Til KB.DK
Forside / Tekster / Resultatliste / Haandbog i Verdens-Historien. Anden Deel

Grundtvig, N. F. S. Haandbog i Verdens-Historien. Anden Deel

Grundtvigs Værker

↩

►Kirke-Riget og Kors-Togene.

✂ Det er, siger En af det første Kors-Togs ældste Historie-Skrivere, ►Herren selv, som vexler Konger og omskifter Tider, og han har i vore Dage opvakt hardtad hele Christenheden trindt om Land og opægget dens ►Kæmper til at udrive det trælbundne 📌Jerusalem af de ækle Tyrkers Vold. Hvordan skulde det ►heller være skeet uden Guds ►Indskydelse, at Folk, som havde fuldt op af Alt, drog fra Solens Nedgang til dens Opgang i Strid mod Barbarer, forlod baade Huus og Gods, baade Kone og Børn, og taalde underveis med Glæde utallige Gienvordigheder! Hvor hørde Man vel nogensinde før om saadan en Skare af Fyrster og Hertuger, Ryttere og Fod-Folk, der rykkede ►i Marken baade uden Konge og Keiser, ja, om en Krigs-Hær, hvori den 384Ene stod ikke under den Anden, og hvor der gjaldt ingen Lov, ►uden Raadet, de Klogeste gav og Menig-Mand bifaldt*👤Baldriks ►Jerusalems-Krønike hos ►Bongars S. 84..

✂ Samme Tanker finde vi hos 👤Vibert (👤Guibertus), kun lidt yngre, men langt mere fornem, som derpaa anvender 👤Salomons Ordsprog: ►Græshopperne have ingen Konge og holde dog Trop, og minder os derved om, hvad 👤Anna Comnen meget alvorlig fortæller, at overalt hvor Kors-Farerne drog frem, havde de en Sværm af Græs-Hopper til deres For-Trop, som dog ingen Skade gjorde paa ►Sæden men kun paa Viin-Stokkene, hvoraf ►Tegns-Udlæggerne sluttede, løierlig nok, at der var ingen Fare for Byzantinerne men kun for ►Musel-Mændene *👤Annas ►Alexiade S. 284–85.. En anden Bemærkning er derimod ►👤Vibert egen►, den nemlig, at hvormeget Man end har for Skik at ophøie de forbigangne Dage paa de Nærværendes Bekostning, saa er dog baade Assyrers og Persers, Makedoners og Romeres berømte Krige kun Børne-Leg og Raseri, naar de sammenlignes med Kors-Toget, thi de store Krigs-Hære hist forsamledes kun under Svøben og tjende kun rasende Herske-Syge, medens her var en frivillig Forening af alle Christenhedens Folk til et ►Langveis-Tog, ei for at samle Penge og indtage Lande, men for at tilbagedrive Barbarer, ►frede om Christenheden og ære den hellige Kirke*►Vibert hos ►Bongars S. 470..

✂ Som et Exempel paa, hvor ►underlig Man ved denne Leilighed mødtes og følde sig forbundet, anfører han endelig, at der kom Folk, Gud veed hvorfra, ensteds i Barbariet, til en Fransk Havn, hvor Ingen forstod deres Sprog, saa det var kun ved at lægge deres Fingre over Kors, de kunde give tilkiende, hvad de reiste efter*Sammest. S. 471., og det er unægtelig 385træffende, thi om Man end i den Franske Havn havde misforstaaet de Fremmedes Finger-Sprog, eller selv om det Hele kun var et løst Rygte, betegnes derved dog lige kort og godt den sikkre Kiends-Gierning, at fra 📌Ebro til 📌Raab og fra 📌Middel-Havet til 📌Island, lærde Folk paa Kors-Togene ogsaa uden Ord, blot ved det fælles Banner, hvorunder de frivillig stillede sig, at betragte hinanden som Brødre.

✂ Denne høiere Luft-Strøm, der lod sig føle under alle ►Himmel-Egne (►dulcis aura circumquaque spirans), saa Folkene, uden at opgive deres Eiendommelighed, dog ►syndes reent at glemme den over det store Fælles-Skab, seer Man, har ogsaa slaaet 👤Vilhelm af Malmsbury, skiøndt den rigtig nok ikke har bragt ham til at glemme sin Spydighed, der, uden at tale om Skotternes Skudsmaal, er kiendelig nok, naar han siger: ►Vælsk-Manden løb fra sin Ræve-Jagt, Danskeren fra sit Drikke-Lag og Normanden fra sin Klip-Fisk. ►Aldrig, lægger han dog alvorlig til, saae Man vist saamange Hoveder under een Hat, saamange raa Folk bøie deres stive Nakker ►under et Aag, der egenlig intet Aag var, og det var endda det største Vidunder, at den utallige Skare drog fredelig giennem fremmede Lande og viiste saadan indbyrdes Kjærlighed, at Hitte-Gods blev Finderen ved at ►lyse op, flere Dage i Træk, for at det kunde gaae fra ham til sin rette Eier-Mand*👤Vilhelms ►Englands-Krønike IV. hos Savile S. 133..

✂ Saaledes betragtede disse tre udmærkede Mænd, i Slutningen af det Ellevte og Begyndelsen af det Tolvte Aarhundrede, Kors-Togene og den Begeistring for ►Kirke-Riget, som avlede dem, og vi kan da forud vide, hvad ►Reise-Kapellanerne hos 👤Raimund og 👤Robert, hos 👤Baldvin, 👤Tankred og 👤Boemund, som ►alt paa ►Toget havde Pennen bag Øret, har tænkt derom, saa naar 386de ærke-protestantiske Historie-Skrivere vil finde nogen Sympathi i den Tid, som Talen er om, maae de ogsaa glemme deres Slægt og deres Faders Huus, og reise til 📌Maglegaard, hvor Prindsesse 👤Anna med et naadigt Nik forsikkrer, de har Ret, naar de kalde alle Korsfarerne enten nedrige Hyklere eller ►Daarekiste-Lemmer *👤Annas ►Alexiade S. 285. 87–89..

✂ Dette naadige Nik af Prindsessen i 📌Byzants, der, havde Kors-Farerne ikke været, let kunde tabt baade Næse og Mund iblandt Tyrkerne, er imidlertid dog neppe Reisen værd, og den store Overeens-Stemmelse af Protestanternes Tanke-Gang i det Attende med Byzantinernes i det Tolvte Aarhundrede neppe et af de Varsler for deres Frem-Tid, paa hvis Bekræftelse det er Umagen værdt at arbeide, og kunde en Historie-Skriver, der langt heller deler ►Kæmpernes Følelse, som ►øvede, end Dværgenes som giennemheglede Bedriften, ei finde velvillige Læsere, maatte han dog langt heller skrive for de Døde end tækkes de Levende. At skrive for de Døde er imidlertid dog kun en daarlig Trøst, med mindre Man til dem ogsaa regner de “Ufødte”, og det maatte ret egenlig gaae til med Hexeri, om der ikke engang i 📌Norden skulde findes aabne Øren for Ridder-Tidens Efter-Mæle, altsaa mangt et Øie blinke, der kan og skal aabnes ei mindre for Middel-Alderens end for Old-Tidens Stor-Værk, som er Vilkaaret for, at ►Nyaars-Tiden kan ogsaa faae Sit, som fattes endnu, og forberedes dog ►aabenbar ligesaalidt ved at giennemhegle, som ved at efterabe de Gamle!

✂ Et Opraab til Kors-Tog i vore Dage vilde nemlig, som ►Ny-Grækerne fik at finde, klinge ligesaa latterlig, som Fortsættelsen af Penne-Feiderne med ►Pavedom og Middel-Alder vil synes vore Efterkommere, saa Sagen er kun, at vi lære at betragte Kors-Togene i deres Tid 387som et beundringsværdigt Stor-Værk, hvorved Middel-Alderen og den ny Christenhed hævdede deres Selv-Stændighed, traadte i levende Vexel-Virkning med den gamle Tanke-Verden og udviklede den Ny, hvori vi nu leve, og hvis “Pinagtighed”, stor nok for Resten, dog ingen Sammenligning taaler med dens altomfattende Ypperlighed. Det er altsaa egenlig slet ikke for de Dødes, men for de Levendes Skyld: til vort eget og Efter-Slægtens Bedste, vi skal lære at lade baade ►Munke-Bur og Ridder-Tid, baade Kirke-Magt og Kors-Tog, ►vederfares Ret, og det ingenlunde den strænge Ret, som er hele Verdens Undergang (de Latinske Juristers: ►fiat justitia, pereat mundus), men Billighed, som er den almindelige Menneske-Ret i indbyrdes Forhold, der endnu mindre af en Tids-Alder end af Enkelt-Manden kan trædes under Fødder, uden at udæske den strænge Giengiældelses-Ret, der tøver tit, men udebliver aldrig. Vore Latinske og Tydske Skole-Mestere har nu vel givet os det Huus-Raad, i Dødens Arme at foragte Efter-Slægtens Dom, men deels seer Man let, det, med denne Tanke-Gang, er aldeles ufornuftigt at spilde sin Tid paa Dom over de Døde, og deels er det en stor ►Forraadelse for levende Folk at giøre “Pagt med Døden og Forbund med ►Hel”, thi de sluttes aldrig saa forsigtig, at ►jo Livet derved ►gaaer i Løbet og Daaden ophører. Ønske vi derfor, at Nogen skal begeistres af vore Yndlings-Tanker, om fælles Bedste og Menneske-Held, til en kraftig Virksomhed, der aldrig kan finde Sted uden store Opoffrelser og Voven af Alt for Øieblikket, da maae vi hverken lære hinanden at foragte Efter-Slægtens Dom, eller give Efter-Slægten det slette Exempel at sværte og haane de hedenfarne ►Ædlinger, blot fordi det var, hvad det maatte være, deres og ei vor Tids-Alders Yndlings-Tanker, de 388glødede, kæmpede og opoffrede sig for, thi i begge Tilfælde stræbe vi at besvige vore Med-Levende for den virksomste ►Drive-Fjer til mandig og ædel Daad, som er den smilende Udsigt til et priseligt Efter-Mæle, et med Æren udødeligt Navn! At øve “Dyden for sin egen Skyld” er nemlig, som den Byzantinske og hele Verdens Historie lærer, det tommeste Munds-Veir under Solen, saa om det end i Maanen eller paa en af de andre Planeter skulde være en uudtømmelig Kilde til “►store og gode Handlinger”, nytter det dog slet ikke os, og hvad de Christne ►vist nok med Rette kalde den ægte og mageløs kraftige Bevæg-Grund til store Opoffrelser, ædel og utrættelig Virksomhed, kan en Tids-Alder, som trøster sig med Død og Forglemmelse, dog allermindst regne paa.

✂ Alt dette er i Grunden saa klart, at Man i det Nittende Aarhundrede virkelig har begyndt at være ►billig mod Fortidens Lys, men med Middel-Alderen og ►Pavedommet, der ikke godt kan skilles ad, gaaer det ►aabenbar endnu sædvanlig Protestanterne, som det indtil Kors-Togene gik Spanier, Franskmænd og Italiener, med 📌Romer-Riget og Romer-Sproget, saa de staae for deres Øine, som noget forfærdelig Stort, de har løsrevet dem fra og kan dog i Grunden slet ikke maale sig med, men maa enten slavisk underkaste sig eller skye som en Pest og mane fra sig. Ligesom imidlertid Kors-Togene lærde Syd-Boerne, at hvad de havde gruet for, var kun magtesløse Skygger, saaledes vil det tilsvarende Stor-Værk, vi endnu skylde Menneske-Slægten, og ►Kæmpe-Roden, hvoraf vi ►randt, lære Nord-Boerne det Samme, men det Første, der udkræves til et nyt Stor-Værk, er en levende Forestilling derom og Lyst dertil, begge lige uforenelige med Miskiendelse af Fortidens Under-Værker og deres vældige Skabere. Mod Barbari og Tyranni, Menneske-Aandens og det ►Borgerlige Selskabs afsagte 389Fiender, gaves der i Middel-Alderen, i det Mindste syden for 📌Elben, ingen anden Begeistring end den for Kirken og Christenheden, og hvad der i en Tids-Alder er den stærkeste ►Drive-Fjer til ædel Daad og gavnlig Virksomhed i det Hele, maa i Staten og dens Historie findes og kaldes al Ære værd, hvormegen Ulæmpe end deraf i det Enkelte kan være foranlediget, og hvormange Indvendinger der end med Rette, enten i Kirken eller i ►Skolen og deres Historie, kan giøres mod Begeistringens Kilde, dens Ægthed og reent aandelige Værd. At ►Nyaars-Tiden ikke deler denne Begeistring, har den klart nok beviist, og eftergjort Begeistring er afgiort Usselhed, men, som ►Vidskabs-Tid, maa den nødvendig ►lade det Store og Gavnlige under alle Skikkelser vederfares Ret, før dens eiendommelige Begeistring for “Frihed og Oplysning”, der desuden slet ikke er mere lydesløs end Middel-Alderens, kan frembringe noget Stort og Gavnligt, der lader sig sammenligne med, hvad vi har al vor Frihed og Oplysning at takke, og vanære os kun selv ved at nedsætte. Vi ►kværsiddende Nordboer, som trængde mindst til ►Kirke-Riget og havde derfor mest Uleilighed deraf, tog ogsaa mindst Deel i Kors-Togene og fristes derved til at vurdere dem lavt; men da Reformationen har lært os, hvor nemt Pave-Aaget lod sig afkaste, naar Man ikke behøvede det, og da netop vor ringe Deeltagelse i Kors-Togene viser, det var ingen ►tvungen Sag, maatte vi dog ganske have tabt den Historiske Takt, der saa hæderlig udmærker vore Fædre, hvis vi vilde vise netop dem af Middel-Alderens udvandrede ►Kæmper, som stilede høiest og gavnede mest, til ►Nastrond og ►Hel, istedenfor til ►Valhald, hvor djærve Modstandere vel paa en Maade idelig fortsætte Kampen; men dog kun som en ►Skygge-Fægtning, der ei bryder Venne-Lag paa ►Hær-Faders Bænke.

✂ Ved en sælsom Øine-Forblindelse, selv en Efter-Vee 390af Middel-Alderens Tus-Mørke, har Man nemlig hidindtil for det Meste betragtet ►Kirke-Riget og Kors-Togene enten fra Prædike-Stolen i den Christne Kirke, eller fra Bord-Enden i den Latinske Skole, uagtet de dog kun høre meget lidt enten til Kirkens eller ►Skolens, men næsten udelukkende til Statens Historie, hvor Kæmpe-Høien under aaben Himmel er det rette Sted at see dem fra og viser os dem derfor i et ganske andet Lys.

✂ Sandt nok, at Paverne og deres Geistlighed, ved at udlede deres Kanoniske Ret fra 👤Christus og 👤St. Peder, hvis Rige, som bekiendt, var ►ei af denne Verden, ►paa Timen har tabt deres Sag paa et ordenligt ►Kirke-Møde, og at saavel de der gav, som de der tog Synds-Forladelse i Sold for ►Mand-Slæt og Løfte paa 📌Paradis i Løn for Kors-Tog, med al Ret kunde dømmes til at staae aabenbare Skrifte, før de optoges i Menigheden; men saasnart de protestantiske Præster gaae et Skridt videre og overantvorde dem til ►den verdslige Arm, til, for Guds Skyld, om ikke at brændes, saa dog kagstrøgne og brændemærkede at sættes i Gabe-Stokken, til alle smaae og store Tyranners Jubel, og alle djærve ►Kæmper, for Andet end Penge og Jord, til Forsmædelse, Skræk og Advarsel, da forivre deres Velærværdigheder sig ikke blot, men anmasse sig den samme Magt over Samvittighederne og samme verdslige Indflydelse, som de nys fradømde deres ►Formænd, ja, forvexle, ligesom de, Guds Ret og Guds Sag med deres egen, og det uden at Man engang kan see, hvad Andre end de og ►deres Kirke-Patroner vinde derved.

✂ Selv i den Christne Kirkes christelige, men for Resten upartiske, Historie vil da Paven i 📌Rom faae den Æres-Erklæring, at kunde Nogen have Lov til, som 👤Christi Stat-Holder og 👤St. Peders ►Efter-Mand, at tildrømme sig en Geistlig Magt med verdslig Virkning, da 391maatte det langt snarere været ham, end baade Keiseren i ⓘ 📌Byzants og Kongen i 📌England, der dog anmassede sig langt mere Herredømme over Troen og Tankerne end han. Uden derfor ►enten at fordølge eller forsvare Noget af al den ►Forkvakling, Christendommen har maattet taale, alle de slette eller dog fremmede Hensigter, den har maattet tjene, vil dens Historie vise, at 📌Østen og 📌Vesten, Catholiker og Protestanter, i den Henseende vel har Nok at lade hinanden høre, men Intet, som retfærdiggiør dem selv, saa ogsaa denne Skrift maa “►►indslutte Alle under Synd►”, fra den Dag, da baade Hyrderne og Hjorden ⓘ med Glæde valgde den Hedenske Keiser istedenfor ►“Aanden” til 👤Christi Statholder. Ja, Kirke-Historien med Aand vil vise at med “Aanden” forsvandt nødvendig saavel den ægte Oplysning som den sande Frihed, og at hvor Christendommen, som Stats-Religion, skal være en tvungen Sag, træder enten, som i 📌Byzants, Keiser-Griller i dens Sted og blive en Lande-Plage under dens Navn, eller den forvanskes, som i 📌Vester-Leden, efter de Folks Natur, der skal synes at rette sig efter den, saa det er kun et stort Guds Under, at Christendommen, langt fra at ►undergaae i dette Chaos, reiste sig fornyet deraf og stræber med aandelige Vaaben at tilbagevinde sin oprindelige Frihed og Herlighed.

✂ Saaledes maa den Christne Kirke, naar den bliver sig bevidst, ikke blot skyde ►Hierarchi og Kors-Tog, men al muelig Samvittigheds Tvang og verdsligt ►Rygstyd fra sig, og med den Latinske Skole-Ret er vi let færdige; thi hverken udgav jo Paven sig for 👤Ciceros ►Legat, ikke heller var han forpligtet til at være det, og hverken skyldte Korsfarerne 👤Horats og 👤Virgil for at have begeistret dem, ikke heller har de Latinske Classiker givet Menneske-Aanden Noget tilforn, som skulde betales dem, saa dersom Paver og Kors-Tog virkelig bidrog til at barba392risere Latin-Skolen og hæve de “levende Sprog” paa de Dødes Bekostning, da vil Menneske-Aanden, der altid tager Livets Parti imod Døden, slet ikke regne dem det til Onde. At imidlertid ►Romer-Stolens Anseelse og ►Pavedommets kirkehistoriske Grund-Lag reddede Romer-Sproget og de berømteste Latinske Værker fra Undergang, og at den levende Vexel-Virkning mellem 📌Østen og 📌Vesten, Kors-Togene frembragde, baade gav de Lærdes Kundskab og Folkenes Syns-Kreds en Udvidelse, de høilig trængde til, det vil i den ►Skole-Historie, Aanden tilsiger, skaffe begge Dele, om ingen Lovtale, saa dog et Slags Aflad for deres andre Synder, som et efter Omstændighederne nødvendigt Onde.

✂ I Stats-Historien endelig, hvortil de ret egenlig høre, fortjene baade ►Kirke-Riget og Kors-Togene høilig at prises, som de store Vidundere, der fremtryllede ►et ►borgerligt Selskab i Tyranniets Hjem, afvendte Barbariets frygtelige ►Indbrud, og fremkaldte en Virksomhed og Dannelse, Man aldrig før saae Mage til. Kun med det Jordiske og Timelige har Stats-Historien, saavelsom Staten, umiddelbar at skaffe, saa den kan hverken indlade sig paa Religiøse eller Skolastiske Spørgs-Maal, uden forsaavidt de har kiendelig Indflydelse paa Menneske-Livet og Virksomheden i det Hele, og den holder sig da igiennem Middel-Alderen til Christenheden, slet ikke for Kirkens Skyld i sig selv, men for den Menneskelige Virksomheds, og da især for den vældige Kamps Skyld mellem Tyranni, Dorskhed og Barbari paa den Ene, Frihed, Virksomhed og Dannelse paa den anden Side, hvoraf ►den ny Verden seierrig udspringer. Uden derfor at tage Hensyn paa, om Over-Troen i 📌Østen eller i 📌Vesten var størst og kirkelig talt farligst, foretrækker den uden al Sammenligning 📌Vester-Leden, som den store Kamp-393Plads, hvor Seieren vindes, og saalænge Geistligheden der staaer paa Dannelsens og Frihedens Side, er den nødvendig ►Kirke-Rigets ►Lov-Talerske, uden Spørgs-Maal om, enten dets Stiftere og ►Opholdere, i Hjertet og i Grunden, var Jøder eller Hedninger, Christne eller ►Musel-Mænd.

✂ Som det gaaer med ►Kirke-Riget, gaaer det naturligviis ogsaa med Kors-Togene, saa det rager slet ikke Stats-Historien, om de var christelige eller ikke, og at de var Blod-Bad, det hverken roser eller laster den dem for, da det er hvad de har tilfælles med alle Krige, som, hvor umenneskelig end deres Kilde kan være, dog have for længe siden vundet Hævd paa at høre til Menneske-Livet i denne Verden. At de derimod var meget meer end blotte Blod-Bad, at de var en begeistret Kraft-Yttring af ►Kæmpe-Folket, som skulde fortsætte ►Ebræers, ►Phønicers og Grækers Levnets-Løb, at de udsprang af en dyb Eenheds-Følelse mellem 📌Vester-Ledens Folke-Færd, som ved dem sammensmeltede til en Borgerlig Christenhed, og at de virkelig reddede denne Christenhed fra Tyrke-Pesten, hvoraf den ►øiensynlig truedes, og avlede i alle Retninger den mangfoldigste menneskelige Virksomhed, see, det er Grunden, hvi Stats-Historien, trods alt Vildt og Væmmeligt i det Enkelte, løfter Kors-Togene i det Hele til Skyerne som et mageløst Stor-Værk.

✂ For den dybere Tænker kan det vel maaskee være baade en vigtig og vanskelig Sag at opdage Kilden til Kirke-Fyrsternes og Kors-Farernes Begeistring, naar det er ham klart, den var for lav til at være christelig og dog for utyrkisk til at være ►mahomedansk, men Stats-Historien bryder sig slet ikke om de dybe Tænkere, naar de ikke giør Andet end at tænke og sætte deres Tanker paa Papiret, den holder sig udelukkende til de Kiends-394Gierninger, som ved at virke stærk, bevise, de var selv Virkninger af en endnu større Kraft, og anmærker kun i Forbigaaende, om den samme Kraft kiendelig spores paa flere Steder og til forskiellige Tider. Det hører derfor langt mere til ►Skolens end til Statens Historie at betegne den Aand, der udrettede de store Ting i Middel-Alderen, men da det var 📌Nordens ►Kæmpe-Aand, vil den Nordiske Historie-Skriver naturligviis gribe enhver Leilighed til at bemærke det, og virkelig mene, han giør sine Læsere en Tjeneste med, trods al Forklædning, at opdage den ►Sand-Skyldige.

✂ Det var nemlig fra Arilds-Tid en fix Ide hos 📌Nordens ►Vætte, at naar Man førde Sværdet som en ærlig Karl, med ædel Hu og brændende Had til ►Hrungner med “Steen-Hjertet” og alle hans Frænder, da kunde Man derved bane sig Vei til en virkelig Udødelighed i det usynlige ►Gladhjem, og da det nu var lutter ►Asa-Dyrkere, som deelde 📌Romerriget i 📌Vesten, hvor de ►aabenbar ingen ►Kæmpe-Aand forefandt, maa den, de siden fulgde, nødvendig have været deres egen. Antog de nu Christendommen, uden at blive besjælede af dens Aand, da tilegnede de sig ►aabenbar kun Saameget af Christendommen, som de lystede, og opfattede det med den Aand, de havde, hvoraf Følgen naturligviis ikke blev et Christeligt, men, naar det kom høiest, et forbedret Nordisk Levnets-Løb. Naar nu deres Bisper og Præster læste ►Bibelen, da kiendte de naturligviis kun daarlig Forskiel paa ►det Gamle og ►det Ny Testamente, og naar de stræbde at ordne deres Præstelige Tanke-Gang, fik 👤Gregor den Store nødvendig meget mere Indflydelse paa den, end Nogen af Apostlerne. Da nu 👤Gregor, saavel som allerede 👤Cyprian, ansaae “Geistligheden” for den “hellige, almindelige Kirke” altsaa ogsaa den Kirke-Stat, hvori 395Geistligheden var Sjælen, for det rette Guds og 👤Christi Rige paa Jorden, saa behøvede denne Tanke-Gang ►aabenbar kun at oplives og følges strængt af 📌Nordens ►Kæmpe-Aand for at avle baade ►Kirke-Riget, Kors-Togene og alt Middel-Alderens verdslige Stor-Værk. At 📌Nordens ►Kæmpe-Aand, der selv hos Angel-Sachserne ►syndes uddød, dog immer virkede ►i Løn og vaagnede ►øiensynlig med 👤Hildebrand og Kors-Togene, er ►underligt nok, men dog ingenlunde uforklarligt, da vi see den lyslevende hos Normannerne, som ►aabenbar var dens nye Apostler, hvorfor ogsaa Kors-Togene, som Man, ei uden Føie, allerede tidlig har kaldt “den Franske Guds-Tjeneste”*👤Vibert kalder nemlig sin ►Kors-Krønike: ►►Gesta Dei per Francos►., maae, naar Man vil tale bestemt, hedde den Normanniske. Vel spore vi nemlig den samme Retning hos Frankerne og især hos 👤Karl den Store, hvem vi derfor ogsaa finde canoniseret som 📌Kirke-Rigets Stifter og Kors-Togenes Skyts-Helgen, men Frankerne var dog langt svagere i Aanden end Normannerne, som de derfor ogsaa kaldte “Bigotter”, saa Normannerne, som var de Første, der ordenlig tog Riger til Lehn af Paven og lod det viede Kors-Banner vaie, tilkommer det Meste af Æren for hvad vi beundre. Sandt nok, at det Geistlige (Aandelige) Rige af denne Verden, saavelsom den Skiærs-Ild og ►det 📌Paradis, hvortil Paven havde Nøglerne►, ikke mindre end de Nordiske Hedningers ►Asgaard, ►Hel og ►Valhald, var Kasteller i Luften; men de var dog bygt meget bedre og gjorde derfor anderledes Opsigt; thi vore gamle Skjalde lagde Grund-Volden i Luften, hvorved de kun alt for hurtigt naaede Jorden, men de ►præstelærde Byg-Mestere i samme Stil begyndte ved Jorden og endte kun i Luften, derfor stod Bygningen anderledes fast og kom, skiøndt den ingenlunde naa396ede Himlen, dog, ligesom 📌Babels-Taarnet, til at stikke i Sky, saa vi maae beundre den langt meer end alle ►Gothiske Kirker med himmelhøie Spir af Kalk og Steen, der kun er Pave-Kirkens Skygger. Eller, uden Billede: vore Fædre i Heden-Old ►grundede deres Betragtning af Menneske-Livet paa deres egne Hjerne-Spind om Guderne, men Paven og hans Klerke ►grundede deres Æventyr om Forholdet mellem Himmel og Jord, Tid og Evighed, paa den sandfærdige Historie om 👤Jesus Christus og om Christendommens ►vidunderlige Virkninger i Apostlernes Dage, ja, ►bygde paa et aandeligt Sandheds-Ord og lagde kun en kiødelig Mening deri, som Man maatte selv have Christendommens Aand for at skielne fra den Rette, og som især Normannerne tydelig beviiste, Man, med 📌Nordens ►Kæmpe-Aand, kunde sværme ►vidunderlig for.

✂ Vil Man nu derfor sige, at Paverne og alle deres Klerke var nedrige Afskum, der blot af Egennytte og Herske-Syge ►med Flid fordreiede Sandheden og fanatiserede de arme Halv-Barbarer, da kan Man det jo ►dristig, eftersom Døden har gjort baade Paverne og deres Normanniske Vaaben-Dragere saa dydige, at de hverken bide eller bande og kan, ►da de tie, antages for at samtykke; men Helte-Gierningen er rigtig nok ikke nær saa stor, som Deres var, og Man giør dem ►aabenbar Uret, thi betragtes de som Døde, giør de jo hverken Godt eller Ondt, som er værdt at tale om, og betragtes de som Levende, bør de jo i deres Tid nyde samme Ret, som vi i Vores: altsaa have “►Tankerne toldfrie”, om de end ikke, som dog de fleste Bisper efter 👤Karl og Paver efter 👤Otto den Stores Tid hørde selv til de Halv-Barbarer, Man maa indrømme, kunde let, uden at være større Rakkere end vi, misforstaae saa ►dybe Ting, som et Rige der vel er ►i, men ikke af denne Verden. Da vi imidlertid ikke pleie at regne det saa nøie med en Smule Uret mod An397dre, selv levende Folk, naar vi har Fordeel deraf, bør det tilføies, at det ingenlunde er de Døde men os selv, der har Skaden, naar vi glemme de store Begivenheder i den virkelige Verden over Retter-Gangen i Skygge-Riget, saa det er ikke blot meget ►billigere men ogsaa meget fordeelagtigere, som Græker og Islændere, at kalde Folk til Regnskab mens de lever og siden holde sig til deres brugbare ►Efterladenskab, end, som Ægypter og Tydskere, at lade Liget eller Skyggen giælde og undgiælde for Sjæl og Legeme.

✂ Dog, for ikke selv at glemme Begivenhederne i den virkelige Verden over Retter-Gangen i Skygge-Riget, vil vi uden al Forbeholdenhed ►indlade Sagen til Doms, med den Bemærkning, at ►enten Paver og Præster var gode eller onde, og ►enten det var 📌Nordens eller 📌Sydens Aand, der drev Kors-Farerne, saa har der i Middel-Alderen været et 📌Kirke-Rige og et ►Pavedom, hvoraf hvad der nu kaldes saa er kun en magtesløs Skygge og en unyttig Byrde, men som i sine unge Dage ikke blot forherligedes ved Kors-Togene, men betragtedes af Folkene med dyb Ærbødighed, som et stort ►Naade-Middel til fælles Bedste, baade her og hisset, saa det var kun de ryggesløse Krigs-Folk og de naadeløse Herskaber, som misundte Geistligheden dens Magt og Indflydelse. Ikke blot 👤Karl den Store, men alle de udmærkede Fyrster fra ham til 👤Vilhelm Erobrer og 👤Robert Viskard, ja, selv disse ingenlunde ydmyge Herrer, bøiede sig gierne for Paven og Geistligheden, og hvad der tækkes baade Høie og Lave, er i det Mindste ligesaa godt som de i det Hele.

✂ Dette 📌Kirke-Rige var naturligviis, ligesom den “almindelige Kirke” beregnet paa hele Christenheden, men maatte dog indskrænke sig til 📌Vester-Leden, og grundfæstedes kun, hvor vi endnu see dets Ruiner: i 📌Italien, 📌Frankrig, 📌Spanien og 📌Syd-Tydskland, og 398skiøndt det her forbyder sig selv, Skridt for Skridt at følge et Riges Opkomst, der egenlig ligger i Tanke-Verdenen, er det dog begribeligt nok, hvorfor 📌Rom blev dets Hoved-Stad og den Romerske 📌Vester-Leed dets Hjerte.

✂ Da nemlig ►Gother, Franker og Longobarder havde erhvervet ►Spydstage-Ret til 📌Spanien, 📌Gallien og 📌Italien, opkom derved naturligviis ikke nye ►Borgerlige Selskaber, men de ulykkelige Lande fik kun en Mængde meer eller mindre barbariske Herrer, som, naar ikke en beroligende, formildende, forædlende og ei sjelden tugtende og kysende Kraft var traadt i Virksomhed, maatte gjort det opløste Rige til en daglig Val-Plads, indtil Barbarerne havde udtømt deres Kræfter, og en ►Enevolds-Tyran fornyet Keiser-Tiden. Denne baade Naadens og Sandhedens, baade Fredens og Retfærdighedens kraftige Stemme var nu ►aabenbar Christendommen, som den fandtes hos Bisper, Præster og Munke, og de kan derfor aldrig skildres saa nærige og herskesyge, eller saa vankundige og overtroiske, at de ►jo ►almindelig var baade de Skikkeligste og de Klogeste i deres Tid og paa deres Sted, medens deres egen Fordeel, saavelsom deres Kald, gjorde dem til ►Mængdens og de Ringes, til Fredens, Billighedens og Naadens naturlige Talsmænd. Geistligheden var en Levning af ►den Christne Kirke-Stat, som Barbarerne, naar de antog Christendommen, maatte skaane; Bisperne var det, som ved at tage Stæderne under deres Vinger, reddede dem fra reent at ødelægges; Geistligheden var det, som ►formaaede Krigs-Folket til dog at holde Fred de tre Dage om Ugen, og tæmmede dem i det Hele saaledes, at Tilstanden blev taalelig, og Munkene arbeidede, med en beundringsværdig Utrættelighed og Selv-Fornægtelse, paa at faae Landene opdyrkede, Handværkerne i Gang og de nødvendigste Kundskaber i Omløb, saa Krigs-Folket fik at see, det var i Grunden deres egen Fordeel at 399bygge istedenfor at nedbryde, lærde at kiende bedre Sysler end ►Svir og Sværm, Slags-Maal og ►Mand-Slæt. Havde nu ►end baade Bisper, og Munke alle været Engle, vilde der dog tit behøvedes andre Midler end rolig Oplysning og kiærlig Overtalelse til at bøie de haarde Halse, til at beskiærme i det Mindste Geistlige Personer og Kirkens Eiendom mod Vold og Mord, og i det Hele til at sætte Ryggesløshed, ►Udsuelse og Herske-Syge ►Skranker, og jo svagere da Geistligheden var i Aanden, des høiere trængde den, for at virke kraftig med vaabenløse Hænder, til et ganske ►eget Sværd, der vel, ligesom Aandens, udgik af Munden, men kunde føres uden Aand, og det er da det i Middel-Alderen saa berømte og frygtede, siden berygtede og afskyede “►Geistlige Sværd” eller ►Ban-Straalen, der skulde giøre hvem den ramde fredløs i Christenheden og, hvis han ikke fik ►Afløsning, fordømt i Evigheden.

✂ At nu et saadant Sværd, naar det ret blev virksomt, var ligesaa udsat for Misbrug som det haandgribelige Sværd i Fyrste-Haand, er ►aabenbart, og at det efter Kors-Togene blev ►grovelig misbrugt, er ligesaa; men ►det Geistlige Sværd udmærkede sig dog fra det Verdslige ved mange gode Egenskaber som i Millioner Tilfælde hindrede grov Misbrug og gjorde selv den Groveste langt mindre farlig. Naar nemlig det Verdslige Sværd stræber efter Enevolds-Magt, da giør det Ondt fra Først til Sidst og ender altid, hvis det faaer Lov, som i 📌Roms Keiser-Haand, med at afskiære selv Haabet om bedre Tider; men ►det Geistlige Sværd kan være ligesaa herskesygt, og maa dog, fordi det laaner hele sin Kraft af den herskende Mening, giøre meget Godt, før det faaer Magt til at giøre Ondt, og taber nødvendig igien endeel af sin Magt, hver Gang det ►grovelig misbruges, saa naar ►►Hierarchiet er 400værst, er det dog et Onde, der, som den Romerske Pave-Magt fik at finde, sikkert faaer Ende►.

✂ Hvorledes nu ►det “Geistlige Sværd”, der i 📌Byzants kun var et Brænde-Jern, hvormed Tyrannen lod dem mærke, han ønskede et Paaskud til at myrde, i 📌Vesten blev en ►Thors-Hammer, der bragde mange Tyranner til at bæve, og frelste utallige Slagt-Offere fra Bødlernes Haand, kan være vanskeligt nok at forstaae, men er derfor lige glædeligt, og Grunden til dette Særsyn var det latterligt at søge i den Vestlige Geistligheds udmærkede Snildhed, thi deels udmærkede den sig snarere, fra det Niende til det Tolvte Aarhundrede, ved Dorskhed og Dumhed, og deels stod den bestandig i Kundskab og Indsigt dybt under den Østlige. ►Kirke-Riget og Pave-Dømmet maa da nødvendig have udviklet sig af Folkenes Egenskaber under gunstige Omstændigheder, altsaa af Tidens Tarv ved Forsynets Styrelse, og Saameget er klart, at skulde ►det Geistlige Sværd faae almindelig Agtelse, da maatte det bruges efter almindelig antagne Regler, og skulde det vinde Magt til at maale sig med det Verdslige Sværd, maatte Dets Kraft finde en af dette uafhængig ►Middel-Punkt, det er med andre Ord: skulde ►Kirke-Riget blive anseeligt og mægtigt, maatte det baade have faste Love og et frit Over-Hoved. Udslyngedes nemlig ►Ban-Straalen efter Tusindes forskiellige og foranderlige Luner, da tabde den snart sin Kraft, og kunde Man undgaae eller afvæbne den ved at sætte den nærmeste Klerk Kniven paa Struben eller give ham Øxen paa Nakken, da var den intet Vaaben mod de smaa, end sige mod de store Volds-Mænd, den netop først og fremmerst, for at gavne, maatte ramme.

✂ Det faldt derfor af sig selv, at Biskoppen i 📌Rom, som var den Eneste, der kunde blive et frit og almindelig erkiendt Over-Hoved for ►Kirke-Riget, ingen Medbeiler og 401hardtad heller ingen Modsigelse fandt, under sin naturlige Stræben derefter. At 📌Rom saalænge havde været Verdens Hoved-Stad, gav nemlig i Verdens Øine dens Biskop en Glands, der ►fordunklede alle Andres, han var desuden den eneste “►Apostoliker” (►Apostel-Eftermand) i 📌Vester-Leden, og da 👤Gregor den Store blev Benediktinernes Skyts-Engel og Angel-Sachsernes Kirke-Fader, bandt han hele den kirkelige Aands-Kraft til ►sit Apostoliske Sæde. Da nu endelig 📌Rom i det Ottende Aarhundrede blev en “Fri-Stad”, hævede Kirke-Thronen sig der af sig selv, thi at 👤Pipin den Lille og 👤Karl den Store, der knælede for den og lod sig krone, ikke selv reiste den, det giver Fornuften. De viiste derimod, ved at understøtte og ære den, at Fyrsterne saavelsom Folkene følde Trang til en saadan ►Midler ikke blot mellem Gud og sig, men ogsaa mellem hinanden indbyrdes, og denne Omstændighed, at Magthaverne i 📌Vester-Leden, som kun havde ►Spydstage-Ret til deres Riger, vilde dog gierne ei blot beholde dem i Ro men lade dem gaae i Arv, den var det, som gjorde ►Kirke-Riget og Pave-Dømmet mueligt, da det fulgde af sig selv, at den Krone, Kirken gav, kunde den ogsaa tage, og skulde tage, naar den sad paa et ►aabenbar ugudeligt Hoved; den Troskabs-Eed, som Kirken bandt Undersaatterne til, kunde den ogsaa løse dem fra, og skulde, naar de ►aabenbar mishandledes. Dette, følde hele den Vestlige Christenhed, var stiltiende Pagten mellem Kirken og alle Konger og Fyrster “af Guds Naade”, hvad vel vilde været forgiæves, dersom alle 👤Karl den Stores ►Eftermænd havde været ligesaa stærke og enevældige, men at En af Delene ikke forslog til at trodse ►det Geistlige Sværd, saae Man ►alt i 👤Ludvig den Frommes Tid, og siden giennem fire Aarhundreder.

✂ 402Udvortes havde ►Kirke-Riget nu kun een farlig Fiende, nemlig Fordærvelsen i 📌Rom, der, da 📌Rom valgde selv sin Biskop, nødvendig maatte komme paa Thronen, og truede, som vi veed, virkelig i det Niende og Tiende Aarhundrede Riget med Opløsning, før det endnu ret var sammenvoxet, saa det frelstes kun ved 👤Otto den Store, og forvandt i Grunden aldrig ►Hjerte-Stødet; thi hvor høilig end de letfærdige Romerske ►Valg-Dukker kunde trænge til en alvorlig Formynder, for ikke at sætte sig selv, eller deres Børn og Tilbedere, paa den “Hellige-Stol,” saa maatte dog paa den anden Side ►det Apostoliske Høi-Sæde synke i Jorden, hvis Kongen i 📌Tydskland, med eller uden Keiser-Krone, fik Magt til at besætte det med sine ►Skabninger, ligesom den Byzantinske Keiser besatte ►Patriarchatet i 📌Konstantinopel.

✂ Anseer Man nu ►Kirke-Riget og Pave-Dømmet ikke blot for en Ulykke, men for Kilden til alle Ulykker i Middel-Alderen, da maa man ►vist nok beklage de store Vanskeligheder, Kongen i 📌Tydskland mødte under Forsøget paa at giøre ►Apostolikeren til sin underdanige Tjener, og derved skaffe det “Verdslige Sværd” frit Spille-Rum i 📌Vesten som i 📌Østen; men at disse Vanskeligheder mødte og fandtes uovervindelige, beviser unægtelig, at den Tydske Konges Anskuelse af det “almindelige Bedste” var hverken Tidens eller Forsynets, saa der hører en egen Partiskhed for det saakaldte “📌Hellige Romerske Rige” til at ønske, at dets Monarcher, med eller mod deres Villie, skulde med Romer-Stadens og ►Romer-Stolens Frihed, afskaaret det ►Borgerlige Selskabs sidste Haab paa hin Side 📌Rhinen og 📌Alperne. Nu derimod, da det var langt fra at lykkes, bidrog Kampen, Tydskerne førde, først egenlig med Romer-Adelen, og siden med Normanner og ►Fri-Paver, ►vist nok Sit til, baade at der kom dygtige 403Mænd paa Pave-Stolen, og at disse ei blev enevældige; men da hverken ►de Frankiske eller Schwabiske Konger og Keisere engang tænkde paa at give Verden mindste Erstatning for det Rettens og Frihedens Bolværk, de stræbde at nedbryde, saa ►ligge de paa deres Gierninger►, som det ►Borgerlige Selskabs lykkelig overvundne Mod-Standere. De Nordiske Riger, og 📌Nord-Tydskland tildeels, som havde beholdt sine ►Odels-Mænd og Arilds-Love, trængde ►vist nok ikke saaledes, som de andre Lande, til “Ring-Mur og ►Kirke-Stævne,” eller til et Fri-Sted og en Kirke-Fyrste, saa der adskildte de meer end de forbandt og høstede meer end de saaede, men saavel ►de Frankiske som Schwabiske Keisere beviiste, især paa Sachserne, at Odels-Ret og Arilds-Lov var dem hverken kiærere eller helligere end ►Pave-Dom og Kirke-Tugt, saa kunde de lænket ►Apostolikeren til deres Triumf-Vogn, vilde de sikkert, i Kraft af den “Keiser-Værdighed”, han havde skiænket dem, for Alvor stræbt at giøre de Nordiske, ligesom de Slaviske, Konger til Tydske Hertuger og disse igien til Keiserens Slaver.

✂ Dog, før Kors-Togene have vi kun med det ►Frankiske Keiser-Huus at giøre, og da især med 👤Henrik den Fjerde, hvis ►Bansættelse af Pave 👤Gregor den Syvende, og Trods mod den hellige Stol, forbausede Samtiden og er endnu Gienstand for lærde Trætter; men da 👤Henrik, hvad Man saa end siger til hans Forsvar, var den Lille, der tabde, og 👤Gregor, den Store, der vandt, maae vi vende os til denne ►Kirke-Rigets kæmpemæssige Høvding, for at see, hvad han ►førde i sit Skjold, og høre hvad han ►fristede.

✂ Denne ►Gothiske Pave, som det nu vilde være en Gru at beherskes af, men er en Fornøielse at skrive om, som død og begravet for mange Aarhundreder siden, var en To404skaner af Fødsel, og ventelig en ►Gother af Herkomst, da hans Døbe-Navn, 👤Hildebrand (Slag-Sværd), er ægte Nordisk, og han selv “►Didrik af Bern” saa liig, som en Pave i det Ellevte Aarhundrede vel kunde være den ►Gothiske Erobrer i det Femte. Sammenligner Man deres Breve, da finder Man endogsaa 👤Hildebrands langt mere ►Gothiske end 👤Thjodriks, naturligviis fordi Paven havde selv lært at føre Pennen, og lod derfor ingen 👤Cassiodor ►sætte hans Ord paa Skruer, men gjorde Alle vitterligt: jeg er født til at herske, og før jeg ►skal fire, før vil jeg døe. At det ogsaa, skiøndt han var kun en Tømmermands-Søn, maa have været sunget for hans Vugge, at han skulde blive mægtigere end mange Konger, seer Man af det gamle Sagn, at førend han endnu kunde stave, lagde han sin Faders Spaaner saa godt sammen, at boglærde Folk kunde læse deri “►han skal herske fra Hav til Hav”*👤Barons ►Kirke-Bøger ►A. 1073. . 👤Hildebrand siger selv, han var opfostret i 📌Rom til den Geistlige Stand, og forlod kun Byen for at følge sin Velynder 👤Gregor den Sjette, som Tydskerne nødte til at tage sin Afskeed, og derpaa var han nogle Aar Munk i 📌Clugny (i 📌Bourgogne), men vendte tilbage med 👤Leo den Niende (1050), og var, først som “Pavernes Herre og Mester”, og tilsidst som “►Guds Tjeneres Tjener,” giennem en heel Menneske-Alder ►Kirke-Rigets synlige Hoved. Efter hans Raad har det da sikkert været, baade at 👤Leo rykkede ►i Marken mod Normannerne, og at, da Man saae, det var et Misgreb, 👤Nikolai gjorde dem til sine Lehns-Mænd, medens 👤Hildebrand selv forsikkrer, det var ham, som, trods “onde Tunger,” bevægede 👤Alexander til at sende 👤Vilhelm Erobrer Kors-Fanen og paa en Maade forlehne ham med 📌England *👤Gregors ►Breve VII. 25. hos Hardouin VI. 1444.. En 405Mand med saa gode Øine og paa saa høit et Stade i ►Kirke-Riget, som ►Ærke-Degn 👤Hildebrand, maatte strax indsee, at Rigets Vel for en stor Deel beroede paa et “rigtigt Valg” af dets Over-Hoved, der ei vel kunde ventes af 📌Roms Almue og endnu mindre af den Tydske Konge, og 👤Nikolai den Anden (forhen Biskop 👤Gerhard i 📌Florens), som skaffede ►Apostolikeren den Normanniske Liv-Vagt, udgav da tillige (1059) den berømte Valg-Lov, der vel i intetsigende Udtryk forbeholder den Tydske Konge og Romerske Keiser hvad Ret de kan have, men bestemmer: at Paven skal vælges af “Cardinalerne”, i eller udenfor 📌Rom, efter Omstændighederne, og ►tilønsker dem, der vil hindre eller tilintetgiøre et saadan ordenligt Valg, al timelig og evig Ulykke*Bullen om Pave-Valget hos Hardouin VI. 1064 og i 👤Barons ►Kirke-Bøger ►A. 1059..

✂ Intet under Solen er fuldkomment, og Noget af en “►Polsk Rigs-Dag” maatte nødvendig altid følges med Valget til en Throne, der ikke blot var den Høieste paa Jorden, men gjaldt egenlig for “høiere end Himlene”; men herved sørgedes dog for, at “►Patrioterne”, Faa eller Mange, indelukt eller udelukt, altid kunde træffe et Valg, som, naar de var “ægte”, tidlig eller seent vilde kiendes “gyldigt” af de Troende og sikkre Grund-Forfatningen. Øieblikket var ogsaa gunstigt, thi den myndige Keiser 👤Henrik den Tredie, som var vant til at besætte Pave-Stolen ►paa fri Haand, laae under Muld, og Tydskerne trættedes ivrig om, hvem der havde Ret til at raade for hans umyndige Søn, titomtalte 👤Henrik den Fjerde. Da den ny Valg-Lov ved 👤Nikolais Død (1061) første Gang traadte i Kraft, gjorde Tydskerne vel nogle Ophævelser, og vilde afsat 👤Hildebrands gode Ven 👤Alexander den Anden, men deels havde han Normannerne i Baghaanden, deels beviiste 406den berømte 👤Damiani, Biskop af 📌Ostia, soleklart, at hvad Ret end Keiseren, som Romersk Patricier, kunde have, lod den sig dog umuelig overføre paa et Barn, der ei kunde udøve den, og endelig fik 👤Henrik den Fjerde snart, i Ærke-Bisp 👤An af 📌Cøln, en ny Formynder, der havde baade Øie og Sind for ►Kirke-Rigets Tarv og kiendte 👤Alexanders Valg for gyldigt*👤Barons ►Kirke-Bøger ►A. 1061–62..

✂ Efter 👤Alexander var det nu 👤Hildebrand blev valgt (1073), og det eenstemmig baade af Cardinalerne og Almuen, kun lidt hovedkulds, saa Man sprang reent de “tre Dage” over, da der, efter gammel Skik, skulde “fastes og bedes,” for at være vis paa “Aandens” Bistand, saa her kunde unægtelig 📌Rom, og ►det Apostoliske Sædes Skyts-Engel havt Ret til at giøre Indsigelse; men enten var 👤Hildebrand selv den Eneste, der ►paaankede denne Uregelmæssighed, eller i alt Fald oversaae Kong 👤Henrik den og stadfæstede Valget*Sammest. ►A. 1073..

✂ Hvad nu 👤Hildebrand eller 👤Gregor den Syvende, uforglemmelig i Christenheden under begge Navne, gik frugtsommelig med, det er langt fra at være nogen Hemmelighed; thi ►han gjorde i den Henseende ingen Røver-Kule af sit Hjerte, men raadte alle Konger og Fyrster, selv 👤Vilhelm Erobrer, til deres eget Bedste, baade her og hisset, at blive 👤St. Peders Lehns-Mænd, og han gjorde Alle vitterligt, at i det Mindste skulde Kongerne, langt fra at sælge Bispe-Stole og Abbedier til de Høist-Bydende, opgive al ►Lehns-Høihed over dem, da han ellers satte dem i Band og løste Undersaatterne fra deres Troskabs-Eed. Han gjorde ogsaa snart Alvor af det, ved at ►bansætte baade Kong 👤Henrik i 📌Tydskland, Kong 👤Philip i 📌Frankrig og selv sin “verdslige Arm” 👤Ro407👤bert Viskard i 📌Apulien, og alle hans Samtidige forundrede sig over, hvor han turde, Kongerne fnøs over at han vovede det, og alle De, der havde kiøbt Bispe-Stole og Abbedier af dem, opæggede dem naturligviis mod den utaalelige Pave, der tordnede ligesaa stærkt mod Kiøberne, som imod Sælgerne; men Ingen drog i Tvivl, at han jo havde Retten med sig, saa det er ganske rigtigt, hvad han i sine Breve bemærker, at vel er han en Synder, men hvad Man fnyser over, er netop hans Nidkiærhed for hvad Man selv ikke nægter Navn af Sandhed og Ret. Han havde imidlertid en anden Yndlings-Tanke, som Mange ansaae for en Kiep-Hest, nemlig aldeles at afskaffe “Ægteskabet hos Geistligheden,” og da han drev paa det med samme Strænghed, gjorde han sig, om ikke forhadt, saa dog frygtelig for Mange, der ellers vilde været hans troe Tilhængere*👤Lamberts Aarbog ►A. 1074. hos Pistor I. 212., saa det er intet Under at han fik et uroligt Sæde, men vel at han holdt Pinen ud og vandt i Grunden Seier.

✂ I det Aar, da 👤Robert Viskard gik over fra 📌Brindisi til 📌Durazzo (1080), stod 👤Gregor i sin høieste Glands, thi da havde han nylig, efter lang ►Vægring (for 📌Salernos og 📌Amalfis Skyld), løst 👤Robert af Band og modtaget hans høitidelige Hylding; den Franske Konge var ►krøbet til Korset, og den Tydske havde ondt ved at forsvare sig mod en Med-Beiler til Thronen, som Paven yndede. Om det nu blot var af Overmod, han i dette Aar paa Ny ►bansatte Kong 👤Henrik, kan findes tvivlsomt, men Andet var det ikke, der bragde ham til at spaae sin Mod-Stander den ufortøvede Undergang, der udeblev, og satte derved ikke blot ham selv, men alle hans Tilhængere, lige ned til 👤Baronius, i stor Forlegenhed*👤Barons ►Kirke-Bøger ►A. 1080., og samme Overmod sporer Man tydelig i To af hans Breve: det Ene til 👤Vilhelm 408👤Erobrer, og det Andet til Ærke-Biskop 👤Lanfrank i 📌Canterbury *👤Gregors ►Breve VII. 25. VIII. 20. hos Hardouin VI. 1447. 1493.. I det Sidste stævner han denne sin gamle Ven, ►under Embeds Fortabelse, til inden fire Maaneder at møde i 📌Rom, blot for at giøre ham sin Opvartning, og det Første er det stolteste Brev, der, udenfor Daare-Kisten, vel er flydt fra en Menneske-Pen. Det kan, skriver den ►Gothiske Pave, ►neppe være Eders Velviished ubekiendt (credimus Prudentiam Vestram non latere), at vel er den Kongelige Værdighed, saavelsom den ►Apostoliske, en af de to Ypperste, der skal regiere Verden, men at dog har den Almægtige gjort samme Forskiel paa dem, som paa Soel og Maane: ►det større og det mindre Lys (►majoritatis et minoritatis), saa den Kongelige skal, ►næst Gud, lade sig styre og lede af den ►Apostoliske. En saadan Pille kunde nemlig være haard nok at fordøie for en langt beskednere Konge end 👤Vilhelm, ►om den end havde været forgyldt, men her er den splitternøgen, thi Ovenstaaende er ikke en Bemærkning i Forbigaaende, men hele Brevets Indhold. Baade 👤Vilhelm og 👤Lanfrank var imidlertid meget for kloge og koldsindige til, for en saadan ►Overilelses Skyld, at slaae sig til den ægte Paves Fiender, saa da Kongen i 📌Tydskland, efterat have fældet sin Medbeiler, 👤Rudolf af 📌Schwaben, vilde have sin selvgiorte Pave 👤Clemens erkiendt i 📌England, fik hans Gesandt, som, ventelig fra 📌Frankrig af, følde sig for hos 👤Lanfrank, et meget koldt og spidst Svar, hvoraf Meningen var, at, uagtet Man paa Øen endnu ikke havde taget Parti, var det dog bedst, han blev borte, da Man hverken gad høre 👤Gregor nedrevet eller 👤Clemens ophøiet*👤Barons ►Aarbøger ►A. 1080..

✂ Dog, sine Engelske Venner, som bestandig havde 409spiist ham af, om ikke med Snak, saa dog med “►nogle Pund”, kunde 👤Gregor i sin Kamp om Verdens-Riget aldrig ►gjort mindste Regning paa, saa det var den anden Norman, 👤Robert Viskard, det gjaldt om, og at han omsider gjorde Gavn, veed vi, men saavel af 👤Gregors Lyk-Ønskning til ham efter hans berømte Seier over Keiser 👤Alex, ved 📌Durazzo, som især af to Breve til deres fælles Ven, Abbed 👤Desider i 📌Monte Cassino, erfare vi, at han dog ikke blot ►prøvede 👤Gregors Taalmodighed, men skal have været nær ved at indgaae et Svogerskab med Kong 👤Henrik, der, for menneskelige Øine, maatte styrtet 👤Gregor og bragt ►Kirke-Riget i yderste Forvirring*👤Gregors ►Breve IX. 4. 11. 17. hos Hardouin VI. 1481. 87. 91..

✂ Nu havde nemlig 👤Henrik besluttet at drive Alt til det Yderste, rykkede mod 📌Rom (1081), tog 📌den Leoninske Forstad, hvor 📌Peders-Kirken var, med stormende Haand, og lod der Biskop 👤Vibert af 📌Ravenna indvie til Pave, under Navn af 👤Clemens den Tredie, medens 👤Gregor maatte ►indslutte sig i Fæstningen 📌St. Angelo og hele tre Aar vente paa Undsætning. Det maa vel synes underligt, at 👤Henrik undte sin Fiende saa lang en Frist, men deels faldt hans Tydskere som Fluer, naar han vilde fortsætte Beleiringen om Sommeren, og deels bragde “Keiser-Kronen”, som han gierne vilde havt af den rette Haand, ham til, saalænge der var mindste Haab, at underhandle med Romerne. Da 👤Gregor imidlertid ikke var at overtale til meer, end i det Høieste at hidse Keiser-Kronen ned fra 📌St. Angelo, og lade tage den som et Rov hvem der vilde, valgde 👤Henrik dog heller at lade sig en Anden paasætte af sin egen Pave (1084), kiøbde 📌Rom for de Penge, Keiser 👤Alex sendte ham til Krig med 👤Robert Viskard, og gjorde Anstalt til at storme 📌St. Angelo, men blev forstyrret ved 410Rygtet om 👤Roberts Ankomst, som han ikke fandt det raadeligt at oppebie*►Cassino-Krøniken III. 48–49. 52. Bertholds Aarbog (hos Urstisius I.) og 👤Barons ►Aarbøger ►A. 1081–84..

✂ Efter ►Cassino-Krøniken maatte 👤Robert stikke Ild paa 📌Rom, for at give Borgerne lidt at blæse paa, mens han rykkede for 📌St. Angelo og reddede Paven, og skiøndt 👤Galfred, der ►sagtens var bedst underrettet, berigtiger det derhen, at det var først nogle Dage efter, 👤Robert, for at dæmpe en rasende Opstand, lagde det Meste af Byen i Aske*👤Galfreds ►Sicilianske Krønike III. 37., er det dog lige klart, at han ►udrev den hellige Fader som en Brand af Ilden.

✂ Landflygtig, og, som Alt hvad Normanner fik Fingre paa, i god Forvaring, døde 👤Gregor Aaret efter (1085), som det ►syndes, overvundet, men dog i Grunden seierrig, thi han tilbagekaldte ikke, men gientog ►Bansættelsen baade af 👤Henrik og 👤Clemens; Man saae Mirakler skee ved hans Grav; Man satte ham paa Helgen-Listen som en Martyr for Guds Rige, og Riget gik giennem Aarhundreder i Arv hos ►hans “Geistlige” Afkom.

✂ 👤Hildebrands Valg-Sprog var: forbandet være den, som holder sit Sværd fra Blod; og skiøndt han i sine Breve altid bemærker, at derved menes ►►det “Geistlige Sværd”, der trænger ind til Marv og Been hos grove Syndere, saa er det dog klart, baade at de blodige Udtryk klang bedst i hans Øre, og at han heller end gierne saae det “Verdslige Sværd” fuldende hvad det Geistlige begyndte, saa havde han havt det til sin Tjeneste, vilde han ladt det drikke sine Fienders Blod, om mueligt, til Verdens Ende. Vi maae derfor, paa Menneske-Slægtens Vegne, være glade ved, at denne frygtelige Kæmpe hverken sad paa en verdslig Throne, eller kom, som han ønskede, paa et Kors-Tog til at staae i 411Spidsen for Christenhedens samlede Styrke; thi at han havde Mod paa det Hele: ikke mindre paa 📌England, 📌Rusland og de Nordiske Riger, end paa 📌Spanien, 📌Frankrig og 📌Tydskland, beviser hans Breve, og hans Retfærdighed maa have været hvor stræng den vil, saa lærer dog alle Tiders Erfaring, at hvem der, som han, begynder med at hæve sig over alle Love, ender, om de faae Magt dertil, med at træde al Ret under Fødder.

✂ Det var strax efter sin Thron-Bestigelse (1074), at 👤Gregor ved et ►Omgangs-Brev opfordrede hele 📌Vester-Leden til at fare i Harnisk for Christendommen og frelse 📌det Byzantinske Rige fra Tyrkerne, der ►alt stod for 📌Konstantinopels Porte, og i et eget Brev udbad han sig den endnu ikke ►banlyste Kong 👤Henriks Værge-Maal for Moder-Kirken, medens han selv, i Spidsen for over 50000 Mand, agtede at undsætte 📌Konstantinopel, rette Grækernes Tro og tilbede i 📌Jerusalem *👤Gregors ►Breve I. 49. 👤Barons ►Kirke-Bøger ►A. 1074.. Siden synes Kæmpen, der ellers havde en god Hukommelse, at have glemt dette Stor-Værk over hvad der i Sammen-Ligning var Smaa-Ting, saa enten har det kun været en ►Flyve-Tanke, eller han har mødt en Koldsindighed, han ►fortvivlede om at overvinde. Begge Dele kan vel synes ►urimelige, da 👤Gregors Tanker immer staae for os som nagelfaste (fixe Ideer), og Tiden klarlig viiste, at Kors-Tog var i dens Aand, men det er dog lige vist, at den Begeistring, der udtømmer sig i et Brev, er kun mat, og at selv den Stærkeste aldrig forplantes ved Pennen, hvad 👤Gregor, netop berømt for sin henrivende Veltalenhed, nødvendig selv maatte føle. Naar vi imidlertid betænke, hvad et Kors-Tog kunde og ventelig maatte blevet til i 👤Vilhelm Erobrers, 👤Robert Viskards og 👤Hildebrands Dage, maae vi vist kalde det en stor Lykke, at 👤Gregor ei var 412saa begeistret for det som en Yndlings-Tanke, eller dog at Timen var endnu ikke kommet, men skulde først slaae i Sønnernes Dage af disse Halv-Guder, der slet ingen Medlidenhed havde med Folk, som de er flest, fordi hos dem opslugdes alle andre Følelser af Lyst til Magt og Høihed. Vel var ogsaa Sønnerne ►Kæmper, som hverken fattedes Lyst eller Mod til at følge deres Fædre, men de fattedes dog Kraften til at svinge sig saa høit, og derved den vide, grændseløse Udsigt, som især gjorde 👤Hildebrand, Middel-Alderens ►Herakles, saa mageløs frygtelig.

✂ Her staae vi da ved Kors-Togene, eller rettere ved den Begeistring, der avlede dem, og vel maa lignes ved “►den Græske Ild,” hvis Tilberedelse var en Hemmelighed og hvis Brand maatte slukke sig selv; thi skiøndt vi godt veed, hvordan Begeistringen udbrød, og see paa Virkningen, hvori den maa have bestaaet, saa er dens Opkomst, dens Styrke og Varighed, os dog lige uforklarlige, saa vi maae blive staaende ved den Bemærkning, at der i ►den menneskelige Middel-Alder gives et vist forunderligt Brænd-Stof, som, naar det fænger, luer op med forbausende Kraft, og lader sig hardtad ikke slukke ved noget Middel, før det er fortæret. Saaledes finde vi det nemlig baade i Enkelt-Mandens og hele Folke-Færds Levnets-Løb, saa efter Naturens Orden maatte det ogsaa vise sig i Menneske-Slægtens.

✂ Denne ►store Ild, optændt af en liden Gnist, udbrød, som bekiendt, i Slutningen af det Ellevte Aarhundrede, og den lille Gnist var i Franskmanden 👤Odd fra 📌Auvergne, der i 👤Gregor den Syvendes sidste Dage, som Biskop i 📌Ostia, havde været hans Høire-Haand, og besteeg kort efter hans Død (1088) Pave-Stolen under Navn af 👤Urban den Anden.

✂ Vel har nemlig den lærde Verden givet 👤Peter Eremit fra 📌Amiens Bestalling, som Kors-Togenes store 413Apostel, men det er en Værdighed, han, til Fornærmelse for “den hellige Stol”, kun alt for længe har baaret Skin af, da alle hans Samtidige, ►saanær som den Byzantinske Prindsesse, der hverken var ►sund i Troen eller vidste Beskeed om 📌Vester-Leden, begynde med Paven og enten forbigaae Eremiten, eller lade ham komme drattende bag efter. For sin Storhed paa Papiret maa da ►👤Lille-Peter►, næst Prindsesse 👤Anna, som dog kun gjorde Nar ad det Hele, takke 👤Vilhelm Tyrier, som, henved hundrede Aar efter, uden at benytte sine Forgiængere, skrev ►paa fri Haand om denne Heros, der, efter hans eget Sigende, vel var en Lilleput (►pusillus) af Vext og et Skumpel-Skud at see til (►qvantum ad exteriorem hominem persona contemtibilis), men bar dog ►et stort Pund i en lille Æske. Det er nemlig saa overordenlig bekvemt, naar Man vil skrive Kors-Togenes Historie, da at følge Tyrieren, som giver et samlet Udbytte, istedenfor møisommelig at plukke sammen hos de Ældre, og da ►den Tyriske Ærke-Bisp, selv født i 📌Øster-Leden, er vor eneste Hjemmel for Adskilligt derinde, i hans Dage, kan det let oversees, at han slet ingen Stemme har om hvad der længe før hans Tid skedte i 📌Vester-Leden. Saalænge Man ikke veed, hvad Nytte Historien i Grunden er til, men betragter den snart som en Plage og snart som et Æventyr, lønner det ►aabenbar heller ikke Umagen at tage det saa nøie, og da er 👤Peter Eremit, som en af de “►smaa Aarsager til store Begivenheder”, desuden nødvendig alle ►de pragmatiske Historie-Skriveres Kiæle-Dægge, om hvem det fryder dem i Siælen at fortælle de utroeligste Ting.

✂ Siden imidlertid ►👤Kuku-Peter, som Prindsessen med Øgenavn oftere behager at kalde ham►, engang er kommet for Orde, bør det dog vides, ikke hvad ►Tyrieren, seent i det Tolvte Aarhundrede, ►snakker udenad, men hvad en langt 414►ældre Skribent, den eneste Vestlige, som begynder med 👤Peter, havde hørt fortælle om ham. En Præst, ved Navn 👤Peter, født i 📌Amiens, og som havde været Eremit, var ogsaa kommen til 📌den hellige Grav (som giennem hele det Ellevte Aarhundrede ganske besynderlig trak 📌Vester-Ledens Christne til sig) og da han ordenlig gik i Rette med Patriarchen 👤Simeon, hvorfor han vilde taale at de Vantroe bespottede Helligdommen og plagede ►Pillegrimmene, svarede Patriarchen: fordi jeg er ikke meer end en lille Myre, mod dem at regne, saa ►det bliver vist, jo længer, jo værre, hvis ikke de andre Christne vil komme til Hjelp, ►gak derfor du og ►hils dem det fra mig. Det Ærende tog 👤Peter sig gierne paa, og da han saa næste Nat sov ind over Bønnen ved 📌den hellige Grav, drømde han, at Herren stod for ham og sagde: 👤Peter! kiære Christen-Barn, ►stat op og ►gak til Patriarchen og faae et Sende-Brev fra ham, beseiglet med det hellige Kors, og skynd dig saa hjem til dit Fædrene-Land med Beskeed om al den Spot og Spee, vort Folk maa lide, at du kan opvække de Troendes Hjerter til at rense Helligdommen; thi giennem Fristelse og Fare skal nu 📌Paradis ►oplades for de Kaldte og Udvalgte! ►Som sagt, saa gjort, 👤Peter fik Brevet, gjorde Hjem-Reisen til Søes, gik i Land ved 📌Bari og begav sig ufortøvet til 📌Rom, hvor han gav ►Apostolikeren Brevet og ►rygtede sit Ærinde. Saasnart han derfor kom hjem til 📌Frankrig, begyndte han at prædike i ►Landskabet 📌Beru (formodenlig 📌Brie), og overtalde Mange, baade Læg og Lærd, baade Høi og Lav, baade Tyve og Røvere, Mordere og Meenedere, til at begive sig paa Reisen*►Albert fra Aix hos ►Bongars S. 185..

✂ Dette, seer Man let, kan være sandt, hvert Ord, uden at 👤Peter derfor paa nogen Maade var Sjælen i Kors-Togene, og kun derom er Spørgsmaalet, thi at han aabnede Feldt-Toget med en talrig Skare af ►Rips-Raps, der var til Plage, 415hvor de kom, var til Spot i 📌Byzants og blev af Tyrkerne i 📌Natolien forvandlede til et Bjerg af Dødning-Been, derom er Alle enige*👤Anna Comnens ►Alexiade S. 283–87. ►Robert Munk hos ►Bongars S. 32–34. ►Baldrik sammest. S. 89–90.. Selv undgik 👤Peter sine ►Stalbrødres Skiæbne, ved i Tide at liste sig bort, og fulgde siden med Fyrsterne til 📌Jerusalem, men vilde dog ved 📌Antiochien listet af igien, da han altid, naar der vankede ►braadne Pander, holdt mest af at være Eremit.

✂ Efter saaledes at være blevet ►👤Lille-Peter► kvit, vende vi os til den store Begivenhed, der ved at udledes fra ham nødvendig maatte skrumpe sammen i Forestillingen til en Smaa-Ting i Grunden, der kun ved den vildeste ►Udsvævelse, baade i Indbildningen og i Virkeligheden, for et Øieblik vandt Skin af Stor-Værk.

✂ Det var da 👤Hildebrands Fortroelige, 👤Urban den Anden, der, blandt Andet, ved midt i 📌Tydskland selv at ►banlyse Keiseren, havde viist, han var ►af Slægten, ham var det, som mens hans Med-Beiler til ►det Apostoliske Sæde ►spillede Mester i 📌Rom, ei blot havde Mod til paa Møderne i 📌Piacenza og 📌Clermont (1095) at stadfæste alle sin store Forgiængers Anordninger og ►banlyse baade Keiser 👤Henrik og den Franske Kong 👤Philip, men havde Aands-Nærværelse nok til paa begge disse Møder at behandle alt Andet som Bisag, i Sammen-Ligning med den store Kiærligheds-Gierning, ►at forlade alle Ting, tage Korset op og følge Herren, som vinkede til Kamp mod de Vantroe, for hans Thrones Ære, for 📌den hellige Grav og 📌det forjættede Land, der kun alt for længe, til Christenhedens Skam, nedtraadtes af Hedningerne og besmittedes med alskens Uteerlighed. Disse Møder var ogsaa af en ganske egen Art; thi det var Folke-Forsamlinger, hvori de Lærde tabde sig mellem de Læge, og som holdtes under aaben Himmel, 416da ingen Kirke kunde rumme dem*👤Barons ►Kirke-Bøger ►A. 1095., og denne Pave havde den dybe Følelse, at ►►det “Geistlige Sværd”, som trænger til Marv og Been, udgaaer af Munden og stikkes kun i Skeden ved at føres i Pennen.

✂ Mødet i 📌Clermont ►fordunklede imidlertid ikke blot det i 📌Piacenza, men alle Middel-Alderens, ►vist nok ikke i Kirkens, men i ►Kirke-Rigets og dermed i alle de nye Staters Historie, og det var intet Under, da 📌Clermont ligger i 📌Auvergne, ►Apostolikerens Hjem-Stavn.

✂ Den berømte Tale, hvormed 👤Urban ►optændte Ild paa Jorden, kan naturligviis ikke findes i nogen Bog, thi det er Aandens Hemmelighed, at dens Røst vel høres i det levende Ord, men Ingen kan sige, hvorfra den kom eller hvorhen den gik, saa vi bare os nok for at føre den i Penne og binde den i Bøger, og da ►det dog kun er Aanden som giør levende, slaaer Bog-Staven med Nødvendighed hver Tale ihjel, den beskriver. Enhver Tales Kraft maa derfor ene bedømmes af Virkningen paa dem, som høre den, og selv Skyggen af 👤Urbans er vi uvisse om, deels fordi de der kan skrive mens det brænder omkring dem, springe sædvanlig det Bedste over, og deels fordi ►Opskrifterne her er saa forskiellige, at de Fleste ►aabenbar kun har meldt os hvad de vilde sagt om den Sag, naar de havde været i Pavens Sted. Vil vi imidlertid see en virkelig Beretning om hvad Ord der faldt, da skal vi naturligviis ikke gaae til ►den Tyriske Ærke-Bisp, der giættede sig frem, men til 👤Robert Munk fra 📌Rheims, som var selv tilstæde og fortæller, at Paven, som ►rimeligt nok kan være, begyndte med at løfte sine kiære Lands-Mænd til Skyerne, som ►Kirkens Førstefødte og Kiernen af Menneske-Slægten, ►Guds Elskelige, ►de Udvalgte af Jorden, og gik saa over til de gruelige Tidender, Man ►spurgte fra 📌Øster-Leden og 📌det hellige Land, hvor et 417djævleblændt Folk, “fremmed for Gud fra Moders-Liv”, med den meest udtænkte Ondskab og Grumhed ►piinde Sjælen ud af Livet paa de Christne, og besmittede alle Helligdommen, uden at der var nogen Ende at see eller Hjelp at vente, med mindre det Folk, hvem Herren fremfor alle Andre forlenede baade ►Vaaben-Glands og ►Høimodighed, baade Kraft og Smidighed til at fælde hver Modstander, Frankerne nemlig, vilde reise sig. Hertil opmuntrede og opfordrede han dem nu, deels ved at pege paa 👤Karl den Store (►magnitudo 👤Karoli Magni) og den gamle Franke-Kamp mod de Vantroe, deels ved at indskiærpe Herrens Ord: ►at hvem der elsker Fader og Moder, Hustru og Børn meer end ham, er ham ikke værd, og endelig ved at aabne de meest glimrende Udsigter baade her og hisset for stridbare Mænd, naar de, istedenfor at rives og slaaes om Fattigdommen i Hjemmet og derved daglig ►lægge Synd til Synd, stillede sig under ►den store Konges Banner, der kunde og vilde skiænke dem Synds-Forladelse i Sold og ►Landet til Løn som “flød med Mælk og Honning”, ja, skiænke dem baade det jordiske 📌Paradis, hvor 📌Jerusalem laae med 📌den hellige Grav i Verdens Midte, og ►det Himmelske med Ærens ►uforvisnelige Krands.

✂ I denne Tone, siger 👤Robert, blev Paven ved at tale ►fort, indtil han paa een Gang afbrødes ved det eenstemmige Raab fra utallige Munde: det er Guds Villie, ja, det er Guds Villie (►Deus vult, Deus vult), og da Taleren hørde det, løftede han sine Øine til Himmelen, takkede Gud, vinkede med Haanden, til han fik Øren-Lyd og sagde: kiære Brødre! i Dag opfyldes det paa Eder, hvad Herren siger i Evangeliet: ►hvor To eller Tre ere forsamlede i mit Navn, vil jeg selv være midt iblandt; thi Eenstemmigheden viser, det var ikke eder som talede, men Guddommen, som talede i eder, og derfor skal I ikke have noget andet Krigs-Løsen end det Guds 418Ord, som i Dag blev eder givet, men naar I gaae i Slag mod de Vantroe, raabe Alle med een Mund: det er Guds Villie, det er Guds Villie! Hvem der nu foresætter sig at være “►et levende Offer” og giøre det hellige ►Tog, han betegne sit Ansigt eller sit Bryst med det hellige Kors, men hvem der virkelig tiltræder Reisen, han fæste det mellem sine Skuldre, thi der staaer skrevet: ►hvem der ikke bærer sit Kors paa Ryggen og kommer efter mig er mig ikke værd *👤Robert Munks ►Jerusalems-Krønike, hos ►Bongars. S. 31–32..

✂ Disse Bogstaver kan nu ►vistnok ligesaalidt, som ►Tyrierens eller 👤Baldriks, eller 👤Viberts eller 👤Vilhelms af Malmsbury, give os mindste Forestilling om Livet og Ilden i 👤Urbans Tale og i Tilhørernes Sjæl, men da baade Taleren og hans Folk var “Franskmænd” falder det Hele dog høist naturligt, og peger ►øiensynlig paa den hedenske Begeistring med et blændende christeligt Skin, som skabde Kors-Togene, og paa ►den ny Verdens ►borgerlige Løsen: ►Folkets Røst, Guds Røst!

✂ Det store Møde sluttede med en Synds-Bekiendelse i Alles Navn af Cardinal 👤Gregorius, hvorpaa fulgde en høitidelig ►Afløsning og den Apostoliske Velsignelse, hvormed hver gik til Sit, og fortalde hvor store Ting de paa den uforglemmelige Dag havde baade seet og hørt; men de Geistlige, af hvilke over Trehundrede bar Hyrde-Stave, oplyste og opmuntrede 👤Urban end ydermere næste Dag, til hver i sin Kreds at være Kors-Togenes værdige Prædikanter, og Man regner, at i den første Hede omtrent trehundrede Tusinder ►lod sig korse►. Biskop 👤Ædmer (👤Ademar) fra 📌Puy i 📌Languedoc var den første Geistlige, og Grev 👤Raimund af 📌Toulouse den første Verdslige Herre, som tog Korset op, og det allerede ved Mødet i 📌Clermont, hvor 👤Urban derfor høitidelig udnævnede 👤Ædmer til sin Fuldmægtig (►Legat) paa ►Toget, og Mange saae 419i 👤Raimund og ham ligesom 👤Moses og 👤Aaron gienfødte*►Sachse-Krøniken ►A. 1096..

✂ Det kunde være en stor Fornøielse, om vi havde det beskrevet, hvad enhver af Kors-Togets Høvdinger havde for, da han hørde Lyden af ►den store Basun og foer op til Kamp; men vi maae nøies med langt mindre, da der ingen Islændere var med i Spillet og Normannerne i det Høieste kun ►feie for deres egen Dør. En af Disse fra Midten af følgende Aarhundrede, vor ærede ►Kynding fra 📌Malmsbury, som har skiænket Kors-Togene et langt Kapitel i sin ►Englands-Krønike, har imidlertid dog godt følt, hvad Man fattedes, og derfor, saa godt han kunde, ►forestillet os de berømte Ledere, hvorved han ordenlig forsoner os med Normannerne i 📌England, thi hvor matte og ligegyldige for alt Storværk de boglærde Angel-Sachsere var blevet, seer Man ret paa den Maade, ►Sachse-Krøniken, deres eneste svage Livs-Tegn, omtaler Kors-Togene, sigende: dette Aar, ved ►Paaske-Tider, blev der en gruelig Hurlumhei (►mycel styrung) baade hertillands og mange andre Steder, ved det 👤Urban, der kaldte sig Pave, skiøndt han dog slet ikke havde “►det Romerske Sæde” fik en ►urimelig Hob Folk, selv af Kvinder og Børn, paa Benene, for at slaaes med Hedningerne; men ved den Leilighed blev dog Kongen forligt med sin Broder 👤Robert og indløste hele 📌Normandiet af ham med rede Penge. Derpaa foer Jarlen (👤Robert) afsted og med ham Jarlen af 📌Flandern og han af 📌Boulogne og mange andre Høvdinger, som dog blev Vinteren over i 📌Apulien, men af dem, der gik igiennem 📌Ungern omkom mange Tusinde jammerlig underveis, og Mange kom ►forsørgede og forsultede hjem i ►Vinter-Laget *►Sachse-Krøniken ►A. 1096.. See, det er Alt hvad Angel-Sach420seren fortæller os om det store Kors-Tog, saa selv 📌Jerusalems Indtagelse nævner han ikke, men anmærker blot i Forbigaaende, at om Efter-Aaret 1100 kom Jarlerne hjem derfra. Normannen beder derimod den vel underrettede Læser om Forladelse, fordi han, midt i 📌Nord-Søen, hvor der kun kom en svag Gienlyd af det Asiatiske Vaaben-Gny, ikke veed bedre Beskeed, men siger med Fornøielse Alt hvad han har kunnet baade høre og spørge om en Begivenhed, der i hans Øine med Rette ►fordunklede alle de Lovsjungne fra Heden-Old*👤Vilhelms ►Englands-Krønike hos ►Savile S. 143..

✂ 👤Gotfred, siger 👤Vilhelm, baade i Sind og Skind beslægtet med 👤Karl den Store, var en Søn af Grev 👤Eustak i 📌Boulogne (som hjalp 👤Vilhelm Erobrer i Slaget ved 📌Hastings), men efter sin Morbroder af samme Navn blev han af Keiser 👤Henrik den Fjerde forlenet med 📌Lothringen, og derfor var han med ved 📌Roms Beleiring, hvor han hentede sig en haardnakket Feber, som han ikke blev kvit, før han ►lod sig tegne med Korset *Sammest. S. 133. 43–44..

✂ Var det vist, at 👤Gotfred, der viiste sig saa begeistret for ►Kirke-Rigets Sag, at han ikke blot førde Hoved-Banneret i den hellige Krig, men solgde til dens Tarv Alt hvad han havde og sagde sit Fædrene-Land for bestandig Farvel, dog havde været med at beleire Rigets Martyr i 📌St. Angelo, da vilde det være en stor psychologisk ►Mærkværdighed; men da ingen Samtidig har et Ord derom, og hans Moder sagde, han fra Barns-Been havde havt Mod paa ►📌Jerusalems-Toget► *►Abbed Vibert hos ►Bongars S. 485., er det ►sagtens kun et Rygte af samme Slags, som det inde fra 📌Asien, at han skulde have været 👤Henriks ►Mærkes-Mand i det berømte Slag med Kong 👤Rudolf (1080) og selv fældet denne 👤St. Peders kro421nede Vaaben-Drager med Banner-Stagen. Da dette ►tilgavns ►urimelige Rygte imidlertid i nogle Aarhundreder har havt det uforskyldte Held at giælde for en afgjort historisk Sandhed, maae vi gribe Leiligheden til at bemærke, at saavel dette som den hele romantiske Fortælling om Tve-Kampen, hvori 👤Gotfred, skiøndt hans Klinge sprang, dog reddede sin Ære med Stumpen, er blot Noget som 👤Vilhelm Tyrier, født og baaren i 📌Asien, et hundrede Aar efter skrev op, uden at kunne drømme om, at vore “Kritiske Historie-Skrivere” vilde ►regne, hvad først han fortalde om gamle Europæiske Tildragelser*►Vilhelm Tyrier hos ►Bongars S. 766–67. og ellers ingensteds, før midt i det Trettende Aarhundrede kiendelig udskrevet af ►Ælfrik (Alberik) Munk hos Leibniz S. 181–82.. Hvad der imidlertid ►binder Læsset og sætter den hidtil anvendte historiske Kritik i et meget ufordeelagtigt Lys, er at 👤Ordrik, en samtidig Skribent, udtrykkelig siger, at den Dronning, Kong 👤Henrik behandlede saa ilde, at 👤Gregor maatte ►bansætte ham, var Hertug 👤Gotfreds egen ►Syster, hvorover han ogsaa greb til Vaaben og slog Keiseren af Marken*👤Ordriks ►Kirke-Historie hos ►Düchesne S. 639., saa 👤Gotfred har formodenlig netop været paa 👤Rudolfs Side i det Slag, Man veed, hans Folk vandt skiøndt han faldt.

✂ 👤Raimund (sædvanlig kaldt Greven af 📌St. Ægidii og 📌St. Giles), siger 👤Vilhelm, skulde, som yngste Søn, just ikke rose sig af Arve-Godset efter sin Fader, der fra ingen Ting havde svunget sig op til Greve af 📌Toulouse, men han var saaledes om sig, at han blev Herre baade over 📌Provence og 📌Languedoc. Han var nu gammel og graa og havde mistet det ene Øie i en Tvekamp med Bispen i 📌Cahors, men samme Bisp var nu hans bedste Ven og netop den, der overtalde ham til herefter kun at kæmpe under Korset*👤Vilhelms ►Englands-Krønike hos ►Savile S. 152..

✂ 422Om alt Dette er saa ganske rigtigt, kan Man vel tvivle, men det er dog det ►Mærkeligste, Nogen melder om denne Kors-Togets ►Nestor, som for Resten udmærkede sig ved at ►beskikke sit Huus, som en ►Kæmpe for Korset, der sagde denne Verden Farvel og vilde lægge sine Been i 📌det hellige Land.

✂ Om begge ►Roberterne, den Ene fra 📌Normandiet og den Anden hans Flanderske Fætter, maa 👤Vilhelm have vidst god Beskeed, men den lille ►Tykkert, med ►Kæmpe-Mod og Styrke men med meer end Drenge-Kaadhed og Letsindighed, veed vi nok, havde ►slaaedes med sin Fader og sine Brødre, ligetil han vendte sine Vaaben imod Tyrken, og om den Flanderske 👤Robert har Man formodenlig før Kors-Toget ei vidst Andet, end at han ventelig vilde slægte sin Fader paa, den vældige ►Kæmpe, æret og frygtet trindtomkring, under Navn af 👤Robert Friser. Denne 👤Gamle-Robert (Svoger til 👤Vilhelm Erobrer og Sviger-Fader baade til 👤Hellig-Knud i 📌Danmark og Grev 👤Roger paa 📌Sicilien) maae vi imidlertid ogsaa her lægge Mærke til, da Man siger, Keiser 👤Alex havde skrevet ham et Brev til, hvori han paa en Maade ►opkaldte 📌Vester-Leden til Kors-Tog. Vel har dette neppe været Keiserens Mening, men vi har dog slet ingen Grund til at tvivle om, at han jo virkelig har sendt 👤Gamle-Robert et Brev, hvori han melder, at baade Harme over de Vantroes Formastelse og Grusomhed, som gjorde Kirkerne til Stalde og selv til Moskeer, og Ærbødighed for de mange ►Helgen-Been, der hvilede i 📌Maglegaard, og endelig, om aldrig Andet, saa Lyst til “de skiønne Grækerinder” burde bevæge 📌Vestens ►Kæmper til at staae ham kraftig bi mod Tyrkerne *►Abbed Vibert hos ►Bongars S. 475–76.. Hans egen ►Daatter har nemlig fortalt os, at da Greven af 📌Flandern (omt. 1090) kom som ►Pillegrim tilbage fra 📌Jerusalem, svor han hendes Fader 423Huldskab og lovede at skaffe ham femhundrede Ryttere*👤Annas ►Alexiade S. 201–2. 👤Vilhelms ►Englands-Krønike hos ►Savile S. 105., saa disse eller andre Flere har det ►sagtens været, Keiseren skrev til 👤Robert om og brugde alle sine Overtalelser, der gierne, ved at falde i god Jord, kan have frugtet meer end han ønskede.

✂ Af Kors-Togets berømte Høvdinger har vi nu kun dets ►Odysseus og ►Achil, eller 👤Boemund og 👤Tankred, tilbage, men om dem forsmaae vi nødvendig ►Gienlyden i Malmsbury, da disse Italienske Normanner er os beskrevet af samtidige Penne, der sad dem meget nærmere og var tildeels i deres Reise-Selskab.

✂ Vi huske nok, at al den Glæde, 👤Boemund omsider fik af sine Seire over 👤Alex, var at Man sang Gade-Viser om ham i 📌Maglegaard, mens Keiseren triumpherede, og det Værste var endda, at Lykken virkelig med det Samme vendte ham Ryggen; thi hans Stifmoder 👤Gæta, hvem 👤Anna beskriver som en ►Amazone, skildres ellers som en Hex, der havde de berømte Læger i 📌Salerno, hendes Hjemstavn, i Ledtog med sig, og fik ei blot 👤Robert Viskard til at giøre 👤Boemund saa godt som arveløs, men vilde forgivet dem Begge*►Ordrik hos ►Düchesne S. 644–45.. Saameget er i alt Fald vist, at 👤Gætas Søn 👤Roger blev Hertug i 📌Apulien, og 👤Boemund maatte slaaes enstund med ham blot for at faae 📌Tarent, 📌Otranto og lidt andet ►Pillerie, saa han havde sikkert megen Lyst til at see sine Omstændigheder forbedrede, uden at være synderlig kræsen paa Midlerne, men naar Man i 📌Malmsbury ymtede om, at det var vist ham der havde sat det i Pave 👤Urban at overtale al Verden til Kors-Tog, for at han maaskee kunde blive Kejser i 📌Konstantinopel *👤Vilhelms ►Englands-Krønike hos ►Savile S. 130., 424see, da beviser det kun, at Man i 📌Malmsbury tænkde ligesom vi, at, Eet af To, var Kors-Togene dog langt snarere 👤Boemunds end ►👤Lille-Peters► ►Aande. Man vilde imidlertid giøre baade 👤Urbans og 👤Gotfreds og alle de Andres Begeistring stor Uret ved at udlede den fra 👤Boemund, som enten slet ikke, eller dog kun meget flygtig deelde den; thi at han i 📌Asien tænkde langt mere paa sig selv end paa 📌den hellige Grav, lærer Historien, og selv hans gode Ven og Følge-Svend, 👤Peer Tudebod, melder, at da ►Roberterne og de Andre kom til 📌Italien (1096), da var det først 👤Boemund begyndte at spørge, hvad det dog egenlig var, der gjorde den uhyre Opsigt i Verden?*►Peer Tudebod hos ►Bongars S. 2–3. 👤Boemund laae nemlig dengang og beleirede 📌Amalfi, som havde sat sig op mod Normannerne, og hvad enten nu virkelig, som hans egen Skriver forsikkrer, Aanden kom over ham, da den stolte Ridder-Skare drog ham forbi med Korset paa Ryggen og ►“Guds Villie” i Munden, eller, som 👤Galfred Malterre siger, Lysten foer i ham til ved denne gode Leilighed ►at høste hvad han og hans Fader havde saaet ved 📌Durazzo og 📌Larissa, saa ►korsede han pludselig ikke blot sig selv men gav sin prægtige Skarlagens-Kappe til Priis, og fik snart saamange Følge-Svende, at hans Broder og Farbroder, som han skulde hjulpet til at indtage 📌Amalfi, af Mangel paa Folk maatte ophæve Beleiringen*►Galfred Malterre IV. 24. hos ►Muratori V. 599.. 👤Galfreds ►Udladelser bør for Resten ikke komme 👤Boemund til mindste Skade paa gode Navn og Rygte, thi en Historie-Skriver, som kalder det et stort Uheld, at 📌Amalfi indtil videre beholdt sin Frihed, og kan slet ikke finde sig i, at ►Kæmperne brød op med det Raab: nu skal ikke mere Christne men kun Hedninger føle vort Sværd, han fraskriver sig al Stemme om hvad der begeistrer Helte.

✂ 425Det vidste derimod 👤Radulf fra 📌Caen godt, som har beskrevet 👤Tankreds Bedrifter og havde selv med Fornøielse fulgt hans Banner, vel ikke paa Veien til 📌Jerusalem men dog siden paa den til 📌Edessa; thi han siger det reent ud, at hans Helt brændte, ja stod i lys Lue, af Begiærlighed efter ►Priis og Ære og at han derfor, skiøndt han aldrig roste sig selv, dog tilligemed 👤Boemund ofte lastede den Dorskhed, der da var over Skriverne, de ►“Kiød-Hoveder” (►ignavum pecus), saa de største Bedrifter maatte nu savne de stolte Mindes-Mærker, som fordum bortødsledes paa opdigtede Helte*►Tankreds Levnet hos ►Muratori V. 285–86.. ►Høistmærkeligt er det ogsaa hvad 👤Radulf lægger til, at skiøndt Kampen var 👤Tankreds Liv og Lyst fra Barns-Been, slægtende deri ►tilgavns sine Morbrødre: de berømte 👤Tankreds-Sønner fra ►Høistrup (📌Hauteville)► paa, saa faldt han dog immer, naar han hvilde sig, i dybe Tanker over det, Herren havde sagt: ►slaaer Nogen dig under det ene Øre, saa ræk ham det Andet, og tager Nogen din Kappe, da giv ham Kjolen med, hvad den verdslige ►Kæmpe ►aabenbar gjorde tvertimod. Først da Pave 👤Urban gjorde Alle vitterligt, at hvem der bekiæmpede Hedningerne, havde deres Synders Forladelse, da først var det hans Helte-Mod ret vaagnede og hans Kræfter fordobbledes; thi da fik han Øinene op og saae, hvad Vei han skulde, istedenfor at han hidtil bestandig havde vaklet mellem Verden og Evangeliet, saa Man skulde ikke troe med hvilken Ild han greb Sværdet i 👤Christi Tjeneste! Hvad nemlig “►Skriften” siger herom, behøvede de moraliserende Historie-Skrivere slet ikke at indpræke os, thi hverken er det os ubekiendt, ikke heller leve de selv desmeer efter ►Skriften, fordi det kun er Smaa-Ting, ei Stor-Værk, de sværme for; men det er for alle beslægtede Naturer en stor Fornøielse at kaste et Blik ind i de ædle ►Kæmpers Siæl, som virkelig sværmede for 426►Kirke-Riget og fandt derved Samvittigheden forligt med ►Kæmpe-Driften, og efter Samtidens eenstemmige Dom over 👤Gotfred og 👤Tankred, som Efter-Slægten sikkert vil stadfæste, svang ædlere ►Kæmper aldrig Sværd!

✂ Ad trende Veie drog nu den utallige Hær til 📌Øster-Leden, saa 👤Gotfred, med Hoved-Styrken, efter 👤Anna: 10000 Ryttere og 70000 Fod-Folk, fulgde Lande-Veien giennem 📌Ungern, Grev 👤Raimund og Biskop 👤Ædmer traadte i de gamle ►Gothers Spor langs med 📌det Adriatiske Hav, og Resten gik til Søes fra 📌Brindisi, 📌Bari og 📌Otranto til 📌Albanien, men vi vil benytte os af det, baade før og efter Damp-Fartens Begyndelse, mageløse Befordrings-Væsen i Aandens Rige, og ved eet Spring komme til 📌Magle-Gaard, hvor vi ogsaa har ►modent Ærinde, da vi der, langt bedre end i 📌Jerusalem, baade kan overskue hele Kors-Toget og indsee dets Nødvendighed. Dog et Øieblik beder Prindsesse 👤Anna os at standse underveis og see hvad hun peger paa, og skiøndt Kors-Togenes nyere Historie-Skrivere har været ugalante nok til slet ikke at ændse det, men heller travet giennem hele 📌Ungern, 📌Bulgarien og 📌Dalmatien, hvor der ingen Verdens Ting var at see, uden Jammer og Elendighed, saa er det dog vor egen Fordeel at være anderledes artige; thi Prindsessen har ►aabenbar Ret, det er værd at see, hvad der gik for sig paa 📌det Adriatiske Hav, blikstille, i klart Maane-Skin, Natten efter St. 👤Nikolai Dag (6te Decbr.) 1096, og næste Morgen tidlig paa Kysten af 📌Albanien.

✂ Her laae nemlig samme Nat et uhyre stort Sørøver-Skib, som, uagtet det havde tohundrede Roers-Karle, kom for Vind-Stille neppe af Stedet, og Styr-Manden saae med Forskrækkelse hele den Byzantinske Galei-Flaade komme roende lige imod, hvad han da strax meldte Greven, Gud veed hvorfra, som havde fragtet Skibet til sig og sine 427femtenhundrede jernklædte ►Kors-Dragere. Denne lod da strax alle sine Folk fare i Harnisk, og, hvis end Skylden var, saa kom det ved en besynderlig Mis-Forstaaelse til en hidsig Fægtning med de Byzantinske Galeier, anførte af den tappre 👤Marian, som var en Søn af Admiralen 👤Nikolaos Maurokatakalon, der laae og krydsede i Farvandet og havde længe luret paa den store Viking-Snekke, men Slags-Maal har Man allevegne Nok af, saa det alene lokker kun Gade-Drenge. Sagen, hvi Prindsessen vinker ad os, er imidlertid den: at der var en Præst ombord, som da 👤Marian kom til at saare Greven selv, blev som han var rasende, ►gjorde lyst med sin store ►Kors-Bue, som Prindsessen kalder en “Helved-Maskine,” og holdt ud, mens hans Selskab af tolv ►Kæmper blev tre Gange afløst, uagtet ogsaa han havde mangfoldige Saar og blødte som en Tyr. Tilsidst lærde Man imidlertid dog at forstaae hinanden ret, saa Greven overgav sig til 👤Marians Førelse, men Præsten havde hverken Øine eller Øren for Andet end Fienden, og da han havde skudt sine Pile op, greb han en stor Steen i begge Næver og smak i Hovedet paa Marian, som ►Ajax paa ►Hektor (siger 👤Anna selv), saa Hjelmen knustes og Byzantineren daanede, men kom sig dog igien og takkede Præsten med tre Pile, der alle ramde. Denne, som nu heller ikke havde flere Steen, foer omkring som et fortvivlet Menneske, til han stødte paa en Sæk med ►Skibs-Kavringer, der da ►paa Timen regnede ned over Fienden, og gav blandt Andet 👤Marian et dygtigt Øre-Figen. Hermed endtes Slaget i Morgen-Stunden, men da saa Folkene var sat i Land paa den Albanske Kyst, hvor Byzantineren vilde, gik Præsten længe og ledte om 👤Marian, hvis Navn han ikke vidste, men hvem han dog kiendte paa et Haar, og da han endelig fandt ham, omfavnede han ham som sin bedste Ven, forærede ham en vægtig Sølv-Kande og 428sagde: ja, havde det saa vel været paa fast Land, skulde en god Hob af Jer bestemt bidt i Græsset. Med de Ord faldt han om og døde af sine mange Saar*👤Annas ►Alexiade S. 289–93..

✂ Jeg haaber ►sikkert, Læseren vil være enig med mig om, ikke blot ædelmodig at skiænke Prindsessen hendes lange Moralisering for den døde Præst, skiøndt den er meget ubetimelig, men ogsaa at takke hende i Graven for det deilige Træk af Halv-Barbarernes Ridderlige ►Kæmpe-Liv, hun alene har opbevaret os, saa det skal kun være til den heltelig stridbare Præste-Mands lovlige Undskyldning i sin Tid, vi bemærke, at vel gjorde det Byzantinske Præsteskab ikke som han, men de gjorde, hvad der var ligesaa upræsteligt, hardtad slet ingen Ting som er værd at nævne, end sige da aandelige Helte-Gierninger, som kunde ►fordunkle hans de Hjertelige.

✂ Hermed staae vi nu midt i 📌Magle-Gaard, hvor vi vel har mærket, Prindsessen, bedre end de Lærdeste i 📌Vester-Leden, ►kiendte sin “Homer” og havde Øie for hvad der lignede hans Helte, men vi høre ogsaa af hende selv, det var kun ved et besynderligt Lykke-Træf; thi istedenfor at læse “►de Gamle” og stræbe at tænke og føle med dem, havde Man nu i den Byzantinske ►Skole hittet paa ►“at giøre Stil” i ►allehaande Sprog, hvorpaa hun selv havde maattet spilde en stor Deel af sin bedste Lære-Tid, saa hun kom seent til, hvad Grammatikens Træl-Dyr aldrig naaede, Aanden i ►Homer og 👤Plato *Sammest. S. 485–86.. Vi som, hvis vi kom saavidt, ligesaavel maae takke vor gode Lykke og ingenlunde vore gode Skole-Mestere derfor, har ►vist nok Intet at lade Byzantinerne høre, men vi kan have meget godt af at speile os i dem og see paa det marvløse, visne, hensmuldrende Rige under hvilke Stjerner “►Stile-Mageriet” er født, og hvad 429Samme, med hele det steendøde, dræbende, aandsfortærende ►Bog-Ormevæsen har at betyde! Naar nemlig Livet ikke skal ►gaae i Løbet men vinde ved Grammatiken, da maa den, ligesom Opskiæringen (Anatomien) komme allersidst og kun øve sig paa “de Døde,” saa naar den vil gaae i Spidsen og ordne Livet i det Lærde Væsen, da er det netop, som i den Æsopiske Fabel, Slangens Hale der vil føre an, hvad Hovedet maa være meget svagt for, trods sine Øine, at tillade, og hvad, naar det skeer, naturligviis igien gaaer ud over hele Legemet!

✂ Men i det vi saaledes give Prindsessen ►fuldelig Ret i hendes Anke over et Skole-Væsen, hvori ►Haar-Kløveri er Hoved-Sagen og Liv-Løshed Sjælen, maae vi dog vel vogte os for at ►bryde Staven over den store “►Vaisenhuus-Skole” Keiser 👤Alex i denne Smag oprettede; thi saavel den, som hele 👤Alexes Virksomhed giennem mere end en Menneske-Alder (1081–1118), og Byzantinernes Bestræbelser i det Comnenske Aarhundrede (1081–1180), gjorde efter Omstændighederne Menneskeheden en stor Tjeneste, uden at Andre end Tyrker og Barbarer tabde derved. De gamle Grækers Aand, som Skolen ►vist nok skulde og, havde Den selv havt den, sikkert ogsaa vilde stræbt at vække og nære, denne Aand havde nemlig, siden 👤Justinianis og 👤Prokops Dage, giennem hele fem Aarhundreder været baade Staten og ►Skolen saa fremmed, at den umuelig kunde tabes ved de aandsfortærende Stile-Øvelser og ved ►Lexe-Ramser; men dette ►Boglige Spøgeri (ludus literarius), denne Leg af de gamle Børn paa de Unges Bekostning, kunde dog, som Tiden viiste, vedligeholde en Slags Børne-Lærdom i det gamle Sprog og en overtroisk Ærbødighed for de “Classiske Værker,” som ene gjorde en Videnskabelig Gienfødelse af Aanden muelig. Det var nu ogsaa paa den høie Tid, thi den store Gram430matiker, som sønderlemmede 👤Homer, Ærke-Biskop 👤Eustathius i 📌Salonik, fra det Tolvte Aarhundrede, var samtidig med den berømte Landsby-Skolemester 👤Theodor, som, for at forstaaes af Folket, vovede at skrive ligesaa barbarisk, som de snakkede*Ny-Grækeren 👤Koumas ►Menneske-Historie IV. 401., saa naar Man, uden Aand, skulde blive ved at læse Ionisk og skrive Attisk, maatte Man nødvendig lære Grammatik og skrive Stiil. Medens det derfor inderlig maa glæde os, at “det levende Sprog,” der aldrig kan være saa barbarisk, det ►jo er Folkets Livs-Aande, gjorde sig giældende i Bøger for “Fattig-Folk”, hvorved det blev mueligt, hvad vi har seet og herefter skal see paa Ny-Grækerne, maae vi dog, for 📌Vester-Ledens og vor egen Skyld, betragte “►Vaisenhuus-Skolen” i 📌Maglegaard, for Aandens Fader- og Moder-Løse, som vor Øie-Steen, til den lod sig flytte med Fordeel midt ind iblandt os, ►vist nok ei for der at foreviges, men, for at oppebie sin rette Bane-Mand, der ingenlunde er Tyrke-Pesten men Græker-Aanden! Hvor klart det derfor end er, ikke blot at Prindsesse 👤Anna med Rette kalder Skolen aandløs, men at hun selv, der finder, at hendes Faders “gyldne Middelmaadighed” ►fordunkler de Homeriske Helte og overgaaer 👤Platos Begreb*👤Annas ►Alexiade S. 271., stod ikke nær saa høit som hun indbildte sig over de “►Stilianer og ►Longobarder” hun ei anderledes vil nævne, ja, uagtet Prindsessen maa ene takke 👤Robert Viskard og Kors-Farerne baade for at hun saae et Glimt af Aand og fik Noget at beskrive, der var Glimtet værd, saa var dog Øinene hendes egne, Skole-Gangen uundværlig, og 📌Byzants, baade for Dens og hendes Skyld, godt værd at frelse fra Tyrkerne, om dertil end hørde et Kors-Tog.

✂ Hvorvidt nu 👤Alex og hans lærde ►Daatter følde, at 431kun et saadant Vidunder kunde frelse 📌Maglegaard fra i det Tolvte Aarhundrede at besættes af ►Seldschukiske som den i det Femtende virkelig blev besat af Osmanniske Tyrker, det seer Man let, er en Bisag; men da 👤Anna, der maatte vide det og har virkelig giort den historiske Sandhed mange Smaa-Offere, langt fra at nævne det Gesandtskab til Paven om Bistand mod Tyrkerne, kun en Tydsk ►Annalist omtaler*Berthold hos Urstisius I. 373., udtrykkelig forsikkrer at Keiseren blev meget forskrækket ved Rygtet om Kors-Toget*👤Annas ►Alexiade S. 283., maa han dog nok have bildt sig ind, at med endeel Franker i Sold, allevegne fra, og Væringer fra 📌Thule, kunde hans mageløse ►Snildhed ligesaavel blive Tyrkerne, som den blev Normanner og andre Barbarer kvit. Vi derimod, som hverken har nær saa høie Tanker om, hvad hans ►Snildhed formaaede, eller kunde trøstes ved den Tanke, at Ulykken ikke var skeet i hans eller engang i ►Comnenernes Dage, naar den dog var skeet meget for tidlig, vi maae drage en ganske anden ►Slutning især af hvad hans egen ►Daatter har været saa god at fortælle os, nemlig den: at var de ►Seldschukiske Tyrker ikke blevet saa godt som tilintetgiorte ved Kors-Togene, vilde de i det Mindste naaet ligesaavidt som de Osmanniske siden, og havde Osmannerne kunnet begynde i det Fjortende Aarhundrede hvor de slap i det Sextende, da havde de neppe engang endt med, som Man spaaede, at vande deres Heste i 📌Kolding-Aa!

✂ For Tyrkernes og Kors-Togenes og da især for vor egen Skyld maae vi nu kaste et Blik paa de ►Musselmanske Ene-Mærker, som vi, siden ►Ommiadernes Afgang og Frankernes Indgang i Historien, har overladt til den Forglemmelse, hvormed baade de og vi var bedst 432tjent. Kun i Forbigaaende har vi anmærket, at det allerede i det Ottende Aarhundrede ►øiensynlig begyndte at ►gaae Krebs-Gang med 📌Caliphatet, da 📌Spanien rev sig løs, og kun i Forbigaaende tilføie vi, det gik siden ligedan med 📌Nord-Afrika og 📌Ægypten, medens ►Bujiderne udbredte sig fra 📌det Caspiske Hav over 📌Persien, beherskede 📌Bagdad og levnede kun Caliphen den tomme Titel, og, saalænge det behagede hans Herre (Stor-Emiren), et fedt Leve-Brød! Dette skedte i det Tiende Aarhundrede, om end ikke til stor Fordeel, saa dog til megen Lettelse for Byzantinerne, som derfor under det Makedoniske Huus ►syndes at forsvare sig tappert og fatte Haab om Fornyelsen af bedre Dage; thi ikke blot indtog de under 👤Nikifer (👤Nikiphoros Phokas), som vi kiende af den Sachsiske Historie, 📌Kypern, 📌Edessa, og, ved natlig Overrumpling (969), 📌Syriens Hoved-Stad 📌Antiochien *►Zonaras XVI. 25–26, men de beholdt dem ogsaa. De eneste ►Muselmanske Fiender, som endnu giorde dem Bryderi, var Fatimiderne, som havde oprettet et eget 📌Chalifat i Ægypten, indtog 📌Sicilien og var ►imellem nær ved at beherske Havet; men nu, da Normannerne havde taget 📌Sicilien, var det omtrent forbi med Fatimiderne, og de havde aldrig været Noget i Sammenligning med ►Seldschukerne, som dagedes først i Midten af det Ellevte Aarhundrede, og rykkede blot i een Menneske-Alder 📌Konstantinopel saa nær, at hvem der havde Vinduer til Stranden, turde knap see ud ad dem, saaledes mylrede det af Tyrker paa Kysten derovre*👤Annas ►Alexiade S. 95..

✂ Allerede 👤Togrul, som kom fra det yderste Mørke og indtog 📌Persien og 📌Bagdad, lærde nemlig Byzantinerne at kiende, og hans ►Eftermand, 👤Alp Arslan (den store Løve), traadte allerede bogstavelig Keiseren paa Nak433ken, skiøndt det netop, efter Byzantinernes Sigende, ved en besynderlig Undtagelse, var en stor Helt. Denne “►Roman-Helt” som Man, uden at mene noget Ondt dermed, nødvendig maa kalde ham, hedd 👤Romanos Diogenes, og prøvede, i den forvirrede Tid mellem ►Arsaciderne (det Makedoniske Huus) og ►►Comnenerne, selv at svinge sig paa Thronen, men hans Forsøg blev kvalt i Fødselen, og han blev kun ført ind i Palladset for at høre sin Dom. Hans Skæbne laae nu i Keiserinde 👤Eudokias Haand, som af sin Gemal (en ►Ducas) var udnævnt til Rigs-Forstanderske i Børnenes umyndige Aar, imod ►den Forskrivning ei at gifte sig, men for hendes Øine fandt den smukke, drabelige Krigs-Mand saa stor Naade, at hun ikke blot tilgav ham hans ►Overilelse, men besluttede, om mueligt, at dele Thronen med ham. ►Kvinde-List er uden Ende, siger Ordsproget, og det maatte Patriarchen (👤Ksiphilin) bekiende; thi ved at lade, som hun havde et godt Øie til en Frænde ad ham, fik Keiserinden ham til at løse hende fra sit Løfte og tilintetgiøre ►Forskrivningen, som var ham betroet, og derpaa giftede hun sig med 👤Romanos Diogenes. Den Lykke var imidlertid, som Man nok kan tænke, langt fra at være ham umisundt, saa efter tre Aars Glimmer faldt han (1071) ved Forræderi i Tyrkisk Fangenskab, og da Sultanen, efter at have traadt ham paa Nakken, ganske uventet tog ham til Naade, sluttede en efter Omstændighederne taalelig Fred, og gav ham løs paa sit Æres-Ord, fandt han med Forskrækkelse 📌Konstantinopels Porte lukkede, Thronen besat og sig selv erklæret fredløs. Enstund haabede han vel, ved Tyrkens Hjelp, at faae Opreisning, men faldt i sine ►Avinds-Mænds Hænder og leed, trods de helligste Løfter, en forsmædelig Død*►Zonaras XVIII. 10–15.. Heraf tog 👤Ars434👤lans Søn, 👤Malek, Anledning til at skikke sin Frænde, 👤Soliman, ind i 📌Natolien, ikke for at overfare men for at indtage og beholde det, og han fandt saagodt som ingen Modstand, thi den 👤Michael Dukas (med Øge-Navnet 👤Parapinakion ►ͻ: ►Nittengryn), der afløste 👤Romanos: den samme ►fede Mikkel, der ►besvogrede sig med 👤Robert Viskard, gik vel flittig i Skole hos den berømte 👤Michael Psellos, men lærde ingen Ting af ham*►Zonaras XVIII. 16, og da naturligviis allermindst at fordrive Tyrker. Da derfor 👤Alex kom paa Thronen (1081), forsikkrer hans ►Daatter, som sagt, at der var kun en Smule Vand mellem dem og 📌Konstantinopel, saa kunde de sluppet over i en Hast, havde der ingen Redning været.

✂ Saaledes stiftedes da 📌Sultanatet i Rum (📌Romer-Riget), nu kun berømt ved sit Fald, men, tænkes Kors-Toget bort, sikkert nok paa at blive selv 📌den “Høie Port”, som kunde svare til Navnet; thi i Tyrken havde 👤Mahomed ►aabenbar fundet en ny kæmpemæssig Beiler til sit 📌Paradis, og var ikke den ny ►Kæmpe-Beiler, 👤Christus ogsaa havde faaet til Sit, betimelig ►traadt i Kreds med ham, maatte Byzantineren, der ►alt sank i Knæ for Araberen, snart, som 👤Romanos Diogenes, sunket i Støvet for ►Seldschuken.

✂ 👤Alex, siger hans ►Daatter, som ved sin Thron-Bestigelse forefandt Riget i Krig baade med Tyrker og Normanner, uden Hær og uden Penge, nødtes til at skiænke Tyrkerne baade Fred og Foræringer, paa det Vilkaar at de skulde lade 📌Bithynien uanfægtet*👤Annas ►Alexiade S. 96–97., det er paa reent Dansk: han maatte ligefrem afstaae dem hele 📌Natolien, saa nær som Kysten ligeoverfor Hoved-Staden og endda give dem Penge til. I Krigen med 👤Robert var hans Tyr435kiske Leie-Tropper iblandt dem, Keiseren stolede mest paa, og efter saaledes ei blot at have viist dem Veien til 📌Europa, men gjort dem til sin Svagheds Øien-Vidner, maatte vi selv kunne slutte os til, ►hvad Art det havde med hans følgende Krigs-Erklæringer imod dem, men hans ►Daatter har sørget for, vi skulde vide det ►tilgavns, i det hun omstændelig har fortalt os, hvorlunde det, selv efter 👤Solimans Død, da hans Emirer sloges om Byttet, ei var Keiseren mueligt med al hans Magt og List og Bestikkelser at faae 📌Nikæa (📌Is-Nik) tilbage, som 👤Soliman havde gjort til sin Hoved-Stad. Siden, da det lykkedes 👤Solimans Søn, 👤Kilidsch Arslan, igien at samle Riget, gik Keiserens Tanker ikke en gang nær saavidt, men det var hans høieste Ønske ►paa den Leed, at kunne sikkre 📌Nikomedien (📌Is-Mid), den eneste betydelige Stad, han eiede i hele 📌Asien, og naar Man hører, hvilket uoverstigeligt Bolværk han desaarsag reiste mod Tyrken, ►maatte Man baade lee og græde; thi Prindsessen fortæller med megen Velbehag, hvorlunde det lykkedes ham at oprense en gammel Grøft, og, for at Tyrken hverken skulde springe eller vade derover, fik han ved gode Drikke-Penge mange firskaarne Bønder-Karle til hardtad at forslæbe sig paa uhyre Kampe-Stene, hvoraf han ►bygde det saakaldte “📌Jern-Taarn” udenfor Byen*👤Annas ►Alexiade S. 282–83..

✂ Det kalder Man at gaae ►forsvarsviis tilværks, og Keiseren, der ►vistnok ligesaalidt som hans ►Daatter troede paa Begeistring, hvad Navn den saa førde, maatte da vel blive forskrækket ved at høre Rygtet om ►den ny Verdens Rustning, end sige da ved at see ►Kæmper mylre under Hoved-Stadens Mure, som hver især kunde giælde for et Jern-Taarn, der havde Fødder at gaae paa, men han maa dog snart have mærket, at 📌Vester-Ledens Riddere var i Grunden et ærligt og godmodigt 436Slags Folk, siden han vovede at drille dem saa ►drøit, og troede, der var meget vundet ved at afpine dem en Troskabs-Eed og Løfte paa alle de Stæder, der før havde hørt til 📌Romer-Riget *👤Annas ►Alexiade S. 298..

✂ Vel var nu de Latinske Høvdinger hverken stærke i Geographien eller i Verdens-Historien, men at inde i 📌Asien hele Verden havde hørt til 📌Romer-Riget, var dog en vitterlig Sag, og saa uegennyttige som 👤Gotfred og 👤Tankred var naturligviis ikke Ridderne i Tusind-Tal; medens Troskabs-Eden, som Ridderne baade kiendte og ærede langt bedre end Keiseren, netop hos Folk, som 👤Gotfred og 👤Tankred, gik til Hjerte, saa det var, som Prindsessen selv anmærker, kun 👤Boemund, der gjorde Eed som ingen Ting. Det gik nemlig dengang i 📌Byzants, som det gaaer nu i den ►ligedannede Verden, at Keiseren fordrede Eder ved alle Leiligheder og saa strængt affattede som mueligt, ingenlunde fordi han ansaae sig synderlig betrygget derved, men som en Formalitet, der dog maaskee kunde gavne lidt, kunde aldrig skade, og forbeholdt ham i alt Fald den strængeste lovlige Ret mod Vedkommende. Byzantinerne, der hardtad Alle deelde Keiserens Anskuelse af Troskabs-Eden, fandt sig naturligviis mindre besværede af den, jo urimeligere stræng den lød, men ærekiære Riddere, som ikke legede med Ord end sige med Eder, og maatte nødvendig have Tro paa det Navn og Kors, de gik i Døden for, kan vi godt forstaae, var meget ilde skikkede til at gaae ind i denne ægte Romerske Anskuelse. Uden derfor at kunne ►oprede den af begge Partier indviklede Sammenhæng med Kiven og Kampen mellem 👤Alex og 👤Gotfred, see vi dog godt, de især reiste sig af deres himmelvidt forskiellige Begreber om “Eder og Løfter”, saa de faldt bort af sig selv, da Man endelig kom til Forklaring. Saa437snart nemlig 👤Gotfred fik at vide, at Keiseren med Troskabs-Eden ikke meende stort Andet, end Forsikkring om ei at ville tragte ham efter Liv og Krone, fandt han naturligviis ei mindste Betænkelighed ved at giøre den, og hvad Løftet om alle Stæder, som “havde hørt” til 📌Romer-Riget, angik, da viser hele den følgende Historie, at det maa være blevet forklaret, ikke om Alt hvad der engang i gamle Dage, men “for nylig” havde hørt dertil, altsaa kun de ►Natoliske Stæder og 📌Antiochien.

✂ Det var Skiær-Thorsdag (1097) at 👤Gotfred med sine Riddere brød ud af en Fælde, Keiseren for at giøre dem smidige, havde lokket dem i, og løb ret egenlig Panden mod Væggen, ved, uden alle Beleirings-Redskaber, at løbe Storm mod 📌Konstantinopel, saa 👤Alex kunde, som en klog General, ►sagtens den Dag sidde vaabenløs, rolig paa sin Throne, som en ►Olympier, medens Pøbelen skjalv; men naar Prindsessen vil have os til at troe, det var af Ærbødighed for ►Dimmel-Ugen og Nænsomhed over Frankerne, han ikke lod gjøre et almindeligt Udfald og sable de Tølpere ned for Fode, da glemmer hun, blandt meget Andet, reent, hvad hun dog med det Samme selv betroer os, at Pøbelens Angest især reiste sig af, at det ogsaa netop var en “Skiær-Thorsdag”, da 👤Alex for sexten Aar siden tog Byen med Storm og skulde nu, tænkde de, ►drikke samme Skaal, han da iskiænkede*👤Annas ►Alexiade S. 293–98.. Hun tilstaaer desuden selv, at trods al sin Overlegenhed, maatte 👤Alex dog tilsidst ►give gode Ord, før 👤Gotfred bekvemmede sig til at giæste ham og aflægge Eden, hvorpaa han da blev behandlet som en Søn af Huset, men dog, snarest mueligt, før 👤Boemund og alle de Andre kom, sat over til 📌Asien.

✂ Hvad nu 👤Alex havde at gjennemgaae med alle Disse, 438saamange, siger Prindsessen, som Sand ved Stranden og Stjerner paa Himlen, eller, for at tale Homerisk “som Blomster og Blade i Vaar”, det vilde i Verdens-Historien ►vist nok blive meget for vidtløftigt at fortælle, saa deri give vi gjerne Prindsessen Ret, at hun var nødt til for Kortheds Skyld, at springe meget over, men naar hun føier til, at Grækerne ogsaa havde havt Ærgrelse Nok af de Barbarer, at de ikke endnu bagefter skulde plages med at læse Navne, for skurrende i fine Øren til at kunne lyde fra saa pæne Læber*👤Annas ►Alexiade S. 299–300., see, da skriver hun ►aabenbar ikke godt Græsk, men giør kun en daarlig Byzantinsk Stil; thi hun anmærker dog ellers selv, at anseer end ikke den store Digter (👤Homer) de Barbariske Navne for Pletter hvor de har hjemme, da maa Historie-Skriveren det endnu langt mindre*Sammest. S. 289., og var hun ikke død, kunde vi endnu tjene hende med den kritiske Bemærkning, at det er ikke nær saa meget Navnene, hun næsten nødvendig maatte barbarisere, vi savne, som talende Træk af de Høvdinger, hun var nødt til at nævne.

✂ Da imidlertid “Recensjonerne”, der altid ►komme bagefter som tyndt Øl, er aldeles spildt paa døde Folks Bøger, der ikke engang kan ærgre sig over dem, vil vi ►heller, Andre til et godt Exempel, rose Prindsessen fordi hun, skiøndt “med Navnets Fortielse”, har opbevaret os et kosteligt Træk af en ►Latinsk Ridder, som, efterat have aflagt ►Hyldings-Eden, gjorde sig magelig paa det eneste Sæde i Salen, ved Siden ad Keiseren. Hertug 👤Gotfreds Broder, 👤Baldvin, gik nu vel snart hen og fik ham bevæget til at reise sig, men kunde ikke hindre ham fra at maale Keiseren med Øinene og sige halvhøit paa sit Moders-Maal: hvilken en Tølper, som vil sidde der og brede sig alene, mens saamange ædle Høvdinger maae staae dem trætte! Skiøndt Keiseren ikke forstod et 439Ord deraf, kunde han dog nok see paa Munden, det havde noget at betyde, og var ikke Herre nok over sig selv til at lade, som han ingen Ting mærkede, men kaldte ad Tolken og lod det ►forgræske. Han tav imidlertid stille og smagde paa det, til Stadsen var forbi, men lod saa Ridderen kalde til Side og spurgte kort, ventelig for at jage lidt Skræk i den næsvise Krabat: hvem og hvorfra han var? Jeg, svarede Ridderen, jeg er en ►Fuldblods-Franke, og hvor jeg er fra, mødes tre Veie ved en gammel Kirke, berømt som et Bede-Huus for dem der gaae i Tve-Kamp, men jeg har selv længe forgjæves ventet der paa en Mand, som turde maale sig med mig! Saa grov en “Udfordring” i en saa høflig “Indklædning”, var Keiseren ►aabenbar slet ikke belavet paa, thi skiøndt Man nok seer, han i sit Svar vilde efterligne ►Franken, ved at indklæde sin lille Spydighed i en faderlig Formaning, gjorde han det dog saa bagvendt, at selv hans ►Daatter synes ikke at have seet Andet end lutter Godhed deri. 👤Alex holdt nemlig gode Miner, men beed dog sikkert Tænderne lidt sammen, i det han sagde: velan! har du hidtil ingen Modstander kunnet finde, saa vil du nu faae din Fornøielse, men vil du tage et godt Raad af en Mand, der er ►forsøgt i Tyrke-Krigen, da skal du hverken være blandt de Forreste eller de Bageste, men holde dig smukt i Midten hos dine kjære ►Stal-Brødre *👤Annas ►Alexiade S. 300–301.. Triumpherende fortæller Prindsessen os vel siden, at denne “opblæste ►Latiner” maatte selv sande Keiserens Ord, da han i ►Kæmpe-Slaget ved 📌Dorylæum, som en Vove-Hals, i Spidsen af 👤Boemunds ►Fylking, foer ind imellem Tyrkerne, men maatte, da hans fyrretive Følge-Svende laae slagne omkring ham, og han selv var haardt saaret, ►vende Rygg og være glad, han slap midt ind i Hæren*Sammest. S. 317.; 440men vi, som naturligviis er paa alle saadanne ►Latineres Side, tør dog mene, han netop derved kun viiste liden Trang til Keiserens Erfaring i Tyrke-Krigen; thi hvor, som vi siden skal see, mangen stolt ►Kæmpe baade blegnede og flygtede, er det ►vist ingen Kryster, som vover sig yderligst og flygter sidst.

✂ Hos saadan en ►ægte “Haand og Mund” ►gjør Navnet aabenbar kun lidt til Sagen, men om det ogsaa klang lidt barbarisk, vilde dog den Byzantinske Prindsesse ikke blot gjort sig Normannerne forbundne, men handlet i de gamle Grækers Aand ved at nævne en ►Kæmpe med ►Priis, der vel lukkede Munden vel høit op, men holdt dog smukt Haanden for den. Det er derfor langt fra, vi kan fortænke de Lærde i, at de ad en Omvei har stræbt at udfinde den Drabeliges Navn, men naar de giætte paa en 👤Robert fra Paris, som, efter 👤Vilhelm Tyriers Sigende, faldt ved 📌Dorylæum, da ►løbe de unægtelig saa aldeles med Lim-Stangen, som det vel er ⓘ mueligt*►Gibbon K. 58. 👤Wilkens ►Historie af Kors-Togene I. 134.; thi Prindsessen, den Eneste der omtaler ►Fuldblods-Franken, siger jo deels at han maa søges i 👤Boemunds Selskab og deels at han faldt ikke men frelste sig ved Flugten, og endelig kan ►Tyrieren langt borte umuelig give nærmere Oplysning om hvem der faldt ved 📌Dorylæum, end 👤Peer Tudebod, som var nærværende, og nævner istedenfor 👤Robert fra Paris 👤Gotfred fra Monte Scabroso *Hos ►Bongars S. 1. 673..

✂ Dog, alt Sligt er naturligviis ingen Ting imod hvad baade ►Tyrier og 👤Tudebod er enige om, hvad Prindsessen ingenlunde glemmer at nævne og hvad de Lærde aldrig kan tage feil ad: Indtagelsen nemlig af 📌Nikæa, 📌Antiochien og 📌Jerusalem, og hvad her er Hoved-Sagen, Tilintetgjørelsen af 📌Sultanatet Rum og ►Hjerte-441Stødet► for hele den ►Seldschukiske Magt. Medens Man derfor i Kirke-Historien vil giøre opmærksom paa, hvorledes Kors-Farerne, som ved Sværd-Slag indtog 📌Nikæa, hvor den Christne Stats-Kirke, 📌Antiochien, hvor Christen-Navnet, og 📌Jerusalem, hvor Christendommen, havde hjemme, derved kun skyggeviis betegnede hvad Aanden i den ny Christenhed skulde udrette, maae vi her holde os til, hvad de virkelig udrettede med den Aand og Kraft, de havde.

✂ Da 📌Nikæas Erobring var den største Helte-Gierning, 👤Alex i sin fyrige Ungdom havde drømt om, kan Man hverken tvivle om, han jo paa det Varmeste maa have anbefalet Kors-Farerne den, som Noget, hvorved rimeligviis enten hans høieste Ønske: 📌Nikæas Besiddelse, eller det Næste: de frygtelige Ridderes Undergang, vilde gaae i Opfyldelse. Vel havde han, som skulde høste Fordelen, ogsaa lovet, som ►billigt kunde være, at staae Last og Brast, men, siger Prindsessen, ved modnere Overlæg fandt han det dog ikke raadeligt at være en Slave af sit Løfte, da Man aldrig vidste, hvad der kunde falde saadanne grove Tølpere og vægelsindede Krabater som ►Frankerne ind, hvor de snart vilde see, de uden Sammenligning var de Stærkeste. At sidde hjemme, fandt han imidlertid, gik heller ikke an, og han valgde da den gyldne Middel-Vei at lægge sig paa Lur ovre paa den Asiatiske Side og passe paa 📌Nikæa, som en Smed, der bruger Tænger til at tage Jernet ud af Ilden for ikke at brænde sig, men med Beleirings-Redskaber forsynede han ►Latinerne rigelig, og lod nogle Tropper støde til dem, tilligemed hans Fortroelige, 👤Butumit, der havde den hemmelige Ordre at bruge alle Midler: Løfter, Bestikkelser og de mest overdrevne Skildringer af ►Frankernes Grusomhed, for at bevæge Tyrkerne i 📌Nikæa til i Tide at aabne ham deres Porte*👤Annas ►Alexiade S. 306. 309–10.. 442Vel var Tyrken listig nok til at holde Byzantineren op med Snak, til 👤Kilidsch Arslan var færdig med sine ►Tilberedelser mellem Bjergene og styrtede ned over Beleirerne som en brølende Løve, men saasnart ►Frankerne havde vundet en dyrekiøbt, men fuldstændig Seier over Sultanen, begyndte Keiseren og 👤Butumit dog hvor de slap og fandt naturligviis Besætningen, der nu ingen Undsætning mere turde vente, langt rimeligere, saa Kiøbet blev sluttet, og for at Luren-Dreieriet kunde faae et ærligt Udseende, skrev 👤Butumit til sin Med-Hjelper 👤Tattik, der var hos ►Frankerne, at han skulde faae dem til at storme næste Morgen, ved Soels Opgang, thi saa vilde han, under Larmen, indenfra plante Keiserens Fane, som om det var de Byzantinske Hjelpe-Tropper, der fra Sø-Siden (►Ind-Søen Chabangi) først havde besteget Muren*👤Annas ►Alexiade S. 310–14.. Det skedte, og ►Frankerne fandt sig nu udelukkede af den Stad, de selv havde indtaget, saa det var som en Naade, de fik Lov til “Ti ad Gangen” at komme ind og besee de hellige Steder; mens Keiseren, der allerede var i Dødsens Angest for, at den Tyrkiske Besætning, før han fik den listet ud, skulde nedsable hans Byzantinske Helte, ei vidste anden Maade til at sikkre sig Staden, end at lokke Endeel af ►Pillegrimene til at glemme 📌Jerusalem og gaae i hans Sold*Sammest. S. 314–15. 317..

✂ Dette er udelukkende Prindsessens Beretning om hendes Faders Ordholdenhed og Krigs-Brug, og medens Man herved i “Kirke-Historien” vil bemærke, det var ikke meer end ►billigt, at ►Latinerne lod Byzantinerne ligesaavel beholde 📌Nikæa, som “den Nikæniske Troes-Bekiendelse”, aldeles for dem selv og nøiedes med “det Apostoliske” i 📌Antiochien og 📌Jerusalem, saa kan det dog i Stats-Historien slet ikke undre os, at 443Kors-Farerne, skiøndt langt daarligere underrettede end vi, fandt Keiserens Opførsel nederdrægtig*►Kors-Krønikerne hos ►Bongars S. 6. 40. 97. 142. 387.. Derimod maa det høilig forundre os at Keiseren havde ►Fripostighed til, efter et saadant Venne-Stykke, at forlange Troskabs-Eden fornyet, og at Ridderne var taalmodige, ►forbluffede eller bestikkelige nok til at føie ham; men begge Dele, siger hans ►Daatter, var dog Tilfældet, saa den Eneste, der vægrede sig, var Bruus-Hovedet 👤Tankred, der havde listet sig over til 📌Asien, mens 👤Boemund gjorde Eed, og erklærede nu i Keiserens Nærværelse, da Man vilde lokke og kiøbe ham til det, at om saa Keiseren vilde forære ham hele sin mageløs glimrende Telt og ligesaameget Guld til, som han havde givet alle de andre Riddere, vilde han dog ikke sværge Andre end 👤Boemund ►Huldskab. ►En Palæologos blev herved saa øm over Keiserens Ære, at han følelig fornærmede 👤Tankred paa hans, men havde Keiseren ikke mærket Uraad og faaet 👤Boemund til at lægge sig derimellem og holde paa 👤Tankred med begge Hænder, var han ogsaa bestemt faret lige ind paa Byzantineren og havde splittet ham levende ad. Skammen over denne ►Overilelse og 👤Boemunds Overtalelser virkede imidlertid meer paa denne “fribaarne Sjæl” end ►det røde Guld, saa ogsaa ►han beed omsider i det sure Æble *👤Annas ►Alexiade S. 316–17..

✂ Denne Prindsessens Beretning giør baade hende og 👤Tankred saamegen Ære, at vi maae foretrække den for 👤Radulfs, som hverken var Aastedet saa nær, eller fortæller saa naturlig, men dog har han neppe gjort det selv, at 👤Tankred, blandt Andet, erklærede at det var egenlig Tyrkerne, Man gav de erobrede Stæder tilbage naar Man gav Byzantinerne dem, og at Keiseren tilsidst, opbragt over hans ►Fritalenhed, sagde: jeg agter dig hverken mit Venskab 444eller mit Fiendskab værd, hvorpaa 👤Tankred omtrent svarede: jeg synes dog, det Halve kunde være Nok*►Tankreds Levnet af 👤Radulf hos ►Muratori V. 292–93..

✂ 👤Christi Himmelfarts-Dag (1097) havde Kors-Farerne slaaet Leier ►for 📌Nikæa og der arbeidet for Keiseren i syv Uger, og da de nu endelig drog videre, ad 📌Antiochien til, maatte de underveis holde tre varme Slag med Tyrkerne, som vel kostede meget Blod, men førde ogsaa til saa afgiørende en Seier, at Tyrke-Hæren tilsidst, aldeles tilintetgjort, lod Koner og Børn i Stikken, opløste sig og overlod Kors-Farerne ikke blot Val-Pladsen men Landet*👤Annas ►Alexiade S. 317–18.. Disse tre Kæmpe-Slag (ved 📌Dorylæo, 📌Hebraik og 📌Agrustopolis) der fulgde rask paa hinanden, sammensmelte allerede i Krønikerne, ligesom for vore Øine, til eet uhyre stort ved 📌Gorgone, hvori Normannerne, som, med 👤Robert og 👤Boemund i Spidsen, udgjorde For-Troppen og havde ladt Resten langt tilbage, nær var blevet tilintetgjorte, men frelstes dog, da 👤Gotfred og 👤Raimund kom, og hjalp saa gladelig til at anrette det umaadelige Blodbad paa Tyrkerne, der afpressede de Efterlevende den Bekiendelse, at der burde aldrig Nogen bære Vaaben uden Tyrker og ►Franker *Kors-Krønikerne hos ►Bongars S. 7. 40–43. 142. 387–89..

✂ Nu kom da ►Raden til 📌Antiochien ved 📌Orontes, som, efter Overrumplingen under 👤Nikifer (969), over hundrede Aar havde været i Byzantinernes Hænder, men var nu faldet i Tyrkernes, ved det Armenieren 👤Philaret, der havde tjent under 👤Romanos Diogenes, og efter hans ulykkelige Endeligt opkastet sig til Herre i 📌Antiochien, ►syndes ikke, han kunde begaae sig, uden at blive ►Muselmand, hvorover hans egen Søn gjorde Oprør imod ham og kaldte Sultan 👤Soliman fra 📌Rum 445til Hjelp*👤Annas ►Alexiade S. 168–69.. 👤Soliman fik imidlertid kun stakket Glæde af Erobringen, thi hans ærede Frænde, “den store Sultans” Broder, slog ham ihjel for det Samme, og nu hørde da 📌Antiochien til den ►Seldschukiske Hoved-Magt.

✂ Hvad der bevægede Kors-Farerne til, om Efteraars-Dage, uden Redskaber eller ordenlig Tilførsel af Levnets-Midler, at beleire denne 📌Syriens Hoved-Stad, vidtudstrakt paa Skrænten af et Bjerg, med Floden ved sin Fod, saa godt som uangribelig, er ►svart at giætte; men skiøndt Endeel af Høvdingerne vilde havt Beleiringen udsat til Foraaret, vandt dog Grev 👤Raimunds Raad Overhaand, og da han var den Byzantinske Keisers egenlige Fuldmægtig i ►Franke-Hæren, har det ►sagtens været efter hans Indskydelse og i Fortrøstning til hans kraftige Medvirkning, 👤Raimund overtalde sine Kors-Brødre til et Vove-Stykke, der blev ►Mængdens Undergang og kun ved et Mirakel Stor-Værkets Krone. Det var et frygteligt ►Vinter-Leie, thi Levnets-Midlerne i Omegnen var snart fortærede af den talrige Hær uden Orden og ►Krigs-Tugt, ved Jule-Tider rasede ►alt den skrækkeligste Hungers-Nød, ved hvert Skridt mødte Fienden, deels fra Staden og deels fra 📌Aleppo, og Keiseren, der ►sagtens tvivlede paa, de gav ham 📌Antiochien, hvis de fik den, eller mistvivlede om at kunne forsvare den, lod dem aldeles i Stikken. ⓘ Vel var en Trop af hans, under 👤Tattik, fulgt med til 📌Antiochien, men, siger Grev 👤Raimunds Capellan, jeg havde nær glemt han var med, til han løb sin Vei i Nødens Tid; thi han duede til slet ingen Ting, saa det var ►aabenbar ikke for hans Dyds Skyld, han havde mistet Næsen (►naribus truncus et omni virtute); og naar Prindsessen, til hans Undskyldning, melder, at 👤Boemund ►kiøs ham med, at ►Frankerne vilde ►giøre en Ulykke paa ham, fordi de havde hørt at Keiseren selv ophidsede Tyrkerne imod dem, da kan 446hun vel for saavidt være undskyldt, at 👤Tattik ►sagtens har fortalt det Æventyr, men hun skulde dog aldrig have troet hvad en Kryster sagde om en ►Kæmpe *👤Annas ►Alexiade S. 319. Kors-Krønikerne hos ►Bongars S. 9–13. 46–53. 143–48. 390–91..

✂ Uagtet alt Dette var Grev 👤Raimund saa besynderlig samvittighedsfuld, at han paa ingen Maade vilde give sit ►Minde til, at 👤Boemund maatte beholde 📌Antiochien til evig Arv og Eie, naar han kunde skaffe Nøglerne til Byen, som han ved hemmelig Forstaaelse med en Armenier i et af Taarnene havde Haab om, saa det er intet Under, at Provencaleren paadrog sig stærk Mistanke om, at selv om han meende det ærlig med Kors-Hæren i det Hele, var dog hans Misundelse paa Normannen stærkere end hans Deeltagelse i ►det almindelige Bedste. Da Rygtet imidlertid daglig blev mere høirøstet om at ►Seldschukernes Hoved-Styrke var underveis fra 📌Tigris og 📌Euphrat, fandt 👤Gotfred og de andre Høvdinger det dog alt for urimeligt, enten for 👤Raimunds Stivsindighed eller af Ømhed over Byzantineren, længer at nægte 👤Boemund det Løfte, han, lidt egennyttig, gjorde til den ufravigelige Betingelse for sin ►Odysseiske Virksomhed, og at han ikke ►løb med Lim-Stangen, viiste 👤Boemund dem nu snart, saa en Morgen-Stund, da Grev 👤Raimund kom op, saae han med største Forundring 👤Boemunds Fane vaie fra Stadens Taarne. Det var, efter Krønikernes eenstemmige Beretning, den tredie Juni (1098), denne lykkelige Hændelse indtraf, saa Beleiringen maa, trods Prindsessens tre Maaneder, have varet fulde Syv, og Man skiønner ikke rettere, end at den, som Ridderne ogsaa med Munden havde beredt dem paa, kunde varet syv Aar, naar Staden havde været forsynet med Levnets-Midler og fri for Forrædere; men nu lod Armenieren 👤Pyrros, efter Aftale med 👤Boemund, en Reeb-Stige glide ned om 447Natten fra et af Taarnene, som han skulde bevogte, og skiøndt det varede enstund, før Nogen turde betræde denne farlige Æres-Trappe, besluttede dog omsider 👤Folker fra 📌Chartres sig til at være første Mand og fik mellem fyrre og tresindstyve Følge-Svende, som strax bemægtigede sig de nærmeste Taarne. 👤Boemund selv var dog ikke deriblandt, ja, ei engang tilstæde, hvad høilig forbausede 👤Pyrros, saa en Lombard maatte løbe ned og hente ham, men da han saa kom, gik Stigen i Stykker, og først da en ►Løn-Dør blev lukket op, tog den forsigtige Helt personlig Deel i Æventyret*Kors-Krønikerne hos ►Bongars S. 14–15. 53–55. 👤Annas ►Alexiade S. 319–20.. ►Saa lyder Beretningen af 👤Boemunds gode Venner, 👤Peer Tudebod og 👤Robert Munk, som enten var Øien-Vidner eller stod dog ikke langt borte, og maae derfor, da de ►aabenbar slet ikke smigre Helten, udelukkende følges.

✂ Alt ►syndes nu vel overstaaet, men dog ►var det Brede tilbage, thi ►Kors-Dragerne fandt saa godt som ingen Levnets-Midler i Byen; de prøvede at storme Fæstningen, den saakaldte ►Kulæ, men blev slaaet tilbage med føleligt Tab, og allerede tredie Morgen opdagede Man en uhyre Støv-Sky, som Man vel i Førstningen smigrede sig med, kunde muelig være Keiser 👤Alex, hvem de under Beleiringen havde manet til at opfylde sine Løfter, men lærde snart, var en utallig Hær af ►Musel-Mænd, der omringede Staden og skjulde Landet. Hvad Mod der endnu var tilbage sank, da Hertug 👤Gotfred, der især ved, under Beleiringen, at kløve en Tyrkisk 👤Goliath lige til Bælte-Stedet, var blevet Venners Afgud og Fienders Skræk, nu ved et Udfald selv nødtes til at ►vende Rygg, og forfulgdes saa tæt, at Mange af hans Følge omkom i Trængselen, før de slap ind. Næste Nat lod Mange i Fortvivlelse sig glide ned ad ►Toug fra Muren, og deriblandt navnkundige Riddere, som 👤Boemunds Svoger, 👤Vilhelm 👤Grant448👤maisnil, og vel tager Prindsessen feil ved ogsaa mellem disse saakaldte “Linie-Dandsere” (funambuli) at nævne 👤Vilhelm Erobrers Sviger-Søn, Grev 👤Steffen af Blois, der eiede saamange Borge, som der var Dage i et Aar; men Uret giør hun ham derved ikke; thi han var allerede ►faldet fra i Fristelsens Tid, før Staden blev taget, og foer nu afsted med hele sit Følge, hen at sætte Skræk i den Byzantinske Keiser, som var underveis til 📌Antiochien med en stor Hær*Kors-Krønikerne hos ►Bongars S. 15–17. 55–60. 392. 👤Annas ►Alexiade S. 321–24..

✂ Saaledes havde da ►Bladet vendt sig, at Levningen af Kæmpe-Hæren, hvis mindste ►Konst det havde været at forskrække 📌Byzants, nu, indspærret i sin egen Erobring, satte sit sidste svage Haab til den feige Byzantiner; men at Man ventede Hjelp af 👤Alex var dog ikke nær saa latterligt, som det klinger; thi ikke blot havde Kors-Hæren, ved at lamme ►Tyrke-Armen i 📌Rum, saaledes skaffet ham Luft, at han nu ►spillede Mester i 📌Natolien, men 👤Boemunds Broder 👤Guido var med mange tusinde Korsfarere traadt i hans Tjeneste, saa, havde han kun havt Mod og Villie til at vove noget for sine tappre Lehns-Mænd, var det ganske ►rimeligt, at den store Tyrke-Hær ►mellem to Ilde snart vilde smeltet sammen til saagodtsom ingen Ting. Det var imidlertid langt fra Keiserens Mening at vove Noget for studse ►Kæmper, han, jo før, jo hellere, ønskede at blive kvit, saa han laae kun paa Reisen til 📌Antiochien, for, ifald de tog den, i Tide at paatale sin Ret, og da han derfor hørde, hvordan Sagerne stod, og at Tyrkerne fra 📌Tigris med det Samme vilde giæste ham, skyndte han sig hovedkulds hjem til 📌Konstantinopel og lod 📌Antiochien skiøtte sig selv*👤Annas ►Alexiade S. 322–26. Kors-Krønikerne hos ►Bongars S.19–20. 60..

✂ 449Under disse rædsom fortvivlede Omstændigheder, da Hungers-Nøden rasede og selv de kiækkeste Riddere ei mere turde vove sig udenfor Stads-Porten, da kom der en halvstuderet Bonde-Knøs, ved Navn 👤Peter Bartholomæus fra 📌Provence, til Grev 👤Raimund og Biskop 👤Ædmer, med den Aabenbaring fra Apostelen 👤Andreas, at ►den “hellige Landse”, hvormed Romeren gjennemborede Frelseren paa Korset, laae nedgravet i en af 📌Antiochiens Kirker, som han nævnede, og at den, naar de fandt den, skulde være et vist Seiers-Tegn. Biskoppen tog det for Snak, men Greven troede det, og der blev nu gravet en heel Dag, fra Morgen til Aften, hvorpaa der omsider kom en Spids frem, som Grevens Kapellan, der har beskrevet det Hele omstændelig, forsikkrer, han kyssede paa Stedet, og var saa med at drage op af sin dybe Dunkelhed*►Raimund Agil fra Puy hos ►Bongars S. 150–51.. En af Præsterne trøstede ogsaa med et Syn, som han havde havt, baade af Herren selv, der lovede Hjelp, naar der gjordes Bod, og af “Jomfru 👤Marie”, der med idelige Knæ-Fald bad for de Betrængte, og herved kom der saaledes Ild baade i Høie og Lave, at de besluttede sig til et almindeligt Udfald (28de Juni), ja, meldte det selv Dagen forud, ved 👤Peter Eremit og Ridder 👤Helvin, til Tyrke-Høvdingen 👤Korboga, hvem de dog kun forgjæves udæskede til at stille fra Fem til Hundrede af sine ypperste Riddere mod et lige Antal af Deres, og lade Stadens Skæbne beroe paa ►Kreds-Gangens Udfald*Kors-Krønikerne hos ►Bongars S. 18. 20. 60–62..

✂ ►Kors-Dragerne havde under deres gudelige Forberedelse til Seieren, de sikkert ventede, ladt alle, hvem der vilde, forlade Staden, saa Man var i den Tyrkiske Leir godt underrettet om deres udvortes Elendighed, hvor de Heste, Man ei havde ædt, kunde selv af Sult knap hænge sammen og hvor 450et Heste-Hoved uden Tunge kostede en Krone, men den indvortes Tilstand, som Rømnings-Mændene naturligviis ikke kjendte, var desto kongeligere, efterat Herren, som de troede, havde sendt dem Seier med Landsen og det udtrykkelige Løfte, at naar de kun modig vilde binde an med den ene Tiende-Deel af Tyrke-Hæren, skulde han selv, i Spidsen for alle de hensovne Kors-Dragere, sørge for de Ni. I denne Tro rykkede de ud i sex Hobe, først Prinds 👤Hugo, den Franske Konges Broder, og Grev 👤Robert af 📌Flandern; dernæst Hertug 👤Gotfred; saa Hertug 👤Robert af 📌Normandiet; saa Biskop 👤Ædmer med den hellige Landse, baaret af vor ►Kynding, Grevens Capellan; saa 👤Tankred, og til Slutning 👤Boemund; thi af alle Høvdingerne blev kun Grev 👤Raimund, som skrantede, tilbage, for at holde Tyrkerne paa Borgen ►i Skranker. Enten af Overmod eller af Forbauselse lod Tyrkerne alle disse Skarer frit drage ud, ledsagede, som paa en høihellig Dag, med høirøstet Lov-Sang af hele den hvidklædte Geistlighed. Paa den nærmeste Slette slog de Kreds om Biskop 👤Ædmer, som i en kort Tale opmuntrede Folket, og bad dem ei forskrækkes, naar de saae Himlens Hær-Skarer, som ►ufeilbarlig vilde ile dem til Hjelp, og nu begyndte, Man veed ikke ret, om Man skal sige Slaget eller Flugten; thi derom er alle samtidige Kilder enige, at Tyrkerne sloges med Skræk, før Styrken ret var prøvet, og Prindsesse 👤Anna fortæller det saaledes: at Greven af 📌Flandern, som udbad sig den Ære at aabne Slaget, sprang af sin Hest, kastede sig tre Gange bedende i Støvet for den Høieste og foer saa, kun selv fjerde, under Raabet “Gud med os” i Firspring mod Høien, hvor Tyrke-Høvdingen 👤Korboga stod, som flux ►vendte Rygg med hele sit Følge og gav derved Løsen til den ►urimeligste, mest forvirrende og ødelæggende Flugt, Man vel kan tænke sig.

✂ 451Slet saa pludselig, seer Man af deres Beskrivelse, der selv var med at vinde, har Flugten imidlertid dog ikke været; thi da Tyrkerne først aabnede sig for de Christne, var det maaskee vel deres Ønske at undgaae det første frygtelige Anløb, men ►aabenbar deres Haab at kunne afskiære dem fra Staden, omringe og tilintetgjøre dem. 👤Boemund, som sluttede Troppen, var nemlig den Eneste, der blev angrebet, men indeklemtes da ►og saa frygtelig, at var ikke 👤Hugo og 👤Gotfred fløiet ham til Hjelp, havde han i et Øieblik været forloren. Selv nu truede Forvirringen med at bryde ind, da ►Mærkes-Manden, 👤Odd Belgenser, faldt med Banneret, saa det holdt haardt før 👤Vilhelm Blemme med Sværdet kunde bane sig Vei giennem Fienden og reise Banneret igien; men i selvsamme Øieblik raabde Biskop 👤Ædmer: ►Kæmper! see, der har vi de himmelske Hjelpere; og mens selv de Christne var nær ved at bæve, foer der med Eet saa vældig en Rædsel i Fienden, at de vendte Øinene bort, smeed Skjoldet paa Ryggen og ►tog til Beens. Der faldt ikke Mange af de Tyrkiske Riddere, thi deres Heste var anderledes raske end Kors-Dragernes, men af Fod-Folket Utallige, som deels blev nedsablede, deels druknede i Floden og deels af Indbyggerne grebes i Smut-Huller, og Byttet var saa umaadeligt, at Prindsesse 👤Anna, uden at Nogen kan borge for Regningens bogstavelige Rigtighed, dog giver os en rigtig Forestilling derom, ved at sige, det varede en heel Maaned, inden det Alt kom til Byes*Kors-Krønikerne hos ►Bongars S. 21–22. 63–65. 154–155. 👤Annas ►Alexiade S. 326–27..

✂ Der gives i Menneskeslægtens, ligesom vel i enhver udmærket Enkelt-Mands, Levnets-Løb visse fortvivlede Øieblikke, da Intet er ►urimeligere end Haabet, saa Dets Gjenfødelse er allerede et stort Mirakel, ja vel i Grunden større 452end Dets Opfyldelse, og Et af disse Øieblikke var ►aabenbar Helte-Prøven i 📌Antiochien, saa det vilde være latterligt at sige, at vel var baade Trøsten og Frelsen hardtad mageløs ►vidunderlig, men dog skedte der intet Mirakel, intet virkeligt Vid-Under, men spilledes blot et kirkeligt Narre-Spil, der tilfældigviis kom til at afgjøre Kors-Heltenes og dermed Verdens Skæbne. Det er derfor heller aldrig faldet noget rigtigt Menneske ind at ahne noget Bedrageri ved den Himmelske Hær-Skare, Somme paa de Christnes Side skal have seet under Slaget, og gik det anderledes med den “hellige Landse”, da er det ingenlunde, fordi Man tvivler om, at begeistrede Folk, under saadanne Omstændigheder, maatte have “Syner og Drømme”, de ei var istand til at skielne fra Virkeligheden, men blot fordi Man “virkelig fandt” en Landse paa det betegnede Sted, som om saa lille et Lykke-Træf endnu var for stort et Middel i Forsynets Haand til paa en naturlig Maade at frembringe de mest forbausende Virkninger. Virkningen beroede nemlig paa, at Sværmerne for Alt hvad de kaldte Herrens ►Efterladenskab, skulde troe paa Landsens Ægthed, hvad under Spændingen faldt dem høist naturligt, men allerede kun hundrede Dage senere de Fleste af dem latterligt, og at de da forvexlede Spørgsmaalet herom med det ganske Forskiellige: om Provencalerens Ærlighed, skulde dog aldrig friste os til at gjøre ligesaa; thi vel maa ►Ild-Prøven, for at bevise Noget, gjennemgaaes som ►“i den gloende Ovn”; men selv naar Man brænder sig, har Man dog unægtelig, ved at gaae i Ilden for sin Oprigtighed, givet det stærkeste Pant derpaa, Man kan forlange. Og Provencaleren gik virkelig i Ilden (Lang-Fredag 1099), for, efter Tidens Tanke-Gang, under Eet at bevise baade sin Uskyldighed og ►Helligdommens Ægthed, som efterhaanden, da han bestandig havde nye Syner og Aabenbaringer, faldt Mange mis453tænkelig og blev især stærkt anfægtet af den vel ►aabenbar verdsligsindede men dog ogsaa høilærde 👤Arnulf, Capellan hos Hertugen af 📌Normandiet. Om ►Ild-Prøvens Udfald har vi nok kun eet Øien-Vidnes Beretning og det er Grev 👤Raimunds Capellan, som selv bar den hellige Landse paa Hædersdagen ved 📌Antiochien, og troede paa alle 👤Peters Syner, saa vi er langt ►vissere paa, han har seet Sagen fra den bedste end fra den rigtigste Side; men han tilstaaer dog, at lidt havde 👤Peter rigtignok brændt sig paa Skinne-Benene, skiøndt hvad han siden døde af, ►aabenbar var al den Ærbødighed og Kiærlighed, hvormed Mængden overvældede ham, da han uskadt med Landsen kom ud af Ilden, saa de havde dræbt ham paa Stedet, hvis ikke den tappre Ridder 👤Raimund Peles var fløiet til og havde vovet sit eget Liv for at frelse hans*►Raimund Agil hos ►Bongars S. 156–160. 165–69. 171..

✂ Herved maae vi da lade Sagen beroe, som vi ogsaa godt kan, da den for os er langt fra at have den Vigtighed, den tilvisse havde i Kors-Hæren, hvor Landsen og dens Prophet, gav Provencalerne en saadan Overvægt, at Normannerne i Længden umuelig kunde troe paa deres Ægthed, og dette Nag var ►aabenbar den sande Kilde til den i sin Tid urimelige Vantro, baade 👤Peter og Landsen, skiøndt de gik igiennem Ilden, saa ubillig angrebes og undertrykdes af. Deres Ægthed maa nemlig, naar Man vil være ►billig, kun sammenlignes med de Propheters og ►Helligdommes, der baade før og siden giennem Middel-Alderen holdtes høit i Ære, og dem overstraale de ►aabenbar saa himmelvidt, som det første Kors-Tog overstraaler alle de Følgende, end sige da alle Smaa-Feiderne mellem Middel-Alderens Fyrster, Grever og Baroner. 👤Peter Bartholomæus maa derfor staae for os som Kors-Togets ►Calchas, thi det skulde ►vist nok Biskop 👤Ædmer 454været, men var ikke, og Spaamanden kunde dog fremfor Alt i 📌Antiochien umuelig undværes. Selv de ►Billigste af os smile jo vel lidt ►fornemt ad den klodsede Prophet og den haandgribelige ►Helligdom; men Efter-Slægten vil ogsaa smile ►fornemt, naar den skriver og læser vor Tids Historie, og ved Sammenligningen gjøre den Bemærkning, at skiøndt vore Sværmerier var meget finere og maatte synes Aanden langt værdigere, var der dog ►aabenbar langt mindre Liv og Kraft, altsaa langt mere Vind og langt mindre Aand i dem end i 👤Raimunds og 👤Tankreds.

✂ Det var paa Veien til 📌Jerusalem, 👤Peter Bartholomæus spaaede sidste Gang, og havde den ►Fyldestgjørelse, at Staden 📌Marra virkelig, under det ny Løsen “hjelp Gud”, han havde givet ►Kors-Dragerne, blev indtaget; men kort efter, under Beleiringen af 📌Akras (ved 📌Tripoli), var det, han paa den snevre Sti (kun een Fod mellem to Baal) maatte giennemgaae Skiærs-Ilden, syv Alen lang, og blev af sine Tilbedere behandlet som “en Reliqvie” det var baade fromt og fordeelagtigt at sønderrive. Men uagtet ved hans Død en stor Anstøds-Steen var borttaget mellem Provencaler og Normanner, saa var der dog Nok endda, og fremfor Alt var den Borg og de Taarne i 📌Antiochien, som Grev 👤Raimund vedblev at holde besat, et varigt ►Skillerum mellem ham og 👤Boemund, der nu ganske afsondrede sig*►Raimund Agil hos ►Bongars S. 160., drev 👤Raimunds Folk ud af Byen, saasnart han saae Leilighed, og var slet ikke med at indtage 📌Jerusalem.

✂ Denne gamle 👤Davids-Stad med “den 📌hellige Grav” var vel ►alt i et Aartusinde, siden ►📌Jerusalems Forstyrrelse►, egenlig kun til i Indbildningen og ►Amindelsen, men naar Disse er “Fornuft og alle Sandser” overlegne, som de fordum naturlig var, da skiænke de 455ogsaa deres Skabninger en tilsvarende Virkelighed, det er nemt at spotte, men farligt at trodse. De Bog-Lærde skulde saa meget mindre ► lagt Vind paa den Helvedes ►Konst at giennembore ►Balder med Mistel-Teen, som deres eget Sværmeri, for de “Classiske” Steder og ►Reliqvier (►qvæ supersunt), er ganske af samme Art, som ►Kors-Dragernes for de “Hellige”, men langt fra at kunne saa godt taale Spot, da Penne-Feiderne unægtelig ►fordunkles af Kors-Togene, og selv de største “Archæologiske Værker” kan slet ikke maale sig med “Riget ved 📌den hellige Grav”, hvor ringe saa Livs-Kraften og hvor mange end Brøstene var. I Kirke-Historien gjør Man vel med Rette den Bemærkning, at det var først i 👤Konstantin den Stores Tid, da Troen paa 👤Christi aandelige Nærværelse døde, Man begyndte at giøre ►Pillegrims-Reiser til 📌den hellige Grav, og at saavel Disse, som Reliqvie-Dyrkelsen, er saa langt fra at være christelige, at de meget mere i Middel-Alderen staae som ►Mahomedanske Efterligninger; men, i Stats-Historien, saavelsom i hele det ►borgerlige Liv, maae vi tage Verden “som den er”, ikke som vi troe, den burde være, og da er ►aabenbar Kiærligheden til 📌Palæstina, som de Christnes Fæderne-Land, Længselen efter at knæle ved 📌den hellige Grav, hvoraf det evige Livs Haab engang seierrig ►opstod, og den dybe Ærbødighed for alle Mindes-Mærker fra Christenhedens Gude-Alder og Helte-Tid, netop de herlige Grund-Træk hos den ny ►Folke-Kreds, som opløftede Sjælen over det Smaalige, aandelig bandt Hjerterne til den Gamle Storhed og sammenknyttede dem i Følelsen af det høiere Fællesskab, som ikke blot avlede Kors-Togene men Alt hvad der ogsaa i ►Nyaars-Tiden er menneskelig Stort og Omfattende.

✂ Biskop 👤Ædmer var død i 📌Antiochien kort efter 456►Landse-Slaget, og ►Kors-Dragerne var da i den Henseende som ►Faar uden Hyrde, saa den Døde maatte gaae igien, blot for at faae dem til at reise “Kors-Banneret” igien, som de reent havde aflagt*►Raimund Agil hos ►Bongars S. 170–71., og skiøndt de umuelig kunde glemme, at 📌Jerusalem var Maalet, maatte der dog nye Aabenbaringer til at drive dem fra de mange for den fælles Sag meer end unyttige Sysler, som underveis fængslede de enkelte Høvdingers Opmærksomhed. 👤Boemund skildte sig, som sagt, aldeles fra Kors-Hæren, og Grev 👤Raimund, udmærket for Resten saavel ved Standhaftighed som Betænksomhed, var ►særsindet og knarvurn, saa der hørde meget til at Begeistringen for Korset og Graven skulde seire, men den seirede dog, fordi den var udsprunget af en dyb og mægtig Følelse, i hvis Skiød den hvilede, som Middel-Alderens 👤Christus i 👤Jomfru Marias.

✂ Dog her, siger Grev 👤Raimunds Capellan, uden Sammenligning vor bedste Ledsager paa disse Veie, maae vi ingenlunde glemme Engelænderne, som, da de hørde, det gjaldt om at hævne Skade paa dem, der havde ranet Herrens og Apostlernes Fæderne-Land, paatog sig med 30 Skibe modig den lange, besværlige Reise, norden om 📌Spanien og giennem hele 📌Middel-Havet; thi disse Engelændere gjorde ikke blot, tilligemed Genueserne, Gavn til Søes, ved at holde Farvandet ryddeligt og sikkre Tilførselen fra 📌Kypern, men da kun en halvsnees Stykker af Skibene var i god Stand, brændte de Resten, og satte Ild i Fodgiængerne ved at giøre dem Følgeskab til 📌Jerusalem *Sammest. S. 172–73.. Efter hele Sammenhængen og efter gammel Vane hos “►Mærkes-Mændene” paa Øen, har det nemlig ganske sikkert været disse “Uafhængige”, der, da Ridderne laae og nølede ved 📌Tripolis, ved Natte-Tid indførde den ny og udtrykkelig forbudne Skik (►contra principum decreta et 457contra morem nostri exercitus►), at Fod-Folket paa egen Haand gik videre og nødte derved Høvdingerne med deres Riddere til at giøre Alvor af ►Pillegrims-Reisen. For at holde Pindse maatte ►Toget imidlertid standse lidt ved 📌Kæsarea, og Somme var af den Mening, Man gjorde bedst i at gaae lige til 📌Ægypten, hvis Chalif (i Krønikernes Sprog: den ►Babyloniske Sultan) havde taget 📌Jerusalem fra Tyrkerne, da 👤Korboga flygtede; men den modsatte Mening seirede dog, især ved den Bemærkning, at Man havde nu i Alt kun femtenhundrede Riddere, som vilde kun lidt forslaae til at beleire 📌Babylon (📌Kairo) og 📌Alexandrien *►Raimund Agil hos ►Bongars S. 173..

✂ Nu gik det da rask over Bjergene fra 📌Joppe, da Alle længdes efter Synet af “den hellige Stad”, og da det omsider timedes, da, siger 👤Robert Munk, som var med, smeltede Steen-Hjertet i hvert et Bryst, Alle svømmede i Taarer og tilbad i Støvet ham der sidder ved Guds høire Haand og skal igien komme at dømme Levende og Døde*►Robert Munk hos ►Bongars S. 74., og det kan i det Mindste vi, der, skiøndt Vingerne er stækkede, dog endnu har lidt af Fugle-Arten, godt forstaae; thi selv om vi kunde flyve til den Udsigt, vilde Hjertet banke ►underlig og Øinene knap blive tørre, og havde vi gjort Reisen i Selskab med de Hundrede-Tusinder, som sank underveis, da vilde endnu Ingen kunne beskrive de forunderlig blandede, vemodig-glade Følelser, hvormed de faa Overblevne maatte staae ved Maalet.

✂ Det var i Skiær-Sommer (1099), Hertugerne af 📌Lothringen og 📌Normandiet, Greverne af 📌Flandern og 📌Provence, og 👤Tankred, der nok vilde følge 👤Boemund, men ei naar han svigtede Kors-Banneret, leirede sig paa “Zion og 📌Olie-Bjerget”, og skiøndt de næste fem Uger kun maae synes os som fem Dage for dem, der havde 458overlevet de syv Maaneder for 📌Antiochien og de endnu langt frygteligere tre Uger midt i den, saa er dog ogsaa for os den “nærværende” Tids Pinagtighed altid den største, saa det var intet Under, de havde nær tabt Taalmodigheden, da de prøvedes haardt, saavel med Hunger og Tørst, som med Mangel paa Tømmer til Krigs-Redskaber. Vel prøvede de “Tolv Tusinde,” hvortil den utallige Hær var indsvundet, strax, efter Eremitens Raad paa 📌Olie-Bjerget, at løbe Storm, og Muren var alt besteget, men da tvivlede de, sloges tilbage, og havde nær opgivet det Hele, da en ordenlig Beleiring ►syndes umuelig, hvor der, blandt Andet, kun var een Kilde i Nærheden, hvis Vand ei engang hver Dag var drikkeligt, saa Mange vilde heller nøies med at have “seet” 📌Jerusalem. Da imidlertid den lille Flaade naaede Havnen ved 📌Jaffa, og fristede Mange til at tænke paa Hjem-Reisen, blev den ►til Lykke indspærret af en Ægyptisk, saa Mandskabet fandt det bedst at gaae i Land med hvad de kunde føre, og stødte til Kors-Hæren, som herved ikke blot fik et godt Vink om at holde ud, men ogsaa endeel raske Tømmer-Mænd til at bygge Taarne, der kunde maale sig med Muren. Førend Man ret lagde Haand paa Værket, beredte Man sig dog, efter en alvorlig Formaning af Præsterne (i Grunden af Biskop 👤Ædmers Skygge), ved i et høitideligt Optog, ►med flyvende Faner og klingende Spil, barfodet at gaae Staden rundt, og paa ►Himmelfarts-Bjerget, som Grændsen for Herrens Efterfølgelse, broderlig at tilgive hinanden deres Skyld og Brøde. Niende Dagen efter, havde 👤Ædmers Skygge sagt til Præsten 👤Peter Desiderius fra Die (i 📌Dauphiné), som nu var Hærens ypperste Spaamand, skulde 📌Jerusalem blive taget, og med den kaadeste Spot, der især ramde Korset, havde de Vantroe fra Muren yderlig forbittret ►Kæmperne, saa travlere otte Dage end de Næste har Man nok sjelden seet, og ottende Dag stod allerede baade Hertug 👤Got459👤freds og Grev 👤Raimunds Taarne færdige ved Muren*►Raimund Agil hos ►Bongars S. 174–77.. Stormen varede halvanden Dag, under haardnakket Modstand, saa Folk havde med Kræfterne nær tabt Modet og trukket sig tilbage, men da saae Mange en Kæmpe, Ingen kiendte, vinke med sit Skjold paa 📌Olie-Bjerget og giøre Tegn til ►Indbrud *Sammest. S. 178., og dermed kom der saadan Fyrighed i dem, at snart stod Lettold og ►Viger Løve-Bane, To af 👤Gotfreds Riddere, paa Muren, hvor baade han og 👤Tankred og mange Andre strax med Raabet “hjelp Gud” var hos dem. Dermed var Slaget vundet, thi Fienden prøvede nu ikke engang meer paa at sætte sig til Modværge, men lod sig slagte som Fæ paa Gader og Stræder, eller flygtede: deels til det saakaldte 📌Salomons-Tempel, og deels til 📌Davids-Borgen, som først da Staden var taget, overgav sig til Grev 👤Raimund. Der skal have været over 60000 ►Muselmænd i Staden, og af dem undkom ikke et levende Øie, undtagen de i 📌Davids-Borgen, som Grev 👤Raimund tog under sin Beskyttelse; thi vel havde 👤Tankred givet dem i 📌Salomons-Templet sin Fane til Sikkerheds-Tegn, men til hans store Ærgrelse blev de ligefuldt nedsablede, og det var frem for Alt grueligt at see, hvordan baade Hertug Gotfred og ►Viger Løve-Bane den Dag brugde deres Biørne-Kræfter*Kors-Krønikerne hos ►Bongars S. 27. 28. 75–76. 178–79. 398–99..

✂ Saaledes blev da 📌Jerusalem vundet, ryddet og renset, og her, hvor Alt ►sprang over Klingen og Blodet paa sine Steder ret egenlig gik til Hestenes Bidsler, skulde nu vel, efter vore “dydsirede Forskrifter”, baade Skriver og Læser blive ømme om Hjertet eller dog lade, som de blev det, og skamme Ridderne ud; men vi har i alt Fald nuom460stunder saa lidt virkelig Medlidenhed med Næsten, at vi giør klogest i at giemme den til dem der kan have godt af den, og det er naturligviis ikke de ►Muselmænd, der faldt for syvhundrede Aar siden, men de Christne ved Siden ad os, som Man plager og piner Sjælen ud af Livet paa. Kun alt for mange Taarer har vi fældt paa “Skue-Pladsen” over ingen Ting, og kun alt for ivrig har vi forskrevet Dyder og sværtet Laster med Blæk til ingen Nytte, saa det er paa den høie Tid, vi lade Skuespillet fare, slaae en Streg over alle Papirs-Dyderne og vise Efter-Slægten, med Noget, den nødes til at nævne og studse ved, hvormeget bedre vi, end Middel-Alderens Riddere, har lært at øve Daad som duer og ret forbinde “Dyd og Ære”, saa vi selv i Fienden ære Mennesket og aldrig over Kampen glemme Kiærligheden. Jo bedre det imidlertid lykkes, des ►billigere vil vi sikkert blive mod Fortidens ædle ►Kæmper, i det vi lære, det er ikke nær saa let at være dydig som at moralisere, og langt vanskeligere at synes god, naar Man virkelig giør sit Bedste, end naar Man sidder med Hænderne i Skiødet eller staaer dog blot til Tidsfordriv og prikker med en Pen! Og hvad nu i Særdeleshed “Blod-Bad” angaaer, da skal vi lægge vel Mærke til, at det smukke Kiøn, der unægtelig fælder baade de fleste og de oprigtigste Taarer over dem, holder dog sædvanlig mest af Mesterne for dem, naar det kun ikke er gaaet ud over deres nærmeste Slægt og Venner; thi det lærer os, at, hvad enten det er ret eller galt i Grunden, falder det Menneske-Hjertet naturligt gierne at kiøbe sine Venner Seier og Ære med Fiendernes Blod, ihvor store Strømme det end maa flyde, saa naar vi paa Kors-Toget klamres med Ridderne om Tyrke-Blod, da er vi enten Tyrker i Grunden, eller det er et paataget Væsen, som Ridderne vel saae i 📌Byzants, men med Rette forsmaaede. ►Blods-461Udgydelsen, siger ►Skriften, begyndte med et Broder-Mord►, saa den er nem at laste, og Han, paa hvem de Christne troe, ►udøste kun “sit eget Blod” med Bøn for sine Fiender, saa det er soleklart, hvad der i den Henseende er christeligt; men Folke-Livet i Verden har altid ligget og ligger bestandig i Kamp med sine dødelige Fiender, og Mildhed mod dem i den aabne Feide er, ligesom Mildheden mod “Røvere og Mordere” i Retter-Gangen, saa langt fra at være en Dyd, at den, som vi see i 📌Byzants, meget mere er et Foster af Slaphed og Feighed og en dødelig Synd mod det “►Borgerlige Selskab”, der kun blomstrer paa sine Fienders Grav. Hvor Man ikke bryder sig om det, og har hverken Tro eller Fæderne-Land, men kun personlige Begiærligheder, Man til enhver Priis vil følge saa længe og skaffe saamange “Slaver” som mueligt, der skaaner Man naturligviis gierne alt Blod, undtagen sine personlige Fienders, ligesom Neger-Fyrsterne ►spare deres Krigs-Fanger for at sælge dem til den Høistbydende; men sand menneskelig Oplysning vil lære os, at hvem der foretrækker evigt Slaveri for Døden er ikke Livet værd, og at Skaanselen af det ►Borgerlige Selskabs Fiender, enkelte eller flokkeviis, er endnu langt skadeligere end, hvad dog ogsaa ►med Flid skal undgaaes, urimelig Haardhed mod Misdædere og unødvendige Krige.

✂ At nu den store Krig, Christenheden giennem hele Middel-Alderen førde med de ►Mahomedanske Fri-Byttere, selv under Skikkelse af Angreb, var i Grunden “Nød-Værge”, har vi seet, og at Kampen bliver ædlere, Helte-Gierningerne større, og Blod-Badet menneskeligere, jo mere Krigen føres til hele Menneskehedens Bedste, og jo mere alle Personligheder og selv Nationaliteter tabe sig i en omfattende Begeistring for hvad alle ►Borgerlige Selskaber har tilfælles, det maae vi dog endelig snart 462lære at indsee, saa vi ikke længer finde selv den største Tapperhed for Tyranni, lav Egennytte eller tom Glimmer priselig, end sige brændemærke den Ædleste af alle Krige under Solen, som det “Store Kors-Tog” var, med de lumpneste Navne vi kan optænke.

✂ At Kors-Dragerne, for deres Selv-Opoffrelser i Tyrke-Krigen, ventede en evig Belønning i Himlen, maae vi kalde et falsk Haab, udsprunget af den samme hedenske Over-Tro, som vi spore ved den hellige Landse og Guld-Billedet af 👤Christus, de lod giøre af det Tyrkiske Bytte; men det var i alle Henseender deres egen Sag og deres egen Skade, og da Hundrede-Tusinder ligesaa lidt da som nu lod sig drive til saa store Anstrengelser og Opoffrelser blot af Ærbødighed for Menneske-Aanden og af Kiærlighed til Næsten, maae vi være glade ved, de fik den Hjelp de trængte til, for at udføre det Stor-Værk, hvortil de følde baade Drift og Kraft. Saalidet derfor, som det i vore Øine vilde nedsætte Heltene ved 📌Thermopylæ og 📌Salamis, om de haabede for deres Daad at optages blandt Guderne, ligesom ►Herakles, saalidt maa det lignende Haab, Kors-Dragerne ►aabenbar nærede, ►skille dem ved det Mindste af vor Beundring, thi var end deres Haab om Udødelighed i Himlen for hvad der kun gavnede Jorden for dristigt, saa er dog en ærefuld Udødelighed herneden, netop fordi den ►syndes dem forlidet, dobbelt deres velfortjente Løn. For at ►skille dem derved, har vel Avind stræbt at fordunkle deres store Fortjenester af Christenheden: deels ved at sige, de tænkte ei paa al den Fordeel, deraf i Tidens Løb skulde høstes, og deels ved at pege paa det svage og kortlivede Rige, de stiftede i 📌Øster-Leden; men deels er det soleklart, at da de virkelig opoffrede Alt for Christenheden, er det aldeles ligegyldigt, hvordan de tænkte sig Følgerne, og deels er det ikke Rigets Skyld i 📌Jerusalem, om vi hidtil 463var blinde for dets ►uberegnelig store Vigtighed og Virksomhed.

✂ Vi maae nemlig vel sige: at havde Kors-Dragerne det ►urimelige Haab at finde 👤Christus i “📌den hellige Grav,” da tog de ►mærkelig Feil, men “det ►Borgerlige Selskab”, som ved ►📌Jerusalems Forstyrrelse var jordet der, det stod virkelig paa en Maade op i ►Grav-Riget og blev Mønsteret for Alt, hvad der udenfor 📌Norden lige til de seneste Tider fortjener dette Navn, saa det er ingenlunde i Rigets Udstrækning eller Varighed, der efter Omstændighederne maatte blive ubetydelige, men i Dets Forfatning, der neppe andensteds kunde opstaaet og i alt Fald ingensteds virket saa almindelig velgiørende, vi skal søge og sætte Dets Vigtighed. Skulde nemlig nogen Throne blive “Ydmyghedens og Retfærdighedens Høi-Sæde” paa Jorden, maatte det vel være Kong 👤Davids ved 📌den Hellige Grav, og hævede der sig en bedre Stats-Forfatning i dette ny 👤Davids Rige, stiftet, bemærket og besøgt af de Ypperste fra hele Christenheden; da stod den som et lysende Exempel, lig ►Staden paa Bjerget, der kan ikke skjules, og som en saadan Ære-Port for Kors-Togets Helte byder Historien os at betragte Riget i 📌Jerusalem.

✂ Allerede under Beleiringen, siger Grev 👤Raimunds Klerk, blev der holdt Raad om et Konge-Valg, men da blev der Intet af, iblandt Andet, fordi Geistligheden fandt det upassende at nogen Anden skulde bære Konge-Navn, hvor Herren selv var kronet, og han maaskee ophøie sig i sit Hjerte og fortørne Herren; der burde kun være en Beskytter, som kunde besørge Forsvars-Væsenet*►Raimund Agil hos ►Bongars S. 176.. Paa anden Dansk: Geistligheden vilde helst være sin egen Herre og staae for Oppebørselen ved 📌den hellige Grav, saa der behøvedes kun en “Kirke-Værger”, der aldrig kunde have for ydmygt et Navn, da Kirkens “verdslige Arm” altid fristes til 464at ophøie sig over ►det geistlige Hoved, og den Tanke-Gang er saa naturlig, at havde vi selv været med, og havt Udsigt til Patriarchatet i 📌Jerusalem eller dog til En af Bispe-Stolene mellem “Dan og Bersabah,” vilde det undret os, at ikke hvert christent Menneske fandt den Ting indlysende; men havde vi været i 👤Gotfreds og 👤Tankreds eller Nogen af de andre raske Ridderes Sted, vilde vi naturligviis ogsaa fundet, der var en Hage ved, og følt paa vor Samvittighed, at det var ikke Alt af “Aandens” Drift, hvad Geistligheden sagde, især naar Talen blev om ►Mit og Dit. Otte Dage efter Stadens Indtagelse forsamlede Ridderne sig derfor ordenlig til Konge-Valg, og blev smækvrede, da Geistligheden igien vilde føre sin Besyv og anmærkede, at det kunde maaskee være godt nok med en Konge, men ligesom det “Evige” maatte gaae for det “Timelige”, maatte den “Geistlige Statholder” (vicarius Spiritualis) ogsaa vælges førend den “Verdslige”, ellers blev Valget, reentud sagt, ugyldigt*►Raimund Agil hos ►Bongars S. 179.. Heraf seer Man, at selv de Præster, som havde reist med Heltene, havde dog endnu ikke lært, hvad Forskiellen var mellem 👤Karl den Store og 👤Ludvig den Fromme, eller paa Kirkens Ven og Geistlighedens Træl; men nu blev de dog nødt til at mærke det; thi Grev 👤Raimunds Capellan vilde vist ikke ved denne ►mærkelige Leilighed have glemt at nævne ►enten sin egen Herre eller Gotfred, eller selv en langt mindre høibaaren Ridder som en Undtagelse fra de vrede Ansigter, hvis der havde været Nogen. Nu beklager han derimod kun, at Biskop 👤Ædmer, æret af Alle som en 👤Moses, var død, og han har for saavidt Ret, at havde denne ►Apostolikerens Fuld-Mægtig oplevet 📌Jerusalems Indtagelse, da var Patriarchen gaaet Kongen i For-Kiøbet og den Hellige Stol maaskee flyttet til Graven; men nu var han, ►til Lykke, borte, saa Ridderne kunde følge deres eget Hjerte, der 465sagde dem, at forudsætter end Tiden Evigheden, saa kommer dog i Menneske-Livet Tiden først og maa bruges, mens Man har den, og at gav Man Geistligheden, der ►alt ►raadte for Sjælen, blot en Finger af Legemet, da tog de hele Haanden, og gav Man dem Haanden, da hele Kroppen. De beed da Geistligheden af og tilbød saa først Grev 👤Raimund Thronen, men da han ►gjorde sig Samvittighed af at bære Konge-Navnet, faldt Valget paa Hertug Gotfred, der vel aldrig vilde bære en Guld-Krone, hvor Herren bar Torne-Kronen, men lod sig ei skrække af Navnet, og han brugde sin korte Regierings-Tid saa godt, at han giennem hele Middel-Alderen pristes som et Konge-Mønster*Kors-Krønikerne hos ►Bongars S. 76–179. 399. 537. 48..

✂ Om ham fortæller 👤Vilhelm Tyrier, iblandt Andet, at nogle Muselmanske Gesandter traf ham i Leiren for Arsuf siddende paa en Straa-Sæk, og forundrede sig høilig over at see en Konge sidde saa lavt, men fik til Svar: skal vi ligge i Jorden, kan vi ►sagtens sidde paa den*►Vilhelm Tyrier hos ►Bongars S. 774., og uden at kunne borge for saa ung en Skrivers hemmelige Efterretninger, kan der dog ingen Tvivl være om at 👤Gotfred med sin gode Villie satte sig lavere, end nogen Konge i Christenheden. Kongen i 📌Jerusalem tilsvor nemlig ikke blot før Kroningen Kirken al dens Frihed, men ogsaa før Hyldingen Folket deres Rettigheder, og stod kun som en kronet Midler mellem Ridderskab, Geistlighed og Borgerskab, som hver havde sin egen Høieste-Ret, hævet over Konge-Bud, og havde virkelig “Stemme” i Alt hvad der angik ►det almindelige Bedste *👤Wilkens's ►Historie af Kors-Togene I. 307–424.. At nu 👤Gotfred med Flid udkastede denne Stats-Forfatning og lod den beskrive paa løse Blade med forgyldte ►For-Bogstaver, det er ikke blot tvivlsomt 466men efter Tidernes og Kæmpens Vilkaar, ►urimeligt; thi det er kun os, der bruge Livet til at udkaste Planer og ansee det for store Ting, naar vi kan faae dem ført i Pennen, før vi døe, overladende det da trøstig til Efter-Kommerne at sætte dem i Værk, uden at huske, at enten tænke de anderledes end vi og kan da ikke befatte sig med vore Planer, eller de gjør som vi. Ridderne derimod betænkde sig ikke længe og skrev sædvanlig slet ikke, men greb fat og slog til naar det ►hugede dem, som de Smukke giør endnu, hvorved det ►vist nok let kunde skee, de forgreb og forhastede sig, baade tog og slog feil, men hvorved der dog immer skedte Noget, og, som Historien viser, skedte Meget, der er værdt at tale om. 👤Gotfred har derfor sikkert indskrænket sig til at føre ►Septeret ligesom Sværdet, det bedste, han kunde, og overladt det til hvem der ikke havde Andet at bestille, at gruble over, om det ogsaa hængde ordenlig sammen, og at eftersee, hvordan det tog sig ud paa Papiret, naar det blev afdeelt i Paragrapher, hver med sit Løbe-Nummer og et stort Begyndelses-Bogstav med behørige Kruseduller.

✂ Et vigtigere Spørgsmaal er det ►vist nok, om den Stats-Forfatning, vi finde i 📌Jerusalem, som ►aabenbar stilede paa at oprette og vedligeholde en vis Lige-Vægt mellem Kongen og Stænderne, var saa ypperlig, som Man, efter de mange Lov-Taler over dens berømte ►Daatter i 📌England, og de mange Beilere til dens Slegfred-Børn i vore Dage, skulde formode; men selv naar Man finder hine Lov-Taler meget overdrevne og disse Beilere meget smagløse, maa Man dog huske, deels at 👤Gotfred vist var meget for beskeden til ved sit Huus-Raad at ville give hele Christenheden og hele Efter-Slægten Love, og deels, at hvad han saa end var, kan “Torne-Kronen”, han valgde, godt nu være meget upassende og dog i hans Dage have fortjent at tages til Mønster overalt, hvor Man savnede, hvad unægtelig klæ467der Konger allerbedst: en ganske simpel og glat “gammeldags” Guld-Krone. Det Sidste var nu, som vi oftere har bemærket, det store Savn saavidt som “Romer-Riget”, med Røver-Øxer for Rettens Sværd og Riis (►fasces) for ►Septer, havde strakt sig, altsaa midt ind i 📌Tydskland, og der kunde virkelig, til ►det almindelige Bedste, ei raades Konger bedre, end efter 👤Gotfreds Exempel at giøre Bod paa Straa-Sækken og at bringe lidt af hans Torne-Krone hjem med sig, som en “Reliqvie” fra 📌den hellige Grav til daglig Dyrkelse i Slots-Kapellet. Det var ►sagtens ikke ►rimeligt, at enten Kapetinger, Hohenstaufer eller Plantageneter vilde høre efter et Raad, der hørde Selv-Fornægtelse til at følge; men desrimeligere var det, at deres Lehns-Mænd, baade Geistlige og Verdslige, der baade med og uden dem besøgde de hellige Steder, vilde være saa letnemme, at de, blot efter Hukommelsen, hver i sin Hjem-Stavn, kunde ►paa fri Haand lave deres Konge et Side-Stykke til 👤Gotfreds Krone, hvori, hvad Man end ellers kunde udsætte paa Arbeidet, Tornene dog var forsvarlige. ►Som sagt, saa gjort, og uden at spilde nogen Roes paa Med-Arbeiderne, der ikke gjorde det nær saameget for Æren, end sige for det almindelige Bedste, som til deres egen Fordeel, maae vi dobbelt beundre “Forsynet”, der paa saa naturlig en Maade vidste at faae udført, hvad der for menneskelige Øine maatte synes umueligt: at opvække det ►Borgerlige Selskab af Graven hvor det ikke blot stank, men var aldeles opløst. Hvor der nemlig er en Grund-Lov, som Høvdingen ikke kan bryde, og en offenlig Stemme, han ikke kan trodse, uden ►aabenbar at stemple sig selv til Volds-Mand, der er et ►Borgerligt Selskab og al den Betryggelse, der i det kan haves for Misbrug af Magten, medens det beroer paa Tid og Omstændigheder, hvordan 468Grund-Loven helst skal være affattet og hvorigiennem den offenlige Stemme bedst kan trænge til Høvdingens Øren. Saa ilde, som nu Riget i 📌Jerusalem, naar det skulde overleve den Begeistring, der stiftede det, var tjent med en Forfatning, der gjorde Kongen til en kronet Tigger og bandt hans Hænder, som netop skulde gaae i Spidsen og slaaes med Tyrken, saa viselig var det derimod betænkt, naar Verden slet intet tabde ved ►Grav-Rigets Fald, men vandt usigelig ved af det med Nødvendighed at faae et sundt Begreb om det ►Borgerlige Selskab. Riget ved 📌den hellige Grav var nemlig, hvad allerede Abbed 👤Vibert kalder det, “en Koloni”, midt imellem Tyrker og Araber, som altsaa trængde bestandig til djærvt Forsvar, men ydede dog hverken Udflytterne eller Moder-Landet (Christenheden) nogen haandgribelig Fordeel, saa her maatte lutter aandelige Drive-Fjere sættes i Værk for at naae Stats-Øiemedet, som var Betryggelse af 📌den hellige Grav og Sikkerhed for ►Pillegrimene, der fra hele Christenheden vilde knæle ved den og bade sig i 📌Jordan. Det forudsaaes nu let eller mærkedes dog snart, at en Koloni, der har daglig Kamp og kan hvert Øieblik komme i yderste Fare, ei kan bestaae ved den Hjelp i Flæng og i Spræng, der lader sig vente af opbrusende Begeistring i Moder-Landet, saa Man maatte paa alle Maader lokke tappre Folk til at opslaae deres Bopæl der, og rige Folk til deels at ►sætte sig ned i ►Sø-Stæderne, deels drive en ordenlig Handel derpaa; men baade tappre og rige Folk vil have deres Frihed, og Handelen maa, for at blomstre, nødvendig have sin, medens alle Tre føle Trang til en vis ufravigelig Orden, og saaledes opkom med Nødvendighed den ny Stats-Forfatning med sit “Over og Under-Huus” og Kronen indeklemt imellem Begge. Man har bemærket, at Kors-Hæren kunde lettet 📌den hellige Gravs Forsvar langt anderledes, hvis Den, istedenfor at smelte hen ved 📌Antiochi469📌en, var gaaet til 📌Ægypten og havde bemægtiget sig dette Land, rigt paa Hjelpe-Kilder og naturlig skikket til at beherske 📌Syrien, og det er ganske rigtigt, ja faldt, som vi har seet, allerede somme Folk ind paa Veien til 📌Jerusalem; men havde Kors-Hæren gjort det, da havde den ikke været det, den var, og da var Kolonien heller ikke blevet hvad den blev: en “Borgerlig Real-Skole”, hvormed Christenheden var anderledes vel tjent, end med det mest blomstrende og seilivede 📌Chalifat i Ægypten, om saa hans Hellighed, for ret at korsdanne det, var selv flyttet til 📌Alexandrien.

✂ Efter denne Anskuelse af Sagen, som Man, ved nøiere Betragtning, vil finde, er saa langt fra at være grebet af Luften, at den meget mere er fundet i Graven, indseer Man let, at Rigets Stiftelse hører langt anderledes til Verdens-Historien end dets sygelige Levnets-Løb og usle Endeligt, saa derom tales bedst i Forbigaaende, og jeg formoder, det gaaer Læseren, ligesom det gaaer mig, og ligesom det gik de fleste Kors-Farere efter 📌Jerusalems Indtagelse, at de gad nok vidst, hvordan det stod til i Hjemmet og hvad Løn der ventede Heltene for deres Stor-Værk.

✂ Ridder-Kongen 👤Gotfred, Middel-Alderens sande Kong ►Artus ved det runde Bord, kan vi imidlertid dog ikke forlade, skiøndt alle Heltene gjorde det, saa nær som 👤Tankred, før vi veed, hvor god Lykken var ham, der opgav Hjemmet og tog sin Deel ved Graven. Snart er det sagt, thi Seieren over den Ægyptiske Hær ved 📌Askalon, hvor ►Roberterne og 👤Raimund endnu stod ham troelig bi, blev den sidste, han vandt ►i aaben Mark, og et mageligere Sæde end det paa Straa-Sækken fik han aldrig, men snart det rolige Leie, han der beredte sig til, med den korte Gravskrift “Mageløs og Barnløs”, som ingen ►Lov-Talers Pen men 470hele Christenhedens Mund, uden Modsigelse af Dens Fiender, eenstemmig gav ham.

✂ Broderløs var 👤Gotfred vel ingenlunde, thi een Broder, Eustak, havde fulgt ham, som hans Skygge, og den Anden, 👤Baldvin, som blev hans ►Eftermand paa Thronen, var hans Med-Beiler paa Val-Pladsen, men han var det hverken paa Straa-Sækken eller hvorsomhelst Man beiler sømmelig til meer end Magt og Beundring for Øieblikket: til Udødelighed i de Ædles Bryst. Hans Kapellan, 👤Folker fra 📌Chartres (dog ikke ham, der var første Mand paa Reeb-Stigen ved 📌Antiochien), har betroet os, at da han i 📌Edessa, hvor han sad varmt inden Dørre, og svømmede i Overflod, mens Heltene baade hungrede og frøs for 📌Antiochien og tørstede ved 📌Jerusalem, spurgde sin Kongelige Broders Død, da gjorde det ham vel lidt ondt (dolens aliqvantulum) men Arve-Parten gjorde ham meget glad (plus gaudens) *►Folker hos ►Bongars S. 402–3., og det kunde være Nok om ham i Verdens-Historien, naar det ikke var en saa besynderlig Ting, at ligesom 📌Edessa, med sin Kong 👤Augar, danner en æventyrlig Episode i den ældste Kirke-Historie, det under Kors-Toget danner en Lignende i Stats-Historien, hvorved Hiin paa en Maade afhjemles og Begge afrundes. Derfor maae vi dog vide, at efter Slaget ved Gorgone, da Kors-Hæren kunde giøre ved 📌Natolien omtrent hvad den vilde, gjorde 👤Tankred og 👤Baldvin en Udflugt til 📌Kilikien, hvor de dog snart blev Uvenner ved Hedning-Apostelens Føde-By, 📌Tarsos, som 👤Tankred havde vundet med Æren, men 👤Baldvin tog fra ham med List og Vold, og blev derved saa foragtet i Hoved-Leiren, at han med 200 Riddere, der endda kun nødig fulgde ham, besluttede at æventyre sig selv paa 📌Euphrats Bredder. Her tog han nogle Borge fra Tyrkerne, og da den Byzan471tinske Stat-Holder, som havde opkastet sig til Despot i 📌Edessa, men havde Tyrkerne paa Halsen, hørde, der var kommet En af de uovervindelige ►Franke-Høvdinger til Egnen, leiede han ham strax til sin Liv-Vagt med Løfte paa at arve Despotiet efter ham. 👤Baldvin beed paa Krogen, men brød sig ikke om, at Indbyggerne snart slog den gamle Despot ihjel, da “Arve-Parten”, som vi veed, trøstede ham over meer end det, og saaledes blev han da Despot i 📌Edessa *►Folker hos ►Bongars S. 389–90., hvor han, ved at give Tyrkerne i 📌Mosul Noget at bestille, og opholde Korboga hele tre Uger paa Reisen til 📌Antiochien, ►vist nok gjorde Kors-Dragerne langt større Tjeneste, end om han var blevet hos dem og havde kanskee tilsidst ærgret Livet af 👤Tankred, men uden dog derfor at have mindste Krav paa deres Taknemmelighed end sige paa Thronen ved 📌den hellige Grav, hvor han kun, efter 📌Jerusalems Indtagelse, i Følge med den anden ►Afstikker, 👤Boemund, aflagde et fornemt Besøg*Sammest. S. 400–1..

✂ Ved at vælge denne Herre til 👤Gotfreds ►Eftermand, og det paa en Throne, der ene kunde bestaae ved Begeistring og Opoffrelse, maa Man vel sige, Lehns-Mændene høitidelig indviede Riget til Undergang, men, skiøndt 👤Tankred stod midt iblandt dem, ►syndes de dog, ham selv iberegnet, kun at have Valget mellem begge de berømte ►Afstikkere, og skiøndt 👤Tankred naturligvis stemmede paa 👤Boemund, saa var det dog ►aabenbar ikke Skæbnens Villie, at han skulde være Konge i 📌Jerusalem.

✂ Det var nemlig omtrent paa samme Tid, som 👤Gotfred døde, at 👤Boemund blev fanget af Tyrkerne*Kors-Krønikerne hos ►Bongars S. 301. ►Tankreds Levnet hos ►Muratori V., og skiøndt han slap fra dem, endte han dog længe før 👤Got472👤freds Throne igjen blev ledig, og det er høist ►mærkeligt at hans sidste Bedrift ret egenlig var en Skygge af den Første.

✂ Hvor tilbøielige vi imidlertid kunde være til, baade for den Sags Skyld og for meget Andet, at overantvorde 👤Boemunds sidste Dage til Glemsel, vil vor historiske Samvittighed dog ikke tillade os det, da Samtidens Beretninger soleklart vise, han endnu i sin Skygge-Tid gjorde en Opsigt i 📌Europa, som saare faa Høvdinger i deres høieste Glands. Da han nemlig (omtrent 1104) i 📌Antiochien fandt sig indeklemt mellem Tyrker og Byzantiner, satte han 👤Tankred i sit Sted, og smuttede forbi den Byzantinske Flaade, hjem til 📌Europa, for, om mueligt, i Spidsen af en ►Franke-Hær at holde et seierrigt Indtog i 📌Konstantinopel, og saaledes endnu ei blot faae Bod for mange Tab, men see sin Ungdoms stolte Morgen-Drøm opfyldt. Ved denne Leilighed fortæller Prindsessen, som har skiænket dette 👤Boemunds sidste Æventyr hele to Bøger af sin ►Alexiade, at den listige Norman, der selv lod udsprede, han var død, gjorde Reisen til 📌Korfu som et Liig i Kiste, med al den Sørge-Pragt, der hørde til at giøre Byzantinerne troskyldige, men at han saa var dumdristig nok til at lande paa 📌Korfu, indstille sig for Befalings-Manden der, og bede ham melde Keiser 👤Alex, at han var staaet op fra de Døde for at hjemsøge 📌Romer-Riget med Ild og Sværd og ei standse, før han stod seierrig midt i 📌Byzants *👤Annas ►Alexiade S. 340–42.. Denne Ligkiste-Leg, som Prindsessen ansaae for en splinterny Opfindelse af 👤Boemund, havde han imidlertid lært af sin berømte Fader, hvem han i det Hele ikke nær saameget lignede som efterlignede, og den døde Hane, som 👤Anna siger, han tog med i Kisten, for at selve Lig-Lugten ei skulde fattes, var det eneste Eiendommelige, men gav rigtignok ►Tingen et saa 473naturligt Skin, at vi maae betragte det som et Varsel om den virkelige ►Hel-Fart, Boemund uvitterlig beredte sig til.

✂ Hans forvovne Plan var at bevæge 📌Vester-Leden til et Kors-Tog mod Byzantinerne, og fra han satte sin Fod paa 📌Italiens Grund afmalede han derfor Keiser 👤Alex med de sorteste Farver, ikke blot som en afgjort Tyrke-Ven, men som en forstokket Hedning, langt værre end Tyrken, og til Sandemænd havde han endeel Byzantinske Flygtninger, hvoriblandt En gav sig ud for Sønnen af Keiser 👤Romanos Diogenes, der for nogle Aar siden med væbnet Haand havde stræbt at giøre sin Arve-Ret giældende, men var kommet til Kort*👤Ordriks ►Kirke-Historie hos ►Duchesne S. 817. 👤Annas ►Alexiade S. 345–46.. Man seer strax, at 👤Boemund vilde drage samme Fordeel af denne 👤Diogenes, som hans Fader af 👤Mikkelen, han førde med sig, men da Prindsesse 👤Anna forsikkrer, at allerede han, der kort før Kors-Toget udgav sig for 👤Leo, en Søn af 👤Romanos, og gav 👤Alex Nok at bestille, men blev dog tilsidst fanget og mistede Øinene, var en grov Bedrager*👤Annas ►Alexiade S. 271–79., saa synes Bedrageriet med den Boemundske Keiser-Søn at have været ret haandgribeligt.

✂ Uagtet nu 👤Boemund, udrustet med den hellige Fader Pavens Fuldmagt og varme Anbefaling, valgde 📌Frankrig, hvor Urbans Kors-Præken havde frugtet saa godt, til ►Middel-Punkt for Sin, og formælede sig desaarsag med Kong 👤Philips ►Daatter 👤Constance, saa havde han dog ogsaa Mod paa 📌England og vilde selv fristet Lykken der; men 👤Henrik Præstelærd, der helst vilde præke selv paa Øen, bad ham meget artig ingen Uleilighed giøre sig, da han snart selv kom over til 📌Normandiet og kunde der have den Fornøielse at tale i Mag med 📌Antiochiens be474rømte Fyrste. Han matte altsaa indskrænke sig til 📌Italien og 📌Frankrig, men der gjorde han ogsaa ganske overordenlig Lykke, som Man nok kan tænke, da han, efter Prindsessens nøiagtige Beskrivelse*👤Annas ►Alexiade S. 404., maa have været storladen som en Konge, bygt som en Kæmpe, smuk som en ►Apol, fiin som en Hof-Mand og veltalende som Faa, saa naar han traadte frem for Høi-Altret i 📌Chartres og skildrede, paa den ene Side, hvad han selv havde oplevet mellem 📌Maglegaard og 📌den hellige Grav, og, paa den anden Side, Pragten og Rigdommen, Hedenskabet og Feigheden i 📌Byzants, da maatte han nødvendig, om just ikke hvad vi kalde “begeistre” saa dog hvad al Verden kalder “fortrylle” baade Herrer og Damer. 👤Ordrik udtrykker sig derfor meget rigtig, naar han siger, at denne Præken, som ►lovede Kors-Dragerne Guld og grønne Skove (►urbes et oppida ditissima), opflammede Tilhørerne saaledes, at de greb Korset og gav sig paa Vei til 📌Jerusalem, som Man gaaer til Gildes*👤Ordriks ►Kirke-Historie hos ►Duchesne S. 817..

✂ Saaledes høstede da 👤Boemund i visse Maader al den Berømmelse, Kors-Dragerne havde fortjent, og han gjorde for saavidt klogt i at “optage sin Løn,” før Man opdagede, han var skjøndt ingen “Linie-Dandser” som hans Svoger, saa dog en “►Afstikker;” men slige fortryllende ►Skue-Spil høre immer til Dagens Orden i den fine Verden, saa, har Man intet Kors-Tog og ingen 👤Boemund at beundre, da ikke blot nøies Man, som Prindsessen i 📌Maglegaard, med et ►Krigs-Puds og en 👤Alex, men finder disse endnu “guddommeligere” end Hine*👤Annas ►Alexiade S. 404., og Verdens-Historien giør da, ved her at ændse det, kun en Undtagelse, fordi 👤Boemunds Kors-Tog mod 📌Byzants, ved Siden ad Christenhedens mod Tyrkerne, staaer i alle Maa475der som Trylleriet i Kongers Gaarde ved Siden ad Begeistringen under aaben Himmel, to himmelvidt forskiellige Ting, som Man dog, fra 👤Boemunds Dage til Vores, kun alt for sædvanlig, baade i og udenfor Kors-Togenes Historie, har forvexlet og sammenblandet.

✂ Med en Flaade, som Prindsessen ligner ved en svømmende Stad og finder det høist tilgiveligt at den Byzantinske Admiral, der skulde hindret Land-Gangen, betimelig dreiede af for, stak 👤Boemund i Søen fra 📌Brindisi (1107), og fulgte sin Faders Kiølvand til Valona og 📌Durazzo, hvad netop var det Samme, som naar en aldrende Digter faaer det fortvivlede Indfald at omskrive sit bedste Ungdoms-Arbeide, for at giøre Slutningen mere glimrende. Keiser 👤Alex, der, siden 👤Robert Viskard, den frygtelige ►Age-Thor, døde, var gammel vant til at betragte sig selv som den største Mand i Verden, men 👤Boemund som “sin Næste”, havde naturligviis anstrænget sig for at berede ham en Modtagelse, der lod ham føle Majestætens Overlegenhed; men hvor tilsyneladende rolig han end løste sine Saaler af og satte sig tilbords, mens alle hans Hofmænd blegnede, da Løberen fra 📌Durazzo, hvem Frygten gav Hermes-Vinger, styrtede aandeløs ind med de Ord: 👤Boemund har gjort Land-Gang, saa betroer Prindsessen os dog, han var ikke selv fri for lidt indvendig Rystelse, og skiøndt han omsider rykkede ►i Marken, kom han dog ikke længer end til Saloniki, hvor han svedte hele Vinteren over at afrette sine Krystere til ►Kæmper *👤Annas ►Alexiade S. 372. 75. 79. 404.. Det saae ogsaa galt nok ud for 👤Kyri-Alax, thi 👤Boemund skal have havt et Følge af over 30000 raske Karle, hvoriblandt Endeel fra “📌Thule,” som han havde opsnappet og forlokket paa deres Valfart til 📌Maglegaard, og det var ikke nok dermed, at Man nær aldrig havde faaet “Vor Frues Slør” i en af Hoved-Stadens 476Kirker, som hver Fredag skulde fare til Himmels, til at giøre sin Pligt, men ved et af de mange Bede-Steder mellem 📌Konstantinopel og 📌Salonik, hvor Keiseren og Keiserinden holdt lovlig mange Rast-Dage, fandt Man et Par ►Nid-Skrifter, og det Ene under Keiserens eget Bord, som især løb ud paa, at Fruentimmerne (som ►Telemak siger til sin Moder) skulde kiønt holde sig til Rok og Teen i Fruer-Buret og lade Mændene om Sværd og Skjold. Hvor et Nidskrift, som veed, det er fordømt til den for Papir utaalelige Straf at “kastes paa Baalet,” vover sig saa nær til Ilden, der maa nødvendig stikke “en Sammen-Rottelse” under, tænkde baade Keiseren og hans kloge ►Daatter; men om der virkelig var noget Sligt i Giære, eller det, som ved slige Leiligheder de 99 af 100 Gange, kun var blind Alarm, hvormed Romer-Retten straffede sig selv, kan vi af den hemmelighedsfulde Oplysning og korte Proces umuelig opdage*👤Annas ►Alexiade S. 376–79.. Det er for Resten meget ►rimeligt, at 👤Boemund, der, som Prindsessen bemærker, ingenlunde savnede Forbindelser i Keiserens Leir, ogsaa har havt sine Garn ude der, medens han ►syndes kun at have sine Tanker ved 📌Durazzo, hvor han fandt haardnakket Modstand; men tænkde han, 👤Alex lod sig enten lokke eller true til at gaae ham paa Klingen, da tog han ►mærkelig Feil; thi at møde 👤Boemund ►i aaben Mark, det, siger Prindsessen, havde hendes Fader ►forlovet, ►vist nok ikke, fordi han jo godt turde see Normannen under Øine, men fordi han fandt det ikke raadeligt at vove sig saa yderlig, eller komme den listige Krabat fornær. Langt heller begik han hvad blandt Smaa-Folk kaldes en Skurke-Streg, og spillede 👤Boemund falske Breve i Hænderne til hans Broder og alle de Ypperste i Leiren, hvori Keiseren takkede dem for deres Forræderi og opmuntrede dem til at blive det troe, og Prindsessen forsikkrer, 👤Boemund 477havde nær ladet sig narre til at mistænke og bryde over tvert med alle sine gode Venner*👤Annas ►Alexiade S. 387–89.. Hvad Prindsessen derimod synes at have glemt over dette Mester-Stykke, er Virkningen af de Forberedelser, hun selv fortæller, Keiseren traf til virkelig at bestikke og forføre 👤Boemunds Broder Hvid (Guido), som før havde staaet i hans Tjeneste, med andre Flere, hvad 👤Ordrik forsikkrer os, ganske rigtig lykkedes og bragde, tilligemed Hunger og Pest, omsider 👤Boemund i saa fortvivlet en Stilling, at han maatte bede om Fred*Sammest. S. 387–99. 👤Ordriks ►Kirke-Historie hos ►Duchesne S. 823.. Vel tilstaaer Prindsessen, at Keiseren, ved at bønhøre ham, ogsaa kun ►gjorde en Dyd af en Nødvendighed, men dog har aldrig nogen navnkundig Ridder fra 📌Vester-Leden kastet sig saaledes ikke blot i Støvet men i Skarnet for den Byzantinske Sultan, som den stolte 👤Boemund, efter det meer end alenlange “Klemme-Brev,” Prindsessen triumpherende meddeler os; thi deri bekiender ikke blot 👤Robert Viskards Søn, En af Kors-Togets Høvdinger, den ene Gang efter den anden, at “Lehns-Mand” og “Træl” er hip som hap, men forpligter sig ogsaa med de dyreste Eder til al den Trældom, en Krigs-Mand, der bliver ved sit ►Hand-Værk, kan vise, ja, endog til at bestride “👤Tankred” paa Liv og Død, hvis han ikke vil falde til Føie og slippe alle de Stæder, han har taget, og det Altsammen for at beholde 📌Antiochien, som Keiseren ikke kan tage fra ham, forlenes med Aleppo, naar han selv kan vriste det fra Tyrken, og oppebære tohundrede Guld-Stykker (Byzanter) om Aaret*Anna S. 403–16. ►Ordrik S. 824. ►Folker hos ►Bongars S. 420..

✂ Man seer, det var paa den høie Tid, 👤Boemund 478døde for Alvor, hvad ogsaa skal være skeet snart efter hans Hjemkomst til 📌Apulien *👤Annas ►Alexiade S. 419., og vi vil forlade ham med den snurrige Oplysning, at hans Døbe-Navn var 👤Markus, saa 👤Boemund var kun et Øge-Navn, hans Fader engang overborde i Spas gav ham, efter en ►Jette af det Navn, som en ►Saga-Mand fortalde Æventyr om, formodenlig ►Stal-Broderen til ►Frakke og ►Stærk-Odder, som 👤Saxo kalder ►Bemon og Islændernes ►Beimun Stor-Viking *👤Ordriks ►Kirke-Historie hos ►Duchesne S. 817. ►Saxo ved 👤Stephanius S. 104. ►Snorres Edda (Stokholmer-Udgaven) S. 195..

✂ Keiser 👤Alex ansaae nu ►vist nok 👤Boemunds Død for langt større Vinding end hele hans Liv, med al den Trældom, hvortil det saa omhyggelig var forpligtet; men desuagtet var han nu dog ikke fornøiet, uden han fik 📌Antiochien med, hvortil han, der ei kunde forsvare hvad der laae ham langt nærmere havde en besynderlig Lyst, og hvorpaa han, for sin Medvirkning til dens Erobring og for alle sine Fortjenester af Kors-Dragerne, gjorde et endnu besynderligere Krav*👤Annas ►Alexiade S. 332–33. 422–23.. Saadanne urimelige Griller, selv hos et langt bedre kronet Hoved, vilde imidlertid Verdens-Historien aldrig ændse, naar det ikke just havde været 👤Tankred, 👤Alex misundte hvad han i en Række af Aar ligesaa ædelmodig som tappert havde kæmpet for. Nu maae vi derimod føie Prindsessen i, med saamange andre ►Mærkværdigheder i hendes Faders Dage, ogsaa at omtale det Budskab, han sendte til 👤Tankred som sin meensvorne Træl, der sad og gottede sig i Mag, sagde Keiseren, med hvad der havde kostet Byzantinernes Blod og Sveed. Da 👤Tankred nu var “bindegal og formastelig” nok til at lee høit ad denne Keiserlige Forelæsning, og bad 479Gesandterne hilse hjemme, at han fra 📌Antiochiens Bjerg-Slot saae ned paa Byzantinerne, som en ►Jette paa en Flok Myrer, og blæste ad den Græske Ild; see, da blev Keiseren naturligviis meget vred og lod sine “Vældige” kalde, for strax at udslette et saadant Uhyre af Jorden; men da de samtlig forestillede ham, det var dog bedst, førend Man rørde ved den Stræng, at høre hvad Kongen i 📌Jerusalem og de andre Latinske Herrer i Nabolaget meende om det, da fandt dog Keiseren, der var Mening i den Tale, og skikkede 👤Butumit med andre Flere og med en god Slump Penge til 📌Palæstina, for at prøve, hvad Priis Vedkommende satte saavel paa Keiserens som paa 👤Tankreds Venskab. ►Som sagt, saa gjort, og da Erfaring lærde, at de Allesammen gierne vilde have Pengene, men Ingen af dem giøre Gavn mod 👤Tankred, lod Keiseren det beroe indtil videre*👤Annas ►Alexiade S. 424–29., og Prindsessen ymter ikke engang om, at Døden, for Løn eller Bøn, var saa artig at fælde den trodsige Majestæts-Forbryder, det er kun Folker, som melder 👤Tankreds Død (1112) umiddelbar efter den mislykkede Beleiring af 📌Tyrus, vi af Prindsessen høre, Gesandterne, der satte Priis paa hans Hoved, personlig bivaanede*►Folker hos ►Bongars S. 423.. Antiochien fik Keiseren imidlertid ikke for det, og skiøndt 👤Boemunds mandlige Afkom uddøde med hans Søn og ►Navner, nedarvedes Fyrstendømmet dog paa Spinde-Siden i hans Æt, til den Ægyptiske Sultan (1268) tog det fra 👤Boemund den Sjette.

✂ Med 👤Tankred maa Man imidlertid sige, de ægte Normanniske Helte uddøde, thi 👤Robert Villumsen havde ►alt i flere Aar været levende død i sin Broders 👤Henrik Præste-Lærds Taarn, og 👤Tankreds Frænde, den seilivede Kong 👤Roger paa 📌Sicilien (til 1154), var vel en klog 480og lykkelig Herre og en dygtig Krigs-Mand, men ingen Helt.

✂ Vi har nu ledsaget alle Kors-Togets Høvdinger til Graven undtagen Grev 👤Robert den Yngre af 📌Flandern og den gamle Grev 👤Raimund, thi ►Afstikkerne Grev 👤Steffen af Blois og 👤Hugo Konge-Broder udelukde sig selv af deres Tal, og tænkde siden kun forgiæves at afstryge Skammen ved et ►Tog til 📌Bagdad (1102), der skulde fordunkle det til 📌Jerusalem; thi det endtes ►alt i 📌Natolien med den skammeligste Flugt og det fuldstændigste Nederlag, Man vel kiender*👤Ordriks ►Kirke-Historie hos ►Duchesne 789–93. ►Vilhelm af Malmsbury hos ►Savile S. 149. 👤Wilken om ►Kors-Togene II. 114–48..

✂ 👤Robert af 📌Flandern, Korbogas Rædsel, hvem Tyrkerne skal have kaldt Søn af 👤St. Georg, blev ved sin Hjemkomst meer end kongelig modtaget og vandt den sjeldne Roes, at være ligesaa lydig en Søn af den hellige Kirke, som vældig Kæmpe under Korsets Banner, men han fik et sørgelig Endeligt, ved, i en af den franske Konges ►Hverdags-Feider, at styrte med Hesten i en Snevring, hvor han blev traadt ihjel af de Flygtninger han vilde standse*►Ordrik S. 831–38. ►Vilhelm S. 159. ►Wilken II. 23–25.. Hans kiække Søn, 👤Baldvin, kom ►alt i sin Ungdom ulykkelig af Dage i 📌Normandiet, som han vilde hjelpe sin Frænde, 👤Robert Galnings Søn, at tage fra den Engelske Kong 👤Henrik, og med ham uddøde de gamle Flamske Grevers Hoved-Linie.

✂ Hvad endelig gamle Grev 👤Raimund angaaer, da vedblev han lige til sin Død (1105) at staae i et tvetydigt Lys for sine Samtidige, som altsaa er det historisk rette, vi maae see ham i, ladende det uafgjort, om Skylden var hans egen, eller han kun blev miskiendt, fordi han hørde til en 481ældre Slægt end den, han paa Kors-Toget skulde sammenvirke med. Prindsesse 👤Anna, der har barbariseret hans Titel (Greve af 📌Sanct Giles) til et Navn, fortæller at i hendes Øine ►fordunklede denne “Sangiles” alle de andre Korstogs-Ledere, som Solen Stjernerne, og det var ikke meer end ►billigt; thi han viiste Keiseren i 📌Byzants en forbausende Hengivenhed, ikke blot ved at forære ham den “hellige Landse”, hvormed 👤Alex, urimeligt nok, søgde ret at nagle Normannen 👤Boemund til sit Kors, men ved at springe, naar han fløitede, saa Spørgsmaalet er kun, om han bragde hvad han ansaae for “den gode Sag” og Christenhedens Vel eller sin egen verdslige Begiærlighed dette store Offer? Det Sidste maatte naturligviis Verden troe, deels fordi den kun nødig troer paa kloge Folks Ædelmodighed, og deels fordi han virkelig, især ved paa Keiserens Vegne at ledsage “Bagdads-Farerne” til deres Undergang og saa lade dem i Stikken, havde Skinnet imod sig. Paa den anden Side derimod vovede 👤Raimund dog, baade ved denne Leilighed og ellers, saa tit og redebon sit Liv for Kors-Banneret, hjalp sine ubesindige ►Stal-Brødre ud af saa mange og store Forlegenheder og blev sit Løfte, af al Magt at bestride de Vantroe, saa tro til Døden, at det var ubilligt at mistænke ham for Falskhed, og naar Man da tager Omstændighederne i Betragtning, lader Alt hvad vi veed om ham sig ►best forklare til hans Fordeel. En klog gammel Mand maatte nemlig enten strax indsee, eller dog snart opdage, at baade ved Indtagelsen og Forsvaret af 📌det hellige Land var den Byzantinske Keisers “Gunst og Gaver” af megen Vigtighed, og det maatte nødvendig falde 👤Raimund langt lettere at lempe sig efter 👤Alex, der i Grunden var bange for Kors-Dragerne, nøiedes med Skinnet og brød sig slet ikke om paa hvad Maade, Man opfyldte hans Ønsker, end at spændes med Bruus-Hove482derne, som, trodsende paa deres Kraft, sædvanlig foragtede Klogskabs Raad og kunde slet ikke taale, at Nogen vilde foretrække en anden Vei til det fælles Maal end den, der ►hugede dem bedst. Sine fleste Dage, efter 📌Jerusalems Indtagelse, tilbragde 👤Raimund for Resten med Beleiringen af 📌Tripolis, som han paa ingen Maade vilde opgive, men ►bygde sig, da den gik i Lang-Drag, den saakaldte “►Pillegrims-Borg” paa 📌Libanon, for altid at være ved Haanden, og her døde han, efter 👤Abulfedas Beretning, saagodtsom kvalt af Røg ved en Ildebrand, han vilde slukke*👤Annas ►Alexiade S. 505. 29–32. 415. 👤Wilken om ►Kors-Togene II. 197–200.. Først adskillige Aar efter hans Død overgav 📌Tripolis sig, men forblev saa hos hans mandlige Arvinger til 👤Saladin tog 📌Jerusalem, og var siden forenet med 📌Antiochien, indtil 👤Boemund den Sjette mistede begge Dele.

✂ Saaledes nedsank de Vældige i Skygge-Riget, som ikke blot rystede Jorden men reddede Christenheden, ikke blot udgiød Strømme af Blod, men blandede dem ogsaa til et mageløs stort og herligt Fost-Broderskab mellem de nye Folke-Færd, og det var intet Under, at Kors-Togets Helte misundte de Trojanske Sangerne, der lod dem leve med sig fra Slægt til Slægt; thi Krønikerne end sige Versene paa Kloster-Latin var kun en maadelig Grav-Skrift og slet intet Efter-Mæle. Langt om længe stræbde vel 👤Tasso at forevige dem i sit “►Befriede Jerusalem” men det har alt længe slaaet ►deres historiske Kyndinger, at 👤Homers Helte ligne dem langt meer end 👤Tassos, og hvad der desuden aldrig kommer i Folke-Munde, men føres kun i Pennen for velvillige Læsere, er intet Efter-Mæle, som enten fryder Helte eller vækker blandt deres Børn de slumrende ►Kæmper. Selv Middel-Alderens Rim-Krøniker og Helte-Bøger, som desuden kun befatte sig lidt med det Første 483Kors-Tog, er dets Helte meget for smaalige og trange, saa først naar Iliaden, frit oversat paa alle vore Tunge-Maal, afløser den “Latinske Grammatik” i vore Skoler og forklares med Kors-Togets Historie, da først faaer Dets Helte et værdigt Mindes-Mærke og Grækernes Høi-Sang sin rette Betydning. At Sligt maa synes de fleste Læsere ►urimeligt, til det virkelig begynder at skee, maa Skriveren finde sig i, men den ►billige Læser vil ogsaa finde sig i, at hvem der har Syn for Folkenes Vilkaar og Tidernes Sammenhæng beiler i sin Skrift til noget Større end Øieblikkets Bifald, og naar han seer, at Grækerne, som forgiæves stræbde at forekomme Middel-Alderen, har spaadomsviis besunget den, han da ogsaa med Pennen stræber at indskiærpe hvad der langt fra at være en ørkesløs Betragtning er en for alle kommende ►Slægter frugtbar Sandhed.

✂ Ved at sammenligne Kors-Toget med Iliaden klarer det sig nemlig ret, at Grækerne kom for tidlig, thi deres Helte-Digt fattes ►aabenbar, hvad det dog ærlig fortjende: en tilsvarende ►“Universal-Historisk” Begivenhed, som “den Trojanske Krig”, der endog neppe kan kaldes “historisk,” jo ingenlunde er, medens Kors-Toget, der er en ►Universal-Historisk Begivenhed, ikke blot fattes et tilsvarende Helte-Digt, men savner hele det yndige, midt i Kampen rolige Anstrøg Græker-Aanden gav Alt hvad den skabde. Vi har før bemærket, at 📌Byzants ogsaa tydelig nok viser os Skyggen af hvad Grækerne skulde været i ►Slægtens Middel-Alder, og Keiser 👤Alex er saa klar en Skygge af Folke-Lederen ►Agamemnon, at det ved første Øiekast ordenlig forbauser, og ved nærmere Betragtning giver os Nøglen til hans Løn-Kammer; thi hele Hemmeligheden ligger ►aabenbar deri, at han følde Kald til at være Sjælen i Kors-Toget mod Tyrkerne, men 484manglede aldeles Kraften, hvad han vel ei kunde dølge for sig selv, men stræbde desivrigere at skjule for Verden, hvorved han nødvendig kom i en falsk Stilling baade til sig selv og til den hele Begivenhed. Men saa slemt det nu end var for ham, ærgerligt for Kors-Dragerne og sørgeligt for Grækerne, saa kan vi dog lettelig trøste os derover, da vi see, der var, trods alle de Hindringer Grækernes Afmagt og ►Gothernes Vildskab lagde i Veien, dog fundet Raad til et Kors-Tog, der gjorde sin Virkning og fortjener vor Beundring, og naar vi samle i Forestillingen, hvad Feiltrinnet adskilde, har vi Alt hvad vi kan ønske: Daaden, Digtet og Lys over det Menneskelige, der laae til Grund for begge Dele. Netop fordi den egenlige Daads-Tid, som Middel-Alderen naturligviis er, ikke var kommet i Grækernes gyldne Dage, men det følsomme for Menneske-Livet klarøiede Folk længdes og stirrede efter den, just derfor udtrykke deres Helte-Digte den dybe Ahnelse deraf i hele sin Friskhed og blive derved saa prophetiske, at det ingenlunde er blot det store Kors-Tog, men hele “Ridder-Tiden,” der speiler sig i Iliaden, som begynder med en Vædde-Strid mellem ►Olympierne og ender med Ridder-Spil og Fugle-Skydning ved et Grav-Øl. Ikke blot for Mod-Sætningens Skyld, men ogsaa til Trøst for ►Nyaars-Tiden, der i Henseende til alt Stor-Værk har begyndt sin Forfatter-Bane som Recensent, er det høist ►mærkeligt, at Odysseen derimod begynder med Hurlumhei og en næsviis, opløben Dreng, men forbereder dog strax paa Aandens (Laertidens) Hjemkomst og slutter med aandelig Vidskabs (►Pallas Athenes) Triumph og en smilende Udsigt til Verdens Ende, saa naar den Bog bliver indført i Skolen, ikke til at rives i Stykker og lappe Grammatikker med, men til at lære Svendene, hvordan Athene besøgde ►Telemak, da vil den udentvivl synes at giøre Under-Værker, i det den fremlokker hvad den forudsiger.

✂ 485Dog, skiøndt Pennen, der vil gaae Skjalden under Øine, umuelig kan nægte ham den Fornøielse at være Pege-Pind til saadanne Bøger, eller undlade det Ønske at voxe til Stav paa saadan en Bane, maa den dog ikke derover glemme sit Kald for Øieblikket: til som formindsket Maale-Stok at følge Alfar-Veien under Tidens Løb, og vender derfor tilbage til sin Pligt med den Bemærkning, at efter det store Kors-Tog løb Alfar-Veien fra hele 📌Vester-Leden til 📌Jerusalem og næsten altid over 📌Konstantinopel, men derfra deels giennem det blodrøde 📌Natolien, deels over det sortladne Hav.

✂ Nu her at holde Bog over alle de Reisende, gaaer ingenlunde an, og selv store Flokke maae nøies med at nævnes, men netop fordi der hverken var Keisere eller Konger med paa det Første Kors-Tog, uden forsaavidt Man vil sige, at 👤Kyri-Alax var dog ogsaa med, er det ►mærkeligt at see, hvorlunde de kronede Hoveder, for at hamle op med Ridderne, maatte bekvemme sig til at træde i deres Fod-Spor.

✂ De første Konger vi nu møde paa Kors-Veien, er, ►mærkeligt nok, dem fra 📌Danmark og 📌Norge, ret som til Bekræftelse paa, at Kors-Toget ganske rigtig var i 📌Nordens Aand, saa det kun var ved et ►særdeles Uheld, den savnede sine ►visse Bud i Leirene ved 📌Antiochien og 📌Jerusalem. Efter 👤Albert af 📌Aix, der var Kors-Toget lige saa nær, som 👤Herodot var Perser-Krigen, bestod dette Uheld i, at den Danske Konge-Søn, Prinds 👤Sven (udentvivl den Ubekiendte paa den store Viking-Snekke) var blevet saa forsinket i 📌Konstantinopel, at han kom ikke til 📌Nikæa, før Kors-Hæren allerede var brudt op, og blev, underveis i dens Spor, med sin Hjertens-Kiære og 1500 Ryttere omringet, overvældet og nedsablet af Tyrkerne*►Albert fra Aix hos ►Bongars S. 233..

✂ Kongerne fra 📌Norden, der, saa snart som mueligt, 486ilede til 📌den hellige Grav, da dens Befrielse rygtedes, var 👤Sven Æstridsens Søn, 👤Erik Eiegod, og 👤Haardraades Sønnesøns-Søn 👤Sigurd Jorsalfar; men da 👤Erik, om han end naaede 📌Jerusalem (1103), dog ingen Opsigt giorde, maae vi holde os til 👤Sigurd, hvem 👤Folker vel ikke nævner ved Navn, eller tæller blandt Konger, men betegner dog kiendelig og omtaler priselig nok. Han siger nemlig: nu (1110) førde vor Herre et Slags Folk til 📌Jaffa, som kaldes “de Norske”, med tresindstyve Skibe, anført af en meget smuk Unger-Svend, som var Broder til Kongen, og da Kong 👤Baldvin bad dem endelig tøve lidt og hjelpe ham mod Tyrkerne, da svarede de strax, at derfor var de netop kommet, saa de vilde gaae, hvor det skulde være, naar han bare vilde sørge for Kosten. Det fandt 👤Baldvin ypperligt, og tænkde først paa Asklon, men bestemde sig dog tilsidst for 📌Sidon, og skiøndt den ►Babyloniske Sultans Flaade laae i Havnen ved 📌Tyrus og var ellers immer paa Spil, blev den dog reent forbluffet, da det rygtedes om “de Norske,” saa den rørde sig ikke ud af Flekken*►Folker fra Chartres hos ►Bongars S. 421..

✂ 📌Sidons Indtagelse, som virkelig blev Følgen, er nu vel Ingen af de største Begivenheder, men dog En af de Største, der kom til at føre Navn efter Konger i den Egn, og selv den Historie-Skriver, der ingen Nord-Bo er, maa det glæde, at see 👤Snorro Sturlesens Beretning om den fjerneste Begivenhed, han omtaler, saa godt stadfæstet af et Øien-Vidne, at Kong 👤Baldvins Kapellan endog giver os det samme Tal paa de Norske Skibe, som den Islandske Lagmand*►Sigurd-Jorsalfars Saga i ►Heimskringle K. 10–11..

✂ Det var, saavidt bekiendt, af egen Drift, at 📌Nordens Konger besøgde 📌det hellige Land, saa Jyderne 487skal endogsaa have tilbudt 👤Erik Eiegod at give Tredie-Delen af deres Gods til de Fattige, naar han vilde blive hjemme*👤Saxos ►Danmarks Krønike ved 👤Stephanius 126–127.; men Sligt var kun Tilfældet med Faa af de høie Reisende, der i det Hele kun tog liden Deel i Tidens Begeistring, naturligviis fordi den gialdt et større Rige og en høiere Krone end Deres: ►Kirke-Riget nemlig, der truede med at opsluge alle 📌Vestens Konge-Riger, og den tredobbelte Krone, der ►aabenbar ►fordunklede alle de Enkelte.

✂ Keiser 👤Henrik den Fjerde lovede vel engang at giøre et Kors-Tog, men hvad han lovede i sin Nød, havde han aldrig for Skik at holde, og vi skulde da ikke have nævnet det tomme Løfte, dersom det ikke var for at erindre om, at 👤Hildebrands Modstander levede endnu adskillige Aar efter 📌Jerusalems Indtagelse (til 1106), hvad i det Mindste vi, der skrive Historie, finde høist ►urimeligt. Naar Man nemlig ret har været inde i det Første Kors-Togs Historie, gaaer det En tildeels, som det sikkert gik 👤Robert af 📌Flandern, da han kom hjem og maatte føre Krig med 👤Henrik den Fjerde: Man kan slet ikke finde sig i, at Skrællinger, Man fordum kiendte, ei er døde og borte for længe siden; thi at der kun er fem Aar fra Mødet i 📌Clermont til Kong 👤Gotfreds Død, det veed Annalisterne vel udenad paa deres Fingre, men Historie-Skriveren, hvem Kors-Toget giver meer at bestille end et heelt Aarhundredes Bedrift, maa ordenlig samle sine Tanker, for at blive sikker paa, at Tiden var saa kort og ►syndes kun lang, fordi der skedte Saameget og skedte Mirakler.

✂ Prædikanten under aaben Himmel, Pave 👤Urban den Anden, var imidlertid ganske rigtig død, kun fire Dage efter 📌Jerusalems Indtagelse, og den Kardinal Regner (Rainer), som, under Navn af 👤Paskal den Anden, fulgde ham paa Thronen, havde vel, efter 👤Hildebrands Dom, 488været ham en god Tjener, men var derfor ogsaa en daarlig Herre, der hverken forstod at benytte sig af den Glands, det store Kors-Tog kastede paa ►Kirke-Riget, eller havde engang rigtig Mod til at forfægte Dets Ære. Han skulde derfor slet ikke nævnes, naar ikke hans Strid med Keiser 👤Henrik den Femte i 📌Tydskland havde gjort saa umaadelig Opsigt over hele 📌Europa, at selv 👤Kyri-Alax bevidnede ham sin inderlige Deeltagelse, og tilbød sig ædelmodig at tage 📌Rom og den hellige Stol under sine Vinger*►Cassino-Krøniken IV. 48..

✂ Det var den gamle Trætte om “►Ringen og Staven,” som 👤Henrik, skiøndt han paa Kirkens Vegne havde gjort Oprør mod sin egen Fader, dog, saasnart han fik Magten, ikke blot oprippede, men gav en ny Vending, ved at overtale Paven til et meget ►billigt Forlig og derpaa ei blot bryde det, men bogstavelig tage Hans Hellighed ved Vinge-Benet midt i 📌Peters-Kirken og kue ham til at underskrive hvad han behagede*Sammest. IV. 39–42.. Dette vakde naturligviis dyb Harme i hele 📌Vester-Leden, og selv i 📌Tydskland, hvor Man ellers fandt det rimeligt nok, at Paven skulde fire for Keiseren, bidrog det, med 👤Henriks andre Volds-Gierninger, til at giøre ham Helvede hedt, saa han dog omsider maatte opgive den saakaldte “Halvhundredaars-Krig” med ►Kirke-Riget, og slutte Freden i 📌Worms (1122), hvorved han gav Afkald paa “Ringen og Staven,” men fik dog Lov til at have lidt Indflydelse paa Bispers og Abbeders Valg og, forsaavidt de skulde nyde nogen “Kongelige Rettigheder”, da ved “et ►Septer” at forlene dem dermed*Den Sachsiske Annalist hos Eccard I. 647–49..

✂ Stort dybere kan vi nu vel ikke her indlade os i denne indviklede Sag, der kun giælder 📌Tydskland, hvis Kei489ser-Ret” selv de Indfødte har havt ondt ved at forklare og end værre ved at nyde, men har Man, som Læser, ærgret sig ►tilgavns over selv at skulle giætte hvad det egenlig er, Skriveren byder os at lægge Mærke til, da bebyrder Man dog heller Læseren med en unødvendig Oplysning, end Man udsætter sig for at sammenlignes med Keiser-Retten.

✂ Naar nemlig Hans Keiserlige Majestæt i 📌Tydskland haardnakket paastod Ret til at forlene Bisper og Abbeder med “Ringen og Staven”, som fra Arilds-Tid var de “Kirkelige” Sindbilleder paa den høieste Geistlige Værdighed, da var det ganske rigtig sluttet, at han maatte indbilde sig, han var “Christi Statholder” i 📌Tydskland og kunde uddele “Aandens Gaver” til hvem han vilde, hvad Man ei engang, som Paven i 📌Rom, behøvede at være hans Med-Beiler til “Statholder-Skabet” for at finde oprørende. Det, efter Omstændighederne, høist ►billige Forlig, som 👤Paskal nu “ublokket” sluttede med 👤Henrik, men fik saa skammelig betalt, var at han skulde holde sine Fingre fra Bisper og Abbeder, men de igien deres fra Vaaben, Mynt, Told og al anden Kongelig Rettighed og verdslig Bestilling. Saaledes at indskrænkes til “Kirker og Klostre” og nøies med “Tiende og Offer” og lidt “Mensal-Gods”, fandt imidlertid de fleste Tydske Bisper og Abbeder var ikke blot kiedsommeligt men uforsvarligt, baade for dem og deres Efter-Mænd, saa de raadte selv Keiseren fra at beseigle det Forlig, hvorimod Freden til 📌Worms var dem vel tilpas, da de gierne vilde være lidt mere uafhængige af Keiseren og bevare et godt Skin, naar det kunde skee paa taalelige Vilkaar.

✂ Det var Franskmanden Guido, en Greve-Søn fra 📌Burgund, i Slægt med de Store, der, som Pave 👤Calixt den Anden, hittede paa denne Middel-Vei (juste-milieu), eller rettere, fik anvendt paa 📌Tydskland hvad 490alt længe gjaldt i 📌Frankrig, og det Vigtigste ved Freden i 📌Worms var ►aabenbar, at Kongen i 📌Tydskland dermed erkiendte ►Kirke-Riget for en uafhængig Magt, hvis Høvding, Paven i 📌Rom, da umuelig kunde være hans Stat-Holder.

✂ ►Mærkværdigere end alt Dette er imidlertid den Ligegyldighed for Tyrke-Krigen og 📌den hellige Grav, som synes at have været arvelig hos Paverne lige fra 👤Urban den Anden til 👤Eugen den Tredie i Midten af Aarhundredet; thi langt fra selv at holde Indtog i 📌Jerusalem, hvad, efter al ►Rimelighed, maatte været enhver nyvalgt Paves første Omsorg, synes de aldeles at have tabt ►Kirke-Rigets Hoved-Stad og Glimmer i 📌Øster-Leden aldeles af Sigte, til 📌Edessas Fald og fuldkomne Forstyrrelse af Tyrkerne forfærdede baade Paven og Tiden, som et Drømme-Syn, saa Kong 👤Ludvig den Syvende i 📌Frankrig og Keiser 👤Konrad den Anden i 📌Tydskland med talrige Hære foer op i Søvne og efterabede (1147–48) “det Store” Kors-Tog.

✂ Hvor ubændig nu især den Tydske Hær skabde sig i fremmede Lande; hvor ►aabenbar Sønne-Sønnen af 👤Alex, Tyrke-Vennen 👤Manuel Comnen, gik paa Ræve-Kløer; hvordan begge de stolte Hære, den Tydske alene efter Byzantinernes Optælling over 90000 Mand, svandt i 📌Natolien som Dugg for Soel, og hvilken Stads de høie Herrer desuagtet gjorde i 📌Jerusalem; alt Dette finder Man udførlig beskrevet baade paa Græsk og Latin*Hos Byzantineren ►Nikitas og Biskop ►Vilhelm af Tyrus., men da hele Udfaldet var en hovedløs Beleiring af 📌Damask, som Man løb fra, siges det meget bedre med faa Ord, at her er ingen Begivenhed at fortælle, men kun uhyre Daarskab at beklage. Hvorledes 👤Konrad og 👤Ludvig, 👤Manuel og Kolonisterne, Paven og ►Togets berømte Prophet, 👤den hellige Bernhard, deelde 491Skylden, kan Enhver selv slutte sig til, thi de skiød den naturligviis paa hinanden, og den eneste vigtigste Følge var da, at Moder-Landet saa godt som opgav Kolonien, og at 📌Jerusalem endnu før Rigets første Jubel-Aar, paa ny faldt i de Vantroes Hænder.

✂ For imidlertid at forstaae Undergangs-Kampen, maae vi kaste et Blik paa ►Grav-Rigets korte Historie, der, med alle sine store Brøst, dog som det Eneste i sit Slags, altid maa findes ►mærkværdigt.

✂ Ved 👤Gotfreds Død, (1100) var Riget ret egenlig indskrænket til Graven, thi 📌Antiochien og 📌Edessa laae baade for langt fra Haanden og var meget for selvstændige til at regne paa, og 📌Jaffa, Rigets eneste ►Sø-Stad med en daarlig Havn, var kun vigtig som Færge-Sted mellem Graven og ►de Levendes Land. Naar Man derhos betænker, at 📌Jerusalem var saa godt som øde for Indbyggere, da kan Man ikke vel tænke sig et fuldkomnere Skygge-Rige (►Hades) paa Jorden, end 👤Gotfreds var, som kun befolkedes engang om Aaret ved ►Paaske-Tider, naar ►Pillegrimmene som Giengangere mylrede omkring 📌den hellige Grav, for, naar Lamperne Paaske-Aften tændtes af dem selv, at see Verdens Lys paa ny, og derpaa, badede i 📌Jordans Flod, at vende tilbage til deres forrige Liv og ►Idrætter. Da derfor i Kong 👤Baldvins første Aar, Kirke-Lamperne om Graven ei til rette Tid vilde giøre deres Pligt, blev Rigets Udsigter virkelig saa mørke, at vi maae finde den almindelige Fortvivlelse, et Øien-Vidne skildrer, meget naturlig, og uagtet Paaske-Morgen dengang bragde Fryde-Sang for Nattens Graad, var det dog et meget ulykkeligt Varsel for Rigets Bestandighed*►Folker af Chartres hos ►Bongars S. 407–9..

✂ Skiøndt vi nemlig i vor gasoplyste Tid knap kan bare os for at smile ad Lampe-Mirakelet i Grav-492“Kirken, saa hængde det dog ►aabenbar saa nøie sammen med ►Pillegrims-Fartens hele glimrende Blændværk, at Rigets Skæbne beroede derpaa*►Bohadin ved 👤Schultens S. 136., og det Stød, Troen nødvendig fik hin sørgelige Paaske-Aften, forvandt den vist aldrig meer, saa Udeblivelsen af det aarlige Mirakel ved 📌den hellige Grav (1101) er virkelig en Slags Stats-Begivenhed, der ventelig har havt sin naturlige Grund i den Uenighed mellem Præsterne (de Gamle og de Nye, de Græske og Latinske), som 👤Folker ved denne Leilighed ogsaa ganske rigtig ymter om.

✂ Næste Aar indtraf en ny Ulykke, der for Øieblikket let kunde havt langt farligere Følger, men var dog nok Riget til mere Gavn end Skade. Den kongelige Vove-Hals, som vel er 👤Baldvins rette Titel, mødte nemlig med nogle hundrede Riddere, mest Levning af “Bagdads-Farerne”, vi før nævnede, den Ægyptiske Hær ved 📌Askalon, hvor den regelmæssig hvert Aar pleiede at indfinde sig, og 👤Baldvin, der denne Gang havde forsmaaet at føre “det ægte” Kors med sig ►i Marken, maatte ikke blot med fyrretive Riddere flygte til 📌Rama, men igien stjæle sig derfra ►som en Tyv om Natten, og flere Dage vanke fredløs omkring mellem Bjergene, for ei at dele Skæbne med 👤Steffen af Blois og hans andre ►Stal-Brødre, der ►sprang over Klingen. Dette skaffede vel Kongen endeel Uleilighed og Efter-Tale, men reddede “det ægte” ►Korses Ære, der ►øiensynlig stod paa Spil og var dog Rigets Helligdom (►Palladium), ligesom Lampe-Skinnet i Grav-Kirken var dets Glands*►Folker fra Chartres hos ►Bongars 415–16.. Tænker Man blot disse to Ting bort: Korset, de Vantroes Skræk, og, Himmel-Lysningen, de Troendes Paaske-Glæde, da forholder ►Grav-Rigets Historie sig ►aabenbar til Kors-Togets, som et ►urimeligt Optrin 493af det daglige Liv til et mageløst Æventyr, og hvor ►urimeligt end det Forunderlige kan synes os, saa er dog den blotte ►Urimelighed Noget, vi slet ikke forundre men ærgre og kiede os over.

✂ Da Lamperne imidlertid dog næste Paaske-Morgen stræbte at indhente det Forsømte og siden tændte sig betimelig hvert Aar, og da det ægte Kors beskiæmmede Kongen og stod sin Prøve, hvergang han førde det ►i Marken, saa blev hans Regiering virkelig et Efter-Skin af Kors-Togets Dage, ligesom han selv og Største-Delen af hans Lehns-Mænd og Riddere var en Levning af dets ►Kæmper. Mandig sloges han hardtad aarlig med Ægypterne ved 📌Askalon, idelig smaahuggedes han med Emirerne i 📌Damask og Aleppo, stundum gik han endog over 📌Euphrat til 📌Edessas Forsvar, een Gang giennemstreifede han Ørken ved 📌Sinai og badede sig i 📌det Røde Hav, og han var tilsidst paa Vei til at hjemsøge den ►Babyloniske Sultan, da han døde (1118) af en Ret Fisk, hans Riddere med deres Landser havde stanget til ham i 📌Nilen *►Folker fra Chartres hos ►Bongars S. 403–28.. Naar Man seer alle disse Vove-Stykker giennem atten Aar (1100–18) udførte med en Haand-Fuld ►Kæmper, mellem Tyrker og Araber i Tusind-Tal, medens 👤Baldvin paa samme Tid beleirer og indtager 📌Sidon ved Normændenes, 📌Akre, 📌Tripolis og alle ►Sø-Stæderne, paa 📌Askalon og 📌Tyrus nær, ved ►Genuesernes Hjelp, da mødes virkelig for vore Øine ►Ridder-Livet som den nedgaaende og Borger-Livet som den opgaaende Soel i et underligt Tus-Mørke: paa een Gang den gamle Dags Grav og den Nyes Vugge, kun latterligt for Daaren, der indbilder sig, at uden Dag-Brækning vilde vi faaet meget bedre Soel-Skin, uden al den Giæring var Vinen blevet klarere, kort sagt: havde Forsynet blot spurgt ham til Raads, skulde Menneske-Slægten 494ypperlig sprunget hele Middel-Alderen, ligesom vore unge Oldinger har sprunget Manddommen over.

✂ Ogsaa 👤Baldvin døde barnløs, thi vel giftede han sig paa sine gamle Dage med Ædle, Enken baade efter Kong 👤Knud den Hellige i 📌Danmark og efter 👤Robert Viskards Broder, Hertug 👤Roger paa 📌Sicilien, saa denne 👤Robert Frisers ►Daatter blev nu anden Gang Dronning og det i 📌Jerusalem; men deels maa hun ogsaa dengang (1118) været lidt til Alders, og deels sagde Man, det var kun for Grunkernes Skyld, 👤Baldvin beilede til hende*►Folker fra Chartres hos ►Bongars S. 424–27. ►Vilhelm Tyrier sammest. S. 808.. Han forskiød hende ogsaa virkelig igien, Aaret før sin Død, og er 👤Vilhelm Tyrier efterretteligere i denne Sag end ellers sædvanlig, da brød han med det Samme det høitidelige Løfte paa 📌Jerusalems Krone, han havde givet hendes Søn, Kong 👤Roger paa 📌Sicilien, og det, siger 👤Vilhelm, var sikkert Grunden til, at de Sicilianske Normanner, der bedst kunde staaet ►Grav-Riget bi, ei lædskede det med en Drik Vand*►Vilhelm Tyrier hos ►Bongars S. 808–9. 815..

✂ Nu fik da 👤Baldvin sin ►Navner og Frænde, hidtil Greve af 📌Edessa, til ►Eftermand, og samme Aar stiftede 👤Hugo ►Hedning (de payens ►ͻ: de paganis) ►selv Niende den saakaldte “Geistlige Ridder-Orden,” der under Navn af “Tempel-Herrernes,” er blevet langt mere berømt og beklaget, maaskee ogsaa værre berygtet og behandlet, end den fortjende. Til Med-Beiler havde denne Orden ligefra Begyndelsen “Johannitterne” (siden af deres Sæde kaldt Rhodier og Malthesere), og fik siden, ved 📌Akres Beleiring, en Efterligner i den “Tydske Orden,” der tidlig fandt sin Løn i 📌Preusen og nys sin Grav i 📌Tydskland; men her kan vi ei ⓘ sige stort mere om disse 495Ridder-Ordener i det Hele og om “Tempel-Herrerne” især, end at den selvgjorte og paatagne Begeistring er ligesaa uægte, om end ikke slet saa tom og latterlig, i Ridder-Standen som i Digter-Laget, saa hvem der indbilder sig, at enten 👤Gotfred eller 👤Tankred stod op igien i dem, har enten ingen Forestilling om ►Kors-Kæmperne, eller vil finde sig artig bedraget. Forestiller Man sig derimod Johanniterne, under Navn af Hospitals-Riddere ligegamle med Riget, som en Skygge af 👤Gotfred, og Tempel-Herrerne som 👤Baldvin den Førstes Gienfærd, Hine som ►Grav-Rigets Liv-Vagt, og Disse som Dets Leie-Tropper i Moder-Landets Sold, da vil Man finde saavel Johanniternes Mathed som Tempel-Herrernes Lumpenhed i sin Orden, og Rigets Undergang omhyggelig forberedt, medens Man i 📌Europa tænkde, hvad i vort Sprog er blevet en staaende Tale-Maade, ►“at 📌den hellige Grav var vel forvart.”

✂ Da 👤Baldvin den Anden, meer sin Formands Abekat end Efterligner, besteg Thronen, havde den ►Babyloniske Sultan (i 📌Ægypten) tabt sin Frygtelighed; men da Alting i ►Grav-Riget var efter en meget formindsket Maale-Stok, stod det endnu mere Fare for Smaa-Djævlene i 📌Syrien, som havde den store Fordeel immer at være ved Haanden, og det var især to ►Turkmanner af 👤Orthoks Æt, 👤Algazi og hans Brodersøn 👤Balak, der nu regierede deres Tid. 👤Algazi blev især navnkundig ved en glimrende Seier over Antiochierne (1119), der, selv efter 👤Folkers Beretning, knap kostede ham tyve Mand, skiøndt 7000 Christne beed i Græsset, og deriblandt 👤Tankreds Syster-Søn, 👤Roger, en drabelig Kæmpe, men i alle Maader en ►Galfrands, der efter 👤Tankreds Død var Formynder for den unge 👤Boemund *►Folker fra Chartres hos ►Bongars S. 428–29. ►Rogers egen Kantsler sammest. 449–66. 👤Wilken om ►Kors-Togene II. 426–39.. 👤Balak blev imidlertid endnu mere be496rømt ved at fange ikke, blot Grev 👤Goslin af 📌Edessa men Kong 👤Baldvin selv (1123), hvorved han dog ingen Skade gjorde ►Grav-Riget, thi netop mens Kongen sad i Fængsel (1124), fældte den undslupne 👤Goslin 👤Balak, og Rigs-Forstanderen, 👤Vilhelm Buris, indtog, med Venetianernes kraftige Understøttelse, 📌Tyrus, som hidtil havde trodset*►Folker fra Chartres hos ►Bongars S. 431–40..

✂ Hermed slutter 👤Folker, 👤Baldvin den Førstes Capellan og Følge-Svend paa det Store Kors-Tog, sin Fortælling, og vel var 📌Tyrus ikke bogstavelig den sidste Erobring ►Grav-Riget gjorde, thi 📌Askalon blev taget længe derefter, men det var dog den sidste Udvidelse, Riget fik, før 📌Edessa faldt og det Hele ►øiensynlig gik Krebs-Gang, som dets meget uforskyldt berømte Historiograph, den titnævnte ►Tyriske Ærkebisp, ei blot bevidner men beviser. Dette er nemlig Alt, hvad han giør godt, thi om det Store Kors-Tog og hele Daads-Tiden er han aldeles uefterrettelig, og han holder just op, hvor vi ønskede, han skulde begyndt, saa vi kunde faaet bedre Beskeed om Dommedags-Slaget ved den 📌Galilæiske Sø og 📌Jerusalems Fald. Maaskee er han bedre undskyldt for hvad vi fattes end for hvad vi finde hos ham, thi de Lærde tvistes endnu om, hvor længe han levede, men han maa dog ligefuldt, istedenfor, som hidtil, at foretrækkes, saa godt som overspringes i enhver forsvarlig Kors-Togs Historie. Uagtet derfor en Nordisk Historie-Skriver har ondt ved at fatte den Tanke-Gang, at Kemalleddin fra det Trettende og Abulfeda fra det Fjortende Aarhundrede, blot fordi de var ►Musel-Mænd, skulde være bedre Hjemmel i det Ellevte og Tolvte Aarhundredes Historie, end samtidige Christne, for største 497Delen Øien-Vidner; saa indrømmer han dog strax, at 👤Saladins ►Haand-Skriver og Ledsager, 👤Bohadin, er meget vigtigere end ►den Tyriske Ærke-Bisp; thi 👤Saladin er ►aabenbar ►Kors-Kæmpernes Arving og ►Eftermand i ►Grav-Riget, som han forenede med 📌Ægypten, den ældgamle Under-Verden, hvortil det naturhistorisk hørde. Ligesom da 📌Edessas Fald var et For-Varsel om 📌Jerusalems, saaledes er Paastyret i 📌Syrien baade af Al-Gazi og 👤Balak, Thoktkin og Aksonkar, Zenki og Nureddin, kun at betragte som en Hurlum-Hei af Snap-Hanerne og For-Travet, der bebudede Halvmaane-Fylkingen, hvormed 👤Saladin efterabede det Store Kors-Tog.

✂ Læseren maa ingenlunde troe, at Skriveren med beraad Hu vovede at vælge saa krænkende et Udtryk om den store 👤Saladin, for hvis Ridderlige Høihed, trods selve Tempel-Herrernes end sige da saadanne taabelige Sværmere, som 👤Gotfreds og 👤Tankreds, vi ikke blot har meget Sort paa Hvidt, men “►Nathan den Vises” (altsaa ogsaa 👤Moses Mendelsohns) Høiesterets-Dom, nei, det faldt ham af Pennen i et ubevogtet Øieblik, men forsvarede sig saa haardnakket mod Stregen, der vilde skjult Skammen, at han blev nødt til at lade det staae og trøste sig med, det gaaer maaskee den betænksomme Læser ikke et Haar bedre.

✂ Det er nemlig soleklart, at hverken ►Seldschuker, ►Turkmanner eller Nogen af alle Tyrke-Troppene havde mindste Ahnelse om, at, de skulde giøre Eet i det virkelige Liv, fordi de alle velsignede 👤Mahomed og forgudede ►Alkoranen, førend de i 📌Syrien, hvor de, snart som Venner og snart som Fiender, daglig omgikkes de Christne, bemærkede, at hvor nærige og splidagtige de end var, kunde dog den Korsfæstedes Navn og Hans Tjeneres Ord ►vidunderlig 498forene dem paa Kampens Dag og skaffede dem som oftest Seier. Herved gik der først efterhaanden en Smule Lys op for dem over Troens og Koranens rette Brug, og den første Efterligning finde vi ved Antiochenernes fuldstændige Nederlag, thi da, siger Kemaleddin, lod Il-Gazi eller Al-Gazi sin veltalende Kadi, Abufadl, giennemride Fylkingen, med en Landse i sin høire Haand, og opflamme Hæren til Kamp for Allah og Propheten, hvad vel først vakde Skogger-Latter hos de raa Kompaner men persede dog tilsidst Taarer af deres Øine og gav Al-Gazi vundet Spil*👤Wilken om ►Kors-Togene II. 435.. Fra den Tid begynde de Syriske ►Muselmænd virkelig ogsaa saa smaat at giøre fælles Sag i Prophetens Navn, men det gaaer naturligviis langsomt og lykkes kun daarligt, fordi den personlige Fordeel virker langt stærkere end det fælles Hjerne-Spind, der vel giver Menig-Mand lidt høiere ►Sving, da det unægtelig er mere opløftende at kæmpe for Allah og Propheten end for 👤Balak og Al-Gazi, men er kun et ►Krigs-Puds af Disse, der blive ved at kæmpe for sig selv og begeistres da kun for deres egen gode Fornuft og Forstand. I det Attende Aarhundrede nu, da Man ►almindelig slet intet Begreb havde om en ægtere og høiere religjøs Begeistring end denne Kurdiske paa anden Haand, med Lidt bag Øret, fandt man den naturligviis i sin høieste Glands hos 👤Saladin, der baade brugde den klogt og stræbde, ligesom 👤Fredrik den Eneste, at udbrede et Skin af Høimodighed og andre christelige Dyder over sin blodige og i Grunden aldeles Tyrkiske Bane. Vi derimod, som vel finde, at ►Noget er bedre end Intet, og et godt Skin allerede store Ting i 📌Tyrkiet, men at Begeistringen paa anden Haand dog altid forudsætter En fra første Haand, hvormed den slet ingen Sammenligning taaler, vi giør vist 👤Saladin al den Ære, han kan beholde, naar vi sige: 499han “efterabede” ret smukt ikke Tempel-Herrerne men Kors-Togets virkelige Helte.

✂ For nu imidlertid at slippe vel fra denne Udskeielse og komme rigtig til 👤Saladin, maae vi lægge Mærke til, at efter 👤Baldvin den Anden, kom den gamle Grev 👤Folke (Fulco) af 📌Anjou (1131), som havde ægtet hans ►Daatter Melisende, og kort før havde 📌Mosul i Zenki, ►Latinernes Sangvinus, faaet en Hersker, som blev ►Grav-Rigets Skræk og 📌Edessas Ulykke. Denne Zenki havde ►alt under 👤Baldvin udmærket sig mod de Christne paa et Islamitisk ►Tog til 📌Syrien, vandt fast Fod der ved at bemægtige sig Aleppo og havde (1137) den Fornøielse at slagte ►Grav-Rigets Fod-Folk som Faar, da Tempel-Herrerne og de andre Riddere, med Kong 👤Folke i Spidsen, som feige Flygtninger lod dem i Stikken*👤Wilken om ►Kors-Togene II. 645–47. ►Vilhelm Tyrier hos ►Bongars. S. 866–67. ►Wilken II. 576–84. 645–47..

✂ Hvad denne Gang frelste 📌Jerusalem var deels en Hob ►Pillegrimmes betimelige Ankomst, og deels den Byzantinske Keisers uventede Besøg, som vi, især for Sjeldenhedens Skyld, et Øieblik maae dvæle ved.

✂ 👤Kyri-Alax, der, efter 37 Aars Regiering døde samme Aar som 👤Baldvin den Første, havde vel idelig fornyet sine Fordringer paa 📌Antiochien, men havde dog aldrig for Alvor stræbt at giøre dem giældende. Hans Søn og ►Eftermand, 👤Johannes, derimod, som for sin udmærkede Hæslighed fik et smukt Øgenavn (👤Kalo-Joannes), og haabede, ved immer at leve paa Feldt-Fod omsider at blive en Helt, han hjemsøgde nu (1137) 📌Syrien, til lige Skræk for Christne og ►Muselmænd, med en utallig Hær, og leirede sig ved 📌Antiochien. 👤Boemunds Søn og ►Navner havde ►alt for en Deel Aar siden, i sin blomstrende Ung500dom, sat Livet til, og 👤Raimund af 📌Poitou, gift med hans ►Daatter 👤Constance, saae ingen anden Udvei end at falde til Føie, sværge Byzantineren Troskabs-Eed og love ham 📌Antiochien for Aleppo og nogle, andre Stæder, som dog først skulde fratages ►Musel-Mændene. Følgen heraf var et Syrisk Feldt-Tog næste Sommer, der i Begyndelsen indjog Zenki saadan en Skræk, at Historie-Skriveren Kemaleddins Olde-Fader maatte over Hals og Hoved fare til 📌Bagdad med Bøn om hurtig og klækkelig Undsætning; men før Hjelpen kom, var dog Faren forsvundet; thi naar en By, som Tilfældet var med Aleppo, vovede at giøre haardnakket Modstand, blev Kalo-Joannes snart saa vreed, at han gik til en Anden, og saavel Fyrst 👤Raimund som Grev Goslin den Yngre af 📌Edessa havde meget mere Lyst til at spille i Brættet, end at kiæmpe for Byzantineren, ja, de skal endog have spillet under Dække med Zenki, saa Keiseren maatte reise hjem med uforrettet Sag. Vel kom han nogle Aar efter (1142) igien, men kun til en lille Forskrækkelse for 👤Raimund og Goslin, hvis Finter han godt havde mærket, og da 📌Antiochien, skiøndt under mange Komplimenter, lukkede sine Porte for ham, truede han vel med at komme tredie Gang for ramme Alvor, men hørde aldrig Giøgen meer; thi i 📌Kilikien hvor han havde opslaaet sin Vinter-Leir, kom han paa Jagten af Van-Vare til at saare sig med en forgiftet Piil og deraf døde han*►Vilhelm Tyrier hos ►Bongars S. 849–50. 56–57. 64–65. 66. 69–74. 83–85. 👤Nikitas om ►Johan Komnen K. 7–8. 11..

✂ Mod Byzantineren havde Spille-Fuglene 👤Raimund og Goslin gjort fælles Sag, men for Zenki lod de hver hytte sig, om han kunde, og Goslin, som ikke fandt det morsomt at boe i 📌Edessa, lod ogsaa den skiøtte sig selv, saa det faldt Zenki let at overrumple og indtage 501en Stad, der i henved halvtredsindstyve Aar havde trodset de største Hære og mangen haardnakket Beleiring. Saasnart Rygtet om Stadens Nød kom til 📌Jerusalem, gjorde vel Dronning Melisende, som sin Søns Formynderske, Anstalt til Undsætning, men det var bagefter, og skiøndt Grev Goslin siden engang (1146) stjal sig ind i Byen, tjende det kun til at foraarsage et nyt Blodbad og Stadens fuldkomne Ødelæggelse af Zenkis frygtelige Søn Nureddin*►Vilhelm Tyrier hos ►Bongars S. 891–92. 898–900. 👤Wilken om ►Kors-Togene II. 719–34..

✂ Denne Jobs-Post kom naturligviis snart og ad mange Veie til Moder-Landet, men den “levende Røst”, som bragde den til 📌Frankrig og fandt tusindfold Gienlyd, var Biskop 👤Gotfreds fra 📌Langres, hvis Jule-Præken (1145) om 📌Edessa og 📌den hellige Grav gjorde saa stærkt et Indtryk paa Kong 👤Ludvig den Syvende, der gierne med Sværdet vilde afsone sine mange grove Synder, at ►han strax havde ladet sig korse, hvis ikke hans Baroner havde sat sig imod det og paastaaet, at Man først maatte høre hvad Oraklet, den hellige 👤Bernhard fra 📌Clairvaux (i 📌Champagne), sagde. 👤Bernhard, som strax blev hentet, vilde imidlertid hverken sige fra eller til, før ►det Apostoliske Sæde, som hele Christenhedens store Orakel, var raadspurgt, og først da Pave 👤Eugen havde udstædt en almindelig Opfordring til et nyt Kors-Tog, da traadte 👤Bernhard frem paa den store Forsamling ved Vezelai, en lille By i Morvan (Nivernois), pyntede Kongen og Dronningen, Grev 👤Didrik af 📌Flandern og endeel andre Stor-Mænd med de stadselige Kors, Paven til den Ende havde sendt, og pegende paa disse ophøiede Exempler, holdt han nu en fyrig Opmuntrings-Tale til Efterligning, der i 502📌Frankrig neppe kunde forfeile sin Virkning*👤Otto af Freysingen i ►Fredrik Rødskiægs Levnet I. 34–36. 👤Wilken om ►Kors-Togene III. 33–54.. Allerede her fandt da 👤Bernhard saa rivende en Afsætning paa sine Kors, at han tilsidst maatte give sin Kappe til Priis, og da han derpaa selv reiste om i Landet og anpriste sine Vare, som Synds-Forladelse og Salighed “for Røver-Kiøb,” da ►lod al Verden sig korse. Snart fandt Man imidlertid, det var en reen Sag, at kunde Tyrke-Blod aftvætte alle Synder, da maatte Jøde-Blod endnu være meget bedre til det Brug, og at da Jøderne baade var i Nærheden og havde mange uretfærdige Penge, burde Man vænne sig til paa dem at slaae 👤Christus-Fiender ihjel, og tage den timelige Fordeel deraf til et sikkert Pant paa den evige Løn. Denne Tanke-Gang blev især levende ved 📌Rhinen, hvor Man ►alt under Forberedelsen til det “Store Kors-Tog” havde gjort det første Skridt og opflammedes nu især af Munken 👤Radulf til at krone Værket, saa der ikke levnedes Liv i nogen Jøde, og at Man i det Mindste i Egnen omkring 📌Maintz gjorde sit Bedste, seer Man af en gammel Beretning, hvis Forfatter, som trettenaars Jøde-Dreng, skal selv have været midt i Ulykken *Sammest. III. Bilag 1.. Dette gav imidlertid Anledning til 👤Bernhards Udenlands-Reise; thi da Jøde-Forfølgelsen streed ganske mod hans Følelse, og Jøderne, som Kasse-Mestere, havde mange Venner mellem de Store, maatte 👤Bernhard selv reise til 📌Maintz for at præke mod 👤Radulf, og da den syndige Munk strax krøb i et Muse-Hul for den hellige Abbed, hvem Keisere og Konger bar paa Hænderne, fik den berømte Kors-Prædikant gode Stunder til at vise sine Gaver. Naar Man nu veed, at den Franske Veltalenhed har altid gjort Lykke i Rhin-Egnen, selv naar Man forstod Lidt eller 503Intet af Sproget, saa begriber Man let, at denne berømte Taler, hvis Hænders Gierninger beskrives som lutter Mirakler, maatte, naar de saae ham præke, endog røre Stene. Det er da ogsaa hvad Man siger, han gjorde, thi 👤Konrad af 📌Schwaben, længe saa haard som en Steen mod alle Overtalelser, maatte omsider dog briste i Graad og ►krybe til Korset, da 👤Bernhard, under en almindelig Opmuntrings-Tale i 📌Speier, pludselig vendte sig mod ham og tiltalde ham ikke som en Konge, men som “et Menneske-Barn,” overøst af Herren med Velgierninger, men saa utaknemmelig, at han ikke vilde gaae et Fied for Ham, der paa Korset leed Døden for os*👤Wilken om ►Kors-Togene III. 55–76..

✂ Denne Underretning om Forberedelserne til et ►Tog, der saa aldeles mislykkedes, kan vel synes overflødig, men det er dog nok værdt at lægge Mærke til Forskiellen mellem 👤Urbans og 👤den hellige Bernhards Kors-Prædiken, da den ei er mindre end den mellem Togenes Udfald og hænger paa det Nøieste sammen dermed. Feilen, som var Løftet om “Synds-Forladelse og Salighed” for ►Mand-Slæt, har de vel tilfælles, men Et er dog at begeistres til ædel og mandig Kamp for den besmittede Helligdom og den undertrykte Christenhed, hvad Man saa end derfor venter, og noget ganske Andet at lokkes eller trues til en Bods-Vandring, hvoraf Man venter eens Fordeel hvor lumpent Man end bær sig ad og hvor lidt Man end udretter. Det Sidste var ►aabenbar Tilfældet her, ligesom med hine Flokke under 👤Peter Eremit og 👤Vilhelm Tømmer-Mand, saa Udfaldet var i sin Orden; men at der ikke kom en anden Skare efter, som lignede Heltenes, beviser enten at Tiden ikke meer havde Helte-Sind eller at 👤Bernhard kun slet forstod den ►Konst at vække det. Man indseer ogsaa let, at en Mand, der, som 👤Bernhard, var sværmerisk begeistret for ►Munke-Buret og Løn-Gan504gene der til 📌det himmelske Jerusalem, umuelig kunde være begeistret for ►Kæmpe-Færden under Vaaben-Gny til det Jordiske, skiøndt han godt kunde mene, at Tyve og Røvere, Mordere og Volds-Mænd, vilde Jægere og Svire-Gaster, og alle De, der dog ikke vilde beflitte sig paa et helligt Munke-Liv, gjorde baade Kirken, Verden og sig selv en stor Tjeneste med at afbryde deres “daglige Sysler,” og drage til 📌det hellige Land, hvad enten saa de slog Tyrkerne, eller Tyrkerne slog dem. Hvad endelig Miraklerne angaaer, som 👤Bernhard ved denne Leilighed skal have ruttet med, da maae vi naturligviis her lade dem staae ved sit Værd, og kun bemærke, at beviste de Andet end hans og hans Samtidiges Mirakel-Tro, hvorom Ingen tvivler, da var det i det Høieste kun, at hans Tanke-Gang tildeels fandt Medhold i Himlen, men ingenlunde, som Mange indbildte sig, at daarlige Karle skulde vinde glimrende Seire, eller at Gud ved Mirakler vilde raade Bod paa alle Dumheder.

✂ Vi bemærkede forud, at en hovedløs Beleiring af 📌Damask med en styg Hale (1148) var den eneste Bedrift Keiser 👤Konrad og Kong 👤Ludvig prøvede paa, og derom siger 👤Otto af Freysingen, som selv var med, meget kort og koldt: trods alle deres Gienvordigheder lod dog hverken den Tydske eller den Franske Konge deres Brasken fare og hvad Fremgang og Udfald derefter Damaskus-Reisen fik, vil jeg opsætte og kanskee overlade Andre at fortælle*👤Otto af Freysingen i ►Barbarossas Levnet I. 58.. ►Som sagt, saa gjort, 👤Otto sprang det over, og var det ikke for en vis Ordens Skyld, vilde vi følge hans fristende Exempel; men nu vil vi dog bemærke, at 📌Damask, lige indtil 👤Baldvin den Andens sidste Dage, havde beholdt sin gamle Høvding, Thoktkin, der ►alt fægtede under Korboga ved 📌Antiochien, men efter hans Død kom Staden i Forvirring og kastede sig, af Frygt for Zenki, i de Christnes 505Arme*👤Wilken om ►Kors-Togene I. 222. II. 525–27. 685–90.. Naar derfor Tydskerne melde, at ►Grav-Rigets Fyrster lokkede de høie Hoveder til at beleire 📌Damask, istedenfor 📌Askalon eller Aleppo, da har Man ondt ved at troe dem, medens det derimod er høist ►rimeligt, hvad Alle berette, at Somme lod sig bestikke af Damascenerne og gjorde Deres til at redde Staden, som Man ovenikiøbet sagde, 👤Konrad og 👤Ludvig ingenlunde vilde overladt dem, men havde, meget for tidlig, lovet bort til Greven af 📌Flandern. De Fremmede har da sikkert selv valgt det navnkundige 📌Damask, de gamle Chalifers Sæde, som en i deres Øine ligesaa glimrende som let Erobring, uden at det dog paa mindste Maade undskylder de utroe Pullaner (Føl), som var det Creolske Øge-Navn, Man gav de Indfødte i ►Grav-Riget, der tit var af blandet Herkomst og sædvanlig bedre Venner med Tyrkerne end med ►Pillegrimmene. Hele Bedriften, fra den pralende Ankomst til den bedrøvelige Flugt af de hellige tre Konger (👤Konrad, 👤Ludvig og 👤Baldvin den Tredie), stod imidlertid kun paa nogle faa Dage og indgiød Tyrkerne ligesaa dyb Ringe-Agt for Pullanernes fremmede Hjelpere, som de ►alt enstund havde baaret for dem selv*►Vilhelm Tyrier hos ►Bongars S. 910–14. 👤Wilken om ►Kors-Togene III. (1). 234–57. Bilag 2..

✂ Ei længe efter (1154) bemægtigede Zenkis Søn, Nureddin fra Aleppo, sig ogsaa 📌Damask og ►grundede et Syrisk Rige, der ►aabenbar truede 📌Jerusalem, medens der fra Moder-Landet var kun liden Hjelp at vente, men vi vilde dog ingen Grund have til at nævne ham, dersom han ikke havde været 👤Saladins Foster-Fader og arbeidet ham i Hænderne.

✂ Denne Ridder af Halv-Maanen, født samme Aar, som Kalo-Joannes fik sit Banner reist i 📌Antiochien 506og Zenki ►kiøs Livet af Kongen i 📌Jerusalem (1137), var nemlig ►vist nok intet Helte-Mønster, som Christenheden skulde rødme ved, undtagen maaskee i det Femtende og Attende Aarhundrede, men han var dog hvad Faa af de Tyrkiske Stor-Sultaner har været “et Menneske,” og maatte, selv om han havde været en Djævel, blive navnkundig i Verdens-Historien, da det lykkedes ham at vanære Korset, og besmitte 📌den hellige Stad, og styrte 👤Gotfreds Throne. Vi har desuden, som sagt, en samtidig Levnets-Beskrivelse af ham, som vel er i Arabisk Lovtale-Stil, men hvis Forfatter, Kadi 👤Bohadin fra 📌Mosul, dog i 👤Saladins sidste fire Aar fulgde ham som hans Skygge, og stemmer for denne Tid saa godt overeens med 👤Richard Løve-Hjertes Skriver, 👤Galfred Vinsauf, at Man seer, han foer ikke vitterlig med Tant.

✂ 👤Saladin (Troes-Helten) hedd egenlig 👤Joseph, og hans Fader, 👤Job, var en Kurde, der som Fri-Bytter (til Lands at sige) tilligemed sin Broder, Schirku, havde taget Tjeneste hos Zenki, og fandt vel siden deres Fordeel ved at gaae over til hans Fiende, men lettede saa dog igien ved lidt Utroskab hans Søn Nureddin Indtagelsen af 📌Damask og blev hos ham meget betroede. Naar vi derfor ogsaa hos 👤Saladin vel meget savne “Ærligheden”, da maae vi ikke blot huske, det var en arvelig Mangel, men ogsaa, at det var Noget, hverken Nureddin eller nogen Islamitisk Høvding gjorde Regning paa, hvorfor den heller ikke findes mellem de fem Hoved-Dyder, hvorved Man, efter 👤Mahomeds Sigende og 👤Bohadins Mening, som med alle fem Fingre kan gribe Himmelens Gunst. Disse fem Sandser paa ►Islamismens aandelige Legeme er nemlig: Vidnesbyrdet om Guddommens Enkelthed, Bønne-Læsning i rette Tid, Gavmildhed, Faste i Maaneden Ramadan, og en ►Pillegrims-Fart til 📌Kaaba, 507saa for rige Folk synes det ikke vanskeligt at blive en muselmansk Helgen, men dog er det ►mærkeligt, at Troes-Helten, som dog idelig færdedes mellem 📌Syrien og 📌Ægypten, opsatte ►Pillegrims-Farten, til det var for silde, en Brøst, som 👤Bohadin, løierligt nok, vil besmykke dermed, at i det sidste Aar, Helten levede, var ►Pillegrims-Farten fuldt og fast besluttet, saa det var kun Udførelsen, der fattedes*►Saladins Levnet af 👤Bohadin S. 5. i 👤Schultens's Oversættelse.. Hvad endelig Kiækheden angaaer, hvorom Propheten skal have sagt, at den tækkes Gud, selv i ringeste Grad, da maa Man ikke tænke, at 👤Saladins Kiækhed var af samme Slags som 👤Gotfreds, 👤Tankreds eller 👤Rikard Løve-Hjertes, thi han havde ikke mindste Lighed med en Vove-Hals; men han var sei ligesom 👤Kyri-Alax, saa, hvor tit han end blev slaaet, kom han dog immer igien, og var da, efter vore Begreber, ikke egenlig en Helt men en Helte-Piner, hvad især blev klart, da han stødte sammen med Kong 👤Rikard.

✂ Det var i 📌Ægypten, 👤Saladin først traadte frem paa Skue-Pladsen (1163), thi vi maa vide, at den Fatimidiske Chalif eller ►Babyloniske Sultan var nu blevet en ligesaadan Skygge som Abbasiden i 📌Bagdad, saa hvem der kunde blive Anfører for hans Liv-Vagt (Mameluker) var hans og 📌Ægyptens Herre, og i en Strid om denne Hæders-Post tyede en af Med-Beilerne, ved Navn Shaver, til Nureddin i 📌Damask, der ei forsømde denne gode Leilighed til Indpas i 📌Ægypten, men skikkede strax Tropper did under Schirku og 👤Saladin, som vel for et Syns Skyld indsatte Shaver til Chalifens Herre, men vilde naturligviis selv være Over-Herrer. Det ►syndes Shaver imidlertid slet ikke om, og blev to Gange Kurderne kvit ved at kalde Kongen af 📌Jerusalem, den tappre 👤Amalrik, til Hjelp; men da saa 👤Amalrik, som havde faaet 508Smag paa 📌Ægypterens Penge, siden kom selvbuden, for at klemme Fleer af ham, var Shaver taabelig nok til at kalde paa Kurderne, som strax var ved Haanden, drev 👤Amalrik ud og ►stjal Livet af Shaver, før han fik Tid til at besinde sig*►Vilhelm Tyrier hos ►Bongars S. 959–60. 962–74. 978–82. ►Bohadin ved 👤Schultens S. 30–34.. Dette Mester-Stykke tilskriver 👤Bohadin udtrykkelig 👤Saladin, saa det er høist ►rimeligt, hvad 👤Vilhelm Tyrier tilføier, at han ogsaa, da hans Farbroder var død, for ganske at have frie Hænder, skal have skyndt sig at slaae Chalifen ihjel*►Vilhelm Tyrier hos ►Bongars S. 981..

✂ Paa denne, i Christenheden lumpne, men derudenfor sædvanlige Maade blev da 👤Saladin Herre af 📌Ægypten (1168), og hans Keiserlige Gavmildhed mod Fiender saavelsom mod Venner, den Dyd, han især skyldte sin Lykke og sine ►Lov-Talere, var ligefra Begyndelsen saa berømt, at Man siger, den bevægede Kong 👤Amalrik, der havde gjort fælles Sag med Byzantinerne imod ham, til heller at opoffre sin Ære end giøre ham nogen Skade*👤Wilken om ►Kors-Togene III. (2.) 127–33..

✂ Egenlig skulde nu vel 👤Saladin betragtet sig som 👤Nureddins Stat-Holder, men da 📌det Ægyptiske Rige var baade meget større og lettere at forsvare end 📌det Damasceniske, fandt han det naturligviis urimeligt, og til hans Lykke døde Nureddin just som han stod paa Springet at lade ham føle sin Overmagt*►Bohadin i 👤Schultens's Oversættelse S. 40..

✂ Samme Aar som Nureddin (1173) døde 📌Jerusalems stridbare Konge 👤Amalrik, fulgt paa Thronen af sin umyndige Søn, 👤Baldvin den Spedalske, og da Skæbnen saa gunstig skildte ham ved begge sine Med-Beilere, baade til 📌Syrien og 📌Ægypten, forsømde 👤Saladin ikke 509at ►fiske i rørte Vande, men gjorde sit Bedste til paa en passende Maade at forene de to ⓘ hinanden hardtad uundværlige Lande.

✂ 👤Nureddins eneste Søn var baade et Barn og en Stakkel, saa ham var det ikke klogt at betroe for meget, derfor tog 👤Saladin, skiøndt det ufornuftige Barn græd, i al Venskabelighed 📌Damask og endeel andre Stæder fra ham, og lod ham kun beholde Aleppo, fordi den, skiøndt flere Gange beleiret, slet ikke vilde overgive sig*►Bohadin ved 👤Schultens S. 41–43. 45. ►Vilhelm Tyrier hos ►Bongars S. 981. .

✂ Med ►Grav-Riget, skiøndt det ogsaa havde et Barn til Konge, var det derimod langt fra at gaae saa feiende; thi da den ny ►Babyloniske Sultan viiste sig paa den gamle Val-Plads ved Ramla, blev han saaledes slaaet sønder og sammen af Fyrst Rainald fra 📌Antiochien, som Rigs-Forstander, at hans Lov-Taler siger, han forvandt det først i det berømte Slag ved 📌Tiberias *►Bohadin ved 👤Schultens S. 46.. Det lærde 👤Saladin Forsigtighed og kun ved den kunde han ►spille Mester; thi hvorlidet han i Magt var ►Grav-Riget overlegen, seer Man klarlig deraf, at han i henved tyve Aar kun forgiæves stræbde at bemestre sig Fæstningen Krak paa den Arabiske Grændse, der laae ham slemt i Veien, saa han maatte trøste sig med, at Allah tog Villien i Gierningens Sted*Sammest. S. 38. 55–56. 58.. Derimod sloges han tappert med sine egne ►Troes-Forvandte og gjorde et seierrigt ►Tog til 📌Mosul, der vel ikke lykkedes fuldstændig, men nødte dog Herrerne i 📌Mosul og 📌Bagdad til af fire for ham, ved hvilken Leilighed han stiftede Bekiendtskab med 👤Bohadin, der siden blev hans venstre Haand og ►Lov-Taler *Sammest. S. 49–52. 56–57..

✂ 510Dette kan vel synes for meget talt om saa lidt, og det er i Grunden ubilligt at maale 👤Saladin med den Alen, vi bruge til de Store i Christenheden; men da han engang ei blot ►er trukket ved Haarene midt ind imellem dem, men med mange Ophævelser foreholdt dem som et lysende Exempel, saa kan Historien ikke redde ham fra en Sammen-Ligning med sine Over-Mænd, hvorved han nødvendig maa tabe den Anseelse, han i en lavere Stilling og snevrere Kreds med Rette nød. Det skader ham imidlertid ikke, deels fordi han er død for 600 Aar siden, og deels fordi det ►aabenbar var hans egen Skyld; thi ►hvad vilde Spurv i Trane-Dands, maa Man vel her sige, og hvad vilde 👤Saladin i 📌Jerusalem! Man seer det nok, at i Feldt-Toget mod Kong 👤Amalrik ved 📌Nilen, og under sit derpaa følgende, venskabelige Ophold i den Christne Leir*►Vilhelm Tyrier hos ►Bongars S. 974., fik 👤Saladins Tanke-Gang lidt høiere Sving end Man ellers paa den Tid havde enten i 📌Kairo, 📌Mosul eller 📌Damask; men hvorfor vilde han ikke nøies med Æren af en mageløs ►Babylonisk Sultan, der ei blot forsvarede sig paa 📌Ægyptens Throne baade mod Christne og ►Muselmænd, men aabnede dette rige Lands forstoppede Hjelpe-Kilder, knyttede fredelig Forbindelse med den dannede Verden, og tilbagegav 📌Alexandrien en Deel af sin Glands under de første Ptolomæer? Dette var ►aabenbar den høieste virkelige Ære denne 👤Joseph, i sin Tid og med sin Tro, kunde naaet, men den forsmaaede han, for at løbe sig træt efter et tomt Skygge-Billede, han vidste ikke selv hvoraf, men vi see, det var af et ►Mahomedansk Ridder-Skab, der skulde ►fordunklet det Christelige, ligesom i hans Øine 👤Mahomeds Himmel-Reise ►fordunklede 👤Christi Himmel-Fart, og hvad han paa denne Vei kunde naae, naar han var allerlykkeligst, det lærer Historien; thi 511kun ved et ganske besynderligt Lykke-Træf kom han til at throne i 📌Jerusalem, og kun ved et endnu langt urimeligere blev han trindt i Christenheden løftet til Skyerne, høit over 👤Gotfred og 👤Tankred, som alle Ridderes Stor-Mester, ja, som den sande Kong ►Artus ved det runde Bord. Men ligesom hans Glands i 📌det hellige Land kun varede et Øieblik, til 👤Rikard Løve-Hjerte stak ham af Sadelen, saaledes ►fordunklede han i Christenheden kun de store Kors-Dragere, saalænge ►Tusind og een Nat ►fordunklede Aar-Tusinders Historie, og saasnart Nattens Spøgerier med alt deres Blænd-Værk viger for Dagens Alvor med sin store Virkelighed, da synker 👤Saladin ned til en mageløs Kurdisk Snap-Hane, der dog havde det Uheld at møde en ligesaa mageløs Normannisk Vove-Hals, og til en godmodig Drømmer om 👤Mahomeds Verdens-Rige, der egenlig kun blev navnkundig ved at nedrive hvad store Folk havde opbygt, og blev i det Attende Aarhundrede kun de Lærdes Afgud, fordi den samme fattige Navnkundighed var Maalet for deres kritiske Bestræbelser.

✂ Da 👤Vilhelm Tyrier (1184) sluttede sin Historie, sad hans Discipel, 👤Baldvin den Spedalske, vel endnu paa Thronen, men følde sig dog for svag til selv at staae for Styret, og havde desaarsag først udnævnt sin Svoger og formodenlige Thron-Følger, 👤Hvid 👤(Guido) fra Lusignan, Greve af 📌Askalon, til Rigs-Forstander, og siden, da det mishagede Mange, i hans Sted overdraget Grev 👤Raimund af 📌Tripolis ►Bestyrelsen. Den herved opkomne Splid havde nær udartet til en Borger-Krig, da Kongen kort efter døde, og et lille Parti, med den foragtelige Jerusalemske Patriark, 👤Heraklius, i Spidsen, stjal sig (1187) til at krone 👤Baldvins ældste ►Syster, 👤Sybille og hendes Gemal, foromtalte Grev 👤Hvid.

✂ 512Under disse Omstændigheder fandt 👤Saladin det betimeligt at prøve sin Lykke, og Udfaldet veed vi, men 📌Jerusalems Tilbage-Fald i de Vantroes Vold ansaaes i hele Christenheden for saa stor en Skam og Skade og var et Hjerte-Stød, der i en heel Menneske-Alder saaledes giennemrystede 📌Europa, at vi i det Mindste maae være nysgierrige efter at kiende Sammenhængen dermed.

✂ Her, som allevegne, er det imidlertid Spørgsmaalet, ikke hvad Man i Løbet af det næste Aarhundrede fandt paa at fortælle, men hvad Samtidige, der ikke var for langt borte, har berettet os, og vi maatte da nøies med hvad 👤Bohadin, som dengang endnu var i 📌Mosul, havde hørt hos 👤Saladin, hvis der ikke mellem det kronragede ►Pillegrime havde været en forvoven Engelsk-Mand, der, istedenfor at holde sin Næse hos sig selv, stak den saa langt frem i 📌Jerusalems Beleiring, at han fik en Piil igiennem den, hvoraf Spidsen blev siddende der, saalænge han levede*►Radulf af Coggeshall i ►Martene og Durands Mindes-Mærker V. 568.. Samme ►Pillegrim traf nemlig til at være den i sin Tid vellærde og velbekiendte Abbed 👤Radolph af Coggeshall (i 📌Essex), som kun paa hele Christenhedens Vegne tog Deel i den sørgelige Begivenhed, og hans Beskrivelse deraf er da den eneste ret Troværdige, vi har, saa det kan aldrig feile, den maa følges.

✂ 👤Radulf tager ogsaa netop fat, hvor 👤Vilhelm slipper, ved Spliden nemlig, som 👤Saladin benyttede sig af til at prøve Nyt med en talrig Hær af alle muselmanske Farver, men for ikke at brænde sig, skikkede han først 7000 Mand ind at plyndre 📌Galilæa og vilde see hvad Modtagelse de mødte. De kom ►som en Tyv om Natten, men næste Morgen tidlig, da Taarn-Vægterne i 📌Nazareth blev de omstreifende Tyrker vaer, giorde de strax Anskrig og da baade 513Tempel-Herrernes og Johanniternes Stor-Mester (👤Gerhard Betfort og 👤Roger Moulin) traf til at være i Byen, kom der snart en lille Hær paa Benene af 130 Ryttere og tre, firehundrede Fod-Folk, som modig gik Fienden i Møde. Da Tyrkerne imidlertid ikke holdt Stand, forsømde de Christne at holde Trop og faldt i et Bag-Hold, som afskar Fod-Folket og nedsablede dem, hvorpaa Rytterne saae sig trindt omringede og faldt eller fangedes Allesammen, saa nær som Tempel-Herrernes Stor-Mester, der frelste sig med Flugten. Hans Marschal derimod (👤Jaqvelin Mailly) og Johanniteren 👤Henrik gjorde vel Underværker af Tapperhed, saa Ingen tilsidst turde komme dem nær, men, overvældede med Kaste-Spyd og Pile, sank dog ogsaa de ved Siden ad den fromme 👤Roger Moulin, saa paa den Dag undkom slet Ingen med Æren*►Radulf Coggeshall hos ►Martene og Durand V. 548–52..

✂ Dette var imellem Paaske og ►Pindsdag (1187), og da Grev 👤Raimund hørde det, forligde han sig strax med Kong 👤Hvid og hjalp ham at samle hele Rigets Styrke mod den truende Fare. Ved saa godt som at blotte alle Stæder for stridbare Mænd, fik de ogsaa snart Samling paa en Hær af 1200 Riddere og henved 20000 Fodfolk, foruden en Mængde Turkopuler (Tyrke-Unger), og slog Leir, som ved slige Leiligheder sædvanlig, i Saphor-Dalen vestenfor den 📌Galilæiske Sø, hvor 👤Saladin ikke vovede at angribe dem, men derimod lagde han sig for 📌Tiberias, der kun var svagt besat, saa Grev 👤Raimunds Frue, som var i Byen, skikkede strax Bud til den Christne Leir, at kom der ikke Undsætning næste Dag, var Haabet ude. Det var Thorsdagen, den anden Juli, om Aftenen, den Tidende kom til Leiren, og ►Krigs-Raadet, som strax blev sammenkaldt, besluttede hardtad eenstemmig at bryde op næste Morgen tidlig 514og undsætte 📌Tiberias. Kun forgiæves besvor Grev 👤Raimund Kongen og dem Alle, dog ei at giøre den ►Daarlighed, sigende: vel er Byen min og Faren kan Ingen gaae nærmere til Hjerte, end mig, som ovenikiøbet har min Kone derinde; men i den hede Sommer at føre Folket herfra til 📌Tiberias, hvor der underveis ei engang findes Vand, er Galmands Værk; thi Man tog det gode Raad for en Ræve-Streg og brød op. Omsværmet af drillende Tyrker og udmattet af Hede og Tørst, fik Hæren endelig henimod Aften Søen i Sigte og Grev 👤Raimund, som havde For-Troppen, vilde nu havt alle Kræfter opbudt for at naae Søen og faae Tørsten slukket, men Kongen slog Leir, og næste Morgen tidlig, da 👤Saladin rykkede frem, flygtede hele det vansmægtede Fod-Folk op paa en Bjerg-Aas og var ikke at ►formaae til Sværd-Slag. Nu var der ingen Redning, Tyrkerne brød paa i Tusind-Tal fra alle Sider, slagtede Fod-Folket, afskar For-Troppen under Grev 👤Raimund, som derpaa strax tog Flugten, og sammenpressede Resten saaledes, at selv Flugt var umuelig. Kongen prøvede vel derpaa, men grebes af Takeddin og faldt, tilligemed Korset, sin Broder og mange af de ypperste Riddere, i Tyrkisk Fangenskab. Alle Tempel-Herrer og Johanniter lod Man næste Dag ►springe over Klingen og Fyrst Rainald dræbde 👤Saladin med egen Haand*►Radulf hos ►Martene og Durand V. 552–58. 811–12..

✂ I den første Forskrækkelse faldt baade 📌Akre og 📌Bairuth, ja, allerede i Begyndelsen af September overgav 📌Askalon sig paa det Vilkaar, at Kongen og hans Broder og Tolv foruden af de ypperste Fanger skulde sættes i Frihed, hvad dog først skedte næsten et heelt Aar efter og kun paa den Maade, at Kongen afsvor Kronen og lovede at rømme Landet*Sammest. V. 559–65. 73–74. 812..

✂ Den tyvende September slog 👤Saladin Leir for 515📌Jerusalem, og Lærd saavelsom Læg greb til Vaaben for 📌den hellige Stad, men da Fienden opdagede, at Muren var svagest paa den Nordre Side, flyttede han Leiren did og brød Gab, saa der var intet Raad uden enten at giøre et almindeligt Udfald eller lade sig taalmodig offre ved 📌den hellige Grav. Det Første forbød imidlertid 👤Saladin ved at stille 10000 Ryttere for Portene og det Andet forhindrede de Rige, som hemmelig traadte i Underhandling med Sultanen og forraadte 📌den hellige Stad, imod at alle de skulde have fri Udgang, som kunde betale for sig: ti Byzantier for en voxen Mand, fem for en Kvinde og een for et Barn under syv Aar. Den tredie October holdt 👤Saladin sit Indtog, hvorpaa Tyrkerne strax rensede 📌Templet paa deres Viis, rev det store Guld-Kors ned fra Spiret og fyldte Staden med deres Vederstyggelighed*►Radulf hos ►Martene og Durand V. 567–73..

✂ Med den Engelske ►Pillegrim stemmer her den Muselmanske Cadi i Henseende til Kiends-Gierningerne saa nøie overeens, at vi, som fra vore Dages Krigs-Skueplads er vant til noget ganske Andet, fristes til høilig at beundre, hvad dog slet ikke er Andet end Spor af den sunde Menneske-Forstand, der lærer, at Ærlighed varer længst og at Falskhed er ligesaa daarlig stædt i Krig som Hykleri paa en Val-Plads*►Bohadin ved 👤Schultens S. 67–74. 90.. ►Grav-Riget faldt altsaa hverken ved sine Forsvareres Feighed eller ved Seier-Herrernes Tapperhed, men ved et af de besynderlige Tilfælde, der soleklart vise, at Vedkommende har Lykken, altsaa, i det Mindste indtil videre, Forsynet imod sig, og den Haan, hvormed 👤Bohadin stempler Grev 👤Raimunds tidlige Flugt, frikiender endog ham for at have spillet under Dække med 👤Saladin.

✂ Neppe var 👤Raimund kommet hjem til 📌Tripolis, 516før han overiledes af den Død, han ved 📌Tiberias, eller efter 👤Bohadin, ved Lands-Byen Hittin (Hutti), første Gang i sit Liv flygtede for, og det vilde da snart været aldeles ude med ►Frankerne i 📌Palæstina, hvis der ikke var traadt nye Riddere i Skranken, men de kunde heller ikke let udeblive, saalænge Moder-Landet, den Vestlige Christenhed, endnu vrimlede af dem; thi var end Begeistringen for 📌det hellige Land og de Vantroes Ødelæggelse lunknet, saa maatte dog ►Grav-Rigets pludselige Fald og 👤Saladins Pral nødvendig bringe meget Kæmpe-Blod i Kaag, saa det gjaldt kun om, at Moder-Landet ei blev aldeles afskaaret fra Kolonien, hvad omtrent vilde været Tilfældet, hvis det havde lykkedes 👤Saladin at indtage 📌Tyrus, som han endnu samme Aar (1187) i Jule-Maaneden for Alvor prøvede paa.

✂ 📌Tyrus, som endnu under Kors-Togene var en stor Handels-Stad og stærk Fæstning, havde trodset 👤Baldvin den Førstes seierrige Vaaben og blev i 👤den Andens Tid (1124) kun ved Venetianernes kraftige Understøttelse og efter fire Maaneders Beleiring indtaget; men under Forfippelsen efter Slaget ved 📌Tiberias vilde den dog sikkert deelt Skæbne med 📌Akre og 📌Askalon, hvis den ikke i Mark-Grev Conrad fra 📌Montferrat havde faaet en udmærket djærv og krigsvant Høvding. Conrad, som regnede sig i Slægt med den gamle 👤Vittekind, nedstammede i alt Fald fra en Sachsisk Adels-Mand, som 👤Otto den Store, da han vandt den Lombardiske Krone, forlenede med 📌Montferrat, og hans Fader blev fanget ved 📌Tiberias, men selv havde han lagt Veien om ad 📌Konstantinopel, og der enstund kæmpet mandelig for en kvindagtig Keiser, saa han kom først paa Høiden af 📌Akre, da den ►alt var faldet i 👤Saladins Haand. Nær var det gaaet ham, som det gik adskillige ►Pillegrimme, der trøstig løb ind i den fiendtlige Havn, men han fik dog ►til Lykke endnu tidsnok 517Syn paa de Tyrkiske Faner og dreiede af til 📌Tyrus, hvor han fandt Alt i yderste Forvirring, men bragde snart Tingene i Orden, saa 👤Saladin fandt Folk oppe, da han kom. Sultanen blev vel liggende for Byen en Maaneds-Tid og gjorde sit Bedste, men da Mark-Greven ikke blot slog hans Flaade, men lukkede Portene op mens han stormede, da blev 👤Saladin saa ærgerlig, at han brændte sine Redskaber og ophævede Beleiringen*►Bohadin ved 👤Schultens S. 72. 75. ►Galfred Vinsauf hos Gale II. 252–54.. Dermed opgav han imidlertid ikke Haabet, thi 👤Bohadin fortæller, at da han i det ny Aar reed med ham fra 📌Askalon til 📌Akre, og tænkde med Forfærdelse paa det vilde, oprørte Hav, han her første Gang i sit Liv havde for Øine, da overraskede 👤Saladin ham med de Ord: jeg har endnu ikke fortalt dig, hvad jeg har isinde, naar jeg faaer hele Sø-Kysten undertvunget, thi saa vil jeg skrive mit Testamente, dele mine Lande og hjemsøge Øerne i Havet, til jeg enten finder min Død, eller faaer udryddet alle de Vantroe til Verdens Ende*►Bohadin ved 👤Schultens S. 17.. Om det var hans ramme Alvor, og hvordan i saa Fald dette Halvmaane-Tog til Gien-Giæld for Kors-Toget vilde spændt af, kan nu ►vist nok Ingen vide, men det var dog godt, han ei kom i Fristelse, og dertil skal Mark-Grev Conrad, efter 👤Bohadins Sigende, mægtig have bidraget, i det han, som var ei mindre trædsk end tapper, sendte et Maleri til 📌Europa af “den 📌hellige Grav”, nedtrampet af en Muselmansk Rytter, hvis Hest endog staldede deri*Sammest. S. 135–36.. ►Vissere og langt vigtigere er det imidlertid, at Ærke-Bispen af 📌Tyrus, rimeligviis den titnævnte Historie-Skriver, 👤Vilhelm, drog selv til 📌Vester-Leden og talde Gravens Sag; thi han var ►aabenbar den levende Røst, som bevægede de tre ypperste Fyrster i 518Christenheden: den Tydske Keiser nemlig og Kongerne i 📌Frankrig og 📌England, til at tage Korset op og følge hvad dem ►syndes var Herrens Vink*►Galfred Vinsauf hos Gale II. 257–58..

✂ Vi kan da ikke blive staaende ved Maleriet, men maae i Tankerne følge med Ærke-Bispen, hvis Skrift vel, ved at følges for troelig, har gjort Kors-Togenes Historie mere Skade end Gavn, men vækker dog Formodning om gode Tale-Gaver, og vi bemærke da i Forbigaaende, at Pave 👤Urban den Tredie døde af Græmmelse over, at 📌den hellige Stad, der blev vundet under hans ►Navner, 👤Urban den Anden, gik tabt under ham. Hans ►Efter-Mand (👤Gregor den Ottende), der kun i et Par Maaneder beklædte det Apostoliske Sæde, udmærkede sig vel ved sine Klage-Breve over 📌Jerusalem, hvorover Man græd og blegnede selv i det høie 📌Norden, men det paafølgende Kors-Togs rette Paver var dog den ældgamle Cælestin og den ungdommelige, men i alle Maader udmærkede 👤Innocens den Tredie.

✂ Betragte vi nu de tre store Herrer, som antog sig ►Grav-Rigets Sag, da see vi strax, det var ikke de bedste ►Kirke-Patroner; thi 👤Fredrik Rødskiæg havde næsten i hele sin Keiserlige Menneske-Alder (fra 1152) ligget i Strid med den hellige Fader, især om Arve-Godset efter hans Tydske Sønner (Bisperne), som 👤Fredrik fandt, han var nærmest til; hans Jævn-Aldrende, 👤Henrik ►Lyng-Stilk (Plantagenet)► i 📌England, havde ladt den berømte Ærke-Bisp af 📌Canterbury, 👤Thomas Becket, myrde (1170), og den unge 👤Philip August i 📌Frankrig kom vel til at overgaae alle sine Kapetingiske Fædre i Navnkundighed men ingenlunde i Fromhed. Paa Begeistring for Korset var her altsaa neppe at tænke, og fandtes der en Gnist hos nogen af dem, maa det ene have været hos den gamle Keiser, der i sin Ungdom havde gjort Keiser Conrads bedrøvelige ►Tog 519med og ønskede i Alderdommen ►aabenbar at afstryge det Tydske Navns Skam og afsone sine mange Synder ved 📌den hellige Grav, men maatte lægge sine Been i 📌Natolien, hvor han, efter megen Besværlighed med Græker og Tyrker, druknede (1190) ved at sætte over en Flod. Af hele den stolte Hær, han med forbausende Krigs-Tugt førde til 📌Asien, og hvis Rygte vakde megen Uro i 👤Saladins Leir, naaede kun en sørgelig Levning 📌Antiochien og 📌Akre, men dog gav Keiseren, før han sank, den ►Seldschukiske Magt i Koniah, der igien begyndte at reise sig, Naade-Stød*►Galfred Vinsauf hos Gale S. 258–66. ►Bohadin ved 👤Schultens S. 119–25. 35–36..

✂ Med det Fransk-Engelske ►Tog, som Man allerede har ondt ved at udtale, saae det ogsaa kun maadeligt ud, thi efter, paa Korsets Vegne, at have inddrevet en svær Krigs-Styr i deres Riger, ragede Kongerne i Krig med hinanden, og skiøndt denne blev afbrudt ved 👤Henriks Ydmygelse og Død (1189), og Kors-Toget paa en Maade kom istand, var Høvdingerne dog ikke nær saa misundelige paa 👤Saladin, som paa hinanden. Udfaldet kunde derfor umuelig blive ærefuldt og ►Toget blev kun glimrende som et Ridder-Spil, fordi 👤Rikard Løve-Hjerte var en Mester i det, som ei fandt sin Mage blandt Tyrker og Kurder, men kun, først til sin store Ærgrelse og siden til en god Nød-Hjelp, i den Franske Ridder 👤Vilhelm Barr *►Roger Howden hos ►Savile S. 687. ►Galfred Vinsauf hos Gale II. 350..

✂ Et saadant Ridder-Spil med den “hellige Landse” kan vi nu ►vist nok hverken sætte ved Siden ad det Store Kors-Tog eller skrive synderlig paa Aandens Regning, der, langt fra at slaae Alvor hen i Spas, selv naar den skiemter har Alvor bag Øret; men enhver Ting, der i det Store drives mesterlig, bliver dog historisk ►mærkværdig, og Dy520sten mellem 👤Rikard og 👤Saladin viser netop soleklart, hvad Man endelig maa lægge vel Mærke til, at det Christelige Ridderskab var ægte og det Muselmanske uægte, fra Hoved indtil Hale. Lad nemlig 👤Saladin have havt alle de Dyder, hans ►Lov-Taler, og 👤Rikard alle de Lyder, hans ►Avinds-Mand tillægger ham, da var det unægtelig godt for den Babyloniske Sultan og slemt for den Engelske Konge; men det er netop den største Triumph for Christenhedens “Løve-Mod”, at dets Mangel ei kan erstattes af alle 👤Saladins Dyder og dets Glands ei skjules af alle 👤Rikards Feil!

✂ Dog, det er Kiends-Gierningerne, der i Historien skal tale for dem selv, og vil vi see dem, maae vi følge 👤Rikard baade til og fra den store Skue-Plads for Ridder-Spillet mellem Kurder og Christne: paa Sletten mellem Karmels-Bjergene, hvor Æren langt meer end 📌Akre var Prisen, hvorom de kæmpede saa haardnakket, at Offerne kan Ingen tælle.

✂ 📌Akre eller 📌Ptolomais var imidlertid særdeles skikket til at bære Skylden for alle de Kræfter, der udtømdes, og alt det Blod, der flød i Strømme for dens Porte; thi vel er Dens Besiddelse blevet meget vigtigere, siden de ►Phøniciske Havne forstoppedes, men den kunde dog ►alt da med Rette kaldes Nøglen til 📌det hellige Land, da den var Dets eneste taalelige Havn og beherskede Dets eneste Adel-Vei. Som en Bjerg-Fæstning, 👤Saladin havde gjort sit Bedste med at istandsætte og maatte anstrænge sig til det Yderste for at beholde, var 📌Akre tillige et Tvistens Æble, hvorom Man længe kunde drages og hvorved Man fandt Leilighed til at bruge alle sine Kræfter og vise alle sine ►Konster, saa ingen ►Odysseus kunde snildere nødt den Kurdiske Snap-Hane til at holde Stand og Christenhedens Riddere til at holde Trop, end ved, som den afsatte Kong 521👤Hvid, paa Lykke og Fromme at aabne Løbe-Gravene for 📌Akre. Kaldte Kong 👤Hvid selv det imidlertid end ikke siden, som Man har sagt, en dum Streg, saa var det hos ham dog ►aabenbar kun et ridderligt Indfald han fik, da han omsider kom paa fri Fod, fik lidt Hjelp, og ►syndes han maatte benytte den til om mueligt at faae visse Værelser, som han ude af Fængselet aldeles fattedes. Ved 📌Askalons Overgivelse havde nemlig 👤Saladin vel lovet med det Allerførste at sætte baade Kongen og hans Broder og Tolv af de Ypperste dernæst i Frihed, men han vilde dog ingenlunde forhaste sig, og slap dem nødig, før han havde hele Landet i sin Magt. Da der imidlertid ingen Udkomme var med 📌Tyrus, maatte 👤Saladin for Skams Skyld, da snart et heelt Aar var gaaet, giøre Alvor af det og nøies med at pine den Eed af Kongen, at han var Sultanens “Mameluk og Træl”, der havde forsvoret at føre Vaaben imod ham*►Galfred Vinsauf hos Gale II. 253–66. ►Bohadin ved 👤Schultens S. 90–91.. Udvexlet, som han var for Askalon, gjorde Kongen sig naturligviis ei megen Samvittighed over den med Uret aftvungne Eed, men holdt sig kun rolig i 📌Antiochien og 📌Tripolis, saalænge han var nødt dertil.

✂ Den første Hjelp han nu fik, var fra 📌Sicilien, hvis ægte Normanniske Kong 👤Vilhelm nu, da de Vantroe jublede, fortrød ei at have understøttet 📌Jerusalems vaklende Throne og sendte sin berømte Admiral Margarit, sædvanlig kaldt “Sø-Kongen” eller den anden ►Neptunus, til 📌Tyrus og 📌Tripolis med 50 Galeier og 500 Riddere. Vel foer der Skræk i Tripolitanerne, da de skimtede den store Flaade, som de tog for Fiendens, men da den kom nærmere med sine vaiende Kors-Bannere og andre visse Mærker, forvandlede Angesten sig til ubeskrivelig Glæde, og det med Rette; thi “Sø-Kongen” satte ikke blot Mandskab 522i Land, men holdt Far-Vandet ryddeligt og beskyttede Tilførselen, saa ham maatte baade 📌Tripolis og 📌Antiochien takke for deres Redning*►Galfred Vinsauf hos Gale II. 255–56..

✂ Kun forgiæves vilde nu Kong 👤Hvid gjort 📌Tyrus til sin Vaaben-Plads, thi Mark-Greven lukkede Portene for ham, og da var det, han besluttede, med Levningen af troe Tjenere, de Sicilianske Hjelpe-Tropper og Endeel Pisaner fra 📌Tyrus, at prøve sin Lykke for 📌Akre. Det Puds havde 👤Saladin mindst ventet og laae derfor ganske rolig og beleirede en lille Borg i 📌Galilæa, da der kom Bud paa Bud om Kong 👤Hvids flyvende Fart fra 📌Tyrus til Lands og Vands, og det Sidste til Sultanens store Forbauselse meldte, at ►Frankerne ►alt laae i Leir for 📌Akre *Sammest. II. 266–68. ►Bohadin ved 👤Schultens S.91–93. 97–98.. Saaledes begyndte da (i August 1189) den berømte, næsten toaarige Beleiring, og vi har den saa udførlig beskrevet af to Øien-Vidner: Engelsk-Manden Galfred Viinprøve (Vinsauf) og ►Mosul-Manden 👤Bohadin, at vi kan faae en meget levende Forestilling derom; men deels er saadanne lange Beleiringer, der tilsidst endog kiede de muntreste ►Kæmper, sjelden morsomme at læse meget om, og deels tillader saavel Rummet som Haand-Bogens Natur os kun at pege paa det ►Mærkværdigste.

✂ Hvor mandstærk Kong 👤Hvid egenlig var, da han tog sig saa store Ting for, veed vi ikke, men at han var for svag til at omringe Byen eller hindre 👤Saladin, der strax var ved Haanden, fra at forstærke og forsyne Besætningen, og dog for stærk til at Sultanen, efter sit inderlige Ønske, kunde kvæle Beleiringen i Fødselen, det beviiste sig selv, og snart blev der Folk Nok paa begge Sider, stundum Fleer end Man enten kunde bruge eller føde*►Bohadin ved 👤Schultens S. 98–102.. Da nemlig Rygtet om den 523Tydske Keiser kom 👤Saladin for Øre, sendte han 👤Bohadin til 📌Mesopotamien og 📌Chaldæa, 📌Mosul og 📌Bagdad, om, Hjelp, og til ham strømmede da hele 📌Østens Magt, og om den Christne Leir siger 👤Galfred med et godt Skin, at der opfyldtes de Prophetiske Ord til 📌Jerusalem: ►jeg vil hente dig Sæd fra 📌Norden og samle til dig fra 📌Vesten, jeg vil sige til 📌Norden: giv hid og til 📌Syden: læg ingen Hindring i Veien *►Galfred hos Gale II. 266–68.. De Allerførste der kom, var, som det med Kirke-Folk pleier at gaae, de der havde den længste Vei, og 👤Galfred kan ikke beskrive den Trøst, det var i et fortvivlet Øieblik fra 📌Karmel at opdage de 50 Snekker fra 📌Norden med tolvtusinde Mand, deels Danskere og Friser, og deels Engelsk-Mænd og ►Flæminger, som aldrig saasnart saae det gode Exempel, før de fulgde det, og Natten efter kom Ridder 👤Jakob fra 📌Avesne (i 📌Hennegau), til hvis Roes 👤Galfred ei troer at kunne sige formeget, ved at sætte ham ved Siden baade ad ►Hector og ►Achil og foretrække ham for 👤Regulus. Blandt de Følgende, som var utallige, maae vi først lægge Mærke til Landgrev 👤Ludvig af 📌Thyringen, ikke fordi der er skrevet en heel Rim-Krønike om hans Helte-Gierninger, thi var de kun tigange bedre end den, var de ikke værd at nævne*👤Wilken om ►Kors-Togene IV. Bilag 7., men fordi han overtalde Mark-Grev Conrad i 📌Tyrus til at gaae med, og var selv tilligemed 👤Jakob fra 📌Avesne En af Høvdingerne i Beleiringens første Aar, uden Sammenligning, det Ridderligste*►Galfred hos Gale II. 268–80.. Vel kan vi her ikke opholde os ved det saakaldte store Slag (i October 1189), som Ridderne baade vandt og tabde*Sammest II. 269–71. ►Bohadin ved 👤Schultens S. 103–10.; men maae dog ved 524denne Leilighed anmærke, at hverken der eller nogensteds finde vi 👤Saladin i Spidsen, men immer, som en forsigtig General, blandt de Bageste, saa det eneste Sværd-Slag af ham selv hans ►Lov-Taler ihukommer, næst det hvorved han ►stjal Livet af den Ægyptiske ►Vezir, er det, hvormed han Dagen efter Slaget ved Hittin huggede Armen af den fangne Fyrst Rainald, der baade engang havde bespottet 👤Mahomed og ved Ramla beskiæmmet Troes-Helten*►Bohadin ved 👤Schultens S. 27–28. Dernæst maae vi lægge Mærke til, at skiøndt Ridderne i ovennævnte Slag, til ►Musel-Mændenes store Forundring, der allerede for en Sikkerheds Skyld havde plyndret deres egen Leir, slap Seiren af Hænderne og tog Hugg til Giengiæld, trak dog 👤Saladin sig tilbage i Vinter-Leir, og gav dermed Ridderne frit Spille-Rum, som de, især efterat ►den Tyriske Flaade havde slaaet den Ægyptiske, brugde saa godt, at Fæstningen stod paa Nippet at overgive sig. Hvad der fornemmelig jog Skræk i ►Musel-Mændene var tre Beleirings-Taarne paa Ruller, som Bjerge at see til, og som det ►syndes, uforgiængelige, saa det eneste Haab var den “Græske Ild,” hvortil Chalifen i 📌Bagdad havde sendt 👤Saladin alt Tilbehør, undtagen Folk, der ret forstod at lave og haandtere den; men i det sidste Øieblik var der dog en ►Kaabber-Smed fra 📌Damask, som tog sig Arbeidet paa, slap ind i Byen og stak Ild paa alle tre Uhyrerne, saa de til ►Musel-Mændenes store Fryd og Riddernes Kvide sank i Aske*Sammest. S. 109–10. 114. 16–17. ►Galfred hos Gale II. 273–76.. ►Ulykken kommer sjelden ene, og efter Nederlaget paa de døde Hjelpere fulgde et langt føleligere paa de Levende, da Fod-Folket, som var kied ad ►Lange-Legen, paa deres egen Haand angreb 👤Saladin og faldt som Fluer i Tusind-Tal, medens 📌Akres Besætning benyttede Forvirringen til et kiækt Ud525fald, som førde den Græske Ild midt ind i Riddernes Leir*►Bohadin ved 👤Schultens S. 125–28. ►Galfred hos Gale II. 377–78. .

✂ Dette skedte ved Sommer-Soelhverv (1190) og dermed endtes Land-Grevens Anførsel just ikke glimrende; thi nu var Alle saa modfaldne, at de Intet turde begynde paa, førend Grev 👤Henrik fra 📌Troyes kom, berømt og mandstærk, og han som bragde Modet med sig, fik naturligviis ogsaa Anførselen, hvorover Land-Greven blev saa stødt at han pakkede ind og reiste, men fandt allerede paa 📌Cypern sin Grav*►Bohadin ved 👤Schultens S. 128–59. ►Galfred hos Gale II. 279–99..

✂ Grev 👤Henriks Regierings-Tid, hvoraf Man ventede saa meget, udmærkede sig imidlertid kun ved lutter Ulykker, og havde nær endt med hele Hærens Undergang; thi at Pisanernes Storm mod Flue-Taarnet mislykkedes og at de nye Beleirings-Redskaber gik samme Vei som de Gamle, var kun Lidet; men at der udbrød et bittert Fiendskab mellem Franskmændene og Tydskerne, at Mark-Grev Conrad stræbde at ►skille Kong 👤Hvid ved hans fattige Krone, og at der endelig kom Pest og Hungers-Nød i Leiren, det var en Hær af Ulykker, som det var et stort Vidunder, der dog levnede Liv i Ridder-Skaren. Uden her at kunne indlade os videre paa Omfanget af Mark-Grevens Brøde, hvem Man i Leiren gav Skyld for Alt og bandede daglig ned i Helvede, vil vi kun erindre, at Hertug 👤Fredrik af 📌Schvaben, som Mark-Greven, for at opveie det Franske Parti, der var ham imod, fik slæbt til Leiren med Keiser-Hærens Levninger, fik selv sin ►Helsot for 📌Akre, og derhos vil vi, til Ære for den ridderlige Taalmodighed, anmærke, at midt under den gruelige Hungers-Nød fik 526de ►Pisanske Korn-Pugere, som med Flid frembragde den, dog ikke blot Lov at leve, men Lov at beholde deres Hvede-Dynger, til de om For-Aaret af dem selv faldt i Prisen eller sank i Aske*►Galfred hos Gale II. 280. 92–93. 98–99..

✂ Vaaren (1191) var glædelig, thi den bragde strax, med Føde-Varene, den visse Tidende, at Kongerne af 📌Frankrig og 📌England laae paa 📌Sicilien og kunde ventes hvert Øieblik med Alt hvad Man fattedes, fra Mod til Mad, og da der ingen Ting skedte, før de kom Begge, maae vi i Tankerne gaae dem imøde og see, hvad de nølede efter saa længe.

✂ Allerede i September forrige Aar (1190) var begge Kongerne kommet til 📌Messina: 👤Philip August, der saae paa Skillingen, aldeles ubemærket, og 👤Rikard, der vilde glimre, med høieste Bram; men deels vilde Vinden ikke strax blive føielig og deels ragede 👤Rikard snart i Klammeri med By-Mændene, og bemægtigede sig med væbnet Haand 📌Messina, hvorved Venskabet mellem ham og 👤Philip, der immer vaklede, nær var gaaet reent overstyr. Da 👤Rikard nu desuden paa sin Systers Vegne, der var Enke-Dronning efter Kong 👤Vilhelm, havde en svar Afregning med hans ►Eftermand 👤Tankred, blev det Vinter, før Man vidste det, og 📌det hellige Land maatte da skiøtte sig selv til Foraaret*Sammest. II. 306–15.. Hvor nær det da kunde været bagefter med Hjelpen, har vi seet, men nu kom da endelig 👤Philip August til Leiren Paaske-Løverdag, og blev modtaget med stor Høitid, skiøndt ►Musel-Mændene smiilde lidt spodsk, da de hørde at han, der var udraabt for den største Konge i Christenheden, landede kun med sex Skibe*Sammest. II, 318. ►Bohadin ved 👤Schultens S. 159.. Nu maatte Man da trøste sig og see at skræmme ►Musel-Mændene med den Engelske Konge, 527om hvem det hedd i Leiren, at vel var han ikke saa stormægtig som den Franske, men meget baade rigere og anderledes daadfuld end han*►Bohadin ved 👤Schultens S. 160–61.; men ham maatte Man endnu vente paa til ►Pinds-Dag; thi han fik Forfald underveis.

✂ Den store og stadselige Flaade, hvormed 👤Rikard i ►Dimmel-Ugen løb ud fra 📌Messina, blev nemlig allerede Lang-Fredag adsplittet i en stærk Storm, og selv blev han forslaaet først til 📌Kreta og siden til 📌Rhodos, hvorpaa han anløb 📌Kypern, for at see, om Nogle af hans ⓘ vildfarende Skibe var flydt op der, hvor Man paa 📌Rhodos havde sagt ham, der var for Christne Folk ikke godt at komme. Her traf han ogsaa ganske rigtig paa Rheden ved 📌Limissa (📌Amathusa) blandt Andet det Skib, hvorpaa hans ►Syster fra 📌Sicilien og hans Kiæreste var, og befriede dem fra en dødelig Angest, da Keiseren endelig vilde have dem i Land, og de ingenlunde troede hans søde Ord, der kun stemmede daarlig med den Behandling, nogle strandede Engelsk-Mænd nys havde nydt*►Galfred hos Gale II. 316–21..

✂ Denne Kypriotiske Keiser hedd ellers 👤Isak, og nedstammede paa Moders Side fra ►Comnenerne, men havde, siger Man, blandet Blod med 👤Saladin, saa ►Pillegrimene havde kun Ulykke af ham, og da nu 👤Rikard skikkede sine ►visse Bud til ham for at kræve Fyldest-Giørelse, fik han kun et grovt Svar. Her traf 👤Isak imidlertid for den Urette, thi 👤Rikard gjorde ►paa Timen Land-Gang og ►kiørde saaledes i Ring med hans Keiserlige Majestæt, at havde vi Stunder til at opholde os derved, vilde det strax blive os ligesaa indlysende, at 👤Rikard var en vældig Kæmpe, som at 👤Isak var en ussel Kryster; men da det egenlig følger af sig selv, vil vi indskrænke os til at melde, hvad Udfaldet blev. Da nemlig Keiser 👤Isak havde flygtet saalænge han kunde paa sin 528gule Hingst, saa let som en Vind, og forgiæves i Bag-Hold skudt to giftige Pile efter 👤Rikard, faldt han til Føie, afstod Riget og frabad sig kun Bolt og Jern, hvorpaa 👤Rikard lod ham binde med Sølv-Lænker, tog alle hans Grunker, der var uhyre, indsatte Kong 👤Hvid, som var kommet at søge Trøst hos ham, til sin Fuld-Mægtig paa 📌Kypern, holdt Bryllup med Kongens ►Daatter af 📌Navarre, og stak saa i Søen med sine hundrede Snekker*►Galfred hos Gale II. 321–23..

✂ Endnu slap han dog ikke til 📌Akre uden et lille Æventyr, som hører saa naturlig til Beleiringens Historie, at ogsaa vi i Forbigaaende maae tage det med; thi paa Høiden af 📌Bairuth praiede han en Tre-Master, som først gav sig ud for en Franskmand og saa for en Genueser, men var en Saladiner, bestemt til 📌Akre med ►allehaande Fornødenheder, og saasnart 👤Rikard mærkede det, var han ved Haanden. Der var, efter 👤Bohadins Sigende, 650 dygtige Karle ombord med Mesteren for dem Alle: 👤Jakob fra Aleppo, og 👤Galfred nægter det ikke heller at de sloges fortvivlet, saa der var ikke andet Raad, end at 👤Rikard maatte lade alle sine 40 Galeier løbe Snablerne, der var til det Samme, ind i Tre-Masteren og bore den i Grund. 👤Bohadin paastaaer, at Mandskabet hjalp selv til, og det kan gierne være, men naar han siger, der blev kun een levende Mand, som 👤Rikard sendte til Byes for at give ordenlig Beskeed, da maae vi desuagtet følge Galfred, der selv gjorde Konge-Reisen med og melder, at 👤Rikard levnede Fem og Tredive, som deels var Emirer og deels udlærte Tømmer-Mænd*Sammest. II. 329–30. ►Bohadin ved 👤Schultens 166..

✂ Saa kom da 👤Rikard endelig og endelig til 📌Akre i Pindse-Ugen (1191), og det var ubeskriveligt, al den Stads, der blev gjort ad ham, der ikke blot havde Pungen og lod den 529staae aaben, men havde ved 📌Kyperns Indtagelse nys opfrisket sit Helte-Ry og sikkret Tilførselen, ja, 👤Bohadin tilstaaer selv, det giøs i ►Musel-Mændene, da de saae Ridder-Leiren ligesom staae i lys Lue hele Natten af Glædes-Ild*►Galfred hos Gale II. 331–32. ►Bohadin ved 👤Schultens S. 165.. Vel faldt 👤Rikard snart i en svær Sygdom, men 📌Akres Besætning meldte dog 👤Saladin, det var blevet reent galt, siden han kom, saa nu mærkede de, det hjalp ikke at brænde “Vædere og Katte” og andet Beleirings-Tøi, naar den Græske Ild brændte uslukkelig i Fiendens Bryst. De holdt imidlertid ud en Maaneds-Tid endnu, da 👤Saladin hjalp til, saa godt han kunde, uden at vove sig for yderlig; men dermed var det ogsaa forbi, og en af de første Fredager i Juli overgav Akre sig paa de Vilkaar, at Besætningen skulde have fri Afgang, som den gik og stod, naar 👤Saladin udleverede det hellige Kors, han tog ved 📌Tiberias, løslod et vist Antal Christne Fanger og betalde 200000 Gylden, hvortil 👤Bohadin endnu regner 14000 Gylden, som Besætningen havde lovet Mark-Greven i 📌Tyrus for at frelse deres Liv*►Galfred hos Gale II. 333–41. ►Bohadin ved 👤Schultens S. 167–79.. Disse Betingelser blev imidlertid aldrig opfyldte, og derfor lod Kong 👤Rikard i Tyrke-Hærens Paasyn 2700 af Gidslerne ►springe over Klingen, hvorover han endnu den Dag i Dag, saavidt døde Folk kan, maa høre meget ilde, skiøndt det er vanskeligt nok at sige, hvad han skulde gjort med de Tyrker, naar han ei kunde kiøbe Christne for dem og han ingen Trælle brugde*►Galfred hos Gale II. 341. 45–46. ►Bohadin ved 👤Schultens S. 179–84..

✂ Saaledes endtes da 📌Akres Beleiring, uden at Nogen veed Tal paa de Liv, den kostede, men af de tolvtusinde 530Danskere og Friser, Engelsk-Mænd og ►Flæminger, som havde holdt ud fra Først til Sidst, siger Galfred, der var neppe “Hundrede” tilbage*Galred hos Gale II. 368., saa dersom Tyrkerne ei havde tabt Andet end Akre, havde de unægtelig faaet Strømme af Christen-Blod for Røver-Kiøb; men de havde ►aabenbar tabt Modet med Akre, som Trojanerne med ►Hektor, og dermed var ►Toget betalt.

✂ Neppe var 📌Akre taget, før den Franske Konge fik Hjem-Vee og lod sig ikke holde, saa nu stod 👤Rikard for saavidt Ene, men dog blev en stor Deel af de Franske Riddere, under Hertugen af 📌Burgund, hos ham, og hans Hu stod nu nærmest til 📌Askalon; men vi kan ikke nøies med saa lidt og vilde derfor reise hjem med 👤Philip August, naar ikke 👤Rikard Løve-Mod (👤coeur lion) var af det Slags Folk, man har ondt ved at holde Øinene fra, fordi de, hardtad uden selv at vide det, giør imellem i en Time, hvad Man ei seer Mage til i mange Aar.

✂ Det lønner imidlertid dog ikke Umagen at følge 👤Rikard Skridt for Skridt fra 📌Akre til 📌Jaffa, med 👤Saladin, som 👤Hannibal med 👤Fabius, ved Siden; thi 👤Rikard vilde ►aabenbar meget heller glimre end giøre Gavn og heller beundres af 👤Saladin end slaae ham, hvorfor han ogsaa, ligefra sin Ankomst til 📌Akre, stod i Underhandlinger med Sultanen, og lod Ingen blive klog paa, om han virkelig havde i Sinde at indtage 📌Jerusalem, som han vel to Gange forskrækkede, men aldrig angreb*Sammest. II. 370–418. ►Bohadin ved 👤Schultens S. 184–243.. Fra 👤Saladin, der aldrig vovede at giøre ham Laurbær-Krandsen stridig, vandt 👤Rikard vel ogsaa Borger-Krandsen, da han opbygde 📌Askalon igien, som 👤Saladin, med Tyrkisk Lands-Faderlighed, for at sikkre, havde ødelagt, men det gik den for531fængelige Ridder med sine Krandse, ligesom det gaaer Damerne med deres, de binde med Lyst og bære for Løier men kaste for Alvor; thi før endnu 👤Rikard forlod 📌det hellige Land, sluttede han en Stil-Stand med 👤Saladin, hvorved 📌Askalons Ødelæggelse udtrykkelig bestemdes. Sligt kan let synes os ubetydeligt, fordi 📌Askalons Tilværelse i vore Øine er det; men naar vi nu see alle de blomstrende Sø-Stæder paa 📌Syriens og 📌Lille-Asiens Kyst, ►saanær som 📌Smyrna, i Bund og Grund ødelagte, ja, see Ødelæggelsen udbredt, saavidt som ►Osmannernes Hel-Hest kom, da maa det ikke glemmes, at Osmannerne i denne Henseende er Discipler af den berømte 👤Saladin, som snildt opdagede, det var nemmere at ødelægge end at forsvare sit Land, og skiøndt 👤Rikard fandt denne Tanke-Gang afskyelig, plettede han dog unægtelig sit og Christenhedens Skjold ved at give sit Minde til, hvad Man vel maa lade skee, naar Man ei kan forhindre det, men aldrig befordre. Længe krympede 👤Rikard sig ogsaa og var nær sluppet bort med Christenhedens udødelige Ære, ei at have brugt sin Magt til at nedrive men til at opbygge; men just som han i 📌Akre stod med den ene Fod i Skibet, kom der Bud fra 📌Jaffa, at 👤Saladin var krøbet ud af sit Muse-Hul og angreb med langt overlegen Styrke den slet befæstede By, og det var en Næsvished, 👤Rikard umuelig kunde taale, saa han indskibede sig ►paa Timen med nogle faa Riddere og endeel ►Pisanske og ►Genuesiske Bue-Skytter*►Galfred hos Gale II. 411–13.. Vinden var ham imod, saa 👤Saladin fik Stunder til at bryde ind i 📌Jaffa, men mødte der saa fortvivlet Mod-Stand, at han omsider, meget imod sin Villie, nødtes til at gaae paa Forlig med Besætningen, som da trak sig tilbage til Borgen og skulde, hvis den ikke blev undsat til næste Lørdag-Morgen, have samme Kiøb paa sit Liv 532som 📌Jerusalems Indbyggere*►Bohadin ved 👤Schultens S. 243–50. ►Galfred hos Gale II. 413.. Natten imellem Fredag og Lørdag ankrede imidlertid 👤Rikard paa Rheden ved 📌Jaffa, og skiøndt 👤Saladin mærkede Uraad, saa 👤Bohadin maatte ind i Byen i Mørke, banke Tyrkerne op og see til at faae Borgen rømmet før Dag, saa lykkedes det dog ikke, fordi, efter Galfreds meget rimelige Oplysning, de første Syv, der forlod Borgen, fik Hovederne hugget af, saasnart de havde betalt Løse-Pengene, hvad Resten naturligviis fandt, var en daarlig Handel og vilde heller sælge Livet til enhver Priis end kiøbe Døden saa dyrt. Handelen gik i alt Fald tilbage, og saasnart 👤Rikard af en Præst, der med Livs-Fare svømmede ud til ham, fik at vide, at Borgen holdt sig endnu, raabde han strax: ja, skal vi da end døe med vore Brødre, saa gid dog ►den skee en Ulykke, der ikke vil frem! Dermed foer han buus paa med sin rødmalede Snekke, sprang ud til Belte-Stedet og vadede i Land, skiøndt Strand-Bredden vrimlede af Tyrker, men han vidste ogsaa nok, de kiendte ham, og havde ingen Lyst til at bides med hans Sværd og ad en Løn-Gang, som var ham bekiendt, slap han ind i Staden, lod sit Banner vaie og gjorde med Borgmændenes Hjelp i et Øieblik ryddeligt. 👤Saladin laae vel i Leir tæt udenfor Byen, men saasnart 👤Bohadin kom farende med den Beskeed, at “Engelsk-Manden” var selv med, blev han saa bange som en Hare og skyndte sig afsted med alle sine Tusinder, saa det var hans store Lykke, at 👤Rikards Rytteri kun bestod af tre Heste, der knap kunde gaae, end sige løbe*►Galfred hos Gale II. 414–15. ►Bohadin ved 👤Schultens S. 251. Da Tyrkerne imidlertid fik Stunder til at samle sig imellem Bjergene og hørde, at den Engelske Vove-Hals laae rolig i Leir udenfor 📌Jaffa kun med en Haand-Fuld Folk, da besluttede de at hevne Skade, og den Arabiske Røver-Trop, som 👤Saladin ved 📌Akre havde oprettet til ved 533Nattetid at stjæle ►Allehaande, selv Patte-Børn, ud af ►Franke-Leiren, skulde nu gjort sit Mester-Stykke, ved at stjæle Kong 👤Rikard, hvorpaa 👤Saladin, som var ved Haanden med hele sit Rytteri, vilde gjort det af med Resten. Dette ►Skielm-Stykke mislykkedes imidlertid saa fuldkommen som Man kan tænke sig; thi først spildte Røverne den kostbare Tid paa at trættes om, hvem af dem der skulde gribe 👤Rikard, ligesom ►Musene i Fabelen trættedes om, hvem der skulde hænge Bjelden paa Katten, og dernæst fik en Genueser Øie paa dem i Dagningen, saa 👤Rikard blev i en Hast lysvaagen, foer i Harnisk med de bare Been, og gjorde saa god Anstalt til at tage imod de Fremmede, at 👤Bohadin takker sin Gud, han den Dag var blevet ved Trosset. 👤Rikard havde, efter Tyrkernes Formodning, ikke uden i det Høieste sytten Riddere og henved tusinde Fod-Folk, og skiøndt vi hos 👤Galfred see, han fik dog Samling paa lidt meer end det Dobbelte, stadfæster det sig dog, at det var kun Femten til Hest, der ikke alene bød hele det Tyrkiske Rytteri Spidsen, men foer tilsidst, da de blev kiede af ►Lange-Legen, midt igiennem det, huggende ned til Høire og Venstre, saa der laae 700 Tyrker og dobbelt saamange Heste paa Pladsen, da Resten flygtede*►Galfred hos Gale II. 416–20. ►Bohadin ved 👤Schultens S. 23–24. 254.. Dette var imidlertid endnu ikke 👤Rikards hele Dag-Værk, thi mens han holdt og ærgrede sig over Fienden, der immer truede, men turde ikke slaae til, kom der Bud fra 📌Jaffa, at der var trængt en Slump Tyrker ind i Byen, og efterat have betroet Budet, at det skulde koste hans Hals, hvis han mælede et Ord derom til nogen Anden, gjorde 👤Rikard sig blot med et Par Riddere et Ærinde ind i Byen, slog tre Emirer og jog Resten paa Porten*►Galfred hos Gale II. 419. ►Radulf Coggeshall hos Martene V. 824..

✂ 534Man seer nok, at denne Tirsdag eller Onsdag (August 1192) har været En af de mest glimrende Dage, ei blot i 👤Rikard Løve-Mods Levnet, men i hele Ridderskabets Historie, saa da han efter den uhyre Anstrængelse faldt i en Sygdom, laae han unægtelig paa Ærens Seng, og da 👤Saladin var philisteragtig nok til at melde ham, at nu vilde han besøge ham i 📌Jaffa, svarede 👤Rikard ridderligt nok, at han skulde finde ham lysvaagen, om ikke paa Benene saa dog paa Knæerne; men da han Ingen kunde faae til at blive i 📌Jaffa, mens han drog til 📌Akre for at have Ro til at komme sig, ►beed han dog i det sure Æble og overgav, for en kort Stilstand, 📌Askalon til Nedbrydelse*►Galfred hos Gale II. 422. ►Bohadin ved 👤Schultens S. 243. 58–62..

✂ Saaledes gik det til, siger 👤Rikards gode Ven og Ledsager, 👤Galfred Vinsauf, saa hvem der siger andet, de lyver, og vi vil hverken trættes med ham, eller nægte, at de Franske, Tempel-Herrerne og Johanniterne, som lod en saadan knæsunken Kæmpe i Stikken, da han ei meer kunde staae ene, har meget mere Skam af Saladins-Freden end han; men det giør Altsammen i Grunden slet ingen Forskiel; thi naar vi pege paa 👤Rikards Glimre-Syge, Vankelmodighed og Letsind, da er det ingenlunde for at ►faae Sag med den i sin Tid hardtad mageløse Ridder, men for i denne Kong 👤Folkes Sønne-Søn, paa Moders Side af Angel-Sachsisk og Normannisk Blod-Blanding, som i et klart Speil at betragte Christenhedens Ridderskab paa Overgangen til det Trettende Aarhundrede, der blev Graven baade for Dets Ære og Lykke. Selv faldt 👤Rikard paa Hjem-Reisen i den Østerrigske Hertug 👤Leopolds Kløer, med hvem han havde lagt sig ud i 📌det hellige Land, maatte, til Hertugens og den Tydske Keiser 👤Henrik den Sjettes uslukkelige Skam, kiøbe sig løs fra 535dem Begge i dyre Domme (1194), og sloges siden med 👤Philip August om 📌Normandiet, til han fik sit Bane-Saar af en Piil (1199); men var dog end i Døden ridderlig nok til at give sin Bane-Mand (👤Bertrand Gerdon) fem Pund for Skuddet, da han hørde det var kun Giengiæld for Sværd-Slag, der fældte baade Skyttens Fader og begge hans Brødre*►Roger Howden hos ►Savile 717. 34–35. 91.. 👤Saladin var død for længe siden, Aaret efter Freden, saa hans sidste Daad var 📌Askalons anden Ødelæggelse*►Bohadin ved 👤Schultens S. 262., og naar Man, uden at lægge de Dyder i Vægt-Skaalen, hans ►Lov-Talere paa fri Haand tillægge ham, kun spørger om “Kiends-Gierninger”, da har det ingen Nød, hans Rygte skal fordunkle 👤Rikards, som, med alle sine Feil, dog ►aabenbar var en høimodig Helt, der lærde 👤Saladin og alle hans ►Musel-Mænd igien at respektere Christenheden, og søgde vel sin egen Ære men slet ikke sin egen Fordeel. Hvem der betragtede 📌Jerusalem som Christenhedens Æres-Punkt, maatte vel finde, han udrettede Intet, men Tiden viiste, at 📌Kypern, som han med meer end Engelsk Gavmildhed skiænkede Kong 👤Hvid, var et langt bedre Ryg-Styd for ►Frankerne i 📌Palæstina end 📌den hellige Grav, og vi, som ei kan misunde ►Musel-Mændene Graven, naar vi beholde Livet, maae da regne 👤Rikard det til en stor Fortjeneste, at Kors-Togene endnu et heelt Aarhundrede lod sig fortsætte. Sligt klinger ►vist nok ►urimeligt, naar Man betragter Kors-Togene i sig selv som en Plage, der kun ved enkelte Helte-Gierninger fik en glimrende Side, og ved et lykkeligt Tilfælde nogle gavnlige Følger; men har Man faaet Øiet op for den store Kamp i Middel-Alderen mellem Christenheden og Barbariet, hvorunder en nydannet Verden opstaaer af den Gamles Ruiner, da seer Man let, at Kors-Togene, som den eneste tænkelige Art af Fælles-536Kamp mod Tyrker og ►Mogoler, og en mageløs stor Olympisk Leeg for alle de menneskelige Kræfter, var den største Lykke, der i Middel-Alderen kunde times vor Slægt. Paa de faste Besiddelser, som derved vandtes, kom det saalidet an, at Man tvertimod maatte sige: jo færre, des bedre, naar kun Modet ikke tabdes, eller Leiligheden afskares; thi ►Grav-Rigets Historie viser tydelig nok, at 📌Vestens ►Kæmper hverken forstod at behandle Øster-Lænderne uden paa Val-Pladsen, eller baadede selv ved at nedsætte sig i 📌Øster-Leden, og hvor nødvendig end 📌Palæstina maatte blive Skue-Pladsen for Ridder-Tidens mest glimrende Optrin, laane Kors-Togene dog ingenlunde deres Vigtighed fra Det, men Det netop sin fra dem. Havde 👤Saladin derfor afstaaet 📌Jerusalem for 📌Akre og ladet ►Pilegrimene lande der ligesaa frit, som han nu lod dem tilbede ved Graven, da havde han rimeligviis derved gjort Ende paa Kors-Togene og dysset 📌Vester-Leden i Søvn, til den selv fik uventet Tyrke-Besøg; men da 📌Jerusalem blev i Tyrkernes og ►Sø-Stæderne tilligemed 📌Kypern i de Christnes Vold, kunde Freden, som Pullanerne ►aabenbar og selv Moder-Landet hemmelig ønskede, ►til Lykke aldrig komme ret i Stand, og Christenheden nødtes til, hvad det gjaldt om, at holde 📌Middel-Havet ryddeligt og, saalænge mueligt, ►spille Mester paa 📌Syriens og 📌Ægyptens Kyster, hvorfra Faren nu, da begge disse Lande forenedes, ►øiensynlig truede.

✂ Naar vi med disse Tanker følge 👤Rikard hjem, da er vi langt fra at ærgre os over alle de Hjul, Pave 👤Innocens den Tredie satte i Bevægelse for at frembringe ret et stort, almindeligt Kors-Tog for 📌den hellige Grav, men fristes snarere til at ærgre os lidt over, at det kun lykkedes saa smaat. Det nytter imidlertid, som Man daglig kan see paa gamle Kiæreste-Folk, aldrig at gaae i Rette med Nogen om den Lunkenhed, der klæder saa stygt, hvor Alt engang var Fyr 537og Flamme, thi trods den bedste Villie har det dog ingen Art med de Kiær-Tegn, Man viser for Skams Skyld, og at Man nu i 📌Vester-Leden slet ikke brød sig om at besidde 📌den hellige Grav, naar Man kun frit kunde besøge den, blev netop soleklart, da Kors-Prækenen dreiede sig om “den Skam” det var, at lade de Vantroe beholde 📌Jerusalem; thi paa det følgende ►Tog gjorde Man end ikke Mine til at befrie 📌den hellige Grav. Derimod indtog Man 📌Konstantinopel og 📌Damiette i 📌Ægypten, under den Forud-Sætning, at Resten da vilde falde af sig selv, men dog i Grunden med Lyst til at indtage Noget, der i sig selv var værdt at eie, hvordan det saa end gik med den lille vandløse, ufrugtbare Jord-Plet, paa hvis Besiddelse Prædikanterne vel, som det ►syndes, af gode Grunde, satte umaadelig Priis, men hvis Værdi dog var en stor Hemmelighed. De Eneste, der endnu med Prædikanterne sværmede for 📌Jerusalem, var de halvvoxne Franske og Tydske Drenge, der flokkedes i Tusind-Tal med Hyrde-Stav og Taske, og haabede at 📌Middel-Havet skulde aabne sig for dem, ►som 📌det Røde Hav for 📌Israels Børn, og ►📌Jerusalems Mure falde som 📌Jerichos *►Ælfrik (Alberik) Munk hos Leibniz ►A. 1212. 👤Wilken om ►Kors-Togene VI. 71–83., Noget, der kun skal nævnes i Verdens-Historien til en lærerig Oplysning om, at naar de halvvoxne Drenge med Hurlumhei springe op og ruste sig til at udføre, hvad deres Olde-Fædre sværmede, men deres Fædre blev ligegyldige for, da kan Man være ligesaa rolig for Stort i den Retning, som ►Musel-Mændene nu kunde være for store Kors-Tog, hvor høit saa den hellige Fader end raabde: see, Børnene beskiæmmer os!

✂ Dette være for Resten sagt uden al Fornærmelse mod 👤Lothar fra 📌Segni (i 📌Kirke-Staten), en adelig Romerindes Søn, der i sin blomstrende Alder (kun 37 Aar gammel) under Navn af 👤Innocens den Tredie nu (1198) 538besteg ►det Apostoliske Sæde; thi han var en dygtig Mand i sin Tid, og ei blot En af de myndigste men ogsaa af de klogeste Paver, som godt indsaae, at kom Man først af Vane med at giøre Kors-Tog, da tabde Man snart al levende Forestilling om ►det store Kirke-Rige, hvis fuldmægtige Stat-Holder han var, og af hvis Soel-Skin dog, efter den hellige 👤Hildebrands Ord, som 👤Innocens udtrykkelig tilegnede sig, hvert Christent Konge-Rige skulde laane sin Glands. Glimrende var unægtelig denne Paves Regiering, saa glimrende, at han i Stats-Historien bør kaldes 👤Innocens den Store, thi ved Siden ad ham blev alle Christenhedens Konger smaa, og selv Kongen paa Øen, 👤Rikard Løvemods Broder 👤Johan, maatte bogstavelig kaste sig i Støvet for hans Sende-Bud, medens Keiseren i 📌Konstantinopel søgde Beskyttelse under hans Vinger. Lægge vi hertil, at 👤Innocens ►aabenbar havde den Romerske Keiser-Krone i sin Haand og gav den til hvem han vilde, at han, som Formynder for 👤Fredrik Rødskiægs Sønne-Søn og ►Navner, var saa godt som enevældig i 📌Italien, og at Pave-Thronen i hans Dage, ved Oprettelsen af Dominikaner og Fransiskaner-Ordenen, fik en staaende Geistlig Hær, der lød ubetinget og indtog snart baade Kirken og ►Skolen, da kunde Man fristes til at tænke, at ►det store Kirke-Rige under ham grundfæstedes for Evigheden; men ogsaa her beviiste imidlertid Erfaringen snart, at det er ikke Guld Alt hvad der glimrer, thi netop med 👤Innocens opgav Kirke-Riget sin Aand, og var siden kun et Liig, hvorom Paverne, som verdslige Skillings-Fyrster, sloges med Konger og Kiættere og med hverandre, til de, som Chaliferne i 📌Bagdad, lærde at nøies med en tom Titel og et godt Leve-Brød. Selv de ypperste Afguder blive ligesom de mest fortryllende Drage-Dukker nødvendig til Spot, naar deres Tilbedere kiedes ved dem, og hvor tungt det end naturligviis 539faldt 👤Christi selvgjorte Stat-Holdere at finde sig deri, var det dog en fælles Skiæbne “mod hvilken de omsonst sig stræbde at bevæbne” undtagen med Taalmodighed; men Verdens-Historien vilde ligefuldt beklage deres Fald, hvis de ikke, ved at forkynde Folke-Frihed og Oplysning ►aaben Feide, selv havde udæsket Menneske-Aanden til en Kamp paa Liv og Død. Det gjorde imidlertid allerede 👤Innocens den Store, ved at lade “Kors-Tog” prædike mod Albigenserne i 📌Languedoc og deres Beskytter Grev 👤Raimund, en Ætmand af det store Kors-Togs ►Nestor. Paa Kiætteriet og Fanatismen, som Albigenserne beskyldtes for, kan vi her nemlig saameget mindre indlade os, som deres Lands-Herre ei var deres Anklager men Beskytter, og er det nu aldrig engang Rettens men altid Urettens Sværd, en Lands-Herre blotter mod sine Undersaatter for Troes og Tankers Skyld, da er Uretten himmelraabende, naar Høvdingen i Aandens Rige ei blot opfordrer det verdslige Sværd til at fuldende paa Kiætterne hvad det Geistlige har begyndt, men prædiker Kors-Tog mod hele ►Landskaber som befængte med Kiætteri; thi kun en hjerteløs Tyran slaaer ihjel paa Slump for at ramme den Skyldige, og den Trøst “at Herren kiender Sine,” som Hans Helligheds ►Legat (Abbed 👤Arnold) skal have givet Kors-Dragerne, der ►gjorde sig Samvittighed over at storme Bezieres (1209)*Schrøckhs Kirke-Historie XXIX. 626., smager unægtelig langt meer af Svovl end af Manna. Dette meer end forfløine Ord kan imidlertid gierne være usagt, uden at det derfor ved Nedsablingen i 📌Languedoc blev mindre klart, at Uskyldigheden herefter ei maatte søge sin Beskytter i Paven, men iblandt hans Fiender, og dermed var Pave-Thronen saaledes rystet i sin Grund-Vold, at de Støtter, den fik i Tigger-Munkene, baade ►Graa og Sorte, vel som et frygteligt Politi under Hel540ligheds Maske kunde forsinke, men umuelig afværge dens Fald. Dette synes 👤Innocens selv at have følt, men at sidde i Grunden afmægtig paa en glimrende Verdens-Throne er en fortvivlet Stilling, thi mens Man paa den ene Side nødes til at blotte sin Svaghed, fristes Man paa den Anden kun alt for meget til med Grusomhed at dække den, og saaledes gik det nu Paven, da ►det Geistlige Sværd vel glimrede over Kongers og Fyrsters Hoved, men tørnede af mod Riddernes Hjelm og Spids-Borgernes Skjold.

✂ Denne sørgelige Erfaring havde 👤Innocens gjort og det for hele Verdens Øine, før han i Fortvivlelse udøste sin Harme paa Albigenserne; thi Venetianerne, med 📌Frankrigs stolte Ridder-Skare i sine Garn, havde ikke blot trodset den Pavelige ►Ban-Straale, men havt den Triumph, at Hans Hellighed, for at faae Deel i Byttet, velsignede dem for det, og gjorde derved selv det “►Geistlige Sværd” til Latter. Fra denne Side er det da især det bagvendte Kors-Tog, hvormed det Trettende Aarhundrede aabnedes, maa tildrage sig vor Opmærksomhed; thi er Bedriften end ikke stor i sig selv, saa maatte den dog giøre stor Opsigt, som Beviis paa, at enten var ►det “Geistlige Sværd” en Død-Bider, levende Folk kunde lee ad, eller ogsaa kunde de Døde, efter Pavens egen Dom, øve større Helte-Gierninger end de Levende, og kunde altsaa lee ad dem.

✂ Aar 1198, da 👤Innocens den Tredie var ►Apostoliker i 📌Rom, 👤Philip (👤August) Konge i 📌Frankrig og 👤Rikard i 📌England, da var der i den lille By Nully, mellem Lagny ved 📌Marne og 📌Paris, en hellig Mand ved Navn 👤Folke, en stor Prædikant, ved hvem vor Herre gjorde mange Mirakler, og den samme Guds Mand kom derved saaledes for Orde, at det spurgdes til 📌Rom, hvorpaa ►Apostolikeren strax skikkede Bud til 📌Frankrig og gav 👤Folke Befaling og Fuld-Magt til at være Kors-Præ541dikant. Hermed fulgde da ogsaa slig Aflad, som jeg nu skal fortælle, for alle dem der ►korsede sig og tjende vor Herre ►i Marken paa hin Side Havet et heelt Aar om; thi dem skulde alle deres forrige Synder, naar de vilde skrifte ærlig, være forladte, og fordi ►den Aflad hun var saa stor, blev Mangfoldige rørt i deres Hjerte og ►lod sig korse med gudelig Agt. Aaret efter, først i Advent, var der et Ridder-Spil (en Turnering) i 📌Champagne, ved Slottet Ecry, og der ►lod baade Grev Theobald (Thibaut) af 📌Champagne og Brie, knap 22 Aar gammel, og Grev 👤Ludvig af Blois og 📌Chartres, 27 Aar gammel, dem korse►, og disse to Grever var i Slægt baade med Kongen i 📌Frankrig og med Kongen i 📌England, og det gjorde saameget des større Opsigt allevegne, som de to store Franske Baroner: 👤Simon Montfort og 👤Rainald (Renaud) Montmirail, tog Korset med det Samme. Foruden alle de mange Lehnsmænd der nu ►lod dem korse med disse Høvdinger, fulgde ved Fastelavn Grev 👤Baldvin af 📌Flandern, med sin Frue, sin Broder 👤Henrik og mangfoldige Riddere det samme gode Exempel.

✂ Saaledes begynder Marsken i 📌Champagne, 👤Gotfred Ville-Hardouin, som selv hørde til fornævnte Ridder-Skare, sin berømte Historie om det Byzantinske Kors-Tog, og heraf see vi, det var langt mere den “store Aflad” end Udsigt til Stor-Værk, der nu lokkede Grever og Baroner med deres Riddere, og derfor gjorde det saamegen Opsigt, at de to unge Grever, især Theobald knap toogtyve Aar, hvis Synde-Register følgelig endnu kun var kort, vilde giøre saa tidlig Bod og tjene Herren et heelt Aar for saa knap en Sold, som den Aflad, de trængde til. Det var altsaa egenlig disse to Grever og deres Følge-Svende, Man kunde forudsætte nogen Begeistring hos og vente Storværk af, men før endnu ►Toget begyndte, henrev Døden Grev Theobald, begrædt af sine Undergivne, savnet 542af alle Kors-Dragerne, der frivillig havde valgt ham til Anfører, og lige til det Sidste saa begeistret for Sagen, at han bestemde hele sin Formue til dens Fremme*Ville-Hardouin hos Ducange S. 13–15.. Handelen om Over-Farten til 📌det hellige Land var netop dengang paa alle Riddernes Vegne sluttet med 📌Venedig, hvis berømte Doge (Hertug), 👤Henrik Dandolo, siden til stor Opbyggelse for Ridderne selv tog Korset op i Markus-Kirken, men, som en Blind kan see, ►med Skielmen bag Øret *Sammest. S. 6–12. 25–26..

✂ Da nemlig ►Toget skulde gaae for sig (1202), laae vel den Venetianske Flaade prægtig udrustet og seilfærdig, men da en heel Deel af de Franske og Flamske Riddere, trods deres hellige Løfte, enten var blevet hjemme eller indskibede sig andensteds, og Venetianerne dog ikke vilde slaae en Skilling af paa de 86000 Mark Sølv, den hele Skares Overfart og Underholdning skulde koste, saa kom de ordholdne Riddere derved i største Forlegenhed, og da de havde strakt dem saa vidt de kunde, fattedes der endnu 34000 Mark. Da imidlertid Venetianerne havde faaet Alt hvad der var at finde, besluttede de at vise dem ædelmodige, saavidt det uden deres egen Skade lod sig giøre, og sagde til Ridderne: velan! I kan ikke betale os reent ud og vi havde da, efter Aftale, Ret til at beholde hvad vi har faaet, som reen Gevinst, men det var Synd, og derfor vil vi opfylde alle vore Forpligtelser, naar I blot vil lægge Veien om ad 📌Dalmatien og hjelpe os at tugte 📌Zara, som har sat sig paa Bagbenene, og ved den Leilighed tør der vel vanke Bytte Nok til at betale hvad vi borge jer saalænge. Det Forslag ►hugede nu vel slet ikke en stor Deel af Ridderne, men de der raadte, ►beed dog i det sure Æble og for at forsøde det og, saavidt mueligt, besmykke det Hele, var det nu, den gamle og blinde, men snilde og driftige Dandolo overraskede Tilskuerne ved baade 543selv at ►korse sig og prædike Kors-Tog for sine Venetianer*Ville-Hardouin hos Ducange S. 21–26..

✂ Allerede herved tog dette Kors-Tog ►aabenbar en skiæv Retning, og det blev snart reen bagvendt, da Kors-Dragerne sluttede Handel med en landflygtig Prinds fra 📌Byzants om ogsaa i Forbigaaende at indtage 📌Konstantinopel og sætte ham paa Thronen. Vel fraraadte Pave 👤Innocens, som var i god Forstaaelse baade med Kongen i 📌Ungern og Tyrannen i 📌Byzants, paa det Faderligste alle disse Optøier, ja, ►bansatte tilsidst Venetianerne; men disse Kiøbmænd, der, trods Kirkens Forbud, var blevet rige ved at handle med de Vantroe, brød sig kun lidt om det, saa ►Toget gik ligefuldt sin Gang, 📌Zara blev baade taget og plyndret og 📌Konstantinopel gik det ikke bedre, men saameget værre, som den i et halvhundrede Aar maatte huse Halv-Barbarerne og være Hoved-Staden for en Latinsk eller rettere Frankisk Keiser.

✂ De nærmere Omstændigheder ved denne Tildragelse er nu vel hverken vigtige eller ridderlige nok til her at fængsle vor Opmærksomhed; men saa flygtig, som Man i Haand-Bøgerne pleier, tør vi dog ikke overfare en Begivenhed, der er langt vigtigere end den seer ud. Det er nemlig intet Mindre, end 📌det Byzantinske Riges Opløsning, og at den gik for sig i Begyndelsen af det Trettende Aarhundrede, uden at dog ►enten Tyrker eller ►Mogoler før seent i det Fjortende vandt Noget derved, var unægtelig en stor Fordeel for Christenheden, hvorfor den maa takke det Venetianske Kors-Tog, der naturligviis, som et Handels-Foretagende, ikke var beregnet paa Ære men paa Vinding.

✂ Den Byzantinske Prinds 👤Alex, der tyede til Kors-Dragerne, var en Søn af den 👤Isak Angelos, der 544havde stødt ►Comnenerne fra Thronen (1185), men var nu ikke blot Høisædet men Friheden og sine Øines Lys berøvet af sin egen Broder, og Handelen med Ridderne blev sluttet paa de Vilkaar, at naar 👤Alex kom paa Thronen, skulde han ikke blot give sine Hjelpere Kost og Løn (200000 Mark Sølv), men i det Mindste 10000 Mand Hjelpe-Tropper til at indtage 📌Ægypten, og derhos nøde den Græske Kirke til at hylde Paven i 📌Rom *Ville-Hardouin hos Ducange S. 35–36. 👤Nikitas Choniatas ►Alex Comnen III. 9..

✂ Den samtidige Byzantiner 👤Nikitas tilstaaer selv, at Venetianerne, som, siden de hjalp 👤Kyri-Alax mod Normannerne, skulde nyde Handels-Frihed hele Riget over, havde lidt store Skaar deri under de sidste Tyranner, saa de havde Fristelse Nok til Selv-Tægt, om det end ikke, som Man har sagt, var for hans Dyds Skyld, Dandolo havde faaet sine Øine stukket ud i 📌Maglegaard *👤Wilken om ►Kors-Togene V. 142–43., og at de, ligesom Keiserne, tog haandfaste Hjelpere, hvorfra de kunde, er ikke at fortænke dem i, saa naar det ikke skulde giælde for et Kors-Tog og vi turde haabe at ►Frankerne vilde føre dem anstændig op i den Græske Hoved-Stad, kunde vi med Fornøielse giøre dem Selskab, ja, selv med Alt hvad der er at udsætte paa Bedriften, maae vi dog altid heller unde Venetianer og ►Flæminger end Bulgarer og ►Wallacher Riget.

✂ Det var lige Dagen før Santhans-Dag (1203), den stolte Flaade kastede Anker ved 📌Dardanellerne, og 👤Gotfred Marsk kan ikke beskrive det mageløse Indtryk, Keiser-Staden, med sine kæmpehøie Mure og sine utallige Kirke-Taarne og Paladser, gjorde paa ham og hans ►Stal-Brødre, men det maa han ærlig bekiende, at der var ingen Ridder saa kiæk i hele Flokken, hans Hjerte jo bankede lidt uroelig ved Tanken om, hvad der hørde til at indtage saadan en Magle-545By*Ville-Hardouin hos Ducange S. 48–49.. Heller intet Under, lægger Marsken til, thi saalænge Verden har staaet, saae Man aldrig saa lille en Hob tage sig saa store Ting for, og skiøndt vi, der er lidt bedre hiemme i Verdens-Historien, end Marsken fra 📌Champagne, just ikke tør give ham Ret heri, kan vi dog godt begribe, at baade Franskmænd og ►Flæminger maatte ►korse sig for saadan en Stad, og at Riddere, der var vant til at ligge for et lille Bjerg-Slot hele Aar, maatte være bange for at blive graa, før de vandt Bjerg-Staden ved 📌Hellespont. Den blinde Doge derimod blev naturligviis ikke bange for hvad han saae, Venetianerne havde været i 📌Konstantinopel før og Sky-Haarene blæse desuden snarest af Sø-Folk, saa ved deres Opmuntring fik Ridderne Mod til at begynde med Havne-Taarnet i 📌Galata, og skiøndt Væringerne, som forsvarede det, var raske Karle, lykkedes det dog Kors-Dragerne ved det første Udfald, som Byzantinerne løb fra, at slaae ►Kæmperne tilbage og slippe ind med i Borgen, som saaledes blev taget uden Beleiring*Sammest. S. 60–61. 👤Wilken om ►Kors-Togene V. 217. 👤Nikitas om ►Alex Comnen III. 10.. Derpaa sprængde Venetianerne den berømte Jern-Kiæde, hvormed Byzantinerne havde spærret Havnen, og som er os Nord-Boer velbekiendt fra 👤Harald Haardraade, der, hvis han ikke pralede, sprang lukt over den paa sin “►Hav-Hest”, den Nat, han flygtede fra Orme-Gaarden i 📌Konstantinopel *Villehardouin hos Ducange S. 61. ►Harald Haardraades Saga i ►Heimskringle K. 15., og nu kunde Man da begynde at tænke paa en ordenlig Beleiring baade til Lands og Vands. Denne havde imidlertid sine store Vanskeligheder, en Storm fra Land-Siden mislykkedes, ved de Engelske og Danske Troppers (Væringernes) Tapper546hed, og skiøndt endeel Taarne ved Havnen kom i Venetianernes Vold, havde det dog langt Udseende, indtil ►den selvgjorte Kyri-Alax►, under Skin af et kraftigt Udfald, gjorde en Afstikker af sig, hvorpaa den blinde 👤Isak, der strax blev taget ud af Fængselet og sat paa Thronen, naturligviis indbød Prinds 👤Alex i ►Franke-Leiren til at dele sin Faders Pragt og Herlighed*Ville-Hardouin S. 65–73. 👤Nikitas ►Alex III. 10..

✂ Saaledes ►syndes da allerede i Juli-Maaned den Sag afgjort; men Ridderne blev dog ved at ligge i Leir ved Pera, deels fordi de ikke nær kunde faae hele deres Løn i en Haande-Vending og deels fordi den vaklende Throne selv følde Trang til saadanne Støtter. Det gik ogsaa godt til en Tid og den Frankiske Hoved-Anfører, Markgrev 👤Bonifas af 📌Montferrat, ledsagede endog med endeel Riddere den unge Keiser paa Jagten efter sin Farbroder, der vilde bygget Rede i 📌Adrianopel; men allerede mens de var borte, brød Hadet mellem Græker og Latiner eller rettere dog mellem Byzantiner og ►Franker ud i lys Lue, da nogle Flamske Kors-Dragere ikke fik Lov til at plyndre den Moskee, ►Musel-Mændene fra 👤Saladins Tid havde i 📌Konstantinopel, og stak desaarsag Ild paa Staden, hvorved mange Gader lagdes i Aske*Ville-Hardouin hos Ducange S. 76–82. 👤Nikitas ►Isak og Alex K. 2., Forbittrede herover drev Byzantinerne de hos dem bosatte Latinere ud i Tusind-Tal, og da den unge 👤Alex nu ogsaa tænkde, han kunde nok undvære ►Frankerne og bød dem Spot til fuld Betaling, erklærede de ham tilsidst ►aaben Feide *Ville-Hardouin S. 82–86.. Paa denne unge Herre, der aldrig vaagnede uden til Leg og Lystighed, var nu vel ►Bjarkemaalet spildt, men hans ►Navner, 👤Alexios Dukas, hvis Hjerte vel ikke duede stort, men sad dog paa det rette Sted, smed sin 547keiserlige Svire-Broder i Hullet, satte sig selv paa Thronen og ►bød Frankerne Brodden *👤Nikitas ►Isak og Alex K. 5.. Da imidlertid hans natlige Brander-Tog mod den Venetianske Flaade mislykkedes, var det ikke Kors-Dragerne ukiært, at ►Septeret kom i en Mands Haand, de ikke skyldte Andet end Sværd-Slag; thi nu turde de haabe, ved 📌Konstantinopels Indtagelse og Rigets Deling som et Bytte, at faae deres Umage godt betalt, og skiøndt den første Storm blev afslaaet, fulgde dog den Anden rask derpaa og alle de Tappre kappedes for Alvor ikke blot om Æren at være den Første paa Muren, men ogsaa om Prisen af hundrede Mark Sølv, som var udlovet for det Mester-Stykke*Ville-Hardouin S. 88–97. ►Wilken V. 290.. Begge Dele vandt den Franske Ridder 👤Andreas Urboise, thi vel var Venetianeren Pedro Alberti egenlig Første-Mand, men ham tog En af de andre Riddere for en Græker og fældte, saa han maatte nøies med at æres i Graven ved en Lig-Tale af Dandolo selv. Ingen af Vove-Halsene kom imidlertid til at fattes Følgeskab, og da Man nu tillige med Magt sprængde Tre af Stads-Portene, kom ►Frankerne snart saavidt, at de kunde slaae Leir inden 📌Voldene. Det gjorde de ogsaa virkelig i den Tanke, at der endnu godt kunde behøves en heel Maaned, før deres 20000 Mand blev Mestere af den uhyre Stad med meer end 400000 Indbyggere, som kunde giøre dem hvert Skridt stridigt; men saa haardnakkede var Byzantinerne langt fra at være, og Man kan ikke bare sig for at smile, naar Man hører Geheimeraad 👤Nikitas fortælle, hvorlunde den tappre Keiser 👤Dukas, eller, som han for sine Olympiske Øienbrynes Skyld sædvanlig kaldtes: 👤Murzuflos, med alle sine tusinde Vældige flygtede for en eneste Frankisk *Ville-Hardouin S. 98. ►Wilken V. 290–91.548Ridder (👤Peter Plantz ellers 👤Braccuel) hvem de beskrev som hardtad ni Alen lang med en Hielm som et Kirke-Taarn*Ville-Hardouin S. 99–100. 103. 👤Nikitas ►Alex Murzuflos K. 2. ►Wilken V. 292..

✂ Det var om Mandagen i ►Dimmel-Ugen (1204) ►Frankerne tog 📌Konstantinopel, paa hvis Udplyndring og øvrige Medfart vi ei her kan indlade os, men naar 👤Nikitas, der selv kun med Nød og Neppe undgik Blod-Badet, for ret at beskiæmme ►Frankerne, sammenligner deres grumme Adfærd i 📌Byzants med 👤Saladins Mildhed i 📌Jerusalem, da maae vi dog aldrig glemme, at i det Nittende saavelsom i det Tolvte Aarhundrede giør det en ►mærkelig Forskiel, om en beleiret Stad overgiver sig eller tages med Storm; thi skiøndt hvad der er dyrisk og djævelsk bliver det under alle Omstændigheder, saa staaer det dog ingenlunde altid eens i Menneskets Magt at tæmme ►Furierne hos sig selv, end sige hos Andre.

✂ Kort efter Paaske skred ►Frankerne til et Keiser-Valg, som faldt paa Grev 👤Baldvin af 📌Flandern og 📌Hennegau, der vel ikke nedstammede fra 👤Robert Friser, men dog fra den gamle 👤Baldvin med Staal-Armen, der i det Niende Aarhundrede bortførde en Enke-Dronning og ►Keiser-Daatter, hvad Man, i en Lignelse, ogsaa kunde sige om hans Ætmand, der indtog Keiser-Staden med Staal-Handsker og latiniserede 📌det Byzantinske 📌Rige. Havde det ikke været for Ærens Skyld, maatte 👤Baldvin imidlertid langt heller nøiedes med sit Grevskab; thi han fik efter Aftale kun “Fjerde-Parten” saavel af 📌Konstantinopel som af 📌den Balkanske Halv-Øe, der udgjorde hele det Latinske ►Keiserdom, medens de tre Fjerde-Parter deeltes mellem Ridderne og Venetianerne, og den Smule han blev raadig over var endda langt meer end han kunde forsvare, som havde baade Byzantinerne og deres naturlige Fien549der imod sig. Inden Aaret var omme, blev 👤Baldvin fanget af Kongen i 📌Bulgarien og Vallachiet, med hvem han sloges om 📌Adrianopel, og Man maa snarere forundre sig over at de Frankiske Riddere dog beholdt 📌Konstantinopel over halvtredsindstyve Aar (til 1261), end at de ikke gjorde Umueligheder, hvortil det ►aabenbar hørde at skabe et kraftigt Byzantinsk Rige enten af slet ingen Ting eller dog af en aldeles ubekvem Materie. Hvor lidt 📌Vester-Ledens Folk endnu forstaae at behandle og oplive Græker, har det sidste ►Aar-Tiendes Erfaring kun alt for tydelig viist, og i det Trettende Aarhundrede, da de to første Forholds-Regler maatte blive at give den Græske Kirke en Latinsk Patriark og udstykke Landet mellem Frankiske Riddere, kan Man neppe tænke sig nogen gavnlig Indflydelse af det ny Herskab, uden for saavidt der endnu hos Byzantinerne ulmede en lille Gnist af den Græske Ild eller fandtes et lille Korn aandig Kraft, saa de, ved den uhyre Skam, der overgik og det utaalelige Aag, der nedtrykde dem, kunde vækkes til en fortvivlet Anstrængelse. At der imidlertid fandtes noget Saadant lære vi ikke blot af 👤Nikitas, den fnysende Hof-Mand, men især af de Græske Keisere i 📌Nikæa og Despoten i 📌Epiros, som trodsede og tilsidst fordrev ►Latinerne, men det kan her kun berøres, da det hører til den Døds-Kamp, der slutter Middel-Alderen.

✂ Saalænge Keiseren i 📌Konstantinopel var Frankisk, var Patriarken naturligviis ogsaa en ►Latiner, og for dette Blændværk, der skulde forestille den Romerske Kirkes afgiørende Seier over den Græske, opoffrede 👤Innocens den Tredie ikke blot det forsvarlige Begreb om Kors-Tog, som Christenhedens Fælles-Kamp mod 📌Tyrkiet, men ogsaa hvad Bid der endnu var i ►det Geistlige Sværd, saa enten maatte nu ►Kirke-Riget blive et blot ►Mahomedansk Navn paa et despotisk Verdens-Rige eller ogsaa det maatte opløses. 550Det Sidste, som var det mindste Onde, gik virkelig for sig giennem det Trettende Aarhundrede, saa netop hundrede Aar efter 📌Konstantinopels Indtagelse af de “bandsatte” Kors-Dragere, uddøde de virkelig regierende Paver (ⓘ 1305) med 👤Bonifas den Ottende. Med hans ►Eftermand, 👤Clemens den Femte, der tog sit Sæde i 📌Avignon, begynder nemlig den Franske Pave-Række, der kun var Redskaber i de Franske Kongers Haand, og kunde da umuelig være Herrer i hele Christenheden, men maatte lade hvert Riges Geistlighed see til at hytte sig selv.

✂ Kort før 👤Bonifas den Ottendes Thron-Bestigelse indtog den ►Babyloniske Sultan 📌Akre, som var den sidste Levning af ►Grav-Riget, og vi maae da nu see til kort og godt at tage Afsked med Kors-Togene, der i det Trettende Aarhundrede, naar de var bedst, kun kan betragtes som Ridder-Aandens sidste Suk.

✂ Slet saa bagvendte som det Venetianske, eller kræmmeragtige Kors-Tog var vel ikke Parret til 📌Ægypten, men allerede den skiæve Retning viser dog, der var en Hage ved dem, og deres rette Navne er det “Hovedløse” og det “Sygelige”, medens det saakaldte 👤Frederik den Andens, der falder midt imellem, ærlig fortjener Navn af det “Modbydelige.”

✂ Man vil erindre, at allerede ved det Store Kors-Tog stod endeel Ridderes Hu mere til 📌Ægypten end til 📌Jerusalem, og siden 👤Saladin havde slaaet 📌Syrien og 📌Ægypten sammen til eet Sultanat, var det en ganske rimelig Formodning, at det angrebes bedst i Hjertet ved 📌Nilen, hvor dets ►Liggendefæ var. Ridderne fra 📌Champagne havde derfor ogsaa fragtet Venetianerne til 📌Alexandrien, og da deres ►Tog var gaaet avet om til 📌Konstantinopel, tænkde 👤Innocens for Alvor paa dog at faae Et istand, der gik den rette Vei til Tyrkens Skade og Christenhedens 551Gavn, men just som det skulde gaae for sig, døde den hellige Fader (1216), som Man troede fra Æren, men som det viiste sig, fra Skammen for det “hovedløse” Kors-Tog. De berømte Prædikanter ved denne Leilighed var i 📌Frankrig 👤Jakob Vitry (fra 📌Champagne) og i 📌Tydskland 👤Holger (Oliver) Skolemester fra 📌Cøln, som baade selv fulgdes med og har beskrevet ►Toget *►Damiettes Historie af 👤Holger Skolemester (👤Oliverius Scholasticus) hos ►Eccard II. 1398. 👤Jakob Vitrys ►Jerusalems-Historie hos ►Bongars S. 1125., saa dersom de har glemt Hoved-Sagen, maae de tage Skade for Hjemgiæld. Egenlig var det vel Kongen af 📌Jerusalem, der skulde ført an ved 📌Nilen, hvor Man ventede at erobre et fedt Land og faae “det Hellige” for Intet; men Kongen af 📌Jerusalem, der altid havde været en Skygge-Konge, var nu i allerstrængeste Forstand blevet en Konge-Skygge, der ikke engang raadte selv for Titelen, men bar den kun som sin Kones Mand. Det Samme var nu vel i Grunden allerede Tilfældet med Kong 👤Hvid, men Sligt bliver værre, jo længere det varer, og saa reent et Nul havde dog Ingen af Skygge-Kongerne været, som 👤Johan af 📌Brienne, der nu ►sleed Fløiel for Armod. Han var en dygtig Ridder, men hans Fader havde gjort ham arveløs, fordi han løb ud af Klosteret, Man tidlig havde puttet ham i, og det tomme Konge-Navn var omtrent Alt hvad han fik i Medgift med Mark-Grev 👤Konrads ►Daatter af 📌Tyrus, hans, der var saa forgabet i Kong 👤Hvids Krone, at han tog en Kone fra sin Mand, for at faae Krav paa den, men myrdedes af et Par ►Assasiner, just da den faldt ham i Hænderne.

✂ Denne østlige Kong 👤Johan uden Land, samtidig med den Vestlige (i 📌England), var det som skulde føre an i 📌Ægypten, der endnu tilligemed 📌Syrien beherskedes af 👤Saladins Broder Malek Adel, en dygtig Krigs-Mand, 552som havde skudt sine Broder-Sønner tilside; men neppe havde 👤Johan, især ved de Frisiske og Tydske Kors-Drageres overordentlige Kiækhed, erobret Nil-Taarnet, der spærrede Floden ved 📌Damiette, og dermed kyst Livet af Malek Adel (1218), før han fik en farlig Med-Beiler til Høvding-Skabet i den Spanske Kardinal og Pavelige Fuld-Mægtig, 👤Pelagio Galvani, som paastod, at han maatte nødvendig være Sjælen i et ►Tog, der gjordes paa Kirkens Vink og Bekostning*👤Wilken om ►Kors-Togene VI. 56. 61. 97–102. 180–215.. Der var ogsaa virkelig Noget i det, og havde Pavens Anskuelse af sin Ufeilbarhed og timelige Almagt været ægte, kunde Anførselen ►aabenbar aldrig kommet i bedre Hænder end hans Fuld-Mægtigs; men just derfor spillede han et høit Spil ved at tiltage sig den; thi var ►Toget løbet ulykkelig af for Kong 👤Johan, da kunde Paven dristig have givet hans og de Andres grove Synder Skylden; men da nu hans egen Fuldmægtig var den kloge Høne, kom han naturligviis selv til at bære Skylden, enten han vilde eller ikke, og deraf fulgde, at enten hængde det galt sammen med 👤Christi Rige eller med hans Romerske Stat-Holder. Vel fik Paven og hans Fuld-Mægtig ganske rigtig Æren for 📌Damiettes Indtagelse (1219), som Kardinalen meget hemmelighedsfuld besørgede ved Natte-Tid, da Besætningen omtrent var uddød*Sammest. VI. 278–89.; men deels saae neppe Andre end Præsterne et Mirakel i denne Natte-Vandring, deels faldt det Mange mistænkeligt, at 👤Christi Statholder satte mere Priis paa 📌Damiette, end paa 📌Jerusalem og hele det “hellige Land”, som Sultanen under Beleiringen havde budt for sin gode Handels-Stad, og endelig giøs det i hele Christenheden, da Man hørde, at ►Apostolikerens Høire-Haand havde ført de Christne over 📌Nilen, som Pharao førde Ægypterne over 📌det røde Hav. Det skedte nemlig i 553Sommeren 1221, at Kardinalen, trods Kong 👤Johans Advarsel, drev Krigs-Hæren afsted langs 📌Nilen, for i en Haande-Vending, som han lovede, at holde Indtog i 📌Kairo, men kom ikke længer end til Kanalen ved Aschmum, hvor Sultan 👤Kamel ikke blot forbød ham Over-Gangen, men tilintetgjorde hans Flaade og ængstede ham saa hardt, at han sneg sig bort i Mørke og lod sin Leir i Stikken. Ja, selv Flugten mislykkedes saa reent, at efter meget Folke-Tab, baade ved Tyrke-Sværd og konstig Oversvømmelse, maatte ►Legaten kiøbe sit og Restens Liv for 📌Damiette og selv tilligemed Kong 👤Johan og alle de tre Ridder-Ordeners Stor-Mestre være Gidsel i Tyrke-Leiren*►Holger Skolemester hos Eccard Ic. 1427–37. 👤Wilken om ►Kors-Togene VI. 318–45..

✂ Efter et saa iøinefaldende Beviis paa, at ►Apostolikeren, trods alle sine Bønner, ingen “Engle-Legioner” havde til sin Tjeneste, kunde Man ►vist nok hverken fortænke Keiser 👤Fredrik den Anden eller noget kronet Hoved i, at de krympede sig ved at kæmpe under hans Banner, hvor det saakaldte “ægte Kors” vel var tungt nok men slet ikke straalende, saa Keiseren kunde med Rette leet ad ►Ban-Straalen, der skulde drive ham, dersom han ikke ved sine Lyve-Stævner havde kraftig bidraget til det Pavelige Kors-Togs sørgelige Udfald. Nu derimod loe han ►aabenbar som en Tyrk og holdt ikke blot Paven men hele Christenheden for Nar, især, da han omsider paatog sig en hellig Mine, reiste Kors-Banneret, holdt Indtog i 📌Jerusalem og kronede sig selv, i Kirkens Band, ved 📌den hellige Grav.

✂ For en Menneske-Alder siden vilde dette Par Ord om de Protestantiske Historie-Skriveres udkaarede Yndling vel giældt for Beviis nok paa gruelig hierarchiske og papistiske Grund-Sætninger; men da det er en tør historisk Sandhed, vilde deraf i det Høieste følge, at Historien selv var gruelig 554hierarchisk og papistisk, i hvilket Tilfælde hendes underdanige Tjenere jo var nødt til at synes ligesaa. Nu derimod, da Man har lært, det gaaer i Tankens som i Tingenes Verden, at naar Man kan slippe godt fra det, har Man allermest Fordeel af, ►mens To trættes, at tage fra dem Begge; nu maa Man vel ogsaa have lært at protestere baade mod “Keiseren og Paven,” som den eneste Maade, hvorpaa Man kan blive Begges Universal-Arving.

✂ Her lade vi det da ganske staae ved sit Værd, hvem der havde meest Uret: enten Hohenstauferen, som vilde herske enevældig baade i 📌Tydskland og 📌Italien, eller Paverne, som ►syndes det Halve var meer end Nok, og holde os blot til, hvad Historien melder om Keiser 👤Fredriks Forhold til Christenheden og 📌Tyrkiet. Han havde nemlig ►ladt sig korse allerede i sin Pavelige Formynder, 👤Innocens den Tredies Dage (1215), og havde lovet ganske vist at komme selv til 📌Damiette, men da der blev Intet af, lovede han igien meget høitidelig at giøre Alvor af det 1225 og forlovede sig, til ydermere Sikkerhed, med Jolante, Kongens ►Daatter af 📌Jerusalem, men da saa Tiden kom og Bruden med, og Keiseren havde nødt sin Sviger-Fader, Kong 👤Johan, til at afstaae ham sin Titel, lod han det dermed beroe og fik paa Ny to Aars Udsættelse. Da saa igien de to Aar var gaaet (1227), og Kors-Dragere fra alle Lande havde samlet sig i 📌Brindisi for at giøre Følgeskab, da holdt Keiseren dem først op med Snak den hele Sommer, for hvis uvante Hede mange Tusinde bukkede under, og da han saa omsider lettede Anker, var det kun for at seile til 📌Otranto, hvor han meldte sig syg og opgav ►Toget *►Rikard af St. Germano hos ►Muratori VII. 395–98. 1003. 👤Wilken om ►Kors-Togene VII. 370–72. 91–96. 401–5. 23–26.. Vel havde 👤Innocens den Tredies Broder-Søn Ugo555lino, der just nu, under Navn af 👤Gregor den Niende, blev ►Apostoliker, været Keiserens gode Ven, men dette, hvorover hele Christenheden knurrede, fandt han dog, var for grovt og satte 👤Frederik i Band; men nu satte Keiseren sig for at giøre et Kors-Tog paa Trods (1228) og stak i Søen med tyve Galeier og i det Høieste “eet Hundrede” Riddere. Hans første Helte-Gierning var at lande paa 📌Kypern og opkaste sig til Formynder for dens Barne-Konge, og den Anden var at fortsætte sine ►alt længe drevne Underhandlinger med den Ægyptiske Sultan, til Samme, for Venskabs Skyld, overlod ham det nu aldeles ►forstyrrede 📌Jerusalem, dog med Forbeholdenhed af Tempel-Kirken som en ►Mahomedansk Moskee. I Selskab med en Ægyptisk Emir og under hans Vinger holdt nu Keiseren sit Indtog i 📌Jerusalem, kronede sig selv, da Patriarchen Intet vilde have med ham at skaffe, udstædte et latterlig pralende og modbydelig prækende Brev om sine Bedrifter til alle Fyrster i Christenheden, spillede i 📌Akre, som magtesløs Despot, en bedrøvelig Rolle og reiste saa hjem (1229) med hvad kun han selv kaldte velforrettet Sag.*👤Wilken om ►Kors-Togene VI. 452–505.

✂ Om det nu virkelig var denne Keisers Lyst, som ikke blot Paven lastede, men de Arabiske Historie-Skrivere roste ham for: at drive Spot med alt Christeligt, det er hans egen Sag, som det neppe lønner Umagen for os at tvistes om, men at hans saakaldte Kors-Tog gjorde Christenheden al den Skam, det kunde, og at ►Grav-Riget i den Tydske Keiser fik en Konge, der ikke blot dybt foragtede Dets ringe Levninger, men hadede og forgreb sig paa Dets fri Forfatning, det var Menneskehedens Sag, der ►vist nok kan hæve sig over alle saadanne Smaa-Ting, som de største Enkelt-Mænd dog i Grunden er, men hævner sig 556dog nødvendig paa sine Fiender ved at optage den Handske de kaste.

✂ Hermed vende vi os da fra det “modbydelige” til det “sygelige” Kors-Tog, der klarlig viiste at Ridder-Aanden ►gik med sin Hel-Sot, men viser os den dog selv under saa uheldige Omstændigheder fra en saare elskværdig Side; thi baade Kong 👤Ludvig den Hellige, som stod i Spidsen for det, og hans ►Lov-Taler, som tillige var hans tro Følge-Svend, 👤Johan 👤Joinville, er ►aabenbar kiække, ædle og fromme Ridders-Mænd, der kun fattes Ørne-Blikket og Bjørne-Kræfterne for at gaae i Lag med det Store Kors-Togs Helte.

✂ Anledningen til 👤Ludvigs ►Tog var ogsaa, efter alle Samtidiges Vidnesbyrd, en svær Sygdom, han faldt i, og 👤Joinville fortæller os saaledes, efter Kongens egen Mund, at Man troede, han havde opgivet Aanden, saa En af Fruerne, der stod ved Sengen, vilde dækket hans Ansigt til, men saa stod der, ►til Lykke, en Frue ved den anden Side ad Sengen, som ingenlunde vilde tillade det, men blev ved at paastaae, der var Liv i ham endnu, og mens Fruerne trættedes, lukkede vor Herre hans Øine op og gav ham hans Mæle igien. Det første Ord, han da sagde, var at de skulde række ham Korset, som de ogsaa gjorde, og vel blev hans kiære Fru Moder usigelig glad, da hun hørde, han havde faaet sit Mæle igien, men da hun saae, han havde taget Korset op, da giøs det i hende, som om hun saae en Dødning*👤Ludvig den Helliges Levnet af 👤Joinville (Menards Udgave) S. 42–43..

✂ Disse trohjertige Ord af den vakkre Seneschal fra 📌Champagne, der give os en rigtig Forestilling om hele den rare Bog, han med ridderlig Pen skrev paa sit Moders-Maal, er i dobbelt Henseende ►mærkelige; thi deels ►indskyde de os ►venlig Deeltagelse i et ►Tog, hvoraf Frugten dog iblandt Andet 557var en munter og livlig Bog paa et levende Sprog i det Trettende Aarhundrede, og deels speiler ►Toget sig forunderlig klart i den simple Tale om dets Anledning, saa 👤Ludvigs Kors-Tog staaer i Historien virkelig som en ►uformodenlig Opvækkelse af den hensovne Ridder-Aand, uden at Middel-Alderen selv ret vidste, om den skulde fryde sig over den eller grue for den.

✂ Det var en Skik ved det Franske Hof, siger 👤Mathæus Parisius, at Jule-Morgen tidlig fik alle Hofmændene nye Klæder af Kongen, som de da trak første Gang paa i Mørke, og ved at lade sye Kors paa dem narrede 👤Ludvig (1245) Mange til at følge med*👤Wilken om ►Kors-Togene VII. 27–28.; og uagtet samme 👤Mathæus er en Anekdot-Jæger, Man kun tør troe paa det Halve, er Fortællingen dog ►mærkelig; thi selv om den er opdigtet, giver den os ligefuldt en klar og rigtig Forestilling om det Franske Ridderskabs Deeltagelse i 👤Ludvigs Kors-Tog, der næsten udelukkende reiste sig af Kiærlighed til Kongens Person og Undseelse for at holde sig tilbage, hvor han gik i Spidsen.

✂ Kun forgiæves gjorde naturligviis 👤Ludvig sig al optænkelig Umage for at faae et stort Europæisk Kors-Tog istand, og først efter adskillige Aars Tilberedelser og efter Overvindelse af mange Hindringer fik han selv sin Krigs-Magt paa Benene (1248), og stak i Søen fra Aigues-Mortes (i 📌Languedoc), den eneste Havn ved 📌Middel-Havet, der traf til at være hans egen*Sammest. VII. 63–64.. Hans Vinter-Leie paa 📌Kypern og Vaar-Landing i 📌Ægypten, Mamelukkernes Forfippelse, der overlod Franke-Kongen 📌Damiette uden Sværd-Slag, og endelig den Øine-Forblindelse, der bragde 👤Ludvig til, som han var forhexet, at træde Skridt for Skridt i Kardinal 👤Pelagios bedrøvelige Fod-Spor, til han mistede hele sin Hær og faldt selv i Tyrkisk Fangenskab; 558alt dette beskriver nu vel 👤Joinville, der deelde Ondt og Godt med Kongen, saa jævnt og kiønt*👤Joinville (ved Menard) S. 49–131., at Man læser derom med Fornøielse, men store Ting seer Man strax, det er ikke, og hverken Vilderede eller Vanheld er saadanne Sjeldenheder i Verden, at dens Historie kan opholde sig derved. Vi maatte da her tage Afskeed baade med Kong 👤Ludvig og hans vakkre ►Lov-Taler, dersom Skiæbnen ikke havde været dem Begge saa god, at de beholdt Livet, blev udvexlede for 📌Damiette og en Slump Penge, kom til 📌Akre og havde endnu Mod paa at giøre og lide noget for 📌det hellige Land; men især det Sidste er saa smukt og i det Trettende Aarhundrede saa mageløst, at vi nødvendig maa pege derpaa. Stort var det naturligviis ikke, hvad 👤Ludvig, selv kun en svagelig Mand af Middel-Størrelse, med et lille mismodigt Følge kunde udrette, men dog havde Sultanerne af ►det Saladinske Huus, ved saavidt mueligt at ødelægge ►Sø-Stæderne, givet veltænkende Konger en Leilighed til gode Gierninger, som 👤Ludvig (1250–54) flittig benyttede. 📌Askalon, for hvis Ødelæggelse vi nok huske den store 👤Saladin stred saa haardnakket, at han tilsidst seirede over 👤Rikards Løve-Hjerte, den havde alt (1240) faaet Opreisning af 👤Rikards Broder-Søn og ►Navner, Grev 👤Rikard af 📌Cornwall, som, ►mærkeligt nok, synes ene at have gjort sit lille Kors-Tog for at viske Pletten af sin Far-Broders Ridder-Skjold*👤Wilken om ►Kors-Togene VI. 614–15.. 👤Ludvig stræbde nu at giøre sig fortjent af hele Christenheden ved ei blot at forbedre Befæstningerne ved 📌Akre og 📌Jaffa, men ved paa ny at opbygge og befæste baade Kæsarea og 📌Sidon, som var i Bund og Grund ►forstyrrede, og det maa Ingen kalde unyttigt, skiøndt Stæderne snart igien nedsank i det Gruus, der end skjuler dem; thi deels forsinkedes dog ved 👤Ludvigs Bestræbelser ►Grav-Rigets 559fuldkomne Undergang henved et halvt Aarhundrede, og deels er netop de Ædles Utrættelighed til at opbygge hvad Fienden nedriver et guddommeligt Træk hos Menneske-Slægten, der skal æres overalt hvor det mødes. Dette kan ikke tit nok indskiærpes i vore Dage, med en Tids-Alder bag os, da det selv midt i Christenheden, ved et stort Uheld, gjaldt for den største Helte-Gierning at ►nedrive, skiøndt endog Hvem der ►forstyrrer en Røver-Kule, hører selv til den, hvis han ikke har noget Bedre i Arbeide, han derved stræber at sikkre, saa vi maae baade kirkelig, borgerlig og videnskabelig vandre “i et nyt Levnet,” dersom Forsynet ikke skal angre at have gjort os til sine Fortroelige og aabnet os den mest glimrende Bane som Dets forsigtige Med-Arbeidere. Istedenfor da, at det nu allevegne i Christenheden er blevet til et Ord-Sprog: ►Fædrene bygde op, men vi brække ned, maa det herefter, om vi skal redde vor Ære, blive ►øiensynligt, at vore Stæder og Skoler virkelig fordunkle Middel-Alderens Kirker og Borge, som vi og vore nærmeste ►Fædre nedbrød; thi Hvem der er “►i Slægt med Guddommen,” nedbryder og ►forstyrrer aldrig noget Stor-Værk, uden de føle baade Drift og Kraft til at skabe noget Bedre. Al Tapperhed til blot at ødelægge skal vi da betragte ligesom de vilde Dyrs og ►Assasinernes (►Bærsærkernes) paa 📌Libanon der med Fornøielse lod sig partere, naar de havde gjort den ►Ulykke, de kunde, og skiøndt dette ►Niding-Laug ikke havde Lykken med sig, gjorde det dog i Kors-Togenes Dage saa forskrækkelig en Opsigt, at vi i det Mindste maa vide, hvad 👤Joinville fortæller om dem.

✂ Blandt andre Gesandtskaber til Kong 👤Ludvig i 📌Akre kom der nemlig ogsaa Et fra Morder-Engelen paa 📌Libanon, hvem de kaldte “den Gamle paa Bjerget” og spurgde, hvor hans Foræringer blev af, da han jo dog, ligesaavel som 560Keiseren i 📌Tydskland, Kongen af 📌Ungarn og Sultanen af 📌Babylon maatte vide, hans Liv stod i Herrens (Morder-Herrens) Haand. Kongen havde maaskee ogsaa ladt sig kyse til at kiøbe sit Liv, hvis han ikke havde hørt, at “den Gamle” var bange for Johanniter og Tempel-Herrer, som Uhyrer, det ikke nyttede at hugge Hovedet af; men nu viiste han Emiren til dem, og Enden blev da, at “den Gamle” sendte først Kongen “Venne-Gaver” og fik saa Giengiæld, efter Ord-Sproget: Man skal giøre et Skarn Godt for ikke at have Ondt af ham*👤Joinville (hos Menard) S. 182–88.. Anderledes tænkde imidlertid ►Mogolerne, som under 👤Hulaku udryddede de Persiske ►Assasiner *👤Wilken om ►Kors-Togene VII. 405., og at Tempel-Herrerne ei længe før gjorde det Samme ved de Syriske, er en af denne Ordens dødelige Synder; thi hvem der beskatter Morder-Handteringen, beskytter den, ja, driver den egenlig paa anden Haand.

✂ Hermed slutter da Kors-Togenes Historie, thi hvad Man end kaldte den Reise til 📌Tunis, Kong 👤Ludvig gjorde, da han gik i Barndom (1270), saa fik den dog ingen Historie, blandt Andet, fordi Historie-Skriveren (👤Joinville) betakkede sig for at følge med*👤Joinville (hos Menard) S. 269., saa der staaer kun tilbage at melde hvordan 📌Akre og de andre Sø-Stæder sank i Gruset, hvor Man nu maa lede efter dem.

✂ Det Saladinske Rige i 📌Ægypten og 📌Syrien var egenlig Mamelukisk, altsaa kun arveligt paa “Sværd-Siden” i allerstrængeste Forstand, og det var ingenlunde for deres gode Families Skyld, men for det gode Hande-Lag de havde til at føre Sværdet, at Malek Adel, hans Søn Kamel og Sønne-Søn Eiub, i det Mindste beholdt 📌Ægypten. Da derfor Sultan Eiub døde, strax efter 561Kong 👤Ludvigs Ankomst til 📌Ægypten, blev hans Søn Turanschah, hvem Bæger-Klang gik over Vaaben-Gny, ikke gammel paa Thronen, thi før endnu Kong Ludvig slap løs, blev Sultanen myrdet saa godt som for hans Øine af den sorte Mameluk Rokneddin Bibar, som siden (1260) ved nok et Sultan-Mord banede sig Vei til Thronen*👤Wilken om ►Kors-Togene VII. 232–36. 422–25..

✂ Denne Bibar, Træl af Herkomst og Menneske-Slagter af Handværk, var ellers, efter de Tyrkiske Historie-Skrivere, en Mand af “rene ►Sæder”, som nøiedes med fire Koner og smagde aldrig Viin, men drak sig kun en uskyldig Ruus i Kumis (af Hoppe-Mælk), og slige Ting skal Man lægge vel Mærke til, ikke for at kives med de Tyrkiske Sultaner og deres ►Lov-Talere, men for at ►lade den Christenhed vederfares Ret, hvis sletteste ►Kæmper er som Tyrkernes de Bedste. En Kæmpe var nemlig 👤Bibar, som, før han blev Sultan, huggede drabelig ind baade i Slagene med Kong 👤Ludvig, og i det store Slag med ►Mogolerne (1260) ved 📌Goliaths Brønd, der indtil videre afgjorde 📌Syriens Skæbne, og i de sytten Aar, han beklædte Sultanatet, fik de Christne at føle, han hverken døsede eller dovnede. Han beleirede nemlig ikke blot 📌Akre, men indtog og ødelagde med Flid baade 📌Jaffa, Kæsarea og (1268) de Christnes stolte Ære-Port: 📌Antiochien, der nu ikke holdt sig i ti Maaneder, men kun i ti Dage*Sammest. VII. 424–28. 74–75. 517. 519–23.. Vel kom Bibar ikke videre før han blev forgivet (1277), men kort efter besteg en anden stridbar Mameluk, Kalavun, Thronen, og han blev navnkundig ved (1289) i Bund og Grund at ødelægge 📌Tripolis, den berømte Bauta-Steen paa Grev 👤Raimunds ligesom 📌Antiochien paa 👤Boemunds 562Grav, og denne Helte-Gierning er udførlig beskrevet af Abulfeda, den store Tyrkiske Historie-Skriver af 👤Saladins Æt, som her var selv tilstæde*👤Wilken om ►Kors-Togene VII. 651–52. 699–705..

✂ Tre Aar senere havde 📌Akre, 📌Tyrus, 📌Sidon og 📌Bairuth samme Skæbne, under Kalavuns Søn Aschraf, og skiøndt herved naturligviis er næsten kun lutter Ynk at see, maae vi dog standse et Øieblik ved Forstyrrelsen af 📌Akre, der i et heelt Aarhundrede (1191–1291) var ►Grav-Rigets Hoved-Stad og i alle Maader det Trettende Aarhundredes Magle-By eller Stor-Stad. Vel har vi nok ingen Beskrivelse af denne By i sin Velmagt uden af Tydskere, der aldrig selv har havt nogen Hoved-Stad ved Havet og Alt hvad dermed følger, saa de kunde ikke ligne den ved Andet end “📌Cøln am Rhein”, men des ►vissere har den kun sig selv at takke for al den Pragt og Herlighed, den skinner af i Tydske Bøger. 📌Akre eller 📌Ptolomais er desuden En af de faa Stæder, som aldrig kan ødelægges saa tit, den jo reiser sig igien, saa vi kan godt forstaae, at mens den var ►Middel-Punkten for alle Kors-Farere og ►Pillegrimme, og Residentsen for alle tre Ridder-Ordeners Stor-Mestere og næsten alle ►Grav-Rigets Lehns-Mænd, maa det have været en stolt Stad, hvor det gik stadseligt til fremfor noget andet Steds, selv 📌Konstantinopel iberegnet, som vi maae huske var i det Trettende Aarhundrede, under ►Latinernes Aag, sin hele Glands berøvet*►Herman Korner hos Eccard II. 941–46. 👤Wilken om ►Kors-Togene VII. 737–41.. Hvor fornøieligt og tillige forbausende det imidlertid maatte være især for en Tydsker at giennemvandre saadan en Stabel-Stad, med alle sine Skibe, Kirke-Taarne og Spir, store deilige Paladser med klare Ruder og Blomster-Haver paa de flade Tag, med Mure saa brede at to Vogne kunne magelig mødes, og med Indbyggere og Giæster af alle 563Folk under Himmelen; saa kan Man dog ogsaa nok vide, at 📌Akre var ingenlunde ►en Undtagelse fra Regelen: ►store Stæder, store Synder, og at det maatte see gruelig forvirret ud i en Hoved-Stad, der var deelt mellem mangfoldige strunke, balstyrige Herremænd og rige, storagtige Kjøbmænd. For nærværende Tid førde vel Kong 👤Henrik paa 📌Kypern ogsaa Titel af ►Grav-Riget, men vi har forhen bemærket, at allerede 👤Johan af 📌Brienne var blot en Konge-Skygge og hans ►Efter-Mænd, snart Sicilianske og snart Kypriske Konger, var i 📌Akre ligedanne Skygger, der kun gjorde Opsigt, naar de modtog Kronen ellers sloges om den. Hvor nu Konge-Magten er en Skygge, bliver Kongens Bedrift og Deeltagelse i Rigets Skæbne naturligviis derefter, og naar en Stad er splidagtig med sig selv, maa den jo falde, saa under disse Omstændigheder bliver 📌Akres Fald meget forklarligt, hvor ►urimeligt det end ellers klinger, at en Ægyptisk Sultan uden Flaade skulde indtage saa stærk en Fæstning, med “al den ganske Christenhed” i Baghaanden. Akre blev nemlig denne Gang ingenlunde overrumplet, men med ordenligt Kald og Varsel forkyndt ►aaben Feide af Sultan Kalavun (1290), og da Patriarken af 📌Jerusalem havde sat Mod i Borgerne, blev der gjort de bedste Anstalter til at udholde en lang Beleiring. Folk i 📌Vester-Leden var vel ingenlunde saa opsatte paa at forsvare Akre som for hundrede Aar siden paa at indtage den, men der samledes dog 900 Riddere og 18000 Fod-Folk, og havde de holdt dem saa brav, som de var mange til, vilde de vist ikke kommet til at fattes Undsætning. Der var imidlertid alt for mange om Raadet til at der kunde skee noget Klogt, efter det sande Ord-Sprog “►Faa om Raad, Mange om Daad”: thi foruden det Geistlige Hoved (Patriarken), var der ikke mindre end Otte verdslige Høvdinger, og deriblandt den Franske 564og Engelske Minister, som en Samtidig giver det Lov at de var mageløse ►Helte i Munden, men store Krystere i Grunden, der ikke engang lod sig slæbe i Strid, men flygtede godvillig. Midt i Marts (1291) blev Staden ►indsluttet og stod sig godt den første Maaned, men imidlertid var Kalavun død, og nu kom hans Søn, Sultan Aschraf, med hele sin Magt og reiste 666 Blider, hvormed han fra den fjerde Mai beskiød Staden baade Dag og Nat. Da sank Modet hos de Beleirede, saa de sendte ikke blot Koner og Børn til 📌Kypern, men Kong 👤Henrik stjal sig en Nat samme Vei med sine 3000 Mand, og næste Morgen (16de Mai) stormede Fienden hvor han skulde staaet, brød et Gab paa Muren, tyve Favne bredt, og rykkede ind. Hidtil havde de Geistlige Riddere kun brudt sig lidt om Kampen, men nu vaagnede Johanniterne, og deres Marsk, 👤Mathæus Clarimont, tumlede den Dag sin Hest og sin Landse saa ridderlig, at Besætningen, med ham i Spidsen, drev Fienden tilbage fra Gade til Gade, og ud ad Gabet med Tab af Tusinder. Herved vandtes imidlertid kun Natte-Frist, som Besætningen vilde nyttet til at flygte, hvis der havde været meer end to Skuder i Havnen, og næste Morgen begyndte den sidste Strid, som endtes med afgiørende Seier paa Fiendens og næsten fuldstændigt Nederlag paa de Christnes Side. Vel var Gabet stoppet, saa godt som mueligt, men dog brød Fienden saavel derigiennem som giennem En af Portene, han sprængde, og Kampen blev da fortvivlet, skiøndt ingenlunde uhæderlig for de Christne; thi nu kæmpede baade Johannitere og Tempel-Herrer som Løver, saa Fienden flere Gange maatte rømme Byen og seirede kun tilsidst ved sit alt for overlegne Antal. Denne Dag turde ingen Tyrk staae for 👤Mathæus Clarimont, men tilsidst var hans Ganger saa træt, at den ei meer vilde lystre Sporen, men blev stædig midt i en Gade, hvor da Kaste-Spyd i Snese-565Tal ei var sene til at giennembore dens herlige Rytter. Den Ene af Skuderne, hvorpaa Patriarken var slæbt ombord af andre Flygtninger, blev saa overladet, at den sank i Havnen med Top og Tavl, og af Ridderne undkom kun ti Tempel Herrer og syv Johanniter*Beretningen om 📌Akres Indtagelse hos ►Martene og Durand (store Samling) V. 761–83. 👤Wilken om ►Kors-Togene VII. 719–70..

✂ Saaledes faldt 📌Akre, og de andre Byer enten flygtede Indbyggerne fra eller overgav strax, saa hermed endtes det sælsomme historiske Efter-Spil, hvorved 📌Jerusalem og 📌Tyrus og 📌Sidon, som opstandne Dødninger, igjen kom for Orde, men kunde selv ved at drikke Millioners Blod ei holdes i Live. Alt dette Blod har nu Protestanterne meent, maatte komme over den hellige Fader og hans Børns Hoved, men da det ►aabenbar er Prisen, hvorfor hele ►den ny Verden har kiøbt sin Dannelse, seer Man let, det vilde være meer end Jødisk af os, der skumme Fløden, at skyde Skylden paa dem, der især havde Skaden, og naar vore Skrivere ordenlig give “Kirken” Regning paa alle de Millioner Mennesker, der giennem to Aarhundreder satte Livet til paa Kors-Togene, da er det, som om en Bogholder, gaaende i Barndom gav et stort Handels-Huus Regning paa Summen der i 20 Aar gik igiennem Dets Hænder. ►Vist nok er Mennesker ligesaalidt at forvexle med klingende Mynt som med Regne-Penge, men vi maae dog endelig huske, at var alle hine Millioner blevet hjemme, da havde de derved kun undgaaet Daaden, ikke Døden, og da nu de “Frivillige” aldrig i nogen Krige saaledes som paa Kors-Togene har udgjort Hoved-Styrken, har vi al Ret til at betragte dem som nødvendige Offere, der opoffrede sig selv for Christenheden, men ►vistnok ogsaa den dyre Forpligtelse at ære og takke dem i deres Grav. Stræbe vi derfor at undgaae det Sid566ste ved at sigte Kors-Dragernes Bevæg-Grunde, Hensigter og Tro paa 📌den hellige Grav, da ligne vi ►aabenbar langt meer den Onde, der ►►vilde sigte 👤Peder som Hvede►, end den Gode, der bad for ham, at hans Tro ei maatte tabe sig, men luttres i Skiærs-Ilden.

✂ Vi forudsætte nemlig her, at Kors-Togene, som en Daad i rette Tid, ei blot var et Ridder-Spil til Stads og ørkesløs Beundring, men fremfor Alt et Stor-Værk til ►uberegneligt Gavn for alle følgende ►Slægter, ved Faren, de afvendte, og Synet, de udviklede, Livet, der vakdes og Lyset, der tændtes, og Beviserne for denne Sætnings Rigtighed føre vi ikke med Pen og Blæk, men pege kun paa det Ny 📌Europa, der under Kors-Togene gestaltede sig med sine gienfødte Riger og Tunge-Maal, Markeder og Værk-Steder, Raad-Stuer og Høi-Skoler, kort sagt: fremtryllede igien al den menneskelige Virksomhed med Haand og Mund, til Lands og Vands, for Himmel og Jord, som udmærkede ►den gamle Verden og pryder den Ny, men truede giennem mange Aarhundreder, i 📌Konstantinopel som i 📌China, med at ►udarte til et Abe-Væsen, hvis dyriske Lighed med det Menneskelige netop giør det væmmeligt.

✂ De næste Aarhundreder efter Kors-Togene: det Fjortende og Femtende, er ►vist nok hverken glimrende paa den store Skue-Plads, eller i sig selv fornøielige; thi det er en Undertrykkelses og Oprørs-Tid, hvorigiennem ►det store Kirke-Rige opløses og de nye Konge-Riger hæve sig, uden at det tegner til, at Menneske-Aanden skal faae andre Redskaber i de faldne Ridderes Sted end vindtørre Magistre, eller Friheden bedre Hjem-Stavne end 📌Florens, 📌Venedig og Alpe-Hytten, eller 📌Vester-Leden anden Vinding af Kors-Togene end Penge og Penges-Værd. Det er imidlertid ingenlunde Ridder-Tidens Skyld, at den afløses af “Tigger-Munkenes”, med al dens aandelige 567Sløvhed og verdslige Gridskhed, det er kun en ubehagelig Følge af den gamle Uorden i Menneske-Naturen, som hver opmærksom Enkelt-Mand kan spore hos sig selv og Andre, at Middel-Alderen slutter lavt ligesom Iliaden, hvad der er saameget ærgerligere, som den begynder himmelhøit, og vi maae da ligesaavel i vort som i vort Folke-Færds og i Menneske-Slægtens Levnets-Løb, trøste os med, at hvor der har været noget Dygtigt, er samme Dalen kun en Overgang, som fra den synkende Iliade til den stigende Odyssee, eller fra den forældede Følelse til den opvoxende Forstand. Vi vil da ikke være saa uforstandige at skiælde paa Ridder-Tiden, fordi den ikke bedre overlevede sig selv, men vi vil takke den for, at vi fik en ►Vidskabs-Tid, der vel endnu er ►tarvelig nok, men dog kiendelig i Tilvext, og allerede et Haars-Bred høiere end Grækernes nogensinde blev. Dette er saameget des fornøieligere, som vi har al Grund til at formode, at vor Vidskab, hvor den naaer sin Høide, vil overgaae Grækernes ligesaameget, som Kors-Togene overgik det Trojanske, og Hvormeget det var, see vi endda først, naar vi til Bedrifterne i 📌Asien lægge dem i 📌Spanien, og atter til Kampen om 📌Middel-Havet føie Kampen om 📌Øster-Søen, der vel ingenlunde i Udstrækning kan maale sig med Hiin, men var dog Blus af samme Ild og Løb til samme Maal. Først naar Man sammenfatter hele denne kolossalske Kamp af Christenheden mod 📌Tyrki og Hedenskab, og seer de samme Kæmpe-Kræfter og Kvinde-Længsler aabenbare sig i Saga-Skrifter og Kæmpe-Viser som i Dysterne med Tyrker, Mohrer og Slaver, da først faaer Man et fuldstændigt Begreb om Ridder-Tiden i det Tolvte og Trettende Aarhundrede, og skiøndt baade Rum og Regel forbyde os her at gaae ind i det Enkelte, maae vi dog nød568vendig lade Øiet løbe over 📌Spanien og 📌Nørre-Leden, og fæste det paa den mageløse Tids-Alder i det Hele.

✂ Da Saracenerne er døde fra det, bliver det ene Spaniernes Sag at see, om de kan hitte Rede i Halv-Øens forvirrede Middel-Alder, og da de endnu ikke har bragt det vidt i ►Historisk Vidskab, maae vi endnu lade den Gaade uløst, hvordan det egenlig gik til, at de gamle Folk med Kors-Banneret oppede sig mellem Bjergene i 📌Norden og samlede Kræfter til at faae Bugt med de selvbudne Giæster, som havde 📌Afrika til Ryg-Styd. Den første Modstander i Galicien, de Arabiske Krøniker nævne, skal imidlertid være 👤Anfus eller 👤Alanfus i Begyndelsen af det Niende Aarhundrede*👤Conde's ►Mauriske Historie i Rutschmans Oversættelse I. 244. 280., altsaa 👤Alfons den Kydske, om hvem de Spanske Krøniker blandt Andet melde, at han fik 📌Oviedo ophøiet til et Ærke-Sæde af Pave 👤Leo den Tredie og slog 👤Roland, med hele 👤Karl den Stores Bag-Trop, i Giæste-Dalen (📌Hospita Vallis), som vi kalde 📌Ronceval *►Roderik Ksimenes i 👤Bell's Spanske “►Scriptores” S. 202–6..

✂ I Begyndelsen af det Tiende Aarhundrede nævner 📌Kastilien med Stolthed 👤Ferdinand Gonzales, som sin første Greve*Sammest. S. 214., og skiøndt Man forgiæves leder om hans Navn hos Araberne, seer Man dog ogsaa af deres Krøniker, at de allerede dengang havde ondt ved at forsvare sig ved 📌Duero og Zamora, saavel som ved 📌Ebro og 📌Zaragossa *👤Conde's ►Mauriske Historie i Rutschmans Oversættelse I. 342–44.; men dog var det først i det Ellevte Aarhundrede Over-Vægten klarlig blev paa de Christnes Side da ►Ommiadernes Throne i 📌Cordova faldt (1031) og 📌det Spanske Chalifat aldeles opløstes, medens 👤Ferdinand den Første (Arabernes 👤Ferdelan), en Navar569resisk Prinds, forenede 📌Kastillien og 📌Leon (1037), indtog 📌Coimbra med en heel Deel af 📌Portugal og gjorde Adskillige af Nabo-Emirerne skatskyldige*►Rodrik Ksimenes hos Bell S. 226. 230–35.. Endnu mægtigere blev hans Søn, 👤Alfons den Sjette, som indtog 📌Toledo (1085), og føiede sin Deel af 📌Spanien til ►det store Kirke-Rige under 👤Gregor den Syvende, ved at indføre den Romerske Alter-Bog istedenfor den ►Gothiske *Sammest. S. 235–42..

✂ Under disse to Konger tilkæmpede 👤Rodrigo Vivar sig den sjeldne Udødelighed, han under Navnet “👤Cid” (Herren) har siden nydt i 📌Spaniens Kæmpe-Viser, og medens Man naturligviis i dem har ondt ved at tælle hans Bedrifter, nævne de ældste Krøniker 📌Valencias Indtagelse og tappre Forsvar som hans egenlige Stor-Værk, hvad det og saameget ►vissere maa have været, som det kun er i Anledning af ►Moravidernes Huseren i det Nabo-Lag, Araberne nævne den frygtelige 👤Kampador eller ►Kæmpe-Høvding *Sammest. S. 213. 35. 38. 44. 👤Conde's ►Mauriske Historie i Rutschmans Oversættelse II. 158. 178..

✂ Disse ►Moravider var en ►Afrikansk Horde, som Emiren af 📌Sevilla kaldte til Hjelp, og indrømmede 📌Algezira, hvorfra de, under Stifteren af 📌det Marokkanske Rige, den frygtelige 👤Joseph (👤Juzef ben Taxfin), oversvømmede Landet og bragde, allerede i det berømte Slag ved Zalacca (fire Mile fra 📌Badajoz) 1086, 👤Alfons paa Randen af sin Undergang, men maatte dog nøies med 📌Syd-Spanien *👤Conde's Mauriske Historie II. 73–146. ►Rodrik Ksimenes S. 245.. ►Moraviderne gik altsaa jævnsides med ►Seldschukerne, og vilde ►aabenbar gjort ►en Ulykke paa Christenheden fra 📌Vesten ligesom Hine fra 📌Østen, 570hvis de ikke hos “👤Kampadoren” og hans ►Stal-Brødre havde mødt en Deel af samme Begeistring for Korset som luede hos 👤Gotfred og 👤Tankred. Hvormegen Deel Kors-Dragerne fra det øvrige 📌Europa tog i denne Side-Træfning, lader sig vel ikke bestemme, men at de ingenlunde betragtede den med Ligegyldighed, er dog ►vist nok, og det var naturligviis især de Nordiske og Engelske, som underveis til 📌Palæstina landede i 📌Portugal og hjalp til Oprettelsen af dette ny Konge-Rige. En saadan Hjelp med Norden-Vind var det iblandt Andet, der vristede 📌Lissabon ud af de Vantroes Hænder, og her kan det være os det Samme, enten 📌Lissabons Indtagelse var en Bisag paa 👤Sigurd Jorsalfars ►Kæmpe-Færd til 📌Akre og 📌Sidon, eller en Undtagelse i det daadløse Kors-Tog, som bærer Navn efter Keiser 👤Konrad af 📌Schwaben. Kun vil vi gribe Leiligheden til at bemærke, at 👤Snorro siger ikke, 👤Sigurd indtog Lissabon, men blot at han vandt et Slag i Nærheden, saa Engelskmænd, ►Flæminger og Tydskere kan rolig dele Æren, som de er Venner til, skiøndt det er løierligt nok, at Munken fra 📌Lüttich, ligesom bare for at drille dem, vil fortælle os: “den Norske Konge” var med, da de tog Staden*►Sigurd Jorsalfars Saga i ►Heimskringle K. 5. ►Ælfrik (Albericus) Munk hos Leibniz ►A. 1149. 👤Wilken om ►Kors-Togene II. 219. III. (1.) 264–69..

✂ I Slutningen af det Tolvte Aarhundrede havde ►de Afrikanske Mohader afløst ►Moraviderne i 📌Spanien, ligesom Kurder afløste ►Seldschukerne i 📌Syrien, og mellem dem fandt den store 👤Saladin en berømt Jævn-Aldrende i 👤Jakob Almanzor, som ved 📌Alarkos (ei langt fra 📌Cuenza) ►kiørde saaledes i Ring med Kongen af 📌Kastilien (1195), at Denne, i Arabernes høitravende Stil, af hele sin stolte Krigs-Hær kun beholdt sin Gangers 571Tøile*👤Conde's ►Mauriske Historie ved Rutschman II. 385–416. 👤Rodrik Ksimenes ►Spanske Krønike hos ►Bell S. 262–63.. Snart (1198) fik imidlertid den 👤Almanzor afseiret, og 👤Alfons den Ottende oplevede endnu ved 📌Tolosa at ►faae Bod for Banen ved 📌Alarkos.

✂ Dog, hvormeget Hast-Værk vi end har, maae vi standse et Øieblik ved dette berømte Slag, der efter Arabernes egen Tilstaaelse ei blot ►gav 👤Alfons men det Christne 📌Spanien Bod for Bane, saa det kun er at ligne ved Slaget, som netop Femhundrede Aar før gav Araberne vundet. 👤Roderik Ksimenes, som dengang nylig var blevet Ærke-Bisp i 📌Toledo og fulgde sin Konge til Seier, slutter derfor ogsaa sin Spanske Krønike med Fortællingen om dette ►Lykke-Skifte, og er naturligviis her saa omstændelig, at vi med hans Øine kan see det Hele. Lidt fortinnede har hans Øine nu vel ►sagtens været, siden han ikke kunde see Blod paa Val-Pladsen, hvor der var Lig i mangetusind Tal, og savnede ikke Flere end fem og tyve Christne, hvor der faldt henved et Par hundredetusinde ►Musel-Mænd; men han har dog i det Hele brugt sine Øine meget bedre end de fleste ►Slag-Malere, baade paa Papir og Lærred; thi hos ham staaer Døden i Skygge og Livet i Lys. At der til dette store Ridder-Spil var kommet mange Med-Beilere fra 📌Frankrig, som dog for største Delen faldt fra i Fristelsens Tid, og at de ypperste Christne Fyrster paa Halv-Øen nu dog endelig havde forenet sig mod den fælles Fiende, saa Kong 👤Peter af 📌Arragon og 👤Sancho af 📌Navarra kæmpede broderlig hver ved sin Side ad 👤Alfons i 📌Kastilien, det har “►Hyrden fra Tolosa” nylig fortalt os Danske saa smukt, at Historien kun behøver at lægge til: det er sandt, og tør Historien end ikke indlade sig paa den aldeles ubekiendte “Hyrdes” ►Slægt-Register, som viste Kors-Hæren en bedre Vei ned ad 📌Sjerra Morena, end Snevringen ved 📌Losos, 572saa stadfæster den dog med Fornøielse, at det stolte 📌Spanien skylder, næst Gud, en Stodder at see til, men dog en Engel i Grunden, sin vigtigste Seier og skiønneste Triumph*►Rodrik Ksimenes hos Bell S. 266–75. 👤Conde's ►Mauriske Historie ved Rutschman II. 420–32..

✂ Dette Hoved-Slag stod 1212 nærved 📌Ubeda i 📌Jaen, og kaldes hos Araberne Slaget ved 📌Alacab, hvad blandt Andet er værdt at mærke, fordi det bekiendte Spanske 📌Tolosa ligger i den anden Ende af Riget, og Borgen, hvoraf Kæmpe-Sletten bar Navn (📌Navas de Tolosa) ►sagtens for længe siden er sunket i Gruus.

✂ Hertil er nu kun at føie, at Kong 👤Peter af 📌Arragon faldt Aaret efter mod den Pavelige Kors-Hær, der angreb hans Svoger Grev 👤Raimund af 📌Toulouse, som Albigensernes Beskytter, og at hans Søn 👤Jakob, skiøndt han med det Samme som Barn faldt i Fiendens Hænder, dog ei blot blev gammel paa 📌Arragoniens Throne (til 1276), men tog baade 📌Valencia og 📌de Baleariske Øer fra Saracenerne, og var (1269) paa Vei til “📌det Hellige Land,” da en Storm under 📌Sicilien drev ham tilbage.

✂ Blikket vender sig nu til 📌Øster-Søen, og skiøndt det er en farlig Sag, at komme Fædrenelandet saa nær i Forbigaaende, maa Historie-Skriveren dog vove det, flittig mindes, at Fædrene-Landet er ham aldrig saa nær, Læseren jo er Bogen nærmest, og saaledes see til nogenlunde upaaklagelig at giennemgaae en Fristelse, der ei lader sig undgaae.

✂ At nu 📌Danmark i gamle Dage maa have havt Nøglen til 📌Øster-Søen, derpaa hentyder ikke blot 📌Kron-Borg og ►Vagt-Skibet i 📌Øre-Sund, men Alt hvad vi veed om 📌Nordens Old-Tid; men allerede i 👤Sven Tveskiægs og 👤Knud den Stores Tid seer det dog meget 573betænkeligt ud, saavel med de store Norske Flaader i dette Far-Vand, som med 📌Jomsborg og 📌Julin, der, i hvad Sammenhæng de end stod med 📌Danmark og hinanden, dog gjorde baade Havet og 📌Danmarks Kyster meget usikkre. Vel havde baade 👤Henrik Fugle-Fænger og 👤Otto den Store ►alt i det Tiende Aarhundrede gjort deres Bedste for baade at christne og fortydske Slaverne i 📌Nord-Tydskland; men da hele Syd-Randen af 📌Øster-Søen var besat med dem, naaede de Sachsiske Keisere ikke stort meer end at afskiære Strand-Sidderne fra de mange Oplændinger i Syd-Ost, medens de i Nord-Ost beholdt Sammenhæng med ►Preuser og Kurer, Letter, ►Esther og alle de andre grove Hedninger. Dette, lærde Man snart, var en farlig Sag ei blot for de nærmeste Naboer, men for hele 📌Nørre-Leden; thi vel var disse Slaver deelt i mange smaa indbyrdes uenige Stammer, som ►syndes ganske at mangle “Aand” eller den høiere Livs-Kraft, der skaber stærke Samfund, men Tiden viiste dog, de var snilde nok til efterhaanden at lære alt det af dannede Folk, hvormed Man kan giøre Skade, og blandt Andet Nødvendigheden af, naar Man vil røve fra tappre Folk og slippe vel fra det, da, trods mange smaa Ubehageligheder, at slaae sig sammen saa mange mueligt. Under saadanne Omstændigheder faaer Christenheden kun daarlig Tak for sine milde Forsøg paa at udbrede en høiere Anskuelse; thi for den er Barbarerne blinde, men benytte sig af den dermed følgende Oplysning til at handle snuere og slaae ►vissere, som Man med stor Forskrækkelse saae, de havde lært, da de i Begyndelsen af det Ellevte Aarhundrede næsten samtlig gav Christendommen Afskeed og optog, med deres gamle, grove Afguderi, alle deres gamle Uvaner*👤Helmolds ►Slave-Krønike I. 9–18.. Vel standsede den unge og drabelige Slave-Fyrste 👤Gotskalk pludselig i sit Raseri mod Christenheden, gav sig i 574👤Knud den Stores Tjeneste, ægtede en ►Daatter af ham, og blev i 📌England en meget dannet Mand; men hans Lands-Mænd speilede sig ingenlunde i hans Exempel, og fik først igien en Smule Lyst til Rolighed, da Kongen af 📌Danmark og 📌Norge, 👤Magnus den Gode (omt. 1043) havde slaaet dem, “som Bønder slaae Korn,” paa 📌Leirskov-Hede *👤Helmolds ►Slave-Krønike I. 19. 👤Saxos ►Danmarks-Krønike X. ►Magnus den Godes Saga i ►Heimskringle K. 25. 27–29.. Selv det forslog imidlertid ingenlunde til at skaffe Christenheden Fred paa den Kant, thi vel hyldede nu Slaverne ved 📌Elben og 📌Traven 👤Gotskalk, ja, lige til Peene taalde de en Snees Aar Christendommen hos sig; men deels holdt Pomerinker og Rygboer dog fast ved deres gamle Barbari, og deels lurede de Andre ►aabenbar kun til de havde forvundet Skrækken fra 📌Leirskov-Hede, thi ikke blot 👤Gotskalk myrdede de i 📌Lenzen (1066) men offrede derpaa alle de Præster, de kunde overkomme, til deres gamle Ugle-Billeder, og ►forbandt sig med Pomerinkerne under Rygbo-Høvdingen 👤Krukke *👤Helmolds ►Slave-Krønike I. 20–25..

✂ Over Firsindstyve Aar henrandt nu, inden der igien blev en Biskop i 📌Oldenborg, siger 👤Helmold, og uden her at kunne nærmere indlade os paa denne Mellem-Tid, maae vi bemærke, at Omstændighederne var Slave-Magten særdeles gunstige; thi Sachserne havde i lang Tid ondt nok ved at forsvare sig selv mod de Frankiske Keisere, Christenhedens hele Opmærksomhed blev spændt paa 📌Øster-Leden, og i 📌Norden blev Tilstanden efter 👤Erik Eiegods og 👤Sigurd Jorsalfars Dage, saa forvirret, at Man i 📌Danmark og 📌Norge, langt fra at kunne tugte Slaverne, maatte grue for dem. Det var nemlig ikke dermed nok, at de ►spillede Bas i 📌Øster-Søen og paa de Danske Kyster, men de blev omsider saa dumdristige, at de (omt. 5751135) med en stor Flaade løb ind i 📌Kattegat, overrumplede, indtog og ødelagde Kiøbstæden 📌Kong-Hell, som 👤Sigurd Jorsalfar havde gjort til en Grændse-Fæstning, og meende at have gjort uindtagelig med den Splint af det ægte Kors, han vandt i 📌det hellige Land *►Sigurd Jorsalfars Saga i ►Heimskringle K. 40–41. ►Magnus den Blindes Saga K. 9–11.. I det daadløse Kors-Tog rykkede nu vel ogsaa (1147) en stor Hær, baade Tydsk og Dansk, imod 📌Demmin og Dubin, men kun omtrent med samme Held, som Keiser 👤Konrad og Kong 👤Ludvig mod 📌Damask. Somme vil sige, at Tydskerne reentud solgde de Danske til Slaverne*Tillægget til 👤Anselm af Gemblours Aar 1158., men 👤Saxo, tilstaaer ganske ærlig, at Danskerne, som dengang ►skulde tjene to Herrer, var selv Skyld i den Skam, deres Flaade fik af Rygboerne, og 👤Helmold giør med et Kul begge Parter lige kiønne, paa det nær, at det naturligviis var Sachserne som tog Penge for deres Part, og Danskerne som betalde Gildet*👤Saxos ►Danmarks Krønike B. XIV. 👤Helmolds ►Slave-Krønike I. 59–65..

✂ Ikke desmindre var dog nu alle Slavernes berømte Tugte-Mestre voxne, thi den Sachsiske Hertug 👤Henrik Løve, Svoger til 👤Richard Løve-Hjerte (ligesom Keiser 👤Otto til Kong 👤Ædelsteen), var allerede med paa det daadløse Kors-Tog, og det varede nu ei længe før 📌Danmarks Krone kom paa den store 👤Valdemars Hoved og Hoved-Banneret saavelsom Hyrde-Staven i den nok saa store Biskop 👤Axels (👤Absalons) Haand.

✂ Hvorledes nu den Danske Konge og den Sachsiske Hertug deelde Besværligheden, Æren og Byttet, deels med hinanden og deels med deres tappre Følge-Svende, det lader sig ikke her fortælle, hvor det kun skal meldes, at hele 📌Venden 576eller Slavenland, fra 📌Traven til hinsides 📌Oderen, nu blev undertvunget, christnet og tildeels ny befolket, saa Christenheden vandt i disse Egne om ei nogen virkelig Tilvext, saa dog en vigtig og varig Fred. Forties bør det imidlertid dog ikke, at Tydskerne naturligviis tog Broder-Parten og fortrængde efterhaanden med deres ►platteste Mund-Art det Slaviske ►Maal i disse Egne, men at Danskerne, som indtog og christnede 📌Rygen, den Slaviske Guds-Dyrkelses og Sømagts Hoved-Sæde, havde den haardeste Dyst at bestaae, og vandt forsaavidt den meste Ære, som hverken 👤Helmolds eller 👤Arnolds Omrids af Slave-Krigen taaler mindste Sammenligning med 👤Saxo Grammatikers meer end classiske Historie om “►Valdemar den Store og hans Mænd”, det velbekiendte Navn, hvormed Digteren i vore Dage døbde 📌Danmarks bedste Ridder-Skare*👤Saxos ►Danmarks-Krønike B. XIV. 👤Ingemans Helte-Digt: ►Valdemar den Store og hans Mænd..

✂ Endelig maa det i Forbigaaende mindes, at efter 👤Henrik Løves Fald (1180) vandt de Danske Konger frie Hænder, og 👤Valdemar den Anden, Seiersæl, udstrakde sine Erobringer over hele 📌Øster-Søens Syd-Rand, lige til 📌den Finske Bugt, ved hvilken Leilighed Dannebrogs-Fanen første Gang vaiede i 📌Esthland, som et Kors-Banner, faldet ned fra Skyerne, og Alting tegnede da til, at 📌Danmark skulde indtaget en Plads blandt de store Magter. Det var imidlertid kun som et Veirlys i Begyndelsen af det Trettende Aarhundrede; thi fanget ved List (1223) af sin egen Lehns-Mand, Greven i 📌Schwerin, overlevede 👤Valdemar Seier længe sin Triumph, og selv 📌Esthland, om enstund forblev under Dansk Høihed, føiedes omsider til det ny Rige, den Tydske Ridder-Orden stiftede i disse Egne.

✂ Ogsaa dette Rige maa imidlertid her nøies med et flyg577tigt Øiekast; thi vel regner Man nu “Preusen” til “de store Magter”, men i Middel-Alderen var det kun Navnet paa et Landskab fuldt af vilde Hedninger, som Ridderne af den Tydske Orden i det Trettende Aarhundrede (1230–80) mindre christnede end udryddede*►Den Preusiske Krønike af 👤Peter Duisburg.. Kun i Forbigaaende vil vi tilføie, at paa samme Tid reiste sig i Slave-Landet Mark-Grevskabet 📌Brandenburg og Hertugdømmet 📌Pommern, der nu, tilligemed det gamle 📌Preusen og endeel Brud-Stykker af andre Riger, findes saa at sige sammenloddede til et Politisk ►Konst-Værk under Navn af 📌det Preusiske Monarchi.

✂ Vi behøvede da neppe engang at vide, at ogsaa 📌Polen, 📌Böhmen og 📌Ungern i dette Tids-Rum føiedes til ►det store Kirke-Rige, for at see, hvorledes 📌Vestens Christenhed, medens Den i det Fjerne beviiste sin kraftige Tilværelse, ogsaa i Hjemmet afrundede og omgjærdede sig til den ny Folke-Kreds, hvis ►Idræt, Skæbne og Vexel-Virkning i de følgende Aarhundreder gav Menneske-Historien et Indhold, ei mindre ►mærkværdigt og lærerigt end det der findes i de gamle Frasagn. Det er altsaa ingenlunde vore Penne, der give Ridder-Tiden eller det Ellevte, Tolvte og Trettende Aarhundrede Præg af ►den ny Verdens Helte-Tid, men det er kun Manglerne ved vore Penne, der hidtil har kunnet tillade betænksomme Læsere at drage dens forbausende Storhed i Tvivl. Først nu begynde vi at fuske paa ►Kirke-Rigets Historie, som Verdens største Vidunder, hvis Æventyrlighed er noksom iøinefaldende, men hvis sande Beskaffenhed og Værdi nødvendig miskiendes, naar Man istedenfor at tage det som det var, stirrer sig blind paa dets uhyre Afstand fra det Himmerig paa Jorden, det selv vilde ansees for. Med Rette kan Man ligne Riget ved en Drøm og 578det store Kors-Tog ved ►en Natte-Vandring, men skiøndt dette skal lære os at oppebie en langt dybere Indsigt i ►Slægtens Natur-Historie, end vi nu har, før vi prøve paa at sætte dem i klar Forbindelse med de forrige og følgende Dages Begivenheder, saa maae vi dog ingenlunde oversee, hvad der allerede har klaret sig, at ►Natte-Vandringen var nødvendig, for at Dagen, vi nu see, kunde oprinde, og at Drømmen var En af dem, vore Kæmpe-Viser kalde “de Stærke”, hvori Frem-Tiden ikke blot foresvæver det lukte Øie, men Fortidens Aand giør et levende Indtryk paa Hjertet, saa der fødes Nyt paa Jorden. ►Nyaars-Tidens Fødsel af Middel-Alderen er nemlig fuldt saa æventyrlig som ►Tusind-Konstneren ►Merlins i de ►Bretske Sagn, saa kun af de stærke Drømme i ►den “Almindelige” Kirke lader sig Almeen-Vidskaben (Universaliteten), med Alt hvad dertil hører, udlede, hvorfor da ogsaa Pariser-Universitetet er, saa at sige, Tvilling-Broder med det Store Kors-Tog, og Kors-Toget det mageløse Stor-Værk, i hvis Beskrivelse 👤Anna Comnen og Abulfeda mødes ei blot med 📌Vester-Ledens Munke men selv med 📌Islands Lagmand. Det er da kun videnskabeligt Børne-Værk at give ►Pavedommets Aar-Bog for ►Kirke-Rigets Historie, og støve op i Bog-Hylderne efter Kors-Togenes Følger, og kan vi endnu ikke giøre noget Bedre, saa kan vi dog forberede det ved at pege paa de store Virkninger giennem hele den følgende Tid, som borge os for ei mindre Aarsager i den Foregaaende.

✂ Naar vi derfor slutte ►Kirke-Rigets og Kors-Togenes Historie med 📌Akres Indtagelse og 👤Bonifas den Ottendes Død, da er det ingenlunde fordi de er dermed til Ende, men kun fordi de, efterat have været det Største og Bedste, blive det Ringeste og Sletteste paa den store Skue-Plads, som Menneske-Aanden ►med Flid unddrager sin Opmærksomhed og 579værdiger kun et Øiekast for Sammenhængens Skyld, ved Overgangen til noget Bedre. Med den sidste Plet af 📌det hellige Land tabe nemlig Kors-Togene hvert Spor af det høie ►Sving og dybe Almeen-Præg, de fra Begyndelsen bar, og det Samme er Tilfældet med ►Kirke-Riget, fra den Dag, en Fransk Hof-Præst i 📌Avignon afløste Bispen i 📌Rom, som 👤St. Peders ►Efter-Mand og 👤Christi Stat-Holder paa Jorden. Fra den Tid af tjener begge Deles Historie kun til at vise, hvor grundfalsk Forestillingen var om et verdsligt 👤Christus-Rige, der skulde udvides og forsvares med Staal og Jern, saa hvad der i sin sværmeriske Dragt og blomstrende Ungdom, lig en begeistret Digter, blændede og henrev netop de kraftigste og dybeste Naturer, blev nu, lig en tidlig falmet, daarlig sminket, hykkelsk og rænkefuld Skiøge, daglig mere til Gru og Væmmelse ikke blot for de Bedre, men for alle dem, der end følde Kraft og havde mindste Sands for aandelige Ting. Men hvor hurtig end denne Forvandling skedte, var den dog intet Øiebliks Værk, og vi har ►alt bemærket, at Bladet vender sig paa Over-Gangen fra det Tolvte til det Trettende Aarhundrede, da Pave 👤Innocens den Tredie velsignede de bandsatte Venetianer, fordi de udraabde ham til Pave i 📌Konstantinopel, opsminkede Slagteriet af Albigenserne til et Kors-Tog og straffede et heelt Folk med Messe-Fald for at hevne sig paa Fyrsten. Fra nu af vaier nemlig Kors-Banneret ikke meer til Christenhedens Værn men til dens Skræk og Ødelæggelse, fra nu af er 👤Christi Stat-Holder ikke meer for Folkene en hellig Fader men en frygtelig Hersker, og medens det nu er den grove Misbrugs naturlige Følge, at ►det “Geistlige Sværd”, hvor det Verdslige ikke er med, bliver daglig mere til Latter, da giør det Forsynet Ære, at Kirken, ►forvandlet fra Bede-580Huus til Røver-Kule►, daglig meer kommer til at savne den verdslige Arm og nedbrydes tilsidst deraf. Istedenfor Ridderne fik Kirke-Fyrsten i det Trettende Aarhundrede Tigger-Munke til sin Livvagt, og skiøndt de var meget bedre til Speidere og Politi-Mestere (Inqvisitorer), duede de dog hverken til at føre eller døve det verdslige Sværd, og Provencalerne, som i 📌Neapel skulde erstattet Normannerne, trængde lige saameget til Paven som han til dem. Ved Hjelp af Disse, af de tvetydige ►Bunds-Forvandte i 📌Italiens Fri-Stæder og af gammel Vane, listede imidlertid ►Pavedommet sig dog igiennem til det Fjortende Aarhundrede, men da 👤Bonifas den Ottende, en Skabning af Kongerne i 📌Frankrig og 📌Neapel, vilde bevise, det ingen Skygge var, beviiste han netop soleklart det Modsatte. Vel var han selv baade for vantro og verdensklog til at tænke, Man enten i 📌Frankrig eller 📌Italien gjorde Meer for den hellige Stol, end Man fandt sin Fordeel ved; men han troede, 👤Philip den Smukke vilde været Herre nok over sig selv til at bevare det Skin af “Kirkens lydige Søn”, hvorpaa Kapetinger, saavelsom Merovinger og Karolinger, havde sat saamegen Priis, og hvoraf de tillige havde høstet saamegen Fordeel, at de for at miskiende dets Værd maatte staae sig selv i Lyset. Da der imidlertid virkelig er “Aand” til, maa Alt hvad der, i Forudsætning af det Modsatte, tilegner sig dens Navn og vil spille dens Rolle, nødvendig forregne sig, saa de der kappedes om at narre hinanden og hele Verden, narrede sig vel i Grunden begge To selv, men Paven som vilde gaae for Aanden dog især. Da han nemlig (1303) umuelig kunde Andet end sætte Kong 👤Philip i Band, skikkede denne Stor-Herre ham uden videre Omstændigheder sine Politi-Betjenter, 👤Nogaret og Plasian, med en Trop haandfaste Karle paa Halsen, der i Anagni (midt i 📌Kirke-581📌Staten) ret egenlig ►piinde ham Sjælen ud af Livet; thi, saavidt Man veed, gik Paven fra Forstanden af Ærgrelse og døde ynkelig*Den Pavelige Kirke-Bog ►A. 1301–3. 👤Sismondis ►Franske Historie VIII. 490. 513 IX. 10. 28. 70–133.. 👤Philip var desuagtet slet ikke blind for Skinnet af “Kirkens lydige Søn”, han meende kun, det lod sig redde med mindre Opoffrelse end den storagtige 👤Bonifas forlangde, og det lykkedes ham virkelig (1305) ei alene at faae Pave-Valget i sin Haand, men i Biskop 👤Bertrand (👤Villani kalder ham 👤Raimund) 👤de Goth af 📌Bourdeaux, at finde en Kræmmer-Sjæl, der for det største Leve-Brød i Christenheden bød Alt hvad 👤Philip enten strax eller siden vilde forlange*►Villani hos ►Muratori XIII. 416–20. 👤Sismondis ►Franske Historie IX. 158–62.. 👤Philip vidste imidlertid godt hvad Løfter havde at sige hos saadanne Folk, derfor maatte 👤Clemens den Femte, som Kræmmeren kaldte sig, smukt blive i 📌Frankrig, hvor han kunde holde ham Fingeren paa Øiet og i Nødsfald sætte ham Kniven paa Struben, men skiøndt det var ganske klogt for Øieblikket, var det dog alt for grovt til at lykkes i Længden, saa de Franske Hof-Paver i 📌Avignon gjaldt naturligviis blandt alle fornuftige Folk kun for dens Stat-Holdere, de ►aabenbar var. Vel kaldte Man nu dette Ophold (1305–75) ►den Babyloniske Udlændighed, og trøstede hinanden med, at naar 📌Rom igien fik sin Biskop, fik Kirken ogsaa sit Hoved og Christenheden sin aandelige Fader paa Ny, men havde det været meer end et Munds-Veir, vilde Man naturligviis ikke fundet sig saa taalmodig i den hovedløse Tilstand, og da nu endelig 👤Gregor den Ellevte traf til at døe i 📌Rom (1379), fik Staden rigtig nok en Italiensk Biskop, men da 📌Frankrig vilde have sin egen Pave, fik Christenheden to saakaldte Hoveder og fandt da 582snart, de var Begge overflødige. Denne Opdagelse gjorde Man paa de store Kirke-Stævner (Concilier) i 📌Costniz og 📌Basel (1414–16 og 1431–48) under Keiserlig Beskyttelse, thi her viiste det sig tydelig, at Kirke og Stat var meget nemmere at adskille end at forene, og de forsamlede Fædre fandt naturligviis at Kirken i dem havde Hoveder Nok, saa et virkeligt Over-Hoved var ligesaa overflødigt som utaaleligt. De fleste verdslige Fyrster fandt derimod, at naar Paven lod dem giøre hvad de vilde, var det godt i ham at have en ►Tugte-Mester til deres Bisper og en Busse-Mand til deres Almue, og derved blev det, hvor ikke ved Reformationen det Hele vendtes om, saa Kirken, ligesom i det gamle 📌Rom, blev en Stats-Indretning, med Fyrsten til Ypperste-Præst.

✂ Heraf maae vi nødvendig slutte, at Christenhedens Stats-Begivenheder egenlig ►alt fra det Trettende og især fra det Fjortende Aarhundredes Begyndelse har staaet i Modsætning til ►Kirke-Riget, saa Man har stræbt at samle sine Kræfter om en ganske anden ►Middel-Punkt og at udvikle dem i en anden Retning, men de ►aabenbare Oprør, det Albigensiske i det Trettende, det Lollardiske i det Fjortende og det Hussitiske i det Femtende Aarhundrede, er dog alle saa ubetydelige, at de kun som For-Spil til Revolutionen i det Sextende faae verdenshistorisk ►Mærkværdighed. Løsrivelsen fra det æventyrlige Kirke-Rige hører da, ligesom Oprettelsen deraf, statshistorisk til Middel-Alderens skjulte Ting, som kun efterhaanden i ►Nyaars-Tiden komme for Lyset, medens Rigets virkelige Tilværelse ved det Store Kors-Tog og giennem hele det Tolvte Aarhundrede er en Kiends Gierning, der beviser sig selv. Ved dette Aarhundredes Slutning maae vi da gjøre ligesom Kors-Dragerne: lade 📌det hellige Land skiøtte sig selv og see hvordan vi er vendt paa den hjemlige Skue-Plads, Folke-Vandrin583gen og Folke-Blandingen skabde. Uagtet vi derfor af Nysgierrighed har giennemløbet det Trettende Aarhundrede i 📌Øster-Leden, indtil Sultanen af 📌Babylon tog 📌Akre og nødte os til enten at følge med ham til 📌Tyrkiet eller at vende Næsen hjem, saa var dog alle det Trettende Aarhundredes saakaldte Kors-Tog kun Roman-Streger og vil vi rigtig ind i Stats-Historien igien, maae vi gaae Krebs-Gang tilbage til 📌Akre i Slutningen af det Tolvte Aarhundrede. I den Christne Leir for 📌Akre finde vi nemlig for sidste Gang en Samling, det store Kirke-Rige værdig, deels fordi Udfaldet slet ikke svarede til Folkenes Forventning, og deels fordi de der tydelig mærkede, at Franskmænd og Engelskmænd, Tydskere og Italienere var dog egenlig hver et Folk for dem selv, som i Længden slet ikke kunde spændes, end sige da sammensmelte med hinanden. Med den Opdagelse og med den Beskeed, at selv 👤Richard Løve-Hjerte enten ikke vil eller ikke kan tage 📌Jerusalem og 📌den hellige Grav fra 👤Saladin, reiser nu hver hjem til Sit, og vi kan neppe være tvivlraadige om, hvem vi maae følge med, naar vi vil see Noget, der er værdt at tale om. Tydskerne har nemlig ikke giort Andet end Splid, Pisanerne kan være brave nok, men Korn-Pugeriet under Kors-Banneret, mens Hungersnøden rasede i Leiren, betager os dog Lysten til at fare med dem, og de Modigste saavel af dem som af Fransk-Mændene holde desuden Trop med 👤Richard, saa han er ►aabenbar Hoved-Manden og borger os for, der er mest at see, hvor han kom fra. Vel høre vi baade i 📌Østen og 📌Vesten meget tale om Hohenstauferne, som de største Helte for Øieblikket, men deres Spor i 📌det hellige Land giør os dog slet ikke gridske paa deres nærmere Bekiendskab, og den af dem, vi underveis med 👤Richard støde paa, er vi nødt til at ►korse os for. Paa Lykke og Fromme maae vi da lande med 👤Richard ved Sandwich (1194) 584og lade Tiden vise, hvad der er paa Færde og hvordan vi slippe skikkelig fra Øen, over til Fast-Landet, hvor vi nok kan vide, Slaget skal staae.