Aabent Brev til Prof. 👤Sibbern om Mag. 👤Lindberg og Meer.
✂ Nei, Professor 👤Sibbern! den Abstraction gaaer bestemt for vidt, thi i Livet maae vi ►nødvendig blive staaende ved de concrete Tilfælde, og hvordan kan vi da paa nogen muelig Maade skille Pastor Grundtvig fra Magister 👤Lindberg, det hele Lindbergske Parti, der jo ovenikjøbet er synonym med det Grundtvigske, og Sogne-Baandets Løsning, der i alle Maader maa ligge Grundtvig nok saameget paa Hjerte, som 👤Lindberg, og efterstræbes aabenbar af ham paa samme Maade. See, saaledes vilde det hænge sammen, om end 👤Lindberg og Grundtvig slet ikke personlig kjendte, agtede og elskede hinanden, men det gjør de nu desuden, og skulde alligevel den Ene af dem opoffre den Anden for “den gode Sag”, da maatte jeg blive Offeret, som baade er ældst og har, siger Man jo, lige fra Begyndelsen skadet den gode Sag ved min Fremfusenhed, har ►aabenbar ført 👤Lindberg ind i det, altsaa i Fiendens Sprog “forført” ham, og maatte da reent være en Djævel, om jeg, for at hytte mit eget Skind, tilsidst lod ham i Stikken, der blev mig tro, da hardtad alle Andre forlod mig, ja, stod mig ikke blot ærlig og trofast bi, men stillede sig ►høimodig og djærv i Gabet, saa hele Hadet og hele Hoben efterhaanden faldt 194paa ham, ►aabenbar kun, fordi han ikke vilde forlade end sige opoffre mig.
✂ Altsaa, Professor 👤Sibbern! vi To kjende hinanden fra “📌Valkendorphs Collegium”, fra de aabne, livlige Ungdoms Dage, som vi aldrig kan glemme, men hvis Minder er som Reliqvier, vi vel ikke dyrke eller forgude, men kysse dog venlig og trykke til vort Hjerte, og, hvorvidt vi end adskildtes i Levnets-Løbet, hvor ulige end vore Anskuelser og Meninger, vore ►Baner og Veie blev, gode, gamle ►Bekjendtere kunde vi dog aldrig holde op at være; vi kunde misbillige hinandens Skridt, vel endogsaa gjensidig miskjende Endeel i den senere Udvikling, men aldrig mistænke eller fordømme hinanden; thi vi vidste det godt, at Ingen af os vilde noget Uædelt eller gjorde noget Uærligt! Om De end derfor ikke selv, midt i Angrebet paa 👤Lindberg, med gammel Oprigtighed, havde indrømmet, at 👤Lindbergs yngre Venner, der skyldte ham Agtelse og Taknemme 114 (US8) lighed, gjorde vel i at blive ham troe, saa det er ilde, Man vil lade dem bøde derfor, saa var jeg dog lige vis paa, at saasnart De opfatter Forholdet mellem 👤Lindberg og mig, og mellem de gammeldags Christne og Rationalisterne i 📌Danmark, reent og upartisk, da vil De ⓘ strax finde, det er en meget “indviklet Sag”, som umuelig kan ►opredes ved at “banlyse” 👤Lindberg eller dømme ham til “►eensomt Fængsel” paa “Vand og Brød”, 195hvad dog, ei engang blot figurlig talt, var Tilfældet, naar han skulde lade sig Pennen rive af Haanden og nedsynke i total Uvirksomhed.
✂ De har, personlig, en lille Afregning med 👤Lindberg, for Deres uskyldige ►Psalme-Samling, som han, ►vist nok ikke for at saare Dem, men dog uden at ændse det var Dem, der uskyldig blev saaret, efter mine Tanker, ligesaa uklogt som unødvendig og ►ubillig angreb, og hvad De svarer ham i den Henseende, hverken vedkommer mig eller vil jeg blande mig i, undtagen forsaavidt jeg, da Tydelighed i Talen kræver det, ►fuldelig giver Dem Ret.
✂ Havde imidlertid 👤Lindberg, med den aabne Erklæring, at paa Samlingen, som Deres, var der ikke det Mindste at klage, da den jo ikke blev os paatvunget, men at det var ►mærkeligt, om Professor 👤Clausen kunde billige den, da vilde jeg maaskee nok ►meent, den ►Snert var unødvendig og ei ganske ridderlig, men kunde dog aldrig kaldt den uforskyldt, og her staae vi ved den “indviklede Sag”, De ikke blot har blandet Dem i, men i ►Kjøbenhavns-Posten paa en Maade gjort til Deres, som det synes, uden at huske, at Modstanderen da nødvendig bliver baade 👤Lindberg og Grundtvig, Een for Begge og Begge for Een.
✂ ►Nu, naar de gammeldags Christne skal have en ►borgerlig Modstander i 📌Danmark, da kan jeg ikke ønske dem en ærligere og ædlere end Professor 👤Sibbern; men har Professor 👤Sibbern ogsaa ret besindet sig paa Sagens hele Sammenhæng og har han Fuldmagt til at afgjøre den paa ►billige Vilkaar, det er to vigtige Spørgsmaal, som foreløbig maae besvares, førend vi, efterat have stridt saa længe og lidt saa meget, kan paa den ærlige, ædle, fredelige og frisindede Mands Ord “træde tilbage” og lægge Sagen i hans Haand.
✂ Altsaa: hvad er Sagen? ►Aabenbar 196hverken meer eller mindre end de gammeldags Christnes Borger-Ret i 📌Danmark, som Lovene paa det Klareste og Stærkeste hjemle dem, og har hjemlet dem snart i tusind Aar; men hvori de nu 115 (US8) i henved halvtredsindstyve Aar har lidt mange Skaar, og som det nys tegnede til, de reent skulde miste, da et stort Parti især af Geistligheden aabenbar lagde an paa at udrydde deres Tro, som en gammel Over-Tro, der nu ei meer kunde taales.
✂ Biskop 👤Balle ►stod imidlertid i Gabet for den “gamle Tro” til 1808, og skjøndt den siden ei fandt saa høie Velyndere, men maatte nøies med en “Candidat”, der nær ikke engang var blevet “Capellan”, og er nu saa godt som ingen Ting, og med en skriftklog Magister, til offenlige ►Paatalere af Dens borgerlige Rettigheder, kan Den dog derved umuelig have tabt dem. ►Vist nok har baade 👤Lindberg og jeg seet os nødt til at nedlægge vore Embeder, og har begge mistet vor Deel i Trykke-Friheden, men om det ogsaa var en aldeles nødvendig Følge af Ubesindighed og Overilelse hos os, saa kunde jo dog hverken vi eller vore Med-Troende derved tabe Ret til at beholde og forplante vor i Riget gjennem mange Aarhundreder fredlyste Tro.
✂ Denne Ret kunde vi nu beholde paa forskjellige Maader, men den Fordeelagtigste ►syndes det unægtelig at være, at vi beholdt Stats-Kirken (the Establishment) og at de, der ansaae vor Tro for Over-Tro, fik Lov til, hvad det var Synd at nægte dem, udenfor Stats-Kirken frit at bekjende og forplante hvad de kaldte den rette Tro og oplyste Christendom. Dette var Biskop 👤Balles Syns-Maade, unægtelig den mest liberale, de statskirkelige Orthodoxer nogensteds har erklæret sig for, og jeg traadte længe i min høiærværdige Forgjængers Fod-Spor, som ►førde mig til det “fortvivlede” Skridt at ►tiltale Professor 197👤Clausen paa hans Embede, ►vist nok ikke med juridiske men dog med de skarpeste literære og moralske Vaaben, jeg kunde finde og ►føre. Jeg kalder det et “fortvivlet” Skridt, thi De veed nok, jeg er ►gammel vant til at kalde enhver Ting med sit rette Navn, naar jeg har lært det, og det var virkelig et Skridt i den yderste præstelige Fortvivlelse. Hvor langt det nemlig var fra at jeg vilde lade Sønnen undgjælde for Faderen, behøver jeg ikke at sige Dem; og, om De end ikke deler min Anskuelse af Farens Størrelse, vil De dog vist tilstaae, det saae farligt ud for den “gamle Troes” Tilhængere i Landet, da alle Folk udenfor 📌Kjøbenhavn var bundet til deres Sogne-Præster, og alle Theologiske Studenter baade udvortes bundne til Professor 👤Clausen og indvortes i Almindelighed gjennemtrængte af Beundring for ham. Uagtet jeg derfor i alle de Aar, jeg var saa godt som excommuniceret, havde vogtet 116 (US8) mig for mod nogen Enkelt-Mand at trodse paa Love, der ►aabenbar var forældede og tage det strængere med Eder end de, der afkrævede dem, saa troede jeg dog, at her, til Troens Redning, maatte gjøres en Undtagelse, og jeg gjorde den, som en ærlig Mand og en samvittighedsfuld christelig Præst, men som en meget partisk Borger, saa det var en aldeles rigtig Følelse hos mig, at naar Regjeringen ikke vilde tage mine ►Troes-Forvandtes Parti, skulde jeg tage min Afsked. Hvad der nu i dette Tilfælde vilde været Rettest af Regjeringen, naar den havde seet, det gjaldt de gammeldags Christnes Religjons-Frihed i Riget, er i alt Fald et unyttigt Spørgsmaal, da det er klart, det saae Den først senere; men vel maae vi spørge, om vore kirkelige Modstandere ikke saae det, og om det ikke virkelig var deres Agt at benytte Stats-Kirken, som var indrettet til vor Troes Værn, til Dens Undertrykkelse og Udryddelse under Navn af Over-Tro? 198Og, Professor 👤Sibbern! De maa ►vist, ligesaavel som jeg, besvare dette Spørgsmaal med: jo, det var deres Agt; thi hverken tilbød de os Troes-Frihed under en anden Form, ikke heller vilde de engang høre vore Forslag dertil.
✂ Saasnart jeg nemlig havde nedlagt mit Embede i Stats-Kirken, fandt jeg, at da hvad jeg søgde, ingenlunde var Lov til ►borgerlig at undertrykke min Troes Modstandere, men kun at beholde og forplante den i Fred, saa kunde jeg godt finde mig i at overlade Modstanderne Stats-Kirken med alle Dens ►Leve-Brød, naar det blot tillodes mig og mine ►Troes-Forvandte at træde ud og sørge for vor Salighed og vore Børns christelige Underviisning, som vi vilde og turde forsvare. Understøttede og anbefalede nu Modstanderne dette ►høistbillige og ►tarvelige Forlangende? Nei, langt fra, de modsatte sig det af alle Kræfter, udraabde mit fredelige og kiærlige Forslag for et grueligt Brudd paa Fred og Kiærlighed, et farligt ►Sectereri og jeg veed ikke hvad. Endelig faldt det mig ind, der var endnu en Udvei, vel ingen anden Steds forsøgt, men, som vi har seet i 📌Kjøbenhavn, dog fremkommelig i det Mindste i vort fredelige 📌Danmark og da, ►borgerlig og statsmæssig, langt at foretrække for enhver Anden: ►Lære-Frihed nemlig for Geistligheden og Sogne-Frihed for hele Folket, der, naar Regjeringen holdt sig upartisk, vilde opveie hinanden og tilveiebringe en Forening af virkelig Troes-Frihed og statskirkelig Orden, Man endnu aldrig ►saae. Greb nu Modstanderne dette Forslag med Glæde, der, antaget, vilde give dem aldeles lige 117 (US8) Borger-Rettigheder med os, ende al Kiv og Splid mellem ►Ædlinger og lade den videnskabelige Oplysning gaae sin egen fri og rolige Gang? Nei, De maae jo vide det, Professor 👤Clausen valgde netop af alle mine Skrifter den lille fredelige Bog om disse Ting at kiøle sin 199Harme paa, og erklærede sig bestemt imod den foreslaaede Frihed.
✂ ►Nu, Professor 👤Sibbern! paa Ære og Samvittighed! hvilket Parti i den Danske Stats-Kirke var nu det liberale, og hvilket det herskesyge, utaalelig herskesyge: det Grundtvig-Lindbergske eller det Clausenske?
✂ Dog, De har i Grunden allerede svaret, ved at erklære Dem uforbeholden for Sogne-Baandets Løsning; men laster det som en ►Duplicitet ►ͻ: Tvetydighed hos 👤Lindberg, at han vedbliver at staae ►hardt paa det Gamle i ►Alter-Bogen og andensteds. De har altsaa ikke læst min lille Bog om ►“Den Danske Stats-Kirke”, ellers vilde De seet, at jeg gjør ligesaa, og ►vist være ►billig nok til at indrømme, vi maae nødvendig gjøre ►saa, naar Modstanderne haardnakket, som de gamle Romere, afslaae ethvert Freds-Tilbud, der ei medfører Trældom. En Krig lader sig nemlig ikke fortsætte fredelig, og vil det Clausenske Parti absolut have en herskende Kirke i 📌Danmark, da er der kun ►ladt os Valget mellem at trælle, eller kæmpe om Herredømmet, skjøndt vi slet ingen Lyst har til at kæmpe for det. ►Herskabet er endnu vor Troes lovlige Ret, men vi indsee, det er i Grunden Uret og derfor opgive vi det gjerne for bestandig, men overgive det til Modstanderne kan vi jo ikke, saa just fordi vi ere “Frihedens Mænd”, maae vi sige: skal endelig Nogen være Træl, som vi ikke ønske, da være Den det, som vil gjøre sin fribaarne Næste dertil! ►Vist nok er dette en Slags ►Duplicitet, som Krig og Fred, men det er ingen Tvetydighed, det er den ærligste, aabneste og ►billigste Færd, der findes beskrevet paa noget Blad af Kirkens Historie, og naar det synes Dem, ►som det var at ville ►aftrodse “Regjeringen” Noget, da begriber jeg neppe, hvordan en saadan Tanke kunde ind200snige sig hos Dem. Vel er jeg under Censur og 👤Lindberg ligesaa, og det har jo Udseende af Regjeringens Mishag med os og Mistanke til os, men om de fandt Sted, var De, Professor 👤Sibbern, ►vist ikke den Mand, der vilde styrke Regjeringen deri, og jeg har al Grund til at troe, at hverken har den Danske Regjering 118 (US8) mange ►troere Undersaatter end mig og mine Lige, ikke heller har Den det Mindste imod os ►uden for den Uro vi unægtelig har gjort, og som Den maaskee ikke endnu indseer, vi var nødt til at gjøre. At oplyse Regjeringen herom, det har været og det er endnu bestandig vor Bestræbelse, fordi vi føle os visse paa, at saasnart vor Faderlige Regjering, det er: vor elskede Konge seer, at det virkelig slet ikke er andet end “Nødværge” vi bruge mod et stærkt Parti, der vil undertrykke vor “Fæderne-Tro” og berøve vore Børn den, og at naar vi blot kan beholde den i Fred, vil vi gjerne holde Fred, da skaffer Han os ►sikkerlig Fred. Herved maa det blive indtil videre, og Een maa ►staae i Gabet, saalænge vi har Krig, enten det saa skal være 👤Lindberg eller mig eller en Tredie, og Den, der ►staaer i Gabet har det i alle Maader saa ondt, at Modstanderne, som hverken ynke eller skaane ham, kan aldrig med ►Billighed forlange, han skal enten ynke eller skaane dem, saa naar nu De, Professor 👤Sibbern, i Humanitetens og Frihedens og Fredelighedens Navn, byder os at nedlægge Vaaben, da maae vi nødvendig spørge, om De har Fuldmagt til at slutte Fred paa ►billige Vilkaar? Vi indrømme nemlig gjerne, at al Slags Krig baade er ubehagelig og, ⓘ paa “Nødværge” nær, uchristelig og uretfærdig, og føres blandt os syndige Mennesker aldrig paa nogen af Siderne saa reent og menneskelig, som den burde, men derfor kan vi dog umuelig overgive os paa Naade og Unaade til vor Troes Modstandere, som ovenikjøbet endnu har Loven imod sig.
✂ 201Har De altsaa Fuldmagt fra Professor 👤Clausen og hans Parti til at slutte Freden paa de overordenlig ►billige Vilkaar, vi har tilbudt og fremdeles tilbyde, saa Man paa ingen af Siderne vil gjøre til en ►borgerlig Forbrydelse hvad der er skedt under Krigen, men paa begge Sider gjøre sig Umage for, at Ødelæggelsens Spor kan udslettes, og herefter unde hinanden al den Frihed, Man selv vil have? Har De Fuldmagt til det, da underskriver jeg strax baade paa 👤Lindbergs og egneVegne og paa alle Deres, som ændse vort Ord, og naar vi da, velforligte, bede Majestæten om Sogne-Baandets Løsning og ►Lære-Frihed efter ►Bibelen for Præsterne, da tør jeg vel ikke sige, der ►jo vil reise sig et tredie Parti derimod; men jeg tvivler slet ikke om, at Fredens, Frihedens og den ►Borgerlige Ordens Stemme vil snart seire i 📌Danmark. Saalænge derimod Professor 👤Clausens Ultimatum er, at Sogne-Baandet skal paa ingen Maade løses, saalænge maae vi ogsaa bekæmpe en 119 (US8) ►Lære-Frihed hos Præsterne, hvori Menighedens Troes-Frihed gaaer tilgrunde, og stride for hvert Ord i ►Alter-Bogen, som det er os magtpaaliggende bliver ved at lyde blandt os ved ►Naade-Midlerne. Det Sidste kan maaskee nok synes Dem en Grille, da De neppe lægger samme Vægt som vi paa “Ordet” ved “►Naade-Midlerne”; men De vil dog være ►billig nok til at indrømme, at naar vi troe, ►Naade-Midlernes Virkning beroer derpaa, maae vi stræbe paa alle Maader at sikkre os det, og have Ret dertil, naar vi ikke vil have Nogen det paanødt!
✂ N. F. S. Grundtvig.