Copenhagen. 📌London 1831. – 16 Sider 8vo.(Udg.s Anm.). Dermed 462endtes mit andet Sommertog, og da jeg hele Vinteren slet intet hørte til Sagen, tænkte jeg, den var sovet ind; men om Foraaret flød min Udsigt op, alt med en Del Subskribenter, og jeg gjorde nu mit tredje og sidste Sommertog, for efter Aftale at besørge de nødvendige Afskrifter og forberede Udgaven.

I Udsigten havde jeg naturligvis bragt i Erindring, at det var Angelsaxerne, der kristnede 📌Tyskland og 📌Norden, og at deres Litteratur ogsaa var Moderen til den tyske og nordiske saa vel som til den engelske, i hvilken Anledning jeg var saa fri at bemærke, med 👤Shakspeares Ord, som jeg gjorde til mine: at den kjære Engelskmand maatte være dorskere end den fede Urt, der raadner i Mag af sig selv paa Lethes Bred, hvis han ikke vilde røre sig for saadan en Arvepart. Det var mer, end John Bull kunde taale, men det var netop, hvad 👤John Bull skulde have; thi da jeg nu kom til 📌det britiske Museum, fandt jeg ganske rigtig Engelskmanden i Færd med, paa det allernøjagtigste at efterskrive Exeter-Bogen, uden at forstaa et Ord af den, og der var nu blandt de lærde baade i 📌London og 📌Cambridge ikke mindste Tvivl om, at de stolte angelsaxiske Mindesmærker baade maatte og skulde herud, saa det var kun Spørgsmaalet, om man skulde unde en fremmed Æren derfor eller tage den selv. – Nu, det Spørgsmaal besvarede naturligvis sig selv; og skjønt det for Øjeblikket ærgrede mig lidt, især da en Engelskmand, som havde opholdt sig her nogle Aar og lært lidt Angelsaxisk af vor store Sprogmester Professor 👤Rask, og naturligvis vilde have Fortjenesten *👤Benjamin Thorpe.(Udg.s Anm.), var uforskammet nok til at udsprede, jeg havde stjaalet Ideen fra ham; men for Resten var det netop, hvad jeg fra først af havde ønsket, og maatte ved nærmere Eftertanke fryde mig ved: at Engelskmanden gjorde selv, hvad ellers næppe var sket, 463og havde aldrig ret fundet Indgang; og skjønt det gaar lidt sent, er dog nu baade Bjovulvs Drape og mere alt kommet ud, mere er under Pressen, og paa Papiret er da Sejren vunden, hvad De nok véd, jeg i sig selv ikke regner for stort, men [hvad] dog, efter Omstændighederne, [var] saa vanskeligt, at det vist maa gjælde for et lykkeligt Forvarsel, der næsten ikke kan slaa fejl, paa en Tid, da man alle Vegne, selv i 📌Frankrig, føler sig naturlig tiltrukket af Fædrelands-Historien, Modersmaalet og dets ældste Mindesmærker. Thi nu fattes der aabenbar kun en veltalende Mand, begejstret for Angelsaxerne og 📌Nordens Aand, og han er maaské allerede opstaaet i den engelske Udgiver af Bjovulvs Drape, Mr. 👤Kemble, hvis Bekjendtskab jeg gjorde ved mit sidste Ophold i 📌London, som en ung Mand med langt mere poetisk Sans, end man sædvanlig finder hos Filologer, og hvis Ros som en mageløs Angelsaxer jeg nu ser de engelske Tidsskrifter med Flid udbrede. Mellem os sagt, er han rigtig nok endnu en Stymper i det Stykke; og da man fra 📌England spurgte mig til Raads om hans Fortjenester, havde jeg nær røbet ham; men jeg betænkte mig dog, da det vilde skade den gode Sag; saa jeg vilde heller bestyrke Engelskmanden i den Tro, at han besidder den største Angelsaxer, som han i Grunden ogsaa gjør, da han er det selv, og behøver kun at blive sig det bevidst, for med rette at behandle os som Stympere i hans Modersmaal.

Mine Herrer!

I den høje Kirke og paa de høje Skoler i 📌Oxford og 📌Cambridge skulde man vel vente at se den Kæmpe-Aand majestætisk aabenbaret og tydelig forklaret, som gjennemlyner selv Maskineriet og de daglige Sysler, og spejler sig, stor til Forbavselse og stærk til vor Ydmygelse, i hele den nyengelske Litteratur, fornemmelig i 464den poetiske, hvor 👤Shakspeare, som al Verden véd, har mesterlig beskrevet ham, blandt andet med de Ord:

Det kalder jeg en Mund, som kan forslaa:
Der spytter Have ud og Klipper graa.

Her finder man imidlertid sin Forventning skuffet; thi den høje Kirke og den høje Skole er ret med Flid lukkede og laasede for Folke-Aanden, som altfor vanhellig til enten at betræde den hellige eller den klassiske Jordbund; saa det bedste ved Kirken og Højskolerne er uden Tvivl, at de ikke har saaledes Monopol som i andre Lande; og det er ingenlunde deres Skyld, men den mægtige Folkeaands, der har fravristet Bisper og Professorer Friheden til, naar man ingen af Delene vilde være, da at bekjende sig til hvad Tro og dyrke hvad Slags Veltalenhed, man vilde. Hvor meget mærkværdigt der da end ellers var at sige om den høje Kirke og de høje Skoler, saa findes dèr dog ikke andre Spor af Kæmpeaanden end de store Anlæg og Indretninger, den udmærkede Dygtighed i de døde Sprog hos Oxforderne og i Matematikken hos 📌Cambridge-Mænd, og den Standhaftighed, ej sjælden Haardnakkenhed, hvormed i denne Time Bisper forsvare hver Fodsbred af Kirkejorden og hver Tøddel i Bønnebogen, ligesom Professorer forsvare alle Universiteternes og Kollegiernes gamle Rettigheder, Statutter, Eder og Sædvaner.

Denne hellige og lærde Aandløshed, som 📌England har til fælles med saa mange, kan vi nu her ikke opholde os ved; og skjønt der er meget baade mærkværdigt og morsomt ved disse store Mindesmærker fra Middelalderen, som nu staa paa Randen af deres Undergang, vil jeg dog denne Gang ikke dvæle ved dem, da jeg haster til Enden, og ansér det for langt vigtigere at tale om Kæmpe-Aanden og det lyse Haab, jeg nærer: at den skal sejre baade hist og her, og give alt en naturlig og folkelig Skikkelse, som naturligvis er det eneste, baade Kirke og Skole i 📌England 465fattes, for at blive Skueplads for Storværker, i deres Slags Mage til 📌Englands Handel og Flaade, Bygninger og Værksteder.

(Deres eneste folkelige Side er nu Missioner og Bibel-Selskaber. – [Bispekirken og Kollegierne] kolossalske Ruiner fra Middelalderen af den store Pavekirke og af Klostrenes Mangfoldighed, beboede af skriftkloge Munke, Sprogmestre, Landmaalere og Maskinmestre.)