Grundtvig, N. F. S. Haandbog i Verdens-Historien. Anden Deel

Fortale.

✂ Middel-Alderens Historie efter de bedste Kilder maa vel kaldes et Værk, der bringes seent tilveie, saa naar denne Bog fører saa stor en Titel, da maa dens Forfatter enten være meget indbildsk eller giøre Regning paa ►billige Læsere, saa ►billige, at ►tage de ►end ikke den blotte Villie i Gierningens Sted►, glemme de dog gierne ⓘ hvadhvad] GV, bvad A der fattes for hvad der findes. Men saa ►billige Læsere giør jeg ogsaa virkelig Regning paa, da det første Forsøg altid, videnskabelig talt, maa være Fuskeri, og kan desuagtet giøre meget Gavn, og er nærværende Arbeide ikke det første Forsøg paa, efter de bedste Kilder, at sammenkiæde hele Middel-Alderens Historie, saa er de Forrige dog udentvivl andre danske Læsere ligesaa ubekjendte som de er mig. ►Vist nok skal ved denne Leilighed 👤Gibbon og 👤Johannes Müller baade hæderlig og taknemmelig ihukommes, thi den Ene af dem har bidraget ►uberegnelig til at kiende og den Anden til at skatte Middel-Alderen, men Ingen af dem har dog prøvet paa med Flid at skille de Begivenheder, der havde kiendelig Indflydelse paa det Hele, fra dem der kun angik de enkelte Folke-Færd, og at sammenkiæde dem til en Middel-Alderens Verdens-Historie. 👤Gibbons berømte Værk om 📌Romer-Rigets Tæring og ►Helsot (►the decline and fall of the Roman Empire) har imidlertid ved et Lykke-Træf, eller dog rettere ved Engelsk-Mandens gode Øie til det Store og skarpe Blik for det Virkelige, faaet mere Lighed end noget Andet mig bekiendt med en saadan HiIVstorie, thi ved at begynde med 👤Trajan og ende med 📌Konstantinopels Indtagelse, har han først ►truffet til at tage Middel-Alderen i sin rette Udstrækning, og ved at sammenfatte Dens Hovedstæder, 📌Rom og 📌Konstantinopel, vandt hans Frem-Stilling en ►Middel-Punkt, hvorom alle 535 (US6) Hoved-Begivenheder temmelig godt kunde samles. At han ikke benyttede denne Fordeel, men kastede de store Blokke ved Siden ad hinanden, som det kunde falde, kom nu vel mest af en vis Skiødesløshed og Mangel paa Smag, som falder Engelsk-Manden naturlig, men selv naar han havde ordnet bedst, vilde Bygningen dog baade blevet skiæv og ufuldstændig, fordi han miskiendte Christendommens velgiørende Virkninger og oversaae aldeles 📌Nordens Vigtighed, saa han fandt aldrig de rette Aarsager til det Gode, men kun til det Onde.

✂ Hvad nu Valget og Anordningen i denne Haand-Bog angaaer, da har jeg stundom havt saa ondt ved at blive enig med mig selv, at det maatte synes et Vidunder, om jeg blev det med Alle, men i de fleste Tilfælde har jeg dog overbeviist mig om, det kan ei anderledes være, naar Begivenhederne selv skal hjemle sig deres Rang og forsvare deres Plads. Kun mod tre Ting kan der vel i denne Henseende giøres grundede Indvendinger og kun om To har jeg lige til Slutningen været tvivlraadig. Der kan nemlig vel, som jeg paa sit Sted har vedgaaet, reises temmelig stærke Indvendinger mod Islændernes Optagelse i Haand-Bogen, men selv om de skulde findes uigiendrivelige, var min dobbelte Partiskhed, baade som Nord-Bo og Historie-Skriver, alt for stærk til at det enten kunde nytte mig eller gavne Læseren at bekæmpe den, saa tvivlraadig har jeg kun været om Tydsker og Bøhmer, som, hvis de læste Bogen, bestemt vilde savne Endeel, de maaskee havde Ret til at finde.

✂ Om denne Udeladelse nu i Grunden kommer af et Horn, jeg har i Siden paa Tydskerne, og en vis ►Fornemhed, hvormed jeg seer de Slaviske Folk over Hovedet, det giver jeg VLæseren at betænke, men beder ham troe mig paa mit Ord, at det i saa Fald er mig ubevidst, hvad han ►sagtens kan, da Bogen giver Exempler Nok paa, at jeg beskriver Meget, der kun er mig ilde tilpas.

✂ Hvad nu Tydskerne angaaer, da prøvede jeg paa at ►parre dem med Italienerne, som var det Selskab, de i Middel-Alderen ►syndes selv at vælge, men jeg fandt ►deres Kongers Forhold til 📌Italien saa aldeles personligt, at jeg hverken kunde afvinde dette Forhold ⓘ nogetnoget] GV, noger A folkeligt Præg eller turde paatvinge det mindste Skin deraf. Skulde altsaa 📌Tydskland, efter 👤Otto den Stores Dage, tiltrække sig vor ►særdeles Opmærksomhed, maatte det være ved sine indvortes Anliggender, men disse var for mine Øine saa ►udstykkede, at Man ikke ved nogen ►Konst kunde faae Samling paa dem, og Kiven, som de 536 (US6) Tydske Konger yppede med fremmede Fyrster om “Rang og Titler”, ►syndes mig kun ►en Trætte om Keiserens Skiæg. ►Vist nok forberedtes der i Tydskland noget Stort giennem Middel-Alderen, men hverken var det af statshistorisk Natur, ikke heller skulde Man vel selv i Kirkens eller ►Skolens Historie have let ved at finde en Række af Kiends-Gierninger, der viiste Udviklingen, saa hvad vi derom veed, staaer udentvivl bedst i Indledningen til 📌Tydsklands Historie i ►Nyaars-Tiden. Da jeg nu tillige fandt, at end ikke 👤Albert Kranz havde vovet sig til en Tydsklands-Krønike i Middel-Alderen, opgav jeg ogsaa at giøre Forslag dertil, og maa nu lade den kyndige og upartiske Læser dømme, om min Tvivl-Raadighed desuagtet har reist sig af en ond Samvittighed i Grunden, eller blot af den historiske Frygt, vi Danskere har for at rage i Strid med saa strænge Herrer, som de Tydske Recensenter har været. Glipper imidlertid alt Andet, faaer jeg trøste mig med, at større Uret kan jeg umuelig have gjort Tydskland, end alle ►Ny-Tydske Historie-Skrivere har gjort mit Fæderne-Land.

✂ VIHvad nu Bøhmerne skulde ►anke paa, maatte naturligviis være, at ►Hussiter-Krigen ei ►syndes mig vigtig nok til egenlig Omtale i Middel-Alderens Verdens-Historie, men Aarsagen, hvi jeg ikke ved Slutningen af ►Kirke-Rigets og Kors-Togenes Historie berørde den, var netop min forudfattede protestantiske Mening om dens særegne Vigtighed, og da jeg dog ikke siden uden ved et halsbrækkende Spring kunde komme til den, blev den, kun mod min Villie, aldeles uberørt. Ved nu at tænke efter, ►syndes mig ogsaa, den kun var et Varsel for Religjons-Krigene i ►Nyaars-Tiden og berørdes altsaa bedst i Indledningen til deres Historie, men da det skulde være et underligt Mis-Greb af En selv, Man ei skulde finde en Undskyldning for, tør jeg her ikke stole paa mit Omdømme.

✂ Saameget om Udeladelserne, der for Resten, i Sammenligning med andre Haandbøgers Tragten efter Fuldstændighed, er saa mangfoldige, at de ei her kan opregnes end sige forsvares, og komme vi nu til Kilde-Valget og Kilde-Brugen, da er Opgaven netop i Middel-Alderens Historie saare vanskelig, og udkrævede, for ret at løses, enten endeel For-Arbeider, som ►end fattes, eller langt flere Kundskaber og langt mere Tid og Flid, end Man kan vente af en enkelt Mand, saa jeg kan blot sige, 537 (US6) at jeg har anvendt Alt hvad jeg havde og næsten mere Tid end jeg kunde paa at finde og benytte de bedste Kilder. Allerede i min Ungdom vedgik jeg, at en Verdens-Historiker egenlig skulde kunne alle Sprog og have læst alle Bøger, men forlangde ogsaa ►billigt Hensyn taget paa Umueligheden deraf, og paa 👤Johannes Müllers Mis-Greb, der anvendte hele sin Tid paa Forberedelsen, saa han fik ingen til Udførelsen, og ►den Læse-Verden, der virkelig ønsker sig universalhistorisk Oplysning og ►Vidskab, maa naturligviis ønske, at vi heller, ved at give Udbyttet af vore ufuldendte Studier til Priis, udsætte os for endeel Irettesættelser, end at vi tage det med os i Graven. Hvad Man i denne Henseende VIIkan fordre af os, er kun, at vi skal være forholdsmæssig dygtige til det store Værk, vi ►fuske paa, og ved aldrig at nævne andre Kilder, end dem vi virkelig har brugt, giøre det, let baade for Venner og Fiender, baade for Misundere og Medhjelpere, at opdage vore Feil og Mangler, saa Hine i en Hast kan rettes og Disse afhjelpes. Naar belæste Folk for Resten her finde en Sag anderledes fortalt end ellers, da vil det sædvanlig komme deraf, at kun faa Skribenter har saa gode Historiske Bog-Samlinger til Tjeneste som vi Kiøbenhavnere, og at det er blevet en indgroet Uskik af ældre og nyere Beretninger selv at sammensætte en Fortælling, som ellers ingensteds findes, hvorimod jeg strængt har villet holde mig til den Efterretning, som Tid og Sted og Omstændigheder giør troværdigst. Først paa denne Maade kan nemlig Kilde-Brugen blive til virkelig Nytte og Oplysning, medens Man kun ►skuffer baade sig selv og Læseren, ved vel at anføre de bedste og nærmeste Efterretninger, men dog i Fortællingen sammenblande dem med egne ►Giætninger eller med ►Udladelser af Andre, der, efter Omstændighederne, umuelig kan afhjemle deres Ændringer. Dette Uvæsen har imidlertid under Romer-Aaget taget saaledes Overhaand, at de Fleste mene, Man ikke blot med god Samvittighed kan, men skal og maa, til Oplysningens Fremme, rette eller beklippe og udfylde overtroiske eller barbariske Vidners ►Udsigende, enten efter eget Skiøn, eller dog efter Andres, der, om end langt borte fra Begivenheden, dog baade tænkde og skrev mere ►classisk. Selv 👤Sismondi, den ædle ►Genfer af ►Pisansk Herkomst, der dog har mærket Uraad hos ►Classikernes Abekatte og lægger ►særdeles Vægt 538 (US6) paa Samtidighed og Nærværelse hos Hjemmels-Mændene, kan dog ikke bare sig for ►alt imellem at rette eller forbedre 👤Malaspinis eller 👤Villanis Efterretninger efter 👤Machiavell, der et Par hundrede Aar senere ►gjorde Vind i Historien med hvad han stjal fra ►de Gamle.

✂ Med denne liden Fortale anbefaler jeg da mine Lands-VIIIMænd et Arbeide, jeg længe har ønsket at see, men gruet for at røre med en Finger, og mine egne Forestillinger om Middel-Alderen har derved vundet saa meget i Sammenhæng, Bestemthed og Tydelighed, at hvem der kan lystes ved at læse Bogen, ►vist ikke vil fortryde det. At nu ogsaa ret Mange og især de Unge kunde læse den med Lyst, var ►vist nok mit Ønske og ved Værkets Begyndelse mit Haab, men saavidt jeg har kunnet mærke, er det dog ikke Tilfældet, og hvad Ungdommen angaaer, ►tager Bogen vel Skade for Hjem-Giæld, da jeg nok seer, Fortællingerne er sædvanlig for korte og Bemærkningerne for lange til at ►huge dem. Ældre Folk derimod, som ønske at ordne og benytte deres Historiske Kundskaber, burde vist ikke lade sig afskrække af Bemærkningerne, som de har Lov til at springe over, men trods al anden Uenighed give mig Ret i, at kun naar Man saaledes stræber at gaae til Bunds, og giør med Anstrængelse sit Bedste, vil vi i boglig som i enhver Henseende kunne udrette Noget, der er værdt at nævne og bane Vei for Efterfølgerne.

✂ Saaledes tager jeg, indtil videre, Afskeed med min historiske Læser, thi for det Første kan jeg af mange Grunde ikke levere den Tredie Deel af Værket, der skulde omfatte ►Nyaars-Tiden, saavidt vi har seet den, og om jeg nogensinde skal kunne det, synes tvivlsomt, thi saa stort et Offer, som jeg ved Middel-Alderens Historie har maattet bringe, hverken kan eller vil jeg bringe ved de senere Aarhundredes, der ►vist nok høilig kunde trænge til at blive ►drøftet og reengjort, men er os dog baade langt tydeligere og af mindre Vigtighed end de forrige fuldstændige Tids-Rums. Maatte jeg ellers uden Fortrydelse i denne Henseende raade mine Lands-Mænd Noget, da skulde de tage mig i Tjeneste som Historie-Skriver, mens jeg lever, og lokke mig til at være flittig, thi Rim-Smede seer dog ogsaa i Historien bedst hvad der virkelig er stort og smukt og hvad der rimer sig, det Ene med det Andet; men de er baade lidt flygtige og lidt maIXgelige af Natur, saa der maa 539 (US6) støde mange ►særdeles Omstændigheder sammen, og ►løbe meget Vand til Strande, før En af dem bekvemmer sig til det vedholdende og tit smaalige Arbeide, Verdens-Historien i vore Dage kræver, som blandt Andet er at ►gaae i Heste-Møllen med 👤Plautus, ved at læse de mange kiedsommelige Bøger, hvori Latinerne og deres Efterlignere har ►ormstukket og mølædt, eller parteret og radbrækket den uskyldige Historie. Hos mig har nu engang Skjalden og ►Bog-Ormen svoret sig i Fostbroder-Lag, som “►de Græske Tvillinger,” saa Skjalden maa, for Venskabs Skyld, tit slide Tiden i de Dødes Rige, og vil da gierne giøre hvad han kan til 📌Danmarks Ære og 📌Nordens Gavn, som en ordenlig Verdens-Historie med den deraf udspringende ►menneskelige Vidskab unægtelig vilde være; men kan mine Haand-Bøger kun med Nød og neppe komme ud, da bliver jeg rimeligviis i mine ►koldsindige Dage saa kied og leed ad Historie-Skrivningen, at jeg for Alvor smider Pennen og lærer mig til at giøre Svovel-Stikker, som intet Hoved-Brudd koste mig, men som Folk sætte Priis paa. See, om der da i Morgen igien opstaaer en Skriver, hælvten Skiald og hælvten ►Bog-Orm, der, efterat have giennemgaaet en saadan Skiærs-Ild, som jeg, vil tage fat, hvor jeg slap, og skrive de Haand-Bøger i ►Nyaars-Tidens, i 📌Nordens, i Kirkens, i Poesiens og saavidt mueligt, i hele Literaturens Historie, som jeg har længe havt i Hovedet, og turde endnu faae Tid til at føre i Pennen, see, det er et stort Spørgsmaal, hvorpaa Man ikke skulde lade det komme an, blandt Andet, fordi jeg da ikke blev et opmuntrende, men et afskrækkende Exempel. Jeg veed jo nok, at Mange ansee min gammeldags Tro for en slem Over-Tro, der burde udryddes, men, alt Andet fraregnet, maa Man jo dog, som fornuftige Folk, indsee, at hvad der ikke med Magt lod sig giøre i forrige Tider, da Man i Almindelighed var anderledes kraftig og virksom, lader sig mindre giøre nu, saa Alt hvad der nu skal lykkes, maa skee med List og LæmXpe. Da jeg derfor nu er blevet ►billig eller dog klog nok til at unde hvad jeg kalder Vantro hos Andre ligesaa frit Spille-Rum, som hvad Andre kalde Over-Tro hos mig, bør Man jo for sin egen Skyld af al Magt fremme mine Bestræbelser, med Mund og Pen, for Folkelighed, Moders-Maal og verdenshistorisk Oplysning om Menneske-Livet, thi det er Noget, vi kan Allesammen have godt af, og trænge Allesammen til, for at handle klogelig og virke ►heldig for hvilketsomhelst andet Maal og Øiemed. Vedblev Man derfor 540 (US6) at hindre istedenfor at fremme denne min ikke blot uskyldige men fra alle Sider høistønskelige Virksomhed, da var det blot, fordi Man virkelig ►elskede Døden og Afmagten og Taabeligheden høiere end Livet og Kraften og Vidskaben, og hvad Følgen deraf maatte blive, har vi dog vel Allesammen Oplysning Nok til at forudsee.

✂ September 1836.