Folke-Vandringen og 📌Nørre-Leden.
✂ Man maler ►vist nok Krig i det Hele med dens rette Farve, naar man dypper sin Pen i Blod, men den blodigste Beskrivelse, Man kan give af Krigen, er dog kun mat, mod den Krigen giver af sig selv, saa Historien skulde aldrig befatte sig med saadanne Natur-Skildringer, men heller forbigaae alle 57de Krige med Taushed, der intet ►Mærkværdigt er ved ►uden Blod-Badet. Naar man derfor arbeider paa at ►tiltælle sine Læsere alle de Hug og Stik og Stød, 📌Romer-Riget fik, til det faldt, af Hunner og ►Gother, Franker og Longobarder, Heruler og Vandaler, Burgunder, ►Alaner og ►Svever, og saa videre fort i det Uendelige, for saa igien at udfinde, hvor de var Alle kommet fra, og hvortit de ►bedes indbyrdes; naar Man giør det, da stiler Man ►vist nok ganske fornuftig paa at give os et tro Billede af Folke-Vandringen, som et brusende Hav fra “📌Chinas Kyst til 📌Øster-Søens Grændse”, eller som et almindeligt Oprør i Menneske-Naturen, under hvilket hele Barbariske Folke-Færd rulle frem mod den dannede Verden som uhyre Bølger, oprørte af alle dyriske Drifter, som de til Vædde-Strid løsladte Storme, medens Millioners Vaaben-Gny og Sværde-Lyn er Torden-Veiret, der Slag i Slag udbreder Angest, Død og Ødelæggelse over alle de deilige, frugtbare, blomstrende Lande paa 📌Middel-Havets Kyst; men det er et meget utaknemmeligt Arbeide. Der vil nemlig altid findes en ►Pult Kosakker paa Grændsen af den dannede Verden, hvis Helte-Gierninger give den en langt mere levende Forestilling om Folke-Vandringen end alle lærde Penne, saa Kiedsommeligheden, de ved idelig at gientage Et og det Samme, nødvendig udbrede, bliver i dette Stykke Pennens eneste, umisundelsesværdige Fortrin. Det lade vi altsaa fare, og stræbe heller at henlede Opmærksomheden paa Nødvendigheden af 📌Roms Fald og Sammes lykkelige Følger, som gyldig bevise, at det ingenlunde var dyriske Drifter, men dybere Menneskelig Følelse, der udmærkede Delerne af 📌Romer-Riget. Barbarers Indfald i den dannede Verden er nemlig saa gamle som den, og fornye sig til alle Tider, saa ►Kymrer og Teutoner var ligesaavel Skythers og Gallers Efterfølgere, som Hunners og ►Gothers Forløbere, og 585 (US6) Arabers og Slavers, ►Mogolers og 58Tyrkers Angreb og ►Indbrud er ►aabenbar af samme Slags, saa de Lærdes Forestilling om Folke-Vandringen som en mageløs Begivenhed i det femte og sjette Aarhundrede er et tomt Hjerne-Spind af Romersk Overtro. Hvad der er ►mærkværdigt og mageløst ved den store Omvæltning, er da ingenlunde Bulderet og Barbariet, som aldrig udebliver, hvor Dannelsen er ►udartet til Kiælenskab, og Kræfterne opløst i Nydelse, men det er den underfulde Gienfødelse og Fornyelse af Menneske-Livet i ungdommelig Friskhed mellem Ruinerne af den gamle Folke-Verden, det er hvad der slaaer os, baade som et mageløst ►Sær-Syn, og som et ganske besynderligt Trylleri, vi ikke veed andet Navn til end “Romantisk”. Navnet er ogsaa det heldigste, der kunde vælges, naar Man blot ikke vil udstrække det til hele Middel-Alderen, men indskrænker det til Vexel-Virkningen mellem de Romerske Ruiner og de Nordiske Udflyttere, og Betragtningen deraf i en Maanskins-Nat, ved Siden ad Barbariske ►Jette-Skikkelser, lig ►den vilde Jæger, som giennemfarer Verden for at æde den deilige, flygtende Prindsesse, han har kastet sin dyriske Kiærlighed paa*Dette træffende Billede af Barbariet i Middel-Alderen findes muntert udmalet i Tydskernes ►Heltebog, og navnlig i “►Atles Konge-Liv” eller “►Etzels Hofhaltung”..
✂ Dog, disse Middel-Alderens ►Fee-Slotte, omsværmede af grumme ►Jetter og ►skielmske ►Dværge, men bevogtede af strænge Riddere og djærve ►Kæmper, maatte vel saare forundre os, i Egne, hvor Man, giennem fem Aarhundreder, fra 👤August til 👤Augustulus, kun saae Bødler og ►Tugthuus-Lemmer, naar Man ikke i Blusset af Martyr-Baalene saae straalende Vidnesbyrd om et guddommeligt Menneske-Liv i det Skjulte; men en Fortsættelse af Menneskets store Levnets-Løb kunde vi dog aldrig see i disse Tryllerier, naar vi ikke opdagede, at hine ►Fee-Slotte er at ligne ved Herberger i Ørken for en stor Konge, som under mange Farer kæmper sig giennem fiendtlige Ene-59Mærker til et nyt Land, hvor han vil reise sin Throne. Tiden har imidlertid viist, at det var saaledes, at Menneske-Aanden havde en anden Verden omkring 📌Vester-Havet og 📌Øster-Søen, hvor den skulde fortsætte hvad der begyndtes omkring 📌Middel-Havet, men at denne Verden var endnu ikke beredt, saa Aanden maatte enstund ►friste Livet i ►allehaande Forklædninger, snart som en vandrende Ridder og reisende Spillemand, snart som en bodfærdig ►Pillegrim og ydmyg Kloster-Broder; thi at 586 (US6) 📌Nørre-Leden var Aandens Maal, see vi klarlig, da det baade var derfra al aandig Rørelse udgik og der Aanden fra Reformationen af fik en ►Nyaars-Tid, der ingenlunde maa bedømmes efter hvad den ►alt har naaet, men efter hvad den fører til.
✂ Saaledes at gaae baglænds, for at komme ret ind i Fortiden, er et Kneb, vi først i den allersidste Tid har lært, og dermed har ►Bladet kiendeligt vendt sig saavel i ►den Kritiske som i den Pragmatiske Historie, thi saalænge Man blev siddende magelig i sit Studere-Kammer, og snart indbildte sig, Man kunde mane de gamle Skribenter op og efter et strængt Politi-Forhør bedømme baade dem og deres Efterretninger, snart ►drømde, at Man forklarede Historien, naar Man fortalde, hvad Hensigter Man selv vilde havt, og hvordan Man selv vilde baaret sig ad, naar Man havde været i de Gamles Sted, saalænge legede Man ►aabenbar kun med Historien eller rettere med sin egen Skygge. Nu derimod, da vi begynde med det virkelig Nærværende og nærmest Forbigangne, som er sikkert nok, bedømme vi ikke de gamle Efterretninger efter eget Tykke, men efter deres Overeenstemmelse med de Menneske-Naturens Love, vi i den sikkre Historie og vor egen lille Verden har opdaget, og Enkelt-Mændenes Hensigter lade vi staae ved deres Værd, som tvivlsomme og os uvedkommende Ting, medens vi slutte fornuftelig: at hvad der virkelig kom ud af en Ting, det var den Aands Hensigt, som styrer det Hele.
✂ 60Naar vi derfor ønske at vide, hvordan det omtrent har seet ud i vort 📌Norden ved 👤Christi Fødsels-Tid, og hvad der foraarsagede de ældre Udvandringer, da begynde vi ikke med at sammenligne de Græske og Latinske ►Billinger om 📌Thule med vore egne Old-Sagn, som ei engang selv veed om de er ►fra Brand-Old eller fra Høi-Old; men vi begynde med den Kiends-Gierning, at 📌Nord-Tydskland og 📌Danmark er nu det egenlige Sæde for universel Videnskabelighed, hvor Man stræber at samle alt Menneskeligt i Menneske-Begrebet og udlede det af Menneske-Naturen, derfor ogsaa de eneste Steder, hvor Man arbeider paa en organisk sammenhængende Verdens-Historie, medens Man andensteds, selv i National-Historien, nøies med det atomistisk Sammendyngede. Heraf slutte vi med Føie, at hvor daarlig vi maaskee end behandle den store Opgave, maa det dog ligge i vor Natur at have Lyst dertil, og i Forsynets Plan at vi skal befatte os dermed, hvad igien ei kan være Tilfældet, uden at vi ogsaa oprindelig har havt tilsvarende Evner og Anlæg.
✂ 587 (US6) Heraf følger ogsaa nødvendig, at vi har havt en tilsvarende Fortid, og vi har nu en Prøve-Steen for de gamle Efterretninger om 📌Norden, som i det Hele og Store er aldeles tilforladelig, og viser sig at være det, naar den sammenlignes med vore Boglige Mindes-Mærker fra Middel-Alderen. Man dømme nemlig hvad Man vil om 👤Saxos og 👤Snorros og alle de Islandske Saga-Skriveres historiske Tilforladelighed i det Enkelte, saa beviser disse Bøgers blotte Tilværelse dog lige fuldt, at 📌Norden havde en i Middel-Alderen mageløs Historisk Retning, og vi behøve kun at aabne Bøgerne, for at see, at ►Aands-Gaverne svare dertil, saa, naar de ikke ►forskiærtsedes, maatte de i Forstands-Tiden avle en saadan ►Historisk Vidskab, som den der nu fødes.
✂ Nu finde vi imidlertid ogsaa baade hos 👤Saxo og hos 61Islænderne en Mængde Sagn og Sange, som skal være fra Old-Tiden, og skiøndt det er vanskeligt at tale om Aar og Alder, hvor Old-Tiden løber ud i Eet til det Niende Aarhundrede efter 👤Christi Fødsel, saa er dog Sagnenes Ægthed beviist, naar de er i den Aand, vi hos os selv og hos Middel-Alderens ►Fædre har lært at kiende, og hvad det Mythiske angaaer, kan vi ikke tvivle om at Anskuelsen ►jo er ældgammel, hvis den virkelig svarer til ►Bestemmelsen af det Historiske ►Vidskabs-Folk. En saadan Anskuelse af Menneske-Naturen i sit eget Inderste og Ahnelse af sin Løbe-Bane har nemlig et Folk, saavelsom hele ►Slægten, kun i sin fyrige Ungdom, og skiøndt nu ►Vidskabs-Folket ►vist nok i Forhold til ►Hjerte-Folket er en ►Silde-Fødning, har vi dog ingen Grund til at sætte deres Ungdoms-Arbeide, som Mythe-Smedningen er, ►paa denne Side 👤Christi Fødsel.
✂ Hvad nu den Nordiske Mythe-Krands selv angaaer, da er dens Ægthed, som Udtryk for 📌Nordens Aand, paa det Gyldigste beviist ved den Yndest, de nye Skjalde i 📌Norden har fattet for den, thi i dem har Aanden vedkiendt sig den; men det er ogsaa indlysende, at den tilhører det ►universal-historiske Vidskabs-Folk, da den udtrykker det Grund-Forhold, hvori Samme nødvendig maatte see sig til Udødeligheden, som for alle aandige Folk er den ►Livets Krone, hvorpaa de stadig fæste Øie.
✂ Naar vi nemlig give Agt paa de Folk i Old-Tiden, i Middel-Alderen og i ►Nyaars-Tiden, der eftertragtede Udødelighed, da opdage vi en ►mærkelig Forskiel, der svarer til Forholdet mellem Phantasi, Følelse og Forstand, hvoraf den ogsaa ►aabenbar udspringer, saa de Ældste søgde deres 588 (US6) Udødelighed i ►Nedstammelse fra Guderne, de Mellemste i et hemmeligt Samfund med dem, og de Yngste i deres daadfulde Kamp derfor, hvad ►aabenbar kommer af, at Phantasien naturlig knytter sig til For62tiden og lever i Beskuelsen, Følelsen gaaer paa det Nærværende og lever af Indtryk, Forstanden stræber fremad og lever i Haabet!
✂ Indskrænke vi os nu til Hedningerne, for at være sikkre paa at see Natur-Forholdet, da er det iøinefaldende, at ligesom Perser-Mytherne symbolisere Phantasiens, og Græker-Mytherne Hjertets Forhold til de udødelige Guder, saaledes afbilder 📌Nordens Mythologi Forstandens Forhold til Udødeligheden, som den ►Livets Krone, der kun kan ventes for daadfuld Kamp og kun naaes ved at giennemgaae og overstaae Døden. Hvorvidt nu disse sindrige Myther, som dreie sig om ►Valhal og ►Gimle, ere oprundne og ►udspundne i 📌Norden, uden at Man først hørde en lille Fugl fra det Fremmede synge derom, det er et Spørgs-Maal, der vel kan pirre Nysgerrigheden, men er her kun forsaavidt af Vigtighed, som vi maae indsee, at skulde ►Vidskabs-Folket selv skabe saadanne Myther, maatte det være tidlig mens Phantasien var i sin fulde Kraft, og skulde det have Hjelp dertil ►udenfra, maatte det være, mens Aanden var over de egenlige Old-Folk, altsaa en god Stund før 👤Christi Fødsel.
✂ Naar vi nu, med disse For-Kundskaber, spørge Romere og Græker, hvad de veed om Hyperboræerne, da svarer 👤Lucan os paa Vers, at i 👤Neros Dage vidste Man i det Mindste, Nordboerne havde saadanne ►Valhals og ►Gimle-Myther, som vi fandt her hjemme, thi han siger:
✂
Kun hos eder skal Man finde
Falke-Syn for Gude-Spor,
Eller ogsaa I er blinde
Fremfor alle Folk paa Jord;
Thi hvor vi kun blege Skygger
Skimte giennem Taage-Sky,
Der for eders Øine bygger
63Aanden sig en ►Hald paa ny!
Kan ►jer Sang Man ►regne efter,
Død kun deler Livets Flod,
Som sig hist med friske Kræfter
Rører i hvert ►Ledemod!
589
(US6)
Held de Folk, som boe i 📌Norden!
►Fare de end vild deri,
For den værste Frygt paa Jorden:
Dødens Frygt, er de dog frie!
De har ►Kæmpe-Mod i Bringe,
De er Dødens Over-Mænd,
Finde lumpent det at thinge
Om et Liv, Man faaer igien!*👤Lukans ►Pharsal-Kvad I. 452–62.
✂ Herskede der nu i 📌Norden, ved 👤Christi Fødsels-Tid og Middel-Alderens Begyndelse, den høieste Betragtning af Jord-Livet, som er fundet eller kan findes hos Hedninger, da undrer det os ikke længer, enten at de udvandrende Stammer følde sig tiltalte af den Christelige Anskuelse, hvor de mødte den, eller at Rigerne, de stiftede, blev Vuggen for de nye ►Borger-Samfund; thi hvor Man kæmper for Evigheden, kan Man umuelig leve blot for Øieblikket, hvor Aand saa mægtig besjæler Folket, kan Tilstanden umuelig være dyrisk. Saalidt derfor, som vi i det gamle 📌Norden kan tænke os slebne ►Sæder eller Forelæsninger over Menneskets og Borgerens Pligter og Rettigheder, saavist var det dog et menneskeligt Liv, der førdes, med mere Agtelse for Ærlighed, Billighed og for alle ædle Følelser, end Man fandt i noget andet Hedning-Land, thi det ligger i det aandige ►Kæmpe-Folks Natur og speiler sig i dets Myther. Ligesom nemlig Grækernes Splidagtighed speiler sig i ►Olympierne, saaledes maa ogsaa ►Asernes indbyrdes Venlighed, og Frygt for at besmitte deres Thing-Sted selv med deres arrigste Fiendes, med ►Fenris-Ulvens Blod, bor64ge os for, at Nordboerne havde Lyst til Lande-Fred og dyb Agtelse for Lov og Ret, skiøndt de paa deres ►Vikings-Tog naturligviis foer afsted som ►Thor i 📌Øster-Leden. Ogsaa Raaheden giør Man vel i ikke at tænke sig alt for stor, da ►Bærsærkerne kun, ligesom Røvere i Middel-Alderen, var Undtagelser, de giæve ►Kæmper ærlig stræbde at frelse Kvinderne og hele Verden fra, medens Skjaldene bænkede alle ►Ædlinger i ►Valhal og i ►Freias ►Bur, men viste alle Niddinger til ►Hel. ►Edda-Sangene er ogsaa i denne Henseende talende Mindes-Mærker, thi vel kan Ingen af os sige, naar de har faaet den Skikkelse, hvori vi fandt dem paa 📌Island for et Par Aarhundreder siden, men deels maae de dog være fra en Tid, da de kunde blive til, altsaa fra Heden-Old, og deels er de under alle 590 (US6) Omstændigheder oldnordiske Planter, der forudsætte megen Dyrkelse af Aandens Marker. Vel er nemlig ►Vøluspa (►Norne-Kvadet) dunkel og ►Havamaal (►Lære-Digtet) lidt klodset, og det var naragtigt at ville sammenligne 📌Nordens episke Nyn, selv ►Bjovulfs-Drape iberegnet, med 📌Grækenlands Høisang, men det kommer især deraf, at Følelsen har sin poetiske Rigdom i Begyndelsen, og Forstanden i Slutningen, saa vores Vædde-Løb med Grækerne i poetisk Udvikling kunde ligesaalidt falde i Old-Tiden, som det nu, hvis vi slægte ►Fædrene paa, kan udeblive, men Anlæget dertil maatte være medfødt, og maa have været ligesaa umiskiendeligt i hele Nordboens Liv, som det er i 📌Nordens Myther og ►Eddas Viser.
✂ Naar Man derfor har tænkt sig de gamle Nordboer som Umennesker, da kom det især af blind Tro paa Latinernes guddommelige Viisdom og menneskelige Fuldkommenhed; thi de Romerske Videnskabs-Mænd, ►latterlig Ihukommelse, forsikkrede jo, at baade nedstammede de selv fra Kannibaler og at det var alle Folk, til der kom et Andet og ►polerede dem, og at Man dog paa denne Maade maatte begynde med et Folk, 65der havde ►poleret sig selv, var en dybere Bemærkning end dem, der tækkes selvkloge Drenge. Hvad der imidlertid, efter Opdagelsen af de Nordiske Old-Sager, har hindret Tydskerne, de store Veiere, Maalere og Vragere i Vidskabs-Staden, fra at forudsætte en betydelig Grad af Aands-Dannelse og ►Borgerligt Anlæg i det gamle 📌Norden, er deels deres egen Mangel paa aandige Mindes-Mærker og deels Beskrivelsen af 📌Tydskland, som 👤Tacitus gav i Slutningen af det Første Aarhundrede; thi det er en indgroet Fordom hos Tydskerne, at det er dem, der har civiliseret os, en Fordom, der i de sidste tre Aarhundreder, da vi unægtelig har gaaet i Tydskernes ►Lede-Baand, har selv i 📌Norden vundet en vis Hævd, der hører Mod til at trodse. Men havde vi ikke det Mod, da var vi vel ikke ►Kæmpernes Børn, som avede 📌Tydskland og knuste 📌Rom, men det var dog lige vist, at vi kun fulgde Tydskerne i den Tid, vi glemde ►Fædrene, og at de umuelig kan have givet os den ►Borgerlige Sammenhæng, de ►sagtens maatte fattes i 👤Taciti Dage, da de endnu har langt mindre deraf end vi. Hermed nægtes det ingenlunde, at i det Mindste Nord-Tydskerne og vi har fra Arilds-Tid havt Aand tilfælles, ei heller skal vi prale af Mindes-Mærkerne, ►vi derom har forud, thi havde 📌Island ikke været, vilde vi neppe engang 591 (US6) havt en 👤Saxo, men skulde været indskrænkede til de Angel-Sachsiske Levninger, som er Blandings-Gods; saa hvad der skal paastaaes er blot, at hvor barbarisk det ►end i den første Keiser-Tid kan have seet ud i 📌Tydskland, ►følger deraf slet ikke, det jo saae langt anderledes ud i 📌Norden. Ligesom Havet er Natur-Kampens store Skue-Plads, saa er det ►aabenbar ►Kæmpe-Aandens Element, hvortil 📌Norden anderledes fortroelig sluttede sig end 📌Tydskland, som det endnu kiendes paa Tunge-Maalene, thi Vores ligner Havet fra Dets letteste Bølgen til Dets høieste Brusen, medens Tydskernes langt mere 66ligner Hestenes Trampen og Vognenes Rummel, Pilenes Susen og hele Vaaben-Gnyet. Tydskeren var fra Arilds-Tid langt mere Skytte og Nordboen Skipper og Fisker, og lige fra Middel-Alderens Begyndelse, da Hjertet faaer Anførselen, maatte det i ►Selskabs-Livet giøre en ►mærkelig Forskiel, ►om end ikke 📌Tydsklands Beliggenhed havde ført det med sig, at de tidlig hjemsøgdes af Romerne og kløvedes af Galliske og Slaviske Stammer, som baade 👤Cæsar og 👤Tacitus melde.
✂ Betragte vi nu, med disse Tanker, den Skildring, 👤Tacitus giør af Tydskerne, og lade hans Frihands-Tegning, som vi ei kan bedømme og endnu mindre stole paa, staae ved sit Værd, da finde vi ikke en eneste Kiends-Gierning, der strider imod, men Flere der tale for vor Nordiske Betragtning af Sagen. Vi finde ligesaalidt hos ham som i ►de Eddiske Sange Spor af Billed-Dyrkelse, som er et vist Tegn til, at Aanden endnu var for stærk til at taale grovt Afguderie, og ved Siden ad National-Mythen om ►Tuiske (Tydske-►Vodan) som Stam-Fader til ►Ingevoner, Istevoner og ►Svever (ventelig Saxer, ►Est-Gother og ►Svaber), finde vi en ►Mars og ►Mercurius, som naturligviis er ►Tyr og ►Odin, med en ►Isis og ►Hercules, som selv Latineren udleder ►tilskibs fra 📌Norden *👤Taciti ►Tydskland. 3. 9. 34.. Hermed sigter han ►aabenbar til ►Phønicernes Seilads paa 📌Norden, og skiøndt han ►sagtens har taget ►Thors-Hammeren for ►Hercules-Kiøllen og ►Fjorgyn for ►Isis, hentyder dog det Sagn, han anfører om “📌Hercules-Støtterne” i 📌Norden, paa, at Man dengang i 📌Tydskland har vidst Noget at fortælle om ►Tyriernes Halvgud.
✂ Her staae vi da ved Spørgsmaalet om ►Phønicernes Seilads 592 (US6) paa 📌Norden og 📌Øster-Søen, et Spørgsmaal, der i den nyere Tid har været meget omtvistet, og lader 67sig naturligviis altid omtviste, da ►Phønicerne selv ingen Bøger har efterladt, og det gamle 📌Nordens Bøger hverken berette Noget, eller kunde, som Bøger skrevne i Middel-Alderen, være gyldige Vidner derom. ►Saae vi Nordboer paa vor egen Ære, da maatte vi helst give dem Ret, der paastaae, vi fra Arilds-Tid var os selv overladt; thi at vi har en Mythe-Krands, der kroner ►Fædrene til et af Historiens ►Hoved-Folk, beviser sig selv, at der var Ager-Dyrkning, Skibs-Byggeri, ►Smede-Konst, ►Rim-Smedning og Rune-Skrift i det Hedenske 📌Norden, lader sig egenlig slet ikke nægte, og er ►Fædrene kommet saavidt uden Hjelp af Old-Tidens store ►Mæglere, da har vi unægtelig stor Ære af dem, som langt ►vittigere end Grækerne, der selv maatte tilstaae, de kun ved Ægypters og ►Phønicers Hjelp blev ►ret vendt baade i Himlens og Jordens Betragtning. Men allerede denne Omstændighed maa giøre Sagen mistænkelig i alle upartiske Dommeres Øine; thi trængde selv Grækerne, som dog ►aabenbar var bestemte til en langt tidligere Udvikling, til Hjelp fra 📌Øster-Leden, hvor Old-Tidens store Konge thronede, da var det høist ►urimeligt, at Nordboerne kunde undvære den, hvis Bestemmelse krævede, at ►Letnemhed og ►Dannelighed, men ingenlunde at Originalitet skulde være deres Hoved-Egenskab.
✂ Uagtet derfor de faa Græske Efterretninger, der er os levnede om “📌Thule”, baade er for korte og for mørke, til at vi deraf ene kunde drage en forsvarlig ►Slutning om levende Samkvem mellem 📌Middel-Havets og 📌Øster-Søens Folke-Kreds, saa er det dog klart, at Grækerne flere hundrede Aar før 👤Christi Fødsel vidste meer og bedre Beskeed om 📌Norden end Romerne efter 👤Christi Fødsel, da deres Krigs-Hær dog havde været ved 📌Elben, hvad kun lader sig forklare af Seilads paa de Egne, og naar vi dertil lægge den Kiends-Gierning, at 68►Phønicerne fra Arilds-Tid handlede med Tin og Rav, som de efter al ►Rimelighed kun fandt i 📌Britannien og ved 📌Øster-Søen, da maatte der være stærke Grunde mod Nord-Farten, naar den med Føie skulde omtvivles. Grækerne har nemlig baade kaldt ►Rav-Kysten 📌Raunonia, et Navn, de ei kunde giøre uden Hjelp fra 📌Norden, og de har vidst Noget om de Danske Øer og om 📌Nordens Beboelighed høit op imod Polar-Kredsen; thi skiøndt 👤Strabo paastaaer, de vidste slet Intet, og anfører kun Sligt som lutter Løgn af Marseillianeren 👤Pytheas, 593 (US6) saa viser Anførelsen dog ligefuldt, at 👤Pytheas har vidst Endeel, og var hans ►“📌Thules Historie” ikke forgaaet, vilde hans ►Kundskab til 📌Norden sikkert være uimodsigelig. Spørgsmaalet er nemlig her slet ikke, om der har staaet endeel Fabler i ►📌Thules Historie, thi det giør der jo altid i de første Beretninger om fjerne Lande, ei heller om 👤Pytheas, som han paastod, selv havde været i 📌Norden og var reist tilbage over Land ned til 📌det sorte Hav, thi det bliver hans egen Sag, men om det var mueligt, at han ►paa fri Haand kunde digtet sin Beskrivelse af 📌Norden, og til at vi skulle troe det, er der i ►Billingerne, Man har givet os, formeget Rigtigt, selv naar Man ikke læser ►Ost-Daner for Ost-Damner og finder “📌Kullen” i deres Forbjerg 📌Kalve.
✂ Hvorvidt nu 👤Pytheas var ældre end 👤Aristoteles, veed Man egenlig slet ikke, men var han yngre end 👤Herodot, har denne dog ligefuldt hørt tale om Floden ►Eri-Dan i 📌Norden, hvor Ravet skulde findes, og vel mener han, det er en grov Løgn, da Enhver kan høre at ►Eridanos er intet Barbarisk men et godt Græsk Ord, som ventelig En af de gamle Poeter har gjort; men den Grund vilde han ►aabenbar selv fundet ►daarlig, hvis han havde kunnet Dansk, og vi slutte kun deraf, at ligesom 👤Homer vidste godt, ►Phønicerne handlede med Rav, saaledes har det ogsaa 69været et gammelt Sagn i 📌Grækenland, at Ravet kom af de Taarer, ►Phaetons Søstre ved den Nordiske Flod ►Eri-Dan fældte over deres forulykkede Broder. Disse Rav-Taarer minde nu igien os Nordboer venlig om de gyldne Taarer, ►Freya, efter Mythen, fældte, da hun bedrøvet ledte om sin elskede ►Ottar, og naar vi høre Grækerne synge om ►de salige Øer ved Verdens Ende, hvor Gudernes Yndlinger frydede sig ved Udødeligheden, da kan vi ikke undgaae at tænke paa Øerne heroppe, som vi veed, gienlød af Skjalde-Sang om alle de hedenfarne ►Ædlingers Gammen i det grønne ►Gudhjem. At Grækerne i det Mindste ikke derved tænkde paa Noget, der lignede deres “►Elysium”, høre vi paa ►Achil, som forsikkrer ►Odysseus, at han vilde heller være Hyrde ved et Ledd paa Jorden end Keiser i Skyggernes Rige, og Navnet ►📌Sæl-Land► eller 📌Sjæl-Land, som Dronning-Øen i ►Bælte-Havet bærer, kunde give de østerlandske Giæster riig Anledning til at sammensmelte det Synlige med det Usynlige i en saadan Mythe.
✂ Lægge vi nu hertil, at den Alexandrinske Geograph ⓘ 👤Ptolomæos, som beraaber sig paa ►Tyriske Kilder, nævner i 📌Norden baade Saxer, Friser, ►Gother og Norske, da kan vi 594 (US6) neppe tvivle paa, hans Dauske ►jo skal være Danske*Efter ►Jornandes Angivelse har Man dengang klarlig læst “Danske” hos ►Ptolomæos, samt Navnene paa adskillige af 📌Norges ►Landskaber, med Bemærkning om Soel-Hvervene deroppe., og endnu mindre derpaa, at Man, før Romernes Germaniske Krige begyndte, vidste i 📌Tyrus langt meer om 📌Norden end Romerne, før vore Frænder gjorde sig den Uleilighed selv at bringe visse Tidender*👤Ptolomæi ►Geographi II. 11., og hvad ►Tyrierne vidste om vort 📌Norden i Aarhundredet før 👤Christus, var sikkert nok, som Alt hvad de da havde meer end Romerske Læn70ker, kun ringe Levninger af gammel Rigdom. Yderst ►mærkværdigt er det ogsaa, hvad nok hidtil aldrig har været ændset, at der endnu findes levende Spor af ►Phønicerne i 📌Norden, thi paa 📌Færøerne, hvor Man endnu dandser i Takt med Skjaldene, der sang om ►Sigurd Fofners-Bane, der veed Man ogsaa endnu at fortælle om et Handels-Folk, der havde hjemme i 📌Syden, en ►Otting (Økt) østligere end 📌Færøerne, og besøgde dem fra 📌Irland af, for at samle Fugle-Fier og Ædel-Stene (►Tidner), samt at den Rigdom, 📌Irland havde faaet ved disse Fremmede, siden lokkede de Nordiske Vikinger did for at plyndre*Min Hjemmel er en Optegnelse af Hr. Pastor 👤Schrøter paa 📌Færøe, bekiendt i de Færøiske ►Kvæders Historie..
✂ Forudsat nu, som der er al Grund til at antage, at ►Phønicerne beseilede 📌Norden, især før Perser-Tiden, da er det ikke blot naturligt, at Man talde om 📌Herkules-Støtter ligesaavel i det høie 📌Norden som i det yderste 📌Vesten, men vi har i ►den Tyriske Historie seet, at derved opgaaer et ►mærkeligt Lys over det Herkuliske Arbeide med ►Geryons Oxer, og af et saadant Samkvem mellem Øster-Lændere og Nord-Boer kan vi nemt forklare os alle Sporene af en tidlig Aands-Udvikling og Dannelse i 📌Norden. Ikke heller kan Man nægte, det ligner Forsynet, der havde saa store Ting isinde med 📌Nordens ►Kæmper, selv i Vuggen og i Svøbet at berede dem til deres Bane, men at Samkvemmet med de gamle Folk tidlig afbrødes, var ogsaa nødvendigt, naar Nordboen ei skulde følge dem i Graven, men erstatte dem paa Jorden!
✂ Naar vi komme til 📌Nordens Deeltagelse i Folke-Vandringen, da har den ►vist nok ogsaa mange Dunkelheder, men at baade ►Gother og Longobarder, Angel-Sachser og Normanner, altsaa alle de Stammer, der ret blev til ►mærkværdige Folk paa 📌Romer-Rigets Gruus, var 71►►Asa-Dyrkere, altsaa meer eller 595 (US6) mindre besjælede af 📌Nordens Aand, det veed vi dog, og det er Hoved-Sagen; thi hvad enten de Stammer oprindelig boede sønden, østen eller nordenfor 📌Øster-Søen, var kun blandt vore ►Fædres Bog-Lærde en barnagtig Æres-Sag, som vi naturligviis strax lade falde, og naar vi ved Leilighed forfølge selv de dunkleste Spor, er det kun for at see, hvorvidt de kan giøre os Stammens bekiendte Levnets-Løb forklarligere. Kun om Normannerne er det klart, at de samtlig havde hjemme nordenfor 📌Øster-Søen, og om Angel-Saxerne, at de ikke havde det, men var en Blanding af Nord-Tydske og Syd-Danske, medens ►Gother og Longobarder give Tvivl og Giætninger fuldt Spille-Rum, og maae i alt Fald, før de ►nedsatte sig i Romer-Riget, have været Blandinger af ►Allehaande, da de, Man veed ikke hvormange, Aarhundreder havde tumlet sig paa Grændserne. Der er imidlertid ingen Grund til at mistroe deres egne Skribenters Forsikkring, at deres Vandring var begyndt tilsøes fra 📌Skandinavien, hvor ►Goth-Landene endnu findes, og det er da den ældste Udvandring vi spore fra det høie 📌Norden, thi den maa have fundet Sted ved 👤Christi Fødsels-Tid om ikke før. Cimbrer og Teutoner maae vi nemlig ganske overlade de Romerske Skribenter, som har slaaet dem ihjel til sidste Mand, thi derved har de gjort os det umueligt at forfølge deres Spor, og efter hvad de fortælle os, har det jo været lutter ►forvovne Kroppe uden al Aand, som ved at aarelade Romerne havde gjort deres Bedste. Navnet “Cimbrer” er i Øvrigt, saavidt vi kan skiønne, ganske det Samme som ►Kymrer, og henviser da ikke til noget andet 📌Norden end 📌Galliens, og at der selv i de følgende Aarhundreder har været endeel ►Kymrer og Galer fra 📌Irland og 📌Bretland med i Spillet, kan neppe omtvivles, hvad enten Man betænker deres gamle Art, eller mønstrer de høist forskiellige Folk, der Alle skal være fra 📌Norden.
✂ 72Under alt dette er der ►med Flid Intet talt om den Indvandring i 📌Skandinavien, som vore Old-Sagn omtale, og ►Upsals-Odin staaer i Spidsen for; thi enhver Forbindelse, hvori vi vilde sætte den enten med Udvandringerne eller med 📌Nordens Kultur-Historie, vilde være aldeles vilkaarlig, medens det let kunde hænde sig, vi tog for en Indvandrings-Historie hvad der i Old-Sagnet kun var en Tempel-Mythe, sammenblandet med Nordboernes dunkle Ihukommelse af deres Asiatiske Herkomst. Skulde der desuagtet ligge noget Folke-Historisk til 596 (US6) Grund for ►Odins Gude-Spilop i 📌Sverrig, lidt før 👤Christi Fødsel, da løb han sikkert ikke fra 👤Pompeius ved 📌det sorte Hav, men snarere fra 👤Cæsar i 📌Gallien, thi baade fører Sagnet ham igiennem 📌Franken, 📌Sachsen og 📌Danmark, ogsaa har Giøgleri altid bedst kunnet trives i 📌Gallien, og endelig maa vel ►Up-Svenskerne havt et eget Natur-Anlæg, siden de, ingenlunde uden Føie, har faaet Navn af 📌Nordens Franskmænd. Havde nu virkelig saadan Svensk Indvandring fundet Sted, da hængde den udentvivl sammen med den ►Gothiske Udvandring, men alt Sligt maa Man lade staae ved sit Værd, som løse Giætninger, der umuelig kan give noget Andet den Hjemmel, de selv fattes.
✂ Hvad vi derimod veed om ►Gotherne, som 📌Nordens For-Tropper, maa nu følge, da vi i Christendommen og Nordiskheden har betragtet den ny Tids aandige Elementer, og maae vi ►end bekiende at det Enes Indtrædelse er ligesaa dunkel som det Andets er klar, maae vi dog ogsaa finde det i sin Orden, da de jo førdes sammen, for at Nordiskheden skulde udvikles af sin dybe Dunkelhed i Christendommens Lys.