Nok et Brev til Professor 👤Sibbern fra N. F. S. Grundtvig.
✂ De ønsker, at vort private Forhold ei maa lide nogen Forandring ved vor offenlige Tvist, og det, mener jeg, mellem os To Gamle, følger af sig selv, saa skulde der skee nogen Forandring, maatte det kun blive mere Vexel-Virkning end i de sidste 25 Aar, ►saa vi ►lærde bedre at forstaae hinanden paa det nærværende Trin. Hvad desuden mig angaaer, da er jeg en gammel Krigs-Mand, vant til Modstandere, der ingenlunde, som De, skaanede mit Hjerte, men sigtede mest efter det, der sidder lavere og er altsaa lettere at naae end Hovedet, og derfor kan det aldrig saare min Ømfindtlighed, hvad De uforbeholden siger om min Færd og Tanke-Gang, som er Noget, der enten skal ændres, eller maa godt lade sig forsvare af en Alvors-Mand, der tænker ►ved hvad han gjør, veed hvad han vil og har sin Pen i sin Magt.
✂ Naar jeg derfor finder det nødvendigt offenlig at misbillige Deres aabenbare ►Ubillighed mod 👤Lindberg, mig og den Sag, vi have stridt og lidt for, da er det slet ikke min Opgave at gjengjælde den, eller at drage Fordeel af de Misgreb, De kan have gjort, men om mueligt at opdage og tilstoppe Kilden til en ►Ubillighed, der, ►da den ikke naaer til Hjertet, heller ikke kommer derfra; thi kun forsaavidt det vil lykkes mig, gjør jeg Gavn, og Gavn er, ef258ter min ►Asketik, den rette ►Mande-Bod for Ungdoms Synder.
✂ Saavidt jeg nu kan skjønne, kommer Deres ►Ubillighed af at 120 (US8) De betragter Sagen blot fra Deres individuelle Stand-Punkt; thi saasnart jeg stiller mig paa en Lignende, faaer hele Sagen samme Udseende i mine Øine. Betragter jeg mig nemlig blot som Skjald og ►Vidskabs-Mand, hvad skulde jeg da bryde mig om, hvorvidt en theologisk Professor og endeel Præster meer eller mindre kunde finde sig i min Anskuelse enten af Menneske-Livet i sig selv eller Dets Forhold til Guddommen, og kunde end Ungdoms Heftighed, og Lysten til at omskabe Alt efter sit Hoved, enstund have gjort mig paatrængende og intolerant, maatte Aarene i Pagt med en dyrekjøbt Erfaring dog vel nu have lært mig baade at være ►billig og ►fare i Mag. Er det nu desuden gaaet op for mig, at en christelig Stats-Kirke er et blot og bart juridisk Begreb, der ei har mindste christelig Realitet, og bliver kun taalelig for Aanden, naar Tvangen indskrænker sig til en vis “udvortes Tugt” for ►borgerlig Ordens Skyld, men lader baade Tro og Lærdom være saa frie som deres hjertelige og aandelige Natur udkræver, see, da synes det fra den individuelle Stand-Punkt reent Daarskab at beraabe sig paa verdsligt ►Rygstyd for Troen og paa Love om Lærdommen, da Man i lykkeligste Fald kun nødte Modstanderne til at sukke med sig under Aaget.
✂ Saaledes har jeg sat mig paa Deres 259Stand-Punkt, og skjøndt jeg nok indseer, De ikke nær saa let kan sætte Dem paa min, er det dog ikke meer end ►billigt, at De gjør et Forsøg, da De derved i det Mindste sikkert vil lære, der gives en Anden, Man ikke saa rask skal erklære for ►vrang under visse Omstændigheder.
✂ Jeg er en gammeldags Christen og jeg er Præst for gammeldags Christne, og det gjør hele Forskjellen, som jeg nu skal stræbe at vise Dem.
✂ Vel paastaaer De, jeg er ingen gammeldags Christen, men det vil jo i alt Fald kun sige, hvad De kalder ►saa, og jeg vil ingen tom Ord-Strid føre med Dem, men jeg vil sige Dem ærlig hvad jeg ganske alvorlig mener dermed.
✂ Først og fremmerst mener jeg, at jeg har den samme eenfoldige Barne-Tro paa Herren ►“efter Ordets ►Lydelse”► ved Daaben og ved Nadveren, som jeg tydelig sporer ikke blot hos vore Lutherske ►Fædre og hos 👤Morten Luther, men hos 👤Ansgar og 👤Augustin og 👤Irenæus og Apostlerne, saa den Christendom kan jeg dog vel med Rette kalde gammeldags, og veed ikke bedre at adskille den fra den “nymodens” Christendom, der fornemt hæver sig over “Barne-Troen” og danner 121 (US8) sig paa fri Haand en Forestilling om 👤Christus, Troen paa ham og Forholdet til ham.
✂ Allerede paa denne Stand-Punkt forandrer Betragtningen af Kirke-Sagen sig ►mærkelig, thi min Christendom er ikke noget blot Subjektivt, men har et objektivt bestemt Indhold, der i samme Grad som det levende gjennemtrænger mig, skaber en aandelig og hjertelig Forbindelse mellem mig og alle mine ►Troes-Forvandte, og tillader mig ingenlunde at være ligegyldig ved deres Stilling. Hvad der ligger udenfor min Virke-Kreds har jeg kun Ønsker og Bønner for, men naar jeg seer mine ►Troes-Forvandte omkring mig, især de “Smaa og de Ringe”, mangensteds nedtrykte 260under et Aag, de ei kan bære, og udsatte for en Fristelse, der let kan blive dem overlegen, da skal jeg see til, hvad jeg kan gjøre, for at borttage eller dog lette Aaget, afvende eller dog formindske Fristelsen, og ingen ►billig Mand maa derfor kalde det Daarskab, at jeg har stridt for de gammeldags Christnes Troes-Frihed i 📌Danmark, hvor de var bundne til Sogne-Præsterne, og kunde mangensteds ei faae Sakramenterne forrettede efter Christi Indstiftelse, maatte mangensteds sende deres umyndige Børn til Præster og Skole-Mestere, der af al Magt ►bestreed og nedrev deres Fædrene-Tro.
✂ Men nu er jeg desuden ►alt for 25 Aar siden ►indviet til Præst for saadanne gammeldags Christne, og har derved godvillig paataget mig at stride og lide for dem, efter den Naade og Frimodighed, Herren vil give, og hermed er det sagt, at den Danske Stats-Kirke, hvor jeg fik min Indvielse, vedkiendte sig hvad jeg kalder gammeldags Christendom, saa den har i 📌Danmark ei blot Lovens Bogstav men hele den Kirkelige Indretning for sig. Denne Omstændighed maatte nødvendig give min Kamp for de gammeldags Christnes Troes-Frihed sin Skikkelse; thi selv om hele Forholdet havde lige fra Begyndelsen været mig saa klart, som det er nu, maatte jeg dog fundet, at Kirke-Tvangen, som hindrer os fra at træde ud af Stats-Kirken, naar vi i den savne vor Tro, og Sogne-Baandet, der, udenfor Hoved-Staden, lænker Enhver til sin Sogne-Præst, om det end er hans Troes aabenbare Fiende, det er ligesaavel blotte og bare “juridiske” Ting som Stats-Kirken, ja er Levninger af Dens Indretning, som, ved Præsternes Løsrivelse fra ►Alter-Bogen og ►de Symboliske Bøger, hvile som et utaaleligt Aag paa de gammeldags Christnes Samvittighed. Om jeg derfor end selv fandt det 261besvær 122 (US8) ligt at følge ►Alter-Bogen og rette mig efter ►de Symboliske Bøger, ja, om jeg end selv laae i Strid med dem, maatte jeg dog, for mine ►Troes-Forvandtes Skyld, der ikke er Præster, paastaae, at enten maatte Præsterne tvinges til at følge hine Bøger eller de maatte lade være at tvinge deres ►Sogne-Mænd, enten maatte Tvangen eller Friheden være gjensidig, da ellers hver Sogne-Præst var en Pave i sit Sogn, og gjorde den gruelige Fordring til Menigheden, at enten skulde de slet ingen Tro have, eller, hvad der er det Samme, være rede til at forandre den hvergang de skiftede Præst.
✂ Nu er jeg imidlertid, hvad De end tænker, saa langt fra selv at ligge i Strid med ►Alter-Bogen og vore ►Symboliske Bøger *Som bekjendt 👤Luthers ►Catechismus for Menighedens Tro og den ►Augsburgske Confession for Præsternes Lærdom, og naturligviis ►allermindst “👤Pontoppidans ►Forklaring”, hvorefter end ikke en Bonde-Dreng maa confirmeres., at jeg end ikke finder det besværligt at følge dem ligesaa nøie, som Fader ►for mig og vore andre gammeldags Præster, medens jeg er vis paa at enhver ny Alter-Bog og ny Lære-Forskrift vilde det være mig umueligt at følge.
✂ Kan det nu undre Dem, at jeg kæmper for ►Alter-Bogen og ►de Symboliske Bøger og finder 👤Lindbergs kraftige Kamp derfor nødvendig og priselig, skiøndt jeg af mit Hjerte ønsker, at baade Liturgi og Lærdom maatte være frie for alle aandelige Baand, naar, vel at mærke, Kirke-Giængerne blev ligesaa frie? Kan vi, under disse Omstændigheder, giøre mere for Friheden, end uforbeholden at erklære, den er vort inderlige Ønske, men at kan den ikke naaes, da kræve vi ►Fædrenes lette Byrde, som 262vi har lovlig Ret til, istedenfor det utaalelige Aag, Modstanderne vil paalægge os! Hvilket Middel skulde ►heller snarere bringe Modstanderne til at finde sig i ►Billighed, end en saadan Kamp for ►almindelig Frihed eller det Lovlige, som aabenbar er os en let Byrde og dem et utaaleligt Aag, og som der ei behøves megen Skarpsindighed til at forudsee, snart maatte træde i Kraft, hvis Friheden ikke gjorde det unødvendigt.
✂ Det er ►vist nok ganske rigtigt, at naar Regieringen vil giøre det kirkelige Forhold frit, kan det være os ►borgerlig det Samme, hvad Modstanderne vil; men dertil tegner det, saavidt jeg kan skjønne, endnu slet ikke, da det meget mere synes, som Regieringen, bestormet af to kirkelige Partier, der Begge vil herske, kun betænker sig paa, hvilket der skal være det 123 (US8) herskende, og hvad Valg har da vi, uden at kæmpe paa det Parties Side, hvis Herredømme vi vel ikke ønske, men kan dog taale? Fik nemlig det modsatte Parti blot Lov til at gjøre een væsenlig Forandring i Lære-Forskriften eller ►Alter-Bogen, En af de Forandringer, Professor 👤Clausen stærkest har staaet paa, da maatte vi træde ud af Stats-Kirken, hvad formodenlig vilde ►gjøres os til en ►borgerlig Forbrydelse, og saaledes havde vi da i det fredelige 📌Danmark, uden at det havde ahnet Regjeringen, en reen Religjons-Forfølgelse, som det dog vel, naar vi forudsee det, er vor hellige Pligt, baade som Mennesker og Borgere, om mueligt at forebygge. Har nemlig ►end Nogle af os Styrke til at blive Martyrer for vor Tro, da vil netop de føle, at Man maa ikke friste Gud, ikke udsætte de Svage for ►overlegen Fristelse og ei bebyrde Fædrene-Landet med ►Blod-Skyld.
✂ ►Nu, det har i 📌Danmark, fra Arilds-Tid Religjons-Friheds og ►Billigheds Hjem, med Guds Hjelp, heller ingen Nød, thi 263naar det kun bliver klart, at to Partier vil undertrykke hinandens Tro, det Ene under Paaskud af at udrydde Over-Tro og det Andet under Paaskud af at forebygge Van-Tro, men at skal de blive ved skifteviis ►at ►afluge hvad de kalde Klinte, gaaer netop al Hveden ►i Løbet►, og Marken lægges øde; da vil Folke-Stemmen sikkert erklære sig for de Ædles Mening af alle Partier: at Troen er en fri Sag, ►hvorfor Man kun staaer den Alvidende til Regnskab, og Lærdommen er en Skole-Sag, der kun beskæmmer sig selv ved at være et stillestaaende istedenfor et rindende Vand! Og med dette Haab vil vi trøste hinanden!
✂ See, min Ven! Dette er hvad jeg her kalder Hoved-Sagen; og jeg vil ikke engang prøve paa, hvad jeg selv agter for umueligt, med Pennen at overbevise Dem ►enten om Ægtheden af mit Troes-Begreb eller af mit Præste-Kald, jeg vilde kun stræbe at vise Dem, at jeg veed i denne Henseende meget godt hvad jeg gjør og er derom aldeles enig med mig selv, saa der maatte paakomme mig en ►særdeles Svaghed, om det skulde lykkes enten Dem eller noget Menneske at rokke mig et Haars-Breed fra mit Stade, hvor jeg, som under og ønsker Alle den samme Frihed jeg kræver for mig og mine Med-Troende, slet Ingen fornærmer. At enten al ►Samvittigheds-Tvang maa vige fra vor Stats-Kirke, eller mine ►Troes-Forvandte, der har Kirke-Loven ►for sig, dog paa en eller anden Maade be 124 (US8) holde deres Tro i Fred, det er saa ►billigt og saa nødvendigt et Forlangende, at jeg er vis paa, den Danske Regiering for længe siden vilde ►indrømmet det, naar ikke det Clausenske Parti ved sin ►borgerlige Indflydelse havde forhindret det, og vil dette Parti, blindt for sin egen Fordeel, vedblive at grave sin egen Grav, da kan jeg ikke forhindre det, kan umuelig kæmpe for Præsternes Frihed, saalænge de vil misbruge den til at tyrannisere ►Almuens Hjerte 264og Samvittighed. De har for Resten Uret, naar De ganske forkaster Begrebet om en Stats-Kirke, thi det er i sig selv, som en offenlig Indretning til paa en ordenlig Maade at afhjelpe Folkets religjøse Trang, ikke blot en uskyldig men en nyttig og priselig Ting, kun maa den ingen “herskende” Kirke være, intet ►Tvangs-Huus for Samvittighederne; thi da er den ikke blot et slemt ►Papisterie, men bliver efterhaanden en stor Lande-Plage, hvoraf Regieringen saavelsom Folket kun har lutter Ulykke, og hvorved enhver Tro taber sin velgjørende Indflydelse, da Tro, ligesaavel som Haab og Kjærlighed, er en Hjerte-Sag, der ved at paatvinges kun gjøres forhadt. Jo inderligere jeg derfor ønsker at forplante min Tro paa mine Børn, des omhyggeligere vogter jeg mig for at øve mindste Tvang, og hvem der vilde tvinge mine Børn til at høre deres Faders og Moders Tro nedrevet som Hykleri og Overtro, dem kunde jeg umuelig elske. Dersom altsaa Bønder ikke er skabt ganske anderledes indvendig end En af os, seer Man let, hvad der vindes ved at ville tvinge dem i Troes-Sager, og var de virkelig skabt anderledes, da var vor Tro jo slet ikke for dem, men alle Landsby-Kirker var aldeles overflødige. Det er derfor slemt, at Prof. 👤Clausen og hans Venner slet ikke bryder sig om de Mange af Partiet, der efterhaanden faae orthodoxe Sogne-Præster, og det var endnu værre, at Man i 📌Roskilde ikke tog sig Tid til at behandle en Sag, der var langt anderledes uopsættelig end Spørgsmaal om Penne-Førsel ved Protokollens Slutning; men jeg har det Haab til Majestætens Livsalighed, at det derfor ikke skal vare to Aar, før Sogne-Baandet løses, da Frihed i naturlige Ting Ingen kan være til Besvær, som faaer den, og Kongelige Embeds-Mænd umuelig kan have vundet Hævd paa en ►selvtagen Frihed til Andres Fornærmelse, men maae være 265meget 125 (US8) taknemmelige, naar de faae Lov til at beholde den paa ►billige Vilkaar. Hvad Skole-Væsenet angaaer, da tænker jeg, Regieringen vil ikke forlange bedre Borgen end sig selv for, at dens Geistlige Embeds-Mænd gjør deres Pligt, saa det kan være Den aldeles ligegyldigt, hvilken af de Præster, Den kalder og fører Opsyn med, udfører denne eller hin kirkelige Handling, naar kun den nødvendige Orden ei derved lider, og at en Dreng kan confirmeres ligesaa ordenlig i 📌Gientofte Kirke, skiøndt han ikke ►tjener i Sognet, som ►om han ►tjende der det ►Halv-Aar, han gik op at læse, det giver Fornuften. At der altid vil findes nogle saakaldte Barmhjertigheds-Præster, der af bedre eller slettere Grunde ei tage det strængt med Bønder-Drenges og Bønder-Pigers Bog-Lærdom, er ►vist nok at formode, men om det ogsaa virkelig kunde skade (som det efter min Overbeviisning dog umuelig kan,) saa var der dog meget mere vundet ved, at Forældrene i deres Sogn kunde naar de vilde, faae deres Børn holdt i Ørene udensogns, end ved at Forældrene i et andet Sogn, der ønske Læmpelighed, endelig skal give Slip paa deres Børn det ►Halv-Aar. Ansaae Man endelig paa den ene Side Børne-Lærdommen i vore Almue-Skoler for en Sag af ►borgerlig Vigtighed, og Sogne-Tvangen i den Henseende for nødvendig, da behøvede Man jo blot at skille “Religjonen” derfra, som dog virkelig ikke lader sig lære, end sige paatvinge, saa den kirkelige Confirmation blev Noget, Ingen, ►uden Biskoppen paa sin Visitats, spurgde om, men den Skolemæssige foretoges sogneviis med ►særegen Høitidelighed, som den ►borgerlige Overgang til Skiels-Aar og Alder. Herved bortfaldt alle Vanskeligheder og megen Hjerte-Sorg, som vi især skulde søge formindsket, og naar hele Folket betjener sig af de Præster, Regieringen ►isætter og afsætter efter Be266hag, kan Den dog virkelig være saa rolig i Henseende til Folkets Religjon, som det er mueligt at blive, saa Opgaven er kun at forhindre ►Sogne-Pavedommet, der dybt saarer Folke-Hjertet og undergraver ligesaavel Stats-Kirken som al ægte og levende Religjøsitet.
✂ Dog. det nytter ikke at skrive mere herom, thi heri ere vi To aldeles enige, medens de Fleste endnu synes at ansee denne yderst vigtige, ei mindre ►borgerlig end kirkelig vigtige Sag for en aldeles ubetydelig Smaa-Ting, ei mindste Opmærksomhed værd.
✂ Deres forfærdelige ►Ubillighed mod 👤Lindberg, hvem de or 126 (US8) denlig synes med ►beraad Hug at omtale og behandle foragtelig, maa jeg derimod til Slutning dog ligesaa alvorlig som venlig bede Dem underkaste en stræng Undersøgelse, efter den Regel, De selv erkiender: ►►dømmer ikke uden som I selv vil dømmes►! Dette er i Grunden Alt hvad jeg her kan giøre, thi uagtet jeg nok seer, De, som den ædle Mand altid, giør Dem Umage for ►heller at finde Kilden til 👤Lindbergs Dem saa forhadte Færd i hans Hoved end i hans Hjerte, saa er Deres Hjerte dog her med i Spillet, som overalt, hvor Man viser Foragt, og jeg maatte da kun slet kiende Pennens Virke-Kreds, om jeg tænkde med den at forandre Deres Betragtning af 👤Lindberg.
✂ Maaskee var det derfor bedst, jeg lod det beroe ved denne Erklæring; men det hører nu engang til min Natur og Sædvane, naar Man tiltaler mig om noget “Offenligt,” da uforbeholden at sige min Mening derom, og kan det ikke gavne 👤Lindberg, at jeg ogsaa ved denne Leilighed giør det, kan det dog, efter mit Skiøn, heller ikke skade ham.
✂ At jeg ved den “indviklede Sag” slet ikke tænkde paa mit Forhold til 👤Lindberg, uden forsaavidt vi ►borgerlig høre og holde sammen, har De maaskee allerede seet, 267og dette Forhold er i Øvrigt saa ►redt, som noget kan være; thi imellem mine yngre Venner og mig hersker det frieste Forhold af Verden, saa jeg siger dem ved Leilighed hvad jeg synes, men lader dem for Resten i Guds Navn ►gaae deres Skud, som er den eneste levende Udviklings-Gang, jeg kiender. Ligesaalidt som jeg derfor har noget literært Parti, ligesaalidt har jeg mindste Ansvar for hvad mine saakaldte “Discipler” skrive; men var 👤Lindbergs Adfærd saadan, som De skildrer den, da vilde jeg rigtignok intet Øieblik betænke mig paa at opsige ham mit Venskab, saa derimod maa jeg, for min egen Skyld, protestere, til Man forelægger mig ganske anderledes Kiends-Gierninger, end dem, De berører, som i det Høieste vilde bevise, at 👤Lindberg i sin Skrive-Maade oftere brugde mere Haardhed og røbede mere Paastaaelighed og mindre Delicatesse, end Man kunde ønske. Havde De kun bebreidet ham Sligt eller noget Lignende, skulde jeg ikke blandet mig deri, men rolig overladt til ham selv at ►rede for sig, da jeg slet ikke var bange for, De skulde knuse ham; men det gjorde mig ondt, at De behandlede en saa saare miskiendt og haardt medtaget Mand foragtelig, og at De fremstillede mit Forhold til ham, som Noget jeg ►vist selv øn 127 (US8) skede at være kvit, og jeg var bange for at han, krænket saa dybt, skulde svare Dem paa en Maade, der hverken var Dem eller ham værdig. Hvad han havde i Sinde, veed jeg slet ikke og vilde ikke vide, men skyndte mig at giøre hvad jeg ansaae for det Bedste, og ligesom jeg nu har stræbt at vise, at vor fælles Kamp har sin gode Grund, saaledes skylder jeg ogsaa 👤Lindberg den Erklæring, at saavel efter deres eenstemmige Vidnesbyrd, der har kiendt ham nøiere end jeg, som efter min Erfaring i ti Aar, er han en inderlig godmodig Mand, der med Forsæt ei giør en Kat Fortræd. Da han nu tillige er en høilærd Mand i 268sit Fag og et lyst, skarpsindigt Hoved hvor han kommer, og en udmærket ►Kæmpe for sin Tro og Overbeviisning, som han har bragt store Offere, saa mener jeg virkelig, han har Krav paa en ganske anden Tiltale af ædle Modstandere, end den, De har budt ham. Penne-Feider er ligesaavel Krige som Sværd-Slag, og hvem der kiender Krigen, veed, hvor ►ubilligt det vilde være at bedømme en Mands Hjerte-Lag haardt blot fordi det var haardt at ►drages om Reeb med ham, og jeg veed i alt Fald med mig selv at man har gjort mig megen Uret i dette Stykke, saa, gjorde jeg ligesaa, var jeg ikke at undskylde. At 👤Lindberg ikke er saa blød, som jeg altid har været, det seer jeg nok, men medens jeg altid ønsker, Man skal tage sig i Agt med det Haarde, der let kan blive haardest at døie for En selv, er det mig dog ogsaa klart, at Modstanderne trængde til en Mand for deres Haand, hvis ømme Sted var ei saa let at finde som mit, og jeg formoder, at hvis de ikke snart finde dem i ►Billighed, kommer der en Tredie, i Sammenligning med hvem de selv maae finde 👤Lindberg blød. Dette er den historiske Gang giennem alle Aarhundreder, som neppe vil afbrydes i det Nittende, med mindre vi i 📌Danmark søge de Ting som virkelig høre til Fred. Og giør vi kun det, skal De snart see, at 👤Lindberg ligesaalidt som jeg er Soldat af ►Handværk men kun Krigs-Mand til Nød-Værge; thi har De ikke nok seet hans ►Ebraiske Lexikon, det første Forsøg med vort Sprog, og mener De ikke, at Den der midt under Krigen tager sig saadanne Ting for, vilde i Freds-Tid giøre Gavn for Alvor? Gid derfor denne snart oprinde, og lade os glemme, hvad Krigen medførde, thi baade De og jeg veed, det var meget værre Ting end nogle haarde eller overilede Ord af 👤Lindbergs Pen, det var blandt Andet et Horn i Siden paa alle de unge, 128 (US8) talentfulde Mænd, der stod i venligt Forhold en269ten til 👤Lindberg eller til mig, som, skal det vare længer, vil være et sandt National-Tab, og hvem vil forlange, at jeg under saadanne Omstændigheder skulde vredes paa 👤Lindberg, der selv blev et uskyldigt Offer, om jeg end fandt, han kunde være mere nænsom med et Vaaben, der, efter min egen deels sørgelige og deels glædelige Erfaring, ►slaaer dog ingen Mand af Hesten!