Grundtvig, N. F. S. Haandbog i Verdens-Historien. Anden Deel

Byzantiner og Araber.

Det Fjerde og Femte Aarhundrede, mellem Ermanriks Fødsel og 👤Thjodriks Død, er aabenbar Gothernes Tid; men i det Sjette Aarhundrede stræber 📌Byzants med Held at giøre sig til Middel-Punkten i den dannede Verden, og i det Syvende fordunkle Araberne alle andre Folk, hvad unægtelig kun aabnede det Borgerlige Selskab bedrøvelige Udsigter; thi selv om Man vilde forgude 👤Mahomed i Kirken og Byzantinerne i Skolen, nødtes Man dog til at bekiende, at hverken gav Byzantinernes Stats-Klogskab Borger-Livet en Skikkelse, Menneske-Aanden skulde glædes ved, ikke heller oprettede Islamismen en Høi-Skole, hvor Aanden mødte Andet end Spot og Miskiendelse. Da vi imidlertid for længe siden er trøstede over disse Ting i Stater af Nordisk Byrd og ved Høi-Skoler af Christelig Rod, er det fornøieligt at betragte de overvundne Hindringer, som, langt fra at kunne standse, maatte selv befordre den store Udvikling.

Vel er det nemlig langt fra, vi med de “Latinske Jurister” kan forgude “Romer-Retten”, der un122der 👤Justinian fik sin berømte Skikkelse; thi den blev en Lande-Plage overalt, hvor den hos Nordiske Stammer fortrængde “Arilds-Loven”, men baade som Veileder og Afviser var den os dog sikkert nødvendig, og havde 📌Konstantinopel ikke holdt sig til det Femtende Aarhundrede, vilde vist hverken Reformationen lykkedes i det Sextende eller Videnskabeligheden siden. Ligeledes er det vel langt fra, vi med det Attende Aarhundredes Humanister kan udlede baade Middel-Alderens Poesi og Største-Delen af vor Dannelse fra Araberne, hvis store Prophet var selv kun en daarlig Digter, og hvis hele Dannelse aabenbar bestod i hvad de, som Tyve og Røvere, tog fra Spanier og Byzantiner; men vi vilde have ondt ved at tænke os Ny-Spanierne uden Morians-Kampen, eller den ny Tid uden Kors-Togene, og for begge Dele maae vi naturligviis takke Araberne, som Kæmper takke deres Fiender for Seieren. Langtfra derfor i den blot tilsyneladende Krebs-Gang at savne Forsynet, maae vi høilig beundre den Viisdom, hvormed det satte Byzantiner og Araber sammen, saa de kom til at fremme den ny Verdens Dannelse som de begge stilede paa at forhindre.

Nu at opregne de Byzantinske Keisere vilde være ligesaa unyttigt som kiedeligt, men det Justinske Huus af Gothisk eller dog Tydsk Herkomst, maae vi lægge Mærke til, thi det gav Riget tre Keisere i Træk (518–78) blandt hvilke 👤Justin den Anden maaske nok havde den bedste Villie, men den Midterste, 👤Justinian, unægtelig de største Evner og den bedste Lykke, saa han er blevet En af de berømteste Fyrster i Verden. Denne de Latinske Juristers Halv-Gud, som skal have været Gidsel hos 👤Didrik af Bern, og var i alt Fald, da 👤Didrik dalede, den opgaaende Soel, stammede imidlertid hverken fra Græker eller Romere, men enten fra Gother, Gepider eller Et af de 123andre Tydsk-Nordiske Folk, der slog Leir i 📌Illyrien, og 👤Justinian skal have været en Oversættelse af hans Barbariske Navn Uprauda, svarende til vort “Oprigtig” *Alemans Anmærkninger til Nid-Skriftet (historia arcana) 68 og Justinians Levnet af 👤Invernizi VII–IX. 5–6.. Hans Mor-Broder 👤Justin (👤Jostein) var kommet til 📌Byzants med tomme Hænder og kunde hverken læse eller skrive, men havde i Krigs-Standen svunget sig op til Keiser og givet sin Syster-Søn en lærd og fornem Opdragelse i Hoved-Staden, og Aaret efter 👤Thjodrik den Stores Død (527), besteg 👤Justinian det Høi-Sæde, han over en heel Menneske-Alder (til 565) skulde beklæde. Hvad der har gjort ham saa berømt er deels Erobringen af 📌Italien og 📌Afrika, deels hans talrige og prægtige Bygninger, hvoriblandt 📌Sophie-Kirken har vakt selv Tyrkens Beundring, og endelig Lov-Bogen”, der i den senere Middel-Alder mangensteds var nær ved at sættes over Mose-Loven, og har i Nyaars-Tiden trindt i Christenheden kun havt alt for megen Indflydelse.

I de sidste Dage, da Man stod saa hardt paa, at Enhver skulde hverken have meer eller mindre end han fortjende, har Man vel ogsaa villet skille 👤Justinian ved hans store Navn, men det fortjener i det Mindste ingen Efterligning, deels fordi Man kun vilde fradømme ham det paa Grund af hans slette Tænke-Maade, som her slet ikke maa komme i Betragtning, og deels fordi hvem der er en stor Mand i sin Tid, bliver, trods alle Indsigelser, historisk ved at være det til Verdens Ende. 👤Justinian var nemlig vel en Lilleput i Sammenligning med Heroerne, men han var dog ligesaavel den Byzantinske 👤August, som 👤Belisar var den Byzantinske 👤Antonius og 👤Prokop den Byzantinske 👤Herodot, det vil sige, han var Sjælen i en Kreds af udmærkede Mænd, der gjorde overordenlig Opsigt og havde kiendelig stor Indflydelse paa alle følgende Tider.

124Nær var imidlertid 👤Justinians store Planer blevet kvalt i Fødselen, thi i hans femte Regierings-Aar udbrød der i 📌Konstantinopel en farlig Opstand, der sikkert vilde skildt ham baade ved Liv og Krone, dersom ikke hans gode Lykke, hans Gemalindes Aands-Nærværelse og 👤Belisars Troskab, havde forhindret det, og her maa det da bemærkes, at 👤Justinian havde ladt sin Gemalinde 👤Theodore krone tilligemed sig og høitidelig erklæret hende for sin Medhjelp i Regieringen. At 👤Theodore havde været Skue-Spillerske er sagtens vist nok, siden hendes Bagtalere knyttede alle deres Beskyldninger til denne Kiends-Gierning, men om disse Beskyldninger for al muelig Udsvævelse havde anden Grund end Misundelse, og om hendes Fader var Bjørne-Trækker, kan være os saameget mere ligegyldigt, som det hverken var Anstændighed, fornemt Væsen eller Dannelse, selv Fienderne savnede hos Keiserinden. Derimod skal vi lægge Mærke til, at denne Grækerindes Kroning og aabenbare Herredømme over Keiseren i 📌Konstantinopel, som gjorde saamegen Opsigt i Verden, var kun et svagt Billede af Følelsens Thron-Bestigelse, som den følgende Middel-Alders Historie klarlig beviser. Fra denne Side faaer ogsaa Opstanden mod 👤Justinian et eget Præg, der udmærker den fra de Utallige baade før og siden, thi den udsprang af Mod-Sætningen mellem det græsgrønne og det himmelblaa Parti (Prasiner og Veneter) ved Vædde-Løbene, og opkom derved, at Øvrigheden, som ellers dengang immer begunstigede de Himmelblaa, enten af en Feiltagelse eller i et Anstød af Upartiskhed hængte en Prasiner og Veneter, grebne i et Opløb, ved Siden ad hinanden; thi da det blev vitterligt, ved det Strikken brast og Stymperne slap, giorde begge fiendtlige Partier fælles Sag mod Regieringen og satte en Anden paa Thronen. 👤Justinian stod allerede paa Springet at flygte ud af Paladset, men da reiste 👤Theodore sig og sagde: det beroer 125vel paa Keiseren selv, om han vil redde sig ved Flugten og her fattes hverken Skib eller Skatte, men udentvivl vil han snart fortryde det og i alle Tilfælde vil jeg holde Stand, thi jeg gider ikke levet et Øieblik længer end jeg er Keiserinde, og jeg finder Purpuret skiønt endog som Jorde-Tøi. Nu skammede Keiseren sig og blev siddende, 👤Belisar med den Gothiske Liv-Vagt og en vis 👤Mundus med Herulerne trængde, hver fra sin Side, uformodenlig ind paa Rende-Banen, hvor den ny Keiser thronede, og nedsablede over Tredivetusinde af Folket, hvormed Stormen lagde sig, og 👤Justinian fik Ro til at udføre alle sine og 👤Theodores store Anslag *👤Prokops Perser-Krig I. 24..

Hvad nu først Helte-Gierningerne angaaer, da øvedes de som Man veed, slet ikke af Keiseren selv, men især af 👤Belisar og 👤Narses: Denne en Armenier og Hin, efter en løselig Yttring hos 👤Prokop, en Dacier *👤Prokops Vandaler-Krig I. 3., og Gothe-Krigen, som de var Begge om at føre, har vi betragtet, saa det er egenlig kun Toget til 📌Afrika, vi her har med at giøre.

Dette Tog, som foretoges strax efter Opstanden (533) og skaffede 👤Belisar hans store Navnkundighed, gjaldt Vandalerne, et Nord-Tydsk Folk, der henved hundrede Aar havde behersket 📌Nord-Afrika, som raa Arianer faret glubsk afsted med de Rettroende og som forkiælede Barbarer ødelagt dem selv med Romersk Overdaadighed og Vellyst; men eftersom disse Vandaler ei har fortjent at omtales videre, maae vi her i Forbigaaende bemærke, hvordan de først kom til 📌Afrika.

Efter Keiser 👤Honors Død (423), da 👤Aetius satte En af sine Venner paa Thronen, gjorde Statholderen i 📌Afrika, 👤Bonifas sig denne mægtige Mand til Fiende ved at blive 👤Honors Syster, 👤Placidia, og hendes umyndige 126Søn tro, og da 👤Placidia fik Overhaand, vidste 👤Aetius at sætte Splid mellem hende og 👤Bonifas, hvorpaa denne (427) for at sikkre sig, kaldte 👤Genserik til Hjelp fra 📌Andalusien, hvor han dengang havde leiret sig med sine Vandaler. Snart opdagedes vel Sandheden og 👤Aetius maatte flygte til Hunne-Leiren, hvor han sluttede Venskab med 👤Attila, men 👤Bonifas kunde hverken med det Gode eller med det Onde formaae Vandalerne til at give Slip paa Byttet, saa de beholdt 📌Afrika.

En af de Byzantinske Keisere havde siden gjort et mislykket Tog mod Vandalerne, og selv 👤Thjodrik den Store fandt det raadeligere at besvogre sig med deres Konge end at byde ham Brodden, men nu havde Endeel af de Indfødte (Maurusierne) gjort Opstand imod dem, og 👤Justinian fattedes ikke Anledning til at sende dem 👤Belisar paa Halsen, thi 👤Gelmer, som nu beherskede Vandalerne, havde stødt den retmæssige Konge, 👤Hilderik, som desuden var 👤Justinians gode Ven, fra Thronen og vilde, paa Keiserens Forlangende, ei engang sende ham til 📌Konstantinopel *👤Prokops Vandaler-Krig I. 7–10..

Vel var der en Mand i Keiserens Stats-Raad, der af al Magt fraraadte det Afrikanske Tog, som et kostbart Vove-Stykke, der selv naar det lykkedes bedst, var til ingen Nytte, med mindre Man kunde og vilde tage baade 📌Sicilien og 📌Italien med; men hans Indvendinger frugtede saa lidt, at de ei engang skulde berøres her, hvis de ei var kommet fra en Mand, vi maae lægge Mærke til: Finants-Ministeren eller, som det hedd i 📌Byzants, Huus-Hovmesteren 👤John fra 📌Kappadokien, der vel, som en Blod-Igel, Folket forbandede, havde mistet sit Embede under Opstanden, men fik det igien, saasnart den var dæmpet*👤Prokops Perser-Krig I. 24–25. Vandaler-Krig I. 10..

Under Bedækning af 97 Galeier eller som de kaldtes 127Dromoner, gik nu 👤Belisar tilseils med 10000 Fodfolk og 5000 Ryttere, stolende, som han med denne Haand-Fuld Leie-Tropper maatte, især paa sig selv og sin gode Lykke, paa sin Huus-Trop af Brynieklædte, der skyede hverken Ild eller Vand, paa sin Gemalinde 👤Antonine en gammel Veninde af 👤Theodore, ei mindre kiæk og snild end hun, og derhos maaskee ogsaa en Smule paa sin kloge og velunderrettede Haand-Skriver, 👤Prokop, som vel giøs lidt for den lange Sø-Reise, men besluttede dog, efter en Drøm der gav lykkeligt Varsel, at giøre Følgeskab*👤Prokops Vandaler-Krig I. 11–12.. Tør Man troe denne Skriver i Alt, da havde 👤John fra 📌Kappadokien, for at spare Ildebranden og knibe paa Vægten, gjort et stort Skielm-Stykke med Skibs-Kavringerne, som var halv raa og allerede mulne og uspiselige, da Man kom til 📌Morea *Sammest. I. 13., men det Værste var dog, at Leie-Tropperne reentud erklærede, de vilde ikke slaaes tilsøes; thi da Vandalerne havde en anseelig Flaade, var det høist rimeligt, den vilde see til at forebygge Land-Gangen*Sammest. I. 14.. Temmelig raadvild kom 👤Belisar derfor til 📌Sicilien, som da tilhørde Gotherne, og skikkede 👤Prokop til 📌Syrakus for at indhente Efterretninger, men der var 👤Prokop saa heldig hos en gammel Bekiendt at træffe en Person, der kun for tre Dage siden havde forladt 📌Karthago og bevidnede, at hverken havde Vandalerne mindste Nys om Fienden, ikke heller vilde Man i disse Far-Vande støde paa deres Flaade, da den var sendt til 📌Sardinien for at tugte en Oprører. Saasnart 👤Belisar hørde det, lod han giøre klart til at lette, løb med en strygende Vind over til Kysten af 📌Barbariet, og ankrede næste Dag ved 📌Kap Vade (St. Paul), fem Dages Fod-Reise fra 📌Karthago *Sammest. I. 14.. Han 128sammenkaldte nu vel et Krigs-Raad, men hvormange Indvendinger end Skat-Mesteren, den kloge og anseelige 👤Archelaus, gjorde imod Landingen paa Lykke og Fromme, hvor der var ingen Havn nærmere end 📌Karthagos, iværksatte 👤Belisar den dog paa eget Ansvar og var heldig nok til at naae 📌Karthago ligesaa tidlig som Flaaden. Vandalerne som i forskiellige Hobe omringede ham underveis, havde aftalt at mødes ved et Sted, som kaldtes 📌Decimum, men de tog Feil ad hinanden, og nedsabledes eller adsplittedes stykkeviis, saa 👤Belisar tog Hoved-Staden, uden videre Sværd-Slag*👤Prokops Vandaler-Krig I. 15–20.. Siden, da 👤Gelmer havde faaet sin Broder 👤Zazon tilbage fra 📌Sardinien og samlet hele sin Magt, stod der imidlertid et Hoved-Slag, hvori Vandalernes Mængde og Standhaftighed enstund gjorde Seieren tvivlsom, men 👤Belisars Krigs-Konst og Lykke vandt dog Prisen: Vandaler-Hæren blev knust, 👤Zazon faldt og 👤Gelmer skjulde sig hos Maurusierne i 📌Pappua (📌Biban) Bjergene i det Algierske *Sammest. I. 25. II. 1–4.. Her indespærredes han nu af en Trop Heruler under 👤Pharas, til hvem han omsider udhungret overgav sig og førdes i Triumph til 📌Byzants, hvor han hverken kom til at sulte eller tørste, men fik rigeligt Naadsens-Brød til sin Død. Skiøndt det siden 👤Tibers Tid var uhørt, at Andre end Keiserne selv holdt en ordenlig Triumph, skiænkede dog 👤Justinian 👤Belisar en Saadan; men det var kun et ynkeligt Syn, thi Helten gik til Fods og kastede sig underveis tilligemed sin kongelige Fange, i Støvet for Keiseren, der thronede paa Rende-Banen, for saaledes, om mueligt, at overbevise den mistænkelige Tyran om sin slaviske Frihed for al Ærgierrighed*Sammest. II. 6–9.. En Lykke var det for Verden, at 👤Justinian hardtad var ligesaa bange for 👤Belisars Seire som 129lysten efter Frugten af dem, og holdt ham derfor saameget mueligt bundet i 📌Byzants; thi ellers var 📌Spanien og 📌Gallien vel kommet til at gaae samme Vei, som 📌Italien og 📌Afrika; men jammerligt er det at see en 👤Belisar behandlet som en Bul-Bider, og med al sin Forsigtighed undgik Helten dog ei ganske den Løn, hvormed alle Tyranner helst betale Stor-Værk, thi han døde, kort før 👤Justinian, i fuld Unaade, arvet af Keiseren som en Majestæts-Forbryder. Hvad senere Skribenter fortælte om den blinde 👤Belisar, der, gammel og graa, maatte tigge sit Brød, er da vel kun en Fabel, men afbilder dog godt hans ynkelige Skæbne*Zonaras XIV. 9. Gibbon XLIII..

Om Justinians Bygninger har Man en heel Bog, som temmelig tidlig er tillagt Historie-Skriveren 👤Prokop; men selv om den var af ham, kunde den dog ikke her komme i Betragtning; thi vel er det mærkeligt at see den Keiserlige Byg-Mester ufortrøden kæmpe med de mange Ildebrande, Jord-Skiælv og Over-Svømmelser, der i hans Dage paa et Øieblik nedbrød, hvad der hørde mange Aar til at opbygge; men dog var det aabenbar langt mere Stadsen end Nytten, Keiseren herved havde for Øie, og desuden er det en egen Konst, ikke ret Mange forstaae, at beskrive selv de smukkeste Bygninger til Læserens Fornøielse. Derimod er det altid værdt at vide, at den egenlige Byg-Mester, som især 📌Sophie-Kirken har gjort udødelig, var 👤Anthem fra Tralle (i 📌Lille-Asien), især da Alt viser, han har været en Tusind-Konstner, som med Damp og maaskee tillige med et Slags “Krudt”, saaledes hevnede sig paa sin Nabo, der var en stor Prokurator, at denne for Retten ynkelig beklagede sig, at han, der var kun et stakkels Menneske-Barn, umuelig kunde holde ud at boe ved Siden ad Tordneren Zeus og Jord Rysteren Posidon *Agathias (👤Prokops Fortsætter) V. 6–9..

130 Betragte vi endelig 👤Justinians Lov-Bog, da er der om den skrevet saamange baade smaa og store Bøger, at det for en Latinsk Jurist kunde være en passende Bods-Øvelse at læse dem; men af Historie-Skriveren var det allerede Synd at forlange, han med Opmærksomhed skulde giennemlæse Værket selv (Corpus-Juris), der bestaaer af Indledningen (institutiones), den egenlige Lov-Bog (codex), Forordningerne (novellæ) og Juristernes Betænkninger med Lovs-Kraft (pandectæ); og naar kun det er sandt, da indseer Man let, det var en bedrøvelig “Lands-Lov”. Naar nemlig Loven er saa vidtløftig og indviklet, at det er umueligt for Andre end Jurister at vide, hvad der efter den skal kaldes Ret i Landet, da er Dommerne aabenbar de egenlige Lov-Givere og Prokuratorerne de eneste lovgyldige Vidner, saa Juristerne maatte være Engle baade i Viisdom og Dyd, naar ikke alskens Uretfærdighed skulde gaae i Svang under Rettens Navn, hvad vel maa kaldes en af de største Lande-Plager. Man behøver imidlertid blot at giennemblade Lovens niende Bog, om hvad vi kalde Criminal-Retten (judicia publica), for at see, det var slemt nok at leve i 📌Byzants, selv naar Man kiendte Loven og saae den fulgt. Det klinger saaledes vel høimodigt nok, at talde Nogen ilde om Keiseren eller hans Regiering, da skulde han Intet lide derfor, thi enten skedte det af Letsindighed og skulde da foragtes, eller i Afsindighed og maatte beklages, eller af Bitterhed som burde tilgives; men Slutningen bliver dog, at det strax skal indberettes til Keiseren, som da med personligt Hensyn vil afgiøre, om Sag skal anlægges eller bortfalde*👤Justinians Lov-Bog IX. 7.. Naar Man fremdeles hører, det er Majestæts-Forbrydelse, ikke blot at tale om, Man vil giøre Opstand eller slaae saameget af Keiserens uegenlige Legeme, som en Raadmand eller en Soldat ihjel, men selv at 131tænke derpaa, da Villien maa tages i Gierningens Sted, see, da behøvede Straffen ikke at være meget haard, for at giøre Folk Livet surt, men nu skulde alt Saadant ei blot koste Ære, Liv og Gods, men Sønnerne af slige Misdædere maatte hverken ved Arv, Testament eller paa nogen Maade blive velhavende, thi, siger Loven, skiøndt vi af særdeles Keiserlig Naade skiænke dem Livet, skal de dog altid være usle og elendige, saa Livet er deres Plage og Døden deres Trøst*👤Justinians Lov-Bog IX. 8.. Det skader imidlertid ikke hertil at føie hvad Loven siger om Nid-Skrifter (libelli famosi), thi medens det klinger meget smukt, at naar Forfatteren er sit Navn bekiendt og kan bevise hvad han siger, da skal ham istedenfor Straf times Roes og Belønning, er der dog deels en Hage ved, da Nid-Skriftet i saa Fald ikke blot maa være forfattet af Omhu for det almindelige Bedste, men ogsaa af Hengivenhed for Keiseren, og deels sætter Loven Livs-Straf for Enhver, som, naar han finder et Nid-Skrift, ikke enten strax tilintetgiør det, eller tier dog bomstille med hvad han har seet*Sammest. IX. 36.. Alt Sligt kan nemlig kun Slaver og Tyranner kalde Ret, medens alle fribaarne Mænd nævne det med sit rette Navn: Vold paa Menneske-Naturen og skamløs Forhaanelse af dens Værdighed.

Det være imidlertid langt fra, hermed at ville sværte enten 👤Justinian eller hans Stor-Kantsler, 👤Tribonian, som var Sjælen i den store Lov-Commissjon, thi hverken havde Nogen af dem gjort foranførte Love, som de kun lod staae, ikke heller udspilede og indviklede de Romer-Retten, som de meget mere sammentrak og klarede for Modsigelser, det Bedste, de kunde; men det skal indskiærpe os, at “Romer-Retten” kun passer til det Romerske Tyranni, hvoraf den udsprang, og har derfor Retfærdigheds Skin, men 132fornægter dens Kraft, og undergraver ret med Flid fra alle Sider “Dyden og Retten”, som den synes at sværme for.

👤Tribonian blev for Resten under den store Opstand, som En af Folkets Plage-Aander, afsat, tilligemed 👤John fra 📌Kappadokien, men ogsaa strax efter indsat paa Ny, og 👤Prokop giver ham kun et daarligt Skuds-Maal; thi vel siger han, det var en meget lærd og klog, yderst fiin og behagelig Mand, medens 👤John derimod var en uvidende Tølper og Drukkenbolt, kun klog paa Profiten; men han forsikkrer dog tillige, at 👤Tribonians Gierrighed gik over alle Grændser, saa han ansaae det for en “lovlig Fordeel” naar han hvert Øieblik for Betaling forandrede Loven*👤Prokops Perser-Krig I. 24–25..

Denne Historie-Skriver i de gamle Grækers Smag, som giør os fortræffelig bekiendt med hele sin Tid, kan nu vist nok gierne have gjort baade 👤John og 👤Tribonian Uret, men dog kun forsaavidt, som vi klarlig see, at de Fleste, han roser, var ikke stort bedre end dem han laster, saa 👤Belisar og hans Haand-Skriver staae for os som uforklarlige Vidundere i en afskyelig Verden. Det Sidste har nu vel tildeels sin Grund i 👤Prokops naturlige Partiskhed, men dog maatte aabenbar baade han og hans Helt være besjælede af en langt høiere og ædlere Tænke-Maade end Resten, for at have baade Sind og Evne til deres udmærkede Daad. Begge var de ogsaa Fremmede, Man veed ei af hvad Herkomst, men udentvivl har 👤Prokop fra 📌Palæstina været en Jøde; thi Man seer godt, han vil hverken giælde for Christen eller Hedning, og dog endnu mindre for En af de stærke Aander, som forgude deres egen gode Fornuft og Forstand. Man har for Resten et gammelt Nid-Skrift over 👤Justinian og 👤Theodore, 👤Belisar og 👤Antonine, og mange Andre, som Endeel af vore Lærde har tillagt 👤Prokop, og anseet for den reneste Kilde til hans 133Tids Historie; men hvor selv Lov-Talerne see ud som Ironi, fristes Man ikke til at øse af Nid-Skrifter, og til 👤Prokops Ære maa det anmærkes, at Beskyldningen for at have skrevet den lumpne Pasqvil (historia arcana), er aldeles grebet af Luften, eller, hvad der er det Samme, hentet fra et halvgammelt græsk Lexikon, Man veed hverken af hvem eller fra hvad Tid*Om Prokop og Svidas i 👤Fabritii Græske Bibliothek VI. 253–57. IX. 626–29..

I dette Nid-Skrift giøres det blandt Andet 👤Justinian til Forbrydelse at have afskaffet den Romerske Konsul-Værdighed og nedlagt de Offenlige Skoler, men Sagen var dog kun, at i hans Dage Lysten ophørde til den tomme Konsul-Værdighed, der var forbundet med store Omkostninger, og at han lukkede den Hedenske Høi-Skole i 📌Athenen, der, siden den under Antoninerne fik stærkt besoldede Lærere, ei synes at have gjort synderlig Nytte. Den Synd vilde da være nemt afsonet, dersom ikke 👤Justinian, som vi veed fra andre Kilder, baade havde berøvet de sidste Atheniensiske Professorer, der dog gjaldt for store Philosopher, deres Leve-Brød, og forbudt dem at beholde deres Tro*👤Malalas Keiser-Krønike XVIII. 187. Gibbon XL., men det viser rigtig nok, at han var en livløs Tyran, der, foragtede baade Mennesket og Videnskaberne, og misbrugde Christendommen, som han aldrig selv rettede sig efter, til Paaskud for en Volds-Gierning. Saa aabenbar stridende mod Christendommens Aand er nemlig Samvittigheds-Tvang, at i 📌Østen, hvor Man virkelig var skriftklog, havde Man under alle Feiderne om Kirken, eller rettere om Kirke-Gaarden, dog lige til 👤Justinians Dage taalt Jøder og Hedninger i alle verdslige Bestillinger, og først nu, da der mellem de mange udmærkede Mænd ikke var een Biskop, lukkede Man Adgangen til alle Embeder for dem og 134undte dem knap det usleste Liv. Kun naar Man, som det nu var Skik, lover sig selv Salighed for en Troes-Bekiendelse, der kun er et tomt Munds-Veir, da er det i sin Orden, at Man af “Christen Kiærlighed” aftvinger Alle et Saadant. De syv Atheniensiske Professorer, med Stoikeren 👤Simplicius i Spidsen, maae imidlertid have hørt til de ærligste Folk paa den Tid; thi de lod sig ikke Munds-Veiret aftvinge, men gik heller i Land-Flygtighed til 📌Persien, hvor de havde hørt, Kongen var en heel Philosoph, der kunde baade 👤Plato og 👤Aristoteles paa sine Fingre, og hvor de da ikke tvivlede om, der jo endnu herskede de samme rene Sæder og alskens høie Dyder, som 👤Plato, i en af sine Samtaler, lader 👤Sokrates tillægge Perserne. Vel fandt de sig, som Man nok kan vide, aldeles skuffede i disse Forhaabninger, men dog modtog Perser-Kongen dem meget artig, og da de ikke vilde blive hos ham, gjorde han det til et Vilkaar i Fred-Slutningen med den Byzantinske Keiser, at Philosopherne skulde til deres Død hæderlig opholdes paa offenlig Bekostning og have Lov til at beholde deres Tro*Agathias II. 28–31..

Denne Perser-Konge hedd 👤Khosru den Første, med Tilnavn 👤Nuschirvan eller den Høimodige, hvis Retfærdighed blev til et Ordsprog, og hvis Krige med Byzantinerne vi har udførlig beskrevne af 👤Prokop og 👤Agathias, og skiøndt hverken disse Krige, om 📌Mesopotamien og 📌Georgien, eller Ny-Persernes Bedrift i det Hele, kan her komme i synderlig Betragtning, maae de dog i Forbigaaende berøres.

Vi huske nok, at Partherne fra 👤Crassus-Dagene var de hovmodige Romere en Pæl i Kiødet, men langt frygteligere end de blev dog Ny-Perserne, som, i Begyndelsen af det Tredie Aarhundrede (under Keiser 👤Alexander Severus), omstyrtede Arsacidernes Throne og 135reiste en Ny, vidt bekiendt under Navn af Sassanidernes. Den Første, der besteeg den, var nemlig 👤Artaxar eller 👤Artaxerxes, Søn af 👤Sassan *Agathias II. 26–27., hans nærmeste Eftermand 👤Schapur, fangede og Man vil sige, flaaede den Romerske Keiser 👤Valerian, og i hans Dage skal 👤Manes være opstaaet, og have stiftet det Manichæiske Troes-Samfund, der i det Fjerde Aarhundrede blev meget udbredt og navnkundigt over hele 📌Romer-Riget. Saalidt vi nu end her kan indlade os paa at adsprede det Mørke, der indhyller 👤Manes og hans Læres Eiendommelighed, maae vi dog bemærke, deels at denne Persiske Prophet naturligviis staaer i den nøieste Forbindelse med Ny-Persernes Opkomst, og deels, at hans Lærdom aabenbar var en Blanding af Oldpersiske (Magiske) og Christelige Forestillinger, saa Frelsen og Opreisningen, 👤Christus bragde, skulde være den Lys-Kongens (Ormuzds) Seier over Mørke-Drotten (Ahriman), som 👤Zoroaster havde forkyndt og Fædrene ventet. Heraf, seer Man let, det nødvendig fulgde, at han forkastede det Gamle Testamente, som Guddommens gamle Pagt med 👤Abrahams Folk, men her maae vi holde os til, hvad der i Stats-Historien er Hoved-Sagen, at den Mosaisk-Christelige Anskuelse af Menneskets himmelske Byrd og underfulde Opreisning af Faldet ved 👤Jesus Christus, ogsaa i denne Skikkelse gjorde sin Virkning til at hæve og styrke et sjunket Folk. I hvad Forhold han nu stod til 👤Manes, den ny Prophet 👤Mazdak, som vi møde under 👤Nuschirvans Fader 👤Kabades, er dunkelt, men da han, med stort Bifald, udraabde Kvindernes Fællesskab, spaaede han sanddru om Rigets forestaaende Undergang, thi Erfaring lærer, at en saadan Udsvævelse altid giør Mænd til Kvinder og Kvinder til Dyr, og for Øster-Lænderen som ei engang holder sit Fruer-Bur i Hævd, er desuden slet 136Intet helligt. 👤Mazdaks Lærdom var imidlertid ogsaa endeel Perser vederstyggelig, saa, da 👤Kabades antog den, skedte der en Opstand imod ham, og hans Søn 👤Khosru Nuschirvan, som stak sit Spyd i 📌Middel-Havet, og blev berømt i 📌Østen, som 👤Thjodrik i 📌Vesten, var den ingenlunde gunstig. Tvertimod synes 👤Nuschirvan at have sværmet mere for Zend-Troen end for Retfærdighed; thi baade stræbde han med Sværdet at omvende Georgier og Mingrelier, og hans gientagne Storme paa 📌Edessa (📌Orfa) skal have reist sig af Lyst til at giøre 👤Christus til Løgner. Det var nemlig et almindeligt Sagn i 📌Øster-Leden, ei blot at den gamle Kong 👤Augar i 📌Edessa havde skrevet 👤Jesus til og faaet et trøsteligt Svar, men ogsaa, at 👤Jesus med det Samme havde lovet, 📌Edessa skulde være uindtagelig*👤Prokops Perser-Krig II. 12. 26–27. 👤Evagrios Kirke-Historie. IV. 26.. Mod det Ord løb 👤Nuschirvan da Storm, og skiøndt 👤Prokop selv ingen Christen var, kunde han dog ikke undertrykke sin Forundring over, hvor besynderlig den mislykkedes, medens vi maae finde det i sin Orden, at skiøndt Sagnet var ugrundet, Herren dog tog Deel i en Kamp, der gjaldt hans Ære.

👤Nuschirvan sad næsten et halvt Aarhundrede (532–80) paa Thronen, og overlevede altsaa længe sin Byzantinske Med-Beiler, men han fik en ynkelig Død, thi Perser-Navnets Hæder døde med ham.

Han bortreves for Resten ventelig af den gruelige Pestilens, der i hele den sidste Halv-Deel af det Sjette Aarhundrede saaledes huserede i Verden, at kun den Sorte Død og den Indiske Cholera kan sammenlignes dermed. Den bemærkedes først i 📌Ægypten, og udbredte sig derfra ligesom med to Arme over hele den da bekiendte Verden, men ligesom Choleraen, med de besynderligste Spring, Vendinger og Farve-Skifter, saa alle Læger maatte fortvivle om at udgrunde dens 137Veie, end sige da at afværge, standse eller helbrede den. Herom er Græker og Latiner enige, og 👤Evagrios, som selv i sin Opvext giennemgik Pesten, og mistede henimod Alderdommen Kone og Børn deraf, er især et gyldigt Vidne om hvordan Døds-Englen, som den store Verdens-Erobrer, gik med Kæmpe-Skridt frem og tilbage fra 📌Nilen til 📌Ganges og fra 📌Konstantinopel til 📌Herkules Støtter *👤Prokops Perser-Krig II. 22–23. Evagrios IV. 28. Agathias V. 10. Gregor fra Tours IV. 31. V. 34–36. VI. 14. 33. IX. 13. 21–24. X. 1..

Midt under denne Lande-Plage, der, som Et af Dødens Mester-Stykker, ret egenlig fordunklede baade 👤Nuschirvans og 👤Justinians Storværk, fødtes en Mand, hvis Liv vel ikke er at rose, men som dog havde Andet end Død til Øiemed og satte store Kræfter i Bevægelse for at naae det, saa der ved ham virkelig paa en Maade kom Liv i 📌Øster-Leden, og i Historiens Øine er en levende Hund bedre end en død Løve. Manden vi tale om, er naturligviis 👤Mahomed den Store, hvem vi vel pleie at give et mindre velklingende Tilnavn, men skylde unægtelig dette, naar vi maale ham ei blot med 👤Justinian og 👤Nuschirvan, men selv med 👤Alrik og 👤Thjodrik, istedenfor med 👤Moses og 👤Jesus, ved Siden af hvem han, som saamange Stormænd, bliver lillebitte. Vist nok har han selv givet overflødig Anledning til denne for ham høist ufordeelagtige Sammenligning, saa ham er i Grunden ingen Uret skeet, men det er en stor Uret baade mod Forsynet og mod os selv, naar vi, fordi en stor Mand miskiendte sig selv, med Flid giør ligesaa, og ansee det for vor Pligt at nedsætte ham ligesaa dybt under hans virkelige Høide, som han i Indbildningen hævede sig derover; thi ved at udøve denne saakaldte Giengiældelsens Ret, lade vi kun Sandhed bøde for hvad Løgnen forbrød, og slaaes til Straf med Blind138hed baade for Slægtens Bane og Forsynets Spor. Vi maae imidlertid indrømme, at med 👤Mahomed var Fristelsen stor; thi i Kirke-Historien hedder han med Rette den falske Prophet”, saa de der i den har villet redde hans Ære kun har tvættet en Morian og sværtet en Straale-Skikkelse, og i Skolen, hvor Beduinen, der hverken kan læse eller skrive, vil mestre baade 👤Moses og Propheterne, tager han sig uhyre latterlig ud; saa at, til Man lærde at tage Stats-Historien særskildt og i den bestandig blive ved Jorden, maatte nødvendig netop de ædleste og aandigste Historie-Skrivere skildre 👤Mahomed saaledes, at det blev aldeles ubegribeligt, baade hvordan saa ubetydelig en Aarsag kunde have saa forbausende Virkninger, og hvorfor det tillodes Musel-Mændene giennem Aarhundreder at hærge Christenheden, der dog aldrig sank saa dybt, den jo i kirkelig og videnskabelig Henseende var langt mere værd end 📌Chalifatet.

Naar vi derimod betragte det Borgerlige Selskab for hvad det er: en blot jordisk Indretning til fælles timeligt Bedste, men som dog, ved at skiænke en vis Grad af Fred og Frihed, er Betingelsen for alt høiere Menneske-Liv, der ikke, som Eremitens, vil afsondre eller, som Martyrens, opoffre sig, altsaa Vilkaaret for Menneske-Slægtens fremskridende Udvikling; da see vi strax, det var et smerteligt Savn, hvorpaa Christendommen endnu ikke har raadet Bod, da det lille Himmerig paa Jorden, den skabde, var alt længe som forsvundet, og den dannede Verden endnu bestandig, under et tyndt christeligt Slør, det Romerske Tyranni og den hedenske Uteerlighed. Gotherne var opslugte af Uhyret de vilde fælde, men dog selv hemmelig nærede, som Odin af Fenris-Ulven, Franker og Longobarder stræbde af al Magt at barbarisere hvad de havde tilegnet sig, og de andre Tydsk-Nordiske Folk var endnu Hedninger, uden Udsigt til at blive christnede fra 📌Romer-Riget, hvor Man almindelig hver139ken brød sig om fjerne Barbarer eller forstod at tiltale levende Folk.

Hvad Menneske-Vennen under disse Omstændigheder maatte ønske, var vist nok især, at Christendommen dog maatte finde Vei til Folk med usvækkede Kræfter og høiere Sands, hos hvem den kunde udvikle en ny Tingenes Orden, og hvorledes Forsynet sørgede derfor, skal vi snart have den Fornøielse at betragte; men deels trængde Christenheden ogsaa til en aandelig Fiende, der lærde den at føle sin Eenhed og nødte den til at samle sine Kræfter, og deels kunde der i Middel-Alderen ei times 📌Øster-Leden noget Bedre end at ombytte sit daglige Krampe-Slag med Dødning-Dvale i en aaben Begravelse.

Med disse Tanker skal vi giøre vor Udflugt til 📌Arabien, og det store Feldt-Tog med Prophetens Fane, og vil da finde dem ret moersomme og lærerige, uagtet vi ingen Lykke finde at misunde enten Syv-Soverne, Heste-Prangerne eller Kamel-Driverne, der vilde omskabe hele Verden til et Arabisk 📌Paradis, hvori Tomheden er det kiendeligste og Dyrene spille Hoved-Rollen. Under Mussel-Mænd er vi nu alt længe vant til kun at forestille os Tyrker, og føle naturligviis ei synderlig Sympathi med dem der godvillig kun gav os “Døden og Djævelen”, men Araberne var saa langt fra at være Tyrker, at de end aldrig har underkastet sig dem, saa 📌den Ottomanniske Port er kun et forstenet Mindes-Mærke af 👤Mahomeds Rige, og kun den næste Menneske-Alder efter Propheten er et levende Billede af hans Tanke-Gang. Medens det derfor er uhyre fjantet, endog blot med Hensyn paa de kiendelige Virkninger, at ligne Islamismen ved Christendommen, der har en heel nyskabt Folke-Verden til sit Mindes-Mærke, og har samme Kraft til at begeistre i sit Nittende som i sit Første Aarhundrede, saa er dog Islamismen virkelig i sin Oprindelse en aan140dig Kraft, der begeistrede 👤Mahomed og hans Araber, og maatte forekomme alle halv og heel-dyriske Folke-Færd guddommelig. Uagtet derfor Araberne ret egenlig sværmede for Blod-Bad, og stod paa saa fortrolig en Fod med Døds-Engelen, at han, efter deres Forsikkring, bad meget høflig om Forladelse, før han tog Prophetens Sjæl, saa er deres Begeistring dog noget ganske Andet end hvad der lader sig udlede blot af en Kræmmer-Sjæls lumpne Beregninger og af dyrisk Blod-Tørst, og er i alt Fald det Menneskeligste, vi giennem mange Aarhundreder møde paa den store Skue-Plads i 📌Øster-Leden.

Halv-Øen mellem 📌det Røde og 📌det Døde Hav, 📌Euphrat og 📌den Persiske Bugt, er saa vidtløftig, at de Tolv Millioner Indbyggere, Man skatter den paa, kun giver omtrent 250 paa Kvadrat-Milen, eller en Befolkning, som 📌Danmark vilde have, hvis vi kun talde 200000 Sjæle; men den store Ørk, med det uforglemmelige 📌Sinai, kiende vi alt fra Israeliternes Vandring over det Røde Hav, og vil i Forbigaaende erindre at Man i 📌Arabien aldrig glemde den underlige Blottelse af Havets Bund og “Stien i de store Vande”*Diodor III. 39.. Hvad nu 📌Arabiens Millioner tog sig for i gamle Dage, veed Man vel ikke saa lige; men just deraf kan Man slutte, det har til Hverdags-Brug omtrent været det Samme, som de tage dem for endnu, saa i det frugtbare Syden (📌Jemen, 📌det lykkelige Arabien) har de helst strakt dem paa Løibænken, i Duft af Kaffe og Balsam-Træet, medens Man i Norden helst tumlede de ædle Heste og lettede de tunge Vandrings-Mænd i Ørken, eller fordrev Tiden bag Kamelerne paa de lange Kræmmer-Veie til 📌Middel-Havet, til 📌Euphrat og 📌Nilen. Paa disse Veie træffe vi allerede i 👤Jakobs Dage Ismaeliterne, som blandt andre Handels-Vahre bragde 👤Joseph til 📌Ægypten, og det er 141dobbelt mærkeligt, da 👤Mahomed og hele hans Kræmmer-Slægt i 📌Mekka satte en Ære i at nedstamme fra 👤Ismael, 👤Abrahams Søn med den Ægyptiske Slavinde, 👤Hagar, som (efter en berømt Fortolker) betyder Bjerget i Arabien, den store Trælle-Moder*Gal. IV.. Det var nu vel just ikke derfor at Araber-Høvdingen 👤Aretas vilde stækket Vingerne i Tide paa den store Hedning-Apostel *2 Cor. XI.; men Sligt bør dog ikke lades ubemærket, deels fordi Man heraf seer, Araberne stod allerede ved 👤Christi Tid for 📌Damask, og deels fordi saadanne Forvarsler stille Menneske-Livet i et vist poetisk Lys, uden hvilket vi aldrig finde Vei giennem Verdens-Historien.

Spørge vi nu vor gamle Ven og Veiviser i Hedenskabet, 👤Herodot, hvad han vidste om 📌Arabien, da er Oplysningen, han giver os om denne Syd-Rand af hans beboede Verden, vel ikke stor; men dog ikke blot fortæller han os, det var alle de fine Røgelsers og selv Kanel-Barkens Hjem, han lærer os ogsaa, hvad der endnu er langt paalideligere, at Araberne immer har havt deres Styrke i Æventyr, hvoriblandt det om Kanel-Barken udmærker sig. Denne, sagde nemlig Araberne, vidste de ikke selv hvor groede, om ikke der, hvor Bachus var født, men der var visse Fugle, som bygde Reder af den paa ufremkommelige Steder, og dem narrede Man med store Stykker Kiød af alle Slags, som de læssede i Reden, til den faldt ned, og saa tog Araberne Barken og solgde til Phønicerne, et Æventyr, der forklarer sig selv, naar Man veed, Kanel-Barken maatte komme til Søes fra 📌Ceilon og ombyttedes sagtens mest med Levnets-Midler, hvad Man i 📌det lykkelige Arabien fandt var Røver-Kiøb*👤Herodots Thalia 107–13.. Hvor nær Chaldæer142ne var i Slægt med de egenlige Araber, lader sig vel ikke bestemme, men dog giør Man vel i at lægge Mærke til, at baade kalder 👤Herodot 👤Senacherib Arabers (Chaldæers) og Assyrers Konge*👤Herodots Euterpe 141., og tillige see vi af Ebræernes Historie, at Chaldæer og Araber har omtrent været lige nær i Slægt med dem, saa det Syvende Aarhundrede før 👤Christi Fødsel, da 👤Nebukadnezar glimrede, maa ansees for Araber-Timen i Old-Tiden ligesom 👤Mahomeds Aarhundrede i Middel-Alderen.

See vi endelig efter, hvad 👤Diodor fra Sicilien, som ved 👤Christi Fødsels-Tid summede Verdens-Historien op, havde læst om 📌Arabien, da viser det vel ikke stort mere, end at den Ostindiske Handel gik derover, og at Ørken i 📌Norden havde beskyttet det rige Syden mod de store Asiatiske Erobrere; men vi see dog, der var et berømt Tempel, som paa en Maade forenede alle Araberne*Diodor III. 39–47., og vi kan ikke tvivle om, det jo var 📌Kaaba-Templet i 📌Mekka, der selv hos Mussel-Mændene spillede saa stor en Rolle, og som deres Historie-Skrivere fortælle os egenlig først var bygt af 👤Adam efter et Paradisisk Forbillede, men fornyet af 👤Abraham og 👤Ismael.

Langt vissere er det imidlertid, at den ny Arabiske Historie begynder med en Kong 👤Abraham fra 📌Jemen, som vilde forstyrret 📌Kaaba, thi her række Byzantiner og Araber hinanden Haand, saa vi ved at forbinde deres Efterretninger udfinde, at i 👤Justinians Dage var en Jøde kommet paa Thronen i 📌Jemen, som paa det Grusomste forfulgde baade Christne og Hedninger, men blev styrtet af den Christne Konge i 📌Æthiopien, og at siden bemestrede en Romersk Slave, ved Navn 👤Abraham 143fra 📌Adulis, sig Herredømmet*👤Prokops Perser-Krig I. 19–20. 👤Ludolfs Æthiopiske Historie.. Denne Kong 👤Abraham, sige Araberne, bygde i sin Hoved-Stad en prægtig Christen Kirke, der begyndte at tage Søgningen fra 📌Kaaba, men Mekkenserne var snilde nok til at faae 👤Abrahams Kirke besmittet, hvorved den tabde sin Hellighed i Arabernes Øine, og for at hævne sig rykkede nu 👤Abraham mod 📌Mekka, samme Aar som 👤Mahomed blev født; men mistede baade Hær og Liv ved Stene som Sands-Korn, der kastedes ned fra Luften af nogle smaa Fugle eller store Fluer, der førde Døden med sig*👤Gagniers Fortale til Mahomeds Levnet af 👤Abulfeda..

Dette Æventyr skal formodenlig sige, at Kong 👤Abrahams Tog gik overstyr ved Landfar-Soten, der, som sagt, paa den Tid rasede, og har maaskee, ligesom Choleraen, tit havt Fluer til Forbud; men i alt Fald lærer den hele Historie os, at Christne, Jøder og Hedninger havde levet temmelig fredeligt ved Siden ad hinanden i 📌Arabien, indtil henved 👤Mahomeds Tid, da Religions-Krigen begyndtes af en Jøde-Konge og fortsattes af en slet Christen, til et Varsel for dens Udbredelse over al Verden under Arabernes Apostoliske Fane.

📌Mekka ligger i en ufrugtbar Bjerg-Egn, hvor Vandet er dyrt, og dens Indbyggere levede fra 👤Arilds Tid, ligesom nu, af Karavan-Handel og Pilegrims-Reiser. Koreschiderne havde dengang Overmagten og blandt dem var igien Haschemiterne et Slags Ypperste-Præster, som havde Nøglerne til 📌Kaaba. Til denne Slægt hørde ogsaa 👤Mahomed Ben Abdalla, hvis Far-Fader 👤Abdo Motalleb var Kirke-Værge i Kong 👤Abrahams Dage, og ved ham maae vi et Øieblik staae stille, ikke for at falde i Staver over hans Aabenbaringer, thi det overlade vi til Tyrkerne, ei heller for at randsage hans Hjerte, thi det overlade vi bedst til Ska144beren, men for at see, hvad det var for en Tanke-Gang, der tækkedes ham og hvordan han forfulgde den.

Dette er nu vel langtfra at være beskrevet saa klart og paalideligt af 👤Abulfeda, syvhundrede Aar efter Prophetens Død, som 👤Jesu Ord og Gierninger af Øien-Vidnerne, men denne Forskiel er saa langt fra at skade, at den meget mere peger paa det rette Forhold mellem Islamismen og Christendommen, der er som Æventyrets til Historien, hvad der bliver os klarere, jo nøiere vi sammenligne Alkoranen med Bibelen. Man kan nemlig vel sige, og har virkelig tit sagt, at Bibelen var endnu mere æventyrlig end Alkoranen, men det lader sig dog kun paastaae i en tom Ord-Strid, hvori Man glemmer Sagen over Begrebet og Livet over Bøgerne; thi saasnart Man spørger om, hvad for en Livs-Anskuelse der speiler sig i disse “Hellige Skrifter”, da seer Man strax, at den Mosaisk-Christelige er reen historisk og den Mahomedanske uhyre æventyrlig. Man tænke sig nemlig hin saa mythisk og dens Indførelse i Verden saa fabelagtig som Man vil, saa maa man dog tilstaae, at Skabelsen i Guds Billede, Synde-Faldet i Slægtens Barndom, Optugtelsen under Loven, de smilende Udsigter i Spaadommene, med Benaadelsen og Opreisningen i Tidens Fylde, hvorpaa følger et nyt Levnets-Løb og en seierrig Kamp i Aandens Kraft for Livets Krone, dette, der unægtelig er Bibelens Hoved-Indhold, udgiør en sammenhængende Kiæde af Forestillinger om det høiere Menneskelivs Aabenbarelse, Tab og Fornyelse paa Jorden, som, naar Mennesket ved Troen levende kan tilegne sig den, virkelig forbinder ham med Guddommen, og Tiden med Evigheden. Denne Tanke-Række har nu ogsaa alt for megen Lighed med den naturlige Gang i Menneske-Livet fra Barndom til 145Manddom, med Ungdoms-Daarskaben midt imellem, til at den skulde falde os utroelig, og Tiden har viist, at i samme Grad som Man levende optog den i sig, i samme Grad antog Menneske-Livet en ædlere Skikkelse, og forberedtes der en Forklaring af Slægtens Løbe-Bane, som kun 📌Israels Propheter forudsaae. Læse vi derimod Alkoranen, da finde vi vidunderlige Forestillinger Nok om Forholdet mellem Gud og Menneske, Himmel og Jord, Tid og Evighed, deels af Arabisk, deels Jødisk og Christelig Herkomst; men hvad vi aldeles savne, er Følgelighed og Sammenhæng. 👤Adam er vel saa aldeles Guds udtrykte Billede, at Djævelen (Eblis) blev fordømt, blot fordi han ikke vilde tilbede ham, men dog er Guddommen en fra Menneskeheden saa væsenlig adskilt, i sig selv indsluttet, barnløs Enkelthed, at Eblis, som en god Musel-Mand, maatte være lovlig undskyldt. 👤Adams Fald og Udjagelse af 📌Paradis, saavelsom hele Slægtens Vildfarelse, forudsættes vel bestandig, men uden nogen Opreisning eller Fornyelse springer dog Porten til 📌Paradis op for alle Musel-Mænd. Vel er endelig baade 👤Moses (👤Musa) og 👤David store Propheter, og 👤Jesus (👤Isa) født uden jordisk Fader og undtaget fra Døden, og vel har baade 👤Moses og han gjort mange og store Mirakler til Beviis paa deres guddommelige Fuld-Magt; men dog maa man ingenlunde troe, at 👤Jesus er Guds Søn, eller bryde sig om hvad der staaer i Bibelen; thi efterat Allah havde sendt en eller flere Apostler til hvert Folk, for at omvende dem fra Overtro og Vantro, sendte han nu til Syvende og Sidst Araberne 👤Mahomed, som vel ingen Mirakler gjorde, men annammede Alkoranen, som er det største Mirakel, da Allah deri selv har rettet og forbedret alle forrige Aabenbaringer og samlet hvad alle Folk skal være enige om, og lade Resten staae 146ved sit Værd til Opstandelsen og Dommen paa den yderste Dag. See, det klinger ikke blot æventyrlig, men er aabenbar et stort Æventyr, hvori den chinesiske Betragtning af Menneske-Slægten, som en egen Dyre-Art, der forplanter sig uden Frem-Skridt, er ligesaa forvirret sammenblandet med den Mosaisk-Christelige Anskuelse af en fremskridende Udvikling, og en dertil svarende “Guddommelig Husholdning”, som det Gamle Testamente med det Ny, saa det maa synes os umueligt, udenfor Daare-Kisten, at sammenvæve saadanne Hjerne-Spind og derpaa bygge sin Salighed. Erfaringen har ogsaa virkelig lært, at Intet af Slægtens Hoved-Folk kunde døie den Drik, og at selv Araberne snart holdt sig til den korte Troes-Bekiendelse, at Allah er en eenlig Gud, og 👤Mahomed hans Apostel, uden i Livet og Tanke-Gangen synderlig at ændse den Mahomedanske Anskuelse, medens de lagde stor Vægt paa Omskiærelsen og paa tusinde Ting, der enten slet ikke eller dog kun meget løselig er berørt i Alkoranen. Ikke desmindre seer Man dog tydelig, at denne Anskuelse baade hos 👤Mahomed selv, og hos den Araber-Slægt, hans mundtlige Tale henrev og indtog, havde Liv og Kraft til at frembringe verdsligt Stor-Værk og overvinde stærke Lidenskaber, saa vi maae nødvendig slutte, at Æventyret har en egen Aand, som maa kaldes den Arabiske og stiller hele Livet i det fantastiske Lys, der som fra en “👤Aladdins-Lampe” udbreder sig over “Tusind og Een Nat”, andensteds med Rette kaldt de Arabiske Nætter. Men under denne Forudsætning klarer sig da ogsaa hele Trylleriet, thi at de Fantastiske Araber, hvis Maal røber dem, som Semiter, og som altsaa skulde havt deres kronede Dage i Old-Tiden, vilde aandelig spille en Hoved-Rolle i Middel-Alderen og det ovenikiøbet som ufeilbare Reformatorer: som den guddommelige Fornufts Statholdere paa Jorden, 147det er visselig ikke mindre æventyrligt, end 👤Mahomeds Tanke-Gang, men er netop den tilsvarende Yttring af det Arabiske Folke-Liv, som unægtelig selv er et æventyrligt Begreb. Saaledes see vi nemlig 👤Mahomed sammensmelte med sit Folk, og det bliver os kun en Gaade, hvordan baade han og de fik Lyst til at spille den urimelige Rolle og Evne til at spille den saa glimrende. Lysten, som driver Værket, veed vi imidlertid med os selv er en Strømning i det dunkle Hjerte-Dyb, som vi maae lade uforklaret, og det er da kun Anledningen og Evnen det nytter at spørge om; men dog synes os det Hele forklaret, naar vi lægge Mærke til, at alle den gamle Verdens Folk fik en ubetimelig Vidskabs-Alder, som Araberne ei heller kunde undgaae, skiøndt deres Vildskab og Afsondring gjorde, at den baade kom senere, og forefandt langt større Natur-Kræfter end hos Folkene i den store Verden. Vidskabs-Alderen er nødvendig reformatorisk, i samme Udstrækning, som Folkets aandige Syns-Kreds, og hos et Folk, der oprindelig var saa nær beslægtet med Ebræerne som det Arabiske, og var i sin Middel-Alder blevet bekiendt med den Mosaisk-Christelige Anskuelse, er et reformatorisk Anslag paa hele Verden forsaavidt ganske i sin Orden, hvorfor 👤Mahomed heller ingenlunde var den eneste Arabiske Reformator, der opstod i det Syvende Aarhundrede, men kun den Dygtigste. For os er Alkoranen vel et Stymper-Værk, ei blot i Forhold til det Gamle og Ny Testamente, som Araberne vil sætte den over, men selv i Sammenligning med Grækernes og vore egne Bøger; men vi maae huske, den er Arabernes første Bog, og en Saadan i flydende Stil, der ovenikiøbet udtrykde Folkets høieste Forestillinger og ædleste Følelser, maatte nødvendig synes de raa Beduiner himmelfalden, og selv forbause dem af 📌Mekkas Kamel-Drivere, der ei 148havde gjort alt deres aandelige Arve-Gods i Penge, ja, et saadant Værk udspringer kun af en med Besindighed underlig parret Begeistring, der for Forfatteren selv er hemmelighedsfuld, saa 👤Mahomed kunde godt indbilde sig, det var Engelen Gabriel, der hviskede til ham. Saaledes talde 👤Sokrates jo paa det Alvorligste om sin Genius, og vi Silde-Fødninger af Skjalde-Ætten veed godt, der ligger en dyb Sandhed til Grund, saa vi beklage blot, at selv den bedste Arabiske Engel havde en Skrue løs, og at 👤Mahomed var langt fra, som han dog satte sin Ære i, at hytte sig for den Slemmes Indskydelser. Naar vi imidlertid betragte Syv-Stjernen, Moallakat (de syv Mester-Digte), der tindrede over 📌Kaaba, da kan vi ikke nægte, 👤Mahomed svang sig høit over sine nærmeste Forgiængere; thi i disse Arabiske Kæmpe-Viser rækker Begeistringen kun til en ædel, flyvende Hest, en bomstærk, utrættelig Kamel, et tveegget, rosenrødt Sværd og en sortøiet, føielig Skiønhed, saa i poetisk Henseende giælder det om dem Alle, hvad En af de kronede Beduin-Skjalde siger til Ulven: hvad vi møde, det lever vi af, men af os bliver Ingen feed eller rig*Amralkois V. 48–50 i 👤Hartmanns Hellstrahlenden Pleiaden am arabischen poetischen Himmel”..

Hvad nu 👤Mahomeds Levnets-Løb angaaer, da fortælle Byzantinerne, at han havde den faldende Syge og vilde fra Først af kun skjule Skammen ved at udgive Anfaldene for Henrykkelser, og at en forløben Byzantinsk Munk baade sandede det med ham og hjalp ham siden at sammensmede Alkoranen *Byzantinerne Theophanes og Zonaras.; men om end heri skulde være noget Sandt, kan vi dog ingen Vægt lægge paa Folks Efterretninger om Prophetens Liv, som først blev opmærksomme paa ham efter hans Død, ansaae ham for en Djævel, og var selv formeget Hverdags-Mennesker til at forstaae en Mand, 149der i det Mindste ikke havde mange Jævninger i et Aar-Tusinde. Araberne er vist nok hverken mindre partiske eller bedre Menneske-Kiendere, men de bevarede dog omhyggelig hans Kyndingers og især hans elskede 👤Ayeshas Sagn om ham, og sit Mønster, som Man kalder det en Saligheds-Sag at ligne, tillægger Man snarere Lyder end Dyder, som det ikke havde. Man indvende ikke, at Prophetens Ride-Tuur paa det Prophetiske Asen Alborak, fra 📌Mekka til 📌Jerusalem, og derpaa følgende Natte-Vandring giennem de syv Himle, høit over 👤Abraham, 👤Moses og 👤Jesus, fortælles meget troskyldig hos Araberne; thi deels hører det ikke til hans jordiske Løbe-Bane, deels høre vi af 👤Abulfeda, at selv 👤Ayesha skal have sagt, at Propheten rørde sig ikke legemlig af Stedet, men reiste kun i Aanden*Mahomeds Levnet af 👤Abulfeda K. 18–19., og endelig svarer Alborak (Lynet) i en Arabers Mund aabenbar til Pegasos i Grækernes og Sleipner i Vores. At det ogsaa aandelig kun hængde daarlig sammen med denne æventyrlige Himmel-Fart, er vist nok, saa 👤Abubekr fortjende kun slet sit Arabiske Tilnavn “👤det trofaste Vidne” ved at gaae i Borgen for dens Rigtighed, men det er derfor lige historisk sandt og mærkværdigt, at det især var paa dette Æventyr, 👤Mahomed bygde sit Haab og grundede Moskeen.

For Resten melde Araberne, at 👤Mahomed var fyrretive Aar, da Gabriel først aabenbarede sig for ham paa 📌Hara-Bjerget, nær ved den Hule, hvor han pleiede at tilbringe Maaneden Ramadan, og da bragde Engelen ham ved Natte-Tid den første Stump af Alkoranen og lærde ham at læse. Dette meddeelte han strax sin Hustru 👤Khadiga, der i hans Rang-Forordning hørde til de fire fuldkomne Kvinder (de Tre var Kong Pharaos Dronning, 👤Jesu Moder og Prophetens Daatter 👤Fatime), og hun laande villig 150Øre dertil, men bestyrkedes end mere af sin Farbroder 👤Varaka, som havde læst baade Loven og Evangelium, og sagde, at 👤Mahomed var sikkert sit Folks Apostel og ham, 👤Moses havde spaaet om. De næste Tilhængere Propheten fik, var hans Slave 👤Zeid, hans Fætter 👤Ali og 👤Abubekr, og i tre Aar var hans Virksomhed indskrænket til en snever Venne-Kreds; men da fik han Befaling at træde aabenlyst frem, og begyndte med at samle sin Slægt til et Giæste-Bud og spørge, hvem af dem der vilde være hans Vezir (Med-Hjelper) i Apostel-Embedet? Da Ingen vilde svare, tog Knøsen 👤Ali Ordet og sagde: det vil jeg være: slaae Tænder ind, rive Øine ud, riste Maver op, slaae Arme og Been istykker, hvorpaa hele Selskabet brast i Latter og skildtes ad, raabende til 👤Alis Fader, 👤Abu Taleb: nu maa du smukt lystre din Søn*Mahomeds Levnet af 👤Abulfeda K. 7–8..

Fra nu af vidnede Propheten offenlig, at Afguderiet var en stor Vildfarelse, og han selv Allahs visseste Sendebud, men han maatte derfor taale megen Spot og Forfølgelse af Koreschiderne, saa hans Farbroder 👤Abu Taleb, der var Haschemiternes Hoved, og havde Nøglerne til 📌Kaaba, knap kunde frelse hans Liv, og hans fleste Tilhængere maatte flygte til den Christne Konge i 📌Æthiopien. Propheten var imidlertid taalmodig, og den første Eed, han tog af sine Discipler, var kun, hvad siden kaldtes Kvinde-Løftet: ei at give Gud nogen Jævning, ei stjæle, ei bryde Ægteskab og ei dræbe sine spæde Børn; men i sin Apostel-Værdigheds trettende Aar, da 👤Abu-Taleb var død, og hans Liv intet Øieblik sikkert, tog han det høitidelige Løfte af sine Tilhængere fra 📌Yatreb eller 📌Medina ͻ: Staden, som besøgte ham, at de skulde forsvare ham til det Yderste, hvorimod han lovede dem 📌Paradis, hvis de faldt i Striden*Sammest. K. 11–17. 20–21.. Snart saae 151han sig nu ogsaa nødsaget til at søge Medinenserne paa Haand, og denne hans Liv-Vagt fra 📌Medina blev, under Navn af Ansarier (Hjelpere), hardtad ligesaa berømt som Mohagerierne, hans Følge-Svende fra 📌Mekka, saa Ingen tvivler om, de jo sidde til Høibords i hans 📌Paradis *Mahomeds Levnet af 👤Abulfeda K. 22..

Med denne Prophetens Flugt til 📌Medina begynder, som vi veed, ikke blot et nyt Afsnit i hans Levnets-Løb, men en ny Tids-Regning (Hegira) hos alle hans Tilhængere, og vi maae derfor lægge Mærke til, at Flugt-Aaret vel falder 622 efter 👤Christi Fødsel, men er et reent Maane-Aar, som løber hurtigere end vores, saa 1835 skrive de ikke 1213 men 1250–51.

Efterat nu 👤Mahomed havde besluttet at forsvare Aanden med væbnet Haand og gjort Prædike-Stolen til et Høi-Sæde, maae vi betragte ham som en Arabisk Emir, der paa alle Maader søgde at udvide og befæste sit Herredømme, og hermed stemme de Arabiske Efterretninger overeens, som følge ham hvor han farer, paa sin Mule Daldal, med sit gode Sværd Dhulfakar, fra By til By og fra Val-Plads til Val-Plads. Vel var saavel Slagene med Koreschiderne, ved 📌Bedr og 📌Ohod, som Beleiringen af Jøde-Fæstninger, kun ubetydelige Ting i Krigs-Historien, men havde dog den store Følge, at i det Ottende Aar af Hegira, spillede 👤Mahomed Mester i 📌Hedsias, holdt sit Indtog i 📌Mekka, knuste alle 📌Kaabas Billed-Støtter, og rykkede i Marken med tolvtusind Mand, for med eet Slag at knuse alle sine øvrige Fiender*Sammest. K. 27. 31. 51.. Paa et hængende Haar var han nu selv blevet tilintetgjort i Slaget ved 📌Honain, men han holdt Stand, da alle flygtede, kastede Fienden Sand i Øinene, blev Seier-Herre og saae nu snart hele den store Halv-Øe underkaste sig*Sammest. K. 54. 59.. 152Alt i Forveien, sige Araberne, havde 👤Mahomed skrevet baade til Kongen i 📌Persien og til Keiseren i 📌Byzants om at antage Islamismen, og han gjorde nu alvorlige Anstalter til at indtage 📌Syrien, men Araberne havde endnu ikke ret Mod paa saa store Ting og saa lange Reiser, og nu blev Propheten syg og døde, efter hans egen Mening, af en forgiftet Mundfuld Lamme-Kiød, en Jødinde for nogle Aar siden havde givet ham og som han vel strax havde spyttet ud, men følde dog bestandig Virkningen af*Alkoranen Sura 9 (👤Sales Oversættelse). Mahomeds Levnet af 👤Abulfeda K. 45. 57.. I sin sidste offenlige Tale, da han følde Enden nærme sig, sagde han til Folket: har jeg hudflettet Nogen, da giøre han Giengiæld paa min Rygg, har jeg talt ilde om Nogen, da bagtale han mig, har jeg faaet uretfærdige Penge, da kræve Man mig, og da han efter Bønnen vilde fare fort med Talen, kom der En og krævede ham for tre Drachmer, som han strax betalde med de Ord: det er bedre at have Skammen i dette Liv end i det Tilkommende*Mahomeds Levnet af 👤Abulfeda K. 61..

👤Mahomed gik i sit 63 Aar, da han døde (632) og blev begravet i sit Huus i 📌Medina, efterladende sig ingen Børn uden 👤Fatime, som var gift med 👤Ali og fulgde ham snart i Graven, men han efterlod sig ni Hustruer, foruden en Koptisk Frille, og deriblandt 👤Abubekrs Daatter 👤Ayesha, som han ægtede halvvoxen og bar meest Yndest for*Sammest. K. 64. 67–68..

Propheten var af middelmaadig Høide, med stort Hoved, hvis Haar blev aldrig graat, tykt Skiæg, frisk Farve, stærke Lemmer og en Knude, som et Due-Æg, mellem Skuldrene, der var hans “Prophetiske Seigl”. For Resten havde han en giennemtrængende Forstand og en ypperlig Hukommelse, var snarere taus end snaksom, men immer mild og sig selv mæg153tig, holdt strængt over Ret og Billighed mod Alle, var god ved de Fattige og ærede aldrig Nogen for hans Rigdoms Skyld. Med sin Venlighed indtog han Folk, og med sit Følge levede han paa en meget fortrolig Fod, hørde med stor Taalmodighed paa hvem der vilde tale med ham og behandlede aldrig Nogen haanlig. Han besøgde jævnlig sine Følge-Svende og snakkede med dem om verdslige Ting, han malkede selv sine Faar, sad paa Gulvet og syede sine Sko og bødte sine Klæder, og der kunde imellem gaae en heel Maaned, der var ikke Ild paa hans Skorsteen, mens al hans Føde var Dadler og Vand*Mahomeds Levnet af 👤Abulfeda K. 65–66..

Saalidt som nu alt dette vilde forslaae til at hjemle 👤Mahomed Rangen af en Guds Apostel baade til “de Sorte og de Hvide”, som Araberne tillægge ham*Sammest. K. 7., ja, saalidt selv Endeel deraf lod sig forene med sand Gudsfrygt og virkelig Oplysning, saa er denne Arabiske Emir dog unægtelig en Fugl Phønix mellem de Østerlandske Despoter i det Syvende Aarhundrede. At han med en Beduin-Samvittighed lovede 📌Paradis for Røver-Kiøb, bliver hans egen Sag, men at han overtalde Beduinerne til at troe, der var baade et 📌Paradis og et Helvede til i det Usynlige, som skulde tages langt meer i Betragtning end alt det Øiensynlige, det var en Helte-Gierning, som han maa berømmes for; thi Saracenerne, som alt længe havde været de bedste lette Tropper baade i den Persiske og den Byzantinske Leir, maatte, saasnart de fik Øinene op, spille Bas i 📌Østen og vilde uden Islamismen været som Hunnerne. At han foreskrev sine Undersaatter en Troes-Bekiendelse, hvis Rigtighed han indestod for med sit Sværd, det var et Tyranni, han havde tilfælleds med Keiserne i 📌Konstantinopel, fra 👤Konstantin den Store til 👤Justinian og fremdeles, men mod en taalelig Afgift tillod han dog baade 154der og Christne og alle af ham saakaldte Bog-Folk”, der ei bedrev aabenbar Afguds-Dyrkelse, at blive hvad de var. Havde de Christne i 📌Østerleden været levende, kunde det vel ikke hjulpet dem, hvor det var Majestæts-Forbrydelse at kalde 👤Mahomed en falsk Prophet, men da de virkelig var blevet et Bogstav-Folk ligesom Jøderne, fandt de aabenbar langt mere Samvittigheds-Frihed under 👤Mahomed og hans Efterfølgere end under de Persiske Konger og Byzantinske Keisere. At nu endelig 👤Mahomeds Moral ikke blot stod langt under den Christelige, men var uhyre løs og føielig, det seer Man allerede paa hans Fruer-Bur, men hans Lovgivning var anderledes baade klog og menneskelig end Romer-Retten. I denne fordrer nemlig Keiseren, at alle hans Undersaatter, trods hans afskyelige Exempel, skal være christelige Dyds-Helte, medens den Arabiske Emir kun forlanger, at Alle skal være ligesom han, og undskylder sig ordenlig, fordi han af særdeles Grunde ikke, som alle de Andre skal, nøies med fire Koner*Alkoranen (👤Sales Oversættelse) Sura 4. 33..

Al denne Beduinske Storhed vilde nu vel neppe frelst 👤Mahomed fra at nedsynke i Glemsel til de mange Arabiske Emirer, der sagtens i deres Dage gav Halv-Øen Love, dersom hans Efterfølgere (Kalipherne) ei havde udstrakt deres Krog-Kiep som et Septer over en stor Deel af Christenheden, hvor Dannelsen var for indgroet til at lade sig udslette, og trods al sin Udartning mægtig nok til at indtage Araberne, saae de lagde sig efter boglig Konst, og fik i det Mindste, ligesom Romerne, Ord for at være Discipler, som overgik deres Mester. Kun derved er ogsaa Alkoranen kommet til os, ikke som Hinduernes Vedas og Persers Zendavest, indhyllet i et uigiennemtrængeligt Slør, men som den Arabiske Talmud, der i Indhold, saavelsom Tids-Følge, slutter sig nærmest til den Babyloniske; men 155Arabernes Herrefærd var ligesaalidt tilfældig som deres Videnskabelighed; thi begge Dele udsprang af Aanden, der i 👤Mahomed kom til Bevidsthed. Derfor, skiøndt det kun er et Arabisk Æventyr, at alle de fjorten Taarne paa 👤Nushirvans Palads styrtede og den hellige Ild slukdes, den Nat 👤Mahomed blev født, kan der dog ingen Tvivl være om, at han i Aanden saae baade den Persiske og Byzantinske Throne styrte for sit Banner, thi det var aabenbar hans Aand, der hvilede paa de Muselmanske Helte.

Til disse Helte kan vi imidlertid ikke regne nær saamange som Araberne, thi det gik naturligviis 👤Mahomed, som alle Hverdags-Propheter og selvgjorte Apostler, at hans aandelige Indflydelse egenlig kun strakde sig til hans Samtidige, som saae og hørde ham, hvilket Araberne selv maae have følt, siden de skille dem fra alle Andre, under Navn af Prophetens Følge, som efter deres rundeste Regning løber op til 124000*Mahomeds Levnet af 👤Abulfeda K. 72..

Blandt disse udmærke sig nu igien deels Prophetens fire Efterfølgere: 👤Abubekr, 👤Omar, 👤Othman og 👤Ali, deels Feldt-Herrerne 👤Khaled med Tilnavn “👤Guds Sværd” og 👤Amru, og endelig 👤Abu Sophian, Ommiadernes Stam-Fader, med hvilke den Arabiske Helte-Tid stod og faldt! De var Alle Koreschider, men kun 👤Abubekr og 👤Ali var Haschemiter, og 👤Abubekr, som desuden var Fader til Dronning 👤Ayesha med Tilnavn 👤de Troendes Moder”, havde den Lykke at blive Prophetens umiddelbare Eftermand, uden at Man veed, hvad der egenlig var 👤Mahomeds Tanker om Thron-Følgen i det besynderlige Rige, hvor ingen Apostel maatte opstaae efter ham og Alt dog skulde afgiøres med Apostolisk Myndighed. Det saae derfor ogsaa ud til at det Hele vilde opløst sig ved hans Død; thi 👤Moseilama, hans farligste Medbeiler til Apostel-Vær156digheden, som ogsaa havde skrevet en Bog, stod i 📌Jemen med en betydelig Styrke, og da Araberne saae, at 👤Mahomed ikke blev optaget som 👤Isa, men døde som andre Stakler, da leed de Fleste Skibbrud paa Troen og selv Mekkenserne vaklede kiendelig*Mahomeds Levnet af 👤Abulfeda K. 62., men snart vendte dog Bladet sig, 👤Moseilama faldt i Slaget ved 📌Akria og hans Bog forsvandt med ham, Alt underkastede sig, og 👤Abubekr følde sig stærk nok til paa een Gang at forkynde Kongen i 📌Persien og Keiseren i 📌Byzants aaben Feide *Sammest. K. 73. Anmærkning. 👤Ockleys Araber-Historie I. 14–17..

Disse 📌Asiens Hoved-Magter havde, som vi veed, længe gjort deres Bedste for at ødelægge hinanden, og nød Begge i den sidste Krig, de førde sammen (611–28), den tyranniske Glæde at drømme, det lykkedes; thi først trængde Perseren 👤Khosru den Anden med Ild og Sværd seierrig frem lige til 📌Middel-Havet, 📌Karthago og 📌Hellespont, men derpaa vendte Bladet sig i Hegiras første Aar, saa Byzantineren 👤Heraklios sankede Laurbær ved 📌Tigris, og 👤Khosru skjalv i sin Hovedstad. Den der seirede sidst var naturligviis den, Araberne, for at spille Mester, maatte først angribe med Efter-Tryk, og derfor skrev 👤Abubekr til alle Muselmænd: jeg agter at sende jer til 📌Syrien for at udrive Landet af de Vantroes Hænder*Ockley I. 22..

Som sagt, saa gjort, 👤Khaled, der havde fægtet mod Propheten ved 📌Ohod, men havde omvendt sig saa tidlig, at han hjalp ham ved 📌Mekkas Indtagelse, og vandt udødelig Ære ved 📌Akria *Mahomeds Levnet af 👤Abulfeda K. 31. 48. 51. 53. Ockley I. 12–17., blev snart en Skræk for Byzantinerne, 📌Bostra faldt, 📌Damask ligeledes, og vel faldt 👤Abu157👤bekr, langt fra Striden, med det Samme, men 👤Omar var ikke mindre opsat paa 📌Syriens Erobring, og det store Slag (636) ved 📌Yermuk (nær ved 📌den Galilæiske Sø) gjorde Sagen klar. I har 📌Paradis for jer, sagde 👤Khaled til Muselmændene, men Djævelen og Helvede i Ryggen, og derefter rettede de sig, uden at ændse, hvormange tusind Øine Seiren kostede*Ockley I. 221–42.. Næste Aar faldt 📌Jerusalem i deres Hænder, Kaliphen 👤Omar red selv fra 📌Medina som en Beduin, med sin Madpose og sin Vand-Flaske, paa en rød Kamel for at holde sit ydmyge Indtog i 📌den hellige Stad, grundede en Moskee, hvor Man tænkde 📌Salomons-Templet havde staaet, og gav de Christne Brev paa en tarvelig Samvittigheds-Frihed, naar de Ingen vilde omvende og Ingen hindre fra at blive Muselmand*Ockley I. 243–64.. Nu prøvede vel 👤Heraklios selv at standse Strømmen, men forgiæves. 📌Syriens Hoved-Stad og Christen-Navnets Vugge, 📌Antiochien, gik samme Vei som 📌Damask og 📌Jerusalem og Byzantineren opgav 📌Syrien *Ockley I. 304–15.. Siden det gik saa godt, sendte 👤Omar nu den kiække 👤Amru, der, ligesom 👤Khaled, alt i Prophetens Dage af en fnysende Fiende var blevet en trofast Ven, med en Hær til 📌Ægypten, som snart underkastede sig, thi Kopterne, som endnu udgjorde Mængden, var Kiættere i Keiserens Øine og sluttede derfor gierne Venskab med Araberne, og skiøndt 📌Alexandrien var 📌Konstantinopels Fadebur, synes dog den modfaldne 👤Heraklios ei at have vovet det Mindste derfor*Ockley I. 344–58.. Ved denne Leilighed siger Man, det store 📌Alexandrinske Bibliothek gik i Lyset og tjende til at hede 4000 Badstuer i et halvt Aar, men da Alexandrineren 👤Eutychios, som udførlig 158har beskrevet Stadens Indtagelse, ei melder et Ord derom, og Rygtet først efter Aarhundreders Forløb spores i en enkelt Bog, synes det at være en Fabel*Ockley I. 359–61. Gibbon K. 51..

Paa otte Aar havde Araberne saaledes gjort sig til Herrer over 📌Syrien og 📌Ægypten, hvorpaa de lagde sig en Flaade til, havde Lykken med sig til Søes som til Lands, indtog 📌Kypern og 📌Rhodos, angreb syv Aar i Træk 📌Konstantinopel og opgav ikke Anslaget paa Keiser-Staden, før (672) den saakaldte “Græske Ild” opfundet af 👤Kallinikos fra 📌Heliopolis gav dem en følelig Forsmag paa Helvede*Byzantinerne Kedren og Zonaras..

Fuldkomnere endnu lykkedes Perser-Krigen, saa allerede under 👤Omar blev Hovedstaden indtaget, umaadeligt Bytte gjort og det siden saa berømte 📌Bassora grundet, og under den tredie Kaliph, 👤Othman Affans Søn, som havde været Prophetens Haand-Skriver, fuldendtes Erobringen*Ockley I. 122. 264. 376..

Her har vi Omridset af Arabernes Helte-Gierninger i den første Menneske-Alder efter 👤Mahomed (632–60), som derpaa tog en sørgelig Ende med hans Vezir 👤Alis Fald. Denne 👤Abu Talebs Søn, Prophetens Yndling fra Barns-Been og gift med hans Daatter 👤Fatime, staaer virkelig i Historien som hans Skygge, forbigaaet baade ved 👤Abubekrs, 👤Omars og 👤Othmans Valg, enten fordi han var ligegyldig ved Høiheden, eller fordi han ikke turde binde an med 👤Ayesha, som var Arabernes Orakel, og bar et bittert Nag til ham. Da imidlertid 👤Othman, som ogsaa havde lagt sig ud med 👤Ayesha, var myrdet i et Oprør (655), lod 👤Ali sig dog udraabe til Kaliph, men kun som for at lade Skæbnen klarlig vise, at nu var Prophetens Tid forbi. Det blev derfor ikke 👤Ayesha, der styrtede ham, thi vel gjorde hun 159strax Opstand, men blev fanget i Slaget ved 📌Bassora og maatte slaae sig til Ro*👤Ockleys Araber-Historie II. 17–47., men Prophetens arrige Fiende 👤Abu Sophian, der ved 📌Mekkas Indtagelse kun paa Skrømt blev Muselmand, havde efterladt en kiæk Søn, ved Navn 👤Moaviah, som var Statholder i 📌Syrien og lod med Held Sværdet dømme i den gamle Trætte*Sammest. I. 375. II. 5. 10. 15–16.. Vel kom han til Kort i Slaget, men da saa tre Muselmanske Sværmere (Karegiter) besluttede paa een og samme Dag at myrde baade 👤Ali og 👤Moaviah med forgiftede Sværd, da fik kun 👤Ali Bane-Saar, og 👤Abu Sophians Søn anmassede sig 📌Kaliphatet, uden at bryde sig enten om 📌Mekka eller 📌Medina, Prophet eller Alkoran *Sammest. II. 52. 72–78..

👤Moaviah tog sit Sæde i 📌Damask og 👤Abu 👤Saphians Æt (Ommiaderne) beholdt 📌Kaliphatet henved et heelt Aarhundrede (660–750), men de tog Hoffet i 📌Byzants til Mønster, saa her vilde slet Intet være om dem at sige, dersom ikke Musel-Mændene i deres Dage havde indtaget 📌Nord-Afrika og 📌Spanien.

Det ulykkelige 📌Nord-Afrika, som efter et Vandalisk Aarhundrede havde havt et Byzantinsk, var allerede under 👤Othman hærget og plyndret af en Araber-Sværm, og nu da Kalipherne efter Helte-Tiden vilde fortsætte Erobringerne, blev det i hele halvtredsindstyve Aar et Tvistens Æble mellem dem, Byzantinerne og indfødte Barbarer (Berber), indtil hardtad hvert Spor af Christendom, Dannelse og Velstand var udslettet. Berber-Dronningen 👤Kahina skal, efter Arabernes Sigende, ret med Flid have ødelagt Stæderne, hvis Pragt og Rigdom hun meende, var det Eneste, der lokkede de Fremmede; men 👤Gibbon anmærker rettelig, at hun giennem Aarhundreder havde havt gode Forgiængere, og 160📌Karthagos Ødelægger 👤Hassan Ben Naman var i det Mindste en flink Med-Arbeider. Denne 👤Hassan og hans Eftermand, 👤Musa Ben Nasir, var det, som paa Overgangen fra det Syvende til det Ottende Aarhundrede fuldendte 📌Nord-Afrikas Erobring og hævede Araber-Byen 📌Kairvan (i det gamle 📌Kyrenes Nabolag) til Landets Hoved-Stad*👤Cardonnes Historie af Afrika og Spanien under Araberne I. 9–55. Gibbon K. 51..

Hvor meget lettere 👤Musa og hans Forløber 👤Tarik slap til 📌Spanien, har vi i Vest-Gothernes Historie allerede seet, og at der i denne Afkrog af 📌Kaliphatet snart (755) reiste sig et selvstændig Rige under 👤Abderahman Ben Moaviah, en Ommiade, der lykkelig undgik det store Blod-Bad, hvormed Prophetens Slægt omsider hævnede sig paa 👤Abu Sophians, det kunde siden tidsnok i Forbigaaende meldes, men Musel-Mændene i 📌Spanien (sædvanlig kaldt Mohrer) fik en egen Historie, som kræver Opmærksomhed. Her traf nemlig 👤Mahomeds Tilhængere Folk for sig, der i Grunden var stærkere end de, og som ikke blot tilbad 👤Christus, men troede virkelig paa ham, saa her fandt Islamismen, saavelsom Pest-Vinden (Samum) fra 📌Arabiens Ørk, sine Grændser, og der opstod en Vexel-Virkning mellem de Østerlandske og de Nordiske Udflyttere, der nødvendig maatte være æventyrlig, og bidrog ikke lidet til at give Ridder-Tiden det Fantastiske Sving og den Romantiske Dunkelhed.

Da Araberne ved deres Ankomst til 📌Spanien endnu var i deres Raahed, og Spanierne ved Undertvingelsen tabde om end ikke al deres Dannelse, saa dog for en Tid baade Modet og Midlerne til at skrive Historie, veed vi kun lidt om deres indbyrdes Forhold og Kamp i de første Aarhundreder, og vil kun bemærke, at den 👤Pelagio som fra det Tolvte Aarhundredes Spanske Krøniker er smuttet 161ind i alle vore Haand-Bøger, som Mærkes-Manden mod de Vantroe, er Spanieren 👤Isidor fra 📌Badaioz ligesaa ubekiendt som Araberne, og ventelig myntet paa fri Haand af den 👤Baleg eller 👤Belg, de Alle kiende, som en Anfører for de Ægyptiske Tropper i 📌Nord-Afrika, der flygtede fra Berberne over til 📌Spanien og gjorde der meget Ustyr *👤Isidors Aarbog. 👤Condes Spansk-Arabiske Historie (hos Rutschmann) I. 98..

En af de tyve Emirer, der i mindre end 40 Aar fortrængde hinanden i det ulykkelige Land, som Arabiske, Syriske og Ægyptiske Røvere sloges om, nemlig 👤Abderahman Ben Abdalla har derimod faaet et Navn i Verdens-Historien, ved at falde ind i 📌Frankrig og blive liggende der, skiøndt Araberne kalde hans Nederlag kun lidet mod det, hans Formand 👤Alsama leed ved 📌Toulouse 721*Conde I. 70..

Hvad nu 👤Abderahmans berømte Tog angaaer, da skylde vel de Frankiske Krøniker Hertug 👤Eudo i 📌Aqvitanien for at have været en Forræder, men af Overeenstemmelsen mellem 👤Isidor og Araberne see vi, det var meget mere Musel-Manden 👤Othman Ben Neza (👤Isidors 👤Muneza) der havde forbundet sig med de Christne og ægtet Hertug 👤Eudos deilige Daatter. Denne Skam-Plet paa det blanke Alfaruk (👤Mahomeds Skjold) skyndte 👤Abderahman sig at afvaske med 👤Munezas Blod, og sendte den Franske Skiønhed, som Musel-Manden havde elsket høiere end sit Liv, til Kaliphen 👤Hixem Alvalids Fruer-Bur *👤Isidors Aarbog. Conde I. 81–90.. Derpaa slog Emiren Hertug 👤Eudo tilbage (732), trængde rask frem og stod just paa Nippet at bemægtige sig 📌Tours med alle 👤den hellige Martins Skatte, da 👤Karl Martel, hvem Ara162berne kalde Kong 👤Kaldo, stillede sig i Gabet med Franker-Hæren, og beholdt ikke blot, efter et haardnakket Slag, Val-Pladsen med Emirens Lig, men satte saaledes Skræk i de Vantroe, at de om Natten flygtede fra deres Leir og tabde Lysten til at gaae over Alborta (📌Pyrenæerne) og brydes med Afrank. At der i dette Slag faldt Muselmænd i hundredtusind Tal, er for Resten saa langt fra, at Man godt seer, det var kun Mod, de manglede, til næste Dag igien at bestorme de Christnes Fylking, som 👤Isidor derfor ikke ueffen ligner ved “Nordiske Iisbjerge” der kiølede godt den Arabiske Brynde.

Med dette Stor-Værk træde unægtelig Frankerne ind paa den store Skue-Plads, som Christenhedens Lande-Værn, og minde os om at sige 📌Øster-Leden Farvel indtil videre, hvad vi da ogsaa gierne giør, saa kort som mueligt.

Det var Haschemiten 👤Asefah, Ætmand af Prophetens Far-Broder 👤Al Abbas, der styrtede Ommiaderne (750), hans Eftermand 👤Al Mansur grundede det berømte 📌Bagdad, der blev Abassidernes Hoved-Stad, og ved Slutningen af det Ottende Aarhundrede gjorde 👤Harun Al Raschid en vis Opsigt i Verden, der dog ingen Ting var imod den samtidige Keiser 👤Karl den Stores. I Abbasidernes Dage var det, endeel Araber begyndte at dyrke Videnskaberne, men det vil dog kun sige: de lærde Græsk, oversatte endeel Bøger derfra paa Arabisk, skrev daarlige Krøniker og stræbde endelig at bygge et Philosophisk System af 👤Aristoteles og Alkoranen, hvad der bekom Islamismen omtrent som de Tyrkiske Leie-Tropper, hvormed Abbassiderne omgav deres Throne.

Kaste vi nu et Blik paa 📌det Byzantinske Rige, som Araberne i det Syvende Aarhundrede indskrænkede til 📌den Thrakiske og 📌Natoliske Halv-Øe, med en Stump 163af 📌den Apenninske, da er det Vigtigste, vi see, at disse Stumper netop udgjorde hvad der ved fælles Sprog og Dannelse hængde naturlig sammen, og maatte ganske anderledes støde Araberne fra sig end 📌Syrien og 📌Ægypten. Hertil kommer, at saasnart den Arabiske Begeistring var slukket, maatte ikke blot den Græske Ild men alle Ruinerne af den Græske Storhed sætte Byzantinerne istand til med Held at forsvare sig mod Musel-Mændene, som mod andre Barbarer, saa Grunden hertil maa slet ikke søges hos de Byzantinske Keisere, som næsten Alle var Uslinger og kun meer eller mindre afskyelige Tyranner.

👤Heraklios, en Statholders Søn i 📌Afrika, som afløste Blod-Hunden 👤Phokas, havde sin Nød med Perserne og fik Skam af Araberne, beholdt selv Thronen en heel Menneske-Alder (610–40) og Ætmænd paa den Aarhundredet ud (til 711), men disse Heraklider udmærkede sig kun ved at skiære Næse og Øren af hinanden, og Skrabe-Kagen, 👤Justinian den Anden, var baade med og uden Næse et af de ækleste Dyr under Solen.

I det Ottende Aarhundrede (717–97) stod den Isauriske Æsel-Driver 👤Leo og hans Æt for Styret, og med dem pleie de Protestantiske Historie-Skrivere at giøre en Undtagelse, naar de sværte Byzantinerne; men at de er ene om det, viser strax, det maa være Partiskhed, og saa naturlig den for Øieblikket er os alle, giør vi os dog kun latterlige ved at vise den i Historien. Sagen er nemlig, at de Isauriske Keisere, og især den Midterste, 👤KonstantinMøgtold (👤Kopronymos), som rasede hele tredive Aar, var svorne Fiender ad Kirke-Billeder, Helgen-Levninger, Munke og Alt hvad vi pleie at kalde Papisteri, og skiøndt vi nu ikke kan nævne noget Godt, de var Venner ad, eller vise, at Papisteri bedre end andet 164aandeligt Ukrud lader sig udrydde med “Ild og Sværd,” som var de Isauriske Reformatorers eneste Vaaben, saa synes vi dog, de var nidkiære Sandheds-Vidner, som Man maa rose og, saavidt mueligt, holde deres afskyelige Tyranni tilgode. Denne Tanke-Gang behøver imidlertid kun at blive klar, for at dømme sig selv, og vi skulde derfor lade Isaurerne ligge hos de nysnævnte Heraklider uændsede, dersom deres Billed-Storm ikke havde gjort Opsigt over hele Christenheden og fundet saa almindelig Modstand, at den ved første Øiekast maa synes uforklarlig. Kun derfor maae vi giøre opmærksom paa dens Sammenhæng med Islamismen, som en dødfødt Reformation, der havde sit kirke-historiske Moder-Skiød i et dunkelt Kiætteri fra det Syvende Aarhundrede, meget omtalt under Navn af Paulicianismen. Den samme drengeagtige Selv-Klogskab, der indbildte 👤Mahomed, han havde slugt al Viisdom, yttrede sig ogsaa hos disse Kiættere i 📌Armenien, 📌Syrien og 📌Lille-Asien, men var dog alt for svag til paa een Gang at trodse alle Levninger af aandelig Følelse og Middel-Alderens naturlige Drift til at forvexle det Synlige med det Usynlige, saa her vilde Man neppe lagt Mærke til det urimelige Indfald, naar det ikke i de Isauriske Keisere og deres haandfaste Landsmænd havde faaet saa frygtelige Apostler. Den sidste Isaurers Moder, Keiserinde 👤Irene fra 📌Athenen, samtidig med 👤Karl den Store, stillede endelig saa nogenlunde Billed-Stormen, som saa ganske havde sin Tids Aandelighed imod sig, at baade det Ottende Aarhundredes Lys: 👤Johannes fra 📌Damask og alle de Byzantinske Skribenter forsvare Billederne og fordømme Isaurerne, som Muselmænd i Hjertet og langt værre end de i umenneskelig Grusomhed. Vist nok paastod især den første 👤Leo, at han havde dyb Ærbødighed for de Personer, hvis Billeder han beskiæmmede; men da en berømt Munk, efter samme Tanke-Gang, traadte paa Keiserens Bryst-165Billede, blev 👤Leo saa rasende forbittret, at det er klart, han vilde i det Mindste siden vist have skaanet Billederne af hvem han virkelig ærede!