Grundtvig, N. F. S. Mands Minde 1788-1838. Foredrag over det sidste halve Aarhundredes Historie

386

XL.

(Den 31te Oktober.)

Mine Herrer!

Latinens Regerings-Tid har naturligvis været Poesiens Helvede; saa det er næppe min Skyld, at jeg kun har opdaget én poetisk Side ved Verdens-Historien fra Korstogene til den franske Revolution, [og det] er de lange Rejser og hvad dermed staar i Forbindelse; og skjønt 📌Evropas Tog til 📌Amerika vel for en stor Del maa kaldes en Helvedes Poesi, saa blev dog 📌Amerika bestandig mere i den gamle Verdens Øjne et Himmerig paa Jorden, hvor de begjærlige ventede at gribe Guld med Gjæving, og de fredløse at finde et Hvilested efter al deres Trængsel. Og det klareste Bevis paa, hvor højt 📌Evropa trænger til en borgerlig Reformation og Gjenfødelse, er den Udvandrings-Lyst, der, især siden 👤Napoleons Fald og under den dybeste Fred, uimodstaaelig driver Folk i Tusendtal fra deres Hjemstavn og Fæderneland did over Verdenshavet.

Ja, m. H., alt hvad man nu om Stunder bebrejder Stats-Systemet i 📌Evropa, – og Gud véd: hvor man tør, er det ikke lidt, – det er i mine øjne dog kun Smaating imod, hvad Historien, uden at ville det, maa vidne imod det: hvad der ligger i den unægtelige Kjendsgjerning, at Udvandringen tiltager Aar for Aar, skjønt sagtens ni af ti Udvandringer mislykkes, og at selv Til387ladelsen til i Fortvivlelse at søge Død eller Brød betragtes som en Naade, det endog tit kan være statsklogt at nægte. Sandelig, det er paa Tiden, at man skjænker den virkelige og nærværende Ulykke nogle af de Taarer, man ødsler bort paa Romaner og Skuespil, og lader skikkelige, arbejdsomme, tarvelige, men fortrykte og fortvivlede Folk nyde godt af den Medlidenhed, man saa ilde har stedt paa Mordere, Tyve og Skjælmer og alle Slags fordærvede Mennesker.

Man raaber over hele 📌Evropa paa at afskaffe Dødsstraffen og gjøre Fængslerne hyggelige; og det ler naturligvis alle Misdædere ad; men alle skikkelige Folk skulde grue derved; thi var end ikke al Nænsomhed over Mordere Grusomhed mod alle andre: over Fængslerne glemmer man aabenbar Hytterne, som falde ned, mens man gjør Fængslerne ved, fordi al Ting, ogsaa Fængselsbygningen, gaar nu ud over dem.Nu, m. H., De vil vel tro mig, jeg siger dette hverken for at skumle over Regeringerne eller for at nedslaa den Smule Mod, vi har, med en fortvivlet Skildring af det nærværende; nej, men jeg siger det, fordi det er mig umuligt at tale om 📌Amerika og tænke paa Udvandringerne der til og endnu videre til 📌Nyholland, Udvandringer, som endogsaa har begyndt at række os, – [jeg] kan ikke levende betragte dette Forhold, uden at det bløder lidt i mig, uden at jeg nødes til at oplede de sande, menneskelige Grunde til en saadan Rømning fra den moderlige Jord og den dannede Verden, og uden at drives til, saa godt jeg kan, at lægge alle dem, der vil høre mig, paa Hjærte, hvor det egentlig er, Skoen trykker: hvoraf det er, Uroen, Misfornøjelsen, Fortvivlelsen især opstiger, og hvor man skal søge og finde de rette Hjælpemidler.

Dette vilde jo vist nok være aldeles unyttigt, dersom det virkelig enten var Regeringernes Vilje at ødelægge Folk og Riger, eller Statsmænds og Skribenters Forsæt at 388vildlede dem; men det er ingenlunde Tilfældet: Regeringerne holder naturligvis alle Vegne paa deres Magt og Myndighed, dels fordi de uden den slet intet kan udrette, og dels fordi man i Regelen gjærne holder paa, hvad man har; men for Løjers Skyld at gjøre Land og Rige ulykkelige, det hører kun til et enkelt Afskum, der, som 👤Don Miguel, aabenbar ikke har hjemme paa Tronen, men under Galgen; og det er saa aabenbar baade Regeringernes Ære og Fordel, naar Rigerne opblomstre, at de i Regelen altid ønske, det maa ske, og vil, naar det ikke kræver for store Opofrelser, arbejde derpaa. Og hvad nu deres Raadgivere, budne og ubudne, angaar, da vil de jo enten det samme, eller vil dog gjøre sig vigtige og helst raade saaledes i Dag, at man ikke i Morgen skal bede dem tie stille; saa med de faa Undtagelser, hvor de selv er Parti, vil de sikkert raade det bedste, de véd.

Se, under disse Omstændigheder, da det meste af Staternes og Folkenes Ulykke kun rejser sig af en vrang Statskunst, af et voxende Ubekjendtskab med de indvortes og udvortes Livs-Forhold og deraf udspringende Misforstand, som hele vor Dannelse har gaaet ud [paa] at frembringe, – under disse Omstændigheder kan det til visse nytte at blive opmærksom paa Skaden, og nytte mer, jo yngre vi er, jo mindre de herskende Fordomme har slaaet Rod i vor Tankegang; thi Folke-Stemmen vil herefter i hele Kristenheden blive Regeringernes ypperste Statsraad; saa det gjælder kun om, at Folket lærer at kjende sit sande Tarv og faar Mund til at klare det, kan selv sige Ordet ud: at det er Frihed og det daglige Brød, de fremfor alt andet trænger til, og altid Mangelen paa en af Delene, der driver dem ud, det er Landenes Gavn at beholde; men at det slet ikke er, hvad man nu sædvanlig kalder Folkefrihed, nemlig hel eller halv Overtagelse af Regeringens Forretninger, – thi af den Frihed har man f. Ex. mer end nok i 📌Norge, uden at Smaafolk derfor be389finder sig bedre, – men Samvittigheds-Frihed, Tale-Frihed og Nærings-Frihed; og at det er det daglige Brød, ikke som det tigges eller gjennem Fattig-Væsenet aftrodses dem, der knap har det selv, men som det kan ærlig fortjenes og ædes i Ansigtets Sved; – disse Ting er det, hvorfor man bestemt ikke opofrede gamle Vaner, nedarvede Tilbøjeligheder og den mangfoldige Lejlighed, den gamle Verden giver til at nyde og forskjønne Livet, kjøbte ej med saa store Ofre og søgte ej med saa store Farer og under saa tvetydige Varsler paa hin Side Verdenshavet, – hvis man sædvanlig fandt det i Hjemmet, hvor man dog sædvanlig vilde finde det, naar det borgerlige Selskab betragtedes naturlig og styredes simpelt.

Det er nemlig ganske vist, at al den Tvang, Regeringer kan lægge enten paa Samvittigheder eller Munde eller lovlige Næringsveje, den koster dem Anstrængelse og Folket endnu langt mer end Penge; medens Friheden slet intet koster, men indbringer usigelig meget, ved den indvortes Tilfredshed og Munterhed og den udvortes levende Rørelse i alle Retninger, den nødvendig frembringer. Og det er lige saa vist, at medens denne Frihed vilde hjælpe mange med Æren til det daglige Brød, som nu maa lede om det, og trøste mange over, at det faldt lidt knapt, saaledes vilde i Regelen den hele Brødsorg snart slukkes, naar man ikke i sine Skatteberegninger gik ud fra det Spørgsmaal: hvad Staten efter et vist abstrakt Begreb krævede, men: hvad de Mennesker, der virkelig udgjør det borgerlige Selskab, uden Forarmelse eller dog betydeligt Afsavn kan undvære.

Der er i Folkenes som i Enkeltmandens Levnedsløb Uheld og Trængsels-Tider, som ingen Klogskab kan forebygge, og kun Taalmodighed lindre; men saadanne Landeplager som Krig, Pest, Misvæxt og deslige finder ogsaa Folk sig ret taalmodig i; men naar Livet, midt under Sundhed, Fred og Frugtbarhed, bliver lige saa trangt eller 390endnu trangere, da brister Taalmodigheden, da hersker Fortvivlelsen, da oprøres man mod Lovene og begaar enten i det smaa eller det store alle Haande Forbrydelser, da gjør man Oprør eller slaar man sig til Drik, da spiller man i Lotteriet, da gaar man i Latinskole for et lille Levebrød, da vandrer man ud eller giver sig under Fattigvæsenet, – alt efter den indvortes Beskaffenhed eller udvortes Anledninger, – ikke fordi man har Lyst til nogen af Delene, men fordi man synes, man kan ikke faa det værre, end man har det, og kan da, ved hvilken som helst Forandring dog maaské faa det lidt bedre.

Ogsaa i den Henseende maa vi prise vor Lykke, men dog egentlig kun, fordi Ulykken har naat os saa sent og hidtil i saa ringe en Grad, at naar vi opdage Grunden, da kan der hos os let raades Bod derpaa, før det bliver for silde. Og med det Ønske, at Skibet, der nys gik fra 📌Aarhus til 📌Amerika med danske udvandrende, som nok var det første, ogsaa maa blive det sidste, og blive det, ej fordi den sidste ærlige Udvej spærres de fortvivlende, men fordi Fortvivlelsen ophører, og Haabet smiler, – med det ønske vil jeg i Tankerne gaa over til 📌Amerika og se, hvad jeg i Korthed kan sige derom.

De gamle ægyptiske Præster fortalte, at 📌Atlantica, en Stump, ikke mindre end hele den øvrige Verden, var i ældgammel Tid revet løs og ført mange Tusend Mile ud i Verdens-Havet; og hvor de havde den Aabenbaring fra, véd ikke jeg; men hvad enten 📌Amerika er revet fra den gamle Verden eller den fra det, saa kan jeg umulig forestille mig andet, end at de fra først af har hængt sammen, saa ikke blot 📌Østersøen, men ogsaa 📌Middelhavet var forsvarlig lukket, og Verden vel befæstet med 📌Andesbjærgene mod alle Storme fra Vesten. Dette er nu sagtens en ørkesløs Anmærkning; men da det falder alle Mennesker [naturligt] at afrunde deres Ejendomme, hvor de kan, synes det mig rimeligt nok, at vi ogsaa gjør det 391med hele Fastlandet, som er i Tankerne vor fælles Ejendom, og som dèr i et Øjeblik, uden nogens Skade, prægtig lader sig afrunde.

Om det nu var mer til Gavn eller til Skade, at 📌Amerika og vi fik Verdenshavet imellem os, men at vi dog omsider fik Skibsfart og nu Dampfart i Gang til flittigt Samkvem, det vilde i det attende Aarhundrede været et stort Pris-Spørgsmaal, til at sætte mange smaa Hoveder i Bevægelse. – 📌Amerikas Anklagere var [da] saa veltalende og havde de herskende Fordomme paa deres Side, saa blev deres Mund stoppet, var det vist kun med Kartofler. – Men hvis man i det nittende ikke finder det for smaat at tænke paa, vil man finde det besvaret i en stor Stil, ved at betænke: ikke blot, hvilket kolossalsk Bidrag til Evropas tvungne Fattigvæsen 📌Amerika har givet i sine Kartofler, men hvilket himmelsk Mønster paa borgerlig Frihed, 📌Nordamerika i det sidste halve Aarhundrede har givet det bagbundne 📌Evropa. – Nu maa jeg rigtig nok bekjende, at hvad enten det kommer af Vankundighed eller af indskrænket Fatteevne, saa mener jeg, at er alt det Korn, 📌Evropa kan avle, blevet utilstrækkeligt til at føde Folket, da vil Kartoflerne ogsaa snart blive det, og at det borgerlige Selskab i 📌Amerika har Menneskeheden ingen Ære af; men derimod er paa den ene Side Handel og Søfart mellem alle Verdens Kyster saa stort og uundværligt et Middel til Menneske-Aandens Udvikling og Folkenes Velstand, at baade Bortførelsen og Opdagelsen af den mytiske 📌Evropa, som i mine Øjne er 📌Amerika, hører ret egentlig til de største og glædeligste Verdens-Begivenheder; ligesom jeg derhos strax maa indrømme, at da Samvittigheds-Friheden ikke engang i 📌England kunde finde en evropæisk Hjemstavn, var det en stor Lykke, den dog fandt en Tilflugt i 📌Amerika, og at, da man i 📌Evropa rent skulde glemme, hvad der er det borgerlige Selskabs Grundbetin392gelse og Hovedøjemed, var det nødvendigt, at 📌Amerika rev sig løs, for at vise os det.

For Resten har jeg i Aften kun for saa vidt med 📌Nordamerika at gjøre, som jeg maa bede Dem lægge Mærke til, at her blev Landet i det hele taget befolket med Evropæere, som for Samvittigheds-Friheds Skyld sagde Fædernelandet og den gamle Verden Farvel; medens 📌Sydamerika kun i Regelen hjemsøgtes af rovgjerrige og samvittighedsløse Evropæere, der gjorde de indfødte til Slaver; thi det er Nøglen til den forskjellige Historie, 📌Amerika baade hidtil har haft og herefter vil faa.

Det var, som bekjendt, kort før det Tidsrum, vi denne Gang har indskrænket os til, nemlig 1783, 📌England maatte erkjende sine frafaldne Koloniers Uafhængighed; men det var først 1810, den Opstand udbrød, som skilte 📌Spanien ved sine, uden at den spanske Stivhed endnu har kunnet bekvemme sig til at give efter for Omstændighederne eller erkjende, at Løsrivelsen er en gjort Gjerning, der ej staar til Ændring.

Det var, som bekjendt, 📌Spanien, der i Begyndelsen af det 16de Aarhundrede med Vold og Grusomhed bemægtigede sig de gamle, gaadefulde Riger i 📌Peru og 📌Mexiko; og af Angest for, at noget andet Folk skulde indsnige sig i de Guld- og Sølv-Gruber, som blev 📌Spaniens Ulykke, spærredes den Del af 📌Amerika saa godt som muligt for hele det øvrige 📌Evropa, og Handelen derpaa dreves enten for Regeringens Regning eller var forpagtet af 📌Cadix.

Allerede under 📌Spaniens Opstand mod 👤Napoleon, mellem 1808 og 1814, udbrød der store Uroligheder i det spanske 📌Amerika, og 1811 rev 📌Caracas sig rent løs; men saa vel her som overalt vedblev dog 📌Spanien at stride skrapt for sit Herredømme, til 1820; og det var den eneste Ting, Spanierne paa den Tid kunde nogenledes enes om. Nu at fortælle, baade hvordan hele denne Strid blev ført, og 393i hvor mange nye Stater det spanske 📌Amerika opløste eller stræbte at samle sig, det hverken vilde jeg, om jeg end kunde, ikke heller kunde jeg det, om jeg end vilde, da jeg meget snart greb til det Husraad: at springe de amerikanske Artikler i Aviserne over som alt for kjedsommelige og forvirrede; og nu at lære det hele som en Lexe, vilde nok findes umuligt, om jeg end bekymrede mig derfor. Det gjør jeg imidlertid ikke; thi først naar der kommer noget menneskeligt og varigt ud af saadanne Omvæltninger, først da blive de i sig selv historisk mærkværdige; og hidtil er det da kun enkelte fremragende Mænd, der kan gjøre lidt Krav paa vor Opmærksomhed. Blandt disse er nu vel ingen bleven saa navnkundig som 👤Bolivar; men dog har ogsaa 👤Miranda, 👤Iturbide og 👤Dr. Francia spillet en betydelig Rolle; og det lidt, jeg véd derom, kan jeg snart fortælle Dem.

Don 👤Francesco Miranda maa vi tage først; thi det var ham, der gav Stødet til Løsrivelsen. Han var en spansk Adelsmand fra 📌Caracas, havde lagt sig efter Krigskunsten og mest været paa Rejser baade i den gamle og ny Verden, da den franske Revolution udbrød. Han var just den Gang i 📌Petersborg og raadslog sagtens med 👤Katrine om 📌Grækenlands Befrielse, som man den Gang under Tyrkekrigen snakkede meget om; men han fløj nu til 📌Paris [og] tog Tjeneste under 👤Dumouriez; og skjønt han i Rædselstiden mistede sin Frihed og reddede kun ved et Lykketræf Livet, vedblev han dog at sværme for Revolutionen og var derved nær kommen ilde afsted med 👤Napoleon. Da han imidlertid saa’, det var forbi med 📌Frankrig, vendte han sig til Hjemmet, hvor han, hemmelig understøttet af 📌England, 1806 to Gange stræbte at vække Oprør, men forgjæves. 1810 havde derimod Omstændighederne forandret sig, og da havde han den Fornøjelse, i sin Fødeby 📌Caracas at rejse det Uafhængigheds-Banner, hvorunder efterhaanden alle flokkede sig. For 394ham blev imidlertid Glæden kort; thi alt 1812 maatte han overgive sig til en spansk General, som ikke holdt Ord, men sendte ham til 📌Cadix, hvor et fire Aars afskyeligt Fængsel pinte Livet af ham.

Under 👤Miranda kom 👤Simon Bolivar op, og han var ligeledes en Adelsmand fra 📌Caracas, vel ikke ældre end fra 1783, men dog en Del berejst i 📌Evropa, hvor han blandt andet havde været Vidne til 👤Napoleons Kejser-Kroning. Efter 👤Mirandas Nederlag og Fængsling maatte 👤Bolivar flygte til Øerne, men kom snart til Syne igjen i det saakaldte 📌Ny Granada, men [som] nu kaldte sig selv Danmark (Dinamarca), som skal være det gamle Navn; skjønt det er svært at forstaa, hvordan dette os velbekjendte Navn er kommet til 📌Magdalenefloden og den 📌mexikanske Bugt. Her fra lykkedes det ogsaa 👤Bolivar at trænge frem til 📌Caracas og næsten rent fordrive Spanierne; men da den grusomme 👤Morillo i 1815 landede med en ny spansk Hær, maatte 👤Bolivar to Gange flygte til 📌Jamaika og 📌Haiti, saa det var først 1819, han fik Magt med 👤Morillo, der maatte rejse hjem, og endda først Slaget ved 📌Carabobo 1821, der rensede den ny Stat, som til Ære for 📌Amerikas Opdager kaldte sig 📌Columbia, men er siden paa ny opløst, jeg véd ikke, i hvor mange Dele. Siden vendte 👤Bolivar sig til 📌Peru, hvor Spanierne endnu herskede, uddrev dem 1824 ogsaa dèr fra og erholdt derved Titel af Befrieren (Libertador), ligesom ogsaa det halve 📌Peru, ham til Ære, kaldte sig 📌Bolivia. Da nu imidlertid 👤Bolivar (1828) opkastede sig til Diktator og gik ventelig frugtsommelig med en Kejsertitel, skete der ikke blot en Sammensværgelse mod hans Liv, som han kun med Nød og næppe undgik, men den almindelige Misfornøjelse nødte ham til at tage sin Afsked, og [han] døde i 📌Cartagena paa Rejsen til 📌England 1830.

Vi kommer nu til 👤Iturbide, og han spillede sin Rolle i 📌Mexiko, den eneste af Kolonierne, der synes at 395have vundet lidt Fasthed, som et Stats-Forbund af 21 Stykker, med omtrent 8 Millioner Indbyggere, Halvparten gamle Mexikanere. Allerede 1810 rejste en Præst 👤Hidalgo det gamle mexikanske Banner, og fik over 100,000 Mand paa Benene, men blev slaaet, fangen og henrettet. Ligedan gik det et Par andre Præster 1815; men Opstanden blev i Norden lige fuldt ved, og fik endelig 1821 det Hoved, den havde savnet, i 👤Avgustin Iturbide, en adelig Kreoler, født 1784, som hidtil havde været Friheds-Sagen imod. Hermed var den Sag afgjort, den spanske Vicekonge gik paa Forlig, og da man i 📌Spanien forkastede det, blev 👤Iturbide 1822 udraabt til Kejser af 📌Mexiko under Navn af 👤Avgustin den første; men han fandt saa mange Misundere og begik saa mange Fejl, at han alt næste Aar maatte nedlægge Regeringen og rømme Landet; og da han 1824 kom igjen, havde man alt erklæret ham fredløs, og skjønt han landede aldeles fredelig, blev han dog greben og skudt. Derved har man naturligvis dog ikke vundet Rolighed, og saa længe Kreolerne regere, med Ringeagt for de gamle Mexikaneres Sprog, Tankegang og Tilbøjeligheder, er det ikke heller at vente; men her vil ventelig dog et [nyt] amerikansk Rige hæve sig og forklare os det gamle.

(📌Paraguay, 👤Dr. Francia, født 1763, af fransk Herkomst. – 📌Brasilien.📌Huhvetpallan, Oldstaden i 📌Mexiko, funden 1787.)