Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Haandbog i Verdens-Historien. Anden Deel

Dette er nu vel langtfra at være beskrevet saa klart og paalideligt af 👤Abulfeda, syvhundrede Aar efter Prophetens Død, som 👤Jesu Ord og Gierninger af Øien-Vidnerne, men denne Forskiel er saa langt fra at skade, at den meget mere peger paa det rette Forhold mellem Islamismen og Christendommen, der er som Æventyrets til Historien, hvad der bliver os klarere, jo nøiere vi sammenligne Alkoranen med Bibelen. Man kan nemlig vel sige, og har virkelig tit sagt, at Bibelen var endnu mere æventyrlig end Alkoranen, men det lader sig dog kun paastaae i en tom Ord-Strid, hvori Man glemmer Sagen over Begrebet og Livet over Bøgerne; thi saasnart Man spørger om, hvad for en Livs-Anskuelse der speiler sig i disse “Hellige Skrifter”, da seer Man strax, at den Mosaisk-Christelige er reen historisk og den Mahomedanske uhyre æventyrlig. Man tænke sig nemlig hin saa mythisk og dens Indførelse i Verden saa fabelagtig som Man vil, saa maa man dog tilstaae, at Skabelsen i Guds Billede, Synde-Faldet i Slægtens Barndom, Optugtelsen under Loven, de smilende Udsigter i Spaadommene, med Benaadelsen og Opreisningen i Tidens Fylde, hvorpaa følger et nyt Levnets-Løb og en seierrig Kamp i Aandens Kraft for Livets Krone, dette, der unægtelig er Bibelens Hoved-Indhold, udgiør en sammenhængende Kiæde af Forestillinger om det høiere Menneskelivs Aabenbarelse, Tab og Fornyelse paa Jorden, som, naar Mennesket ved Troen levende kan tilegne sig den, virkelig forbinder ham med Guddommen, og Tiden med Evigheden. Denne Tanke-Række har nu ogsaa alt for megen Lighed med den naturlige Gang i Menneske-Livet fra Barndom til 145Manddom, med Ungdoms-Daarskaben midt imellem, til at den skulde falde os utroelig, og Tiden har viist, at i samme Grad som Man levende optog den i sig, i samme Grad antog Menneske-Livet en ædlere Skikkelse, og forberedtes der en Forklaring af Slægtens Løbe-Bane, som kun 📌Israels Propheter forudsaae. Læse vi derimod Alkoranen, da finde vi vidunderlige Forestillinger Nok om Forholdet mellem Gud og Menneske, Himmel og Jord, Tid og Evighed, deels af Arabisk, deels Jødisk og Christelig Herkomst; men hvad vi aldeles savne, er Følgelighed og Sammenhæng. 👤Adam er vel saa aldeles Guds udtrykte Billede, at Djævelen (Eblis) blev fordømt, blot fordi han ikke vilde tilbede ham, men dog er Guddommen en fra Menneskeheden saa væsenlig adskilt, i sig selv indsluttet, barnløs Enkelthed, at Eblis, som en god Musel-Mand, maatte være lovlig undskyldt. 👤Adams Fald og Udjagelse af 📌Paradis, saavelsom hele Slægtens Vildfarelse, forudsættes vel bestandig, men uden nogen Opreisning eller Fornyelse springer dog Porten til 📌Paradis op for alle Musel-Mænd. Vel er endelig baade 👤Moses (👤Musa) og 👤David store Propheter, og 👤Jesus (👤Isa) født uden jordisk Fader og undtaget fra Døden, og vel har baade 👤Moses og han gjort mange og store Mirakler til Beviis paa deres guddommelige Fuld-Magt; men dog maa man ingenlunde troe, at 👤Jesus er Guds Søn, eller bryde sig om hvad der staaer i Bibelen; thi efterat Allah havde sendt en eller flere Apostler til hvert Folk, for at omvende dem fra Overtro og Vantro, sendte han nu til Syvende og Sidst Araberne 👤Mahomed, som vel ingen Mirakler gjorde, men annammede Alkoranen, som er det største Mirakel, da Allah deri selv har rettet og forbedret alle forrige Aabenbaringer og samlet hvad alle Folk skal være enige om, og lade Resten staae 146ved sit Værd til Opstandelsen og Dommen paa den yderste Dag. See, det klinger ikke blot æventyrlig, men er aabenbar et stort Æventyr, hvori den chinesiske Betragtning af Menneske-Slægten, som en egen Dyre-Art, der forplanter sig uden Frem-Skridt, er ligesaa forvirret sammenblandet med den Mosaisk-Christelige Anskuelse af en fremskridende Udvikling, og en dertil svarende “Guddommelig Husholdning”, som det Gamle Testamente med det Ny, saa det maa synes os umueligt, udenfor Daare-Kisten, at sammenvæve saadanne Hjerne-Spind og derpaa bygge sin Salighed. Erfaringen har ogsaa virkelig lært, at Intet af Slægtens Hoved-Folk kunde døie den Drik, og at selv Araberne snart holdt sig til den korte Troes-Bekiendelse, at Allah er en eenlig Gud, og 👤Mahomed hans Apostel, uden i Livet og Tanke-Gangen synderlig at ændse den Mahomedanske Anskuelse, medens de lagde stor Vægt paa Omskiærelsen og paa tusinde Ting, der enten slet ikke eller dog kun meget løselig er berørt i Alkoranen. Ikke desmindre seer Man dog tydelig, at denne Anskuelse baade hos 👤Mahomed selv, og hos den Araber-Slægt, hans mundtlige Tale henrev og indtog, havde Liv og Kraft til at frembringe verdsligt Stor-Værk og overvinde stærke Lidenskaber, saa vi maae nødvendig slutte, at Æventyret har en egen Aand, som maa kaldes den Arabiske og stiller hele Livet i det fantastiske Lys, der som fra en “👤Aladdins-Lampe” udbreder sig over “Tusind og Een Nat”, andensteds med Rette kaldt de Arabiske Nætter. Men under denne Forudsætning klarer sig da ogsaa hele Trylleriet, thi at de Fantastiske Araber, hvis Maal røber dem, som Semiter, og som altsaa skulde havt deres kronede Dage i Old-Tiden, vilde aandelig spille en Hoved-Rolle i Middel-Alderen og det ovenikiøbet som ufeilbare Reformatorer: som den guddommelige Fornufts Statholdere paa Jorden, 147det er visselig ikke mindre æventyrligt, end 👤Mahomeds Tanke-Gang, men er netop den tilsvarende Yttring af det Arabiske Folke-Liv, som unægtelig selv er et æventyrligt Begreb. Saaledes see vi nemlig 👤Mahomed sammensmelte med sit Folk, og det bliver os kun en Gaade, hvordan baade han og de fik Lyst til at spille den urimelige Rolle og Evne til at spille den saa glimrende. Lysten, som driver Værket, veed vi imidlertid med os selv er en Strømning i det dunkle Hjerte-Dyb, som vi maae lade uforklaret, og det er da kun Anledningen og Evnen det nytter at spørge om; men dog synes os det Hele forklaret, naar vi lægge Mærke til, at alle den gamle Verdens Folk fik en ubetimelig Vidskabs-Alder, som Araberne ei heller kunde undgaae, skiøndt deres Vildskab og Afsondring gjorde, at den baade kom senere, og forefandt langt større Natur-Kræfter end hos Folkene i den store Verden. Vidskabs-Alderen er nødvendig reformatorisk, i samme Udstrækning, som Folkets aandige Syns-Kreds, og hos et Folk, der oprindelig var saa nær beslægtet med Ebræerne som det Arabiske, og var i sin Middel-Alder blevet bekiendt med den Mosaisk-Christelige Anskuelse, er et reformatorisk Anslag paa hele Verden forsaavidt ganske i sin Orden, hvorfor 👤Mahomed heller ingenlunde var den eneste Arabiske Reformator, der opstod i det Syvende Aarhundrede, men kun den Dygtigste. For os er Alkoranen vel et Stymper-Værk, ei blot i Forhold til det Gamle og Ny Testamente, som Araberne vil sætte den over, men selv i Sammenligning med Grækernes og vore egne Bøger; men vi maae huske, den er Arabernes første Bog, og en Saadan i flydende Stil, der ovenikiøbet udtrykde Folkets høieste Forestillinger og ædleste Følelser, maatte nødvendig synes de raa Beduiner himmelfalden, og selv forbause dem af 📌Mekkas Kamel-Drivere, der ei 148havde gjort alt deres aandelige Arve-Gods i Penge, ja, et saadant Værk udspringer kun af en med Besindighed underlig parret Begeistring, der for Forfatteren selv er hemmelighedsfuld, saa 👤Mahomed kunde godt indbilde sig, det var Engelen Gabriel, der hviskede til ham. Saaledes talde 👤Sokrates jo paa det Alvorligste om sin Genius, og vi Silde-Fødninger af Skjalde-Ætten veed godt, der ligger en dyb Sandhed til Grund, saa vi beklage blot, at selv den bedste Arabiske Engel havde en Skrue løs, og at 👤Mahomed var langt fra, som han dog satte sin Ære i, at hytte sig for den Slemmes Indskydelser. Naar vi imidlertid betragte Syv-Stjernen, Moallakat (de syv Mester-Digte), der tindrede over 📌Kaaba, da kan vi ikke nægte, 👤Mahomed svang sig høit over sine nærmeste Forgiængere; thi i disse Arabiske Kæmpe-Viser rækker Begeistringen kun til en ædel, flyvende Hest, en bomstærk, utrættelig Kamel, et tveegget, rosenrødt Sværd og en sortøiet, føielig Skiønhed, saa i poetisk Henseende giælder det om dem Alle, hvad En af de kronede Beduin-Skjalde siger til Ulven: hvad vi møde, det lever vi af, men af os bliver Ingen feed eller rig*Amralkois V. 48–50 i 👤Hartmanns Hellstrahlenden Pleiaden am arabischen poetischen Himmel”..