↩ Skolen for Døden kiende vi, desværre, kun alt for godt, ja, den kiende ikke blot vi, som gik i den Skole, der sætter sin Ære i at hvile paa “de døde Sprog”, og bekjender at Grammatikalsk Fuldkommenhed og Lexikalsk Fuldstændighed er Idealet, den paa Livets Bekostning og med dets Opoffrelse stræber at nærme sig, nei Skolen for Døden kiender hos os hele Folket, thi det er uden Undtagelse Enhver, som begynder med Bogstaver 86 (Gskv) og ender med Bogkundskab, stor eller lille, følgelig Alt hvad der igiennem mange Aarhundreder kaldtes Skole, Alt hvad endnu kaldes saa. Døde er nemlig alle Bogstaver, om de end skreves med Englefingre og Stjernepenne, og død er al muelig Bogkundskab, som ikke sammensmelter med et tilsvarende Liv hos Læseren, og aandsfortærende, dræbende er ikke blot Mathematiken og Grammatiken men alt betydeligt Hovedbrud for Mennesket i Barnealderen, før Hjernen med det øvrige Legeme er ret udviklet og førend Livet, det indvortes saavelsom det udvortes, 13 er blevet os saa vidt bekiendt, at vi kan gienfinde det i Beskrivelsen og føle en naturlig Lyst til at oplyses om dets Vilkaar. Ved derfor at ville indplante Alderdommens Orden og Stilhed, Betænksomhed og Klogskab i Børnene, indpode vi dem kun Døden i Alderdommens Svaghed baade paa Sjæl og Legeme; hos Mange af dem tilintetgiøre vi aldeles Livs-Kraften, saa de ►alt som halvvoxne Drenge hensvinde som Skygger, og hos dem Alle arbeide vi paa at nedbryde Menneske-Naturen, ved at trodse dens Love, saa om det dyriske Liv end seirer, forefinder det i sin Ungdoms-Kraft sædvanlig kun Menneske-Livet hos os som en unaturlig Olding, der kun mægter i sin Dagbog at beskrive og fordømme sin daglige Trældom under Dyriskhedens Aag. Dette er ingenlunde en Grille af mig, heller ingenlunde blot en sørgelig Bemærkning af kyndige, ►menneskekiærlige Læger, især i 📌England og 📌America, men tillige en giennemgribende Sandhed, som den daglige Erfaring og hvert Blad i ►Nyaarstidens Historie for hvert opladt Menneske-Øie aabenbarer og stadfæster. Grundfeilen, hvoraf dette vort Skole-Raseri for ►Drenge-Videnskabelighed eller rettere for de underjordiske 202 (VU) Guder, maa udledes, er, som de Engelske Læger meget rigtig bemærke, den Modsætning Man indbilder sig, der er mellem Sjæl og Legeme, saa hvad Legemet taber maa Sjælen vinde, og skiøndt denne Modsætning ligesaalidt som Følgerne, 14 Man deraf drog, er i Christendommens Aand, har dens Bogstav og Skygge dog unægtelig tjent til at hellige begge Dele, da vore Fædre, naar Skolen lagde os i Graven eller forkvaklede dog vor sunde 87 (Gskv) Menneske-Natur og fortærede vor Livskraft, aabenbar trøstede sig ved, at ►det kun var Legemet, der sloges ihjel, kun vor aldeles fordærvede Natur, der mishandledes, og at naar vi kun havde lært ► vor Bog og Bibelsprog med de Bedste, da havde vi derved faaet Brev paa det evige Liv, som den ►timelige Død, langtfra at skille os ved, netop var den eneste Vei og ønskelige Overgang til. Denne Overtro med christeligt Skin er nu ►vist nok langt fra enten at trykke eller trøste ret Mange i vore Dage, men hvad Fædrene især tilskrev den Christendom, der kan læres af Bøger og paanødes Børn, det tilskriver Man nu sædvanlig al Bogkundskab og mechanisk Eftertanke, saa det skal være en evig Vinding for Sjælen, hvor unyttig, ja, hvor skadelig de end ►timelig maatte vise sig baade for Sjæl og Legeme, for al den Dygtighed, Menneske-Livet fik Anlæg til, og for al den Virksomhed, hvorpaa vor ►timelige Velfærd, Munterhed og sunde Forstand, efter Forsynets Villie og vor Naturs Beskaffenhed øiensynlig beroer! Hvor nu denne unaturlige Partiskhed for Døden hersker, nytter det ►vist nok ikke med Sort paa Hvidt at forsvare Livet eller opregne Skolens dødelige Synder, men vi, som enten ved naturlig Styrke 15eller særdeles gunstige Omstændigheder beholdt menneskelig Livskraft nok til at giennemgaae Sygdommen, og som see, hvorledes Skolen arbeider paa at nedbryde de sidste Levninger af vor herlige Natur, saa alle dannede Folk maae blive Slaver af Dyriskheden hos dem selv og Barbariet udenfor dem, vi kan dog ikke Andet end vidne, formane og advare, først med Tale og Exempel, saavidt de række, og dernæst med Pennen, om aldrig for Andet, saa dog for at bevise, hvor døde og magtesløse de Bogstaver ere, for hvilke Man opoffrer Børnenes Liv og hvoraf Man venter sig evige Frugter. Sagen er ikke heller nær saa fortvivlet, som den seer ud, og allermindst i 📌Danmark, hvor den saakaldte “dannede Verden” dog i Grunden er meget naturligere end den seer ud eller tør være sig selv bekiendt, saa her vil det være en stor Sjeldenhed, om Nogen virkelig ønsker sig selv eller sine Børn at døe af Dannelse og boglig Konst. Hos os i det Mindste vil 88 (Gskv) derfor Tale og Skrift til Dødens 203 (VU) Ærgrelse og Livets Tarv sikkert vinde tilstrækkeligt Medhold og, saa at sige, almindeligt Bifald, saasnart Man kun lærer at forstaae, hvad Meningen er, og at dette holder haardt, maa ikke forundre os, da baade vi som tale og skrive og de som høre og læse, netop fordi vi har Ret i vor Paastand om det døde Skolevæsens Fordærvelighed, maa have stor Mangel paa Livlighed og være Fuskere paa Modersmaalet. Følelsen af at vi fattes og trænge dog 16 høilig til en ►Skole for Livet, har ogsaa nys den høirøstede ►Folke-Stemme baade i ► 📌Roskild og 📌Viborg lært os, maa i 📌Danmark være meget almindelig, saa naar Man desuagtet ►beder om flere Skoler for Døden, da er det aabenbar kun en Feiltagelse, der let lader sig forklare deels af den Mangel paa et klart Øie for Livet, som Skole-Savnet forudsætter, og deels af den Danske Godtroenhed, som, naar en Skole, langtfra, som den Latinske, selv at bekiende sin ►“Pagt med Døden”, udgiver sig dristig for ►“Livets trange Vei,” immer, indtil videre, vil tage det for en Troes-Artikel. I samme Grad derfor, som vi kan lære os til at tale og skrive naturlig, tydelig, jævnt og munter om denne “Livssag” i Skolen, i samme Grad vil den Danske og levende Dannelse, hvormed vi saa gierne vilde have den Latinske og Døde afløst, blive forstaaet og skattet. Hvad der giver Sagen et fortvivlet Udseende er aabenbar deels den honette Ambition hos de fleste Latinere, baade Unge og Gamle, baade Store og Smaa, og deels de Danskes naturlige Svaghed i Logiken; thi ►den honette Ambition oprører sig ved den Tanke, at Skole-Gangen ei skulde have været et Kæmpe-Skridt til Oplysning men kun en ►Krebs-Gang for Livet; og den Logiske Svaghed lader sig, trods de stærkeste Modgrunde og daglig Erfaring, lettelig indbilde, at der enten i Grammatiken eller i Mathematiken findes et Universalmiddel, hvorved den 17skiøndt paa en for os ubegribelig Maade, i Tidens Længde lader sig helbrede. Tilsyneladende er det jo ogsaa virkelig Daarskab at tænke, at Menneske-Naturen, Folke-Livet og Moders-Maalet skulde kunne vinde deres Sag for en saaledes sammensat (combineret) Ret; men Skin 89 (Gskv) net bedrager, og det ingensteds meer end i 📌Danmark, snart til Sorg og snart til Glæde, saa ligesom vi her, under Skin af det Modsatte, har fundet mange gode Ting, vil vi ogsaa finde mægtige Talsmænd for Naturen, Livet og Modersmaalet, om saa de Tals-Mænd alle skulde gaae i Kvinde-Klæder! Ja, derpaa kan og skal vi sikkert regne, at Danne-Kvinden og hendes Døttre vil snart lære at forstaae os, skiøndt vi snakke lidt forskruet og bagvendt om Livets, den raske, kraftige Virksomheds og Modersmaalets afgjorte 204 (VU) Fortrin under alle Omstændigheder og især til “daglig Brug,” baade fremfor Mathematiken og Grammatiken, Bogstav-Regning og Bogstav-Tegning og alskens Skolastik, og naar vi i 📌Danmark har vundet Kvinden, da har vi vundet Rigets udødelige Dronning, som Kongen aldrig ret længe nænner at nægte Noget, ja, da har vi vundet 📌Danmarks Hjerte, som Hovedet aldrig nænner at knuse. Dette, som da det har sin dybe, naturlige Grund, vil findes meer og mindre at holde Stik allevegne, er nemlig i 📌Danmark saa fuldelig og giennemgribende Tilfældet, som neppe no 18 get andet Steds, saa naar her Ingen Andre veed, hvordan en Mand skal bringes til at finde sig i ►Billighed, veed hans Kone det dog sikkert, og hos os findes neppe nogen gammel Rector, end sige ung Magister, som de smukke Piger ikke let skulde kunne lære at ophøie deres Modersmaal langt over alle døde Sprog, her behøver det da blot at blive Kvinden klart, at hendes Sprog og al den Oplysning og Dannelse, hun kan naae, uden enten at lære Mathematik eller Latinsk Grammatik, efter det gamle System maa kaldes Raahed og Barbari, saa falder det gamle System bort af sig selv. Det seer jeg for mine Øine, hvergang min Kone, trods mit udtrykkelige Forbud og min rørende Skildring af al den Ulykke, deraf kan og rimeligviis vil flyde, har ryddet op og vasket Vindver i mit Studerekammer, og nøder mig saa ordenlig til at kysse sig for det, mens jeg kløer mig bag Øret og kan ikke nægte, at Kammeret er blevet lysere og kiønnere, og at de Smaating, der kan være forlagt, lade sig meget nemmere finde end Alt hvad der før skjulde sig i Skumringen under Støv 90 (Gskv) og Papir-Dynger; thi saaledes vil det bestemt gaae med det indvortes Studerekammer i Dannemænds Hoved, saa snart Dannekvinden faaer Mod paa at rydde op og vaske Vindver derinde.