Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Haandbog i Verdens-Historien. Anden Deel

Med 👤Christus-Riget, dette Særsyn paa den store Skue-Plads, der, med hele Verden i Sigte, udvikler en forbausende Kraft, hermed begynder aabenbar en ny Tids-Alder i Slægtens Levnets-Løb, og naar den skal svare til Afvexlingen i Enkelt-Mandens Liv, maa det være Slægtens Hjerte-Tid, thi efter Ungdommens Flygtighed følger hos os Alle, som end har Kraft tilbage, en vis Adstadighed, da vi sætte os fast i Et eller Andet, som har vundet vort Hjerte, det være nu en Idee, en Kvinde-Favn, en egen Syssel, eller hvad det vil, og kæmpe for dette vort Liv-Stykke til det Yderste. At nu ogsaa de første Christne satte sig 7fast i deres Tro og kæmpede for den til det Yderste, uden at bryde sig om, det var den visse Død, det veed Man nok; men, ved at betænke os et Øieblik, skal vi finde, det var Tilfældet med alle Slags Folk, som gjorde Opsigt i Middel-Alderen: med Araber og Tyrker, saavelsom med Paver og Munke, Riddere, Konstnere og Gildes-Brødre, immer var det enten en egen Tro, en vis bestemt Virksomhed, eller en fix Idee, som havde vundet deres Hjerte og hvorom hele deres Liv dreiede sig. Naar vi derfor vil lade Middel-Alderen, og hvad der virkede i den, videnskabelig vederfares Ret, da maae vi aldrig glemme, det var “Følelsens Tid”, der ligesaalidt kan undværes som “Indbildnings-Kraftens eller Forstandens”, naar et menneskeligt Levnets-Løb skal være fuldstændigt, og dernæst maae vi gribe i vor egen Barm, for at lære, hvorledes Følelsen, naar den er de andre Sjæle-Kræfter overlegen, gestalter Menneske-Livet. Da vil det aldrig falde os ind, enten at Middel-Alderen skulde være feilfri, eller at dens Billede er mindre elskværdigt, fordi den havde andre baade Feil og Fortrin end Old-Tid og Nu-Tid; men vi vil blive opmærksomme paa, at ligesaavel som der gives en aandløs Følelse, der, naar den bliver herskende, fornedrer Mennesket til Dyrene, saaledes gives der ogsaa en aandløs Phantasi og Forstand, der, naar de blive herskende, gjør netop det Samme, og at det navnlig er en saadan “aandløs Forstand”, der i den nyere Tid har miskiendt og nedsat Middel-Alderen, og under Navn af “Sandselighed” erklæret alt Aandeligt i sin hjertelige Skikkelse for aandløst. Hvor denne aandløse, af sit eget Intet opblæste, Forstand er blevet enevældig, nytter det nu vist nok ligesaa lidt, som hvor den dyriske Følelse hersker, at tale Aandens Sag, men dog er det let at bevise ethvert fornuftigt Menneske, at, da alle vore Konster og Handværker stamme fra Middel-Alderen, kunde vi ikke 8ønske den borte, og hvor Forstandens aandelige Retning kun er blevet skiæv ved den Brøst, Menneske-Naturen har under alle Former, der vil det sikkert hjelpe at betragte Middel-Alderen med stadigt Hensyn paa “Kvinden”, som ikke tilfældigviis, men ganske nødvendig i den spiller en Hoved-Rolle. Kvinden er nemlig, som vi alle veed, den menneskelige Følelse i egen Person, og minder hun os end for tit i Livet om den første Kvinde i Paradis, er hun dog ogsaa alle Dage et ligesaa veltalende som gyldigt Vidne om, at Menneske-Aanden ingenlunde er indskrænket til Phantasiens og Forstandens Former, men har netop i Følelsen sin yndigste og mest levende, skiøndt vist nok tillige sin skrøbeligste, Natur-Skikkelse paa Jorden. Indbildnings-Kraften ligner nemlig en Fugl, der kun ved at dale kommer til at berøre Jorden, medens Følelsen ligner en Blomst, rodfast i Jorden, der kun i Duften kan hæve sig til Himlen; men des beundringsværdigere er den Middel-Alder, Menneske-Slægten ved Hjelp af Christendommen fik, og især den ægte “christne Kvinde”, hvor vi i Livet er saa lykkelige at møde hende, thi der er Duften blevet til Nattergal-Slag, og Blomsten slaaer kun Rødder i Jorden med den dybe Følelse, at Himmel og Jord er i Slægt, og skal fyldes af en og samme Herlighed!