Grundtvig, N. F. S. Haandbog i Verdens-Historien. Anden Deel

Franker og Longobarder.

Byzantineren 👤Priskos, hvem vi nok huske fra Hunne-Leiren, stødte der, en Morgen-Stund, han gik og ventede udenfor en Hunne-Høvdings lukte Dør, paa en Græsk Kiøbmand, som han, til sin store Forbauselse, hørde, slet ikke længdes efter den dannede Verden, hvori, som han sagde, der kun var Ret for den Rige og Galger for Smaa-Tyve, ingen Grændse for Skatterne, ingen Ende paa Plagerne, ingen Beskyttelse mod Barbarerne og ei engang Frihed til selv at forsvare sig, mens iblandt Hunnerne hvem der turde vove sin Trøie og vilde nøies med sin Deel af Byttet, kunde leve som en Herremand.

Hvorledes nu Haar-Kløveren stræbde at bevise Kiøbmanden, at det desuagtet dog var “den bedste Verden”, han i sin Blindhed vragede, det er morsomt nok at læse, men hører ikke hid; thi skiøndt Taleren, efter sit eget Sigende, pressede Taarer af Tilhørerens Øine, vilde Beskrivelsen dog aldrig overbevise os om, at Man let kan trøste sig over al Mangel paa Ret og Frihed i det daglige Liv, naar Man kun har dem paa Papiret og hører dem veltalende skildret ved høitidelige Leiligheder. Derimod kan vi, ved Overgangen til de haarde Halse i 📌Frankrig, 📌Italien og 📌Tydskland, vel trænge til at mindes om, at Tilstanden hos dem var dog i Grunden langt taaleligere for en fribaaren Sjæl, end i den fine, falske, ret med Flid fordærvede Verden, saa det kommer kun af Feighed og Kiælenskab, naar vi heller vilde leve mellem det Sjette, Syvende og Ottende Aarhundredes Byzantiner end mellem Franker og Longobarder.

166Det skal imidlertid aldrig nægtes, at Livet mellem disse bomstærke Halv-Tydskere var i det Hele saa Hunnisk, at det umuelig kunde tildrage sig Menneske-Aandens Opmærksomhed, dersom Den ikke selv, huusvild trindt om Land, havde fundet et Fristed midt imellem de ubehøvlede Krabater, hvor Den i Stilhed forberedte, hvad der under 👤Karl den Store begyndte at skimtes og er aldrig siden forsvundet, men udstrakde sin velgiørende Virksomhed lige til os og vil giennem os, tør vi haabe, udstrække den ned til de sildigste Tider.

Dette Fristed var øiensynlig Munke-Buret, hvoraf om end først efter et Aartusindes Forløb, den store Reformator udgik, og hverken dets Dunkelhed eller Nogen af de Synder, som hemmelig og aabenbar gik der i Svang, maa da bringe oplyste Folk til at miskiende denne besynderlige Kirke-Stat, der med sin strænge Orden dannede en uundværlig Modsætning til den i Verden herskende Lovløshed, aftvang, med Himlen og Evigheden til sit Maal, en uhyre verdslig og barbarisk Tid Ærbødighed for Aand, paatvang dens Hedenskab i det Mindste et Christeligt Skin, og virkede derved usigelig meget baade til at lindre den nærværende Plage og forberede en menneskelig Tilstand i lysere Tider. Naar det derfor i Protestantiske Lande endnu er sædvanligt, at bryde Staven over Kloster-Livet i Middel-Alderen, da maa Man rødme paa deres Vegne der kalde sig oplyste; thi naar det ei kommer af Dyriskhed, røber det dog en rasende Blindhed, med et saadant Chaos for sig, som Livet var i hine Tider, at udøse sin Galde over Giæringen af de bedste og ædleste Kræfter, fordi den ei var, hvad den umuelig kunde være: enten reen eller klar. Til Kirke-Historien hører det at vise, hvorlidet det 👤Christus-Rige, Man i Klostrene stræbde at oprette, lignede det, der fra Apostlernes til 👤Irenæi Dage blomstrede paa Jorden, medens den ei lader 167ubemærket, hvor underlig dog den himmelske Spire til et Saadant netop i Munke-Buret bevaredes; men i Verdens-Historien har vi kun Ret til at sammenligne Munkenes 👤Christus-Rige med den Byzantinske Keisers, med 👤Mahomeds og hvad der ellers rager frem paa Jorden, og uhyre forblindede maae vi da være, om vi, istedenfor at beundre dets Glands kun har Øie for dets Skygge-Side, saare uskiønsomme, hvis vi, istedenfor at velsigne, tvertimod forbande dets Ihukommelse.

Uden derfor at indlade os paa kirkehistoriske, end sige da paa reen personlige, kirkelige eller theologiske Spørgsmaal, opdage vi med Glæde og betragte med Ærbødighed de to Mænd i det Sjette Aarhundrede, som er Munke-Livets Patriarcher og 👤Christus-Rigets Stiftere i 📌Vester-Leden: 👤Benedikt den Hellige og 👤Gregor den Store, der, trods Alt hvad Man kan udsætte paa dem, staae i deres Tid som Menneskehedens Skyts-Engle neddalede fra Skyerne og har hævdet sig et udødeligt Navn blandt dens største Velgiørere.

Medens nemlig 📌Italien ret egenlig lignede Hunne-Leiren: i 👤Odgers (👤Odoakers) Dage og under Gothe-Levningens Døds-Kamp med de Byzantinske Leie-Tropper, da reiste sig i disse to Mænd Alt hvad der var tilbage af Christendom og Aands-Kraft seierrig mod det herskende Barbari og Hedenskab, og medens det er klart, at vi kiende Kampens Love langt bedre end de, bliver det dog et stort Spørgsmaal, om vi i deres Sted vilde havt Mod til at vove nogen Kamp, end sige Kraft til at vinde den mageløse Seier, hvis Frugter vi have nemt ved at høste.

👤Benedikt fra 📌Norcia mellem 📌Apenninerne (i det gamle 📌Sabiner-Land) var Skole-Dreng i 📌Rom, da 👤Odger og 👤Thjodrik droges om Landet; men den verdslige Viisdom smagde ham ikke, saa han, kun fjorten Aar gam168mel, “vankundig med Flid og viselig ulærd” (scienter nescius et sapienter indoctus), flygtede til Ørken og forstak sig i en Klippe-Hule, medens 👤Thjodrik den Store forgiæves stræbde med Mande-Vidd og Kæmpe-Styrke at betvinge Uhyret i sin Barm og i sit Rige. Først da 👤Thjodrik var borte, traadte 👤Benedikt for Lyset og stiftede (omtrent 528) Klosteret paa 📌Monte Cassino, ved 📌Ponte Corvo i 📌Samniter-Egnen, der, som Benediktiner-Ordenens Moder-Skiød, er blevet berømt over hele Christenheden, og det med Føie; da alle 📌Sydens Stater, alle 📌Nordens Kirker, og hele den store almindelige Høi-Skole, maa betragte det som deres Vugge. Det var nemlig ikke det Østerlandske Munke-Væsen, 👤Benedikt indførde, men netop det, han, efter selv at have prøvet det, fortrængde, deels som ufrugtbart og deels som overspændt, i det han stræbde at indføre en Regel, ei blot beregnet paa Andagts-Øvelser i Sværmer-Aarene, men paa hele Livet, med alle dets Kræfter og Skrøbeligheder, og paa hele Menneskehedens Tarv. I hans Kloster skulde ingenlunde den udvortes Spægelse, men den Indvortes, som er Lydighed og stræng Orden, være Hoved-Sagen, og Legems-Arbeide, Boglig Konst og Skole-Hold gaae Haand i Haand med Andagts-Øvelser, og Brødrene saaledes, mens de forarbeidede deres egen Salighed, baade lære og vise Barbarerne, hvorledes Frihed og Lydighed, Himmel og Jord, Arbeide for Tiden og for Evigheden lod sig godt forbinde, og førde da Velsignelsen med sig.

Dette, følde ikke blot alle fromme men ogsaa alle kloge Mænd i hine tøileløse og ryggesløse Dage, var en stor og herlig Tanke, saa at endnu før 👤Benedikts Død (542) udbredtes Ordenen ved hans Discipler 👤Maurus og 👤Placidus til 📌Frankrig og 📌Sicilien, og de mange Smaa-Mirakler, Man snart vidste at fortælle om Munke-Faderen, 169hvor daarlig de end ellers maae findes hjemlede, var dog unægtelig kun Billinger af det Store, han gjorde paa hele sin Tids-Alder*👤Gregor den Stores Samtaler (Dialoger) II. Cassino-Krøniken I. 1..

Imellem Frankerne forvildedes imidlertid, efter deres egen Bekiendelse, den ny Orden meget snart, og endnu før kom Longobarderne til 📌Italien, hvor de foer frem som vilde Hedninger og forstyrrede selv Klostret paa 📌Monte-Cassino (586), saa Munke-Faderen var dog i Grunden blevet sønneløs, hvis ikke et Aars-Tid før hans Død 👤Gregor den Store var kommet til Verden og havde, langt meer ved at træde i hans Spor end ved at skrive hans Lov-Tale, sikkret ham en varig og velsignet Ihukommelse.

Dengang nemlig Benediktinerne maatte rømme Marken for Longobarderne, tyede de til 📌Rom, som vel ikke meer var Verdens Hoved-Stad, men dog Sædet for Apostlernes Eftermand og for den høieste Dannelse, der end fandtes i 📌Vester-Leden, og i denne mærkværdige By, som vi aldrig giennem Middel-Alderen kan tabe af Sigte, traf de den store Beundrer af Munke-Faderen, højvelbaaren, rig og æret, og derhos, efter Tidens Leilighed, udmærket lærd og veltalende. Den gode Modtagelse, Benediktinerne fandt i 📌Rom, hvor de længe dvælde i det saakaldte 📌Lateranske Kloster, maa da vist for en stor Deel tilskrives 👤Gregor, ligesom det sikkert var Omgangen med 👤Benedikts Discipler, der havde bestemt denne rige Romerske Prætor til at slaae sig fra Verden, giøre sit Huus til et Kloster, hvori han selv blev Munk, grunde sex Klostre paa 📌Sicilien og uddele Resten af sit Gods iblandt de Fattige. 👤Gregor var imidlertid snart kommet ud af Munke-Livet, for som Pavelig Gesandt at gaae til 📌Konstantinopel, og da den store Landfar-Sot, efter en farlig Oversvømmelse af 📌Tiberen, hjemsøgde 📌Rom (omt. 589), blev 170👤Gregor eenstemmig valgt til Biskop, efter 👤Pelagius, der selv var et af de første Offere for Lande-Plagen*Gregor den Stores Levnet af 👤Paulus og af Johannes Diaconus..

Hvorlidet denne Stilling var efter 👤Gregors Sind, bevidner ikke blot hans Vægring og hyppige Klager over de mange verdslige Forretninger, der laae til den Romerske Bispestol, men især hans kort tilforn mislykkede Forsøg paa at gaae som Missjonær til 📌Britannien og omvende de hedenske Angel-Sachser; men da han ogsaa som Biskop i 📌Rom erhvervede sig Hæders-Navnet: Angel-Sachsernes Kirke-Fader, maae vi nødvendig finde, han, ved at bestige det Apostoliske Sæde kom paa sin rette Hylde; thi 📌Italien trængde høit til en “Geistlig Fyrste”, der kunde indskyde de altfor Verdslige Ærbødighed, og den ny Dannelse, der spirede i 📌Vester-Leden, trængde som en fin og spæd Plante under en raa Himmel-Egn, til den omhyggeligste Pleie af en saadan Statholder for Aanden, som Bispen i 📌Rom med 👤Gregor den Store begyndte at være.

Dette er, Man sige for Resten hvad Man vil om Fyrsten, der kaldte sig “Guds Tjeneres Tjener”, Bemærkninger, som giør sig selv, naar Man med aabent Øie betragter Franker og Longobarder, og med dem, som det efter Gothernes Undergang syntes, 📌Vester-Ledens eneste Haab.

Om Longobarderne fortæller deres egen Saga-Mand i 👤Karl den Stores Dage, 👤Povel Varnefredsøn, at de var fra 📌Nørre-Leden og heed oprindelig Vendler eller Vendelboer, men fik deres bekiendte Navn, som betyder de Lang-Skiæggede, af Odin (Vodan) selv ved en egen Leilighed. De skulde nemlig engang slaaes med Vandalerne som var Odins Yndlinger, og i den Nød tyede deres Høvdingers Moder Gambara (vor Kæmpe-Vises gamle Fru Birthe), som var en klog Kone, til Frigga, der ikke blot røbede, at Odin havde lovet det Folk Seier, han næste 171Morgen ved Solens Opgang først fik Øie paa, men gav det gode Raad, at Vendlernes Kvinder paa den Time skulde stille sig med udslaget Haar for den østre Glug, som Odin vilde see ud ad. Det skedte, og da Kvinderne strax faldt Odin i Øinene, spurgde han, hvad det var for Skiægge-Mænd, hvorpaa Frigga anmærkede, at havde han givet dem Øge-Navn, fik han nu ogsaa skiænke dem Seier i Tilgift*👤Povels Longobarder-Krønike I. 7–9..

Heraf kan Man nu troe hvad Man vil, naar Man kun ikke overseer det gyldige Vidnesbyrd om at Longobarderne dyrkede 📌Nordens Guder; thi uden at tale om Andet, sad det Skiæg, de fik Navn efter, snarere paa Relingen af deres Lang-Skibe end paa Hovedet af deres Fruer, og da 👤Velleius Paterculus allerede tidlig i det Første Aarhundrede veed af Longobarder ved 📌Elben at sige, maa Navnet være ældre end den Fru Gambara, der i det Allerhøieste levede tolv Menneske-Aldere før 👤Alfvin (👤Alboin) 👤Edvins (👤Audoins) Søn, som seent i det Sjette Aarhundrede førde Longobarderne til 📌Italien.

Hvordan i Øvrigt disse Godtfolk havde turet om, siden, som det hedder i Visen: Ebbe (Iver) og Aage de Hellede (Helte) froe “siden de for Hunger af 📌Skaane drog”, kan her ikke komme i Betragtning, men i 👤Prokops Dage boede de ensteds i 📌Ungern og forstærkede 👤Narses mod 👤Totilas med en udvalgt Trop under Prinds 👤Alfvins Anførsel. Saaledes gjorde de Bekiendtskab baade med det smukke 📌Italien og med alle dets Svagheder, og det kunde være Grund nok til det følgende Indbrud, men Man fortæller imidlertid, at da 👤Narses faldt i Unaade hos 👤Justinian den Stores Eftermand, 👤Justin den Yngre, og blev afsat fra 📌Italiens Bestyrelse, skal han selv under Haanden have indbudt 👤Alfvin, ja, det hedder end ydermere, at det især var Keiserinde 172👤Sophie, der havde spottet med hans Skade og sagt, han hørde til Rokken i Fruer-Stuen, hvorover han i sin Harme lovede at rende hvad Keiserinden i alle sine Dage nok skulde bare sig for at trende *Longobarder-Krøniken II. 1. 5..

Dog, hvad der end var Anledningen, saa brød Kong 👤Alfvin op ved Paaske-Tider 568, ikke blot med Krigs-Hæren, men med alle dem, der kunde baade krybe og gaae, fik over 20000 Sachser og allehaande Barbarer i Ledtog med sig, og brød saa over 📌Alperne ind i 📌Italien *Sammest. II. 6–7. 26.. 📌Friuli var den første Stad, der faldt i hans Hænder og der satte han sin Marsk og Frænde 👤Girulv til Hertug og Grændse-Vagt, hvad 👤Girulv dog kun bekvemmede sig til at være, paa det Vilkaar, at han beholdt hos sig Endeel af de ypperste Slægter og af de ædleste Heste*Sammest. II. 9.. 👤Alfvin gik nu videre og synes ei at have mødt nogen mærkelig Modstand, undtagen i 📌Pavia, som han maatte beleire hele tre Aar, og lovede derfor høitidelig at lade alle Indbyggerne springe over Klingen; men hans Hest var ædelmodigere, thi da han holdt sit Indtog, lagde den sig med ham i Porten og vilde hverken lystre Ride-Pidsken eller Sporerne, førend 👤Alfvin tog sit Ord i sig og lovede at lade Naade gaae for Ret *Sammest. II. 27.. Hermed endtes imidlertid ogsaa 👤Alfvins Seiervindinger, thi kort efter blev han myrdet, ved Forræderi af sin Dronning 👤Rosemund, en Gepidisk Konge-Daatter, af hvis Faders Hoved-Skal han havde gjort en Drikke-Skaal, som han engang i Fuldskab nødte 👤Rosemund til at tømme*Sammest. I. 27. II. 28..

Efter 👤Alfvins Mord gjorde Longobardernes mange Hertuger sig uafhængige, og lod i hele ti Aar Thro173nen staae ubesat; men den Byzantinske Statholder (Exarch) i 📌Ravenna drog dog ingen Fordeel deraf, og Togene som de Frankiske Fyrster for Byzantinske Penge gjorde over 📌Alperne vandt heller Ingen ved, uden de, der med Byttet kom i Behold, saa Man maatte tænke, Longobarderne havde været Mestere i den Kunst at bringe mange Hoveder under een Hat, dersom ikke den samtidige 👤Gregor den Store betroede os, at vilde hans Guds-Frygt tilladt ham at lave Blod-Bad, skulde Longobarderne ligesaalidt beholdt Hertuger eller Grever, som Konger og Fyrster*Longobarder-Krøniken II. 32. 10. IV. 👤Gregors Breve IV. 47..

Det vilde imidlertid ligesaalidt været det Apostoliske Sædes, som 📌Italiens og Verdens Gavn, om Byzantinerne var kommet til at spille Mester, og 👤Gregor, som selv følde han var mindre Romernes Biskop end Longobardernes*👤Gregors Breve I. 31., vandt virkelig disse Vildmænd saavel for Menneskeheden som for Kirken, især ved Hjelp af den Baierske Fyrste-Daatter 👤Thjodlinde, som, da Longobarderne igien tog sig en Konge, blev deres Dronning*Longobarder-Krøniken IV. 5–6.. 👤Thjodlinde, som selv var christnet, og bar dyb Ærbødighed baade for 👤Gregors Embed og Lærdom, gjorde sig nemlig saa elsket blandt Longobarderne, at de efter hendes første Gemahls (👤Othars) Død, tilbød sig at give den Kronen, som hun gav sin Haand, og nu valgde hun Hertug 👤Aage (👤Agilulf) af 📌Turin, hvem hun ikke blot formaaede til at antage Christendommen men ogsaa til at holde Fred med 📌Rom *Sammest. III. 31. 36. IV. 8–10..

Hermed endtes det Sjette Aarhundrede, og i det Syvende er det især Kong 👤Grimvald, der for et Øieblik tildrager sig vor Opmærksomhed, fordi det var i hans Dage 174Byzantinerne sidste Gang prøvede paa igien at rive 📌Italien til sig.

Det var Herakliden 👤Konstans, som i Midten af det Syvende Aarhundrede, efter at have ladt sig slaae til Søes af Araberne, og ved Brodermord og andet Tyranni gjort sig forhadt i 📌Byzants, vilde giøre det Mester-Stykke at styrte Longobardernes Throne, for saa igien at reise sin i det evige 📌Rom *👤Kedrens Byzantinske Aarbog; men en feig Tyran kunde aldrig valgt et uheldigere Øieblik til at sanke Laurbær i 📌Italien, end da 👤Grimvald stod for Styret. Han var en Søn af Hertug 👤Girulv i 📌Friuli, og da Avarerne i hans Barndom indtog Staden, vilde En af hans ældre Brødre slaaet ham ihjel paa Flugten, for at han ikke skulde falde i Fiendens Hænder, men 👤Grimvald sagde: nei, det behøves ikke, jeg kan godt holde mig paa Hesten, og derved fik han Lov at leve. Siden, da en samvittighedsløs Byzantiner stjal Livet af hans ældre Brødre, flygtede 👤Grimvald til sin Foster-Fader 👤Erik (👤Arrichis) som var Hertug i 📌Benevent, blev det efter ham, og bemægtigede sig omsider Kronen, da to Sønne-Sønner af den Baierske 👤Thjodlindes Broder (👤Godbert og 👤Berthard) kivedes om den. Selv slog 👤Grimvald Frankerne, der som sædvanlig vilde fiske i rørte Vande, men sin Søn 👤Rumvald havde han sat til Hertug i 📌Benevent, hvor han nu blev beleiret af Keiser 👤Konstans og trængdes saa hardt af den Byzantinske Krigs-Konst, at han maatte kalde sin Fader til Hjelp. Saasnart imidlertid Keiseren hørde, at Longobarder-Hæren var paa Benene, ophævede han Beleiringen og trak sig tilbage til 📌Neapel. Herfra sendte han vel en Høvding, som Longobarderne kalde 👤Sabur (👤Sapor) med 20000 Mand for at knuse 👤Rumvald; men Hærene mødtes knap i aaben Mark, før Skrællingerne følde, det gjorde ingen Gode at brydes med Kæmper; thi da den Kongelige Vaaben-Drager 175👤Amelung ikke blot stak en Rytter af Sadlen, men legede Himmel-Spræt med ham, da flygtede Byzantinerne og lod sig heller tage i Nakken af Døden end gaae den under Øine. Keiseren, som nu fandt, de Fremmede var ham for stærke, maatte da nøies med at mishandle og udplyndre sine Egne, og især gik det ud over 📌Rom, som han i tolv travle Dage stræbde at berøve alle dens Kostbarheder, saa han endogsaa tog Kaabber-Taget af 📌Pantheon, der nu var omdøbt til et Tempel for 📌vor Frue og alle Helgene *Longobarder-Krøniken IV. 38. 40. 41. 46. 48. 50. 53. V. 5–11..

Hertugdømmet 📌Benevent, der til en Tid udstrakde sig næsten over hele 📌Nedre-Italien, beholdt 👤Grimvalds Æt giennem flere Aarhundreder, men den Lombardiske Krone, som 👤Grimvald med stor Hæder bar en halvsnes Aar, vendte strax efter hans Død (671) tilbage til den landflygtige 👤Berthard, og forblev hos 👤Thjodlindes Slægt til Begyndelsen af det Ottende Aarhundrede, da Denne, ved at rase mod sig selv, forspildte sin Lykke og forkortede selv sine Dage. Da steg 👤Asbrand, en Ven af Huset, men landsforviist for sin Troskab mod 👤Berthards umyndige Sønne-Søn, og hans Søn 👤Lodbrand (👤Luitprand) førde næsten i en heel Menneske-Alder (712–43) Spiret med Æren, medens Araberne tog 📌Spanien, men fandt, tildeels ogsaa ved hans Forbund med 👤Karl Hammer, deres Grændse i 📌Frankerig *Sammest. V. 33. VI. 1. 17–22. 35. 46. 50. 53. 58..

I 👤Lodbrands Dage var det, de Isauriske Keisere, ved at bestorme Billederne, ret egenlig fægtede med Skygger og mistede derved, iblandt Andet, næsten al deres Magt og Indflydelse i 📌Italien. De Romerske Biskopper tog nemlig Billederne i Forsvar, og da de Byzantinske Tyranner vilde giøre dem til Martyrer for det, benyttede 👤Gregor den Anden og 👤den Tredie (715–41) Folke-Troen og andre gunstige 176Omstændigheder til at giøre baade sig og 📌Rom uafhængige. At 📌Exarchatet derved blev en Stad mindre, havde vel i sig selv ikke stort at betyde, men at Byzantinerne fik Apostlernes Eftermand imod sig, som hidtil havde været deres bedste Støtte i 📌Vester-Leden, det spaaede 📌Exarchatets Undergang, der ogsaa alt under 👤Lodbrand øiensynlig nærmede sig og paafulgde under hans Eftermænd 👤Rakke og 👤Astulv *Longobarder-Kroniken VI. 49. 👤Kedrens Byzantinske Aarbog. Gibbon XLIX..

Disse to Brødre var Sønner af Hertug 👤Pemme i 📌Friuli, og havde nær bragt Bisperne i 📌Rom til at fortryde deres Opstand mod Byzantinerne; thi det var haarde Halse, og for 👤Astulv især var ingen Ting hellig, men til 📌Roms og hele Verdens Lykke havde 📌Frankrig nu i Karolingerne faaet en Herre-Slægt, der, uden at være enten nøisom eller blødsøden, dog havde Endeel tilovers for Kirken og fandt det derhos meget bekvemt, som den hellige Faders Vaaben-Dragere, at udvide deres Herredømme syden for 📌Alperne *Cassino-Krøniken I. 9..

Hermed vender Historien sig da til Frankerne, som i det Ottende Aarhundrede naaede at foreskrive hardtad alle de bekiendte Folk i 📌Vester-Leden Love, men dog maae vi endnu engang i Forbigaaende standse ved Klostret paa 📌Monte Cassino, thi det blev i Aarhundredets Løb, under 👤Gregor den Tredie, opbygt paa Ny, og inden dets hellige Mure træffe vi ikke blot Longobarder-Kongen 👤Rakke og Franke-Drotten 👤Karloman, der godvillig ombyttede Purpur-Kaaben med Munke-Kappen, men ogsaa næsten alle vore historiske Ledsagere*Sammest. I. 4–8.. Navnlig møde vi der 👤Povel Varnefredsøn, hvis Longobarder-Krønike, som, desværre, slutter med 👤Lodbrand, ei blot er den Eneste, vi har, men 177vel den Ypperste af alle Middel-Alderens Latinske Krøniker, livlig, klar og, saavidt mueligt, udstrakt til hele Christenheden. Denne Hæders-Mand var selv en Longobard, hvis Tip-Oldefader indvandrede med 👤Alfvin og nedsatte sig i 📌Friuli, hvorfra hans Sønner vel blev ført i Fangenskab af Avarerne, men En af dem fandt dog Vei tilbage over Bjergene og blev Stam-Fader til vor 👤Povel: Haand-Skriver hos den sidste Longobarder-Konge, 👤Desiderius, og denne sin gamle Herre for tro til at tjene den Ny tiltakke, skiøndt den Ny var 👤Karl den Store. Denne Herre, som fattede Mistanke til ham, sparede imidlertid Skriverens Hænder for hans Hoveds og Hovedet for Hændernes Skyld, og skiøndt 👤Povel siden flygtede fra sit Forviisnings-Sted (📌de Termiliske Øer) til 📌Benevent, hvor hans gamle Herres Daatter var gift med Hertugen, saa sendte Keiser 👤Karl ham dog en meget venlig Hilsen, da han omsider slog sig fra Verden og levede for Himlen i Klostret paa 📌Monte Cassino *Longobarder-Krøniken IV. 39. Cassino-Krøniken I. 17..

I det vi nu vende os til Frankerne, hvem deres Saga-Mand, 👤Øm eller 👤Høm (👤Aimo), i det Tiende Aarhundrede, lader nedstamme fra Trojanerne, maae vi lade det staae ved sit Værd, om de var af Tydsk eller Nordisk Herkomst, og blot bemærke, at deres Herre-Slægt kaldtes Merovinger, og sagdes at nedstamme fra en Havmand, saa det vel egenlig burde hedde: Mere-Vikinger ͻ: Sø-Haner *👤Alberik Munks Aarbog under 420.. Mellem en heel Deel Høvdinger af denne “haarfagre” Slægt var Herredømmet deelt, indtil 👤Hilderiks Søn 👤Ludvig (👤Chlodvig), i Slutningen af det Femte og Begyndelsen af det Sjette Aarhundrede (481–511), ved at udrydde hele sin Slægt, blev den eneste Meroving.

Denne 👤Ludvig var det, som fra Nord-Ost brød ind 178i 📌Gallien, efter 📌det Vestlige Riges Opløsning, tog 📌Soissons, med hvad dertil hørde, fra Romeren 👤Syagrius, og stræbde at skille saavel Visi-Gother som Burgunder ved deres Deel af Byttet. Det vilde sikkert ogsaa lykkedes ham, hvis ikke 👤Thjodrik den Store i 📌Ravenna havde standset og overlevet ham; thi selv nu gik han baade over 📌Saone og 📌Loire, som skulde sat ham Grændser, og banede med Vold og List sine Sønner ypperlig Veien til Enevolds-Magt.

Vel naaede de fire 👤Ludvigs-Sønner, af hvilke den Sidste 👤Lotter, (👤Chlotar) levede til 561, ikke at skille Visi-Gotherne ved 📌Septimanien eller 📌Languedok; men derimod havde de ikke blot den Fornøielse at indtage 📌det Burgundiske Rige, som foruden 📌Bourgogne og 📌Lyon indbefattede hele 📌Schweits, men benyttede ogsaa Oster-Gothernes Vanheld til at bemægtige sig 📌Dauphine og 📌Provence, og udstrakde paa en Maade deres Spir baade over 📌Batavien og 📌Thyringen, 📌Baiern og 📌Swaben *👤Sismondis Franske Historie I. 6..

Man indseer imidlertid let, at Udstrækning i Rummet kan hverken sikkre Riger eller Fyrster Navnkundighed i Tidens Længde, naar der ellers ikke er noget Mærkværdigt ved dem, og den første bekiendte Meroving havde sørget for, at hans Ætmænd, hvor bøddelagtig de end behandlede deres næste Frænder, dog ei derved kunde udmærke sig, men blot vise, at Æblet falder ikke langt fra Træet. Uagtet derfor 👤Lotter omsider blev den eneste Arving til Merovingernes Magt og Eftermæle, vilde han dog ingen Plads finde her, hvis ikke 📌det Frankiske Rige siden havde faaet meer at betyde; men dertil var Grunden allerede lagt ved 👤Ludvigs Optagelse i den Romerske Kirkes Skiød.

Vist nok hængde det kun meget maadelig sammen med 179den Franske Christendom, saa det maa synes en underlig Partiskhed af det Apostoliske Sæde, at give 👤Ludvig Titel af “den allerchristeligste” Konge, men naar vi huske, at paa den Tid var alle de døbte Tydskere og Nordboer Arianer, da maae vi finde det ganske naturligt, og naar vi ikke spørge, hvad Nytte Frankerne havde af Kirken, men hvad Nytte den havde af dem, vil Sagen findes i sin Orden. Det var 👤Ludvigs Dronning, den Burgundiske Prindsesse 👤Hrodhild (👤Chrothilde), der saa idelig indskiærpede ham 👤Christi Almagt, at da han i et Slag med Allemannerne forgiæves havde anraabt sine Fæderne-Guders Bistand, paakaldte han 👤Christus, med det Løfte, at vandt han Seier, vilde han lade sig døbe. Dermed var Kiøbet sluttet, Ærke-Bispen i 📌Rheims døbde Franke-Drotten med 3000 af hans Følge-Svende*👤Gregors Franke-Krønike II. 27–31., og al den Frugt, Man heraf kunde vente, var unægtelig et Slags Haab om at finde Raad mod Uraad i den Christne Kirke, og en vis Ærbødighed for Bisper og Præster, men især for Ypperste-Præsten i 📌Rom, som havde Nøglerne til Himmerig og var saa langt fra Haanden, at han stod ingen Franke iveien. Sligt vilde nu sagtens Apostlerne selv knap fundet værdt at nævne, men deres Romerske Eftermand fandt, det var store Ting, hvorfor Man maatte see igiennem Fingre med Meget, og medens det blev hans egen Skade, at “han holdt Kjød for sin Arm”, var det unægtelig til Verdens store Gavn, at “Ordets skriftkloge Tjenere,” da de var blevet svage i Aanden, fik verdsligt Rygstyd, ligesom Man heller ikke let skal sige, hvilke aandelige Vaaben der vilde bidt paa hine Tiders Franker og Longobarder.

👤Lotter Ludvigsøn efterlod fire Sønner, som efter Frankernes Lov deelde Magten imellem sig, men efter Mero180vingernes Skik, stræbde ærlig at skille hinanden ved den saavelsom ved Livet, og skiøndt Damerne havde overordenlig Indflydelse hos disse Fjerdings-Fyrster, i 📌Paris, 📌Orleans, 📌Soissons og 📌Metz, var det dog Synd at sige, de gjorde dem blødsødne.

Det er 👤Sigberts Dronning 👤Brynhild og 👤Hilfriks (👤Chilperiks) 👤Fredegunde, der har faaet Skyld for alt det Onde, som var saare meget, der skedte Landet rundt i et halvt Aarhundrede, men, uden at tale om, at de i den hellige 👤Guntrams Dronning, 👤Æstergild, havde en farlig Medbeilerske til 👤Jesabels-Rangen*👤Gregors Franke-Krønike IV. 25. V. 17. 35., maa Man dog huske, det er i alle Maader Mændenes Skyld, naar Kvinderne raade. Det er da ikke for at gaae irette med de længst hensovne Franke-Dronninger, vi et Øieblik dvæle ved deres Ihukommelse, men fordi de virkelig, som Heltinder paa den Franske Skue-Plads, har en fjern Lighed med Brynhild og Gudrun, Heltinderne i det store Gothiske Sørge-Spil, og fordi den Ene af dem aabenbar var født til en Dronning i Middel-Alderen. Medens vi derfor lade det staae ved sit Værd, om 👤Fredegunde havde mere Adkomst til at hedde den Franske 👤Jesabel, end hendes Hosbond til at hedde den Franske 👤Nero, maae vi bemærke, at den Visi-Gothiske Prindsesse 👤Brynhild, som næsten i 50 Aar (566–613) spillede en udmærket Dronning-Rolle i et fremmed og fiendtligt Land, efter et Øien-Vidnes Beretning, var ikke blot smuk og indtagende, men ogsaa høvisk, klog, og majestætisk*Sammest. IV. 27., medens 👤Gregor den Stores Breve til hende bevidne, at hun baade havde viist megen Deeltagelse i den store Angel-Sachsiske Missions-Sag, der var hende anbefalet, og betragtedes af Paven som aandelig Syster til 👤Thjodlinde *👤Gregor den Stores Breve VI. 5. 59. IX. 11. XI. 62–63. XIII. 6.. Hun 181var imidlertid i en slibrig Stilling og i slet Selskab: hendes Syster, som var gift med Kong 👤Hilfrik, havde han ladet myrde, for at tækkes 👤Fredegunde, selv blev hun, ved samme Dronnings Omsorg, tidlig Enke*👤Gregors Franke-Krønike IV. 28. 51., og havde, som Formynderske, først for sin Søn og siden for sine Sønne-Sønner, ei blot en uforsonlig Medbeilerske at frygte, men mange haarde Halse at behandle, saa det var intet Under, om Exemplet smittede og Gemyttet forbittredes; men Biskop 👤Gregor af Tours som har afmalet sine Samtidige og kiendte de første tredive Aar af hendes Dronning-Liv, ymter dog ei engang derom, og hvad senere Krøniker melde om hendes Grusomhed og Løsagtighed i Alderdommen har da ikke stort mere Vægt, end hvad hendes Bøddel, 👤Fredegundes Søn, bebreidede hende: at hun var Skyld i ti Kongers Død, hvoriblandt han ikke blot regnede hendes egen Mand, Søn og Sønne-Sønner, men selv hendes Børne-Børns Børn, som han selv udrev af hendes Arme og lod myrde*Fredgers Frankiske Aarbog 24. 27–29. 41.. Derimod er det vist, at Efter-Slægten tillagde hende næsten alle de prægtige Bygninger og andet Sligt, Man fandt i Landet*👤Øms (👤Aimos) Franke-Krønike IV. 1. Sismondi I. 9., og hendes Hoved-Feil synes, ligesom Gothernes i det Hele, at have været en urimelig Forkiærlighed for alt Romersk. Hvad der styrtede hende, var da ogsaa de raa men kjække Øst-Frankiske Høvdingers Forbund med 👤Fredegundes Søn: 👤Lotter den Anden, der lod hende sønderrive af Heste*Fredgers Aarbog 19. 39..

Naar Man samler et Rige ved at sønderrive Kvinder og Børn, da sammenknyttes det i alt Fald ikke med Kiærlighed, som er “Fuldkommenheds Baand,” og hvor Helte-Gierningen er idel Udaad, krones den kun værdig med en evig Ulykke, saa 👤Fredegundes Æt, som i halvandet hundrede 182Aar beklædte 📌Frankrigs Throne, havde ondt ved enten at faae et roligt Sæde eller en lyksalig Regiering. De er derfor ogsaa kun blevet historisk mærkværdige i en Sum, som Skygge-Kongerne, om hvilke en Byzantiner giver den korte men fyndige Beskeed, at Man kalder dem “de Langhaarede” fordi de har ligesom Svine-Børster langs ned ad Ryggen, og Man seer dem aldrig uden ved Mai-Gildet, hvor de tilbedes af Folket; for Resten æder og drikker de kun som Umælende, medens Huus-Hovmesteren regierer baade over dem og deres Rige*👤Kedrens Byzantinske Aarbog under 👤Leo Isaurers syvende Aar.. Denne mageløse Stald-Foring begyndte allerede med 👤Lotter eller 👤Lodver den Andens Søn, 👤Dagobert, og naar Historie-Skriverne beklage, at de ikke engang kan hitte Rede i Raden af alle disse Langhaarede, end sige i deres Slægt-Register, da synes de at glemme, at i Historien kan Talen ligesaalidt være om som for de Umælende.

Vi maae da holde os til Huus-Hovmesterne (majores domus) eller Rigs-Drosterne, og mellem dem møde vi da ogsaa strax Karolingerne, men hele det Syvende Aarhundrede maae vi dog springe over, for selv om dem at høre Noget, der er værdt at fortælle. Vel hedder det nemlig i Forbigaaende, at det var 👤Karl den Stores Stam-Fædre, Biskop 👤Arnulf i 📌Metz og en vis 👤Pipin, 👤Karlomans Søn, der stod i Spidsen for Stormændene paa Øster-Siden (i 📌Austrasien), da de gjorde Forbund med 👤Lotter mod 👤Brynhild, og at de gav saavel ham som 👤Dagobert mange gode Raad; men da de samme Konger, saavidt vi veed, ei gjorde Andet end Ondt, maae vi lade Raadenes Godhed staae ved sit Værd, som meget tvivlsom og heel ubetydelig. 👤Den anden Pipin, 👤Asgisels Søn, som skal have været 👤Arnulfs Sønne-Søn, veed vi nok, opsvang sig til Herre baade øster og vester paa, og sloges rask med Bai183rer, Friser og Andre, som ei vilde lystre; men hvad han sloges for meer end sin egen Fornøielse, og om han vilde Andet med Magten end have og holde den, det veed vi ikke; saa han er kun blevet os mærkværdig ved sin Søn: 👤Karl Hammer (👤Martel), i hvem den ny Herre-Stamme begyndte at udfolde sig.

Hvad der gjorde 👤Karl Hammer udødelig var nu vel hans berømte Seier over Araberne ved 📌Tours (732), eller rettere hans langvarige, seierrige Kamp med dem om 📌Languedoc, hvorved 📌Pyrenæerne blev Christenhedens faste Skiel-Stene; men Seiren vilde dog hverken æret ham eller gavnet Christenheden, hvis der ikke i 📌Gallien med det Samme var begyndt en bedre Tingenes Orden, end der i de to Merovingiske Aarhundreder nogensinde tegnede til.

Det er nemlig, som en berømt Historie-Skriver (👤Sismondi) har bemærket, ganske klart, at den Franke-Trop, der under 👤Ludvig indtog 📌Gallien, allerede i Løbet af det Sjette Aarhundrede ei blot glemde sit Moders-Maal, men tilsatte alle sine Kræfter paa at tilegne sig Galliske Sæder og Laster, saa det er en ny Franke-Stamme der med Karolingerne bryder ind fra Rhin-Egnen, og viser, især under 👤Karl den Store, anderledes baade Drift og Kraft til at danne sig efter Fortidens Hoved-Folk og efterligne deres Stor-Værk. Naar vi saaledes opmærksom betragte den Skildring, Biskop 👤Gregor fra 📌Tours, i 👤Ludvigs Sønne-Sønners Dage, har givet os af sin Tid, da see vi strax, at de Merovingiske Franker knap brød sig om Andet end hvad der lod sig æde, drikke eller giøre i Penge, saa alt Aandeligt var Gallerne overladt, blandt hvilke 👤Gregor skinnede som et stort Lys, skiøndt han aabenbar kun var en lille Praas paa 👤den hellige Martins Grav, hvorved Man ikke saae rettere, end at Aanden var gaaet 184alt Kiøds Gang og maatte, for at giøre Mirakler, igien manes op af hellig Jord. Daglig sank de saakaldte aandelige Fædre dybere, saa hvad der under Skygge-Kongerne endnu kaldtes Christendom og Boglig Konst, var dem i det Hele fuldkommen værdigt, som vi kan see paa det Skrivsammen, hvormed en Fredger Skoledreng (Scholasticus) i Midten af det Syvende Aarhundrede vilde fortsætte 👤Gregors Franke-Krønike; thi uden at tale om Stilen, der er som i vore Skole-Drenges Stile-Bøger, kan Man neppe ubeseet tænke sig et saadant Forbund mellem raa Tænke-Maade, annalistisk Tørhed og vrævlevurn Munke-Præk, som her er lagt for Dagen. Saalidt nu end de tydsktalende Franker, der giennem det Syvende Aarhundrede tilkæmpede sig Over-Magten, udmærke sig ved Aand eller Dannelse, saa havde de dog med Moders-Maalet beholdt de ædlere Natur-Kræfter, og skiøndt 👤Karl Hammer slet ingen Samvittighed gjorde sig over at slaae Galliske Bisper ihjel og give sine raa Kæmper deres Indtægter, beskyttede han dog de Tydske Evangelister, og traadte i et venligt Forhold til det Apostoliske Sæde, som fik afgiørende Indflydelse paa den Herre-Stamme, han var af, og paa det Rige, den kom til.

Det var, som vi veed, Longobardernes Nærighed der nødte Paverne til at søge Fransk Understøttelse; thi vel see vi af 👤Gregor den Andens Torden-Breve til den Byzantinske Billed-Stormer*👤Barons kirkehistoriske Aarbøger under A. 726., at han betragtede Longobarderne som et godt Rygstyd; men allerede hans Eftermand, 👤Gregor den Tredie, der aldeles rev sig løs fra Keiseren, kunde dog ikke forliges med Kong 👤Lodbrand, og da han klagede til 👤Karl Hammer over den Longobardiske Ugudelighed, gjorde 👤Lodbrand Forbund med Byzantineren for at tugte ham tilgavns. 👤Gregors sidste Brev til 👤Karl er derfor ligesaameget en Beklagelse over Franke-Drottens Lun185kenhed, som over Fiendens Grumhed, men Man seer dog godt at Hjelp fra den Kant er hans sidste Haab, som han ingenlunde har opgivet*👤Barons Aarbøger under A. 739. og 40., og 👤Karl vidste nok, det var hverken hans gode Ven 👤Lodbrands Mening at skaffe Byzantineren 📌Rom igien, eller at forgribe sig paa det Apostoliske Sæde, saa det var kun 👤Gregor selv han vilde tugte for hans Ledtog med de opsætsige Hertuger i 📌Spolet og 📌Benevent. Saasnart derfor 👤Gregor var død, ret mærkeligt, samme Aar som 👤Karl og 👤Leo, (741), forligde 👤Lodbrand sig strax med hans Eftermand 👤Zacharias, en Græker af Herkomst, fiin og smidig, som, uden at støde enten Longobarder eller Byzantiner, gjorde sig 👤Karl Hammers Søn, 👤Pipin den Lille, uendelig forbundet, ved et Orakel-Svar, der satte den regierende Rigs-Drost paa Thronen og puttede Skygge-Kongen 👤Hilderik den Tredie i et Kloster (752)*Sammest. A. 742 og 52.. Den ene Artighed er den Anden værd, saa det var ikke meer end billigt, at den ny Konge, af Guds og 👤Sanct Peders Naade, tog sig kraftig af det Apostoliske Sæde, som var den bedste Støtte for hans Throne, og det gjordes nu høilig behov; thi neppe var 👤Zacharias død, før Longobarder-Kongen 👤Astulv stod for Porten, og han havde, som det synes, ikke mindste Begreb om, at 📌Rom var mere hellig end 📌Ravenna, eller at Man havde mere Grund til at skaane Biskoppen der, end andre rige, vaabenløse Folk. Den ny Pave, 👤Stephan den Tredie, ydmygede sig kun forgiæves for Longobarden, men gik nu selv over 📌Alperne for at bønfalde den allerchristeligste Konge og, efter i 📌Paris høitidelig at have salvet baade 👤Pipin og hans Sønner, vendte han tilbage med en Franke-Hær som snart nødte 👤Astulv til at give Kiøb. 👤Pipin lod sig imidlertid, trods alle 👤Stephans Advarsler, afspise med tomme Løfter, og aldrig saasnart var Franke-Hæren borte, før 186👤Astulv gjorde Anstalt til at beleire 📌Rom, uden at 👤Stephan havde Andet at sætte imod ham end Bønner til Himlen og Breve til 👤Pipin. Han sparede derfor ikke heller paa Nogen af Delene, og hans sidste Brev har faaet en dobbelt Mærkværdighed, baade fordi det gjorde Udslaget og fordi det var stilet i 👤Sanct Peders Navn, der, uden alle Omsvøb, som 👤Christi Stat-Holder paa Jorden, erklærede Frankerne for sin Liv-Vagt, der, ved at forsvare 📌Rom, hans Hoved-Stad, skulde giøre deres Lykke i Verden og faae det evige Liv i Tilgift. Det var en grov Spøg i en meget alvorlig Sag, maae vi vel sige, men det Theatralske har selv i Kirken altid huget Franskmænd godt, og 👤Stephan synes at have kiendt sine Folk; thi nu kom 👤Pipin for Alvor og gjorde kort Proces, i det han ikke blot nødte 👤Astulv til at lade 📌Rom være i Fred, men til at indrømme Paven 📌Ravenna og Alt hvad han havde frataget Byzantinerne *👤Barons Aarbøger under Aar 753–55.. Aaret efter døde baade Paven og 👤Astulv, 👤Desider fandt sig en Tidlang i Billighed, og da 👤Karl den Store endogsaa, trods alle Romerske Indvendinger, ægtede hans Daatter, blev Udsigterne betænkelige; men da 👤Karl snart blev kied af Lombarderinden, og 👤Desider tog 👤Karls Medbeilere i Beskyttelse, kunde der ikke fattes Leilighed til at anklage ham for den mægtige Franke-Drot, og Pave 👤Adrian var meget for klog til at lade den ubenyttet. Følgen blev en Krig, hvori kun 📌Pavia enstund satte sig til Modværge, 👤Desider blev fanget, hans Søn, 👤Adelgis, flygtede til 📌Konstantinopel, 👤Karl forenede den Lombardiske Krone med den Frankiske (774), besøgde 📌Rom i stor Ydmyghed og stadfæstede sin Faders Gave til 👤St. Peder og hans Efterfølgere*Sammest. Aar 756. 70. 73. 74..

Hvorvidt nu egenlig dette lille 📌Peders-Rige strakde 187sig, og paa hvilke Betingelser det overlodes Apostelen og hans Eftermænd, derom tvistes de Lærde endnu, men det er kun Smaa-Ting imod den aabenbare Kiends-Gierning, at der fra nu af var en saadan 📌Kirke-Stat til, med Paven til sit synlige og 👤Sanct Peder til sit usynlige Hoved; thi derved erklærede Franke-Drotten, der nu ogsaa snart af Pavens Haand modtog en Keiser-Krone, sig for “Kirkens verdslige Arm”, og Paven i 📌Rom for retmæssig Stat-Holder i et aandeligt Rige, der skulde omfatte hele Christenheden.

Hermed begynder da det underlig indviklede Forhold mellem Kirke og Stat, eller rettere mellem de Geistlige og Verdslige Fyrster, som i den følgende Deel af Middel-Alderen blev en uudtømmelig Kilde til Kiv og Splid og store Blod-Bad, saa skiøndt 👤Karl den Store ellers netop var vore Historie-Skriveres Yndling, havde de dog længe ondt ved at tilgive ham hans ubesindige Gavmildhed mod Anti-Christ, som hos dem var Pavens Navn efter Skriften. 👤Karl saavelsom 👤Pipin var imidlertid lovlig undskyldte med Ord-Sproget: den ene Haand vasker den Anden; thi Merovingernes Lykke paa den Franske Throne havde været saa tynd, at Man ikke kan fortænke Karolingerne i, de paa alle Maader stræbde at blive fastere i Sadlen, hvad der faldt saameget vanskeligere, som de ikke var Arilds-Drotter, og de maatte været meget dumme for at tænke, at Pave-Haanden kunde holde paa dem, naar de ikke selv ærbødig vilde kysse paa den. Men ikke blot de er lovlig undskyldt, thi ogsaa “Forsynet” er fuldelig retfærdiggjort, hvad enten vi sammenligne Tiden før 👤Karl den Store med Tiden efter ham, eller vi sammenligne Følgerne af den Byzantinske Enevolds-Magt, som blev 📌Tyrkiet, med dem af Tvisten mellem Keiser og Pave, som var Reformationen. Overalt, saa, naar Sværdet skal jævne alle Træt188ter, som det i Verden jo, efter de gamle Staters Undergang, maatte, da er det aabenbar godt, der er “to Sværd”, deels fordi, som Ordsproget siger, det Ene tit holder det Andet i Skeden, og deels fordi det Ene ligesaa tit forsvarer hvad det Andet truer. Hidindtil havde Byzantiner og Araber været Frankers og Longobarders Modvægt, men nu, da de Spanske Araber havde Nok at giøre med dem selv og de nedstigende Bjerg-Folk, da Byzantinerne saa godt som maatte rømme 📌Italien, og da 📌det Frankiske Rige udstrakde sig fra 📌Ebro til 📌Elben og fra 📌Nord-Søen til 📌Donau og 📌Tiber, uden at Man mellem Frankerne giennem tre Aarhundreder havde sporet nogen anden Ret end Spyd-Stagens, nu trængde 📌Vester-Leden aabenbar høit til et Geistligt Sværd, der kunde maale sig med det Verdslige, naar ikke Lovløsheden i alle sine Skikkelser skulde forstyrre Skabelsen af den ny Verden. Selv 👤Karl den Store havde nemlig for Skik at forseigle alle sine Konge-Breve med sin Sværd-Knap, og at pege paa Klingen som den Staal-Pen, der skulde gjøre Sagen klar, og det var Verdens store Lykke, at selv han, mellem krye Lehns-Mænd og haardnakkede Hedninger, følde, han maatte heller lade sig indskrænke lidt af en Geistlig Magt end undvære det eneste Middel til i Længden at beherske baade Store og Smaa.

Skulde imidlertid Pave-Magten virkelig baade kunne indskrænke og sikkre den verdslige Magt, da maatte 📌Tydskland, som var 📌det store Franke-Riges Hjerte, baade christnes og ære Paven i 📌Rom som 👤Christi Stat-Holder, og dertil vilde Keiserens Sværd, som drev Sachserne til Døbe-Fonten, kun lidt forslaaet, dersom det ei havde staaet i Pagt med en aandelig Magt, der havde samme Øiemed og anderledes stærke Midler til indvortes Brug.

Fra dette Stade skal vi betragte den store Angel-Sachsiske Missjon i 📌Tydskland, med 👤Winfred 189eller 👤Bonifas i Spidsen, som fra 👤Karl Hammers Dage, under Pavens Banner og Karolingernes Skjold, med Held udbredte Romersk Christendom fra 📌Donau og 📌Rhin til 📌Elben og 📌Weser. Angel-Sachserne var nemlig, som vi huske, christnede af Benediktinere, paa Pave 👤Gregor den Stores Vegne, det var de eneste Nybyggere i 📌Romer-Riget, som havde holdt paa Moders-Maalet, og Tiden viiste nu, det var, fordi 📌Nordens Kæmpe-Aand besjælede dem, saa de fandt baade Lyst og Kraft til med aandelige Vaaben at udbrede Christendommen saaledes, som de havde fattet og tilegnet sig den.

Det var i 👤Gregor den Andens Dage, 👤Winfred kom første Gang til 📌Rom at hente den Apostoliske Velsignelse til sit kiække Forehavende, og han arbeidede nu trøstig giennem en heel Menneske-Alder (719–55) paa at grunde, bygge og befæste en Romersk-Christelig Kirke i 📌Tydskland, hvor han, som Pavens tro Fuldmægtig (Legat), vel havde Bryderi nok med allehaande selvraadige Bisper og Fribyttere, men fandt især hos 👤Pipin den Lille saa stor Yndest og saa mægtigt Forsvar, at alle Hindringer blev overvundne. Hvordan det før egenlig saae ud med Christendommen i 📌Tydskland, veed vi vel ikke saa nøie, men opdage dog strax, at sydpaa, i 📌Baiern og 📌Swaben, herskede den yderste Forvirring, og nordpaa tykt Hedenskab, saa kun mellem Friserne var det lykkedes 👤Wilbrod og andre Angel-Sachser at christne en Plet omkring 📌Utrecht. Her begyndte 👤Winfred sin Virksomhed, og gik derfra til 📌Hessen, hvor 📌Klosteret Fulda, som En af hans Discipler stiftede, blev Plante-Skolen i 📌Norden; men paa sine gamle Dage fik 👤Winfred en brændende Lyst til at ende hvor han begyndte, aftraadte derfor Ærke-Sædet i 📌Maints, der var oprettet for ham, til En af sine Discipler, og drog selv som Prædikant til 📌Frisland, hvor han blev myrdet af Hedningerne.

190Med Rette kaldes denne 👤Winfred eller 👤Bonifas Tydskernes Apostel, thi det var aabenbar ham, der, i Spidsen for endeel ligesindede Lands-Mænd, gav den Tydske Kirke sin Skikkelse, og det bedste Beviis paa hans Gaver og Aands-Kraft, er den Livlighed, Man sporer under 👤Karl den Store og hans nærmeste Efterfølgere, da Tydskerne begyndte at danne sig et Bog-Sprog efter det Angel-Sachsiske Forbillede og satte derved Romaniseringen den rette Grændse.

For at imidlertid den spæde Dannelse i 📌Tydskland kunde voxe og trives, var det nødvendigt, at saavel de hedenske Sachser og Friser, som Slaver, Hunner og Avarer, i 📌Böhmen, 📌Ungern og 📌Østerrig, maatte tæmmes, og det skedte Altsammen under 👤Karl den Store, som førde Sværdet med Held og Septeret med Ære hardtad i fulde halvtredsindstyve Aar (768–814), og da han tillige holdt Araberne i Ave, er det intet Under, at hele 📌Vester-Leden gjennem en Række af Aarhundreder ærede ham som en Skyts-Aand, besang ham derefter og kaldte hans Keiserdom 📌det hellige Romerske Rige!

Paa dette faste Omrids af 👤Karls Bedrift, som Christendommens Lande-Værge mod Hedninger og Mahomedaner, Troens og Dannelsens Fiender, er det vi maae fæste Øie, naar vi vil forstaae Middel-Alderens Begeistring for denne sin 👤Alexander, og fryde os derved; thi i de Romaner og Sange, vi har om 👤Karl Magnus og hans tolv Jævninger, hans 👤Roland og Holger Danske, er det klart, Man slet ikke har brudt sig om det Enkelte i hans Færd, men kun om hans Liv og Daad i det Hele, og de historiske Efterretninger om hans Krige er saa annalistisk tørre og steendøde, at alle hans Levnets-Beskrivelser, baade gamle og nye, kun friste os til at miskiende ham. Vel har Man en historisk Lov-Tale over Keiseren, som de Lærde sædvanlig nævne med stor Berømmelse og paadutte 191hans Haand-Skriver, om ikke tillige hans Sviger-Søn, 👤Einar (👤Eginhard) fra 📌Odenvald, men det kommer aabenbar deels af en i Studere-Kamrene ei usædvanlig Dunkelhed, og deels af den Trylle-Magt en god Latinsk Stil har havt til at forblinde de Lærdes Øine, thi det er jo dog en Ynk at see næsten halvtredsindstyve daadfulde Aar beskrevne paa halvsyvende Arke-Blad, og det uden andet Kiende paa den Mageløse, end hans vel store Næse, korte Hals og tykke Mave*Karl den Stores Levnet af 👤Einar K. 22.. Havde derfor denne Skriver virkelig selv staaet for Keiserens Ansigt, da maatte han, trods al sin gode Latin, været en elendig Stymper, uden alt Øie for Livet, Greb paa Pennen og Mod til at skrifte Sandhed; men uden at det hjelper os noget, var han vist lovlig undskyldt; thi han siger iblandt Andet selv: det vilde være dumt af mig at tale enten om Keiserens Fødsel og Barndom eller selv om hans Opvext, da de som vidste Beskeed dermed er Alle døde, og Intet findes optegnet derom*Sammest. K. 4., saa hvor kort eller længe efter Keiserens Død han end har gjort sin gode Stil til hans Ære, har han sikkert, ligesom vi, maattet øse alle sine Efterretninger af Annalisternes vandløse Brønde. Anderledes er det vel med Munken fra 📌St. Gallen, som skrev om Keiserens Bedrifter til hans Ætmand 👤Karl Tykkert, henimod Slutningen af det Niende Aarhundrede; thi baade nævner han udtrykkelig sine Hjemmels-Mænd og følger aabenbar mundtlige Sagn, om hvad den gamle 👤Karl ved den og den Leilighed sagde og gjorde; men saa mærkelige og morsomme disse Smaa-Træk end virkelig er, oplyse de dog slet ikke hans store Bedrifter*St. Galler-Munkens Krønike, tilligemed alle didhørende Kilder, findes bedst i 👤Bouquets Samlinger til den Franske Historie T. V..

192Naar imidlertid Historie-Skriverne, eller i det Mindste deres Læsere, vil lægge Mærke til, at Verdens-Historien er noget ganske Andet end en Samling af berømte Mænds Levnets-Beskrivelser, og glemmes kun over de skarpe Politi-Forhør, Man pleier at holde over Vedkommendes Dyder og Lyder og skjulte Bevæggrunde, da vil de ikke længer finde den Mands Liv indhyllet i Mørke, hvis Bedrift aabenbar kaster Lys paa hele Middel-Alderen. Hvad der nemlig aabenbar var Forsynets store Plan: af Tydske og Nordiske Folk at skabe en ny Verden, der kunde tilegne sig den Gamles Dannelse og fortsætte Slægtens Stor-Værk, det kom for en Dag med 👤Karl den Store, som baade følde Drift til Alt hvad dette Øiemed krævede og virkede dertil med en Kraft og Lykke, som nødte selv Byzantiner og Araber til at mærke, der i 📌Vesten var en opgaaende Soel, der maatte hilses med Ærbødighed. Saaledes betragtede er det en Fornøielse at see Gesandterne fra 📌Konstantinopel og 📌Bagdad mødes i 📌Aachen med dem fra 📌Ungern og 📌Spanien, fra 📌England og 📌Danmark, og naar Kaliphen 👤Aarons (👤Harun Al Raschids) Sendebud fortælle Keiseren, at de fandt ham mindre frygtet og æret, jo nærmere de kom ham, da kan det vel have skurret lidt i hans Øre*Munke-Krøniken fra St. Gallen, men det var dog netop den ny Verdens Triumph; thi mellem feige Slaver forgudes en Drot af de Næste og spottes af de Fjerne, men mellem fribaarne Kæmper throner han, som mellem “Jævninger”, og sammensmelter først i Sagnet med dem til en Halv-Gud, som frygtes til Verdens Ende. Giftermaalet, der var paa Bane, først, mellem en Daatter af 👤Karl og en Søn af Athenienserinden 👤Irene, som herskede i 📌Byzants, og siden mellem begge de Gamle, var det vist nok godt, der blev Intet af, men ogsaa det bidrog dog til at aabne den nødvendige Vexel-Virkning 193mellem 📌Østen og 📌Vesten, og ventelig var det just ved den Leilighed, Franke-Drotten lærde Græsk *Karl den Stores Levnet af 👤Einar K. 25..

Herved mindes vi om 👤Karl den Stores Videnskabelighed, der vel har ondt ved at svare til saa fornemt et Navn; men dog maa Man sige om Boglig Konst, som om hele den gamle Adel, at alle dens senere Bedrifter har deres historiske Grund i Daaden, hvorfor den blev adlet, og det var unægtelig Erobringen af 👤Karl den Store. Hvordan det egenlig gik til med denne videnskabelige Erobring, lader sig endnu mindre beskrive, end Keiserens mange Feldt-Tog mod Sachser og Slaver, da det ret egenlig gaaer dermed som med hans “Barndom og Opvext,” hvorom Ingen som nu lever veed nogen Beskeed og hvorom heller Intet er optegnet; men til vor store Lykke er Tingen ogsaa her langt vigtigere end Beskrivelsen, og Virkeligheden langt mere værd end Lære-Maaden, saa vi kan nøies med at vide: Keiseren stræbde at samle hele sin Tids Videnskabelighed baade i sit Hoved og i sit Rige. Angel-Sachseren 👤Ælkvin (👤Alkuin) er ved denne Leilighed blevet meget berømt, som hans Ærke-Skolemester; men ganske burde Man dog ikke glemme de to Skotske eller Irske Svende, som Munken fra 📌St. Gallen fortæller kom til 📌Frankrig i Kiøbmands-Selskab og raabde saa længe “hvem vil kiøbe Viisdom,” til det ordenlig gjorde Opsigt og kom for Keiserens Øren, som da lod dem kalde og satte dem til Skole-Mestere i 📌Frankrig og 📌Italien. At vi høre, den Ene hedd 👤Klemens, nytter os vel ikke stort, da vi ikke veed, hvor dybt Nogen af dem stak, men derimod har vi godt af at mindes om, at 📌Irland netop paa den Tid havde sine videnskabeligste Dage og frembragde i det Niende Aarhundrede sin berømte Philosoph, 👤Johan Erigena, der vel maa kaldes Skolens Martyr, da Man siger, 194de Engelske Peblinger prikkede ham ihjel med deres Staal-Penne.

Vil vi nu vide, hvad Keiserens Lovtaler veed at mælde om hans Indsigt i Videnskaberne og hans Fortjeneste deraf, da siger han: Keiseren besad en saa flydende Veltalenhed at han kunde sige Alt hvad han vilde, reent ud af Posen, men ikke nøiet med Moders-Maalet, lagde han sig ogsaa efter fremmede Sprog og bad ligesaagodt paa Latin som paa Tydsk, og kunde han end ikke tale Græsk, saa kunde han dog nok forstaae det. Han dyrkede for Resten de frie Konster alvorlig og gav Mesterne i dem Hæder og Ære, saasom hans Lærer i Grammatiken: den gamle 👤Peer Degn fra 📌Pisa, og Angel-Sachseren 👤Albin med Tilnavn 👤Ælkvin, som lærde ham at tale smukt og tænke ordenlig (Rhetorik og Dialektik) og, hvad han især brød sit Hoved med (Astronomi), at kige Stjerner. Han lærde da ogsaa at regne, men skiøndt han immer havde baade Tavle og Papir liggende under sit Hoved-Giærde, for alt imellem at male Bogstaver, kunde han dog aldrig ret komme afsted med at skrive, thi han var kommet for silde til det. Han sørgede imidlertid ikke blot for, at de undertvungne Folk fik deres Love opskrevne, men opskrev ogsaa de “gamle barbariske Viser” om Konger og Herrefærd og lærde dem udenad, og han begyndte paa en Tydsk Grammatik *Karl den Stores Levnet af 👤Einar K. 25. 29..

Alt dette klinger nu vel lidt fattigt, naar den gode Latinske Stil ikke bøder paa hvad der fattes; men Man maa huske, det er kun det første Skridt der koster, og naar Man begynder at forstaae Middel-Alderen, seer Man strax, at dens Skole-Gang slet ikke maa vurderes efter hvad der kom ud af den for Øieblikket, men efter hvad den førde til i Tidens Længde. Det var Følelsens Tid, og hvem der da vil skabe Livet efter Bøgerne, miskiender aldeles Hjertets Rettigheder, 195men hvem der slet ikke da vil lade sig optugte til Boglig Konst, bliver heller aldrig nogen lærd Mand, saa Keiser 👤Karl stræbde snarere at drage formegen end forliden øiebliklig Nytte af Bøger og Bænke. Om han maaskee virkelig, som der staaer i hans Viser, var opdraget mellem Araberne i 📌Languedoc, og havde der, tilligemed Fordom mod al Billed-Dyrkelse, og for et dygtigt Sværd-Slags Kraft til Salighed, indsuget lidt Overtro paa Skole-Støvet, eller om det Altsammen laae i hans egen Tydsk-Frankiske Natur, maae vi lade uafgjort, og kun bemærke, at Historien synes han at have overseet, saa det var intet Under, han i Skolen maatte nøies med Aarbøger og Lovtaler til sit historiske Efter-Mæle. Dette var imidlertid den gamle Skade i Romer-Skolen, saa indgroet, at Tiden har viist, den lader sig kun helbrede ved et dristigt Snit, som Latinen kalder sit Bane-Saar.

At 👤Karl, skiøndt han gierne vilde være klog paa Himmelens Løb, dog ingenlunde gjorde sig til Nar paa Jorden, kan vi vel ganske sikkert slutte af de Riger og det Rygte, han vandt, men dog kan det nok lønne Umagen at læse den Lap, Man har af en Gaards-Ret for hans Ride-Fogeder, thi ved at see, hvordan han har sine Tanker allevegne: i Haven og i Hønse-Huset, ligesaavelsom i Stalden og paa Marken, overbevises vi om, det var hans Agt, ligesaavel i hele det daglige Liv, som i Kirken, Skolen og Paladset, at skruphøvle sine Franker og omhyggelig bevare alle Levninger af Fortidens Dannelse*Det saakaldte capitularium de villis hos Bouquet T. V.. Dertil hørde, som vi see, Gulerødder og Pestinakker, ligesaavel som Roser og Lilier, Æbler, Pærer, Kirsebær og Blommer, og hvordan Keiseren selv fik Smag paa “det Røde” i den fede Ost, som han tog for Rust og skar af, har Man en artig Fortælling om i Munke-Krøniken fra St. Gallen, der 196blandt Andet erindrer om, det ogsaa i denne Henseende var hos “Geistligheden”, Man maatte søge Levningerne af Fortidens Viisdom.

Denne Herre var det nu, som første Jule-Dag, Aar 800, blev kronet til Keiser i 📌Rom af Pave 👤Leo den Tredie, en Høitid, der dengang gjorde langt mere Opsigt i Verden, end vi nu vel kan forestille os; thi hidindtil havde ikke blot Keiserne i 📌Byzants betragtet sig selv som 📌Vester-Ledens retmæssige Over-Herrer, men ogsaa Paverne, og dermed hele Christenheden, havde betragtet dem saaledes, og med 👤Karls Keiser-Kroning begyndte da et splinternyt Tids-Rum i den Borgerlige Tanke-Gang, som rækker lige til Reformationen. Hos Keiserne blev det nemlig den sædvanlige Tanke-Gang, at de med Navnet ogsaa havde arvet de gamle Romerske Despoters Ret til at raade efter eget Tykke over Geistlig og Verdslig, Store og Smaa; men hos Geistligheden blev det naturligviis Grund-Sætningen, at den Keiser, Kirken havde skabt, havde den skabt til sin Ære, og at han var skildt ved Alt, naar den skiød ham fra sig, og det maatte nødvendig finde Bifald saavel hos de fribaarne som hos de herskesyge Hertuger, Grever og Baroner, der ingenlunde vilde kiøbe Æren af en Keiser saa dyrt, at de blev hans Trælle.

Omtrent paa samme Tid endtes den haardnakkede Krig, 👤Karl i meer end tredive Aar havde havt med Sachserne ved 📌Weseren og 📌Elben, men naturligviis kun ført, som Man huserer i et Land om Sommeren med Ild og Sværd og opløser derpaa Hæren til næste Vaar, eller til de Underkuede igien reise Hovedet i Veiret. Det Sidste gjorde imidlertid Sachserne saa tit, især under deres navnkundige Høvdinger 👤Alv og 👤Videkind, at Man maatte undres derover, naar ikke Tiden havde viist, at Sachserne var baade udvortes og indvortes stærkere end Frankerne og bukkede 197kun under for 👤Karls overlegne Personlighed og Fiendernes Mængde, som aldrig fik Ende.

Medens nemlig Sachserne først i denne Krig begyndte at træde ud af deres Dunkelhed til et langt og hæderligt Levnets-Løb, da slutte netop Frankerne deres Daads-Tid med 👤Karl den Store, og havde brugt den saa slet, at kun han og hans Far-Fader har skaffet dem Navnkundighed. Derfor var ogsaa Krigen mod Araberne i Keiserens Dage aabenbar kun Streif-Tog paa begge Sider, skiøndt 📌Spaniens Tilstand, hvor Ommiaden 👤Abderahman havde opkastet sig til Konge paa samme Tid som 👤Pipin i 📌Frankrig, var meget forvirret, og det er en ganske rimelig Formodning af en nyere Historie-Skriver (👤Sismondi), at 👤Karl den Stores Spanske Feldt-Tog kun i Viserne er kommet til at see saa glimrende ud, ved det Sagnet sammenblandede dem med 👤Karl Hammers.

Et tredie Beviis paa Frankernes Svaghed midt under Keiserens store Bedrifter, er Skrækken de sloges med, da der i Begyndelsen af det Niende Aarhundrede viste sig en ny Fiende, øiensynlig vakt ved det store Bulder i 📌Sachsen; thi det var den Danske Kong 👤Godefred, der, efter Aar-Bøgerne, indtog 📌Frisland, hærgede den hele Kyst og truede selv med at giæste Keiseren i 📌Aachen.

Det var altsaa venteligt, at Sachser og, hvad Frankerne bestandig sammenblandede: Danskere og Nordmænd vilde spille Mester, saasnart det var ude med Helten, og da “huuslig Lyksalighed” ligesaalidt var faldet i Karolingernes som i Merovingernes Lodd, var 📌det store Franke-Rige sagtens strax blevet opløst, dersom mere end Een af 👤Karls Sønner havde overlevet ham. Det gjorde der imidlertid ikke, saa 👤Ludvig den Fromme besteg uden Modstand sin Faders Throne (814), men fandt snart i sine egne Sønner de værste Medbeilere, og uagtet sin Afsættelse fik han 198(til 840) Tid nok til at vise, der var ikke Gnist i ham af hvad der opflammede hans Fædre. Riget, som han selv havde deelt mellem Sønnerne, var nu et Tvistens Æble mellem dem og deres Børn, uden at Andet kan tildrage sig vor Opmærksomhed, end 📌Nordens Apostel 👤Asger (👤Ansgar), og de første Tydske Bøger med 👤Otfreds evangeliske Rim-Stok i Spidsen.

De saakaldte ægte Karolinger uddøde med 👤Karl Tykkert (887), og af de Uægte holdt vel den Franske Linie sig endnu et Aarhundrede (til 987); men kun for at haanes af Normanner og forsone de Merovingiske Skygger. 👤Karl Magnus (👤Charlemagne) blev imidlertid aldrig glemt, og lige indtil vore Dage var hans æventyrlige Krønike, selv i det høie 📌Norden, saa at sige, i hver Mands Haand.