Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Det Danske Fiir-Kløver eller Danskheden partisk betragtet

Ja, hvad det mishandlede og uhyre miskiendte 📌Danmark, netop i dette Aarhundrede, med Dets folkelige Konge, taalmodig har lidt for sin gamle Selvstændighed, det vil Lykken erstatte og Efter-Slægten beundre, og ved Syvaars-Krigens Ende, da hele 📌Europa overvældede os som 👤Napoleons Med-Skyldige, skiøndt de hos os ei fandt en Trevl af hans Bytte men kun Spor af hans Ørne, 50da stod jeg, begeistret for Fæderne-Landet, midt i Kredsen af 📌Danmarks boglærde Ungdom, saae deres Øine tindre og deres Kinder gløde saavelsom mine, og kan virkelig ei skiønne rettere, end at paa første Vink vilde hele 📌Danmarks vaabenføre Ungdom indviet sig til et blodigt Offer, hvis Mage Man forgiæves skulde søgt i hele Verdens-Historien, og det til et Offer ei engang for Fæderne-Landet i strængeste Forstand, men for det ogsaa mageløse “Tvilling-Rige” i 📌Norden, der giennem Aarhundreder syndes kun at have een Sjæl i to Legemer. 📌Norge var imidlertid dog ingen Deel af 📌Danmark, og selv for den kiæreste Broder havde dette ham unyttige Offer været for stort, saa dømde Forsynet, og Dets Dom er alt retfærdiggjort; men det er derfor lige vist, at skiøndt den Danske Fædernelands-Kiærlighed fik Skinnet imod sig, har den dog Sandheden for sig, hvad heller Ingen vil nægte, saasnart vi kun vove at vise os til daglig Brug, som vi er, saa Fædernelands-Kiærligheden, som er Sjælen i vort Folke-Liv, ogsaa bliver det i alle vore Indretninger og bliver General-Nævneren til alle vore Brøker. Og det vil nu sikkert skee, vort Løsen vil blive: 📌Danmark fremfor Alt, og saa de Fremmede, eftersom de skikke sig imod os; thi hidtil har de gjort gamle 📌Danmark al den Ulykke 51de kunde, og kan da, naar de blive allervredest, ei giøre det værre, og det kan ei gaae værre end at vælte, hvad Enden maatte blive, naar vi blev ved at føie de Fremmede paa Fæderne-Landets Bekostning. Man tale saa meget og saa smukt, Man vil, om den strænge Retfærdighed og den rene Dyd, men naar Fæderne-Landet gaaer til Grunde, hvad give de Fremmede og hvad giver den strænge Retfærdighed saa os og vore Børn for det? Giør imod Andre hvad du selv vil hændes og have, det er Folke-Ret saavelsom Menneske-Ret, men er det Alt hvad vi kan kræve og langt meer end vi har nydt af de Fremmede, hvi skulde vi da være saa unaturlig haardhjertede eller saa latterlig ærgierrige at kræve Meer af os selv?