↩ 311 (US7) I Midten af det Trettende Aarhundrede, denne store Vende-Punkt i Middel-Alderens Historie ligefra 📌Hekla til 📌Ætna, kunde det ikke falde 👤Ludvig den Hellige (1226–70) vanskeligt at sætte Skik paa det ny 📌Franke-Rige, og da han baade uden al Sammenligning var den Bedste mellem 👤Carl den Store og 👤Henrik den Fjerde, og blev i femhundrede Aar godvillig dyrket som Landets Skyts-Helgen, kan vi ikke tvivle om, at hans ►Stats-Konst jo baade var folkelig og var den bedste, der paa Tid og Sted lod sig med Held anvende. Thronens Glands og Kirkens Lov-Tale, med Skin af den strænge Ret og Retfærdighed, maae vi altsaa troe, har i Franskmændenes Øine været det “almindelige Bedste”, thi derpaa stilede alle Kong 👤Ludvigs Foretagender og understøttedes paa det Kraftigste af de Latinske Jurister, som i hans Dage med glimrende 603Bifald satte “Romer-Retten” i Kraft*👤Sismondis ►Franske Historie VIII. 61–117.. Den Franske Konge blev imidlertid herved de gamle Romerske Keiseres udtrykte Billede, og naar Fyrster over andre end Slaviske eller Romanske Folk tog ham til Mønster, kom de derved naturligviis i Modsætning til Alt hvad der i deres Riger var fribaarent og folkeligt, og ramde da ingenlunde der det almindelige Bedste. Desuagtet blev det Franske Væsen i Tidens Løb ei blot efterlignet men lovsunget i alle Lande, og det med en vis Nødvendighed, fordi ligesom den sidste virkelige Greve af 📌Provence, 👤Raimund Berengar, havde fire Døttre, der alle bleve Dronninger (i 📌Frankrig og 📌Neapel, 📌England og 📌Tydskland *Sammest. VII. 134. 38. 287. 334., saaledes blev den Provencalske Dannelse og Smag ogsaa den herskende lige til Reformationen, og afløstes derpaa af den Parisiske, hvis Herredømme, Man veed, var ikke mindre fransk men anderledes vist og varigt end 👤Napoleons.