↩ Det blev nemlig 👤Ædelreds og 👤Hellig-Olavs Sønner, som arvede 👤Knud den Store; thi efterat hans Egne, 👤Harald og 👤Harde-Knud, havde gjort ham og det Danske Navn al den Skam i 📌Engeland, de kunde, faldt Riget der til 👤Edvard den Hellige, og 👤Magnus den Gode forsvarede sig ikke blot paa 📌Norges Throne, men besteg ved 👤Harde-Knuds Død tillige 📌Danmarks, enten efter et sært Forlig imellem dem, eller i Følge den Stær301keres Ret. Det Første har længe giældt for afgjort, da baade 👤Saxo og 👤Snorro melde det; men da den samtidige 👤Adam af Bremen, underrettet af 👤Sven Æstridsøn, der maatte vide det ►tilgavns, udtrykkelig skriver, at 👤Magnus tog 📌Danmark med Staal-Handsker, mens 👤Harde-Knud endnu levede, saa vil der meget Andet end Efter-Snak til at svække hans Vidnesbyrd*👤Adams ►Kirke-Historie II. 56. 👤Saxo X. ►Magnus den Godes Saga i ►Heimskringle K. 1.. Da ►Knytling-Saga, som heller Intet taler om Forliget, lærer os, at 👤Sven Æstridsøn hedd ogsaa “👤Magnus” *►Knytling-Saga K. 21., har Sagnet formodenlig sammenblandet ham med “Nordmanden”, saa det har været Frænderne, 👤Sven og 👤Harde-Knud, der trættedes om 📌Danmarks Krone, men blev mindelig forligte.