Fortale.
✂
Med Ørnen i Følge,
Som skabt anden Gang,
Opdukker af Bølge,
Den græsgrønne Vang!
✂ Naar jeg nu selv kalder min Forkiærlighed for alt ægte Dansk “partisk”, da er det hverken for Løiers Skyld eller fordi jeg finder mig overbeviist om at denne min noksom lastede Forkærlighed virkelig er overdreven; men ene fordi Alderen tager paa mig, ligesom paa andre Mennesker, saa jeg bliver daglig mere koldsindig og finder det altsaa lettere end før at være ►billig, og finder det gavnligt for Ingen, men meget skadeligt for Skribenten selv, at ville føre sine Følelser til Bogs og bevise deres Rigtighed med en Tanke-Streg, som, hvad den end for ham selv kan have at betyde, dog kun støder de fleste Læsere. En Undtagelse synes det vel at maatte være, naar Skriverens Forkiærlighed netop er faldet paa hans Læsere, og hvis jeg, som Tydsk eller Engelsk eller Norsk Skribent fandt mig indtaget af mine Læseres hele Natur, hvad dog efter mine Tanker vilde være stor “partiskhed”, maatte jeg vel endog, for vel at fare, vogte mig for det stødende Udtryk; men nu er den eneste Feil, jeg har fundet hos de Danske som et Folk IVbetragtet, netop en vis Forkiærlighed for det Fremmede til daglig Brug, kien 146 (VU) delig nok lige fra den Dag, ►da “►Stærk-Odder slog Krøller paa Næ 8 (Gskv) sen” ved ►Inges Taffel►, og stor nok til at jeg, som er forelsket i det Danske, maa kalde det Partiskhed, hvad jeg dog naturligviis ikke tør uden at give min egen Forkiærlighed samme Navn. ►Vist nok er dette ogsaa en Uartighed, men hvad skal jeg arme Menneske giøre, som ikke kan blive min Forkiærlighed for Dansken kvit, er nødt til at giøre alle mine Kiærligheds-Erklæringer skriftlig, da Fruen hidtil har frabedt sig ethvert Stævne-Møde, og lang Erfaring har lært mig, det er i det Høieste kun paa Vers hun taaler at løftes til Skyerne med Penne-Fier, men anseer al Roes i Brev-Stiil om ikke for ►Skrømteri, saa dog for Beviis paa en urimelig partiskhed, hun er alt for beskeden til at ville og alt for klog paa sine egne Feil og Mangler til at kunne tilegne sig. Vil Man derfor kalde det et fortvivlet Indfald af en Elsker, kun tilgiveligt hos en Poet, selv at kalde sin Kiærlighed partisk, da har jeg Intet derimod; thi skiøndt jeg vel er blevet for gammel til enten ret at kunne regnes til de fortvivlede Elskere eller nyde synderlig godt af den “ ►Poetiske Frihed ”, saa ligger der dog udentvivl noget Sandt til Grund. Ja, naar jeg imellem koldsindig betragter mig selv og hele mit, som det synes, ulykkelige Frieri, da fatter jeg virkelig en stærk Mistanke om min egen Danskhed, saa hvis Frem-Tidens Bog-Orme give sig Stunder til ret at ►anatomere mig og gider smagt paa alle mine Ingredienser, vil de uden Tvivl, trods mine alenlange ►Slægt-Registre, fortælle publikum, at han var pokker ingen Dansker, men i det Høieste en ►taalelig ►fordansket Angel-Sachser.
✂ See, det klinger maaskee ogsaa fortvivlet, men jeg Vkan virkelig ikke selv forklare mig min aabenbar udanske Forkiærlighed for Dansken, ►baade hellig og søgn, uden af en fremmed Oprindelse, og dog er det saa længe siden, de Fremmede havde den ►Syge, at jeg maa gaae tilbage til ham, der skrev “►►►Bjovulfs-Drapen” for mellem dem at finde Medhold, og hvor fortvivlet det end klinger, kunde det dog give mig et Glimt af Haab, for saavidt det dog var mueligt, at den Danske Forkiærlighed for det Fremmede, der aabenbar engang maa have faldet paa Angel-Sachse 9 (Gskv) ren, faldt derpaa igien, og maatte da nødvendig komme den taalelig ► fordanskede Angel-Sachser tilgode.
✂ Det er imidlertid, efter min historiske Kundskab, en ligesaa indviklet Sag med Angel-Sachserens, som med mit Forhold til Danskheden; thi, sandt at sige, seer det ►ligest ud til, at Angel-Sachseren var en gammel poetisk Elsker, som 📌Danmark omsider blev kied ad og ønskede lykkelig 147 (VU) Reise til 📌England, og det vilde ikke være mig det bedste Varsel, især, da der virkelig findes noget Tilsvarende i mit Levnets-Løb, saa jeg er somme Tider nær ved at ærgre mig over den historiske ►Vidskab, der kun synes at giøre Folk kloge paa deres egen Ulykke og beskiæmme deres Klager over Skæbnen. Som en trofast Elsker skal det imidlertid trøste mig, at den samme ►Vidskab, langt fra at spaae Dansken ilde, meget mere lærer mig, at “►Lykken ” aabenbar bestandig har viist den en Gunst, der aldeles svarer til min Forkiærlighed, altsaa, har været ligesaa partisk for Dansken, uden at jeg kan blive ►nidkiær derover, da “►Lykken” er af de ⓘ Himmelske, der uden Vederlag giør Lykke paa Jorden. Paa en Maade har jeg altsaa dog ►Lykken og det ret egenlig 📌Danmarks ►Lykke med mig, hvad ikke kan andet end aabne mig behagelige Udsigter for Frem-TiVIden, da det, efter min historiske Regne-Maade, umuelig kan feile, at min Partiskhed for Dansken, som ►Lykken aabenbar deler, jo, selv imod 📌Danmarks Villie for Øieblikket, maatte, ved et Lykke-Træf, komme Dansken tilgode, og dette Lykke-Træf er, om jeg seer ret, ligesaa gammelt, som ► Angel-Sachsernes Udvandring; thi Jyden i det Hele er aabenbar ligesaalidt som jeg, oprindelig Dansk, men en endnu kun meget maadelig fordansket Angel-Sachser, altsaa ret egenlig en gammel, trofast Elsker af Dansken, hvem Fruen for længe siden har tilgivet hans ►kiendelige Partiskhed for Alt hvad hendes er og tilladt ham at betragte det som sit Eget. See, det var en Lykke for 📌Danmark og kanskee for mig med, thi Jyden og jeg er lige langt fra at være forelskede enten i Tydsken eller i noget andet Fremmed end i Dansken, som vi, med Fruens gunstige Tilladelse fra Ungdoms-Aarene, kalde 10 (Gskv) vort Eget, saavelsom hendes, og her klarer det sig da, at vel er vi for gamle til at kaldes fortvivlede Elskere, men dog for unge til ligegyldige at lade os ►stikke ud enten af Tydsken eller af Franskmanden eller selv af Engelsk-Manden: vor egen fortvivlede Halv-Broder, end sige da af den Latinske Død-Bider, som nu ikke kan giøre Andet end “bare ►Stile ” og hvis store Bedrifter i gamle Dage vare ligesaa mange store Misgierninger.
✂ Dog, hermed Nok om Partiskheden for alt ægte Dansk, der ingenlunde er saa stor, at den giør mig blind for det Gode derudenfor, da jeg tvertimod ogsaa elsker den Danske Upartiskhed, naar den blot ikke gaaer saavidt at sætte noget Fremmed, af hvad Navn nævnes kan, ►borgerlig talt, over det mageløse Danske Fiir-Kløver: Konge og Folk, Fædrene-Land og Moders-Maal, og fordi Historien lærer mig, at saavidt er Danskens Partiskhed for det Fremmede VIIvel stun 148 (VU) dum tilsyneladende, men i Grunden dog aldrig gaaet, derfor kan jeg vel i ►Støde-Tal ligne en fortvivlet Elsker, men finder dog min Forkiærlighed saa vel grundet, at troede jeg ikke, der var ►en Kiertel ved alt Kiød og en ►Lyde selv ved vore bedste Følelser, da vilde jeg ikke kalde den Partiskhed, uden af en vis Artighed mod Fremmede, især ►Historie-Skriveren, der kræver en lignende Artighed af dem, nødvendig maa beflitte sig paa.
✂ Naar jeg derfor i de følgende Blade giør mine Lands-Mænd opmærksomme paa dette Fiir-Kløvers Deilighed og den medfølgende Lykke, da tvivler jeg intet Øieblik paa deres hjertelige Bifald; men vel finder jeg det lidt fortvivlet under nærværende Omstændigheder at “skrive” om, hvad der, efter min Tanke-Gang, maa giøres, for ⓘ at den sjeldne og fine Blomst, langt fra at henvisne, kan ►størkes og sætte Hoved til Markens Ære. I denne Henseende veed jeg nemlig, at min Tanke-Gang er saa forskiellig fra den, der sidst herskede og tildeels ►alt længe herskede herinde, at jeg neppe skulde havt Mod til at udvikle eller dog Glimt af Haab om at møde den, dersom ikke min historiske Fortrolighed med “Tidens Tegn” viiste mig, at alle ►Mærker maatte slaae feil, om ikke med Oprettelsen af det ►Folkelige 11 (Gskv) Stats-Raad► Bladet havde vendt sig i 📌Danmarks Historie, saa herefter vil min ►borgerlige Tanke-Gang ingenlunde findes fremmed paa Marken, men efterhaanden blive den herskende, ►vist nok ikke fordi den er min, men fordi den er Folkets, der kun hos mig paa en Maade kom for tidlig. Paa en Maade, siger jeg, thi jeg er alt for gammel en Beundrer af Forsynets Styrelse, til at tænke, at nogen Ting i Grunden kommer enten for tidlig eller for seent, og jeg kiender Nok til Menneske-Naturens Love, for at vide, det hører til dem, at der indtræder aldrig noget VIIINyt i Hoved-Folkenes Hverdags-Liv uden forud at have meldt sig poetisk, kiender ogsaa Nok til 📌Danmarks poetiske Literatur for at vide, jeg er langt fra at være den Eneste, der meldte, at hele Livet snart vilde gestalte sig efter den herlige Fir-Dobbelthed af Konge og Folk, Fædrene-Land og Moders-Maal. Hvad jeg var ene om, det var kun mine særegne Mis-Greb, deels med at ville udrette ved Pennen hvad der hører en anderledes Pen og gode Munde til, og deels med at sammenblande min kirkelige, videnskabelige og ►borgerlige Tanke-Gang til en stor Urimelighed, der havde ondt nok ved at findes poetisk taalelig og kunde umuelig finde ►borgerligt Medhold. Efterhaanden har jeg imidlertid lært, i det Mindste som Tænker og Skribent, at tage Verden, som den er, og lade Hver beholde Sit, saa jeg er tem 149 (VU) melig vis paa, Man skal i disse Blade ikke spore Partiskhed for nogen Verdens Ting, undtagen, som sagt, for Danskheden paa sin rette Hylde, i sit eget Hjem, hvor den unægtelig har Ret til at herske. Maatte det derfor kun lykkes mig, saa jævnt og klart, som jeg ønsker, eller dog som der behøves, at udtrykke mine Tanker om Rigets Tarv for Øieblikket, da frygter jeg slet ikke for, ►de jo vilde møde venlig Modtagelse og behørig drøftede findes værd at benytte; men hvorvidt det allerede denne Gang vil lykkes mig, derom er jeg Halv-Dansker efter megen i mine egne Øine spildt Umage endnu saa tvivlraadig, at ansaae jeg det ikke for min Borger-Pligt, med Pennen, som mit eneste Middel, at giøre mit Bedste for det elskede Fædrene-Land, skulde vist ingen Skrive-Kløe, der hos mig har Afledninger Nok, 12 (Gskv) bevæge mig til at uleilige ►min Censor med min ►Overvættes Danskhed.