Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Haandbog i Verdens-Historien. Anden Deel

Saameget om Udeladelserne, der for Resten, i Sammenligning med andre Haandbøgers Tragten efter Fuldstændighed, er saa mangfoldige, at de ei her kan opregnes end sige forsvares, og komme vi nu til Kilde-Valget og Kilde-Brugen, da er Opgaven netop i Middel-Alderens Historie saare vanskelig, og udkrævede, for ret at løses, enten endeel For-Arbeider, som end fattes, eller langt flere Kundskaber og langt mere Tid og Flid, end Man kan vente af en enkelt Mand, saa jeg kan blot sige, at jeg har anvendt Alt hvad jeg havde og næsten mere Tid end jeg kunde paa at finde og benytte de bedste Kilder. Allerede i min Ungdom vedgik jeg, at en Verdens-Historiker egenlig skulde kunne alle Sprog og have læst alle Bøger, men forlangde ogsaa billigt Hensyn taget paa Umueligheden deraf, og paa 👤Johannes Müllers Mis-Greb, der anvendte hele sin Tid paa Forberedelsen, saa han fik ingen til Udførelsen, og den Læse-Verden, der virkelig ønsker sig universalhistorisk Oplysning og Vidskab, maa naturligviis ønske, at vi heller, ved at give Udbyttet af vore ufuldendte Studier til Priis, udsætte os for endeel Irettesættelser, end at vi tage det med os i Graven. Hvad Man i denne Henseende VIIkan fordre af os, er kun, at vi skal være forholdsmæssig dygtige til det store Værk, vi fuske paa, og ved aldrig at nævne andre Kilder, end dem vi virkelig har brugt, giøre det, let baade for Venner og Fiender, baade for Misundere og Medhjelpere, at opdage vore Feil og Mangler, saa Hine i en Hast kan rettes og Disse afhjelpes. Naar belæste Folk for Resten her finde en Sag anderledes fortalt end ellers, da vil det sædvanlig komme deraf, at kun faa Skribenter har saa gode Historiske Bog-Samlinger til Tjeneste som vi Kiøbenhavnere, og at det er blevet en indgroet Uskik af ældre og nyere Beretninger selv at sammensætte en Fortælling, som ellers ingensteds findes, hvorimod jeg strængt har villet holde mig til den Efterretning, som Tid og Sted og Omstændigheder giør troværdigst. Først paa denne Maade kan nemlig Kilde-Brugen blive til virkelig Nytte og Oplysning, medens Man kun skuffer baade sig selv og Læseren, ved vel at anføre de bedste og nærmeste Efterretninger, men dog i Fortællingen sammenblande dem med egne Giætninger eller med Udladelser af Andre, der, efter Omstændighederne, umuelig kan afhjemle deres Ændringer. Dette Uvæsen har imidlertid under Romer-Aaget taget saaledes Overhaand, at de Fleste mene, Man ikke blot med god Samvittighed kan, men skal og maa, til Oplysningens Fremme, rette eller beklippe og udfylde overtroiske eller barbariske Vidners Udsigende, enten efter eget Skiøn, eller dog efter Andres, der, om end langt borte fra Begivenheden, dog baade tænkde og skrev mere classisk. Selv 👤Sismondi, den ædle Genfer af Pisansk Herkomst, der dog har mærket Uraad hos Classikernes Abekatte og lægger særdeles Vægt paa Samtidighed og Nærværelse hos Hjemmels-Mændene, kan dog ikke bare sig for alt imellem at rette eller forbedre 👤Malaspinis eller 👤Villanis Efterretninger efter 👤Machiavell, der et Par hundrede Aar senere gjorde Vind i Historien med hvad han stjal fra de Gamle.