Grundtvig, N. F. S. Haandbog i Verdens-Historien. Anden Deel

Kirke-Riget og Kors-Togene.

Det er, siger En af det første Kors-Togs ældste Historie-Skrivere, Herren selv, som vexler Konger og omskifter Tider, og han har i vore Dage opvakt hardtad hele Christenheden trindt om Land og opægget dens Kæmper til at udrive det trælbundne 📌Jerusalem af de ækle Tyrkers Vold. Hvordan skulde det heller være skeet uden Guds Indskydelse, at Folk, som havde fuldt op af Alt, drog fra Solens Nedgang til dens Opgang i Strid mod Barbarer, forlod baade Huus og Gods, baade Kone og Børn, og taalde underveis med Glæde utallige Gienvordigheder! Hvor hørde Man vel nogensinde før om saadan en Skare af Fyrster og Hertuger, Ryttere og Fod-Folk, der rykkede i Marken baade uden Konge og Keiser, ja, om en Krigs-Hær, hvori den 384Ene stod ikke under den Anden, og hvor der gjaldt ingen Lov, uden Raadet, de Klogeste gav og Menig-Mand bifaldt*👤Baldriks Jerusalems-Krønike hos Bongars S. 84..

Samme Tanker finde vi hos 👤Vibert (👤Guibertus), kun lidt yngre, men langt mere fornem, som derpaa anvender 👤Salomons Ordsprog: Græshopperne have ingen Konge og holde dog Trop, og minder os derved om, hvad 👤Anna Comnen meget alvorlig fortæller, at overalt hvor Kors-Farerne drog frem, havde de en Sværm af Græs-Hopper til deres For-Trop, som dog ingen Skade gjorde paa Sæden men kun paa Viin-Stokkene, hvoraf Tegns-Udlæggerne sluttede, løierlig nok, at der var ingen Fare for Byzantinerne men kun for Musel-Mændene *👤Annas Alexiade S. 284–85.. En anden Bemærkning er derimod 👤Vibert egen, den nemlig, at hvormeget Man end har for Skik at ophøie de forbigangne Dage paa de Nærværendes Bekostning, saa er dog baade Assyrers og Persers, Makedoners og Romeres berømte Krige kun Børne-Leg og Raseri, naar de sammenlignes med Kors-Toget, thi de store Krigs-Hære hist forsamledes kun under Svøben og tjende kun rasende Herske-Syge, medens her var en frivillig Forening af alle Christenhedens Folk til et Langveis-Tog, ei for at samle Penge og indtage Lande, men for at tilbagedrive Barbarer, frede om Christenheden og ære den hellige Kirke*Vibert hos Bongars S. 470..

Som et Exempel paa, hvor underlig Man ved denne Leilighed mødtes og følde sig forbundet, anfører han endelig, at der kom Folk, Gud veed hvorfra, ensteds i Barbariet, til en Fransk Havn, hvor Ingen forstod deres Sprog, saa det var kun ved at lægge deres Fingre over Kors, de kunde give tilkiende, hvad de reiste efter*Sammest. S. 471., og det er unægtelig 385træffende, thi om Man end i den Franske Havn havde misforstaaet de Fremmedes Finger-Sprog, eller selv om det Hele kun var et løst Rygte, betegnes derved dog lige kort og godt den sikkre Kiends-Gierning, at fra 📌Ebro til 📌Raab og fra 📌Middel-Havet til 📌Island, lærde Folk paa Kors-Togene ogsaa uden Ord, blot ved det fælles Banner, hvorunder de frivillig stillede sig, at betragte hinanden som Brødre.

Denne høiere Luft-Strøm, der lod sig føle under alle Himmel-Egne (dulcis aura circumquaque spirans), saa Folkene, uden at opgive deres Eiendommelighed, dog syndes reent at glemme den over det store Fælles-Skab, seer Man, har ogsaa slaaet 👤Vilhelm af Malmsbury, skiøndt den rigtig nok ikke har bragt ham til at glemme sin Spydighed, der, uden at tale om Skotternes Skudsmaal, er kiendelig nok, naar han siger: Vælsk-Manden løb fra sin Ræve-Jagt, Danskeren fra sit Drikke-Lag og Normanden fra sin Klip-Fisk. Aldrig, lægger han dog alvorlig til, saae Man vist saamange Hoveder under een Hat, saamange raa Folk bøie deres stive Nakker under et Aag, der egenlig intet Aag var, og det var endda det største Vidunder, at den utallige Skare drog fredelig giennem fremmede Lande og viiste saadan indbyrdes Kjærlighed, at Hitte-Gods blev Finderen ved at lyse op, flere Dage i Træk, for at det kunde gaae fra ham til sin rette Eier-Mand*👤Vilhelms Englands-Krønike IV. hos Savile S. 133..

Saaledes betragtede disse tre udmærkede Mænd, i Slutningen af det Ellevte og Begyndelsen af det Tolvte Aarhundrede, Kors-Togene og den Begeistring for Kirke-Riget, som avlede dem, og vi kan da forud vide, hvad Reise-Kapellanerne hos 👤Raimund og 👤Robert, hos 👤Baldvin, 👤Tankred og 👤Boemund, som alt paa Toget havde Pennen bag Øret, har tænkt derom, saa naar 386de ærke-protestantiske Historie-Skrivere vil finde nogen Sympathi i den Tid, som Talen er om, maae de ogsaa glemme deres Slægt og deres Faders Huus, og reise til 📌Maglegaard, hvor Prindsesse 👤Anna med et naadigt Nik forsikkrer, de har Ret, naar de kalde alle Korsfarerne enten nedrige Hyklere eller Daarekiste-Lemmer *👤Annas Alexiade S. 285. 87–89..

Dette naadige Nik af Prindsessen i 📌Byzants, der, havde Kors-Farerne ikke været, let kunde tabt baade Næse og Mund iblandt Tyrkerne, er imidlertid dog neppe Reisen værd, og den store Overeens-Stemmelse af Protestanternes Tanke-Gang i det Attende med Byzantinernes i det Tolvte Aarhundrede neppe et af de Varsler for deres Frem-Tid, paa hvis Bekræftelse det er Umagen værdt at arbeide, og kunde en Historie-Skriver, der langt heller deler Kæmpernes Følelse, som øvede, end Dværgenes som giennemheglede Bedriften, ei finde velvillige Læsere, maatte han dog langt heller skrive for de Døde end tækkes de Levende. At skrive for de Døde er imidlertid dog kun en daarlig Trøst, med mindre Man til dem ogsaa regner de “Ufødte”, og det maatte ret egenlig gaae til med Hexeri, om der ikke engang i 📌Norden skulde findes aabne Øren for Ridder-Tidens Efter-Mæle, altsaa mangt et Øie blinke, der kan og skal aabnes ei mindre for Middel-Alderens end for Old-Tidens Stor-Værk, som er Vilkaaret for, at Nyaars-Tiden kan ogsaa faae Sit, som fattes endnu, og forberedes dog aabenbar ligesaalidt ved at giennemhegle, som ved at efterabe de Gamle!

Et Opraab til Kors-Tog i vore Dage vilde nemlig, som Ny-Grækerne fik at finde, klinge ligesaa latterlig, som Fortsættelsen af Penne-Feiderne med Pavedom og Middel-Alder vil synes vore Efterkommere, saa Sagen er kun, at vi lære at betragte Kors-Togene i deres Tid 387som et beundringsværdigt Stor-Værk, hvorved Middel-Alderen og den ny Christenhed hævdede deres Selv-Stændighed, traadte i levende Vexel-Virkning med den gamle Tanke-Verden og udviklede den Ny, hvori vi nu leve, og hvis “Pinagtighed”, stor nok for Resten, dog ingen Sammenligning taaler med dens altomfattende Ypperlighed. Det er altsaa egenlig slet ikke for de Dødes, men for de Levendes Skyld: til vort eget og Efter-Slægtens Bedste, vi skal lære at lade baade Munke-Bur og Ridder-Tid, baade Kirke-Magt og Kors-Tog, vederfares Ret, og det ingenlunde den strænge Ret, som er hele Verdens Undergang (de Latinske Juristers: fiat justitia, pereat mundus), men Billighed, som er den almindelige Menneske-Ret i indbyrdes Forhold, der endnu mindre af en Tids-Alder end af Enkelt-Manden kan trædes under Fødder, uden at udæske den strænge Giengiældelses-Ret, der tøver tit, men udebliver aldrig. Vore Latinske og Tydske Skole-Mestere har nu vel givet os det Huus-Raad, i Dødens Arme at foragte Efter-Slægtens Dom, men deels seer Man let, det, med denne Tanke-Gang, er aldeles ufornuftigt at spilde sin Tid paa Dom over de Døde, og deels er det en stor Forraadelse for levende Folk at giøre “Pagt med Døden og Forbund med Hel”, thi de sluttes aldrig saa forsigtig, at jo Livet derved gaaer i Løbet og Daaden ophører. Ønske vi derfor, at Nogen skal begeistres af vore Yndlings-Tanker, om fælles Bedste og Menneske-Held, til en kraftig Virksomhed, der aldrig kan finde Sted uden store Opoffrelser og Voven af Alt for Øieblikket, da maae vi hverken lære hinanden at foragte Efter-Slægtens Dom, eller give Efter-Slægten det slette Exempel at sværte og haane de hedenfarne Ædlinger, blot fordi det var, hvad det maatte være, deres og ei vor Tids-Alders Yndlings-Tanker, de 388glødede, kæmpede og opoffrede sig for, thi i begge Tilfælde stræbe vi at besvige vore Med-Levende for den virksomste Drive-Fjer til mandig og ædel Daad, som er den smilende Udsigt til et priseligt Efter-Mæle, et med Æren udødeligt Navn! At øve “Dyden for sin egen Skyld” er nemlig, som den Byzantinske og hele Verdens Historie lærer, det tommeste Munds-Veir under Solen, saa om det end i Maanen eller paa en af de andre Planeter skulde være en uudtømmelig Kilde til “store og gode Handlinger”, nytter det dog slet ikke os, og hvad de Christne vist nok med Rette kalde den ægte og mageløs kraftige Bevæg-Grund til store Opoffrelser, ædel og utrættelig Virksomhed, kan en Tids-Alder, som trøster sig med Død og Forglemmelse, dog allermindst regne paa.

Alt dette er i Grunden saa klart, at Man i det Nittende Aarhundrede virkelig har begyndt at være billig mod Fortidens Lys, men med Middel-Alderen og Pavedommet, der ikke godt kan skilles ad, gaaer det aabenbar endnu sædvanlig Protestanterne, som det indtil Kors-Togene gik Spanier, Franskmænd og Italiener, med 📌Romer-Riget og Romer-Sproget, saa de staae for deres Øine, som noget forfærdelig Stort, de har løsrevet dem fra og kan dog i Grunden slet ikke maale sig med, men maa enten slavisk underkaste sig eller skye som en Pest og mane fra sig. Ligesom imidlertid Kors-Togene lærde Syd-Boerne, at hvad de havde gruet for, var kun magtesløse Skygger, saaledes vil det tilsvarende Stor-Værk, vi endnu skylde Menneske-Slægten, og Kæmpe-Roden, hvoraf vi randt, lære Nord-Boerne det Samme, men det Første, der udkræves til et nyt Stor-Værk, er en levende Forestilling derom og Lyst dertil, begge lige uforenelige med Miskiendelse af Fortidens Under-Værker og deres vældige Skabere. Mod Barbari og Tyranni, Menneske-Aandens og det Borgerlige Selskabs afsagte 389Fiender, gaves der i Middel-Alderen, i det Mindste syden for 📌Elben, ingen anden Begeistring end den for Kirken og Christenheden, og hvad der i en Tids-Alder er den stærkeste Drive-Fjer til ædel Daad og gavnlig Virksomhed i det Hele, maa i Staten og dens Historie findes og kaldes al Ære værd, hvormegen Ulæmpe end deraf i det Enkelte kan være foranlediget, og hvormange Indvendinger der end med Rette, enten i Kirken eller i Skolen og deres Historie, kan giøres mod Begeistringens Kilde, dens Ægthed og reent aandelige Værd. At Nyaars-Tiden ikke deler denne Begeistring, har den klart nok beviist, og eftergjort Begeistring er afgiort Usselhed, men, som Vidskabs-Tid, maa den nødvendig lade det Store og Gavnlige under alle Skikkelser vederfares Ret, før dens eiendommelige Begeistring for “Frihed og Oplysning”, der desuden slet ikke er mere lydesløs end Middel-Alderens, kan frembringe noget Stort og Gavnligt, der lader sig sammenligne med, hvad vi har al vor Frihed og Oplysning at takke, og vanære os kun selv ved at nedsætte. Vi kværsiddende Nordboer, som trængde mindst til Kirke-Riget og havde derfor mest Uleilighed deraf, tog ogsaa mindst Deel i Kors-Togene og fristes derved til at vurdere dem lavt; men da Reformationen har lært os, hvor nemt Pave-Aaget lod sig afkaste, naar Man ikke behøvede det, og da netop vor ringe Deeltagelse i Kors-Togene viser, det var ingen tvungen Sag, maatte vi dog ganske have tabt den Historiske Takt, der saa hæderlig udmærker vore Fædre, hvis vi vilde vise netop dem af Middel-Alderens udvandrede Kæmper, som stilede høiest og gavnede mest, til Nastrond og Hel, istedenfor til Valhald, hvor djærve Modstandere vel paa en Maade idelig fortsætte Kampen; men dog kun som en Skygge-Fægtning, der ei bryder Venne-Lag paa Hær-Faders Bænke.

Ved en sælsom Øine-Forblindelse, selv en Efter-Vee 390af Middel-Alderens Tus-Mørke, har Man nemlig hidindtil for det Meste betragtet Kirke-Riget og Kors-Togene enten fra Prædike-Stolen i den Christne Kirke, eller fra Bord-Enden i den Latinske Skole, uagtet de dog kun høre meget lidt enten til Kirkens eller Skolens, men næsten udelukkende til Statens Historie, hvor Kæmpe-Høien under aaben Himmel er det rette Sted at see dem fra og viser os dem derfor i et ganske andet Lys.

Sandt nok, at Paverne og deres Geistlighed, ved at udlede deres Kanoniske Ret fra 👤Christus og 👤St. Peder, hvis Rige, som bekiendt, var ei af denne Verden, paa Timen har tabt deres Sag paa et ordenligt Kirke-Møde, og at saavel de der gav, som de der tog Synds-Forladelse i Sold for Mand-Slæt og Løfte paa 📌Paradis i Løn for Kors-Tog, med al Ret kunde dømmes til at staae aabenbare Skrifte, før de optoges i Menigheden; men saasnart de protestantiske Præster gaae et Skridt videre og overantvorde dem til den verdslige Arm, til, for Guds Skyld, om ikke at brændes, saa dog kagstrøgne og brændemærkede at sættes i Gabe-Stokken, til alle smaae og store Tyranners Jubel, og alle djærve Kæmper, for Andet end Penge og Jord, til Forsmædelse, Skræk og Advarsel, da forivre deres Velærværdigheder sig ikke blot, men anmasse sig den samme Magt over Samvittighederne og samme verdslige Indflydelse, som de nys fradømde deres Formænd, ja, forvexle, ligesom de, Guds Ret og Guds Sag med deres egen, og det uden at Man engang kan see, hvad Andre end de og deres Kirke-Patroner vinde derved.

Selv i den Christne Kirkes christelige, men for Resten upartiske, Historie vil da Paven i 📌Rom faae den Æres-Erklæring, at kunde Nogen have Lov til, som 👤Christi Stat-Holder og 👤St. Peders Efter-Mand, at tildrømme sig en Geistlig Magt med verdslig Virkning, da 391maatte det langt snarere været ham, end baade Keiseren i 📌Byzants og Kongen i 📌England, der dog anmassede sig langt mere Herredømme over Troen og Tankerne end han. Uden derfor enten at fordølge eller forsvare Noget af al den Forkvakling, Christendommen har maattet taale, alle de slette eller dog fremmede Hensigter, den har maattet tjene, vil dens Historie vise, at 📌Østen og 📌Vesten, Catholiker og Protestanter, i den Henseende vel har Nok at lade hinanden høre, men Intet, som retfærdiggiør dem selv, saa ogsaa denne Skrift maa “indslutte Alle under Synd”, fra den Dag, da baade Hyrderne og Hjorden med Glæde valgde den Hedenske Keiser istedenfor “Aanden” til 👤Christi Statholder. Ja, Kirke-Historien med Aand vil vise at med “Aanden” forsvandt nødvendig saavel den ægte Oplysning som den sande Frihed, og at hvor Christendommen, som Stats-Religion, skal være en tvungen Sag, træder enten, som i 📌Byzants, Keiser-Griller i dens Sted og blive en Lande-Plage under dens Navn, eller den forvanskes, som i 📌Vester-Leden, efter de Folks Natur, der skal synes at rette sig efter den, saa det er kun et stort Guds Under, at Christendommen, langt fra at undergaae i dette Chaos, reiste sig fornyet deraf og stræber med aandelige Vaaben at tilbagevinde sin oprindelige Frihed og Herlighed.

Saaledes maa den Christne Kirke, naar den bliver sig bevidst, ikke blot skyde Hierarchi og Kors-Tog, men al muelig Samvittigheds Tvang og verdsligt Rygstyd fra sig, og med den Latinske Skole-Ret er vi let færdige; thi hverken udgav jo Paven sig for 👤Ciceros Legat, ikke heller var han forpligtet til at være det, og hverken skyldte Korsfarerne 👤Horats og 👤Virgil for at have begeistret dem, ikke heller har de Latinske Classiker givet Menneske-Aanden Noget tilforn, som skulde betales dem, saa dersom Paver og Kors-Tog virkelig bidrog til at barba392risere Latin-Skolen og hæve de “levende Sprog” paa de Dødes Bekostning, da vil Menneske-Aanden, der altid tager Livets Parti imod Døden, slet ikke regne dem det til Onde. At imidlertid Romer-Stolens Anseelse og Pavedommets kirkehistoriske Grund-Lag reddede Romer-Sproget og de berømteste Latinske Værker fra Undergang, og at den levende Vexel-Virkning mellem 📌Østen og 📌Vesten, Kors-Togene frembragde, baade gav de Lærdes Kundskab og Folkenes Syns-Kreds en Udvidelse, de høilig trængde til, det vil i den Skole-Historie, Aanden tilsiger, skaffe begge Dele, om ingen Lovtale, saa dog et Slags Aflad for deres andre Synder, som et efter Omstændighederne nødvendigt Onde.

I Stats-Historien endelig, hvortil de ret egenlig høre, fortjene baade Kirke-Riget og Kors-Togene høilig at prises, som de store Vidundere, der fremtryllede et borgerligt Selskab i Tyranniets Hjem, afvendte Barbariets frygtelige Indbrud, og fremkaldte en Virksomhed og Dannelse, Man aldrig før saae Mage til. Kun med det Jordiske og Timelige har Stats-Historien, saavelsom Staten, umiddelbar at skaffe, saa den kan hverken indlade sig paa Religiøse eller Skolastiske Spørgs-Maal, uden forsaavidt de har kiendelig Indflydelse paa Menneske-Livet og Virksomheden i det Hele, og den holder sig da igiennem Middel-Alderen til Christenheden, slet ikke for Kirkens Skyld i sig selv, men for den Menneskelige Virksomheds, og da især for den vældige Kamps Skyld mellem Tyranni, Dorskhed og Barbari paa den Ene, Frihed, Virksomhed og Dannelse paa den anden Side, hvoraf den ny Verden seierrig udspringer. Uden derfor at tage Hensyn paa, om Over-Troen i 📌Østen eller i 📌Vesten var størst og kirkelig talt farligst, foretrækker den uden al Sammenligning 📌Vester-Leden, som den store Kamp-393Plads, hvor Seieren vindes, og saalænge Geistligheden der staaer paa Dannelsens og Frihedens Side, er den nødvendig Kirke-Rigets Lov-Talerske, uden Spørgs-Maal om, enten dets Stiftere og Opholdere, i Hjertet og i Grunden, var Jøder eller Hedninger, Christne eller Musel-Mænd.

Som det gaaer med Kirke-Riget, gaaer det naturligviis ogsaa med Kors-Togene, saa det rager slet ikke Stats-Historien, om de var christelige eller ikke, og at de var Blod-Bad, det hverken roser eller laster den dem for, da det er hvad de har tilfælles med alle Krige, som, hvor umenneskelig end deres Kilde kan være, dog have for længe siden vundet Hævd paa at høre til Menneske-Livet i denne Verden. At de derimod var meget meer end blotte Blod-Bad, at de var en begeistret Kraft-Yttring af Kæmpe-Folket, som skulde fortsætte Ebræers, Phønicers og Grækers Levnets-Løb, at de udsprang af en dyb Eenheds-Følelse mellem 📌Vester-Ledens Folke-Færd, som ved dem sammensmeltede til en Borgerlig Christenhed, og at de virkelig reddede denne Christenhed fra Tyrke-Pesten, hvoraf den øiensynlig truedes, og avlede i alle Retninger den mangfoldigste menneskelige Virksomhed, see, det er Grunden, hvi Stats-Historien, trods alt Vildt og Væmmeligt i det Enkelte, løfter Kors-Togene i det Hele til Skyerne som et mageløst Stor-Værk.

For den dybere Tænker kan det vel maaskee være baade en vigtig og vanskelig Sag at opdage Kilden til Kirke-Fyrsternes og Kors-Farernes Begeistring, naar det er ham klart, den var for lav til at være christelig og dog for utyrkisk til at være mahomedansk, men Stats-Historien bryder sig slet ikke om de dybe Tænkere, naar de ikke giør Andet end at tænke og sætte deres Tanker paa Papiret, den holder sig udelukkende til de Kiends-394Gierninger, som ved at virke stærk, bevise, de var selv Virkninger af en endnu større Kraft, og anmærker kun i Forbigaaende, om den samme Kraft kiendelig spores paa flere Steder og til forskiellige Tider. Det hører derfor langt mere til Skolens end til Statens Historie at betegne den Aand, der udrettede de store Ting i Middel-Alderen, men da det var 📌Nordens Kæmpe-Aand, vil den Nordiske Historie-Skriver naturligviis gribe enhver Leilighed til at bemærke det, og virkelig mene, han giør sine Læsere en Tjeneste med, trods al Forklædning, at opdage den Sand-Skyldige.

Det var nemlig fra Arilds-Tid en fix Ide hos 📌Nordens Vætte, at naar Man førde Sværdet som en ærlig Karl, med ædel Hu og brændende Had til Hrungner med “Steen-Hjertet” og alle hans Frænder, da kunde Man derved bane sig Vei til en virkelig Udødelighed i det usynlige Gladhjem, og da det nu var lutter Asa-Dyrkere, som deelde 📌Romerriget i 📌Vesten, hvor de aabenbar ingen Kæmpe-Aand forefandt, maa den, de siden fulgde, nødvendig have været deres egen. Antog de nu Christendommen, uden at blive besjælede af dens Aand, da tilegnede de sig aabenbar kun Saameget af Christendommen, som de lystede, og opfattede det med den Aand, de havde, hvoraf Følgen naturligviis ikke blev et Christeligt, men, naar det kom høiest, et forbedret Nordisk Levnets-Løb. Naar nu deres Bisper og Præster læste Bibelen, da kiendte de naturligviis kun daarlig Forskiel paa det Gamle og det Ny Testamente, og naar de stræbde at ordne deres Præstelige Tanke-Gang, fik 👤Gregor den Store nødvendig meget mere Indflydelse paa den, end Nogen af Apostlerne. Da nu 👤Gregor, saavel som allerede 👤Cyprian, ansaae “Geistligheden” for den “hellige, almindelige Kirke” altsaa ogsaa den Kirke-Stat, hvori 395Geistligheden var Sjælen, for det rette Guds og 👤Christi Rige paa Jorden, saa behøvede denne Tanke-Gang aabenbar kun at oplives og følges strængt af 📌Nordens Kæmpe-Aand for at avle baade Kirke-Riget, Kors-Togene og alt Middel-Alderens verdslige Stor-Værk. At 📌Nordens Kæmpe-Aand, der selv hos Angel-Sachserne syndes uddød, dog immer virkede i Løn og vaagnede øiensynlig med 👤Hildebrand og Kors-Togene, er underligt nok, men dog ingenlunde uforklarligt, da vi see den lyslevende hos Normannerne, som aabenbar var dens nye Apostler, hvorfor ogsaa Kors-Togene, som Man, ei uden Føie, allerede tidlig har kaldt “den Franske Guds-Tjeneste”*👤Vibert kalder nemlig sin Kors-Krønike: Gesta Dei per Francos., maae, naar Man vil tale bestemt, hedde den Normanniske. Vel spore vi nemlig den samme Retning hos Frankerne og især hos 👤Karl den Store, hvem vi derfor ogsaa finde canoniseret som 📌Kirke-Rigets Stifter og Kors-Togenes Skyts-Helgen, men Frankerne var dog langt svagere i Aanden end Normannerne, som de derfor ogsaa kaldte “Bigotter”, saa Normannerne, som var de Første, der ordenlig tog Riger til Lehn af Paven og lod det viede Kors-Banner vaie, tilkommer det Meste af Æren for hvad vi beundre. Sandt nok, at det Geistlige (Aandelige) Rige af denne Verden, saavelsom den Skiærs-Ild og det 📌Paradis, hvortil Paven havde Nøglerne, ikke mindre end de Nordiske Hedningers Asgaard, Hel og Valhald, var Kasteller i Luften; men de var dog bygt meget bedre og gjorde derfor anderledes Opsigt; thi vore gamle Skjalde lagde Grund-Volden i Luften, hvorved de kun alt for hurtigt naaede Jorden, men de præstelærde Byg-Mestere i samme Stil begyndte ved Jorden og endte kun i Luften, derfor stod Bygningen anderledes fast og kom, skiøndt den ingenlunde naa396ede Himlen, dog, ligesom 📌Babels-Taarnet, til at stikke i Sky, saa vi maae beundre den langt meer end alle Gothiske Kirker med himmelhøie Spir af Kalk og Steen, der kun er Pave-Kirkens Skygger. Eller, uden Billede: vore Fædre i Heden-Old grundede deres Betragtning af Menneske-Livet paa deres egne Hjerne-Spind om Guderne, men Paven og hans Klerke grundede deres Æventyr om Forholdet mellem Himmel og Jord, Tid og Evighed, paa den sandfærdige Historie om 👤Jesus Christus og om Christendommens vidunderlige Virkninger i Apostlernes Dage, ja, bygde paa et aandeligt Sandheds-Ord og lagde kun en kiødelig Mening deri, som Man maatte selv have Christendommens Aand for at skielne fra den Rette, og som især Normannerne tydelig beviiste, Man, med 📌Nordens Kæmpe-Aand, kunde sværme vidunderlig for.

Vil Man nu derfor sige, at Paverne og alle deres Klerke var nedrige Afskum, der blot af Egennytte og Herske-Syge med Flid fordreiede Sandheden og fanatiserede de arme Halv-Barbarer, da kan Man det jo dristig, eftersom Døden har gjort baade Paverne og deres Normanniske Vaaben-Dragere saa dydige, at de hverken bide eller bande og kan, da de tie, antages for at samtykke; men Helte-Gierningen er rigtig nok ikke nær saa stor, som Deres var, og Man giør dem aabenbar Uret, thi betragtes de som Døde, giør de jo hverken Godt eller Ondt, som er værdt at tale om, og betragtes de som Levende, bør de jo i deres Tid nyde samme Ret, som vi i Vores: altsaa have “Tankerne toldfrie”, om de end ikke, som dog de fleste Bisper efter 👤Karl og Paver efter 👤Otto den Stores Tid hørde selv til de Halv-Barbarer, Man maa indrømme, kunde let, uden at være større Rakkere end vi, misforstaae saa dybe Ting, som et Rige der vel er i, men ikke af denne Verden. Da vi imidlertid ikke pleie at regne det saa nøie med en Smule Uret mod An397dre, selv levende Folk, naar vi har Fordeel deraf, bør det tilføies, at det ingenlunde er de Døde men os selv, der har Skaden, naar vi glemme de store Begivenheder i den virkelige Verden over Retter-Gangen i Skygge-Riget, saa det er ikke blot meget billigere men ogsaa meget fordeelagtigere, som Græker og Islændere, at kalde Folk til Regnskab mens de lever og siden holde sig til deres brugbare Efterladenskab, end, som Ægypter og Tydskere, at lade Liget eller Skyggen giælde og undgiælde for Sjæl og Legeme.

Dog, for ikke selv at glemme Begivenhederne i den virkelige Verden over Retter-Gangen i Skygge-Riget, vil vi uden al Forbeholdenhed indlade Sagen til Doms, med den Bemærkning, at enten Paver og Præster var gode eller onde, og enten det var 📌Nordens eller 📌Sydens Aand, der drev Kors-Farerne, saa har der i Middel-Alderen været et 📌Kirke-Rige og et Pavedom, hvoraf hvad der nu kaldes saa er kun en magtesløs Skygge og en unyttig Byrde, men som i sine unge Dage ikke blot forherligedes ved Kors-Togene, men betragtedes af Folkene med dyb Ærbødighed, som et stort Naade-Middel til fælles Bedste, baade her og hisset, saa det var kun de ryggesløse Krigs-Folk og de naadeløse Herskaber, som misundte Geistligheden dens Magt og Indflydelse. Ikke blot 👤Karl den Store, men alle de udmærkede Fyrster fra ham til 👤Vilhelm Erobrer og 👤Robert Viskard, ja, selv disse ingenlunde ydmyge Herrer, bøiede sig gierne for Paven og Geistligheden, og hvad der tækkes baade Høie og Lave, er i det Mindste ligesaa godt som de i det Hele.

Dette 📌Kirke-Rige var naturligviis, ligesom den “almindelige Kirke” beregnet paa hele Christenheden, men maatte dog indskrænke sig til 📌Vester-Leden, og grundfæstedes kun, hvor vi endnu see dets Ruiner: i 📌Italien, 📌Frankrig, 📌Spanien og 📌Syd-Tydskland, og 398skiøndt det her forbyder sig selv, Skridt for Skridt at følge et Riges Opkomst, der egenlig ligger i Tanke-Verdenen, er det dog begribeligt nok, hvorfor 📌Rom blev dets Hoved-Stad og den Romerske 📌Vester-Leed dets Hjerte.

Da nemlig Gother, Franker og Longobarder havde erhvervet Spydstage-Ret til 📌Spanien, 📌Gallien og 📌Italien, opkom derved naturligviis ikke nye Borgerlige Selskaber, men de ulykkelige Lande fik kun en Mængde meer eller mindre barbariske Herrer, som, naar ikke en beroligende, formildende, forædlende og ei sjelden tugtende og kysende Kraft var traadt i Virksomhed, maatte gjort det opløste Rige til en daglig Val-Plads, indtil Barbarerne havde udtømt deres Kræfter, og en Enevolds-Tyran fornyet Keiser-Tiden. Denne baade Naadens og Sandhedens, baade Fredens og Retfærdighedens kraftige Stemme var nu aabenbar Christendommen, som den fandtes hos Bisper, Præster og Munke, og de kan derfor aldrig skildres saa nærige og herskesyge, eller saa vankundige og overtroiske, at de jo almindelig var baade de Skikkeligste og de Klogeste i deres Tid og paa deres Sted, medens deres egen Fordeel, saavelsom deres Kald, gjorde dem til Mængdens og de Ringes, til Fredens, Billighedens og Naadens naturlige Talsmænd. Geistligheden var en Levning af den Christne Kirke-Stat, som Barbarerne, naar de antog Christendommen, maatte skaane; Bisperne var det, som ved at tage Stæderne under deres Vinger, reddede dem fra reent at ødelægges; Geistligheden var det, som formaaede Krigs-Folket til dog at holde Fred de tre Dage om Ugen, og tæmmede dem i det Hele saaledes, at Tilstanden blev taalelig, og Munkene arbeidede, med en beundringsværdig Utrættelighed og Selv-Fornægtelse, paa at faae Landene opdyrkede, Handværkerne i Gang og de nødvendigste Kundskaber i Omløb, saa Krigs-Folket fik at see, det var i Grunden deres egen Fordeel at 399bygge istedenfor at nedbryde, lærde at kiende bedre Sysler end Svir og Sværm, Slags-Maal og Mand-Slæt. Havde nu end baade Bisper, og Munke alle været Engle, vilde der dog tit behøvedes andre Midler end rolig Oplysning og kiærlig Overtalelse til at bøie de haarde Halse, til at beskiærme i det Mindste Geistlige Personer og Kirkens Eiendom mod Vold og Mord, og i det Hele til at sætte Ryggesløshed, Udsuelse og Herske-Syge Skranker, og jo svagere da Geistligheden var i Aanden, des høiere trængde den, for at virke kraftig med vaabenløse Hænder, til et ganske eget Sværd, der vel, ligesom Aandens, udgik af Munden, men kunde føres uden Aand, og det er da det i Middel-Alderen saa berømte og frygtede, siden berygtede og afskyede Geistlige Sværd eller Ban-Straalen, der skulde giøre hvem den ramde fredløs i Christenheden og, hvis han ikke fik Afløsning, fordømt i Evigheden.

At nu et saadant Sværd, naar det ret blev virksomt, var ligesaa udsat for Misbrug som det haandgribelige Sværd i Fyrste-Haand, er aabenbart, og at det efter Kors-Togene blev grovelig misbrugt, er ligesaa; men det Geistlige Sværd udmærkede sig dog fra det Verdslige ved mange gode Egenskaber som i Millioner Tilfælde hindrede grov Misbrug og gjorde selv den Groveste langt mindre farlig. Naar nemlig det Verdslige Sværd stræber efter Enevolds-Magt, da giør det Ondt fra Først til Sidst og ender altid, hvis det faaer Lov, som i 📌Roms Keiser-Haand, med at afskiære selv Haabet om bedre Tider; men det Geistlige Sværd kan være ligesaa herskesygt, og maa dog, fordi det laaner hele sin Kraft af den herskende Mening, giøre meget Godt, før det faaer Magt til at giøre Ondt, og taber nødvendig igien endeel af sin Magt, hver Gang det grovelig misbruges, saa naar Hierarchiet er 400værst, er det dog et Onde, der, som den Romerske Pave-Magt fik at finde, sikkert faaer Ende.

Hvorledes nu det “Geistlige Sværd”, der i 📌Byzants kun var et Brænde-Jern, hvormed Tyrannen lod dem mærke, han ønskede et Paaskud til at myrde, i 📌Vesten blev en Thors-Hammer, der bragde mange Tyranner til at bæve, og frelste utallige Slagt-Offere fra Bødlernes Haand, kan være vanskeligt nok at forstaae, men er derfor lige glædeligt, og Grunden til dette Særsyn var det latterligt at søge i den Vestlige Geistligheds udmærkede Snildhed, thi deels udmærkede den sig snarere, fra det Niende til det Tolvte Aarhundrede, ved Dorskhed og Dumhed, og deels stod den bestandig i Kundskab og Indsigt dybt under den Østlige. Kirke-Riget og Pave-Dømmet maa da nødvendig have udviklet sig af Folkenes Egenskaber under gunstige Omstændigheder, altsaa af Tidens Tarv ved Forsynets Styrelse, og Saameget er klart, at skulde det Geistlige Sværd faae almindelig Agtelse, da maatte det bruges efter almindelig antagne Regler, og skulde det vinde Magt til at maale sig med det Verdslige Sværd, maatte Dets Kraft finde en af dette uafhængig Middel-Punkt, det er med andre Ord: skulde Kirke-Riget blive anseeligt og mægtigt, maatte det baade have faste Love og et frit Over-Hoved. Udslyngedes nemlig Ban-Straalen efter Tusindes forskiellige og foranderlige Luner, da tabde den snart sin Kraft, og kunde Man undgaae eller afvæbne den ved at sætte den nærmeste Klerk Kniven paa Struben eller give ham Øxen paa Nakken, da var den intet Vaaben mod de smaa, end sige mod de store Volds-Mænd, den netop først og fremmerst, for at gavne, maatte ramme.

Det faldt derfor af sig selv, at Biskoppen i 📌Rom, som var den Eneste, der kunde blive et frit og almindelig erkiendt Over-Hoved for Kirke-Riget, ingen Medbeiler og 401hardtad heller ingen Modsigelse fandt, under sin naturlige Stræben derefter. At 📌Rom saalænge havde været Verdens Hoved-Stad, gav nemlig i Verdens Øine dens Biskop en Glands, der fordunklede alle Andres, han var desuden den eneste Apostoliker (Apostel-Eftermand) i 📌Vester-Leden, og da 👤Gregor den Store blev Benediktinernes Skyts-Engel og Angel-Sachsernes Kirke-Fader, bandt han hele den kirkelige Aands-Kraft til sit Apostoliske Sæde. Da nu endelig 📌Rom i det Ottende Aarhundrede blev en “Fri-Stad”, hævede Kirke-Thronen sig der af sig selv, thi at 👤Pipin den Lille og 👤Karl den Store, der knælede for den og lod sig krone, ikke selv reiste den, det giver Fornuften. De viiste derimod, ved at understøtte og ære den, at Fyrsterne saavelsom Folkene følde Trang til en saadan Midler ikke blot mellem Gud og sig, men ogsaa mellem hinanden indbyrdes, og denne Omstændighed, at Magthaverne i 📌Vester-Leden, som kun havde Spydstage-Ret til deres Riger, vilde dog gierne ei blot beholde dem i Ro men lade dem gaae i Arv, den var det, som gjorde Kirke-Riget og Pave-Dømmet mueligt, da det fulgde af sig selv, at den Krone, Kirken gav, kunde den ogsaa tage, og skulde tage, naar den sad paa et aabenbar ugudeligt Hoved; den Troskabs-Eed, som Kirken bandt Undersaatterne til, kunde den ogsaa løse dem fra, og skulde, naar de aabenbar mishandledes. Dette, følde hele den Vestlige Christenhed, var stiltiende Pagten mellem Kirken og alle Konger og Fyrster “af Guds Naade”, hvad vel vilde været forgiæves, dersom alle 👤Karl den Stores Eftermænd havde været ligesaa stærke og enevældige, men at En af Delene ikke forslog til at trodse det Geistlige Sværd, saae Man alt i 👤Ludvig den Frommes Tid, og siden giennem fire Aarhundreder.

402Udvortes havde Kirke-Riget nu kun een farlig Fiende, nemlig Fordærvelsen i 📌Rom, der, da 📌Rom valgde selv sin Biskop, nødvendig maatte komme paa Thronen, og truede, som vi veed, virkelig i det Niende og Tiende Aarhundrede Riget med Opløsning, før det endnu ret var sammenvoxet, saa det frelstes kun ved 👤Otto den Store, og forvandt i Grunden aldrig Hjerte-Stødet; thi hvor høilig end de letfærdige Romerske Valg-Dukker kunde trænge til en alvorlig Formynder, for ikke at sætte sig selv, eller deres Børn og Tilbedere, paa den “Hellige-Stol,” saa maatte dog paa den anden Side det Apostoliske Høi-Sæde synke i Jorden, hvis Kongen i 📌Tydskland, med eller uden Keiser-Krone, fik Magt til at besætte det med sine Skabninger, ligesom den Byzantinske Keiser besatte Patriarchatet i 📌Konstantinopel.

Anseer Man nu Kirke-Riget og Pave-Dømmet ikke blot for en Ulykke, men for Kilden til alle Ulykker i Middel-Alderen, da maa man vist nok beklage de store Vanskeligheder, Kongen i 📌Tydskland mødte under Forsøget paa at giøre Apostolikeren til sin underdanige Tjener, og derved skaffe det “Verdslige Sværd” frit Spille-Rum i 📌Vesten som i 📌Østen; men at disse Vanskeligheder mødte og fandtes uovervindelige, beviser unægtelig, at den Tydske Konges Anskuelse af det “almindelige Bedste” var hverken Tidens eller Forsynets, saa der hører en egen Partiskhed for det saakaldte “📌Hellige Romerske Rige” til at ønske, at dets Monarcher, med eller mod deres Villie, skulde med Romer-Stadens og Romer-Stolens Frihed, afskaaret det Borgerlige Selskabs sidste Haab paa hin Side 📌Rhinen og 📌Alperne. Nu derimod, da det var langt fra at lykkes, bidrog Kampen, Tydskerne førde, først egenlig med Romer-Adelen, og siden med Normanner og Fri-Paver, vist nok Sit til, baade at der kom dygtige 403Mænd paa Pave-Stolen, og at disse ei blev enevældige; men da hverken de Frankiske eller Schwabiske Konger og Keisere engang tænkde paa at give Verden mindste Erstatning for det Rettens og Frihedens Bolværk, de stræbde at nedbryde, saa ligge de paa deres Gierninger, som det Borgerlige Selskabs lykkelig overvundne Mod-Standere. De Nordiske Riger, og 📌Nord-Tydskland tildeels, som havde beholdt sine Odels-Mænd og Arilds-Love, trængde vist nok ikke saaledes, som de andre Lande, til “Ring-Mur og Kirke-Stævne,” eller til et Fri-Sted og en Kirke-Fyrste, saa der adskildte de meer end de forbandt og høstede meer end de saaede, men saavel de Frankiske som Schwabiske Keisere beviiste, især paa Sachserne, at Odels-Ret og Arilds-Lov var dem hverken kiærere eller helligere end Pave-Dom og Kirke-Tugt, saa kunde de lænket Apostolikeren til deres Triumf-Vogn, vilde de sikkert, i Kraft af den “Keiser-Værdighed”, han havde skiænket dem, for Alvor stræbt at giøre de Nordiske, ligesom de Slaviske, Konger til Tydske Hertuger og disse igien til Keiserens Slaver.

Dog, før Kors-Togene have vi kun med det Frankiske Keiser-Huus at giøre, og da især med 👤Henrik den Fjerde, hvis Bansættelse af Pave 👤Gregor den Syvende, og Trods mod den hellige Stol, forbausede Samtiden og er endnu Gienstand for lærde Trætter; men da 👤Henrik, hvad Man saa end siger til hans Forsvar, var den Lille, der tabde, og 👤Gregor, den Store, der vandt, maae vi vende os til denne Kirke-Rigets kæmpemæssige Høvding, for at see, hvad han førde i sit Skjold, og høre hvad han fristede.

Denne Gothiske Pave, som det nu vilde være en Gru at beherskes af, men er en Fornøielse at skrive om, som død og begravet for mange Aarhundreder siden, var en To404skaner af Fødsel, og ventelig en Gother af Herkomst, da hans Døbe-Navn, 👤Hildebrand (Slag-Sværd), er ægte Nordisk, og han selv “Didrik af Bern” saa liig, som en Pave i det Ellevte Aarhundrede vel kunde være den Gothiske Erobrer i det Femte. Sammenligner Man deres Breve, da finder Man endogsaa 👤Hildebrands langt mere Gothiske end 👤Thjodriks, naturligviis fordi Paven havde selv lært at føre Pennen, og lod derfor ingen 👤Cassiodor sætte hans Ord paa Skruer, men gjorde Alle vitterligt: jeg er født til at herske, og før jeg skal fire, før vil jeg døe. At det ogsaa, skiøndt han var kun en Tømmermands-Søn, maa have været sunget for hans Vugge, at han skulde blive mægtigere end mange Konger, seer Man af det gamle Sagn, at førend han endnu kunde stave, lagde han sin Faders Spaaner saa godt sammen, at boglærde Folk kunde læse deri “han skal herske fra Hav til Hav*👤Barons Kirke-Bøger A. 1073. . 👤Hildebrand siger selv, han var opfostret i 📌Rom til den Geistlige Stand, og forlod kun Byen for at følge sin Velynder 👤Gregor den Sjette, som Tydskerne nødte til at tage sin Afskeed, og derpaa var han nogle Aar Munk i 📌Clugny (i 📌Bourgogne), men vendte tilbage med 👤Leo den Niende (1050), og var, først som “Pavernes Herre og Mester”, og tilsidst som “Guds Tjeneres Tjener,” giennem en heel Menneske-Alder Kirke-Rigets synlige Hoved. Efter hans Raad har det da sikkert været, baade at 👤Leo rykkede i Marken mod Normannerne, og at, da Man saae, det var et Misgreb, 👤Nikolai gjorde dem til sine Lehns-Mænd, medens 👤Hildebrand selv forsikkrer, det var ham, som, trods “onde Tunger,” bevægede 👤Alexander til at sende 👤Vilhelm Erobrer Kors-Fanen og paa en Maade forlehne ham med 📌England *👤Gregors Breve VII. 25. hos Hardouin VI. 1444.. En 405Mand med saa gode Øine og paa saa høit et Stade i Kirke-Riget, som Ærke-Degn 👤Hildebrand, maatte strax indsee, at Rigets Vel for en stor Deel beroede paa et “rigtigt Valg” af dets Over-Hoved, der ei vel kunde ventes af 📌Roms Almue og endnu mindre af den Tydske Konge, og 👤Nikolai den Anden (forhen Biskop 👤Gerhard i 📌Florens), som skaffede Apostolikeren den Normanniske Liv-Vagt, udgav da tillige (1059) den berømte Valg-Lov, der vel i intetsigende Udtryk forbeholder den Tydske Konge og Romerske Keiser hvad Ret de kan have, men bestemmer: at Paven skal vælges af “Cardinalerne”, i eller udenfor 📌Rom, efter Omstændighederne, og tilønsker dem, der vil hindre eller tilintetgiøre et saadan ordenligt Valg, al timelig og evig Ulykke*Bullen om Pave-Valget hos Hardouin VI. 1064 og i 👤Barons Kirke-Bøger A. 1059..

Intet under Solen er fuldkomment, og Noget af en Polsk Rigs-Dag maatte nødvendig altid følges med Valget til en Throne, der ikke blot var den Høieste paa Jorden, men gjaldt egenlig for “høiere end Himlene”; men herved sørgedes dog for, at Patrioterne”, Faa eller Mange, indelukt eller udelukt, altid kunde træffe et Valg, som, naar de var “ægte”, tidlig eller seent vilde kiendes “gyldigt” af de Troende og sikkre Grund-Forfatningen. Øieblikket var ogsaa gunstigt, thi den myndige Keiser 👤Henrik den Tredie, som var vant til at besætte Pave-Stolen paa fri Haand, laae under Muld, og Tydskerne trættedes ivrig om, hvem der havde Ret til at raade for hans umyndige Søn, titomtalte 👤Henrik den Fjerde. Da den ny Valg-Lov ved 👤Nikolais Død (1061) første Gang traadte i Kraft, gjorde Tydskerne vel nogle Ophævelser, og vilde afsat 👤Hildebrands gode Ven 👤Alexander den Anden, men deels havde han Normannerne i Baghaanden, deels beviiste 406den berømte 👤Damiani, Biskop af 📌Ostia, soleklart, at hvad Ret end Keiseren, som Romersk Patricier, kunde have, lod den sig dog umuelig overføre paa et Barn, der ei kunde udøve den, og endelig fik 👤Henrik den Fjerde snart, i Ærke-Bisp 👤An af 📌Cøln, en ny Formynder, der havde baade Øie og Sind for Kirke-Rigets Tarv og kiendte 👤Alexanders Valg for gyldigt*👤Barons Kirke-Bøger A. 1061–62..

Efter 👤Alexander var det nu 👤Hildebrand blev valgt (1073), og det eenstemmig baade af Cardinalerne og Almuen, kun lidt hovedkulds, saa Man sprang reent de “tre Dage” over, da der, efter gammel Skik, skulde “fastes og bedes,” for at være vis paa “Aandens” Bistand, saa her kunde unægtelig 📌Rom, og det Apostoliske Sædes Skyts-Engel havt Ret til at giøre Indsigelse; men enten var 👤Hildebrand selv den Eneste, der paaankede denne Uregelmæssighed, eller i alt Fald oversaae Kong 👤Henrik den og stadfæstede Valget*Sammest. A. 1073..

Hvad nu 👤Hildebrand eller 👤Gregor den Syvende, uforglemmelig i Christenheden under begge Navne, gik frugtsommelig med, det er langt fra at være nogen Hemmelighed; thi han gjorde i den Henseende ingen Røver-Kule af sit Hjerte, men raadte alle Konger og Fyrster, selv 👤Vilhelm Erobrer, til deres eget Bedste, baade her og hisset, at blive 👤St. Peders Lehns-Mænd, og han gjorde Alle vitterligt, at i det Mindste skulde Kongerne, langt fra at sælge Bispe-Stole og Abbedier til de Høist-Bydende, opgive al Lehns-Høihed over dem, da han ellers satte dem i Band og løste Undersaatterne fra deres Troskabs-Eed. Han gjorde ogsaa snart Alvor af det, ved at bansætte baade Kong 👤Henrik i 📌Tydskland, Kong 👤Philip i 📌Frankrig og selv sin “verdslige Arm” 👤Ro407👤bert Viskard i 📌Apulien, og alle hans Samtidige forundrede sig over, hvor han turde, Kongerne fnøs over at han vovede det, og alle De, der havde kiøbt Bispe-Stole og Abbedier af dem, opæggede dem naturligviis mod den utaalelige Pave, der tordnede ligesaa stærkt mod Kiøberne, som imod Sælgerne; men Ingen drog i Tvivl, at han jo havde Retten med sig, saa det er ganske rigtigt, hvad han i sine Breve bemærker, at vel er han en Synder, men hvad Man fnyser over, er netop hans Nidkiærhed for hvad Man selv ikke nægter Navn af Sandhed og Ret. Han havde imidlertid en anden Yndlings-Tanke, som Mange ansaae for en Kiep-Hest, nemlig aldeles at afskaffe “Ægteskabet hos Geistligheden,” og da han drev paa det med samme Strænghed, gjorde han sig, om ikke forhadt, saa dog frygtelig for Mange, der ellers vilde været hans troe Tilhængere*👤Lamberts Aarbog A. 1074. hos Pistor I. 212., saa det er intet Under at han fik et uroligt Sæde, men vel at han holdt Pinen ud og vandt i Grunden Seier.

I det Aar, da 👤Robert Viskard gik over fra 📌Brindisi til 📌Durazzo (1080), stod 👤Gregor i sin høieste Glands, thi da havde han nylig, efter lang Vægring (for 📌Salernos og 📌Amalfis Skyld), løst 👤Robert af Band og modtaget hans høitidelige Hylding; den Franske Konge var krøbet til Korset, og den Tydske havde ondt ved at forsvare sig mod en Med-Beiler til Thronen, som Paven yndede. Om det nu blot var af Overmod, han i dette Aar paa Ny bansatte Kong 👤Henrik, kan findes tvivlsomt, men Andet var det ikke, der bragde ham til at spaae sin Mod-Stander den ufortøvede Undergang, der udeblev, og satte derved ikke blot ham selv, men alle hans Tilhængere, lige ned til 👤Baronius, i stor Forlegenhed*👤Barons Kirke-Bøger A. 1080., og samme Overmod sporer Man tydelig i To af hans Breve: det Ene til 👤Vilhelm 408👤Erobrer, og det Andet til Ærke-Biskop 👤Lanfrank i 📌Canterbury *👤Gregors Breve VII. 25. VIII. 20. hos Hardouin VI. 1447. 1493.. I det Sidste stævner han denne sin gamle Ven, under Embeds Fortabelse, til inden fire Maaneder at møde i 📌Rom, blot for at giøre ham sin Opvartning, og det Første er det stolteste Brev, der, udenfor Daare-Kisten, vel er flydt fra en Menneske-Pen. Det kan, skriver den Gothiske Pave, neppe være Eders Velviished ubekiendt (credimus Prudentiam Vestram non latere), at vel er den Kongelige Værdighed, saavelsom den Apostoliske, en af de to Ypperste, der skal regiere Verden, men at dog har den Almægtige gjort samme Forskiel paa dem, som paa Soel og Maane: det større og det mindre Lys (majoritatis et minoritatis), saa den Kongelige skal, næst Gud, lade sig styre og lede af den Apostoliske. En saadan Pille kunde nemlig være haard nok at fordøie for en langt beskednere Konge end 👤Vilhelm, om den end havde været forgyldt, men her er den splitternøgen, thi Ovenstaaende er ikke en Bemærkning i Forbigaaende, men hele Brevets Indhold. Baade 👤Vilhelm og 👤Lanfrank var imidlertid meget for kloge og koldsindige til, for en saadan Overilelses Skyld, at slaae sig til den ægte Paves Fiender, saa da Kongen i 📌Tydskland, efterat have fældet sin Medbeiler, 👤Rudolf af 📌Schwaben, vilde have sin selvgiorte Pave 👤Clemens erkiendt i 📌England, fik hans Gesandt, som, ventelig fra 📌Frankrig af, følde sig for hos 👤Lanfrank, et meget koldt og spidst Svar, hvoraf Meningen var, at, uagtet Man paa Øen endnu ikke havde taget Parti, var det dog bedst, han blev borte, da Man hverken gad høre 👤Gregor nedrevet eller 👤Clemens ophøiet*👤Barons Aarbøger A. 1080..

Dog, sine Engelske Venner, som bestandig havde 409spiist ham af, om ikke med Snak, saa dog med “nogle Pund”, kunde 👤Gregor i sin Kamp om Verdens-Riget aldrig gjort mindste Regning paa, saa det var den anden Norman, 👤Robert Viskard, det gjaldt om, og at han omsider gjorde Gavn, veed vi, men saavel af 👤Gregors Lyk-Ønskning til ham efter hans berømte Seier over Keiser 👤Alex, ved 📌Durazzo, som især af to Breve til deres fælles Ven, Abbed 👤Desider i 📌Monte Cassino, erfare vi, at han dog ikke blot prøvede 👤Gregors Taalmodighed, men skal have været nær ved at indgaae et Svogerskab med Kong 👤Henrik, der, for menneskelige Øine, maatte styrtet 👤Gregor og bragt Kirke-Riget i yderste Forvirring*👤Gregors Breve IX. 4. 11. 17. hos Hardouin VI. 1481. 87. 91..

Nu havde nemlig 👤Henrik besluttet at drive Alt til det Yderste, rykkede mod 📌Rom (1081), tog 📌den Leoninske Forstad, hvor 📌Peders-Kirken var, med stormende Haand, og lod der Biskop 👤Vibert af 📌Ravenna indvie til Pave, under Navn af 👤Clemens den Tredie, medens 👤Gregor maatte indslutte sig i Fæstningen 📌St. Angelo og hele tre Aar vente paa Undsætning. Det maa vel synes underligt, at 👤Henrik undte sin Fiende saa lang en Frist, men deels faldt hans Tydskere som Fluer, naar han vilde fortsætte Beleiringen om Sommeren, og deels bragde “Keiser-Kronen”, som han gierne vilde havt af den rette Haand, ham til, saalænge der var mindste Haab, at underhandle med Romerne. Da 👤Gregor imidlertid ikke var at overtale til meer, end i det Høieste at hidse Keiser-Kronen ned fra 📌St. Angelo, og lade tage den som et Rov hvem der vilde, valgde 👤Henrik dog heller at lade sig en Anden paasætte af sin egen Pave (1084), kiøbde 📌Rom for de Penge, Keiser 👤Alex sendte ham til Krig med 👤Robert Viskard, og gjorde Anstalt til at storme 📌St. Angelo, men blev forstyrret ved 410Rygtet om 👤Roberts Ankomst, som han ikke fandt det raadeligt at oppebie*Cassino-Krøniken III. 48–49. 52. Bertholds Aarbog (hos Urstisius I.) og 👤Barons Aarbøger A. 1081–84..

Efter Cassino-Krøniken maatte 👤Robert stikke Ild paa 📌Rom, for at give Borgerne lidt at blæse paa, mens han rykkede for 📌St. Angelo og reddede Paven, og skiøndt 👤Galfred, der sagtens var bedst underrettet, berigtiger det derhen, at det var først nogle Dage efter, 👤Robert, for at dæmpe en rasende Opstand, lagde det Meste af Byen i Aske*👤Galfreds Sicilianske Krønike III. 37., er det dog lige klart, at han udrev den hellige Fader som en Brand af Ilden.

Landflygtig, og, som Alt hvad Normanner fik Fingre paa, i god Forvaring, døde 👤Gregor Aaret efter (1085), som det syndes, overvundet, men dog i Grunden seierrig, thi han tilbagekaldte ikke, men gientog Bansættelsen baade af 👤Henrik og 👤Clemens; Man saae Mirakler skee ved hans Grav; Man satte ham paa Helgen-Listen som en Martyr for Guds Rige, og Riget gik giennem Aarhundreder i Arv hos hans “Geistlige” Afkom.

👤Hildebrands Valg-Sprog var: forbandet være den, som holder sit Sværd fra Blod; og skiøndt han i sine Breve altid bemærker, at derved menes det “Geistlige Sværd”, der trænger ind til Marv og Been hos grove Syndere, saa er det dog klart, baade at de blodige Udtryk klang bedst i hans Øre, og at han heller end gierne saae det “Verdslige Sværd” fuldende hvad det Geistlige begyndte, saa havde han havt det til sin Tjeneste, vilde han ladt det drikke sine Fienders Blod, om mueligt, til Verdens Ende. Vi maae derfor, paa Menneske-Slægtens Vegne, være glade ved, at denne frygtelige Kæmpe hverken sad paa en verdslig Throne, eller kom, som han ønskede, paa et Kors-Tog til at staae i 411Spidsen for Christenhedens samlede Styrke; thi at han havde Mod paa det Hele: ikke mindre paa 📌England, 📌Rusland og de Nordiske Riger, end paa 📌Spanien, 📌Frankrig og 📌Tydskland, beviser hans Breve, og hans Retfærdighed maa have været hvor stræng den vil, saa lærer dog alle Tiders Erfaring, at hvem der, som han, begynder med at hæve sig over alle Love, ender, om de faae Magt dertil, med at træde al Ret under Fødder.

Det var strax efter sin Thron-Bestigelse (1074), at 👤Gregor ved et Omgangs-Brev opfordrede hele 📌Vester-Leden til at fare i Harnisk for Christendommen og frelse 📌det Byzantinske Rige fra Tyrkerne, der alt stod for 📌Konstantinopels Porte, og i et eget Brev udbad han sig den endnu ikke banlyste Kong 👤Henriks Værge-Maal for Moder-Kirken, medens han selv, i Spidsen for over 50000 Mand, agtede at undsætte 📌Konstantinopel, rette Grækernes Tro og tilbede i 📌Jerusalem *👤Gregors Breve I. 49. 👤Barons Kirke-Bøger A. 1074.. Siden synes Kæmpen, der ellers havde en god Hukommelse, at have glemt dette Stor-Værk over hvad der i Sammen-Ligning var Smaa-Ting, saa enten har det kun været en Flyve-Tanke, eller han har mødt en Koldsindighed, han fortvivlede om at overvinde. Begge Dele kan vel synes urimelige, da 👤Gregors Tanker immer staae for os som nagelfaste (fixe Ideer), og Tiden klarlig viiste, at Kors-Tog var i dens Aand, men det er dog lige vist, at den Begeistring, der udtømmer sig i et Brev, er kun mat, og at selv den Stærkeste aldrig forplantes ved Pennen, hvad 👤Gregor, netop berømt for sin henrivende Veltalenhed, nødvendig selv maatte føle. Naar vi imidlertid betænke, hvad et Kors-Tog kunde og ventelig maatte blevet til i 👤Vilhelm Erobrers, 👤Robert Viskards og 👤Hildebrands Dage, maae vi vist kalde det en stor Lykke, at 👤Gregor ei var 412saa begeistret for det som en Yndlings-Tanke, eller dog at Timen var endnu ikke kommet, men skulde først slaae i Sønnernes Dage af disse Halv-Guder, der slet ingen Medlidenhed havde med Folk, som de er flest, fordi hos dem opslugdes alle andre Følelser af Lyst til Magt og Høihed. Vel var ogsaa Sønnerne Kæmper, som hverken fattedes Lyst eller Mod til at følge deres Fædre, men de fattedes dog Kraften til at svinge sig saa høit, og derved den vide, grændseløse Udsigt, som især gjorde 👤Hildebrand, Middel-Alderens Herakles, saa mageløs frygtelig.

Her staae vi da ved Kors-Togene, eller rettere ved den Begeistring, der avlede dem, og vel maa lignes ved “den Græske Ild,” hvis Tilberedelse var en Hemmelighed og hvis Brand maatte slukke sig selv; thi skiøndt vi godt veed, hvordan Begeistringen udbrød, og see paa Virkningen, hvori den maa have bestaaet, saa er dens Opkomst, dens Styrke og Varighed, os dog lige uforklarlige, saa vi maae blive staaende ved den Bemærkning, at der i den menneskelige Middel-Alder gives et vist forunderligt Brænd-Stof, som, naar det fænger, luer op med forbausende Kraft, og lader sig hardtad ikke slukke ved noget Middel, før det er fortæret. Saaledes finde vi det nemlig baade i Enkelt-Mandens og hele Folke-Færds Levnets-Løb, saa efter Naturens Orden maatte det ogsaa vise sig i Menneske-Slægtens.

Denne store Ild, optændt af en liden Gnist, udbrød, som bekiendt, i Slutningen af det Ellevte Aarhundrede, og den lille Gnist var i Franskmanden 👤Odd fra 📌Auvergne, der i 👤Gregor den Syvendes sidste Dage, som Biskop i 📌Ostia, havde været hans Høire-Haand, og besteeg kort efter hans Død (1088) Pave-Stolen under Navn af 👤Urban den Anden.

Vel har nemlig den lærde Verden givet 👤Peter Eremit fra 📌Amiens Bestalling, som Kors-Togenes store 413Apostel, men det er en Værdighed, han, til Fornærmelse for “den hellige Stol”, kun alt for længe har baaret Skin af, da alle hans Samtidige, saanær som den Byzantinske Prindsesse, der hverken var sund i Troen eller vidste Beskeed om 📌Vester-Leden, begynde med Paven og enten forbigaae Eremiten, eller lade ham komme drattende bag efter. For sin Storhed paa Papiret maa da 👤Lille-Peter, næst Prindsesse 👤Anna, som dog kun gjorde Nar ad det Hele, takke 👤Vilhelm Tyrier, som, henved hundrede Aar efter, uden at benytte sine Forgiængere, skrev paa fri Haand om denne Heros, der, efter hans eget Sigende, vel var en Lilleput (pusillus) af Vext og et Skumpel-Skud at see til (qvantum ad exteriorem hominem persona contemtibilis), men bar dog et stort Pund i en lille Æske. Det er nemlig saa overordenlig bekvemt, naar Man vil skrive Kors-Togenes Historie, da at følge Tyrieren, som giver et samlet Udbytte, istedenfor møisommelig at plukke sammen hos de Ældre, og da den Tyriske Ærke-Bisp, selv født i 📌Øster-Leden, er vor eneste Hjemmel for Adskilligt derinde, i hans Dage, kan det let oversees, at han slet ingen Stemme har om hvad der længe før hans Tid skedte i 📌Vester-Leden. Saalænge Man ikke veed, hvad Nytte Historien i Grunden er til, men betragter den snart som en Plage og snart som et Æventyr, lønner det aabenbar heller ikke Umagen at tage det saa nøie, og da er 👤Peter Eremit, som en af de “smaa Aarsager til store Begivenheder”, desuden nødvendig alle de pragmatiske Historie-Skriveres Kiæle-Dægge, om hvem det fryder dem i Siælen at fortælle de utroeligste Ting.

Siden imidlertid 👤Kuku-Peter, som Prindsessen med Øgenavn oftere behager at kalde ham, engang er kommet for Orde, bør det dog vides, ikke hvad Tyrieren, seent i det Tolvte Aarhundrede, snakker udenad, men hvad en langt 414ældre Skribent, den eneste Vestlige, som begynder med 👤Peter, havde hørt fortælle om ham. En Præst, ved Navn 👤Peter, født i 📌Amiens, og som havde været Eremit, var ogsaa kommen til 📌den hellige Grav (som giennem hele det Ellevte Aarhundrede ganske besynderlig trak 📌Vester-Ledens Christne til sig) og da han ordenlig gik i Rette med Patriarchen 👤Simeon, hvorfor han vilde taale at de Vantroe bespottede Helligdommen og plagede Pillegrimmene, svarede Patriarchen: fordi jeg er ikke meer end en lille Myre, mod dem at regne, saa det bliver vist, jo længer, jo værre, hvis ikke de andre Christne vil komme til Hjelp, gak derfor du og hils dem det fra mig. Det Ærende tog 👤Peter sig gierne paa, og da han saa næste Nat sov ind over Bønnen ved 📌den hellige Grav, drømde han, at Herren stod for ham og sagde: 👤Peter! kiære Christen-Barn, stat op og gak til Patriarchen og faae et Sende-Brev fra ham, beseiglet med det hellige Kors, og skynd dig saa hjem til dit Fædrene-Land med Beskeed om al den Spot og Spee, vort Folk maa lide, at du kan opvække de Troendes Hjerter til at rense Helligdommen; thi giennem Fristelse og Fare skal nu 📌Paradis oplades for de Kaldte og Udvalgte! Som sagt, saa gjort, 👤Peter fik Brevet, gjorde Hjem-Reisen til Søes, gik i Land ved 📌Bari og begav sig ufortøvet til 📌Rom, hvor han gav Apostolikeren Brevet og rygtede sit Ærinde. Saasnart han derfor kom hjem til 📌Frankrig, begyndte han at prædike i Landskabet 📌Beru (formodenlig 📌Brie), og overtalde Mange, baade Læg og Lærd, baade Høi og Lav, baade Tyve og Røvere, Mordere og Meenedere, til at begive sig paa Reisen*Albert fra Aix hos Bongars S. 185..

Dette, seer Man let, kan være sandt, hvert Ord, uden at 👤Peter derfor paa nogen Maade var Sjælen i Kors-Togene, og kun derom er Spørgsmaalet, thi at han aabnede Feldt-Toget med en talrig Skare af Rips-Raps, der var til Plage, 415hvor de kom, var til Spot i 📌Byzants og blev af Tyrkerne i 📌Natolien forvandlede til et Bjerg af Dødning-Been, derom er Alle enige*👤Anna Comnens Alexiade S. 283–87. Robert Munk hos Bongars S. 32–34. Baldrik sammest. S. 89–90.. Selv undgik 👤Peter sine Stalbrødres Skiæbne, ved i Tide at liste sig bort, og fulgde siden med Fyrsterne til 📌Jerusalem, men vilde dog ved 📌Antiochien listet af igien, da han altid, naar der vankede braadne Pander, holdt mest af at være Eremit.

Efter saaledes at være blevet 👤Lille-Peter kvit, vende vi os til den store Begivenhed, der ved at udledes fra ham nødvendig maatte skrumpe sammen i Forestillingen til en Smaa-Ting i Grunden, der kun ved den vildeste Udsvævelse, baade i Indbildningen og i Virkeligheden, for et Øieblik vandt Skin af Stor-Værk.

Det var da 👤Hildebrands Fortroelige, 👤Urban den Anden, der, blandt Andet, ved midt i 📌Tydskland selv at banlyse Keiseren, havde viist, han var af Slægten, ham var det, som mens hans Med-Beiler til det Apostoliske Sæde spillede Mester i 📌Rom, ei blot havde Mod til paa Møderne i 📌Piacenza og 📌Clermont (1095) at stadfæste alle sin store Forgiængers Anordninger og banlyse baade Keiser 👤Henrik og den Franske Kong 👤Philip, men havde Aands-Nærværelse nok til paa begge disse Møder at behandle alt Andet som Bisag, i Sammen-Ligning med den store Kiærligheds-Gierning, at forlade alle Ting, tage Korset op og følge Herren, som vinkede til Kamp mod de Vantroe, for hans Thrones Ære, for 📌den hellige Grav og 📌det forjættede Land, der kun alt for længe, til Christenhedens Skam, nedtraadtes af Hedningerne og besmittedes med alskens Uteerlighed. Disse Møder var ogsaa af en ganske egen Art; thi det var Folke-Forsamlinger, hvori de Lærde tabde sig mellem de Læge, og som holdtes under aaben Himmel, 416da ingen Kirke kunde rumme dem*👤Barons Kirke-Bøger A. 1095., og denne Pave havde den dybe Følelse, at det “Geistlige Sværd”, som trænger til Marv og Been, udgaaer af Munden og stikkes kun i Skeden ved at føres i Pennen.

Mødet i 📌Clermont fordunklede imidlertid ikke blot det i 📌Piacenza, men alle Middel-Alderens, vist nok ikke i Kirkens, men i Kirke-Rigets og dermed i alle de nye Staters Historie, og det var intet Under, da 📌Clermont ligger i 📌Auvergne, Apostolikerens Hjem-Stavn.

Den berømte Tale, hvormed 👤Urban optændte Ild paa Jorden, kan naturligviis ikke findes i nogen Bog, thi det er Aandens Hemmelighed, at dens Røst vel høres i det levende Ord, men Ingen kan sige, hvorfra den kom eller hvorhen den gik, saa vi bare os nok for at føre den i Penne og binde den i Bøger, og da det dog kun er Aanden som giør levende, slaaer Bog-Staven med Nødvendighed hver Tale ihjel, den beskriver. Enhver Tales Kraft maa derfor ene bedømmes af Virkningen paa dem, som høre den, og selv Skyggen af 👤Urbans er vi uvisse om, deels fordi de der kan skrive mens det brænder omkring dem, springe sædvanlig det Bedste over, og deels fordi Opskrifterne her er saa forskiellige, at de Fleste aabenbar kun har meldt os hvad de vilde sagt om den Sag, naar de havde været i Pavens Sted. Vil vi imidlertid see en virkelig Beretning om hvad Ord der faldt, da skal vi naturligviis ikke gaae til den Tyriske Ærke-Bisp, der giættede sig frem, men til 👤Robert Munk fra 📌Rheims, som var selv tilstæde og fortæller, at Paven, som rimeligt nok kan være, begyndte med at løfte sine kiære Lands-Mænd til Skyerne, som Kirkens Førstefødte og Kiernen af Menneske-Slægten, Guds Elskelige, de Udvalgte af Jorden, og gik saa over til de gruelige Tidender, Man spurgte fra 📌Øster-Leden og 📌det hellige Land, hvor et 417djævleblændt Folk, “fremmed for Gud fra Moders-Liv”, med den meest udtænkte Ondskab og Grumhed piinde Sjælen ud af Livet paa de Christne, og besmittede alle Helligdommen, uden at der var nogen Ende at see eller Hjelp at vente, med mindre det Folk, hvem Herren fremfor alle Andre forlenede baade Vaaben-Glands og Høimodighed, baade Kraft og Smidighed til at fælde hver Modstander, Frankerne nemlig, vilde reise sig. Hertil opmuntrede og opfordrede han dem nu, deels ved at pege paa 👤Karl den Store (magnitudo 👤Karoli Magni) og den gamle Franke-Kamp mod de Vantroe, deels ved at indskiærpe Herrens Ord: at hvem der elsker Fader og Moder, Hustru og Børn meer end ham, er ham ikke værd, og endelig ved at aabne de meest glimrende Udsigter baade her og hisset for stridbare Mænd, naar de, istedenfor at rives og slaaes om Fattigdommen i Hjemmet og derved daglig lægge Synd til Synd, stillede sig under den store Konges Banner, der kunde og vilde skiænke dem Synds-Forladelse i Sold og Landet til Løn som “flød med Mælk og Honning”, ja, skiænke dem baade det jordiske 📌Paradis, hvor 📌Jerusalem laae med 📌den hellige Grav i Verdens Midte, og det Himmelske med Ærens uforvisnelige Krands.

I denne Tone, siger 👤Robert, blev Paven ved at tale fort, indtil han paa een Gang afbrødes ved det eenstemmige Raab fra utallige Munde: det er Guds Villie, ja, det er Guds Villie (Deus vult, Deus vult), og da Taleren hørde det, løftede han sine Øine til Himmelen, takkede Gud, vinkede med Haanden, til han fik Øren-Lyd og sagde: kiære Brødre! i Dag opfyldes det paa Eder, hvad Herren siger i Evangeliet: hvor To eller Tre ere forsamlede i mit Navn, vil jeg selv være midt iblandt; thi Eenstemmigheden viser, det var ikke eder som talede, men Guddommen, som talede i eder, og derfor skal I ikke have noget andet Krigs-Løsen end det Guds 418Ord, som i Dag blev eder givet, men naar I gaae i Slag mod de Vantroe, raabe Alle med een Mund: det er Guds Villie, det er Guds Villie! Hvem der nu foresætter sig at være “et levende Offer” og giøre det hellige Tog, han betegne sit Ansigt eller sit Bryst med det hellige Kors, men hvem der virkelig tiltræder Reisen, han fæste det mellem sine Skuldre, thi der staaer skrevet: hvem der ikke bærer sit Kors paa Ryggen og kommer efter mig er mig ikke værd *👤Robert Munks Jerusalems-Krønike, hos Bongars. S. 31–32..

Disse Bogstaver kan nu vistnok ligesaalidt, som Tyrierens eller 👤Baldriks, eller 👤Viberts eller 👤Vilhelms af Malmsbury, give os mindste Forestilling om Livet og Ilden i 👤Urbans Tale og i Tilhørernes Sjæl, men da baade Taleren og hans Folk var “Franskmænd” falder det Hele dog høist naturligt, og peger øiensynlig paa den hedenske Begeistring med et blændende christeligt Skin, som skabde Kors-Togene, og paa den ny Verdens borgerlige Løsen: Folkets Røst, Guds Røst!

Det store Møde sluttede med en Synds-Bekiendelse i Alles Navn af Cardinal 👤Gregorius, hvorpaa fulgde en høitidelig Afløsning og den Apostoliske Velsignelse, hvormed hver gik til Sit, og fortalde hvor store Ting de paa den uforglemmelige Dag havde baade seet og hørt; men de Geistlige, af hvilke over Trehundrede bar Hyrde-Stave, oplyste og opmuntrede 👤Urban end ydermere næste Dag, til hver i sin Kreds at være Kors-Togenes værdige Prædikanter, og Man regner, at i den første Hede omtrent trehundrede Tusinder lod sig korse. Biskop 👤Ædmer (👤Ademar) fra 📌Puy i 📌Languedoc var den første Geistlige, og Grev 👤Raimund af 📌Toulouse den første Verdslige Herre, som tog Korset op, og det allerede ved Mødet i 📌Clermont, hvor 👤Urban derfor høitidelig udnævnede 👤Ædmer til sin Fuldmægtig (Legat) paa Toget, og Mange saae 419i 👤Raimund og ham ligesom 👤Moses og 👤Aaron gienfødte*Sachse-Krøniken A. 1096..

Det kunde være en stor Fornøielse, om vi havde det beskrevet, hvad enhver af Kors-Togets Høvdinger havde for, da han hørde Lyden af den store Basun og foer op til Kamp; men vi maae nøies med langt mindre, da der ingen Islændere var med i Spillet og Normannerne i det Høieste kun feie for deres egen Dør. En af Disse fra Midten af følgende Aarhundrede, vor ærede Kynding fra 📌Malmsbury, som har skiænket Kors-Togene et langt Kapitel i sin Englands-Krønike, har imidlertid dog godt følt, hvad Man fattedes, og derfor, saa godt han kunde, forestillet os de berømte Ledere, hvorved han ordenlig forsoner os med Normannerne i 📌England, thi hvor matte og ligegyldige for alt Storværk de boglærde Angel-Sachsere var blevet, seer Man ret paa den Maade, Sachse-Krøniken, deres eneste svage Livs-Tegn, omtaler Kors-Togene, sigende: dette Aar, ved Paaske-Tider, blev der en gruelig Hurlumhei (mycel styrung) baade hertillands og mange andre Steder, ved det 👤Urban, der kaldte sig Pave, skiøndt han dog slet ikke havde “det Romerske Sæde” fik en urimelig Hob Folk, selv af Kvinder og Børn, paa Benene, for at slaaes med Hedningerne; men ved den Leilighed blev dog Kongen forligt med sin Broder 👤Robert og indløste hele 📌Normandiet af ham med rede Penge. Derpaa foer Jarlen (👤Robert) afsted og med ham Jarlen af 📌Flandern og han af 📌Boulogne og mange andre Høvdinger, som dog blev Vinteren over i 📌Apulien, men af dem, der gik igiennem 📌Ungern omkom mange Tusinde jammerlig underveis, og Mange kom forsørgede og forsultede hjem i Vinter-Laget *Sachse-Krøniken A. 1096.. See, det er Alt hvad Angel-Sach420seren fortæller os om det store Kors-Tog, saa selv 📌Jerusalems Indtagelse nævner han ikke, men anmærker blot i Forbigaaende, at om Efter-Aaret 1100 kom Jarlerne hjem derfra. Normannen beder derimod den vel underrettede Læser om Forladelse, fordi han, midt i 📌Nord-Søen, hvor der kun kom en svag Gienlyd af det Asiatiske Vaaben-Gny, ikke veed bedre Beskeed, men siger med Fornøielse Alt hvad han har kunnet baade høre og spørge om en Begivenhed, der i hans Øine med Rette fordunklede alle de Lovsjungne fra Heden-Old*👤Vilhelms Englands-Krønike hos Savile S. 143..

👤Gotfred, siger 👤Vilhelm, baade i Sind og Skind beslægtet med 👤Karl den Store, var en Søn af Grev 👤Eustak i 📌Boulogne (som hjalp 👤Vilhelm Erobrer i Slaget ved 📌Hastings), men efter sin Morbroder af samme Navn blev han af Keiser 👤Henrik den Fjerde forlenet med 📌Lothringen, og derfor var han med ved 📌Roms Beleiring, hvor han hentede sig en haardnakket Feber, som han ikke blev kvit, før han lod sig tegne med Korset *Sammest. S. 133. 43–44..

Var det vist, at 👤Gotfred, der viiste sig saa begeistret for Kirke-Rigets Sag, at han ikke blot førde Hoved-Banneret i den hellige Krig, men solgde til dens Tarv Alt hvad han havde og sagde sit Fædrene-Land for bestandig Farvel, dog havde været med at beleire Rigets Martyr i 📌St. Angelo, da vilde det være en stor psychologisk Mærkværdighed; men da ingen Samtidig har et Ord derom, og hans Moder sagde, han fra Barns-Been havde havt Mod paa 📌Jerusalems-Toget *Abbed Vibert hos Bongars S. 485., er det sagtens kun et Rygte af samme Slags, som det inde fra 📌Asien, at han skulde have været 👤Henriks Mærkes-Mand i det berømte Slag med Kong 👤Rudolf (1080) og selv fældet denne 👤St. Peders kro421nede Vaaben-Drager med Banner-Stagen. Da dette tilgavns urimelige Rygte imidlertid i nogle Aarhundreder har havt det uforskyldte Held at giælde for en afgjort historisk Sandhed, maae vi gribe Leiligheden til at bemærke, at saavel dette som den hele romantiske Fortælling om Tve-Kampen, hvori 👤Gotfred, skiøndt hans Klinge sprang, dog reddede sin Ære med Stumpen, er blot Noget som 👤Vilhelm Tyrier, født og baaren i 📌Asien, et hundrede Aar efter skrev op, uden at kunne drømme om, at vore “Kritiske Historie-Skrivere” vilde regne, hvad først han fortalde om gamle Europæiske Tildragelser*Vilhelm Tyrier hos Bongars S. 766–67. og ellers ingensteds, før midt i det Trettende Aarhundrede kiendelig udskrevet af Ælfrik (Alberik) Munk hos Leibniz S. 181–82.. Hvad der imidlertid binder Læsset og sætter den hidtil anvendte historiske Kritik i et meget ufordeelagtigt Lys, er at 👤Ordrik, en samtidig Skribent, udtrykkelig siger, at den Dronning, Kong 👤Henrik behandlede saa ilde, at 👤Gregor maatte bansætte ham, var Hertug 👤Gotfreds egen Syster, hvorover han ogsaa greb til Vaaben og slog Keiseren af Marken*👤Ordriks Kirke-Historie hos Düchesne S. 639., saa 👤Gotfred har formodenlig netop været paa 👤Rudolfs Side i det Slag, Man veed, hans Folk vandt skiøndt han faldt.

👤Raimund (sædvanlig kaldt Greven af 📌St. Ægidii og 📌St. Giles), siger 👤Vilhelm, skulde, som yngste Søn, just ikke rose sig af Arve-Godset efter sin Fader, der fra ingen Ting havde svunget sig op til Greve af 📌Toulouse, men han var saaledes om sig, at han blev Herre baade over 📌Provence og 📌Languedoc. Han var nu gammel og graa og havde mistet det ene Øie i en Tvekamp med Bispen i 📌Cahors, men samme Bisp var nu hans bedste Ven og netop den, der overtalde ham til herefter kun at kæmpe under Korset*👤Vilhelms Englands-Krønike hos Savile S. 152..

422Om alt Dette er saa ganske rigtigt, kan Man vel tvivle, men det er dog det Mærkeligste, Nogen melder om denne Kors-Togets Nestor, som for Resten udmærkede sig ved at beskikke sit Huus, som en Kæmpe for Korset, der sagde denne Verden Farvel og vilde lægge sine Been i 📌det hellige Land.

Om begge Roberterne, den Ene fra 📌Normandiet og den Anden hans Flanderske Fætter, maa 👤Vilhelm have vidst god Beskeed, men den lille Tykkert, med Kæmpe-Mod og Styrke men med meer end Drenge-Kaadhed og Letsindighed, veed vi nok, havde slaaedes med sin Fader og sine Brødre, ligetil han vendte sine Vaaben imod Tyrken, og om den Flanderske 👤Robert har Man formodenlig før Kors-Toget ei vidst Andet, end at han ventelig vilde slægte sin Fader paa, den vældige Kæmpe, æret og frygtet trindtomkring, under Navn af 👤Robert Friser. Denne 👤Gamle-Robert (Svoger til 👤Vilhelm Erobrer og Sviger-Fader baade til 👤Hellig-Knud i 📌Danmark og Grev 👤Roger paa 📌Sicilien) maae vi imidlertid ogsaa her lægge Mærke til, da Man siger, Keiser 👤Alex havde skrevet ham et Brev til, hvori han paa en Maade opkaldte 📌Vester-Leden til Kors-Tog. Vel har dette neppe været Keiserens Mening, men vi har dog slet ingen Grund til at tvivle om, at han jo virkelig har sendt 👤Gamle-Robert et Brev, hvori han melder, at baade Harme over de Vantroes Formastelse og Grusomhed, som gjorde Kirkerne til Stalde og selv til Moskeer, og Ærbødighed for de mange Helgen-Been, der hvilede i 📌Maglegaard, og endelig, om aldrig Andet, saa Lyst til “de skiønne Grækerinder” burde bevæge 📌Vestens Kæmper til at staae ham kraftig bi mod Tyrkerne *Abbed Vibert hos Bongars S. 475–76.. Hans egen Daatter har nemlig fortalt os, at da Greven af 📌Flandern (omt. 1090) kom som Pillegrim tilbage fra 📌Jerusalem, svor han hendes Fader 423Huldskab og lovede at skaffe ham femhundrede Ryttere*👤Annas Alexiade S. 201–2. 👤Vilhelms Englands-Krønike hos Savile S. 105., saa disse eller andre Flere har det sagtens været, Keiseren skrev til 👤Robert om og brugde alle sine Overtalelser, der gierne, ved at falde i god Jord, kan have frugtet meer end han ønskede.

Af Kors-Togets berømte Høvdinger har vi nu kun dets Odysseus og Achil, eller 👤Boemund og 👤Tankred, tilbage, men om dem forsmaae vi nødvendig Gienlyden i Malmsbury, da disse Italienske Normanner er os beskrevet af samtidige Penne, der sad dem meget nærmere og var tildeels i deres Reise-Selskab.

Vi huske nok, at al den Glæde, 👤Boemund omsider fik af sine Seire over 👤Alex, var at Man sang Gade-Viser om ham i 📌Maglegaard, mens Keiseren triumpherede, og det Værste var endda, at Lykken virkelig med det Samme vendte ham Ryggen; thi hans Stifmoder 👤Gæta, hvem 👤Anna beskriver som en Amazone, skildres ellers som en Hex, der havde de berømte Læger i 📌Salerno, hendes Hjemstavn, i Ledtog med sig, og fik ei blot 👤Robert Viskard til at giøre 👤Boemund saa godt som arveløs, men vilde forgivet dem Begge*Ordrik hos Düchesne S. 644–45.. Saameget er i alt Fald vist, at 👤Gætas Søn 👤Roger blev Hertug i 📌Apulien, og 👤Boemund maatte slaaes enstund med ham blot for at faae 📌Tarent, 📌Otranto og lidt andet Pillerie, saa han havde sikkert megen Lyst til at see sine Omstændigheder forbedrede, uden at være synderlig kræsen paa Midlerne, men naar Man i 📌Malmsbury ymtede om, at det var vist ham der havde sat det i Pave 👤Urban at overtale al Verden til Kors-Tog, for at han maaskee kunde blive Kejser i 📌Konstantinopel *👤Vilhelms Englands-Krønike hos Savile S. 130., 424see, da beviser det kun, at Man i 📌Malmsbury tænkde ligesom vi, at, Eet af To, var Kors-Togene dog langt snarere 👤Boemunds end 👤Lille-Peters Aande. Man vilde imidlertid giøre baade 👤Urbans og 👤Gotfreds og alle de Andres Begeistring stor Uret ved at udlede den fra 👤Boemund, som enten slet ikke, eller dog kun meget flygtig deelde den; thi at han i 📌Asien tænkde langt mere paa sig selv end paa 📌den hellige Grav, lærer Historien, og selv hans gode Ven og Følge-Svend, 👤Peer Tudebod, melder, at da Roberterne og de Andre kom til 📌Italien (1096), da var det først 👤Boemund begyndte at spørge, hvad det dog egenlig var, der gjorde den uhyre Opsigt i Verden?*Peer Tudebod hos Bongars S. 2–3. 👤Boemund laae nemlig dengang og beleirede 📌Amalfi, som havde sat sig op mod Normannerne, og hvad enten nu virkelig, som hans egen Skriver forsikkrer, Aanden kom over ham, da den stolte Ridder-Skare drog ham forbi med Korset paa Ryggen og “Guds Villie” i Munden, eller, som 👤Galfred Malterre siger, Lysten foer i ham til ved denne gode Leilighed at høste hvad han og hans Fader havde saaet ved 📌Durazzo og 📌Larissa, saa korsede han pludselig ikke blot sig selv men gav sin prægtige Skarlagens-Kappe til Priis, og fik snart saamange Følge-Svende, at hans Broder og Farbroder, som han skulde hjulpet til at indtage 📌Amalfi, af Mangel paa Folk maatte ophæve Beleiringen*Galfred Malterre IV. 24. hos Muratori V. 599.. 👤Galfreds Udladelser bør for Resten ikke komme 👤Boemund til mindste Skade paa gode Navn og Rygte, thi en Historie-Skriver, som kalder det et stort Uheld, at 📌Amalfi indtil videre beholdt sin Frihed, og kan slet ikke finde sig i, at Kæmperne brød op med det Raab: nu skal ikke mere Christne men kun Hedninger føle vort Sværd, han fraskriver sig al Stemme om hvad der begeistrer Helte.

425Det vidste derimod 👤Radulf fra 📌Caen godt, som har beskrevet 👤Tankreds Bedrifter og havde selv med Fornøielse fulgt hans Banner, vel ikke paa Veien til 📌Jerusalem men dog siden paa den til 📌Edessa; thi han siger det reent ud, at hans Helt brændte, ja stod i lys Lue, af Begiærlighed efter Priis og Ære og at han derfor, skiøndt han aldrig roste sig selv, dog tilligemed 👤Boemund ofte lastede den Dorskhed, der da var over Skriverne, de “Kiød-Hoveder” (ignavum pecus), saa de største Bedrifter maatte nu savne de stolte Mindes-Mærker, som fordum bortødsledes paa opdigtede Helte*Tankreds Levnet hos Muratori V. 285–86.. Høistmærkeligt er det ogsaa hvad 👤Radulf lægger til, at skiøndt Kampen var 👤Tankreds Liv og Lyst fra Barns-Been, slægtende deri tilgavns sine Morbrødre: de berømte 👤Tankreds-Sønner fra Høistrup (📌Hauteville) paa, saa faldt han dog immer, naar han hvilde sig, i dybe Tanker over det, Herren havde sagt: slaaer Nogen dig under det ene Øre, saa ræk ham det Andet, og tager Nogen din Kappe, da giv ham Kjolen med, hvad den verdslige Kæmpe aabenbar gjorde tvertimod. Først da Pave 👤Urban gjorde Alle vitterligt, at hvem der bekiæmpede Hedningerne, havde deres Synders Forladelse, da først var det hans Helte-Mod ret vaagnede og hans Kræfter fordobbledes; thi da fik han Øinene op og saae, hvad Vei han skulde, istedenfor at han hidtil bestandig havde vaklet mellem Verden og Evangeliet, saa Man skulde ikke troe med hvilken Ild han greb Sværdet i 👤Christi Tjeneste! Hvad nemlig Skriften siger herom, behøvede de moraliserende Historie-Skrivere slet ikke at indpræke os, thi hverken er det os ubekiendt, ikke heller leve de selv desmeer efter Skriften, fordi det kun er Smaa-Ting, ei Stor-Værk, de sværme for; men det er for alle beslægtede Naturer en stor Fornøielse at kaste et Blik ind i de ædle Kæmpers Siæl, som virkelig sværmede for 426Kirke-Riget og fandt derved Samvittigheden forligt med Kæmpe-Driften, og efter Samtidens eenstemmige Dom over 👤Gotfred og 👤Tankred, som Efter-Slægten sikkert vil stadfæste, svang ædlere Kæmper aldrig Sværd!

Ad trende Veie drog nu den utallige Hær til 📌Øster-Leden, saa 👤Gotfred, med Hoved-Styrken, efter 👤Anna: 10000 Ryttere og 70000 Fod-Folk, fulgde Lande-Veien giennem 📌Ungern, Grev 👤Raimund og Biskop 👤Ædmer traadte i de gamle Gothers Spor langs med 📌det Adriatiske Hav, og Resten gik til Søes fra 📌Brindisi, 📌Bari og 📌Otranto til 📌Albanien, men vi vil benytte os af det, baade før og efter Damp-Fartens Begyndelse, mageløse Befordrings-Væsen i Aandens Rige, og ved eet Spring komme til 📌Magle-Gaard, hvor vi ogsaa har modent Ærinde, da vi der, langt bedre end i 📌Jerusalem, baade kan overskue hele Kors-Toget og indsee dets Nødvendighed. Dog et Øieblik beder Prindsesse 👤Anna os at standse underveis og see hvad hun peger paa, og skiøndt Kors-Togenes nyere Historie-Skrivere har været ugalante nok til slet ikke at ændse det, men heller travet giennem hele 📌Ungern, 📌Bulgarien og 📌Dalmatien, hvor der ingen Verdens Ting var at see, uden Jammer og Elendighed, saa er det dog vor egen Fordeel at være anderledes artige; thi Prindsessen har aabenbar Ret, det er værd at see, hvad der gik for sig paa 📌det Adriatiske Hav, blikstille, i klart Maane-Skin, Natten efter St. 👤Nikolai Dag (6te Decbr.) 1096, og næste Morgen tidlig paa Kysten af 📌Albanien.

Her laae nemlig samme Nat et uhyre stort Sørøver-Skib, som, uagtet det havde tohundrede Roers-Karle, kom for Vind-Stille neppe af Stedet, og Styr-Manden saae med Forskrækkelse hele den Byzantinske Galei-Flaade komme roende lige imod, hvad han da strax meldte Greven, Gud veed hvorfra, som havde fragtet Skibet til sig og sine 427femtenhundrede jernklædte Kors-Dragere. Denne lod da strax alle sine Folk fare i Harnisk, og, hvis end Skylden var, saa kom det ved en besynderlig Mis-Forstaaelse til en hidsig Fægtning med de Byzantinske Galeier, anførte af den tappre 👤Marian, som var en Søn af Admiralen 👤Nikolaos Maurokatakalon, der laae og krydsede i Farvandet og havde længe luret paa den store Viking-Snekke, men Slags-Maal har Man allevegne Nok af, saa det alene lokker kun Gade-Drenge. Sagen, hvi Prindsessen vinker ad os, er imidlertid den: at der var en Præst ombord, som da 👤Marian kom til at saare Greven selv, blev som han var rasende, gjorde lyst med sin store Kors-Bue, som Prindsessen kalder en “Helved-Maskine,” og holdt ud, mens hans Selskab af tolv Kæmper blev tre Gange afløst, uagtet ogsaa han havde mangfoldige Saar og blødte som en Tyr. Tilsidst lærde Man imidlertid dog at forstaae hinanden ret, saa Greven overgav sig til 👤Marians Førelse, men Præsten havde hverken Øine eller Øren for Andet end Fienden, og da han havde skudt sine Pile op, greb han en stor Steen i begge Næver og smak i Hovedet paa Marian, som Ajax paa Hektor (siger 👤Anna selv), saa Hjelmen knustes og Byzantineren daanede, men kom sig dog igien og takkede Præsten med tre Pile, der alle ramde. Denne, som nu heller ikke havde flere Steen, foer omkring som et fortvivlet Menneske, til han stødte paa en Sæk med Skibs-Kavringer, der da paa Timen regnede ned over Fienden, og gav blandt Andet 👤Marian et dygtigt Øre-Figen. Hermed endtes Slaget i Morgen-Stunden, men da saa Folkene var sat i Land paa den Albanske Kyst, hvor Byzantineren vilde, gik Præsten længe og ledte om 👤Marian, hvis Navn han ikke vidste, men hvem han dog kiendte paa et Haar, og da han endelig fandt ham, omfavnede han ham som sin bedste Ven, forærede ham en vægtig Sølv-Kande og 428sagde: ja, havde det saa vel været paa fast Land, skulde en god Hob af Jer bestemt bidt i Græsset. Med de Ord faldt han om og døde af sine mange Saar*👤Annas Alexiade S. 289–93..

Jeg haaber sikkert, Læseren vil være enig med mig om, ikke blot ædelmodig at skiænke Prindsessen hendes lange Moralisering for den døde Præst, skiøndt den er meget ubetimelig, men ogsaa at takke hende i Graven for det deilige Træk af Halv-Barbarernes Ridderlige Kæmpe-Liv, hun alene har opbevaret os, saa det skal kun være til den heltelig stridbare Præste-Mands lovlige Undskyldning i sin Tid, vi bemærke, at vel gjorde det Byzantinske Præsteskab ikke som han, men de gjorde, hvad der var ligesaa upræsteligt, hardtad slet ingen Ting som er værd at nævne, end sige da aandelige Helte-Gierninger, som kunde fordunkle hans de Hjertelige.

Hermed staae vi nu midt i 📌Magle-Gaard, hvor vi vel har mærket, Prindsessen, bedre end de Lærdeste i 📌Vester-Leden, kiendte sin “Homer” og havde Øie for hvad der lignede hans Helte, men vi høre ogsaa af hende selv, det var kun ved et besynderligt Lykke-Træf; thi istedenfor at læse “de Gamle” og stræbe at tænke og føle med dem, havde Man nu i den Byzantinske Skole hittet paa “at giøre Stil” i allehaande Sprog, hvorpaa hun selv havde maattet spilde en stor Deel af sin bedste Lære-Tid, saa hun kom seent til, hvad Grammatikens Træl-Dyr aldrig naaede, Aanden i Homer og 👤Plato *Sammest. S. 485–86.. Vi som, hvis vi kom saavidt, ligesaavel maae takke vor gode Lykke og ingenlunde vore gode Skole-Mestere derfor, har vist nok Intet at lade Byzantinerne høre, men vi kan have meget godt af at speile os i dem og see paa det marvløse, visne, hensmuldrende Rige under hvilke Stjerner Stile-Mageriet er født, og hvad 429Samme, med hele det steendøde, dræbende, aandsfortærende Bog-Ormevæsen har at betyde! Naar nemlig Livet ikke skal gaae i Løbet men vinde ved Grammatiken, da maa den, ligesom Opskiæringen (Anatomien) komme allersidst og kun øve sig paa “de Døde,” saa naar den vil gaae i Spidsen og ordne Livet i det Lærde Væsen, da er det netop, som i den Æsopiske Fabel, Slangens Hale der vil føre an, hvad Hovedet maa være meget svagt for, trods sine Øine, at tillade, og hvad, naar det skeer, naturligviis igien gaaer ud over hele Legemet!

Men i det vi saaledes give Prindsessen fuldelig Ret i hendes Anke over et Skole-Væsen, hvori Haar-Kløveri er Hoved-Sagen og Liv-Løshed Sjælen, maae vi dog vel vogte os for at bryde Staven over den store Vaisenhuus-Skole Keiser 👤Alex i denne Smag oprettede; thi saavel den, som hele 👤Alexes Virksomhed giennem mere end en Menneske-Alder (1081–1118), og Byzantinernes Bestræbelser i det Comnenske Aarhundrede (1081–1180), gjorde efter Omstændighederne Menneskeheden en stor Tjeneste, uden at Andre end Tyrker og Barbarer tabde derved. De gamle Grækers Aand, som Skolen vist nok skulde og, havde Den selv havt den, sikkert ogsaa vilde stræbt at vække og nære, denne Aand havde nemlig, siden 👤Justinianis og 👤Prokops Dage, giennem hele fem Aarhundreder været baade Staten og Skolen saa fremmed, at den umuelig kunde tabes ved de aandsfortærende Stile-Øvelser og ved Lexe-Ramser; men dette Boglige Spøgeri (ludus literarius), denne Leg af de gamle Børn paa de Unges Bekostning, kunde dog, som Tiden viiste, vedligeholde en Slags Børne-Lærdom i det gamle Sprog og en overtroisk Ærbødighed for de “Classiske Værker,” som ene gjorde en Videnskabelig Gienfødelse af Aanden muelig. Det var nu ogsaa paa den høie Tid, thi den store Gram430matiker, som sønderlemmede 👤Homer, Ærke-Biskop 👤Eustathius i 📌Salonik, fra det Tolvte Aarhundrede, var samtidig med den berømte Landsby-Skolemester 👤Theodor, som, for at forstaaes af Folket, vovede at skrive ligesaa barbarisk, som de snakkede*Ny-Grækeren 👤Koumas Menneske-Historie IV. 401., saa naar Man, uden Aand, skulde blive ved at læse Ionisk og skrive Attisk, maatte Man nødvendig lære Grammatik og skrive Stiil. Medens det derfor inderlig maa glæde os, at “det levende Sprog,” der aldrig kan være saa barbarisk, det jo er Folkets Livs-Aande, gjorde sig giældende i Bøger for “Fattig-Folk”, hvorved det blev mueligt, hvad vi har seet og herefter skal see paa Ny-Grækerne, maae vi dog, for 📌Vester-Ledens og vor egen Skyld, betragte Vaisenhuus-Skolen i 📌Maglegaard, for Aandens Fader- og Moder-Løse, som vor Øie-Steen, til den lod sig flytte med Fordeel midt ind iblandt os, vist nok ei for der at foreviges, men, for at oppebie sin rette Bane-Mand, der ingenlunde er Tyrke-Pesten men Græker-Aanden! Hvor klart det derfor end er, ikke blot at Prindsesse 👤Anna med Rette kalder Skolen aandløs, men at hun selv, der finder, at hendes Faders “gyldne Middelmaadighed” fordunkler de Homeriske Helte og overgaaer 👤Platos Begreb*👤Annas Alexiade S. 271., stod ikke nær saa høit som hun indbildte sig over de Stilianer og Longobarder hun ei anderledes vil nævne, ja, uagtet Prindsessen maa ene takke 👤Robert Viskard og Kors-Farerne baade for at hun saae et Glimt af Aand og fik Noget at beskrive, der var Glimtet værd, saa var dog Øinene hendes egne, Skole-Gangen uundværlig, og 📌Byzants, baade for Dens og hendes Skyld, godt værd at frelse fra Tyrkerne, om dertil end hørde et Kors-Tog.

Hvorvidt nu 👤Alex og hans lærde Daatter følde, at 431kun et saadant Vidunder kunde frelse 📌Maglegaard fra i det Tolvte Aarhundrede at besættes af Seldschukiske som den i det Femtende virkelig blev besat af Osmanniske Tyrker, det seer Man let, er en Bisag; men da 👤Anna, der maatte vide det og har virkelig giort den historiske Sandhed mange Smaa-Offere, langt fra at nævne det Gesandtskab til Paven om Bistand mod Tyrkerne, kun en Tydsk Annalist omtaler*Berthold hos Urstisius I. 373., udtrykkelig forsikkrer at Keiseren blev meget forskrækket ved Rygtet om Kors-Toget*👤Annas Alexiade S. 283., maa han dog nok have bildt sig ind, at med endeel Franker i Sold, allevegne fra, og Væringer fra 📌Thule, kunde hans mageløse Snildhed ligesaavel blive Tyrkerne, som den blev Normanner og andre Barbarer kvit. Vi derimod, som hverken har nær saa høie Tanker om, hvad hans Snildhed formaaede, eller kunde trøstes ved den Tanke, at Ulykken ikke var skeet i hans eller engang i Comnenernes Dage, naar den dog var skeet meget for tidlig, vi maae drage en ganske anden Slutning især af hvad hans egen Daatter har været saa god at fortælle os, nemlig den: at var de Seldschukiske Tyrker ikke blevet saa godt som tilintetgiorte ved Kors-Togene, vilde de i det Mindste naaet ligesaavidt som de Osmanniske siden, og havde Osmannerne kunnet begynde i det Fjortende Aarhundrede hvor de slap i det Sextende, da havde de neppe engang endt med, som Man spaaede, at vande deres Heste i 📌Kolding-Aa!

For Tyrkernes og Kors-Togenes og da især for vor egen Skyld maae vi nu kaste et Blik paa de Musselmanske Ene-Mærker, som vi, siden Ommiadernes Afgang og Frankernes Indgang i Historien, har overladt til den Forglemmelse, hvormed baade de og vi var bedst 432tjent. Kun i Forbigaaende har vi anmærket, at det allerede i det Ottende Aarhundrede øiensynlig begyndte at gaae Krebs-Gang med 📌Caliphatet, da 📌Spanien rev sig løs, og kun i Forbigaaende tilføie vi, det gik siden ligedan med 📌Nord-Afrika og 📌Ægypten, medens Bujiderne udbredte sig fra 📌det Caspiske Hav over 📌Persien, beherskede 📌Bagdad og levnede kun Caliphen den tomme Titel, og, saalænge det behagede hans Herre (Stor-Emiren), et fedt Leve-Brød! Dette skedte i det Tiende Aarhundrede, om end ikke til stor Fordeel, saa dog til megen Lettelse for Byzantinerne, som derfor under det Makedoniske Huus syndes at forsvare sig tappert og fatte Haab om Fornyelsen af bedre Dage; thi ikke blot indtog de under 👤Nikifer (👤Nikiphoros Phokas), som vi kiende af den Sachsiske Historie, 📌Kypern, 📌Edessa, og, ved natlig Overrumpling (969), 📌Syriens Hoved-Stad 📌Antiochien *Zonaras XVI. 25–26, men de beholdt dem ogsaa. De eneste Muselmanske Fiender, som endnu giorde dem Bryderi, var Fatimiderne, som havde oprettet et eget 📌Chalifat i Ægypten, indtog 📌Sicilien og var imellem nær ved at beherske Havet; men nu, da Normannerne havde taget 📌Sicilien, var det omtrent forbi med Fatimiderne, og de havde aldrig været Noget i Sammenligning med Seldschukerne, som dagedes først i Midten af det Ellevte Aarhundrede, og rykkede blot i een Menneske-Alder 📌Konstantinopel saa nær, at hvem der havde Vinduer til Stranden, turde knap see ud ad dem, saaledes mylrede det af Tyrker paa Kysten derovre*👤Annas Alexiade S. 95..

Allerede 👤Togrul, som kom fra det yderste Mørke og indtog 📌Persien og 📌Bagdad, lærde nemlig Byzantinerne at kiende, og hans Eftermand, 👤Alp Arslan (den store Løve), traadte allerede bogstavelig Keiseren paa Nak433ken, skiøndt det netop, efter Byzantinernes Sigende, ved en besynderlig Undtagelse, var en stor Helt. Denne Roman-Helt som Man, uden at mene noget Ondt dermed, nødvendig maa kalde ham, hedd 👤Romanos Diogenes, og prøvede, i den forvirrede Tid mellem Arsaciderne (det Makedoniske Huus) og Comnenerne, selv at svinge sig paa Thronen, men hans Forsøg blev kvalt i Fødselen, og han blev kun ført ind i Palladset for at høre sin Dom. Hans Skæbne laae nu i Keiserinde 👤Eudokias Haand, som af sin Gemal (en Ducas) var udnævnt til Rigs-Forstanderske i Børnenes umyndige Aar, imod den Forskrivning ei at gifte sig, men for hendes Øine fandt den smukke, drabelige Krigs-Mand saa stor Naade, at hun ikke blot tilgav ham hans Overilelse, men besluttede, om mueligt, at dele Thronen med ham. Kvinde-List er uden Ende, siger Ordsproget, og det maatte Patriarchen (👤Ksiphilin) bekiende; thi ved at lade, som hun havde et godt Øie til en Frænde ad ham, fik Keiserinden ham til at løse hende fra sit Løfte og tilintetgiøre Forskrivningen, som var ham betroet, og derpaa giftede hun sig med 👤Romanos Diogenes. Den Lykke var imidlertid, som Man nok kan tænke, langt fra at være ham umisundt, saa efter tre Aars Glimmer faldt han (1071) ved Forræderi i Tyrkisk Fangenskab, og da Sultanen, efter at have traadt ham paa Nakken, ganske uventet tog ham til Naade, sluttede en efter Omstændighederne taalelig Fred, og gav ham løs paa sit Æres-Ord, fandt han med Forskrækkelse 📌Konstantinopels Porte lukkede, Thronen besat og sig selv erklæret fredløs. Enstund haabede han vel, ved Tyrkens Hjelp, at faae Opreisning, men faldt i sine Avinds-Mænds Hænder og leed, trods de helligste Løfter, en forsmædelig Død*Zonaras XVIII. 10–15.. Heraf tog 👤Ars434👤lans Søn, 👤Malek, Anledning til at skikke sin Frænde, 👤Soliman, ind i 📌Natolien, ikke for at overfare men for at indtage og beholde det, og han fandt saagodt som ingen Modstand, thi den 👤Michael Dukas (med Øge-Navnet 👤Parapinakion ͻ: Nittengryn), der afløste 👤Romanos: den samme fede Mikkel, der besvogrede sig med 👤Robert Viskard, gik vel flittig i Skole hos den berømte 👤Michael Psellos, men lærde ingen Ting af ham*Zonaras XVIII. 16, og da naturligviis allermindst at fordrive Tyrker. Da derfor 👤Alex kom paa Thronen (1081), forsikkrer hans Daatter, som sagt, at der var kun en Smule Vand mellem dem og 📌Konstantinopel, saa kunde de sluppet over i en Hast, havde der ingen Redning været.

Saaledes stiftedes da 📌Sultanatet i Rum (📌Romer-Riget), nu kun berømt ved sit Fald, men, tænkes Kors-Toget bort, sikkert nok paa at blive selv 📌den “Høie Port”, som kunde svare til Navnet; thi i Tyrken havde 👤Mahomed aabenbar fundet en ny kæmpemæssig Beiler til sit 📌Paradis, og var ikke den ny Kæmpe-Beiler, 👤Christus ogsaa havde faaet til Sit, betimelig traadt i Kreds med ham, maatte Byzantineren, der alt sank i Knæ for Araberen, snart, som 👤Romanos Diogenes, sunket i Støvet for Seldschuken.

👤Alex, siger hans Daatter, som ved sin Thron-Bestigelse forefandt Riget i Krig baade med Tyrker og Normanner, uden Hær og uden Penge, nødtes til at skiænke Tyrkerne baade Fred og Foræringer, paa det Vilkaar at de skulde lade 📌Bithynien uanfægtet*👤Annas Alexiade S. 96–97., det er paa reent Dansk: han maatte ligefrem afstaae dem hele 📌Natolien, saa nær som Kysten ligeoverfor Hoved-Staden og endda give dem Penge til. I Krigen med 👤Robert var hans Tyr435kiske Leie-Tropper iblandt dem, Keiseren stolede mest paa, og efter saaledes ei blot at have viist dem Veien til 📌Europa, men gjort dem til sin Svagheds Øien-Vidner, maatte vi selv kunne slutte os til, hvad Art det havde med hans følgende Krigs-Erklæringer imod dem, men hans Daatter har sørget for, vi skulde vide det tilgavns, i det hun omstændelig har fortalt os, hvorlunde det, selv efter 👤Solimans Død, da hans Emirer sloges om Byttet, ei var Keiseren mueligt med al hans Magt og List og Bestikkelser at faae 📌Nikæa (📌Is-Nik) tilbage, som 👤Soliman havde gjort til sin Hoved-Stad. Siden, da det lykkedes 👤Solimans Søn, 👤Kilidsch Arslan, igien at samle Riget, gik Keiserens Tanker ikke en gang nær saavidt, men det var hans høieste Ønske paa den Leed, at kunne sikkre 📌Nikomedien (📌Is-Mid), den eneste betydelige Stad, han eiede i hele 📌Asien, og naar Man hører, hvilket uoverstigeligt Bolværk han desaarsag reiste mod Tyrken, maatte Man baade lee og græde; thi Prindsessen fortæller med megen Velbehag, hvorlunde det lykkedes ham at oprense en gammel Grøft, og, for at Tyrken hverken skulde springe eller vade derover, fik han ved gode Drikke-Penge mange firskaarne Bønder-Karle til hardtad at forslæbe sig paa uhyre Kampe-Stene, hvoraf han bygde det saakaldte 📌Jern-Taarn udenfor Byen*👤Annas Alexiade S. 282–83..

Det kalder Man at gaae forsvarsviis tilværks, og Keiseren, der vistnok ligesaalidt som hans Daatter troede paa Begeistring, hvad Navn den saa førde, maatte da vel blive forskrækket ved at høre Rygtet om den ny Verdens Rustning, end sige da ved at see Kæmper mylre under Hoved-Stadens Mure, som hver især kunde giælde for et Jern-Taarn, der havde Fødder at gaae paa, men han maa dog snart have mærket, at 📌Vester-Ledens Riddere var i Grunden et ærligt og godmodigt 436Slags Folk, siden han vovede at drille dem saa drøit, og troede, der var meget vundet ved at afpine dem en Troskabs-Eed og Løfte paa alle de Stæder, der før havde hørt til 📌Romer-Riget *👤Annas Alexiade S. 298..

Vel var nu de Latinske Høvdinger hverken stærke i Geographien eller i Verdens-Historien, men at inde i 📌Asien hele Verden havde hørt til 📌Romer-Riget, var dog en vitterlig Sag, og saa uegennyttige som 👤Gotfred og 👤Tankred var naturligviis ikke Ridderne i Tusind-Tal; medens Troskabs-Eden, som Ridderne baade kiendte og ærede langt bedre end Keiseren, netop hos Folk, som 👤Gotfred og 👤Tankred, gik til Hjerte, saa det var, som Prindsessen selv anmærker, kun 👤Boemund, der gjorde Eed som ingen Ting. Det gik nemlig dengang i 📌Byzants, som det gaaer nu i den ligedannede Verden, at Keiseren fordrede Eder ved alle Leiligheder og saa strængt affattede som mueligt, ingenlunde fordi han ansaae sig synderlig betrygget derved, men som en Formalitet, der dog maaskee kunde gavne lidt, kunde aldrig skade, og forbeholdt ham i alt Fald den strængeste lovlige Ret mod Vedkommende. Byzantinerne, der hardtad Alle deelde Keiserens Anskuelse af Troskabs-Eden, fandt sig naturligviis mindre besværede af den, jo urimeligere stræng den lød, men ærekiære Riddere, som ikke legede med Ord end sige med Eder, og maatte nødvendig have Tro paa det Navn og Kors, de gik i Døden for, kan vi godt forstaae, var meget ilde skikkede til at gaae ind i denne ægte Romerske Anskuelse. Uden derfor at kunne oprede den af begge Partier indviklede Sammenhæng med Kiven og Kampen mellem 👤Alex og 👤Gotfred, see vi dog godt, de især reiste sig af deres himmelvidt forskiellige Begreber om “Eder og Løfter”, saa de faldt bort af sig selv, da Man endelig kom til Forklaring. Saa437snart nemlig 👤Gotfred fik at vide, at Keiseren med Troskabs-Eden ikke meende stort Andet, end Forsikkring om ei at ville tragte ham efter Liv og Krone, fandt han naturligviis ei mindste Betænkelighed ved at giøre den, og hvad Løftet om alle Stæder, som “havde hørt” til 📌Romer-Riget, angik, da viser hele den følgende Historie, at det maa være blevet forklaret, ikke om Alt hvad der engang i gamle Dage, men “for nylig” havde hørt dertil, altsaa kun de Natoliske Stæder og 📌Antiochien.

Det var Skiær-Thorsdag (1097) at 👤Gotfred med sine Riddere brød ud af en Fælde, Keiseren for at giøre dem smidige, havde lokket dem i, og løb ret egenlig Panden mod Væggen, ved, uden alle Beleirings-Redskaber, at løbe Storm mod 📌Konstantinopel, saa 👤Alex kunde, som en klog General, sagtens den Dag sidde vaabenløs, rolig paa sin Throne, som en Olympier, medens Pøbelen skjalv; men naar Prindsessen vil have os til at troe, det var af Ærbødighed for Dimmel-Ugen og Nænsomhed over Frankerne, han ikke lod gjøre et almindeligt Udfald og sable de Tølpere ned for Fode, da glemmer hun, blandt meget Andet, reent, hvad hun dog med det Samme selv betroer os, at Pøbelens Angest især reiste sig af, at det ogsaa netop var en “Skiær-Thorsdag”, da 👤Alex for sexten Aar siden tog Byen med Storm og skulde nu, tænkde de, drikke samme Skaal, han da iskiænkede*👤Annas Alexiade S. 293–98.. Hun tilstaaer desuden selv, at trods al sin Overlegenhed, maatte 👤Alex dog tilsidst give gode Ord, før 👤Gotfred bekvemmede sig til at giæste ham og aflægge Eden, hvorpaa han da blev behandlet som en Søn af Huset, men dog, snarest mueligt, før 👤Boemund og alle de Andre kom, sat over til 📌Asien.

Hvad nu 👤Alex havde at gjennemgaae med alle Disse, 438saamange, siger Prindsessen, som Sand ved Stranden og Stjerner paa Himlen, eller, for at tale Homerisk “som Blomster og Blade i Vaar”, det vilde i Verdens-Historien vist nok blive meget for vidtløftigt at fortælle, saa deri give vi gjerne Prindsessen Ret, at hun var nødt til for Kortheds Skyld, at springe meget over, men naar hun føier til, at Grækerne ogsaa havde havt Ærgrelse Nok af de Barbarer, at de ikke endnu bagefter skulde plages med at læse Navne, for skurrende i fine Øren til at kunne lyde fra saa pæne Læber*👤Annas Alexiade S. 299–300., see, da skriver hun aabenbar ikke godt Græsk, men giør kun en daarlig Byzantinsk Stil; thi hun anmærker dog ellers selv, at anseer end ikke den store Digter (👤Homer) de Barbariske Navne for Pletter hvor de har hjemme, da maa Historie-Skriveren det endnu langt mindre*Sammest. S. 289., og var hun ikke død, kunde vi endnu tjene hende med den kritiske Bemærkning, at det er ikke nær saa meget Navnene, hun næsten nødvendig maatte barbarisere, vi savne, som talende Træk af de Høvdinger, hun var nødt til at nævne.

Da imidlertid “Recensjonerne”, der altid komme bagefter som tyndt Øl, er aldeles spildt paa døde Folks Bøger, der ikke engang kan ærgre sig over dem, vil vi heller, Andre til et godt Exempel, rose Prindsessen fordi hun, skiøndt “med Navnets Fortielse”, har opbevaret os et kosteligt Træk af en Latinsk Ridder, som, efterat have aflagt Hyldings-Eden, gjorde sig magelig paa det eneste Sæde i Salen, ved Siden ad Keiseren. Hertug 👤Gotfreds Broder, 👤Baldvin, gik nu vel snart hen og fik ham bevæget til at reise sig, men kunde ikke hindre ham fra at maale Keiseren med Øinene og sige halvhøit paa sit Moders-Maal: hvilken en Tølper, som vil sidde der og brede sig alene, mens saamange ædle Høvdinger maae staae dem trætte! Skiøndt Keiseren ikke forstod et 439Ord deraf, kunde han dog nok see paa Munden, det havde noget at betyde, og var ikke Herre nok over sig selv til at lade, som han ingen Ting mærkede, men kaldte ad Tolken og lod det forgræske. Han tav imidlertid stille og smagde paa det, til Stadsen var forbi, men lod saa Ridderen kalde til Side og spurgte kort, ventelig for at jage lidt Skræk i den næsvise Krabat: hvem og hvorfra han var? Jeg, svarede Ridderen, jeg er en Fuldblods-Franke, og hvor jeg er fra, mødes tre Veie ved en gammel Kirke, berømt som et Bede-Huus for dem der gaae i Tve-Kamp, men jeg har selv længe forgjæves ventet der paa en Mand, som turde maale sig med mig! Saa grov en “Udfordring” i en saa høflig “Indklædning”, var Keiseren aabenbar slet ikke belavet paa, thi skiøndt Man nok seer, han i sit Svar vilde efterligne Franken, ved at indklæde sin lille Spydighed i en faderlig Formaning, gjorde han det dog saa bagvendt, at selv hans Daatter synes ikke at have seet Andet end lutter Godhed deri. 👤Alex holdt nemlig gode Miner, men beed dog sikkert Tænderne lidt sammen, i det han sagde: velan! har du hidtil ingen Modstander kunnet finde, saa vil du nu faae din Fornøielse, men vil du tage et godt Raad af en Mand, der er forsøgt i Tyrke-Krigen, da skal du hverken være blandt de Forreste eller de Bageste, men holde dig smukt i Midten hos dine kjære Stal-Brødre *👤Annas Alexiade S. 300–301.. Triumpherende fortæller Prindsessen os vel siden, at denne “opblæste Latiner” maatte selv sande Keiserens Ord, da han i Kæmpe-Slaget ved 📌Dorylæum, som en Vove-Hals, i Spidsen af 👤Boemunds Fylking, foer ind imellem Tyrkerne, men maatte, da hans fyrretive Følge-Svende laae slagne omkring ham, og han selv var haardt saaret, vende Rygg og være glad, han slap midt ind i Hæren*Sammest. S. 317.; 440men vi, som naturligviis er paa alle saadanne Latineres Side, tør dog mene, han netop derved kun viiste liden Trang til Keiserens Erfaring i Tyrke-Krigen; thi hvor, som vi siden skal see, mangen stolt Kæmpe baade blegnede og flygtede, er det vist ingen Kryster, som vover sig yderligst og flygter sidst.

Hos saadan en ægte “Haand og Mund” gjør Navnet aabenbar kun lidt til Sagen, men om det ogsaa klang lidt barbarisk, vilde dog den Byzantinske Prindsesse ikke blot gjort sig Normannerne forbundne, men handlet i de gamle Grækers Aand ved at nævne en Kæmpe med Priis, der vel lukkede Munden vel høit op, men holdt dog smukt Haanden for den. Det er derfor langt fra, vi kan fortænke de Lærde i, at de ad en Omvei har stræbt at udfinde den Drabeliges Navn, men naar de giætte paa en 👤Robert fra Paris, som, efter 👤Vilhelm Tyriers Sigende, faldt ved 📌Dorylæum, da løbe de unægtelig saa aldeles med Lim-Stangen, som det vel er mueligt*Gibbon K. 58. 👤Wilkens Historie af Kors-Togene I. 134.; thi Prindsessen, den Eneste der omtaler Fuldblods-Franken, siger jo deels at han maa søges i 👤Boemunds Selskab og deels at han faldt ikke men frelste sig ved Flugten, og endelig kan Tyrieren langt borte umuelig give nærmere Oplysning om hvem der faldt ved 📌Dorylæum, end 👤Peer Tudebod, som var nærværende, og nævner istedenfor 👤Robert fra Paris 👤Gotfred fra Monte Scabroso *Hos Bongars S. 1. 673..

Dog, alt Sligt er naturligviis ingen Ting imod hvad baade Tyrier og 👤Tudebod er enige om, hvad Prindsessen ingenlunde glemmer at nævne og hvad de Lærde aldrig kan tage feil ad: Indtagelsen nemlig af 📌Nikæa, 📌Antiochien og 📌Jerusalem, og hvad her er Hoved-Sagen, Tilintetgjørelsen af 📌Sultanatet Rum og Hjerte-441Stødet for hele den Seldschukiske Magt. Medens Man derfor i Kirke-Historien vil giøre opmærksom paa, hvorledes Kors-Farerne, som ved Sværd-Slag indtog 📌Nikæa, hvor den Christne Stats-Kirke, 📌Antiochien, hvor Christen-Navnet, og 📌Jerusalem, hvor Christendommen, havde hjemme, derved kun skyggeviis betegnede hvad Aanden i den ny Christenhed skulde udrette, maae vi her holde os til, hvad de virkelig udrettede med den Aand og Kraft, de havde.

Da 📌Nikæas Erobring var den største Helte-Gierning, 👤Alex i sin fyrige Ungdom havde drømt om, kan Man hverken tvivle om, han jo paa det Varmeste maa have anbefalet Kors-Farerne den, som Noget, hvorved rimeligviis enten hans høieste Ønske: 📌Nikæas Besiddelse, eller det Næste: de frygtelige Ridderes Undergang, vilde gaae i Opfyldelse. Vel havde han, som skulde høste Fordelen, ogsaa lovet, som billigt kunde være, at staae Last og Brast, men, siger Prindsessen, ved modnere Overlæg fandt han det dog ikke raadeligt at være en Slave af sit Løfte, da Man aldrig vidste, hvad der kunde falde saadanne grove Tølpere og vægelsindede Krabater som Frankerne ind, hvor de snart vilde see, de uden Sammenligning var de Stærkeste. At sidde hjemme, fandt han imidlertid, gik heller ikke an, og han valgde da den gyldne Middel-Vei at lægge sig paa Lur ovre paa den Asiatiske Side og passe paa 📌Nikæa, som en Smed, der bruger Tænger til at tage Jernet ud af Ilden for ikke at brænde sig, men med Beleirings-Redskaber forsynede han Latinerne rigelig, og lod nogle Tropper støde til dem, tilligemed hans Fortroelige, 👤Butumit, der havde den hemmelige Ordre at bruge alle Midler: Løfter, Bestikkelser og de mest overdrevne Skildringer af Frankernes Grusomhed, for at bevæge Tyrkerne i 📌Nikæa til i Tide at aabne ham deres Porte*👤Annas Alexiade S. 306. 309–10.. 442Vel var Tyrken listig nok til at holde Byzantineren op med Snak, til 👤Kilidsch Arslan var færdig med sine Tilberedelser mellem Bjergene og styrtede ned over Beleirerne som en brølende Løve, men saasnart Frankerne havde vundet en dyrekiøbt, men fuldstændig Seier over Sultanen, begyndte Keiseren og 👤Butumit dog hvor de slap og fandt naturligviis Besætningen, der nu ingen Undsætning mere turde vente, langt rimeligere, saa Kiøbet blev sluttet, og for at Luren-Dreieriet kunde faae et ærligt Udseende, skrev 👤Butumit til sin Med-Hjelper 👤Tattik, der var hos Frankerne, at han skulde faae dem til at storme næste Morgen, ved Soels Opgang, thi saa vilde han, under Larmen, indenfra plante Keiserens Fane, som om det var de Byzantinske Hjelpe-Tropper, der fra Sø-Siden (Ind-Søen Chabangi) først havde besteget Muren*👤Annas Alexiade S. 310–14.. Det skedte, og Frankerne fandt sig nu udelukkede af den Stad, de selv havde indtaget, saa det var som en Naade, de fik Lov til “Ti ad Gangen” at komme ind og besee de hellige Steder; mens Keiseren, der allerede var i Dødsens Angest for, at den Tyrkiske Besætning, før han fik den listet ud, skulde nedsable hans Byzantinske Helte, ei vidste anden Maade til at sikkre sig Staden, end at lokke Endeel af Pillegrimene til at glemme 📌Jerusalem og gaae i hans Sold*Sammest. S. 314–15. 317..

Dette er udelukkende Prindsessens Beretning om hendes Faders Ordholdenhed og Krigs-Brug, og medens Man herved i “Kirke-Historien” vil bemærke, det var ikke meer end billigt, at Latinerne lod Byzantinerne ligesaavel beholde 📌Nikæa, som “den Nikæniske Troes-Bekiendelse”, aldeles for dem selv og nøiedes med “det Apostoliske” i 📌Antiochien og 📌Jerusalem, saa kan det dog i Stats-Historien slet ikke undre os, at 443Kors-Farerne, skiøndt langt daarligere underrettede end vi, fandt Keiserens Opførsel nederdrægtig*Kors-Krønikerne hos Bongars S. 6. 40. 97. 142. 387.. Derimod maa det høilig forundre os at Keiseren havde Fripostighed til, efter et saadant Venne-Stykke, at forlange Troskabs-Eden fornyet, og at Ridderne var taalmodige, forbluffede eller bestikkelige nok til at føie ham; men begge Dele, siger hans Daatter, var dog Tilfældet, saa den Eneste, der vægrede sig, var Bruus-Hovedet 👤Tankred, der havde listet sig over til 📌Asien, mens 👤Boemund gjorde Eed, og erklærede nu i Keiserens Nærværelse, da Man vilde lokke og kiøbe ham til det, at om saa Keiseren vilde forære ham hele sin mageløs glimrende Telt og ligesaameget Guld til, som han havde givet alle de andre Riddere, vilde han dog ikke sværge Andre end 👤Boemund Huldskab. En Palæologos blev herved saa øm over Keiserens Ære, at han følelig fornærmede 👤Tankred paa hans, men havde Keiseren ikke mærket Uraad og faaet 👤Boemund til at lægge sig derimellem og holde paa 👤Tankred med begge Hænder, var han ogsaa bestemt faret lige ind paa Byzantineren og havde splittet ham levende ad. Skammen over denne Overilelse og 👤Boemunds Overtalelser virkede imidlertid meer paa denne “fribaarne Sjæl” end det røde Guld, saa ogsaa han beed omsider i det sure Æble *👤Annas Alexiade S. 316–17..

Denne Prindsessens Beretning giør baade hende og 👤Tankred saamegen Ære, at vi maae foretrække den for 👤Radulfs, som hverken var Aastedet saa nær, eller fortæller saa naturlig, men dog har han neppe gjort det selv, at 👤Tankred, blandt Andet, erklærede at det var egenlig Tyrkerne, Man gav de erobrede Stæder tilbage naar Man gav Byzantinerne dem, og at Keiseren tilsidst, opbragt over hans Fritalenhed, sagde: jeg agter dig hverken mit Venskab 444eller mit Fiendskab værd, hvorpaa 👤Tankred omtrent svarede: jeg synes dog, det Halve kunde være Nok*Tankreds Levnet af 👤Radulf hos Muratori V. 292–93..

👤Christi Himmelfarts-Dag (1097) havde Kors-Farerne slaaet Leier for 📌Nikæa og der arbeidet for Keiseren i syv Uger, og da de nu endelig drog videre, ad 📌Antiochien til, maatte de underveis holde tre varme Slag med Tyrkerne, som vel kostede meget Blod, men førde ogsaa til saa afgiørende en Seier, at Tyrke-Hæren tilsidst, aldeles tilintetgjort, lod Koner og Børn i Stikken, opløste sig og overlod Kors-Farerne ikke blot Val-Pladsen men Landet*👤Annas Alexiade S. 317–18.. Disse tre Kæmpe-Slag (ved 📌Dorylæo, 📌Hebraik og 📌Agrustopolis) der fulgde rask paa hinanden, sammensmelte allerede i Krønikerne, ligesom for vore Øine, til eet uhyre stort ved 📌Gorgone, hvori Normannerne, som, med 👤Robert og 👤Boemund i Spidsen, udgjorde For-Troppen og havde ladt Resten langt tilbage, nær var blevet tilintetgjorte, men frelstes dog, da 👤Gotfred og 👤Raimund kom, og hjalp saa gladelig til at anrette det umaadelige Blodbad paa Tyrkerne, der afpressede de Efterlevende den Bekiendelse, at der burde aldrig Nogen bære Vaaben uden Tyrker og Franker *Kors-Krønikerne hos Bongars S. 7. 40–43. 142. 387–89..

Nu kom da Raden til 📌Antiochien ved 📌Orontes, som, efter Overrumplingen under 👤Nikifer (969), over hundrede Aar havde været i Byzantinernes Hænder, men var nu faldet i Tyrkernes, ved det Armenieren 👤Philaret, der havde tjent under 👤Romanos Diogenes, og efter hans ulykkelige Endeligt opkastet sig til Herre i 📌Antiochien, syndes ikke, han kunde begaae sig, uden at blive Muselmand, hvorover hans egen Søn gjorde Oprør imod ham og kaldte Sultan 👤Soliman fra 📌Rum 445til Hjelp*👤Annas Alexiade S. 168–69.. 👤Soliman fik imidlertid kun stakket Glæde af Erobringen, thi hans ærede Frænde, “den store Sultans” Broder, slog ham ihjel for det Samme, og nu hørde da 📌Antiochien til den Seldschukiske Hoved-Magt.

Hvad der bevægede Kors-Farerne til, om Efteraars-Dage, uden Redskaber eller ordenlig Tilførsel af Levnets-Midler, at beleire denne 📌Syriens Hoved-Stad, vidtudstrakt paa Skrænten af et Bjerg, med Floden ved sin Fod, saa godt som uangribelig, er svart at giætte; men skiøndt Endeel af Høvdingerne vilde havt Beleiringen udsat til Foraaret, vandt dog Grev 👤Raimunds Raad Overhaand, og da han var den Byzantinske Keisers egenlige Fuldmægtig i Franke-Hæren, har det sagtens været efter hans Indskydelse og i Fortrøstning til hans kraftige Medvirkning, 👤Raimund overtalde sine Kors-Brødre til et Vove-Stykke, der blev Mængdens Undergang og kun ved et Mirakel Stor-Værkets Krone. Det var et frygteligt Vinter-Leie, thi Levnets-Midlerne i Omegnen var snart fortærede af den talrige Hær uden Orden og Krigs-Tugt, ved Jule-Tider rasede alt den skrækkeligste Hungers-Nød, ved hvert Skridt mødte Fienden, deels fra Staden og deels fra 📌Aleppo, og Keiseren, der sagtens tvivlede paa, de gav ham 📌Antiochien, hvis de fik den, eller mistvivlede om at kunne forsvare den, lod dem aldeles i Stikken. Vel var en Trop af hans, under 👤Tattik, fulgt med til 📌Antiochien, men, siger Grev 👤Raimunds Capellan, jeg havde nær glemt han var med, til han løb sin Vei i Nødens Tid; thi han duede til slet ingen Ting, saa det var aabenbar ikke for hans Dyds Skyld, han havde mistet Næsen (naribus truncus et omni virtute); og naar Prindsessen, til hans Undskyldning, melder, at 👤Boemund kiøs ham med, at Frankerne vilde giøre en Ulykke paa ham, fordi de havde hørt at Keiseren selv ophidsede Tyrkerne imod dem, da kan 446hun vel for saavidt være undskyldt, at 👤Tattik sagtens har fortalt det Æventyr, men hun skulde dog aldrig have troet hvad en Kryster sagde om en Kæmpe *👤Annas Alexiade S. 319. Kors-Krønikerne hos Bongars S. 9–13. 46–53. 143–48. 390–91..

Uagtet alt Dette var Grev 👤Raimund saa besynderlig samvittighedsfuld, at han paa ingen Maade vilde give sit Minde til, at 👤Boemund maatte beholde 📌Antiochien til evig Arv og Eie, naar han kunde skaffe Nøglerne til Byen, som han ved hemmelig Forstaaelse med en Armenier i et af Taarnene havde Haab om, saa det er intet Under, at Provencaleren paadrog sig stærk Mistanke om, at selv om han meende det ærlig med Kors-Hæren i det Hele, var dog hans Misundelse paa Normannen stærkere end hans Deeltagelse i det almindelige Bedste. Da Rygtet imidlertid daglig blev mere høirøstet om at Seldschukernes Hoved-Styrke var underveis fra 📌Tigris og 📌Euphrat, fandt 👤Gotfred og de andre Høvdinger det dog alt for urimeligt, enten for 👤Raimunds Stivsindighed eller af Ømhed over Byzantineren, længer at nægte 👤Boemund det Løfte, han, lidt egennyttig, gjorde til den ufravigelige Betingelse for sin Odysseiske Virksomhed, og at han ikke løb med Lim-Stangen, viiste 👤Boemund dem nu snart, saa en Morgen-Stund, da Grev 👤Raimund kom op, saae han med største Forundring 👤Boemunds Fane vaie fra Stadens Taarne. Det var, efter Krønikernes eenstemmige Beretning, den tredie Juni (1098), denne lykkelige Hændelse indtraf, saa Beleiringen maa, trods Prindsessens tre Maaneder, have varet fulde Syv, og Man skiønner ikke rettere, end at den, som Ridderne ogsaa med Munden havde beredt dem paa, kunde varet syv Aar, naar Staden havde været forsynet med Levnets-Midler og fri for Forrædere; men nu lod Armenieren 👤Pyrros, efter Aftale med 👤Boemund, en Reeb-Stige glide ned om 447Natten fra et af Taarnene, som han skulde bevogte, og skiøndt det varede enstund, før Nogen turde betræde denne farlige Æres-Trappe, besluttede dog omsider 👤Folker fra 📌Chartres sig til at være første Mand og fik mellem fyrre og tresindstyve Følge-Svende, som strax bemægtigede sig de nærmeste Taarne. 👤Boemund selv var dog ikke deriblandt, ja, ei engang tilstæde, hvad høilig forbausede 👤Pyrros, saa en Lombard maatte løbe ned og hente ham, men da han saa kom, gik Stigen i Stykker, og først da en Løn-Dør blev lukket op, tog den forsigtige Helt personlig Deel i Æventyret*Kors-Krønikerne hos Bongars S. 14–15. 53–55. 👤Annas Alexiade S. 319–20.. Saa lyder Beretningen af 👤Boemunds gode Venner, 👤Peer Tudebod og 👤Robert Munk, som enten var Øien-Vidner eller stod dog ikke langt borte, og maae derfor, da de aabenbar slet ikke smigre Helten, udelukkende følges.

Alt syndes nu vel overstaaet, men dog var det Brede tilbage, thi Kors-Dragerne fandt saa godt som ingen Levnets-Midler i Byen; de prøvede at storme Fæstningen, den saakaldte Kulæ, men blev slaaet tilbage med føleligt Tab, og allerede tredie Morgen opdagede Man en uhyre Støv-Sky, som Man vel i Førstningen smigrede sig med, kunde muelig være Keiser 👤Alex, hvem de under Beleiringen havde manet til at opfylde sine Løfter, men lærde snart, var en utallig Hær af Musel-Mænd, der omringede Staden og skjulde Landet. Hvad Mod der endnu var tilbage sank, da Hertug 👤Gotfred, der især ved, under Beleiringen, at kløve en Tyrkisk 👤Goliath lige til Bælte-Stedet, var blevet Venners Afgud og Fienders Skræk, nu ved et Udfald selv nødtes til at vende Rygg, og forfulgdes saa tæt, at Mange af hans Følge omkom i Trængselen, før de slap ind. Næste Nat lod Mange i Fortvivlelse sig glide ned ad Toug fra Muren, og deriblandt navnkundige Riddere, som 👤Boemunds Svoger, 👤Vilhelm 👤Grant448👤maisnil, og vel tager Prindsessen feil ved ogsaa mellem disse saakaldte “Linie-Dandsere” (funambuli) at nævne 👤Vilhelm Erobrers Sviger-Søn, Grev 👤Steffen af Blois, der eiede saamange Borge, som der var Dage i et Aar; men Uret giør hun ham derved ikke; thi han var allerede faldet fra i Fristelsens Tid, før Staden blev taget, og foer nu afsted med hele sit Følge, hen at sætte Skræk i den Byzantinske Keiser, som var underveis til 📌Antiochien med en stor Hær*Kors-Krønikerne hos Bongars S. 15–17. 55–60. 392. 👤Annas Alexiade S. 321–24..

Saaledes havde da Bladet vendt sig, at Levningen af Kæmpe-Hæren, hvis mindste Konst det havde været at forskrække 📌Byzants, nu, indspærret i sin egen Erobring, satte sit sidste svage Haab til den feige Byzantiner; men at Man ventede Hjelp af 👤Alex var dog ikke nær saa latterligt, som det klinger; thi ikke blot havde Kors-Hæren, ved at lamme Tyrke-Armen i 📌Rum, saaledes skaffet ham Luft, at han nu spillede Mester i 📌Natolien, men 👤Boemunds Broder 👤Guido var med mange tusinde Korsfarere traadt i hans Tjeneste, saa, havde han kun havt Mod og Villie til at vove noget for sine tappre Lehns-Mænd, var det ganske rimeligt, at den store Tyrke-Hær mellem to Ilde snart vilde smeltet sammen til saagodtsom ingen Ting. Det var imidlertid langt fra Keiserens Mening at vove Noget for studse Kæmper, han, jo før, jo hellere, ønskede at blive kvit, saa han laae kun paa Reisen til 📌Antiochien, for, ifald de tog den, i Tide at paatale sin Ret, og da han derfor hørde, hvordan Sagerne stod, og at Tyrkerne fra 📌Tigris med det Samme vilde giæste ham, skyndte han sig hovedkulds hjem til 📌Konstantinopel og lod 📌Antiochien skiøtte sig selv*👤Annas Alexiade S. 322–26. Kors-Krønikerne hos Bongars S.19–20. 60..

449Under disse rædsom fortvivlede Omstændigheder, da Hungers-Nøden rasede og selv de kiækkeste Riddere ei mere turde vove sig udenfor Stads-Porten, da kom der en halvstuderet Bonde-Knøs, ved Navn 👤Peter Bartholomæus fra 📌Provence, til Grev 👤Raimund og Biskop 👤Ædmer, med den Aabenbaring fra Apostelen 👤Andreas, at den “hellige Landse”, hvormed Romeren gjennemborede Frelseren paa Korset, laae nedgravet i en af 📌Antiochiens Kirker, som han nævnede, og at den, naar de fandt den, skulde være et vist Seiers-Tegn. Biskoppen tog det for Snak, men Greven troede det, og der blev nu gravet en heel Dag, fra Morgen til Aften, hvorpaa der omsider kom en Spids frem, som Grevens Kapellan, der har beskrevet det Hele omstændelig, forsikkrer, han kyssede paa Stedet, og var saa med at drage op af sin dybe Dunkelhed*Raimund Agil fra Puy hos Bongars S. 150–51.. En af Præsterne trøstede ogsaa med et Syn, som han havde havt, baade af Herren selv, der lovede Hjelp, naar der gjordes Bod, og af “Jomfru 👤Marie”, der med idelige Knæ-Fald bad for de Betrængte, og herved kom der saaledes Ild baade i Høie og Lave, at de besluttede sig til et almindeligt Udfald (28de Juni), ja, meldte det selv Dagen forud, ved 👤Peter Eremit og Ridder 👤Helvin, til Tyrke-Høvdingen 👤Korboga, hvem de dog kun forgjæves udæskede til at stille fra Fem til Hundrede af sine ypperste Riddere mod et lige Antal af Deres, og lade Stadens Skæbne beroe paa Kreds-Gangens Udfald*Kors-Krønikerne hos Bongars S. 18. 20. 60–62..

Kors-Dragerne havde under deres gudelige Forberedelse til Seieren, de sikkert ventede, ladt alle, hvem der vilde, forlade Staden, saa Man var i den Tyrkiske Leir godt underrettet om deres udvortes Elendighed, hvor de Heste, Man ei havde ædt, kunde selv af Sult knap hænge sammen og hvor 450et Heste-Hoved uden Tunge kostede en Krone, men den indvortes Tilstand, som Rømnings-Mændene naturligviis ikke kjendte, var desto kongeligere, efterat Herren, som de troede, havde sendt dem Seier med Landsen og det udtrykkelige Løfte, at naar de kun modig vilde binde an med den ene Tiende-Deel af Tyrke-Hæren, skulde han selv, i Spidsen for alle de hensovne Kors-Dragere, sørge for de Ni. I denne Tro rykkede de ud i sex Hobe, først Prinds 👤Hugo, den Franske Konges Broder, og Grev 👤Robert af 📌Flandern; dernæst Hertug 👤Gotfred; saa Hertug 👤Robert af 📌Normandiet; saa Biskop 👤Ædmer med den hellige Landse, baaret af vor Kynding, Grevens Capellan; saa 👤Tankred, og til Slutning 👤Boemund; thi af alle Høvdingerne blev kun Grev 👤Raimund, som skrantede, tilbage, for at holde Tyrkerne paa Borgen i Skranker. Enten af Overmod eller af Forbauselse lod Tyrkerne alle disse Skarer frit drage ud, ledsagede, som paa en høihellig Dag, med høirøstet Lov-Sang af hele den hvidklædte Geistlighed. Paa den nærmeste Slette slog de Kreds om Biskop 👤Ædmer, som i en kort Tale opmuntrede Folket, og bad dem ei forskrækkes, naar de saae Himlens Hær-Skarer, som ufeilbarlig vilde ile dem til Hjelp, og nu begyndte, Man veed ikke ret, om Man skal sige Slaget eller Flugten; thi derom er alle samtidige Kilder enige, at Tyrkerne sloges med Skræk, før Styrken ret var prøvet, og Prindsesse 👤Anna fortæller det saaledes: at Greven af 📌Flandern, som udbad sig den Ære at aabne Slaget, sprang af sin Hest, kastede sig tre Gange bedende i Støvet for den Høieste og foer saa, kun selv fjerde, under Raabet “Gud med os” i Firspring mod Høien, hvor Tyrke-Høvdingen 👤Korboga stod, som flux vendte Rygg med hele sit Følge og gav derved Løsen til den urimeligste, mest forvirrende og ødelæggende Flugt, Man vel kan tænke sig.

451Slet saa pludselig, seer Man af deres Beskrivelse, der selv var med at vinde, har Flugten imidlertid dog ikke været; thi da Tyrkerne først aabnede sig for de Christne, var det maaskee vel deres Ønske at undgaae det første frygtelige Anløb, men aabenbar deres Haab at kunne afskiære dem fra Staden, omringe og tilintetgjøre dem. 👤Boemund, som sluttede Troppen, var nemlig den Eneste, der blev angrebet, men indeklemtes da og saa frygtelig, at var ikke 👤Hugo og 👤Gotfred fløiet ham til Hjelp, havde han i et Øieblik været forloren. Selv nu truede Forvirringen med at bryde ind, da Mærkes-Manden, 👤Odd Belgenser, faldt med Banneret, saa det holdt haardt før 👤Vilhelm Blemme med Sværdet kunde bane sig Vei giennem Fienden og reise Banneret igien; men i selvsamme Øieblik raabde Biskop 👤Ædmer: Kæmper! see, der har vi de himmelske Hjelpere; og mens selv de Christne var nær ved at bæve, foer der med Eet saa vældig en Rædsel i Fienden, at de vendte Øinene bort, smeed Skjoldet paa Ryggen og tog til Beens. Der faldt ikke Mange af de Tyrkiske Riddere, thi deres Heste var anderledes raske end Kors-Dragernes, men af Fod-Folket Utallige, som deels blev nedsablede, deels druknede i Floden og deels af Indbyggerne grebes i Smut-Huller, og Byttet var saa umaadeligt, at Prindsesse 👤Anna, uden at Nogen kan borge for Regningens bogstavelige Rigtighed, dog giver os en rigtig Forestilling derom, ved at sige, det varede en heel Maaned, inden det Alt kom til Byes*Kors-Krønikerne hos Bongars S. 21–22. 63–65. 154–155. 👤Annas Alexiade S. 326–27..

Der gives i Menneskeslægtens, ligesom vel i enhver udmærket Enkelt-Mands, Levnets-Løb visse fortvivlede Øieblikke, da Intet er urimeligere end Haabet, saa Dets Gjenfødelse er allerede et stort Mirakel, ja vel i Grunden større 452end Dets Opfyldelse, og Et af disse Øieblikke var aabenbar Helte-Prøven i 📌Antiochien, saa det vilde være latterligt at sige, at vel var baade Trøsten og Frelsen hardtad mageløs vidunderlig, men dog skedte der intet Mirakel, intet virkeligt Vid-Under, men spilledes blot et kirkeligt Narre-Spil, der tilfældigviis kom til at afgjøre Kors-Heltenes og dermed Verdens Skæbne. Det er derfor heller aldrig faldet noget rigtigt Menneske ind at ahne noget Bedrageri ved den Himmelske Hær-Skare, Somme paa de Christnes Side skal have seet under Slaget, og gik det anderledes med den “hellige Landse”, da er det ingenlunde, fordi Man tvivler om, at begeistrede Folk, under saadanne Omstændigheder, maatte have “Syner og Drømme”, de ei var istand til at skielne fra Virkeligheden, men blot fordi Man “virkelig fandt” en Landse paa det betegnede Sted, som om saa lille et Lykke-Træf endnu var for stort et Middel i Forsynets Haand til paa en naturlig Maade at frembringe de mest forbausende Virkninger. Virkningen beroede nemlig paa, at Sværmerne for Alt hvad de kaldte Herrens Efterladenskab, skulde troe paa Landsens Ægthed, hvad under Spændingen faldt dem høist naturligt, men allerede kun hundrede Dage senere de Fleste af dem latterligt, og at de da forvexlede Spørgsmaalet herom med det ganske Forskiellige: om Provencalerens Ærlighed, skulde dog aldrig friste os til at gjøre ligesaa; thi vel maa Ild-Prøven, for at bevise Noget, gjennemgaaes som “i den gloende Ovn”; men selv naar Man brænder sig, har Man dog unægtelig, ved at gaae i Ilden for sin Oprigtighed, givet det stærkeste Pant derpaa, Man kan forlange. Og Provencaleren gik virkelig i Ilden (Lang-Fredag 1099), for, efter Tidens Tanke-Gang, under Eet at bevise baade sin Uskyldighed og Helligdommens Ægthed, som efterhaanden, da han bestandig havde nye Syner og Aabenbaringer, faldt Mange mis453tænkelig og blev især stærkt anfægtet af den vel aabenbar verdsligsindede men dog ogsaa høilærde 👤Arnulf, Capellan hos Hertugen af 📌Normandiet. Om Ild-Prøvens Udfald har vi nok kun eet Øien-Vidnes Beretning og det er Grev 👤Raimunds Capellan, som selv bar den hellige Landse paa Hædersdagen ved 📌Antiochien, og troede paa alle 👤Peters Syner, saa vi er langt vissere paa, han har seet Sagen fra den bedste end fra den rigtigste Side; men han tilstaaer dog, at lidt havde 👤Peter rigtignok brændt sig paa Skinne-Benene, skiøndt hvad han siden døde af, aabenbar var al den Ærbødighed og Kiærlighed, hvormed Mængden overvældede ham, da han uskadt med Landsen kom ud af Ilden, saa de havde dræbt ham paa Stedet, hvis ikke den tappre Ridder 👤Raimund Peles var fløiet til og havde vovet sit eget Liv for at frelse hans*Raimund Agil hos Bongars S. 156–160. 165–69. 171..

Herved maae vi da lade Sagen beroe, som vi ogsaa godt kan, da den for os er langt fra at have den Vigtighed, den tilvisse havde i Kors-Hæren, hvor Landsen og dens Prophet, gav Provencalerne en saadan Overvægt, at Normannerne i Længden umuelig kunde troe paa deres Ægthed, og dette Nag var aabenbar den sande Kilde til den i sin Tid urimelige Vantro, baade 👤Peter og Landsen, skiøndt de gik igiennem Ilden, saa ubillig angrebes og undertrykdes af. Deres Ægthed maa nemlig, naar Man vil være billig, kun sammenlignes med de Propheters og Helligdommes, der baade før og siden giennem Middel-Alderen holdtes høit i Ære, og dem overstraale de aabenbar saa himmelvidt, som det første Kors-Tog overstraaler alle de Følgende, end sige da alle Smaa-Feiderne mellem Middel-Alderens Fyrster, Grever og Baroner. 👤Peter Bartholomæus maa derfor staae for os som Kors-Togets Calchas, thi det skulde vist nok Biskop 👤Ædmer 454været, men var ikke, og Spaamanden kunde dog fremfor Alt i 📌Antiochien umuelig undværes. Selv de Billigste af os smile jo vel lidt fornemt ad den klodsede Prophet og den haandgribelige Helligdom; men Efter-Slægten vil ogsaa smile fornemt, naar den skriver og læser vor Tids Historie, og ved Sammenligningen gjøre den Bemærkning, at skiøndt vore Sværmerier var meget finere og maatte synes Aanden langt værdigere, var der dog aabenbar langt mindre Liv og Kraft, altsaa langt mere Vind og langt mindre Aand i dem end i 👤Raimunds og 👤Tankreds.

Det var paa Veien til 📌Jerusalem, 👤Peter Bartholomæus spaaede sidste Gang, og havde den Fyldestgjørelse, at Staden 📌Marra virkelig, under det ny Løsen “hjelp Gud”, han havde givet Kors-Dragerne, blev indtaget; men kort efter, under Beleiringen af 📌Akras (ved 📌Tripoli), var det, han paa den snevre Sti (kun een Fod mellem to Baal) maatte giennemgaae Skiærs-Ilden, syv Alen lang, og blev af sine Tilbedere behandlet som “en Reliqvie” det var baade fromt og fordeelagtigt at sønderrive. Men uagtet ved hans Død en stor Anstøds-Steen var borttaget mellem Provencaler og Normanner, saa var der dog Nok endda, og fremfor Alt var den Borg og de Taarne i 📌Antiochien, som Grev 👤Raimund vedblev at holde besat, et varigt Skillerum mellem ham og 👤Boemund, der nu ganske afsondrede sig*Raimund Agil hos Bongars S. 160., drev 👤Raimunds Folk ud af Byen, saasnart han saae Leilighed, og var slet ikke med at indtage 📌Jerusalem.

Denne gamle 👤Davids-Stad med “den 📌hellige Grav var vel alt i et Aartusinde, siden 📌Jerusalems Forstyrrelse, egenlig kun til i Indbildningen og Amindelsen, men naar Disse er “Fornuft og alle Sandser” overlegne, som de fordum naturlig var, da skiænke de 455ogsaa deres Skabninger en tilsvarende Virkelighed, det er nemt at spotte, men farligt at trodse. De Bog-Lærde skulde saa meget mindre lagt Vind paa den Helvedes Konst at giennembore Balder med Mistel-Teen, som deres eget Sværmeri, for de “Classiske” Steder og Reliqvier (qvæ supersunt), er ganske af samme Art, som Kors-Dragernes for de “Hellige”, men langt fra at kunne saa godt taale Spot, da Penne-Feiderne unægtelig fordunkles af Kors-Togene, og selv de største “Archæologiske Værker” kan slet ikke maale sig med “Riget ved 📌den hellige Grav”, hvor ringe saa Livs-Kraften og hvor mange end Brøstene var. I Kirke-Historien gjør Man vel med Rette den Bemærkning, at det var først i 👤Konstantin den Stores Tid, da Troen paa 👤Christi aandelige Nærværelse døde, Man begyndte at giøre Pillegrims-Reiser til 📌den hellige Grav, og at saavel Disse, som Reliqvie-Dyrkelsen, er saa langt fra at være christelige, at de meget mere i Middel-Alderen staae som Mahomedanske Efterligninger; men, i Stats-Historien, saavelsom i hele det borgerlige Liv, maae vi tage Verden “som den er”, ikke som vi troe, den burde være, og da er aabenbar Kiærligheden til 📌Palæstina, som de Christnes Fæderne-Land, Længselen efter at knæle ved 📌den hellige Grav, hvoraf det evige Livs Haab engang seierrig opstod, og den dybe Ærbødighed for alle Mindes-Mærker fra Christenhedens Gude-Alder og Helte-Tid, netop de herlige Grund-Træk hos den ny Folke-Kreds, som opløftede Sjælen over det Smaalige, aandelig bandt Hjerterne til den Gamle Storhed og sammenknyttede dem i Følelsen af det høiere Fællesskab, som ikke blot avlede Kors-Togene men Alt hvad der ogsaa i Nyaars-Tiden er menneskelig Stort og Omfattende.

Biskop 👤Ædmer var død i 📌Antiochien kort efter 456Landse-Slaget, og Kors-Dragerne var da i den Henseende som Faar uden Hyrde, saa den Døde maatte gaae igien, blot for at faae dem til at reise “Kors-Banneret” igien, som de reent havde aflagt*Raimund Agil hos Bongars S. 170–71., og skiøndt de umuelig kunde glemme, at 📌Jerusalem var Maalet, maatte der dog nye Aabenbaringer til at drive dem fra de mange for den fælles Sag meer end unyttige Sysler, som underveis fængslede de enkelte Høvdingers Opmærksomhed. 👤Boemund skildte sig, som sagt, aldeles fra Kors-Hæren, og Grev 👤Raimund, udmærket for Resten saavel ved Standhaftighed som Betænksomhed, var særsindet og knarvurn, saa der hørde meget til at Begeistringen for Korset og Graven skulde seire, men den seirede dog, fordi den var udsprunget af en dyb og mægtig Følelse, i hvis Skiød den hvilede, som Middel-Alderens 👤Christus i 👤Jomfru Marias.

Dog her, siger Grev 👤Raimunds Capellan, uden Sammenligning vor bedste Ledsager paa disse Veie, maae vi ingenlunde glemme Engelænderne, som, da de hørde, det gjaldt om at hævne Skade paa dem, der havde ranet Herrens og Apostlernes Fæderne-Land, paatog sig med 30 Skibe modig den lange, besværlige Reise, norden om 📌Spanien og giennem hele 📌Middel-Havet; thi disse Engelændere gjorde ikke blot, tilligemed Genueserne, Gavn til Søes, ved at holde Farvandet ryddeligt og sikkre Tilførselen fra 📌Kypern, men da kun en halvsnees Stykker af Skibene var i god Stand, brændte de Resten, og satte Ild i Fodgiængerne ved at giøre dem Følgeskab til 📌Jerusalem *Sammest. S. 172–73.. Efter hele Sammenhængen og efter gammel Vane hos “Mærkes-Mændene” paa Øen, har det nemlig ganske sikkert været disse “Uafhængige”, der, da Ridderne laae og nølede ved 📌Tripolis, ved Natte-Tid indførde den ny og udtrykkelig forbudne Skik (contra principum decreta et 457contra morem nostri exercitus), at Fod-Folket paa egen Haand gik videre og nødte derved Høvdingerne med deres Riddere til at giøre Alvor af Pillegrims-Reisen. For at holde Pindse maatte Toget imidlertid standse lidt ved 📌Kæsarea, og Somme var af den Mening, Man gjorde bedst i at gaae lige til 📌Ægypten, hvis Chalif (i Krønikernes Sprog: den Babyloniske Sultan) havde taget 📌Jerusalem fra Tyrkerne, da 👤Korboga flygtede; men den modsatte Mening seirede dog, især ved den Bemærkning, at Man havde nu i Alt kun femtenhundrede Riddere, som vilde kun lidt forslaae til at beleire 📌Babylon (📌Kairo) og 📌Alexandrien *Raimund Agil hos Bongars S. 173..

Nu gik det da rask over Bjergene fra 📌Joppe, da Alle længdes efter Synet af “den hellige Stad”, og da det omsider timedes, da, siger 👤Robert Munk, som var med, smeltede Steen-Hjertet i hvert et Bryst, Alle svømmede i Taarer og tilbad i Støvet ham der sidder ved Guds høire Haand og skal igien komme at dømme Levende og Døde*Robert Munk hos Bongars S. 74., og det kan i det Mindste vi, der, skiøndt Vingerne er stækkede, dog endnu har lidt af Fugle-Arten, godt forstaae; thi selv om vi kunde flyve til den Udsigt, vilde Hjertet banke underlig og Øinene knap blive tørre, og havde vi gjort Reisen i Selskab med de Hundrede-Tusinder, som sank underveis, da vilde endnu Ingen kunne beskrive de forunderlig blandede, vemodig-glade Følelser, hvormed de faa Overblevne maatte staae ved Maalet.

Det var i Skiær-Sommer (1099), Hertugerne af 📌Lothringen og 📌Normandiet, Greverne af 📌Flandern og 📌Provence, og 👤Tankred, der nok vilde følge 👤Boemund, men ei naar han svigtede Kors-Banneret, leirede sig paa “Zion og 📌Olie-Bjerget”, og skiøndt de næste fem Uger kun maae synes os som fem Dage for dem, der havde 458overlevet de syv Maaneder for 📌Antiochien og de endnu langt frygteligere tre Uger midt i den, saa er dog ogsaa for os den “nærværende” Tids Pinagtighed altid den største, saa det var intet Under, de havde nær tabt Taalmodigheden, da de prøvedes haardt, saavel med Hunger og Tørst, som med Mangel paa Tømmer til Krigs-Redskaber. Vel prøvede de “Tolv Tusinde,” hvortil den utallige Hær var indsvundet, strax, efter Eremitens Raad paa 📌Olie-Bjerget, at løbe Storm, og Muren var alt besteget, men da tvivlede de, sloges tilbage, og havde nær opgivet det Hele, da en ordenlig Beleiring syndes umuelig, hvor der, blandt Andet, kun var een Kilde i Nærheden, hvis Vand ei engang hver Dag var drikkeligt, saa Mange vilde heller nøies med at have “seet” 📌Jerusalem. Da imidlertid den lille Flaade naaede Havnen ved 📌Jaffa, og fristede Mange til at tænke paa Hjem-Reisen, blev den til Lykke indspærret af en Ægyptisk, saa Mandskabet fandt det bedst at gaae i Land med hvad de kunde føre, og stødte til Kors-Hæren, som herved ikke blot fik et godt Vink om at holde ud, men ogsaa endeel raske Tømmer-Mænd til at bygge Taarne, der kunde maale sig med Muren. Førend Man ret lagde Haand paa Værket, beredte Man sig dog, efter en alvorlig Formaning af Præsterne (i Grunden af Biskop 👤Ædmers Skygge), ved i et høitideligt Optog, med flyvende Faner og klingende Spil, barfodet at gaae Staden rundt, og paa Himmelfarts-Bjerget, som Grændsen for Herrens Efterfølgelse, broderlig at tilgive hinanden deres Skyld og Brøde. Niende Dagen efter, havde 👤Ædmers Skygge sagt til Præsten 👤Peter Desiderius fra Die (i 📌Dauphiné), som nu var Hærens ypperste Spaamand, skulde 📌Jerusalem blive taget, og med den kaadeste Spot, der især ramde Korset, havde de Vantroe fra Muren yderlig forbittret Kæmperne, saa travlere otte Dage end de Næste har Man nok sjelden seet, og ottende Dag stod allerede baade Hertug 👤Got459👤freds og Grev 👤Raimunds Taarne færdige ved Muren*Raimund Agil hos Bongars S. 174–77.. Stormen varede halvanden Dag, under haardnakket Modstand, saa Folk havde med Kræfterne nær tabt Modet og trukket sig tilbage, men da saae Mange en Kæmpe, Ingen kiendte, vinke med sit Skjold paa 📌Olie-Bjerget og giøre Tegn til Indbrud *Sammest. S. 178., og dermed kom der saadan Fyrighed i dem, at snart stod Lettold og Viger Løve-Bane, To af 👤Gotfreds Riddere, paa Muren, hvor baade han og 👤Tankred og mange Andre strax med Raabet “hjelp Gud” var hos dem. Dermed var Slaget vundet, thi Fienden prøvede nu ikke engang meer paa at sætte sig til Modværge, men lod sig slagte som Fæ paa Gader og Stræder, eller flygtede: deels til det saakaldte 📌Salomons-Tempel, og deels til 📌Davids-Borgen, som først da Staden var taget, overgav sig til Grev 👤Raimund. Der skal have været over 60000 Muselmænd i Staden, og af dem undkom ikke et levende Øie, undtagen de i 📌Davids-Borgen, som Grev 👤Raimund tog under sin Beskyttelse; thi vel havde 👤Tankred givet dem i 📌Salomons-Templet sin Fane til Sikkerheds-Tegn, men til hans store Ærgrelse blev de ligefuldt nedsablede, og det var frem for Alt grueligt at see, hvordan baade Hertug Gotfred og Viger Løve-Bane den Dag brugde deres Biørne-Kræfter*Kors-Krønikerne hos Bongars S. 27. 28. 75–76. 178–79. 398–99..

Saaledes blev da 📌Jerusalem vundet, ryddet og renset, og her, hvor Alt sprang over Klingen og Blodet paa sine Steder ret egenlig gik til Hestenes Bidsler, skulde nu vel, efter vore “dydsirede Forskrifter”, baade Skriver og Læser blive ømme om Hjertet eller dog lade, som de blev det, og skamme Ridderne ud; men vi har i alt Fald nuom460stunder saa lidt virkelig Medlidenhed med Næsten, at vi giør klogest i at giemme den til dem der kan have godt af den, og det er naturligviis ikke de Muselmænd, der faldt for syvhundrede Aar siden, men de Christne ved Siden ad os, som Man plager og piner Sjælen ud af Livet paa. Kun alt for mange Taarer har vi fældt paa “Skue-Pladsen” over ingen Ting, og kun alt for ivrig har vi forskrevet Dyder og sværtet Laster med Blæk til ingen Nytte, saa det er paa den høie Tid, vi lade Skuespillet fare, slaae en Streg over alle Papirs-Dyderne og vise Efter-Slægten, med Noget, den nødes til at nævne og studse ved, hvormeget bedre vi, end Middel-Alderens Riddere, har lært at øve Daad som duer og ret forbinde “Dyd og Ære”, saa vi selv i Fienden ære Mennesket og aldrig over Kampen glemme Kiærligheden. Jo bedre det imidlertid lykkes, des billigere vil vi sikkert blive mod Fortidens ædle Kæmper, i det vi lære, det er ikke nær saa let at være dydig som at moralisere, og langt vanskeligere at synes god, naar Man virkelig giør sit Bedste, end naar Man sidder med Hænderne i Skiødet eller staaer dog blot til Tidsfordriv og prikker med en Pen! Og hvad nu i Særdeleshed “Blod-Bad” angaaer, da skal vi lægge vel Mærke til, at det smukke Kiøn, der unægtelig fælder baade de fleste og de oprigtigste Taarer over dem, holder dog sædvanlig mest af Mesterne for dem, naar det kun ikke er gaaet ud over deres nærmeste Slægt og Venner; thi det lærer os, at, hvad enten det er ret eller galt i Grunden, falder det Menneske-Hjertet naturligt gierne at kiøbe sine Venner Seier og Ære med Fiendernes Blod, ihvor store Strømme det end maa flyde, saa naar vi paa Kors-Toget klamres med Ridderne om Tyrke-Blod, da er vi enten Tyrker i Grunden, eller det er et paataget Væsen, som Ridderne vel saae i 📌Byzants, men med Rette forsmaaede. Blods-461Udgydelsen, siger Skriften, begyndte med et Broder-Mord, saa den er nem at laste, og Han, paa hvem de Christne troe, udøste kun “sit eget Blod” med Bøn for sine Fiender, saa det er soleklart, hvad der i den Henseende er christeligt; men Folke-Livet i Verden har altid ligget og ligger bestandig i Kamp med sine dødelige Fiender, og Mildhed mod dem i den aabne Feide er, ligesom Mildheden mod “Røvere og Mordere” i Retter-Gangen, saa langt fra at være en Dyd, at den, som vi see i 📌Byzants, meget mere er et Foster af Slaphed og Feighed og en dødelig Synd mod det Borgerlige Selskab”, der kun blomstrer paa sine Fienders Grav. Hvor Man ikke bryder sig om det, og har hverken Tro eller Fæderne-Land, men kun personlige Begiærligheder, Man til enhver Priis vil følge saa længe og skaffe saamange “Slaver” som mueligt, der skaaner Man naturligviis gierne alt Blod, undtagen sine personlige Fienders, ligesom Neger-Fyrsterne spare deres Krigs-Fanger for at sælge dem til den Høistbydende; men sand menneskelig Oplysning vil lære os, at hvem der foretrækker evigt Slaveri for Døden er ikke Livet værd, og at Skaanselen af det Borgerlige Selskabs Fiender, enkelte eller flokkeviis, er endnu langt skadeligere end, hvad dog ogsaa med Flid skal undgaaes, urimelig Haardhed mod Misdædere og unødvendige Krige.

At nu den store Krig, Christenheden giennem hele Middel-Alderen førde med de Mahomedanske Fri-Byttere, selv under Skikkelse af Angreb, var i Grunden “Nød-Værge”, har vi seet, og at Kampen bliver ædlere, Helte-Gierningerne større, og Blod-Badet menneskeligere, jo mere Krigen føres til hele Menneskehedens Bedste, og jo mere alle Personligheder og selv Nationaliteter tabe sig i en omfattende Begeistring for hvad alle Borgerlige Selskaber har tilfælles, det maae vi dog endelig snart 462lære at indsee, saa vi ikke længer finde selv den største Tapperhed for Tyranni, lav Egennytte eller tom Glimmer priselig, end sige brændemærke den Ædleste af alle Krige under Solen, som det “Store Kors-Tog” var, med de lumpneste Navne vi kan optænke.

At Kors-Dragerne, for deres Selv-Opoffrelser i Tyrke-Krigen, ventede en evig Belønning i Himlen, maae vi kalde et falsk Haab, udsprunget af den samme hedenske Over-Tro, som vi spore ved den hellige Landse og Guld-Billedet af 👤Christus, de lod giøre af det Tyrkiske Bytte; men det var i alle Henseender deres egen Sag og deres egen Skade, og da Hundrede-Tusinder ligesaa lidt da som nu lod sig drive til saa store Anstrengelser og Opoffrelser blot af Ærbødighed for Menneske-Aanden og af Kiærlighed til Næsten, maae vi være glade ved, de fik den Hjelp de trængte til, for at udføre det Stor-Værk, hvortil de følde baade Drift og Kraft. Saalidet derfor, som det i vore Øine vilde nedsætte Heltene ved 📌Thermopylæ og 📌Salamis, om de haabede for deres Daad at optages blandt Guderne, ligesom Herakles, saalidt maa det lignende Haab, Kors-Dragerne aabenbar nærede, skille dem ved det Mindste af vor Beundring, thi var end deres Haab om Udødelighed i Himlen for hvad der kun gavnede Jorden for dristigt, saa er dog en ærefuld Udødelighed herneden, netop fordi den syndes dem forlidet, dobbelt deres velfortjente Løn. For at skille dem derved, har vel Avind stræbt at fordunkle deres store Fortjenester af Christenheden: deels ved at sige, de tænkte ei paa al den Fordeel, deraf i Tidens Løb skulde høstes, og deels ved at pege paa det svage og kortlivede Rige, de stiftede i 📌Øster-Leden; men deels er det soleklart, at da de virkelig opoffrede Alt for Christenheden, er det aldeles ligegyldigt, hvordan de tænkte sig Følgerne, og deels er det ikke Rigets Skyld i 📌Jerusalem, om vi hidtil 463var blinde for dets uberegnelig store Vigtighed og Virksomhed.

Vi maae nemlig vel sige: at havde Kors-Dragerne det urimelige Haab at finde 👤Christus i “📌den hellige Grav,” da tog de mærkelig Feil, men “det Borgerlige Selskab”, som ved 📌Jerusalems Forstyrrelse var jordet der, det stod virkelig paa en Maade op i Grav-Riget og blev Mønsteret for Alt, hvad der udenfor 📌Norden lige til de seneste Tider fortjener dette Navn, saa det er ingenlunde i Rigets Udstrækning eller Varighed, der efter Omstændighederne maatte blive ubetydelige, men i Dets Forfatning, der neppe andensteds kunde opstaaet og i alt Fald ingensteds virket saa almindelig velgiørende, vi skal søge og sætte Dets Vigtighed. Skulde nemlig nogen Throne blive “Ydmyghedens og Retfærdighedens Høi-Sæde” paa Jorden, maatte det vel være Kong 👤Davids ved 📌den Hellige Grav, og hævede der sig en bedre Stats-Forfatning i dette ny 👤Davids Rige, stiftet, bemærket og besøgt af de Ypperste fra hele Christenheden; da stod den som et lysende Exempel, lig Staden paa Bjerget, der kan ikke skjules, og som en saadan Ære-Port for Kors-Togets Helte byder Historien os at betragte Riget i 📌Jerusalem.

Allerede under Beleiringen, siger Grev 👤Raimunds Klerk, blev der holdt Raad om et Konge-Valg, men da blev der Intet af, iblandt Andet, fordi Geistligheden fandt det upassende at nogen Anden skulde bære Konge-Navn, hvor Herren selv var kronet, og han maaskee ophøie sig i sit Hjerte og fortørne Herren; der burde kun være en Beskytter, som kunde besørge Forsvars-Væsenet*Raimund Agil hos Bongars S. 176.. Paa anden Dansk: Geistligheden vilde helst være sin egen Herre og staae for Oppebørselen ved 📌den hellige Grav, saa der behøvedes kun en “Kirke-Værger”, der aldrig kunde have for ydmygt et Navn, da Kirkens “verdslige Arm” altid fristes til 464at ophøie sig over det geistlige Hoved, og den Tanke-Gang er saa naturlig, at havde vi selv været med, og havt Udsigt til Patriarchatet i 📌Jerusalem eller dog til En af Bispe-Stolene mellem “Dan og Bersabah,” vilde det undret os, at ikke hvert christent Menneske fandt den Ting indlysende; men havde vi været i 👤Gotfreds og 👤Tankreds eller Nogen af de andre raske Ridderes Sted, vilde vi naturligviis ogsaa fundet, der var en Hage ved, og følt paa vor Samvittighed, at det var ikke Alt af “Aandens” Drift, hvad Geistligheden sagde, især naar Talen blev om Mit og Dit. Otte Dage efter Stadens Indtagelse forsamlede Ridderne sig derfor ordenlig til Konge-Valg, og blev smækvrede, da Geistligheden igien vilde føre sin Besyv og anmærkede, at det kunde maaskee være godt nok med en Konge, men ligesom det “Evige” maatte gaae for det “Timelige”, maatte den “Geistlige Statholder” (vicarius Spiritualis) ogsaa vælges førend den “Verdslige”, ellers blev Valget, reentud sagt, ugyldigt*Raimund Agil hos Bongars S. 179.. Heraf seer Man, at selv de Præster, som havde reist med Heltene, havde dog endnu ikke lært, hvad Forskiellen var mellem 👤Karl den Store og 👤Ludvig den Fromme, eller paa Kirkens Ven og Geistlighedens Træl; men nu blev de dog nødt til at mærke det; thi Grev 👤Raimunds Capellan vilde vist ikke ved denne mærkelige Leilighed have glemt at nævne enten sin egen Herre eller Gotfred, eller selv en langt mindre høibaaren Ridder som en Undtagelse fra de vrede Ansigter, hvis der havde været Nogen. Nu beklager han derimod kun, at Biskop 👤Ædmer, æret af Alle som en 👤Moses, var død, og han har for saavidt Ret, at havde denne Apostolikerens Fuld-Mægtig oplevet 📌Jerusalems Indtagelse, da var Patriarchen gaaet Kongen i For-Kiøbet og den Hellige Stol maaskee flyttet til Graven; men nu var han, til Lykke, borte, saa Ridderne kunde følge deres eget Hjerte, der 465sagde dem, at forudsætter end Tiden Evigheden, saa kommer dog i Menneske-Livet Tiden først og maa bruges, mens Man har den, og at gav Man Geistligheden, der alt raadte for Sjælen, blot en Finger af Legemet, da tog de hele Haanden, og gav Man dem Haanden, da hele Kroppen. De beed da Geistligheden af og tilbød saa først Grev 👤Raimund Thronen, men da han gjorde sig Samvittighed af at bære Konge-Navnet, faldt Valget paa Hertug Gotfred, der vel aldrig vilde bære en Guld-Krone, hvor Herren bar Torne-Kronen, men lod sig ei skrække af Navnet, og han brugde sin korte Regierings-Tid saa godt, at han giennem hele Middel-Alderen pristes som et Konge-Mønster*Kors-Krønikerne hos Bongars S. 76–179. 399. 537. 48..

Om ham fortæller 👤Vilhelm Tyrier, iblandt Andet, at nogle Muselmanske Gesandter traf ham i Leiren for Arsuf siddende paa en Straa-Sæk, og forundrede sig høilig over at see en Konge sidde saa lavt, men fik til Svar: skal vi ligge i Jorden, kan vi sagtens sidde paa den*Vilhelm Tyrier hos Bongars S. 774., og uden at kunne borge for saa ung en Skrivers hemmelige Efterretninger, kan der dog ingen Tvivl være om at 👤Gotfred med sin gode Villie satte sig lavere, end nogen Konge i Christenheden. Kongen i 📌Jerusalem tilsvor nemlig ikke blot før Kroningen Kirken al dens Frihed, men ogsaa før Hyldingen Folket deres Rettigheder, og stod kun som en kronet Midler mellem Ridderskab, Geistlighed og Borgerskab, som hver havde sin egen Høieste-Ret, hævet over Konge-Bud, og havde virkelig “Stemme” i Alt hvad der angik det almindelige Bedste *👤Wilkens's Historie af Kors-Togene I. 307–424.. At nu 👤Gotfred med Flid udkastede denne Stats-Forfatning og lod den beskrive paa løse Blade med forgyldte For-Bogstaver, det er ikke blot tvivlsomt 466men efter Tidernes og Kæmpens Vilkaar, urimeligt; thi det er kun os, der bruge Livet til at udkaste Planer og ansee det for store Ting, naar vi kan faae dem ført i Pennen, før vi døe, overladende det da trøstig til Efter-Kommerne at sætte dem i Værk, uden at huske, at enten tænke de anderledes end vi og kan da ikke befatte sig med vore Planer, eller de gjør som vi. Ridderne derimod betænkde sig ikke længe og skrev sædvanlig slet ikke, men greb fat og slog til naar det hugede dem, som de Smukke giør endnu, hvorved det vist nok let kunde skee, de forgreb og forhastede sig, baade tog og slog feil, men hvorved der dog immer skedte Noget, og, som Historien viser, skedte Meget, der er værdt at tale om. 👤Gotfred har derfor sikkert indskrænket sig til at føre Septeret ligesom Sværdet, det bedste, han kunde, og overladt det til hvem der ikke havde Andet at bestille, at gruble over, om det ogsaa hængde ordenlig sammen, og at eftersee, hvordan det tog sig ud paa Papiret, naar det blev afdeelt i Paragrapher, hver med sit Løbe-Nummer og et stort Begyndelses-Bogstav med behørige Kruseduller.

Et vigtigere Spørgsmaal er det vist nok, om den Stats-Forfatning, vi finde i 📌Jerusalem, som aabenbar stilede paa at oprette og vedligeholde en vis Lige-Vægt mellem Kongen og Stænderne, var saa ypperlig, som Man, efter de mange Lov-Taler over dens berømte Daatter i 📌England, og de mange Beilere til dens Slegfred-Børn i vore Dage, skulde formode; men selv naar Man finder hine Lov-Taler meget overdrevne og disse Beilere meget smagløse, maa Man dog huske, deels at 👤Gotfred vist var meget for beskeden til ved sit Huus-Raad at ville give hele Christenheden og hele Efter-Slægten Love, og deels, at hvad han saa end var, kan “Torne-Kronen”, han valgde, godt nu være meget upassende og dog i hans Dage have fortjent at tages til Mønster overalt, hvor Man savnede, hvad unægtelig klæ467der Konger allerbedst: en ganske simpel og glat “gammeldags” Guld-Krone. Det Sidste var nu, som vi oftere har bemærket, det store Savn saavidt som “Romer-Riget”, med Røver-Øxer for Rettens Sværd og Riis (fasces) for Septer, havde strakt sig, altsaa midt ind i 📌Tydskland, og der kunde virkelig, til det almindelige Bedste, ei raades Konger bedre, end efter 👤Gotfreds Exempel at giøre Bod paa Straa-Sækken og at bringe lidt af hans Torne-Krone hjem med sig, som en “Reliqvie” fra 📌den hellige Grav til daglig Dyrkelse i Slots-Kapellet. Det var sagtens ikke rimeligt, at enten Kapetinger, Hohenstaufer eller Plantageneter vilde høre efter et Raad, der hørde Selv-Fornægtelse til at følge; men desrimeligere var det, at deres Lehns-Mænd, baade Geistlige og Verdslige, der baade med og uden dem besøgde de hellige Steder, vilde være saa letnemme, at de, blot efter Hukommelsen, hver i sin Hjem-Stavn, kunde paa fri Haand lave deres Konge et Side-Stykke til 👤Gotfreds Krone, hvori, hvad Man end ellers kunde udsætte paa Arbeidet, Tornene dog var forsvarlige. Som sagt, saa gjort, og uden at spilde nogen Roes paa Med-Arbeiderne, der ikke gjorde det nær saameget for Æren, end sige for det almindelige Bedste, som til deres egen Fordeel, maae vi dobbelt beundre “Forsynet”, der paa saa naturlig en Maade vidste at faae udført, hvad der for menneskelige Øine maatte synes umueligt: at opvække det Borgerlige Selskab af Graven hvor det ikke blot stank, men var aldeles opløst. Hvor der nemlig er en Grund-Lov, som Høvdingen ikke kan bryde, og en offenlig Stemme, han ikke kan trodse, uden aabenbar at stemple sig selv til Volds-Mand, der er et Borgerligt Selskab og al den Betryggelse, der i det kan haves for Misbrug af Magten, medens det beroer paa Tid og Omstændigheder, hvordan 468Grund-Loven helst skal være affattet og hvorigiennem den offenlige Stemme bedst kan trænge til Høvdingens Øren. Saa ilde, som nu Riget i 📌Jerusalem, naar det skulde overleve den Begeistring, der stiftede det, var tjent med en Forfatning, der gjorde Kongen til en kronet Tigger og bandt hans Hænder, som netop skulde gaae i Spidsen og slaaes med Tyrken, saa viselig var det derimod betænkt, naar Verden slet intet tabde ved Grav-Rigets Fald, men vandt usigelig ved af det med Nødvendighed at faae et sundt Begreb om det Borgerlige Selskab. Riget ved 📌den hellige Grav var nemlig, hvad allerede Abbed 👤Vibert kalder det, “en Koloni”, midt imellem Tyrker og Araber, som altsaa trængde bestandig til djærvt Forsvar, men ydede dog hverken Udflytterne eller Moder-Landet (Christenheden) nogen haandgribelig Fordeel, saa her maatte lutter aandelige Drive-Fjere sættes i Værk for at naae Stats-Øiemedet, som var Betryggelse af 📌den hellige Grav og Sikkerhed for Pillegrimene, der fra hele Christenheden vilde knæle ved den og bade sig i 📌Jordan. Det forudsaaes nu let eller mærkedes dog snart, at en Koloni, der har daglig Kamp og kan hvert Øieblik komme i yderste Fare, ei kan bestaae ved den Hjelp i Flæng og i Spræng, der lader sig vente af opbrusende Begeistring i Moder-Landet, saa Man maatte paa alle Maader lokke tappre Folk til at opslaae deres Bopæl der, og rige Folk til deels at sætte sig ned i Sø-Stæderne, deels drive en ordenlig Handel derpaa; men baade tappre og rige Folk vil have deres Frihed, og Handelen maa, for at blomstre, nødvendig have sin, medens alle Tre føle Trang til en vis ufravigelig Orden, og saaledes opkom med Nødvendighed den ny Stats-Forfatning med sit “Over og Under-Huus” og Kronen indeklemt imellem Begge. Man har bemærket, at Kors-Hæren kunde lettet 📌den hellige Gravs Forsvar langt anderledes, hvis Den, istedenfor at smelte hen ved 📌Antiochi469📌en, var gaaet til 📌Ægypten og havde bemægtiget sig dette Land, rigt paa Hjelpe-Kilder og naturlig skikket til at beherske 📌Syrien, og det er ganske rigtigt, ja faldt, som vi har seet, allerede somme Folk ind paa Veien til 📌Jerusalem; men havde Kors-Hæren gjort det, da havde den ikke været det, den var, og da var Kolonien heller ikke blevet hvad den blev: en “Borgerlig Real-Skole”, hvormed Christenheden var anderledes vel tjent, end med det mest blomstrende og seilivede 📌Chalifat i Ægypten, om saa hans Hellighed, for ret at korsdanne det, var selv flyttet til 📌Alexandrien.

Efter denne Anskuelse af Sagen, som Man, ved nøiere Betragtning, vil finde, er saa langt fra at være grebet af Luften, at den meget mere er fundet i Graven, indseer Man let, at Rigets Stiftelse hører langt anderledes til Verdens-Historien end dets sygelige Levnets-Løb og usle Endeligt, saa derom tales bedst i Forbigaaende, og jeg formoder, det gaaer Læseren, ligesom det gaaer mig, og ligesom det gik de fleste Kors-Farere efter 📌Jerusalems Indtagelse, at de gad nok vidst, hvordan det stod til i Hjemmet og hvad Løn der ventede Heltene for deres Stor-Værk.

Ridder-Kongen 👤Gotfred, Middel-Alderens sande Kong Artus ved det runde Bord, kan vi imidlertid dog ikke forlade, skiøndt alle Heltene gjorde det, saa nær som 👤Tankred, før vi veed, hvor god Lykken var ham, der opgav Hjemmet og tog sin Deel ved Graven. Snart er det sagt, thi Seieren over den Ægyptiske Hær ved 📌Askalon, hvor Roberterne og 👤Raimund endnu stod ham troelig bi, blev den sidste, han vandt i aaben Mark, og et mageligere Sæde end det paa Straa-Sækken fik han aldrig, men snart det rolige Leie, han der beredte sig til, med den korte Gravskrift “Mageløs og Barnløs”, som ingen Lov-Talers Pen men 470hele Christenhedens Mund, uden Modsigelse af Dens Fiender, eenstemmig gav ham.

Broderløs var 👤Gotfred vel ingenlunde, thi een Broder, Eustak, havde fulgt ham, som hans Skygge, og den Anden, 👤Baldvin, som blev hans Eftermand paa Thronen, var hans Med-Beiler paa Val-Pladsen, men han var det hverken paa Straa-Sækken eller hvorsomhelst Man beiler sømmelig til meer end Magt og Beundring for Øieblikket: til Udødelighed i de Ædles Bryst. Hans Kapellan, 👤Folker fra 📌Chartres (dog ikke ham, der var første Mand paa Reeb-Stigen ved 📌Antiochien), har betroet os, at da han i 📌Edessa, hvor han sad varmt inden Dørre, og svømmede i Overflod, mens Heltene baade hungrede og frøs for 📌Antiochien og tørstede ved 📌Jerusalem, spurgde sin Kongelige Broders Død, da gjorde det ham vel lidt ondt (dolens aliqvantulum) men Arve-Parten gjorde ham meget glad (plus gaudens) *Folker hos Bongars S. 402–3., og det kunde være Nok om ham i Verdens-Historien, naar det ikke var en saa besynderlig Ting, at ligesom 📌Edessa, med sin Kong 👤Augar, danner en æventyrlig Episode i den ældste Kirke-Historie, det under Kors-Toget danner en Lignende i Stats-Historien, hvorved Hiin paa en Maade afhjemles og Begge afrundes. Derfor maae vi dog vide, at efter Slaget ved Gorgone, da Kors-Hæren kunde giøre ved 📌Natolien omtrent hvad den vilde, gjorde 👤Tankred og 👤Baldvin en Udflugt til 📌Kilikien, hvor de dog snart blev Uvenner ved Hedning-Apostelens Føde-By, 📌Tarsos, som 👤Tankred havde vundet med Æren, men 👤Baldvin tog fra ham med List og Vold, og blev derved saa foragtet i Hoved-Leiren, at han med 200 Riddere, der endda kun nødig fulgde ham, besluttede at æventyre sig selv paa 📌Euphrats Bredder. Her tog han nogle Borge fra Tyrkerne, og da den Byzan471tinske Stat-Holder, som havde opkastet sig til Despot i 📌Edessa, men havde Tyrkerne paa Halsen, hørde, der var kommet En af de uovervindelige Franke-Høvdinger til Egnen, leiede han ham strax til sin Liv-Vagt med Løfte paa at arve Despotiet efter ham. 👤Baldvin beed paa Krogen, men brød sig ikke om, at Indbyggerne snart slog den gamle Despot ihjel, da “Arve-Parten”, som vi veed, trøstede ham over meer end det, og saaledes blev han da Despot i 📌Edessa *Folker hos Bongars S. 389–90., hvor han, ved at give Tyrkerne i 📌Mosul Noget at bestille, og opholde Korboga hele tre Uger paa Reisen til 📌Antiochien, vist nok gjorde Kors-Dragerne langt større Tjeneste, end om han var blevet hos dem og havde kanskee tilsidst ærgret Livet af 👤Tankred, men uden dog derfor at have mindste Krav paa deres Taknemmelighed end sige paa Thronen ved 📌den hellige Grav, hvor han kun, efter 📌Jerusalems Indtagelse, i Følge med den anden Afstikker, 👤Boemund, aflagde et fornemt Besøg*Sammest. S. 400–1..

Ved at vælge denne Herre til 👤Gotfreds Eftermand, og det paa en Throne, der ene kunde bestaae ved Begeistring og Opoffrelse, maa Man vel sige, Lehns-Mændene høitidelig indviede Riget til Undergang, men, skiøndt 👤Tankred stod midt iblandt dem, syndes de dog, ham selv iberegnet, kun at have Valget mellem begge de berømte Afstikkere, og skiøndt 👤Tankred naturligvis stemmede paa 👤Boemund, saa var det dog aabenbar ikke Skæbnens Villie, at han skulde være Konge i 📌Jerusalem.

Det var nemlig omtrent paa samme Tid, som 👤Gotfred døde, at 👤Boemund blev fanget af Tyrkerne*Kors-Krønikerne hos Bongars S. 301. Tankreds Levnet hos Muratori V., og skiøndt han slap fra dem, endte han dog længe før 👤Got472👤freds Throne igjen blev ledig, og det er høist mærkeligt at hans sidste Bedrift ret egenlig var en Skygge af den Første.

Hvor tilbøielige vi imidlertid kunde være til, baade for den Sags Skyld og for meget Andet, at overantvorde 👤Boemunds sidste Dage til Glemsel, vil vor historiske Samvittighed dog ikke tillade os det, da Samtidens Beretninger soleklart vise, han endnu i sin Skygge-Tid gjorde en Opsigt i 📌Europa, som saare faa Høvdinger i deres høieste Glands. Da han nemlig (omtrent 1104) i 📌Antiochien fandt sig indeklemt mellem Tyrker og Byzantiner, satte han 👤Tankred i sit Sted, og smuttede forbi den Byzantinske Flaade, hjem til 📌Europa, for, om mueligt, i Spidsen af en Franke-Hær at holde et seierrigt Indtog i 📌Konstantinopel, og saaledes endnu ei blot faae Bod for mange Tab, men see sin Ungdoms stolte Morgen-Drøm opfyldt. Ved denne Leilighed fortæller Prindsessen, som har skiænket dette 👤Boemunds sidste Æventyr hele to Bøger af sin Alexiade, at den listige Norman, der selv lod udsprede, han var død, gjorde Reisen til 📌Korfu som et Liig i Kiste, med al den Sørge-Pragt, der hørde til at giøre Byzantinerne troskyldige, men at han saa var dumdristig nok til at lande paa 📌Korfu, indstille sig for Befalings-Manden der, og bede ham melde Keiser 👤Alex, at han var staaet op fra de Døde for at hjemsøge 📌Romer-Riget med Ild og Sværd og ei standse, før han stod seierrig midt i 📌Byzants *👤Annas Alexiade S. 340–42.. Denne Ligkiste-Leg, som Prindsessen ansaae for en splinterny Opfindelse af 👤Boemund, havde han imidlertid lært af sin berømte Fader, hvem han i det Hele ikke nær saameget lignede som efterlignede, og den døde Hane, som 👤Anna siger, han tog med i Kisten, for at selve Lig-Lugten ei skulde fattes, var det eneste Eiendommelige, men gav rigtignok Tingen et saa 473naturligt Skin, at vi maae betragte det som et Varsel om den virkelige Hel-Fart, Boemund uvitterlig beredte sig til.

Hans forvovne Plan var at bevæge 📌Vester-Leden til et Kors-Tog mod Byzantinerne, og fra han satte sin Fod paa 📌Italiens Grund afmalede han derfor Keiser 👤Alex med de sorteste Farver, ikke blot som en afgjort Tyrke-Ven, men som en forstokket Hedning, langt værre end Tyrken, og til Sandemænd havde han endeel Byzantinske Flygtninger, hvoriblandt En gav sig ud for Sønnen af Keiser 👤Romanos Diogenes, der for nogle Aar siden med væbnet Haand havde stræbt at giøre sin Arve-Ret giældende, men var kommet til Kort*👤Ordriks Kirke-Historie hos Duchesne S. 817. 👤Annas Alexiade S. 345–46.. Man seer strax, at 👤Boemund vilde drage samme Fordeel af denne 👤Diogenes, som hans Fader af 👤Mikkelen, han førde med sig, men da Prindsesse 👤Anna forsikkrer, at allerede han, der kort før Kors-Toget udgav sig for 👤Leo, en Søn af 👤Romanos, og gav 👤Alex Nok at bestille, men blev dog tilsidst fanget og mistede Øinene, var en grov Bedrager*👤Annas Alexiade S. 271–79., saa synes Bedrageriet med den Boemundske Keiser-Søn at have været ret haandgribeligt.

Uagtet nu 👤Boemund, udrustet med den hellige Fader Pavens Fuldmagt og varme Anbefaling, valgde 📌Frankrig, hvor Urbans Kors-Præken havde frugtet saa godt, til Middel-Punkt for Sin, og formælede sig desaarsag med Kong 👤Philips Daatter 👤Constance, saa havde han dog ogsaa Mod paa 📌England og vilde selv fristet Lykken der; men 👤Henrik Præstelærd, der helst vilde præke selv paa Øen, bad ham meget artig ingen Uleilighed giøre sig, da han snart selv kom over til 📌Normandiet og kunde der have den Fornøielse at tale i Mag med 📌Antiochiens be474rømte Fyrste. Han matte altsaa indskrænke sig til 📌Italien og 📌Frankrig, men der gjorde han ogsaa ganske overordenlig Lykke, som Man nok kan tænke, da han, efter Prindsessens nøiagtige Beskrivelse*👤Annas Alexiade S. 404., maa have været storladen som en Konge, bygt som en Kæmpe, smuk som en Apol, fiin som en Hof-Mand og veltalende som Faa, saa naar han traadte frem for Høi-Altret i 📌Chartres og skildrede, paa den ene Side, hvad han selv havde oplevet mellem 📌Maglegaard og 📌den hellige Grav, og, paa den anden Side, Pragten og Rigdommen, Hedenskabet og Feigheden i 📌Byzants, da maatte han nødvendig, om just ikke hvad vi kalde “begeistre” saa dog hvad al Verden kalder “fortrylle” baade Herrer og Damer. 👤Ordrik udtrykker sig derfor meget rigtig, naar han siger, at denne Præken, som lovede Kors-Dragerne Guld og grønne Skove (urbes et oppida ditissima), opflammede Tilhørerne saaledes, at de greb Korset og gav sig paa Vei til 📌Jerusalem, som Man gaaer til Gildes*👤Ordriks Kirke-Historie hos Duchesne S. 817..

Saaledes høstede da 👤Boemund i visse Maader al den Berømmelse, Kors-Dragerne havde fortjent, og han gjorde for saavidt klogt i at “optage sin Løn,” før Man opdagede, han var skjøndt ingen “Linie-Dandser” som hans Svoger, saa dog en Afstikker;” men slige fortryllende Skue-Spil høre immer til Dagens Orden i den fine Verden, saa, har Man intet Kors-Tog og ingen 👤Boemund at beundre, da ikke blot nøies Man, som Prindsessen i 📌Maglegaard, med et Krigs-Puds og en 👤Alex, men finder disse endnu “guddommeligere” end Hine*👤Annas Alexiade S. 404., og Verdens-Historien giør da, ved her at ændse det, kun en Undtagelse, fordi 👤Boemunds Kors-Tog mod 📌Byzants, ved Siden ad Christenhedens mod Tyrkerne, staaer i alle Maa475der som Trylleriet i Kongers Gaarde ved Siden ad Begeistringen under aaben Himmel, to himmelvidt forskiellige Ting, som Man dog, fra 👤Boemunds Dage til Vores, kun alt for sædvanlig, baade i og udenfor Kors-Togenes Historie, har forvexlet og sammenblandet.

Med en Flaade, som Prindsessen ligner ved en svømmende Stad og finder det høist tilgiveligt at den Byzantinske Admiral, der skulde hindret Land-Gangen, betimelig dreiede af for, stak 👤Boemund i Søen fra 📌Brindisi (1107), og fulgte sin Faders Kiølvand til Valona og 📌Durazzo, hvad netop var det Samme, som naar en aldrende Digter faaer det fortvivlede Indfald at omskrive sit bedste Ungdoms-Arbeide, for at giøre Slutningen mere glimrende. Keiser 👤Alex, der, siden 👤Robert Viskard, den frygtelige Age-Thor, døde, var gammel vant til at betragte sig selv som den største Mand i Verden, men 👤Boemund som “sin Næste”, havde naturligviis anstrænget sig for at berede ham en Modtagelse, der lod ham føle Majestætens Overlegenhed; men hvor tilsyneladende rolig han end løste sine Saaler af og satte sig tilbords, mens alle hans Hofmænd blegnede, da Løberen fra 📌Durazzo, hvem Frygten gav Hermes-Vinger, styrtede aandeløs ind med de Ord: 👤Boemund har gjort Land-Gang, saa betroer Prindsessen os dog, han var ikke selv fri for lidt indvendig Rystelse, og skiøndt han omsider rykkede i Marken, kom han dog ikke længer end til Saloniki, hvor han svedte hele Vinteren over at afrette sine Krystere til Kæmper *👤Annas Alexiade S. 372. 75. 79. 404.. Det saae ogsaa galt nok ud for 👤Kyri-Alax, thi 👤Boemund skal have havt et Følge af over 30000 raske Karle, hvoriblandt Endeel fra 📌Thule,” som han havde opsnappet og forlokket paa deres Valfart til 📌Maglegaard, og det var ikke nok dermed, at Man nær aldrig havde faaet “Vor Frues Slør” i en af Hoved-Stadens 476Kirker, som hver Fredag skulde fare til Himmels, til at giøre sin Pligt, men ved et af de mange Bede-Steder mellem 📌Konstantinopel og 📌Salonik, hvor Keiseren og Keiserinden holdt lovlig mange Rast-Dage, fandt Man et Par Nid-Skrifter, og det Ene under Keiserens eget Bord, som især løb ud paa, at Fruentimmerne (som Telemak siger til sin Moder) skulde kiønt holde sig til Rok og Teen i Fruer-Buret og lade Mændene om Sværd og Skjold. Hvor et Nidskrift, som veed, det er fordømt til den for Papir utaalelige Straf at “kastes paa Baalet,” vover sig saa nær til Ilden, der maa nødvendig stikke “en Sammen-Rottelse” under, tænkde baade Keiseren og hans kloge Daatter; men om der virkelig var noget Sligt i Giære, eller det, som ved slige Leiligheder de 99 af 100 Gange, kun var blind Alarm, hvormed Romer-Retten straffede sig selv, kan vi af den hemmelighedsfulde Oplysning og korte Proces umuelig opdage*👤Annas Alexiade S. 376–79.. Det er for Resten meget rimeligt, at 👤Boemund, der, som Prindsessen bemærker, ingenlunde savnede Forbindelser i Keiserens Leir, ogsaa har havt sine Garn ude der, medens han syndes kun at have sine Tanker ved 📌Durazzo, hvor han fandt haardnakket Modstand; men tænkde han, 👤Alex lod sig enten lokke eller true til at gaae ham paa Klingen, da tog han mærkelig Feil; thi at møde 👤Boemund i aaben Mark, det, siger Prindsessen, havde hendes Fader forlovet, vist nok ikke, fordi han jo godt turde see Normannen under Øine, men fordi han fandt det ikke raadeligt at vove sig saa yderlig, eller komme den listige Krabat fornær. Langt heller begik han hvad blandt Smaa-Folk kaldes en Skurke-Streg, og spillede 👤Boemund falske Breve i Hænderne til hans Broder og alle de Ypperste i Leiren, hvori Keiseren takkede dem for deres Forræderi og opmuntrede dem til at blive det troe, og Prindsessen forsikkrer, 👤Boemund 477havde nær ladet sig narre til at mistænke og bryde over tvert med alle sine gode Venner*👤Annas Alexiade S. 387–89.. Hvad Prindsessen derimod synes at have glemt over dette Mester-Stykke, er Virkningen af de Forberedelser, hun selv fortæller, Keiseren traf til virkelig at bestikke og forføre 👤Boemunds Broder Hvid (Guido), som før havde staaet i hans Tjeneste, med andre Flere, hvad 👤Ordrik forsikkrer os, ganske rigtig lykkedes og bragde, tilligemed Hunger og Pest, omsider 👤Boemund i saa fortvivlet en Stilling, at han maatte bede om Fred*Sammest. S. 387–99. 👤Ordriks Kirke-Historie hos Duchesne S. 823.. Vel tilstaaer Prindsessen, at Keiseren, ved at bønhøre ham, ogsaa kun gjorde en Dyd af en Nødvendighed, men dog har aldrig nogen navnkundig Ridder fra 📌Vester-Leden kastet sig saaledes ikke blot i Støvet men i Skarnet for den Byzantinske Sultan, som den stolte 👤Boemund, efter det meer end alenlange “Klemme-Brev,” Prindsessen triumpherende meddeler os; thi deri bekiender ikke blot 👤Robert Viskards Søn, En af Kors-Togets Høvdinger, den ene Gang efter den anden, at “Lehns-Mand” og “Træl” er hip som hap, men forpligter sig ogsaa med de dyreste Eder til al den Trældom, en Krigs-Mand, der bliver ved sit Hand-Værk, kan vise, ja, endog til at bestride 👤Tankred paa Liv og Død, hvis han ikke vil falde til Føie og slippe alle de Stæder, han har taget, og det Altsammen for at beholde 📌Antiochien, som Keiseren ikke kan tage fra ham, forlenes med Aleppo, naar han selv kan vriste det fra Tyrken, og oppebære tohundrede Guld-Stykker (Byzanter) om Aaret*Anna S. 403–16. Ordrik S. 824. Folker hos Bongars S. 420..

Man seer, det var paa den høie Tid, 👤Boemund 478døde for Alvor, hvad ogsaa skal være skeet snart efter hans Hjemkomst til 📌Apulien *👤Annas Alexiade S. 419., og vi vil forlade ham med den snurrige Oplysning, at hans Døbe-Navn var 👤Markus, saa 👤Boemund var kun et Øge-Navn, hans Fader engang overborde i Spas gav ham, efter en Jette af det Navn, som en Saga-Mand fortalde Æventyr om, formodenlig Stal-Broderen til Frakke og Stærk-Odder, som 👤Saxo kalder Bemon og Islændernes Beimun Stor-Viking *👤Ordriks Kirke-Historie hos Duchesne S. 817. Saxo ved 👤Stephanius S. 104. Snorres Edda (Stokholmer-Udgaven) S. 195..

Keiser 👤Alex ansaae nu vist nok 👤Boemunds Død for langt større Vinding end hele hans Liv, med al den Trældom, hvortil det saa omhyggelig var forpligtet; men desuagtet var han nu dog ikke fornøiet, uden han fik 📌Antiochien med, hvortil han, der ei kunde forsvare hvad der laae ham langt nærmere havde en besynderlig Lyst, og hvorpaa han, for sin Medvirkning til dens Erobring og for alle sine Fortjenester af Kors-Dragerne, gjorde et endnu besynderligere Krav*👤Annas Alexiade S. 332–33. 422–23.. Saadanne urimelige Griller, selv hos et langt bedre kronet Hoved, vilde imidlertid Verdens-Historien aldrig ændse, naar det ikke just havde været 👤Tankred, 👤Alex misundte hvad han i en Række af Aar ligesaa ædelmodig som tappert havde kæmpet for. Nu maae vi derimod føie Prindsessen i, med saamange andre Mærkværdigheder i hendes Faders Dage, ogsaa at omtale det Budskab, han sendte til 👤Tankred som sin meensvorne Træl, der sad og gottede sig i Mag, sagde Keiseren, med hvad der havde kostet Byzantinernes Blod og Sveed. Da 👤Tankred nu var “bindegal og formastelig” nok til at lee høit ad denne Keiserlige Forelæsning, og bad 479Gesandterne hilse hjemme, at han fra 📌Antiochiens Bjerg-Slot saae ned paa Byzantinerne, som en Jette paa en Flok Myrer, og blæste ad den Græske Ild; see, da blev Keiseren naturligviis meget vred og lod sine “Vældige” kalde, for strax at udslette et saadant Uhyre af Jorden; men da de samtlig forestillede ham, det var dog bedst, førend Man rørde ved den Stræng, at høre hvad Kongen i 📌Jerusalem og de andre Latinske Herrer i Nabolaget meende om det, da fandt dog Keiseren, der var Mening i den Tale, og skikkede 👤Butumit med andre Flere og med en god Slump Penge til 📌Palæstina, for at prøve, hvad Priis Vedkommende satte saavel paa Keiserens som paa 👤Tankreds Venskab. Som sagt, saa gjort, og da Erfaring lærde, at de Allesammen gierne vilde have Pengene, men Ingen af dem giøre Gavn mod 👤Tankred, lod Keiseren det beroe indtil videre*👤Annas Alexiade S. 424–29., og Prindsessen ymter ikke engang om, at Døden, for Løn eller Bøn, var saa artig at fælde den trodsige Majestæts-Forbryder, det er kun Folker, som melder 👤Tankreds Død (1112) umiddelbar efter den mislykkede Beleiring af 📌Tyrus, vi af Prindsessen høre, Gesandterne, der satte Priis paa hans Hoved, personlig bivaanede*Folker hos Bongars S. 423.. Antiochien fik Keiseren imidlertid ikke for det, og skiøndt 👤Boemunds mandlige Afkom uddøde med hans Søn og Navner, nedarvedes Fyrstendømmet dog paa Spinde-Siden i hans Æt, til den Ægyptiske Sultan (1268) tog det fra 👤Boemund den Sjette.

Med 👤Tankred maa Man imidlertid sige, de ægte Normanniske Helte uddøde, thi 👤Robert Villumsen havde alt i flere Aar været levende død i sin Broders 👤Henrik Præste-Lærds Taarn, og 👤Tankreds Frænde, den seilivede Kong 👤Roger paa 📌Sicilien (til 1154), var vel en klog 480og lykkelig Herre og en dygtig Krigs-Mand, men ingen Helt.

Vi har nu ledsaget alle Kors-Togets Høvdinger til Graven undtagen Grev 👤Robert den Yngre af 📌Flandern og den gamle Grev 👤Raimund, thi Afstikkerne Grev 👤Steffen af Blois og 👤Hugo Konge-Broder udelukde sig selv af deres Tal, og tænkde siden kun forgiæves at afstryge Skammen ved et Tog til 📌Bagdad (1102), der skulde fordunkle det til 📌Jerusalem; thi det endtes alt i 📌Natolien med den skammeligste Flugt og det fuldstændigste Nederlag, Man vel kiender*👤Ordriks Kirke-Historie hos Duchesne 789–93. Vilhelm af Malmsbury hos Savile S. 149. 👤Wilken om Kors-Togene II. 114–48..

👤Robert af 📌Flandern, Korbogas Rædsel, hvem Tyrkerne skal have kaldt Søn af 👤St. Georg, blev ved sin Hjemkomst meer end kongelig modtaget og vandt den sjeldne Roes, at være ligesaa lydig en Søn af den hellige Kirke, som vældig Kæmpe under Korsets Banner, men han fik et sørgelig Endeligt, ved, i en af den franske Konges Hverdags-Feider, at styrte med Hesten i en Snevring, hvor han blev traadt ihjel af de Flygtninger han vilde standse*Ordrik S. 831–38. Vilhelm S. 159. Wilken II. 23–25.. Hans kiække Søn, 👤Baldvin, kom alt i sin Ungdom ulykkelig af Dage i 📌Normandiet, som han vilde hjelpe sin Frænde, 👤Robert Galnings Søn, at tage fra den Engelske Kong 👤Henrik, og med ham uddøde de gamle Flamske Grevers Hoved-Linie.

Hvad endelig gamle Grev 👤Raimund angaaer, da vedblev han lige til sin Død (1105) at staae i et tvetydigt Lys for sine Samtidige, som altsaa er det historisk rette, vi maae see ham i, ladende det uafgjort, om Skylden var hans egen, eller han kun blev miskiendt, fordi han hørde til en 481ældre Slægt end den, han paa Kors-Toget skulde sammenvirke med. Prindsesse 👤Anna, der har barbariseret hans Titel (Greve af 📌Sanct Giles) til et Navn, fortæller at i hendes Øine fordunklede denne “Sangiles” alle de andre Korstogs-Ledere, som Solen Stjernerne, og det var ikke meer end billigt; thi han viiste Keiseren i 📌Byzants en forbausende Hengivenhed, ikke blot ved at forære ham den “hellige Landse”, hvormed 👤Alex, urimeligt nok, søgde ret at nagle Normannen 👤Boemund til sit Kors, men ved at springe, naar han fløitede, saa Spørgsmaalet er kun, om han bragde hvad han ansaae for “den gode Sag” og Christenhedens Vel eller sin egen verdslige Begiærlighed dette store Offer? Det Sidste maatte naturligviis Verden troe, deels fordi den kun nødig troer paa kloge Folks Ædelmodighed, og deels fordi han virkelig, især ved paa Keiserens Vegne at ledsage “Bagdads-Farerne” til deres Undergang og saa lade dem i Stikken, havde Skinnet imod sig. Paa den anden Side derimod vovede 👤Raimund dog, baade ved denne Leilighed og ellers, saa tit og redebon sit Liv for Kors-Banneret, hjalp sine ubesindige Stal-Brødre ud af saa mange og store Forlegenheder og blev sit Løfte, af al Magt at bestride de Vantroe, saa tro til Døden, at det var ubilligt at mistænke ham for Falskhed, og naar Man da tager Omstændighederne i Betragtning, lader Alt hvad vi veed om ham sig best forklare til hans Fordeel. En klog gammel Mand maatte nemlig enten strax indsee, eller dog snart opdage, at baade ved Indtagelsen og Forsvaret af 📌det hellige Land var den Byzantinske Keisers “Gunst og Gaver” af megen Vigtighed, og det maatte nødvendig falde 👤Raimund langt lettere at lempe sig efter 👤Alex, der i Grunden var bange for Kors-Dragerne, nøiedes med Skinnet og brød sig slet ikke om paa hvad Maade, Man opfyldte hans Ønsker, end at spændes med Bruus-Hove482derne, som, trodsende paa deres Kraft, sædvanlig foragtede Klogskabs Raad og kunde slet ikke taale, at Nogen vilde foretrække en anden Vei til det fælles Maal end den, der hugede dem bedst. Sine fleste Dage, efter 📌Jerusalems Indtagelse, tilbragde 👤Raimund for Resten med Beleiringen af 📌Tripolis, som han paa ingen Maade vilde opgive, men bygde sig, da den gik i Lang-Drag, den saakaldte Pillegrims-Borg paa 📌Libanon, for altid at være ved Haanden, og her døde han, efter 👤Abulfedas Beretning, saagodtsom kvalt af Røg ved en Ildebrand, han vilde slukke*👤Annas Alexiade S. 505. 29–32. 415. 👤Wilken om Kors-Togene II. 197–200.. Først adskillige Aar efter hans Død overgav 📌Tripolis sig, men forblev saa hos hans mandlige Arvinger til 👤Saladin tog 📌Jerusalem, og var siden forenet med 📌Antiochien, indtil 👤Boemund den Sjette mistede begge Dele.

Saaledes nedsank de Vældige i Skygge-Riget, som ikke blot rystede Jorden men reddede Christenheden, ikke blot udgiød Strømme af Blod, men blandede dem ogsaa til et mageløs stort og herligt Fost-Broderskab mellem de nye Folke-Færd, og det var intet Under, at Kors-Togets Helte misundte de Trojanske Sangerne, der lod dem leve med sig fra Slægt til Slægt; thi Krønikerne end sige Versene paa Kloster-Latin var kun en maadelig Grav-Skrift og slet intet Efter-Mæle. Langt om længe stræbde vel 👤Tasso at forevige dem i sit Befriede Jerusalem men det har alt længe slaaet deres historiske Kyndinger, at 👤Homers Helte ligne dem langt meer end 👤Tassos, og hvad der desuden aldrig kommer i Folke-Munde, men føres kun i Pennen for velvillige Læsere, er intet Efter-Mæle, som enten fryder Helte eller vækker blandt deres Børn de slumrende Kæmper. Selv Middel-Alderens Rim-Krøniker og Helte-Bøger, som desuden kun befatte sig lidt med det Første 483Kors-Tog, er dets Helte meget for smaalige og trange, saa først naar Iliaden, frit oversat paa alle vore Tunge-Maal, afløser den “Latinske Grammatik” i vore Skoler og forklares med Kors-Togets Historie, da først faaer Dets Helte et værdigt Mindes-Mærke og Grækernes Høi-Sang sin rette Betydning. At Sligt maa synes de fleste Læsere urimeligt, til det virkelig begynder at skee, maa Skriveren finde sig i, men den billige Læser vil ogsaa finde sig i, at hvem der har Syn for Folkenes Vilkaar og Tidernes Sammenhæng beiler i sin Skrift til noget Større end Øieblikkets Bifald, og naar han seer, at Grækerne, som forgiæves stræbde at forekomme Middel-Alderen, har spaadomsviis besunget den, han da ogsaa med Pennen stræber at indskiærpe hvad der langt fra at være en ørkesløs Betragtning er en for alle kommende Slægter frugtbar Sandhed.

Ved at sammenligne Kors-Toget med Iliaden klarer det sig nemlig ret, at Grækerne kom for tidlig, thi deres Helte-Digt fattes aabenbar, hvad det dog ærlig fortjende: en tilsvarende “Universal-Historisk” Begivenhed, som “den Trojanske Krig”, der endog neppe kan kaldes “historisk,” jo ingenlunde er, medens Kors-Toget, der er en Universal-Historisk Begivenhed, ikke blot fattes et tilsvarende Helte-Digt, men savner hele det yndige, midt i Kampen rolige Anstrøg Græker-Aanden gav Alt hvad den skabde. Vi har før bemærket, at 📌Byzants ogsaa tydelig nok viser os Skyggen af hvad Grækerne skulde været i Slægtens Middel-Alder, og Keiser 👤Alex er saa klar en Skygge af Folke-Lederen Agamemnon, at det ved første Øiekast ordenlig forbauser, og ved nærmere Betragtning giver os Nøglen til hans Løn-Kammer; thi hele Hemmeligheden ligger aabenbar deri, at han følde Kald til at være Sjælen i Kors-Toget mod Tyrkerne, men 484manglede aldeles Kraften, hvad han vel ei kunde dølge for sig selv, men stræbde desivrigere at skjule for Verden, hvorved han nødvendig kom i en falsk Stilling baade til sig selv og til den hele Begivenhed. Men saa slemt det nu end var for ham, ærgerligt for Kors-Dragerne og sørgeligt for Grækerne, saa kan vi dog lettelig trøste os derover, da vi see, der var, trods alle de Hindringer Grækernes Afmagt og Gothernes Vildskab lagde i Veien, dog fundet Raad til et Kors-Tog, der gjorde sin Virkning og fortjener vor Beundring, og naar vi samle i Forestillingen, hvad Feiltrinnet adskilde, har vi Alt hvad vi kan ønske: Daaden, Digtet og Lys over det Menneskelige, der laae til Grund for begge Dele. Netop fordi den egenlige Daads-Tid, som Middel-Alderen naturligviis er, ikke var kommet i Grækernes gyldne Dage, men det følsomme for Menneske-Livet klarøiede Folk længdes og stirrede efter den, just derfor udtrykke deres Helte-Digte den dybe Ahnelse deraf i hele sin Friskhed og blive derved saa prophetiske, at det ingenlunde er blot det store Kors-Tog, men hele “Ridder-Tiden,” der speiler sig i Iliaden, som begynder med en Vædde-Strid mellem Olympierne og ender med Ridder-Spil og Fugle-Skydning ved et Grav-Øl. Ikke blot for Mod-Sætningens Skyld, men ogsaa til Trøst for Nyaars-Tiden, der i Henseende til alt Stor-Værk har begyndt sin Forfatter-Bane som Recensent, er det høist mærkeligt, at Odysseen derimod begynder med Hurlumhei og en næsviis, opløben Dreng, men forbereder dog strax paa Aandens (Laertidens) Hjemkomst og slutter med aandelig Vidskabs (Pallas Athenes) Triumph og en smilende Udsigt til Verdens Ende, saa naar den Bog bliver indført i Skolen, ikke til at rives i Stykker og lappe Grammatikker med, men til at lære Svendene, hvordan Athene besøgde Telemak, da vil den udentvivl synes at giøre Under-Værker, i det den fremlokker hvad den forudsiger.

485Dog, skiøndt Pennen, der vil gaae Skjalden under Øine, umuelig kan nægte ham den Fornøielse at være Pege-Pind til saadanne Bøger, eller undlade det Ønske at voxe til Stav paa saadan en Bane, maa den dog ikke derover glemme sit Kald for Øieblikket: til som formindsket Maale-Stok at følge Alfar-Veien under Tidens Løb, og vender derfor tilbage til sin Pligt med den Bemærkning, at efter det store Kors-Tog løb Alfar-Veien fra hele 📌Vester-Leden til 📌Jerusalem og næsten altid over 📌Konstantinopel, men derfra deels giennem det blodrøde 📌Natolien, deels over det sortladne Hav.

Nu her at holde Bog over alle de Reisende, gaaer ingenlunde an, og selv store Flokke maae nøies med at nævnes, men netop fordi der hverken var Keisere eller Konger med paa det Første Kors-Tog, uden forsaavidt Man vil sige, at 👤Kyri-Alax var dog ogsaa med, er det mærkeligt at see, hvorlunde de kronede Hoveder, for at hamle op med Ridderne, maatte bekvemme sig til at træde i deres Fod-Spor.

De første Konger vi nu møde paa Kors-Veien, er, mærkeligt nok, dem fra 📌Danmark og 📌Norge, ret som til Bekræftelse paa, at Kors-Toget ganske rigtig var i 📌Nordens Aand, saa det kun var ved et særdeles Uheld, den savnede sine visse Bud i Leirene ved 📌Antiochien og 📌Jerusalem. Efter 👤Albert af 📌Aix, der var Kors-Toget lige saa nær, som 👤Herodot var Perser-Krigen, bestod dette Uheld i, at den Danske Konge-Søn, Prinds 👤Sven (udentvivl den Ubekiendte paa den store Viking-Snekke) var blevet saa forsinket i 📌Konstantinopel, at han kom ikke til 📌Nikæa, før Kors-Hæren allerede var brudt op, og blev, underveis i dens Spor, med sin Hjertens-Kiære og 1500 Ryttere omringet, overvældet og nedsablet af Tyrkerne*Albert fra Aix hos Bongars S. 233..

Kongerne fra 📌Norden, der, saa snart som mueligt, 486ilede til 📌den hellige Grav, da dens Befrielse rygtedes, var 👤Sven Æstridsens Søn, 👤Erik Eiegod, og 👤Haardraades Sønnesøns-Søn 👤Sigurd Jorsalfar; men da 👤Erik, om han end naaede 📌Jerusalem (1103), dog ingen Opsigt giorde, maae vi holde os til 👤Sigurd, hvem 👤Folker vel ikke nævner ved Navn, eller tæller blandt Konger, men betegner dog kiendelig og omtaler priselig nok. Han siger nemlig: nu (1110) førde vor Herre et Slags Folk til 📌Jaffa, som kaldes “de Norske”, med tresindstyve Skibe, anført af en meget smuk Unger-Svend, som var Broder til Kongen, og da Kong 👤Baldvin bad dem endelig tøve lidt og hjelpe ham mod Tyrkerne, da svarede de strax, at derfor var de netop kommet, saa de vilde gaae, hvor det skulde være, naar han bare vilde sørge for Kosten. Det fandt 👤Baldvin ypperligt, og tænkde først paa Asklon, men bestemde sig dog tilsidst for 📌Sidon, og skiøndt den Babyloniske Sultans Flaade laae i Havnen ved 📌Tyrus og var ellers immer paa Spil, blev den dog reent forbluffet, da det rygtedes om “de Norske,” saa den rørde sig ikke ud af Flekken*Folker fra Chartres hos Bongars S. 421..

📌Sidons Indtagelse, som virkelig blev Følgen, er nu vel Ingen af de største Begivenheder, men dog En af de Største, der kom til at føre Navn efter Konger i den Egn, og selv den Historie-Skriver, der ingen Nord-Bo er, maa det glæde, at see 👤Snorro Sturlesens Beretning om den fjerneste Begivenhed, han omtaler, saa godt stadfæstet af et Øien-Vidne, at Kong 👤Baldvins Kapellan endog giver os det samme Tal paa de Norske Skibe, som den Islandske Lagmand*Sigurd-Jorsalfars Saga i Heimskringle K. 10–11..

Det var, saavidt bekiendt, af egen Drift, at 📌Nordens Konger besøgde 📌det hellige Land, saa Jyderne 487skal endogsaa have tilbudt 👤Erik Eiegod at give Tredie-Delen af deres Gods til de Fattige, naar han vilde blive hjemme*👤Saxos Danmarks Krønike ved 👤Stephanius 126–127.; men Sligt var kun Tilfældet med Faa af de høie Reisende, der i det Hele kun tog liden Deel i Tidens Begeistring, naturligviis fordi den gialdt et større Rige og en høiere Krone end Deres: Kirke-Riget nemlig, der truede med at opsluge alle 📌Vestens Konge-Riger, og den tredobbelte Krone, der aabenbar fordunklede alle de Enkelte.

Keiser 👤Henrik den Fjerde lovede vel engang at giøre et Kors-Tog, men hvad han lovede i sin Nød, havde han aldrig for Skik at holde, og vi skulde da ikke have nævnet det tomme Løfte, dersom det ikke var for at erindre om, at 👤Hildebrands Modstander levede endnu adskillige Aar efter 📌Jerusalems Indtagelse (til 1106), hvad i det Mindste vi, der skrive Historie, finde høist urimeligt. Naar Man nemlig ret har været inde i det Første Kors-Togs Historie, gaaer det En tildeels, som det sikkert gik 👤Robert af 📌Flandern, da han kom hjem og maatte føre Krig med 👤Henrik den Fjerde: Man kan slet ikke finde sig i, at Skrællinger, Man fordum kiendte, ei er døde og borte for længe siden; thi at der kun er fem Aar fra Mødet i 📌Clermont til Kong 👤Gotfreds Død, det veed Annalisterne vel udenad paa deres Fingre, men Historie-Skriveren, hvem Kors-Toget giver meer at bestille end et heelt Aarhundredes Bedrift, maa ordenlig samle sine Tanker, for at blive sikker paa, at Tiden var saa kort og syndes kun lang, fordi der skedte Saameget og skedte Mirakler.

Prædikanten under aaben Himmel, Pave 👤Urban den Anden, var imidlertid ganske rigtig død, kun fire Dage efter 📌Jerusalems Indtagelse, og den Kardinal Regner (Rainer), som, under Navn af 👤Paskal den Anden, fulgde ham paa Thronen, havde vel, efter 👤Hildebrands Dom, 488været ham en god Tjener, men var derfor ogsaa en daarlig Herre, der hverken forstod at benytte sig af den Glands, det store Kors-Tog kastede paa Kirke-Riget, eller havde engang rigtig Mod til at forfægte Dets Ære. Han skulde derfor slet ikke nævnes, naar ikke hans Strid med Keiser 👤Henrik den Femte i 📌Tydskland havde gjort saa umaadelig Opsigt over hele 📌Europa, at selv 👤Kyri-Alax bevidnede ham sin inderlige Deeltagelse, og tilbød sig ædelmodig at tage 📌Rom og den hellige Stol under sine Vinger*Cassino-Krøniken IV. 48..

Det var den gamle Trætte om Ringen og Staven,” som 👤Henrik, skiøndt han paa Kirkens Vegne havde gjort Oprør mod sin egen Fader, dog, saasnart han fik Magten, ikke blot oprippede, men gav en ny Vending, ved at overtale Paven til et meget billigt Forlig og derpaa ei blot bryde det, men bogstavelig tage Hans Hellighed ved Vinge-Benet midt i 📌Peters-Kirken og kue ham til at underskrive hvad han behagede*Sammest. IV. 39–42.. Dette vakde naturligviis dyb Harme i hele 📌Vester-Leden, og selv i 📌Tydskland, hvor Man ellers fandt det rimeligt nok, at Paven skulde fire for Keiseren, bidrog det, med 👤Henriks andre Volds-Gierninger, til at giøre ham Helvede hedt, saa han dog omsider maatte opgive den saakaldte “Halvhundredaars-Krig” med Kirke-Riget, og slutte Freden i 📌Worms (1122), hvorved han gav Afkald paa “Ringen og Staven,” men fik dog Lov til at have lidt Indflydelse paa Bispers og Abbeders Valg og, forsaavidt de skulde nyde nogen “Kongelige Rettigheder”, da ved “et Septer at forlene dem dermed*Den Sachsiske Annalist hos Eccard I. 647–49..

Stort dybere kan vi nu vel ikke her indlade os i denne indviklede Sag, der kun giælder 📌Tydskland, hvis Kei489ser-Ret” selv de Indfødte har havt ondt ved at forklare og end værre ved at nyde, men har Man, som Læser, ærgret sig tilgavns over selv at skulle giætte hvad det egenlig er, Skriveren byder os at lægge Mærke til, da bebyrder Man dog heller Læseren med en unødvendig Oplysning, end Man udsætter sig for at sammenlignes med Keiser-Retten.

Naar nemlig Hans Keiserlige Majestæt i 📌Tydskland haardnakket paastod Ret til at forlene Bisper og Abbeder med “Ringen og Staven”, som fra Arilds-Tid var de “Kirkelige” Sindbilleder paa den høieste Geistlige Værdighed, da var det ganske rigtig sluttet, at han maatte indbilde sig, han var “Christi Statholder” i 📌Tydskland og kunde uddele “Aandens Gaver” til hvem han vilde, hvad Man ei engang, som Paven i 📌Rom, behøvede at være hans Med-Beiler til “Statholder-Skabet” for at finde oprørende. Det, efter Omstændighederne, høist billige Forlig, som 👤Paskal nu “ublokket” sluttede med 👤Henrik, men fik saa skammelig betalt, var at han skulde holde sine Fingre fra Bisper og Abbeder, men de igien deres fra Vaaben, Mynt, Told og al anden Kongelig Rettighed og verdslig Bestilling. Saaledes at indskrænkes til “Kirker og Klostre” og nøies med “Tiende og Offer” og lidt “Mensal-Gods”, fandt imidlertid de fleste Tydske Bisper og Abbeder var ikke blot kiedsommeligt men uforsvarligt, baade for dem og deres Efter-Mænd, saa de raadte selv Keiseren fra at beseigle det Forlig, hvorimod Freden til 📌Worms var dem vel tilpas, da de gierne vilde være lidt mere uafhængige af Keiseren og bevare et godt Skin, naar det kunde skee paa taalelige Vilkaar.

Det var Franskmanden Guido, en Greve-Søn fra 📌Burgund, i Slægt med de Store, der, som Pave 👤Calixt den Anden, hittede paa denne Middel-Vei (juste-milieu), eller rettere, fik anvendt paa 📌Tydskland hvad 490alt længe gjaldt i 📌Frankrig, og det Vigtigste ved Freden i 📌Worms var aabenbar, at Kongen i 📌Tydskland dermed erkiendte Kirke-Riget for en uafhængig Magt, hvis Høvding, Paven i 📌Rom, da umuelig kunde være hans Stat-Holder.

Mærkværdigere end alt Dette er imidlertid den Ligegyldighed for Tyrke-Krigen og 📌den hellige Grav, som synes at have været arvelig hos Paverne lige fra 👤Urban den Anden til 👤Eugen den Tredie i Midten af Aarhundredet; thi langt fra selv at holde Indtog i 📌Jerusalem, hvad, efter al Rimelighed, maatte været enhver nyvalgt Paves første Omsorg, synes de aldeles at have tabt Kirke-Rigets Hoved-Stad og Glimmer i 📌Øster-Leden aldeles af Sigte, til 📌Edessas Fald og fuldkomne Forstyrrelse af Tyrkerne forfærdede baade Paven og Tiden, som et Drømme-Syn, saa Kong 👤Ludvig den Syvende i 📌Frankrig og Keiser 👤Konrad den Anden i 📌Tydskland med talrige Hære foer op i Søvne og efterabede (1147–48) “det Store” Kors-Tog.

Hvor ubændig nu især den Tydske Hær skabde sig i fremmede Lande; hvor aabenbar Sønne-Sønnen af 👤Alex, Tyrke-Vennen 👤Manuel Comnen, gik paa Ræve-Kløer; hvordan begge de stolte Hære, den Tydske alene efter Byzantinernes Optælling over 90000 Mand, svandt i 📌Natolien som Dugg for Soel, og hvilken Stads de høie Herrer desuagtet gjorde i 📌Jerusalem; alt Dette finder Man udførlig beskrevet baade paa Græsk og Latin*Hos Byzantineren Nikitas og Biskop Vilhelm af Tyrus., men da hele Udfaldet var en hovedløs Beleiring af 📌Damask, som Man løb fra, siges det meget bedre med faa Ord, at her er ingen Begivenhed at fortælle, men kun uhyre Daarskab at beklage. Hvorledes 👤Konrad og 👤Ludvig, 👤Manuel og Kolonisterne, Paven og Togets berømte Prophet, 👤den hellige Bernhard, deelde 491Skylden, kan Enhver selv slutte sig til, thi de skiød den naturligviis paa hinanden, og den eneste vigtigste Følge var da, at Moder-Landet saa godt som opgav Kolonien, og at 📌Jerusalem endnu før Rigets første Jubel-Aar, paa ny faldt i de Vantroes Hænder.

For imidlertid at forstaae Undergangs-Kampen, maae vi kaste et Blik paa Grav-Rigets korte Historie, der, med alle sine store Brøst, dog som det Eneste i sit Slags, altid maa findes mærkværdigt.

Ved 👤Gotfreds Død, (1100) var Riget ret egenlig indskrænket til Graven, thi 📌Antiochien og 📌Edessa laae baade for langt fra Haanden og var meget for selvstændige til at regne paa, og 📌Jaffa, Rigets eneste Sø-Stad med en daarlig Havn, var kun vigtig som Færge-Sted mellem Graven og de Levendes Land. Naar Man derhos betænker, at 📌Jerusalem var saa godt som øde for Indbyggere, da kan Man ikke vel tænke sig et fuldkomnere Skygge-Rige (Hades) paa Jorden, end 👤Gotfreds var, som kun befolkedes engang om Aaret ved Paaske-Tider, naar Pillegrimmene som Giengangere mylrede omkring 📌den hellige Grav, for, naar Lamperne Paaske-Aften tændtes af dem selv, at see Verdens Lys paa ny, og derpaa, badede i 📌Jordans Flod, at vende tilbage til deres forrige Liv og Idrætter. Da derfor i Kong 👤Baldvins første Aar, Kirke-Lamperne om Graven ei til rette Tid vilde giøre deres Pligt, blev Rigets Udsigter virkelig saa mørke, at vi maae finde den almindelige Fortvivlelse, et Øien-Vidne skildrer, meget naturlig, og uagtet Paaske-Morgen dengang bragde Fryde-Sang for Nattens Graad, var det dog et meget ulykkeligt Varsel for Rigets Bestandighed*Folker af Chartres hos Bongars S. 407–9..

Skiøndt vi nemlig i vor gasoplyste Tid knap kan bare os for at smile ad Lampe-Mirakelet i Grav-492“Kirken, saa hængde det dog aabenbar saa nøie sammen med Pillegrims-Fartens hele glimrende Blændværk, at Rigets Skæbne beroede derpaa*Bohadin ved 👤Schultens S. 136., og det Stød, Troen nødvendig fik hin sørgelige Paaske-Aften, forvandt den vist aldrig meer, saa Udeblivelsen af det aarlige Mirakel ved 📌den hellige Grav (1101) er virkelig en Slags Stats-Begivenhed, der ventelig har havt sin naturlige Grund i den Uenighed mellem Præsterne (de Gamle og de Nye, de Græske og Latinske), som 👤Folker ved denne Leilighed ogsaa ganske rigtig ymter om.

Næste Aar indtraf en ny Ulykke, der for Øieblikket let kunde havt langt farligere Følger, men var dog nok Riget til mere Gavn end Skade. Den kongelige Vove-Hals, som vel er 👤Baldvins rette Titel, mødte nemlig med nogle hundrede Riddere, mest Levning af “Bagdads-Farerne”, vi før nævnede, den Ægyptiske Hær ved 📌Askalon, hvor den regelmæssig hvert Aar pleiede at indfinde sig, og 👤Baldvin, der denne Gang havde forsmaaet at føre “det ægte” Kors med sig i Marken, maatte ikke blot med fyrretive Riddere flygte til 📌Rama, men igien stjæle sig derfra som en Tyv om Natten, og flere Dage vanke fredløs omkring mellem Bjergene, for ei at dele Skæbne med 👤Steffen af Blois og hans andre Stal-Brødre, der sprang over Klingen. Dette skaffede vel Kongen endeel Uleilighed og Efter-Tale, men reddede “det ægte” Korses Ære, der øiensynlig stod paa Spil og var dog Rigets Helligdom (Palladium), ligesom Lampe-Skinnet i Grav-Kirken var dets Glands*Folker fra Chartres hos Bongars 415–16.. Tænker Man blot disse to Ting bort: Korset, de Vantroes Skræk, og, Himmel-Lysningen, de Troendes Paaske-Glæde, da forholder Grav-Rigets Historie sig aabenbar til Kors-Togets, som et urimeligt Optrin 493af det daglige Liv til et mageløst Æventyr, og hvor urimeligt end det Forunderlige kan synes os, saa er dog den blotte