Grundtvig, N. F. S. Haandbog i Verdens-Historien. Anden Deel

II III

Fortale.


Middel-Alderens Historie efter de bedste Kilder maa vel kaldes et Værk, der bringes seent tilveie, saa naar denne Bog fører saa stor en Titel, da maa dens Forfatter enten være meget indbildsk eller giøre Regning paa billige Læsere, saa billige, at tage de end ikke den blotte Villie i Gierningens Sted, glemme de dog gierne hvad der fattes for hvad der findes. Men saa billige Læsere giør jeg ogsaa virkelig Regning paa, da det første Forsøg altid, videnskabelig talt, maa være Fuskeri, og kan desuagtet giøre meget Gavn, og er nærværende Arbeide ikke det første Forsøg paa, efter de bedste Kilder, at sammenkiæde hele Middel-Alderens Historie, saa er de Forrige dog udentvivl andre danske Læsere ligesaa ubekjendte som de er mig. Vist nok skal ved denne Leilighed 👤Gibbon og 👤Johannes Müller baade hæderlig og taknemmelig ihukommes, thi den Ene af dem har bidraget uberegnelig til at kiende og den Anden til at skatte Middel-Alderen, men Ingen af dem har dog prøvet paa med Flid at skille de Begivenheder, der havde kiendelig Indflydelse paa det Hele, fra dem der kun angik de enkelte Folke-Færd, og at sammenkiæde dem til en Middel-Alderens Verdens-Historie. 👤Gibbons berømte Værk om 📌Romer-Rigets Tæring og Helsot (the decline and fall of the Roman Empire) har imidlertid ved et Lykke-Træf, eller dog rettere ved Engelsk-Mandens gode Øie til det Store og skarpe Blik for det Virkelige, faaet mere Lighed end noget Andet mig bekiendt med en saadan HiIVstorie, thi ved at begynde med 👤Trajan og ende med 📌Konstantinopels Indtagelse, har han først truffet til at tage Middel-Alderen i sin rette Udstrækning, og ved at sammenfatte Dens Hovedstæder, 📌Rom og 📌Konstantinopel, vandt hans Frem-Stilling en Middel-Punkt, hvorom alle Hoved-Begivenheder temmelig godt kunde samles. At han ikke benyttede denne Fordeel, men kastede de store Blokke ved Siden ad hinanden, som det kunde falde, kom nu vel mest af en vis Skiødesløshed og Mangel paa Smag, som falder Engelsk-Manden naturlig, men selv naar han havde ordnet bedst, vilde Bygningen dog baade blevet skiæv og ufuldstændig, fordi han miskiendte Christendommens velgiørende Virkninger og oversaae aldeles 📌Nordens Vigtighed, saa han fandt aldrig de rette Aarsager til det Gode, men kun til det Onde.

Hvad nu Valget og Anordningen i denne Haand-Bog angaaer, da har jeg stundom havt saa ondt ved at blive enig med mig selv, at det maatte synes et Vidunder, om jeg blev det med Alle, men i de fleste Tilfælde har jeg dog overbeviist mig om, det kan ei anderledes være, naar Begivenhederne selv skal hjemle sig deres Rang og forsvare deres Plads. Kun mod tre Ting kan der vel i denne Henseende giøres grundede Indvendinger og kun om To har jeg lige til Slutningen været tvivlraadig. Der kan nemlig vel, som jeg paa sit Sted har vedgaaet, reises temmelig stærke Indvendinger mod Islændernes Optagelse i Haand-Bogen, men selv om de skulde findes uigiendrivelige, var min dobbelte Partiskhed, baade som Nord-Bo og Historie-Skriver, alt for stærk til at det enten kunde nytte mig eller gavne Læseren at bekæmpe den, saa tvivlraadig har jeg kun været om Tydsker og Bøhmer, som, hvis de læste Bogen, bestemt vilde savne Endeel, de maaskee havde Ret til at finde.

Om denne Udeladelse nu i Grunden kommer af et Horn, jeg har i Siden paa Tydskerne, og en vis Fornemhed, hvormed jeg seer de Slaviske Folk over Hovedet, det giver jeg VLæseren at betænke, men beder ham troe mig paa mit Ord, at det i saa Fald er mig ubevidst, hvad han sagtens kan, da Bogen giver Exempler Nok paa, at jeg beskriver Meget, der kun er mig ilde tilpas.

Hvad nu Tydskerne angaaer, da prøvede jeg paa at parre dem med Italienerne, som var det Selskab, de i Middel-Alderen syndes selv at vælge, men jeg fandt deres Kongers Forhold til 📌Italien saa aldeles personligt, at jeg hverken kunde afvinde dette Forhold noget folkeligt Præg eller turde paatvinge det mindste Skin deraf. Skulde altsaa 📌Tydskland, efter 👤Otto den Stores Dage, tiltrække sig vor særdeles Opmærksomhed, maatte det være ved sine indvortes Anliggender, men disse var for mine Øine saa udstykkede, at Man ikke ved nogen Konst kunde faae Samling paa dem, og Kiven, som de Tydske Konger yppede med fremmede Fyrster om “Rang og Titler”, syndes mig kun en Trætte om Keiserens Skiæg. Vist nok forberedtes der i Tydskland noget Stort giennem Middel-Alderen, men hverken var det af statshistorisk Natur, ikke heller skulde Man vel selv i Kirkens eller Skolens Historie have let ved at finde en Række af Kiends-Gierninger, der viiste Udviklingen, saa hvad vi derom veed, staaer udentvivl bedst i Indledningen til 📌Tydsklands Historie i Nyaars-Tiden. Da jeg nu tillige fandt, at end ikke 👤Albert Kranz havde vovet sig til en Tydsklands-Krønike i Middel-Alderen, opgav jeg ogsaa at giøre Forslag dertil, og maa nu lade den kyndige og upartiske Læser dømme, om min Tvivl-Raadighed desuagtet har reist sig af en ond Samvittighed i Grunden, eller blot af den historiske Frygt, vi Danskere har for at rage i Strid med saa strænge Herrer, som de Tydske Recensenter har været. Glipper imidlertid alt Andet, faaer jeg trøste mig med, at større Uret kan jeg umuelig have gjort Tydskland, end alle Ny-Tydske Historie-Skrivere har gjort mit Fæderne-Land.

VIHvad nu Bøhmerne skulde anke paa, maatte naturligviis være, at Hussiter-Krigen ei syndes mig vigtig nok til egenlig Omtale i Middel-Alderens Verdens-Historie, men Aarsagen, hvi jeg ikke ved Slutningen af Kirke-Rigets og Kors-Togenes Historie berørde den, var netop min forudfattede protestantiske Mening om dens særegne Vigtighed, og da jeg dog ikke siden uden ved et halsbrækkende Spring kunde komme til den, blev den, kun mod min Villie, aldeles uberørt. Ved nu at tænke efter, syndes mig ogsaa, den kun var et Varsel for Religjons-Krigene i Nyaars-Tiden og berørdes altsaa bedst i Indledningen til deres Historie, men da det skulde være et underligt Mis-Greb af En selv, Man ei skulde finde en Undskyldning for, tør jeg her ikke stole paa mit Omdømme.

Saameget om Udeladelserne, der for Resten, i Sammenligning med andre Haandbøgers Tragten efter Fuldstændighed, er saa mangfoldige, at de ei her kan opregnes end sige forsvares, og komme vi nu til Kilde-Valget og Kilde-Brugen, da er Opgaven netop i Middel-Alderens Historie saare vanskelig, og udkrævede, for ret at løses, enten endeel For-Arbeider, som end fattes, eller langt flere Kundskaber og langt mere Tid og Flid, end Man kan vente af en enkelt Mand, saa jeg kan blot sige, at jeg har anvendt Alt hvad jeg havde og næsten mere Tid end jeg kunde paa at finde og benytte de bedste Kilder. Allerede i min Ungdom vedgik jeg, at en Verdens-Historiker egenlig skulde kunne alle Sprog og have læst alle Bøger, men forlangde ogsaa billigt Hensyn taget paa Umueligheden deraf, og paa 👤Johannes Müllers Mis-Greb, der anvendte hele sin Tid paa Forberedelsen, saa han fik ingen til Udførelsen, og den Læse-Verden, der virkelig ønsker sig universalhistorisk Oplysning og Vidskab, maa naturligviis ønske, at vi heller, ved at give Udbyttet af vore ufuldendte Studier til Priis, udsætte os for endeel Irettesættelser, end at vi tage det med os i Graven. Hvad Man i denne Henseende VIIkan fordre af os, er kun, at vi skal være forholdsmæssig dygtige til det store Værk, vi fuske paa, og ved aldrig at nævne andre Kilder, end dem vi virkelig har brugt, giøre det, let baade for Venner og Fiender, baade for Misundere og Medhjelpere, at opdage vore Feil og Mangler, saa Hine i en Hast kan rettes og Disse afhjelpes. Naar belæste Folk for Resten her finde en Sag anderledes fortalt end ellers, da vil det sædvanlig komme deraf, at kun faa Skribenter har saa gode Historiske Bog-Samlinger til Tjeneste som vi Kiøbenhavnere, og at det er blevet en indgroet Uskik af ældre og nyere Beretninger selv at sammensætte en Fortælling, som ellers ingensteds findes, hvorimod jeg strængt har villet holde mig til den Efterretning, som Tid og Sted og Omstændigheder giør troværdigst. Først paa denne Maade kan nemlig Kilde-Brugen blive til virkelig Nytte og Oplysning, medens Man kun skuffer baade sig selv og Læseren, ved vel at anføre de bedste og nærmeste Efterretninger, men dog i Fortællingen sammenblande dem med egne Giætninger eller med Udladelser af Andre, der, efter Omstændighederne, umuelig kan afhjemle deres Ændringer. Dette Uvæsen har imidlertid under Romer-Aaget taget saaledes Overhaand, at de Fleste mene, Man ikke blot med god Samvittighed kan, men skal og maa, til Oplysningens Fremme, rette eller beklippe og udfylde overtroiske eller barbariske Vidners Udsigende, enten efter eget Skiøn, eller dog efter Andres, der, om end langt borte fra Begivenheden, dog baade tænkde og skrev mere classisk. Selv 👤Sismondi, den ædle Genfer af Pisansk Herkomst, der dog har mærket Uraad hos Classikernes Abekatte og lægger særdeles Vægt paa Samtidighed og Nærværelse hos Hjemmels-Mændene, kan dog ikke bare sig for alt imellem at rette eller forbedre 👤Malaspinis eller 👤Villanis Efterretninger efter 👤Machiavell, der et Par hundrede Aar senere gjorde Vind i Historien med hvad han stjal fra de Gamle.

Med denne liden Fortale anbefaler jeg da mine Lands-VIIIMænd et Arbeide, jeg længe har ønsket at see, men gruet for at røre med en Finger, og mine egne Forestillinger om Middel-Alderen har derved vundet saa meget i Sammenhæng, Bestemthed og Tydelighed, at hvem der kan lystes ved at læse Bogen, vist ikke vil fortryde det. At nu ogsaa ret Mange og især de Unge kunde læse den med Lyst, var vist nok mit Ønske og ved Værkets Begyndelse mit Haab, men saavidt jeg har kunnet mærke, er det dog ikke Tilfældet, og hvad Ungdommen angaaer, tager Bogen vel Skade for Hjem-Giæld, da jeg nok seer, Fortællingerne er sædvanlig for korte og Bemærkningerne for lange til at huge dem. Ældre Folk derimod, som ønske at ordne og benytte deres Historiske Kundskaber, burde vist ikke lade sig afskrække af Bemærkningerne, som de har Lov til at springe over, men trods al anden Uenighed give mig Ret i, at kun naar Man saaledes stræber at gaae til Bunds, og giør med Anstrængelse sit Bedste, vil vi i boglig som i enhver Henseende kunne udrette Noget, der er værdt at nævne og bane Vei for Efterfølgerne.

Saaledes tager jeg, indtil videre, Afskeed med min historiske Læser, thi for det Første kan jeg af mange Grunde ikke levere den Tredie Deel af Værket, der skulde omfatte Nyaars-Tiden, saavidt vi har seet den, og om jeg nogensinde skal kunne det, synes tvivlsomt, thi saa stort et Offer, som jeg ved Middel-Alderens Historie har maattet bringe, hverken kan eller vil jeg bringe ved de senere Aarhundredes, der vist nok høilig kunde trænge til at blive drøftet og reengjort, men er os dog baade langt tydeligere og af mindre Vigtighed end de forrige fuldstændige Tids-Rums. Maatte jeg ellers uden Fortrydelse i denne Henseende raade mine Lands-Mænd Noget, da skulde de tage mig i Tjeneste som Historie-Skriver, mens jeg lever, og lokke mig til at være flittig, thi Rim-Smede seer dog ogsaa i Historien bedst hvad der virkelig er stort og smukt og hvad der rimer sig, det Ene med det Andet; men de er baade lidt flygtige og lidt maIXgelige af Natur, saa der maa støde mange særdeles Omstændigheder sammen, og løbe meget Vand til Strande, før En af dem bekvemmer sig til det vedholdende og tit smaalige Arbeide, Verdens-Historien i vore Dage kræver, som blandt Andet er at gaae i Heste-Møllen med 👤Plautus, ved at læse de mange kiedsommelige Bøger, hvori Latinerne og deres Efterlignere har ormstukket og mølædt, eller parteret og radbrækket den uskyldige Historie. Hos mig har nu engang Skjalden og Bog-Ormen svoret sig i Fostbroder-Lag, som “de Græske Tvillinger,” saa Skjalden maa, for Venskabs Skyld, tit slide Tiden i de Dødes Rige, og vil da gierne giøre hvad han kan til 📌Danmarks Ære og 📌Nordens Gavn, som en ordenlig Verdens-Historie med den deraf udspringende menneskelige Vidskab unægtelig vilde være; men kan mine Haand-Bøger kun med Nød og neppe komme ud, da bliver jeg rimeligviis i mine koldsindige Dage saa kied og leed ad Historie-Skrivningen, at jeg for Alvor smider Pennen og lærer mig til at giøre Svovel-Stikker, som intet Hoved-Brudd koste mig, men som Folk sætte Priis paa. See, om der da i Morgen igien opstaaer en Skriver, hælvten Skiald og hælvten Bog-Orm, der, efterat have giennemgaaet en saadan Skiærs-Ild, som jeg, vil tage fat, hvor jeg slap, og skrive de Haand-Bøger i Nyaars-Tidens, i 📌Nordens, i Kirkens, i Poesiens og saavidt mueligt, i hele Literaturens Historie, som jeg har længe havt i Hovedet, og turde endnu faae Tid til at føre i Pennen, see, det er et stort Spørgsmaal, hvorpaa Man ikke skulde lade det komme an, blandt Andet, fordi jeg da ikke blev et opmuntrende, men et afskrækkende Exempel. Jeg veed jo nok, at Mange ansee min gammeldags Tro for en slem Over-Tro, der burde udryddes, men, alt Andet fraregnet, maa Man jo dog, som fornuftige Folk, indsee, at hvad der ikke med Magt lod sig giøre i forrige Tider, da Man i Almindelighed var anderledes kraftig og virksom, lader sig mindre giøre nu, saa Alt hvad der nu skal lykkes, maa skee med List og LæmXpe. Da jeg derfor nu er blevet billig eller dog klog nok til at unde hvad jeg kalder Vantro hos Andre ligesaa frit Spille-Rum, som hvad Andre kalde Over-Tro hos mig, bør Man jo for sin egen Skyld af al Magt fremme mine Bestræbelser, med Mund og Pen, for Folkelighed, Moders-Maal og verdenshistorisk Oplysning om Menneske-Livet, thi det er Noget, vi kan Allesammen have godt af, og trænge Allesammen til, for at handle klogelig og virke heldig for hvilketsomhelst andet Maal og Øiemed. Vedblev Man derfor at hindre istedenfor at fremme denne min ikke blot uskyldige men fra alle Sider høistønskelige Virksomhed, da var det blot, fordi Man virkelig elskede Døden og Afmagten og Taabeligheden høiere end Livet og Kraften og Vidskaben, og hvad Følgen deraf maatte blive, har vi dog vel Allesammen Oplysning Nok til at forudsee.

September 1836.


XI

Indhold.

Side.
Middel-Alderen 1.
Christenheden og 📌Romer-Riget 17.
Folke-Vandringen og 📌Nørre-Leden 56.
Hunner og Gother 72.
Byzantiner og Araber 121.
Franker og Longobarder 165.
Sachser og Angel-Sachser 198.
Danskere og Nordmænd 246.
Normanner og Islændere 308.
Kirke-Riget og Kors-Togene 383.
Engelsk-Mænd og Fransk-Mænd 584.
📌Italien og 📌Konstantinopel 621.

XII
1

Middel-Alderen.

Menneske-Slægtens Levnets-Løb, som ved Over-Gangen til Middel-Alderen kræver en egen Opmærksomhed, ansees af Mange for et tomt Hjerne-Spind, og forudsætter en os saa ubegribelig Forbindelse og Sammenhæng mellem vore Forfædre og Efterkommere, igiennem os, at selv hvor Troen derpaa har vedligeholdt sig, finder den sig dog for det Meste saa beleiret af Tvivl, at den trænger til hurtig Undsætning. Ingen Støtte kan nu vel være kraftigere end Universal-Historien selv, der bevidner dette Levnets-Løb, men vi giøre dog vel i at afvæbne en heel Hær af Indvendinger med den simple Bemærkning, at “Menneske-Slægtens Levnets-Løb” er kun et uegenligt, billedligt Udtryk for hvad Man ellers maatte kalde Menneske-Naturens gradvise Udvikling til Klarhed over sig selv; thi vel forudsætter en Saadan samme, os endnu ubegribelige, Forbindelse mellem de hinanden afløsende Slægter, men Udtrykket behager os, og det er en langt større Understøttelse for en vaklende Tro, end Man sædvanlig beregner. Herved mindes vi desuden om, at det os Ubegribelige hænger paa det Nøieste sammen med alle Menneske-Naturens Fortrin for Dyrene, som det ikke blot er en vanskelig Sag at nægte, men for Mennesket en betænkelig Sag at fraskrive sig, og endelig er det en stor Trøst ved alle ubegribelige Ting kun at tænke sig dem 2saaledes indtil videre, da vi ikke blot kan finde os i, men føle en egen Fornøielse ved, at noget Stort, tilsyneladende Ubegribeligt, en Tidlang spænder vor Nysgierrighed til det Høieste, naar vi kun tør haabe at faae den tilfredsstillet, uden at Storheden derved formindskes. Nu er det unægtelig en stor Idee, at tænke sig Menneske-Naturen giennem Aar-Tusinder i uafbrudt Virksomhed, ikke blot for, som Dyre-Naturen, med Guddommens Hjelp, trods Døden i det Enkelte, at vedligeholde Livet i det Hele, men for tillige at naae et tilsvarende stort Maal, hvortil enhver Tids-Alder og enhver Slægt har bidraget Sit, og hvorved alle Tiders Mennesker, som have havt det i Sigte, kan og skal forenede glæde sig, hvad jo vil være Tilfældet, dersom Menneske-Naturen engang bliver klar over sig selv i alle sine Forhold, og bliver sig derved Guddoms-Kraft bevidst til at opvække sine Døde, og i alle sine Skikkelser føre et evigt, saligt Liv. Tanken er nu vist nok dristig, men at der dog er en Menneske-Aand, som kan fatte den og arbeide paa dens Udførelse, det er en Kiends-Gierning, som jeg allerede tilstrækkelig beviser ved at skrive derom, og Læseren ved at fatte min Mening; thi begge Dele forudsætte aabenbar ikke alene at der har været saadan en Menneske-Aand til, men at der er saa endnu, siden vi staae i levende Forbindelse med den.

Om nu denne Tanke blot er en Grille af Menneske-Aanden, eller en velgrundet Formodning, den har om sin Natur og Bestemmelse, det er vistnok et stort Spørgsmaal, men ogsaa meget for stort til at Enkelt-Manden paa fri Haand kan afgiøre det; thi da det angaaer Menneske-Naturen i det Hele, saa angaaer det den aabenbar kun i det Enkelte, forsaavidt det Enkelte tager Deel i det Hele, og det var dog vel intet Under, om Menneske-Naturen, ved Brug af alle sine Kræfter giennem Aartusinder, kom i det Hele langt videre, end den, med saare 3indskrænkede Kræfter giennem mindre end et Aarhundrede, kommer i det Enkelte hos En af os. Om den store Tanke holder Stik, er altsaa ingenlunde et privat Spørgsmaal for Hver især, men et almindeligt for hele Menneske-Slægten, som kun Universal-Historien kan gyldig besvare. Det Eneste Enkelt-Manden, blot ved Kundskab til Menneske-Naturen i sig selv og sin nærmeste Omgivelse, fornuftigviis kan sige herom, er, at da Menneske-Naturen i det Hele kun er virksom giennem lutter Enkelte, saa maa dens Virksomhed, hvorvidt den saa end gaaer, dog altid ligne Menneske-Livet i det Enkelte og speile sig deri. Dette er imidlertid en langt større Oplysning end det ved første Øiekast synes, thi vi behøve nu ikke at kiende Stort til Menneske-Livet i forrige Tider, for strax at kunne skiønne, at der virkelig fra Slægt til Slægt finder en Forandring Sted, der ligner den, vi spore hos os selv og alle Enkelt-Mænd mellem Vuggen og Graven. Dette maa nemlig blive klarere, jo længere Tiden rykker frem, og det er derfor ikke noget Nyt at sammenligne Tids-Aldrene i Verdens-Historien med Omskiftelserne i Enkelt-Mandens Liv: de ældste Tider nemlig med vor Barndom og Ungdom, Middel-Alderen med vore Manddoms-Aar, og den nyere Tid med Alderdommen, kun er Sammenligningen sædvanlig betragtet som et blot poetisk Spil, der ei kunde giøre mindste Krav paa videnskabelig Gyldighed. Da vi imidlertid Alle ere enige om, at Oplysningen i de sidste Tider kiendelig er steget, saa vi i mange Henseender er klogere end vore Fædre, saa indseer Man let, at enten maa Menneske-Naturen i det Hele have udviklet sig i samme Orden, som i det Enkelte, eller den maatte have udviklet sig i en Anden, da det er klart, at stille, som Dyre-Naturen, har den ikke staaet, hvor den ene Slægt blev klogere end den Anden. Kan derfor Menneske-Naturen, som kun er virksom giennem lutter Enkelte, 4umuelig udvikle sig efter andre Love, end den i alle de Enkelte følger, saa kan vi forud være visse paa, saa langt tilbage som Menneske-Historien gaaer, at spore en aandelig Udvikling af vor Natur i det Store, der paa det Nøieste svarer til den, vi i det Smaa kan erfare hos os selv.

Med Rette tale vi derfor om et stort Levnets-Løb af Menneske-Slægten igiennem Aartusinder, da vi giennem Jødernes og de Christnes Skrifter kan stave os saalangt tilbage, og udfinde, hvilket Tidsrum det er, de gamle Græker og Romere har beskrevet, og har nu mangen Enkelt-Mands aandelige Levnets-Løb paa Jorden endt sig med den saligste Vished om Udødelighed, da er det neppe for dristig en Formodning, at Menneske-Livet i Slægten vil slutte med en herlig Triumph over Døden! Da denne imidlertid maa udvikle sig giennem Menneske-Naturens Forstand paa sig selv i sin Heelhed, saa see vi her paa een Gang Historiens Vigtighed og Videnskabelighedens høie Bestemmelse, trøstes derved lettelig over hvad Alderdoms-Skrøbelighed, der, tilligemed Forstanden, maatte være indtraadt i vor Tids-Alder, og advares kraftig mod enhver Miskiendelse af det Menneskelige under nogensomhelst Skikkelse, hvorved vi aabenbar kun fordunkle vor Indsigt, forsinke, og, saavidt det staaer til os, forspilde Menneske-Naturens Triumph.

Naar vi nu fra dette Stade betragte Old-Tidens Historie, da har det ingen Nød, vi deri skulde miskiende Billedet af Slægtens phantasirige, men ogsaa lettroende, letsindige, viltre og balstyrige Ungdom, men vel staae vi ved Old-Tidens ulyksalige Slutning megen Fare for at miskiende Guddoms-Præget i Menneske-Naturen. Den slutter nemlig med et Verdens-Rige, hvis herskende Folk ei kiender noget mere Guddommeligt end at undertvinge og undertrykke alle Andre, og dog er dette Røver-Folk med Rette blevet herskende, da baade Ebræer og Græker og alle de 5andre Folk, vi ved dem har lært at kiende, aabenbar ødelagde sig selv, og frembragde en Forvirring, hvorunder et ordenligt Tyranni blev et nødvendigt Onde.

Heraf synes nemlig at følge, at hvordan det end har sig i det Enkelte, er Mennesket dog i det Hele bedst tient med at blive ved Jorden, og betragte sig selv som et fornuftigt Dyr, da der enten ingen Guder er til, eller de misunde og knuse Menneske-Naturen, hvor den vover at ligne dem og eftertragte Deel i deres Frihed og Udødelighed. Vi skal imidlertid betænke, at hvad der er galt for alle de Enkelte, umuelig kan være godt for det Hele, og at Indlemmelsen af hele den dannede Verden i 📌Romer-Riget er ingenlunde en Fortsættelse, men en voldsom Forkortelse af Slægtens Levnets-Løb, ligesom naar en Unger-Svend, for gientagne Forbrydelser, dømmes til evigt Slaveri, og har hverken Kræfter, Mod eller Frihed til mandig Virksomhed, men gaaer som unaturlig Olding kun Graven og Fortvivlelsen imøde. Herved stadfæstes nemlig den Ebraiske Anskuelse af Mennesket, som skabt i Guds Billede til Udødelighed, men forført og faldet i Barndommen, uddrevet af sit 📌Paradis, og dømt som en Synder til Døde; thi deraf kan vi paa den mest fyldestgjørende Maade forklare os hele Slægtens Ungdoms-Liv, saavel i de mange Folke-Færd, der udgik fra Guds Ansigt, opgav Udødeligheden, slog Øinene til Jorden og nedgravede sig med Flid i den, som hos de Faa, der vel bevarede Mindet om deres høie Byrd og Lysten til Livets Krone, men smigrede sig dog med falske Indbildninger, og tilsatte Kræfterne i vilde Udsvævelser, til de faldt i Bøddelens Hænder, som, trods al sin Lumpenhed, dog i dette Stykke var den Guddommelige Retfærdigheds Tjener, og havde, mens han udførde den Almægtiges Domme, nødvendig Lykken med sig.

Nu gjaldt det altsaa: om den Ebraiske Anskuelse af Guddommen vilde stadfæste sig ligesaa godt som den 6af Mennesket, og det lod sig forudsee, den vilde; thi den Strid, hvori Jødernes Folke-Liv giennem hele dets Blomster-Tid laae med deres egne Propheters Anskuelse, beviiste noksom, at den var ikke efter deres Hjerte, saa, var den sand, var den ogsaa guddommelig. Man maatte altsaa vente, at Guddommens Naade og Miskundhed vilde aabenbare sig ligesaa klart i Slægtens Levnets-Løb, som Retfærdigheden, og at der efter Døden ved Faldet vilde times en Opreisning til Livet, saa Folkene, udfriede fra Mørkets Magt oversattes i Guds elskelige Søns Rige. Dette havde nemlig de Ebraiske Propheter spaaet under mangfoldige Vendinger, og En af de Sidste, 👤Daniel, havde udtrykkelig sagt at i “Jern-Rigets” Dage vilde Himlens Gud stifte et evigt Rige, for hvilket alle Andre skulde falde.

Det er derfor ganske i sin Orden, at “Verdens Frelser” fødes under 👤August, og at Himmeriges Rige kommer tilsyne midt i Helvedes-Riget under 👤Nero, just da den store Skarp-Retter, ved 📌Jerusalems Forstyrrelse, fuldender sit Værk, og maa nu, da alle Misdæderne er henrettede, bruge Øxen til de Uskyldige, for aabenbar at forbryde det Liv, han, ved hyklet Iver for “Retfærdigheden”, hidtil har fristet.

Med 👤Christus-Riget, dette Særsyn paa den store Skue-Plads, der, med hele Verden i Sigte, udvikler en forbausende Kraft, hermed begynder aabenbar en ny Tids-Alder i Slægtens Levnets-Løb, og naar den skal svare til Afvexlingen i Enkelt-Mandens Liv, maa det være Slægtens Hjerte-Tid, thi efter Ungdommens Flygtighed følger hos os Alle, som end har Kraft tilbage, en vis Adstadighed, da vi sætte os fast i Et eller Andet, som har vundet vort Hjerte, det være nu en Idee, en Kvinde-Favn, en egen Syssel, eller hvad det vil, og kæmpe for dette vort Liv-Stykke til det Yderste. At nu ogsaa de første Christne satte sig 7fast i deres Tro og kæmpede for den til det Yderste, uden at bryde sig om, det var den visse Død, det veed Man nok; men, ved at betænke os et Øieblik, skal vi finde, det var Tilfældet med alle Slags Folk, som gjorde Opsigt i Middel-Alderen: med Araber og Tyrker, saavelsom med Paver og Munke, Riddere, Konstnere og Gildes-Brødre, immer var det enten en egen Tro, en vis bestemt Virksomhed, eller en fix Idee, som havde vundet deres Hjerte og hvorom hele deres Liv dreiede sig. Naar vi derfor vil lade Middel-Alderen, og hvad der virkede i den, videnskabelig vederfares Ret, da maae vi aldrig glemme, det var “Følelsens Tid”, der ligesaalidt kan undværes som “Indbildnings-Kraftens eller Forstandens”, naar et menneskeligt Levnets-Løb skal være fuldstændigt, og dernæst maae vi gribe i vor egen Barm, for at lære, hvorledes Følelsen, naar den er de andre Sjæle-Kræfter overlegen, gestalter Menneske-Livet. Da vil det aldrig falde os ind, enten at Middel-Alderen skulde være feilfri, eller at dens Billede er mindre elskværdigt, fordi den havde andre baade Feil og Fortrin end Old-Tid og Nu-Tid; men vi vil blive opmærksomme paa, at ligesaavel som der gives en aandløs Følelse, der, naar den bliver herskende, fornedrer Mennesket til Dyrene, saaledes gives der ogsaa en aandløs Phantasi og Forstand, der, naar de blive herskende, gjør netop det Samme, og at det navnlig er en saadan “aandløs Forstand”, der i den nyere Tid har miskiendt og nedsat Middel-Alderen, og under Navn af “Sandselighed” erklæret alt Aandeligt i sin hjertelige Skikkelse for aandløst. Hvor denne aandløse, af sit eget Intet opblæste, Forstand er blevet enevældig, nytter det nu vist nok ligesaa lidt, som hvor den dyriske Følelse hersker, at tale Aandens Sag, men dog er det let at bevise ethvert fornuftigt Menneske, at, da alle vore Konster og Handværker stamme fra Middel-Alderen, kunde vi ikke 8ønske den borte, og hvor Forstandens aandelige Retning kun er blevet skiæv ved den Brøst, Menneske-Naturen har under alle Former, der vil det sikkert hjelpe at betragte Middel-Alderen med stadigt Hensyn paa “Kvinden”, som ikke tilfældigviis, men ganske nødvendig i den spiller en Hoved-Rolle. Kvinden er nemlig, som vi alle veed, den menneskelige Følelse i egen Person, og minder hun os end for tit i Livet om den første Kvinde i Paradis, er hun dog ogsaa alle Dage et ligesaa veltalende som gyldigt Vidne om, at Menneske-Aanden ingenlunde er indskrænket til Phantasiens og Forstandens Former, men har netop i Følelsen sin yndigste og mest levende, skiøndt vist nok tillige sin skrøbeligste, Natur-Skikkelse paa Jorden. Indbildnings-Kraften ligner nemlig en Fugl, der kun ved at dale kommer til at berøre Jorden, medens Følelsen ligner en Blomst, rodfast i Jorden, der kun i Duften kan hæve sig til Himlen; men des beundringsværdigere er den Middel-Alder, Menneske-Slægten ved Hjelp af Christendommen fik, og især den ægte “christne Kvinde”, hvor vi i Livet er saa lykkelige at møde hende, thi der er Duften blevet til Nattergal-Slag, og Blomsten slaaer kun Rødder i Jorden med den dybe Følelse, at Himmel og Jord er i Slægt, og skal fyldes af en og samme Herlighed!

Hvad der nu især skulde hindre Forstanden fra at miskiende Middel-Alderens aandige Præg, det er det Samme, som skal hindre enhver “Moders Søn” fra at miskiende det Dybe hos Kvinden, der, naar det fyldes af Kraften fra det Høie, er det mest Himmelske paa Jorden, altsaa “Moder-Forholdet”, hvori Følelsen staaer til Forstanden, ligesom Kvinden til os alle, paa den gamle 👤Adam nær, der paa en Maade var Fader baade til Moder og os, ligesom Phantasien paa en besynderlig Maade gestalter Følelsen og ægter den. Men derfor er ogsaa For9standen, skiøndt eensdan hos os alle, i Grunden ligesaa forskiellig, som den mest dyriske Følelse er fra den Aandeligste, og den Svageste fra den Stærkeste, og da dog Forstanden altid, hvor den kommer til Bevidsthed, befinder sig i en Slags Fjeder-Ham eller Fugle-Skabning, vil den altid vurdere Følelsen efter den Følelse, hvoraf den selv er udsprunget, ligesom vi alle naturlig betragte “Kvinden” som vi betragte vor Moder.

Anvende vi nu dette paa vort Forhold til Middel-Alderen, da see vi strax, det er umueligt, at Araberen og Tyrken, hvis Moder, i det Store som i det Smaa, var En af hans Faders Slavinder, kan betragte Middel-Alderen saaledes som En af os christnede Europæer, hvis Moder var hans Faders tro Ægte-Fælle, og for hvis Vugge der blev sunget: vel er Manden ikke af Kvinden, men Kvinden af Manden, men dog er der ligesaa lidt Mand uden Kvinde, som Kvinde uden Mand i Herren; thi ligesom Kvinden er af Manden, saa er Manden ved Kvinden og Alt af Gud!

Uagtet vi derfor ingenlunde maae oversee, at selv paa Araber og Tyrker virkede den Ebraiske Anskuelse og den Christelige Forklaring, er det dog indlysende, at “Christenheden” indslutter den egenlige Skue-Plads, for Menneske-Livet i Middel-Alderen, saa dens Forhold til sine aabenbare Fiender: Hedninger, og Mahomedaner, bliver ligesaavel Sjælen i Statens, som Christendommens Forhold til Overtro og Vantro i Kirkens Historie. Derfor begynder Middel-Alderens Stats-Historie med Christenheden i 📌Romer-Riget, og slutter med 📌Konstantinopels Fald og 📌Granadas Indtagelse, ligesom Middel-Alderens Kirke-Historie begynder med Christendommens Opkomst, og gaaer til Reformationen, og som Skole-Historien begynder med den Christne Lære-Stand og det Ny Testamente, 10og faaer sit andet Tids-Rum ved Bogtrykker-Konsten og den derved betingede universelle Skribent-Virksomhed.

Først naar vi saaledes skarpt adskille det Uforligelige, som det i Følelsens Tid adskildte sig selv, og atter samle det Eensartede, som det ligeledes i Forestillingen om 👤Christus-Riget samlede sig selv, først da faae vi en rigtig Forestilling om Slægtens Middel-Alder, og lære at vurdere Følelsens Forhold til det Øvrige i Mennesket, hverken blot efter dens Himmelske Fylde i den ældste Christenhed, eller efter dens aandige Kraftløshed og dyriske Nedrighed i det udartede Pavedom, men efter hele sin store Virksomhed giennem femten Aarhundreder. Fra dette Stade indsee vi ogsaa let, at den Papistiske Grille at ville vedligeholde Middel-Alderen eller føre den tilbage, og det Rationalistiske Uvæsen, som protesterer mod Middel-Alderen, vilde om det var mueligt, udslette den af Slægtens Levnets-Løb, og fnyser over enhver Begeistring for den, at de er lige aandløse, skiøndt ingenlunde lige oprørende. De forholde sig nemlig til hinanden, som Jøderne efter 📌Jerusalems Forstyrrelse til Tyrannerne paa 📌Roms Throne: thi af en naturlig, skiøndt sygelig Følsomhed holdt Hine fast paa Skyggen af den forsvundne Phantasi-Verden, medens disse i unaturlig Hovmod stræbde at udslette hvert levende Spor af den og giøre sig selv til de eneste Guder. Uagtet vi derfor ligesaa alvorlig maae protestere imod virkelig at gaae tilbage til Middel-Alderen, som mod at gaae i vor Moder igien, da Livet, som er os kiærest, derved nødvendig gik i Løbet, saa er dog den historisk-poetiske Tilbage-Gang til Middel-Alderen, med virkelig Begeistring for den, os endnu mere uundværlig end det levende Minde af vor kiødelige Moder; thi det gaaer med alt Aandeligt, som med Guddommen, der maa elskes for at kiendes og forstaaes, og det er den videnskabelige Menne11ske-Slægt ligesaa nødvendigt at kiende og forstaae sin Middel-Alder, som det er Enhver af os nødvendigt at være sig sit forrige Liv bevidst, naar vi sømmelig skal fortsætte og fuldende det.

Herom skulde man da tænke, der i Christenheden ei kunde være uden een videnskabelig Mening; thi vel maatte Skilsmissen i det Sextende Aarhundrede mellem dem der forstandig vilde fortsætte Menneske-Livet, og dem der vilde standse det, en Tidlang forblinde begge Partier for det rette Forhold mellem Middel-Alderen og Forstands-Tiden; men havde deres Følelse i Grunden sammensmeltet, vilde de dog efterhaanden paa begge Sider opdaget deres Feiltagelse og mødtes paa Halv-Veien. Men ligesom Kirke-Historien lærer os, at der var stor Forskiel paa, hvad Apostlerne, og hvad Mange af 👤St. Peders Efterfølgere kaldte Christendom, saaledes lærer Stats-Historien os, at der var ikke mindre Forskiel paa de Folk, der giennem Middel-Alderen indlemmedes i Christenheden, og at Maaderne, det skedte paa, var tit af det Slags, at de, aandig talt, var den ligesaa nær og maaskee nærmere før Daaben end efter den. Det giælder derfor i det Hele, som i det Enkelte, at hvor alvorlig end Christendommen helliger Ægteskabet, saa fødtes der dog mange uægte Børn i Christenheden, især siden Troen blev en tvungen Sag, og det bør aldrig undre os, at de, hvis Mødre sympathiserede langt meer med Araber og Tyrker end med de første Christne, ogsaa, skiøndt de blev oplærte i Christenhedens mageløse Skole, kom til at betragte baade Kvinden og Middel-Alderen, Christendommen og hele Aandens Verden med Tyrkiske Øine. Vi maae overalt, fra det Øieblik Christendommen blev, som man siger, “ophøiet,” men som det bør hedde “fornedret” til “Stats-Religjon” i 📌Romer-Riget, huske, at der, naar man skal tale Hjerte-Sproget, findes kun en skjult Christen12hed i Verden, saa hvad der siden yttrer sig i den Kreds, der fører det store Navn, baade giennem Middel-Alderen og den nyere Tid, maa nødvendig bære kiendeligt Præg af de christnede Folkefærds naturlige Hjerte-Lag, længe før det ved Reformationen kom til en aabenbar kirkelig Skilsmisse. Ligesaalidt derfor som Nutiden er eens i 📌Syden og 📌Norden, ligesaalidt var Middel-Alderen det; thi vel udvandrede, saavidt vi kan skiønne, alle Nybyggerne fra 📌Tydskland og 📌Norden, men deels har Tydsken og Nordboen aldrig hjertelig giort Eet, og deels viste netop Udvandringerne hen paa en hjertelig Forskiel mellem de udvandrede og de Kværsiddende, som Historien klarlig lægger for Dagen, med den Kiends-Gjerning, at Angel-Sachserne var de eneste Udflyttere, inden 📌Romer-Rigets Grændser, som nogenlunde holdt fast paa deres Moders-Maal.

Dette er nemlig Grunden til det Barbari og den almindelige Forvirring, der hersker fra 👤Konstantin til 👤Karl den Stores Tid; thi da er den første Christenhed opløst i 📌Romer-Riget; hvad Kraft der i den gamle Verden endnu findes, er Barbarisk; Gother og Franker lade sig romanisere i 📌Gallien, 📌Spanien og 📌Italien; og Angel-Sachserne lade sig først christne i det Syvende Aarhundrede, saa hermed begynder først den ny Folke-Verden at gestalte sig, hvor Følelsen er naturlig dyb og kraftig nok til at holde paa Moders-Maalet, og til derigiennem hjertelig at tilegne sig den Ebraiske Anskuelse og Saameget af Christendommen, som lader sig forene med Folke-Naturen.

Her see vi nemlig Knuden i Middel-Alderens Historie, som Man hidtil forgiæves har stræbt at løse, men som dog unægtelig har Krav paa vor spændte Opmærksomhed, thi hvorledes Forsynet bar sig ad med at skabe en ny Folke-13Verden, der vedligeholdt aandig Forbindelse med den Gamle, og var skikket til en Forstands-Udvikling af Old-Tidens høieste Anskuelse, skikket til en Videnskabelighed, hvorigiennem Synerne forklare sig selv, dette Mester-Stykke af Guddoms-Konst, der aabenbar giennem Middel-Alderen, som den store Konst-Tid, er lykkedes, det maa jo Universal-Historien, naar den skal svare til sit Navn, beskrive.

Den sædvanlige Maade, hvorpaa Man oplyser dette “Middel-Alderens Mørke”, synes vel at være meget simpel, i det Man fortæller os, at da Græsken blev giemt i 📌Konstantinopel, og Latinen paa en Maade i hele 📌📌Vestens Kirker og Klostere, saa hændte det sig lykkeligviis, at Man i det Fjortende og Femtende Aarhundrede gav sig til at læse de Latinske Classiker, og da det nu tillige traf sig saa vel, at Tyrkerne tog 📌Konstantinopel, og endeel Græker flygtede til 📌Italien, saa kom ogsaa de Græske Classiker for en Dag, hvoraf da den nyere Videnskabelighed, ved den Aands-Frihed, Reformationen gav, naturlig udviklede sig. Men havde Tingen været saa simpel, vilde den samme Videnskabelighed dog formodenlig udviklet sig endnu langt bedre og naturligere i 📌Romer-Riget, mellem 👤Augustus og 👤Augustulus, da Man forstod meget bedre baade Latin og Græsk end Philologerne enten i det Femtende eller det Syttende Aarhundrede, og Man havde Guds-Gaver af den Aands-Frihed, der hører til at læse og skrive hvad Man vil om gamle Sager og ny Opdagelser. Rimeligviis maa altsaa Folkene i 📌Romer-Riget enten manglet Lyst eller Kraft til at giøre de videnskabelige Kæmpe-Skridt, saa Middel-Alderen blev nødvendig, om aldrig for andet, saa dog for at befolke Studere-Kamrene med en bedre Stamme, og at den Bedste nu ikke kom til 📌Italien, hvor Man historisk lod det beroe med at beundre hvad allerede var gjort, følger af sig selv, saa det bliver fra alle Sider Hoved-Sagen, hvorledes 📌Tydskland og 14📌Norden, Reformationens Hjemstavn og den ny Videnskabeligheds Sæde, kom i Forbindelse med den Classiske Old-Tid. Selv fra det laveste Catheder burde Man da have seet, at der i 📌Tydskland og 📌Norden maae have slumret aandelige Kæmpe-Kræfter, der trængde til Christendommen og til Middel-Alderen, for at vaagne og udvikle sig til de videnskabelige Kæmpe-Skridt; men oplyse Sammenhængen kunde Man rigtignok ikke, selv med en 👤Johannes Müllers Falke-Syn, uden at kiende den Nordiske Literatur fra Middel-Alderen, som Angel-Sachser og Islændere frembragde; thi først den kan lære os, at de Nordiske Folk selv i deres Hedenskab havde aandige Forestillinger om Menneske-Livet, og følde en brændende Begiærlighed efter at kiende og afbilde det i alle sine Retninger. Denne Literatur oplyser nemlig ikke blot den Nordiske Middel-Alder fra det Ottende til det Fjortende Aarhundrede, men den viser os Folk med egne sindrige Myther og med et ganske eiendommelig historisk-poetisk Præg, af hvis Kirker og Skoler Latinen umuelig ret længe kunde fortrænge Moders-Maalet, som ikke blot var i Folke-Munde, men ogsaa ført til Bogs, og hvis Forstand, naar den modnedes, nødvendig maatte opfatte baade Christendommen, Middel-Alderen og hele Menneske-Livet ganske anderledes end Blandings-Folkene af Romerske Ruiner og Romaniserede Brud-Stykker fra 📌Tydskland og 📌Norden.

Middel-Alderens Dunkelhed, eller, om Man vil, Ægyptiske Mørke, reiser sig da ingenlunde af at Folk da, fremfor nu, elskede Mørket mere end Lyset, men fornemmelig deraf, at Man har villet oplyse den med en tom Lygte, saa Mørket sad meget meer i Øinene end det laae i Tiden; thi at Lyset i Følelses-Tiden har det samme dunkle Farve-Skiær, som det altid har for Hjertet og hos Kvinden, kan aldrig undre oplyste Folk, at det kun er i Krogene, ædle Folk kunde have Lyst til at bygge og boe, viser blot, at vi har den sam15me Menneske-Slægt for os, som i Old-Tiden kun forslog til at befolke eet 📌Jødeland og halvandet 📌Grækenland, og at vi endnu savne Oplysning om Adskilligt af Vigtighed, er ene og alene vore Latinske Skole-Mesteres Skyld, der enten indbildte os, at Middel-Alderen var det ikke værd at befatte sig med, eller indskiød os dog en dyb Ringe-Agt for de Kilder, der ikke i det Mindste var paa slet Latin. Det Sidste har nemlig gjort, at det Islandske Saga-Bibliothek saa seent kom for Lyset, at Angel-Sachsernes samlede Digte endnu med deres Postiller vente paa Udgivelse, og at ventelig Noget af det Bedste fra Middel-Alderen endnu ligger begravet ensteds i en Papir-Mødding eller i en Afkrog.

Dog, hvad der er meer end alle Bøger savne vi rigtig nok endnu til ret at forstaae Middel-Alderen, og det er Grækernes Hjelp, ligesom vi savne Jødernes til at forstaae Old-Tiden; men derfor er disse to Folk heller ikke saaledes udslettede, som Romerne, men vil træde til i betimelig Tid. Det kan vel synes paradox, at Grækerne, der kom sovende giennem Middel-Alderen, skal forklare os den; men saa vist, som Middel-Alderen er Slægtens Hjerte-Tid, saa vist er ogsaa Grækerne dens aandigste Hjerte-Folk, som, efter den oprindelige Naturens Orden, skulde ført an i Middel-Alderen, og maa altsaa kunne lære at forstaae den saa godt som deres egen Natur. Derfor blev Græsken det Ny Testamentes hellige Sprog, og derfor har Grækerne selv i deres sovende Tilstand havt langt mere Indflydelse paa Middel-Alderen, end Man sædvanlig troer; thi Nordboernes Krigs-Tjeneste i 📌Maglegaard giennem det Ellevte og Tolvte Aarhundrede, altsaa netop i 📌Islands Blomster-Tid, maa Man ingenlunde forvexle med de gamle Barbarers i 📌Rom. Ogsaa fra denne Side skal vi derfor indsee vor Trang i Vidskabs-Tiden til en levende Forbindelse med Ny-Grækerne, hvem vi maae hjelpe til at indhente det Forsømte, for at de igien kan hjelpe 16os til at forstaae det Forbigangne; thi skiøndt vi Nordboer, ved Christendommens Hjelp, og med lidt Tilstød giennem Væringerne, slap taalelig giennem Middel-Alderen, var det dog egenlig ikke vor Høvdings-Time, og de sidste tre Aarhundreders Historie viser, at vi fortog os i Middel-Alderen, og kunde paa et hængende Haar kommet til at gaae sovende giennem Vidskabs-Tiden. Det lader sig nemlig ikke dølge, at vi, lige siden Reformationen, saa vidt som mueligt, har gaaet i Tydskernes Lede-Baand, saa de havde endog nær kyst os fra, ved Hjelp af Islænderne, at opfriske Mindet om vor egen Middel-Alder. Det fandt vi imidlertid dog, gik for vidt, og siden vi fandt baade Mod og Kraft til en grundig Protest mod det videnskabelige Tyranni, tør vi vel ogsaa finde, hvad vi behøve til videnskabelige Frem-Skridt i Nordisk, som netop er “Universal-Historisk” Retning. Ligesaalidt som Tydskerne kiøs os fra Edda og Heimskringla, ligesaalidt skal enten Tyrken eller Paven kyse os fra Middel-Alderen, da blandt Andet Heimskringla lærer os, Man kunde heroppe med Liv og Sjæl være inde i Middel-Alderen og skildre den deilig fra Top til Taa, uden enten at kysse Pavens Tøffel, snakke Kloster-Latin eller troe paa tossede Legender.

Dog, hvorvidt vi tør gaae, som hvorvidt vi kan komme, maa Tiden vise, og vi skal vist nok ikke rose os af vore Frem-Skridt, saalænge de kun staae paa Papiret, medens Latinen Hersker i vor Skole, og vi forgiæves lede om de gamle Skjaldes og Saga-Præsters Eftermænd, hvis krydrede Tale skal være Ungdommens, som Honning-Dugg Biernes Føde. Naar vi derfor beskrive de svundne Tider, som de ved et Underværk synes at hæve sig for os fra mølædte Blade, da er det ei, fordi vi indbilde os, Bøger kan oplade Øine, som før faldt sammen over dem, end sige da indgyde det Mod og den Kraft, de livløse Stakler selv saa øiensynlig fattes, men det er, 17fordi vi selv er levende Beviser paa, at Saga hører i 📌Norden til de Udødelige, der vel enstund af Harme over døve Øren kan holde Tand for Tunge, men mister dog aldrig Mælet, glemmer ei heller hvortil det duer, og løfter aldrig saasnart den levende Røst, før Odin kommer og tømmer daglig Guld-Kalken med hende i Gynge-Salen, givende Syn for Sagn: at 📌Nordens Aand giør altid Kæmpe-Skridt!

Christenheden og 📌Romer-Riget.

Hvor Christendommen betragtes som en Stats-Sag, er det følgeligt, at Man ogsaa i Stats-Historien begynder en ny Tids-Alder med 👤Christi Fødsel; men naar Man seer, det kun i Middel-Alderens Dunkelhed kunde falde Folk ind saa grovelig at forvexle Kirke og Stat og Forholdet til Himlen med det til Jorden, da har det store Mis-Greb sædvanlig til Følge, at Man ogsaa bliver blind for den historisk-virkelige Forbindelse, der er mellem Christendommen og alle den ny Verdens Borger-Samfund. Derfor er det nu almindeligt i Stats-Historien knap at nævne den 👤Christus, hvis Fødsel Man dog regner efter, men deristeden at opregne alle 📌Roms Tyranner fra 👤Augustus til 👤Augustulus, som om Slaveriet under dem endnu bestandig var Et af Old-Tidens Borger-Samfund, der først opløstes ved 📌det Vestlige Riges Undergang, og gav Plads for et lovløst Barbari. At Man herved reent glemmer 📌det Østlige Romer-Rige, der dog alle Dage var ligesaa godt et Borger-Samfund som 📌det Vestlige, og burde altsaa trolig følges til 📌Konstantinopels Indtagelse, uden at ændse Barbariet, det er latterligt nok, og lader sig neppe forklare uden deraf, at vore Skoler var Latinske, ikke Græske; men Hoved-Feilen er dog den, at Man derved paa den ene Side sønderriver og forvirrer 18Middel-Alderens Stats-Historie, og paa den Anden forvexler Borger-Samfund med Slaveri, og at en saadan Feiltagelse hos de Lærde maa i Vidskabs-Tiden have sørgelige Følger for Staten, indseer man let.

Først maae vi derfor huske, at der i 📌Rom aldrig havde været Andet end en Røver-Stat,” thi det var jo der ikke Borgere, forbundne til fredelige Sysler og fælles Forsvar end sige til noget høiere Øiemed, men Krigs-Folk, der slog dem sammen, for at drive Røver-Haandværket med mere Sikkerhed og Eftertryk, leve paa Naboernes Bekostning og lade Tiden vise, hvorvidt de kunde udstrække deres Erobringer. Paa dette Stats-Øiemed var aabenbar alle Indretninger beregnede, saa selv Stats-Religjonen skulde udvide sig med Riget, ved at optage alle undertvungne Folks Guder, og her var da ingen Folke-Aand tænkelig, uden Man saaledes vil kalde den fælles Drift og Evne til at giøre alle de Opoffrelser og underkaste sig alle de Indskrænkninger, Røver-Anslaget paa hele Verden for at lykkes maatte kræve. Kun fra dette lave, vi maae vel sige nedrige, Stade kan vi øine Noget, der ligner et Borgerligt Selskab i 📌Rom, og derom vilde følgelig i Stats-Historien ei blevet mere Tale end om Røver-Staterne i 📌Barbariet, hvis det ei var lykkedes 📌Rom efterhaanden at undertvinge hele den dannede Verden. Da det imidlertid var skeet og alle Old-Tidens Stater forvandlede til Romerske Provindser, da veed vi, at selv Romerne havde ondt ved, efter de saakaldte Borger-Krige, at finde Noget, der i deres Øine lignede en Stat, fordi Alle var een Mands Slaver. Vilde Man nu end sige, at saalænge 📌Rom raadte for Keiser-Valget, var Keiser-Tyranniet ogsaa En af de Byrder, Romer-Aanden drev sit Folk til at bære, for evig at nyde det herlige Røver-Liv, hele Verdens Besiddelse skiænkede dem, saa bortfalder dog ogsaa dette med det Juliske Huus, thi da Krigs-Hærene i 19Provindserne tog sig den Frihed at vælge Keisere, tabde 📌Rom sig aldeles i det store Slaveri, der var dets Kæmpe-Værk. Her afrunder sig ogsaa det Hele, thi skiøndt Jødernes Borgerlige Selvstændighed alt længe ei havde havt stort mere at betyde end den Frihed, Romerne skiænkede Grækerne og Andre, saa var 📌Jerusalems Forstyrrelse dog endnu en vigtig Stats-Begivenhed, og den samme 👤Vespasian, som derved vandt sin Navnkundighed, tilintetgjorde ogsaa den Skygge af Frihed, der end hist og her var tilbage, ved at erklære alle Lande for Romerske Provindser.

Her maatte altsaa Stats-Historien sluttet, dersom den ikke ved et Vidunder var blevet fortsat, thi da Riget udgiorde hele den dannede Verden, som laae magtesløs i Tyranniets Lænker, var der slet ingen Udsigt til bedre Tider. Ingen Keisers Personlighed kunde skabe dem, thi Jøder og Græker var ligesaa uduelige som Romerne til at giøre deres Fædres Gierninger, og udenfra var ingen Hjelp at faae, thi der var kun raa Folke-Færd, som, naar de bemægtigede sig Riget, i det Høieste, som Mogolerne i 📌China, kunde tilegne sig den Dannelse, de forefandt, og vedligeholde den i Slaveriet indførte Orden.

Men netop i 👤Neros sidste Dage kommer der i 📌Rom og trindt i Riget et nyskabt Folk for Lyset, hvorimod Alt hvad der sætter en Ære i at hedde Romersk træder i Kamp, og taber giennem tre Aarhundreder bestandig Slaget; dette Folk kan vi, trods alle Blandinger, spore lige til vore Dage, som Byg-Mestere af en heel Række nye Stater, og de maae da nødvendig tiltrække sig vor hele Opmærksomhed, saa vi kun ændse 📌Rom og dets Keisere for “de Christnes” Skyld. Hvor dette Folk kom fra, hvad det fra Begyndelsen førde i sit Skjold, hvordan det midt i 📌Romer-Riget hævdede sin Selvstændighed, og siden ligesom tabte sig i den ny Folke-Verden, 20Det gav Navn og Dannelse, er da statshistoriske Spørgsmaal af den høieste Vigtighed for hvem der tager Deel i det høiere Menneske-Liv, hvad Tro han saa end ellers bekiender sig til.

For nu, saa godt som Kilderne tillade, at besvare disse Spørgsmaal, der angaae intet mindre end vor aandelige Sammenhæng med Old-Tidens dannede Verden, begynde vi vel bedst med Romeren 👤Tacitus, som i Anledning af 📌Jerusalems Forstyrrelse melder, at der fattedes ikke paa frygtelige Forvarsler, saasom Krigs-Hære i Luften, Ild i Skyerne, Bulder i 📌Templet og en Røst fra Helligdommen “nu drage Guderne bort;” men at Jøderne af en ugudelig Overtro holdt det for usømmeligt at forsone sig med Himmelen, medens Mængden trøstede sig med, der stod skrevet i Præsternes gamle Bøger, at 📌Øster-Leden paa denne Tid skulde blive mægtig og Folk fra 📌Jødeland komme til Regieringen, thi det faldt dem aldrig ind at Spaadommen gjaldt 👤Vespasian og 👤Titus *👤Taciti Historieb. V. 13.. Da nu samme 👤Tacitus, i Anledning af 👤Neros Raseri mod “de Christne”, fortæller os at disse bar Navn efter en vis 👤Christus, som 👤Pontius Pilatus korsfæstede i 📌Jødeland under 👤Tibers Regiering*👤Taciti Aarbøger. XV. 44., saa vilde selv Romerne ikke kunne fortænke os, som kiende Følgerne, i at vi heller anvende Spaadommen paa de Christne end paa 👤Vespasian og 👤Titus, hvis Regiering kun var kort og ubetydelig mod det lille Christen-Folks, der paa samme Tid udgik fra 📌Jødeland. Her faae vi da paa eengang det umistænkeligste Vidnesbyrd, vi kan ønske os, baade for de Christnes Jødiske Herkomst og for Tilværelsen af Ebraiske Spaadomme, som 📌Jerusalems Forstyrrelse nøder os til at overføre paa dem, og 21dermed lade vi Romeren fare, for af de Christnes Hellige Skrift at faae nærmere Oplysning om begge Dele.

Under Keiser 👤Augustus, læse vi der, mens 👤Herodes den store Blod-Hund endnu sad paa Thronen i 📌Jerusalem, kom der nogle Stjerne-Kigere tilbyes fra 📌Øster-Leden og spurgde efter den nyfødte Jødernes Konge, hvis Lykke-Stjerne de havde seet paa Himlen. Ved denne Efter-Spørgsel kom hele 📌Jerusalem i Bevægelse, og 👤Herodes, som hugede ilde til, sammenkaldte alle de Skriftkloge, for at høre, hvor 👤Christus (👤Messias), den store af Propheterne bebudede Jøde-Konge, skulde fødes? De Skrift-Kloge svarede, at efter Propheten 👤Michas Spaadom skulde den store “Folke-Hyrde” fødes i 📌Bethlehem, 📌Davids By, og derhen sendte nu 👤Herodes Stjerne-Kigerne, med den Aftale, at de skulde komme til 📌Jerusalem igien og melde om de havde fundet Barne-Kongen, for at ogsaa han kunde hylde 👤Christus i Svøbet. Der blev imidlertid intet af, thi da Stjerne-Kigerne havde fundet ham de søgde, i 👤Jesus, 👤Marias Søn, og offret ham Guld, Virak og Myrrha, afskrækkedes de ved en Drøm fra at komme til 📌Jerusalem og reiste en anden Vei hjem, og da 👤Herodes mærkede, hans List mislykkedes, brugde han Vold og lod myrde alle smaa Børn under to Aar i 📌Bethlehem og dens Omegn. 👤Jesus undgik imidlertid Døden, thi hans Pleie-Fader, Tømmermanden 👤Joseph, var alt i Forveien, efter et Drømme-Syn, flygtet med ham og 👤Maria til 📌Ægypten, hvor han blev til 👤Herodes var død. Siden opslog 👤Joseph sin Bopæl i den lille By 📌Nazareth i 📌Galilæa, hvor 👤Jesus blev opfødt, uden at Man veed synderlig meer om ham, før han var tredive Aar; men da, i Keiser 👤Tibers femtende Regierings-Aar, blev han paa een Gang navnkundig ved sin Daab i 📌Jordans Flod. Her stod nemlig i de samme Dage hans Frænde 👤Johannes, en Søn af Præsten 👤Zacharias, ved 22Færge-Stæderne og gjorde stor Opsigt, thi han førde Ordet, fyrig i Aanden, ligesom En af de gamle Propheter, straffede Synd og Ugudelighed uden Persons Anseelse, og forsikkrede bestemt, at nu kom 👤Christus, den store Konge, at oprette Himmeriges Rige paa Jorden, som der var spaaet, saa hvem der vilde vinde Borgerskab i det, maatte nu strax bekiende sine Synder og lade sig døbe i 📌Jordan. Der strømmede Folk til 👤Johannes i Tusind-Tal, ikke blot fra Landet men ogsaa fra Hovedstaden, og omsider skikkede Geistligheden og de Lærde i 📌Jerusalem et høitideligt Gesandtskab til ham med det Spørgsmaal: om han ikke selv var 👤Christus; men dertil svarede han reentud Nei, og vidnede: jeg er kun Røsten i Ørken udsendt for Herrens Ansigt at bane ham Vei, men han staaer midt iblandt eder, den Ubekiendte”, hvis Sko-Baand jeg ikke er værdig at løse, jeg døber med Vand, men han med den Hellig-Aand! Derefter skedte det en Dag, at 👤Jesus kom til 📌Jordan og forlangde at døbes af 👤Johannes og nødte sig paa ham, skiøndt han svarede: hvad vil du hos mig, jeg kunde bedre behøve at døbes af dig, og saa snart 👤Jesus var døbt og steg op af Floden, da aabnede Himlen sig for 👤Døberens Øine, den Hellig-Aand neddalede i Due-Skikkelse over 👤Jesus, og det lød fra Himlen: denne er min elskelige Søn, i hvem Jeg finder Velbehag. Fra denne Dag af udraabde 👤Johannes 👤Jesus for 👤Christus, Guds Søn, og Verdens Frelser, stillede sig selv i Skygge, og endte snart sine Dage, fængslet og halshugget af Kong 👤Herodes den Yngre, hvem han lydelig havde lastet for Ægteskabs-Brudd.

Efterat 👤Jesus var døbt, kom den onde Aand og fristede ham, tilbydende ham hele Verdens-Riget,” med al dets Herlighed, blot for et Knæ-Fald, men 👤Jesus sagde: pak dig, Satan! thi der staaer skrevet: du skal tilbede Herren din Gud og tjene Ham alene, og nu begyndte 👤Jesus at 23vandre om i Landet, og viste sig i alle Maader, som den omspaaede 👤Christus, i hvis Dage Blinde skulde see, Døve høre, Halte gaae, Spedalske renses, Døde staae op og Fattig-Folk spørge gode Tidender. I sine Taler, der vare ligesaa mageløse som hans Jærtegn, skildrede han det Himmerig paa Jorden, der nu stiftedes, som et Frihedens, Lighedens og Broderskabets Rige, hvori den Ypperste bestandig skulde være Alles Tjener, ligesom han selv, skiøndt Herre født, tog en Tjeners Skikkelse paa sig, og Enigheden, der skulde finde Sted mellem Borgerne indbyrdes, saavelsom med Kongen, skildrede han i de stærkeste Udtryk som den fuldkomne, aandelige Eenhed, Kiærligheden skaber. Naar derfor Mængden vilde udraabe ham til Konge paa verdslig Viis, da undveeg han, og først da det endelig syndes, som hans Disciple forstod ham, holdt han sit Indtog i 📌Jerusalem, som den omspaaede Folke-Hyrde af 👤Davids Æt, uden at der hos hans jublende Følge var mindste Tegn til verdslige Forventninger. Hermed sluttedes imidlertid 👤Jesu Prophetiske Bane, thi Præsterne og de Skrift-Kloge havde længe tragtet ham efter Livet, neppe fordi hans Tale om sin guddommelige Eenhed med den Himmelske Fader virkelig stødte dem, men fordi han bestandig nedrev dem, og det tit i Folkets Paahør, som Øien-Skalke og blinde Veiledere, der kun søgde deres egen Ære og timelige Fordeel, og som aandelige Røvere, der havde ranet Kundskabs-Nøgelen og brugde den kun til at lukke dem ude, der vilde indgaae i Helligdommen, og disse hans uforsonlige Fiender havde nu den Glæde, at En af hans egne Apostler, 👤Judas Iskarioth, forraadte ham til dem uden Larm, hvorpaa de strax dømde ham fra Livet som en selvgjort Guds Søn, og overgav ham til den Romerske Lands-Høvding 👤Pontius Pilatus, for at faae ham korsfæstet. Herved mødte nu vel den Vanskelighed, at 👤Pilatus, som vidste godt hvad Præsterne skadte, og vilde nødig 24forgribe sig paa den vidunderlige Mand, forlangde Beviis for en Brøde, som Romer-Retten satte Døds-Straf paa, men da Præsterne fik Mængden til at larme og høirøstet forlange hans Korsfæstelse, da gik 👤Pilatus dog paa Forlig med sin Samvittighed, saa han dømde, at Folket skulde faae sin Villie, men vaskede sine Hænder for deres Øine og sagde: jeg har ingen Deel i den Retfærdiges Blod, det bliver eders Sag! Ja, skreg Mængden, hans Blod komme over os og vore Børn, og fulgde ham saa til 📌Galge-Bakken (📌Golgatha), hvor han blev korsfæstet mellem to Røvere, med den Over-Skrift paa Ebraisk, Græsk og Latin: Nazaræeren 👤Jesus, Jødernes Konge; Noget, Præsterne vel stødte sig over og bad 👤Pilatus forandre, men dertil svarede han blot: hvad jeg skrev, det skrev jeg! De Romerske Strids-Mænd deelde nu den Korsfæstedes Klæder imellem sig og kastede Lodd om hans vævede Kappe, medens Præsterne og de Lærde kappedes med Pøbelen om at spotte ham, sigende: han har hjulpet Andre og kan ikke hjelpe sig selv; er han 📌Israels Konge, da stige han nu ned ad Korset, saa vil vi troe det; lad Gud nu redde ham, om han har Lyst, thi han sagde jo, han var Guds Søn; men derimod sagde den Ene af Røverne til ham: Herre! naar du kommer i dit Rige, da tænk paa mig, og 👤Jesus svarede: sandelig, sandelig, siger jeg dig, idag skal du være med mig i 📌Paradis! Da nu desuden Himlen sortnede og Jorden skjalv, og 👤Jesus døde rolig med de Ord: Fader! i din Haand befaler jeg min Aand; saa gjorde det et besynderligt Indtryk paa alle Tilskuerne, Mængden slog sig for Brystet og sneg sig bort, og den Romerske Høvedsmand sagde: det var sikkert en retfærdig Mand, ja, det var en Guds Søn!

Saaledes døde da 👤Jesus paa Korset som en Misdæder, men fik dog en hæderlig Begravelse, thi En af de Jødiske Raads-Herrer, ved Navn 👤Joseph fra 📌Arimathia, en rig Mand, som hemmelig bar Venskab for ham, fik Lov af 👤Pila25👤tus til at tage hans Legeme ned og jorde det prægtig et nærliggende Grav-Sted, han havde ladet udhugge til sig selv i en Klippe. Da imidlertid 👤Jesus havde sagt offenlig, at Tredie-Dagen efter sin Død vilde han staae op igien, fandt hans mægtige Fiender det raadeligst at forebygge de farlige Rygter, deraf kunde opstaae, ved at sætte deres Seigl for Lukke-Stenen og stille en Romersk Vagt, som de fik af 👤Pilatus, omkring Graven, og saaledes stod Sagerne tredie Dags Morgen, som var Paaske-Søndag, men da foer i Dag-Brækningen en Engel ned fra Himmelen som et Lyn, væltede Stenen fra Graven og satte sig paa den, medens Vagten daanede og 👤Jesus stod op. Rygtet herom søgde Præsterne og de Lærde vel at kvæle i Fødselen ved at bestikke Vagten, saa de tog dem Skylden paa og sagde, at mens de sov paa deres Post, var det lykkedes den Korsfæstedes Discipler at stjæle hans Lig, men Disciplerne, som vidste sig fri, hørde alt om Morgenen med Forbauselse den store Tidende af nogle Veninder, der kom til Graven, just som Vagten flygtede og traf Engle der, som bevidnede Opstandelsen, og samme Dags Aften indfandt 👤Jesus sig pludselig midt iblandt sine Discipler, som var forsamlede inden lukte Dørre af Frygt for Jøderne. Saaledes lod 👤Jesus sig i Løbet af fyrretive Dage tilsyne for dem, og overbeviste de Tvivlende om sin virkelige Opstandelse med “Kiød og Been”, ved at spise og drikke, lade dem føle paa sig og vise dem baade Nagle-Gabene fra Korsfæstelsen og Aabningen i hans Side, som en Romersk Strids-Mand gjorde med sit Spyd, for at see, om han var rigtig død, og for Resten dreiede hans Tale sig deels om de Messianske Spaadomme, hvis Opfyldelse paa sig han klarlig viiste Disciplerne, og deels om 👤Christus-Riget”, som nu skulde oprettes. Blandt sine Discipler havde han lige fra Begyndelsen udvalgt Tolv til Apostler (fuldmægtige Sendebud), hvoraf dog den Ene forraadte ham, og “de Elleve”, 26med tre Galilæiske Fiskere, 👤Simon Peder og 👤Zebedæi-Sønnerne, 👤Johannes og 👤Jakob, i Spidsen, var det da især, han efter sin Opstandelse omgikkes og oplyste, og i deres Paasyn foer han til Himmels, saa en Sky tog ham bort fra deres Øine, efterat han havde lyst sin Velsignelse over dem og sagt: gaaer ud i al Verden, underviser alle Folk og døber dem i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands, og lærer dem at holde alle de Anordninger i Hævd, som jeg har givet eder, og see, jeg er med eder alle Dage til Verdens Ende! De blev imidlertid endnu en Tidlang staaende og stirrede efter den Opfarne, indtil der kom to Mænd i Straale-Dragt og sagde til dem: hvi staae I Galilæer her, og stirre paa Himlen; denne 👤Jesus som er optaget, han kommer igien ligesom I saae ham opfare; men saa tilbad Apostlerne den Himmel-Farne og vendte glade tilbage til 📌Jerusalem, hvor han havde befalet dem at bie, til de efter nogle Dages Forløb blev iførte med Kraft fra det Høie og fik den Hellig-Aand, som skulde tale igiennem dem, veilede dem til al Sandhed, og trøste dem med en salig Evighed over al den Trængsel, de for 👤Jesu Navns Skyld maatte være beredt paa at lide.

Det hele Christen-Folk, som nu var forsamlet i 📌Jerusalem, bestod dengang kun af hundrede og tyve Personer, men Herren havde ogsaa lignet sit Rige ved det Mindste af alle Frø-Korn, som dog snart blev høiere end alle Kiøkken-Urter og opvoxde til et Træ, hvori alle Himlens Fugle bygde Rede, og det begyndte mærkelig at stadfæste sig ti Dage efter Himmel-Farten, thi da, paa første Pindse-Dag, blev der pludselig et saadant Brag og Bulder i Huset, hvor Apostlerne sad, at hele Staden kom i Bevægelse, og den Hellig-Aand kom over Apostlerne, som glødende Tunger at see til, hvorpaa de opløftede Røsten paa allehaande Tunge-Maal og talede om Herren. Der var iblandt Tilhørerne Jøder og Jøde-27Venner (Proselyter) baade dybt inde fra 📌Øster-Leden, og fra 📌Ægypten, 📌Arabien og 📌Nord-Afrika, fra 📌Italien og 📌Grækenland, som deels boede i 📌Jerusalem og deels var kommet reisende til den store Høitid, for Lov-Givningen med Guddoms-Røst paa Sinai, og forbausede sagde de til hverandre: ere ikke alle disse Talere Galilæer, og dog høre vi dem tale vort Moders-Maal og forherlige Gud med vore Tunger! Somme slog det vel hen i Spas og sagde: de har drukket sig fulde i sød Viin, men nu reiste 👤Simon Peder sig, paa hvis Bekiendelse Herren havde sagt, han vilde grunde sin Kirke som paa en urokkelig Klippe, og han holdt en Tale, hvori han med Lys og Ild udviklede, at dette var Opfyldelsen af 👤Davids Forventning og Propheternes Spaadom, saa hvem der vilde arve med dem, maatte nu troe paa den Himmel-Farne og lade sig døbe, og det gjorde samme Dag hen ved tre Tusinder.

Saaledes dannede sig da “den Christne Menighed” i 📌Jerusalem, der var som eet Hjerte og een Sjel i mange Legemer, thi de vare ligegode om Alt, Ingen kaldte Noget sit eget, og hvem der havde faste Eiendomme solgde dem og bar Pengene til Apostlerne, som dermed understøttede de Trængende, og da nu Apostlerne tillige helbredte alle de Syge, Man bragde dem, i 👤Jesu Navn, saa fandt den ny Menighed almindelig Yndest hos Folket. Anderledes var det med Præsterne og de Lærde, som fnøs over, at de lærde i 👤Jesu Navn og bevidnede hans Opstandelse, men skiøndt Apostlerne desaarsag droges for Retten, fandt Fienderne det dog raadeligst, at lade dem fare, deels for Mængdens Skyld, og deels fordi deres Orakel, den gamle, skriftkloge 👤Gamaliel, gav dem at betænke, at var den ny Lærdom Menneske-Paafund, vilde den jo snart falde bort af sig selv, ligesom Skryderiet af alle de Andre, der havde udgivet dem for 👤Christus (👤Messias), men var det Guds Sag, da var det jo 28Galenskab at prøve Styrke med ham! Denne Skaansel strakde sig imidlertid kun til dem, Man vidste havde kiendt 👤Jesus i levende Live og været hans Discipler, saa mod den øvrige Menighed udbrød der snart en stor Forfølgelse i Anledning af 👤Stephan, som var Lærer og Fattig-Forstander (Diakon), gjorde mange Mirakler, og bandt, i en offenlig Tvist om 👤Jesus, Munden paa alle de Skrift-Kloge af den Alexandrinske Skole, hvorover de blev saa rasende forbittrede, at de trak ham for Retten, som en Guds-Bespotter, der talde foragtelig baade om Mose-Loven og 📌Templet, som Ting, 👤Jesus fra 📌Nazareth skulde afskaffe. Vel forsvarede 👤Stephan sig mesterlig for Raadet med Jødernes egen Hellige Skrift, hvoraf han beviiste, at baade havde 👤Moses selv forkyndt den store Prophet, som Folket uindskrænket skulde lyde, og 👤Salomon, der bygde 📌Templet, havde udtrykkelig erklæret, at dette Værk af hans Hænder var ikke Guds Huus; men netop Klarheden skar hans Fiender i Øiet, og da han desuden sagde, han saae Himlen aaben og 👤Jesus staaende ved Guds høire Haand, saa foer Man i vildt Raseri ind paa ham, slæbde ham ud af Staden og stenede ham. Rolig befalede 👤Stephan sin Aand i 👤Jesu Haand, og bad i Døds-Stunden for sine Mordere, men dermed formildede han dem ikke, og det var især en ung Skrift-Klog, ved Navn 👤Saulus, en Discipel af 👤Gamaliel, som jublede ved 👤Stephans Henrettelse, og rasede mod alle hans Troes-Forvandte, saa hele Menigheden, paa Apostlerne nær, blev enten kastet i Fængsel eller maatte frelse sig ved Flugten. Det var imidlertid langt fra, at 👤Christi Rige derved forstyrredes, thi det udbredtes netop ved de Adspredte, blandt hvilke nogle Kyprioter og Kyrenæer endog stiftede en Menighed af troende Hedninger i 📌Antiochien, som blev de Første, der kaldte sig “Christne,” og Forfølgeren 👤Saulus blev nu selv omskabt til den store Hedning-Apostel 👤Paulus.

29 Med denne Forvandling gik det saaledes til, at da 👤Saulus ei fandt meer at gjøre i 📌Jerusalem, drog han til 📌Damask i 📌Syrien, med Fuldmagt fra “Raadet” til ogsaa der at fængsle de Jøder, som udraabde 👤Jesus for 👤Messias, men underveis blev han pludselig overstraalet af en himmelsk Glands, styrtede til Jorden og hørde en Røst, som raabde: 👤Saul, 👤Saul! hvi forfølger du mig, og da han spurgde: Herre, hvem er du; da lød Svaret: den 👤Jesus, du forfølger, og det vil svide til dig at stampe mod Brodden! Skælvende og bævende spurgte nu 👤Saulus, hvad han skulde gjøre, og fik Befaling at vente paa Svar i 📌Damask, hvorpaa han stod op og lod sig lede ind i Byen, thi han havde mistet sit Syn, og i 📌Damask kom efter nogle Dages Forløb en Christen, ved Navn 👤Ananias til ham, lagde Hænderne paa ham i Herrens Navn, saa han fik sit Syn igien, og døbde ham. Siden aabenbarede Herren sig selv for ham og gav ham Apostel-Kald til Hedningerne, og ham var det især, som reiste omkring og udbredte Christendommen i Riget, ligesom han ogsaa, ved sine Breve til de nye Menigheder, skriftklog udviklede Lærdommen om 👤Jesus, som hele Menneske-Slægtens Frelser, og den rette Sammenhæng mellem den gamle og den ny Pagt. Foruden 📌Antiochien, som var Stedet, 👤Paulus immer gik ud fra og vendte tilbage til, opslog han især sin Lære-Stol i 📌Ephesos, 📌Corinth og 📌Rom, til hvilken sidste Stad han vel blev sendt i Lænker fra 📌Jødeland, men fik dog kun Huus-Arrest, uden at det formeendes ham at tale til alle dem, der vilde besøge ham.

Her, med 👤Pauli Ophold i 📌Rom under 👤Nero, slipper den mageløse Historie om 👤Christus og hans Riges Stiftelse, i de Christnes Hellige Skrift, det saakaldte “Ny Testamente,” og paa Indvendingerne, Man nys i Mængde har gjort mod Paalideligheden deraf, kan vi her ikke indlade os, da de ikke grunde sig paa andre gamle Efterretninger, men 30ene og alene paa Urimeligheden, Man vil have fundet deri, at 👤Jesus skulde være Guds Søn meer end andre Mennesker. Tvertimod maae vi bemærke, at hele Rimeligheden er paa det Ny Testamentes Side, thi af 👤Christi Guddom lade alle Christendommens guddommelige Virkninger sig forklare, men tænker Man den bort, da er de store Kiends-Gierninger, som ei lade sig rokke, den største Urimelighed under Solen. Kun det lod sig tænke, at Guddommens Aande, som oprindelig var Mennesket indblæst, havde selv efter Faldet paa naturlig Maade opvakt Ebræerne, som det Prophetiske Folk, til at arbeide paa Opreisningen, og at det var lykkedes i 👤Jesus, den store Lære-Mester, som blev, hvad 👤Sokrates knap drømde om, Guds elskelige Søn, forsonede Himlen med Jorden, fornyede Samfundet mellem Gud og Mennesket, blev Opstandelsens Første-Grøde, og Veiviseren til de Levendes Land, som kun behøvede troende at betragtes og efterlignes for at hæve hele Menneske-Slægten til sin Herlighed! Kun det lod sig tænke, og Maaden hvorpaa Guddoms-Manden aabenbaredes og kan frelse Slægten, altsaa Christendommens Væsen, kan da altid være et Tvistens Æble paa Jorden, i det Nogle paastaae, det gik og gaaer Altsammen naturlig til, medens Andre forklare det overnaturlig; men den Ebraiske Anskuelses Rigtighed, 👤Christi Guddom og hans Magt til at opvække aandelig Døde, de hvile urokkelig paa Christendommens bekiendte Virkninger i Verden, der nødvendig maae have havt en saadan Aarsag, da de ellers var udeblevet. Vist nok har Mængden af de Christne, baade Lærde og Læge, til alle Tider paastaaet, at ethvert Forsøg paa at forklare Christendommen naturlig var det Samme som at fornægte den, da 👤Jesus vel havde en Moder men ingen Fader paa Jorden, og Gienfødelsen i Daaben er den eneste Optagelse i hans Samfund, men det er et Kirke-Historisk Spørgsmaal, 31som ei vedkommer os her, og Stats-Historien lader sig ikke aftrætte, at overalt, hvor man tilegnede sig den Ebraiske Anskuelse og troede paa 👤Jesus Christus, som Guddoms-Manden, i hvem al Spaadom opfyldtes og Mennesket forligtes med Gud, der skedte, trods al anden Forskiellighed i Opfattelsen, en aandig Opreisning. Til Lykke giør den Kirkelige Strid, som kun er vigtig for Enkelt-Manden i hans egen Saligheds-Sag, heller ikke mindste Forskiel paa den historiske Betragtning af Christendommen; thi hvordan Christendommen end virkede, har Folkenes naturlige Vilkaar dog i det Store gjort en mærkelig Forskiel, og det Ebraiske Folke-Liv bliver os lige vigtigt, enten det tjende til at udvikle begge 👤Christi Forældre eller kun hans Moder. 👤Christus-Riget, som det dannede sig frit af Begyndelsen, er ligefuldt den Mosaiske Kirke-Stat i forklaret Skikkelse, og den Christelige Lære-Stand lige kiendelig en ny Skole af Jødernes Skrift-Kloge, der lægger Ebræernes Hellige Skrift til Grund, og forklarer den blot paa en ny Maade, efter 👤Christi Levnets-Løb og hans Apostlers Anviisning, saa under alle Forudsætninger er det Ebræernes Anskuelse, af Gud og Menneske og deres indbyrdes Forhold, som levende forplanter sig med de Christne i Kirke, Stat og Skole. Dette lader sig saameget mindre nægte, som vi bestandig ved Siden see en Flok Jøder, blinde for 👤Christus, som i Synagogen forgiæves lede om 👤Abrahams Velsignelse, 👤Moses Stav, 👤Elias Kappe og 👤Salomons Viisdom, medens det Altsammen lever paa de Christnes Læber og blomstrer og frugter i deres Skiød!

Hvordan nu egenlig den mærkværdige, meer end to hundredaarige, Krig mellem den Christne Kirke-Stat og de Romerske Tyranner udbrød, derom har vi ingen udførlig Beretning; thi 👤Tacitus, her vor eneste Hjemmel, melder blot, at 👤Nero, for at neddæmpe Rygtet om hans 32Deel i 📌Roms Ildebrand, lod de Christne straffe som Mord-Brændere, saa de bleve deels korsfæstede, deels, indsvøbte i Dyre-Skind, sønderrevne af Hunde, og deels, indviklede i brændbare Ting, brugte som Fakler ved de natlige Folke-Forlystelser i 👤Neros Haver*👤Taciti Aarbøger. XV. 44.. Det kunde imidlertid dog ei saa ganske være tilfældigviis, at 👤Neros høieste Grusomhed traf de Christne, og 👤Tacitus anmærker derfor ogsaa, at vel var de uskyldige i hvad Man straffede dem for, men kunde ellers som “Fiender ad det Menneskelige Kiøn fortjene hvad det skulde være, og valgdes kun af 👤Nero til at bære Skylden, fordi deres Nidingsskab havde gjort dem almindelig forhadte. Da Romerens Mening hermed nu ingenlunde kan være, at de Christne havde gjort dem skyldige i andre borgerlige Forbrydelser, som Loven satte Døds-Straf paa, men kun at deres Aand og Tænke-Maade var ægte Romere en Vederstyggelighed, saa har han vist angivet den sande Aarsag til Krigen, der ikke blot forklarer dens Begyndelse men ogsaa dens Fortsættelse under Keisere, som, efter Romernes Dom, i alle andre Henseender var det Modsatte af 👤Nero.

Ved første Øiekast, nemlig, synes vel Intet urimeligere end Christen-Forfølgelserne i 📌Romer-Riget; thi 📌Roms Tempel var jo et 📌Pantheon, der skulde have Rum til alle Guder, og vel var Freds-Aanden, der saa øiensynlig besjælede, det ny Folk, den Romerske Krigs-Aand aldeles modsat; men Romerne havde jo altid ønsket, at deres Fiender vilde elske Fred over alle Ting og lade sig taalmodig træde paa Nakken, og 📌Roms enevældige Tyranner maatte jo gierne givet Aar af deres Alder for at faae alle deres Undersaatter saa spagfærdige som de Christne. Her viiste det sig imidlertid, at 📌Roms Aand, før den forsvandt, havde gjort et dybt Indtryk paa mange Hjerter, saa de følde, at trods det fredelige 33Skin var de Christne 📌Roms farligste Fiender, og at Romerne, med al deres Klogskab, dog i Middel-Alderen meest fulgde deres Hjertes Drift, kan jo aldrig undre os, da det var en tvungen Sag. Deres Følelse bedrog dem heller ingenlunde heri, thi den Christne Kirke-Stat, hvori “Miskundhed og Sandhed mødtes, Retfærdighed og Fred kyssedes”, stod jo saa fiendsk mod den Romerske Røver-Stat som mueligt, og naar dens Borgere ei beviste det med Sværdet i Haanden, da var det aabenbar kun, fordi de troede, Sværdet i Munden var langt skarpere, og ventede for Resten paa deres usynlige Konge, som snart vilde komme igien, for at udslette de Ugudelige af Jorden og lade de Hellige arve den. Havde nu endda de Christne viist sig afmægtige, da kunde Romeren foragtet dem, men nu opdagede Man snart, de var ubøieligere end 👤Cato og kunde taale Ondt trods 👤Regulus, saa det var klart, at en frygtelig Fiende havde indsneget sig i Riget, mens Vagten sov, og kunde blandt Romerne ei vente mindste Skaansel, med mindre han viste sig uovervindelig.

Kun fra dette Stade bliver den besynderlige Kamp mellem Romersk Grusomhed og Christelig Taalmodighed os forklarlig, men bliver det da ogsaa i den Grad, at vi see, den var uundgaaelig; thi vel maatte der tit blive Vaaben-Stilstand, fordi ethvert Nederlag, Romerne leed, maatte vise dem det var Daarskab, at bekæmpe Tanker og Troens Ord med Ild og Sværd, men enhver nyopvoxet Slægt vilde dog fornye Prøven, indtil enten Frygten aldeles lammede Armen, eller de Christne tabde deres Frygtelighed. Vi kan ogsaa virkelig i den Tid Krigen varede (68–312), tælle syv Hoved-Slag, altsaa Eet omtrent paa hver Menneske-Alder, skiøndt vi naturligviis ikke finde alle Mellem-Rummene lige lange.

At det var 👤Nero, som slog det første Slag i Verdens Hovedstad, har vi hørt, og det skal, efter et gammelt 34Sagn i Christenheden, blandt Andet have truffet To af de Christnes ypperste Høvdinger: 👤Simon Peder som blev korsfæstet, og 👤Paulus som blev halshugget*Euseb. II. 25..

Under 👤Vespasian, som tog Penge for sin Part, og 👤Titus, hvis gode Gierninger skal have været saamange, som der er Dage i to Aar, men hvoraf dog slet Ingen er kommet til vor Kundskab, var det stille, saa først under 👤Domitian stod det andet Slag, formodenlig i 📌Ephesos, hvor 👤Johannes, 👤Zebedæi Søn, En af de tolv Høvdinger endnu levede, men “Discipelen som Herren elskede” overlevede dog Tyrannen, der ogsaa skal have beroliget sig, da han hørde af 👤Jesu Frænder i 📌Palæstina, at 👤Christi Rige var ikke af denne Verden *Euseb. III. 18–20..

Saa overfladelig tænkde ikke den forgudede 👤Trajan, hvis Eftermæle hos alle Romerske Forfattere er et Side-Stykke til hans Triumph-Bue, hvis Levninger Man endnu beundrer i 📌Roms Gruus; thi under ham blev alle 👤Jesu Frænder, med den meer end hundredaarige Jerusalemske Biskop 👤Simeon i Spidsen, henrettede, og en anden Christen-Høvding, Apostel-Discipelen 👤Ignats i 📌Antiochien, blev slæbt til 📌Rom og kastet for de vilde Dyr*Euseb. III. 36. 👤Ruinarts Martyr-Historier. 8.. Hvordan det dengang stod sig med de Christne, og hvad ægte Romere tænkde om dem, har vi ogsaa et umistænkeligt Vidnesbyrd om i to Breve, vexlede mellem Keiseren selv og hans gode Ven, 👤Plinius den Yngre, som var Statholder i 📌Bithynien, oppe ved 📌det sorte Hav. Den samvittighedsfulde Romer beder nemlig Keiseren om nærmere Forholds-Regler, da han finder saa mangfoldige Christne, og er uvis om, enten de kun skal straffes, naar de har gjort Ondt, eller Navnet kanskee allerede er Ondskab Nok. At de 35skal straffes uden videre Undersøgelse, naar de ikke vil nægte, de er Christne, bande 👤Christus og offre til Guderne, det finder imidlertid 👤Plinius, er soleklart, da det jo er en afskyelig Stivhed og Haardnakkenhed, saa det er kun Spørgsmaal, om Man ikke dog, naar de er saa føielige, skal see igiennem Fingre med hvad Man ellers veed om dem. Dertil svarer den naadige Herre, at det var som talt ud af hans Hjerte, saa hvem der vilde fornægte Christendommen, og i Gierningen vise sin Omvendelse ved at offre til Guderne, skulde benaades, hvad Mistanke der end ellers hvilede paa ham*👤Plins Breve X. 96–97..

Denne de Christnes “Haardnakkenhed” var ogsaa en Vederstyggelighed for den boglærde Tyran, 👤Mark Aurel, ellers høilig berømt under Navn af “Philosophen paa Thronen”, seent i det Andet Aarhundrede, og i hans Dage (161–80) gik Man naturligviis grundig tilværks. Det gjaldt ikke blot Høvdinger, som den ældgamle Biskop 👤Polykarp i 📌Smyrna, endnu en Discipel af Apostelen 👤Johannes, og Philosophen 👤Justin, der havde skrevet mod Hedenskabet; men der slagtedes for Fode, som vi see af Brevet fra Menigheden i 📌Lyon. Da Grusomheden her saa ganske ligner Optrinene sammesteds i Rædsels-Tiden, som vi har oplevet, burde Man vist nok holde Keiseren undskyldt, naar Sagen ikke, midt under Slagteriet, var blevet indstillet til ham, i Anledning af en Romersk Borger, 👤Attalus, som var iblandt Offerne, men da 👤Mark Aurel dertil svarede, at hvem der ikke vilde fornægte Troen, maatte lade Livet, saa tog han sig unægtelig Skylden paa. 👤Attalus blev nu, til et nyt Skue-Spil, sat paa en gloende Jern-Stol, men var saa kiedsommelig, at han, selv halvstegt, tilraabde Tilskuerne: her kan Man see, det maa være jer, ikke 36os, der æde Mennesker, og hvad der endnu ærgrede Gallerne allermest, var Slavinden 👤Blandines Halstarrighed, som, skiøndt spærlemmet og svagelig, dog ikke ved de mest udtænkte Pinsler kunde bringes til at sværge ved Guderne, end sige da til at paalyve de Christne noget Ondt. Da Gallerne godt havde mærket, det var især “Opstandelsen”, Martyrerne trøstede sig ved, saa besluttede de at sætte en Pind for den, ved at brænde alle Ligene og kaste Asken i 📌Rhone-Floden; men selv Asken synes at have været haardnakket, thi Menigheden i 📌Lyon hæver sig i den næste Menneske-Alder aabenbar som en Phønix, under sin berømte Biskop 👤Irenæos, en værdig Discipel af den gamle 👤Polykarp *Euseb. IV. 15–16. V. 1..

Samme 👤Irenæos, den sidste Apostoliske Høvding blandt de Christne, skal være blevet nedsablet i Spidsen af sin Menighed, under Keiser 👤Septimius Severus, først i det Tredie Aarhundrede*👤Ruinarts Martyrhistorie 61.; men det Mærkværdigste ved Kampen i denne Keisers Dage (193–209) er dog, at hans Krigs-Erklæring kun giælder de Jøder og Hedninger, der gik over til Christendommen; thi vel gjorde det ingen synderlig Forskiel med et Rige, der paa sin Viis, ligesom det Romerske, bestandig maatte udvide sig; men det viser dog, at Romerne havde indtil videre opgivet Haabet om at udrydde Christen-Folket, og vilde indskrænke sig til at hindre dets Formerelse, ligesom Pharao Israeliternes.

Den nærmeste Anledning hertil har ventelig været Christendommens Udbredelse i 📌Afrika, thi 👤Severus var selv derfra, og det er først under ham den Afrikanske Menighed begynder at giøre Opsigt, med den berømte Jurist 👤Tertullian i Spidsen; men hvorlidt det lykke37des at kvæle denne Opstand i Fødselen, viser ikke blot 👤Tertullians Overgang, der netop skedte under Forfølgelsen, men især den følgende Tid, da Christendommen aabenbar giør sig herskende i 📌Alexandrien, hvor den Christne Skole-Mester 👤Origenes beundres som et Lys af de boglærde Hedninger*Euseb. V. 5. 10. VI. 1–3. 13. 14. 19..

Under saadanne Omstændigheder havde det været Romernes gamle Skik at slutte en Vaaben-Stilstand, i Haab om bedre Tider, og en Saadan indtraadte nu ogsaa virkelig, mens 👤Origenes blomstrede, under Keiserne 👤Alexander Severus og 👤Philip, blandt hvilke den Sidste endog gjaldt for en hemmelig Christen*Euseb. VI. 21. 34.. Man kan heller ikke sige at dette gamle Krigs-Puds mislykkedes, thi fra den Tid førdes Krigen dog med afvexlende Lykke, saa de Christne leed store Nederlag og bad om Fred.

Det første sørgelige Nederlag fandt allerede Sted i Midten af det Tredie Aarhundrede, under Keiser 👤Decius, som fornyede Kampen; thi enkelte Christne Høvdinger, saasom Biskopperne i de Apostoliske Menigheder i 📌Jerusalem, 📌Antiochien og 📌Rom, udmærkede sig vel endnu, men de Christne tilstaae dog selv baade at deres berømteste Anførere, 👤Cyprian i 📌Karthago og 👤Dionys i 📌Alexandrien, tog Flugten, og at Mange overgav sig, eller, hvad der var det Samme, kiøbde falske Beviser for at de havde offret til 📌Roms Guder. 👤Origenes berømmes vel af sine Venner for Tapperhed, men der ymtedes dog om, han gav tabt, og glimrende seirede han da i det Mindste ingenlunde*Euseb. VI. 39–46. VII. 1.. At den gamle Tapperhed næsten var uddød under Vaaben-Stilstanden, som varede en heel Menneske-Alder, det fik de Christne da at føle, og skiøndt Endeel under Krigens Løb atter med 👤Cyprian tog Mod til sig, saa viser dog den almindelige Glæde over 38Freds-Tilbudet af Keiser 👤Gallien, at Helte-Tiden var omme*Euseb. VII. 10–13. Ruinart 178..

Denne Fred, som gav Christenheden Romersk Borger-Ret, og varede næsten et halvt Aarhundrede (259–305), opløste derfor aldeles 👤Christus-Riget, der vel kan holde Fred med alle verdslige Herrer, som ei vil forgudes, men umuelig give sig under deres Beskyttelse, og Forfølgelsen under 👤Diokletian ligner da langt mindre en Krig mellem to selvstændige Magter, end en egen Slags Grusomhed, den Romerske Tyran behagede at øve mod sine christne Slaver. Hermed være det ingenlunde sagt, at 👤Christus-Riget ophørde, thi da det er af aandelig Natur, kunde det nok bestaae i Løn, fordi det ikke meer var saa kiendeligt i Verden, men det forsvandt af Stats-Historien, saasnart det begyndte at sammensmelte med 📌Romer-Riget, og denne Sammen-Smeltning, som fuldførdes under 👤Constantin den Store, begyndte aabenbar under 👤Gallien og fortsattes rask giennem hele Freds-Tiden. Hvad der efter denne Tid kaldes Christenheden er allerede i Kirkelig end sige i Borgerlig Henseende noget ganske Andet end det “Himmerig paa Jorden,” som hævede sig under 👤Nero og sank under 👤Decius, for under 👤Diokletian aldeles at forsvinde; thi den senere Christenhed skabes og beherskes jo af Keisere og Konger, Bisper, Paver og Boglærde, og naar den, som under sin Sammen-Smeltning med 📌Romer-Riget, har en kiendelig Eenhed, udgiør den netop allerklarest et Rige “af denne Verden,” som 👤Christus-Riget umuelig kan være.

Det er imidlertid klart, at det ingenlunde var udvortes Magt, der styrtede 👤Christus-Riget, og vi maae derfor et Øieblik dvæle ved de indvortes Aarsager til Opløsningen af det kraftigste og ædleste, det elskværdigste og lyk39keligste Borger-Samfund, der har været paa Jorden, og staaer derfor endnu overalt i Christenheden, selv i 📌Frankrig, for de Klogestes Øine, som Idealet af en fuldkommen Stat, hvis Borgere kun lyde de Love, de selv bifalde, men bifalde altid de Bedste, har ingen synlig Øvrighed, uden den de selv vælge, og kan afsætte naar de lyste, men lyste det kun, naar den bryder Pagten, og har endelig baade Mod og Kraft til, hvad Øieblik det skal være, med Glæde at offre Liv og Blod for Fædrene-Landet. Et saadant Rige er det nemlig aabenbar 👤Lukas beskriver, naar han skildrer Menigheden i 📌Jerusalem, og skiøndt vi af 👤Pauli Breve see, at der allerede i hans Dage, ved den store Udvidelse, Riget fik, indsneeg sig smaa Uordener, saa spore vi dog indtil Midten af det Tredie Aarhundrede alle Hovedtrækkene hos dette besynderlige Folk, der, som Brudstykker af Mange, og adspredte over hele 📌Romer-Riget, kun havde Bopæl sammen, forsaavidt hele Jordens Kreds er det store Mandhjem, kun havde Herkomst og Sprog tilfælles, naar hele Menneske-Slægten er af eet Blod og alle Tungemaal Brudstykker af et Grund-Sprog, og som endelig kun havde et Fædrene-Land, der blomstrede ved deres Selv-Opoffrelse og skiønnede paa den, naar de glemde “deres Folk og deres Faders Huus” paa Jorden over Himlen, som Menneske-Aandens oprindelige Hjem, de Levendes Land, hvortil det er Støv-Hjertets Ære og Fryd at opløftes. Medens vi nu maae være billige nok til at indrømme, der hører meget til at opoffre Livet for et usynligt Fædrene-Land, saa er det dog klart, at Rigets Selvstændighed beroede derpaa, ligesom det var Kongens (👤Christi) udtrykkelige Ord: hvem der nægter mig for Mennesker, ham nægter jeg igien, og naar vi derfor i Midten af Aarhundredet see de flygtende Høvdinger, 👤Cyprian og 👤Dionys, beholde deres Æres-Poster, og dem, der faldt i Slaget, stilles op igien til Rigets 40Vagt, da er vi forberedte paa det Værste. Det gik altsaa i den Christne Kirke-Stat omtrent som i den Mosaiske, der egenlig kun varede til 👤Josva og alle de Ældste, som havde seet Herrens Gjerninger, var døde; thi efter 👤Polykarps Dage staaer 👤Irenæos kun som et enkelt Vidne om den forsvundne Herlighed, hvis matte Efter-Skin vel endnu en kort Tid skjuler men kan umuelig læge Folkets Brøst. Daaben og Nadveren havde vel det store Vidnesbyrd i Menigheden, at de vidunderlig kunde skiænke Folke-Aanden og sammensmelte hele Folket med den usynlige Konge, men naturligviis kun under Troens Betingelser; og denne Tro begyndte aabenbar at vakle, saasnart de var døde, der havde seet Kongen Ansigt til Ansigt, og ved hvis Haands-Paalæggelse Aanden aabenbar kom over de Troende, og i et Rige der kun hvilede paa Troen, maatte det nødvendig føre til Opløsning. Vel fandt den vaklende Tro, paa Aandens Meddelelse og den levende Forbindelse med Kongen, to Støtter i den indviede Lære-Stand og den Hellige Skrift, men ved at læne sig til dem, blev den en Overtro paa dem, som maatte have ganske anderledes Virkninger, og forvandle 👤Christus-Riget enten til et Bispe-Rige (Hierarchi) eller til en lærd Republik (et Anarchi), hvoraf Hiint trænger til verdslig Beskyttelse for at vare, og Denne til Tugt for at holde Fred med sig selv, medens de Begge, for at vinde Skin af Eenhed, maatte have en Tyran. Naar vi derfor see, at i det Tredie Aarhundrede, da Afrikanerne kom til at staae for Styret, indførde 👤Tertullian og 👤Cyprian den Tro, at “de Indviede” udgjorde det egenlige Christen-Folk eller de Aandelige (Geistligheden) og raadte for Himmerig, medens 👤Origenes og alle hans Discipler med stort Bifald prædikede den Lærdom, at Aanden laae skjult under Bibelens Bogstav og maatte med Lærdom og Kløgt opmanes deraf, da vinder det Hele en forbausende Klar41hed; thi ligesom Hiint minder os om det gamle 📌Karthago med sine i de Kabiriske Mysterier indviede Raads-Herrer, og Dette om 📌Ægyptens Trold-Karle og Hieroglypher, saaledes opdage vi, at det var ikke 👤Christus-Riget, men Bispe-Riget i 📌📌Vesten og de Lærdes Republik i 📌Østen, der under 👤Decius tabde Slaget og lærde at elske den Rolighed, som Verden giver. Saasnart nemlig Bisperne hist, og de Skrift-Kloge her, gjorde sig selv til 👤Christi Statholdere med uindskrænket Fuldmagt, da var Rigets Monarkisk-Demokratiske Forfatning forvandlet til et reent Aristokrati, der kun levnede 👤Christus Konge-Navnet og kunde umuelig besjæles af Hans Aand, da Aanden netop er Hans Statholder, og maatte afsætte sig selv for at sætte Andre i sit Sted. Hvor stor en Ære det da end er for Christendommen, at den, selv misbrugt og misforstaaet, gav Tanke-Gangen en langt meer aandig Retning og Skrifterne om Gud og Menneske et langt dybere Indhold, end noget Hedenskab mægtede, saa hørde dog Christenheden, deelt mellem Bisper og Professorer, i Borgerlig Henseende til de Dødes Rige, hvis Indbyggere Bispe-Stav og Pen umuelig kunde levende forene eller begeistre for Fædrene-Landet, der nu ikke længer var de Levendes Land men Kirke-Gaardene med Martyr-Grave. Hvorledes nu Religjons-Friheden i et halvt Aarhundrede maatte virke, hvormange Tusinde der i Hjerte-Tiden maatte strømme til det Christne Samfund, med de store Løfter om Synds-Forladelse og Salighed, og med de stærke Vidnesbyrd om Guddommeligt Pant, og hvor magelig Bisper og Professorer maatte giøre Himmel-Veien, for selv, mens de vendte den Ryggen, at staae som de der gik i Spidsen, det hører egenlig Kirke-Historien til at udvikle, men maa dog ogsaa her berøres, for at vise, hvor naturligt det gik til, at 👤Christus-Ri42get borgerlig tabde sig i 📌Roms Slaveri. Behøver dette imidlertid Bekræftelse, da er Biskop 👤Euseb fra 👤Constantins Dage det umistænkeligste Vidne, naar han bekiender, at under Freden brændte de, der gik for Hyrder, af Had mod hinanden, og gav i Herske-Syge Verdens Høvdinger ei det mindste efter, saa det var intet Under at ogsaa Herren ryggede Pagten, nedbrød Murene, sløifede Fæstnings-Værkerne, gjorde Sværdet unyttigt og var ikke med sit Folk i Striden, men tog Aar fra dets Alder og gav det Skiændsel i Tilgift *Euseb. VIII. 1..

Hvorledes det derimod kunde falde en Romersk Keiser ind, under disse Omstændigheder at forfølge de Christne, der dog aabenbar hørde til hans taalmodigste og nyttigste Slaver, og var, naar han blot vilde skaane dem, saa nær ved at forgude ham, som deres Tro neppe nok tillod, det er saa svært at begribe, at vi vel nødes til at give de Christne Ret i, det var kun den Onde,” der ophidsede sine Redskaber til at udrydde det gode Navn,” da det syndes afmægtigt. Det var imidlertid ingenlunde Uromersk, men i samme Smag som den tredie Puniske Krig, der til 👤Catos Glæde lod ham døe i Fred, og alle hvem der følde romersk, fandt det vist meget rimeligt, at de Christne skulde udlevere deres Hellige-Skrift, som man ansaae for deres Vaaben, og lade deres Kirker, som Man kaldte deres Stad, nedrive, medens Bisperne, som jo var deres Høvdinger, gik under Aaget og offrede til 📌Roms Guder.

Paa intet Mindre var det heller, Forordningen lød, som i Begyndelsen af det Fjerde Aarhundrede udkom i alle fire Keiseres Navn, thi saamange Tyranner var der nu om Navnet, og i hele ti Aar arbeidedes nu, fornemmelig i 📌Asien og 📌Afrika, paa at nedrive Kirker, brænde Bibler, og befolke Grave og Bjerg-Værker især med Bisper, Præster og andre oplyste Folk, som ei vilde udlevere Skriften 43og fornægte Troen*Euseb. VIII. 2. 6–13.. At nu Mange faldt fra i Fristelsens Tid, var intet Under, og at endnu langt Flere holdt ved, skiøndt det holdt haardt at døe paa Bispe- og Bogstav-Troen, var ogsaa naturligt, da de fleste Mennesker i Hjerte-Tiden ei uden at føle sig grændseløs ulykkelige, kan fralægge sig en Tro, der giver dem ogsaa kun det svageste Haab om Synds-Forladelse og Salighed; men at selv endeel gamle Hofmænd før lod sig flaae end de fornægtede Herren, og at Man endnu stødte paa en Emeritus, som, da der spurgdes: om han havde hellige Skrifter i Huset, svarede smilende: ja, i Hjerte-Kammeret; det minder unægtelig om Apostel-Ordet, at selv Guds Skrøbelighed er dog stærkere end Menneskene *Euseb. VIII. 6. Ruinart 343..

Det var imidlertid ingenlunde blot de Christne, der nu følde sig “i Helvede, i Pinen”, thi af den levende Skildring, en samtidig Christen har efterladt os, see vi, at Riget var faldet i ryggesløse Barbarers Haand, hvem kun det Uhyre fornøiede, medens hvert Spor af ædle Følelser, af Dannelse og fine Sæder, var dem en Vederstyggelighed. Dalmateren (Illyreren) 👤Diokletian var nemlig for en Snees Aar siden (284) blevet udraabt til Keiser af en Krigshær, paa en Tid, da der var Oprør allevegne og Grændserne hærgedes af Barbarer, og han betragtede nu aabenbar hele Riget blot som en “Krigs-Skueplads”, han som en klog General maatte stræbe at spille Mester paa og drage Fordeel af, det længste mueligt. At undertrykke Oprørene og befæste Grændserne, var altsaa hans fornemste Sag, og da han ei selv kunde være allevegne, og lykkelige Tjenere er Tyrannens farligste Fiender, saa tog han sig strax en Medhjelper, endnu raaere end han var selv, og de valgde sig igien hver en Keiserling (Cæsar), der fik sin Deel af Byttet og havde Kro44nen i Vente. Paa denne Maade lykkedes det ogsaa virkelig 👤Diokletian ei blot i hele tyve Aar, som var en Keiser-Evighed, at bære Kronen, men ogsaa at sikkre Grændserne og kvæle alle Oprør, men jo bedre Fred de barbariske Keisere vandt og holdt med hinanden, desbedre Stunder og desmere Dristighed havde de naturligviis til at plage Indbyggerne, og Alting kom nu for Alvor paa Krigs-Fod: Retten, som dog hidtil havde været pleiet til daglig Brug, sad nu udelukkende i Spyd-Stagen, og hele Riget behandledes som et fiendtligt Land, de seierrige Generaler tænkde snart paa at forlade, og udsugede da paa alle muelige Maader, deels for at leve flot og dog sanke Skatte, og deels for at holde Krigs-Folket i Virksomhed og god Lune. 👤Diokletian selv var gierrig tilgavns, og havde desuden stor Lyst til at bygge op og rive ned, hvortil han behøvede meget, da han havde opslaaet sin Bopæl i 📌Nikomedien og vilde have den ligesaa smuk som 📌Rom *Bogen om Forfølgernes Endeligt (de mortibus persecutorum) mellem 👤Lactantses Skrifter Kap. 7.. Hans Med-Broder, 👤Maximianus Herculius, havde vel ikke den Orm, men han satte sin eneste Glæde i Liderlighed, og traadte deri som al Ret, saa al Anstændighed under Fødder, og dog kaldte Man deres Dage gyldne, da Man oplevede 👤Galers, som ogsaa var Drive-Hjulet i Raseriet mod de Christne. Dette Uhyre, hvis Moder 👤Romula var født paa hin Side 📌Donau, og hvis Ærgierrighed det var at kaldes, som Romulus, en Søn af Mars, var En af Keiserlingerne, gift med 👤Diokletians Daatter 👤Valeria, og førde sig taalelig op, saalænge Keiserne var i deres Kraft; men da de begyndte at ældes, kastede han Masken, piinde 👤Diokletian til at forfølge de Christne, og nødte saa snart baade ham og 👤Maximian til at nedlægge Regieringen. De Christne skal han have svoret Undergang, fordi Spaamændene, som var hans Geheime-Raader, sagde, at 45intet Offer vilde lykkes, da der immer var Christne tilstæde, som slog Kors for sig og forstyrrede derved det Hele; men Forfølgelsen mod dem, som hans egen Gemalinde 👤Valeria maa have hørt til*Forfølger-Bogen 9–15., var ham dog ingenlunde Hoved-Sagen, thi det var at indtage og ødelægge hele Riget, derfor nødte han de afgaaende Keisere til at udnævne to ret foragtelige Keiserlinger, den Ene Drukkenbolten 👤Severus, og den Anden Studedriveren 👤Daia, som var i Slægt med ham, og kom til at hedde 👤Maximin. Det gjaldt nu kun om, at den gamle 👤Constantius Chlorus, der som Keiserling havde havt 📌Gallien og 📌Britannien, og skulde nu være 👤Galers Med-Keiser, snart vilde lægge sig til at døe; thi han var, for sin Retfærdighed og Mildhed, saa elsket baade af sin Krigshær og i sin Egn, at 👤Galerius ei turde røre ved ham, men da 👤Constantius indskrænkede sig til sin snevre Virke-Kreds, havde 👤Galer dog alt i den største Deel af Riget frit Spille-Rum. Dette benyttede han nu til at give Romerne et Exempel paa en Herske-Syge, en Lovløshed, en Udsuelse og Blod-Tørst, saa upartisk og grændseløs, som de endnu ikke havde kiendt; thi hans største Morskab var at fore en stor Flok Bjørne, han hele sin Tid havde sanket paa, med levende Mennesker, saa det var en stor Naade, hvem der fik Lov at døe ved Sværdet; Lovkyndighed, Rettergang og alskens Lærdom regnede han til de “Sorte Konster”, Man ei noksom kunde hade, Soldater sattes overalt til Dommere, og han sagde høit, at den Persiske Forfatning, hvorefter Enevolds-Herren eiede alle Folk med Hud og Haar, var den Eneste, han kunde lide. Hvad de gamle Romere (siger den samtidige Skribent meget naiv) efter Krigs-Retten (jure belli) havde gjort ved de undertvungne Folk, det vovede han at byde Romerne selv; thi uden Persons Anseelse maatte de ind i Mand-Tallet, deres Marker blev maalt, deres Huus-Dyr og 46Vin-Stokke talt, Kop-Skat skulde de Alle give, for det, sagde 👤Galer, har mine Forfædre maattet give til Romerne, og vel var det kun i en vis Alder, men Man trak Aar fra de Gamle og lagde til de Unge, saa der blev hardtad Ingen fri uden Tiggerne. For at imidlertid Ingen uden Nødvendighed skulde regne sig til dem, “hos hvem Keiseren havde sin Ret forloret” befalede han, at Tiggerne, hvem Livet kun var til Byrde, skulde samles om Bord paa Skibe og sænkes i Havet*Forfølger-Bogen 18–23..

Dog, 👤Constantius havde en Søn, ved Navn 👤Constantin, som vel med Flid var forbigaaet ved Valget af Keiserlinger og opholdt sig ved 👤Galers Hof, hvor Tyrannen troede ham sikker nok, men han var elsket i Krigs-Hæren, smuttede bort, og traf sin Fader i sidste Aande-Dræt, fik hans Velsignelse og udraabdes af Krigs-Hæren til hans Efter-Mand. Det maatte 👤Galer, skiøndt han fnøs, finde sig i, og fik ovenikiøbet to nye Med-Beilere, da han for Alvor vilde skrive selve 📌Roms Borgere i Skat, thi den aftakkede Keiser 👤Maximians Søn, Uhyret 👤Maxents, som var i Byen, benyttede Fortvivlelsen, fik sin Fader til at axle Purpuret igien, og tog det selv, ved Hjelp af Liv-Vagten (Prætorianerne), som 👤Galer havde opløst, og af Svine-Slagteren 👤Luccan, som havde havt Leveringen af det Flæsk, Keiserne, istedenfor at beskatte Almuen, pleiede at uddele til dem*Forfølger-Bogen 26. Zosimos II. 9.. Nu var de da Sex om Regieringen, og skiøndt det kostede 👤Severus Livet at han gik til 📌Italien imod de to Nye, blev dog Tallet fuldt igien ved Barbaren 👤Licinius, som 👤Galer gav Purpuret, men nu var Uhyret modent, thi han raadnede levende op. Under de Helvedes-Smerter, han leed, havde 👤Galer imidlertid, tilligemed 👤Constantin og 👤Licin, underskrevet en Forordning, hvori Tyrannen vel roser sin gode Hensigt med 47Blod-Loven mod de Christne, men beklager dog, at den, ved de sære Menneskers Ivrighed og Halstarrighed, har voldt endeel Ulæmpe, og vil derfor lade Naade gaae for Ret, saa de Christne skal have Lov til at være hvad de er og bygge deres Kirker op igien*Euseb. VIII. 17. Forfølger-Bogen 31–35..

Kort efter udbrød der Krig mellem 👤Constantin og 👤Maxents, ved hvilken Leilighed 👤Constantin, beraabende sig paa et Syn og Varsel, førde Korset i sit Banner, og lod sig efter Seieren afbilde med det “som Frelsens Tegn og Manddoms rette Mærke” i sin Haand paa Torvet i 📌Rom *Euseb. IX. 1–9. Constant. Levnetsl.. Strax efter udkom da ogsaa en Forordning af ham og 👤Licin, der vel kun udtrykkelig tilstod Christendommen samme Frihed som alle andre Religjoner, men lød dog særdeles gunstig for dens Bekiendere, og skiøndt de endnu enstund blev forfulgt i 📌Østerleden, først af 👤Maximin (Daia) og siden af 👤Licin, blev Christendommen dog snart paa en Maade herskende i Riget med 👤Constantin, som lykkelig undertrykde alle sine Medbeilere og blev usædvanlig gammel paa Tronen*Euseb. IX. 1–7. X. 5. 8–9..

At dette nu ogsaa har fundet saa godt som almindeligt Bifald hos dem, der brød sig noget om Religjon, seer man blandt Andet med 👤Constantins Broder-Søn, 👤Julian, som var en ivrig Dyrker af 📌Roms Guder (360–62); thi da han faldt paa et Perser-Tog, udraabde hans egen Krigshær en Christen (👤Jovian) til Keiser, og siden spore vi knap Tanken om, at det kunde være anderledes.

At nu denne Christendommens Seier over Hedenskabet er langt fra at være saa glædelig en Begivenhed i Kirkehistorien, som Biskop 👤Euseb, og Millioner med ham, har tænkt, det maae netop alle Christne strax ind48rømme, da Christendommens saakaldte “Ophøielse” til Stats-Religjon i 📌Romer-Riget øiensynlig var en dyb Fornedrelse, der paa den ene Side aabnede Kirke-Dørren for alle dem der tænkde lavest, og paa den Anden gjorde 📌Roms Tyran til Menighedens Ypperste-Præst (Pontifex Maximus); men i Statens og Skolens Historie er den tilvisse en Hoved-Begivenhed, al den Priis og Beundring værd, som Man vil skiænke den. At vi nemlig har Stater, som kappes om Rangen med Old-Tidens Bedste og stile end høiere, og at vi har en Høi-Skole, hvor de forbigangne Tider som ved en Trylle-Stav opstaae, for i Forening med den Nærværende og Tilkommende, at vise og forklare hele Menneske-Livet, det er aabenbar en Følge af at Korset fortrængde Ørnen i 📌Roms Banner, og skiøndt man vel kan indbilde sig, det Samme vilde skedt alligevel, er det dog kun, ligesom vi kan indbilde os, at om vi end var blevet kvalt i Fødselen, kunde vi maaskee dog levet ligegodt. Det var derfor barnagtigt, her at tale om 👤Constantins Bevæggrunde til at blive Christen, om hans Ret til at hedde et christeligt Menneske, og om den Maade, hvorpaa saavel han som de Christnes Bisper og Professorer benyttede Seieren; thi det, seer Man let, bliver Altsammen deres egen Sag, medens Følgen i alle Tilfælde blev hvad den blev og er ret egenlig vores Sag. Jo meer man imidlertid nedsætter 👤Constantins og hans Samtidiges Christendom, des klarere bliver det, at Christendommen paa en Maade maatte blive herskende i 📌Romer-Riget, for at virke saa velgiørende som Tilfældet blev paa de følgende, selv de fjerneste, Tider; thi tænke vi os en Apostolisk Menighed, levende i Aanden, da trængde den ligesaalidt til verdslig Beskyttelse, som den attraaede verdslig Rigdom, Magt og Ære; men netop naar Menigheden var udartet, og dog uundværlig i Verden, da var det et Mester-Stykke af 49Forsynet, at sammenkiæde den med Tyrannens Fordeel og med alle Verdens-Rigets Indretninger, som maatte give de indbrydende Barbarer deres høieste Forestilling om Stats-Klogskab og Dannelse. Paa Barbarerne er det nemlig vi nu maae fæste Øie, thi dem er 📌Romer-Riget aabenbar givet til Priis, og kun med Hensyn paa dem kan vi fortsætte Stats-Historien, efterat 👤Christus-Riget har tabt sin Selvstændighed og falder i det Mindste tilsyneladende sammen med det Romerske, men Barbarernes Riger blive nu igien kun Gienstand for Stats-Historien, fordi der i dem ved Christendommens Hjelp udvikle sig Stater efter den Ebraiskes Lignelse, med aandelig Oplysning til Hoved-Øiemed. Hvorfor ikke 📌Romer-Riget heelt og holdent ved Christendommens Hjelp kunde forvandles til en saadan Stat, er et unyttigt Spørgsmaal, thi 📌Romer-Riget var jo alle de gamle Staters Rakker-Kule, hvis Liig umuelig der kunde sammenvoxe til et Kæmpe-Legeme, og skiøndt Christendommen havde viist, den mesterlig kunde forene “Jøder og Græker, Skyther og Barbarer” til eet Folk, saa var det dog kun under Vilkaar, som i 👤Constantins Dage snarere slet Ingen end alle Rigets Indbyggere vilde finde sig i. Naar derfor Christendommen under disse Omstændigheder kronedes til Keiserinde, da var det kun vigtigt, fordi, som dens Prophetiske Apostel mesterlig udtrykker det, Hun derved fik “begge den store Ørns Vinger” at flyve paa til Ørken, bort fra Slangens Ansigt, hvor Hende var Sted og Næring beredt i Tidernes Løb! Saa lidt derfor end Keiser-Daaben fortjener den Bebreidelse, at have forværret 📌Romer-Rigets Stilling og fremmet dets Opløsning, da den aabenbar formildede Tyranniet og forsinkede Opløsningen, saa kan Christendommen dog ei forlange Tak derfor af 📌Roms Tilbedere, da det er klart, den virkede kun for sig selv og 50Menneske-Slægten, formildede kun Tyranniet fordi den skaber Retfærdighed og aander Mildhed, og forsinkede kun Opløsningen, for at faae Tid til, saavidt mueligt, at giennemtrænge det Hele og syre hele Massen, saa Menneske-Aanden kunde høste Gavn af Barbarernes Seier. Nu, da den nyskabte Folke-Verden ligger udbredt for os i al sin Herlighed, vidt overstraalende den Gamles, har vi ondt ved at troe vore egne Øine, naar vi, opvaagnende, betænke, hvad der Alt maatte skee, for at vi kunde komme sovende dertil; men forsvinde maatte nødvendig al denne Herlighed som en Drøm, hvis vi ei vilde oplade Øiet og see hvad der er skeet, beundre Forsynets Styrelse og følge dets Vink.

Historiens Skue-Plads maatte enten lukkes eller paa en Maade flyttes fra den dannede Verden, hvor Dyd nu kun var Svaghed og Daaden Misgierning, men viselig blev den saaledes udflyttet, at den i Grunden kun blev udvidet, blev mesterlig afdeelt og aflukket, saa den gamle Verden, som sin egen Skygge, blev staaende i Bag-Grunden. Lænkerne knustes og Hjertet fik Luft, men Kiæden brast ikke; som en Ægyptisk Konge-Mumie, skrinlagt i Alabast og stillet tilskue i et Grav-Palads: i 📌Konstantinopel og Classikerne bevaredes den gamle Verdens Dannelse til den Ny, uden at dog Forfinelsen kom ubetimelig til at smitte og fordærve de raa men stærke og dybe Naturens Børn, som skulde fortsætte Menneske-Livet! Vist nok et stort Vidunder, men ei til ørkesløs Forbauselse, nei, til lærerig Efter-Tanke, thi fordi Mennesket er skabt i Guds Billede, udvikler ethvert Guddommeligt Storværk sig i Menneske-Naturens Orden, og er for os vel ugiørligt, men ei uforklarligt.

Vi skal saaledes huske, at den Eenhed, 📌Romer-Riget gav den dannede Verden, var kun stiv Eens-Formighed, altsaa kun den samme Lighed, som Døds-Kulden giver alle Menneske-Legemer, og da Christendommen igien kaldte Fol51kene til Live, maatte der nødvendig i det Mindste vise sig een Hoved-Forskiel, den nemlig mellem 📌Østen og 📌Vesten. Kun 📌Øster-Leden, 📌Grækenland iberegnet, havde været den gamle Dannelses Hjem-Stavn, og kun de Østlige Folke-Færd havde Romeren fundet døende og overvældet, de Vestlige havde han fundet raa, og overvundet med Krigs-Konst, og kun, saavidt de blev unaturlig forfinede, afkræftet. Denne Forskiel var heller ingenlunde tilfældig, thi Østerlænderen var Phantasi-Tidens fødte Konge, og havde i Ungdommen saaledes forkiælet og forsvækket sig, at han, i det Mindste giennem Middel-Alderen, aandelig talt, ei vel kunde blive meer end en Skygge, og Grækerinden, som var født til Hjerte-Tidens Dronning, havde fordandset og forkiølet sig, saa hun maatte holde Sengen og være glad om hun ei sank i Graven. Romerinden var nu vist nok den store Skiøge, der nødvendig efter sine egne Love maatte faae de løsagtige Vestalinders Straf og levende begraves, medens de trælbaarne Kvinder i 📌Afrika, 📌Spanien, 📌Gallien og 📌Britannien, umuelig kunde beklæde en Dronning-Stol, hvorover Konge-Aanden svævede; men ogsaa for at raade Bod paa dette Savn var Christendommen kommet til Verden, og, som “den hellige Moder, Kirken”, kronet til Keiserinde i 📌Romer-Riget. Saalænge 👤Christus-Riget stod, kunde Man i Stats-Historien ei kiende Forskiel paa dets Indbyggere, da de Alle var Eet, men ved dets Opløsning, giennem det Tredie Aarhundrede, viiste det sig snart, at den herskende aandige Følelse, Man i 📌Østen beholdt, var Tro paa en Guddommelig Vidskab, øst med Lærdom af den Hellige Skrift, medens Man i 📌Vesten foretrak den langt dybere Følelse, som Troen paa den indviede Geistligheds hemmelige Samfund med Guddommen 52unægtelig er. Hvor protestantisk vi derfor end i Kirke-Historien ville bedømme dette Forhold, maae vi dog finde det meget naturligt, at de Lærdes Republik i 📌Østen knap under en Despots Formynderskab kunde hindres fra at ødelægge sig selv, medens “Bispe-Riget” i 📌Vesten sammenvoxde til et Pavedom, de verdslige Herrer maatte bøie sig for; thi jo daarligere Lærde, desmere Kiv, men jo daarligere Bisper, desstørre Enighed, og i Troen paa de Enige kan Man hvile, men i Troen paa de Stridige maa Man kives.

Denne mærkelige Forskiel mellem 📌Østen og 📌Vesten kom ogsaa netop i 👤Constantin den Stores Dage ret for Lyset ved de “Arianske Stridigheder”, som vi vel gierne aldeles vilde overlade Kirke-Historien, men kan ikke, fordi de aabenbar hørde langt meer til Statens og Skolens, hvori de har efterladt sig uudslettelige Spor. Hele 📌Østens Geistlighed var nemlig paa den Tid forsaavidt enig med sin store Lære-Fader 👤Origenes, at de grundede deres Tro paa deres egen Skrift-Klogskab, og ved at kaare 📌Roms Tyran til Ypperste-Præst haabede naturligviis Enhver af 📌Østens Skole-Mestere at faae sin Theologi til at blive herskende, medens 📌Vestens Bisper kun forlangde Beskyttelse mod opsætsige Lægmænd. Nu fremstod Præsten 👤Arius i 📌Alexandrien, Lærdommens Stapel-Stad, med et nyt Indfald om 👤Christus efter Skriften, og det satte hele 📌Østen i Bevægelse, medens Man i 📌Vesten knap vidste, hvad Striden, der syndes at dreie sig om et eneste Bogstav i et Græsk Ord*Omousios og omoiusios, som om vi vilde spille med Ordene “Gud lig” og “gudelig”., egenlig var om. Det gik naturligviis 👤Constantin ligedan, men da det var ham, der skulde afgiøre Trætten, maatte han dog have en Mening derom, og holdt nu snart med 👤Arius og snart med hans Modstandere, hvoraf der 53nødvendig, da Keiserens Ord skulde være en Lov, maatte følge store Ubehageligheder for dem, der holdt paa en modsat Mening. Den herved opkomne Skik, at Keiserne skrev Troes-Bekiendelser (Symboler), som Man skriver Forordninger, efter den Mening, Man for Øieblikket finder rimeligst, eller finder hos sin Yndling for Øieblikket, lærde Man imidlertid i 📌Østen snart at finde sig i, som et nødvendigt Onde, der dog havde det Gode ved sig, at hvem der tabde Slaget i Dag, kunde vente at vinde det i Morgen, medens samme Skik for 📌Vestens Bisper og deres Hjord var en Vederstyggelighed, hvorved en Lægmand opkastede sig til Herre baade over Troen og Geistligheden.

Under disse Omstændigheder var det da ganske i sin Orden, at 📌Østen og 📌Vesten fik hver sin Keiser, og 📌Østen i 📌Byzants eller 📌Konstantinopel en ny geistlig, verdslig og videnskabelig Middel-Punkt, hvor Græsken aldeles som Bog-Sprog fortrængde Latinen, og det var jo Betingelsen for, at 📌Vesten kunde overlades Barbarerne, uden at dog den gamle Dannelse og den Græske Literatur derved gik forloren. Os kan det derfor være ligegyldigt, hvad der bevægede 👤Constantin til at vælge 📌Byzants istedenfor 📌Nikomedien til den ny Hoved-Stad, eller bevægede 👤Theodos til at dele Riget ordenlig mellem sine Sønner (395), saa 👤Arcadius fik hele 📌Østen, og 👤Honorius hele 📌Vesten, thi Følgen blev den samme, og istedenfor at gaae i Rette med den døde Keiser som en 📌Roms Forræder, glæde vi os ved, der dog nu engang kunde blive en god Ende paa 📌Roms Tyranni, da 📌Østen og 📌Vesten var blevet sig deres Uforenelighed bevidst. At dette nu ogsaa virkelig, uden al Skyld hos 👤Theodos og hans Sønner, netop skedte i deres Dage, see vi klarlig ved i Skolen eller Literaturen at betragte de to Bisper, som under 👤Arcad og 👤Honor ret egenlig deelde Rigets Beundring: Antiochenseren 54👤Chrysostomus og Afrikaneren 👤Augustin, Hin det store Lys i 📌Østen og Denne i 📌Vesten. Begge rage de op over deres Sidemænd og over deres Eftermænd giennem hele Middel-Alderen, som Bjerge over Dale, og Begges efterladte Skrifter er i Skole-Historien uforgiængelige Mindes-Mærker om det høiere Sving og den dybere Grundighed, Christendommen alt i den gamle Verden gav Hedningers Tanke-Gang; men 👤Chrysostomus, i hvem 📌Østens Professor-Stamme holder sin egen pyntelige Lov-Tale og Lig-Prædiken, er aabenbar strax færdig, da Følelsen opløser sig i Betragtninger, og Materien taber sig i Formen; 👤Augustin, i hvem 📌Vestens Bispe-Sjæl først kommer til Besindelse, er derimod i fuld Giæring, og føler sig bestandig draget til to modsatte Sider: Spidsfindighedens bundløse Afgrund og det umaalelige Hjerte-Dyb. Hvor Man beklapper 👤Chrysostomus, vil Man altsaa nøies med at balsamere 📌Rom i Vie-Vand paa Græsk, men hvor Man føler sig grebet af 👤Augustin, der stræber aabenbar et nyt christnet 📌Grækenland at skyde sig op giennem 📌Roms Ruiner, og da vi veed, det lykkedes, kan de store Hindringer, det mødte, men seierrig overvandt, aldrig ængste, men vel oplyse og fornøie os.

Der herskede nemlig i 📌Vesten, og da især i 📌Nord-Afrika og 📌Italien, en Slaphed og Sædernes Fordærvelse hos de Dannede, der var saameget des grueligere, som Dannelsen der var falsk, var en hovedkulds Forfinelse af Barbarer, og hermed hængde hos de Boglærde en aandløs, vantro Retning paa det Nøieste sammen, saa Grammatikeren 👤Hieronymus var 📌Vestens Orakel, 👤Pelagius med sin tørre Moral var nær ved at faae flere Stemmer blandt Bisperne end 👤Augustin, og selv Denne, der kun med Møie havde revet sig løs fra de “Latinske Classiker,” var, med al sin Varme, dog meget for efteraars-kiølig til en Vaar-Prædikant i det store Hjerte-Aar. Naar vi derfor 55nu see Barbarerne bryde ind paa alle Kanter, og Vandalerne bemægtige sig 📌Nord-Afrika, mens 👤Augustin ligger paa sit Yderste (430), da maae vi finde, det var ogsaa paa den høie Tid, at den falske Dannelse med alle sine raadne Grene blev afhugget ved Roden, og de faa efterladte Bog-Lærde fik Andet at vide end hvad Man kan læse og gruble sig til, og Andet at giøre end at forkiættre og drille hinanden. At nu imidlertid Læge-Midlet ei blev værre end Sygdommen, at ikke selv Spiren til en betimelig Dannelse gik tabt i Barbariet, men at 👤Augustin og 👤Hjeronymus, efter, som skrinlagte Kirke-Fædre, at have sovet for Altret i tusinde Aar (fra det femte til det femtende Aarhundrede), stod lyslevende op igien med 👤Luther og 👤Melanchton, og blev den rette Skole-Dags Morgen-Haner, det er jo vist nok et stort Under, men dog slet ikke større, end at det lader sig forklare af Middel-Alderens Historie. Bagefter kan vi nemlig godt see, det gjaldt kun om tre Ting, for at det Romerske Helvede kunde blive en Skiærs-Ild for 📌Vestens Christenhed, hvoraf Menneske-Aanden kunde luttret udgaae, naar Forstands-Tiden kom, studere den gamle Verden i sine efterladte Folk og Skrifter, og derpaa, med “Forstands oplyste Øine” og velberegnede Kæmpe-Skridt, fortsætte sin Bane til Maalet, og disse tre Ting var: at den Christne Tro og Anskuelse bevaredes, at der indvandrede kraftige Folke-Stammer med aandige Anlæg, og at Skolen i 📌Konstantinopel, om end faldefærdig, dog blev staaende, og aldrig i 📌Vesten ganske tabdes af Sigte. For det Første var der nu sørget ved den Nødvendighed, det var Geistligheden, naar den vilde herske i 👤Christi og hans Apostlers Navn, og tilegne sig med Tienden alle 👤Aarons og Leviternes Rettigheder, at den da maatte for sin egen Skyld holde strængt over alt det Oprindelige i Kirken, beflitte sig paa Troes-Enighed og prise Guds Husholdning i 56det Gamle Testamente. For det Sidste vilde der blive Raad, naar paa den ene Side 📌Konstantinopel trods den herskende Svaghed og Forvirring frelstes fra Barbarerne, medens paa den anden Side de Lærdes Tvistigheder holdtes ved Lige, og 📌Vestens Bisper nødtes til at tage Hensyn paa dem; thi da vilde Skole-Kundskabernes Elementer mechanisk forplante sig i 📌Østen og aldrig ganske glemmes i 📌Vesten, saa de lærde Feider i 📌Konstantinopel, og Tvisten mellem den Latinske og Græske Kirke, beskæmmede vel 📌det Byzantinske Rige og vanhældede den Christne Kirke, men var dog for Christenhedens tilkommende Høi-Skole, og derved baade for Kirke og Stat, aldeles uundværlige. Det Tredie: at skaffe det vestlige 📌Romer-Rige en god Deel nye Indbyggere, som havde anderledes Kræfter og mere Hjerte for Aand end de gamle Italiener, Spanier, Gallier og Britannier, det kunde naturligviis kun Guddommen, men at de derfor, langt fra at være himmelfaldne, var skabt og giemt til Det og Meer, vil bedre Middelalders-Historier end vi endnu har, let kunne vise.

Hvorledes det nu gik til med 📌Romer-Rigets Opløsning og ny Befolkning, det hører naturligviis ikke til 📌Romer-Rigets men til dets Fienders Historie, og til Lykke træffe vi Folk mellem dem, hvem Historien var kiær fra Moders Liv, og hvis Levnets-Løb derfor nødvendig maatte blive en Historisk Beskrivelse værd.

Folke-Vandringen og 📌Nørre-Leden.

Man maler vist nok Krig i det Hele med dens rette Farve, naar man dypper sin Pen i Blod, men den blodigste Beskrivelse, Man kan give af Krigen, er dog kun mat, mod den Krigen giver af sig selv, saa Historien skulde aldrig befatte sig med saadanne Natur-Skildringer, men heller forbigaae alle 57de Krige med Taushed, der intet Mærkværdigt er ved uden Blod-Badet. Naar man derfor arbeider paa at tiltælle sine Læsere alle de Hug og Stik og Stød, 📌Romer-Riget fik, til det faldt, af Hunner og Gother, Franker og Longobarder, Heruler og Vandaler, Burgunder, Alaner og Svever, og saa videre fort i det Uendelige, for saa igien at udfinde, hvor de var Alle kommet fra, og hvortit de bedes indbyrdes; naar Man giør det, da stiler Man vist nok ganske fornuftig paa at give os et tro Billede af Folke-Vandringen, som et brusende Hav fra “📌Chinas Kyst til 📌Øster-Søens Grændse”, eller som et almindeligt Oprør i Menneske-Naturen, under hvilket hele Barbariske Folke-Færd rulle frem mod den dannede Verden som uhyre Bølger, oprørte af alle dyriske Drifter, som de til Vædde-Strid løsladte Storme, medens Millioners Vaaben-Gny og Sværde-Lyn er Torden-Veiret, der Slag i Slag udbreder Angest, Død og Ødelæggelse over alle de deilige, frugtbare, blomstrende Lande paa 📌Middel-Havets Kyst; men det er et meget utaknemmeligt Arbeide. Der vil nemlig altid findes en Pult Kosakker paa Grændsen af den dannede Verden, hvis Helte-Gierninger give den en langt mere levende Forestilling om Folke-Vandringen end alle lærde Penne, saa Kiedsommeligheden, de ved idelig at gientage Et og det Samme, nødvendig udbrede, bliver i dette Stykke Pennens eneste, umisundelsesværdige Fortrin. Det lade vi altsaa fare, og stræbe heller at henlede Opmærksomheden paa Nødvendigheden af 📌Roms Fald og Sammes lykkelige Følger, som gyldig bevise, at det ingenlunde var dyriske Drifter, men dybere Menneskelig Følelse, der udmærkede Delerne af 📌Romer-Riget. Barbarers Indfald i den dannede Verden er nemlig saa gamle som den, og fornye sig til alle Tider, saa Kymrer og Teutoner var ligesaavel Skythers og Gallers Efterfølgere, som Hunners og Gothers Forløbere, og Arabers og Slavers, Mogolers og 58Tyrkers Angreb og Indbrud er aabenbar af samme Slags, saa de Lærdes Forestilling om Folke-Vandringen som en mageløs Begivenhed i det femte og sjette Aarhundrede er et tomt Hjerne-Spind af Romersk Overtro. Hvad der er mærkværdigt og mageløst ved den store Omvæltning, er da ingenlunde Bulderet og Barbariet, som aldrig udebliver, hvor Dannelsen er udartet til Kiælenskab, og Kræfterne opløst i Nydelse, men det er den underfulde Gienfødelse og Fornyelse af Menneske-Livet i ungdommelig Friskhed mellem Ruinerne af den gamle Folke-Verden, det er hvad der slaaer os, baade som et mageløst Sær-Syn, og som et ganske besynderligt Trylleri, vi ikke veed andet Navn til end “Romantisk”. Navnet er ogsaa det heldigste, der kunde vælges, naar Man blot ikke vil udstrække det til hele Middel-Alderen, men indskrænker det til Vexel-Virkningen mellem de Romerske Ruiner og de Nordiske Udflyttere, og Betragtningen deraf i en Maanskins-Nat, ved Siden ad Barbariske Jette-Skikkelser, lig den vilde Jæger, som giennemfarer Verden for at æde den deilige, flygtende Prindsesse, han har kastet sin dyriske Kiærlighed paa*Dette træffende Billede af Barbariet i Middel-Alderen findes muntert udmalet i Tydskernes Heltebog, og navnlig i “Atles Konge-Liv” eller “Etzels Hofhaltung”..

Dog, disse Middel-Alderens Fee-Slotte, omsværmede af grumme Jetter og skielmske Dværge, men bevogtede af strænge Riddere og djærve Kæmper, maatte vel saare forundre os, i Egne, hvor Man, giennem fem Aarhundreder, fra 👤August til 👤Augustulus, kun saae Bødler og Tugthuus-Lemmer, naar Man ikke i Blusset af Martyr-Baalene saae straalende Vidnesbyrd om et guddommeligt Menneske-Liv i det Skjulte; men en Fortsættelse af Menneskets store Levnets-Løb kunde vi dog aldrig see i disse Tryllerier, naar vi ikke opdagede, at hine Fee-Slotte er at ligne ved Herberger i Ørken for en stor Konge, som under mange Farer kæmper sig giennem fiendtlige Ene-59Mærker til et nyt Land, hvor han vil reise sin Throne. Tiden har imidlertid viist, at det var saaledes, at Menneske-Aanden havde en anden Verden omkring 📌Vester-Havet og 📌Øster-Søen, hvor den skulde fortsætte hvad der begyndtes omkring 📌Middel-Havet, men at denne Verden var endnu ikke beredt, saa Aanden maatte enstund friste Livet i allehaande Forklædninger, snart som en vandrende Ridder og reisende Spillemand, snart som en bodfærdig Pillegrim og ydmyg Kloster-Broder; thi at 📌Nørre-Leden var Aandens Maal, see vi klarlig, da det baade var derfra al aandig Rørelse udgik og der Aanden fra Reformationen af fik en Nyaars-Tid, der ingenlunde maa bedømmes efter hvad den alt har naaet, men efter hvad den fører til.

Saaledes at gaae baglænds, for at komme ret ind i Fortiden, er et Kneb, vi først i den allersidste Tid har lært, og dermed har Bladet kiendeligt vendt sig saavel i den Kritiske som i den Pragmatiske Historie, thi saalænge Man blev siddende magelig i sit Studere-Kammer, og snart indbildte sig, Man kunde mane de gamle Skribenter op og efter et strængt Politi-Forhør bedømme baade dem og deres Efterretninger, snart drømde, at Man forklarede Historien, naar Man fortalde, hvad Hensigter Man selv vilde havt, og hvordan Man selv vilde baaret sig ad, naar Man havde været i de Gamles Sted, saalænge legede Man aabenbar kun med Historien eller rettere med sin egen Skygge. Nu derimod, da vi begynde med det virkelig Nærværende og nærmest Forbigangne, som er sikkert nok, bedømme vi ikke de gamle Efterretninger efter eget Tykke, men efter deres Overeenstemmelse med de Menneske-Naturens Love, vi i den sikkre Historie og vor egen lille Verden har opdaget, og Enkelt-Mændenes Hensigter lade vi staae ved deres Værd, som tvivlsomme og os uvedkommende Ting, medens vi slutte fornuftelig: at hvad der virkelig kom ud af en Ting, det var den Aands Hensigt, som styrer det Hele.

60Naar vi derfor ønske at vide, hvordan det omtrent har seet ud i vort 📌Norden ved 👤Christi Fødsels-Tid, og hvad der foraarsagede de ældre Udvandringer, da begynde vi ikke med at sammenligne de Græske og Latinske Billinger om 📌Thule med vore egne Old-Sagn, som ei engang selv veed om de er fra Brand-Old eller fra Høi-Old; men vi begynde med den Kiends-Gierning, at 📌Nord-Tydskland og 📌Danmark er nu det egenlige Sæde for universel Videnskabelighed, hvor Man stræber at samle alt Menneskeligt i Menneske-Begrebet og udlede det af Menneske-Naturen, derfor ogsaa de eneste Steder, hvor Man arbeider paa en organisk sammenhængende Verdens-Historie, medens Man andensteds, selv i National-Historien, nøies med det atomistisk Sammendyngede. Heraf slutte vi med Føie, at hvor daarlig vi maaskee end behandle den store Opgave, maa det dog ligge i vor Natur at have Lyst dertil, og i Forsynets Plan at vi skal befatte os dermed, hvad igien ei kan være Tilfældet, uden at vi ogsaa oprindelig har havt tilsvarende Evner og Anlæg.

Heraf følger ogsaa nødvendig, at vi har havt en tilsvarende Fortid, og vi har nu en Prøve-Steen for de gamle Efterretninger om 📌Norden, som i det Hele og Store er aldeles tilforladelig, og viser sig at være det, naar den sammenlignes med vore Boglige Mindes-Mærker fra Middel-Alderen. Man dømme nemlig hvad Man vil om 👤Saxos og 👤Snorros og alle de Islandske Saga-Skriveres historiske Tilforladelighed i det Enkelte, saa beviser disse Bøgers blotte Tilværelse dog lige fuldt, at 📌Norden havde en i Middel-Alderen mageløs Historisk Retning, og vi behøve kun at aabne Bøgerne, for at see, at Aands-Gaverne svare dertil, saa, naar de ikke forskiærtsedes, maatte de i Forstands-Tiden avle en saadan Historisk Vidskab, som den der nu fødes.

Nu finde vi imidlertid ogsaa baade hos 👤Saxo og hos 61Islænderne en Mængde Sagn og Sange, som skal være fra Old-Tiden, og skiøndt det er vanskeligt at tale om Aar og Alder, hvor Old-Tiden løber ud i Eet til det Niende Aarhundrede efter 👤Christi Fødsel, saa er dog Sagnenes Ægthed beviist, naar de er i den Aand, vi hos os selv og hos Middel-Alderens Fædre har lært at kiende, og hvad det Mythiske angaaer, kan vi ikke tvivle om at Anskuelsen jo er ældgammel, hvis den virkelig svarer til Bestemmelsen af det Historiske Vidskabs-Folk. En saadan Anskuelse af Menneske-Naturen i sit eget Inderste og Ahnelse af sin Løbe-Bane har nemlig et Folk, saavelsom hele Slægten, kun i sin fyrige Ungdom, og skiøndt nu Vidskabs-Folket vist nok i Forhold til Hjerte-Folket er en Silde-Fødning, har vi dog ingen Grund til at sætte deres Ungdoms-Arbeide, som Mythe-Smedningen er, paa denne Side 👤Christi Fødsel.

Hvad nu den Nordiske Mythe-Krands selv angaaer, da er dens Ægthed, som Udtryk for 📌Nordens Aand, paa det Gyldigste beviist ved den Yndest, de nye Skjalde i 📌Norden har fattet for den, thi i dem har Aanden vedkiendt sig den; men det er ogsaa indlysende, at den tilhører det universal-historiske Vidskabs-Folk, da den udtrykker det Grund-Forhold, hvori Samme nødvendig maatte see sig til Udødeligheden, som for alle aandige Folk er den Livets Krone, hvorpaa de stadig fæste Øie.

Naar vi nemlig give Agt paa de Folk i Old-Tiden, i Middel-Alderen og i Nyaars-Tiden, der eftertragtede Udødelighed, da opdage vi en mærkelig Forskiel, der svarer til Forholdet mellem Phantasi, Følelse og Forstand, hvoraf den ogsaa aabenbar udspringer, saa de Ældste søgde deres Udødelighed i Nedstammelse fra Guderne, de Mellemste i et hemmeligt Samfund med dem, og de Yngste i deres daadfulde Kamp derfor, hvad aabenbar kommer af, at Phantasien naturlig knytter sig til For62tiden og lever i Beskuelsen, Følelsen gaaer paa det Nærværende og lever af Indtryk, Forstanden stræber fremad og lever i Haabet!

Indskrænke vi os nu til Hedningerne, for at være sikkre paa at see Natur-Forholdet, da er det iøinefaldende, at ligesom Perser-Mytherne symbolisere Phantasiens, og Græker-Mytherne Hjertets Forhold til de udødelige Guder, saaledes afbilder 📌Nordens Mythologi Forstandens Forhold til Udødeligheden, som den Livets Krone, der kun kan ventes for daadfuld Kamp og kun naaes ved at giennemgaae og overstaae Døden. Hvorvidt nu disse sindrige Myther, som dreie sig om Valhal og Gimle, ere oprundne og udspundne i 📌Norden, uden at Man først hørde en lille Fugl fra det Fremmede synge derom, det er et Spørgs-Maal, der vel kan pirre Nysgerrigheden, men er her kun forsaavidt af Vigtighed, som vi maae indsee, at skulde Vidskabs-Folket selv skabe saadanne Myther, maatte det være tidlig mens Phantasien var i sin fulde Kraft, og skulde det have Hjelp dertil udenfra, maatte det være, mens Aanden var over de egenlige Old-Folk, altsaa en god Stund før 👤Christi Fødsel.

Naar vi nu, med disse For-Kundskaber, spørge Romere og Græker, hvad de veed om Hyperboræerne, da svarer 👤Lucan os paa Vers, at i 👤Neros Dage vidste Man i det Mindste, Nordboerne havde saadanne Valhals og Gimle-Myther, som vi fandt her hjemme, thi han siger:

Kun hos eder skal Man finde
Falke-Syn for Gude-Spor,
Eller ogsaa I er blinde
Fremfor alle Folk paa Jord;
Thi hvor vi kun blege Skygger
Skimte giennem Taage-Sky,
Der for eders Øine bygger
63Aanden sig en Hald paa ny!
Kan jer Sang Man regne efter,
Død kun deler Livets Flod,
Som sig hist med friske Kræfter
Rører i hvert Ledemod!
Held de Folk, som boe i 📌Norden!
Fare de end vild deri,
For den værste Frygt paa Jorden:
Dødens Frygt, er de dog frie!
De har Kæmpe-Mod i Bringe,
De er Dødens Over-Mænd,
Finde lumpent det at thinge
Om et Liv, Man faaer igien!*👤Lukans Pharsal-Kvad I. 452–62.

Herskede der nu i 📌Norden, ved 👤Christi Fødsels-Tid og Middel-Alderens Begyndelse, den høieste Betragtning af Jord-Livet, som er fundet eller kan findes hos Hedninger, da undrer det os ikke længer, enten at de udvandrende Stammer følde sig tiltalte af den Christelige Anskuelse, hvor de mødte den, eller at Rigerne, de stiftede, blev Vuggen for de nye Borger-Samfund; thi hvor Man kæmper for Evigheden, kan Man umuelig leve blot for Øieblikket, hvor Aand saa mægtig besjæler Folket, kan Tilstanden umuelig være dyrisk. Saalidt derfor, som vi i det gamle 📌Norden kan tænke os slebne Sæder eller Forelæsninger over Menneskets og Borgerens Pligter og Rettigheder, saavist var det dog et menneskeligt Liv, der førdes, med mere Agtelse for Ærlighed, Billighed og for alle ædle Følelser, end Man fandt i noget andet Hedning-Land, thi det ligger i det aandige Kæmpe-Folks Natur og speiler sig i dets Myther. Ligesom nemlig Grækernes Splidagtighed speiler sig i Olympierne, saaledes maa ogsaa Asernes indbyrdes Venlighed, og Frygt for at besmitte deres Thing-Sted selv med deres arrigste Fiendes, med Fenris-Ulvens Blod, bor64ge os for, at Nordboerne havde Lyst til Lande-Fred og dyb Agtelse for Lov og Ret, skiøndt de paa deres Vikings-Tog naturligviis foer afsted som Thor i 📌Øster-Leden. Ogsaa Raaheden giør Man vel i ikke at tænke sig alt for stor, da Bærsærkerne kun, ligesom Røvere i Middel-Alderen, var Undtagelser, de giæve Kæmper ærlig stræbde at frelse Kvinderne og hele Verden fra, medens Skjaldene bænkede alle Ædlinger i Valhal og i Freias Bur, men viste alle Niddinger til Hel. Edda-Sangene er ogsaa i denne Henseende talende Mindes-Mærker, thi vel kan Ingen af os sige, naar de har faaet den Skikkelse, hvori vi fandt dem paa 📌Island for et Par Aarhundreder siden, men deels maae de dog være fra en Tid, da de kunde blive til, altsaa fra Heden-Old, og deels er de under alle Omstændigheder oldnordiske Planter, der forudsætte megen Dyrkelse af Aandens Marker. Vel er nemlig Vøluspa (Norne-Kvadet) dunkel og Havamaal (Lære-Digtet) lidt klodset, og det var naragtigt at ville sammenligne 📌Nordens episke Nyn, selv Bjovulfs-Drape iberegnet, med 📌Grækenlands Høisang, men det kommer især deraf, at Følelsen har sin poetiske Rigdom i Begyndelsen, og Forstanden i Slutningen, saa vores Vædde-Løb med Grækerne i poetisk Udvikling kunde ligesaalidt falde i Old-Tiden, som det nu, hvis vi slægte Fædrene paa, kan udeblive, men Anlæget dertil maatte være medfødt, og maa have været ligesaa umiskiendeligt i hele Nordboens Liv, som det er i 📌Nordens Myther og Eddas Viser.

Naar Man derfor har tænkt sig de gamle Nordboer som Umennesker, da kom det især af blind Tro paa Latinernes guddommelige Viisdom og menneskelige Fuldkommenhed; thi de Romerske Videnskabs-Mænd, latterlig Ihukommelse, forsikkrede jo, at baade nedstammede de selv fra Kannibaler og at det var alle Folk, til der kom et Andet og polerede dem, og at Man dog paa denne Maade maatte begynde med et Folk, 65der havde poleret sig selv, var en dybere Bemærkning end dem, der tækkes selvkloge Drenge. Hvad der imidlertid, efter Opdagelsen af de Nordiske Old-Sager, har hindret Tydskerne, de store Veiere, Maalere og Vragere i Vidskabs-Staden, fra at forudsætte en betydelig Grad af Aands-Dannelse og Borgerligt Anlæg i det gamle 📌Norden, er deels deres egen Mangel paa aandige Mindes-Mærker og deels Beskrivelsen af 📌Tydskland, som 👤Tacitus gav i Slutningen af det Første Aarhundrede; thi det er en indgroet Fordom hos Tydskerne, at det er dem, der har civiliseret os, en Fordom, der i de sidste tre Aarhundreder, da vi unægtelig har gaaet i Tydskernes Lede-Baand, har selv i 📌Norden vundet en vis Hævd, der hører Mod til at trodse. Men havde vi ikke det Mod, da var vi vel ikke Kæmpernes Børn, som avede 📌Tydskland og knuste 📌Rom, men det var dog lige vist, at vi kun fulgde Tydskerne i den Tid, vi glemde Fædrene, og at de umuelig kan have givet os den Borgerlige Sammenhæng, de sagtens maatte fattes i 👤Taciti Dage, da de endnu har langt mindre deraf end vi. Hermed nægtes det ingenlunde, at i det Mindste Nord-Tydskerne og vi har fra Arilds-Tid havt Aand tilfælles, ei heller skal vi prale af Mindes-Mærkerne, vi derom har forud, thi havde 📌Island ikke været, vilde vi neppe engang havt en 👤Saxo, men skulde været indskrænkede til de Angel-Sachsiske Levninger, som er Blandings-Gods; saa hvad der skal paastaaes er blot, at hvor barbarisk det end i den første Keiser-Tid kan have seet ud i 📌Tydskland, følger deraf slet ikke, det jo saae langt anderledes ud i 📌Norden. Ligesom Havet er Natur-Kampens store Skue-Plads, saa er det aabenbar Kæmpe-Aandens Element, hvortil 📌Norden anderledes fortroelig sluttede sig end 📌Tydskland, som det endnu kiendes paa Tunge-Maalene, thi Vores ligner Havet fra Dets letteste Bølgen til Dets høieste Brusen, medens Tydskernes langt mere 66ligner Hestenes Trampen og Vognenes Rummel, Pilenes Susen og hele Vaaben-Gnyet. Tydskeren var fra Arilds-Tid langt mere Skytte og Nordboen Skipper og Fisker, og lige fra Middel-Alderens Begyndelse, da Hjertet faaer Anførselen, maatte det i Selskabs-Livet giøre en mærkelig Forskiel, om end ikke 📌Tydsklands Beliggenhed havde ført det med sig, at de tidlig hjemsøgdes af Romerne og kløvedes af Galliske og Slaviske Stammer, som baade 👤Cæsar og 👤Tacitus melde.

Betragte vi nu, med disse Tanker, den Skildring, 👤Tacitus giør af Tydskerne, og lade hans Frihands-Tegning, som vi ei kan bedømme og endnu mindre stole paa, staae ved sit Værd, da finde vi ikke en eneste Kiends-Gierning, der strider imod, men Flere der tale for vor Nordiske Betragtning af Sagen. Vi finde ligesaalidt hos ham som i de Eddiske Sange Spor af Billed-Dyrkelse, som er et vist Tegn til, at Aanden endnu var for stærk til at taale grovt Afguderie, og ved Siden ad National-Mythen om Tuiske (Tydske-Vodan) som Stam-Fader til Ingevoner, Istevoner og Svever (ventelig Saxer, Est-Gother og Svaber), finde vi en Mars og Mercurius, som naturligviis er Tyr og Odin, med en Isis og Hercules, som selv Latineren udleder tilskibs fra 📌Norden *👤Taciti Tydskland. 3. 9. 34.. Hermed sigter han aabenbar til Phønicernes Seilads paa 📌Norden, og skiøndt han sagtens har taget Thors-Hammeren for Hercules-Kiøllen og Fjorgyn for Isis, hentyder dog det Sagn, han anfører om 📌Hercules-Støtterne i 📌Norden, paa, at Man dengang i 📌Tydskland har vidst Noget at fortælle om Tyriernes Halvgud.

Her staae vi da ved Spørgsmaalet om Phønicernes Seilads paa 📌Norden og 📌Øster-Søen, et Spørgsmaal, der i den nyere Tid har været meget omtvistet, og lader 67sig naturligviis altid omtviste, da Phønicerne selv ingen Bøger har efterladt, og det gamle 📌Nordens Bøger hverken berette Noget, eller kunde, som Bøger skrevne i Middel-Alderen, være gyldige Vidner derom. Saae vi Nordboer paa vor egen Ære, da maatte vi helst give dem Ret, der paastaae, vi fra Arilds-Tid var os selv overladt; thi at vi har en Mythe-Krands, der kroner Fædrene til et af Historiens Hoved-Folk, beviser sig selv, at der var Ager-Dyrkning, Skibs-Byggeri, Smede-Konst, Rim-Smedning og Rune-Skrift i det Hedenske 📌Norden, lader sig egenlig slet ikke nægte, og er Fædrene kommet saavidt uden Hjelp af Old-Tidens store Mæglere, da har vi unægtelig stor Ære af dem, som langt vittigere end Grækerne, der selv maatte tilstaae, de kun ved Ægypters og Phønicers Hjelp blev ret vendt baade i Himlens og Jordens Betragtning. Men allerede denne Omstændighed maa giøre Sagen mistænkelig i alle upartiske Dommeres Øine; thi trængde selv Grækerne, som dog aabenbar var bestemte til en langt tidligere Udvikling, til Hjelp fra 📌Øster-Leden, hvor Old-Tidens store Konge thronede, da var det høist urimeligt, at Nordboerne kunde undvære den, hvis Bestemmelse krævede, at Letnemhed og Dannelighed, men ingenlunde at Originalitet skulde være deres Hoved-Egenskab.

Uagtet derfor de faa Græske Efterretninger, der er os levnede om 📌Thule”, baade er for korte og for mørke, til at vi deraf ene kunde drage en forsvarlig Slutning om levende Samkvem mellem 📌Middel-Havets og 📌Øster-Søens Folke-Kreds, saa er det dog klart, at Grækerne flere hundrede Aar før 👤Christi Fødsel vidste meer og bedre Beskeed om 📌Norden end Romerne efter 👤Christi Fødsel, da deres Krigs-Hær dog havde været ved 📌Elben, hvad kun lader sig forklare af Seilads paa de Egne, og naar vi dertil lægge den Kiends-Gierning, at 68Phønicerne fra Arilds-Tid handlede med Tin og Rav, som de efter al Rimelighed kun fandt i 📌Britannien og ved 📌Øster-Søen, da maatte der være stærke Grunde mod Nord-Farten, naar den med Føie skulde omtvivles. Grækerne har nemlig baade kaldt Rav-Kysten 📌Raunonia, et Navn, de ei kunde giøre uden Hjelp fra 📌Norden, og de har vidst Noget om de Danske Øer og om 📌Nordens Beboelighed høit op imod Polar-Kredsen; thi skiøndt 👤Strabo paastaaer, de vidste slet Intet, og anfører kun Sligt som lutter Løgn af Marseillianeren 👤Pytheas, saa viser Anførelsen dog ligefuldt, at 👤Pytheas har vidst Endeel, og var hans 📌Thules Historie” ikke forgaaet, vilde hans Kundskab til 📌Norden sikkert være uimodsigelig. Spørgsmaalet er nemlig her slet ikke, om der har staaet endeel Fabler i 📌Thules Historie, thi det giør der jo altid i de første Beretninger om fjerne Lande, ei heller om 👤Pytheas, som han paastod, selv havde været i 📌Norden og var reist tilbage over Land ned til 📌det sorte Hav, thi det bliver hans egen Sag, men om det var mueligt, at han paa fri Haand kunde digtet sin Beskrivelse af 📌Norden, og til at vi skulle troe det, er der i Billingerne, Man har givet os, formeget Rigtigt, selv naar Man ikke læser Ost-Daner for Ost-Damner og finder 📌Kullen i deres Forbjerg 📌Kalve.

Hvorvidt nu 👤Pytheas var ældre end 👤Aristoteles, veed Man egenlig slet ikke, men var han yngre end 👤Herodot, har denne dog ligefuldt hørt tale om Floden Eri-Dan i 📌Norden, hvor Ravet skulde findes, og vel mener han, det er en grov Løgn, da Enhver kan høre at Eridanos er intet Barbarisk men et godt Græsk Ord, som ventelig En af de gamle Poeter har gjort; men den Grund vilde han aabenbar selv fundet daarlig, hvis han havde kunnet Dansk, og vi slutte kun deraf, at ligesom 👤Homer vidste godt, Phønicerne handlede med Rav, saaledes har det ogsaa 69været et gammelt Sagn i 📌Grækenland, at Ravet kom af de Taarer, Phaetons Søstre ved den Nordiske Flod Eri-Dan fældte over deres forulykkede Broder. Disse Rav-Taarer minde nu igien os Nordboer venlig om de gyldne Taarer, Freya, efter Mythen, fældte, da hun bedrøvet ledte om sin elskede Ottar, og naar vi høre Grækerne synge om de salige Øer ved Verdens Ende, hvor Gudernes Yndlinger frydede sig ved Udødeligheden, da kan vi ikke undgaae at tænke paa Øerne heroppe, som vi veed, gienlød af Skjalde-Sang om alle de hedenfarne Ædlingers Gammen i det grønne Gudhjem. At Grækerne i det Mindste ikke derved tænkde paa Noget, der lignede deres “Elysium”, høre vi paa Achil, som forsikkrer Odysseus, at han vilde heller være Hyrde ved et Ledd paa Jorden end Keiser i Skyggernes Rige, og Navnet 📌Sæl-Land eller 📌Sjæl-Land, som Dronning-Øen i Bælte-Havet bærer, kunde give de østerlandske Giæster riig Anledning til at sammensmelte det Synlige med det Usynlige i en saadan Mythe.

Lægge vi nu hertil, at den Alexandrinske Geograph 👤Ptolomæos, som beraaber sig paa Tyriske Kilder, nævner i 📌Norden baade Saxer, Friser, Gother og Norske, da kan vi neppe tvivle paa, hans Dauske jo skal være Danske*Efter Jornandes Angivelse har Man dengang klarlig læst “Danske” hos Ptolomæos, samt Navnene paa adskillige af 📌Norges Landskaber, med Bemærkning om Soel-Hvervene deroppe., og endnu mindre derpaa, at Man, før Romernes Germaniske Krige begyndte, vidste i 📌Tyrus langt meer om 📌Norden end Romerne, før vore Frænder gjorde sig den Uleilighed selv at bringe visse Tidender*👤Ptolomæi Geographi II. 11., og hvad Tyrierne vidste om vort 📌Norden i Aarhundredet før 👤Christus, var sikkert nok, som Alt hvad de da havde meer end Romerske Læn70ker, kun ringe Levninger af gammel Rigdom. Yderst mærkværdigt er det ogsaa, hvad nok hidtil aldrig har været ændset, at der endnu findes levende Spor af Phønicerne i 📌Norden, thi paa 📌Færøerne, hvor Man endnu dandser i Takt med Skjaldene, der sang om Sigurd Fofners-Bane, der veed Man ogsaa endnu at fortælle om et Handels-Folk, der havde hjemme i 📌Syden, en Otting (Økt) østligere end 📌Færøerne, og besøgde dem fra 📌Irland af, for at samle Fugle-Fier og Ædel-Stene (Tidner), samt at den Rigdom, 📌Irland havde faaet ved disse Fremmede, siden lokkede de Nordiske Vikinger did for at plyndre*Min Hjemmel er en Optegnelse af Hr. Pastor 👤Schrøter paa 📌Færøe, bekiendt i de Færøiske Kvæders Historie..

Forudsat nu, som der er al Grund til at antage, at Phønicerne beseilede 📌Norden, især før Perser-Tiden, da er det ikke blot naturligt, at Man talde om 📌Herkules-Støtter ligesaavel i det høie 📌Norden som i det yderste 📌Vesten, men vi har i den Tyriske Historie seet, at derved opgaaer et mærkeligt Lys over det Herkuliske Arbeide med Geryons Oxer, og af et saadant Samkvem mellem Øster-Lændere og Nord-Boer kan vi nemt forklare os alle Sporene af en tidlig Aands-Udvikling og Dannelse i 📌Norden. Ikke heller kan Man nægte, det ligner Forsynet, der havde saa store Ting isinde med 📌Nordens Kæmper, selv i Vuggen og i Svøbet at berede dem til deres Bane, men at Samkvemmet med de gamle Folk tidlig afbrødes, var ogsaa nødvendigt, naar Nordboen ei skulde følge dem i Graven, men erstatte dem paa Jorden!

Naar vi komme til 📌Nordens Deeltagelse i Folke-Vandringen, da har den vist nok ogsaa mange Dunkelheder, men at baade Gother og Longobarder, Angel-Sachser og Normanner, altsaa alle de Stammer, der ret blev til mærkværdige Folk paa 📌Romer-Rigets Gruus, var 71Asa-Dyrkere, altsaa meer eller mindre besjælede af 📌Nordens Aand, det veed vi dog, og det er Hoved-Sagen; thi hvad enten de Stammer oprindelig boede sønden, østen eller nordenfor 📌Øster-Søen, var kun blandt vore Fædres Bog-Lærde en barnagtig Æres-Sag, som vi naturligviis strax lade falde, og naar vi ved Leilighed forfølge selv de dunkleste Spor, er det kun for at see, hvorvidt de kan giøre os Stammens bekiendte Levnets-Løb forklarligere. Kun om Normannerne er det klart, at de samtlig havde hjemme nordenfor 📌Øster-Søen, og om Angel-Saxerne, at de ikke havde det, men var en Blanding af Nord-Tydske og Syd-Danske, medens Gother og Longobarder give Tvivl og Giætninger fuldt Spille-Rum, og maae i alt Fald, før de nedsatte sig i Romer-Riget, have været Blandinger af Allehaande, da de, Man veed ikke hvormange, Aarhundreder havde tumlet sig paa Grændserne. Der er imidlertid ingen Grund til at mistroe deres egne Skribenters Forsikkring, at deres Vandring var begyndt tilsøes fra 📌Skandinavien, hvor Goth-Landene endnu findes, og det er da den ældste Udvandring vi spore fra det høie 📌Norden, thi den maa have fundet Sted ved 👤Christi Fødsels-Tid om ikke før. Cimbrer og Teutoner maae vi nemlig ganske overlade de Romerske Skribenter, som har slaaet dem ihjel til sidste Mand, thi derved har de gjort os det umueligt at forfølge deres Spor, og efter hvad de fortælle os, har det jo været lutter forvovne Kroppe uden al Aand, som ved at aarelade Romerne havde gjort deres Bedste. Navnet “Cimbrer” er i Øvrigt, saavidt vi kan skiønne, ganske det Samme som Kymrer, og henviser da ikke til noget andet 📌Norden end 📌Galliens, og at der selv i de følgende Aarhundreder har været endeel Kymrer og Galer fra 📌Irland og 📌Bretland med i Spillet, kan neppe omtvivles, hvad enten Man betænker deres gamle Art, eller mønstrer de høist forskiellige Folk, der Alle skal være fra 📌Norden.

72Under alt dette er der med Flid Intet talt om den Indvandring i 📌Skandinavien, som vore Old-Sagn omtale, og Upsals-Odin staaer i Spidsen for; thi enhver Forbindelse, hvori vi vilde sætte den enten med Udvandringerne eller med 📌Nordens Kultur-Historie, vilde være aldeles vilkaarlig, medens det let kunde hænde sig, vi tog for en Indvandrings-Historie hvad der i Old-Sagnet kun var en Tempel-Mythe, sammenblandet med Nordboernes dunkle Ihukommelse af deres Asiatiske Herkomst. Skulde der desuagtet ligge noget Folke-Historisk til Grund for Odins Gude-Spilop i 📌Sverrig, lidt før 👤Christi Fødsel, da løb han sikkert ikke fra 👤Pompeius ved 📌det sorte Hav, men snarere fra 👤Cæsar i 📌Gallien, thi baade fører Sagnet ham igiennem 📌Franken, 📌Sachsen og 📌Danmark, ogsaa har Giøgleri altid bedst kunnet trives i 📌Gallien, og endelig maa vel Up-Svenskerne havt et eget Natur-Anlæg, siden de, ingenlunde uden Føie, har faaet Navn af 📌Nordens Franskmænd. Havde nu virkelig saadan Svensk Indvandring fundet Sted, da hængde den udentvivl sammen med den Gothiske Udvandring, men alt Sligt maa Man lade staae ved sit Værd, som løse Giætninger, der umuelig kan give noget Andet den Hjemmel, de selv fattes.

Hvad vi derimod veed om Gotherne, som 📌Nordens For-Tropper, maa nu følge, da vi i Christendommen og Nordiskheden har betragtet den ny Tids aandige Elementer, og maae vi end bekiende at det Enes Indtrædelse er ligesaa dunkel som det Andets er klar, maae vi dog ogsaa finde det i sin Orden, da de jo førdes sammen, for at Nordiskheden skulde udvikles af sin dybe Dunkelhed i Christendommens Lys.

Hunner og Gother.

Vel fandt selv de Romerske Skribenter sig nødt til at giøre Forskiel mellem de vilde, dyriske Hunner og de høi73hjertede, dannelige Gother, men da Begge var Rigets Fiender, hindrede det ingenlunde Dyrkerne af Kvirinus fra at hade og forbande Gotherne dobbelt, som de Lykkeligste, ja, vi har endog en Afhandling “om Forsynet” af en berømt Biskop (👤Synesius i 📌Kyrene), hvor Gotherne i Ægyptisk Billed-Sprog skildres som “Typhons ͻ: Djævelens” Eiendoms-Folk. Menneske-Aanden finder sig derimod behagelig overrasket ved i Gotherne at see Mærkes-Mændene for den ny Folke-Skare, der ingenlunde vilde tilintetgiøre men høste Frugten af de gamle Hoved-Folks høie Syner og store Bedrifter, og naar derfor Hunnerne, i Spidsen af Mogolske og Slaviske Vrimle, rase frem i det Fjerde og Femte Aarhundrede og er nær ved at overvælde Gotherne og blive Verdens-Rigets Arvinger, da kan Aanden ligesaa umuelig være hvad Man kalder “upartisk”, som den kan være eensidig Romersk; thi for sin egen Skyld maa den aldeles afgjort tage Gothernes Parti mod Romere saavelsom mod Hunner. Aanden maa nemlig ønske Verdens-Rigets Undergang, som Betingelsen for Menneske-Livets folkelige Fortsættelse, efter Landenes og Tidens Leilighed, men umuelig kan den ønske 📌det Romerske Verdens-Rige forvandlet til et Hunnisk eller Chinesisk, hvorved Ondt kun var blevet værre. Men Partiskheden for Gotherne er dog langtfra at være grændseløs, thi Man er sig selv nærmest, og et Gothisk Verdens-Rige, hvor klarlig det end havde fordunklet det Romerske, vilde dog været til ubodelig Skade, da Menneske-Aanden, naar det Kæmpe-Folk, Gotherne tilhørde, havde ødelagt sig selv, kun vilde havt Svaghed at sætte mod den dyriske Styrke og Vildhed, som aldrig uddøer. Naar derfor Gotherne, under Ermanrik, i det Fjerde Aarhundrede tydelig røbe Lyst til at indtage hele Verden, og der paa den store Skue-Plads slet Intet findes, som, naar de er enige, kan standse dem, da er det aabenbar Forsynet, 74som vinker ad Hunnerne og adskiller Gotherne, saa Aanden med inderlig Deeltagelse, men med den høie Rolighed, som Over-Blikket giver, betragter det store “Gothiske Sørge-Spil”, der ligner et “Ragnaroke”, hvori alle Aser falde, men kun for at opstaae forklarede, i den fra Hel tilbagevendte Balders Glands.

At slig en Tale maa synes dem bespottelig, der forgude Romerskheden, selv midt i dens Keiserlige Usselhed, er Noget, Menneske-Aandens Talsmænd ei kan ændse, men det klinger vel ogsaa mistænkeligt for somme Andre, og det maa derfor anmærkes, at det, langtfra at være blot Hjerne-Spind og glatte Tale-Maader, kun er en Anskuelse, der udspringer af hine Kæmpers egen Historie, der, som 👤Jornandes vidner, ei fandt, deres Høvdinger kunde nøies med noget ringere Hæders-Navn end Anses (Aser) eller Halv-Guder *Gothe-Krøniken af 👤Jornandes 13.. Sligt bør heller ikke mere undre Nogen, som har Sands for “Aand”, thi det er kun i Videnskabeligheds Barndom, Man drømmer om et svælgende Dyb mellem Poesi og Historie, og finder det daglig bestyrket ved aandløse Historier og tomme Digtninger, hvorimod vi allerede nu godt kan forstaae, at da Han, som skabde det Udvortes, skabde ogsaa det Indvortes, maatte Han slet forstaaet sin Konst, hvis det Ene ikke svarede til det Andet.

Vist nok har vi ingen fuldstændig Gothe-Historie, men vi maae huske, at en fuldstændig Historie har intet Folk uden Jøderne og de Christne, og allermindst kan vi da forlange en Saadan af Gotherne, der, som sagt, langt mere var den Tydsk-Nordiske Fylkings djærve For-Trop og Mærkes-Mænd af forskiellige Stammer, end et afrundet Folk. Da nu derhos Gothernes Levnets-Løb paa den store Skue-Plads kun var stakket og langt fra at naae Forklarings-Tiden, saa er Alt hvad vi med mindste Føie kan 75vente, talende Mindes-Mærker om, at Kæmpe-Aanden med dem indtraadte paa den store Skue-Plads og skabde et nyt Tids-Rum i Verdens-Historien, saa Gothernes Undergang er en kæmpemæssig Selv-Opoffrelse ligesom til Udsoning af den romerske Røvers himmelraabende Synd, en Selv-Opoffrelse, der ingenlunde rører os mindre men kun mildere, fordi vi see, at Helten i dette saalidtsom i noget ægte Sørge-Spil var uden Brøde.

De Historiske Mindes-Mærker, et forgaaet Folk kan have efterladt sig, er nu enten udvortes kiendeligt Stor-Værk, hvoraf Billed-Støtter høre til de Mindste og et Borgerligt Selskab til de Største, eller det er Skrift, som viser hvad de var og hvad Indtryk de gjorde paa Samtid og Efter-Slægt.

Til det første Slags Mindes-Mærker høre nu unægtelig begge Rigerne paa 📌den Pyrenæiske Halv-Øe, thi efter Gotherne har 📌Spanien og 📌Portugal ei faaet andre nye Indbyggere end Morerne, og de vilde altsaa hersket der endnu, hvis de ikke havde fundet deres Overmand: enten i den knæsatte Gothe-Kæmpe selv, eller i den gamle Spanier og Lusitaner, gienfødte af Kæmpens Aande og opfostrede under hans Skjold.

I Spidsen for de Skriftlige Mindes-Mærker staae Brud-Stykkerne af den Gothiske Bibel, forsaavidt de klarlig vise at Gothe-Sproget, (efter 👤Prokops Forsikkring det Samme som Vandalers, Gepiders og Alaners) var, ligesom det Angel-Sachsiske, en Blanding af Tydsk og Nordisk, men med den Forskiel at Tydsken, som hist laae under, var her overlegen. I alle andre Henseender er derimod den Latinske Gothe-Krønike af Alaneren 👤Jornandes, og den “Byzantinske 👤Herodot👤Prokops Beskrivelse af den Gothiske Undergangs-Krig i 📌Italien de Ypperste, da de lære os baade hvad Rolle Folket spillede paa den store Skue-Plads, hvad de troede om sig selv og 76hvad deres klogeste Samtidige dømde om dem, men derfor maae vi dog ingenlunde oversee de Tydske og Nordiske Sagn og Sange, der dreie sig deels om Gothernes gamle Helte, Volsunger og Niflunger, og deels om deres berømteste Konger i det Fjerde og Femte Aarhundrede: Ermanrik (Jormunrik, Jarmerik) og Didrik (👤Theodorik, 👤Thjodrik) af 📌Bern (📌Verona); thi de kan aldrig være saa æventyrlige, at de jo give os en paalidelig historisk Efterretning om det Indtryk, Gothernes Kæmpe-Færd gjorde paa Nordboer og Tydske i den fjerne Middel-Alder. At saadan et begeistrende Indtryk paa Efter-Slægten giennem Aarhundreder ikke blot er Kiends-Gierninger men store Helte-Gierninger, der aldrig lykkes Smaa-Sjæle, om de end herske over al Verden og paa Skrømt forgudes af feige Millioner, det maa dog vel 📌Grækenlands og 📌Roms Historie have lært os, og var det end ikke hidtil Skik i Skolen at anvende det paa Middel-Alderen, maa det dog nødvendig føres i Skik, naar den ei skal beskrives i Mørke, men stilles i sit rette Lys.

Hvor klart det nemlig end er, at med Christendommen begynder ikke blot Menneske-Slægtens aandige Hjerte-Tid, men at den er ogsaa Livs-Kraften, som giennem hele Middel-Alderen tænder og nærer den himmelske Ild i Hjertets Helligdom, saa staaer dog 👤Christus med sin Martyr-Skare for Verden, som Olympens Guder for Grækerne, og først i de Gothiske Helte faaer Christenheden sine verdslige Halv-Guder, svarende til Grækernes Herakles og Argonauter. Det kunde Man imidlertid umuelig see, saalænge Man i Verdens-Historien aldeles oversaae 📌Norden, og indbildte sig i 👤Karl den Store og hans tolv Jævninger, latterlig udsmykkede paa Norsk-Arabisk, at finde Middel-Alderens høieste Idealer, og dog er det først i nærværende Aarhundrede at Niflunge-Kvadet (Lied der Niebelungen) og det Bedste af Tydskernes Helte-Bog er kommet 77for Lyset, medens Bjovulfs-Drapen, det Gothiske Helte-Digt, og Gudruns-Kviderne, kolossalske Brud-Stykker af det Gothiske Sørge-Spil, endnu kun sees af en enkelt Stjerne-Kiger og betragtes ørkesløst som uforklarlige Nord-Lys!

Saameget til Indledning i det første og vidunderligste af Middel-Alderens Fee-Slotte mellem 📌Roms Ruiner, og lad os nu høre, hvad Man endnu i Gothernes Dage og strax derefter vidste at fortælle om deres dunkle Ophav, deres aabne Færd og glimrende Fald!

Med trende Skibe, saa lyder det Gothiske Folke-Sagn hos 👤Jornandes, slog Berig (Børge) fordum sit Fæste løs og seilede fra Øen 📌Skanzia (📌Skaane eller 📌Skandinavien) Folke-Kuben og Kæmpe-Balgen, lige over til 📌Veichsel-Mundingen, gjorde Land-Gang, rykkede frem og indtog Ulme-Rugernes Land, som laae ved Strand-Kanten. Han undertvang ogsaa Vandalerne og her blev Gotherne siddende til under deres femte Konge, Filimer (Fjølner?), som førde dem ned til de Skythiske Lande, som de paa deres Sprog kaldte 📌Ovim (gauiam ͻ: Auen), hvor de slog Spalerne og trængde frem lige til 📌det Sorte Hav. Der blev imidlertid Endeel tilbage paa den 📌Veichsel-Øe, Vividarierne siden beboede, men de kaldtes Gepider eller Sinker, fordi de nedstammede fra Mandskabet paa et af Børges Skibe, som kom drattende bagefter, og disse Gepider havde siden Intet med Gotherne at giøre, førend de under deres Kong Fastid udvidede deres Grændser og holdt et stort Slag mod Kong Oster-Gothe, som de dog aldeles tabde*Gothe-Krøniken af 👤Jornandes 3–4. 17..

Dette, tilligemed Opregnelsen af endeel gamle Gothe-Helte, hvis Navne hardtad alle er saa forskrevne, at de ei kan udtales, udgiør al den Efterretning, 👤Jornandes “efter Gothernes Kæmpe-Viser” har givet os om deres Ophav; men det er Tegn 78nok til at den Gothiske Vandring er begyndt fra vort 📌Norden, da det i modsat Fald umuelig kunne blive nævnt i deres Folke-Sagn, der nærmest kom fra 📌Krim, mellem 📌det Sorte og 📌Asovske Hav. For Resten lønner det neppe Umagen at bryde sit Hoved med saa kortvillig en Landnam-Saga, og vi vil da kun bemærke, at Ulme-Rugernes Land sagtens skal betyde 📌Holm-Gaard (Holm-rice), da det netop var der, og navnlig i 📌Esthland, de Tydske Gother boede*Ord-Spillet med Gepidernes Navn lærer os at bie (gebidan) hedder paa Gothisk “ge-pidan”, og “Vividarierne” er “Viridarier” Øboere, af det Tydske “Werder” ͻ: en Holm..

De Gothiske Halv-Guders (Asers) Slægt-Register i fjorten Ledd, fra Gapt (Gaut) til Didrik af Bern, maae vi derimod lægge vel Mærke til, ikke for at modsige 👤Jornandes, som selv finder det lidt fabelagtigt, men baade fordi Gaut ganske rigtig er et af de berømte Eddiske Navne paa Asernes Stam-Fader (Odin), og fordi vi af de fjorten Ledd kan see, at Gotherne selv i det Høieste har regnet tretten Menneske-Aldere mellem deres Udvandring og Midten af det Femte Aarhundrede, hvad særdeles godt passer med, at vi hos 👤Tacitus først under Keiser 👤Tiber finde Gother i Bevægelse*Jornandes 13–14. 👤Taciti Aarbøger II. 62..

Hvad 👤Jornandes desuagtet fortæller os om Gotherne ved 📌det Sorte Hav ei blot før 👤Augusts men før 👤Alexander den Stores og 👤Kyri Dage, maae vi naturligviis springe over, som Noget, han ingenlunde fandt om Gotherne i deres egne Kæmpe-Viser, men læste om Skyther og Geter i Latinske Bøger, og syndes, burde tages med til Folkets Ære, da Skyther, Geter og Gother var Romerne Hip som Hap. Dette Spøgeri af Old-Tidens Døde i 79Middel-Alderens Krøniker maa imidlertid ligesaalidt forarge som forvirre os, da det var uundgaaeligt, naar de nye Indbyggere i den dannede Verden baade lærde at læse, og følde, de maatte være i Slægt med Fortidens Hoved-Folk, for at fortsætte deres Liv, men var langtfra at kunne giøre en ordenlig Stam-Tavle, saa den Gothiske fra Geterne er endnu langt rimeligere end den Frankiske fra Trojanerne, den Brittiske fra Brutus og den Skotske fra Skytherne.

Angaaende nu Gothernes Forhold til Romere og Hunner, som udgiør deres egenlige Historie, da er dets Indtrædelse naturligviis ogsaa dunkelt, thi Gotherne skrev dengang ingen Historie, og Romerne maatte blive slaaet tilgavns af dem, før de lærde at skielne dem fra andre Germaner, Skyther og Barbarer; men dog finde vi allerede Kong Oster-Gothe gaae over 📌Donau, og strax efter Tyrannen 👤Decius falde for Gotherne i 📌Møsien (📌Bulgarien) midt i det Tredie Aarhundrede*Gothe-Krøniken af 👤Jornandes 16–18. Zosimos I. 23.. Under 👤Valerian finde vi dem ogsaa giøre frygtelige Vikings-Tog fra 📌Krim, baade til 📌Lille-Asien og 📌Grækenland, men det fortjende knap at bemærkes, naar det ikke udmærkede Gotherne fra de andre Romer-Fiender som Nordiske Ulke, thi som Røvere var Romerne selv saa kolossalske, at Ingen taaler Sammenligning med dem*Jornandes 19–20. Zosimos I. 27–36.. Disse Vikings-Tog, der vist gav Stof til mange forgaaede Kæmpe-Viser, tog imidlertid kun en sørgelig Ende for Gotherne, thi paa det Sidste, der skal være foretaget med Skibe i Tusind og Folk i Hundrede-Tusind Tal, havde de med Hoved-Styrken gjort Land-Gang ved 📌Salonik i 📌Makedonien, men stødte paa Romer-Hæren undet Keiser 👤Klaudius, leed et frygteligt Nederlag, blev afskaaret fra deres Flaade, og omkom hardtad til sidste Mand paa 80Hjem-Toget tillands over 📌Balkan *Zosimos 1. 42–43. 45–46.. At nu Romerne høilig har overdrevet deres egen Helte-Gierning i den eneste berømte Seier, de vandt over Gotherne, det er rimeligt nok, men at den dog, i det Mindste i Forbund med Pesten, der fulgte den i Hælene og rev Keiser 👤Klaudius med sig, har været hvad Man kalder afgiørende, det maa Man slutte deraf, at Vikings-Togene holdt op, og en heel Menneske-Alder henrandt, før Gotherne igien begyndte at falde Romerne besværlige. Først i 👤Konstantin den Stores Dage see vi dem atter byde Brodden, og hvor tvivlraadige de Lærde end er om det Enkelte ved denne Leilighed, seer Man dog godt, 👤Konstantin fandt det raadeligst at slutte Fred og Forbund med dem*Jornandes 21. 👤Aschbachs Vest-Gothiske Historie..

Ogsaa herved bidrog 👤Konstantin aabenbar til at forsinke 📌Romer-Rigets Opløsning, thi just nu fik Gotherne deres store Erobrer, Ermanrik, som skal have udstrakt sit Spir ei blot over Landene mellem 📌Donau og 📌Øster-Søen, men ogsaa over hele 📌Norden, og holdt desuagtet troelig Fred og Venskab med Ætten af 👤Konstantin. Det gik saavidt, at selv da efter 👤Julians Død hans Frænde 👤Prokop greb efter Kronen, understøttede Gotherne ham, og skiøndt de derved indvikledes i en Krig med Keiser 👤Valens, som tilligemed sin Broder 👤Valentinian beholdt Overhaand i Riget, saa tabde 👤Valens dog snart Lysten til at kives med dem og fandt sig i at møde den Gothiske Høvding 👤Athanarik paa et Flodd i 📌Donau-Strømmen for at handle om Fred, da 👤Athanarik havde forsvoret at sætte sin Fod paa Romersk Grund*Jornandes 23. Ammian XXX. 5–8. XXXVII. 4. Zosimos IV. 7. 10–11..

Nu er det først vi høre til Hunnerne, og den sam81tidige Latiner 👤Ammian, hvem det tilfaldt at indføre dem i Verdens-Historien, har gjort det paa en Maade, der vel ei kan kaldes smagfuld, men maa, sammenlignet med deres Bedrifter, dog findes dem aldeles værdig. Han skildrer dem nemlig som tobenede , eller som et Slags Kentaurer med Bukke-Been, der hængde paa Hestene Dag og Nat, som om de var sammengroet med dem, besørgede der alle deres Forretninger baade i Krig og Fred, og nøiedes med at faae Kiødet de aad, saa mørt, som det kunde blive under Sadlen. Lige var de op og ned som Stolper, aldrig skiftede de Klæder, før de faldt af dem i Pjalter, flængede i Ansigtet fra Barndommen af var de saagodt som skiæggeløse, aldeles uden Gud i Verden og uden al menneskelig Følelse af Ære og Skam, af Ret og Uret. Vævre var de imidlertid, saa hvor de foer afsted paa deres stygge Heste, kunde Man knap fæste Øie paa dem, og de var skrappe Bue-Skytter, skiøndt deres Pile kun havde Spidser af Been. De mylrede frem fra Hinsides 📌det Asovske Hav, undertvang Alanerne og indvæltede sig paa Gothe-Kongen Ermanriks udstrakte Rige, som, skiøndt han var en vældig Krigs-Mand og havde indtaget mange Lande, blev dog nu saa forbluffet, at han dræbde sig selv*Ammian XXXI. 2..

Saavidt 👤Ammian, og adspørge vi nu 👤Jornandes, som aabenbar har havt Latinerens Skildring for Øie, hvad han veed meer at fortælle om Sammen-Stødet mellem Hunner og Gother, da høre vi, Ordet gik, at den samme Kong Filimer (Fjølner?) som førde Gotherne til 📌Krim, havde landsforviist en Hob Trold-Hexe, som saa i Ørken ved Omgang med urene Aander blev Mødre til de skrækkelige Hunner. Disse dværgagtige Vanskabninger, med en Kiød-Klump til Ansigt, med to smaae sorte Prikker, hvor andre Folk har Øine, og med et Tunge-Maal, der knap kunde lig82nes ved et menneskeligt Sprog, nissede nu længe om mellem Moradserne paa hin Side 📌det Asovske Hav, som de holdt for uoverkommeligt, indtil engang Nogle af dem, som var paa Jagt, satte efter en Hind, der sagtens var en Hex af deres egen gamle Familie, thi hun viste dem Vei over et hemmeligt Vadsted, som derved blev Alle vitterligt. Ad den Vei kom nu Hunnerne over til andre Folk og hvem de ikke kiøs Livet af, overraskede de tilhest med deres sikkre Pile, saa det ene Folk gav tabt efter det Andet, og Raden kom snart til Gotherne, som dengang vel endnu havde den store Ermanrik til Konge, men han var ældgammel, over hundrede Aar, og fik desuden snart sin Hel-Sot, lemlæstet af de Rox-Alanske Brødre Sar og Amme (Sør og Hamder), hvis Syster Sanel (Svanhild) han havde ladt sønderrive af Heste, fordi hendes troløse Hosbond gik over til Hunnerne. Oster-Gotherne underkastede sig da Hunne-Kongen Balamir, men Vese-Gotherne, som alt var seilet deres egen Sø, bad Keiser 👤Valens om Boliger i 📌Thrakien, som de ogsaa virkelig fik og undgik derved Hunne-Aaget! *Gothe-Krøniken af Jornandes 24–25.

Her, ved Gothernes Indgang i 📌Romer-Riget, maae vi nødvendig standse et Øieblik, skiøndt hverken for at opmaale Ermanriks Keiserdom, eller for at trættes med Folke-Sagnet om Hunnernes Herkomst; thi selv naar det Bedste er udenfor den dannede Verden, er det dog skjult i Mørket, hvor kun Guddommen kan finde og ingen Pen beskrive det, og det er rimeligt nok, at de Hexe og Meen-Vætter, der var Hunnernes første Forældre, boede Chineserne langt nærmere end Gotherne, uden at de derfor har Noget at klage over Stam-Tavlen. Men Skils-Missen hos Gotherne, som Hunnerne gav Anledning til, er saa vigtig en Sag i Verdens-Historien, at vi maae stræbe derom at giøre os saa tydelig en Forestilling, som mueligt.

83Man har nu saalænge været vant til at kalde Ostro-Gother og Vese-Gother Øst- og Vest-Gother, og følgelig at slaae Forskiellen hen i Vind og Veir, at allerede 👤Jornandes, skiøndt han holder fast ved de gamle Navne, hælder til den Mening, at de forklares bedst af Øst og Vest*Gothe-Krøniken af 👤Jornandes 14. 25.; men desuagtet maae vi nødvendig forudsætte en langt dybere Grund, da den ene Gothe-Stammes Forbund med Hunnerne og den Andens Afsky for dem, der indvikler og løser den store Knude i et Verdens-Drama, umuelig kan være grebet af Luften. Ladende derfor de tvivlsomme Navne staae ved deres Værd, vil vi først bemærke, at Romerne adskildte Gotherne med to Andre, som de sikkert fik fra dem selv nemlig: Gridunger og Tirfinger, og dernæst, at hver Stamme havde sin egne Konge-Slægt: Ostro-Gotherne Amaler (Helte-Bogens Amelunger) og Vese-Gotherne Balther (Baldere)*Ammian XXXI. 3. Jornandes 5.. Naar vi nemlig hertil lægge, at saavel Gothernes Blandings-Sprog som deres ældste Bo-Pæle omkring 📌Øster-Søen henpege paa 📌Tydskland og 📌Norden, da kan vi neppe feile i den Slutning, at hos En af Stammerne har det Tydske og hos den Anden det Nordiske Element havt Over-Vægten. Under denne Forudsætning falder det strax i Øinene, at Ostro-Gotherne maa være den Tydske Stamme, thi Amelungen Didrik af Bern, Hunne-Kongens Ven og Høire-Haand, er aabenbar Tydskernes Gothe-Helt, og da Ermanrik dog havde for stort et Ry til reent at glemmes, stille de Tydske Sangere ham i Spidsen for den anden Gothe-Stamme og lade ham overvindes af Didrik i det store 📌Ravenna-Slag *Ravenna-Slaget i 👤Hagens og 👤Primissers Helte-Bog..84Her, hvor 👤Vittik (den Gothiske Tusind-Konstner Vølunds Søn Vidrik) slaaer to af 👤Attilas Sønner, som er Didrik betroede, kæmper ogsaa baade Kong Frode af 📌Danmark og alle 📌Nordens Folk ligeop til 📌Grønland for Ermanrik, og saa ubetydelig det end i alle Henseender er, hvordan en Tydsk Mester-Sanger skifter Lodd og Lykke mellem to Gothe-Konger, hvis Mellem-Værende, et heelt Aarhundrede, vel maatte forebygge Slags-Maal, saa klart viser det dog, at Tydskerne ansaae den Gothe-Stamme, der stod fiendtlig mod 👤Attila for den Nordiske, og den der holdt med ham for den Tydske.

Om dette nu kan tjene til at kaste Lys paa Gothernes følgende Historie, er vist nok et andet Spørgsmaal, men Orden er dog immer en god Ting, og det eneste Historiske Grund-Lag for 📌Ravenna-Slaget mellem Gothe-Kongerne er aabenbar det paa Mury-Fælleden, hvor Ostro-Gotherne var Hunnernes Støtter og Vese-Gotherne deres Bane-Mænd.

Dog, der løb meget Vand til Strande og flød meget Blod i Strømme, før Gotherne, som skildtes ad ved 📌Donau, stødte sammen ved 📌Marne, og før vi med Vese eller Vise-Gotherne (Viserne) flygte fra Hunnerne, maae vi med et Par Ord berøre deres Christendom. Da nemlig Christenheden udelukkende er Menneske-Historiens Skue-Plads i Middel-Alderen, maa det endelig bemærkes, at de Vise-Gother, som nu fik Bo-Pæle i 📌Romer-Riget, havde alt enstund været christnede og fik ved denne Tid en Oversættelse af Bibelen paa Moders-Maalet af deres Biskop 👤Ulfilas *Jornandes 51. 👤Sozomens Kirke-Historie VI. 37.. Da der allerede under 👤Konstantin den Store nævnes en Gothisk Biskop, har Christendommens fri Udbredelse ventelig hørt til Forbundet med ham, men vi kan her hverken indlade os videre derpaa, eller 85paa de Lærdes Trætte om, hvorvidt Gotherne fra Først af blev christnede af Orthodoxe eller af Arianske Præster, da det i begge Tilfælde er sikkert nok, baade at 👤Ulfilas læmpede sig efter den Arianske Keiser 👤Valens, og at begge Gothe-Stammerne selv efter deres Nedsættelse i 📌Romer-Riget vedblev at være Arianer. Dette er derimod vigtigt, thi det hørde til Gothernes ulykkelige Stjerne, som voldte deres Undergang, ingenlunde blot ved den Modsætning de derved kom i til 📌Vester-Ledens Indbyggere, men især ved den Kulde, hvormed de Arianske Præster behandlede Troens Grund og Hjertets Dybheder.

Da nu de Christnede Vise-Gother, under 👤Fridgiern og 👤Alavif (👤Aleif), bad Keiser 👤Valens om Forlov til at nedsætte sig syden for 📌Donau, see da, siger den samtidige 👤Ammian, var Man i 📌Byzants tosset nok til at tænke, at disse arrige Romer-Fiender ved Flytningen kunde forvandles til trofaste Venner og blive Rigets Værn. Nu strømmede da Barbarerne saaledes skareviis over 📌Donau, at Skriverne, som stod og skulde tage Tal paa dem, maatte snart opgive det utaknemmelige Arbeide, medens Romerne selv omhyggelig sørgede for, at ikke en Eneste af Rigets Ødelæggere, om han end laae i sidste Aande-Dræt, skulde lades tilbage. Men da Man saa havde faaet hele den uhyre Vrimmel sat over Floden, bar Man sig lumpent ad med dem, lod dem sulte fordærvet og solgde dem kun alt det Hunde-Kiød, Man kunde opdrive, i saa dyre Domme, at Man tog en smuk Slave for en død Hund. Denne smukke Handel drev den Romerske Feldt-Herre 👤Lupicin og de andre Høveds-Mænd selv, hvorved de bragde Gotherne til Fortvivlelse, og Uveiret brød snart løs i Anledning af et Giæste-Bud 👤Lupicin gjorde for Gothe-Høvdingerne, 👤Friedgiern og 👤Aleif, i 📌Marcianopel (nærved 📌Missjuri). Hoved-Styrken af det Gothiske Følge, som maatte blive udenfor Stads-Por86ten, kom nemlig i Strid med Indbyggerne om Levnets-Midler, og da 👤Lupicin, halvfuld og halvsovende, hørde det, lod han strax alle Gothe-Høvdingernes Drabanter nedsable. Rygtet herom kom snart til Gotherne udenfor Byen, som da tænkde, Man lod vel Høvdingerne selv drikke samme Skaal, og stormede derfor rasende frem, hvorover 👤Lupicin blev saa ællevild, at han lod 👤Fridgiern og 👤Aleif fare frit, for, som de foregav, at berolige Gemytterne. Paa en Maade gjorde de det nu vel ogsaa, thi Barbarerne tog imod dem med Fryde-Raab i høien Sky, svang sig til Hest og foer afsted fra Byen, men snart hørde Man Luren drøne fra alle fire Verdens-Hjørner, hele Gothe-Folket foer i Harnisk med flyvende Faner og slog 👤Lupicin, som vovede sig ud imod dem, aldeles af Marken. Til al Ulykke laae der nu ogsaa endeel Gother, under 👤Kold og 👤Sverre (👤Sueridus et 👤Colias), som længe havde staaet i Romersk Tjeneste, i Vinter-Leir ved 📌Adrianopel, thi da Man, for en Sikkerheds Skyld, vilde forlægge dem til 📌Asien, gjorde de sig opsætsige og da Man vilde tvinge dem med Magt, plantede de Oprørs-Fanen og forenede sig med 👤Fridgiern *Ammian XXXI. 2–5..

Saasnart Keiser 👤Valens, som dengang opholdt sig i 📌Antiochien, fik Tidende herom, lavede han sig vel til at komme selv, men sendte dog 👤Profuturus og 👤Trajan med en Deel Tropper forud, og disse Høvdinger var saa hidsige, at de angreb Gotherne i deres runde Vogn-Borg, hvorved Romerne vel ikke mistede saa mange Folk som Fienden, men tabde dog Modet, og indsluttede sig i 📌Marcianopel, overladende Gotherne ikke blot Val-Pladsen men hele det aabne Land, som nu blev frygtelig udplyndret og ødelagt*Ammian XXXI. 6–8..

Endelig kom 👤Valens selv og vovede ved 📌Adrianopel, i sin Ubesindighed, et Hoved-Slag med Gotherne, 87men det faldt saa ulykkeligt ud, at der i hele den Romerske Historie er Intet at ligne det ved uden Nederlaget ved 📌Cannæ; thi Meer end de to Tredie-Dele af Romer-Hæren blev liggende paa Val-Pladsen, med 35 Oberster (Tribuner) og Generalerne 👤Sebastian og 👤Trajan, og Keiseren selv enten faldt i Slagets Tummel uændset, eller blev, som Andre vil, indebrændt af nogle Gother i en Hytte, han var tyet til, saa han fik i alt Fald ingen anden Lig-Begængelse end den frygtelig majestætiske, Nederlaget gav ham*Ammian XXXI. 11–13..

Dette mærkværdige Slag, der tilintetgjorde den sidste Hær, som med mindste Skiel kunde kaldes Romersk, og gav Gotherne Spydstage-Ret over Riget, stod Aar 378, mellem Løvens og Jomfruens Tegn (som 👤Ammian sirlig udtrykker sig), og havde Gotherne forstaaet sig det Mindste paa Beleirings-Konsten, vilde sagtens ei blot 📌Adrianopel men selv 📌Konstantinopel faldet i deres Hænder; men nu sagde 👤Fridgiern med Rette, det var ikke værdt at løbe Panden imod Væggen, og da hans Folk desuagtet vilde prøve deres Lykke, fik de det at føle. Saa skulde det være, thi 📌Byzants havde endnu et Aartusinde tilgode, og saamegen Krigs-Konst, som Vest-Gotherne behøvede, hvor de skulde hen, lærde de nu snart af Spanieren 👤Theodos den Store, den sidste Krigs-Mand, der beklædte Verdens-Thronen!

👤Theodos, der selv havde opsvunget sig ved Tapperhed, vidste nemlig godt at skiønne paa Gothernes, og saasnart han derfor havde indgydt dem en Smule Ærbødighed, overøste han dem med Æres-Beviisninger, saa selv den gamle Hedning 👤Athnarik, som havde forsvoret at sætte sin Fod paa Romersk Grund, og havde med sine Trofaste vanket om mellem Bjergene paa hiin Side 📌Donau, medens 👤Fridgiern thingede og sloges med 👤Valens, selv han glemde 88nu sin Eed over den tappre Keisers venlige Indbydelse og giæstede ham i 📌Byzants, hvor han blev fyrstelig modtaget, fandt at Keiseren var en “Gud paa Jorden”, døde og blev kongelig begravet! Som en Følge heraf traadte Gotherne skareviis i Keiserens Tjeneste, saa han fik en heel Krigs-Hær af dem, hvormed han overvandt alle sine Med-Beilere og samlede for sidste Gang det store Verdens-Rige*Jornandes 27. 28. Zosimos IV. 34. 40..

Saaledes syndes da Vest-Gotherne udkaarede til 📌det Byzantinske Riges Liv-Vagt, og paa en Maade blev de det virkelig ogsaa for Aarhundreder, thi de udgjorde den berømte Væring-Trop (Forbunds-Folket), indtil deres Nordiske Frænder afløste dem; men saa stille kunde det dog umuelig gaae af, og tænkde 👤Theodos, de vilde være blinde Redskaber i Haanden paa Galleren 👤Rufin og Vandalen 👤Stilke, som han satte til sine Keiser-Børns Formynder, da tog han mærkelig Feil. Det undrer os derfor ikke at see Gotherne 👤Gainas og 👤Alarik (👤Alrik) nærved at afløse baade 👤Arkad og 👤Honor, men vel er det mærkeligt, at det ogsaa var Gothisk Troskab og Rimelighed der reddede dem. Da nemlig Væringe-Høvdingen 👤Gainas, mod hvem 👤Arkad ei turde mukke, gjorde Opstand, var det kun en trofast Gothe, 👤Frode Hedning (👤Frauita), der mægtede at kue ham*Zosimos IV. 56. V.12–22. Idacii og Marcels Aarb., og Vest-Gothernes Nøisomhed under 👤Alrik og 👤Adulf er hardtad mageløs.

I hvad Ærinde Baltheren (Balderen) 👤Alrik, med Kiernen af Vest-Gotherne, egenlig kom til 📌Italien, er vanskeligt at sige, da Man derom har modsigende Efterretninger, og det slet ikke kunde undre os, om han kom selvbuden, for at iagttage Gothernes Tarv ved 📌Vester-Ledens Deling, som nu øiensynlig skulde gaae for sig. Hans og hans Eftermands hele Adfærd passer imidlertid bedst med den Efterretning, at han 89var ordenlig indkaldt af Keiser 👤Honor og 👤Stilke for at kue Oprørerne og de over 📌Rhinen indtrængende Barbarer; thi først efter 👤Stilkes Mord, og efter et haanligt Afslag paa en ydmyg Bøn om Bopæle, see vi ham gribe til Sværdet. Medens nu Barne-Keiseren 👤Honor, som et egensindigt Barn, sad og kukelurede i det uindtagelige 📌Ravenna og drillede Gothen, han ei turde møde, gik 👤Alrik mod 📌Rom, og da Byens Sendebud gav ham at betænke, at hvis han ikke fandt sig i Billighed, foer alle Mand i Harnisk, da slog han en høi Latter op og sagde: velan! jo mere Græs, desbedre Slæt, men hvad Billighed angaaer, da vil jeg nøies med alt jert Sølv og Guld og Løsøre og saa de fremmede Trælle. Men hvad beholde saa vi, sagde Gesandterne; Livet, svarede Gothen, og da Budene kom igien med den Beskeed, var der vel Endeel, som meende, at naar Man bragde 📌Roms gamle Guder et høitideligt Offer, frelste de nok deres Kiæledægge fra Barbarerne; men Ingen turde dog foranstalte det, og Man beed da i det sure Æble at offre Gothen 5000 Pund Guld, 30000 Pund Sølv, 4000 Silke-Kofter, 3000 røde Skind og 3000 Pund Peber*Zosimos V. 26–31. 35–36. 👤Orosii Historiske Kirke-Værn VII. 37–38.. Hvad imidlertid en Steen maatte græde over, siger Kviriten 👤Zosimos, var at Man ikke blot for at bringe Alt tilveie, berøvede Guderne deres Smykker og lønnede saaledes Stadens Beskiærmere med den sorteste Utaknemmelighed, men Man tog endogsaa og smeltede Somme af dem. Blandt disse var Tapperheden (virtus), saa det er intet Under, mener 👤Zosimos, Man siden ei saae Spor af den hos Romerne, men vi, som, iblandt Andet, veed, den var smeltet længe før de thingede med Gothen, maae vel smile ved hans Troskyldighed*Zosimos V. 35–41..

Istedenfor nu, da en Anden (Soldaten 👤Konstantin) havde90opkastet sig til Keiser i 📌Gallien og 📌Brittannien, og han selv ei turde vove sig ud af 📌Ravenna, at modtage 👤Alriks gientagne Tilbud om Fred og Forbund paa billige Vilkaar, idensted erkiendte 👤Honor Oprøreren for Keiser, forsvor at slutte Fred med 👤Alrik og hvervede Hunner til at slaae ham*Zosimos V. 42–51.. Nu syndes 👤Alrik, den læmpeligste Maade var at udnævne en anden Keiser, som vilde være rimelig, og det gjorde han, til ikke liden Betuttelse for 👤Honor, som nu gierne vilde dele halvt med Skabningen af ham, han ikke vilde skiænke en Øde-Mark ved 📌Donau; men den 👤Attalus, 👤Alrik havde gjort til Keiser, var ligesaa dorsk og egensindig som den Anden, saa 👤Alrik fandt det raadeligst at afsætte ham igien og prøve om 👤Honor ei var blevet klog af Skade. Det var han imidlertid ikke, og nu først erklærede 👤Alrik ham aaben Feide, indtog og plyndrede 📌Rom *Zosimos VI. 6–13., men selv dette gjorde han med en Ædelmodighed og dyb Ærbødighed for Alt hvad der hørde 👤Christus til, som den samtidige Latiner Orosius ei noksom kan beundre*👤Orosii Kirke-Værn VII. 28–29..

Nu tænkde 👤Alrik for Alvor paa visse Værelser, men overraskedes af Døden i 📌Nedre-Italien, hvor han lavede sig til at indtage 📌Sicilien og 📌Nord-Afrika, og fik sit Hvile-Sted paa Bunden af Floden 📌Busento (ved 📌Cosenza), som Gotherne afledte, mens de nedsænkede Kongens Lig og hans bedste Klenodier*Olympiodor hos Photios. 👤Idacii Aarbog..

Efter 👤Alrik besteg hans Kone-Broder 👤Adulf det Gothiske Høi-Sæde, og ham synes 👤Honor dog endelig at have indrømmet Bopæl i 📌Gallien, naar han paa egen Fare vilde see til at rense dette Land og 📌Spanien fra Oprørere og indbrudte Barbarer. I alt Fald gik 👤Adulf til 📌Gallien, 91hjalp Keiserens Feldt-Herrer og nøiedes selv med 📌Guienne og 📌Languedoc, hvor 📌Narbonne blev hans Yndlings-By, blandt Andet fordi 👤Theodos den Stores Daatter, Prindsesse 👤Placidia, hvem han havde ført med som Gidsel men behandlet med ridderlig Ærbødighed, her endelig belønnede hans Kiærlighed og blev hans Dronning. Dette 👤Adulfs Kongelige Bryllup (ved Jule-Tid 413) kan Man see, har gjort megen Opsigt i Verden, og det med Føie; thi Man saae her ikke alene Gothe-Kongen i Romersk Dragt, men saae ham i Spidsen af 50 Unger-Svende, der med begge Hænder øste Guld og Ædel-Stene i Skiødet paa den Romerske Prindsesse, der, som en fortørnet Gudinde, modtog til Sone-Offer hvad Kæmpen ranede i Tempel-Staden. Det urimelige Ægteskab lykkedes imidlertid ikke, thi vel fødte 👤Placidia snart en Gothisk 👤Theodos”, men han døde i Svøbet, 👤Adulf faldt snart ved et Snigmord (415), og 👤Placidia kom tilbage til 📌Rom, hvor hun blev Moder til 👤Valentinian den Tredie og Rigs-Forstanderske i hans fleste Dage, der falde sammen med Hunne-Kongen 👤Attilas *Olympiodor hos Photios. 👤Orosii Kirke-Værn VII. 43..

Denne Rim-Thusse i Dværge Stil, med det sortsmuttede, glatte Ansigt, det tynde Skiæg og de smaa gnistrende Øine*Jornandes 35., er nu, efter 👤Alriks og 👤Adulfs Fald, det Eneste, der paa den store Skue-Plads tildrager sig Opmærksomhed, og skiøndt det langt mindre vidner om hans Storhed end om Tidens Usselhed, at Gesandtskaber fra 📌Rom og 📌Konstantinopel mødes i denne Kosak-Hetmans Leir mellem 📌Sau og 📌Drau, som i den store Konges Gaard, til hvis Gunst al Verden maa beile, saa vilde det dog aldrig skeet, naar ikke 👤Attila havde været sin Tids 👤Napoleon. Med Krigs-Gudens Sværd, som en Ungersk Bonde havde hittet til ham, haabede han ogsaa virkelig at indtage hele Verden, og 92Udsigterne var særdeles gunstige, da Vest-Gotherne syndes at ville slaae sig til Ro ved 📌Pyrenæerne, og hardtad alle andre bekiendte Krigs-Folk, med Øst-Gother og Gepider, stred under det Hunniske Banner, medens to Børne-Børn af 👤Theodos den Store (👤Valentinian den Tredie og 👤Theodos den Anden) legede med Kronerne i 📌Rom og 📌Konstantinopel. For vore Øine synes imidlertid 👤Attila at have forsømt det gunstige Øieblik til at reise en fast Mogolisk Verdens-Throne midt i 📌Europa, thi længe nøies han med at reise den aarlige Skat, Byzantinerne gav ham, fra 200 til 2000 Pund Guld og at foreskrive begge Keiserne Smaa-Love, men at det hverken var af Ædelmodighed eller af Frygt for Rigets egen Styrke, det har Konst-Taleren (Sophisten) 👤Priskos klarlig viist os, i den mesterlige Beskrivelse af Hunne-Kongens Gaard, der som en Levning af hans forsvundne Gothiske Historie”, er kommet til os. Samme 👤Priskos hørde nemlig selv til Et af de mange Gesandtskaber, den Byzantinske Keiser skikkede til 👤Attila, for at smigre hans Forfængelighed, slukke eller rettere nære hans Guld-Tørst og formilde hans Vrede, og tager end Hunne-Hoffet sig ikke nær saa prægtigt ud i Sophistens lune Beskrivelse, som i den Tydske Mester-Sangers varme Skildring (Ezels Hofhaltung), saa fristes vi dog intet Øieblik til at tvivle om, at Grækeren jo baade malede efter Naturen og forstod sin Konst. Medens vi nu maae overlade det til 👤Attilas og Folke-Vandringens Monographer at benytte dette kostelige Brud-Stykke heelt og holdent, hvad for længe siden burde være skeet, vil vi holde os til Gjæstebudet i 👤Attilas Træ-Slot paa Høien (ventelig paa Hedning-Bjerget ͻ: 📌Heidenberg ved 📌Eisenstadt, hvor Sagnet lægger det), thi der see vi ham klarlig i al hans Glands. Guld-Kar og Sølv-Kar flyde paa Bordene og Hunne-Adelen skinner af samme Metaller, men stolt sidder Kongen i Midten paa sin Løibænk med Bæger og 93Brikke af Træ, udmærkende sig i alle Maader, som 👤Napoleon i sit glimrende Følge, ved dobbelt afstikkende Tarvelighed. Skjalde træde ind og besynge hans Herrefærd, saa mange Øine funkle og mange Taarer trille, Hof-Narren kommer (som i 📌China) derefter, og Huset ryster af Skogger-Latter, men ved dette, saalidt som ved Vinen, enten slaaer 👤Attila et Smil eller forandrer en Mine, saa var hans lille Søn ikke kommet ind, hvem han klapper mildt paa Kinden, fordi Spaamændene har lovet, han skal ligne sin Fader, da maatte Man troe, der var slet intet Menneskeligt hos ham. Den stakkels Blaamand (Maurusier) 👤Zerkon, hvis Kone Hunnerne har taget, mens han foer deres Ærende, venter da kun forgiæves i et muntert Øieblik at finde Øren-Lyd og Ret hos Kongen, han bliver kun til Latter ved at brække paa alle de tre Sprog, Hunnisk, Gothisk og Ausonisk (Italiensk), der tales i Leiren, og var det ikke for denne Mærkeligheds Skyld, havde vi ikke engang her kunnet ændse ham, thi at Bønner ikke rørde Hunne-Kongen, og at han, der knap vidste Tal paa sine Koner og nys havde holdt Bryllup med sin egen Daatter, ingen Forestilling havde om et ordenligt Ægteskab, det følger af sig selv*Gesandtskabs-Beretningerne hos Hoeschel og i Byzantiner-Samlingen..

Midt i det Femte Aarhundrede var det da først 👤Attila, med alle fem Fingre greb efter Verdens-Kronen, sættende sine femgange Hundrede-Tusinde i Bevægelse, dog ikke, som Man skulde ventet, mod 📌Konstantinopel, der just nu havde faaet en Keiser (👤Marcian), som nægtede ham Skat, ja ikke engang lige mod 📌Rom, men over 📌Rhinen til 📌Gallien, hvor Barbarerne alt saalænge havde holdt deres Stævne-Møder, at Man skulde tænke, der var intet Fristende meer for en Hunner. Denne uformodenlige Vending bestyrker unægtelig den Efterretning, at det egenlig var Vest-Gother94ne, Toget gjaldt, og hvor ubetydelige de end kan synes os, naar vi skatte 📌det Tolosanske Rige efter Alen-Maal, havde 👤Attila dog sikkert den Følelse, at de Gother, som lod haant om at sidde under Hunnernes Vinger, var Kæmperne, der maatte fældes, før det var sikkert at røre ved Krysterne, som bagefter faldt af dem selv.

Dog, skiøndt 👤Attila saa dybt som mueligt foragtede Keiser 👤Valentinian, var det dog ingenlunde Tilfældet med Keiserens Feldt-Herre 👤Aetius, en Fremmed (som det synes en Gothe) paa Fædrene-Side, der ved sin Tapperhed havde opsvunget sig fra den nederste Hylde, havde enstund som Gidsel fulgt Hunne-Leiren, og giennem mange Aar nydt den tvetydige Ære at regnes blandt 👤Attilas ypperste Venner*Franke-Krøniken af 👤Gregor fra 📌Tours II. 8. og Gesandtskabs-Beretningen af 👤Priskos..

Samme 👤Aetius, vidste 👤Attila, stod i Marken med en vældig Hær af Franker, Burgunder og allehaande Tydske og Nordiske Folk, som enten slet ikke eller kun nødig stod under Hunnerne, og derfor var det ham en Hoved-Sag, at sætte Splid mellem Romere og Vest-Gother til han havde faaet Bugt med En af Parterne. Hertil var der saameget bedre Udsigt, som 📌Ravenna-Hoffets Nederdrægtighed og Troløshed aldrig havde tilladt det Venskab, Vest-Gotherne attraaede, at slaae Rødder; men til Hunne-Kongens Ulykke og hele Verdens Held, vidste imidlertid den Romerske Statholder i 📌Gallien, 👤Avitus, høit anskrevet hos 👤Alriks Ætmand 👤Thjodrik, som da beherskede Vest-Gotherne, at mægle Forlig mellem ham og 👤Aetius, saa de betimelig forenede deres Styrke, og derved fortjende 👤Avitus aabenbar ei blot det usle Purpur, han siden ved Gothernes Bistand et Øieblik bar, men den Navnkundighed i Verdens-Hi95storien, hans Sviger-Søn, Digteren 👤Sidonius, dristig nok lovede ham*Jornandes 36. 👤Sidonii Ære-Vers til sin Sviger-Fader, Keiser 👤Avitus..

Til 📌Orleans kom 👤Attila uden Modstand og stod just paa Nippet at tage Staden med Storm, da den forbundne Hær kom til Undsætning og nødte Hunne-Kongen til at trække sig tilbage over 📌Seine, men nu slog han Leir med sine Hundrede-Tusinder paa de saakaldte 📌Catalauniske Marker eller Mury-Fælleden mellem 📌Troyes og 📌Chalons i 📌Champagne. Her stod da (ved den 308de Olympiades Begyndelse omtr. 452) det mærkværdige Slag, som frelste den dannede Verden fra Hunne-Regimentet, og 👤Attilas Spaamænd fandt Varslerne saa uheldige, at den eneste Trøst over Nederlaget, de turde give deres Herre, var at “Hoved-Manden” i den fiendtlige Hær skulde falde, hvorved 👤Attila naturligviis tænkde paa 👤Aetius, i hvem han saae sin farligste Modstander og bittreste Fiende. For nu dog at giøre Nederlaget saa kort som mueligt, nølede 👤Attila med at begynde Slaget til ud paa Efter-Middagen, men derved fik Vest-Gotherne Leilighed til at bemægtige sig Høiderne, og da Slaget med rasende Forbittrelse fortsattes midt ind i den sorte Nat, blev hverken Pinen kortere eller Blod-Badet mindre. Hvorvidt det nu er bogstavelig sandt, enten at der faldt 150000 Mand, eller at en lille Bæk, der løb over Val-Pladsen, blev af Blod til en stor Aa, derom er det nu meget for silde at trættes; men det er store Ting, at vi veed, saaledes sagde Folk som selv var med i deres unge Dage og tænkde graahærdede kun med Gru tilbage paa den Dag, da alle som tørstede drak af det røde Hav. Ost-Gotherne, med deres Høvdinger 👤Volmer, 👤Vimmer og 👤Ditmer, havde 👤Attila stillet mod deres Frænder Vest-Gotherne, sagtens med den Tanke, at naar Gotherne havde ødelagt 96hinanden, da spillede Hunnerne Mester, og det var en haardnakket Kamp, hvori vel Vest-Gotherne omsider vandt, men mistede deres tappre Kong 👤Thjodrik, uden at Nogen kunde sige for vist, om han styrtede med Hesten og traadtes ihjel, eller han fældtes af Svogeren til 👤Jornandes Olde-Fader: den Ost-Gothiske Prinds 👤Andag *👤Jornandes Gothe-Krønike 36–40. 50. 👤Idacii Aarbog..

👤Attila havde trukket sig tilbage til sin befæstede Leir, hvor han, omringet af Seier-Herrerne, lod Sadler opstable til et Baal i Nøds-Fald, men Romere og Vest-Gother var ogsaa matte, saa de vovede ikke at storme, og deres Forsæt at udhungre 👤Attila tilintetgjorde 👤Aetius ved at raade 👤Thjodriks Søn 👤Thorismund at skynde sig hjem, før hans Brødre spurgde Faderens Fald og bemægtigede sig Riget. Hvad enten han nu gav det gode Raad for gammelt Venskabs Skyld, eller fordi han meende, Man kunde ligesaa snart trænge til Hunner som til Gother, saa frelste han 👤Attila, der vel enstund holdt det for et Krigs-Puds, at Fienden forsvandt, men mærkede dog endelig, han havde Veien for sig og drog nu bort, i det Forsæt at komme snart igien og hevne Skade*👤Jornandes Gothe-Krønike 40–42..

Hvor vi imidlertid atter møde Hunne-Hæren, er ved 📌Aqvileias Porte (ligeoverfor 📌Triest), hvor der ligesaalidt var Fare for at støde paa 👤Aetius, som paa Vest-Gotherne; thi denne sin Thrones sidste Støtte havde Keiser 👤Valentinian, i Mellem-Tiden, selv paa en løs Mistanke ryddet af Veien. Forstod nu end Hunnerne sig kun slet paa Beleirings-Konsten, saa synes 👤Attila desbedre at have forstaaet sig paa Fugle-Skrig; thi just som han rykkede op med Hunne-Hæren, der var kied af Lange-Legen, saae han endeel Storke føre deres Unger bort fra Taarnene paa Muren og giættede sig deraf til Stadens Ulykke, som ogsaa snart paafulgde, thi et Stykke Muur styrtede ned, Borgerne var blevet 97trygge, Hunnerne brød ind og nøiedes ei med at plyndre og myrde, men ødelagde i Bund og Grund den trodsige Stor-Stad, dengang 📌Roms Medbeilerske*Sammesteds. 👤Prokops Vandaler-Krig I. 4. Franke-Krøniken af 👤Gregor II. 7.. Ogsaa 📌Roms Porte nærmede sig nu den Frygtelige, men da alle Barbarerne stod i den Tro, som Romerne naturligviis ivrig bestyrkede dem i, at 👤Alrik havde faaet saa brad en Død, fordi han forgreb sig paa den hellige Stad, saa stod 👤Attila i Beraad med sig selv, om han vilde spille det høie Spil, og 📌Roms Biskop, den gamle, ærværdige 👤Leo, kom da ret som han var kaldet, i Spidsen af sit Præsteskab og bad ydmygelig for Staden. For første og sidste Gang i sit Liv spillede Hunne-Kongen den Ædelmodige og lod sig bevæge til at skaane Staden, men, for at Ingen skulde tænke, han var blevet et andet Menneske, svor han en høi Eed, at dersom ikke Keiseren sendte ham sin Syster 👤Honoria, der selv havde beilet til ham, og gav hende et standsmæssigt Udstyr, da kom han igien og gjorde reent Bord*Gothe-Krøniken af 👤Jornandes 42.. Med dette gode Forsæt og med et umaadeligt Bytte drog nu 👤Attila hjem, og mens Man tvistes om, hvorvidt han næste Sommer gjorde et nyt Tog mod Vest-Gotherne og blev slaaet af dem ved 📌Loire, som 👤Jornandes melder, er det en afgjort Sag, at Døden forhindrede ham fra at giæste 📌Italien meer, og hans Helsot skal have været en pludselig Blod-Styrtning, han fik om Natten efter sit Bryllup med den skiønne 👤Ildiko *Sammest. 43. 49..

Saaledes endte da denne Døds-Engel sin blodige Bane, og naar Somme af vore Lærde formode, vi i ham vilde beundre En af Verdens ypperste og ædleste Helte, hvis han ikke havde havt det Uheld, kun at skildres af sine Avinds-Mænd,98da skal vi huske, at han og hans Hunner ene og alene maae tilskrive sig selv dette Uheld; thi havde de benyttet “deres Time” til at giøre, lære og grunde Noget, der i den dannede Verden var værdt at mindes, da vilde de derved upaatvivlelig sikkret sig et tilsvarende Efter-Mæle; men kunde eller vilde de ikke giøre Andet end Ondt, og levede de blot for Øieblikket, da optog de deres Roes, mens de udtømde deres Kraft, og har hos Efter-Slægten, som de foragtede, og hos Menneske-Aandens nyskabte Folk, som de stræbde at kvæle i Fødselen, kun Utak tilgode! Med saameget mere Ret afvise vi hver Hunne-Klage, som Middel-Alderens Digte vise, der fattedes ikke paa Folk, hvem 👤Attilas Glimmer blændede, men kun paa Sagn om store og ædle Træk hos den Frygtelige; om hvem tvertimod det eneste Skrift-Folk, der har sat en Ære i at nedstamme fra Hunnerne, Ungarerne nemlig, fortælle os, at hans Kongelige Vaaben var en kronet Rov-Fugl og Titelen, han førde: 👤Attila, 👤Bendekucz Søn, den store 👤Nimrods Ætmand, af Guds Naade Hunners, Gothers og Daners Konge, Jordens Skræk og Herrens Riis *Ungarer-Krøniken af 👤Thurocz 13..

Hunnerne, fortæller 👤Jornandes, gjorde deres Helt en prægtig Lig-Begængelse, med Ridder-Spil og Giæstebud omkring Lig-Baaren, og med en Lovsang, der paa det Tørreste udtrykde, at 👤Attila, 👤Mundzuks Søn, havde været den Største af alle Hunne-Konger, de tappreste Folks Herre, som med mageløs Vælde undertvang baade Skyther og Germaner, gjorde Romerne skatskyldige, og havde selv i Døden Lykken med sig, da hverken Fiender fældte eller Venner sveg ham, men han endte lystig uden al Pine! Derpaa begrov de ham i Stilhed om Natten, med de Fiende-Vaaben, han selv tog, med et prægtigt Ride-Tøi og andet Mere, lagt i en tredobbelt Kiste af Guld og Sølv og Jern *Gothe-Krøniken af 👤Jornandes 49..

99Hvor han jordedes, veed Ingen, thi alle Graver-Karlene slog Man ihjel, men der giættes paa Egnen omkring 📌Jass-Bereny i 📌Slavonien, hvor Man har fundet et Guld-Horn med Billed-Skrift, som giælder for 👤Attilas *👤Klemms Attila.. For sin Thrones Støtter skal han have holdt Gepider-Kongen 👤Ardrik og Ost-Gothen 👤Volmer, og vist er det, at han maa takke Gotherne for sin poetiske Udødelighed, thi det ægte Chinesiske Ligvers, som dog ogsaa kun findes i Gothe-Krøniken, forplantede vist ikke hans Priis, og naar Skjaldene kvæde om Ezel og Atle Hunne-Konge”, da er det kun enten som Didrik af Berns Beskytter eller som Niflungernes lumske Svoger og grusomme Bane. Det Første er mere den Tydske og det Andet den Nordiske Betragtning af ham, og ligesom Man sporer hans Dronning 👤Kerka (hvem 👤Priskos fandt siddende paa Gulv-Teppet at holde sine Terner i Arbeide) i Atles Frille Herka (Tydskernes Fru Helcke), saaledes gienkiende vi ogsaa i 👤Ildiko hans Valkyrie (Gud-Run og Grim-Hild) om hvem baade Niflunge-Kvadet og de Eddiske Atle-Viser dreie sig.

👤Attilas Sønner indbildte sig vel, de var hans Arvinger, men hverken kunde de forliges om Rangen, heller ikke var det mere venteligt, at Gother og Gepider skulde kæmpe for dem, end at de, 👤Napoleon gav Kroner og Marskalk-Stave, skulde sværme for “👤Kongen af Rom”, saa det er i sin Orden, at begge Thronens Støtter faldt fra, saasnart Herskeren var borte, og da Ost-Gothen 👤Thjodrik i Verdens-Historien unægtelig er Hunne-Kongens nærmeste Efter-Mand (hvorfor Sagnet ogsaa har gjort dem samtidige), saa vende vi os uden videre til ham, og kaste blot et Blik paa 📌Italien, for at see, hvad han der fandt for sig*Gothe-Krøniken af 👤Jornandes 50. 52–53..

100Keiser 👤Valentinian faldt omtrent paa samme Tid som 👤Attila, myrdet af en vis 👤Okyl (👤Eigil), der havde tjent 👤Aetius *Franke-Krøniken af 👤Gregor II. 8., og nu, da 👤Theodos den Stores Slægt var aldeles uddød, var der slet intet i Veien for, at hver Strids-Mand tog sin Part, naar de blot kunde enes om Delingen. 📌Britannien var ogsaa for længe siden opgivet og havde alt fra 📌Norden faaet sit ny, Angel-Sachsiske, Herskab, 📌Nord-Afrika besad Vandalerne upaatalt, og kun Vest-Gothernes Beskedenhed, som heller vilde være Keiserens Bunds-Forvandte end deres egne Herrer, vedligeholdt endnu et Skin af Romer-Herskab i 📌Gallien og 📌Spanien, hvor der dog mylrede af Barbarer. Det var da egenlig kun 📌Italien, der trængde til nyt Herskab og maatte smertelig savne det, mens den 👤Thjodrik voxde op og øvede sine Kræfter, som Forsynet havde bestemt til en mageløs Keiserlig Stat-Holder paa den Classiske Jord-Bund. Vel gav nemlig den Vest-Gothiske 👤Thjodrik hin Yngre sin Ven 👤Avitus Purpuret, men over 📌Italien raadte nu Ingen uden Høvdingen for den Barbariske Liv-Vagt, og det var for Øieblikket 👤Rikmer (👤Reimer), halv Sveve og halv Gothe, som synes ret at have havt Lyst til at see, hvormange Keisere han kunde giøre og tilintetgiøre, saa selv de taalmodigste Skrivere krympe sig lidt ved at tælle dem. 👤Reimers Eftermand, Latineren 👤Orest, hvem (tilligemed hans gode Fader 👤Tatulus) 👤Priskos har lært os at kiende lidt til i Hunne-Leiren som En af 👤Attilas Handlangere, havde vel en anden Lyst, thi han hængde Purpuret paa sin egen lille Søn, der ved et sært Lykke-Træf hedd 👤Romulus, efter sin kiære Morfader i 📌Padua; men hvad enten 👤Orest nu har troet sin gamle Stal-Broder, Skythen (Gothen) 👤Edkons Søn 👤Odoaker (👤Odger) for godt, eller Denne har stukket ham ud hos Barbarerne, saa blev 👤Odger hans Bane-Mand, den lille 101👤Romulus (Augustulus) fik Naadsens-Brød, og uden at kalde sig enten Keiser eller Konge, gjorde 👤Odger vitterligt, (omt. 476) at han og ingen Anden var 📌Italiens Herre*👤Priskos i Gesandtskabs-Beretningerne. Udtoget bag 👤Ammian. Marcellins Aarbog..

Saaledes gik da 👤Attila virkelig paa en Maade igien og sloges om 📌Italien med sin egen Skygge, men hans rette Eftermand 👤Thjodrik Ditmersøn, der just var født, til stor Glæde i hans Faders Huus, da der kom Bud fra hans Broder, Kong 👤Volmer, at han havde slaaet 👤Attilas Sønner af Marken; denne 👤Thjodrik hin Store var nu allerede kommet til Skiels-Alder og lod kun 👤Odger enstund raade ene ved 📌Po, fordi han haabede selv at finde et passende Høi-Sæde østenfor 📌det Adriatiske Hav *Gothe-Krøniken af 👤Jornandes 52.. Dette vilde imidlertid ikke lykkes, da der endnu sad en Slump Gother, uvist af hvad Stamme, i 📌Thrakien, med en tapper Konge, som ogsaa hedd 👤Thjodrik; thi disse to Navnere og naturlige Medbeilere til Gothe-Riget, vidste det Byzantinske Hof vexelviis saa snildt at sætte mod hinanden, at det bestandig var Gotherne, der tabde. Om nu Keiser 👤Zeno, hvem 👤Ditmers Søn havde gjort store Tjenester, omsider betalde ham med en Anviisning paa 📌